Om Hyndla-Sangen (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Thøger Larsen
Udgivet 1926
Hvem Hyndla er, eller rettere til hvilken Skikkelse hun svarer i de ældre Mytologier, lader sig vanskeligt bestemme. Hun søges af Freyja, fordi hun paa en Vålves Vis sidder inde med en ældgammel Viden om Guders og Heltes Slægtsregister. Det ligger da nær at slutte, at hun staar i nær Forbindelse med Maanen, der hos de gamle Grækere og Romere er Fødselsgudinde. Freyja søger hende imidlertid i Mørket og i hendes Sovetid, og det synes som om hendes Gangere er Maaneulvene, det nævnte Himmellegemes farlige Fjender, der kun kan være synlige i Maaneskin.1 Hendes Navn peger hen paa den romerske Fødsels- og Maanegudindes Medhjælperske Candelifera, Kertebæreren, der ved Forløsningen antænder Livskerten. Ogsaa Sanskrit har Betegnelsen Candrá til Maanen, blot i Betydningen "den skinnende". Den nordiske Form skulde da nærmest have været Hyntla, men nogen Udtaleforskel mellem Hyntla og Hyndla bliver næppe bemærkelsesværdig. Y'et i første Stavelse svarer til Ændringen i Laaneordet kyndill fra candêla, Kerte.
Hovedpersonen i Sangen er Ottar, der betegnes som Freyjas Mand og altsaa maa være den samme, som almindelig kaldes Odhr. Han skildres her som en Yngling, og Snorres Edda siger om ham, at han havde en Datter med Freyja ved Navn Hnoss, efter hvem alt skønt og kostbart nævnes. Odr drog langt bort, men Freyja græder af Sorg derover, hendes Taarer er det røde Guld. Freyja har mange Navne, hun kaldte sig paa forskellig Maade, da hun færdedes blandt ukendte Folkeslag for at finde Odr. I Hyndlasangen synes hun at have ham formummet i Skikkelse af Galten Gyldenbørste eller Hildesvin. Stærke Træk peger her hen paa de græsk-romerske fra Asien stammende Sagn om Rhea Kybele og hendes Ven Ynglingen Attis, hvis Navn turde være identisk med Odr.2 Rhea ombyttes her med Freyja, om hvem Navnet (særligt i Formen Rheia) minder og med hvem "den store Moder" har flere Ligheder. Sagnet er rimeligvis sent indvandret hos Nordboerne, siden Formen Ottar eksisterede ved Siden af Odr, hvorved ogsaa Ombytningen af Navnene Rhea og Freyja er forstaaeligere, thi de er utvivisomt af forskelligt Udspring. Rheas Yndling, Elskede eller muligvis Søn Attis berøver sig selv sin Manddom og dør; han forvandles til en Gran, og Rhea sørger dybt. Men hvert Foraarsjævndøgn fejres hans Genopstandelse. I Indledningen til denne Bog har jeg paavist, at Attis er en Figur i Maaneskivens højre Side, den første, der kommer frem i den tiltagende Maane. Endogsaa Freyjas Ytring i Hyndlasangen, om at Ottar har bygget hende et skønt Alter og derefter farvet det rødt i Oksers Blod, leder Tanken hen paa Attisdyrkelsens Tyreofring (Taurobolium) og Daab i Tyreblodet.
Hvem Attis Modpart Angantyr er, faar staa hen i det uvisse. Til Navnet skulde svare et græsk Agkhon- eller Ogkh-, og man turde maaske gætte paa Aphrodites i Unaade faldne Elsker Ankhises. Det har dog mindre Interesse at klare dette Spørgsmaal, da Angantyr jo i Digtet ikke spiller anden Rolle end at være Foranledningen og bare nævnes. Man maa uvilkaarlig tænke paa et Slags Medbejlerskab mellem Ottar og Angantyr.
Nu tænker jeg mig, Freyja henvender sig til Kertetænderen Hyndla for at vække hende af Mulmsøvnen og faa Maanen tændt. Tredje Dag efter dens Tænding begynder Attisfiguren at vise sig og er først fuldt fremme, naar Maanen er i 1. Kvarter. Tredje Dag efter Besøget hos Hyndla skal Væddekampen med Angantyr finde Sted. End ikke den gamle Forestilling om "Erindringen"s Medvirken ved Maanens Genfødelse eller om dens Fyldning med Gudedrikken mangler. Hyndla faar Anmodning om at bære Minde-Øl for Galten.
To kendte mytologiske Skikkelser faar en særlig indgaaende Omtale i Slutningen af Hyndlasangen, Heimdalr og Loki. Heimdalr er en af de vanskeligt bestemmelige Skikkelser i den nordiske Mytologi. Dog peger mange Træk i Retning af, at han er Maanegud og særlig den voksende Maanes Guddom, hvormed tillige følger, at han er Gud for Vækst og Frugtbarhed: "han kan høre Græsset gro". Han har Binavnene Gullintanni (Gyldentand) og Hallinskidhi (aftagende Del3); det sidste Navn, hvis det er rigtigt tydet, siger dog, at han repræsenterer Maanens hele Faseforløb. Hyndla lægger imidlertid hele Vægten paa hans Fødsel og Fremvækst og hvorledes han næres af Jordens og Havets Kræfter.
Men Heimdalrs Forbillede (tør man vel sige) i den gamle Mytologi er ikke saa let med Sikkerhed at paavise. Jeg tror dog nok de fleste Spor viser i Retning af Grækernes Poseidon. Han opfattes i Almindelighed slet og ret som Havgud, hvad dog ingenlunde er en udtømmende Bestemmelse af hans Væsen. Poseidon minder i meget om den oldindiske Gud Pûshan, den store Nærer, der bringer Blomstring, Trivsel og Velstand. Guderne lader ham ægte Solsøsteren Sûryâ, der ogsaa betegnes som Somas (Maanens) Ægtefælle. Han sejler i gyldne Skibe paa Havet og i Luften (Maanebaaden), ledsager Solen og driver Stjernehjorden, er i det hele Vogter af Hjordene, ban kører til Offerfester med Gedeforspand og nævnes ofte sammen med Indra og Soma.
Poseidon er ogsaa en stor Nærer og Befordrer af Vækst og Frugtbarhed, som saadan hedder han Phytalmios.4 Ogsaa Gedens Navn forekommer ofte i Forbindelse med Poseidon, særlig i Kystnavne, idet Bølgerne sammenlignes med hoppende og springende Geder (Preller). Poseidon staar i flere Henseender Dionysos nær. Han er Havgud, men synes mere en Gud for den frugtbargørende Fugtighed end egentlig Havgud. Det vilde svare mere til hans samlede Egenskaber at være Maanegud. Derved er han tillige Havets Herre, idet han er Tidevandets Fører; Poseidon er nemlig særlig Flodbølgens Gud og Kysternes, Flodernes og Kildernes Guddom. Som Jordskælvsgud er han udstyret med Trefork (muligvis en Forestilling opstaaet ved Lynnedslag i Havet). Ligesom Maaneguddommene skildres han ofte i Tyreskikkelse (med Maanehornene), og han dyrkes med Tyreofre. Han er ogsaa ligesom Pushan Gud for Hjordene. Det er naturligvis ikke Meningen at sammenstille Navnene Pushan og Poseidon samme Forstand som f. Eks. Varuna og Uranos, der selv om en haarfin Etymolog vil pille ved n'et i de to Navne utvivlsomt er et og samme Navn, men kun at vise Sandsynligheden af, at de i Betydning og Rod hører sammen.
Et af Poseidons Binavne er Kymothalês,5 der synes at svare til det nordiske Gudenavn Heimdalr. Betydningen er "den bølgespirede" og passer godt til Maanens Fødsel af Havet. De ni Jættekvinder, som føder Heimdafr, er utvivlsomt de ni Muser, Svangerskabsmaanedernes Gudinder (se Noten Fimbul). Man vil indvende, at deres nordiske Navne ikke svarer til de græske, men de græske Musers Navne varieres ogsaa, navnlig ændres de med deres Antal; man tør ikke vente en saa detailleret Overensstemmelse, hvor Myten bar været paa saa lang en Vandring. Det stemmer nu godt med de anførte Forudsætninger, at Heimdalr er "øget", bragt i Vækst og Tiltagen, ved Jordens Kræfter, den svalkolde Sø og Offerblodet. Det stemmer yderligere, at han er Gud for Regnbuen, denne Fremtoning i Luftens Vande. Hans nære Forbindelse med Erindringsguddommen Mimir forstaas ogsaa bedre. Det Øje, Odin har pantsat hos Mimir, er nemlig Maanen, der er i Erindringsguddommens som, mens den er borte fra Himlen. Mimir drikker Mjød af Gjållrs Horn (Gjallarhornet), hos Grækerne Akheloos' af brækkede Horn, Maanehornet. Heimdalr blæser i samme Horn, Stormenes Hyl under Maanehornet. Og ligesom Maanen hos Grækerne og Romerne er Fødselsgudinde, er Heimdalr Stændernes Stamfader.
For nu igen at vende tilbage til Odr eller Ottar (Attis), hvis Figur (det ene Ben) begynder at vise sig, naar Maanen er ca. 3 Dage gammel, da skal vel hans Opregning af Slægtsregisteret ved Hjælp af Erindringsdrikken forstaas som Betingelsen for hans Genfødelse; ligesom Maanen genfrembringes ved Erindringens Hjælp, maa Maanefiguren genfrembringe sig selv gennem Erindringen om sin Herkomst.
Endnu maa kort omtales Verset angaaende Lokis Afkom. Beretningen om Lindr, der blev brændt, og hvis halvsvedne Hjerte Loki aad, henpeger tydeligt paa den græske Myte om Dionysos Zagreus, der blev sat paa Himmeltronen, men sønderreves af Titanerne. Zeus nedslugte det endnu bankende Hjerte og fødte Dionysos paa ny. Dionysos har Binavnet Lênaîos, der her synes at være blevet til Lindr, den kvindelige Bakkhos, og Loki har overtaget den mandlige Moderrolle, ligesom da han fødte Odins Hest Sleipnir. Afkommet er alle "flagdh'er" paa Jorden, det vil sige alle Bakkhantinder, thi Bakkhos har ogsaa Binavnet Plagktêr. Navnet flagdh gengives bedst ved Flane, der er af samme Rod.
Bakkhos (Dionysos) er, som tidligere omtalt, den Gud, der hos Grækerne, ligesom Indra hos Oldinderne, beruser sig i Maanens Soma og overfører den til Elementerne som den frugtbargørende Kraft, Skyernes Regn, Planternes Saft, Druens Vin (der hos Grækerne erstatter den jordiske Soma). Denne Virksomhed omtales i Strofe 42, hvor Havet suges stormpisket mod Himlen, Luften er i Oprør, der dannes Sne og snare Vinde osv. Bakkhos' og Poseidons Virksomhed falder i den Henseende til en vis Grad sammen.
Noter til Hyndlasangen.
Str. 30 Skadhi, græsk Skotos, Mørke.
Str. 35 "Nadhbåfugr" madhr (sml. lat. natus Fødsel, favor, Lykke, Gunst), "den fødselsbegunstigede" Mand; jvf. Dværgen Bafur, lat. Favor. Oversættes sædvanlig: "den spydgæve Mand".
Str. 40 "hun (Hel) var Byleistrs (Odins) Broders (Lokis) Afkom".
Str. 41:1 Lindr opfatter jeg som Egennavn, Bakkhantinde; græsk Lênaîos, Binavn til Bakkhos = "Vinperseren"; Lênê, Bakkhantinde.
"Loki aad Hjertet". Der staar "af" i Stedet for "aad", men det giver ingen Mening. Alm. læses "aad". Fortællingen svarer til et Sagn om Bakkhos.
Str. 31:3 Loptr, Binavn til Loki.
Str. 41:4 Flane, on. flagdh, græsk Plagktêr, Binavn til Bakkhos; plagktós, forvirret, forvildet, omflakkende; formodentlig har Bakkhantinder ogsaa været kaldt plagktai, ligesom lênai (Bakkhantinde = on. Jættekvinde).
Str. 46:3 Edhl-, græsk ethelo-; edhlvina, Lystveninde, lysten Kvinde, Veninde paa Grund af Begær.
Heidhrun, Egennavn: Den mytiske Ged paa Valhals Tag.
Str. 47:1 Glubende. Jeg kan ikke se det berettiget at ændre ædi til Odi, thi Odhr kaldes jo i dette Digt hele Tiden Ottar.
Str. 48:1 Ividhja rimeligvis lat. Invidia, pers. Misundelse, Avind, Had; sml. ividhgjarn, lysten efter Ondt, osach. inwid, Ondskab, oldhøjtysk: inwît, Ondskab.
Str. 49:1: Baal. Jeg opfatter ikke her haudr som Kenning for Jord, snarere svarende til græsk kaûsis.
Fodnoter:
1) Sol- og Maaneulvene er udviskede Afspejlinger i Luftdunsterne af Solens og Maanens Skiver.
2) Han kaldes Attis, Attês, Attys og Atys. Navnlig den sidste Form kunde tyde paa langt A.
3) Jeg sammenstiller skidhi i dette Egennavn med græsk skísis, Kløven, Adskillen, forøvrigt af Rod som oldn. skidhi, frakløvet Træstykke.
4) Rimeligvis oldnordisk Budhli.
5) Kyma af samme Rod som græsk koîlos, hul (Grassmann).
