Lausavísur: Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
||||||
|
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson
(Ásgeirs son rauðfeldar).
Islandsk skjald, sidste halvdel af 10. årh.
- 1. Belg hjó fyr mér
- Bǫggvir snøggvan,
- en fyr Áleifi
- ǫ́l ok verju ;
- svá skal verða,
- ef vér lifum,
- við bǫl búinn,
- Bǫggvir hǫggvinn.
- 2. Rauðk á randa gœði
- rítorms sakar víti,
- meiðr, í malma veðri,
- mens, tók sverð at grenja ;
- svall hættlig, und hringa
- hnitsól ara fitjar,
- felli-Guðr meðal fjalla,
- fetils trolla hlóðk þolli.
- 3. Kvaðat sendir mik mundu
- mundhyrs rekask undan
- (dyggr's sás drýgja mun eggja
- dolg) minningu sinni ;
- ok bǫðreyndan brandi
- blóðorm of kné góðan
- hræva gífrs með hreifum
- heggr ok bítr á skeggi.
- 4. Hér sitk ok hvetk hvassan
- hlymbrand jǫru randar,
- meðan óvinir órir
- oss leiða matreiður,
- eigum bernskligir báðir
- ból, þats lítt nýtr sólar,
- oss hlœgir þat eigi,
- út of hellisskúta.
- 5. Hrollir hugr minn illa ;
- hefr drengr skaða fengit
- sér á sléttri eyri,
- svarri, báts ok knarrar,
- en, þeims upp réð brenna
- ǫldu fíl fyr skaldi,
- hverr veit nema kol knarrar
- kǫld fýsi mik gjalda.
- 6. Hvarf enn hildar-djarfi
- (hvat varð af Þórgarði)
- villumaðr á velli
- vígdjarfr refilstíga ;
- farit hefr Gautr at grjóti
- gunnelds enn fjǫlkunni,
- síðan mun hann í helju
- hvílask stund ok mílu.
1. Bøggver huggede for mig en hårløs bælg, for Olav en rem og en kappe. Således skal Bøggver, der er rede til alt ondt, blive hugget, hvis vi (jeg) lever.
2. Rauðk randa viti á rítorms sakar gæði, mens meiðr; sverð tók at grenja í malma veðri; hlóðk fetils trolla þolli hringa hnitsól und ara fitjar; hættlig felli Guðr svall meðal fjalla = Jeg rødfarvede sværdet i krigerens blod, fader!; sværdet tog til at brøle i kampen; jeg fældede krigeren med sværdet under ørnens klør; den farlige kamp var hæftig mellem fjældene.
3. Mundhyrs sendir kvaðal mik mundu rekask undan minningu sinni; sá es dyggr, es mun drýgja eggja dolg; ok hreifum hǫðreyndan góðan blóðorm, ok hræva gífrs heggr með brandi of kné bítr á skeggi = Manden (Karl) sagde, at jeg ikke skulde undgå hans hævn; brav er den, som vil udføre kamp; og vi (jeg) vil bevæge det kampprøvede, gode sværd; og krigeren (jeg) bider sig i overlæben med sværdet liggende over sine knæ.
4. Sitk hér ok hvetk hvassan jǫru randar hlymbrand, meðan óvinir órir leiða oss matreiður; eigum háðir, bernskligir, ból út of hellisskúta, þats lítt nýtr sólar; þat hlægir oss eigi = Her sidder jeg og hvæsser mit sværd, medens vore fjender umuliggør os at få mad; vi, unge af alder, har bægge vort leje ude i klippehuler, som kun lidt nyder godt af solen; det glæder os ikke.
5. Hugr minn hrollir illa; drengr hefr fengit sér skaða báts ok knarrar á sléttri eyri, svarri!, en hverr veit nema mik fýsi gjalda kǫld kol knarrar þeims réð brenna upp ǫldu fíl fyr skaldi = Mit sind skælver ilde; manden (jeg) har fået min båd og skib ødelagt på den flade grusstrand, kvinde!, men hvem ved, om jeg ikke får lyst til at gengælde skibets fuldstændige brand ham som opbrændte det for skjalden (mig).
6. Enn hildarþdjarfi vil villumaðr refilstíga, vígdjarfr hvarf á velli – hvat varð af Þórgarði?; Gautr gunnelds enn fjǫlkunni hefr farit at grjóti; siðan mun hann hvílask stund okmílu í helju. = Den kampdjærve, drabraske vildmand fra vildstierne forsvandt på sletten; hvad blev der af Torgard?; den troldkyndige kriger er sunken i stengrunden; siden (herefter) vil han hvile i helvede i tid og evighed.
