Völunds Kvæde

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Völunds Kvæde


oversat af J. Fibiger


fra

Omrids af den finske Hedentro
tilligemed en Betragtning over dens Forhold til de skandinaviske Oldsagn


i

Indbydelsesskrift til den offentlige Examen i Haderslev lærde Skole i Juli 1853

Haderslev, 1853




Völund Smed
Skulptur af Stephan Sinding, 1873
1.
Sydfra Möer svæved[1]
gjennem mörke Skove
— ungen Alvid[2]
Skjebnen at virke.
Paa Söstrand satte
de sig til Hvile,
Sydens[3] Fruer
spunde det dyre Lin.[4]

 

2.
Den ene, en herlig
Mö for Helte,
Egil slutted
i lysen Favn.
Den anden var Svanhvid,
Svanefjedre bar hun,
men den tredie,
deres Söster,
favned Völunds hvide Nakke.

 

3.
Stadig sad de
i syv Vintre,
men den ottende
altid de længtes,
og den niende
Skjebnen dem skilte.
Möerne higed
mod mörken Skov,
ungen Alvid
Skjebnen at virke.[5]

 

4.
Hjem fra Jagten
kom rasken Skytte[6]
Slagfinn og Egil
fandt Salen tom,
ud og ind de ginge
og saae sig om.
I Öst skred Egil
efter Alrun,
mod Sönden Slagfinn
efter Svanhvid.

 

5.
Men ene Völund
sad i Ulvedale,
röden Guld han slog
om ædle Stene,
knyttede fast paa Linde-
bast sine Ringe.
Saalunde bied han
paa sin skjære
Hustru, om hun vilde
vende tilbage.

 

6.
Det spörger Nidud,
Njarer-Drotten,
at Völund ene
sidder i Ulvedale. —
Ved Nat fore Kjæmper,
naglet var hver Brynie,
Skjoldene blinked
i Halvmaanens Straale.

 

7.
Stegne af Sadlen
ved Salens Gavl,
ginge de den den lange
Sal til Ende;
saae der paa Basten
de Ringe bundne,
syv hundred i Alt
som Hövdingen eied.

 

8.
Dem af de toge,
dem paa de droge,
een foruden,
som bort de toge.
Hjem fra Jagten
kom da rasken Skytte,
Völund glidende frem[7]
over lange Veie.

 

9.
Han gik til Arnen
Björnens Skinke at stege,
höit op blussed
Fyrrebrasen,
hvirvled det vindtörre
Ved for Völund.

 

10.
Bænket paa Björnepelsen
den Alfers Broder
Ringene talte,
savnede een;
tænkte, at Hlödves Datter[8]
havde den taget —
hvad om ungen Alvid
atter var kommen?

 

11.
Sad han da saalænge,
at ind han slumred;
som han vaagned,
var Glæden vegen.
Svære Lænker
saae han paa sine Hænder,
paa sine Födder
Fjæddre spændte.

 

12.
»Hvem er de Stærke,
som mig lagde
Bastknudernes Byrde
paa og bandt mig?«

 

13.
Raabte da Nidud,
Njarer-Drotten:
»Hvor fik du, Völund!
i Ulvedale
vore Skatte,
du Alfers Styrer«

 

14.
»Det Guld var aldrig
paa Granes Veie,
fjernere er fra Rinens
Fjelde vort Land;[9]
mere af kosteligt
Gods jeg mindes,
den Tid vi glade Fæller
færdedes hjemme.«

 

15.
Hladgunn og Hervör,
Hlödves Barn,
velkjendt var Alrun,
Kjaars Datter,
hun skred den lange
Sal tilende,
stod paa Gulvet,
Stemmen hæved[10]
»Nu er han ei blid,
som bryder ud af Skoven.[11]

 

17.
Skinner ved Niduds[12]
Gjord det Sverd,
jeg hvæssed saa klögtig,
som jeg kunde,
og jeg hærded,
som klogest mig tyktes;
den er for evig fra mig
fjærnet, den blanke Klinge,
jeg skal ei see den brungen
Völund til Smedien.

 

18.
Nu bærer Bödvild[13]
min Bruds röde
Ringe — jeg faaer ei
mindste Bod!«

 

Dronningen kvad:
16.
»Tænder han skjærer,
naar Sverdet ham vises,
og han Bödvilds
Bradse kjender.
Truende er Ormens
den glindsendes Öien —
skjærer ham Sönder
Senernes Styrke,
og sætter ham siden
i Söstade.«[14]

 

18.
Der sad han, aldrig sov han,
med Hamren slog han,
lagde en saare smertelig
Snare for Nidud.

 

19.
Drottens to unge
Drenge dreve
til Dören at see ind
i Söstade.
Til Kisten kom de,
kræved Nöglerne,
Ondskaben aaben laae,
da de saae deri.

 

20.
Smykker var der i Mængde,
for Svendene syntes det
være det röde Guld
og glimrende Sager.
»Kom I to alene!,
kom en anden Dag!
Eders skal Guldet vorde,
jeg giver Jer det.

 

21.
Siig ingen Mö,
ingen Folk i Salen,
ikke et Menneske,
at I besöge mig!«
Aarle kaldte
de Knöse hinanden,
Broder paa Broder:
»Gange vi Guldet at see!«

 

22.
Til Kisten kom de,
kræved Nöglerne,
Ondskaben aaben laae,
som ind de kiged.
Hovedet skar han
af de Svende,
og under Fængslets Dynd
Födderne gjemte.

 

23.
Men de Skaaler,
som under Haaret sade,
slutted i Sölv han,
skjenket til Nidud.
Men af Öinene
Ædelstene
Niduds kyndige[15]
Kvinde han sendte.

 

24.
Men af Tænderne
paa de Tvende
slog han Brystsmykker,
skikked dem Bödvild.
Bödvild roste
Ringen, til Völund
bar hun den, da hun
brudt den havde:
»Jeg tör ei sige det
uden til dig!«

 

Völund kvad:
25.
»Saa jeg böder
Brist paa Guldet,
at du din Fader
fagrere tykkes,
og din Moder
meget bedre,
og dig selv
paa samme Vis.«

 

26.
Drik han bragte,
for bedre at kunne,
saa hun i Sædet
slumrede ind.
»Nu har jeg hævnet
hele min Harm,
alt hvad Hexen[16] öved
alt uden eet.

 

27.
Kunde«, kvad Völund,
»jeg kun mine Sener
nytte, dem Niduds
Kjæmper mig klöved!«
Leende Völund,
sig löfted i Luften;[17]
grædende Bödvild
gik fra Öen,
gyste for Frierens Færd
og Faderens Vrede.

 

28.
Ude Niduds kyndige
Kvinde stander,
ind hun gik den lange
Sal tilende;
— men han[18] paa Borgens Hegn til Hvile sig satte —:
»Vaager du, Nidud!
Njarers Drot!«[19]

 

29.
»Altid jeg vaager,
Glædelös jeg sover,
og mindes stadig
mine Sönners Död.
Koldt er mit Hoved,
Kolde er mig dine Raad,
thi vil jeg nu med
Völund tale.

 

30.
Siig mig det, Völund!
hvad blev der af mine
karske Knöse,
Du Alfers Konning!«

 

31.
»Först skal du alle
Eder mig sværge,
ved Skibets Bord
og ved Skjoldets Rand,
ved Gangerens Bov
og ved Klingens Braad:
at du ei Völunds
Viv vil pine,
eller min Brud
vil Bane volde;
selv om en Viv vi eie,
som vel I kjende,
eller et Foster have
inden din Hal.

 

32.
Gak du til Smedien,
selv du den bygte,
der finder du Bælge
blodbestænkte.
Hovedet skar jeg
af dine Svende,
og under Fængslets Dynd
gjemte jeg Föddeme.

 

33.
Men de Skaaler,
som under Haaret sade,
slutted i Sölv jeg,
sendte jeg Nidud.
Men af Öinene
Ædelstene
Niduds kyndige
Kvinde jeg sendte.

 

34.
Men af Tænderne
paa de Tvende
slog jeg Brystsmykker
sendte dem Bödvild.
Nu ganger Bödvild
svanger med Barn,
eneste Datter
af Eder begge.«

 

35.
»Intet Ord kan du mæle,
som mere mig smerter,
eller jeg vilde, Völund!
værre dig lönne.
Ingen Mand er saa höi,
at han dig af Hesten tager
eller saa stærk,
at dig hernede han skyder,
hist hvor du svæver
höit mellem Skyer.«

 

36.
Leende Völund
sig löfted i Luften,
Nidud sorgfuld
sad tilbage.

 

37.
»Reis dig, Thakraad!
min bedste Træl!
bed du Bödvild,
den brynhvide Mö,
fagerklædt at gange
med sin Fader at tale.«

 

38.
»Er det sandt, Bödvild!
hvad de mig sagde,
sad du og Völund
sammen paa Holmen?«

 

39.
»Sandt er det, Nidud!
hvad man sagde dig,
jeg og Völund sade
sammen paa Holmen.
Een Rædselsstund,
aldrig det skulde saa været.
Ikke jeg kunde
kjæmpe mod ham,
ikke jeg mægted
ham at modstaae!«




Noter:

  1. nemlig i Svanehamme
  2. den Ypperste af dem
  3. sydlandsk (sudhræn) er et Hædersnavn.
  4. nemlig Skjebnens Væv
  5. for atter at virke som Valkyrier.
  6. Völund.
  7. paa Skier.
  8. Alvid.
  9. Guldet havde ikke sin Oprindelse fra Volsungernes berömte Skat, som Sigurd Fafnersbane havde bortfört paa sin Ganger Grane, og som siden var sænket i Rinen. Nidud stammede altsaa fra den Æt.
  10. Han vilde have sagt: disse vare vore blide Hustruer i hine lykkelige ::Dage, men afbryder sig selv.
  11. Nidud.
  12. Forat lette Læsningen har jeg, som Versenes Tal vise, her tilladt mig en Omsætning.
  13. Niduds Datter.
  14. En Bolig paa en Holm.
  15. tryllekyndige.
  16. Dronningen.
  17. ved Tryllemagt, thi Vinger i forbindelse med Menneskeskikkelse kjendes ikke i Oldtidens Trosverden.
  18. Völund.
  19. Dronningens Ord.