Om Solsangen (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Thøger Larsen
Udgivet 1926
Solsangen er i de nyere Udgaver af den saakaldte Sæmunds Edda udeladt. Den adskiller sig ogsaa væsentlig fra de andre Eddadigte ved at være kristelig, omend stærkt blandet med hedenske Forestillinger. Den er øjensynlig nyere end de egentlige Eddadigte, og dette tilkendegives jo næsten direkte i Sagnet om, at Sæmund den frode skal have kvædet Sangen paa Ligbaaren. Men selv om Digtet er forholdsvis nyt, giver det dog et interessant Indblik i en tidlig Middelalders religiøse Forestillinger. Man kunde næsten sige, det genspejler Billedet af Sjælen hos et Menneske, der fra Hedenskabet er gaaet over til Kristendommen. I Virkeligheden er Forholdet rimeligvis mere indviklet endnu, idet nemlig Digtet synes at nedstamme fra gamle apokryfe Skrifter, der indeholder sammenblandede Elementer fra Brydningerne mellem den senere Oldtids sydlige Mysteriereligioner og mellem disse og Kristendommen. At det desuagtet har sit særlig nordiske Præg, er umiskendeligt. Det gennemkrydses af Billeder og Strejfskær fra den særlig nordiske Hedenskab, dog ogsaa med mystiske Hentydninger til ukendte eller halvglemte Omraader af dette.
Forøvrigt synes Digtet en Sammensmeltning af ældre og nyere Ting. En lang Række af Stroferne er almindeligt Læredigt i kristelig Dyd og Fromhed. Den største Interesse knytter sig til Skildringerne fra Dødsriget. De Afsnit, der beretter om Meddelerens Bortgang fra den jordiske Tilværelse og hans Oplevelse i de dødes Verdener, er oftest af en mærkelig magtfuld og gribende Karakter, der giver Sangen høj digterisk Rang.
Disse Underverdensskildringer har mange Forbilleder i Oldtiden og Middelalderen. Deres ældste Udspring kan vel henføres til Sagnene om Sangerguddommen Orpheus og den til hans Navn knyttede religiøse Bevægelse. Dernæst til de saakaldte hermetiske1 Skrifters Mystik, der lærte, at de afdødes Sjæle passerede de syv Planethimle. Og endelig til Petrusapokalypsen, i hvilken ogsaa orphisk Indflydelse er let kendelig.
Et Brudstykke af Petrusapokalypsen fandtes i Slutningen af forrige Aarhundrede i en Grav i Akhmîm i Øvreægypten. Det indeholder et Afsnit om Helvedespinslerne, der i høj Grad erindrer om Solsangens Skildring af Kvalverdenen. Nedenstaaende Uddrag meddeles efter Professor J. L. Heibergs Skrift: "Det græske Helvede":2
"Og jeg saa ogsaa et andet Sted ligeoverfor [de saliges Boliger], ganske mørkt; og det var Straffens Sted. Og baade de, som blev straffede der, og de straffende Engle havde mørke Klæder af Farve som Stedets Luft ... Og der var en stor Sø fuld af brændende Dynd, hvori der laa nogle Mennesker, som havde bøjet Retten, og over dem var Engle som Pinere. Og der var ogsaa Kvinder ophængte ved Haaret over dette boblende Dynd; det var dem, der havde smykket sig til Hor, og de, der havde bolet med dem..., var ophængt ved Fødderne og havde Hovederne skjult i Dyndet... Og jeg saa Morderne og deres Medvidere udkastede paa et Trængselens Sted fuldt af hæsligt Kryb, og de blev bidt af Dyrene og vred sig der i denne Pine, og over dem var der Orme som Skyer af Mørke... Og nær ved det Sted saa jeg et andet Trængselens Sted, hvor Blod og Uhumskhed fra de pinte flød ned, og der blev som en Sø der. Og deri sad Kvinder med Blodet op til Halsen, og ligeoverfor dem sad mange Børn og græd, hvilke var født i Utide. Og der udgik fra dem Straaler af Ild og ramte Kvinderne i Øjnene. Det var dem, der havde undfanget udenfor Ægteskabet og fordrevet Fosteret... Og... atter andre Mænd og Kvinder, som bed i deres Tunger og havde flammende Ild i Munden. Det var de falske Vidner. Og i en anden stor Sø fuld af Edder og Blod og kogende Dynd stod der Mænd og Kvinder indtil Knæene. Det var dem, som havde aagret og forlangt Rentesrente…"
Plutarkh fortæller i sit Skrift fra det 2. Aarh. "Om Guddommens sene Straf"3 at en Mand, der havde levet et ugudeligt Liv, var død i tre Dage, men vaagnede da op til Livet igen som et bedre Menneske og berettede sine Oplevelser i Underverdenen. Bl.a. havde han sammen med en Ledsager besøgt Straffens Sted. Han saa der sin egen Fader stige op af Dybet fuld af Brændemærker og Strimer og blive tvungen til at bekende sine hemmelige Synder for Sønnen. De, der var døde med skjulte Synder, maatte krænge deres Indre ud som Havorme, der har slugt en Fiskekrog. - Og saaledes fortælles videre om en hel Række frygtelige Straffe for begaaede Synder.
I Begyndelsen af det 14. Aarh. fremkom Italieneren Dantes "Guddommelige Komedie" med de bredt udmalede Skildringer af Helvede, Skærsilden og Paradiset. Om "Solsangen" er fra saa sen en Tid, at Paavirkning fra dette Værk har kunnet gøre sig gældende, er vel tvivlsomt.
Finn Magnusen paapeger et frsk Sidestykke til "Solsangen"s Beretninger, nemlig "Ridderen Tundals Syn", først skrevet paa Latin i Middelalderen og senere trykt i tysk Oversættelse 1470. Ridderen Tundal faldt pludselig i en dødelig Afmagt, men opvaagnede igen paa 3. Dag og fortalte, hvorledes hans Sjæl var udfaret af Legemet og havde sat sig derpaa i ængstelig Uvished om sin Fremtids Vandring og Skæbne. Onde Aander nærmede sig for at haane og gribe den, men Gud sendte en Engel til dens Beskærmelse og Ledsagelse paa Farten til Underverdenen. Her saa den alle Helvedes og Skærsildens Plager, men kom senere til Paradiset, hvor Saligheden især fyldte de Sjæle, som havde lidt mest ondt i dette Liv ved frivillig Forsagelse af timelig Vellyst eiler Lidelse for den sande Tro. Efter at Tundal var opvaagnet fra dette Syn, omvendte han sig fuldkomment, uddelte sit Gods tll fattige og tilbragte siden sit Liv i fromme Andagtsøvelser.
Samme Forfatter nævner en lignende Fortælling om en Italiensk Munk Alberik, som skal have ligget ni Dage uden Livstegn, da hans Aand hensvævede, ført af en Due og ledsaget af Engle, gennem Skærsildens og Helvedes Kvaler samt Paradisets Glæder.
"Solsangen" har, som det ses, haft Forbilleder nok, baade i Oldtiden og Middelalderen. Af hvilke Kilder den navnlig har øst, lader sig vel ikke afgøre, men orphisk Indflydelse og Paavirkning fra sydlandske mysteriøse Apokryfer synes sandsynlig.
Noter
Strofe 1. Jeg opfatter Grep som Egennavn, ligesom i de følgende Afsnit Beretningerne grupperer sig om navngivne Personer.
Strofe 9. Egennavnene Unnar og Sævaldi oplyser intet. De er gamle kendte nordiske Mandsnavne. Sævaldi er vel det samme Navn som det latiniserede Sebaldus, hvad en sydtysk Helgen hed. Den hellige Sebaldus, Nürnbergs Skytspatron, levede ved det ottende Aarhundredes Begyndelse. Han skal have ægtet en frankisk Prinsesse, Datter af Kong Dagobert den Tredje (død 715), men skilt sig fra hende Dagen efter Brylluppet. Derefter drev han Missionsvirksomhed i Bayern og levede tilsidst som Eneboer i Nærheden af Nürnberg. Han blev kanoniseret 1425. Han kan vel vanskelig tænkes at være identisk med den i Digtet nævnte fredløse.
Strofe 11. Svafadhr og Skarthedhin synes ligesom i Strofe 80 Svafar og Svafarlogi at være Egennavne, der er dannede over latinske Ord, som karakteriserer de paagældende Personer. Svafadr, sml. lat. snâvítas, Behagelighed, Elskelighed, Tillokkelse, Skarthedhinn (th for thorn?), sml. lat. scortâtus, Horeri, scortâtor, Horkarl.
Strofe 16. Radhny og Vebodhi, ukendte Egennavne, synes at betegne et Ægtepar og Radhny Hustruens Navn.
Strofe 20. Sörli og Vigulfr, gamle nordiske Mandsnavne.
Strofe 22. Rygjardal, ukendt Dal; sml. Rygjarbit, et norsk Stednavn. I Haandskriften skrives baade Rygjardal, Ryardal, Eirardal og Eyardal.
Strofe 25-32. Syv gode Raad. Syvtallet var jo fra ældgammel Tid et af de hellige Tal. Det gaar paa flere Maader igen her i Digtet (de syv Himle, Næets syv Sønner). Paa dette Sted hentyder det utvivlsomt til de syv Ugedage. Maaske er der i samme Forbindelse Hentydning til de syv Bønner i Fadervor, idet "dróttins mála dísir" vel ogsaa kunde tydes som "Herrens Bøn-Ords Opfyldersker" (oversat: Guds Ords Diser).
Strofe 33-45 giver en gribende Skildring af Dødskampen og den døendes Afsked med den nedadgaaende Sol. Ind i Skildringen væves Forestillinger om den hedenske Dødsgudinde Hel: Hels Reb (Sygdommen, Smerterne), Hels Møer, Hels Laage.
Strofe 42 Gilf(r) eller Gylj(r) skal vel være Navnet paa en Dødsflod. Finn Magnusen mener, det skal være Gjåll, der løber langs Hels Gærde (rimeligvis Grækernes Akhéron, hvor r er ombyttet med l). Muligt er Gilf et opdigtet Egennavn, beslægtet med gjálfr, Larm, Bølgebrus.
Strofe 46. Vón eller Ván, en mytisk Flod, der udspringer som Fraade af Ulven Fenrirs Gab, løber nær forbi Menneskenes Verden og ned i Underverdenen (Sn. Ed. 34, Grimnismál 28).
Hvad der menes med Vóns (eller Váns) Stjerne, er meget uklart. Finn Magnusen og Finnur Jónsson læser Vánarstjarna og forstaar Udtrykket som Haabets Stjerne (ván, Haab). Maaske Venus' Stjerne, Planeten Venus, figurlig for Elskovslykken; sml. Benævnelsen Vanadis for Freyja.
Strofe 50. "Badets Vand", Ligbadet.
Strofe 51. Nornerne, de nordiske Skæbnegudinder, vistnok i den senere Oldtid enten Maanefaserne eller Væsner, der stod Maanen nær. I Fáfnismál 13 siges, at nogle Norner er Dvalins (Maanens) Døtre. - Hesten er vel Dvalins Hest Módhnir, "Bevægeren" (lat. môtus, Bevægelse). - Gygens Sole: "Troldenes Sol" er gammel Skjaldebetegnelse for Maanen; maaske Flertalsformen skal betegne de vekslende Faser). - Sky-Drupnir er rimeligvis Udvidelse af Drupnir = Draupnir (som Vig-Dvalin af Dvalin); Draupnir (græsk Trophonios), Næreren, er en Dværg i Maanens Følge; Skydrupnir maa altsaa forstaas som Skynæreren, men tillige som Egennavn paa en Maanedværg.
Strofe 52. "Allir sjau sigrheimar" maa utvivlsomt forstaas som "alle syv Himle", nemlig de syv Planeters Himle, som Sjælene ffølge gamle mysteriøse Lærdomme skulde gennemvandre; sigr af latinsk secus, følgende i Ordenen, altsaa sigr-heimer, Verdner i Rækkefølge.
Strofe 54. Vóns (eller Váns) Drager. Her betegner Navnet sikkert den i Noten til Strofe 46 omtalte Flod. Finn Magnusen mener bl. a., at Udtrykket betegner Meteor eller Komet, hvilket for det førstes Vedkommende synes rimeligt (Enkelttal eller Flertal?). - Linjen "ok fella (el féll á) glævalds (el. glævalls) gåtu" er omtrent uforstaaelig og min Tydning ganske usikker. Jeg tænker mig nærmest, at "glævallr" er Laan fra latinsk glêbula, globulus, Klump, lille Kugle, formentlig Hentydning til Solen eller Maanen.
Strofe 55. Solens Hjort symboliserer vel nærmest Solen selv, maaske under Formørkelse, idet der tales om hans Horn.4
Strofe 56. Næets syv Sønner er formentlig de syv aftagende Faser fra Næets Tid til Maanens fuldstændige Forsvinden. Næets Sted er i Nord. Baug-regin identificerer jeg med Grækernes Bakkhos, Dionysos. Næets syv Sønner drikker Mjøden fra Baugregins Brønd i Hornfulde; dette henpeger paa de syv sidste Maanenætters aftagende Horn.
Strofe 76. Denne Strofe er meget dunkel, dels er Egennavnene afvigende overleveret, dels mangler de Stavrim. Værst ser det ud med Bjugvår, der ogsaa skrives Bingvor, Wijingvår. Listvår skal vel være Hlistvår og danne Stavrim med Herdhir. I Linje 4 mangler ogsaa Stavrimene. Sandsynligvis er der skrevet fellr for drypr ("jarna dreyri drypr or nåsum theim"). Maaske der ved "jarna dreyri" forstaas Erinnyeblod, "Hævngudindeblod", og de to førnævnte enten er Erinnyer eller Personer, Erinnyerne straffer. Herdhir, i hvis Døre de sidder, er rimeligvis den romerske Dørgudinde Cardea (cardo, Dørtræ, Tærskel, Drejepunkt), der her synes at nævnes i Forbindelse med Underverdenens Dør. - Organ eller Aurgan, hos Romerne rimeligvis Underverdensguden Orcus, "Indelukkeren" (sml. gotisk aúrahi, Grav).
Strofe 77. Odins Kvinde er Frigg, der her synes ligefrem at betragtes som hedensk Elskovsgudinde. Forøvrigt er hentres Navn af samme Udspring som Freyjas. - Jord (Jårdh), hvis Skib Frigg sejler paa, er paa en Maade ogsaa Odins Kvinde, idet hun ved Odin er Moder til Tor.
Strofe 78. Jeg har opfattet Arfi som Egennavn (gr. Orpheus), sml. Rigsmál 42, det senere Arve og Arv, og betragtet det som Fremsigerens Navn (gr. orphanós, orphós, forældreløs, lat. orbus). Jeg var her noget under Paavirkning af Forestillingen om Digtets orphiske Karakter, og har i denne Udgave ikke turdet fastholde nævnte Mening. Selv om Arfi er Egennavn, kan det naturligvis ogsaa gælde den, til hvem Digtet fremsiges. - Solkatla er et ukendt mytisk Kvindenavn, maaske blot en Udvidelse af Solgudindens Navn, ligesom Vigdvalin af Dvalin. - Vig-Dvalinn, Fuldmaanen som Krigs- og Maanedværg, den samme Skikkelse som Romernes Gudinde Duellona (Bellona). Hjortens runebesatte Horn, som han bar af Højen, er Maanehornet. Den omtalte Vej er vel Svarins Høj, hos Romerne Soranus' Bjerg Soracte, egentlig Næets Høj.
Strofe 79. Njårdhs ni Døtre er ukendte. De anførte gavne angives forskelligt: 1) Radhveig, Baudhveing, Baudveigr, Baugveig, Baugvår. 2) Kreppvår, Krippvor, Keypp. - Af Njårds Døtre kendes ellers kun Elskovsgudinden Freyja.
Strofe 80. Svafar (Svafr) og Svafarlogi, to Egennavne, der synes dannet over de latinske Ord: suâvium, Kys, og suâviloquus, sødttalende, kælenttalende.
Strofe 83. I denne Slutningsstrofe siges, at Solsangens Kundskaber bleven kvædet for den vise Tilhører i Drømme.
Fodnoter:
1) Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning Nr.45.
2) Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning Nr.45.
3) J.L.Heiberg: Det græske Helvede.
4) Sml. gr. Apollons og Artemis Hjorte paa en Tid, da de var Sol og Maaneguddomme. I Strofe 78 betegnes ogsaa Maanehornet som et Hjortehorn.
