Strandens Sang
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Nu ville vi dernæst fortælle den Strengleg, som heder Strandens Sang, hvorledes den blev til.
Kong Viljam, som angreb England, lod digte denne Strengleg; da han havde lagt alt under sit Vælde og ordnet Forsvaret for Landsgrænserne, drog han tilbage og steg paa sit Skib i Southampton, fordi han havde spurgt, at de Lendermænd, som havde hans Borge inden Normandies Grænser, næsten alle havde sveget sin Troskab mod ham og gjorde Indfald i hans Rige. Men da vendte han sin Vrede mod dem og samlede for at tugte dem meget Folk og en mandstærk Hær fra sine Lande. Da han kom til Normandie, belejrede og nedbröd han deres Borge og byggede dem op igjen, som ham bedst syntes, opsögte dem alle, fredede vel sit Rige og gav dem en fortjent Revselse, som vare ildesindede og oprörske. Da han havde opholdt sig en Stund i sit Rige, fik han Lyst til at drage tilbage over Englands Sö, fór derfor til Barfleur og sad der meget længe; hver Dag gik han paa Jagt med Gaasehöge, vejdede Svaner og fangede en stor Mængde deraf. Han dvælte nu længe her for at vænte paa Bör og der samledes en stor Mængde Skibe for at före hans Hær over til England. Men Kongen vilde ej fölge Styrmændenes Raad at give sig uforsigtig ud i farligt Vejr, hellere dvælte han der meget længe for den Fornöjelses Skyld, som morede ham saa kosteligt og faldt saa meget i hans Smag. Da betænkte han med rigtig Eftertanke, at han vil sende sine Sendemænd med et Brev ud i sydre Bretland til den röde Frue, som kjendte alle Strengleges Natur og stadig havde syslet med den Slags Skjæmt og lagt al sin Flid derpaa lige fra Barndommen af; de skulde bede hende opfinde en ny Strengleg med den fagreste Melodi, som hendes mangfoldige Kundskab kunde udfinde, og skyndsomt sende ham den med de Sendemænd, som bringe hende denne Ordsending, og den skal hede Strandens Sang. Ved denne Strengleg vil han altid ihukomme og mindes det fornöjelige Ophold, da han sad paa Stranden ved Barfleur for at vænte paa Bör.
Han sendte derpaa ud til sydre Bretland alle de bedste Harpeslagere, han havde med sig, og med dem rige Gaver og kongelige Foræringer. Da de vare komne til hende og bragte Foræringer af en saa kongelig Gavmildhed, modtog hun dem med megen Glæde og mange Taksigelser. Siden, da en liden Stund var leden, gjorde hun den Strengleg, som Kongen havde bedet hende om i sit Brev, underviste Harpeslagerne og lærte dem Strandens Strengleg. Da de nu kom tilbage til Kongen, glade og vel tilfredse over, at de saa hurtigt havde udrettet alt, hvad der behagede dem, skulde de spille denne Strengleg for Kongen, hans Venner og Hirdfolk; Skjönnere sagde, at de aldrig för havde hört nogen Strengleg jævngod med denne. Men fordi Kongen fandt særdeles Behag i denne fremfor de andre Strenglege, sagde han, at den Harpeslager eller Spillemand ikke duede til noget, som ikke rigtigt og nöjagtigt kunde spille denne; derfor fór den til alle Kongers, Hertugers og Jarlers Hirder, og der var ingen Dronning, Hertuginde eller Jarlefrue og heller ingen andre mægtige Fruer, som jo fandt Behag i denne Strengleg. Og endnu i vore Dage er der mange, som kalde denne den skjönneste Strengleg, værdig at tjene en Konge til Underholdning.
Nu læste jeg ikke mere paa vælsk Maal om denne Strengleg, og jeg vil aldeles intet lægge til uden det, at Gud signe og beskytte Kongen, som lod fornorske denne Bog til Underholdning for nulevende og Efterkommere, Gud give ham Hæder og Ære og have Miskundhed med den, som skrev dette. Amen!
