Kjos' syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kjósarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Kjos syssel
Kjósar sýsla

[Indbyggerantal c. 1300]



Fra den før omtalte i Seltjarnarnæs hrepp liggende lille sø Ellidavatn løber en å i nordlig retning, indtil den falder i søen i en lille vig omtrent ud for sydenden af Vidø. Denne å, af de danske, almindelig kaldet Lakselven, af islænderne Ellidaåerne (Eiliðaár) — i flt., da den forgrener sig i to arme, — eller i daglig tale Hellisåerne, danner grænsen mellem Guldbringesyssel og det nord for liggende Kjos’ syssel. Dette, der kun er af ringe udstrækning, og som står under samme sysselmand som Guldbringe syssel, består af tre bygdelag Mosfellssvejt (Mosfellssveit), Kjalarnæs (Kjalarnes) og Kjos (Kjós), der hver for sig danner én hrepp; syslet begrænses mod vest af Faksefjordens inderste del, nordgrænsen dannes af den lange, smalle Hvalfjord, der skyder sig ind mellem Kjos’ og Borgefjords sysler. Til Kjos’ syssel, der har et helt andet udseende end Guldbringe syssel, danner Seltjarnarnæs en naturlig overgang. Så snart man er kommen over Ellidaåerne, ser man en betydelig del af Mosfellssvejten udbredt for sig; man finder vel også her stenede holter og græsløse meler, men hovedbestanddelen af landet er dog græsrige om end tuede moser eller engdrag, hvor gårdene med deres grønne tun ligger omspredte på højere og tørrere steder, og som ved småfjælde og højdedrag er delt i forskellige dalstrøg og småbygder. Medens det i fiskedistrikterne er sædvanligt at finde gårdene og husene gruppevis samlede næsten som en landsby hos os, er det oppe i landet ikke reglen; kun hist og her kan man finde en større gård med en del derfra udparcellerede tæt omkring sig, et såkaldt »hverfi« (hverve) eller torp, men i almindelighed ligger hver gård for sig midt i sit eget landområde. På det stærkere befolkede sønderland, hvor hver gård ikke har overvættes megen jord og den enes græsningsland i almindelighed støder umiddelbart op til den andens, bliver vel afstanden mellem gårdene ikke synderlig stor, men i tyndere befolkede egne, og således som forholdene almindelig er, er dog den sædvanlige afstand mellem to nabogårde (en »bæarleið«) fra en til tre fjærdingvej. Faksefjordens indre del, Kollafjorden (Kollafjörðr) i videre forstand, afsætter langs hele kysten forskellige vige og indskæringer, og jordbunden selv er opfyldt med småøer, ved snævre sunde adskilte fra hinanden indbyrdes og fra det faste land, med hvilket de næsten synes at gå i ét. Straks ved Ellidaåernes munding findes en saadan ubenævnt lille våg, der vel må være den i Ldn. omtalte Elliddaåos (Elliðaárós, Ldn. s. 312), hvor landnamsmanden Ketilbjörn landede med sit skib Ellide. En arm af denne vig danner den sydlige begrænsning for Guvenæs (Gufunes), et hverken langt eller bredt næs, yderst på hvilket et kirkested af samme navn findes. Her tilbragte Ketil guva sin anden vinter(Eg. s. 192); senere i sidste halvdel af forrige århundrede, var her en tid lang hospital[1]. Nord for Guvenæs skærer sig Lere-Vågene (Leiruvogar) eller som oldskrifterne udtrykke sig Lerevågen (Leiruvágr) ind i landet; nu bruges ordet sædvanlig i flt., på grund af den huk Skibshol, som adskiller dem[2]. Tilsammen har de imidlertid udseende af en smal våg, hvori flere smååer løbe ud, blandt hvilke Lerevågså (Leiruvogsá) er den betydeligste. Ved ebbetid er vågen aldeles tør og frembyder da en fast flad lerbund, hvorover vejen ligger kun afbrudt ved åernes smalle grøftformige lejer, over hvilke der dog med lethed rides; ellers er den daglige vandstand to til tre fod. Når man betænker den store forskel på vandstanden med ebbe og flod i storstrømstiden ved Islands kyster, for Kollafjordens vedkommende mere end 11 fod, kan man vel forestille sig, hvor egnet et sted som dette måtte være for oldtidens skibsfart, hvor det gjaldt om til havn at finde et sted, hvor man med flod kunde flytte skibet langt op i en eller anden vig eller flodmunding, hvor det senere kunde stå sikkert på det tørre; selv endnu roses Lerevågene som en tryg og rolig havn for småskibe. Vi høre da også ofte i oldskrifterne om landinger her. Her landede således det skib, med hvilket der overbragtes Egil Skallagrimssön et kostbart skjold fra en af hans norske venner (Eg. s. 209), her lander ligeledes Ravn Önundsson, og her udrustede han sit skib for at sejle bort og holde tvekamp med Gunlaug ormstunge, og her er det han overhugger tovene på Halfred vandrædeskjalds Skib, så det drev op på lererne (leirar), under en mellem dem opstået uenighed — den samme begivenhed, der omtales i Halfreds saga, men hvor det bliver ved truslen[3]. Den i historisk henseende upålidelige, men i topografisk særdeles nøjagtige Kjln. omtaler (s. 422) også en holm i Lerevågså, som stedet for en i sagaen skildret tvekamp[4]. Mellem Lerevågene og den nordligere tæt under Esja liggende lille fjord, Kollafjorden i snævrere forstand, skyder igen et lille næs sig frem; tæt uden for dette ligger øen eller holmen Ternø (Þerney). Imellem den og næsset er en ret god havn, til hvilken der rimeligvis hentydes i Kjln., hvor sagaen lader Örlyg lande i Ternøsund (Þerneyjarsund) (s. 399).


Hvalfjörður - Hvalfjorden - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra Ellidaåerne fører den almindelige vej nord på over Lerevågene; man passerer da tæt forbi den i Kjln. nævnte gård Korpulvsstad (Korpúlfsstaðir), der ligger sydøst for gården Guvenæs ved roden af næsset, tæt ved den vest fra kommende Korpulvsstadå (Korpúlfsstaðaá) [5], hvor denne drejer mod nord. Inde i dalen, hvorfra denne å kommer, ligger blandt flere gårde Tormodsdal (Þormóðsdalr), der ligeledes nævnes i samme saga. Lidt nordligere end Korpulvsstad skyder en smuk såkaldet hammer, et langagtigt foroven fladt, ved den forreste ende stejlt affaldende fjæld, sig frem. Dette (Lágafellshamar — Lågafellshammer — Lavfjældshammer) vender sin smukt buede trapformede forside ud mod sletten og søen; bag ved det i øst og nordøst hæver sig en gruppe af små fjælde og højder[6], der omslutte og begrænse forskellige dalstrøg. Det ejendommeligste af disse fjælde er Helgafell, et fritliggende lille fjæld, der i sin form noget minder om den yngre jærnalders skålformede spænder ved sin lågformig-hvælvede med mange småbuler og knuder besatte overflade; gennemgående synes det i det hele for de ikke få fjælde på Island, der, som dette, ved deres navn betegnes som »hellige«, at de både ved deres form og deres isolerede beliggenhed har noget opmærksomhed vækkende ved sig. Blandt småbygderne her er navnlig det lille Reykjahverve sydøst for Helgafell af nogen interesse på grund af sine varme kilder; allerede i længere afstand ser man talrige røgskyer hæve sig i vejret. Det hede vand vælder dels op af en forbiløbende bæk, dels får denne tilløb fra en mængde små grøfter, hvoraf hver begynder med en varm kilde, eller rettere sagt, ved hvis begyndelse det varme vand siver frem af jorden. Varmen er her taget i landbrugets tjæneste, langs bækken er kartoffelhaver anlagte, der lykkes udmærket [7].


Men ubetinget det største dalstrøg i Mosfellssvejten, ligeledes den i historisk henseende mærkeligste egn er den nord for liggende Mosfellsdal, hvor Egil Skallagrimssön tilbragte sine sidste leveår. Denne dal strækker sig op fra Lerevågene fra vest til øst; mod nord begrænses den af Mosfell, et langstrakt hvælvet fjæld[8], der følger dalens retning og skråner jævt ned mod øst, hvor det går over i et lavere højland; mod vest når det ikke helt ud til dalmundingen, men fortsættes her af lavere bakkestrøg; sit navn må det vel have fået af sin mosvækst, nu er det imidlertid for største delen nøgent. Mod syd begrænses dalen af Helgafell og et par andre småfjælde, mod øst skråner Mosfellshedens højland ned mod dalbunden.


Dalen er en meget græssrig, men fugtig lille slette, der gennemstrømmes af to små åer Köldukvísl (Koldekvisl ɔ: den kolde arm, det kolde vandLeb) og Varmå (Varmá) eller Reykjaå (Reykjaá), der omtrent ud for Helgafell forener sig; den forreste del af dalen går over i det foran Lerevågene liggende sletteland. Under eller i Mosfjældets sydlige skråning står tre gårde Hrisbru (Hrísbrú), Mosfell og Lille (minna) Mosfell, — Mosfell, der er en anselig gård, præstebolig og kirkested, i midten, Lille Mosfell 4—500 alen østligere, Hrisbru dobbelt så langt vestligere, så at de tre gårdes tun omtrent gå i ét. På Mosfell [9] boede i følge Egils saga høvdingen Grim Svertingssön, gift med Egil Skallagrimssons stedatter og broderdatter Tordis, efter sin hustrus død flyttede Egil hertil, hvor han opnåede en høj alderdom, men var sine sidste leveår aldeles blind.


Sagaen fortæller (s. 227—28), hvorledes Egil engang, da Grim var på altinget og Tordis i sit sætter, ved aftentid befalede to trælle at følge sig til »laug«; de skaffede ham nu en hest, og man så derpå Egil fulgt af dem bærende sine to af kong Adelsten modtagne sølvkister begive sig ned gennem tunet og forsvinde bag den bakkeskråning, som der hæver sig. Næste morgen så man Egil famle sig frem på holtet østen for tunet (egl: gærdet) trækkende hesten efter sig. Man førte ham nu hjem; trællene, sagde han, havde han dræbt og skjult kisterne, men mere betroede han ingen mand. Forskellige gisninger er der senere bleven opstillet, fortæller sagaen, om hvor Egil kunde have skjult sine penge, østen for tungærdet på Mosfell går en stor kløft ned fra fjældet, hvor man, da kløften efter et stærkt tøbrud igen var bleven tør, har fundet engelske penge; derfor gætter nogle på dette sted. Neden for tunet på Mosfell er der store og meget dybe moradser, og mange antager, at Egil har kastet sine penge heri. Syd for åen ere »laugar« og kort derfra store jordgrave, og nogle formoder, at Egil har skjult sine penge der, ti der har man ofte set højild. Da Egil kort efter døde, blev han ført ned i Tjaldanæs (Tjaldanes) og højlagt der. Men da Grim på Mosfell blev døbt, lod han der (ɔ: på Mosfell) bygge en kirke. Tordis skal da have ladet flytte Egil til kirken og til bevis herpå tjæner, »at siden, da en kirke blev bygget på Mosfell, men på Hrisbru den kirke nedbrudt, som Grim havde ladet gøre, da blev kirkegården gravet op«, og man fandt da under alteret meget store menneskeben, som i følge gamle folks udsagn var Egils. Egils ben blev lagte ned i udkanten af kirkegården på Mosfell (Eg. s. 228 — 29). Blandt de ved denne lejlighed nærværende nævner sagaen præsten Skafte Torarinssön, der antages at være den samme som er nævnt levende ved år 1143 (Ísl. s. I, 384), og i følge dette har man antaget, at kirkeflytningen må være foregået i midten af det 12te århundrede [10].


Ifølge Gunl. (s. 207) boede høvdingen Önund, der havde godord »syd der omkring på næssene«, noget senere på Mosfell, hans søn Ravn hjemfører i sin medbejler Gunnlaug Ormstunges fraværelse Helga den fagre (Egils sønnedatter) som brud. Efter at Gunnlaug og Ravn har fældet hinanden i tvekamp i Norge, rider Gunnlaugs fader Illuge med tredive mand til Mosfell. Önund og hans sønner slap ind i kirken, men Illuge fik fat i to af hans frænder, af hvilke han dræbte den ene, fodhuggede den anden (Gunl. s. 272).


Af Egils sagas oven anførte fremstilling ses, at den af Grim byggede kirke har stået ved Hrisbru, der oprindelig ikke kan have været nogen selvstændig jord, da sagaen nævner den kirke som bygget på Mosfell[11], som den selv senere siger har ligget ved Hrisbru. Hermed stemmer også, at umiddelbart ved gården Hrisbru et par skridt nordvest for denne påvises der en høj Kirkehol (Kirkjuhóll) , hvor den gamle kirke skal have stået Men hvor kirken oprindelig er bleven hygget, må næsten med nødvendighed gården (hovedgården) på den tid have stået. Det er, som allerede bemærket, gennemgående ved alle de islandske kirkesteder, at kirken oprindelig er bleven bygget enten lige over for eller ganske tæt ved våningshusene, en fremgangsmåde, som var så meget mere praktisk, som man ofte, hvad den oven for anførte begivenhed fra Gunl. frembyder et eksempel på, måtte benytte kirken som det eneste nogenlunde sikre tilflugtssted under fjendtlige overfald. Der er heller intet, som taler imod, at gården Mosfell oprindelig har haft sin plads, hvor Hrisbru nu står; i og for sig kunde vel dette sted for en første beboer frembyde sig som det naturligste, fjældskråningen er her højest og græslandet under neden ned til mosen bredest, og med den store bedrift, der udmærkede høvdingegårdene i oldtiden, er der intet unaturligt i at tænke sig, at tunet har strakt sig langt imod øst indbefattende måske både Mosfells og Lille Mosfells tillige[12]. Hvad angår de i sagaen nævnte øvrige lokaliteter, da er det ikke let at se, om deres beliggenhed er angivet i forhold til Hrisbru eller Mosfell, og derfor vanskeligt at afgøre, om sagaskriveren har været sig bevidst, at gården Mosfell i Egils tid må have stået på Hrisbru, eller om han tænker sig Egil boende på det nuværende Mosfell. Er det således ikke usandsynligt, at gården først kan have været anlagt, hvor Hrisbru nu står, er det på den anden side ret forklarligt, at den senere kan være bleven flyttet; der hvor gården nu står, har man således den frieste udsigt over de tre gårdes tun til begge sider. Men var først gården flyttet, måtte kirken nødvendigvis snart følge efter. Nu står kirken — som sædvanligt midt i kirkegården — på en høj, der falder temmelig brat af mod mosen, men tidligere har kirken og kirkegården, af hvilken endnu lævninger ses, været lidt nordligere umiddelbart nord for den nuværende. Et eller andet steds i denne gamle kirkegård er det, at Egil Skallagrimssons ben nedlagdes, og følgelig kan det sagn næppe have noget at støtte sig til, der vil påpege stedet for Egils grav i den nuværende kirkegård. Ved at forflyttes denne ubetydelige strækning har gården naturligvis ikke forandret navn, derimod måtte den afbyggede gård, der enten samtidig eller senere rejste sig på den gamles plads, antage et nyt, og et sådant kan da naturlig have frembudt sig i »Hrísbrú« (risbro), idet gården er bleven benævnt efter en med ris brolagt vej; for en sådan kunde der være god brug over mosen neden for gården.


Fra Mosfell ses ved foden af Helgafell røgskyer stige i vejret fra en del varme kilder, til en af disse har det upåtvivlelig været, at Egil agtede sig. På Island inddeler man som bekjendt de varme kilder i to slags »hverar« og »laugar«; hvererne er de hedeste, stærkt kogende, hvor det boblende og sydende vand i reglen sprudler eller kastes mere eller mindre i vejret, men selv laugerne vilde, om end ikke kogende, dog være altfor hede til umiddelbart at kunne benyttes; heller ikke vilde deres bassin egne sig dertil; det er sædvanlig en lille flad fordybning, omtrent en alen i diameter og et kvarter dyb, hvor vandet bobler frem af mange smaa huller. Nu benyttes de i almindelighed kun, ved at varmt vand til husholdningsbrug eller vask hentes i dem. De af dem, der i oldtiden brugtes til bade, har rimeligvis været satte i forbindelse med en lille stensat beholder, hvor man efter behag kunde lede vandet til og fra, og som man da benyttede, når det hede vand i dem var afkølet til en passende temperatur. Blandt de her værende varme kilder gætter man på den lige over for Mosfell liggende Æsustadalaug (Æsustaða laug eller hver) som den til badning benyttede, da den er den mest tempererede: den er i øvrigt temlig uanselig og uden spor til badeindretning. I denne retning ses også sporene af en gammel vej, der fra Mosfell har strakt sig tværs over mosen.


Den bakkeskråning, som Egil i følge sagaen forsvandt bag ved efter at være reden gennem tunet, kan ikke være nogen anden end højen, hvorpå kirken står; thi hvad enten man tænker sig ham dragende ud fra Hrisbru eller Mosfell, er der kun én slig højde, og selv denne skjuler i intet tilfælde den forbi dragende længe, men navnlig fra Mosfell så godt som slet ikke. I øvrigt passer bakkens beliggenhed godt, da netop den før omtalte gamle vej fra mosen har ligget op vest for denne.


Den i sagaen omtalte kløft, hvor Egil måske kunde have skjult sine penge, er upåtvivlelig det såkaldte Kýrgil (ɔ: Kogil), der ligger øst for tunet på Lille Mosfell; det strækker sig helt oppe fra fjældets top til dets fod og har en betydelig dybde, i bunden af det findes et lille vandløb; desuden findes to andre, men langt uanseligere gil (kløfter) i fjældet mellem Hrisbru og Mosfell.


Udsigt over Mosfellsheiði - (A. E. F. Mayer, 1836)
De tidligere nævnte to åer løber hver for sig nær fjældlierne, så at så godt som hele dalfladen ligger imellem dem, dog ligger mellem de tre tit nævnte gårde og åen Koldekvisl en smal og meget sumpig mosestrækning; her er mange pytter og moradshuller, hvoraf nogle ikke ses fra gårdene, og her må vel de i sagaen omtalte store og dybe moradser have været. Syd for Koldekvisl, der er den største af åerne — den anden, Varmå, løber umiddelbart forbi de varme kilder — , i dalsletten omtrent 1000 alen fra kilderne findes store rundagtige vandpytter med blød bund, det er måske sagaens store jordhuller (eller grave) syd for åen. Holtet øst for tungærdet, hvor Egil sås vanke om, må snarest være strækningen mellem Kyrgil og Mosfell, men den største del af denne strækning kan rigtignok ikke overses fra Hrisbru, og strækningen mellem Hrisbru og Mosfell kan en sådan benævnelse ikke vel tilkomme.


Hvor Egil har skjult sine penge er naturligvis et spørgsmål, som på Island har beskæftiget mange; således er den formodning fremsat[13], at Egil først er draget den sædvanlige vej til de varme kilder, og da den samme vej tilbage til han kom til »jordhullerne« ved åen, at han her har sænket sine kister ned og måske bestukket trællene til at tie og følge sig hvorhen han vilde, at han derpå har fortsat vejen, til han kom over åen Koldekvisl, men så er drejet op langs dennes bred mellem den og den før omtalte sumpede mosestrimmel, indtil hvor vandets rislen i Kyrgil høres; der er dér omtrent ud for Lille Mosfell en stor og dyb mudderpyt kaldet Trællepyt (Þrælapyttr), hvor trællene i følge sagnet skal være fundne — dog derom ved sagaen intet. Hvis Egil har ombragt trællene her, har han let herfra kunnet finde til gilet — forudsat der har været vand i dette — og op langs dette.


Jon Olavssön fra Grunnavig beretter i en lille islandsk afhandling om »oldsager fundne på forskellige steder på Island udenfor høje« (Addit. 44, fol.), at hans broder Erlend — sysselmand i Isefjords syssel — havde fortalt ham, at omtrent 1725, medens han endnu som ung stod i tjeneste hos skolemesteren i Skålholt, var engang nogle af de af Egil skjulte penge blevne skyllede frem ved vandløbenes opsvulmen (»í vatnavöxtum«); omtrent tre mønter vare blevne fundne, af hvilke han havde set en, der var af størrelse som en tiskilling (»tiskilldingr heill vorra tíma«); den havde haft en utydelig indskrift, måske ANSLAFR eller noget lignende[14]. — Magnus Grimssön meddeler et sagn om, at Egils penge skal være bleven fundne i Kyrgil af en fattig bonde, der dog holdt sit fund hemmelig, men pludselig blev en rig mand.


Hvor det sæter (sel) har været, hvori Tordis opholdt sig, medens Egil iværksatte sin oven omtalte plan, er ikke let at sige. På den nordlige side af Mosfjældet er en lille højderyg, som hedder Selås (Seláss), hertil henlægger den almindelige mening stedet. Nu er sætervæsenet en undtagelse på Island, det kræver større folkehold, og besætningen er sjælden så stor, at det kan betale sig. Mosfell er dog en af de gårde, hvor det jævnlig er bleven brugt, men i de senere tider har sæterlandet været oppe i Mosfellshedens skråninger ned mod Mosfellsdalen, de såkaldte Guldbringer (Gullbríngur).


Stednavnet Tjaldanæs (ɔ: tæltenæs) er nu ikke til, men ved sammenløbet af de to åer, omtrent 7 — 800 fv. fra Hrisbru i sydvestlig retning, dannes en lille odde Víðiroddi (efter slettens navn Víðir), hvorover den alfare vej langs Koldukvísl fører, netop odden skal være det almindelige bedested, hvortil navnet Tjaldanæs vel vilde svare, ligesom sagaens udtryk »ned til Tjaldanæs« vilde passe vel til beliggenheden; på odden er en lille forhøjning, der vel kunde være resterne af en høj. Stedet er smukt, og hvis det har været Egils gravsted, har det unægtelig været heldig valgt [15].


Den omtalte Lerevågså, der kommer fra Mosfellsheden og løber norden om Mosfjældet, danner grænsen mellem Mosfellssvejten og Kjalarnæs hrepp. På dens sydlige bred tæt oppe under heden står den i Kjln. (s. 400, og Ldn.) nævnte gård Skeggjastad (Skeggjastaðir). Den smalle tæt under Esja liggende dal, som den gennemløber, har ikke noget fælles navn, men dens forskellige dele har forskellige benævnelser efter de små fra Esja kommende her udmundende tværdale; nærmere søen går den over i det flade omkring Lerevågene og Kollafjorden liggende land, kun adskilt fra Mosfellsdalen ved lavere højdedrag. Nederst i dalen ikke langt fra Kollafjordens bund ligger gården af samme navn (Kollafjörðr, hyppig nævnt i Kjln. s. 404 — 53), tæt under Esja, kun adskilt fra dette fjæld ved et stærkt skrånende holt; syd for gården og foran liggende lille dalslette strækker sig ligeledes et større holt. I Kjln. omtales gården som bolig for Olöv den væne, om hvem de tre bejlere, den norske Orm styremand. Bue og Kolfinn flokke sig; her holdes lege, og mange samle sig til disse. Hinsides de sydlige holter falder Orm for Kolfinn (s. 420—21); laugen, hvor Bue træffer Olöv (s. 425), og hvor han senere efter at have dræbt Kolfinn opholder sig for at forbinde sine saar (s. 453), ses ganske tæt ved gården nordvest for denne. Her findes endnu spor til et langagtigt, stensat bassin, vandet er ikke særlig hedt, men nu bruges den kun til vask. Straks vest for Kollafjord står en anden gård Mogilså (Mógilsá), ovenfor denne neden til i Esja har man for nylig opdaget kalk, et mineral som man hidtil hårdt har savnet på Island.


Fra Kollafjordens nordlige kyst strækker sig nu syd og vest under Esja, en smal, flad, sumpig landstrimmel, det egenlige Kjalarnæs, i begyndelsen så smalt, at det kun består af den høje og stejle skråning under Esja, senere udvides det noget, mod sydvest og vest opnår det sin største bredde og udsender i sydvestlig retning et smallere klippefuldt næs. Vejen over det flade land er på mange steder næsten ufremkommelig uden kyndig ledsagelse på grund af mosens blødhed; i reglen holder man sig tæt under Esja, der set nær ved tager sig særdeles godt ud. Den øverste del af fjældet er massiv klippe af en smuk mellem brunt og sort spillende farve, den nederste del en stejl skråning dannet ved stenblokke og skærver fra de hyppige stenskred, der dog ofte ikke holder sig til fjældskråningerne alene, men ruller langt ned over det underliggende land skæmmende tun og enge. Egnen her er hovedskuepladsen for den oftere omtalte Kjalnesinga saga, hvis historiske pålidelighed som anført står i omvendt forhold til den topografiske.


Midt i de flade mosestrækninger, hvor landet under Esja begynder at udvide sig noget, ligger gården Esjeberg (Esjuberg). Her tog i følge Ldn. (s. 44) den kristne Örlyg vejledet ved den syderøiske biskop Patriks forudsigelse sig bolig og byggede en kirke, hvortil han havde ført viet jord, jærnklokke og andet mere med sig. Denne fortælling kender Kjln. også, men den lader Örlyg være barnløs og afstå gården til Esja, en irsk kvinde, der noget senere landede i Lerevåg (s. 399), men som ikke nævnes i nogen anden kilde; på grund af navnet og den halvt overnaturlige skildring, der gives af hende i sagaen, kunde man fristes til med Gudbr. Vigfusson[16] at anse hende for oprindelig ikke at være tænkt som nogen menneskelig skikkelse, men som fjældets skytsånd, hvad dog sagaen ikke selv antyder. På Esjeberg fæster ligeledes sagaens helt Bue senere bo. Her viser man endnu stedet for den gamle kirke, den første på Island, indviet til den hellige Kolumba; den, og kristendommen her, forfaldt vel snart, men Örlyg og hans slægt troede dog, som Ldn. beretter, på Kolumba; som døbt mand begraves i følge sagaen Bue her, under den søndre kirkevæg (s. 459). Ved Esjeberg er der, som sagaen omtaler (s. 457), en laug.


Noget nordvestligere sydvest for Esja ligger, ligeledes i flade omgivelser, på en græsgrot bakke nær søen en anden af hovedskuepladserne for de i Kjln. omtalte begivenheder, nemlig Hov (Hof). Også her er sagaen til en vis grad overensstemmende med Ldn., i det begge lader høvdingen Helge Bjola bo her[17], men hvad Kjln. for resten ved at fortælle om hans sønner og efterkommere kender ingen anden kilde noget til. Et par hundrede alen syd for gården ligger en lavere høj, der bærer navnet »Goðhóll« (Gudehol, Gudehøj); her skal det storartede gudehus, som Helges søn Torgrim gode i følge sagaen (s. 402—04) byggede, have stået. Nu ses ingen tomter her, i følge ældre efterretninger synes dog spor af sådanne at have været bevarede indtil dette århundredes begyndelse[18]; at et tempel i oldtiden virkelig har stået her, er der i al fald ingen grund til at betvivle, det ligger jo allerede i gårdens navn, ligesom også Kjln's beretning om de tværtræer i skålen på Hov, som oprindelig havde været i hovet og som Olav Jonssön, ved midten af det 13de århundrede[19], da han lod den forandre, lod kløve, men som selv derefter dog var temlig tykke, — viser, at sagaens beretning om hovet støtter sig til ældre tradition[20]. Hele den neden for gården liggende grund er moradsig, en straks syd for Godhol liggende vandpyt angives som den »blótkelda« (offersump), hvori i følge sagaen de til ofring bestemte mennesker nedstyrtedes.


Omtrent tusend alen vest for Hov ligger Brautarholt på en høj, der skråner stejlt ned mod den bag ved (nord for) liggende mose. Lidt østen for gården er højen stejlest, og herfra ser man tydelig gården Hov og dens omgivelser; nu er hele gården og dens nærmeste omgivelser græsbevoksede og fortjener ikke mere navn af holt. Her anviste i følge Kjln. Helge Bjola Andrid bolig; da var, fortæller sagaen (s. 400), hele Kjalarnæs bevokset med tæt skov så at der kun var åbent land, hvor man havde hugget vej (braut) eller plads til gårde, og navnlig var en stor vej hugget fra Hov over holterne, her midt på vejen byggede Andrid sin gård. Nu ses hverken her eller i omegnen spor af skov, hvis man ikke dertil vil regne de birkekviste, som her undertiden skal opskæres med tørven, og måske fortællingen i sagaen kun er fremkommen for at forklare gårdens navn; men på den anden side er det ikke utroligt, at det flade land, om end kun mose, her som så mange andre lignende steder før landets bebyggelse kan have været bevokset med birkekrat[21]. Vest for Brautarholt ses et lille næs Musarnæs (Músarnes) at gå frem i søen; det er næsset, hvor Andrid (Kjln. s. 401) efter tre års forløb genfandt sin i skoven forsvundne kvie, den havde da to kalve hos sig. — Mod syd ser man ud over Kjalarnæssets yderste del, hvor blikket dog snart standses af lave klipper, hvis højeste og midterste punkt er den karakteristiske Brautarholtsborg, der skuffende ligner de tilbagestående mure af et gammelt kastel[22]. Mod nord ses temlig kort fra land den lille ø Andridsø (Andriðsey), hvor i følge sagaen (s. 415) Andrid højlagdes; under en flad sten midt på øen siges Andrid at ligge begravet, et vistnok aldeles grundløst sagn.


Miðdalur í Mosfellssveit - (A. E. F. Mayer, 1836)
Sagaens helt Bue var en søn af denne Andrid, men opfostredes dog hos Esja på Esjeberg. Efter at han på Torgrim godes søn Torstens foranstaltning var bleven dømt fredløs, er det, at Bue engang på vejen langs søen fra Brautarholt til Esjeberg angribes af Torsten »på den høj, der hedder Kleberg« (Kléberg, Kjln. s. 407); dette er en lille pynt, hverken lang eller synderlig høj, der strækker sig frem i søen kort fra Hov, omtrent hvor det flade land mellem Esja og fjorden begynder at udvide sig; den nærmere beskrivelse i sagaen: den lille bæk, der løber forbi, de nærmeste omgivelser flade — passer aldeles til forholdene, som de nu er. Senere, under et besøg på Brautarholt, er det, at Bue en morgen, da han går »øst på holtet« , ser Torsten begive sig fra gården Hov til gudehuset; han opsøger og dræber ham, brænder hovet og tillyser på hjemvejen drabet på gården Holar (í Hólum, Kjln. s. 409—11); det er gården Sjåvarholar (Sjáfarhólar) der ligger omtrent midtvejs mellem Hov og Esjeberg.


Hvad den hule angår, som i følge sagaen (s. 411—12) skal findes i fjældet Esja i tinden Laugargnýpa, hvortil en smal sti førte op, hvor der var godt husly og en smuk varm kilde (? — jarðlaug) neden under, og som Esja anviste Bue til opholdssted efter drabet på Torsten , da synes fantasien at være løbet af med forfatteren. Nu i det mindste er der ingen fjældpynt eller tinde i Esja af dette navn; den nærmest Esjeberg liggende del af fjældet hedder »Bue« (Búí), heri findes rigtignok en »Búahellir« (Buehule), men det er en utilgængelig hule, hvor man, nør undertiden får falder ned i hulen eller i den herværende kløft, må lade sig hejse ned i tove fra oven for at frelse dem.


Nordligere, ved Hvallfjordens stejle bred, ligger Saurbæ (Saurbær), en anselig og smukt beliggende gård, hvortil vejen syd fra fører over udstrakte moser; her boede i følge Kjln. (s. 401) Torgrim godes broder Arngrim og dennes sønner. Op i Esja strækker sig lidt syd for Saurbæ fra vest til øst en ubebot dal Blikdal (Blikdalr, på kortet Bleikdalr), i dalmundingen står fårehusene fra Saurbæ, og højere oppe i dalen er der om somren sæter (selför) fra samme gård. Det passer derfor godt, når der i sagaen siges, at Bue, da han ved sin forestående udenlandsrejse på vejen til nordlandet er kommen ind forbi Blikdalså (Blikdalsá, Kjln. s. 429), træffer fårehyrden fra Saurbæ, der, så snart en højde skjuler dem for hinanden, løber hjem og angiver ham for sønnerne der på gården, der også straks forfølge ham.


Fra Saurbæ ligger vejen nord på langs Esja, indtil man støder på en å, der kommer øst fra, men her vender sig mod nord for gennem nogle store sandbanker at søge sig en udgang i Hvalfjorden. Her drejer man mod øst op gennem et temlig stejlt skard[23], hvor en smuk fjældtinde til højre rager betydelig op over den øvrige mere flade del af fjældet; efter at have passeret dette pas Tindastadaskard befinder man sig i en smuk lille, mellem fjældene eller egenlig oppe i fjældet liggende dal Mydal (Mýrdalr); ved indgangen til denne under Tindastadafjæld (Tindastaðafjall) ligger den i Kjln. nævnte gård Tindstad (Tindstaðir). Dalen gjennemstrømmes af den ovennævnte å, Mydalså (Mýdalsá), grænsen mellem Kjalarnæs og Kjos; således angives også nordgrænsen for Kjalarnæs i Ldn. (s. 42); Kjln. derimod indbefatter (s. 397) Kjosen under Kjalarnæs og lader således Kjalarnæs strække sig lige til, hvor Borgefjords syssel nu begynder.


Foruden de nævnte lokaliteter er der endnu et i oldskrifterne omtalt sted, der kræver sin behandling her, da det i følge navnet naturlig må søges på Kjalarnæsset — nemlig Kjalarnæsting (Kjalarnessþing). Det er ikke just så bekendt ved talrige eller mærkelige sager, som her er blevne forhandlede, men i følge den måde, det oftere i sagaerne omtales på, synes det næsten at være bleven betragtet som altingets forgænger eller spiren til dette. I Islb. (s. 6) og Ldn. (s. 38) berettes, at Ingolvs søn Torsten lod indrette ting på Kjalarnæs, og det holdtes, som det synes, af ham i forbindelse med flere andre høvdinger. Dette ting nåede tidlig en stor anseelse, således erfarer vi af Grt. (s. 15), at en drabssag, hvori ansete mænd fra forskellige andre dele af landet var indviklede, i følge overenskomst blev henskudt til Kjalarnæsting, da altinget endnu ikke var indrettet. Efter at altinget kort efter landets fuldstændige bebyggelse var oprettet år 930, og da landet kort efter, omtrent 965, inddeltes i fire fjærdinger, hvoraf hver skulde omfatte tre ting (nordlandet dog fire), hvert bestående af tre godord, så blev også Kjalarnæsting et af disse. Det omtales i øvrigt kun sjælden i sagaerne, i HGrk. (s. 65) forekommer den besynderlighed, at en mand, der bliver opfordret til at ride til altinget for at forsvare sin svoger, undskylder sig med, at han har lovet en anden mand at ride til Kjalarnæsting, da dog vårtingene — og om et sådant kan her alene være tale — fandt sted 3—4 uger før altinget. — I Kjln. (s. 404) fortælles, at Torgrim gode »lod sætte vårting på Kjalarnæs, syd ved søen, man ser endnu stedet for boderne (ɔ: bodtomterne). Nu findes virkelig ved søen på Kjalarnæssets sydlige kyst et sted, der almindelig udgives for for et gammelt tingsted[24], ligesom det ved sit navn viser sig som sådant, og hvis beliggenhed svarer til den i Kjln. angivne; det er den såkaldte Leidvold (Leiðvöllr), en flad langagtig grusstrimmel eller øre, der på den nordlige side af Kollafjord ikke langt fra jordbunden (lidt vest for Mogilså) strækker sig ud i fjorden eller egenlig langs med denne neden under den smalle, høje og stejle skråning af Esjas sydligste fremspring, øren er nu for største delen bedækket med strandsten, da søen undertiden går over den, og har en lille opdæmmet vandsamling langs sin indre midterste del. Af bodtomter ses nu kun få og tvivlsomme spor; vestligst og inderst på øren og under skråningen er vel et par lave ophøjninger, men om det er overgroede stenskred, tuer eller stærkt udviskede tomter, er ikke let at afgøre [25]. Umiddelbart vest for øren rager fra skråningen nogle klipper, »Leiðhamrar«, frem[26]. Boderne kan havet i tidens løb have ødelagt, og andetsteds på Kjalarnæs finder man hverken noget ved traditionen udpeget eller i og for sig bekvemt sted til tinget. Det eneste, som kunde vække betænkelighed ved at henlægge Kjalarnæsting hertil, er stedets navn. Det må forekomme besynderligt, at dette gamle vårtingssted har taget navn efter det mindre betydelige høstting (leið); måske man kunde gætte på, at dette navn havde fæstet sig ved stedet efter Islands underkastelse under den norske konge, da der, efter den gamle forfatnings undergang, ikke synes at være brug for regelmæssige vårting, hvorved lejdmøderne, som vedblev at bestå (Hákb’s og Jónsb’s Tingfarebalk indskærper således de verdslige øvrighedspersoner — valdsmenn, sýslumenn — at holde ting efter altinget »á leiðum«), nu kan have fået en forholdsvis større betydning[27]. Hvis derimod navneforandringen skyldes en flytning af vårtingsstedet, hvorefter det oprindelige sank ned til at blive høsttingssted for en mindre kreds, vilde dette tale for hypotesen om, at Kjalarnæsting i al fald til en vis tid har været holdt på Tingnæs. At det derimod oprindelig har været på selve Kjalarnæs, ligger allerede i navnet, ligesom det fremgår af kildernes udtryk.


Passerer man den oven nævte, mellem Esja og det nordligere Ørefjæld (Eyrarfjall) liggende, Mydal fra vest til øst, fører det sidste stykke af vejen over den såkaldte Skeiðhlið (Skejdli) langs skråningen af Ørefjæld; hertil var Bue nåt, før han opdagede den tidligere berørte forfølgelse fra Saurbæ. Han red da til han kom til den høj, som siden hedder Orrustahóll (Orrustehol ɔ: kamphøj); her står en hård kamp, indtil bonden fra Ejlivsdal (Eilífsdalr) adskiller dem (Kjln. s. 429 — 30). Denne høj bliver man snart var, når man fra Mydal kommer ud i den sydlige del af Ejlivsdal, en anden lille dal, der i nordlig retning ligger ned fra Esja; man ser da for sig to kegleformige sandhøje af særdeles regelmæssig form, og bag ved disse kommer gården Ejlivsdal frem; den første af de nævnte to høje er Orrustehol. Ned gennem denne dal åbner udsigten sig til det egenlige Kjos. Bygden svarer til sit navn, der betyder en af høje fjælde tæt indesluttet dal. Til højre ligger midt i det lille dalstrøg Meðalfell, et isoleret lille fjæld, og efter at være kommen forbi det befinder man sig i den egenlige Kjosdal, en lang indelukket dal, aldeles afgrænset mod nord af den lange sammenhængende Reynevoldhals (Reynivallaháls), mod øst af det kegleformige Sandfell og de indre fjældheder, mod syd af Medalfell og Esja; ikke engang Hvalfjorden mod vest ser man på grund af mellemliggende højder. Størstedelen af dalen er engbund, gennemstrømmet af en middelstor å Lakså (Laxá).


Lige så rig som Kjosen er på en, rigtignok noget vild eller mørk, romantisk skønhed, ligeså fattig er den på historiske minder; ingen saga har hentet sit stof fra denne egn, og kun et par enkelte berører den og omtaler flygtig et par stednavne herfra. I Hörds saga, der ellers hovedsagelig foregår ved Hvalfjordens kyster, nævnes Bollastad (Bollastaðir, HGrk. s. 82), hvor Bolle fæster bo efter, til Idn for sin troskab, af sin herre at have erholdt friheden og desuden gård og besætning. Denne gård er ikke længer til, men svage spor af dens tomter ses nord for Lakså ikke langt fra dens udløb, mellem gårdene Nedre Hals og Valdastad (Valdastaðir) [28]. Omtrent midtvejs i dalen står under skråningen af den omtalte stejse Reynevoldhals præstegården Reynevold (Reynivellir), meget truet af sne- og stenskred fra fjældet. Et bekendt ulykkestilfælde af den art forefaldt her vinteren 1699, da et snekred omstyrtede alle gårdens huse og dræbte den derværende meget ansete provst og 6 andre folk, men 7 udgravedes levende, tomterne af de gamle huse ses endnu nær ved præstegården.


Ved kysten af Hvalfjorden nord for det tidligere nævnte Ørefjæld findes en god havn Eyri (Øre) tidligere benyttet af handelsskibene. Kjosdalen fortsætter sig temlig langt mod øst mellem interessante fjældpartier, til slut forgrenende sig i flere smådale. Længst inde, i en lille sidedal nord for Lakså ligger den i Kjln. (s. 397) nævnte gård Hækingsdal (Hækíngsdalr). Omtrent her ud for ligger mod sydvest en ubebot dal Svinedal (Svínadalr), gennem den går vejen til det meget benyttede Svínaskarð, fjældvejen over Esja og den sædvanlige sommervej for alle gennem Kjos’ syssel rejsende. Til venstre (mod øst) har den syd over rejsende et anseligt fjæld Skålefell (Skálafell) — her havde Ingolv sit fårehus (fjárskáli), siger sagnet[29] —, der ved en dyb og lang kløft adskilles fra Esja; til højre hæver sig hist og her i fjældmassen smukke og høje tinder. Langs ad den fra Esja ned mod kløften liggende skrænt fører vejen, en vanskelig og utydelig sti, der om vinteren eller, når der ligger sne i skardet, ikke vel kan befares på grund af skræntens stejlhed enkelte steder eller vejens nærhed ved kløften. Skardet passeres dog på et par timer, vejen derigennem fører ned til den af Lerevågså gennemstrømmede dal. Et par steder kommer man forbi en af de på Island almindelige stendysser, et par alen høje, på hvilke efter ældre skik enhver vejfarende havde at kaste en sten, og hvortil da som oftest knytter sig sagnet om det ulykkestilfælde hvorved, eller den uhyggelige måde hvorpå vedkommende, der hviler herunder, skulde være kommen af dage[30].


Både vest for og tværs over Reynevoldhals ligger veje til den smalle kyststrimmel nord for halsen langs Hvalfjordens kyst, ligeledes fører en tredje vej øst for halsen forbi Brynjedalens (Brynjudalr) munding, den sydligere af de to små og korte dale, der fra bunden af Hvalfjorden strækker sig ind i landet. Denne egn, ligesom hele partiet omkring Hvalfjord (Hvalfjörðr) berøres stærkt af de i Hörd Grimkelssöns saga fortalte begivenheder. Efter at nemlig den kække Hörd ved egen heftighed og et sammenstød af ulykkelige omstændigheder er bleven erklæret fredløs, begiver han sig ledsaget af sin opofrende ven Gejr og en del stalbrødre ud til en lille i Hvalfjorden beliggende holm (Gejrsholm) og begynder herfra at plyndre de omboende, der naturligvis snart alle blive hans fjender. Blandt disse nævnes bonden på Hvamm og forskellige af Brynjedalens beboere. Hvamm (Hvammr) ligger på en pynt eller et lille næs, der fra nordsiden af Reynevoldhals skyder sig ud i Hvalfjorden. Her boede Orm, blandt hvis trælle den før nævnte Bolle var; de fredløse plyndrer ved nattetid et udebur her, men Bolle bringer ved list dem til at indfinde sig igen med det kostbareste bytte ved Orms skibsskur (naust), hvor de bliver overmandede, en dåd, der skaffer Bolle friheden (HGrk. s. 80—82). Underlig nok bruger sagaen udtrykkene at ro fra holmen »inn á fjörd« til Hvamm og fra Hvamm »út i Hólm«, medens dog retningen er den modsatte.


Brynjedalen (Brynjudalr), som man straks ved det sydøstlige hjørne af Hvalfjorden støder på, er hverken stor eller lang, dog varer det længe, inden den indtrængende ret kan få noget overblik over den, i det stenede holter idelig kommer imellem; først efter at man er kommen forbi den første gård og ned på engene ved den gennem dalen løbende å, åbner sig en smuk og venlig udsigt. Op fra den til dels kratbevoksede dalbund hæver sig Sulerne (Súlur), et anseligt, spidst tilløbende fjæld, der ender i flere stumpe kegler eller tinder, gråbrunligt, med snepletter hist og her[31]. Hvor dalbunden begynder at hæve sig, ses Brynjedalså komme ned fra højlandet gennem en stejl, sønderreven klippekløft. Den langagtig smalle dal får ved de den begrænsende fjældes form noget ualmindelig regelmæssigt ved sig.


Mod nord skyder fra højlandet Mulefjæld (Múlafjall, HGrk. s. 115: Múlafell) sig frem mod søen, en slags hals, flad foroven; også mod syd begrænses dalen af en lodret affaldende fjældvæg. I dalen findes nu følgende gårde: forrest Skorhage (Skorhagi), desuden norden for åen Ingunnarstad (Ingunnarstaðir) og Hrísakot, syd for åen den i Kjln. (s. 397) nævnte gård Tråndarstad (þrándarstaðir). Ingunnarstad ligger omtrent midtvejs i dalen, skrås over for på den anden side åen lidt længere inde i dalen ses ved foden af fjældet en jænt skrånende græsslette Stykkesvold (Stykkisvöllr) kaldet; spor af tomter ses her ikke, men i følge HGrk. (s. 72) boede på Stykkesvold i Brynjedal godordsmanden Ræv. Hans troldkyndige moder Torbjörg Katla boede på Hrísar (HGrk. s. 72); nu er der ingen gård i dalen af dette navn, men noget længere inde i dalen end Ingunnarstad, dog på samme side åen, findes det omtalte Hrisakot, en ubetydelig husmandsgård, og i nærheden heraf må da vistnok Hrisar søges [32]. Da Ingunnarstad, som ikke nævnes i sagaen, ejer så godt som alt land i den indre del af dalen — hele dalsletten på begge sider af åen, Stykkesvold indbefattet —, er det næppe for dristigt at antage, at Hrisars land er bleven opslugt af denne gård; måske har Ingunnarstad selv indtaget hins plads, eller med andre ord gården blot i årenes løb skiftet navn. Hvor Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir — HGrk. s.73), Rævs broders Kjartans gård, har ligget, og om overhovedet i denne dal, er uvist.


Kløft i bjerget Hengill - (A. E. F. Mayer, 1836)
Lidt ovenfor Hrisakot ligger den sædvanlige vej mellem Brynjedal og den nordfor liggende Botnsdal; den er ret god, da Mulefjæld her ikke længere er stejlt affaldende, men går over i en lavere, hvælvet, til dels græsgrot hals. Ved Holmsmændenes første mislykkede forsøg på at røve kvæg fra Torbjörg lader de Tord Kat sidde på halsen og holde vagt, men han overraskes og dræbes, og er ifølge sagaen (HGrk. s. 76) begravet i den nederste del af Kattarhøvde (Kattarhöfdi). MuleJfjæld løber som omtalt ud mod jorden med en lodret affaldende mule (ɔ: afrundet pynt, egl: snude), under hvilken man må passere ad en snæver sti i den stejle skrænt; straks efter at man er kommen forbi mulen, ses en grønklædt lille klippe skyde sig freem mod Botnsvåg, Hvalfjordens inderste vig. Dette er Kattarhøvde. Inden for høvden et et godt landingssted, og her antager man, at Holmsmændene har landet på deres gentagne røvertog mod Hrisar; kort efter fornyede de nemlig toget og med mere held. De drev en mængde får ned til båden, slagtede disse og indskibede dem (HGrk. s. 77). Fårene kan de enten have drevet fra Brynjedalen over et skard i fjældet, Lambaskarð, hvor man til nød kan passere gående, eller snarere ad den almindelige vej inden for Hrisakot ned i Botnsdal og så langs dennes sydside, hvor der ingen gårde ligger. Noget inden for Kattarhøvde omtrent ud for midten af Botnsvåg, hvor grænseskellet er mellem Brynjedalens og Botnsdalens jorder, ligger Kötlugröf (Katlagrov), en græsgrot dalstrækning eller fordybning, oven for hvilken netop Lambaskard udmunder. Her er i følge sagnet stedet for den sidste kamp mellem de to troldkyndige kvinder Torbjörg Katla og Torgrima smedkone, om hvilke sagaen fortæller (s. 115), at de fandtes begge døde i Mulefjæld, aldeles sønderrevne; ved deres dysser antoges der at spøge, og man antog, at de havde dræbt hinanden indbyrdes.


Hen imod dalmundingen falder Brynjedalsåen i flere småfosser ned mod jorden. Neden for den sidste af disse kort før åens udløb i Brynjedalsvåg er ved åens sydlige bred en bred, men ikke dyb grotte med skrånende loft, den såkaldte Bårdshule (Bárðarhellir). Hele den brede forside er åben, men kun nærmest nede ved åen og yderst ved mundingen kan man stå oprejst, højden aftager hurtig ind efter og længere borte fra åen, til dels på grund af, at hulen ved i mangfoldige tider at benyttes som fåreleje har fået gulvet bedækket med et bestandig voksende lag af jord og gødning. I hulens bløde sten findes navnetræk og enkelte runer indhuggede. Eggert Olavssön omtaler i sin rejsebeskr. (s. 76) hulen som en af alderdommens mærkværdigste lævninger, på grund af at »den kæmpe eller halvgud Barder Snæfellsås« skal have benyttet den[33]; herom fortælles intet nu, derimod skal Grette, om hvem der går sagn næsten i enhver egn på Island, have levet her en tid lang og fanget foreller under fossen fra stenene ved den modsatte bred, hvor der er dybt vand. Grænsen mellem Kjos’ og Borgefjords syssel dannes ved den mellem Botnsdalen løbende Botnså (Botnsá)[34].


Op fra bygden i de to nu beskrevne sysler ligger, som allerede oftere omtalt, mod øst en sammenhængende bred strækning bestående af fjælde og ubeboede højdedrag under navnene Helleshede (Hellisheiði) og Mosfellshede (Mosfellsheiði). Allerede fra Reykjavig ses nord for Langehlid svære fjældmasser hæve sig i disse højdedrag, først det mere spidst tilløbende Vivilsfell (Vífilsfell), så den svære tunge fjældmasse Hengill, som tilsammen begrænse udsigten mod sydøst; Mosfellshedens højslette viser sig derimod utydeligere og for største delen skjult af Mosfellssvejtens foranliggende små fjælde. Begge nævnes de i oldskrifterne kun ganske i almindelighed »Hede«; således siges der både om Arnarhol og Ellidaos (Ldn. s. 37 og 312), om Lerevåg (Gunl. s. 238) og Mosfell (Eg. s. 193), ja endog om Hvaløre (Bsk. s. 386), at de ligger »fyrir neðan heidi«.


Omtrent langs midten af disse heder folder grænsen mellem Ånæs (Árness) og Guldbringe og Kjos’ sysler, og over dem ligge hovedvejene så vel til den nordlige som til den sydlige del af Ånæs sjyssel og derfra videre ud om landet. Ved hede forstår man imidlertid på Island noget temlig forskelligt fra i Danmark. Til det danske begreb hede svarer nærmest ordet mo (mór, sædvanlig brugt i flertal móar); for det islandske ord hede (heiði, ældre form heiðr) er vel også det udstrakte, øde, ubeboede ejendommeligt, men man forbinder tillige hermed altid mere eller mindre forestillingen om en fra bygden fuldstændig fjærnet og over denne hævet højslette, hvorfor også så godt som alle større heder er mere eller mindre farlige at berejse, eller endogså ganske ufarbare, undtagen i sommertiden, på grund af de der sædvanlige snestorme og uvejr. Stundum er den islandske hede en temlig flad af lyng- og mosgroede tuer opfyldt strækning, hvortil man ved en jævn stigning af egnen temlig umærkelig når op; men oftest tager heden sig ud i afstand som en sammenhængende fjældmasse, op på hvilken man først når efter en stejl opstigning. Er man først nåt herop, bliver rigtignok udsigten igen mere hjemlig; man har for sig udstrakte, mere eller mindre bølgeformige flader, hvor lave højdedrag — der ofte i virkeligheden er toppen af høje fjælde — lukker udsigten og ikke lader en ane, at man befinder sig højere end sædvanlig. Til den første slags heder hører Mosfellshede, til den sidste Helleshede.


Over Mosfellsheden (400 fod høj) ligger en meget benyttet vej til det gamle altingssted Tingvold, hvorfra vejen forgrener sig til landets fjærneste egne. Op på heden kommer man fra enhver af Mosfellssvejtens dale, dog er den sædvanlige vej gennem den sydligste af disse, den såkaldte Seljadals vej. Her drager man — med Reykjavig tænkt som udgangspunkt — kort efter at være kommen over Ellidaåerne i nordøstlig retning over stenige holter, mest op ad bakke, forbi et par småsøer, til man efter et par timers ridt når Seljadalen, en lille ubebot dal, gennemstrømmet af en å i mange bugtninger, hvor det sædvanlige bedested er, inden vejen over Mosfellshede tiltrædes. Overgangen til denne er som sagt temlig umærkelig, og efter tre til fire timers ridt går den ligeledes umærkelig over i et gammelt, forholdsvis jævnt, mosgrot hraun, begyndelsen til de lavastrækninger, der bedække hele Tingvoldsvejten (þíngvallasveit). Man ser nu også dette smukke fjældlandskabs bjærge hæve sig forude og til begge sider og Tingvoldsøen (Þíngvallavatn) brede sin udstrakte flade forude til højre, men selve Tingvold (Þíngvellir) skjuler sig til det sidste øjeblik. Over hele heden er der ved den stadige færdsel dannet en bred jordvej, og langs vejen møder øjet de så nyttige varder, et par alen høje, kegleformige sten- eller græstørvsstabler, der ved vintertid eller i tåge er den rejsendes eneste vejledning.


Også Helleshedevejen tager sit udgangspunkt lidt oven for Ellidaåerne, hvor den skiller sig fra Seljadalsvejen, idet man drejer endnu mere til højre i sydøstlig retning. Først over gamle hraun og derpå over forholdsvis flade og jævne strækninger — hvis man vælger at omgå det hidtil næsten ufarbare Svínahraun med dets forbrændte med grøngult mos bevoksede tinder — nærmer man sig Hengil, hvor et lille frodigt dalstrøg i hraunet ligger indesluttet mellem dette fjæld og Helleshedens længst fremløbende højder. Inderst i dalen ligger den smalle vej gennem en kløft eller sænkning mellem to af de vulkanske højder op til den stejle hede, der på dette sted falder terrasseformig af mod lavlandet, så at opstigningen foregår i to afdelinger. Passet, hvorigennem opstigningen finder sted, hedder nu Hellesskard (Hellisskarð). I Kjln. (s. 449) er det nævnt Öxnaskarð (ɔ: Okseskard), hvad der passer godt med forholdene, som de tidligere var, da sommergræsgangene her omkring benyttedes af talrigt hornkvæg fra Guldbringe og Ånæs sysler, hvis indbyggere hvert efterår samlede kvæget og sorterede det i en fold her i nærheden, hvorefter det for Ånæs syssels vedkommende blev drevet over Helleshede og måske netop ad Öksnaskard. Nu er her som andetsteds studeopdrætningen næsten ophørt, men i tidligere dage, siges der, kunde man se dem om somren i hundredevis på sletterne nedenfor Helleshede, hvoraf en endnu bærer navnet Bolavellir (tyresletterne).


Umiddelbart før opstigningen har man på højre hånd, ved foden af fjældene, nede i dalen en rundagtig, men temlig lav bakke eller høj, Kolviðarhóll (Kolvidarhol); på højen står nu et meget benyttet »sælehus«[35], en fjældstue, af hvilke der er altfor få på Island, hvor fjældhederne så at sige hver vinter kræver deres ofre af ihjelfrosne mennesker. I denne høj skal efter det nu almindelige sagn den i Kjln. nævnte Kolfiðr (Kolfinn) være højlagt. Omtrent midt i hedeskrænten til venstre, et par hundrede fod oppe, bliver man en stor kvadratisk klippeblok var; dette er Búasteinn (Buesten), og hertil henlægges den i Kjln. (s. 449 ifg.) omtalte kamp, hvor Bue, da han kom ned fra Öksnaskard og så Kolfinns baghold, red hen til en stor sten, der stod under skardet, »så stor som en hammer, og således at man kun kunde angribe ham forfra«, og forsvarede sig herfra. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det egenlig kun er forsiden, der er kvadratisk, bagtil skråner den derimod nogenlunde jævnt ned imod fjældet, med hvilket den er sammenhængende, og er egenlig kun en, men den største, af flere fremspringende vulkanske klippeblokke, som i en række gå fra fjældskråningens øverste rand til dens fod, hvor hele skrænten ellers er bedækket med knuste og smulrede slagger. Over denne hede, hvor man kommer betydelig højere til vejrs end på Mosfellshede, ligger vejen over gamle flade hraunstrækninger, hvor den idelige færdsel har frembragt en sti på flere tommers dybde i lavaklippen. Dette er nemlig en af bønderne fra de øst for liggende sysler, der for en stor del både handler og fisker i Guldbringe syssel, idelig benyttet vej. Efter et par timers ridt begynder nedstigningen, mere og mindre jævnt skrånende og temlig langvarig, der først ret tydelig giver en forestilling om, hvor højt man har været til vejrs, og som frembyder en smuk og udstrakt udsigt over Ånæs syssels neden under liggende sydvestlige del. Foruden denne vej fører endnu et par andre, ligeledes ad særlige og særlig benævnte passer, over heden, omtrent med samme udgangspunkt, men liggende mere i sydøstlig retning. Disse veje må nøje følges, ti forvildes man her, er det vanskeligt at komme ned fra hedens bratte østside[36].


De hidtil beskrevne strækninger, som det er naturligst at sammenfatte under ét, har i længere tid også virkelig dannet en enhed, idet de to sysler som et »Guldbringe og Kjos’ syssel« har været forenede under én øvrighedsperson. Det tilsvarende herredsprovsti kaldes endnu Kjalarnæsting, et navn der har holdt sig fra gammel tid; Kjalarness þing findes nemlig det til disse egne svarende landskab benævnt i Hákb’s og Jónsb’s 2det kap. Om dette da just har haft de samme grænser som Guldbringe og Kjos’ syssel nu, er dog vanskeligt at afgøre[37]. At nordgrænsen uforandret er den samme, kan måske sluttes af den Dipl. isl. I. s. 492 ffg. anførte, med biskop Magnus’ råd vedtagne, altingsbestemmelse, som henføres til år 1226, hvorved der fastsættes, at der af enhver gård mellem »Reykianess oc Bozar« skal betales en osteafgift til Vidøkloster; — i så fald måtte ved disse to stedsnavne angives ydergrænserne for Kjalarnæsting. Til bestyrkelse heraf kan henvises til et samtidigt brev fra samme biskop Magnus [Gissurssön] til alle bønder og præster i »Kialarnæs þingsokn« om gaver til samme kloster[38]. Måske også et sted i Grg. (§ 167, — når intet andet udtrykkelig bemærkes, citeres altid Finsens udg.), hvis det var fuldstændigt, vilde have bekræftet det samme; der opregnes her forskellige herredsområder (heraðs tacmark, ekt.), indenfor hvert af hvilke tre valgte mænd skulde bestemme prisen på norske varer; som stedet nu er, ses kun, at én herredsbegrænsning var fra Tjorsåos til Reykjanæs, altså Ånæssyssel + det samme stykke af Gb., som er udeladt i ovennævnte biskopsbrev.


Ved benyttelsen af disse angivelser fra ældre tid møder rigtignok den vanskelighed, at, som Maurer har fastslået og bestemt hævder[39], tingene og godordene i fristatens tid ikke kan betragtes som fast afgrænsede distrikter på grund af tingmændenes ret til — indenfor samme landsfjærding — at sige sig i ting med hvilken gode de vilde; kun landsfjærdingerne optræde som sådanne. Uagtet rigtigheden heraf må indrømmes, så at det vilde være unøjagtigt på et kort over Island i fristatstiden at drage bestemte grænser mellem landets 13 ting, er dog næppe derved udelukket, at man allerede i fristatstiden kan have forbundet en geografisk forestilling med hvert enkelt ting. Det må ellers forekomme forunderligt, at Hákb. og Jónsb. skulde kunne benytte de gamle tings navne som benævnelse på bestemt afgrænsede landskaber (hver indbefattende et eller flere af de nuværende sysler) uden at behøve at angive grænserne for disse. Ser man hen til vårtingstederne, finder man netop disse liggende i midten af hvert af de nysnævnte ting eller landskaber. I og for sig synes det også en naturlig antagelse, at oprindelig ved fastsættelsen af tingenes antal et hensyn til landsbeskaffenheden har gjort sig gældende — ligesom jo øjensynlig nordlandets inddeling i fire ting i steden for tre skyldes geografiske hensyn —, så at deres antal bestemtes i overensstemmelse med antallet af de større afdelinger, hvori landet naturlig faldt, og at man i hvert af disse lod de tre mægtigste goder — der altså sandsynligvis allerede tidligere har haft flertallet af egnens folk som deres tingmænd — blive de af altinget anerkendte, til hvem upåtvivlelig største delen af de andre tidligere goder og deres mænd har valgt at slutte sig fremfor at have ulæmpen af at søge et længere bortliggende vårting. At tingets navn kunde forblive knyttet til landskabet, uagtet i tidernes løb adskillige af beboerne kom til at tilhøre andre ting, er naturligt nok, da upåtvivlelig til enhver tid flertallet af beboerne af ethvert af de store herreder (landskaber) tilhørte det i dette liggende vårting, om end på en noget broget måde fordelte mellem de tre gamle og muligvis flere andre »ny« eller uregelmæssig opståede godord.


Maurer påviser, hvorledes godordenes sammendyngen på enkelte hænder i Sturlungetiden og bestræbelsen for at have sine tingmænd så samlede som muligt bidrog til, at tilnærmelsesvis territorialt afgrænsede herredømmer dannedes; men sådanne herredømmer af vekslende og rent tilfældig udstrækning måtte langt mere bidrage til at udslette erindringen om de gamle ting end til at omforme disse i landskaber. At de straks efter overgivelsen fremtræder som sådanne, må derfor snarere være en følge af en fra deres første oprindelse vedligeholdt forestilling om, hvilken landstrækning hvert af dem hovedsagelig omfattede.


Til de to anførte aktstykker fra 1226 (Dipl. isl. I. s. 490, 492), der i forbindelse med den omtalte § 167 af Grg. synes ganske bestemt at tale for en med tingene forbunden territorial forestilling, komme endnu andre, som i Dipl. isl. (s. 316, 318) henføres til omtrent samme tid (c. 1200). Således kan det næppe tænkes, at man kunde vedtage varetakster for et enkelt eller et par tinglags medlemmer, når tingsognet ikke nåede over et vist bestemt område; imidlertid se vi — på oven anførte steder — en sådan varetakst (fjárlag) vedtaget for Ånæs tingsogn (arnes þingh sokn), og bestemmelser om prisen på forskellige varer vedtagne for Ånæs og Rangæinge tingsogne (um tvær þingsoknir Árness þingsokn ok rangæinga þingsokn skal eigi kavpa og eigi selia dyrra o. s. v.). Tilsvarende forestillinger træffer man mere eller mindre bestemt udtrykt flere steder i Grågås. Maurer har allerede anført flere slående steder af det yngre håndskrift [40], men også i det ældre forekommer noget tilsvarende; således lögréttuþ, § 117, s. 215, hvor der siges, at lovsigemanden i steden for en pligtforsømmende lovrettemand skal om muligt tage en mand fra det vårtinglag, hvortil denne hører, »men har lovsigemanden ikke kendskab til folk i den bygd (kann þar eigi menn fyrir í þá sveit)«, skal han bede de goder, der er fra samme tinglag, at skaffe manden; og Ómagab. § 143, s. 26—27, hvor der siges, at det er berettiget at lyse søgsmål mod alle fjærdingens beboere til overtagelse af en sådan trængendes forsørgelse, der ikke her i landet har nogen frænde, der har formue til at overtage forsørgelsen, og skal man som den sagen anlægges imod »nævne en bonde, der bor i det tinglag (í þeirri þingsókn búi), hvor den, der skal forsørges, blev trængende i. Ligeledes er det vel naturligst at antage, at hvor der i loven (§ 62, s. 115) er tale om namsret efter en fredløs og der dér bestemmes, at de trængende slægtninge af den domfældte, som kommer til namsretten, skal dømmes til at gå på omgang i det ting (um þat þing), hvor namsretten er afholdt, men hvis der er to ting, der har fælles tingsted (nú ero þar þing 2 á einom þingvelli), skal de trængende gå på omgang i begge ting (fara um þau þing bæði), — at her da ved ting tænkes på et landskab af en vis udstrækning, snarere end på de personer, der hørte til vedkommende tingkreds.


Forskellige steder i sagaerne, hvoraf Maurer (Island s. 41) anfører adskillige, synes at vise, at disses forfattere, uagtet de naturligvis var sig vel bevidst, at tilslutningen til det enkelte godord var en frivillig sag, og ofte omtale en del af en godes tingmænd som vidt omspredte, dog forestillede sig godordet som knyttet til en vis egn og godordets besiddelse som ensbetydende med høvdingskabet over denne.


Efter Islands underkastelse under den norske konge ansattes sysselmænd i landet, først kun få, hvis sysler havde meget vekslende størrelse, senere udstykkede lensherrerne efter behag landet i større og mindre sysler, og først sent kom der nogen fasthed i disse forhold, så at syslerne for en stor del kom til at svare til de gamle ting (som disse kendes fra Hákb. og Jónsb.) i hvilket tilfælde navnet oftest blev uforandret, kun med ombytning af »þing« med »sýsla«, eller hvor disse var for vidtløftige, kom til at bestå af en del af disse og da med nyt navn. Dog anvendtes indtil den nyeste tid og anvendes endnu de gamle benævnelser med »þing« for mange syslers vedkommende i skrift og i daglig tale, især, som anført, hvor talen er om gejstlige forhold. Navnene på de her beskrevne to sysler er begge sådanne ny opståede. Kjos’ syssel, hvis navn naturligvis er taget fra bygden Kjos, nævnes allerede i det 15de årh.[41]; benævnelsen Guldbringe syssel skal først forekomme fra det følgende århundrede, og navnet skal være taget fra en bakkeskråning på sysselgrænsen[42].




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Ifg. Sturl. lagdes der år 1216 en mélafgift på landet her.
  2. Skule Magnussöns beskr. af Gb. & Kj.
  3. Gunl. s. 238, 263, 244 - sml. Hallfr. s. 113.
  4. Nu findes imidlertid ingen sådan holm, men måske kan man antage, at et lille landstykke ikke langt fra søen, der nu kun mod vest begrænses af åen, men øst for hvilket der ses tydeligt spor af et ældre åleje, tidligere har været helt indesluttet mellem to arme af åen. Når Kjln., uagtet det er en forsætlig opdigtet saga, i det følgende får en lige så udførlig omtale, som den der i dette arbejde sædvanlig bliver de historiske sagaer til del, er dette vel til dels en inkonsekvens, som har sin grund i rent tilfældige omstændigheder, f. eks. at denne egn ikke er skuepladsen for nogen anden saga; men på den anden side synes dog Kjln. at fortjæne en noget anden behandling end de evige æventyrsagaer, da det for en del er historiske personligheder og disses fra Ldn. bekendte gårde, der kommer til omtale i sagaen; desuden er den lokalkundskab, der, som oven for bemærket, overalt i sagaen ved stedsangivelser lægges for dagen, af særlig inteiesse.
  5. Utvivlsomt Ldn.’s Ulfarsá (se Safn til sögu Islands II, 352), der synes at have dannet nordgrænsen for Ingolvs landnam i snævrere forstand, ligesom Hraunsholtslæk (Gb.) var den tilsvarende sydgrænse. — Ulvarså: Ldn. s. 40.
  6. Lágafell med Úlmanns-(ɔ: Úlfars-)fell, Helgafell, Reykjafell med højden Reykjaborg, Grímmanns- (ɔ: Grímars-)fell.
  7. Her synes i ældre tid at have fundet en ikke ubetydelig korndyrkning sted; således siges i en måldage for den daværende Reykja kirke (fra slutn. af 12te årh., Dipl. isl. I, 268), at bonden på Reykir kunde betale præsten hans halve løn i mel; kirken ejede da et temlig betydeligt areal agerland (nitian mæla acrlond i gorþom ut), hvoraf halvdelen skulde afleveres tilsåt.
  8. Eller måske rettere sagt højde; »fell« betegner nemlig både noget mindre og mindre stejlt og vildt end »fjall«.
  9. Her ved omtalen af den første i oldhistorisk henseende noget mærkeligere gård er det måske rettest straks at fremhæve, at man engang for alle må opgive i de islandske landgårde at træffe bygningslævninger fra oldtiden; en sådan »bæ« bestående af mange til dels indbyrdes forbundne småhuse med græstørvsvægge, indvendig — når det kommer højt — beklædte med brædder, og ligeledes med bræddegavle, lider nemlig så meget af fugtighed, at den på sydlandet sjælden står mere end 20—30 år, på nordlandet 50—70; i det højeste en enkelt udskåren stolpe fra middelalderen eller nogle brædder kan undtagelsesvis være blevne lævnede til nutiden.
  10. Se fortalen til udgaven af Egils saga, Reykjayig 1856.
  11. I sagaen »þar«, der må henføres til det umiddelbart forudgående »at Mosfelli« — se Eg. s. 229.
  12. Denne sidste gård viser sig både i følge sit navn og sin jords beliggenhed som senere afbygget.
  13. Af Magnus Grimssön, præst på Mosfell, i en afhandling i Safn til sögu Íslands II: »Athugasemdir við Egils sögu Skallagrímssonar«, som ved udarbejdelsen af den her givne fremstilling af forholdene i Mosfellsdalen er bleven benyttet.
  14. Hermed kan sammenlignes, hvad Jon Olavssön siger om samme sag, men mindre udførlig, i sin på latin skrevne udsigt over de islandske sagaer: Addit. 21, fol. = ny kgl. saml. nr. 1143, fol., der dog kun indeholder værkets første halvdel.
  15. Også fra dette sogn opregnes i den antikv. indberetn. (1817) oldtidsgrave (tre).
  16. Safn til sögu Islands I, 207.
  17. Ldn. s. 42, Kjln. s. 397; i modsætning hertil lader Laxd. (s. 6), men vistnok med urette, Helge Bjola bo på Esjeberg.
  18. E. O. s. 74—75. — Finn Magnuson: Bidrag til nordisk Archæologie Kbh. 1820, s. 104 — Præsten til Bredebolstad på Skogarströnd (Snf.) omtaler i sin antkv. indb. (1817) blandt hvad han med egne øjne har set af alderdomslævninger: “Rústir af hofi þorgríms goða, er Kjalnesínga saga umgetor.”
  19. se Ísl. II, s. 404. note 6.
  20. På det oldnordiske museum i København findes to interessante udskårne fjæle, som er erhvervede fra denne gård. Finn Magnusson fortæller s. 104—05 i sin arkæologi, at han oftere for en del år siden havde haft lejlighed til at se disse trætavler, angående hvis erhvervelse for museet der netop dengang (1820) førtes underhandlinger, på Island. De var da indfattede i den udvendige bræddebeklædning af et bondehus på Hov, uden ramme, en på hver side af døren; der havde dengang længe bot på gården en gammel bonde, som på ingen måde havde villet skille sig af med disse fjæle, “da man mener, at de bringe gården lykke, eftersom de engang havde været indfattede i den ældgamle, nu ellers længst forsvundne tempelbygning”, fjælene nedsendtes 1820 til den kgl. kommision for oldsagers opbevaring med den bemærkning, at de i de senere tider vare flyttede fra deres forrige sted i skemmen og opsatte i skillerummet i folkestuen (se det i det kgl. nord. oldskriftsselskabs arkiv opbevarede brev fra biskop G. Vidalin, Reikevig 20/10, 1820). Fjælene, der er afbildede i Worsåes “Nordiske Oldsager” Kbh. 1859, er godt 2 alen lange, omtrent 2½ kvarter brede og 2 tommer tykke. Træet er overalt gennemboret som af insektstik, formodenlig er altså æmnet taget af et stykke drivtømmer. Hver af brædderne er ved to tværstriber delt i tre felter, i det midterste af disse er et fantastisk dyr udskåret (en bas relief), på det ene bræt nærmest lignende en græssende hjort, på det andet en løve; desuden findes ved den øverste og nederste ende af brædderne, der her ere oversavede på tværs, dele af en roset eller et bladornament; kun på den ene side af det ene bræt ses spor af en fure eller fals med fremspringende kant bag ved. Indtil for nogle år siden skal der på Hov have været nogle med runer o. d. l. udskårne fjæle, der så høvledes og anvendtes som sengefjæle. — Hjemme på den ellers i ingen henseende fremragende gård findes dog endnu et minde fra fortiden, en såkaldt “fornmannabrunnr” (oldtidsbrønd) , en 4—5 alen dyb stensat vandbeholder eller brønd inde i husene; den får sit tilløb gennem en rende fra et kildevæld bag ved gården, ligeledes fører en rende på den modsatte side det overflødige vand bort fra brønden; den har før været i den forreste del af den gennem husene førende gang (bæargöngin), men da badstuerne i den senere tid ere rykkede noget frem, findes den nu i den bageste del af gangen i en art nische til venstre, i nærheden af ildhuset, der ligger bagest, formodenlig på gårdens tidligere plads. Til brønden, fortæller man, er knyttet den overnaturlige egenskab (álög), at den er farlig, når den holdes tildækket, uskadelig når den står åben; efter at et barn for nogle år siden druknede i den, medens man bestræbte sig for at holde den lukket, står den nu altid åben.
  21. Tidlig er imidlertid denne skovrigdom forsvunden; da sagaerne nedskreves, var forholdene i det væsenlige som nu, og allerede Are kan kun som et sagn berette, at Island på landnamstiden var ”viþi vaxit å miþli fjalls ok fjöro.” (Islb. s. 4).
  22. På flere steder i landet, hvor slige “borge” findes, er deres udseende så skuffende, at man, hvis man ikke vidste bedre, vel kunde tro at have et på toppen af en klippe liggende moderne fort med høje, stejlt skrånende mure for sig; så skal man slutte, at nordmændene, da de i det 9de århundrede kom til Island og gav disse steder navne, har haft blot nogenlunde lignende forbilleder i tanken, må deres kendskab til borge og befæstningsværker, hvad enten hjemlige eller fremmede, ikke have været så ringe.
  23. Egl. ”skår”, ordet bruges om de forskellige, dels snævre og stejle, dels jævne og meget brede passer, der fører gennem fjældene og højdedragene på Island.
  24. Jonas Hallgrimsson i sin beretning om Tingnæs (Gb.) bekræfter dette.
  25. Stedet med de formodede tomter er afbildet i Angus Smiths i anledning af Tingnæs (Gb.) nævnte afhandling.
  26. Oven for øren breder sig en lille græsflade Kirkjueyri (Kirkeøre), her skal tømret til Esjebergs første kirke have været lagt op.
  27. At dette sted er vedblevet at benyttes som tingsted i en forholdsvis sen tid, bestyrkes ved en angivelse af Maurer (Germania X. s. 492), i følge hvilken der ved tingstedet skal påvises et eksekutionssted »Galge« (Gálgi).
  28. Ifg. A. M. vidste allerede da (1705) ingen, når gården var lagt i øde, men i al fald over hundred år havde den dengang været ubebot; dens hidtil vel bevarede tunplads var da nylig bleven ødelagt ved et fjældskred.
  29. Sml. Ldn. s. 38: Íngólfr lét gjöra skála á Skálafelli.
  30. Undertiden på vanskelig tilgængelige steder fremtræder denne skik som en art offer til stedets genius.
  31. Sulerne — der nævnes Nj. s. 70, hvor Glums drab af Tjostolv under afsøgningen af fjældgræsgangene omtales — er bekendte af den storartede udsigt man herfra har, når det er Snlevejr ɔ: når fjældtinderne ikke er indhyllede i skyer. Fra Brynjedalen finder den sædvanlige opstigning sted; fjældets fod, et stenigt, sparsomt bevokset højland, kan passeres til hest, men de sidste to tredjedele af det formodenlig nogle tusinde fod høje fjæld må man tilbagelægge gående. Den bølgeformige, stejle fjældskråning består hele vejen af grus eller mere og mindre fint knuste sten og klippestykker, hist og her med sparsomt mos imellem, så det bliver temlig trættende at klavre op ad i den løse grund, men med nogen fare eller anden besvær er opstigningen ikke forbunden. Tilsidst når man så højt, at man får den ene af de to fra Brynjedalen synlige, tilsyneladende lige store Suletinder under sig; endnu en lille anstrængelse, og man står på den andens flade top; herfra fører en smal ryg til en tredje endnu højere tinde. Højere kan man ikke nå, men man har nu også en udsigt for sig, der strækker sig fra Snefjældsjøklen til Vestmanøerne, fra Reykjanæs til nordlandets fjælde.
  32. A. M. siger om Hrísakot, at det er en hjåleje, der længe har været bebygget og fordum været en egen jord, men som dog i umindelig tid er bleven regnet for Ingunnarstaða land.
  33. Sml. BSnf. s. 18.
  34. At Botnså i følge Kjln. (s. 397, 455) er nordgrænsen for Kjalarnæsset og nordgrænsen for Bues magtområde, er forhen (se s. 30) nævnt. Dette henredømme svarer formodenlig til det, som Torgrim gode tidligere skal have haft (Kjln. s. 402), og som i sagaen kaldes Brundæla godord, et navn, der må være afledet af Brynjedalen; det er dog, som Maurer anfører (i »Die Quellenzeugnisse über das erste Landrecht . . des isländischen Freistates«. München 1869 s. 99—100, Abh. des k. bair. Akademie der Wissenschaften) utvivlsomt ganske vilkårligt, når Kjln. sætter Bryndælegodordet i forbindelse med Helge Bjolas slægt (Helges søn var jo i følge sagaen Torgrim).
  35. »Sæluhús«, egentlig et hus, der er bygget i et veldædigt øjemed — i dette tilfælde for at kunne huse udmattede rejsende — til sjælens frelse (efter den katolske opfattelse).
  36. I det tidligere nævnte fjæld Hengil er der flere smådale og ikke få varme kilder (også ”ølkilder” og svovl skal i den nyeste tid være fundet her); en af disse varme kilder er rimeligvis den hver, som i følge annalerne opstod i Heinglafjældene i året 1339, da sønderlandet hjemsøgtes af frygtelige jordskælv, “10 favne på hver led, hvor der før var slet jord”. Uagtet dette fjæld tilligemed de derefter omtalte punkter ligger indenfor Ånæs syssels grænselinje, vælges det dog her at beskrive dem i forbindelse med den bygd, som de er i den nærmeste berøring med.
  37. Det nuværende Guldbringe og Kjos’ syssel udgjorde som forhen bemærket største delen af Ingolvs landnam, der dog mod nord kun strakte sig til Brynjedalså (Ldn. s. 37 og 47) men til gengæld mod øst tillige indbefattede de dele af Ånæssyssel, der ligger vest for Ölveså og Öksarå.
  38. Dipl. isl. I. s. 490 ffg.
  39. Die Entstehung des isl. Stats s. 109 ffg., 174—75; ”Jsland” s. 40 ffg., 55, 156 ffg.
  40. Kaupab. s. 460: Hvis en mand tager sig folk fra et andet ting (þingmark), skal han selv have alt ansvar for hvad der kan hænde med dem, men hreppsmændene er ikke pligtige til at hjælpe; s. 461: Hvis udenherredsmænd har sag at søge imod udlændinge, da skal de stævne og holde dom på den godes bolig, som de vælge af dem, som har godord i det ting (þingsókn), hvor sagen opstod (sem sakir göraz í); s. 463: Hvis købstævnet — hvor nordmænd har forbrudt sig — er i et andet ting (þingsókn), end den gode søger (heyr), som sagsøgeren er i ting med, eller i en anden fjærding, så skal sagsøgeren vælge, hos hvilken gode han vil have dom af dem, som er i det ting, hvor købstævnet er; men i Østfjordingefjærdingen er det lige så ret at søge ved den købstaden nærmeste begravelseskirke som at vælge en gode til.
  41. Arnesen, isl. Rættergang s. 477.
  42. Jon Olavssön fra Grunnavig (om hvem mere senere) nævner lejlighedsvis i et af sine utrykte arbejder (Addit. 8, 4to. s. 2623), at en samtidig af ham, Jon Torkelssön († 1759), der havde skrevet et latinsk lovprisningsdigt “Chrysoris” om Guldbringe syssel, deri havde forsøgt en (uheldig) forklaring af navnet, men at han (J. O.) havde meddelt ham, at han havde fået at vide, at der på grænsen fandtes en blomsterklædt skrænt, som kaldtes Gullbrínga, id est pectus aureum. — Jon Torkelssöns digt findes på det kgl. bibliotek (Gl. kgl. Saml. 2874, 4to.), det er ledsaget af forklarende noter, og bagefter følger en gengivelse af en del, af Jon Olavssön mod enkeltheder i digtet gjorte, indvendinger med tilhørende gendrivelse. Det ses heraf, at den omtalte skrænt Guldbringe skal være i nærheden af Geitahlíð — en omtrent ½ mil lang fjældskråning på sydkysten af Reykjanæshalvøen, på grænsen mellem Gb. og A.; i følge sognebeskrivelsen skal dens skønhed i senere tider meget have tabt sig. — Jon Olavssön mener, at navnet først er opkommet efter reformationen, og at det skyldes de danske, hvem det er forekommet smukt og tillige passende, da dette sted lå på sysselgrænsen. — Vilde man antage, at syslets navn havde sin oprindelse fra “Guldbringerne” i Mossfellssvejt, måtte man antage, at denne bygd først senere var bleven udskilt fra Gb., hvad vel ikke er tilfælde.