Völunds Kvæde

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Völunds Kvæde

oversat af J. Fibiger

fra

Omrids af den finske Hedentro
tilligemed en Betragtning over dens Forhold til de skandinaviske Oldsagn

i

Indbydelsesskrift til den offentlige Examen i Haderslev lærde Skole i Juli 1853

Haderslev, 1853

---

Völund Smed
Skulptur af Stephan Sinding, 1873

1.

Sydfra Möer svæved

gjennem mörke Skove

— ungen Alvid —

Skjebnen at virke.

Paa Söstrand satte

de sig til Hvile,

Sydens Fruer

spunde det dyre Lin.

 

2.

Den ene, en herlig

Mö for Helte,

Egil slutted

i lysen Favn.

Den anden var Svanhvid,

Svanefjedre bar hun,

men den tredie,

deres Söster,

favned Völunds hvide Nakke.

 

3.

Stadig sad de

i syv Vintre,

men den ottende

altid de længtes,

og den niende

Skjebnen dem skilte.

Möerne higed

mod mörken Skov,

ungen Alvid

Skjebnen at virke.

 

4.

Hjem fra Jagten

kom rasken Skytte —

Slagfinn og Egil

fandt Salen tom,

ud og ind de ginge

og saae sig om.

I Öst skred Egil

efter Alrun,

mod Sönden Slagfinn

efter Svanhvid.

 

5.

Men ene Völund

sad i Ulvedale,

röden Guld han slog

om ædle Stene,

knyttede fast paa Linde-

bast sine Ringe.

Saalunde bied han

paa sin skjære

Hustru, om hun vilde

vende tilbage.

 

6.

Det spörger Nidud,

Njarer-Drotten,

at Völund ene

sidder i Ulvedale. —

Ved Nat fore Kjæmper,

naglet var hver Brynie,

Skjoldene blinked

i Halvmaanens Straale.

 

7.

Stegne af Sadlen

ved Salens Gavl,

ginge de den den lange

Sal til Ende;

saae der paa Basten

de Ringe bundne,

syv hundred i Alt

som Hövdingen eied.

 

8.

Dem af de toge,

dem paa de droge,

een foruden,

som bort de toge.

Hjem fra Jagten

kom da rasken Skytte,

Völund glidende frem

over lange Veie.

 

9.

Han gik til Arnen

Björnens Skinke at stege,

höit op blussed

Fyrrebrasen,

hvirvled det vindtörre

Ved for Völund.

 

10.

Bænket paa Björnepelsen

den Alfers Broder

Ringene talte,

savnede een;

tænkte, at Hlödves Datter

havde den taget —

hvad om ungen Alvid

atter var kommen?

 

11.

Sad han da saalænge,

at ind han slumred;

som han vaagned,

var Glæden vegen.

Svære Lænker

saae han paa sine Hænder,

paa sine Födder

Fjæddre spændte.

 

12.

»Hvem er de Stærke,

som mig lagde

Bastknudernes Byrde

paa og bandt mig?«

 

13.

Raabte da Nidud,

Njarer-Drotten:

»Hvor fik du, Völund!

i Ulvedale

vore Skatte,

du Alfers Styrer«

 

14.

»Det Guld var aldrig

paa Granes Veie,

fjernere er fra Rinens

Fjelde vort Land;

mere af kosteligt

Gods jeg mindes,

den Tid vi glade Fæller

færdedes hjemme.«

 

15.

Hladgunn og Hervör,

Hlödves Barn,

velkjendt var Alrun,

Kjaars Datter,

hun skred den lange

Sal tilende,

stod paa Gulvet,

Stemmen hæved —

»Nu er han ei blid,

som bryder ud af Skoven.

 

17.

Skinner ved Niduds

Gjord det Sverd,

jeg hvæssed saa klögtig,

som jeg kunde,

og jeg hærded,

som klogest mig tyktes;

den er for evig fra mig

fjærnet, den blanke Klinge,

jeg skal ei see den brungen

Völund til Smedien.

 

18.

Nu bærer Bödvild

min Bruds röde

Ringe — jeg faaer ei

mindste Bod!«

 

Dronningen kvad:

16.

»Tænder han skjærer,

naar Sverdet ham vises,

og han Bödvilds

Bradse kjender.

Truende er Ormens

den glindsendes Öien —

skjærer ham Sönder

Senernes Styrke,

og sætter ham siden

i Söstade.«

 

18.

Der sad han, aldrig sov han,

med Hamren slog han,

lagde en saare smertelig

Snare for Nidud.

 

19.

Drottens to unge

Drenge dreve

til Dören at see ind

i Söstade.

Til Kisten kom de,

kræved Nöglerne,

Ondskaben aaben laae,

da de saae deri.

 

20.

Smykker var der i Mængde,

for Svendene syntes det

være det röde Guld

og glimrende Sager.

»Kom I to alene!,

kom en anden Dag!

Eders skal Guldet vorde,

jeg giver Jer det.

 

21.

Siig ingen Mö,

ingen Folk i Salen,

ikke et Menneske,

at I besöge mig!«

Aarle kaldte

de Knöse hinanden,

Broder paa Broder:

»Gange vi Guldet at see!«

 

22.

Til Kisten kom de,

kræved Nöglerne,

Ondskaben aaben laae,

som ind de kiged.

Hovedet skar han

af de Svende,

og under Fængslets Dynd

Födderne gjemte.

 

23.

Men de Skaaler,

som under Haaret sade,

slutted i Sölv han,

skjenket til Nidud.

Men af Öinene

Ædelstene

Niduds kyndige

Kvinde han sendte.

 

24.

Men af Tænderne

paa de Tvende

slog han Brystsmykker,

skikked dem Bödvild.

Bödvild roste

Ringen, til Völund

bar hun den, da hun

brudt den havde:

»Jeg tör ei sige det

uden til dig!«

 

Völund kvad:

25.

»Saa jeg böder

Brist paa Guldet,

at du din Fader

fagrere tykkes,

og din Moder

meget bedre,

og dig selv

paa samme Vis.«

 

26.

Drik han bragte,

for bedre at kunne,

saa hun i Sædet

slumrede ind.

»Nu har jeg hævnet

hele min Harm,

alt hvad Hexen öved

alt uden eet.

 

27.

Kunde«, kvad Völund,

»jeg kun mine Sener

nytte, dem Niduds

Kjæmper mig klöved!«

Leende Völund,

sig löfted i Luften;

grædende Bödvild

gik fra Öen,

gyste for Frierens Færd

og Faderens Vrede.

 

28.

Ude Niduds kyndige

Kvinde stander,

ind hun gik den lange

Sal tilende;

— men han paa Borgens Hegn til Hvile sig satte —:

»Vaager du, Nidud!

Njarers Drot!«

 

29.

»Altid jeg vaager,

Glædelös jeg sover,

og mindes stadig

mine Sönners Död.

Koldt er mit Hoved,

Kolde er mig dine Raad,

thi vil jeg nu med

Völund tale.

 

30.

Siig mig det, Völund!

hvad blev der af mine

karske Knöse,

Du Alfers Konning!«

 

31.

»Först skal du alle

Eder mig sværge,

ved Skibets Bord

og ved Skjoldets Rand,

ved Gangerens Bov

og ved Klingens Braad:

at du ei Völunds

Viv vil pine,

eller min Brud

vil Bane volde;

selv om en Viv vi eie,

som vel I kjende,

eller et Foster have

inden din Hal.

 

32.

Gak du til Smedien,

selv du den bygte,

der finder du Bælge

blodbestænkte.

Hovedet skar jeg

af dine Svende,

og under Fængslets Dynd

gjemte jeg Föddeme.

 

33.

Men de Skaaler,

som under Haaret sade,

slutted i Sölv jeg,

sendte jeg Nidud.

Men af Öinene

Ædelstene

Niduds kyndige

Kvinde jeg sendte.

 

34.

Men af Tænderne

paa de Tvende

slog jeg Brystsmykker

sendte dem Bödvild.

Nu ganger Bödvild

svanger med Barn,

eneste Datter

af Eder begge.«

 

35.

»Intet Ord kan du mæle,

som mere mig smerter,

eller jeg vilde, Völund!

værre dig lönne.

Ingen Mand er saa höi,

at han dig af Hesten tager

eller saa stærk,

at dig hernede han skyder,

hist hvor du svæver

höit mellem Skyer.«

 

36.

Leende Völund

sig löfted i Luften,

Nidud sorgfuld

sad tilbage.

 

37.

»Reis dig, Thakraad!

min bedste Træl!

bed du Bödvild,

den brynhvide Mö,

fagerklædt at gange

med sin Fader at tale.«

 

38.

»Er det sandt, Bödvild!

hvad de mig sagde,

sad du og Völund

sammen paa Holmen?«

 

39.

»Sandt er det, Nidud!

hvad man sagde dig,

jeg og Völund sade

sammen paa Holmen.

Een Rædselsstund,

aldrig det skulde saa været.

Ikke jeg kunde

kjæmpe mod ham,

ikke jeg mægted

ham at modstaae!«

---

Noter: