Om Havi-Maal (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Thøger Larsen
Udgivet 1926
Overskriften Hávamál oversættes almindeligvis som "den højes Taler". Dette er næppe rigtigt. Hávi er et Odinsnavn og vistnok ikke det samme som Hárr. Sammenblandingen af disse to Navne stammer fra, at man opfatter Hárr i Betydningen høj, hvilket som tidligere paavist sandsynligvis er urigtigt. Muligvis har man dog ogsaa paa Eddaens Tid sammenblandet de to Navne, hvilket Betegnelserne "Hars Hal" og "Havis Hal" kunde tyde paa.
Inddelingen i 12 Afsnit er foretaget af mig og kunde synes noget vilkaarlig. Originalen har overhovedet ingen Inddeling. Dog er det naturligt paa flere Steder at dele Digtet i Afsnit, idet der er en tydelig Skiften baade i Udtryksmaade og Emne. Jeg har fulgt Originalens Strofeordning, selv om nok i nogle Tilfælde en Ombytning kunde give bedre Sammenhæng eller sikrere Afgrænsning af Emnet. Men jeg kan ikke skønne dette berettiget eller nogen væsentlig Vinding for Digtet som Helhed.
Havi-Maal er et hedensk Læredigt og minder i sin Form meget om det yngre Digt "Solsangen", der er et kristeligt Læredigt, isprængt hedenske Reminiscenser. Der er al Grund til at tro, at Hávamál er det digteriske Forbillede for Sólarljódh, om end Kilderne, hvoraf sidstnævnte Digt har øst, er andre, end de, der gennemstrømmer det hedenske Digt.
Noter til Havi-Maal
Str. 13: Odin meddeler, at Glemslens Hejre, der hænger over Ølsvir, har holdt ham lænket i Gunnlådhs Gaard, et yderligere Argument for Opfattelsen af Gunnlåd som en bakkhisk Skikkelse, "Udgyderen".
Str. 49:1-2: De to Træ-Mennesker er rimeligvis Askr og Embla, der efter Gylfaginning skabes af to Træer.
Str. 60 oversættes alm: Tørre Stave (eller frakløvede Træstykker) og Tækkebark ved Manden Besked om (eller hvad han skal bruge af), Maal af det Ved, der skal til i en Vinter (eller et vist Tidsrum).
Str. 103: Fimbulfambi, d. e. Fimbulboble, se Noten til Afsnit XI.
Str. 138-145 (Afd. XI,), "Odins Runesang".
Ordet "Fimbul' forekommer oftere i de nordiske Eddasagn. Den sædvanlige Forklaring er uhyre stor", men denne Forklaring har næppe videre Bund under sig.
Meget synes at tyde paa, at Fimbul er den nordiske Form for Navnet paa Grækernes gamle Musakilde Pimpla eller Pimpleia. Det har i anden Stavelse faaet b for f under Paavirkning af det foregaaende m. Det græske Navn paa Kilden er dannet over samme Rod, som det Verbum, der i 1. Pers. Fortællemaade hedder pimplemi, jeg fylder. Dette hedder i episk Græsk piplo, hvortil svarer det nordiske fifla og Substantivforbindelser, der begynder med fifl-.
For nu at komme nærmere ind paa den oprindelige Betydning af Muserne og deres Kilde, vil vi først prøve sprogligt at efterforske, hvad Navnet Musa betyder. Alle Tegn tyder paa, at Muserne tilhører den vidtforgrenede Maanemytologi. I den oldindiske Gudelære er Guden Soma en Maanegud, og Maaneskiven betragtes som et Kar, der fyldes og tømmes; den lysende Vædske, Skinnet paa Maanen, er den himmelske Somadrik, hvortil svarer for Jordbeboerne den berusende Saft, der til Gudernes Ære presses af Somaplanten.
Men Somaen er ikke blot den berusende, styrkegivende Vædske, den symboliserer selve Livssaften, Avlekraften, al Livsfrembringelse, saa Maanens Fyldning betyder ogsaa dens Nyfødsel, dens Vækst som Fosteret i Moderens Liv. Dermed hænger det sammen, at Maanegudinden hos Grækerne og Romerne er Fødselsgudinde.
Oldinderne havde for Maanen Betegnelsen mâs, for Maaned mâsa. Hos Grækerne hed den i den doriske Dialekt mês, mens Musa hed môsa, i den aioliske meis og Musa moisa. Disse Forhold peger hen paa Sammenhæng mellem Maanen og Muserne. Efter senere græske Myter er Muserne Døtre af Mnemosyne, latinsk Memoria, Erindringens Gudinde, hvortil i nordisk Mytologi svarer den mandlige Erindringsguddom Mimir.1 Ved Muserne, Erindringens Døtre, fyldes den paany.
Oprindelig var Musernes Antal kun snart 3, snart 4, og de var dengang nærmest knyttet til Maanens Faser. Senere, da Maanens Betydning som Fødselsgudinde videre udvikledes, voksede Antallet til 9. Dette Forhold er ikke vanskeligt at forklare.
Maanegudinden blev ikke alene Fødselsgudinde paa Grund af Maanens stadige Genfødelse, men ogsaa og maaske særligt fordi Sammenhængen mellem Maanens "Levetid", Maanedens Længde, og Kvindens maanedlige Periode maatte gøre det næsten til Vished sandsynligt for de gamle, at Maanen greb direkte ind i dette jordiske Anliggende. Maanen blev derfor utvivlsomt oprindelig Astrologiens Hovedhjørnesten. Yderligere maatte det give Anledning til Spekulationer paa dette Omraade, at det kvindelige Svangerskab normalt varede 9 fulde Maaneder. Det er sikkert ud fra denne Omstændighed, at Musernes Antal vokser til 9, og bliver de 9 Svangerskabsmaaneders særlige Gudinder under Maanegudindens Overhøjhed. Hos Romerne hed 2 af Skæbnegudinderne Nona og Decima efter de Maaneder, den niende og den tiende, i hvilke Fødslerne indtraadte.
At de 9 Muser fremstilles som Gudinder for Sang og Dans, Kunst og Videnskab, symboliserer kun, at de grundlægger det voksende Fosters højere Anlæg.
I "Odins Runesang" er det Thundr, der hænger paa Træet. Tundr er blevet gjort til et ældre Odinsnavn, derfor Sammenblandingen med Odin og Udtrykket om Selvofringen, men Tundr synes ret afgjort at være Grækernes Tantalos, der straffes med at staa i Vand til Hagen og have skønne Frugter hængende over Hovedet, men hverken kan komme til at drikke af Vandet eller spise af Frugterne. Tantalos er Fader til Niobe, som jeg i Noten til Våluspas Dværgeliste har søgt at paavise er en Personifikation af Nymaanen. Tantalos-Tundr er altsaa den forsvundne Maane, den for en Tid ganske udslettede Maane. Han hænger paa Træet i ni Nætter. Dette stemmer med den Tid, Zeus omfavner Mnemosyne, før hun føder Muserne (Maanefylderne). Om man oprindelig har anset Maanen for at være borte 9 Døgn, skal jeg lade være usagt. Snarere omfatter denne Tid baade dens Hengang og Forsvinden. Nu klager Tundr først over, at der hverken bydes ham Brød eller Horn: Brødet er Fuldmaanen, Hornene Nyet og Næet. Endelig bøjer han sig ned og tager Runer op, Runerne havde efter de gamles Forestilling en hemmelig Tryllemagt. Da faar han ni Fimbulsange af Mimer, Bålthorns Søn, og en Drik Mjød af Odhrerir. De ni Fimbulsange svarer til ni Musasange ved Kilden Pimpla af Mneniosynes ni Døtre. Fimbulthulr svarer vel til Musen Thalia, "den Blomstrende", Festmaaltidernes Musa. Derefter spirer han frem, kommer ihu, vokser og naar til Velmagt, Ord, der passer fuldstændigt paa paa den tiltagende Maane. Efter nogen dunkel Tale om Runernes Magt kommer endelig Moralen: Maanen lærer Menneskene, at det er bedre slet ikke at ofre eller lade sig ofre end at forsvinde fra Himlen. Hellere være hel og fuld end ofre sig til man udslettes. Deraf maa Menneskene ogsaa lære at holde Maade. Det har Tundr ristet til Folkenes Vejledning, da han steg til Himmels ved sin Genkomst. Der er god Sammenhæng mellem Digtet og Slutmoralen, medens andre slet ikke kan forene Slutningen med det øvrige, men betegner den som et forkert indskudt Vers.
Fimbul-Vinteren er da Livskraftens Vinter, Maanen svækkes, Menneskers og Dyrs Forplantningsevne aftager, Havet tilfryser, Verden visner hen.
I Hávamál 103 hedder det, at den, som ikke kan finde Ord, kaldes "Fimbulfambi". Dette Navn (græsk Pimplapomphos) betyder Fimbul-Boble, kun en Boble fra Musakilden.
Fodnoter:
1) Denne Sammenhæng har allerede N.F.S.Grundtvig antaget i sin Nordens Mytologi.
