Snorres fortale (Heimskringla)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
Prologus
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
I denne bog lod jeg nedskrive gamle fortællinger — sådan som jeg har hørt lærde mænd fortælle dem — om høvdinge, der har haft magten i Nordlandene og har talt dansk tunge. Tilsvarende — sådan som jeg har fået det berettet — også nogle af deres slægtslinjer. Noget af dette findes i den slægtsfortegnelse, som konger eller andre, der er kommet af store slægter, har brugt til at opregne deres herkomst; andet er skrevet efter gamle kvad eller sagadigte, som man har brugt til morskab, og selv om vi ikke kender deres pålidelighed, så har vi dog vidnesbyrd om, at gamle lærde har anset sådant for sandt.
Tjodolf den Kloge fra Kvine var Harald Hårfagers skjald; han digtede også det kvad, der kaldes Ynglingerækken, om kong Ragnvald Hæderhøj. Ragnvald var søn af Olav Geirstad-alf — Halvdan den Sortes bror. I det kvad nævnes 30 af hans forfædre, og der fortælles om hver enkelts død og begravelse. Fjølner hed ham, der var søn af Yngve-Frey, som svenskerne længe efter ofrede til; efter ham er ynglingerne opkaldte. Tillige opregnede Ejvind Skjaldefordærver forfædrene til jarl Håkon den Mægtige i det kvad, der hedder Háleygjatal, og som blev digtet om Håkon. Sæming er dér anført som Yngve-Freys søn; også dér fortælles om hver enkelts død og gravlægning. Beretningen om ynglingerne er til en begyndelse skrevet efter Tjodolfs fortælling og derefter udvidet efter kloge mænds udsagn.
Den ældste tid kaldes brændalderen; dengang skulle man brænde alle de døde og rejse bautasten efter dem, men siden Frey blev højlagt i Uppsala, rejste mange høvdinge ikke sjældnere høje frem for bautasten til minde om deres slægtninge. Efter at Dan den Storladne — Danmarks konge — lod opføre sin høj og befalede, at han — efter sin død — skulle bæres derind iført kongeskrud og krigsudrustning sammen med sin opsadlede hest og mange andre værdigenstande, gjorde mange af hans slægtninge siden ligesådan, og således opstod højalderen dér i Danmark, mens brændalderen endnu længe opretholdtes blandt svenskere og nordmænd.
Mens Harald Hårfager var konge i Norge, blev Island bebygget. Der opholdt sig skjalde hos Harald, og endnu kender man deres kvæden og kvadene om alle de konger, der sidenhen har været i Norge. Vi lægger mest vægt på det, der fortælles i de kvad, der blev fremført for selve høvdingene eller deres sønner; vi holder alt det for sandt, hvad disse kvad indeholder om deres færden og stridigheder. Det er skjaldes vis, at hædre den mest, som de står overfor, men ingen ville turde tillægge ham gerninger, som han selv — og alle de, der hørte på — vidste var løgn og usandfærdigt; det ville være smæde og ikke hæder.
Om præsten Are den Lærde
Præsten Are den Lærde — søn af Torgils Gelleson — var den første her i landet, der på norrønt sprog skrev om gamle og nye tildragelser; i begyndelsen skrev han i sine bøger mest om Islands bebyggelse og lovgivning — siden om lovsigemændene og hvor længe hver af dem havde ført ordet. Han angav årstal for dette, først indtil kristendommen kom til Island og derefter helt til sine egne dage; han medtog også mange andre hændelser om kongernes liv i Norge og Danmark og tillige i England — og desuden store begivenheder, der skete her i landet — og hans fortællinger forekommer mig meget bemærkelsesværdige. Han var særdeles begavet og så gammel, at han blev født året efter Harald Sigurdsons fald. Han skrev — som han selv siger — om Norges kongers liv ud fra Odd Kolssons beretning; Odd var søn af Hall på Side, og han lærte af Torgeir Skadehoved — en klog mand, der var så gammel, at han boede på Nidarnæs, dengang jarl Håkon den Mægtige blev dræbt. På samme sted lod kong Olav Tryggvason grundlægge den købstad, som nu findes dér.
Are Præst kom syv år gammel til Hall Torarinson i Haukadal, hvor han opholdt sig i 14 år. Hall var en meget klog mand med god hukommelse; han kunne huske, at han som treårig blev døbt af præsten Tangbrand. Det skete året før, kristendommen blev lovfæstet på Island. Are var 12 år gammel, da biskop Isleif døde. Hall rejste mellem landene og havde handelsfællesskab med kong Olav den Hellige, hvilket gav ham stor fremgang og viden om dennes herredømme. Da biskop Isleif døde, var der gået næsten 80 år fra kong Olav Tryggvasons fald. Hall døde ni år efter biskop Isleif; da var Hall 94 år gammel. Han havde som 30-årig bosat sig i Haukadal og boede dér i 64 år — efter hvad Are skrev. Teit — søn af biskop Isleif — blev opfostret af Hall i Haukadal og boede dér siden. Han oplærte Are Præst og fortalte ham om mange tildragelser, som Are derefter nedskrev. Are lærte også meget af Turid — Snorre Godes datter. Hun besad stor viden, og hun kunne huske sin far — Snorre; han var næsten 35 år gammel, da kristendommen kom til Island, og han døde året efter kong Olav den Helliges fald.
Det var ikke underligt, at Are blev sagkyndig om fortiden både her og i udlandet, for han havde taget ved lære fra gamle og kloge folk — og han var selv videbegærlig og havde god hukommelse.
Kvadene forekommer mig dog mindst forvanskede — hvis de bliver kvædet rigtigt og opfattet forstandigt.
