Nogle Navne paa Landskaber og Øer, Have og Sunde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Johannes Steenstrup
8. Nogle Navne paa Landskaber
og Øer, Have og Sunde
Denne Bog kan kun forsaavidt gaa ind paa Tydningen af enkelte Stednavne, naar deres Tolkning kan vise Vej til en almindelig Regel. Navnene paa Danmarks større Landsdele og paa vore Have og Farvande har dog en saa almindelig Interesse, at der vil være Grund til at fremsætte nogle Bemærkninger om deres Forstaaelse. Imidlertid hører de fleste af disse Navne til de allerældste, og det kan derfor ofte være saare vanskeligt at tyde dem; her vil vi kun medtage saadanne, om hvilke der er fremsat en Tolkning, der har nogen Sandsynlighed for sig. Disse Undersøgelser vil ogsaa kunne give en Prøve paa, hvorledes man i det Hele bør gaa til Værks ved Tolkningen af Navne, og give Beviser for Rigtigheden af enkelte af de foran fremsatte Sætninger.
Det vil være rimeligt at begynde med det Navn, som har mest Interesse for os alle, nemlig Danmark. Det er netop tusinde Aar siden, at det ældste Skrift, hvori Navnet forekommer, blev optegnet, nemlig da de Rejsende Ottar og Wulfstan fortalte den engelske Kong Alfred om Danmark [Denemearc] og dets enkelte Landsdele. Ikke længe efter lyder Navnet os i Møde fra to af vore berømteste Runestene, idet Kong Gorm paa den mindre af Jellingestenene kalder Tyra Danmarks Bod [Tanmarkar but], medens deres Søn paa den større Sten siger, at han vandt »hele Danmark« [Tanmaurk]. Navnets første Led er vort Folks Navn; det har heddet Daner i alt Fald et halvt Aartusinde før Kong Gorms Tid, saaledes som græske Forfattere lærer os. Sprogkyndige har ogsaa søgt at udfinde, hvad Navnet Daner skulde betyde, men herom er dog intet sikkert Resultat bleven vundet. Landet er Danernes Mark, og denne Endelse kender vi godt fra mange andre Navne paa Landsdele, saaledes Finmarken, Telemarken; man har altsaa ladet Grænsemærkerne, Landemærkerne, blive Betegnelse for det Omraade, de indesluttede.
Vort Land var omskyllet af Vestersøen eller Englandshavet, Norgeshavet og Østersalt. Mellem Sjælland og Fyn strakte sig Belt eller Beltesund, som endda regnedes længere mod Syd og Nord, end det nu er sædvanligt, Samsø laa saaledes i Beltet — Samsøbelt hedder det iøvrigt endnu paa Søkortene — og fra dette langstrakte, smalle Hav — det gaar »som et langt Bælte« mellem Landene, siger Adam af Bremen — synes et andet gammelt Navn at stamme, nemlig det baltiske Hav, som blev en Betegnelse for Østersøen. Dér, hvor det mellem Sjælland og Fyn drog sig sammen til et Sund, hed det Beltesund, der er Beltets ældste Navn; senere kaldtes det simpelthen Belt, Store Belt sagde man først i det 18de Aarhundrede.
Navnene Skagerak og Kattegat træffer vi ikke før i Kristian IV’s Tidsalder. Det var den Tid, da Hollænderne beherskede Havene med deres Handelsflaader og var de vejledende i Søfart; derfor har Navnene sikkert hollandsk Oprindelse. Rak betyder paa Hollandsk Krumning, Bøjning eller Bugt, og Havets Bøjning rundt om Skagen har da affødt Navnet Skagerak. Gat hedder paa samme Sprog et Indløb eller Sund, og det maa vel formodes, at Sømændene har ved Tanken om, ad hvilke Huller en Kat kan smutte, kaldt det smallere Farvand, der var Skageraks Fortsættelse, Kattesund, tilmed da det ved sine Grunde, Flak og der frembød nogen Vanskelighed; i alt Fald hedder et smalt Sund udenfor Plymouths Havn Cattewater.
Middelfart [Mæthælfar] var det midterste af tre Overfartssteder til Fyn — det nordligere var ved Strib og det sydligere ved Fønsøre [Fønsføre] — og efter det havde Sundet ved Jyllandssiden Navn; saaledes hedder det jo i Danevirkevisen:
Meilfarsund os Fyen beskytter.
Derimod er Navnet Lille Belt næppe to Hundrede Aar gammelt. Øresund nævnes allerede paa en Runesten og i andre af vore ældste Kilder; det har Navn af en eller anden Ør, d. e. gruset Strandbred, der stikker frem i Søen eller rager op over den, maaske har Skanør (Skaanes Ør) snarest givet Anledning til Navnet.
De danske Øer kaldes Lande, saaledes som Sæland, Laaland og Thosland, der er det gamle Navn for Taasinge. Den hele Øgruppe Sydvest for Sjælland hed Smaalandene. »Sæland kaldes Landet, fordi det mest ombeltes af Søen«, saaledes forklares Navnet af Hellig Knuds Historieskriver Ælnoth paa Kong Niels’s Tid; hans Forklaring, at det første Led betyder Sø (Hav eller Indsø), er vist rigtig, idet alle latinske Kilder fra Danmark har Selandia, Sialandia og alle islandske Sagaer Sjáland, Sjóland. Imidlertid kalder de islandske Skjalde Øen Selund, og derfor har enkelte Sprogmænd villet forklare Navnet som Sælø, den Ø, ved hvis Kyster der er mange Sælhunde. Naar vi imidlertid husker paa, at Islænderne havde en stor Tilbøjelighed til at give fremmede Navne en Form, der forklarede deres formentlige Betydning eller forskønnede dem, kan vi dog vist se bort fra deres Opgivelse af Navnets Form og holde os til den Form, som alle de senere Kilder giver, nemlig Sjáland eller Sæland, altsaa Sølandet. Iøvrigt har vore Digtere i nyere Tid jo givet ogsaa den sidste Del af Navnet en forskønnende Form, saaledes naar Ingemann synger:
Paa Sjølunds fagre Sletter.
Laa betyder lavt Vand tæt ved Land, og især smalle Render, som skærer sig fra Stranden ind i Landet, saaledes findes Laa oftere paa Rømø, Laaen skærer sig ind fra Ringkøbing Fjord ligesom Laaen paa Egholm i Limfjorden; det synes at passe meget godt med Laalands Naturforhold især i ældre Tid, at Øen har Navn herefter. Falster har man formodet dannet af Fala, en Slette eller Lynghede; dette Ord findes i de svenske Ord Falun og Falkøping. Navnet skulde da være opstaaet i Lighed med, at man af en Blomme, d. e. Blomst, dannede et Blomster, et Bloster, af at fjæle dannede Fjalster, et Skjul.
En Endelse, der forekommer flere Gange ved Ønavne, er -und. Saaledes hed Jegindø under Mors Ekund, Anund var det tidligere Navn for Anholt, som af Beboerne nu kaldes Anø, Borren ved Møen hed Borghund. I Slægt med det sidste Navn er vistnok Bornholm, der i Kong Valdemars Jordebog kaldes Burghændholm eller Burghændæholm. Man har villet sætte Navnet i Forbindelse med Folket Burgunder, der skulde have haft sit Hjemsted paa denne Ø, inden det udvandrede til Burgund, men foruden at ingen Kilde beretter om, at Burgunderne paa noget Tidspunkt har opholdt sig i Nordens Lande, er det ganske usandsynligt, at dette rent tyske Folk skulde stamme fra et nordisk Omraade og være draget bort uden at efterlade sig mindste Spor af sin Bosættelse heroppe.
Den tidligere Inddeling af Landet i Sysler har ophørt i de sidste Par Hundrede Aar at have nogen Betydning, og af de gamle Sysselnavne har kun Vendsyssel holdt sig uforstyrret i dagligt Brug; dog kan man i Vestjylland endnu høre Landet mellem Skern Aa og Limfjorden kaldt Harsyssel. Syssel betyder Gerning, overdraget Hverv, særlig Embedsmandens Hverv — paa samme Maade som det engelske Scir og det tyske Amt — og ligesom begge disse Ord er gaaede over til tillige at betyde et Embedsomraade: Shire, Amt, saaledes har Syssel i Danmark faaet Betydningen af et administrativt Omraade. Men medens Herredsinddelingen er urgammel her i Landet, har man først paa en senere Tid af Landets Historie haft Brug for et Mellemled mellem Landet (Provinsen) og Herredet og har da gennemført en Sysselinddeling, altsaa paa samme Maade som man paa Kong Frederik III’s Tid efter Enevoldsmagtens Indførelse indførte en Deling af Landet i Amter efter tysk Mønster. Man kan maaske gætte paa, at Delingen i Sysler er foregaaet i Harald Blaatands Tidsalder.
Syslet hed ogsaa Bygd og Sysseltinget Bygdeting, og kaster man Blikket paa et Kort over de gamle Sysler — et saadant findes i første Bind af »Danmarks Riges Historie« — vil man se, hvor naturligt deres Grænser falder, og hvorledes de omfatter Bygder, der ligger mellem Vandskelslinier og Fjorde. Der synes derfor ikke at være Tvivl om, at Inddelingen bygger paa gamle Folkesamfund eller tidligere Smaariger. Dette bekræftes da ogsaa af Navnene. Himmerland [Himbersysel] synes at bevare Mindet om det gamle Kimbrerfolk, der satte Romerne i Skræk, og som efter deres Fortælling var udvandret fra den kimbriske Halvø (Kimbrer vilde ved den saakaldte Lydforskydning, som Sprogene undergik, blive til Himbrer). Paa den jydske Halvø boede i Følge Oldtidens Forfattere ogsaa et Folk Charuder, og dette Navn kunde maaske genfindes i Harth eller Harthæsysel, Harthboernes Land, fra Ringkøbing Fjord til Harboøre. Omungærsysæl (Ommersyssel) Nord for Randers Fjord synes ogsaa at rumme en gammel Folkebetegnelse.
Thy hed Thiuth, hvad der i vort gamle Sprog betyder Folk. Ordet findes i andre germanske Sprog — saaledes hedder Folk paa Gotisk Thiuda — og fra dette Ord stammer Folkenavnet Tysker. Først paa Valdemar Sejrs Tid opkom Navnet Vendsyssel, tidligere hed det altid Vendel. »Det betyder, hvad der vender sig«, siger Ælnoth, og han har Ret; Havet vender sig rundt omkring den østlige og vestlige Kyst af Landets Hjørne. Paa lignende Maade hed den Halvø mod Nordvest paa Fyn, der har Lille Belt ved sin vestlige Strand og Kattegat mod Nord, Vændæslet Hæreth, nu. Vends Herred; den flade, skovløse Strækning tæt derved hedder Sletten. Den udløbende Halvø mellem Limfjorden og Vesterhavet, der mod Nord ender i Aggertangen, hed Wændlefolk Hæreth, nu Vandfuld Herred.
