Lappernes Noaide eller Præst, Spaamand og Læge

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Jens Andreas Friis

Temaside: Samisk religion og mytologi

Lappisk Mythologi

Jens Andreas Friis

§ 1.
Lappernes Noaide eller Præst, Spaamand og Læge

I Lappernes hedenske Gudsdyrkelse spiller deres Noaider eller Schamaner en saa vigtig Rolle, at det er nødvendigt at give en foreløbig Beskrivelse af disse og deres fornemste Redskab, "Runebommen", førend jeg gaar over til at give en Fremstilling af den egentlige Gudelære.

"Noaide" eller "Noide" betyder nu i Lappisk, ligesom "Noita" i Finsk, En, der forstaar sig paa Trolddom, En, der kjender til overnaturlige Hjælpemidler, en Hexemester. Nogen oprindeligere Betydning af Roden "noid" eller "noit" kan ikke længer paavises. Noaiderne vare ikke blot Folkets Præster, Vismænd, Spaamænd og Raadgivere, men ogsaa deres Læger. De vare i det Hele taget Mellemmænd mellem Guderne eller Aandeverdenen og Menneskene. Usynlige Væsener og magiske Midler stode til deres Raadighed, de kunde gavne og skade Mennesker og Dyr og bleve derfor tagne med paa Raad saavel i Godt som i Ondt. Derimod findes ingen bestemt Antydning til, at de vare Folkets Dommere eller Voldgiftsmænd i Trætter.

Skjønt Noaidernes Tal var meget stort, kunde dog ikke En og Hver uden videre blive en Noaid, endnu mindre opnaa nogen Anseelse som saadan. Kun meget faa vare i Virkeligheden de, som havde erhvervet sig Ry i en videre Kreds. Men jo større Ry, des større var ogsaa Fortjenesten; thi de bleve betalte for sin Bistand og sine Raad. Noaiderne havde ikke nogen bestemt Kreds eller Menighed, inden hvilken de virkede. Det beroede alene paa deres Dygtighed, om de bleve søgte af Mange eller Faa, fjernt eller nær. Enkelte maa især have opnaaet stor Berømmelse; thi deres Navne mindes endnu, og deres Bedrifter omtales endnu den Dag i Dag i forskjellige Sagn og Eventyr, f. Ex. "Bæive Barnek", Solens Sønner, "Guttavuorok" ɔ: den, der kan antage 6 Skikkelser, (se Pag. 7) og fl. Disse have engang været de navnkundigste Schamaner iblandt Lapperne, ligesom Väinemöinen og Ilmarinen m. fl. var det iblandt Finnerne.

Enhver rigtig Noaide maatte ved forskjellige Legems- eller Sjæls-Anstrængelser kunne bringe det derhen, at han faldt i et Slags Dvale eller magnetisk Søvn. I denne Tilstand havde han da de foregivne eller virkelige Syner, som han, efter at være kommen til sig selv igjen, forkyndte for Forsamlingen som Aabenbarelser. Medens hans Legeme laa som dødt, troede man, at hans Sjæl ved Hjælp af en Saivvo-guolle eller Saivvo-lodde, en Fisk eller Fugl fra de Dødes Rige, som altid stod til hans Tjeneste, kunde fare til Himmels eller til de Dødes Rige eller til hvilketsomhelst Sted her paa Jorden og udrette, hvad der forlangtes, hvad enten nu dette bestod i at faa Svar fra Guderne eller de Afdøde eller i at skaffe Underretning om langt borte boende Personer. Noaiderne vare naturligvis store Charlataner, og i de fleste Tilfælde var vel ogsaa en slig Besvimelse blot anstillet, men saa godt udført, at de ialfald skuffede de mest Lettroende og i Kunsten mindst Indviede. Enkelte Noaider synes dog dels ved at udmatte sit Legeme ved Fasten, dels ved at nyde forskjellige Ting, dels ved forskjellige Sandserne og Indbildningskraften stærkt paavirkende Optog virkelig at have bragt sig selv i en Slags Besvimelse eller fantaserende Tilstand. Det maa rimeligvis være langt lettere for Lapper og andre med dem beslægtede Polarfolk at komme i en saadan Tilstand end for andre, mere nervestærke Nationer. Det er nemlig en Kjendsgjerning, som ikke blot ældre Forfattere, f. Ex. Tornæus, Scheffer, Högström og Leem, men ogsaa nyere Reisende, f. Ex. Castrén og Forfatteren selv paa sine Reiser i Finmarken og russisk Lapland, har bemærket, at Lapperne beherskes af en besynderlig Nervøsitet, eller hvad man skal kalde den særegne Svaghed hos dem, at de, og især ældre Fruentimmer, ved den ubetydeligste Anledning, blot ved et pludseligt Raab eller derved, at en Gnist med et Brag flyver ud af Ilden, kunne fare op i den heftigste Exstace eller Raseri. I en saadan ophidset og bevidstløs Tilstand slaa de om sig paa Ven eller Uven med hvad de have i Haanden eller nærmest kunne gribe, Øxe eller Kniv, tale uforstaaeligt eller opføre sig i det Hele taget som de, der pludselig have mistet Forstanden, indtil de til Slutning daane bort eller falde hen i en Døs og først efter nogen Hvile igjen begynde at tale fornuftigt, dog uden klar Erindring om det Passerede. Högström fortæller, at det undertiden ikke blot har hændt, "at man i Kirken har fundet hele Hoben besvimet, men at undertiden ogsaa en eller anden af Forsamlingen har sprunget op i Vildelse og slaaet til dem, som sad i Nærheden". Castrén beretter, at han selv fremkaldte en saadan Tilstand hos en Lappekvinde ved pludseligt at skræmme hende, og at han nær var bleven udsat for at føle hendes Negle i sit Ansigt. Da denne eiendommelige Nervøsitet hos Lapperne er ganske almindelig, saa har da ogsaa den Tilstand, hvori de paa Grund heraf let kunne bringes, sit eget Udtryk i Sproget, nemlig "keuvot," et Verbum, der betyder at være afsindig, og den, der er udsat for saadan nervøs Ophidselse, kaldes "keuvolis." Rimeligvis er denne Nervøsitet ikke eiendommelig alene for Lapperne, men forekommer ganske vist ogsaa hos andre Polarnomadefolk, der ligesom Lapperne føre et ensomt Liv paa hine nordlige Egnes øde og triste Tundraer. Af Schrencks "Reise durch die Tundren der Samojeden" ser man, at ogsaa Bønderne i Nærheden af Archangel lide af lignende nervøse Anfald, en Sygdom, som der kaldes "ikota". En Del Lapper paastaa, at de have paadraget sig denne Svaghed derved, at de ere blevne skræmte i Barndommen, andre kunne ikke angive nogen bestemt Aarsag.

Undertiden viste denne Nervøsitet sig i en usædvanlig Grad hos enkelte Individer. Som Børn vare de ofte syge, fantaserede eller havde Febersyner og Drømme. Man troede da, at saadanne især vare skikkede for Noaideemhedet. De bestemtes da dertil og fik Undervisning af Ældre, i Kunsten Indviede. Men hvori denne Undervisning egentlig bestod, har ikke nogen Forfatter kunnet oplyse. Heller ikke Snorre Sturleson, som fortæller, at Guttorm Hvide sendte sin Datter Gunhild til Kong Motle i Finmarken for at blive oplært i lappisk Magi, giver nogen nærmere Oplysning derom. Naturligvis beroede Noaidernes Anseelse for en Del paa, at deres Kunst blev holdt hemmelig, og allersidst betroede de sig vel til den kristne Præst. Imidlertid maa vel Undervisningen for en stor Del have bestaaet i Meddelelse af Troldomssange og Troldomsformler samt Forklaring af Betydningen af alle hieroglyfiske Figurer paa Runebommen, dennes Brug eller de Haandgreb og Taskenspillerkunster, som vare nødvendige til dens rette Benyttelse. Ligeledes maatte vel Lærlingen øve sig i den Kunst at besvime eller anstille sig besvimet. Jessen har ladet sig fortælle, "at Noaidekandidaterne fik formelig Information af Guderne, dels igjennem "Noaide-gaʒʒe", et Selskab af tjenende Aander, som enhver Noaide altid maatte have, dels i Søvne. "Noaide-gaʒʒe" pleiede, dels umiddelbart selv at undervise saadanne Kandidater, dels at indføre dem i Saivvo, de Dødes Rige, for at de der kunde faa Undervisning af afdøde Noaider." "Naar Kandidaten nu", siger Jessen fremdeles, "var behørigt undervist i alle de Ting, som hørte til Trolddomskunsten, saa blev han indviet i sit Embede ved følgende Ceremoni: Der blev holdt Møde af flere Noaider, og den ældste af disse satte sig tilligemed Kandidaten udenfor Telt- eller Gamme-Døren, saaledes at deres Fødder laa lige ved hverandre og spærrede Indgangen. Derpaa begyndte den unge Noaide at "joige" (synge Troldsange) under Slag paa Troldtrommen. Naar nu Saivvo-gaʒʒe eller Aanderne fra den anden Verden indfandt sig i Selskab og gik over deres Fødder ind i Teltet, saaledes at den unge Noaide alene formærkede og kjendte, at Saivvo-gaʒʒe rørte ved hans Fødder og gik over dem, men den gamle Noaide ikke følte denne Berørelse, men mærkede andre Tegn til Saivvo-gaʒʒes Nærværelse, da blev Kandidaten strax udnævnt til Noaide, og fra denne Stund vare Alle nødte til at erkjende ham som saadan. Fra samme Stund begyndte ogsaa Saivvo-gaʒʒeen fortrolig Omgang med den unge Noaide, og han kunde udvælge sig saa mange af disse, han vilde, til "Noaide-gaʒʒe" eller Skytsaander og Tjenere."

Alle Forfattere fortælle, at Noaiderne vare Lappernes Læger. Dels ved en i Arv gaaende Undervisning af Forfædrene, dels ved egen lang Erfaring og Eftertanke har ganske vist nogle af disse Noaider erhvervet sig baade Naturkyndighed og Forstand paa at helbrede forskjellige udvortes Sygdomme eller legemlige Skader. Men for at kaste Mængden Blaar i Ønene foretog de tillige en hel Del Gjøglerier. Ligeledes førte Noaiderne sig imellem, naar de i Forening udførte en eller anden Forretning, et eget Sprog eller anvendte almindelige lappiske Ord i en Betydning, ganske forskjellig fra den, hvori de brugtes af Mængden i daglig Tale.

Noaidernes fornemste Lægeforretning bestod dog ikke i at helbrede tilfældige legemlige Skavanker ved forskjellige udvortes og rimelige Lægemidler, men en rigtig Noaid maatte kunne foretage en Tur ind i de Dødes Rige for der at hente Raad og Hjælp. Lapperne havde nemlig den Tro, at alle farlige Sygdomme, hvortil de ikke kjendte nogen bestemt ydre Anledning, og hvorimod de ingen bestemte Midler havde, hidrørte fra deres egne afdøde Slægtninge. Det var nemlig disse, som i slige Tilfælde enten vilde have den syge Slægtning til sig for Selskabs Skyld eller for at straffe ham for en eller anden Forseelse. Naar nu Sygdommen havde saadan Aarsag, saa kunde det naturligvis heller ikke nytte at søge Hjælp i naturlige Midler; men en Noaide maatte hentes for at gjøre en Tur til "Jabmi-aibmo", de Dødes Rige, for at overtale de Afdøde til Afstaaelse fra sit Ønske eller forsone dem ved Løfte om Offer. En saadan Jabmi-aibmo-Reise udførtes ved Hjælp af en "Saivvo-guolle" eller "Saivvo-lodde", en angelus tutelaris, hvorom senere i § 30 vidtløftigere vil blive handlet.

En Noaide kunde udmærke sig i en enkelt Henseende fremfor andre Noaider. Paa Grund heraf karakteriseredes Noaiderne ogsaa med forskjellige Navne. Saaledes var der Bahast dakke Noaiddek (bahast dakkat, gjøre Ondt), Noaider, som kunde tilføie Mennesker og Dyr Skade. Galgge-Noaiddek (galggat, udrede, udrette), Noaider, som kunde udfinde Aarsagen til et Onde og afhjælpe det. Girdde-Noaiddek (girddet, flyve), Noaider, som kunde forvandle sig til allehaande Dyr. Saaledes skal der i Lule Lapmark i det 17de Aarhundrede have levet en Noaide, som havde Tilnavnet Guttavuorok ɔ: den, der kan antage 6 Skikkelser. Den samme Evne til at antage forskjellige Dyrs Skikkelser havde ogsaa Grønlændernes Angakut, Samojedernes Tadiber og Finnernes Schamaner. Saaledes fortælles om Väinemöinen, da man i Tuonela, Underverdenen, havde udstillet et Kobbernet for at fange ham, at han:

Skyndsomt sin Gestalt omskifter,

kræker undda som en Jern-Orm,

Slingrer sig som Edder-Ormen

Tværs igjennem Tuonielven

Gjennem Tuonis Net i Vandet.

Kalev. 16, 270.

Noaiderne maatte være uden nogensomhelst Legemsfeil. Naar de derfor vare blevne saa gamle, at de begyndte at miste Tænder, ansaaes de for uskikkede til sit Embede.