Om Vålundr-Kvadet (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Forklaringer og Noter til Edda-Myterne


af Thøger Larsen
Udgivet 1926


Om Vålund-Kvadet


   Andetsteds har jeg søgt at paavise, at Grækernes Ildgud Hephaistos genkendes baade med Hensyn til Navn og Væsen i Nordboernes Surtr. Nordboerne havde imidlertid ogsaa en Repræsentant for Romernes Ildgud Volcanus eller Vulcanus, nemlig Smeden Vålundr. Det er tidligere hævdet, bl.a. af Professor Sophus Bugge, at Navnet paa denne nordiske Sagnsmed vistnok lod sig føre tilbage til Vulcanus. Det er maaske i og for sig mærkeligt nok, at det for den sammenlignende Mytologi bedst egnede Navn Vålundr (*.Vålhundr) netop findes i det norsk-islandske Sagn, mens alle Navnets andre kendte Varianter (Valland, Vayland, Galan, Wieland, Verland, Velint) synes yngre Afarter af den oprindelige germanske Form.
   Romernes Volcanus identificeredes med Grækernes Hephaistos, men det romerske Navn har naturligvis i og for sig intet med det græske at skaffe, og i deres Oprindelse er de to Ildguder utvivlsomt forskellige Skikkelser. Volcanus lader sig vistnok genkende i Grækernes Gigant Alkyoneus, der er kæmpestor som et Bjærg og slynger glødende Klippestykker og Træstammer mod Himlen. Han er den førstefødte af alle Giganterne og dræbes af Herakles' Pile. Beskrivelsen af hans Væsen peger saa tydeligt hen paa Vulkanernes Virksomhed, at der næppe er Tvivl om, at det er denne Skikkelse, der lever videre i Romernes Volcanus. Maaske er Alkyoneus Personifikation for en bestemt Vulkan, der i Tidens Løb er bleven udslukt, mens Navnet senere er overført paa Repræsenranten for den vulkanske Kraft i Almindelighed.
   Navnet har oprindelig vel nok slet og ret betydet Ildgud, idet det synes af samme Rod som Sanskritordene várcas og ulkâ, Glans, Glød, Ildskær. Men senere er det mere specielt knyttet til den underjordiske Smed, hvis Esses Røg steg op fra de ildsprudende Bjerges Toppe, og hvis Hammerslag fremkaldte Jordskælvenes Torden. Ifølge det nordiske Sagn smedede Vålundr et Steds i Finmarken, i "Ulvedalene", og nogle har deri villet se en Hentydning til, at der engang deroppe har eksisteret en nu glemt Vulkan. Det er jo ikke urimeligt. Der findes jo i. Eks. Vulkaner paa Island. Men noget sikkert Fingerpeg giver Sagnet ikke, da alt, hvad der angaar Vålundr, er vandret sydfra, og Guddomme altid har faaet deres Navne knyttet til Steder, hvor de dyrkedes. Volcanus-Vålundr har haft sit Hjem og sin Smedje overalt, hvor Vulkaner og Jordskælv forekom indenfor de Folks Omraade, i hvis Bevidsthed den ariske Mytologi levede og udviklede sig.
   En Støtte for denne Betragtning af Smeden Vålundr tror leg at finde deri, at de Skikkelser, til hvilke Vålundrs Skæbne særlig er knyttet, ligeledes kan genfindes i den romerske Gudekreds. Han fanges af Niaredrotten Nidhadhr eller Nidhudhr, der hos Romerne hedder Nodotus eller Nodutus. Denne er en Guddom for Kornstraaets Leddannelser, Knæ" eller "Knuder". Hans Navn hænger sammen med latinsk nôdus, Knude, et Ord, som Walde tænker sig afledt af en Rod *nedh. Selve Ordet (i Ejeform) niara skal vel læses njara og er formodentlig Flertals-Ejeform af et Navneord *njår, nordisk Form for lat. nervus, Sene, Muskelbaand, Stræng, Plantetrævl, overført Bet. Kraft, Styrke.1 Nidadr er altsaa Senebaandenes, Muskelbaandenes Herre. Og han lader netop Senerne i Vålundrs Knæhaser overskære. Saaledes bliver Germanernes Vålundr halt ligesom Grækernes Hephaistos.
   Vålundr skal nu trælle for Vækstguddommen Nidadr. Det vil sige: den underjordiske Ild, det varme Element overhovedet, betinger Planternes Vækst og Trivsel. Han skal smede Smykker for Nidadrs Datter Bådhuildr (saaledes formoder jeg, Navnet bør læses og ikke Bådh-vildr). Denne Datters Navn svarer til Romernes Fatuella, der specielt som Vækstgudinde er en Befrugtningens Gudinde. Hun besvangres af Vålundr, det vil sige, ogsaa Væksternes Befrugtning er afhængig af Ildgudens livsnærende Kraft.
   Fjendskabet mellem Nidadrs Slægt og Vålundr udtrykker vel Ildens farlige Væsen. Ilden, saavel den underjordiske som den himmelske, nærer Livet og bringer det til Udfoldelse i Frugt og Frø, men truer jo ogsaa fra Vulkanernes Indre, i Jordskælvet, i Lynnedslaget. Hvis ikke dens Kræfter er i Baand, kan den blive Livets største Fare. I Vålundrsagnet svinger Ildguden sig dog tilsidst hoverende og sejrende til Vejrs over Hovedet paa de Underlegne Vækstguddomme.
   Dette er det centrale i Vålundrsagnet. Der er Bifigurer og Biomstændigheder, som ogsaa burde tages i Betragtning. Men paa det foreliggende Grundlag mener jeg, at Vålundrkvadet afgjort hører til Gudesangenes Kreds og ikke til Heltesangenes.


Fodnoter:

1) Den græske Form for dette Ord neurá, neûron skulde give nordisk *njór-, saa den latinske Form synes den oprindeligste, i hvert Fald Oprindelsen til den nordiske.