Vers af Sólarljóð
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddalignende tekster
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónssons Eddukvæði, 1954.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
Vers af Sólarljóð[1]
Til min mor Anna Grete Lauridsen (29.12.1939 ‒ 16.07.2018)
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2018
- 37.
- Hels bånd
- var bundet stramt
- omkring kroppen på mig;
- jeg sled dem helst,
- men de holdt mig fast
- — det er nemt for en fri at fare.
- 39.
- Solen så jeg,
- den sande dagstjerne,
- synke i susenes verden;
- jeg hørte også,
- at Hels port
- knirkede højt i hængslet.
- 47.
- Længst af alle
- var den ene nat,
- da jeg lå stivnet på strå;
- som Gud har sagt,
- ser man det her:
- At menneske og muld er ét.
- 82.
- Vi genser hinanden
- på glædens dag,
- skønt vi må skilles her.
- Giv — min drot! —
- de døde fred,
- men dem, der lever, lindring.
Note:
- ↑ Det bemærkelsesværdige kvad Sólarljóð (Solsangen), der menes at være digtet i sidste halvdel af 1100-tallet, lægges i munden på en død mand, som for sin søn beretter om hændelser efter døden. Kvadets indhold er tydeligt kristent, men den anonyme skjald har givetvis ladet sig inspirere af bl. a. Hávamál.
