Læibolmai, Barbmo-akka og Junkerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Lappisk Mythologi
Gudelære
3. Jordiske Guder
§ 22.
Læibolmai, Barbmo-akka og Junkerne
Et Folk som Lapperne, der for en stor Del levede af Jagt, maatte naturligvis ogsaa have en Guddom for denne Bedrift. Læibolmai var Jagtens Gud. Læibbe betyder Oldertræ, og Læibolmai altsaa Olderskov-Manden. Oldertræet, der voxer yppigt paa mange Steder i Finmarken, synes af Lapperne at have været betragtet som et helligt Træ. Med en Dekokt af Barken malede Lapperne Figurerne paa Runebommen. Barken benyttedes ogsaa til at berede Skind med og i enkelte Tilfælde ogsaa som Medicin.
Læibolmai havde Raadighed over alle Skovens vilde Dyr, der betragtedes som en ham tilhørende stor Hjord. Held eller Uheld paa Jagt eller ved Dyre- og Fuglefangst afhang af ham. Især stod Bjørnen, der ikke blot var Skovenes Konge, men i Lappernes, som i de fleste beslægtede Folkeslags Øine, et helligt Dyr, særlig under Læibolmai’s Beskyttelse. Bjørnen holder gjerne til i Olderskoven, da den ynder et Slags Græs, som der voxer, og dette har maaske været den nærmeste Grund til, at man lod Jagtens Gud ogsaa faa sit Opholdssted i Olderskoven og et Navn, der karakteriserede ham som saadan. For at have Lykke paa Jagt eller ved Dyre- og Fuglefangst ofrede man, efter Nærø-Manuskriptet, til Læibolmai "Bue og Pil".
Især var det af stor Vigtighed at forsikre sig denne Guddoms Hjælp, naar man skulde paa Jagt efter Bjørnen. Dersom man ikke ved Offer og Raadførsel med Runebommen havde forsikret sig om Læibolmai’s Bistand, var det ganske-sikkert, at man vilde blive ihjelrevet af Bjørnen. Men var det lykkes Lappen ved Offer at unddrage Bjørnen Beskyttelse af Læibolmai, da faldt den som et let Bytte for hans Pile og Spyd. Læibolmai’s Yndest ansaaes for at være saa vigtig, at man ihukom ham i den daglige Gudstjeneste, idet man, efter Leem, "hver Morgen og Aften gjorde Knæfald, Offer og Bøn til ham". Hans Billede findes paa Runebommene No. 1, 2, 3 og 7. Jessen bruger (Pag. 65) Udtrykket Læibolmak, (Plur.), Skovguder, og siger udtrykkeligt, at der var flere, men nævner ingen af disse med særegne Navne. Besynderligt nok, omtales ikke af nogen Forfatter, at Læibolmai havde Hustru, hvilket dog er Tilfældet med saagodtsom alle de lappisk-finske Guder. Derimod omtales et Væsen, der godt kunde passe som saadan, nemlig Barbmo-akka. Th. v. Westen fortæller, at en Noaide havde denne Gudinde aftegnet paa en Runebom, og at hun raadede over alle Trækfugle, ligesom Læibolmai raadede over alle andre Dyr. De gamle Lapper har havt en dunkel Forestilling eller maaske Traditioner om, at der langt Syd paa Jorden fandtes et Land, hvor Solen skinnede hele Aaret, og hvor alle Trækfugle opholdt sig, naar der var Vinter i Norden. De kaldte dette Land Barbmo-rika eller Barbmo alene, et Udtryk, der endnu forekommer, f. Ex. i Talemaader som Barbmo-lodde, Trækfugl, (der ellers ogsaa benævnes jotte-lodde, ɔ: Flytte-Fugl); Lodde læ barbmoi mannam, Fuglen er reist til Barbmo-Landet; Loddek bottek barmost, Fuglene komme fra B., o. s. v. Denne Barbmo-Gudinde raadede, som sagt, over alle Trækfugle og "kunde skaffe dem frem fra de varme Lande". "Den samme Noaide", siger Th. v. Westen, "havde paa sin Runebom ogsaa en Figur, som han kaldte Guorga, og som skulde være Fuglenes Konge". Guorga betyder Trane, og den findes paa Runebom No. 11. Ligesom Svanen sang Solens Afskedssang, saaledes var Tranen Bebuder af Vaarens Komme. Den var derhos ogsaa Fuglenes Anfører paa Reisen fra Barbmo-Landet og "havde at aflægge Regnskab for Barbmo-akka over, hvormange Fugle der aarlig avledes, og hvormange der tabtes, hvorefter Barbmo-akka bestemte, hvor stort Antal Fugle der skulde blive tilbage hos hende, medens hun sendte de øvrige rundt omkring i Verden".[1] En noget lignende Forestilling havde Grønlænderne om den "Underjordiske Kvinde", der dog betragtedes som et ondt Væsen, medens Lapperne synes at have betragtet Barbmo-akka som velvillig stemt imod Menneskene. Den grønlandske underjordiske Kvinde raadede over alle Havets Dyr, hvoraf Grønlænderne især have sin Næring. Hvalfiske, Hvidfiske, Sælhunde etc. vare denne Kvindes Husdyr. Naar der derfor var faa af disse paa Vandets Overflade, da var det hende, som havde kaldt dem til sig og holdt dem fangne. I Tranbøtten under hendes Lampe svømmede der altid en stor Mængde Sælhunde omkring. Døren til hendes Hus, der var saa stort, at man ikke kunde skyde derover med Bue, bevogtedes af opretstaaende, meget bidske Sælhunde. Undertiden var der dog foran Døren kun en stor Hund, som imidlertid aldrig sov længer end et Øieblik og saaledes meget vanskelig lod sig overraske. At trænge ind til hende og frigjøre de fangne Dyr, var en Angakoks største og farligste Foretagende, se § 2.
Til Lappernes Læibolmai svarer Finnernes Tapio, hvis nøiagtige Beskrivelse og mange Epitheta i Kalevala vidner om den overordentlige Ærefrygt, der har været vist ham som Skovens Behersker. Saaledes benævnes han: [2] Metsän kuningas, Skovkonge, Korven kuningas, Ødemarkens Konge, Salan herra, Skovens Herre, Anto-luoja, Gaveyder, Suuri-luoja, den store Skaber, m. m. Denne Tilbedelse delte han dog med sin Hustru Mielikki, hvis sædvanlige Epitheta ere: Metsän ementä, Skovens Værtinde, Metsän armas anti-muori, Skovens naadige Gave-Moder, Metsän metinen muori, Skovens honningrige Moder, m. fl. Ægteparrets prægtige Herresæde, inde i Skovens Dyb, hed Tapiola eller Metsola og beskrives i 14de Sang af Kalevala. "I Tapiola fandtes mangeslags Skatte. De opbevaredes i et rummeligt Forraadskammer, og den gyldne Nøgle, saavel til dette, som til det øvrige Hus, bar Værtinden i en Ring ved sin Side. Tapiola’s Rigdom bestod dog fornemmelig i de overalt omkring i Skov og Mark omstreifende vilde Dyr, der samtlige betragtedes som Ægteparrets Kvæghjord, og Tilsynet med denne paalaa baade Tapio selv og især hans omsorgsfulde Hustru. Uden deres naadige Tilladelse var det hverken muligt eller raadeligt for nogen Jæger at gjøre Jagtudbytte i deres Hjord, og derfor maatte Jægeren altid ved Bøn og Løfte om Offer først bevæge Skovens Gud til at sende ham Vildtet imøde."
"Tapio-Ægtefolkets Anseelse forøgedes endnu derved, at ikke blot de vilde Dyr, men ogsaa de tamme Hjorder stode under deres Beskyttelse, saavel i den Tid, de græssede i Skoven inde paa Tapio-Gaardens Enemærker, som naar de stode hjemme under Tag. Den store Mængde vilde og tamme Dyr, der streifede omkring i de vidtstrakte Skove, bragte Finnerne ganske naturligt til den Forestilling, at Tapio-Guden og hans Hustru ikke selv kunde have nøie Opsigt med alle, men at de, ligesom andre velstaaende Folk, havde Tjenere og Tjenerinder, der for en stor Del overtog Bevogtningen. Saaledes var der baade Tapion pojat og Tapion piiat, Tapios Sønner og Tapios Piger. Hele denne Befolkning sammenfattedes under den almindelige Benævnelse Tapion kansa, Tapio-Folket[3]."
De svenske Forfattere kjende intet til Læibolmai og Barbmo-akka, men derimod fortæller Ganander, Scheffer, Tornæus og Högström, at man i de svenske Lapmarker dyrkede 2 Guder, Store og Lille Junker, som Guddomme for Jagt- og Dyrefangst. Junker er et laant Ord, som Lapperne enten med Villie have brugt for ikke at nævne Guddommen med sit rette Navn, ligesom de ligeover for de Kristne aldrig benævnede sine egne Folk med deres ægte lap Navn, men med det, de havde faaet i den kristelige Daab — eller ogsaa har de i Tidens Løb glemt det ægte lappiske Navn og omdøbt Guddommen for Jagt og — efter Högström — ogsaa for Fiske med dette Ord, som de havde et Slags Begreb om skulde betyde en høi og fornem Herre. Efter Samuel Rehn[4] "er Storjunker laant af det norske Sprog, da Nordmændene kalde sine Amtmænd Junkere."
Fodnoter
