Jabmi aibmo eller Jabmikučiaibmo
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Lappisk Mythologi
Gudelære
4. Underjordiske Guder
§ 30.
Jabmi aibmo eller Jabmikučiaibmo
Jessen identificerer Jabmi aibmo med Saivvo-aibmo, men af hans egen og Andres Beskrivelse af samme fremgaar dog aldeles tydeligt, at disse Steder vare høist forskjellige. Til Saivvo ønskede Lapperne inderligt gjerne at komme, men derimod havde de Rædsel for Jabmi aibmo. Denne sidste Benævnelse betyder vistnok blot "de Dødes Verden", uden nærmere Karakteriseren af Tilstanden, og kan saaledes ogsaa bruges om Saivvo. Som oftest bruges derfor, for at undgaa Misforstaaelse, Benævnelser, der karakterisere de Ulykkeliges Opholdssted nærmere, f. Ex. Jabmikuči aibmo, de stakkels Dødes Verden, (Runeb. No. 1, Fig. 17). Paa Runebom No. 2, hvor der nævnes 3 Steder, No. 41, 46 og 50 maa imidlertid virkelig ved Jabmi aibmo eller det "1ste Hjem i den anden Verden" være ment Saivvo. Paa Leems Runebom No. 7, som Jessen maa have kjendt, findes Jabmi aibmo No. 14 betegnet ved særegen Figur, adskilt fra Saivvo, No. 41. Foruden Jabmikuči aibmo bruges om de Ondes Opholdssted ogsaa Mubben aibmo, den anden Verden, (Mubben alene bruges ogsaa i Betydningen Djævel), Rota aibmo, Fuonos aibmo (§ 27), det slette Hjem, Čappiš aibmo, det sorte Hjem. Benævnelsen "Gerro mubben aibmo" forekommer hos Jessen, Pag. 32. Gerro er rimeligvis en feilagtig Opfatning af čierro, Graad, altsaa "Graadens anden Verden." Svenske Forfattere bruge ogsaa den finske Benævnelse Tuonen aibmo. Af disse forskjellige Benævnelser fremgaar tydeligt, at Lapperne have havt omtrent samme Forestilling om sit Jabmi aibmo eller, som det ogsaa benævnes paa Runeb. No. 2, Fig. 50, Vuolle aibmo, "underste Hjem i den anden Verden," som Finnerne havde om Tuonela eller Manala. Til sin Trøst havde Lapperne Saivvo, som Finnerne aldeles manglede.
Som Jabmi aibmo’s Beherskere nævnes Rota og Rotas Hustru, (Runeb. No. 2, Fig. 44), "som fører Sygdom med sig," Jabmi akko, Dødens Moder, og Fudno eller Fuodno (§ 27). Rota og Rota’s Hustru svare altsaa omtrent til det finske Ægtepar Tuonen ukko og Tuonen akka. Yderst sparsomme ere forresten Underretningerne om Tilstanden i Jabmi aibmo. Kun saa meget ser man, at det har været et Mørkets, Pestens og Graadens Hjem. "Herhen," siger Jessen, "kom de, som havde besmittet sig med Tyveri, Ondsindetbed, Banden og Klammeri; thi disse Laster og ingen andre have de holdt for Synd." "Storm og Uveir anvistes Plads i Fuonos aibmo, og det stod i Fuodno’s Magt med en gaivvo eller Skuffel at udkaste Uveir for at plage Lapperne oppe paa Fjeldene. Naar de om Natten eller ved Middagstid havde sine Ren inde i Rengjærdet for at malkes, og et Dyr blev sygt, mistænkte de strax Duner munes eller den underjordiske Kvinde (Jabmi akko), for at have malket samme, hvoraf det da var blevet sygt."
Al Sygdom kom fra Rota aibmo, Pestens Hjem, og naar Nogen blev farligt syg, antog Lapperne, at det var en af den Syges afdøde Slægtninger, som vilde have ham til sig i Jabmi aibmo, "enten fordi de længtes efter ham, eller fordi de vilde tugte ham for Et eller Andet, hvori han havde forseet sig mod dem." Først blev da, efter Raadførsel med Runebommen, Offer forsøgt for dermed at formilde den Afdøde og faa ham til at afstaa fra sit Forsæt; men hjalp ikke dette, maatte man for gode Ord og Betaling faa en Noaide til at gjøre en Reise til Jabmi aibmo for umiddelbart at afhandle Sagen med den Jabmek eller Afdøde, fra hvem man troede, Sygdommen hidrørte. Efter Leem og Jessen ser det ud, som om denne Reise gjordes til Saivvo, ikke til Jaibmi- eller Rota-aibmo. Noaiden kunde naturligvis reise til begge Steder, og som oftest hidrørte vel Sygdomme, især hos ældre Folk, fra Rota aibmo, saaledes at Noaiden maatte did. Ildebefindende hos Børn kunde derimod ofte hidrøre fra Saivvo. "Naar et Barn blev sygt eller græd meget," siger Leem, "indbildte de sig, at Aarsagen dertil var den, at en Beboer af Saivvo vilde opkaldes, eller at de havde givet Barnet et urigtigt Navn, eller at de ikke havde opkaldt netop dem af de Afdøde, som helst vilde opkaldes." Barnet blev da omdøbt og fik et adde-namma, Tilnavn, i den saakaldte Saivvodaab. "Heraf kom det, at mange Lapper havde 3—4, ja, ofte flere adde-namma, og af sammes Tal kunde man strax vide, hvormange Gange de havde været syge og vare blevne omdøbte." I denne Opkaldelse af en Slægtning laa efter Lappernes Forestilling et Slags Gjenoplivelse af den Afdøde i Barnet, og herved opgav den Afdøde Ønsket om af faa dette til sig.
En aldeles lignende Forestilling har Grønlænderne ogsaa havt. Rink fortæller nemlig, at "de Afdøde maa antages at kunne gjengjælde de dem her i Livet beviste Velgjerninger; thi de ere Skytsaander for sine Børnebørn og vistnok især for dem, der opkaldes efter dem. Barnet erholdt strax efter Fødselen et Navn, idet man opkaldte det efter en afdød Slægtning. Dette synes at have været udført ved et Slags Serranek, (Troldformel), og der lagdes stor Betydning deri. Man mente dermed at skaffe den Afdøde Ro i Graven og troede paa et Slags Sjæleslægtskab mellem Navnene, saaat den- Afdødes Egenskaber, ja, endog Egenheder gik over paa den Levende."
"Naar derimod," siger Jessen, "en Familiefader eller en af Forældrene blev syg, maatte Noaiden ned til Jabmi aibmo for at stille dets Beboere, Dødningerne, tilfreds og formaa dem til ikke at tragte efter at jage den Syge ned til Jabmi aibmo, men lade ham endnu en Tid lang blive blandt Menneskene her paa Jorden." Grunden til Jabmi aibmo-Reisen var dog ikke altid Sygdom. "Undertiden var Hensigten omvendt netop den at faa en af de afdøde Forfædre eller Slægtninger op igjen til Renvogter." En saadan opmanet Afdød skal baade lykkeligt og vel "have vogtet deres Rensdyr, saalænge det belovede Offer blev dem rigtigt bragt, enten et eller flere Aar, alt eftersom man i Jabmi aibmo forud var bleven forligt derom. " Jessen, Pag. 32.
Jabmi aibmo-Reisen beskrives baade af Leem og Jessen. Naar en saadan skulde foretages, fremmødte den tilkaldte Noaide "med saamange Mænd og Kvinder, som kunde bringes tilveie." Blandt disse var specielt to Kvinder smukt pyntede i Helligdagsklæder, med Linnedhuer paa Hovedet, men uden Bælte om Livet. Disse Kvinder kaldtes i denne Forretning Šarak. En af Mændene maatte ligeledes tage sin Hue af og løse sit Bælte. Han kaldtes under denne Forretning Mærro-oaivve. Naar Alt var i Orden, greb Noaiden Rune- bommen og begyndte under Slag paa denne at synge Troldsange saa høit, han kunde. De Tilstedeværende stemte i med "med vældig og uafladelig Juoigen." Derpaa begyndte Noaiden at tilkalde sine Saivvo-gaʒʒek eller Saivvo-vuoiƞak, hjælpende Aander fra Saivvo. Først tilkaldte han Saivvo-lodde eller Fuglen med Raabet: "Hætte dal goččo du matkai! Nøden byder dig nu (at begive dig) paa Reise!" Naar denne, synlig naturligvis alene for ham, var kommen, befalede han den at hente andre Saivvo-gaʒʒek og først ogfremst Saivvo-guolle eller guarms, Fisken eller Ormen. Naar alle vare ankomne, tog Noaiden sin Hue af, løste sit Bælte og sine Skobaand, lagde Hænderne for Ansigtet, faldt paa Knæ og bøiede sig med Kroppen frem og tilbage og begyndte saa med Runebommen i Haanden at "løbe omkring paa Knæerne med en forunderlig Hurtighed og med sælsomme Gebærder." Herunder raabte han af og til: Valmasteket hærge, saččaleket vadnas! — Spænder for Renen, sætter ud Baaden! — Derpaa kastede han Gløder op fra Ildstedet med sine bare Hænder, "foregivende, at Ilden ikke kunde skade ham," drak Brændevin, slog sig med en Øxe paa Knæet, truede med den bag sig og bar den 3 Gange omkring enhver af de førnævnte Šarak. Endelig virkede al denne Ophidselse i Forening med, at han den foregaaende Dag havde fastet, saaledes paa hans Legeme, at han til Slutning faldt omkuld som død, "saaat man hverken kunde fornemme Liv eller Aande hos ham." I denne Tilstand forblev han "en Times Tid." Imidlertid maatte Ingen berøre ham; man maatte ikke engang lade en Flue komme ham nær, men omhyggelig jage dem bort. Under Besvimelsen reiste nu hans Aand paa Saivvo-guolle afsted til Saivvo eller til Jabmi aibmo under Beskyttelse af Horagales og dennes Hund, (§ 15, Pag. 69). "Medens han i Aanden var fraværende, holdt Šarak en sagte Samtale med hinanden, en saakaldt monatæbme, eller gjættede paa, til hvilken Saivvo han muligens var reist." Naar de nu under Opregning af de forskjellige Saivvo, hvoraf der, som før bemærket, var mange med særlige Navne, omsider kom til at nævne den, hvor han efter sin Opvaagnen paastod at have været, saa rørte Noaiden lidt paa Haanden eller Foden. Derpaa begyndte Šarak at gjætte paa eller samtale om, hvad han gjorde, eller hvorledes det gik ham, hvorpaa Noaiden i en sagte Tone begyndte at gjengive, hvad han hørte og forhandlede med de Døde i den usynlige Verden, eller at give Orakelsvar med Hensyn til, hvad der skulde gjøres i det forhaandenværende Tilfælde. Efter Jessen, var det ikke Šarak, men en anden Noaide, der ligeledes forstod sig paa Jabmi aibmo-Reise, som igjen bragte den Besvimede tillive.
I Tilfælde af at Noaiden maatte til de Døde i Rota aibmo, siger samme Forfatter, havde han ofte en haard Kamp at bestaa med vedkommende Jabmek, idet denne enten ikke vilde slippe afsted den Afdøde, som Noaiden skulde have tilbage som Renvogter, eller absolut vilde have den syge Slægtning til sig. Han stod endog undertiden i Fare for at blive dræbt af denne Jabmek. I denne Kamp stod hans Saivvo-guolle ham trolig bi. Den tumlede og sloges saalænge med den gjenstridige Jabmek, indtil han omsider maatte samtykke i, at en eller anden Afdød skulde følge med tilbage, eller at den Syge skulde faa leve, imod at dette eller hint Offer bragtes paa dette eller hint bestemte Sted. Naturligvis kunde nu ogsaa det Tilfælde indtræffe, at Jabmekerne aldeles ikke vilde give Slip paa nogen af Sine, eller at de ikke ved nogetsomhelst Slags Offer lod sig bevæge til at afstaa fra at faa den Syge ned til sig, og i dette Tilfælde maatte da den Syge dø. (Se Fortællingen om Faderen, der ofrede sit Liv for sin Søn, § 5, Pag. 27). Men enten det stod til Liv eller Død, maatte Noaiden ved sin Tilbagekomst bekjendtgjøre det. Af § 2 sees, at Grønlændernes Angakok gjorde lignende Reiser til de Dødes Rige for at helbrede en Syg, eller til den underjordiske Kvinde for at løse de fangne Dyr. Ogsaa Finnerne havde den samme Tro, at deres Schamaner eller Noitat, Vismænd, kunde foretage Reiser i et eller andet Øiemed til Manala eller Underverdenen, (Tuonelassa vaeltaa, vandre til Tuonela). Saaledes fortæller Kalevala om en Reise, som Väinemøinen gjorde for at hente 3 Trylleord op fra Tuonelas Dyb, og om ham fortælles endog, at han gjorde Reisen i legemlig Skikkelse, ikke i Aanden, som andre Schamaner. Kalevalas Beretning herom, (16de Sang, 151 fl.), er — efter Castrén — i al Korthed saalydende:
Da Väinemøinen havde reist i 3 Uger, kom han til Bredden af Tuonifloden, der spærrede ham Veien til Tuoni’s Bolig. Hinsides Floden ser han Tuoni’s Datter, beskjæftiget med sin Vask, og henvender sig til hende med Bøn om, at hun vil sætte ham over Floden. Pigen lover dette paa den Betingelse, at han først fortæller, hvad hans Ærinde er i Tuonela. Väinemøinen søger først at føre hende bag Lyset, men da det ikke nytter, maa han rykke ud med Sandheden, nemlig at han under Tømringen af en Baad, ved Hjælp af Trylleord, var kommen tilkort for 3 Ord, og at han nu var paa Vei til Tuonela for at faa disse. Tuoni’s Datter bebreider ham hans taabelige Foretagende og raader ham til at vende om igjen. Väinemøinen lader sig dog ikke afskrække, men vedbliver sin Anmodning om at blive sat over, og, bevæget af hans Bønner, ror hun ham endelig ogsaa over Floden. Ankommen til Tuoni’s Bolig, bliver Väinemøinen strax beværtet af Husfruen med Øl, men i Kruset svømme Padder og paa Kanterne krybe Orme. Väinemøinen frabeder sig Beværtningen under Foregivende af, at han ikke er kommen did for at feire noget Gjæstebud. Spurgt om Grunden til Reisen, fortæller han den uden videre til Værtinden, men faar til Svar, at Tuoni ikke afstaar disse Ord, og at Mana ikke vil dele sin Magt med nogen Anden. Imidlertid bryder Natten frem, og Väinemøinen bliver af Værtinden anvist Hvilested. Anende Uraad, anstiller Väinemøinen sig, som om han sover, men har alligevel vaagent Øie med Alt, hvad der i Tuonela foretages. Han ser da den gamle Tuonela-Kjærringen sidde paa en Klippe i Elven, beskjæftiget med at spinde Garn af Jern og Kobber. Paa samme Klippe sidder ogsaa Gamlingen selv og binder et Garn af Traadene. Efterat Garnet er færdigt, bliver det af Tuoni’s Søn spændt baade tværs over og langs efter Tuoni-Elven, for at Väinemøinen paa Tilbageveien skal hindres fra at komme over. Men som trolddomskyndig Schaman forvandler han sig til en Slange og smyger sig i denne Skikkelse igjennein Garnet. Efter Tilbagekomsten fra Tuonis triste Bolig giver han de kommende Slægter det Raad, at de ikke nogensinde selv begive sig til Tuonela, da Mange havde begivet sig did, men Faa vare vendte tilbage.