Lappernes liv - Om Uldaerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Samisk religion og mytologi
Johan Turi
En bog om lappernes liv
1910
Om Uldaerne
Uldaerne er de mennesker, som bor under jorden og inde i klipperne, og de stammer fra den slægt, som vore første forældre anbragte under jorden.[1] Uldaerne er nogle mærkværdige skabninger, det er ikke godt at vide, hvad det er for nogen, hvorfra de er begyndt at komme, om de er mennesker eller ej; men ogsaa de er dog Adams børn. Og de har rener, og deres rener er meget smukkere end Lappernes rener. Og Uldaernes rener er hvide og hvidplettede og lysegraa og hvidnæsede og i alle maader smukke. Og undertiden viser de Lapperne dem, saadanne Lapper, som de synes om. Og de giver ogsaa, hvis man gør det, som man skal. Naar man ser Uldaernes hjord, saa maa man ikke tabe den af syne, før man har naaet at kaste staal over dem, en kniv eller om det blot er en synaal; og naar man er kommen til at kaste den over, da faar man alle dem, som man har kastet staalet over. Og de rener, man faar af Uldaerne, bliver stadig ved at være lige brogede. Naar én har en saadan hjord med mange hvide og hvidplettede rener, plejer Lapperne at kalde den for en Ulda-hjord. Og Uldaerne synes ikke om ethvert som helst menneske, de synes om dem, som har sort haar og er redelige og kan tale, saadan at de synes om det. Nogle Uldaer er meget dygtige til at joige, det hører Lapperne ofte, og de har ogsaa lært joigning af Uldaerne. Og Uldaerne er klædt lige som Lapperne, og de vogter rener og raaber, og hundene gør, og bjælderne klinger; men man ser intet, og om den ene vil sige til den anden: «Hør, hører du det nu»! saa hører man ikke noget. Undertiden hører Lapperne, at det græder, og det er ligeledes saadan, at hvis den ene siger til den anden, at han hører noget, saa hører man ikke noget mere. Men det betyder, at de mennesker skal komme til at græde. — Naar Lapperne færdes i ødemarken, og det er regnvejr, saa søger de ly under sten og inde i fjældrevner; og da kommer de undertiden ind i en dejlig bolig. Og der er meget guld og sølv og mad, og de byder straks mennesket at spise; og om man spiser, da kan man ikke slippe ud igen; men den, som intet spiser, kan de ikke holde, og saa støder de ham ud. — Og hunden kan ogsaa se Uldaerne, og nogle mennesker ser og hører aldrig noget, ikke det ringeste; men kun hunden gør og ser; men den er dog ikke saa rasende paa Uldaerne som paa genfærd eller kirkefolk. — (s. 210-211).
106. Fortælling om det, at Uldaerne bytter ogsaa børn med Lapperne
Ulda er farlig ogsaa, hun vil tilbytte sig smukke sorthaarede børn med sine egne gamle forældre, som de ikke gider forsørge, og Uldas gamle lever længe eller bliver gamle. Og dette hænder, naar Lapperne lader et barn blive alene i koten eller ude paa en trægren[2] eller ved siden af en sten. Og værst er det at lade et barn være alene, om det ikke har stemplet sølv paa sig. Og derfor har Lapperne sølv i barnets vugge og andre saadanne ting. I et drengebarns vugge har de brugt at have en kniv, og hos pigebarnet har de brugt en synaal (af de trekantede, som bruges til at sy skindsager med) og fyrstaal og en ring til at bære sysager i. Men naar der ikke er noget, og barnet bliver alene, da er det slemt til at blive forbyttet. Og naar barnet er forbyttet, har det nok samme udseende, men det vokser ikke og taler ikke saadan, som børn plejer, og det gaar ikke, ej heller har barnet samme natur som ens egne børn; og det er meget grimmere ogsaa, og øjnene er daarlige. Men saadanne, som her er omtalt, er ikke andre end de, som Uldaerne har forbyttet med gamle Uldaer; men de, som er forbyttede børn, de vokser jo og taler paa samme maade som andre folk; men de er dog lidt anderledes af udseende og natur. Og Ulda bytter ikke sit smukkeste barn bort, men hun tager jo det smukkeste barn. —
Fortælling om det, at Uldaerne bor i al slags jord; og hvis folk træffer til at sætte koten paa deres boplads, saa bliver de ufredelige, fordi de sover om dagen og vaager om natten, og saa er de ondsindede, dog ikke mod alle, men befaler dem jo at drage bort. Og om man adlyder, da gør de ikke noget; men adlyder man ikke, saa giver de en ikke fred til at sove, de rumsterer om natten saadan, at man ikke begriber, hvad det er; men man faar ikke fred til at sove, søvnen kommer ikke, skønt man ikke netop ser noget; men de kommer jo i en drøm og taler. Nogle mennesker beder de roligt om at flytte bort fra det sted, hvor de er ovenpaa deres boplads, og naar man flytter bort, da er der fuldstændig fred. Men Uldaerne er ikke saa gode mod alle mennesker, de siger ikke, at de ønsker dem bort, men plager dem blot og dræber dyrene, og tilsidst begynder de ogsaa at slaa menneskene ihjel, hvis man ikke forstaar at flytte bort, og om man dertil bander slemt.
Og Uldaerne er til endnu ligesom andre mennesker. Lapperne ser dem endnu ofte og hører dem jævnlig. Og Uldaerne er meget smukke, de som folk har set. De unge karle har en og anden gang set en Uldapige, og hun var saa smuk, at han ønskede at komme nærmere, og da han kom nærmere, saa tænkte han: «Gid hun var min»! Og saa blev pigen borte, og saa stod karlen ene tilbage, og han blev bedrøvet. Og han gik næste dag til det samme sted, og da hørte han, at Uldapigen joigede, og han syntes, det var den samme pige, og han hørte længe den smukke joigning, saa smuk en joigning havde han aldrig hørt før, og karlen lærte joigningen af Uldapigen, og han lærte ogsaa andre Lapper joigningen. Og nogle Lapper har lært mange troldkunster af Uldaerne. Og Uldaerne er saa gode imod nogle, at de fortæller alt det, som nu hænder. Og om de ved noget ondt, som vil ske, saa fortæller de det og hjælper dem og raader, hvorledes man skal gøre. Og saadanne mennesker bjærger sig udmærket. De er netop de stærke noaider, de som Uldaerne hjælper. Og Uldaerne plejer renhjorden ogsaa, saa at de ikke omkommer; men saa skal man ogsaa betale skat til dem. Og denne betaling af skat er saaledes, at man et eller andet sted giver penge eller noget andet, kobber eller messing eller sølv, og det skal kastes i en stor moræne eller i vandet et sted, hvor ingen mennesker faar det. Og man skal sige til Uldaerne: «Dette giver jeg eder». Og Lapperne plejer endnu ofte at give Uldaerne noget, undertiden hælder man kaffe paa jorden og undertiden brændevin og siger: «Drik ogsaa du lidt af min kaffe og hjælp mig fremdeles.«
Man finder de Halder i kilderne ogsaa, og de har ogsaa magt til at gøre meget ondt og godt, de kilder, der er som en gryde, og de koger, og de er meget dybe. Og i dem er lægedom ogsaa. (s. 211-213).
107. Om den kogende kilde, der er som en gryde
Den bobler, og der lever nøgenfrøer, og i saadanne kilder er stærke Halder, og dem dyrker Lapperne ogsaa. I en saadan kilde er lægedom for den, som ved det; ejheller behøver man andet end at vaske sig og betale lidt af en slags. Men hvis man gør en saadan kilde vred, da er den meget slem til at skræmme eller gøre syg. Og af en saadan kilde burde man aldrig drikke vand, ejheller bruge det anderledes end som medicin. Halderne vredes, hvis det bruges til andet end til medicin. En gang var en Lap ude at vandre, og han kom hen til en saadan kilde og gav sig til at koge kaffe. Og da kaffekedlen var ved at koge, saa gav det sig til at skrige inde i kedlen. Og han hældte det vand bort og satte den igen paa ilden, og saa begyndte det igen paa samme maade. Og da anede han, hvad det var, og saa spurgte han: «Hvorfor er du her og ikke giver mig fred»? Og da sagde det: «jeg er begravet her, da jeg er myrdet». Og saa læste manden den læsning, som præsten læser til de døde. Og saa fik han fred; men han sagde: «Man skal aldrig tage vand af en saadan kilde, det er farligt». Undertiden har børn rodet i saadanne kilder, og da er der opsteget en saadan frøskikkelse, at den havde menneskestørrelse, og et menneske skræmtes meget slemt; men da han var saadan, at han kunde mane det tilbage, saa blev han igen rask; men han var nødt til at betale offer til den kilde. (s. 213).
108. Saivo-søen
er en forunderlig sø paa den maade, at der er undertiden forfærdelig mange fisk, og undertiden er der ikke en eneste fisk, skønt det er en lille snever sø.
I saivo er der mange fisk og store og fede; men den, som ikke ved, hvorledes han skal fiske dem, han faar ikke en eneste, selv om han ogsaa fik dem ind i voddet. Man skal i saivo passe paa, at man ikke skraaler op eller skramler det allerringeste. Og hvis man saadan har kunnet kaste nættene ud, skal man nok faa mange fisk. Man skal ogsaa tale hviskende, saa at de ikke hører noget. Saa skal de nok følge voddet i land.
Denne saivo er en lidt mærkelig sø; det har man ikke faaet rigtig klart, hvad det er for søer; men den viden har man halvvejs faaet, at der er to søer over hinanden og kun et hul i midten som røghullet (i koten). Og fiskene gaar op og ned gennem de huller. (s. 213).
109. Om nedgravede eller skjulte skatte
Skatten anbringes i en moræne og paa en høj bakke. Og den nedsættes undertiden med ord saadan, at ikke andre end slægtninge kan tage den. Og hvis andre tager den, da skræmmes de. Og derfor tør man ikke tage skjulte skatte, selv om man ved, hvor de er. Gamle Lapper talte meget om de skjulte skatte, at de var i jorden. Og efter deres tale var det jo saadan, at de vidste saa omtrentlig, hvor de skjulte skatte var, og talte meget om, at her var en skat, og paa det sted var ogsaa en skat; og de ymtede om at gaa og tage den; men de frygtede de skjulte skatte; thi de havde faaet at vide af nogen, som havde taget penge af en eller anden skat, at det er farligt at tage dem. Det er saaledes, at hvem som nu finder en saadan skat, hvis ejere og arvinger er døde, og de saa faar kedelkanten frem og begynder at faa den op, saa giver den sig til at skræmme dem. Saa forvandles den kedelrand, som de holder ved, til et oksehoved, og naar man ikke slipper, saa bliver den til en stor frø, og saa igen forandres den til en slange, og saa forvandles den til hvad som helst. Undertiden begynder den at brænde som en grøn ild. Og saa kommer endelig tilsidst den skinbarlige Bærgalak. Og da skal man sige saadan: «Du behøver ikke dette, du klarer dig, naar du faar menneskenes sjæle til helvede — vig bort Satan»! saadan som er skrevet i bibelen. Og saa skal man velsigne i de tre personers navn (Treenigheden): «Nu tager jeg dette»! Og saa slutter det altsammen. Og da faar han tage skatten i fred. Men modig skal den være, som gør alt det, som ovenfor er fortalt.
Men de, som er sat ned med ord, dem faar man ikke paa anden vis, end hvis man er en stor noaide. — Det tror maaske ingen er sandhed, at de skjulte skatte findes i det hele taget. Og heller ikke den, som skriver dette, vilde rigtig tro det, skønt han har hørt meget af sine forældre og meget af andre; men han har selv set, da hans bedstefader tog penge, der hvor han havde skjult skatten i jorden under en klippe, i en lille moræne, hvor den var hensat. — Og der var en skjult skat efter deres tale eller efter deres viden, og der skulde være mange penge, der havde man fundet mange smaa sølvpenge ved siden af stenen. Og det forstod man, at der havde været mennesker, og at den sten var anbragt der. Og den var meget stor, saa at det ikke var faa menneskers arbejde at anbringe den. Men det sagde gamle Lapper, at dem havde fortidens Ruosa-Tsjuder lagt her, de penge og sølvet, som de havde røvet fra Lapperne. Og paa de steder i højfjældet findes saadanne pile, som de har brugt til buepile. En saadan pil har den, som skriver dette, fundet. (s. 214).
110. Lidt mere beretning om den samme sten
Et menneske gik hen til den sten i den hensigt at grave et hul under stenen og tage skatten bort. Og da han kom i nærheden, saa blev det taage, vanskelig fandt han hjem, og da det klarede op, saa gik han atter der hen til stenen og skulde forsøge at faa skatten. Og da han kom i nærheden, da saa han, at der sad en rype paa stenen; og da han kom nærmere, saa blev fuglen stor, og den blev saa stor som et menneske. Og da begyndte hans mod at svinde saa meget, at han var nødt til at gaa tilbage. Og siden er han ikke gaaet hen til den sten i den tanke at tage penge. Ej heller har andre forsøgt at grave det sted, skønt de sikkert tror, at der er penge. Og jeg kender det menneske, som to gange er gaaet for at udgrave den skat, og hans navn er A. N. Æirra. Og det sted findes paa østsiden af det østlige Raiso, det kaldes Faures orda — og stedet har det navn, fordi det er meget smukt og græsrigt, og der findes sommerbopladser. Og flytvejen er paa meget høje fjælde, hvorover de drager foraar og efteraar. Og paa denne sommer-boplads findes ogsaa en stor sten, hvis navn er Lykkestenen (Onegædge). Og der er mange huler. Og under de fremspring bruger de at have sager. Og naar de om foraaret først kommer til Lykkestenen, da hilser de og taler som til et andet menneske, og de drikker brændevin og hælder lidt paa jorden og siger: «Se der er til dig med, drik ogsaa du lidt.» (s. 215).
111. Om midsommernatten
Midsommernatten er der mange kunster. En kunst er, naar en pige ønsker at vide, hvem der er (bestemt til at blive) hendes fæstemand, saa skal hun midsommernat gaa ud paa en saadan sten i vandet, som altid er omgivet af vand og altid er tør — og der til er en stor sten i en elv lige saa god —, der maa aldrig gaa vand over stenen, og saa sætte sig paa den, indtil karlen kommer hen til pigen eller pigen hen til karlen. Og hvis han byder hende noget, saa skal hun ikke tage det. Han giver nok undertiden en kniv ogsaa, og hvis hun tager den, da skal han dræbe hende med kniv, naar de bliver gift; men hun skal ikke tage, naar han tilbyder. Og det vises paa samme maade for karlen ogsaa.
Og midsommernat plejer man at sige, at man ser grøn ild paa de nedgravede skatte eller de skjulte penge. (s. 215).
Fodnoter:
