Sandhed og digt om Olav Tryggvason

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Alexander Bugge (1870-1929).

Sandhed og digt om Olav Tryggvason

Af Alexander Bugge

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1910

Middelalderens mennesker forstod ikke som vi at skjelne mellem sandhed og digt. De troede paa det overnaturlige, paa Guds personlige indgriben i menneskenes skjæbne. Og naar de ikke vidste noget om afsnit af sin helts liv, havde de en ukuelig hang til at digte, de lod sin helt opleve en række eventyr, som var digtede i overensstemmelse med faste episke love og oftest efter forbillede af eventyr. Desuden var middelalderen selvsagt endnu mere end vore dage vandresagnenes tid. Sagn og eventyr vandrede fra land til land og fra mund til mund og blev henført snart til den ene, snart til den anden historiske person. Følgen er, at næsten ingen middelalderlige skrifter er fuldt paalidelige som historiske kilder. Dette gjælder ikke mindst sagaerne, som er ført i pennen saa længe efter de hændelser, de skildrer.Dog er det ogsaa merkeligt, hvor trofast overleveringen ofte kan bevare mindet om de virkelige hændelser, som vi kan se ved sammenligning med samtidige skaldekvad. Dette gjælder, hvor sagaens fortælling stammer fra øienvidner. Hvor det gjælder at forklare motiver og aarsager, hvor der ingen øienvidner har været eller hvor troen paa Guds underfulde styrelse kommer til, blir derimod sagaen fuld af digt og eventyr.

Det, som her er sagt, gjælder alle de ældre kongers sagaer, ikke mindst Olav Tryggvasons. Om hans barndoms og ungdoms aar vidste folk ikke stort mere end hvad Fagrskinna (k. 21) fortæller, at "han i barndommen for med sin mor til ukjendte lande". Selv om hans glimrende bedrifter paa de Britiske Øer vidste folk i Norge og paa Island kun lidet. Sagaskriverne kan ikke ha havt mange hjemmelsmænd for sin fortælling om disse aar af Olav Tryggvasons liv, siden de ikke nævner kampen ved Maldon eller Olavs møde med kong Æthelred og hans konfirmation. I fortællingen om Olavs styre som konge har, som rimelig kan være, kristendommens indførelse fortrængt alt andet og blandet digt og legender ind i sagaen. Ligedan er det med fortællingen om Olavs fald. Til selve skildringen af kampen ved Svold fandtes der gode hjemmelsmænd og samtidige skaldekvad. Men at forklare grundene til denne store kamp og kong Olavs pludselige reise til Østersjøen, det laa udenfor sagafortællernes synskreds. Dér maatte digtningen tages til hjælp. Derfor er store dele af Olav Tryggvasons saga overgrodd af digt og eventyr; og der maa luges ordentlig op, før den historiske sandhed kan findes. Desværre kan ikke, som ved Haakon Ladejarls eller Olav den helliges saga, skaldekvad tages tilhjælp. Olav Tryggvason havde bare to hirdskalde, Bjarne og Hallfrød Vandrædaskald. Bjarnes kvad er tabte og Hallfrøds fortæller kun om Olavs ungdomsaar og om kampen ved Svold (hans Olafsdrápa af 996 og hans erfidrápa af 1001). Desuden gir Hallfrøds og andre lauseviser gode bidrag til forstaaelse af kristendommens indførelse i Norge og paa Island; men for Olav Tryggvasons egen historie har de ikke betydning.

Olav Tryggvason kåres til Norges konge. Illustrasjon av Peter Nicolai Arbo (1831-1892).

Det er efter dette ikke vanskeligt at skjønne, at de fleste nyere historieskrivere blindt og troende følger sagaerne, uagtet det er let at se, at meget af hvad disse fortæller er digt, ikke historie. Alt P. A. Munch har sét, hvor fuld Olavs ældste levnetsskildrer, Odd munk, er af eventyr og legender, men er dog i de fleste stykker en troende følger af sagaerne. Den, som især har søgt at rydde op i Olav Tryggvasons saga, er Gustav Storm i hans afhandling om "Aarstallet for Trondhjems grundlæggelse" (i "Festskrift udgivet i anledning af Trondhjems 900 aars jubileum 997", af det kgl. norske Videnskabernes selskab i Trondhjem). Desuden maa nævnes professor Bjørn Magnusson Olsens grundlæggende afhandling, "Kronologiske bemerkninger om Olav Tryggvasons regjeringshistorie" (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1878). Endnu mangler dog en systematisk redegjørelse for hvad der i sagaerne om Olav Tryggvason er historie og hvad der er digtning, legende og eventyr. I det følgende skal jeg søge at give nogle faa bidrag til besvarelsen af dette spørgsmaal.

Olav var søn av kong Tryggve i Viken, som Gunhildssønnerne ved svig havde dræbt. Hans mor hed Aastrid og var datter av Eirik Bjodaskalle paa Oprustader. Sagaskriverne lægger denne gaard paa Oplandene; men det maa, som Oluf Rygh først har paavist, være gaarden Obrestad paa Jæderen. Eirik Bjodaskalle var saaledes ikke en østlandsk, men en vestlandsk høvding. Han tilhørte Vikinge-Kaares æt, af hvilken en anden gren var herser paa Voss.

Odd Munk og efter ham Snorre og den yngre Olavs saga fortæller, at da kong Tryggve døde, gik hans hustru Aastrid med barn. Hun drog i hemmelighed hjem til sin far; paa veien fødte hun sit barn i en holme ude i et vand; det var en gut, som fik navn Olav efter sin farfar. Vandet kaldes Rǫnd eller Randsfjorden. Men Gunhild kongemor tragtede det nyfødte barn efter livet og sendte mænd for at dræbe det. Tjodrek og Odd Munk lader det være Haakon jarl, som paa Gunhilds bud drager efter gutten Olav. Aastrid maatte flygte hjemmefra — bare fulgt av sin fosterfar Torolv Luseskjæg og dennes unge søn Torgils. Sagaerne skildrer utførlig deres færd gjennem Skaun (eller Stange præstegjæld) ved Mjøsen og til Sverige. Efter mange farer og gjenvordigheder kom de endelig frem til Haakon den gamle, en høvding i Svitjod. Men ogsaa der sender Gunhild to gange mænd, som skal lokke Olav fra hans mor. Saa drager Aastrid med gutten over til Rusland, for hendes bror Sigurd tjente i hirden hos storfyrsten i Novgorod. Paa veien blev de overfaldt av sjørøvere. Aastrid blev ikke længe efter løskjøbt av en mand fra Viken ved navn Lodin; han tog hende med til Norge og ægtede hende med hendes frænders raad. Olav kom i trældom i Estland og blev solgt fra den ene til den anden. Navnene paa hans herrer gjengis lidt forskjellig av Odd og Snorre. Hos Odd heder de Klercon, Klerkr og Eres; den sidstes hustru het Recon og hans søn Reas. Snorre har Klerkon, Klerkr og Reas med hustruen Reas og sønnen Rekone. Tilslut fandt Sigurd sin søstersøn og løskjøbte gutten og tog ham med til Holmgård (saa kaldte vore forfædre Novgorod). Olav stod en dag paa torvet. Da saa han Klerkon, som havde dræbt hans fosterfar Torolv Luseskjæg, fordi han var for gammel til at arbeide, og straks satte han sin øks i hovedet paa ham. Folk stimlede sammen og vilde dræbe gutten. Men Sigurd førte ham til dronningen; hun kaldes Allogia. Siden blev Olav Tryggvason opfostret i Holmgardskongens hird. Saa fortæller sagaerne.

Hele fortællingen om Aastrids og Olavs flugt gjennem Norge er digt og eventyr; Gunhild kongemor har laant træk fra den onde stedmor i eventyret, som ligeledes tre gange søker at lokke sin vakre steddatter til sig. Aastrids far bodde, som nævnt, paa Jæderen, ikke paa Oplandene; saa flugten over land til Sverige er geografisk sét høist usandsynlig. Desuden fortæller Historia Norvegiæ (Mon. hist. Norv., ed. G. Storm, s. 111) og Ågrip (k. 14) anderledes om Olavs første aar. Begge lader de Aastrid flygte til Orknøerne; efter Historia Norvegiae fødte Aastrid sin søn paa Orknøerne; Ågrip lader ham derimod være tre aar, da kong Tryggve døde. Dette sidste er vistnok det rigtige. Olav havde, da han kom hjem til Norge, en søster Ingebjørg, som i 999 blev gift med Ragnvald jarl i Skara (Snorre, Olafs s. helga, k. 67; jfr. et vers af Sigvat skald i hans flokk om Erling Skjalgsson, Skjaldedigtning udg. af Finnur Jonsson, s. 230). Olav Tryggvason var født i 960-aarene (i 963 efter Aagrip og Are frode, i 968 efter Ågrip og Snorre). Jeg tror snarest, det har været i 963. For hans mor Aastrid havde tre eller to giftefærdige døtre med Lodin, da Olav i 995 kom hjem til Norge. Men havde Olav været født i 968 og regner vi, at Aastrid var to-tre aar i utlændighed, blir der ingen plads for tre voksne og giftefærdige døtre i 995. Er altsaa 963 Olavs fødselsaar, da kan ikke hans helsøster Ingebjørg ha været endda ældre; for da vilde hun ha været temmelig gammel til at giftes bort i slutningen av 990-aarene. — Endnu paa Olav Haraldssons tid skildres hun som en forholdsvis ung kvinde. — Om Olav i sine første aar var paa Orknøerne eller i Sverige, er derimod uvisst, ligesaa om han har været i trældom i Estland. Navnene paa Olavs herrer i Estland er ialfald forvanskede. Det meste af det, som fortælles om Olavs ungdom i Gardarike, er ogsaa digt og eventyr. Dog har Olav Tryggvason sikkerlig været i Gardarike og er, tror jeg, blevet opdraget i storfyrstens hird. Hallfrød Vandrædaskald siger i sin Olafsdråpa (996):

Tolf vas elds at aldri

ýsetrs hati vetra,

hraustr þás herskip glæsti,

Hǫrða vinr ór Gordum.

D. e. : "den gavmilde mand (d. e. Olav Tryggvason) var tolv aar gammel, da Hordernes tapre ven (d. e. Olav) udrustede hærskibe [til færd] fra Gardarike". Men i saa ung en alder maa det ha været med en fyrstes hjælp, at Olav kunde udruste hærskibe. Holmgardskongen (eller storfyrsten i Novgorod) kaldes i sagaerne Valdemar, d. e. Vladimir den store (storfyrste i Novgorod fra 970, i Kijev 980—1015). Dronningen kaldes Allogia". Det heder om hende, at "hun var den forstandigste kvinde". Desuden nævner sagaerne Holmgardskongens gamle mor, som var spaakyndig og bl. a. fortalte om den kongesøn, som var født i Norge og skulde komme til Rusland. Om Vladimir den store fortæller Nestor i sin krønike (k. 38), at han foruden fem hustruer havde 300 friller i Vysjegrad, 300 i Belgrad og 200 paa Berestov. At Holmgardskongens hustru optræder selvstændig, har sin egen hird og tager Olav til sig, synes derfor noget problematisk. Jeg tror, at den kloge dronning i Holmgård, Allogia, og Holmgardskongens gamle, fremvise mor er én og samme person, som i sagnet har spaltet sig i to. Navnet Allogia er, tror jeg, en forvanskning av Olga. Saa kaldtes Vladimirs farmor; hun styrede i lang tid med kraftig haand for sin søn Svjatoslav, siden drog hun i 957 til Konstantinopel og blev døbt; hun døde i høi alder i 969; eftertiden ærede hende som helgen og ingen kvinde i Ruslands gamle historie har saa stort et navn som hun. Til at mindes en af Vladimirs mange hustruer var der ingen grund. Olga er vort Helga; Grækerne kaldte hende "Εκya; Allogia kan vel være en forvanskning av Olgas navn.

Da Olav Tryggvason var i viking, herjede han i førstningen rundt om i landene ved Østersjøen. Han havde, fortæller sagaerne, vintersæde i Rusland og tog ogsaa del i mange kampe for storfyrsten. Hallfrød Vandrædaskald, som dog kjender lidet til Olavs ungdomsaar og visst bare har hørt derom paa anden haand, nævner kampe ved Bornholm (at Holmi), øst i Gardar, paa Gotland, i Skaane og Vendland, ja endog kampe med indbyggerne i Jemtland (Jamta kindir). Dette sidste maa vel være en feiltagelse. Jemtland havde ligesaa lidet dengang som nu nogen skibsfart. Og Olav gjorde ingen tog gjennem Sverige til Norge. Odd munk nævner ogsaa (I k. 8), at Olav drog til Grækenland og hentede Paal biskop, som døbte kongen og dronningen i Holmgård. Men dette er umuligt, for Vladimir blev først døbt i 988, da Olav havde forladt Rusland. Fortællingen, om Olavs drøm, stenen som vokser til himmels og røsten, som taler til Olav, er legende (jfr. Jakobs drøm).

Siden var Olav, fortælles det, længe i Vendland og blev der gift med Geila eller Geira, datter av kong Burislav. — Sagaernes Burislav er, som bekjendt, ikke Polens konge Boleslav I Chrobri (992—1025), men dennes far Miesco, den første kristne hertug i Polen (964—992). — Ågrip og Historia Norvegiae nævner dog intet om dette, men bare at Olav havde vintersæde i Jomsborg. Og det er det sandsynligste, tror jeg. Geila eller Geira er heller ikke noget slavisk navn; Geila brugtes derimod i Tyskland. Olav Tryggvason underholdt hele sit liv igjennem forbindelse med Jomsborg. I Jomsvikingers følge var det rimeligvis, at han drog til Vesterlandene . — Olavs senere forbindelse med kong Boleslav gjorde det naturligt, at hans hustru i sagnet blev til en vendisk (d. e. polsk) kongedatter. Snorre fortæller (k. 26), at da keiser Otto II drog til Jylland og kjæmpede ved Danevirke mod Harald Gormsson, fulgte kong Burislav keiseren med en stor hær og med ham hans maag Olav Tryggvason; han citerer en halvstrofe af Hallfrøds draapa. "Hærskibenes styrer nedhugg krigerne i Danmark syd for Heidaby" . Olav Tryggvason var dog, da keiser Otto 974 gjorde sit tog, et barn. Men Hallfrøds vers viser, at kong Olav har fortalt sin skald om kampe syd for Hedeby.

Nu ved vi at der i slutningen av det 10de aarh. (sandsynligvis i slutningen av 980-aarene) var store kampe ved Hedeby. Runestene, reist av Svein Tjugeskjæg og hans huskarler, minder endnu om denne tid, "da drenge sat om Hedeby". Biskopen i Slesvig ved denne tid het Ekkehard; han maatte flygte fra sit bispedømme og var i en lang række aar i Tyskland. I aar 1000 var han tilstede ved et kirkemøde i Gandersheim, som stedfortræder for biskopen i Hildesheim. Da han blev spurgt, hvorfor han ikke var i sit bispedømme, svarede han: "Termini episcopatus mei barbarica sunt feritate depopulati, civitas deserta, ecclesia desolata; sedem non habeo" (mit bispedømme er herjet med barbarisk vildhet, byen øde, kirken tom, jeg har intet sæde). Steenstrup gjætter paa, at det var Sveakongen Eirik Seiersæl og hans krigere, som lagde Hedeby øde, eller ogsaa kan det, mener han, have været vendiske urostiftere (Danmarks riges historie I, 371 f.). Men Erik Seiersæl døde omkr. 993. Efter hans død vendte Svein Tjugeskjæg tilbage til Danmark, ægtede Erik Seiersæls enke Sigrid Storraade og forsonede sig med hans søn, Olav Skotkonung, som opgav sine krav paa Danmark. Kong Svein var selv kristen. Havde han været herre i Hedeby eller Slesvig, vilde der ikke ha været nogen grund for byens biskop til at leve landflygtig fra sit bispedømme. Det maa snarere ha været Vender, som havde faat Slesvig i sin vold. I disse kampe kan Olav Tryggvason ha været med. Jeg kan føie til, at ifølge Adam av Bremen var det Svensker under Erik Seiersæl og Vender under kong Boleslav, som sammen krigede mot Danmark (Schol. 25).

Da Geila døde, skal Olav have forladt Vendland. Sagaerne lader derpaa Olav herje først i Frisland, dernæst i Saksland og i Flandern. Derfra lader de ham drage til England og kjæmpe dér. Finnur Jonsson i sin ellers saa fortrinlige utgave af "den norsk -islandske skjaldedigtning" (B., s. 149) følger i sin ordning av Hallfrøds draapa sagaerne og lader Olav kjæmpe først i Saksen og Nederlandene og siden i England, Skotland og Irland. Dette tror jeg er galt. Hallfrøds vers lyder i Finnur Jonssons oversættelse: "Fyrsten, Tryggves søn, huggede til slutning tidt og ofte Sakserne ned til (føde for) den sky, stygge ulv; den venneglade konge gav videnom blodet av mange Friser de mørke ulve at drikke. Den mægtige fredsstifter forvandlede Walcherns indbyggere til lig; hærføreren gav ravnene Flamlændernes kropper". Derpaa følger to strofer om Olavs kampe paa de Britiske Øer: "Den unge konge reiste en uskaansom strid med Anglerne", osv. I disse strofer er særlig følgende ord at lægge merke til:

Tiðhǫggvit let Tyggi,

Tryggva sonr, fyr styggvan

Leiknar hest á lesti

ljótvaxinn hræ Saxa.

D. e. "Tidt og ofte huggede fyrsten, Tryggvessøn, til slutning Sakserne ned til føde for Leiknes sky, stygge hest (d. e. ulven)". Ordene á lesti (av lǫstr, m.) betyder "til slutning, tilsidst". Efter dette skulde Olavs bedrifter udenlands have endt med toget til Saksland. Dette er, tror jeg, virkeligheden nærmere. Olav Tryggvason kjæmpede, tror jeg, i England, før han drog til Saksen. Olav Tryggvason kom, ifølge den angelsaksiske krønike til England i 991. Vikinghæren havde i forveien holdt til i landene ved den irske sjø og der har Olav rimeligvis sluttet sig til den. I hæren var der ogsaa andre Jomsvikinger. I deres følge er Olav sandsynligvis kommet til Britannien. Han nævnes i krøniken som hærens fører i 991; andre høvdinger var i samme aar Justin og Guðmund Stegitan sunu. Justin er efter al sandsynlighed sagaernes Jostein, Olav Tryggvasons morbror; Guðmund har rimeligvis været dansk. Stegitan gen. af Stegita er nord. Stigande eller Skjeggi. Olav var efter al sandsynlighed, som den angelsaksiske krønike (haandskrift A.) siger, med i den store kamp ved Maldon 11. aug. 991, hvor Østsaksernes ealdorman, den tapre Byrhtnot faldt. Derefter sluttede Olav sammen med Jostein og Gudmund fred med kong Æthelred, som betalte en gjeld paa 10000 pund til hæren. I fredsslutningen staar det: Þis synd þa friðmál and þa forword, þe Æthelred cyng and ealle his witan wið þone here gedòn habbad, þa Anlaf and Justin and Guðmund Stegitan sunu mið wæron ("dette er de fredsmaal og aftaler, som kong Æthelred og alle hans witan har gjort med den hær, som Olav, og Justin og Gudmund, Stegitas søn var med". Det er almindelig antat, at denne Olav er Olav Tryggvason og at Justin er hans morbror Jostein. Liebermann i sin avhandling om Byrhtnoth stiller sig lidt tvilende og siger, at det bare er ved kombination man faar dette til. Men jeg tror ikke, at han har ret. Florentius Wigorniensis kalder Olav rex Norreganorum, medens Svein kaldes rex Danorum. Vikinghæren talte mænd og høvdinger fra alle tre nordiske lande (jfr. O. v. Friesen, Historiska runinskrifter).

I den følgende tid kan vi følge vikinghæren til Wales (992) og derfra til Nord-England, hvor Bamborough blev taget med Storm og Lindsey herjet (993). Mellem 993 og september maaned 994 hører vi intet til Olav Tryggvason. Hvor var i mellemtiden han og vikinghæren? Jeg tror, at idetmindste en del af hæren har seilet over Nordsjøen til Frisland og Saksen og at det er til 994, at Olavs kampe i Nederlandene og Saksen maa henføres. Disse lande havde i nær hundre aar været forskaanet for indfald av vikinger. Men i juni 994 kom flere store vikingflaader og herjede ved kysterne av Saksen og Frisland og trængte op over elvene, særlig Elben og Weser

Disse tog nævnes utførlig, baade af Adam af Bremen (I. II c. 29—31) og af den ældre og paalideligere Thietmar af Merseburg (Pertz, Scriptores III), som bl. a. nævner en datum (23 juni 994). Vi kan se at der i aarene før 994 ikke var nogen indfald i disse egne. Adam af Bremen nævner Svensker og Dansker (Sueones et Dani) mellem dem, som særlig var med paa toget. Men der maa ogsaa have været Nordmænd med; for Adam fortæller et mirakel om en af vikingerne, "som siges at være død i Norge" (Quo rum unus fertur in Norvegia defunctus). Professor Otto von Friesen i Uppsala har nylig i en interessant afhandling, "Historiska runinskrifter" (Fornvännen 1909, s. 74 ff.) fremdraget en runesten fra Grinda i Sødermanland, som i oversættelse lyder: "Griotgard og Eindride, sønnerne (til Gudvir) beviste sin kjække fader den sidste tjeneste. Gudvir (faderen) var vesterpaa. I England fik han del i (dane)gjælden; i Saksland stormede han med dygtighed borger". Denne indskrift stiller v. Friesen sammen med fortællingerne om togene til Saksen i 994. Men kan vi ikke, foruden de slutninger v. Friesen drager, ogsaa slutte, at Gudvir først har tjent i vikinghæren i England og faat del i den danegjeld, som Æthelred gav efter kampen ved Maldon i 991, og at han siden er draget til Saksen? Med andre ord, vi ser her et vidnesbyrd om, at mænd fra vikinghæren i England virkelig tok del i togene til Saksen og Frisland sommeren 991? Friesen gjør ogsaa (s. 85) opmærksom paa, at den ene av Gudvirs sønner bærer et norsk navn, Griotgard, og gj ætter paa at han er opkaldt efter en nordmand, som Gudvir havde kjæmpet sammen med i Vesterlede.

Fra Frisland eller Saksen er Olav vendt tilbage til England; dér har han forenet sig med Danekongen Svein Tjugeskjæg, som ogsaa var kommet til Vesterlandene. Sammen kom de 8. sept. 994 foran London og prøvede at tænde varme paa byen. Men bymændene slog dem tilbage og hæren drog saa til Sydengland. Ikke længe efter kjøbte dog Æthelred paany fred med hæren, mod at give en gjæld paa 16 000 pund. Vinteren 994—995 havde Olav med flaaden vinterkvarter nede ved Southampton. — Han og ikke kong Svein synes fremdeles at have været den øverste høvding for hæren. — Da var det, at kong Æthelred (tidlig paa aaret 995) sendte biskop Ælfheah i Winchester og ealdorman Æthelward ned til Olav Tryggvason; de stillede gisler paa skibene og ledede Olav med stor hæder til kongen i Andover. Der sluttede Olav fred med kong Æthelred "og kongen modtog ham siden af biskopens haand, efterat Sigeric, erkebiskop i Canterbury og Ælfheah, biskop i Winchester, havde lært ham", siger krøniken. Olav blev med andre ord konfirmeret (ved paasketider, 21. april 995). Kong Æthelred var hans fadder "og gav ham kongelige gaver", som det heder. "Olav lovede, og det holdt han ogsaa, at han aldrig mere vilde komme til England med ufred", siger krøniken. Olav Tryggvason har altsaa sluttet særfred med kong Æthelred og mod en stor sum penge lovet ikke mere at herje paa England. Han var nu, maa vi tro, en overmaade rig mand. Men hvor skulde han bruge sine penge? Sommeren 995 forlod han England og kom om høsten til Trøndelagen og blev taget til konge, samtidig med at Haakon jarl blev dræbt.

Sagaerne fortæller, at Olav var i Dublin hos sin maag Olav Kvaaran, da der kom bud til ham fra Norge. Olav var i England blevet gift med Olav Kvaarans søster Gyda. Fortællingen om dette giftermaal findes i sin oprindelige skikkelse hos Odd munk (I k. 10, II k. 14). Det heder hos ham, at da Olav kom til England, var der en rig og gjæv enke ved navn Gyda; hun var enke efter en engelsk jarl og søster af kong Olav Kvaaran. Til hende beilede en kjæmpe og holmgangsmand ved navn Alpin eller Alfvini. — Alpin maa være den rigtige form; det er et piktisk navn. — Gyda svarede, at hun vilde stevne ting og selv vælge sig en mand. Olav og hans mænd kom ogsaa til tinget, hvor ingen kjendte dem. Olav var i lodden kappe med hatten ned over panden. Gyda red tre gange rundt tinget; tredje gang saa hun en mand i lodden kappe staa langt ute paa pladsen; hun saa ind i øinene paa ham og sagde: "Her er han, som jeg vælger mig til mand". Siden dræbte Olav kjæmpen Alfvini i holmgang og blev gift med Gyda; deres søn var Tryggve, siges det, som i 1033 søgte at vinde Norge. Siden hører vi intet om Gyda; hun fulgte ikke med Olav til Norge. Snorre gjengir hele Odds fortælling om Olavs giftermaal; han bare udelader, at Gyda red tre gange rundt tinget. Fortællingen om dette ting forekommer ogsaa en gang før i Olavs saga. Spaamænd i Gardarike havde talt om en mand, som var kommet til landet og fra hvis hamingja der skinnede et lys over hele verdens østre halvdel. Dronning Allogia i Holmgård fik høre om dette og stevnede et ting; paa den tredje dag fik hun øie paa en gut i usle klær; hun saa, ligesom Gyda, ind i øinene paa ham og skjønte, at han var den, som spaamændene havde talt om. Saa kom Olav til dronningens hird og blev opfostret dér (Odd munk II, k. 5).

Tinget og de tre gange og Olav i usle klæder er eventyrtræk, ikke historie; det viser sig bedst deraf, at det er indtaget to gange i Olavs saga. At Olav var ukjendt i England, er ogsaa uhistorisk. Gyda kan heller ikke have været søster til Olav Kvaaran; thi han døde som 70-80 aar gammel mand i 981. Paa denne maade falder ethvert grundlag for fortællingen om Olavs giftermaal med Gyda bort. Tilbage staar kun, at Tryggve, som kaldte sig Olavs søn, en menneskealder senere gjorde krav paa Norge, og at denne Tryggve rimeligvis kom fra Vesterlandene. Han har kanske fortalt om sin mors giftermaal med Olav Tryggvason og paa denne vis er sagnet opstaat. Havde Gyda været Olavs hustru, vilde hun vel have fulgt ham til Norge.

Sagaerne fremstiller det, som om Haakon jarl lokkede Olav Tryggvason hjem til Norge. Haakon jarl havde faat høre, at der i Vesterlandene færdedes en mand, som kaldte sig Ole den gerdske. Han grundede paa, om det ikke var Olav Tryggvason og sendte en mand ved navn Tore Klakka til Dublin for at lægge svigraad op mod ham og faa ham til Norge, saa jarlen kunde faa tat ham avdage. Ifølge Tjodrek og Odd Munk tvinger endog jarlen Olavs to morbrødre, Jostein og Karlshoved, til at være med paa færden. Odd fortæller ogsaa, at jarlens sendemænd først drog til England, men dér hørte de, at Olav var i Gardarike; did styrede de saa og traf ham dér (maaske et minde om at Olav Tryggvason en tid havde forladt de Britiske Øer). Olav drog avsted, seilede forbi Orknøerne, kom til Moster, hvor han først landede i Norge, og seilede derfra nord til Agdenes. Imens var Haakon jarl paa gjæstning i Guldalen. Han var paa sine gamle dage blit kvindekjær og vellystig og tog bøndernes hustruer og døtre hjem til sig. I Guldalen tog han først mod hendes vilje den vakre hustru til en mand ved navn Brynjolv hjem til sig. Saa sendte han sine træller efter Gudrun Lundesol, Orm Lyrgjas hustru. Men Orm skar op hærpil, bønderne samlede sig, Haakon maatte flygte sammen med sin træl Kark. Først gjemte de sig i Jarlsdalen, saa laa de i Jarlshellen. Der var det, at Kark drømte, at han saa en svart og fæl mand, og sagde, at "Ulle" var død. Jarlen sagde, at nu var nok hans søn Erlend død. Lidt efter drømte Kark, at den samme mand kom og sagde, at nu var alle sund lukket. Saa kommer Haakon og Kark frem til Remol. Jarlens gamle kjæreste, Tora, skjuler dem i en grav under svinebølet. Imens har Olav Tryggvason seilet ind over Trondhjemsfjorden og havt en kamp med Haakons søn Erlend, som blev dræbt. Saa kommer han ind til Lade, mødes med bønderne og drager sammen med dem op gjennem Guldalen. Han kommer til Remol, staar op paa en sten lige ved svinebølet, holder en tale og lover gods og guld til den, som bragte ham jarlens hoved. Da var det jarlen sagde til Kark: "Hvorfor er du saa bleg, men stundom saa sort som jord? Du vil vel ikke svige mig". "Nei", siger Kark. "Vi to var født i én nat", siger jarlen, "og det vil bli kort mellem vor død". Efter dette dræbte Kark sin herre og bragte hans hoved til Olav Tryggvason. Men Olav lod hugge hovedet af Kark. Siden blev begges hoveder ført ut til Nidarholmen og sat op i en galge og jarlens krop blev bragt ned fra Guldalen og brændt som en anden troldmand.

Faa optrin i sagaerne er saa dramatiske og virkningsfulde som fortællingen om Haakon jarls død. Men denne fortælling er ikke historie, den er digtning. Det er selvsagt og forlængst set, at Haakon jarl ikke kunde have nogen fordel af at lokke Olav til Norge for at dræbe ham. Munch, Sars og A. D. Jørgensen tror, at Olav Tryggvason er kommet til Norge ukaldet og af egen drift. Munch tænker sig (I, 2 - 257) nærmest, at Haakon jarl har sendt Thore Klakka for at utspeide Olav og at Olav opfordret av sine morbrødre er draget til Norge. — Men Olavs morbrødre havde ingen forbindelser med Trøndelagen. Det maa ha været Trønderne selv, som sendte bud efter Olav. Haakon jarl havde vundet magt som talsmand for stormændenes reaktion mot kongedømmet. Men efter kampen i Hjørungavaag søgte han selv paany at indføre Harald haarfagres enevælde. Han begyndte, som det heder i Fagrskinna (k. 20), at blive haard mod sine landsmænd, blive graadig efter gods og ænsede ikke lovene. Eller som det heder hos Odd Munk (I k. 13): "Mod slutningen af sit liv begyndte Haakon at blive meget streng og at tænke paa ære og gods". Trønderne kunde til nød finde sig i en konges strenge styre; men af jarlen, deres ligemand, vilde de ikke taale det; derfor sendte de i hemmelighed Tore Klakka til Olav. — Tore Klakkas navn nævnes i alle kilder og tilhører rimeligvis den ældste overlevering. Tore mødte Olav i England, som Tjodrek siger (k. 7). At Olav mødte ham i Dublin er en følge af fortællingen om Olavs ægteskab med Olav Kvaarans søster. Olav har fulgt kaldelsen og Trønderne har i hemmelighed faat vide derom; saaledes kunde Olav komme til Trøndelagen, netop som opstanden mod Haakon jarl var begyndt. Var Olav kommet til Norge ukaldet, havde han styret til Viken eller til Rogaland, hvor han siden altid havde sin bedste støtte. I Trøndelagen var altid hans stilling svag og Trønderne vendte sig snart paany imod jarlerne. At kvindegalskab og vellystighed var skyld i Haakon jarls død er ligeledes høist tvivlsomt. Haakon var en troende asadyrker, "blotternernes herre (teinlautar Tyr)" kalder Einar Skaalaglam ham (Vellekla, str. 30). Han holdt fret til guderne og saa sendebud fra Odin i ravnene, som kredsede rundt det blodige offer. Han var den sidste store maalsmand for hedenskapet. Hans bolig stod nær ved kristendommens senere hovedsæde i Norge. Nidaros reiste sig paa Lades ruiner. Derfor lod ogsaa Haakon jarls sønner Nidaros forfalde. Intet under, at nidkjære præster og munker tilsølede Haakons minde og skildrede ham med sorte farver som baggrund mod Olavs lyse helteskikkelse, repræsentanten for den seirende kristendom. Det er intet tilfælde, at særlig de norske geistlige krønikeskrivere er haarde mod Haakon jarl og giver ham tilnavnet "den onde". Som hundhedning blev Haakon naturligvis tillagt alle de laster, som knyttedes til hedenskabet: grusomhed, svigefuldhed og vellystighed. Fortællingen om Gudrun Lundesol lyder ikke meget sandsynlig. Fortællingen om Haakons flugt er ialfald sikkert digtning. Der fandtes jo ingen øienvidner, som kunde fortælle om jarlens flugt og om hans og trællens ophold i hulen og i svinebølet. Navnet paa hans træl, Kark, er ikke norsk, men keltisk (jfr. det kymr. navn Caradic "amatus"). Kark var altsaa rimeligvis født i udlandet og det er kun sagnet som ved, at han var født samme nat som Haakon.

Fortællingen om, at Olav kommer til Remul og stiger op paa en sten ved svinebølet, hvor jarlen ligger skjult, og derfra taler til folket, er heller ikke historie, men symboliserer kristendommens seir over asatroen. Dog tror jeg, at Haakon virkelig blev myrdet av sin træl, som vel haabede at vinde løn for det av Olav. Saa siger alle sagaer og desuden legenden om Seljemændene (fra 1170). Navnet Kark kunde man heller ikke let finde paa. Det eneste gamle vidnesbyrdom Haakon jarls død har vi i Tord Kolbeinssons Belgskakadråpa (digtet i 1001), hvor det i Finnur Jonssons oversættelse heder: "Kriger (d. e. Eirik jarl), kort efter gjorde mændenes svig ende paa Haakons liv; menneskenes skjæbne volder meget (skǫp manna fýsa margs); jeg ved, at Tryggves søn, da hæren (Olavs hær) kom vestenfra, kom til det land, som den tapre kriger (Haakon) havde tilkjæmpet sig". I det følgende vers heder det bl. a., at "den trøndske jarl søgte vred den svenske konge for at raadspørge ham; Trønderne var trodsige; det kunde ingen forhindre". Det fremgaar af dette digt: 1) at Haakon jarl mistede livet ved mændenes (d. e. Trøndernes) svig, 2) at der var store omskiftelser i Haakon jarls skjæbne (med andre ord at hans død ikke var saa glimrende som hans tidligere liv), 3) at dette skede, da Olav Tryggvason med sin hær kom vestenfra. Jeg tror ikke, skalden vilde have brugt disse ord, hvis Trønderne havde reist sig, fordi jarlen tog deres kvinder; de passer bedre paa hemmelige underhandlinger mellem Trønderne og Olav og vidner om at Haakon ikke faldt i aaben kamp.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa Olav Tryggvasons styre i Norge og hans kristendomsforkyndelse. Ogsaa i fortællingen om disse for Norges senere udvikling grundlæggende aar er sandheden blandet med digt og tidsregningen er ofte vanskelig at følge. Gustav Storm følger i sin før nævnte afhandling "Om aarstallet for Trondhjems grundlæggelse" i hovedsagen Odd munks tidsregning. Ifølge Odd munk og Tjodrek munk, som skrev omkring 1177—1180 (k. X), landede Olav paa sin reise fra England til Norge først ved øen Moster i Søndhordeland. Dér holdt han i følge Odd (I k. 17) sit første ting med bønderne og fik hjælp af den hellige biskop Martin, som havde vist sig for ham om natten. Derfra seilede han nordover til Trøndelagen. Her var han, mener Storm (s. 11) vinteren 995—996. Odd lader Olav begynde sit kristendomsbud paa Vestlandet, først holder han ting med bønderne paa Dragseid (Odd I k. 26) og finder Seljemændenes ben (I k. 19 f.). Derpaa stevner han bønderne til Gulating og indleder underhandlinger med Horda-Kaares mægtige herseæt, som lover ham sin støtte mod at Erling Skjalgsson paa Sole bliver gift med Olavs halvsøster Aastrid. Derpaa drager Olav til Viken og kristner folket dér (I k. 21). Denne fremstilling mener Storm er rigtig; han tror ikke paa Snorre, som lader Olav begynde sin kristendomsforkyndelse i Viken; derefter lader Snorre ham drage til Rogaland, hvor et mirakel foregaar, som Odd henfører til Moster; siden holder Olav Gulating og tilsidst ting paa Dragseid (Heimskr., Olav Tryggvasons saga, k. 53—59). Mig forekommer det, at Snorre her maa være rigtigere end den forvirrede Odd munk, om end Snorre heller ikke i alt kan være rigtig.

At Snorre alt paa sin vei fra Vesterlandene har landet ved Moster er, tror jeg, legende og ikke historie. Skulde Olav komme uforvarende over Haakon jarl, maatte han seile saa hemmelig som mulig og ikke stanse paa sin færd. Ialfald er det selvsagt, at Olav ikke — som Odd munk mener — har stevnet bønderne til ting paa Moster og budt kristendommen; han var jo endnu ikke taget til konge. Sammenhængen maa være, at Olavs første ting paa Vestlandet blev holdt paa Moster og at den første vestlandske daabskirke blev bygget dér. Omvendelsen gik let paa grund af tilslutning fra Horda-Kaares æt. Dette har legenden udsmykket med jertegn og undere og gjort det til, at Olav Tryggvason alt paa sin hjemreise gik iland paa Moster. Men er kristendomsforkyndelsen begyndt længst syd paa Vestlandet, da synes det rimeligt, at Olav er kommet did fra Viken, hvor han altsaa har begyndt. Dette er i sig selv det sandsynligste; ti i Viken var Olavs fædrenerige og der havde alt danske eller nordtyske missionærer virket. At Olav paa Vestlandet begyndte sin kristendoms forkyndelse i Rogaland eller Søndhordeland er ogsaa sandsynligt; for dér havde han sin moders slægt. Først kommer altsaa, tror jeg, paa Vestlandet tinget paa Moster, saa fundet af Seljemændenes ben og tilsidst Gulatinget som den naturlige afslutning. At Vestlandets omvendelse kanske alligevel ikke er foregaaet saa hurtig, viser sig af at Olav julen 997 (Odd) eller paasken 998 opholdt sig paa Avaldsnes paa Karmøen.

Gangen i det nordenfjeldske Norges omvendelse er det næsten umulig at udrede. Og her er fortællingen endnu mere opfyldt af legender og eventyr. Dertil maa henregnes fortællingerne om Roald eller Raud den ramme paa Godø i Salten, om Eyvind Kinnrifa og om Tore Hjort, som i skikkelse af en hjort bliver dræbt af Olavs hund Vige (I k. 33). Desværre eier vi dog ingen samtidige skaldekvad, som fortæller om Olavs kristendomsforkyndelse. Vi ser kun af kjenninger i Hallfrøds første Olafsdråpa som "horgbryderen" (hǫrgbrjótr, str. 3) og "den mod helligdommene grumme konge" (végrimmr allvaldr. str. 4), at Olavs virksomhed for en stor del gik ud paa at udrydde alle synlige minder om hedenskabet. Meget vil derfor i dette afsnit af Olav Tryggvasons liv altid være tvivlsomt og usikkert. Og Konrad Maurers, A. D. Jørgensens, Gustav Storms og andres arbeider har, saa godt det lader sig gjøre, belyst denne tid. Derimod er kampen ved Svold og grundene til Olavs fald ikke tilstrækkelig forklaret.

Sagaerne fremstiller det, som om kvinder voldte Olav Tryggvasons undergang, ligesom de havde voldt Haakon jarls. Men det er visst ikke tvivlsomt, at sagnet har udsmykket og overdrevet den rolle, Sigrid Storraade og dronning Tyre har spillet i Olavs liv. Vi kan føre det tilbage til Adam af Bremens fortælling om, at Tyre ikke vilde overleve Olav, men sultede sig ihjel (1. II c. 38). Merkeligt er det at hverken Hallfrød eller nogen anden skald nævner Sigrid Storraade eller Tyre i forbindelse med Olav.

Eriks menn entrer Ormen lange. Illustrasjon av Halfdan Egedius til Storm-utgaven av Snorres kongesagaer, 1899.

Sigrid Storraade var enke efter Eirik Seiersæl i Sverige. Siden beilede to konger til hende, Harald Grenske — Olav den helliges far — og Vissavald fra Gardarike. Hun brændte dem begge inde og sagde, at "saa skulde hun vende smaakonger af med at fare fra andre lande og beile til hende". Fra den tid fik hun navnet Storraade. Saa bad Olav Tryggvason om Sigrids haand og sendte hende den store guldring, som havde staat i hovdøren paa Lade — Ringen skulde være hendes "fæsteguld", siger Odd (I k. 25). — Der blev aftalt møde mellem Olav og Sigrid ved Gantelven. Sigrid lod siden ringen bryde i sønder og fandt, at der var kobber indeni den. Da Olav og Sigrid mødtes i Konghelle, krævede Olav at Sigrid skulde lade sig døbe, men Sigrid vilde ikke. Da blev Olav vred, slog hende i ansigtet med sin handske og sagde: "Hvorfor skulde jeg ville ha dig, din hundhedning, til kone?" Da sagde Sigrid: "Dette kunde vel blive din bane". Næste aar ægtede Sigrid Svein Tjugeskjæg i Danmark. Sigrid æggede meget kong Svein til at holde kamp med Olav Tryggvason. "Og hun kom med sine overtalelser saa langt, at kong Svein var fuldt villig til at lægge raad herom". Saa sendte Svein bud til Sigrids søn, Olav Skotkonung i Sverige og til Olavs andre uvenner. De samlede sig og kampen stod ved Svold. Saaledes er i korte drag Snorres fortælling om Sigrid Storraade.

Professor R. C. Boer har nylig i tredje bind av sine "Untersuchungen über den Ursprung und die Entwicklung der Niebelungensage" (s. 147—179) i en lang og skarpsindig gjennemgaaelse søgt at vise, at den historiske Sigrid Storraade er forbillede for digtningens Brynhild, Sigurd Fafnesbanes elskede. Professor Boer har i hovedsagen ret, naar han (III, 147) om Sigrid Storraade siger: "Ihr lebensroman ist mit dem der Brynhildr so vollständig gleich, dass man nahezu von identität sprechen kann. Die möglichkeit, dass diese gleichheit ganz auf zufall beruhen sollte, scheint mir ausgeschlossen zu sein". Vi kan, som Boer viser, følge ligheden gjennem begge kvinders hele liv. Baade Brynhild og Sigrid er stolte kvinder, som ikke vil vide af beilere, men dræber dem (Brynhild i Niebelungenlied); begge trolover de sig med den tapreste af heltene, Sigrid med Olav, Brynhild med Sigurd. En ring er troskabspant. Baade Olav og Sigurd Fafnesbane bryder trolovelsen; Sigrid ægter Svein Tjugeskjæg og Olav dennes søster Tyre; Brynhild ægter Gunnar og Sigurd dennes søster Gudrun. Hverken Brynhild eller Sigrid kan glemme sin tidligere elskede og ophidser begge sine mænd mod ham, deres husbonds svoger, og volder hans død.

Men ligheden strækker sig endnu videre end til Brynhild og Sigrid Storraade. Jeg lægger mindre vægt paa at Volsungasaga (k. 22) skildrer Sigurd Fafnesbane paa lignende maade, som sagaerne skildrer Olav Tryggvason, og fremhæver Sigurds mandige skjønhed, hans vakre haar, hans hvasse øine og hans dygtighed i alle idrætter, hans veltalenhed, vennesælhed og gavmildhed. Jeg skal siden gjennemgaa sagnet om Olav og Tyre. Her skal jeg kun nævne, at Olav Tryggvason mod Svein Tjugeskjægs vilje ægter dennes søster Tyre. Svein er Olavs uven og vil tage ham af dage; derfor sender han Sigvald jarl med svigefuldt budskab til Olav, saa denne giver sine mænd hjemlov og bare med faa skibe kommer til møde med kong Svein og falder i kampen (Odd I k. 53). Gunnar er den kjækkeste og ridderligste af Gjukes sønner. Han elsker Atles søster Oddrun; men Atle nægter ham at faa hende. Saa mødes de i løndom. Atle faar vide det. Samtidig vil han hevne sin hustru Gudrun; derfor sender han svigefulde bud til Gunnar og Hogne. De kommer til Atle og blir dræbt (jfr. eddakvadet Oddninargrátr). Men er det saa, at ligheden mellem Sigurdsdigtningen og sagaen om Olav Tryggvason strækker sig videre end til de to kvindeskikkelser Brynhild og Sigrid, da skulde det vel alt af den grund være sandsynligt, at Sigrid Storraades skikkelse i sagnet er udviklet under paavirkning af Brynhild og ikke omvendt. Sagnet om Sigrid Storraade kan vel ikke ha begyndt at faa fast form før i anden halvdel af 11te aarh. Men paa den tid maa alt Brynhilds skikkelse forlængst have faat fast form i digtningen. Jeg tror ikke, at Finnur Jonssons datering af Eddakvadene saa let lader sig rokke; men er det saa, maa Brynhild være ældre end Sigrid Storraade. Jeg er enig med Boer i at Brynhild-skikkelsen er skabt af vikingtidens friere forhold, som sønderrev saa mange af hjemmets baand og ogsaa gjorde kvinden fri og selvstændig handlende. Men jeg er ikke rigtig enig med Boer, naar han siger (III, 146): "Die freie phantasie erschaffte keine Brynhild". Brynhild har ligesaa lidt som f. eks. Ibsens Hedda Gabler ett bestemt historisk forbillede. Hun er digtningens legemliggjørelse af en bestemt kvindelig afart i vikingtidens sidste del. Hun minder om Erik Blodøkses og dronning Gunhilds datter Ragnhild, som voldte sine to første mænds bane og bragte strid og splid ind i Orknøjarlernes æt; hun minder om den irske dronning Gormflaith, sagaernes Kormlød, som voldte kampen ved Clontarf i 1014, og om de islandske sagakvinder Hallgerd og Gudrun Osvifsdatter. Og Sigrid Storraade er ikke den eneste kvinde, hvis skikkelse sagaerne har uddybet under paavirkning fra Brynhild.

Jeg er enig med Vigfusson, hvis ord Boer citerer: "In the Laxdoela Saga we have historic personages shining with a light borrowed from the Sigfred story". Ogsaa dronning Kormlød skinner i lys af Sigurdsdigtningen, naar det f. eks. i Njåla heder om hende, at hun var "den skjønneste af alle kvinder og den bedst udrustede i alt, som hun selv ikke eiede nogen magt over; men hun handlede ilde i alle ting, hvorover hun selv havde nogen indflydelse". Ligedan heder det f. eks. i Guðrúnarkviða I str. 24 om Brynhild: "Þegi pú, þióðleið! þeirra orða! urðr ǫðlinga hefir þú æ verit, rekr þik alda hverr illrar skepnu, sorg sára siau konunga og vinspell vifa mest" (jfr. Helreid Brynhildar str. 4).

Sigrid Storraade har uden tvivl været en myndig kvinde; hun tilhørte en krigersk æt, som stod under valkyrjernes gunst; hendes far kaldtes Skoguls-Toste (efter valkyrjen Skogul). Kanske har hun ogsaa brændt to af sine beilere inde; dette har vel gjort, at hun i sagnet er omdigtet under indflydelse fra velkyrjen Brynhild Budlesdatter.

Sikkert ved vi om Sigrid ikke andet end hendes tilnavn "den storraade" (d. e. "hun, som giver sig af med store planer") og at hun først var gift med Erik Seiersæl i Sverige og siden med jSvein Tjugeskjæg i Danmark og havde store eiendomme (sandsynligvis i Vestergøtland); endnu i Valdemars Jordebog nævnes "Sigridlev". Hverken Adam af Bremen eller Tjodrek Munk og Historia Norvegiae kjender noget til Olavs trolovelse med Sigrid Storraade. Selv om Olav virkelig har været trolovet med Sigrid Storraade, saa er dog fortællingen om Olavs møde med Sigrid og om hendes hevnplaner efter al sandsynlighed uhistorisk. Det er muligt, at Sigurd Fafnesbanes møde med Brynhild, kort før han blev dræbt, har foresvævet sagafortælleren. Men det er et vanligt sagamotiv, at helten gir heltinden en ørefig og at hun mindes dette og siden volder mandens død. I Njåla giver Gunnar paa Lidarende Hallgerd en ørefig. "Hallgerd sagde, at det slag skulde hun huske og lønne ham, saasandt hun kunde". Hun mindedes det, da Gunnar blev dræbt. I Laxdoela (k. 39) volder en kindhest bruddet mellem Gudrun og hendes mand. I den irske saga om Clontarfslaget giver kong Sigtryg sin irske hustru en ørefig.

Boer tænker sig, at digterne bevist har omdigtet Brynhild i Sigrid Storraades billede. Efter min mening er omdigtningen foregaat lidt efter lidt og ubevist næsten. Folk i den tid eiede ikke evnen til at skjelne mellem digt og sandhed, mellem naturligt og overnaturligt. Derfor kom i tidens løb sagn og eventyr fra alle kanter til at bli hængende ved navnkundige personer. Endnu den dag idag kan vi se det samme med morsomheder og vandresagn, som tillægges snart en, snart en anden navngiven person. Vi maa huske paa, at fortællingen om Olav Tryggvasons søn har været fortalt paa hundreder av læber, før den blev nedtegnet.

Ligesom med Sigurd Fafnesbane er det ifølge sagaerne én kvindes had og skuffede kjærlighet og en anden lykkelig kjærlighet som volder Olav Tryggvasons død. Danekongen Svein Tjugeskjæg havde giftet sin søster Tyre med kong Burislav i Vendland. Men han var gammel og hundhedensk og Tyre vilde ikke have ham. Hun tog ikke imod mad og drikke i syv nætter, tilsidst rømte hun og hendes fosterfar bort i skogen og for i hemmelighet til Norge; Olav saa, at hun var vakker og giftede sig med hende. — Tyre klagede ofte til Olav over, at hun havde store eiendomme i Vendland, og bad om at Olav skulde skaffe hende dem tilbage. En vaar (efter Odd, I k. 50, en palmesøndag) gik Olav fra messen; da kom en mand mod ham med mange kvanner og han kjøbte en ualmindelig stor kvannestilk. Den gav han til Tyre. Men hun slog til den og sagde: "Større gaver gav Harald Gormsson, men mindre ræddedes han for at fare fra landet og søke sin eiendom, end du gjør nu, og det sandedes, da han for hid til Norge og ødede største delen av dette land og tilegnede sig det med skatter og skylder; men du tør ikke fare gjennem Danevælde for bror min, kong Svein". Kong Olav sprang op ved disse ord og raabte høit og svor dertil: "Aldrig skal jeg fare ræd for din bror, kong Svein, og hvis vi mødes, da skal han vige". Saa samler Olav mænd og skibe, drager til Vendland og falder ved Svold.

Om kampen ved Clontarf i 1014 fortælles det, at dronning Gormflaith havde været gift med Olav Kvaaran i Dublin, siden blev hun gift med kong Brian i Munster, men var skilt fra ham. Hun bodde fremdeles i kongeborgen, men hadede Brian. Saa hændte det, at Gormflaiths bror, Leinsterkongen Maelmordha, kom med tre furustammer som skat til Brian. Paa veien mistede han en sølvknap i sin silkekjortel og bad sin søster sy den i. Men Gormflaith kastede kjortelen paa varmen, og begyndte at irettesætte sin bror, fordi han vilde gi skat til Brian, det hverken hans far eller farfar havde gjort. Maelmordha blev heftig vred, brød med Brian og samlede alle hans fiender. Siden forsvinder Maelmordha af sagaen; Brians vigtigste modstander blir Gormflaiths søn kong Sigtryg i Dublin. Han samler rundt om hjælpetropper mod Brian og lover flere høvdinger (bl. a. Orknøjarlen Sigurd Lodvesson og vikinghøvdingen Broder) sin mors haand. Sigtryg var gift med Brians datter. Det fortælles, at de saa paa kampen fra murene om Dublin. Ved begyndelsen af kampen sagde Sigtryg: "Vel høster vikingerne marken, mangt et aks kaster de tilside". "Ved kveldstid vil udfaldet ses", svarede hans irske hustru. Da solen gik ned, var nordboerne slagne og flygtede ut i sjøen. "Det synes mig, at vikingerne har vundet sin arvelod", sagde Sigtryggs hustru. "Hvad mener du?" spurgte han. "Vikingerne gaar i sjøen, deres naturlige arvelod; de er vel varme, men de venter ikke paa at bli melket". Kongen blev saa sint, at han gav hende et slag i ansigtet.

Jeg har alt før pegt paa, at mødet mellem Olav og Tyre, hvor han gir hende kvannestilken, rimeligvis er laant fra optrinet mellem Gormflaith og hendes bror, hvor hun kaster kjortelen paa ilden. Men Sigrid Storraade har ogsaa træk tilfælles med Gormflaith. Begge volder de den mands død, som de først har elsket, men siden hader, og samler hans fiender til en stor kamp; begge har de en ung søn, som er konge og er med at samle uvennerne, men ikke personlig tager del i kampen. Sigrids søn faar sin mor gift med en af Olavs vigtigste modstandere, Gormflaiths søn tilbyder sin mors haand til Brians fiender. Endelig, skal jeg nævne den ørefig, Olav Tryggvason gir Sigrid; den minder om det slag, Sigtryg Silkeskjæg gir sin hustru, Brians datter.

Fortællingen om dronning Gormflaith og kampen ved Clontarf kjendes nu dels fra den irske saga om "irernes kampe med Nordboerne" (Cogadh Gaedhel re Gallaibh, udg. af dr. Todd i Rerum Britannicarum medii ævi scriptores) og dels fra de islandske kilder Njåla og Þáttr af Þorsteini Siduhalssyni. Begges kilde har for en stor del været en nu tabt i Dublin fortalt norrøn saga (jfr. S. Bugge, Norsk Sagafortælling og Sagaskrivning i Irland). Gormflaith, som har sidestykker i keltisk digtning, er rimeligvis blevet en sagnfigur paa Island tidligere end Sigrid Storraade; Islændinger tog jo del i det store Brians-slag. Gormflaith kom til paa Island ved siden af Brynhild at bidrage til udformningen af Skikkelser som Hallgerd i Njåla og Gudrun i Laxdoela. Det er da heller ikke noget urimeligt i at fortællinger om Gormflaith og slaget ved Clontarf kom til at paavirke fortællingen om kampen ved Svold og om grundene til denne. Udgiveren af den irske saga, dr. Todd, anser denne for sikker historie, blevet til kort tid efter kampen. Efter min mening kan skriftet om "Irernes kampe med Nordboerne" først være blevet til mod slutningen af 11te aarh., og det er ligesom Olav Tryggvasons saga fuldt af eventyr og unøiagtigheder.

Fortællingen om dronning Tyre, som av sin bror blev tvunget til at ægte den gamle og hundhedenske kong Burislav, men ikke vilde ha ham og rømte til Olav Tryggvason, er heller ikke historie. Sagnet har, kan vi se, udviklet sig lidt efter lidt. Historia Norvegiæ (Monumenta, ed. G. Storm, 117) og Ågrip (k. 17) ved bare, at Tyre nødtvungen havde ægtet en hertug i Vendland. Odd fortæller, at Tyre efter bryllupet ikke vilde spise eller drikke, og at Burislav frivillig sendte hende hjem til Falster, hvor Olav egtede Tyre mod hendes brors raad. I sin fulde udformning findes sagnet først i Fagrskinna (k. 221) og hos Snorre. Det er en gjenklang af eventyret om kongsdatteren, som skal giftes med troldet, men reddes af gutten. Alt Giesebrecht har nævnt, at kong Burislav (d. e. Boleslav I Chrobri af Polen) ved denne tid hverken var gammel eller hundhedensk. Han var født i 967 og kristen. Men Boleslavs far Miesco blandes i sagaerne stadig sammen med sin søn; Miesco var længe hedning, han blev døbt omkr. 985 og døde i 992. Han havde flere hustruer; Thietmar av Merseburg nævner to, Dobrawa (f 977) og en nonne ved navn Oda. Desuden var Miesco ikke konge, men hertug; Ågrip og Historia Norvegiae kalder ogsaa Tyres vendiske husbond hertug. Jeg tror altsaa, at Tyre tidligere havde været gift med hertug Miesco. Som Miescos enke havde hun naturligvis krav paa eiendommene i Vendland. Forud havde Tyre muligvis været gift med Styrbjørn, som var jarl i Jomsborg og faldt paa Fyrisvoldene omkr. 988.

Hverken Tyre eller Sigrid Storraade har saaledes været helt unge, da Olav Tryggvason mødte dem. Olav havde, medens han friede til Sigrid og blev gift med Tyre, en frille ved navn Gudrun, datter af Jernskjegge, som var herse paa Ørlandet yderst ude ved Trondhjemsfjorden. Hans giftermaal var rent politisk; Tyre var et godt parti og havde mægtige forbindelser i Vendland og Olav trængte til forbundsfæller. At Tyre ikke elskede sin halvbroder kong Svein er rimeligt; han havde jo voldt Tyres og sin egen far Harald Blaatands død; han havde forstødt Miesco av Polens datter Gunhild og mod Jomsvikingerne havde han ogsaa vist sig svigefuld. Derfor kan det godt være sandt, som alt Adam af Bremen fortæller, at Tyre ophidsede Olav til krig mod sin bror, kong Svein.

Men Danekongen havde ogsaa skjellig grund til at regne Olav for sin fiende. Olav havde taget Viken, som var dansk, og jaget de danske sysselmænd bort. I Sverige havde Haakon jarls sønner forbundet sig nøie med Olav Skotkonung og Svein jarl ægtede dennes søster Holmfrid. Der dannede sig saaledes av rent naturlige grunde et stort forbund mot Olav Tryggvason. Overfaldet kom ikke rent overraskende. Gjennem de tre sidste aar af sit liv rustede Olav sig; han byggede bl. a. de tre store krigsskibe, Ormen korte, Tranen og Ormen lange. Saa seilede han ned til Vendland for at knytte aftaler og vinde nye forbundsfæller. Han har rimeligvis i Polen sluttet forbund med Boleslav, som var uven af Danekongen, fordi denne havde forstødt hans søster. Ogsaa Sigvalde jarl i Jomsborg har vistnok først sluttet sig til Olav. Men han sveg ham siden, gik over til fienden og voldte deri ved Olavs undergang. Om Sigvaldes svig vidner et vers av Stevne Torgilsson. — Det heder der:

Jeg vil ei nævne

(nær vil jeg stævne

nedbøiet er næsen

paa nidingen)

ham, som Svein konge

sveg fra lande

og Tryggves barn

i baghold drog.

Ellers nævner ingen skaldekvad noget om svig mod Olav Tryggvason. Muligt er det dog, at Hallfrød har tænkt derpaa, naar han i sin erfidråpa (str. 22) taler om "Tryggves svigfrie søn" (ævi læstyggs sonar Tryggva).

Men Olav Tryggvason havde rimeligvis ogsaa en anden grund end rent politiske til at seile sydpaa til Østersjøen: Han vilde udbrede den kristne tro i Østersjølandene. Der var, fortæller Historia Norvegiæ, 40 præster ombord paa Ormen lange under kampen ved Svold. Alle disse præster var jo til ingen nytte ombord paa Ormen. Olav maa have taget dem med, fordi hans færd ogsaa var en missionsfærd. Vi bør ogsaa mindes, at Olav Tryggvasons modstandere ved Svold var den hedenske Olav Skotkonung og Svein Tjugeskjæg, som ialfald af Adam af Bremen (1. II c. 28) fremstilles som hedning. Var kampen ved Svolder en kamp mellem hedenskab og kristendom?

Skaldekvadene giver desværre ingen oplysninger om grunden til Olavs vanskelig forstaalige færd til Vendland, heller ikke om det var Olavs hensigt at drage hjem, da han faldt ved Svold, eller om hvem det var som begyndte krigen. Adam af Bremen siger, som bekjendt, at det var Olav Tryggvason som paaførte kong Svein krig (1. II c. 38: Collecta aigitur classe innumera bellum intulit regi Danorum). Skaldekvadene viser dog, at ogsaa Olav Tryggvasons uvenner, særlig Erik jarl og Svenskerne, længe havde rustet sig til kampen. Derimod giver skaldenes kvad, som vi nu kan læse i professor Finnur Jonssons ypperlige udgave ("Den norsk-islandske skjaldedigtning"), os udmerkede oplysninger om selve kampen ved Svold. Disse kvad er digtet af mænd baade blant Olavs venner og hans modstandere. Vi har Hallfrød Vandrædaskalds lange Erfidråpa, digtet i 1001. Hallfrød var dog ikke selv med i kampen, men han har nøie udspurgt de overlevende Nordmænd; en af hans hjemmelsmænd var vistnok, som Finnur Jonsson mener, Olavs halvbror Torkel Nevja. De andre skalde, alle Islændinger, tog selv del i kampen og kjæmpede under Erik jarl, — en enkelt, Skule Torsteinsson, ogsaa under Sigvalde jarl. Vigtigst er Halldor Ukristnes Eiriksflokkr (fra omkr. 1010). Tord Kolbeinssons ellers saa vigtige Eiriksdråpa (1007) taler kun i forbigaaende (str. 5) om kampen ved Svold. Skule Torsteinssons digt om kampen ved Svold (fra omkr. 1020) er ufuldstændig bevaret, men giver enkelte vigtige oplysninger.

Halldor Ukristnes kvad viser os, hvordan Olav Tryggvason ("Øynernes gjæve konge", som skalden kalder ham, kanske paa grund af hans optræden paa Mære) kommer til kampen med en og sytti krigsskibe (Mætr konungr Eyna fór sunnan sjau togum skeiða ok einur, str. 2). Skalden siger udtrykkelig, at Olav kom sydfra (sunnan), altsaa fra Vendland eller Jomsborg. Imidlertid havde Olavs uvenner samlet sig. Om Eirik jarl siger Halldor (str. 1), at han "bød ud, kamplysten, en stor hær fra Svitjod; fyrsten styrede sydpaa til kamp". Hallfrød siger (str. 3), at Olav "kjæmpede alene mod to modige konger og en jarl som den tredje"; han mener Danekongen Svein Tjugeskjæg, Sveakongen Olav og Eirik jarl. Snorre fortæller (k. 99), at Sigvalde jarl i Jomsborg kom til møde med Olav Tryggvason og dér opholdt hans færd, til Olavs uvenner havde samlet sig, og at han saa seilede nordover sammen med Olav og lokkede ham i bakhold ved Svold. Det er mulig, at Halldor tænker paa det samme (str. 2), naar han siger, at Olav kom sydfra, "da Skaaningernes jarl havde samlet skibene til møde" (þás jarl Skǫnunga hafði of krafða lagar húnhreina fundar). Finnur Jonsson mener, at Skaaningernes jarl er Sigvalde, som efter kampen ved Hjørungavaag blev jarl i Skaane, vistnok efter sin far Strut-Harald (Heimskringla IV, 96). I det hele er Vendernes og Jornsvikingernes forhold under kampen ikke let at skjønne. Det ser, som Finnur Jonsson siger (IV, s. 101), ud som om Halldors vers antyder noget andet end prosaen. Snorre siger bare (k. 112), at Sigvalde jarl kom til kampen i Olavs følge med 10 skibe og det 11te, som jarlens hustru Astrid var ombord paa. Da Olav var sprunget overbord, raabte hæren seiersraab. Derpaa citerer han en strofe av Halldor og nævner saa rygtet om, at Olav reddede sig ombord paa Astrids vendiske snekke. Halldors vers synes imidlertid at antyde, at der er kommet mange vendiske skibe til kampen og, merkelig nok, at Eirik jarl har kjæmpet mot disse.

Ordenes rækkefølge i strofen er ifølge Finnur Jonssons gjengivelse: Vinda skeiðr drógusk vitt at vigi ok þunn gǫlkn þriðja hauðrs ginðu iarmmunnum á þjóðir; gnýr sverda varð á sæ; dyrr drengja stjori vá — órn sleit gera beitu — mórg drott kom á flótta. Dette oversætter han: "Vendernes skibe kom langveisfra til kampen og de tynde økser gabede med deres jernmunde mod mændene; der blev sverdgny paa søen; mændenes herlige fiende fældede (tienderne) — ørnen sled i ulvens føde — mange tog flugten". Halldors strofe kan ikke godt forstaas anderledes end at der til kampen ved Svold kom vendiske krigsskibe (Vinda skeiðr), ikke bare som passive tilskuere, men som deltagere paa Olavs side; thi Eirik jarl (dyrr drengja styr i) kjæmpede mod dem. Disse vendiske skibe kan ikke godt have tilhørt Sigvalde jarl, som sveg Olav; de har været sendt av hans maag kong Boleslav av Polen. Dog er jeg ikke overbevist om, at Stevnes vers om Sigvaldes forræderi virkelig er ægte. Det er underligt, at Hallfrød intet nævner derom. Paa den anden side synes et vers av Skule Torsteinsson at vise, at Eirik og Sigvalde jarl har kjæmpet sammen ved Svold. Det heder i Finnur Jonssons oversættelse: "Jeg fulgte Frisernes fiende (Eirik jarl) og Sigvalde, hvor spydene sang, da vi bar blodigt sverd i kampen mod krigeren sydpå foran mundingen av Svolder" (Hskr. IV s. 97; Skjaldedigtn., 283).

Kampen stod, kan vi se af Skule Torsteinsson, om morgenen (of morgin, str. 5).

Endvidere kan nævnes, at Kvadene bestyrker sagaernes fortælling om, at Eirik jarl paa Barden ryddede Ormen lange. Det siges tydelig av Hallfrød (str. 17): "Krigeren lod kampen blive haard, før Eirik vandt Ormen og vandt seir". Ligesaa kan vi se af Hallfrød (str. 16), at Ormen lange har ligget mellem Tranen og Ormen korte, saaledes som sagaerne siger. Fra Hallfrød (str. 16) er det ogsaa Snorre har oplysningen om, at Olavs halvbror Torkel Nefja var en af de sidste, som flygtede fra Ormen. "Den kampdjerve, modige, kloge Torkel" har kanske, som Finnur Jonsson mener (Hskr. IV, 100) været en af Hallfrøds hjemmelsmænd for hans skildring af kampen. Tord Kolbeinsson fremhæver derimod Olavs maag Hyrning (str. 5): "Hyrning fik godt ord, da han vergede gramen med sit mørkblaa sverd".

Derimod er der i sagaernes skildring og kampen ved Svold mange træk, som ikke er historie, men digt, f. eks. Einar Tamberskjelves ord, da hans bue brast, og Olav Tryggvasons udtalelser om Danskerne, Svenskerne og Eirik jarl før kampen. Før slaget staar Danekongen og Sveakongen paa holmen og taler med Eirik jarl; for hvert nyt skib, som kommer, siger de, at nu kommer visst Ormen lange med Olav Tryggvason; men Eirik jarl belærer dem om det modsatte. Dette er, som alt andre har paavist, et laan fra St. Gallermunkens skildring af longobarderkongen Desiderius, som fra sit taarn ser Karl den stores hære nærme sig og stadig tror, at med den hærafdeling, som nu kommer, er Karl selv; men Otkar oplyser ham om, at saa er det ikke, indtil de tilsidst ser en sort havbølge svulme sig op mod Pavias mure; det er Karl (1. 2 c. 17).

Kampen skal have staat 9 sept. aar 1000. Den almindelige mening, klarest fremsat av Munch (I 386) er, at kampen stod etsteds nær Rygen. Vanlig kaldes det kampen ved Svold eller Svolder, som alt av Tjodrek munk kaldes en nær Vendland (Monumenta, s. 24). Saxo nævner, at under et af Absalons tog var Vendernes flaade Swaldensi in portu og agtede sig over til Møen (Il 874). Svold har altsaa egentlig været navn paa en elv eller fjordmunding; for ogsaa Skule siger, at kampen stod "i syd foran mundingen av Svolder" (sunnr fyr mynni Svǫlðrar). —Efter dette skulde Svolder være den rigtige form. — Desuden nævner skaldene en holme, som kampen stod ved; Halldor siger (str. 3): jarl vann hjalms at holmi hrið ("jarlen havde en kamp ved holmen"). Ifølge Hallfrød (str. 17) stod kampen á viðu holms sundi ("paa det vide sund ved holmen"). Halldor siger ogsaa, at Ormen under kampen kom "i en meget haard fjord" (heldr i harðan fjǫrð). Kampen har altsaa staat i sundet mellem en holme og en havbugt, snarest ved mundingen af en elv. Dette kunde passe godt til Munchs mening, at kampen stod "i den til Greifswald indgaaende fjord mellem Rygen og Peene-mundingen". Men Halldor siger, at Vendernes skibe "kom langveisfra til kampen" (drogusk vitt at vigi). Og fra Oder til Peene er veien ikke lang. Dog kan kanske vitt betyde "vidt og bredt". At kampen, som mester Adam siger, stod i Øresund, strider mod skaldekvad og sagaer.