Om Vålvens Spaadom (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Forklaringer og Noter til Edda-Myterne

af Thøger Larsen
Udgivet 1926

Om Vålvens Spaadom

I. Digtes Kilder.

Dr. A.K. Bang, Kristiania, hævdede, at Ordet Vålve er det samme som Ordet Sibylla med Bortfald af Forstavelsen (Sibylle = Dios bulê). Han blev vidtløftig gendrevet af Viktor Rydberg, der anvendte en hel Bog paa at undlive den korte Artikel, en Bog, der var en fraadende Heksekedel af Lærdom og sibyllinsk Viden, og som gav det Indtryk, at han mindst behøvede en Kanon til at dræbe Dr. Bangs Myg. Der er heller næppe Tvivl om, at Dr. Bang havde Ret i, at Opbygningen af Våluspá (Vålvens Spaadom) har saa meget tilfælles med de jødisk-kristeilge Sibylla-Orakler (og disse muligt igen med de tabte hedenske), at der utvivlsomt maa ligge en Paavirkning bag. Sibyllerne begynder deres Kvad med Verdens Oprindelse ligesom Vålven, der kan huske de første Jætter. I en af Sibylla-Oraklerne angiver Sibyllen sig som Noas Svigerdatter. Sibyllerne begynder med at fortælle om de ældste Ting for efter en kort Omtale af "Nuet" at spaa indgaaende om de sidste Tider og Verdens Undergang ogsaa ligesom Vålven. Forøvrigt synes flere af Edda-Digtene at være sibyllinsk inspirerede.

II. Verdensskabelsen.

   Verdensskabelsen i Snorris Fremstilling bærer øjensynlig Vidnesbyrd om stærk Paavirkning af græsk Mytologi, sekundært ogsaa af romersk. Først omtales de to Himmelhalvkugler Niflheim og Muspellheim, Nordpolens, Kuldens, og den sydlige Halvkugles, Varmens, Verden. Ved den sidstnævntes Grænse sidder Surtr (Hephaistos) med et Flammesværd. Midt i Niflheim ligger Brønden Hvergelmir. Som andet Steds omtalt, opfatter jeg denne Brønd som Stjernebilledet Vandmanden, i hvilket Solen engang indtraadte ved Vintersolhverv, og hvori den ogsaa for et Aartusinde siden befandt sig i Vinterens Hjerte. Med Floderne Eliváger fulgte en gærende Edderslam, som efter at være kommen i en vis Afstand fra Udspringet størknede til Is, ligesom Slagger efter at være flydt ud af Ilden.
   Der dannede sig nu det ene Lag Is uden over det andet helt ned til Ginnungis Gab, Grækernes Khaos, Afgrunden. Mod Nord var der fugtigt og koldt i dette Gab, men dets sydlige Del var let paa Grund af de Gnister, som fløj fra Muspellsheim, og hvorfra senere Solen og Maanen og stjernerne dannedes. I Nærheden af Muspell var Ginnungis Gab saa let som den blikstille Luft. Varmen tøede Isen, saa den begyndte at dryppe, og ved dens Kraft, som sendte Varmen, opstod der Livsgæring i Draaberne, og der dannedes en menneskelig Skikkelse, som fik Navnet Ymir. Dette Navn minder om Grækernes Hêméra, Dagen.¹ Hemera er født af Natten, og senere i Snorris Fortælling forekommer ogsaa en Person Dagr, Dag, som er født af Natten. Der synes her at foreligge en Sammenblanding med Bakkhos' Betegnelse Hêmerídês, "den milde", (af hêmeros), der tillige betegner Vinen. Det er saa meget mere sandsynligt, som baade Navnene Brimir og Bláin, af hvis blod og Ben Dværgene skabes, er Binavne til Bakkhos (Brómios, Phloiós?). Ymir kaldes ogsaa Årgelmir eller Aurgelmir. Jeg antager, at gelmir har Sammenhæng med det jydske Dialektord galm,² en lun, tudende, regn- og ofte tordensvanger Søndenvind. Ordet er utvivlsomt af samme Afstamning som det græske khalimás, khalimê, Bakkhantinde, drukken Kvinde, og Khális, Binavn til Bakkhos (Betydn. "ren Vin"). Ordet genfindes i mellemnedertysk galm, Larm, sønderjysk Dialekt gjelm, stor Storm, vestjysk galm, gålm, der foruden den førstnævnte Betydning ogsaa betyder højrøstet Tale, Larmen, forvirret Støjen. Det kendte Ord galimatias, forvirret, drukken Snak, stammer ligeldes fra khalimê, Bakkhos bar endvidere Binavnet Oreiphoitês, Oresiphoitêse, Bjergomflakkeren, saa Årgelmir, Aurgelmir, er sandsynligst stammende fra et græsk *Oreikhalemos, den drukne fra Bjergene (óreios Khalis?).
   Drabet af Bakkhos under Navnet Dionysos Zagreús ved Titanerne kan ogsaa sammenlignes med Drabet af Ymir ved Bors Sønner. Zagreus genfødes, og det synes at være Ymir, der gaar igen under Navnet Hymir, Jætten med de store Drikkekar (Hymiskvidha).
   Sagnet om et Urmenneske, der dræbes, og af hvis Legeme Verden skabes, er forøvrigt ikke særegent for Nordboerne. Saaledes fortæller den oldindiske Rigveda X. 90 om Purusha:
   "Purusha havde tusind Hoveder, tusind Øjne, tusind Fødder. Efter at han havde overdækket Jorden, ragede han endnu ti Fingres Længde udover den. Purusha er alt, hvad der har været, og hvad der vil blive; han hersker over det udødelige, det, der ved Næring endnu vokser sig højere. - - En Fjerdedel af ham er alle Skabninger, tre Fjerdedele de udødeliges Verden i Himlen. - Da han var født, ragede han udover Jorden foran og bagved. - - - Da Guderne kunstfærdigt tilberedte Purusha som Offerdrik, var Foraaret hans Offersmør, Sommeren hans Brænde, Efteraaret hans Offerdrik, han skabte Dyrene i Luften, Skovene og Landsbyerne. Af dette fuldstændigt bragte Offer udsprang Hymnerne, Sangene, Tryllesangene og Offerformlerne. Af ham udsprang Hestene og alle Dyr med to Tandrækker; af ham udsprang Kvæget, Gederne og Faarene. - - Hans Mund blev til Brahmanerne, hans Arme til Krigerkasten, hans Laar til Bønderne, af hans Fødder udsprang Trællene. Af hans Aand udsprang Maanen, af hans Øje Solen, af hans Mund Indra og Agni, af hans Aande Vinden. Af hans Navle dannedes Luften, af hans Hoved opstod Himlen, af hans Fødder Jorden, af hans Øre Verdens Lande; saaledes dannede de Verden. - -"
   Men iøvrigt synes Nordboernes Khaosforestilling at indeholde en dunkel Mindelse om Istiden, som ganske vist henlægges til en Periode, hvor hverken Jorden eller Himlen var skabt. Dette kunde dog maaske hidrøre fra, at de vidtstrakte Lande, som Nordboernes Forfædre siden kom til at bebygge, laa skjult under en stivnet Bræmasse, der syntes at fylde Alverden. Meget lader der sig dog ikke slutte i denne Henseende af de forvitrede Urtidsforestillinger hos Snorri; kun synes hans Khaos at fyldes righoldigere end af Grækernes, hvor det end har faaet Stoffet fra.
   At Urjætten, der sønderlemmes, mens Verden skabes, i Virkeligheden er Bakkhos, antydes ad flere Veje. I Våluspá 21 kaldes Himlen Hárs Hal (hvor Gullvejg, Maanen, brændes); Yggdrasils-Asken, der symboliserer Himmelhvælvingen, kaldes i Vål. 19 Hár-Træet; men Hárr er den nordiske Form for Kóros, Binavn til den phrygiske Bakkhos (Iakkhos).
   Foruden Ymfr opstod ved Isens Smeltning Koen Audhumbla eller Audhumla (efter nogles Mening Ådhumla). Fra denne Kos Yver strømmede fire Mælkefloder, som nærede Ymir. Koen er i Almindelighed Symbol for Maanen, men Navnet kan næppe med Sikkerhed henføres til dets Oprindelse. Maaske hænger det sammen med latinsk autumnus, Høst (enten forvansket af auctumnus og altsaa stammende fra augeo, øger, vokser, eller af autem, paany, autumnus, altsaa Fornyeren.³ Da nu netop den voksende Maane er en særlig Vækstgudinde, vilde den første Betydning af Navnet passe fortrinligt paa Maanen, om end den nordiske Form da maatte stamme fra en Forvanskning (au- for auc-). Men ogsaa Betydningen Fornyeren kan passe paa Maanen.
   Som omtalt i Noten til Vål. Str. 9-21 har de fire Maanefaser og de fire Verdenshjørner en særlig Sammenhæng, idet ved Nattens Begyndelse hver Maanefase er knyttet til sit Verdenshjørne, saaledes Nymaanen til Vest. Koen Audumbla slikkede de salte Rimstene, første Dags Aften kom et Menneskes Haar ud af Stenen, anden Dag Hovedet, tredje Dag hele Manden. Det var Kæmpen Buri. Dette Navn synes at være fremgaaet af det græske Reduplikations-Egennavn Zéphyros, Vestenvindens Personifikation.⁴ Hans Søn var Borr, græsk Boréas, Nordenvinden, der var gift med Bestla eller Beyzla (Beystla), Datter af Jætten Bålthorn, latinsk Volturnus, Østenvinden (med B for V). Bestla maa da formodes at være en Personifikation af den vækstgivende Søndenvind (Beystla = lat. *Faustula, et Navn, som dog ikke er overleveret, men beslægtet med Faunus, Faustulus).
   Odin og hans to Brødre betegnes i den nordiske Mytologi som Sønner af Bor. I et senere Afsnit skal jeg give Grunde for min Antagelse, at Odin svarer baade med Hensyn til Navn og Egenskaber til Grækernes Gudinde Athene. Nævnte Gudinde er Datter af Zeus, og svarende hertil skulde Odin være Søn af Tor eller Tyr, hvis Navne har fælles Udspring (Tor = Tonans = Jupiter, Tyr = Zeus).
   Men da Afstamningen i Nordisk er vendt om, saa Tor er Søn af Odin (Tordenen af Lynet), maa der i den nordiske Mytologi findes en anden Fader til Odin, hvem efterhaanden, ligesom Athene, mange Slags Virksomheder er tillagt. Han er bl.a. ogsaa en Stormgud.
   Navnene paa Odins Brødre angives forskelligt. Våluspá kalder dem Hønir og Lódur, mens Snorris Edda benævner dem Vili og Vé. Med nogenlunde Sikkerhed lader kun Lódur sig bestemme som Binavn til Loki (Apollons Binavn Lâtuus). Disse tre Guddomme dræbte Ymir, og der stømmede saa meget Blod af ham, at det paa een Mand især druknede hele den Rimturseslægt, som var avlet af hans Lemmer i Søvne. Den ene, som reddedes, hed Berelmir; han blev lagt i en Kasse eller Baad ligesom Noa sin Ark eller Deukalion i sit Skib. Med Sikkerhed lader sig ikke afgøre, hvem Bergelmir er. Muligvis Stjernebilledet "den store Bjørn", der aldrig gaar ned og i Oldtiden var Himmelpolen nærmere end nu. Homer siger, at den ikke faar Del i Okeanos' Bad. Maaske Tillæget gelmir her hentyder til Nordenvinden. Fra Bergelmir og hans Kone nedstammer de nye Rimturseslægter.
   De tre Aser slæbte nu Ymirs Krop midt ud i Ginnungis Gab og dannede Jorden af hans Krop, Fastlandet af Kødet, Klipper og Bjerge af Knoglerne, Grus og Ur af Fortænder og Kindtænder og af de knækkede Knogler. Af blodet dannede de Hav og Søer og Oceanet, hvormed de omsluttede Jorden og holdt den sammen. Af hans Hjerneskal dannede de Himlen, under hvert af dens fire Hjørner satte de en Dværg (Austri, Vestri, Nordri, Sudri). De Gløder og Gnister, som fôr løst omkring og var udslyngede af Muspellsheim, satte de midt i Ginnungis Gab paa Himlen for at oplyse Himmel og Jord; de gav dem alle bestemte Steder, nogle fast paa Himlen, andre løstgaaende bestemte Baner, hvorefter Dage og Aar beregnedes. Langs med Yderhavets Kyst fik Jætterne Lande at bebo. Inde paa Jorden byggedes en Vold omkring Verden mod Jætternes Ufred. Dette Gærde dannede de af Ymirs Øjenbryn og kaldte den indhegnede Plads Midgaard. Hans Hjerne slyngede de op i Luften og skabte Skyerne deraf.
   Benævnelsen Midhgardhr for den beboede Jord er af gammel Oprindelse hos Germanerne. Det forekommer allerede som midjungards i Vulfilas gotiske Bibel (ca. 350 e.K.) og betyder egentlig Midgærde (Mellemvæg hedder mithgardiwaddjus). Elementerne til Navnet forefindes allerede i Græsk og Latin (*mesokhórtos, *mediohortus), men er ikke overleveret i en tilsvarende Sammensætning.
   At det er den græsk-orientalske Bakkhos, hvis Krop har afgivet Emnerne til Verden og de deraf opstaaede Slægter, antydes yderligere i Spaadommen om, at to Mennesker skal overleve Verdensundergangen ved Surtrs Lue og atter befolke den nye Jord. Deres Navne er Lif (Hlif) og Leifthrasir (Hlífthrasa); de skal redde sig fra Ødelæggelsen i Hoddmimirs Skov. Disse to Navne kan henføres til Bakkhos' Binavn hos Romerne Liber Pâter,⁵ Fader Liber, og hans kvindelige Sideordnede Libera (lat. liber, Søn, liberi, Børn, Afkom; græsk leíbô, udgyder, lader dryppe, gør flydende, libás, Draabe, Kilde, Leíbethron, kilderig Bjergegn i Pierien, viet til Muserne).

Af Ymirs Krop dannes alle levende Skabninger, først Jætter og Dværge, saa Menneskene. I Våluspá 17 er der mellem Teksterne i cod. reg. af den ældre Edda og Hauksbók en Uoverensstemmelse, som maaske kun er tilsyneladende. Verset i cod. reg. Haandskriftet er meget udtværet, og man læser:

Unz thriár qvomo or thvi lithi
avflgir oc astgir æsir at husi.

Det synes imidlertid, at or er underprikket, hvilket betyder, at Ordet skal bortfalde som en Fejlskrivning. Det øvrige kan læses thvr b'thi', Forkortning for thursa brudhir, og da der i Hauksbok netop staar thussa brudhir, faar denne Læsemaade en yderligere Begrundelse.
   Oversættelsen: "til tre kom af den Skare kraftige kærlige Aser" lyder meget søgt. Ligefremt skulde det vel hedde: "Til tre kraftige kærlige Aser af den Skare kom". Men hvilken Skare? Er det af Dværgeskaren, som lige forud er nævnt? Skal thví lídhi hentyde til Dvalins lídhi? Det kunde jo give en Sammenhæng, men er i sig selv umuligt, da Aser ikke kan være Dværge. (Jeg kan ikke bygge noget paa de vilkaarlige Betragtninger om forkert Anbringelse af Stroferne, som fra videnskabelig Side anstilles). For at faa det hele til at passe i nævnte Læsemaade forandrer man thrjár (tre, Hunkøn) til thrír (Hankøn), da Aserne jo er Hankøn.

Formindsket Gengivelse af paagældende Sted i cod. reg. Haandskr

   Efter Hauksbóks Læsemaade (og maaske altsaa efter cod. reg.) staar de "kraftige, kærlige Aser" i Nævneform, mens de "tre Tursekvinder" baade kan være Nævneform og Genstandsform. Jeg finder det rimeligst at antage, at mens forud for Dværgenes Skabelse Tursemeerne besøgte Aserne, gør Aserne ved Menneskenes Skabelse Gengæld og besøger Tursekvinderne.
   De tre Aser er Borssønnerne, Odin, Hønir og Lódur (el. eft. Snorri Odin, Vili og Vé). De finder "paa Strandbredden" (iflg. Sn.) Askr og Embla afmægtige og skæbneløse. De tre Aser giver dem da Aande, Blod, Stemme og Farve. Om hvorvidt Benævnelserne Askr og Embla egentlig er Egennavne har der hersket Usikkerhed. Snorri betragter dem imidlertid som Egennavne. Han fortæller, at Aserne fandt to Træer og skabte Mennesker af dem, den første gav dem Aande og Liv, den anden Vid og Rørelse, den tredje Aasyn, Mæle, Hørelse og Syn, Manden hed Askr og Konen Embla. Man har i disse Egennavne søgt to Trænavne, Mandens passede jo udmærket paa Asketræet, hvorimod Kvinden voldte store Vanskeligheder, nogle gættede paa Elm, men dog ved Benyttelse af svære Kunstgreb. Kvindens Navn kunde lede Tanken hen paa Grækernes Omphale, der dog snarere skulde blive til Ambla paa Nordisk. Denne Dronning, for hvem Herakles i en Periode maatte udføre Tjenerindearbejde og spinde, er en lidet kendt Myteskikkelse, maaske Maanegudinde, maaske Himmelpolgudinde. Mandens Navn kunde ogsaa henføres til flere Navne i den græske Mytologi, men det bliver kun rene etymologiske Spekulationer uden Holdepunkt i selve Mytologien. Langt snarere synes Snorre at have faaet Navnene fra to græske Ord óskhos og embolê - óskhos, ung Gren, Spire, Vinranke; embolê, Indkasten, Pas, Munding, embolás, Podekvist. De to Navne synes da baade at hentyde til de to menneskelige Grundemners Kønsbestemthed og at motivere Snorris Forestilling om, at de oprindelig var Træer.

Ymir er i Særdeleshed direkte Ophavet til alle Rim-Tursernes Slægter, disse asafjendtlige Kæmpeskikkelser, der vel er identiske med Jætterne. Ved flere Lejligheder hører man om Drikkelag hos saadanne, hvori Tor deltager. Det vilde ikke ligge fjernt at tænke paa en Sammenhæng mellem Bakkhosledsagernes særlige Kendemærke Thyrsos, den vinløvomvundne Stav, og det nordiske Ord thurs, der vel i saa Fald maatte være et Laaneord.
   Endvidere ligger det nær at antage, at ogsaa Benævnelsen jåtunn (Jætte) stammer fra et af Bakkhos' Binavne Edonos; for Bakkhantinde har man yderligere Benævnelsen êdônis. Ordet kan i saa Fald næppe være afledt af êdos, Fornøjelse, Nydelse, lat. suâd. Det synes at have Sammenhæng med sanskrit yâdas, Vædske.
   Paa dette Sted maa jeg ogsaa omtale andre nordiske Myteskikkelser, som direkte stammer fra Bakkhos. Jeg tænker paa nogle af Personerne i Suttungr-Myten (Gylfaginning). Ifølge denne erobrede Odin Skjaldemjøden til gerne paa følgende Maade: Aserne krigedes med Vanerne, og de indgik Fred med dem paa den Maade, at begge Parter gik ind til et Kar, som de kom Spyt i. Deraf skabte Aserne en Mand, som hed Kvasir. Han var saa vis, at han kunde svare paa alt, hvad man spurgte ham om. Han drog vidt om Land for at undervise Menneskene.
   Engang kom han til Dværgene Fjalar og Galar, som dræbte ham og lod hans Blod flyde i to Kar, Son og Bodn, og Kedelen Odrerir. De blandede Honning i Blodet, hvoraf der fremkom en saa herlig Mjød, at hver, der drak af den, blev Digter og Vismand.
   De to Navne Kvasir og Galar leder Tanken hen paa to af Bakkhos' Binavne Bassareus og Khalis (ren ublandet Vin). Sammenhængen mellem Kvasir og Bassareus forudsætter dog, at sidstanførte Form stammer fra en Rodform, begyndende med *Gvas-.
   Senere bemægtigede Jættesønnen Suttungr sig Mjøden og skjulte den paa et Sted, som hed Hnitbjerg. Navnet er dunkelt. Maaske hænger det sammen med græsk knîsa, lat. nîdor, Duft, Damp, oldn. hniss, Duft, hnita, støde, stikke. Det kunde da mulig oversættes: Skybjerget eller Tordenskybjerget. Suttungrs Navn synes at forklares af sanskrit sukta, Sang, Hymne, maaske Sammenhæng med Bakkhos' Binavn Sabázios. Han lader Mjøden bevogte af sin Datter Gunnlådh, hvis Navn direkte henpeger paa græsk khytiázô, udgyder. Odin drog under Navnet Bålverkr til Suttungrs Broder Baugi og tager Arbejde hos ham paa den Betingelse, at han som Løn skulde have en Drik af Suttungrs Mjød. Navnet Baugi anser jeg for det samme som det græske Bakkheus, idet jeg mener, Udvidelsen af a til au skyldes Bortfaldet af k foran kh paa lignende Maade som on. auga, Øje, er identisk med sansk. akshá, græsk ômma, ôppa-, latinsk oculus. Aldeles usandsynligt er det, at Formen au- i auga skulde skyldes Paavirkning fra *ausôn, Øre. I Sammenhæng hermed mener jeg, selve Navnet Bákkhos svarer til oldnordisk Baugr (i Baug-regin, Solsangen) og til Beyggvir, Byggvir i Lokasenna. Beyggvir er Frugtbarhedsguden Freyrs Møller, Maduddeler og tilsyneladende ogsaa Ølfrembringer.
   Videre fortsætter Myten, at Suttungr nægter sin Broder Baugi at give Odin en Drik af Skjaldemjøden. Odin (Bålverkr) bruger da en List. Han tager et Boreredskab, som hedder Rati og beder Baugi om at gennembore Bjerget. Sandsynligvis svarer oldn. rati til latinsk radius, Straale. Muligvis er Betydningen "Lynstraalen". Odin har utvivlsomt ligesom Grækernes Athene oprindeligt været Lyngud.
   Odin kryber gennem Borehullet ind i Bjerget og ligger hos Gunnlåd i tre Nætter, hvorefter han faar Lov at drikke tre Gange af Mjøden. Han uddrikker de tre Kar og flyver i Ørneskikkelse til Asgaard med den kostelige Drik.
   I Sammenhæng hermed maa jeg yderligere omtale et Par Jætter, hvis bakkhantiske Natur synes mig aabenbar, nemlig Hymir og Thrymr. De omtales særlig i de to Skæmtekvad Hymiskvidha og Thrymskvidha. Hymir ejer den største af alle Bryggekedler, som Tor kommer i Besiddelse af og slæber fra ham. Da Hymir og hans Medhjælpere forfølger Tor og Tyr, dræber Tor dem med Mjållnir. I en Variant af Snorris Edda kaldes Hymir skiftevis Hymir og Ymir, saa det er muligvis selve Urjætten, der er genopstaaet. Men i hvert Fald hans bakkhantiske Natur lyser frem af selve Historien.
   Hvad Thrymr angaar, Tursedrotten, da henpeger hans Navn direkte paa Bakkhos' Binavn græsk Thrigrave;ambos, lat. Triumphus. Ogsaa hos ham leves der et særdeles yppigt Liv.
   Det kunde synes noget vanskeligt at afgøre, hvad der egentlig forstaas ved Jætterne. Sydboernes Bakkhoskultus var jo en Dyrkelse af Naturens livgivende Safter, men ogsaa hos disse Folk gik et Drag af drukkent Afsind gennem denne Kultus. Nordboernes Jætter er ubændige Uhyrer, som ofte spiller Aserne forskellige Puds og forfølges og straffes derfor, men som ogsaa søges af Aserne, der endog undertiden har Elskovsforbindelser med Jættepiger. Det ser nærmest ud, som Jætterne er de utæmmelige, uhyrlige Naturkræfter, der særlig tager mytisk Skikkelse fra Hav og Skyer og rejser sig som en Fare for Menneskenes Verden, hvis Beskytter Tor er. Selve Verden og Midgaard er jo skabt af Elementerne i Urjættens Krop, men disse Elementer truer ikke sjældent med at udslette det Liv, som ved Gudernes Magt udsprang af dem. Det er Jætterne, som blander Ulykke i Luften, svulmer over alle Bredder som ødelæggende Vandfloder, som Skybrud og Hvirvelvinde, skjuler Sol og Maane og Elskovsstjernen, som de i deres umættelige Lystenhed særlig er ude efter. Og det er navnlig Tordenguden, som renser Luften for deres Anmasselser overfor Menneskeslægten, der ellers vilde gaa til Grunde under deres overvældende drukne Fremvælten.

III. Yggdrasils Dyr.

   Skønt Navnet Yggdrasil i Virkeligheden aldrig er tilfredsstillende tydet, er der næppe Tvivl om, at den berømte Ask er et billedligt Udtryk for Himmelhvælvingen, maaske for Verdensaltet. I Eddaerne omtales forskellige Dyr, som gnaver paa dets Løv og Rod. Blandt disse nævnes Hjorten Eikthyrnir. Dette Dyr staar paa Taget af Valhal og bider af Læradhrs Grene. Almindelig menes det - og det er vel ogsaa rigtigt -, at Læradr er en Navnevariant for Yggdrasil. Det er nu af Vigtighed at faa Klarhed over, hvilke Dyr det er, der tærer paa nævnte Træ. Vi veed, ligeledes fra Eddaerne, at blandt dem findes Hjorten Dvalin. Andetsteds har jeg søgt at godtgøre, at Dvalin er et af Maanens Navne. Jeg skal nu yderligere søge at belyse et Par af de andre Dyr, først og fremmest Eikthyrnir.
   I den Stavemaade, Eddaerne bruger, giver Navnet Eikthyrnir ingen fornuftig Mening. Det skulde blive saadan noget som "Egetjørn" (eiki-tbyrnir). Jeg antager det derfor rimeligere at betragte det oldnordiske th (thorn) for en urigtig Sammensmeltning af de to selvstændige Bogstaver t og h og læse Navnet Eikt-hyrnir. Navnet peger da hen paa det græske aigòkerôs, den bukkehornede, Stjernebilledet Stenbukken, lat. capri-cornus. I saa Fald maatte Forstavelsen i det nordiske Navn henføres til græsk aix, 1 Ged, Buk, 2 et Stjernebillede. Men det græske Ord maatte da antages at stamme fra et oprindeligt *aigdos (aighdos?), mulig beslægtet eller identisk med latinsk haedus, oldnordisk geit, Ged. Sanskritformen oplyser intet, da det g, som indeholdes i det græske aix, ganske mangler der (ajas). Jeg slutter altsaa, at Hjorten Eikthyrnir er Stjernebilledet Stenbukken.
   Forinden jeg gaar videre, vil jeg meddele, at Professor Sophus Bugge ad en anden Vej nærmer sig samme Resultat, hvilket var mig ubekendt, da jeg dannede mig min Formodning om Sagen, og altsaa ikke har ledet mig paa Sporet. Jeg vil her citere et Uddrag af hans Bemærkninger derom (Studier 1, Side 479-481):

"Eikthyrnir er sammensat af eik, "Eg", og thyrnir, "Tjørn, Tornebusk". Det er vistnok sandsynligt, at den Mand, der har dannet dette Navn, derved har tænkt paa denne Hjorts stærke knudrede Horn. Men Navnet synes dog saa lidet naturligt og betegnende, at vi maa formode en særlig Anledning til, at det er valgt. - - Jeg skal her fremsætte til nærmere Undersøgelse et Spørgsmaal om disse Navnes Oprindelse. Dette skal ikke engang gjælde som en Formodning. Flere Optegnelser om de latinske Navne paa Stjærnebillederne og om de Myther, som havde givet Anledning til disse Navne, var i Omløb i den tidligere Middelalder der, hvor Latin læstes. Saaledes er der bevaret et meget barbarisk Stykke om Duodecim caeli signa, som efter et vatikansk Haandskrift er udgivet af Mai i Classici auctores, Vol. III. og efter ham af Bode Scriptores rerum mythicarum S. 253-256. Heri er flere slemme Forvanskninger af de gamle Forestillinger, saaledes f. Ex. at Stjærnebilledet Gjeden (capra, capella) sammenblandes med Stenbukken (capricornus). Ogsaa de græske Navne paa Dyrekredsens Tegn var i den tidligere Middelalder bekiendte hos Irlænderne.
   Af Dyrekredsens Tegn nævnes sammen: Stenbukken Vandmanden, lat. capricornus aquarius, græsk aigoceros oinochoos. Det synes mig nu ikke umuligt, at løsrevne og forvanskede Meddelelser om enkelte Stjærnebilleder med deres latinske og græske Navne samt disse Navnes mythiske Oprindelse ensteds paa de britiske Øer er komne Nordboer for Øre. Skulde Nordboernes Hjemmelsmænd have fortalt dem om "Stenbukken Vandudgyderen" paa Himmelen (som om disse to paa hinanden følgende Tegn var kun en enestc Figur), og skulde en norsk Skald have omgjort dette til Hjorten paa Valhal, fra hvis Horn alle Vande har sin Oprindelse? Skulde Stenbukkens græske Navn aigoceros i Formen aigoteros (paa Grund af den stadige Forveksling af c og t) være kommen Nordmænd for Øre og saa en norsk Skald have omgjort aigoteros, for at faa det til et norsk Navn, til Eikthyrnir?"

Bugge anfører en Del flere Formodninger, som jeg ikke tager med, da jeg jo iøvrigt ikke deler hans Anskuelse. Jeg vilde blot pege paa det besynderlige Sammentræf, at to saa forskellige Veje skulde dreje mod samme Maal. Og havde Hjorten blot heddet Eikhyrnir, vilde Bugge næppe have betraadt saa indviklede Stier for at nærme sig aigokeros. Dog maa hans Betragtninger jo ses paa Baggrund af hans Anskuelse, at en væsentlig Del af de nordiske Sagn var komne til Norden fra de britiske Øer. Man maa dog erindre, at Middelhavslandenes Søfarende ogsaa direkte gæstede Norden, og at der ogsaa over Fastlandet fandt Forbindelse Sted.
   Men jeg bygger iøvrigt ikke min Forklaring paa mit foranførte Grundlag alene. Etymologien kan ofte være en skrøbelig Ledetraad, hvis ikke andre Fornuftgrunde støtter den. Jeg har imidlertid en saadan, som synes mig at være af Vigtighed. I Snorris Edda (Skáldskaparmál 63) siges: "Fra jafndœgri er haust til thess, er sól sez i eykdharstadh; thá er vetr til jafndœgris; thá er vár til fardaga; thá er sumar til jafndœgris". (Fra Jævndøgn er det Høst, til Sol ses i Eykdhs Sted, saa er det Vinter til Jævndøgn; saa er det Vaar til Fardag; saa er det Sommer til Jævndøgn). Dette er altsaa en Angivelse af de fire Aarstiders Længde. Nu angives eyktarstadhr (eykdh er vistnok med Rette ændret til eykt) i Wilkens Glossar til Die prosaische Edda som en Tid paa Dagen: "eykt opr. en Ottendedel (af det 24 Timers Afsnit, vi kalder Døgn); spec. den anden Eftermiddags-Ottendedel fra Kl. 3-6; lign. Storm i Ark. 3, 126 eyktarstadhr = ca. Kl. halv fire". Meningen skal vel efter dette være, at det er Efteraar, til Solen gaar ned Kl ca. 3 ½ (ses i Kl. 3 ½?). Men denne Forklaring er meget søgt, og Bestemmelsen af Efteraarets Grænse højst besynderlig. Hvis man derimod læser eykt som eikt (Skrivemaaden ey for ei forekommer ikke sjældent), staar der i Henhold til min ovenstaaende Tydning af eikt: "Fra Jævndøgn er det Efteraar, til Solen ses i Bukkens Sted" (Stenbukkens Sted). Denne Forklaring er naturlig, og læst saaledes er Efteraarets Grænse nøjagtig angivet.
   Brønden Hver-gelmir er rimeligvis Stjernebilledet Aquarius, Vandmanden. Snorris Edda (Gylfagtnning 39) siger om Eikthyrnir: "fra hans Horn drypper det saa meget, at Draaberne kommer ned i Hvergelmir, og fra dem falder der Aaer, som hedder: Sídh, Vídh, Sækin, Eikin, Svål, Gunnthrá, Fjårm" osv. Dette stemmer med Opfattelsen af Eikthyrnir som Stenbukken, idet dennes Horn er bøjet stærkt bagover i Retning af Vandmanden.
   Af andre Dyr, som bebor Yggdrasilsasken, er der en Ørn; den sidder i Askens Grene og ved mange Ting, og mellem dens Øjne sidder den Høg, som hedder Vedhrfålnir (Gylfaginn. 16). Denne Ørn med Høgen mellem Øjnene hører til de mærkeligste Væsner, Træet huser, og den vækker Mistanke om, at der foreligger en Sammenblanding af Begreber. Ørn hedder paa dette Sted i Fortællingen årn, men kan ogsaa paa Oldnordisk hedde ari. Det ligger da nær at tænke paa et andet Stjernebillede i Dyrekredsen, latinsk aries, Vædderen, Foraarsjævndøgnets Stjernebillede. Da dettes latinske Navn ikke har noget etymoiogisk tilsvarende nordisk Ord, er Betydningen gaaet over paa Fuglen med det ligelydende Navn (Stenbukken var jo ogsaa bleven forvandlet til en Hjort og Vandmanden til en Brønd). Mistanken i saa Henseende bestyrkes ved Høgens Navn Vedhrfålnir (eller Vedhrlaufnir). Man oversætter Navnet Vejr-fålnir, den, som Vejret har gjort bleg, men oldn. vedhr kan ligesaa vel betyde Vædder" som "Vejr". Hvad end Tilhænget, som er varieret i Overleveringen, skal betyde, har Høgen utvivlsomt noget med Stjernebilledet Vædderen at skaffe. Og dette Navn maa altsaa tillige være kendt i nordisk Oversættelse. I hvert Fald gaar Mystiken paa en nogenlunde naturlig Maade af dette sammenbragte Fuglepar ved denne Antagelse.
   Eddaerne fortæller endvidere om en mørk skinnende Drage Nidhhåggr eller Nidhfålr, der ligger i Hvergelmir eller nede paa Næets Sletter. Denne Drages Navn peger i første Stavelse hen paa latinsk nitor, Glans, Skin, og i anden Stavelse håggr mod det græsk-latinske Uhyre Kakós, Câcus, Søn af Hephaistos -Vulcanus, et ildspyende Væsen, der udslyngede Røg og Ild mod Hercules. Den anden Variant af anden Stavelse fålr peger mod den latinske Henblegnensguddom Pallor. Det nordiske Uhyres Navn betegner da sandsynligvis Lyssvækkeren, den, der bekæmper Solens og Maanens Glans. Navnet kunde jo ogsaa ligefrem betegne Næ-fjenden eller Næ-Blegneren. Rimeligst er vel dog den førstnævnte Betydning, da den særlig anvises Plads i Hvergelmir (Vandmanden), hvor Solen lyser med svækket Kraft, og som engang var Vintersolhvervets Stjernebillede. Dog maa den ogsaa betragtes som Maanelysets Svækker. Saaledes ser Vålven den i Våluspás sidste Vers komme flyvende nede fra Næfjældene hen over Sletten, bærende Lig i sine Fjer, saa ogsaa hendes Syn formørkes, og hun maa synke. Oldtidsfolk mente, en Drage foraarsagede Formørkelserne.
   Her maa endnu nævnes et Dyr, som løber op og ned ad Yggdrasil og sætter Splid mellem Nidhåggr og Ørnen, mellem Vintermørkets Dæmon og Foraarets Stjærnebillede (Vædderen). Det er et Egern, som bærer Navnet Ratatåskr eller Ratakåstr'.'⁶ Jeg har andetsteds paapeget, at latinsk radius, Straale, ikke svarede til nordisk rådhull; derimod svarer det utvivlsomt til nordisk rati, som i Suttungrsmyten er Navnet paa Odins Boreredskab (Lynstraalen?) og i førnævnte Egerns Benævnelse forekommer i Ejeform (rata). Jeg mener da, at Ratatåskr maa oversættes ved "Straalens Kasteskive" (radii discus), hvor Straalen (Lyshalen) opfattes som den udslyngende Arm, eller Ratakåstr som "Straalens Kast" eller "Bevægelse" (radii gestus), og at Navnet er en billedlig Betegnelse for Stjerneskuddet.

IV. Urdr og Loki.

   Oprindelsen til disse to fremherskende Skikkelser i den nordiske Mytologi maa søges langt tilbage. Sporene fører helt til den oldindiske Mytologi, navnlig for Urdrs Vedkommende.⁷ I Rigveda omtales ofte Ritá, der vel paa dette Stadium egentlig ikke er nogen Personifikation, men alligevel spiller en Personifikations Rolle. Rita tydes som den rette Ordning, den hellige, guddommelige Lov, hvilket til en vis Grad vel nok kan siges at være rigtigt, idet Rita sikkert er Himmelpolen, om hvilken Himlens tilsyneladende daglige Bevægelse foregaar. Denne Bevægelse maatte betegne en af Verdens Grundlove. De aditiske Guder, navnlig Himmelguderne Varuna og Mitra, betegnes som Ritas Vogtere, Ritas Vognstyrere osv. Det er naturligt, at Menneskene tidligt fik Øje paa de Forhold, der herskede omkring Himlens Nordpol, hvor de nærmeste Stjerner ikke gik op eller ned, men bevægede sig i en Ring uden om nævnte Punkt. Især de første Søfarere, som om Natten styrede efter Stjernerne, maatte have nøje Kendskab til disse Forhold. Men forinden vi nøjere undersøger de gamles Opfattelse af denne Sag, maa vi gøre os klart, at for dem viste Himlen en anden Pol end for os, og de kendte Stjernebilleder drejede sig i andre Afstande fra Polen, end de gør i vor Tid. Himmelpolen er jo beliggende, hvor den forlængede Jordakse synes at træffe Himlen. Men denne Pol vandrer i 25800 Aar en Kredsvandring om Jordbanens Pol.⁸ i en Afstand fra denne af gennemsnitlig ca. 23½ Grad. Det er denne Vinkel, der udtrykker Ekliptikaskraaheden eller Ækvators Hældning mod Ekliptika. Som Følge deraf ser man forskellige Polarstjerner til forskellige Tider og ofte ingen direkte ved Polen. Endvidere har de Stjerner, der ligger den forhaandenværende Pol nærmest, de mindste Omdrejningskredse, og jo mere Polen flytter sig fra dem, des større bliver deres Omdrejningskredse. Omstaaende to Kort viser Himmelpolen og dens Omegn 3000 Aar før vor Tidsregning og Himmelpolen og dens Omegn 1925. Den omtrentlige Cirkel, ad hvilken Himmelpolen skrider frem, Præcessionskredsen, er indtegnet, og Polstedet for hvert Aartusinde afmærket fra 10000 Aar f. K. til 4000 Aar e. K. Samtidig er Bueafstanden fra disse Polsteder til Ekliptikas lidt svingende Pol angivet i Grader og Minutter (de forskellige Ekliptikaskraaheder). Da denne Ekliptikahældning, eller om man vil Polhældning, foraarsager Solens forskellige Afstande fra Ækvator, og disses største Maal netop svarer til Afstandene mellem Ekliptikas Poler og Himmelpolerne, gaar den Storcirkel, der midlertidig gennemskærer disse Poler, ogsaa gennem Solhvervspunkterne, der altid ligger 90° fra Foraarspunktet, hvorfra man regner Bueafstandene langs Ekliptika og Himmelækvatoren. En Stjernes Bueafstand paa Himmelækvatoren (eller det tilsvarende af en af dens Parallelcirkler) kaldes dens Rektascension, mens dens korteste Bueafstand fra Ækvator kaldes dens Deklination. Det er saaledes muligt til enhver Tid at beregne Himlens Omdrejningsforhold og Stjernernes foranderlige Rektascension og Deklination,⁹ og vi ser af Kortene, at 3000 f.K. gik Karlsvognen I en snæver Ring om Himlens Nordpol.
   Sanskritnavnet Rita er af Roden ar = ri, der betyder at indføje, f.Eks. Akslen i Hjulets Nav, rimeligvis beslægtet med Roden var = vri, omslutte, tæt indeslutte, hvoraf vart = vrit, rulle, dreje sig, synes en Udvidelse. Forøvrigt har ar ogsaa Betydningen: sætte sig i Bevægelse. Alene af den Grund synes Betydningen Nav, Centrum, Pol rimelig at antage for Navnet Rita. Men temmelig klart udtrykkes Betydningen i Vers 11 af den iøvrigt dunkle Rigvedahymne Rv. 1. 164: "Uden nogensinde at slides ruller Ritas 12-egede Hjul om Himlen. 720 Tvillingsønner er stegne op derpaa". Ritas Hjul med de 12 Eger er Aaret med dets 12 Maaneder, og de 720 Tvillingsønner 360 Par Dage og Nætter. Andre Steder i Rigveda hedder det: "Ved Ritas Kraft vender Morgenrøderne tilbage", "ved Rita førte den verdensstyrende Fader Solen paa Himlen".
   I overført og udvidet Betydning udtrykker Rita, hvad vi i et moderne Sprog kalder "Naturens Orden". Den Guddom, der særlig betegnes som Ritas Herre, er Varuna, Grækernes Uranos, Himmelhvælvingen, hvis Bevægelse jo foregaar om Polen.
   I den græske Mytologi er Ritabegrebet udviklet til fuld Personifikation i Gudinden Artemis. Denne Gudindes Moder Lêtô (dorisk Lâtô, lat. Lâtôna), hvis Navn skal betyde "Natten", flakker i Følge Myterne om for at finde et Sted, hvor hun kan føde sine Tvillingbørn Artemis og Apollon. Allevegne forfølges hun af Gudinden Hera. Omsider finder hun dog Tilflugt paa den lille Ø Ortygía eller Astería, senere kaldet Dêlos, der betragtedes som den midterste af Øgruppen Kykladerne i det ægæiske Hav. Om Ortygía fortæller Sagnet, at den, indtil den blev de to Guddommes Fødeø, svømmede rundt paa Havet uden blivende Sted. Navnet oversættes "Vagteløen" (af órtyx, Vagtel, gen. ortygos). Vagtel hedder paa Sanskrit vártikâ og har altsaa k, hvor det græske Ord har g. Der er da næppe noget i Vejen for at identificere græsk órtyx med latinsk vortex, Hvirvel, Himmelpol (gen. vorticis), idet Vagtelens Navn vel skyldes Egenskaber ved dens Flugt. Det ligger da nær at formode, at Ortygia symboliserer Himmelpolen eller vel snarest en eller anden Tids Polarstjerne. Denne Formodning bestyrkes yderligere af Øens andet Navn Asteria, "Stjerneøen". Den Øgruppe, hvis omtrentlige Midtpunkt den lille Ø danner, hedder Kykladerne, der baade kan betyde "de kredsdannende" og "de kredsende", et Navn, der vilde passe godt til de circumpolare Stjerner, der kredser om Himmelpolen uden at gaa ned under Horisonten. Dertil kommer, som ovenstaaende Tegning viser, at Øgruppen Kykladerne omtrent danner samme Figurer som de Stjerner, der i de nærmeste Aartusinder før vor Tidsregning grupperede sig tættest om Himmelpolen, nemlig Bagkroppen med Halen af Store Bjørn, Lille Bjørn og en Del af Dragen. Sandsynligvis er Øgruppen i Ægæerhavet opfattet som en jordisk Afbildning af de himmelske Kyklader og Ortygia eller Asteria derved blevet en Slags Stedfortræder for det Punkt af Himlen, hvorfra de to Gudebegreber udspringer. Øens senere Navn Dêlos skal betyde "den synlige" og hentyder muligvis til, at det er en lille, svagtlysende Stjerne, hvorom Talen er, ligesom Øen selv er en af de mindste Kyklader. Paa den Cirkel, Himmelpolen har beskrevet i de sidste 6000 Aar, kan der vanskeligt være Tale om andre Polarstjerner end alpha i Stjernebilledet Dragen; den fremtræder som en svagtlysende Stjerne af 4. Størrelse og var tæt ved Himmelpolen ca. 2700 f.K., og de gamle Ægyptere og Kinesere vides at have kendt den som Polarstjerne. Denne Stjerne er paa Sammenligningskortet over Kykladerne og Circumpolarstjernerne betegnet med Vortex (Himmelpol) for at antyde dette Ords Sammenhæng med Ønavnet Ortygia (egentlig Vortygia). Et yderligere Fingerpeg mod denne Stjerne turde ligge i Øen Ortigias Plads mellem Kykladerne. Af disse svarer Andros, Tenos, Mycônos, Rhenea, Syros og Gyaros til Stjernebilledet Lille Bjørn, paa lignende Maade som i Følge Dr. Gudmund Schüttes betydningsfulde Opdagelse en Del af de nordiske Helleristningers Figurer svarer til Stjernebilleder og ligesom undertiden paa ægyptiske Tempelbilleder visse Figurer betegner bestemte Stjernebilleder. Men Ortygia ligger da ved Bjørnens Snude, og det samme er Tilfældet med alpha i Dragen i Forhold til den himmelske Bjørn, selv om Afstanden er lidt større. Man kan ikke vente fuld Overensstemmelse, da jo hverken Stjerner eller Øer lod sig flytte, og maaske har Overensstemmelsen syntes større for Oldtidens Folk, hvis Kort paa begge Omraader sikkert har været ret mangelfulde.
   Den ovenfor fremsatte Antagelse forklarer ogsaa, hvorledes Ortygia har svømmet rundt uden blivende Sted, indtil de to Guddommes Fødsel. Stjernen maatte jo nemlig kredse omkring det stjerneløse Polsted i snævrere og snævrere Ring, indtil den selv blev Polarstjerne. I Aarhundredernes Løb kom den jo ganske vist atter til at kredse, men da kan den oprindelige Sammenhæng være bleven glemt, ligesom ogsaa baade Artemis og Apollon fik en anden Betydning end deres oprindelige, hvad senere skal omtales.
   Jeg kunde tænke mig, at en og anden vilde faa Skrupler over at antage, at de to Gudeskikkelser var af saa gammel Oprindelse som ca. 2700 Aar før vor Tidsregning; jeg har selv haft det, men tror af forskellige Sammenligninger at maatte opgive disse. Andre Guddomme, hvis Hovedindflydelse i Grækenland og Italien falder senere end dette Gudepars, viser sig med tydelige Tegn at stamme fra Tiden mellem 2000 og 4000 Aar f. K. Dette gælder f. Eks. Rhea Kybele og Attis, til hvem der ved Foraarsjævndøgn ofredes en Tyr og en Vædder, idet Dyrkelsen maa være begyndt, da Tyren var Foraarsstjernebillede (÷ 2000 - ÷ 4000). Noget lignende gælder Guden Mithras, hvis Dyrkelse først begyndte i Italien ved vor Tidsregnings Begyndelse. En Mithrastavle, fundet ved Udgravning af et Tempel for denne Gud ved den tyske By Heddernheim (nu i Museet i Wiesbaden), viser som alle saadanne Tavler Mithras Tyredrab. Men under Tyrens Forben ligger en Løve, og en Skorpion tilintetgør Tyrens Avlelemmer. Nu er det en kendt Sag, at Mithrasdyrkelsen er af ældgammelt Udspring og fandt Sted baade hos Oldinderne og hos Oldperserne, men Tyren, der dræbes, forklares sædvanligvis som Urtyren, Ahura Masdaz første Skabning, ved hvis Drab alt Liv opstaar. I J.A. Buchon's "Histoire universelle des religions" (Bind 5. 1845, Side 218) nævnes dette, men tilføjes: "il est l'image du taureau équlnoxial où le soleil entre en conjonction avec la lune" ("det er Billedet af Jævndøgnstyren eller Solen trædende i Konjunktion med Maanen" - Nymaane). Rent billedligt kunde Maanetyrens Udslettelse i Solgudens Nærhed vel nok passe, og Livets Opstaaen af denne maanedlig tilbagevendende Begivenhed lod sig maaske ogsaa forklare, i hvert Fald dets Vedligeholdelse. Mithras er oprindelig ikke slet og ret Solgud. Øverst paa nævnte Tavle ses han række Solguden Haanden, inden denne kører til Himmels, samtidig med, at man ser Maanegudinden køre ned fra Himmelhvælvingen. Og nedenfor ser man ham slæbe Tyren bort og sætte Straalekransen paa Solgudens Hoved. Desuden bærer Tavlens Bagside et Billede af den dræbte Tyr liggende paa Jorden, mens Bakkhos bagved rækker Mithras Druer. Mithras holder et Overflødighedshorn i Haanden. Da Bakkhos netop fører den udtømte Maanesoma ud som frugtbargørende Kraft til Elementerne, kunde dette Billede nok tydes i den sidstnævnte Retning. Mithras maatte da være en beskyttende Ekliptikaguddom i Lighed med Apollon. Om Tyredrabet i Tidens Løb kan have faaet en dobbelt Betydning er vanskeligt at afgøre. Mithrasdyrkelsen blev mere og mere en sindrig Mysteriereligion.
   Men at den dræbte Tyr oprindeligt symboliserer Stjernebilledet Tyren lader sig næppe betvivle. Med Foraaret opstaar Livet paa Jorden, med Efteraaret henvisner det. Nu er der den bemærkelsesværdige Omstændighed ved Hovedbilledet paa Tavlens Forside, at de tre Dyr, Tyren, Løven og Skorpionen, i Tidsrummet ca. 2000-4000 f. K. var de Stjernebilleder, hvori Foraarsjævndøgn, Sommersolhverv og Efteraarsjævndøgn indtraadte, saa dette Billede peger afgjort mod det nævnte Tidsrum.¹⁰ Ved vor Tidsregnings Begyndelse fandt disse Begivenheder Sted i Vædderen, Krebsen og Vægten (hvilke Navne nu er fastslaaede uden Hensyn til Stjernebillederne). Denne Forandring i Dyrekredsens Begivenheder er ogsaa taget i Befragtning paa Tavlen, idet den sidstnævnte Dyrekreds (begyndende med Vædderen) er afbildet i en Bue ovenover Tyredrabet, et Vidnesbyrd om Religionernes Tillempningsevne.
   Der kan da heller næppe være noget til Hinder for at antage, at Artemis og Apollon stammer fra det tredie Aartusinde før vor Tidsregning. Allerede hos Homer er deres Dyrkning jo i fuld Blomstring og nærmer sig den Tid, da deres oprindelige Betydning forvitrer. Nøjagtigt fra den Tid, da alpha i Dragen var Polarstjerne, behøver Myten jo heller ikke at stamme. Nogen særlig fintmærkende Opfattelse af dens Stilstand i Polen¹¹ havde Oldtidens Folk vel ikke. De fleste i vor Tid opfatter sikkert vor Polarstjerne som staaende stille i Polen, mens den dog først kommer denne nærmest 2105 og da ikke nærmere end ½° (1 Soldiameter). Der er næppe noget i Vejen for, at alpha i Dragen har kunnet betragtes som staaende i Polen det meste af sidste Halvdel af det tredie Aartusinde f. K.
   I Navnet Artemis har Rita (= Arta) faaet en Udvidelse, som vel skyldes Personifikationen til Gudinde. Ritá er et Intetkønsord, som i Nævneform hedder Ritám, dertil er i Græsk føjet Kvindenavnsendelsen -is, som vel ofte, men ikke altid, er et Nedstamningsled i Lighed med -sen eller tillige i gamle Dage -datter hos os. I den doriske Dialekt var Gudindens Navn Artamis.
   Mange af hendes Egenskaber betegner hende tydeligt som Polgudinde. Hun er "Jagtgudinde", i stadig Bevægelse mellem Himmelbjørnene og Dragen. Hun fremstilles selv i Skikkelse af en Hunbjørn, og ganske unge Piger, som indvies til hende, benævnes Hunbjørne. Hun "danser", idet hun drejer sig med alt, hvad der gaar i Ring om hende. Hun "spinder" paa Guldten, ogsaa et Udtryk for Omdrejningen. Hun fremstilles med det astronomiske Instrument Pólos, der viser Aarets Tideveksel (egentlig hetyder Polos Akse eller Pol). Hun har Tilnavnet Loxô,¹² Skraahedens Gudinde, paa Grund af Jordaksens Hældning.
   Hendes Tvillingbroder Apóllôn derimod har sin særlige Virksomhed paa Solens og Maanens Baner. Dette forklares af et af hans mange Binavne Loxías, der ligeledes betyder Skraahedens Gud, men da Ekliptika, hvori eller hvorved disse Himmellegemer bevæger sig, hedder loxiás, tager man næppe Fejl i at betragte ham som Ekliptikas særlige Vogter. Det er naturligt, at Omdrejningspunktets og Sol- og Maaneomløbets Guddomme er et Tvillingpar.
   Til Rita-Artemis svarer hos Nordboerne Urdhr, til Loxias svarer Loki, om end han ogsaa har laant Træk fra Hermes og Pan. Forøvrigt udtrykker ogsaa Bragi et af Apollons Binavne, ligesom han repræsenterer en af hans Egenskaber.
   Apollon er en Gud med mange forskellige Egenskaber, som vel nok oprindeligt har tilhørt forskellige Guddomme. Som den særlige Ekliptikagud kan han dog forene en Del af dem. Ekliptika er jo det Strøg af Himlen, hvor Solen, Maanen og Planeterne vandrer, og hvor forskellige Farer troedes at lure paa dem, især for de to store Himmellegemers Vedkommende Formørkelserne. Apollon var derfor den særlige Hyrde paa Himlen. Han var Musernes, Maanefyldernes, Maanegenfødernes Fører. Han var Jagtgud, som Artemis var Jagtgudinde; for begges Vedkommende er deres dræbende Pileskud hyppigt omtalte. Oprindeligt tænktes vel derved paa Stjerneskuddene, hvis Natur selvfølgelig var de gamle en Gaade. Bratdød udlagdes som en Følge af disse Guddommes Pileskud. Om senere ogsaa Maane- og Solstraaler er opfattede som deres Pile, skal jeg lade være usagt. Det er mindre sandsynligt, thi dels udstrommede de jo uophørligt fra disse Himmellegemer, dels var Solstraalerne jo kun i sjældnere Tilfælde af skadelig og sygdomsvækkende Natur. Apollons Binavn Hêkalos og Artemis' tilsvarende Hekátê oversættes "Fjerntrammeren", skønt Udtydningen ikke er sikker. Apollons hekatiske Virksomhed hænger sammen med den farlige Side af hans Gudemagt, en Side, som vistnok er særlig fremherskende i de ældste Tider. Ved sine Pile kunde han vække Pest og folkeødelæggende Plager, mens han paa den anden Side ogsaa var Helbreder og Fader til selve Lægekunstens Gud. I disse Henseender er han overmaade nærbeslægtet med den oldindiske Gud Rudra. At Apollons Farlighed har spillet en stor Rolle, ses bl.a. af, at man bar tydet hans meget dunkle Navn som "Ødelæggeren".¹³ Det synes ogsaa at være denne Gud, der i Johannes' Aabenbaring 9, 11 betegnes som "Afgrundens Engel" Apollyon, der sender Plager over de ugudelige, efter at en Stjerne er falden ned og har aabnet Afgrundens Brønd. I den syriske Variant hedder Engelen slet og ret Apóllôn, og det var ikke ualmindeligt at betegne visse græske Guder som Engle (aggelos). Desuden giver Bogstavernes Talværdier i Binavnet Hékatos med den bestemte Artikel, [(h)o Hékatos], det skæbnesvangre Tal 666, nemlig

o - 70
e - 5
k - 20
a - 1
t - 300
o - 70
s - 200
_____
     666

hvilket er Dyrets Navns Tal, Antikristens Tal Der kunde være god Grund til at betragte Apollon, der paa den Tid dyrkedes som Solgud, som en farlig Medbejler til Kristus, og minde om hans oprindelige frygtede Egenskaber. Han var "Mystopólos", hemmelige Indvielsers Gud, og den store Skøge, Babylon, bærer paa sin Pande Indskriften Mystêrion, Hemmelighed (Aab. 17, 5).
   Forøvrigt er der et mystisk Sammenspil mellem de tre ensartede Cifre i Antikristens Navns Tal og Jesu Navns Tal, som efter græsk Skrivemaade (Iésoys) er 888. Dette Tal nævnes i Sibylla-Spaadommenes 1. Bog.¹⁴
   At hverken Guden eller Navnet Apollon er af græsk Oprindelse turde anses for utvivlsomt. Hans Lighed med Oldindernes Rudra er tidligere berørt. Nævnte Gud kaldes i "Mahâbhârata" tryaxa, "treøjet", og Apollon benævnes triópios. Ganske vist forklares dette sidste Binavn som afledt af Navnet paa det knidiske Forbjerg Triopion, hvor der fejredes Apollonsfester, men jeg lægger ingen Vægt derpaa, da en Mængde Stednavne sikkert stammer fra en vis Guddoms Dyrkelse paa Stedet og hentyder til en Egenskab hos Guden. Dette er langt rimeligere, end at Guden skulde slæbe rundt med et tilfældigt Stednavn. Saaledes forklarer man ogsaa Oprindelsen til germanske Stednavne, der indeholder Gudenavne.
   Angaaende Oprindelsen til og Betydningen af Apollons Navn er Meningerne stærkt delte, og ingen af Forklaringerne virker overbevisende. Romerne benævnte ham ogsaa Apello og Etruskerne Aplu. Nogle har villet sætte Navnet i Forbindelse med det oldgræske Abelios (= Sawelios), Solen, Solguden. Andre har ligefrem tydet Navnet "Ødelæggeren", Guden havde yderligere et Binavn (Ulios)¹⁵ af denne Betydning. Navnet kan meget vel være et oprindeligt Binavn; den tilsvarende Gud hos Oldinderne hedder, som tidligere nævnt, Rudra, og Apollon har en Vrimmel af Binavne. Hvis ikke Ombytningen af p og th var vanskelig at forklare, laa det nær at sammenstille Navnet med Vedaernes Atharvan, oprindelig en Ildguddom, der ligesom Prometheus bragte Ilden ned fra Himlen. Efter denne Mytefigur opkaldtes Atharva-Veda, den fjerde og yngste af Vedaerne, der væsentlig indeholder Besværgelses- og Tryllehymner. En af disse, der angaar Helbredelse af Benbrud ved Guden Dhatars Hjælp, genfindes næsten ordlydende i en gammel tysk Remse fra 10. Aarh. (fundet i Merseburg), hvor Guden er Odin i Forbindelse ned nogle Gudinder. Den er senere overført paa Kristus. Andre Paakaldelser i Atharva-Veda angaar f. Eks. Overføring af Sygdom fra en Person til en anden, Erhvervelse af en Piges Kærlighed osv. Apollon er Sandsigerguddom, der gennem sine Orakler giver dunkle Raad og Vejledninger til dem, der forespørger. Særlig bekendte er hans Profetinder Sibyllerne, til hvilke hos Nordboerne svarer Vålverne.
   Vålven Gullveig eller Heidr der foregaves at kvæde Våluspá, var en Maanedæmon, maaske nærbeslægtet med Nornerne, af hvilke nogle var Dvalins (Maanens) Døtre (Fafnismál 13). Det ligger nær at øjne Slægtskabet mellem Sibyller, Vålver, Norner og Muser (Maanefyldere); Apollon som Ekliptikaguddom var Musernes Fører.
   Men som Muserne efterhaanden var blevet særlige Gudinder for de skønne Kunster, var Apollon ogsaa bleven Sangens, Musikens og Digtningens Guddom. Hans Binavn Brágkhios (af brógkhos? Strube) er da ogsaa blevet Navnet paa den nordiske Gud for Skjaldekunsten i Formen Bragi.
   Ulven er Apollons særlige Symbol, som Bjørnen er Symbol for Artemis. Der er saaledes god Sammenhæng mellem Apollon Loxias og hans nordiske Stedfortræder Loki, der er Fader til Ulven Fenrir. Lokis Virksomhed paa Ekliptika fremgaar bl.a. af Beretningerne om, hvorledes han var paa Vej til at føre Solen, Maanen og Freyja i Jætternes Vold (Gylfaginning 41, Finnur Jónssons Udg.). Hans mødrene Efternavn Laufeyjarson (Laufeiarson) er Apollons Tilnavn Lykêgenês ("lysfødt" eller "ulvefødt").

Lokis Hoved. Tegning under en Side af "Lokasenna" (cod.reg.) 1,75 Gg. forstørret. Kun det midterste af Tekstlinjerne gengivet

Til Fader har Loki faaet Jætten Fárbauti (rimeligvis rettere "Fárbaudhi"), Grækernes Periphêtês, den køllebevæbnede, mordlyste Søn af Ildguden Hephaistos.¹⁶ Lokes Binavn Lódhurr er Apollons Binavn, græsk Lêtôos, lat. Lâtôus, Letos Søn. Derimod synes hans Binavn Loptr at svare til gr. Lábda, Datter af Maaneomløbsguden Amphion, eller Lábdakos, Konge i Theben og Maaneguddom(?).
   Apollon har nær Forbindelse med to andre Guddomme, Hermes og Pan. Og den nordiske Loki synes at være en Sammensmeltning af dem alle tre. Listigheden og Tyvagtigheden er særlig Træk fra Hermes, hvis Binavn Lógios, Veltalenhedens Gud, muligvis kan have influeret paa Navnet Loki, skønt det første o i Nordisk skulde blive til a. Forøvrigt synes Loki i den overleverede Skikkelse ogsaa at have vage Træk fra de kristnes Djævel. Paa en Tegning under en af Siderne i "Lokasenna" i cod. reg. Haandskriftet af den ældre Edda er hans Hoved afbildet med to smaa Horn, ligesom hos den græske Pan og senere Djævelen.
   Urdhr har utvivlsomt som Grækernes Artemis, til hvem hun svarer, oprindelig været Himmelpolgudinde; denne Betydning kendes af, at hun ligesom Artemis "spinder", idet hendes Rok er de om Polen kredsende Stjerner. I Germansk har Navnet haft V foran (oldsachs. Wurd, angelsachs. Wyrd, oldhøjtysk Wurt). Navnet paa den anden Norne, Verdhandi, er af Rod som lat. verto, vender, drejer, beslægtet med vertex, vortex, Himmelpol, og med Vertumnus, Gud for Aarstidernes Veksel. Den tredje Norne, Skuld, synes at have faaet Navn af Artemis' Binavn Skylakîtis, "Jagthundenes Herskerinde".
   Men i den senere græske Oldtid blev Apollon slet og ret Solgud, og hans Søster Artemis ændrede ligeledes Betydning og blev Maanegudinde. Det er ikke usandsynligt, at den nordiske Urdr har fulgt hende i denne Forvandling, saa at de tre Norner er gaaet over til at betegne de tre Maanefaser, Urdr, den forhenværende, den aftagende Maane Verdandi, den vordende, den tiltagende Maane, Skuld (vistnok opfattet som Skjold, Skjul, sml. græsk skylóó, skjuler, skylon, den af den faldne Fjende afdragne Rustning), Fuldmaanen. Hvis disse Hovednorner er Maanefaser, bliver det naturligt, at nogle Norner er Dvalins (Maanens) Døtre. Indvidere støttes denne Antagelse af Overtroen paa Urdrmaanen som Dødsvarsel, nemlig Synet af en Halvmaane paa Væggen. Sml. "Eyrbyggja saga" 52: "- Den Aften, da Ligmændene kom hjem, og Folkene sad ved Ilden paa Frodaa, saa man, at der paa Væggene viste sig en Halvmaane, saaledes at alle i Huset kunde se den; den gik avet om imod Solens Løb og forsvandt ikke, saalænge nogen sad ved Ilden. Thorod spurgte Thorer Vidlæg, hvad det skulde betyde. Han svarede, at det var Urdmaane, og derpaa vilde følge Mandedød. Det hændte sig nu den hele Uge, at Urdmaanen viste sig hver evige Aften". (N. M. Petersens Oversættelse. 3. Udg. 1901).

V. Om Odin.

   Ved Sammenligninger mellem Skikkelser i den nordiske Mytologi og tilsvarende i de andre Mytologier, vil man muligt indvende, at til mandlige Guddomme i den ene svarer ofte kvindelige i den anden og omvendt. Jeg tror ikke, denne Indvending har megen Vægt, efter som de paagældende Personifikationer saa at sige kun er let maskerede Naturkræfter eller Himmelfænomener. Dertil kommer, at saadanne Guddomme i de ældste kendte Myter ofte optræder parvis, en mandlig og en kvindelig med de samme Navne paa Endelserne nær. F. Eks. havde Oldinderne Solguden Sûrya og Solgudinden Sûryâ, Grækerne har den mandlige Solgud Hélios (Sélios, Sâwelios), Romerne den mandlige Solgud Sôl, mens Nordboernes af samme Navn er en Gudinde. Grækerne har Maanegudinden Mênê, men Nordboernes Maanegud Máni er mandlig. Endelig kendte Romerne i ældre Tid en mandlig Maanegud Lûnus, mens den almindelig kendte er Gudinden Lûna.
   Dernæst er der saa godt som overalt Uoverensstemmelser i Slægtskabsforholdet. Ofte er Forholdet Fader og Søn el. lign. vendt om, og ofte er Afvigelserne endnu større. Jeg vil dertil bemærke, at de forskellige Kilder hos de gamle næsten alle meddeler Gudernes Slægtregister afvigende, hvad der er særdeles rimeligt, eftersom Afstamningsforholdet egentlig kun er den i Øjeblikket gældende Forestilling om Aarsag og Virkning. Opfatter man Tordenen som det vigtigste i Tordenvejret, bliver Guden Tordneren, men Lynet hans Datter. Opfatter man rigtigere og mere udviklet Lynet som Tordenens egentlige Aarsag, bliver Lynet Faderen og Tordenen hans Søn eller Datter.
   Naar man da vil spørge: Findes der i de ældre Kulturfolks Mytologier en Gud, der i Væsen og Navn svarer til Nordboernes Odin? saa er Svaret nærliggende: Der findes Grækernes Gudinde Athene. Hun er oven i Købet en Gudinde af nærmest mandlig Natur. Den sædvanlige Myte om hendes Fødsel meddeler, at Zeus bærer Fosteret i sin Pande, og da det er modent, befrier Hephaistos det ved at kløve Zeus' Pande med en Økse, hvorefter Athene i fuld Rustning og lansebevæbnet farer ud. Den nærmere Forklaring ligger lige for. Zeus er blandt andet Tordengud. Hans romerske Binavn Tonans svarer til Nordboernes Thor (ældste kendte germanske Form Thonar). Hephaistos er Ildgud, og idet han kløver Tordnerens Pande, springer Lynet frem med sin Ildlanse.
   Det er en tilfredsstillende Forklaring og vel ogsaa en almindelig anerkendt. Men ydermere tyder Athenes Navn paa, at dette forholder sig saaledes. I det med Græsk og Latin nærbeslægtede Sprog Sanskrit (Oldindisk) betyder Ordet vadhá, vadhánâ Død, Nedslag, Mord, og bruges ofte som Benævnelse paa Guden Indras Tordenkile. Det græske Athênâ har altsaa oprindelig haft Formen Wathêna, hvad jo ikke kan ses, da det græske Sprog har tabt w eller v. Dertil svarer germansk Wôdan under Forudsætning af, at a i de nysnævnte Ords første Stavelse oprindelig har været langt. Odins oldtyske Navn er Wodan, engelsk Wódan, Wóden.
   Athene er i sin oprindelige Betydning altsaa en Personifikation af Lynet. Aiskhylos siger, at hun kender Nøglen til det Værelse, hvor Lynet ligger skjult. Deraf udvikler sig naturligt hendes dobbelte Egenskab, som Krigsgudinde og som Gudinde for Aandslivet. Lynet symboliserer saavel Stridens Lanse som den hurtigt farende Tanke, der ligeledes fødes af Hovedet. Og Odins fornemste Egenskaber er ganske de samme. Han er Hærenes Gud og den, der modtager de faldne, og han er Visdommens Gud, Runernes Opfinder, den Gud, hvis Ravne indfanger Viden om alt, hvad der foregaar paa Jorden.
   Men ikke alene saavel Navne som Egenskaber peger hen paa Identiteten af Athene og Odin. Ogsaa mange Binavne har de fælles. Athene som Sejrsgudinde kaldes Nikê, Odin, der betegnes som Sejrfader, kaldes Hnikarr.¹⁷ et Navn, der ganske vist synes et sent Laan. Odin kaldes ogsaa Nikudhr og Hnikudhr, laant fra det græske Ord nikátôr, Sejerherre. Athene kaldes Trîtogéneia (den af Triton fødte) og Trîtonís, Navne, der hentyder til Stormens og Uvejrets Larm, Odin kaldes Thridhi. Athene kaldes Alkís, den Stærke, Odin kaldes Jalgr eller Jalkr (baade Lydflytning og Laan). Athene kaldes Soteira,¹⁸ den, der bringer Redning, Odin kaldes Sádhr. Athene kaldes Salpinx (formodentlig af Xalpinx) som Krigstrompetens Opfinder, Odin kaldes Skilfingr. Athene kaldes Bulaía, den raadgivende, Lokis Broder Byleistr er rimeligvis Odin.
   I denne Forbindelse maa jeg omtale, at Navnet paa Odins ottefodede Hest Sleipnir ligeledes bedst forklaras af det græske Ord laipsêrós, hurtig, hurtigfodet, et Ord, der ofte bruges om Vinden. Der er vel ingen Tvivl om, at denne Hest symboliserer den Uvejret ledsagende Storm. Dette falder jo godt nok sammen med den nu almindelige Forklaring: Odin som den vilde Jæger.
   Endelig skal jeg i denne Artikel endnu kun omtale, at Myterne om Medusas Hoved, der er sat i Athenes Skjold, men stadig bevarer sin Kraft, og Mimirs Hoved, som Odin opbevarer og stadig kan raadføre sig med, har paafaldende Ligheder, saameget mere som det nordiske Navn Mjåtudhr kunde synes at være Binavn til Mimir. Athenes Skjold hedder forøvrigt Aigis, og den nordiske Mytologi kender en Dværg Eikinskjaldi (den, der holder Skjoldet Eikin).

VI. Om Mimir.

   Det har været almindeligt at betegne Mimir (eller Mimr) som en Havjætte. Jeg mener, dette er urigtigt, og deler N.F.S. Grundtvigs Opfattelse, naar han afleder Mimirs Navn af latinsk memor, Erindring (Nord. Myth. 217. Fodnote). Mimir er efter mit Skøn utvivlsomt Romernes Memoria, Grækernes Mnemosyne, Erindringen. Hos Grækerne er Mnemosyne de ni Musers Moder, og disse er, som omtalt i Artiklen "Fimbul", Gudinder, der atter fylder Lysets Vædske i den tømte Maane; det er Erindringen, der genfrembringer den lysende Maane paa Himlen, og da Maanegudinden bliver Fødselsgudinde, bliver Musernes Tal ni, svarende til Svangerskabets Maaneder. Ligeledes er Mimir utvivlsomt baade Erindrings-Guddom og Maanegud. Og det Øje, Odin pantsætter hos ham, er snarest Maanen og ikke som almindelig antaget Solen.
   Mimir drikker Mjød af Hejmdalrs Horn, Maanehornet; han drikker ogsaa Mjød hver Morgen af Valfaders Pant, Odinsøjet, nemlig naar Maanen taber sit Skin ved Dagens Frembrud. Snorris Kongesagaer fortæller følgende om Mimir: "Odin fôr med en Hær mod Vanerne, men de var velberedte og værgede deres Land, saa de kæmpende sejrede skiftevis, hærgede hverandres Land og skadede hinanden. Da de omsider blev kede deraf, satte de et Forligsstævne mellem sig, sluttede Fred og gav hinanden Gidsler. Vanerne sendte deres ypperste Mand Njård den rige og hans Søn Frey, Aserne derimod en Mand, som hed Hønir, som de kaldte velskikket til Høvding. Med ham sendte Aserne tillige en, som hed Mimir, en saare vis Mand, men Vanerne sendte derimod den, der var den viseste i deres Flok, han hed Kvasir. Da nu Hønir kom til Vanehjem, blev han straks gjort til Høvding; Mimir gav ham alle Raad. Men naar Hønir stod paa Ting eller Stævner, uden at Mimir var hos, og vanskelige Sager lagdes for, da svarede han stadig det samme: "Raade nu de andre". Da fattede Vanerne Mistanke om, at Aserne havde narret dem ved Mande-Skiftet. De tog derfor Mimir og halshuggede ham og sendte Hovedet til Aserne. Odin tog Hovedet, indsalvede det med saadanne Urter, at det ikke kunde raadne, kvad Galdre derover og tryllede det saaledes, at det samtalede med ham og sagde ham mange skjulte Ting".
   Til dette Sagn hentydes i Vålvens Spaadom, Str. 48:

Mims Sønner leger, og Mjåtud tændes
i Glød ved Gjålls det gamle Horn;
højt blæser Hejmdal, Horn er i Luften,
mæler Odin med Mims Hoved.

Hejmdalr og Mimir stilles her i nær Forbindelse med hinanden, ligesom ved Brugen af Gjållshornet. I Snorris Edda (Skáldskaparmál) hedder det: "Sværd hedder Hejmdals Hoved. Saa er sagt, at han blev gennemboret med et Mande-Hoved. Om ham er kvædet i Hejmdalsgalder, og siden er Hoved kaldet Hejmdals Mjåtud; Sværd hedder Mands Mjåtud".

Medussa Hoved. Gammelt græsk Billede.

   I min Indledning til Hyndlasangen har jeg hævdet Sandsynligheden af, at Hejmdalr var Maanegud. Hans nære Samvirken med Mimir tyder yderligere derpaa. Her forekommer nu Egennavnet Mjåtndr¹⁹ i Forbindelse med Hejmdalrs Navn, Yggdrasil betegnes som Mimameidr, Mimirs Træ, og dens Olden som Mjåtudr for Menneskene, fordi de haaret paa Ild frigør Fosteret hos Barselkvinder (Fjålsvidsmsål 22):

Ud af dens Olden paa Ild du bære
for Kvinder i Barselkvide,
ud da iler, hvad de inde skjuler,
saa er den for Menneaker Mjåtud~.

Mimameidr (Yggdrasil) kaldes ogsaa i Vålvens Spaadom Str. 2 Mjåtvidr. Det ligger da nær at formode, at Mjåtudr egentlig er en særlig Benævnelse for Mimir eller maaske i Særdeleshed for det stadig levende Mimirhoved, formentlig Maaneskiven med det bekendte Ansigt. I et græsk Sagn kendes ogsaa et afhugget Hoved, der stadig bevarer sin Kraft, nemlig Medusas Hoved, og det ser ud som mer end et Tilfælde, at etymologisk svarer Navnet Medusa netop til Mjåtudr.
   At Grundlaget for Sagnet om Medusas Hoved er Ansigtet i Maaneskiven, ligger det nær at antage. Betydningen af Navnet Medusa er tvivlsom. Almindelig antages Ordet at være Hunkønstillægsform af médomai, sørger for, pønser paa, eller médô, styrer. Saadan Betydning passer daarlig til Medusaskikkelsen, der stammer fra Havguddommene Phorkys og Kêtô, og som selv avler Afkom med Havguden Poseidon, der maaske som Flodbølgens Gud nærmest er Maaneguddom. Ved ham er hun Moder til Kildehesten, den bevingede Pegasos. Det vilde være naturligere at søge Forklaringen paa Navnet i Sanskrit -Tillægsformen madantî, der formelt svarer til Medusa, af Sanskritroden mad, vælde, sprudle, somaberuse sig, begejstre. Medusa er den eneste dødelige af de tre Corgoner, en Betegnelse, der passer paa den hver Maaned døende Maane; disse tre Søstre har andre tre, som kaldes Graierne (Graîai), et Navn, der forklares som geraiai, de gamle, men som naturligere kunde forstaas som grâviai af sanskrit grâvan, Somapressesten. Disse tre Søstre havde efter Sagnet i Fællesskab eet Øje, een Tand og eet Horn, Maanens Tegn. Hos Inderne var Guden Soma Maaneguden, repræsenterende Maanens Fyldning med Lyset, der opfattedes som en Vædske, svarende til den jordiske berusende Somasaft. Guden Soma var en Slags indisk Bakkhos (ligesom Indra). Se Indledningen.
   Odin kommer hos Nordboerne i Besiddelse af Mimirs Hoved, som han stadig holder i Live. Ligeledes kommer hans græske Navnefælle Athena i Besiddelse af Medusas Hoved, som fra hendes Skjold (Maanen) bevarer sin forstenende Magt.
   Mimirs Brønd er Erindringens Brønd, og hans Sønner, der ligesom Muserne leger (paa Strengeleg), synes i mandlig Omklædning at svare til Mnemosynes Døtre.
   Vålvens Spaadom Str. 48 siger altsaa:
   Mims Sønner leger (og genfrembringer den slukte Maane), Mjåtudr (Maanen) tændes ved Hornet (Nyet). Hejmdalr (Maaneguden) blæser, Hornet er i Luften, Odin samtaler med Mims Hoved (Maanens Ansigt), enten synligt indenfor Hornets Krumning eller i Fuldmaaneskiven. I sidste Fald maa Strofens Begivenheder forstaas som hurtigt fremadskridende. Hele Vålvens Spaadom er nemlig en hastig Opremsning af hele Verdens- og Gudelivets Forløb. Dette være ikke sagt til Forklejnelse af Digtets høje poetiske Flugt, der i sjælden Grad svarer til det høje Emne.

VII. Om Tyr.

   Af alle de Gudeskikkelser, som det er naturligt at identificere med græsk-romerske, er ingen taknemligere at behandle end Tyr, da hans Navns Oprindelse fra den gamle ariske Himmelgud, Dydâus, paa Forhaand er anerkendt af Videnskaben. Han er den samme som Grækernes øverste Gudeskikkelse Zeus og Romernes Jupiter (Dyauspitar). I den nordiske Mytologi er han bleven en underordnet Guddom, der navnlig udmærkede sig ved sit koldblodige Mod, da Fenrirsulven skulde bindes, idet han lagde sin højre Haand i Ulvens Gab som Pant paa, at der ingen Svig var med i Spillet fra Asernes Side; han vidste, at denne Haand maatte han ofre for at faa Ulven bundet. Dette Sagn stammer formodentlig fra, at ifølge den græske Mytologi angreb Zeus Uhyret Typhaon, men dette af hug Senerne paa hans Hænder og Fødder og gemte dem i en Oksehud; Hermes og Aigipan bragte ham dem igen, hvorefter han atter fik sin forrige Kraft.
   I Asatroens ældste Tid har Tyr været en Lysgud ligesom hos Oldinderne og Grækerne. Han er gledet i Baggrunden, da en anden Repræsentant for Zeus, Thórr, Tordneren, blev en af Nordboernes øverste Guder.

VIII. Om Tor.

   Thórr er en af de folkeligste Guder i den gamle nordiske Mytologi. Hans ældste kendte germanske Navn er Thonar, fundet paa en Spænde i det 5. eller 6. Aarh. i Nærheden af Augsburg. Dette Navn er øjensynligt det samme som Jupiters Binavn, Tonans, Tordenguden. I den nordjske Mytologi betegnes han som Søn af Odin, og som hans Moder nævnes Jårdh, Jordgudinden, men ogsaa Hlódhyn og Fjårgyn. Man har sluttet, at de sidste to Benævnelser var Binavne til Jordgudinden, men dette turde være usikkert. Nogle sætter Navnet Fjårgyn i Forbindelse med Navnet paa den Litauiske Tordengud Perkûnas, en noget dunkel sproglig Sammenhæng er der vel med gotisk fairguni, Bjerg. De to Navne, Hlódhyn og Fjårgyn kunde ogsaa sammenlignes med Navnene Klôthô, græsk Skæbnegudinde, og Parca, Fællesnavn for de romerske Skæbnegudinder. Men disses Anledning til at optræde som Mødre for Tordenguden er ikke umiddelbart forstaaelig.
   Mere sandsynlig er Sammenhængen mellem Fjårgyn og Rigvedas Regn- og Tordengud Parjánya, som H. Grassmann sammenstiller med Litauernes Perkunas, idet han forudsætter, at Navnet oprindelig har været Parcánya. Navnet betyder hos Oldinderne ogsaa slet og ret Regnsky.
   Tors Hammer, Mjållnir, hvormed han dræber Jætter, har rimeligvis laant sit Navn fra lat. malleus, Hammer (se Valde Latein. etym. Wörterbuch S. 456), russisk molnija, Lyn. Han kæmper mod Jætterne som Zeus mod Titanerne, men minder ogsaa i sin Kamp mod Uhyrerne om Herakles, hvis Hustru, Hêbê, Ungdomsmodenhedens og Livsnydelsens Gudinde, genfindes hos Nordboerne som Tors Hustru Sif Tors Hammer henleder ogsaa Tanken paa Herakles Kølle og Indrás Vadha, Tordenkilen. Som Odin oprindelig foraarsager Lynet, saaledes foraarsages Tordenskraldet af Tors Hammer, der muligvis senere smelter sammen med selve Begrebet Lynstraalen, samtidig med, at Odins Guddomsomraade udvides til at omfatte mange andre Forhold (ligesom Athenas). Tors Hammer blev engang stjaalet af Jætten Thrymr, Tursedrotten.

IX. Om Freyr.

   Adam af Bremen giver ca. 1075 en latinsk Beskrivelse af et gammelt Gudehov i Upsala. Hvor gammelt dette Hov har været, vides ikke, men man har vel Lov til at gætte paa 7-800. Dette Hov havde tre Gudebilleder: Odin, Tor og Freyr. Odin var bevæbnet med et Spyd som Athene med en Lanse, Tor med en Stav ligesom Jupiter og endelig var Freyr kendetegnet ved et uhyre stort Avlelem ligesom Grækernes Priâpos. Denne sidstnævnte Guddom var især Avlekraftens Gud og iøvrigt al Frodigheds særlige Beskytter, hvorfor hans Statue særlig anbragtes i Vinhaver. Han angaves i Almindelighed at være en Søn af Dionysos og Aphrodite, ogsaa Hermes angaves som hans Fader og en Nymphe som hans Moder. Det turde være indlysende, at den nordiske Freyr er identisk med Priapos, og den nordiske Aphrodite, Freyja, er hans Søster i Stedet for som hos Grækerne hans Moder. Saavel Navnet Priapos som Navnet Freyr skal utvivlsomt afledes af samme Rod som sanskrit práyas, Elskov, Nydelse, priyá, elsket, attraaet (prî, glæde, vise Elskov). Formerne Freyr og Freyja i Betydningen "Herre" og "Frue" er sikkert en sen Omtydning. Freyjas Navn er det samme som Friggs, der i Oldhøjtysk var Frîja, og Freyrs Navn maa have haft en tilsvarende Form. Adam af Bremen har i sin latinske Tekst givet Freyr Navnet Fricco. Axel Olrik siger om Upsala-Freyrsbilledet ("Gudefremstillinger paa Guldhornene", Danske Studier 1918, I): "En saa monstrøs fremstilling ligger overordentlig fjærnt fra hele den gudeopfattelse, der møder os i eddadigtning og i vikingetidens gudetegninger; derimod hænger den sammen med antike Priaposbilleder eller med nordiske raat tildannede gudebilleder fra en vistnok langt ældre tid". At, den hænger sammen med antike Priapos-Billeder er jo slaaende rigtigt, men jeg kan iøvrigt ikke se nogen Grund til at mene, at den ligger saa fjernt fra Eddaens Gudeopfattelse. Læs Lokasenna Str. 37:1: "Freyr er beztr allra ballridha", hvor ball- utvivlsomt svarer til græsk phallos (Gudm. Schütte). Strofen lyder:

"Freyr er ypperst af al Manddom
     inden Asernes Gaarde.
Mø han ej græmmer eller Mands Kone
     og laser enhver af Lænker".

   Eller skulde hele Tonen i Lokasenna være finere end Fremstillingen af det gamle Freyrsbillede i Upsala?
   Tilnavnet til Freyr "bani Belja" er vel Gengivelse af græsk Bellerophôn eller Bellerophontês. Bellerophon og Priapos har næppe noget med hinanden at skaffe. Belleros er et ukendt Navn ligesom det nordiske Beli, og det skyldes muligvis en Fejltagelse, at dette Navn er knyttet til Freyr.

X. Om Hel og hendes Brødre.

   Hel betegner egentlig i Almindelighed Underverdenen, særlig Dødsriget. Yderligere som Personifikation er Hel Jordgudinden som Underverdenens Gudinde. Roden til Navnet i de to Betydninger synes noget forgrenet. Sanskrit kulaya, Skjul, Hylster, græsk kaliá, Hytte, Fængsel, Pans Grotte = kalîós, gotisk halja, oldhøjtysk hella, osach. hellia, hell, ofris. helle, ags. hel (Helvede) er utvivlsomt Ord af samme Rod; denne synes (sml. Grassmann) i Sanskrit oprindelig at have Formerne kal, kar, çar, çir, adskille, hvorefter den har delt sig i Begreberne: 1) afskære, itubryde, græsk keírô, afskærer, af hugger, sml. koláptô, udhuler, indhugger, oldn. hola; 2) indhylle, græsk kalyptô, skjuler, dækker, kryptô, skjuler, dølger, hemmeligholder, lat. cêlo, occulo, gotisk huljan, oldn. hylja.
   Som Underverdens- og Dødsgudinde synes Hels Navn at tilhøre den første Gren. Hun er Datter af Loki og Angrboda, Søster til Midgaardsormen, vel Havdybets Personifikation, og Fenrirsulven. I hendes Verden straffes de onde og fejge, men ogsaa en Gud som Baldr, der falder for Broderens Pil, maa bo i hendes Haller. Hendes Hud er halvt sort og halvt af menneskelig Hudfarve. Dette Træk peger tydeligt hen paa den græske Jord- og Underverdensgudinde Persefone, der i Sommerhalvaaret er over Jorden og i Vinterhalvaaret under Jorden. Maaske er Persefone ogsaa Maanegudinde, Jordgudindens Datter, derfor skiftevis lys og mørk (eller halvt begge Dele). Persefone har Binavnet Kórê, der vel svarer til det latinske Ceres, som hos Romerne identificeres med Jordgudinden Demeter selv. Ceres er som Jordgudinde Kornets og Agerdyrkningens Gudinde; Navnet, som efter hende simpelthen kan betegne Korn, er vel af samme Rod som græsk keírô, skærer, og betyder vel egentlig Høstgudinde (san. çarád, Høst). Ceres afbildes med en Krans af Aks om Haaret, med Aks i den ene Haand og en søvndyssende Valmue i den anden. Eller hun kører i en Vogn, forspændt med bevingede Drager og med en Segl (Maaneseglen) eller et Overflødighedshorn i Haanden. Hun fremstilles ogsaa med en Spade i den ene Haand og en Kurv paa Armen, og med en Le og en Plejl i den anden Haand. Persephone betegner vel specielt Sæden, der om Sommeren er over, om Vinteren under Jorden.
   Ceres (Kórê) synes at være en Sammensmeltning af Jord- og Maanegudinde (Maanen som Vækstens og Høstens Herskerinde, Jorden som Vækstens og Høstens Moder, som den, der gemmer Kernerne i Jorden om Vinteren, som Høstgudinde tillige Dødsgudinde). En lignende Sammensmeltning af Jord- og Maanegudinde har sikkert ogsaa fundet Sted for Rhea-Kybeles Vedkommende.
   Flere Træk synes altsaa at tyde paa, at Kore - Ceres - Hel er en og samme Gudinde, om end Hel særlig er gaaet over til at repræsentere Høsten, Døden og Underverdenen.
   Af samme Rod er antagelig Navnet paa den græske Gudinde for den voldsomme Død, Slagmarkens Gudinde Kêr; Navnet forekommer ogsaa i Flertal. Enhver, som skal en voldsom Død, har sin Ker allerede fra Fødslen. Muligt er det nordiske kyrja (i valkyrja) Laan herfra.
   Et Udtryk som Niflhel, der ogsaa er Benævnelse i Old-krifterne til et Sted i Underverdenen, hvor døde straffes, synes at stamme fra en hel anden Kilde, nemlig fra det græske Sagn om Nephélê, hvis Datter, Hellê, styrtede fra Luften ned i Hellespont, der fik Navn efter hende.
   Angaaende Hels Brødre Fenrirsulven og Midgaardsormen (Midgaardsslangen) har jeg ikke noget at oplyse. Fenrirsulven synes at være et Jorduhyre, hvis Navn vel er af samme Rod som Navnet Pan, og Midgaardsormen er et Havuhyre, der omslynger hele Jorden ligesom efter de gamles Mening Verdenshavet selv. Enkelte har ogsaa villet tyde Midgaardsormen som Mælkevejen paa Himlen. Dog mod denne Forklaring strider Sagnene om Tors Fiskeri, hvor han drager Slangen op, og Forestillingen om, at den ved Ragnarok gaar paa Land. Sandsynligheden taler for, at den er en Personifikation af Havets farlige Kræfter.
   De to mægtige Uhyrer i den nordiske Mytologi har en Mængde Forbilleder i de gamle Mytologier, om end disse bærer Navne, der ikke har Rodfællesskab med de nordiske. Saaledes minder Fenrirsulven meget om Grækernes Typhâon eller Typhôn, et Vulkanuhyre, Søn af Hephaistos, der efter at være overvundet af Zeus nedstyrtes i Tartaros. Efter Aiskhylos ligger Uhyret begravet under Vulkanen Ætna.

Noter til Vålvens Spaadom.

   Str. 2:1 Altræet (mjåtvidhr). Maaske og rimeligvis er mjåtvidhr et Egennavn, beslægtet med Egennavnet Mjåtudhr. Sml. græsk médomai, bærer Omsorg for, er bestemt paa, médô, hersker, mêdos, Beslutning, Raad, Anslag, Klogskab. Ordret: "det berømte Mjåtvidr". Paavirkning fra Sagnet om "Kundskabens Træ" eller endog Livets Træ" kunde være tænkelig. K.F. Wiborg oversætter (Fremstilling af Nordens Mythologi. Udg. for Magistergraden. Kbh. 1843):

"jeg kender Kundskabens
Træ fra Roden".

   Sandsynligst er dog Betydn. "Skæbnetræet", sml. Mjåtudhr, Skæbneguden, Maanen (gr. Medusa), Mimirs Hoved.
   Str. 3:4 Ginnungis Gab, Gaberens Gab, Grækernes Kháos. Formodentlig er Ginnungi Navn paa den gabende Afgrund og ikke paa en Personifikation af denne.
   Str. 4:1 "Brandene". Sædvanlig læses "bjådhum" og oversættes "Landene". Jeg læser "bjódum" og oversætter "de runde Skiver", antagelig Sol, Maane og Stjerner, svarende til de "síur ok gneista", som omtales i Snorris Edda Kap. 8. Det kunde synes, som der i Snorris Våluspátekst havde staaet:

"Adhr Bors synir síum of ypdhu".

   Str. 5:2 Himlen (Sæmundrs Edda, cod. reg. (himinjódyrr) rimeligvis for himinjådurr, Hauksbok iodur(r), se Bugge Sæm. Ed. pag. 1, Anm. 5, ags. eodor i Betydning Bue, Hvælving. Altsaa ordret: Himmelhvælvet. Sml. Mandsnavnet Jådhurr, vistnok lig græsk Zéthos, Pers. af Maanebanen.
   Str. 6:5 Unden, oldn. undorn, Formiddag, Frokost, jydsk Dialekt Unden, "Middagsmad".
   Str. 13:2. Jeg har ombyttet Hanar, Sviur med Heftifili, og i Str. 16 indsat Hanar og Sviur i Stedet for Gentagelsen af Eikinskjaldi. Iøvrigt har jeg fulgt Bugge med Hensyn til Navnene.
   Str. 9-24 incl. I den gamle nordiske Folketro og helt op i Middelalderens Overtro spiller Dværgene en betydelig Rolle. De er særlig opfattet som kunstfærdige Smede, der undertiden frembragte sjældne Smykker og Vaaben for Aserne, men hvis Virksomhed særlig foregik under Jorden. De bliver nærmest at opfatte som Jordens Naturkræfter, medens Alferne er de overjordiske Elementers Kræfter. Om deres Navns Oprindelse har der været delte Meninger. Dog synes det mest nærliggende at henføre det til Navnet paa en Gruppe af Hephaistos' Smede, de rhodiske Telkhiner, der ligeledes udførte vidunderlige om end ofte farlige Kunstværker for de græske Guddomme og mytiske Personer.
   Navnet Telkhin kommer af thélgô, tryller, bedøver, bedaarer, forfører, et Ord, der har Sammenhæng med Sanskritordene dhvar, dhru, fordærve gennem Bedrag, dhvarás, skuffende, forblændende. Deres Herre og Mester Hêphaistos (Sâwaistos)²⁰ er Ildguden, der særlig har sine Smedjer i Vulkanernes Indre og uden al Tvivl er den samme som Nordboernes Svartr eller Surtr. I gamle Kildeskrifter kaldes ogsaa en Gruppe af Dværge for Svartalfer. Egennavnet Svartr (Surtr) har vel oprindelig næppe noget med Farvebetegnelsen svart? (sort) at gøre, men Lydoverensstemmelsen har bevirket, at man har opfattet Smede- og Ildgudens Navn i denne Betydning, hvilket f.Eks. ses af, at Svartalfer ogsaa (maaske af Stavrimshensyn) kaldes Døkkalfer (Mørkalfer).
   Navnet dvergr synes endvidere af samme Grundbetydning som dolgr, skønt sidstnævnte Ord almindeligvis menes at betyde "Fjende" (daudhir dolgar = Spøgelser, Gengangere); yderligere er Dolgr Egennavn til en Dværg.
   Dværgenes Skabelse skildres i "Våluspa" 9:

"Da gik de hajeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem skulde skabe en Skare Dværge
af Brimirs Blod og af Blains Knogler".

Man plejer at forklare de to Navne Brimir og Blàin²¹ som Binavne til Ymir, idet man vel mener, at dette stemmer saa godt med Verdensskabelsen af dennes Legeme. Og med Rette, da baade Brimir og Blain er de nordiske Former for to af Bakkhos' Binavne Brómios, (Bruseren)²² og Phloiòs ("Barken").²³ Udtrykket "Blains leggjum" kan tydes dobbelt, Idet leggr baade er "Ben, Knogle" og Stilk, Stængel, Stamme". Her tænkes altsaa paa Maaneguden Bakkhos som Vækst- og Frugtbarhedsgud, der overfører Maanens Kraft til Jordens Elementer. Dværgene skabes af Maanens Kraft i Havet og Jorden.
   Den Liste, der nu følger over Dværgene, og som ikke er ganske overensstemmende i de forskellige Tekster, viser en Række Navne paa Guddomme, der hos Grækere og Romere er Personifikationer af forskellige Sider af Maanens Natur eller af Kræfter, som mentes at virke i Forening med denne.
   De første Dværge, som Modsognir og Durin skaber, er:

"Nyi og Nidi, Nordri og Sudri,
Austri og Vestri, Althjófr, Dvalin.²⁴

At de fire af dem repræsenterer Verdenshjørnerne, samt Nyi og Nidi de to Maanefaser Ny og Næ er vel umiddelbart indlysende. Men skal saa Althjofr betyde "Altyv' og Dvalin "Dvalen", er vi ude paa den mest gyngende Grund. At forkaste det hele som senere indskud er vel lettest at slippe om ved Sagen, men ved Hjælp af den græsk-romerske Mytologi falder der et ikke uinteressant Lys over store Dele af Remsen.
   Jeg forsøgte først at finde den mytiske Skikkelse, der nævnte Gudelære svarede til Nidi og ved et Tilfælde standsede leg ved Grækernes Nykteus, der vel tilsyneladende ikke stod i god etymologisk Overensstemmelse med det nordiske Dværgenavn, men hvis Betydning, som henpeger paa en Skikkelse, der virker i den sene Nat, egentlig nok kunde passe paa Næet. Det græske y kræver ikke noget nordisk y, da nyx (lat. nox) svarer til nordisk nátt, og Sanskrit har nákta, nákti og naç (maaske af Verbalroden naç, at gaa tabt, forsvinde, forgaa). Men sidstnævnte Sprog har ogsaa niçitâ, der vel lod sig bringe i Overensstemmelse baade med Nykteus og Nidi. Dertil kommer, at Nykteus har en Datter, som hedder Antiópê, "det modsatte Ansigt" og som altsaa synes at røbe sig som en Personifikation af 1. Kvarter. Hendes Sønner hedder Amphíôn ogZethôs,²⁵ "Omløbet" og "Banen". Amphiôn er gift med Nióbê (sandsynligvis af néos og ôpê, "det ny Ansigt"), Nymaanen, der begrænser Omløbet. Muligt er den rigtigere græske Form Nióvê, der direkte peger mod gotisk niujis, oldsachsisk og oldhøjtysk niuwi, angelsachsisk níwe, ny. Niobes Broder hedder Pélops, der formentlig betyder "Fuldmaanen" (polys ôps, "det fulde Ansigt").
   Nu fortæller Myterne om Niobes Hovmod, der straffedes paa hendes Børn. Den ældste og sikkert rigtigste Fremstilling gives i Homers Iliade 24.602-618. Niobe har med Amphion 6 Sønner og 6 Døtre. Af den Grund hovmoder hun sig over Gudinden Leto, der kun har to Børn, Artemis og Apollon. Disse hævner deres Moders Forhaanelse ved at dræbe Niobes Børn. Artemis dræber de 6 Døtre og Apollon de 6 Sønner. Myten synes i denne Form let gennemskuelig. "Nymaanen" har med "Omløbet" 12 Børn, Døtrene er de 6 Sommermaaneder, Sønnerne de 6 Vintermaaneder. Artemis, "Himlens Nordpol", Vinterpolen, dræber de 6 Sommermaaneder, og Apollon, "Solbanens" Guddom, dræber de 6 Vintermaaneder. Dermed er Maaneaarets Maaneder = 354 (355) Dage tilintetgjorte.²⁶ Men Solaaret er endnu ca. 10 Dage længere. Dette antydes ved, at først paa den 10. Dag begravede "de uraniske Guder" Nymaanens dræbte Børn. Efter Maanedernes Drab tænkte "Nymaanen" trods Sorgen dog paa atter "at tage Næring til sig".
   Vi har nu set Sammenhængen mellem Nykteus og Nidi, Niobe og Nyi. Slaaende bliver samtidig Ligheden mellem Antíope og Althjófr (Aldhiófr), hvor der ikke i etymologisk Henseende er andet i Vejen end at n er ombyttet med l, et oftere forekommende Fænomen (her nt med ldh). Althjofr er utvivlsomt Personifikation af 1. Kvarter. Og man gætter straks paa Dvalin som Fuldmaanen. Denne Formodning bestyrkes ved, at Solen i "Alvísmál" 17 af af Dværgene kaldes "Dvalins leika", Dvalins Legesøster; Solen og Maanen betragtedes jo meget naturligt af de gamle som Søskende.
   Dvalin afslører sig herigennem som et Navn, der i gammel Tid er laant fra den oldlatinske Krigs- og Maanegudinde Duellona (Bellona), hvis til "Tvedragt", Tvekamp, formentlig hentydende Navn naturligt leder Tanken hen paa Fuldmaanens Sammensætning af to Halvmaaner, der til andre Tider optræder paa Himlen hver for sig. I "Solsangen" 78 udvides det nordiske Navn til Víg-Dvalinn (Kamp-Dvalin), atter et Fingerpeg mod Duellona.
   I Våluspá 14:3 opfatter jeg *Ljóni som Egennavn (jfr. Vind-Ljóni i Gylfaginning 18), nemlig Romernes Lûnus eller Lûna, Maaneguddommen. Ljoni staar da blot som en Variant til Navnet Dvalin.²⁷
   Vål. 14 begynder altsaa:

Nu skal Dværge i Dvalins Følge,
Ljonis Slægter, til Lofar²⁸ nævnes.

Lofars Navn leder Tanken hen paa Romernes Lupercus. Og da Nykteus har Binavnet Lykurgos, der paa en praenestinsk Indskrift skrives Luquorcos, kan der vel ikke være Tvivl om Indentiteten af Lykurgos og Lupercus. Lofar er altsaa ogsaa Binavn til Nidi (Næet) og ligesom hos Grækerne Stamfader til de øvrige Maanefaser (den afdøende Maane til den fremvoksende).
   De første 8 Dværge i Våluspá 11 er altsaa Personifikationer af de fire Maanefaser og de fire Verdenshjørner, og mellem dem er der følgende Sammenhæng:
   Ved Solnedgang er Nyet hos Solen i Vest (Nyi hos Vestri), 1. Kvarter i Syd (Althjofr hos Sudri), Fuldmaanen i Øst (Dvalin hos Austri) og Næet i Nord (Nidi hos Nordri). Det sidste kunde det maaske synes underligt, at man den Gang vidste, thi Næets Sted i Nord er jo under Horisonten, og de gamle anede jo ikke, at Jorden var kugleformig. Denne Iagttagelse af Næets Sted ved Solnedgang er nordnorsk eller islandsk, idet Maanen nord for Polarkredsen (og undertiden lidt syd derfor) kan bevæge sig over Nordhorisonten. I Vål. 36 siges tydeligt, at Næets Sletter ligger i Nord.
   For nu at forstaa hele Våluspá 14 maa vi se paa Egennavnene Aurvangr og Jari samt *Salr (formentlig Egennavn) og Svarin.²⁹
   Dvalin er altsaa Maanen som Kampdverg, og hans Følge er sandsynligvis andre Kampdverge. Aurvangr peger mod Mars' Binavn- hos Romerne som Beskyttelsesgud for Agerdyrkningen, Averruncus, "Afværgeren", mens Jari peger mod Grækernes Tvedragtsgudinde Eris. Maaske er Endelsen forkert (Jara?), da Ejeformen hedder Jåru. Aurvangr har ogsaa Flertalsejeformen Aurvanga (eller Enkelttals-Ejeform af Aurvangi). Men muligt skal Aurvanga sjåt oversættes "Aurvangernes Sæde", idet der her kan tænkes paa det olditaliske Folk Auruncerne, hvis Navn maaske er afledet af Mars Averruncus.
   Mars var iøvrigt i gammel Tid Gud for de 12 Maaneder, idet Nytaaret begyndte med Foraarsmaaneden Marts. Han havde som Maanedernes Gud et Præsteskab paa 12 Medlemmer, Salierne, der bar Skjolde, som symbollserede Maaneskiven (de 12 Maaneder), det første af disse Skjolde skulde være faldet ned fra Himlen.³⁰
   "Salar steinn" i Våluspá er da formentlig Saliernes Sten eller Alter (Salr, Enkelttal), som tillige er Mars Averruncus Sæde. Forud for Foraarsfesten (Marsfesten) i Marts Maaned gik Lupercusfesten den 15. Febr., den hendøende Maaned og det hendøende Aar fejredes umiddelbart før Nytaaret og dets første Maane. "Svarins haugr" nævnes i Gylfaginning i Stedet for Salar steinn. Svarin er den sabinske Gud Soranus, hvis Fester ganske lignede Lupercusfesterne, saa det ligger nær at antage, at Guden nærmest identfficeredes med Lupercus, og at altsaa Svarin er Navnevariant for Lofar som Ljoni for Dvalin. Strofen kommer da til at lyde saaledes:

"Nu skal Dværge i Dvalins Følge,
Ljonis Slægter, til Lofar nævnes,
de, som sagte fra Salrs Sten (el. fra Svarins Høj),
Aurvange-Sædet, til Jaris Sletter".

Omsat i græsk-romerske Navne:
   "Nu er det Tid at tælle Dværgene i Duellonas Følge, Lunas Slægter, indtil Lupercus (Lykurgos, Nykteus, Maanefasernes Stamfader), de som søgte fra Saliernes Sten eller fra Soranus' (Lupercus') Høj (Soracto), Averruncus' Sæde, til Eris' Sletter (Slagmarkerne?)".
   I min Oversættelse har jeg af Hensyn til, at denne min Tydning er ny og vel næppe tør regne paa almindelig Anerkendelse, gengivet "salar steinn" paa den sædvanlige Maade: "Salens Sten".
   Til Slut skal her forsøges at paavise Stamformerne til en Række af Dværgelistens Navne:
   Bifurr, Februus, Guden for Renselsesmaaneden, sml. Maanens formentlige indflydelse paa den kvindelige Periode.
   Báfurr, Favor, Guden for Gunst.
   Båmburr, Bombyleia, Bombylía, Binavn til Athene med Skjoldet Aigis, Maanen, hvis Ansigt opfattedes som Medusahovedet.
   Nori, Nêreús, Nereidernes Fader.
   Vitr (Vittr), Victôria, Sejrsgudinden.
   Fili, Pelías, Søn af Poseidon, el. Pêleús, Argonaut.
   Hepti, Hypseús, Lapithernes Konge.
   Vili, Oïleús, Argonaut.
   Heftifili, Hypsipylê, Sønnedatter af Dionysos, Jasos' Elskede.
   Brúni, Phorôneús, Søn af Flodguden Inakhos, Broder til Maanegudinden Iô (af phérô, bære, frembringe),
   Frægr, Práx, Efterkommer af Neoptolemos.
   Aurvangr } - se ovenfor.
   Jári } - se ovenfor.
   Eikinskjaldi, Aigis-Skjoldbæreren (for Athene).
   Dvalinn, Ljóni, Lofarr, Salr, Svarinn, se ovenfor.
   Draupnir, Trophônios (tréphô, nære, af *dhrebhô).
   Dolgthvari, Dolgthrasir, Thelxíôon, Søn af Kong Apis, el. Thelxinóê, en af Muserne (Fuldmaanen?).
   Hárr, Kòros, "Mætteren", Binavn til Bakkhos.
   Hlévangr, Klelô, Muse, Berømmelsen (oldn. Hléva-).
   Glóinn, Khlóé, Binavn til Demeter, "Spireren".
   Virvir, Virbius.
   Skafidhr, skopiêtês, Spejder, Pan.
   Fjalarr, Pélôros, Binavn til Zeus, "uhyre stor".
   Finnr, (Fidhr), Peithô, Overtalelsens Gudinde.
   Str.19:2. Jeg forstaar her efter den sandsynlige Mening aurr som Dæmring og antager ialt følgende Betydninger af aurr: 1 Væde, Vand, 2 Dynd, Smuds, 3* Guld (lat. aurum), deraf eyrir, en Unze, en Øre (Mønt, pl. aurar), 4* Dæmring (græsk aurion, Morgen, lat. aur-ôra, Morgenrøden, Daggryet).
   Str. 21. Denne Beskrivelse udtrykker temmelig klart, at Gullveig er en Personifikation af Maanen, der i hver af de fire Aarstider fødes tre Gange og bliver brændt tre Gange, men stadig lever videre. Navnet udtrykker jo, det hun bærer Maanens gyldne Farve.
   Ligesom hos Nordboerne Kampen mellem Aser og Vaner opstaar om Gullveig, begynder den græske Iliades lange Kampskildringer med, at Agamemnon har røvet den skønne Khrysêïs, Datter af Apollonspræsten Khrysês. Denne anraaber Apollon om Hjælp, og Guden forlader i Harme Olympen med Buen og Pilene paa Skuldrene. Versene 48 og 49 i første Sang siger:

"Langt fra Skibene satte han sig og slyngede Pilen,
og en forfærdelig Hvinen sang fra den sølverne Bue".

Apollons Pileskud sendte nu i ni Dage en frygtelig Pest blandt Danaerne, indtil de afstod Khryseis. - Udfra denne Begivenhed udvikler sig videre hele Iliadens Kamphistorie, hvori Guderne tager Parti, nogle for Troerne, andre for Akhaierne.
   Khrysês og Khrysêis møder vi i den nordiske Mytologi som Gylfi og Gullveig.³¹ I "Hervårs og Kong Heidreks Saga" Kap. 2 fortælles, at Kong Gylfi havde en Datter, som hed Heidr, og i "Våluspá" Str. 21 og 22 oplyses, at en Kvinde, som hedder Gullveig, kaldes Heidr, hvor hun kommer til Huse. Altsaa ligger det ikke fjernt at formode, at Gullveig er Gylfis Datter.
   Dette nye Navn Heidhr (eller Heydhr) synes at være det samme, som Oldindernes Benævnelse kuhû (= kudhû?) for Nymaanen, sml. græsk kaìô, antænder, brænder, kauthmós, Brand. Navnet betyder altsaa "den nytændte", i hvilken Skikkelse Maanen i det astrologiske Sprog indtræder i sit første "Hus" i Dyrekredsen, hvor den jo under sit Omløb successive opholder sig i de saakaldte 12 Huse.
   I Strofe 24 hedder det nu om Odin som ovenfor om Apollon:

"Fløj fra Odin mod Flokken et Skud;
deraf kom Fejde først i Verden'.

Hárs³² Hal gengives i Almindelighed ved den højes Hal, hvilket vistnok er urigtigt og kun beror paa Navnets tilfældige Lighed med Adjektivet hár, høj. Hár er Grækernes Kóros, "Mætteren", et af Bakkhos' Binavne; sammenlign den græske Mytes Beretning om, hvorledes Bakkhos' Moder, Semele bliver brændt under Zeus Omfavnelse og under sin Forbrænding foder Bakkhos. Semele er nemlig ogsaa en af Maanegudinderne og Navnet mulig beslægtet med Soma, den oldindiske Maanegud. Paa Lemnos dyrkedes en Gudinde Khrysê³³ der menes at være Maanegudinde.
   Str. 27:3 sing. dat. aurgum forsi. Jeg forstaar her aurugr som "gylden, skinnende", sml. Str. 19:2 aurr; aurugr: 1 fugtig, vaad, 2 dyndet, sølet, 3* gylden, 4* dæmrende.
   Str. 28:2 Asernes As. I Teksten: "Asernes Yggjungr". Da Betydningen af Odins Binavn Yggr er usikker, oversætter jeg Navnet tilnærmelsesvis ved Asernes As. Jeg kunde tænke mig Yggr have Sammenhæng med Athenes Binavn Ogka i Betydningen "den vældige", men er ikke vis derpaa. Endvidere er det latinske fraxinus, Ask, af usikker Rod; man forklarer Ordet almindelig af en Rod, begyndende med bh, og beslægtet med "Birk", hvilket er mindre sandsynligt, da de Gloser, hvormed fraxinus sammenstilles, betyder Birk i alle andre Sprog fra Oldindisk til Oldnordisk. Er derimod fraxinus af en Rod *dhraks-, kan det være identisk med oldnordisk drasill, som altsaa ligefrem betyder "Ask". Det betyder intet, at det ogsaa er Egennavn paa Dags Hest, thi det vil jo kun sige, at Himlen, Verdens-Asken, er Dagens Hest. Og har en enkelt Hest Navnet "Ask", kan Ordet ifølge oldnordiske Kunstsprogs-Regler som Kenning tilsidst betegne enhver Hest. Det vilde være troligt nok, at Yggdrasill simpelthen betød "den vældige Ask". Men jeg maa jo erkende, at Grunden er for skrøbelig for en Paastand. Jeg vil samtidig tilstaa, at jeg ikke tror paa, at Yggdrasill kan betyde "Odins Hest" eller "Odins Galge". Det er for kunstigt for den naturlige Fremstilling i "Vålvens Spaadom" og overhovedet i Eddadigtene.
   Str. 35. De to midterste Linjer har cod. reg. ikke, mens Hauksbók mangler de to første. Jeg har af Hensyn til Meningen indsat dem i Midten.
   Str. 36:2. Fjælde og Flader. Jeg læser "såxum ok svårdhum" mens der sædvanlig læses "sáxum ok sverdhum", der giver det uforstaaelige Billede "Edderdale med Knive og Sværd". I "Edda rhytmica seu antiquior vulga Sæmundina dicta, pars 3, 1828, pag. 41, læses i Fodnote 55) "Steph. Olavius retinuit scriptionem sverdum sed legit svÖrdum", etc. (Den Gang læste man iøvrigt fejlagtigt "saurum ok sverdhum"). Dette var mig ikke bekendt, da jeg selv kom til det Resultat, at der maatte læses svårdhum. Jeg forstaar her sax som det latinske saxum, Klippe. Denne Læsemaade giver god Mening. Floden Slidhr er rimeligvis Grækernes Lêthê, Glemselens Flod.
   Str. 37:3 Okolnir. Sml. lat. egelidus Notus, det lunkne Syd, i Modsætning til gelidus Boreas, det kolde Nord.
   Strofe 37:4 Brimir skal i Vål. vist forstaas som Jættens Navn, Snorri opfatter det i Gylfaginn. som Navn paa Ølsalen.
   Str. 41:1 og 43:3: járnvidhr kan ligesaavel betyde Træ som Skov, men Snorri opfatter Ordet som "Jernskoven". Rimeligvis er der i Navnene mjåtvidhr, járnvidhr, galgvidhr ment noget, der skulde sidestilles. At oversætte mjåtvidhr ved "Altræet", "Maaltræet" el. lign., járnvidhr ved "Jærnskoven" og galgvidhr ved "Galgegrenen" er vilkaarligt og inkonsekvent. Navnlig maa de to sidste Navne, der følger umiddelbart efter hinanden i Fortællingen, have parallel Betydning. Det synes rimeligst at antage, at vidhr i denne Forbindelse er en nordisk Misforstaaelse af latinsk vîta, Liv, mens vidhr normalt svarer til latinsk vîtis, Vinranke, Vintræ. Ordet galg- opfatter jeg som identisk med græsk khalkós, Kobber (en Sideform er oldpreussisk gelso), Varianten gagl maa være en Fejlskrivning, thi "Gaasegren" eller "Gaasetræ" giver ingen fornuftig Mening og Omskrivningen til "fuglebærende Træ" er urimelig, naar den Fugl, der specielt nævnes, er Gaasen, selv om enkelte fremmede Arter af denne Fuglegruppe er Skovfugle.
   Det synes mig naturligt at antage, at Ordene járnvidhr og galgvidhr hentyder til den gamle græske Forestilling om de forskellige Menneskeslægter, her altsaa Jernslægten og Kobberslægten, de to Skove eller Træer betegner altsaa to særlige Verdener; Vålven ser jo ud over alle Verdener. Efter Hesiod var forøvrigt Kobberslægtens Mennesker skabt af Asketræ, hvad der maaske ogsaa har indvirket paa den nordiske Forestilling om, at Askr og Embla oprindelig var to Træer; der ligger muligvis ogsaa Hentydning til Verdens-Asken i Mandens Navn.
   Ved de tre Haners Galen indledes paa en virkningsfuld og poetisk ypperlig Maade Spaadommene om de sidste Tider. Den fagerrode Hane Fjalar henleder Tanken paa Natten og Maanens Skin, den guldkammede paa Dagen og den solklare Himmel, og disse to Haner indvarsler Skæbnen for alt, hvad der er over Jorden, mens den sodfarvede Hane varsler for Underverdenen.
   Str. 41:4 tungl. Dette Ord kan sikkert ikke i nogetsomhelst Tilfælde betyde andet end Maanen. Snorri nævner Gang paa Gang Sol eller "tungl", Sol og "tungl". Ligeledes finder jeg det Grundlag, paa hvilket man hævder, at tuggl i Gotisk betyder Stjerne, yderst svagt. I Vulfilas Bibel Gal. 4.3 betyder stafs og tuggl sandsynligvis Bogstav (oldn. stafr). Varianten tuggl er utvivlsomt det oldlatinske dingula, "en lille Tunge", overhovedet enhver tungelignende Ting (Tegn? Ciffer?), maaske ligesom græsk stoikheîon "udtalt Bogstav" (dingua betød baade Tunge" og "Sprog"). Det oldnordiske himintungl har da næppe betydet Stjerne, men "Himmeltegn" (Komet, Stjernebillede el. lign.); tungl i Betydningen "Maane" maa oprindelig have betegnet Halvmaanen eller Maaneseglen. Jeg skønner ikke nogetsomhelst Grundlag for, at tungl nogen Sinde skulde kunne betyde "Sol"; "tungls tjúgari i trolls hami" maa derfor oversættes "Maanens Bortsnapper i Trolds Ham".
   Str. 48:1 Mimirs Sønner. Mimir svarer til Grækernes Mnemosyne og personificerer Erindringen. Det er da rimeligt at formode, at Mimirs Sønner svarer til Mnemosynes Døtre, Muserne, der ogsaa er Kunstens Gudinder. Antagelsen styrkes af Udtrykket, at de "leger", hvilket vel skal sige, at de leger paa Strengeleg. Dog synes der ogsaa i den nordiske Mytologi at være kvindelige Skikkelser, der svarer til Muserne, saaledes Hejmdalrs ni Mødre (Hyndlasangen) og muligvis Njårdrs ni runeristende Døtre (Solsangen).
   Mjåtudhr, ags. meotod, metod, Skæbnedæmon, Skæbnegud, utvivisomt egentlig Personifikation af Maanen, græsk Médusa, hvis Hoved er Ansigtet i Maaneskiven.
   Str. 48:2 Gjållrs gamle Horn. Jeg læser "gamla" som Hauksbók, idet jeg ikke forstaar "galla" som cod. reg. har. Gjållrs Horn er Maanehornet, som Hejmdal blæser i, og Mimir drikker af, Græsk Akhelôos' Horn. Maanen tændes ved Hornet, Nymaane.
   Str. 48:4 Mimirs Hoved = Mjåtudhr, Maanen eller Ansigtet i Maanen = græsk Medusas Hoved.
   Str. 49:2. Jætten er vel Midgaardsslangen. Det maa være Asketræet Yggdrasil, der sluges.
   Str. 51:1 Garmr, antagelig den græske Helvedhund Kérberos, hvis første Bogstav dog i saa Fald skulde have været Kh.
   Gnipahulen, Gnipis Hule, vel "Mørkets Hule", Underverdenen; saml. græsk knéfas.
   Str. 54:4 Ragnaråk, ragna råk, Gudeskæbne, Gudedom, de højestes Dom, sml. Vål. 6:1, 9:1, 23:1, 25:1 "regin gengu á råkstóla". Det synes som regin betegner højere Skæbne-Magter end Aserne.
   Str. 52 Hrymr, efter Sn. E. en Jætte, der styrer Skibet Naglfar, og med hvem alle Rim-Turserne følger. Naglfar, et Skib, der ifølge Sn. E. er bygget af døde Mænds Negle. Ormen = Midgaardsslangen, der ogsaa kaldes Jårmungandr, et Navn, der iøvrigt henpeger paa Hermesstaven, idet Jårmun, den germanske Irmen, gotisk Airman, synes identisk med Hermes. Irmensøjlerne (af Træ) synes at have haft samme Betydning som Hermesstøtterne (af Sten). Navnet Hermogenes skrev Vuffila i sin gottske Bibel Aírmogaíneis. Iøvrigt kunde Erman formodes at være den samme som Oldindernes Aryaman. - Nidhfålr, vel den samme som Dragen Nidhhåggr, rimeligvis Forrnørkelsesdragen, der efter middelalderlig Fremstilling har sit Hoved i den opstigende Maaneknude og sin Hale i den nedstigende. Den har sin særlige Bolig under Brønden Hvergelmir (Vandmanden).
   Str. 53 Bylejstrs Broder=Loki. Fimbul-Sønner (i Haandskr. Fifl-Sønner), rimeligvis = Mims Sonner. Hos Grækerne var Pimpla Musernes Kilde og Apollon Musernes Fører. Fimbul-Sønnerne svarer da sandsynligvis til Muserne, som Loki til Apollon.
   Str. 54 Surtr, Nordhoernes Hephaistos, den egentlige Ildgud. Skoves Vaade, egl. "Grenenes Fordærv" (sviga læ) skal være Kenning for "Ild". Iøvrigt har Haandskrifterne baade "sviga lævi" og "sviga leifi"; sviga kunde ogsaa være den bestemte Form af et Tillægsord * svigr, svaj, svajet, saa der var Tale om et svajet, krumt Vaaben, en Krumsegl, det Sværd, hvorfra Valgudernes Sol skinner. I saa Fald laa det nær at tænke paa en Komet (med lysende Kerne og bøjet Hale).
   Str. 55 Hlin, Binavn til Frigg. Hlins første Sorg var Baldrs Drab. - Belis Bane henleder Tanken paa Grækernes Bellerophôn, der dræber Uhyret Khimaira. En Vulkan Lykien af Navnet Khimaira skal have givet Anledning til Sagnet. Belis Bane, der gaar lysende mod Surtr, minder ogsaa ved denne Egenskab om Solhelten Bellerophon. Friggs Fryd = Odin.
   Str. 56 Hvedhrungr = Loki.
   Str. 58 og 59. "Jords Rem" = Midgaardsormen. Str. 58 findes ikke i cod. red. og er molesteret i Hauksbók, men dog af Bugge skelnet som "ginn loft yfer gjårdh iardhar".
   Jeg har ikke haft Lejlighed til selv at se dette Haandskrift, men Strofens anden Linje maa sikkert betragtes som alt for ødelagt til, at noget tør bygges derpaa, hvorimod tredje Linje danner Grundlag for Oversættelse, mens fjerde, hvoraf

"uargs..... uidhars....."

er sikker, næppe kan give andet end to modstillede Ejeformsforhold mellem Ulven og Vidar, og derfor sikkert omtrentlig kan gengives, som jeg har gjort det.
   Naar jeg har taget disse Brudstykker af Hauksbók i Betragtning, er det fordi det tilsvarende Afsnit i cod. red. er et Halvvers for langt, mens Strofen ved Suppleringen naturligt deles i to.
   Forholdet mellem cod. red. og Hauksbóks Strofer bliver da (H. efter Bugge med lidt anden Inddeling at Lin. 1 og 2):

(Str. 58)

cod. reg. (- - - ) Tha kämr inn märi mavgr hlo dynlar gengr othins sonr vid (orm) vega (- - - )

Hauksbók Ginn loft yfer gjårdh iardhar . edh ..... g. ar. orms edvm ... odinns svn ormi mæta uargs (at) ... uidhars .....

(Str. 59)

cod. reg. drepr hann af mothi midhgarz uäor mvno halir allir heim städ rythia gengr fet nío fiorgyniar bvrr neppr fra nadhri nidhs oqvidhnom

Hauksbók ........................................ ....................................(3) munu halir al..... ydia (2) .......................................

Sn. E. Gylfaginning har:

Gengr inn mæri mågr Hlódhynjar neppr af nadhri nídhs ókvidhnum, munu halir allir heimstådh rydhja, es af módhi drepr midhgardhs véorr.

Der har aabenbart paa dette Sted været Forvirring i de gamle Haandskrifter, men det egentlige Indhold synes ikke væsentlig paavirket deraf.
   Hlódhyn, som her angives som Tors Moder skal være Binavn til Jord (Jårdh). Dette er imidlertid usikkert. Der er intet i Vejen for, at der kan angives flere forskellige Mødre til Tor. Saadanne Uoverensstemmelser indtræffer Gang paa Gang i den græske Mytologi. Hlôdyns Navn kan baade henføres til den græske Moira Klôthô og til Apollons Moder Lêtô, latinsk Lâtona (Bugge).
   Fjårgyn skal ligeledes være Binavn til Jord. Ordet forekommer ogsaa som almindeligt Navneord og betyder Jord; som saadant hænger det sammen med gotisk faírguni, Bjærg, ags. firgen. Egennavnet Fjårgyn synes at have Sammenhæng med Navnet paa den litauiske Tordengud Perkunas, der maaske er identisk med den oldindiske Regn- og Tordengud Parjánya (*Parcánya [Grassmann]). Ogsaa Friggs Fader hed Fjårgynn (Gylfaginn. og Lokasenna). Eller maaske Friggs Moder? (Frigg nævnes som Fjårgyns Datter, men Ejeformen er her Fjårgyns i Stedet for Fjårgynjar).
   Str. 60:3. Aldernærer, rimeligvis Maanen, efter hvilken Tiden oprindelig inddeltes. Hauksbók har "geisar eimi ok aldrnari", hvor aldrnari skal være Kenning for "Ild".
   Str 62:3-4. Fosserne, Ørnen og Fiskene hentyder maaske til Stjernebillederne Vandmanden, Vædderen og Fiskene.
   Str. 63:4. Fimbultyr (Musakildens Gud) = Odin.
   Str. 68. Forekommer ikke i cod. reg.
   Str. 69. Vålven Heidr-Gullveig er en Personifikation af Maanen. Da hun ser Forrnørkelsesdragen komme flyvende, maa hun gaa ned.

Fodnoter:

1) Hêméra svarer iøvrigt korrektere til oldnordisk sumar, Sommer, og Egennavnet Ymir maa tænkes overført til Norden direkte fra Græsk. Andetsteds varieres mellem Navnene Ymir og Hymir.
2) Sml. N. M. Petersen: Nordisk MythoL S.65; P. søger dog ikke Ordets Grundform i Græsk.
3) Zimmermann: Etym-Wörterb. der Iatein. Sprache.
4) Dette Ord er rimeligvis, som Prellwitz formoder, af Roden gher, men fra den græske Form gaaet over i Nordisk, som oldn. bani fra græsk phonèus, skønt Rod ghan (sml. Annandale).
5) Angaaende Roden til lîber er de lærde uenige. Maaske kan Forholdet mellem det latinske b og det oldnordlske f sammenlignes med latinsk ûber, Yver (sanskr. ùdhar, græsk ûthar), oldn. júfr (ogsaa júgr). Maaske svarer gr. eleuth- til lat. lîb- (befrier, udløser), saa oldn. lydhr, Mand, er af samme Rod som lív, Liv. Hlíf og Hlifthrasa er dog begge kvindelige, og Hlíftursa er maaske et rigtigere Navn end Hlífthrasa.
6) Maaske -toskr og -kostr.
7) Navnet skrives i de oldnordiske Haandskrifter Urdhr.
8) Eliptikas Pol.
9) Dette sagt i Almindelighed uden Henblik paa Fiksstjernernes større eller mindre Egenbevægelse, til hvilken der paa Kortene kun er taget Hensyn for Karlsvognens Vedkommende.
10) Bag Løvens Billede ses en Mand med en løftet Fakkel, der vel betegner Solen i Sommersolhverv. I den modsatte Side bag Tyren ses en Mand med sænket Fakkel, Solen i Vintersolhverv.
11) Efter J.Fr.Schroter varden ikke Polen nærmere end halvanden Grad.
12) Græsk loxós, lat luxus, skæv, forvreden, er utvivlsomt af samme Rod som gr. lygízô, jeg bøjer, drejer, snor.
13) Af Ap-òllymi, jeg ødelægger - ogsaa: ap-ollyô.
14) De jødisk-kristelige Sibyller. De oprindelige hedenske gik til Grunde ved Kapitoliets Brand og kendes nu ikke.
15) Lokis søn Vali?
16) Periphêtês, den vidt larmende eller den vidtlysende er rimeligvis Tordenen eller Lynet og hans Kølle Tordenkilen.
17) H-et foran er en ikke sjælden nordisk Aspiration. Vi har saaledes Lif og Lifthrasir, Hlif og Hlifthrasa.
18) af sáos.
19) Oldsaksisk og angelsaksisk Metod er særlig Skæbnen som Guddom og peger saaledes ogsaa hen paa Maanen.
20) Til Hêphatstos svarer sandsynligvis Oldindernes Tváshtar, der smeder Lynet til Indra.
21) Skrives Blainn.
22) beslægtet med oldn. brim, brænding.
23) Af bhloviôs. Ordet er Binavn til den græske Underverdens Gudinde Persephone.
24) Skrives Nidhi, Nordhri, Sudhri, Dvalinn.
25) Sanskrit yâta, Bane, hvor th normalt skulde svare til græsk t; - o i Antiope er oprindelig ô.
26) Maaneaaret synes her som hos Romerne i den ældste Tid regnet til 355 Dage. Selv om dette ikke aarlig udlignedes med Solaaret, var dog Solaarets Længde omtrentlig kendt. Forskellen blev altsaa 10 Dage.
27) Skjoldet Svalinn, som staar for Solen (Grímnismál 38) er Maanen, Grækernes Selene. Vind-Svalr (for *Vind-Svalinn) eller Vind-Ljóni (Vafthrudhnismál 27 og Gylfaginning 18) er nordiske Former for Vind-Selena el. Vind-Luna.
28) Lofarr.
29) Svarinn.
30) Ang. dette Emne se L.Preller Römische Mythologie, Side313-322.
31) Jeg ved vel, at det ikke er almindeligt blandt Etymologerne at identificere græsk khrysós med got gulth, oldslav. zlato. Khrysós skal være Laan fra hebraisk chârûts. Selv om saa var, mener jeg, det utvivlsomt har Sammenhæng med de nævnte germanske Ord, idet khrysós er opstaaet af *khrytos = *khyrtos. Prellwitz Forklaring synes mig at være yderst søgt. At Gullveig er et Patronym af Gylfi (*Gyllvi) er allerede antydet af K.F. Wiborg i Nordens Mythologi (for Magistergraden 1843) Side 173. Sml Sanskrit atri, âtrêya. De græske Navne maa da antages at stamme fra Formerne *Khryt-vês, *Khryt-vê-ïs (san. harit-vat, guldgul). Den nordiske Endelse - eig er altsaa Patronymændring at Fadernavnsendelsen -i som. san. êya af -i sml. Frigg, san adv. priyá.
32) Skrives Hárr.
33) Sml. Oldslavernes Zlatá Baba -Gyldne Kvinde- Fuldmaanen som de frugtsommelige Kvinders Beskytter.