Sigurd Fafnersbane 3 (FM)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
[Kaldet andet Qvad om Brynhilde i den svenske Udg. See den kh. Udg II, 212-44, 928-44. Angaaende Indholdet see endvidere Saga-Biblioth. II, 71-73, 251-53].
- 2. Med Skattes Mængde
- Ham de böd en Mö,
- Gudrun den unge,
- Giukes Datter.
- Mangen Dag de sammen
- Drak og talte
- Unge Sigurd og
- Giukes Sönner,
- 4. Sigurd den sydlandske
- Lagde blottet Sværd,
- Blankskinnende Klinge,
- Imellem dem;
- Ikke Qvinden
- Kyssed ham;
- Ej hende Hunnisk Konning
- Hæved til sin Arm;
- Giukes Sön afhænded
- Han den skjære [5] Mö.
- 5. Ingen Last hun var
- I Livet sig bevidst,
- Ved sit hele Levnet
- Ingen Meen,
- Som var en Lyde
- Eller være hun troede; —
- Der imellem ginge
- Skjæbnens grumme Domme. [6]
- 6. En Dags Aften ude
- Ene hun sad,
- Talte hun da
- Saa tydelige Ord:
- "Sigurd skal jeg have,
- Den vakkre Ungersvend,
- I mine Arme,
- Eller jeg skal döe. —
- 7. Ord som alt jeg angrer
- Sagde jeg nu;
- Gudrun er hans
- Jeg er Gunnars Kone. —
- Os langvarig Sorg [7]
- Fæle Norner skabte."
- 8. Tit hun gik indvendig
- Fuld af Ondt,
- Af Frost og af Is, [8]
- Hver en Aften
- Da han og Gudrun
- Gaa til Hvile,
- Og hende Sigurd,
- Den Hunniske Konning,
- Tilhyller med Teppet,
- Blid sin Hustru favner.
- 9. "Fryd og Mand berövet
- Maa jeg vandle,
- Glæden maa jeg söge
- I grusomme Tanker."
- 11. Jeg tilbage
- Drage skal,
- Did hvor för jeg var,
- Til mine nære Frænder;
- Der vil jeg sidde
- Og Livet hensove,
- Hvis du ej lader
- Sigurd omkomme
- Og den Konning
- Overmander.[12]
- 12. Sönnen vi lade
- Faderen ledsage,
- Ung Ulv ej bör
- Opfostres længe. —
- For hvem blev Hævnen
- Lettere derved,
- Eller selv Forliget, [13]
- At Sönnen lever?"
- 13. Vred blev Gunnar
- Og foer sammen,
- I urolige Tanker [14]
- Sad den hele Dag;
- Ej han ret nöje
- Udfinde kunde
- Hvad han sömmeligst
- Gjöre skulde,
- Eller hvad der var
- For ham det beste,
- Naar han sig tænkte
- Volsungen berövet,
- Og at Sigurd vist
- Han savne maatte.
- 14. Atter lige længe
- Overvejed han,
- At det meget tit
- Ikke skete
- At Qvinder forlode
- Kongedömmet. —
- Til hemmelig Samtale
- Högne han kaldte,
- Der ejed han den
- Hvem alt han betroede.
- 15. "Ene mig Brynhilde
- Budles Datter er
- Bedre end alle,
- Ypperst blandt Qvinder.
- För mit Liv
- Jeg lade skal,
- End den Kones
- Skatte [15] bortkaste.
- 16. Vil du Fyrsten svige,
- At Rigdom vi naa?
- Godt er at raade
- For Rhinens Malm [16]
- Og med Glæde
- Gods bestyre,
- I roligt Hjem
- Lyksalighed nyde."
- 17. Det ene Högne
- Gav til Svar:
- "Ej sömmer os
- Sligt at udöve;
- Bryde med Sværdet
- Svorne Ede —
- Eder svorne,
- Given Tro.
- 18. Ej over Muld vi kjende
- Lyksaligere Mænd,
- Medens vi fire,
- Folket beherske
- Og den hunniske
- Hærens Baldur[17] lever —
- Eller en saa vældig
- Slægt paa Jorden,
- Hvis vi fem Sönner
- Fostre længe
- Og höjbaaren Æt
- Vi foröges see.
- 20. Vi skulle til
- Drabet udruste
- Vor yngre og
- Uklogere Broder;
- Han var uden for
- Svorne Ede;
- Svorne Ede,
- Given Tro." —
- 21. Let at egge
- Var den Frække[20] —
- Snart Sværdet stod
- I Sigurds Hjerte.
- 22. Hævn forsögte
- I Salen den Kamplystne,
- Og kasted (Sværdet)
- Efter den Frække.
- Kraftigen flöj
- Af Kongens Haand
- Til Guttorm [21] Grams
- Klartblinkende Staal.
- 23. Hans Fiende faldt
- I tvende Dele,
- Hænder og Hoved
- Til den ene Kant,
- Men Underkroppen
- Segned tilbage.
- 24. Gudrun i Sengen
- Var sovet ind
- Ved Sigurds Side
- Uden Sorger;
- Men hun vaagned
- Glæden berövet,
- Da i Freyrs Yndlings [22]
- Blod hun flöd.
- 25. Saa haardt slog hun sammen
- Sine Hænder,
- At den Modfulde
- Mod Lejet sig reiste —
- "Græd ikke Gudrun!
- Saa bitterlig;
- Blomstrende Brud!
- Dig [23] Brödre leve.
- 26. Alt for ung er
- Min Arvetager,
- Ej kan han undkomme
- Af fiendtligt Hus;
- Nye Anslag de
- Opfundet have,
- Grumme og gridske,
- Dem selv til Ulykke. [24]
- 27. Om du end Söstersönner
- Syv dem föder,
- En slig med dem ej skal
- Ride til Stævne. —
- Nu jeg klarlig kjender
- Tildragelsens Gang;
- Al den Ulykke
- Volder Brynhilde.
- 28. Mig elsked Möen mere
- End nogen anden Mand,
- Dog jeg ej Gunnar
- Gjorde noget ondt;
- Slægtskabsbaand jeg agted
- Og svorne Eder,
- Siden blev jeg kaldet
- Hans Kones ven." —
- 30. Da lo Brynhilde
- Budles Datter
- Af sit hele
- Hjerte en Gang;
- Naar hun paa Lejet
- Höre kunde
- Giukes Datters
- Skingrende [28] Graad.
- 32. Mest blandt alle Qvinder
- Du fortjente
- At for dine Öjne
- Atle vi nedhugged;
- At du saa din Broders
- Blödende Saar,
- Og svulmende Vunder
- Forbinde du skulde."
- 33. Da svarte Brynhilde
- Budles Datter :
- "Ingen Mand dig egger,
- Nok du myrdet har;
- Lidet frygter Atle
- For din Avind,[33]
- Han skal eder
- Overleve
- Og hans Styrke stedse
- Större være.
- 34. Sige jeg vil dig Gunnar
- Selv veed du nöje
- Hvor tidlig I eder
- Skyld paadroge;
- Jeg var for ung
- Og utvungen,
- Rigt med Guld begavet
- I min Broders Hus.
- 35. Ej nogen Mand
- Önsked jeg mig,
- För I Giukunger
- Til Gaarden kom,
- Trende til Hest,
- Vældige Konger —
- Aldrig skeet have
- Skulde den Færd!
- 36. Da jeg mig forloved
- Med den Hersker
- Som sad paa Granes
- Guldbærende Ryg;
- Ej var han af Öjne
- Eder lig,
- Ej af Udseende
- I nogen Maade —
- Dog troer I eder være
- Mægtige Konger.
- 37. Og det til mig ene
- Atle sagde,
- At med mig han ej
- Ejendele [34] skifted,
- Guld eller Jorde,
- Lod jeg mig ej gifte;
- At intet han mig undte
- Af tilfaldent Gods,
- Hvad han mig som Barn
- Havde givet,
- Eller af Penge
- Overdraget.
- 38. Da stod i Tvivl
- Derom mit Sind,
- Om jeg skulde kjæmpe
- Eller öve Drab,
- Bold i Brynie,
- For Broderens Skyld. [35]
- Det vilde da
- Rygtes blandt Folk,
- Volde mangen Mand
- Hjertesorrig.
- 39. Dog jeg til Forlig,
- Lod mig bevæge,
- Heller jeg önsked
- At modtage
- Sigmunds Söns
- Herlige Skatte,
- Gyldne Ringe;
- Ej en anden Mands
- Gods jeg have vilde;
- Een jeg elskte,
- Ikke Flere;
- Ej hused Qvinden
- Ustadigt Sind.
- 40. Alt det vil Atle
- Siden finde,
- Naar min Dödningfærd
- Fuldbyrdet han spörger;
- Ej saa letsindig
- Konen vorder
- At hun med en andens
- Mand sit Liv tilbringer —
- Da skal min Harm
- Hævnet vorde."
- 41. Opstod Gunnar,
- Krigernes Hövding,
- Og om hendes Hals
- Hænder lagde.
- Da efter hinanden
- Alle ginge,
- Af oprigtigt Sind
- Hendes Sorg at stille. [36]
- 42. Husets Folk hun sig
- Fra Halsen stödte;
- Fra den lange Gang
- Lod sig ingen holde.
- 43. Til enlig Samtale
- Gunnar Högne fordred:
- "Alle Mænd jeg vil
- Ind i Salen kalde,
- Dine med mine
- (Nöden det byder)
- Om de hindre kunde
- Konens Dödningfærd,
- At af hendes Tale
- Ej Ulykker komme [37] —
- Saa vi Skjæbnen lade
- For det hele raade."
- 46. Hun mod Dynen [42] sank
- Til den anden Side,
- Og sværd-saaret
- Udgrundede Raad.
- 47. "Nu skulle fremgaa
- De som af mig ville
- Guld eller mindre
- Gaver modtage;
- Enhver jeg giver
- Et Smykke forgyldt,
- Teppe [43] og Lagen,
- Skinnende Klæder.".
- 51. Sæt dig ned Gunnar!
- Sige jeg dig vil,
- At din lyse Brud
- Liv ej meer kan haabe;
- Ej heelt eders Skib [50]
- Over Havet farer,
- Om jeg end Aanden
- Opgivet haver.
- 52. Med Gudrun du forsones
- Förend du troer;
- Kongens fortrolige
- Qvinde besidder
- Efter afdöd Mage
- Sörgelige Minder.
- 53. Der födes en Mö
- Af Moder opdraget,
- Den Svanhilde,
- Solstraalen lig,
- Vil lysere vorde
- End den klare Dag. [51]
- 54. Gudrun vil du give
- En höjbaaren Mand,
- For Hæren en
- Farlig Skytte; [52]
- Hun uheldig gift
- Mod sit Önske vorder —
- Hende skal Atle
- Til ægte tage,
- Min Broder af
- Budle avlet. —
- 55. Meget maa jeg mindes
- Hvor med mig I handled,
- Da I svarlig mig
- Sveget havde;
- Ved Glæden skilt
- Var jeg mens jeg leved. —
- 56. Oddrun du skal
- Ægte ville,
- Men det Atle
- Ej tillader;
- Lönlig I helde
- Til hinandens Barm;
- Hun vil dig elske
- Som jeg det skulde,
- Hvis os Skjæbnen blid
- Havde kunnet vorde.
- 57. Dig skal Atle
- Ondt tilföje,
- Du i den ænge
- Ormegaard skal kastes.
- 58. Ej meget længe
- Derefter det skeer
- At Atle selv
- Aanden opgiver
- Fra sin Lykke og
- Livet hensover;
- Thi ham Gudrun
- Grum i Sengen vorder,
- Af harmfuldt [53] Hjerte,
- Ved den skarpe Klinge. —
- 59. Vor Söster Gudrun
- Sömmed det bedre.
- Sin förste Mand
- At fölge i Döden,
- Hvis hende gaves.
- Godes Raad, [54]
- Eller hendes Hjerte
- Lignede vort.
- 61. Sin og Sigurds
- Datter Svanhilde
- Hun ud af Landet
- Sende skal;
- Hende Bickes Raad
- Styrte skulle,
- Thi Jormunrek
- Lever til Unytte. [57] —
- Da er Sigurds hele
- Slægt udryddet,
- Men Gudruns Sorger
- Desto flere.
- 62. Dig om Et
- Monne jeg bede,
- Det i Verden vorde
- Vil min sidste Bön,
- Lad saa bred en Borg [58]
- Paa Sletten opreise,
- At et lige stort
- Rum vi alle faa,
- Som i Döden
- Sigurd fulgte.
- 64. Ved Hunnisk Helts [62]
- Anden Side brænde
- Mine med Smykker
- Prydede Svende,
- To ved Hovedet
- Og to Höge! —
- Da alt skal
- Skiftes lige.
- 67. Thi ham fölge
- Fem Trællinder,
- Otte Svende
- Af sömmelig Slægt, [68]
- Min Faders Livegen
- Opfostret med mig,
- Som Budle sit
- Barn har givet.
Noter:
- ↑ 1) ↄ: over Dragen Fafner
- ↑ 2) ↄ: Gunnars og Högnes, Giukes Sönners.
- ↑ 3) El. som kunde stride.
- ↑ 4) El. havde ægtet.
- ↑ 5) El. unge, opblomstrende.
- ↑ 6) Maaske eft. Ord. grumme Norner (Urdir)
- ↑ 7) El. Længsel, Savn.
- ↑ 8) ↄ: af Had og Hævnelyst.
- ↑ 9) Meningen er snarere: opeggede, tilskyndte.
- ↑ 10) El. gandske, fuldkommen.
- ↑ 11) El. hos, med.
- ↑ 12) El. bliver selv andre Kongers Konge.
- ↑ 13) El. at Sönnen lever, for at Forlig maa söges med ham.
- ↑ 14) Forandrede Sindet.
- ↑ 15) Her maaaske: Dyder eller Ynder.
- ↑ 16) ↄ: Guldet, Fafners Skat. I forrige Tider samlede man ogsaa Guldsand i Rhinen.
- ↑ 17) El. Hærförer, Kjæmpe.
- ↑ 18) E. O. Jeg veed nöje hvorfra Vejene (for disse Anslag) gaa.
- ↑ 19) El. Brynh. heftige Fordringer blive for store.
- ↑ 20) El. Fremfusende.
- ↑ 21) ↄ: Sværdet Grams.
- ↑ 22) E. O. Vens.
- ↑ 23) ↄ: for dig, dig til Hjelp eller Glæde.
- ↑ 24) E. O. dem nærgaaende.
- ↑ 25) E. O. Konen udkastede et Aandedrag (et dybt Suk) men Kongen Livet (opgav Aanden).
- ↑ 26) Jeg fölger Ordet (kalkar). Iva læser jeg ikke som ioá, men troer at det enten betyder det samme som æva (æfa) — eller og at det burde læses som to Ord: í vá eller í rá. Hovedmeningen bliver i alle Tilfælde den samme.
- ↑ 27) Gjæs ommeldes tit i den indiske Poesie, som yndede Fugle. See Schlegels ind. Bibl. 1ste B. S. 94. Jfr. det 1ste Qvad om Gudrune Str. 16.
- ↑ 28) ↄ: hulkende.
- ↑ 29) E. O. Hærföreres el. höjbaarne Mænds.
- ↑ 30) El. at det betegner noget godt.
- ↑ 31) E. O. Föderinde el. Opfostrerinde.
- ↑ 32) Orig. er feig. ↄ: bestemt til en nær Död. (See S. 32).
- ↑ 33) El. Had, Ugunst.
- ↑ 34) El. Arvegods.
- ↑ 35) Sag, Fornærmelse.
- ↑ 36) El. holde hende tilbage, standse hendes Raserie.
- ↑ 37) Jfr. den gamle af Samleren forhen (s. 30) anförte Bemærkning om den Styrke som Oldtiden tillagde de Döendes Ord; deres Spaadoms-Kraft antoges og af alle gamle Folk, f. Ex. Hebræer, Perser og Græker. Jfr. Str. 51 o. f.
- ↑ 38) Jfr. III, 274, 294, 311-312, hvoraf det tydelig sees at den druidisk-brachmanske Tro paa Sjælevandringen var almindelig i det hedenske Norden.
- ↑ 39) Syg el. vanskabt (her det samme som ond, ulyksalig).
- ↑ 40) El. holdende sig fra Ros.
- ↑ 41) El. döende. Eller ogsaa a) Hungrige; b) begjærlige (efter Guld eller Gave). Er denne Oversætt. rigtig, menes her de Trællinder som bleve dræbte (efter den ældste Overtro) for at fölge deres Frue i Döden og til Ligbaalet. Jfr. Str. 48.
- ↑ 42) El. Puden, Sengen.
- ↑ 43) Om det synderlige Ord bók (Bog) see Glossariet til den st. Udg. II, 588-89.
- ↑ 44) El. (om vi end ere) meget hungrige eller usle. S. Anm. 41.
- ↑ 45) E. sörge for Anstændighed (ved Hofholdningen).
- ↑ 46) El. efter vis Betænkning.
- ↑ 47) E. O. vanskelig at overtale.
- ↑ 48) E. O. Menias gode Meel, ↄ: Guldet (efter Grottesangen og Mythen om Kong Frodes Trylleqværn). Her sigtes ellers til den hedenske Tro om de paa Ligbaalet brændte Smykkers o. s. v. Overförelse med Dödningen til den anden Verden.
- ↑ 49) E. O. kommer frem (til det andet Liv).
- ↑ 50) ↄ: Eders Lykke staaer ikke fast. Græker og Romere tillagde Lykken Seil eller Roer som Attribut.
- ↑ 51) El. Svanhilde vil blive lysere end Solstraalen o. s. v.
- ↑ 52) Det er uvist om Heltinden eller hendes Ægtemand menes her.
- ↑ 53) El. saaret, bittert.
- ↑ 54) El. hvis det undtes hende at kunne fölge Godes Raad.
- ↑ 55) El. sparsomt, sagte (som mattet af Dödskampen).
- ↑ 56) El. Raad, Forhold, Foretagender.
- ↑ 57) See Samlingens tvende sidste Qvad.
- ↑ 58) ↄ: Ligbaalet; her et virkeligt castrum doloris!
- ↑ 59) El. Telte; Tapetserier.
- ↑ 60) Valaript er maaske: Liglagener; blodige Klæder; Dödningklæder (ligesom Walaraupa) i de gamle bajerske Love); Ordet kan ogsaa betyde: herlige eller vælsk Linned o. s. v.
- ↑ 61.62) E. O. den Hunniske (med Hunnerne eller Venderne beslægtede) o. s. v.
- ↑ 61.62) E. O. den Hunniske (med Hunnerne eller Venderne beslægtede) o. s. v.
- ↑ 63) I Texten tilföjes: Malm.
- ↑ 64) E. O. Jern (Staal)
- ↑ 65) E. O. med Ægtefolks Navn.
- ↑ 66) ↄ: Naar hans Lig bæres ud.
- ↑ 67) El. forsynede med en gylden Ring (til Haandtag).
- ↑ 68) E. O. af god Æt eller Herkomst.
- ↑ 69) El. Sværdet. And. Skjæbnen (eller Skaberen).
- ↑ 70) E. O. hvis den undte Talen (Stemmen) mere Rum.