To elskendes Sang
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Fordum i Normandie hændte en Tildragelse, som siden blev vide bekjendt, med to unge Mennesker, som elskede hverandre saa höjt, at de omsider endte sit Liv af Elskovs Iver; om disse to unge Folk gjorde Bretonerne en Strengleg, som de kalde to elskendes Sang.
Dette tildrog sig i Neustrien, som nu heder Normandie; der er et forunderligt höjt Fjæld, og oppe paa Fjældet hvile disse to unge Folk. Paa den anden Side af Fjældet ganske nær ved det lod en Konge, der herskede over Pistrernes Folk, opföre en stor Borg med megen Omhu, og kaldte den Pistre, hvilket Navn den siden har beholdt; men Bygden med alle de derværende Huse er bekjendt under Navn af Pistra-Dal.
Kongen, som boede der, havde en Datter, en fager og beleven Mö, men ingen andre Börn; derfor hædrede og elskede han hende over alt i Verden. Mægtige Mænd bejlede til hende og vilde gjærne faa hende, men hendes Fader vilde paa ingen Maade gifte hende bort, fordi han aldrig kunde afse hende; ti hun var om ham baade Nat og Dag for at tröste og opmuntre ham, siden han havde mistet sin Dronning. Men mange lode ilde om, at han havde hende saa kjær, og alle dadlede og lastede ham derfor; da han hörte, at man omordede og paatalte det, blev han vred og optog det meget ilde, og blev hugsyg og sorgfuld derover; han begyndte at overveje, hvorledes han skulde komme ud af det, saa at ingen skulde bede om hans Datter; da lod han bekjendtgjöre, at saa har Kongen sagt: hvis Frieren kan bære hans Datter i sin Favn op paa Fjældets Top uden at hvile, da skal han faa hende.
Da nu denne Tidende blev spurgt over hele Landet, forsögte mange at bære hende op, men ingen fik fuldbragt det; der var nogle, som fik baaret hende til midt paa Fjældet, men ingen længere, saa maatte de holde op med saa forrettet Sag. Meget længe stod det nu paa den Fod med Kongedatteren, at ingen vilde bejle til hende, fordi ingen kunde opfylde det foreskrevne Vilkaar. I dette Kongerige var der en ung Mand, Sön af en herlig Ridder, skjön og fortræffelig i alle Henseender. Han gjorde sig Umag for at faa Kongens Datter; han opholdt sig ofte lang Tid i Hirden og elskede Kongedatteren meget, og ofte talte han med hende, at hun skulde skjænke ham sin Kjærlighed, fordi han var en rask Mand og saare beleven, og Kongen roste ham meget og havde ham særdeles kjær. De taltes ofte ved og elskede hverandre trofast, men skjulte det saa godt og saa listeligt, at ingen mærkede deres Elskov; dog sörgede de meget over, at de ikke kunde træffes og komme sammen. Svenden overvejede, at det var bedre for ham at bie med Taalmodighed, end at skynde paa med taabelig Overilelse og, idet hans Haab glippede, forfejle sin Hensigt og sin Forvæntning. Han var meget forelsket i hende, og hun i ham. Derpaa bar det saa til, at Svenden kom til sin elskede, han som var saa skjön og fortræffelig, og klagede for hende over sin Elskovskval, og sagde, at hun ikke længer skulde plage ham i Elskovs Lænker, men bad hende fölge med ham bort; ti han kunde ikke længer udholde denne Kval. Men hvis han friede til hende og hendes Fader fik deres Forstaaelse at vide, da vidste han, at Kongen elskede hende saa höjt, at han ikke vilde give ham hende til Ægte, med mindre han kunde bære hende i sin Favn op paa Fjældets Top. Da svarede Möen: „elskede“, sagde hun, „jeg véd med Vished, at du ikke kan bære mig, ti du er ikke saa stærk eller kraftig; men hvis jeg fölger dig bort, vil min Fader bestandig leve i Sorg og Smerte, vred og bedrövet. Men Gud véd, at jeg elsker ham saa höjt og har ham saa kjær, at jeg aldrig vil gjöre ham Sorg; du maa have et andet Raad, ti dette behager mig visselig ikke. Men jeg har en mægtig Frændkone med store Ejendomme i Salernaborg; hun har boet der mere end femti Vintre og er fuldkommen i al Slags Lægekunst, da hun længe har syslet med den Videnskab; hun forstaar sig paa alle Urter og Rödder. Hvis du nu vil fare til hende og bringe hende et Brev fra mig og forklare hende, hvorledes alt hænger sammen, da vil hun sörge for Resten og give dig saadanne Lægedomsurter og saadan Drik, som ville give dig megen Kraft og Styrke. Naar du saa kommer hjem igjen i dette Fylke, saa skal du fri til mig hos min Fader; han vil sige, du er barnagtig, og forelægge dig Vilkaaret, men gaa du gjærne ind derpaa, ti anderledes kan det ikke være.
Da Svenden havde hört hendes Tale og Raad, tröstedes han meget og takkede hende; derpaa tog han Farvel med sin elskede, fór til sit Fylke og gjorde sig hurtig rede til at drage til Salernaborg; der hvilede han, talte med sin elskedes Frændkone og gav hende Brevet, som hun sendte hende. Da hun havde gjennemlæst Brevet, sagde hun, at Svenden skulde dvæle hos hende, indtil hun havde prövet hele hans Opförsel; derpaa styrkede hun ham med Lægemidler og gav ham en saadan Drik, at han aldrig kan blive udmattet eller mödig, naar han smager paa den, ti da faar han straks fuldkommen Styrke, overflödig Magt og stor Kraft. Da han havde udfört dette, drog han hjem til sit Fosterland og forvarede Drikken i et lidet Kar, som han havde med sig. Nu er Svenden tilfreds og glad. Da han var hjemkommen, dvælte han först en liden Stund i sit Fylke, fór saa til Kongen for at bede om hans Datter. Kongen negtede ham ikke sin Datter, men sagde dog, at det var en stor Dumhed og Taabelighed af Svenden. En Dag lod han da stævne til sig sine Venner for sin Datters og Svendens Skyld, som vilde forsöge at bære hende op paa Fjældet; der samledes da meget Folk for at se paa den Ting. Da den fastsatte Dag kom, var Svenden paa Stedet först af alle og glemte ikke sin Drik; paa Engen ved Seineborg samledes en stor Folkemængde. Kongen lod sin Datter komme did, hun havde ingen andre Klæder paa sig end en Særk. Svenden tog hende i sin Favn og gav hende Drikken, ti han vidste, at hun ikke vilde svige ham; men dette hjalp ham ikke, fordi han ikke kunde holde Maade. Han löb med hende saa hurtigt, han kunde, og da han var kommen midt paa Fjældet, glemte han sin Drik paa Grund af den Glæde, Möen indgav ham. Da hun mærkede, at han blev træt, sagde hun: „min elskede, nyd nu din Drik, ti jeg mærker, du bliver træt; drik og forny din Kraft“. Da svarede han: „jeg har overflödig Styrke, min elskede, ikke udmattes Hjærtet, og derfor vil jeg paa ingen Maade hvile“. Da han havde tilbagelagt de to Tredjedele af Fjældet, var han nær ved at falde i Afmagt; Möen bad ham da med mange Bönner: „min Elsker“, sagde hun, „nyd din Styrkedrik!“ Men han vilde ikke höre eller lytte til hendes Ord, fór raskt afsted med hende og naaede op paa Fjældet med stor Anstrængelse. Der faldt han ned og stod aldrig mere op, hans Hjærte brast og der laa han saaledes sprængt.
Da Möen saa sin Elsker saaledes, tænkte hun, at han laa i Afmagt, lagde sig paa Knæ ved ham og vilde give ham Drikken at nyde; men han kunde ikke tale, men döde paa den Maade, som nu er sagt. Hun jamrede da over hans Död med höje Raab og kastede straks fra sig det Kar, som Drikken var i, saa at den spildtes og rendte ud vidt over Fjældet til Gavn for hele Landet; ti der fandtes siden kraftige Urter, hvorved mange Folk fik Lægedom. Nu er det at fortælle om Möen, som var saa skjön og forstandig og hövisk, at hun sank om og döde af Sorg ved sin Elskers Side; men da de, som væntede paa dem, saa, at de ikke kom ned, gik de op efter dem og fandt dem begge döde. Da faldt Kongen ned og laa længe besvimet, og tæredes af en saa heftig Sorg, at der næsten ikke var Liv i ham; alt Folket, som der var samlet, fölte ogsaa megen Sorg over deres Död. Tre Dage holdt man deres Lig over Jorden, da lagde man dem begge sammen i en Marmorkiste; alle raadede til, at de skulde begraves der oppe paa Fjældet, og saa blev gjort; da droge alle bort. Af denne Begivenhed med de unge Folk blev Fjældet siden kaldt de to elskendes.
Men Bretonerne gjorde om denne Tildragelse den Strengleg, som de kalde to elskendes Sang.
