Runebommens Brug
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Lappisk Mythologi
§ 5.
Runebommens Brug
Naarsomhelst en Lap skulde foretage Noget af mindste Vigtighed, f. Ex. gjøre en Reise, drage paa Jagt eller Fiskeri eller finde paa Raad i Sygdomstilfælde, søgte han altid først at udforske Udfaldet ved at raadspørge Runebommen. Ikke Enhver, som havde Runebom og raadspurgte den, var derfor Noaide. Tværtimod synes det, som om Runebommen fandtes i enhver Lappefamilie, ligesom Bibelen findes i enhver kristelig Families Boghylde, og at de mindst Indviede havde den stærkeste Tro paa Orakelet. Da den var saa almindelig, er der heller intet Besynderligt i, at der i Nærø-Manuskriptet fortælles, at Th. v. Westen i 1723 "havde annammet af omvendte Noaider over 100 Runebomme". I Mangel af Runebom, eller naar denne tilfældigvis ikke var forhaanden, kunde ogsaa et bemalet Bøttelaag, en Skaal eller Øxe bruges. I almindelige Tilfælde eller til dagligdags Brug raadspurgte Husbonden i Familien selv Runebommen. Var Sagen derimod af særlig Vigtighed, angik den Liv eller Død eller den hele Byes Ve og Vel, blev en Noaide hentet. Man samledes da om ham, og Alle, baade Mænd og Kvinder, vare iførte sine bedste Klæder. Naar saa Alt tilbørligt var ordnet, greb Noaiden Runebommen, hvis Skind først varmedes mod Ilden for at faa den rette Spænstighed, med sin venstre Haand i Haandgrebet, vendte den Side, hvorpaa Guderne eller Figurerne vare aftegnede, mod sit Bryst og faldt ned paa venstre Knæ, med høire opret, hvorpaa ogsaa hele Forsamlingen faldt paa Knæ. Derpaa griber han Hammeren og Ringen i sin høire Haand, lægger Ringen paa Solens Billede og begynder med Hammeren at slaa ganske sagte paa Skindet, rundt omkring Ringen eller Viseren, som ved disse Slag hopper og bevæger sig hid og did. Derpaa slaar han haardere, Ringen bevæger sig hurtigere, men omsider standser den paa et eller andet Sted eller paa et enkelt Tegn og vil ikke bevæge sig derfra, hvormeget end Noaiden vedbliver at slaa. Alt dette foregaar under en Sang, "hvis Mening", siger Forfatteren af Trondhjems Manuskriptet, "ingen Fin har villet bekjende". Hele Forsamlingen stemmer i med, Mændene med stærkere, Kvinderne med svagere Stemme. Eftersom nu Ringen bevægede sig i denne eller hin Retning eller endelig standsede ved dette eller hint Billede, udtydede Noaiden Gudernes Villie eller gav Besked om forskjellige omspurgte Ting. I Almindelighed ansaaes det som et heldigt Varsel, naar Ringen fra først af begyndte at følge Solens Gang. Man kunde da vente Lykke i sit Foretagende "og god Helse baade for Folk og Fæ, enten de vare fjern eller nær". Gik den i modsat Retning, var Udfaldet tvivlsomt, eller en eller anden Ulykke truede med at indtræffe. "Raadspurgte man Runebommen angaaende en forestaaende Reise, og Veiko eller Ringen for henimod Tegnet for Iđđedes-guovso, Morgenrøden, da lærtes deraf, at man skulde begive sig afsted om Morgenen. Dersom den derimod tog sin Fart henimod Ækkedes-guovso, Aftenrøden, da burde Reisen foretages om Aftenen. Dersom de underveis spurgte Runebommen tilraads, og Ringen da gik hen mod Ækkedes-guovso, saa skulde man fortsætte Reisen hele Natten. Vendte den sig derimod til Iđđedes-guovso, skulde man blive liggende til om Morgenen"[1] "Skulde Lappen paa Fiskeri i en eller anden Indsø, og Ringen for midt ud i det Tegn, der afbilder et Fiskevand (Runeb. No. 1 Fig. 21), da var det et godt Tegn til heldigt Fiske; kom den blot til Kanten, men ikke indenfor, var det Tegn til, at Guli Ibmel, Fiskenes Gud, vilde have Offer, førend Fiskeriet begyndte; men vilde den slet ikke engang komme i Berørelse med Fiskevandet, men holdt sig borte fra samme, var det Tegn til, at man slet Intet vilde faa, i hvad man end ofrede eller lovede"[2]
"Naar Runebommen raadspurgtes angaaende En, der laa for Døden, og Ringen da bevægede sig hen til Jabmikuči-balges (se Runeb. No. 1. Fig. 17.), de Dødes Vei, da var det et sikkert Tegn paa, at den Syge vilde dø, hvorfor der strax blev ofret til den af Jabmekerne eller de Døde, som man troede vilde have den Syge til sig. Naar Ringen efter fuldbragt Offer bevægede sig tilbage til det Sted, hvor en Lappehytte var aftegnet (se Runeb. No. 1. Fig. 22.), var der sikkert Haab om, at den, Syge ved Offeret var bleven reddet fra Døden og endnu en Tid lang vilde komme til at bebo sin Hytte, men gik Ringen derimod ved det fornyede Forsøg lige ind i Jabmi aibmo, de Dødes Rige, (se Runeb. No. 1. Fig.17), saa hjalp hverken Bøn eller Løn, den Syge maatte dø, om han end lovede at ofre alle sine Rensdyr eller var rig nok til at kjøbe og ofre alle de Sturiker, Heste, som kunde overkommes, endog de mene, at i en Hests Ofring til de Døde er der synderlig Kraft."[3]
De fleste Noaider kunne rimeligvis ikke have havt nogen synderlig Tiltro til Runebommen, ialfald naar de selv brugte den, da de naturligvis meget godt vidste, at det kom an paa Trommeslagerens Kunstfærdighed, om Ringen skulde gaa hid eller did eller blive staaende ved dette eller hint Billede. For at lette Manøvren var rimeligvis Hullerne ved Haandtaget i Bunden anbragte saaledes, at Haanden nedenfra kunde komme i Berørelse med Skindet, hvorpaa Ringen bevægede sig. Men da en saadan Raadførsel med Runebommen af en Noaide var en Forretning, der betaltes godt, vogtede disse sig naturligvis vel for at røbe Noget for den uindviede, troende Mængde, hos hvem det gjaldt at holde dette Orakel i saa høi Anseelse som muligt.
Runebommen havde sin egen Plads paa et bestemt, til den helliget Sted i Boaššo, eller den bagerste Del af Teltet, og blev med Tilbehør forvaret i en Pose af Lommeskind. Ingen mandbar Kvinde maatte røre ved dette hellige Instrument. Dersom nogen voxen Kvinde færdedes over den Vei, hvor Runebommen var ført, endnu førend 3 Dage vare forløbne, var der Fare for, at hun enten vilde dø eller vederfares en stor Ulykke. Men ifald det dog var absolut nødvendigt, at en Kvinde maatte reise over den Vei, hvorpaa Runebommen var ført, maatte hun forære en Messingring til Runebommen som Forsoningsoffer. For at forekomme slig Ulykke maatte Runebommen ikke blot føres ind og ud gjennem Bagdøren i Teltet og forvares i Boaššo, men ogsaa under Flytning fra Sted til andet føres i den bagerste Slæde i Rækken, af en Mandsperson, eller, for at være saa meget sikrere, førtes Runebommen frem paa saadanne Afveie, hvor ingen Mennesker pleiede at færdes.
"Efter at Lappepræsterne", siger L. Læstadius, "kom underveir med den Omstændighed, at Lappen altid førte Spaatrommen med sig i den bagerste Kjæris eller Slæde i Raiden (Række af Slæder), naar de flyttede forbi Kirkestederne, forsømte de ikke at holde Visitats i denne, og fandtes den, blev den naturligvis konfiskeret". Men Lapperne paa sin Side bleve vel ogsaa snart af Skade kloge og toge sine Forholdsregler.
Efter denne Beskrivelse af Runebommen og dens Brug kan her endnu hidsættes som Supplement en Historie, der findes fortalt i Nærø-Manuskriptet, saalydende:
"Lappen Andreas Sivertsen havde en eneste Søn, Johannes, som i sit 20de Aar faldt i en saa farlig Sot, eller hidsig Feber, at ingen troede, at han skulde leve. Faderen græmmede sig usigeligt over denne Sønnens Sygdom og visse forventede Død og brugte alle de Midler og Runerier eller Trolddomskunster, han kjendte, men Alt forgjæves. Omsider besluttede han at tage sin Tilflugt til Runebommen. Nu var han vel selv en stor Noaide, men efterdi dette var en Sag, som angik ham selv saa nær, idet det var hans egen kjødelige Søn, kunde det ikke efter hans Troesartikler lade sig gjøre, at han selv bespurgte sig hos Runebommen. Derfor lod han hente sin afdøde Hustrues Broder, der udi Noaidekunsten var ligesaa forfaren som han selv. Efter at de forudgaaende Ceremonier vare iagttagne, (§ 30.), lagde Svogeren Ringen paa Runebommen og begyndte at slaa med Hammeren. Men hvad sker? Ringen gaar strax hen til Jabmikuči-balges, Dødningernes Vei, lige overfor de Dødes Rige, hvorover der blev en ikke liden Consternation hos Faderen, helst da han saa, at Ringen, uagtet de heftigste Slag paa Runebommen tilligemed allehaande Besværgelser, ikke vilde flytte sig, men blev paa samme Sted ligesom fastlimet staaende, indtil han efter sin Svogers Raad lovede til de Døde en Hunren. Da flyttede endelig Ringen sig ved nye Slag paa Runebommen, men gik dog ikke længer end ud paa Ristbalges, de Kristnes Vei, hvorfor Svogeren slog paanyt. Men nu gik Ringen atter tilbage til Dødningernes Vei. Nu lovede Faderen nok et Rensdyr, en Oxeren, til Mubben aibmo (ɔ: Satan), om hans Søn maatte leve, og derpaa flyttede Ringen sig fra Dødningernes Vei til Ristbalges, men vilde aldeles ikke gaa hen til det Sted paa Runebommen, hvor Lappernes Hytter staa aftegnede. (Se Runeb. 1. Fig. 22.) Endelig slog Svogeren under mange Besværgelser 3die Gang, men Ringen gik fremdeles som tilforn tilbage til Dødningernes Vei og blev der staaende, indtil Faderen foruden de to Rensdyr endnu lovede en Sturik eller Hest til Vuollenere Noaide, Døds-Rigets Noaide, paa det at han skulde rune saaledes, at Ringen efter de Dødes Befaling kunde gaa hen til Lappehytterne, og Faderen saaledes forsikres om, at hans Søn skulde leve. Men denne Gang var der mindre Bønhørelse end tilforn; thi Ringen blev ved alle Slag fast staaende paa Dødningernes Vei, saa at Faderen saa intet Andet end den visse Død for sin Søn. Svogeren, som havde forrettet denne gudelige Handling, blev ogsaa ganske konfunderet derved og kunde ikke finde sig derudi, at Ringen var ulydigere og Guderne unaadigere nu, da der var lovet saa Meget, end tilforn, da der ikkun var lovet Lidet. Omsider griber han da dette Raad an: Han gaar ned i Strandbredden og tager der en Sten, som var langagtig. Samme Sten indviede han først ved mange Besværgelser og Joigen eller Sang. Dernæst hængte han den frit nedhængende i et Baand udenfor Hytten og lod den der hænge, indtil den hang ganske stille, kastede sig saa paa sit Ansigt ned, gjorde sin Bøn til den og spurgte derpaa Mubben aibmo (Satan), hvoraf det kom sig, at Ringen ikke vilde gaa fra Dødningernes Vei, da der dog var lovet ham, de Døde og Vuollenere Noaide saa stort og herligt Offer. Hvorpaa han af Stenen fik det lydelige Svar, at enten maatte det Lovede strax i samme Moment, han udsagde det, ofres ham og de andre Guder, eller ogsaa maatte Drengen dø, medmindre der var et andet Menneskeliv at give i hans Sted. Dette var haarde Vilkaar; thi det var Faderen umuligt at være saa præcis i sin Betaling, som Satan prætenderede, efterdi han havde hverken de lovede Rensdyr eller Hesten ved Haanden, og naar det ikke skede, hvor vilde han da efter Satans anden Kondition finde et Menneske, der skulde finde Plaisir udi at fornøie ham med sit Livs Ofring for hans syge Søns Livs Erholdelse? Her var altsaa intet andet Raad: Vilde Faderen have Sønnen levende, da maatte han selv dø, hvilket han ogsaa glædeligt resolverede. Og saasnart denne Resolution var tagen, ved hvilken han sandelig beviste en større Kjærlighed for sin Søn end for sin Sjæl, slog Svogeren paanyt paa Runebommen, hvor Ringen endnu stod paa sit forrige Sted, men nu afgik til Finnehytterne, hvilket betegnede Liv og Helse for den Syge. Og er det aller underligste af det Altsammen, at Sønnen strax derefter begyndte at blive bedre, medens Faderen i samme Moment blev dødsyg, og at Sønnen om Eftermiddagen den anden Dag derefter blev fuldkommen restitueret, i det samme Øieblik da Faderen ved en ulyksalig Død overgav sin ulyksalige Sjæl til Djævelen.
Den Taknemmelighed, som Sønnen, der ved Faderens Død selv var reddet fra Døden, beviste ham derfor, var denne, at han efter Faderens Begjæring i sit Yderste ofrede en Oxeren til hans Sjæl. for at han des kommodere kunde reise omkring i de Dødes Rige, hvor han vilde".
"Den Fin Johannes, med hvem dette er passeret for 5 Aar siden, og som nu tjener i mit Præstegjæld, paa en Gaard ved Navn Finne, i Ranens Præstegjæld, i Helgeland, har tilligemed andre Finner og deres Koner bekjendt denne Passage for Th. v. Westen, i min Præsence, her i mit Hus, i Januar indeværende Aar 1723". (Nærø-Manuskriptet Pag. 11-13.)
Fodnoter
