Grimnersmaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Fortælling
om
Kong Hrödungs Sönner. [*]

Kong Hrödung havde to Sönner, den ene hed Agnar, den anden Geirröd. Agnar var ti, men Geirröd otte Vintre gammel. De roede begge i en Baad med Krog og Line for at fange Smaafisk, men Vinden drev dem ud paa Havet. I Nattens Mörke lede de Skibbrud ved Strandbredden og gik i Land. De traf der en ringe Bonde, hos hvem de vare Vinteren over. Bondekonen opfostrede Agnar men Manden selv opdrog Geirröd, og gav ham kloge Raad. Om Foraaret gav Bonden dem et Fartöj. Men da han og hans Kone fulgte dem ned til Stranden, talte han en Stund allene med Geirröd. De fik god Vind og kom til deres Faders Bopæl. Geirröd var forrest i Baaden; han sprang i Land, stödte til Fartöjet og sagde: far du kun hen i onde Aanders Vold![**] Fartöjet drev ud i Havet, men Geirröd gik hjem til Gaarden eller Byen, hvor man tog meget vel imod ham. Hans Fader var da död. Geirröd blev altsaa taget til Konge og kom til stor Anseelse.

Odin og Frigga sade i Lidskialf [***] og saae ud over den hele Verden. Odin sagde: Seer du Agnar, din Fostersön, hvorledes han avler Börn med en Jætteqvinde i en Hule, [****] men Geirröd, min Fostersön, er Konge og raader nu over Landet. Frigga svarede: Han er saa skammelig karrig, at han piner sine Gjester, naar han synes at der kommer for mange. Odin sagde at det var den störste Usandhed, og om dette væddede de. Frigga sendte sin fortrolige Mö Fulla til Geirröd og bad Kongen at tage sig i Agt, at den Troldmand, som var kommet der til Landet, ikke skulde forgjöre ham, og opgav ham det som et Kjendetegn paa Manden, at ingen Hund, saa rasende den end var, vilde anfalde ham. Det var kun ugrundet Snak at Kong Geirröd ikke var gjæstfri, dog lod han den Mand gribe, som Hundene ikke vilde gaae lös paa. Denne var ifört en blaa Pelts [†] og kaldte sig Grimner, men gav ikke videre Efterretning om sig, endskjöndt han blev adspurgt. Kongen lod ham pine for at faae ham til at bekjende, og lod sætte ham imellem to Ilde, hvor han var i otte Nætter. Kong Geirröd havde da en Sön, 10 Vintre gammel, som hed Agnar, efter sin Farbroder. [††] Agnar gik til Grimner, rakte ham et fuldt Horn til at drikke af, og sagde, at Kongen gjorde ilde i at lade ham pines uskyldig. Grimner drak det ud. Da var Ilden kommet saa nær, at hans Pelts blev sveden. Grimner sang:

Grimnersmaal

I.

1. Heed er du gribende Flamme!

Og alt for stor,

Lad os gaae fra Luen!

Foerværket svies

Skjöndt jeg löfter det op,

Peltsen brænder foran mig;

2. Otte Nætter jeg sad

Mellem Ilde her

Saa at mig ingen Mand

Mad har budet,

Uden allene Agnar

Der ene skal raade

Over Gothers Land

(Som) Geirröds Sön.

3. Hil være dig Agnar!

Saa heldig som dig byder

Heltes Gud at være!

For en Drik

Du aldrig skal

Nyde bedre Lön.

II.

4. Helligt er det Land

Som jeg ligge seer

Aser og Alfer nær;

Men i Thrudheim

Skal Thor være

Til Kræfterne forgaae.

5. Ydale heder

Der hvor Uller haver

Sig opbygget Sale; —

Alfheim Guderne gave

I de förste Dage

Til Freyr, da han fik Tænder.

6. Den tredie Bolig er

Hvor de blide Guder

Tækked Sale med Sölv;

Vala-Skjalf den kaldes

Den As erhverved sig

Tidlig i Tiden.

7. Söcqvabæk heder den fjerde,

Men svale Bölger

Hen over den suse;

Der de Odin og Saga

Drikke alle Dage

Glade af gyldne Skaaler.

8. Gladsheim heder den femte,

Guldstraalende derover

Valhall sig vidt udbreder;

Men Hropter der

Hver Dag udkaarer

De Mænd, som faldt for Vaaben.

9. Lettelig kunne

De som til Odin komme

Borgen see og kjende,

Loftet er lagt med Spyd,

Salen tækket med Skjolde,

Bænkene ströede med Brynier

10. Lettelig kunne

De som til Odin komme,

Salen see og kjende;

Vesten for Dörren

Hænger en Ulv,

En Örn derover svæver.

11. Thrymheim heder den sjette

Hvor Thiasse fordum boede,

Den kraftfulde Jætte,

Men Skade nu beboer, —

Den klare Gude-Brud,

Sin Faders gamle Tomter.

12. Breidablik heder den syvende,

Men der Baldur haver

Sig opbygget Sale;

I det Land

Hvor jeg de færreste

Rædsler være veed.

13. Himmelbjerg er den ottende,

Hvor Heimdall, efter Sagn,

Har for Huus at raade.

Der Guders Vogter drikker

I rolig Vaaning

Glad den gode Miöd.

14. Folkvang er den niende,

Der Freya raader over

Sæders Orden i Salen;

De Faldnes Hælvte kaarer

Hun hver en Dag, men Odin

Den anden Hælvte ejer.

15. Glitner er den tiende.

Af gyldne Stötter bæres

Salens Sölvertag,

Forsete der boer

De fleste Dage,

Og jævner alle Trætter.

16. Noatun er den ellevte,

Men Njord der haver

Sig beredet Sale;

Mænds Konge uden Meen,

For höjtoprejste

Offeralter raader.

17. Med Riis og med

Höjt Græs overgroes

Vidars Landvide;

Der Sönnen sig nedlader

Rask af Hestens Ryg

For sin Fader at hævne.

III.

18. Aandrimner kaager

I (Kjedelen) Ildrimner

(Galten) Sörimner;

Dens Flesk er det bedste

Men Faa kun vide

Hvor mange Einherier det nærer.

19. Gere og Freke

Mætter den krigvante

Hædrede Heltes Fader;

Thi blot af Viin

Den vaabenherlige

Odin evig lever.

20. Hugin og Munin

Flyve hver en Dag

Over Jordens Slette;

For Hugin er jeg bange

At han igjen ej kommer,

Dog frygter jeg mere for Munin.

21. Det tuder for Thund —

Rolig Verdens-Ulven

(Som) Fisk i Floden ligger;

Stridshesten tykkes

Strömmen alt for stærk

Til over den at vade.

22. Valgrind heder det Gitter

Som paa Sletten staaer,

Helligt for hellige Dörre,

Gammelt er det Gitter,

Men kun faa vide

Hvorledes det lukkes i Laas.

23. Fem Hundrede Dörre

Og end förgetyve,

Dem troer jeg paa Valhall at være,

Otte Hundrede Einherier

Gaae jævnsides ud af enhver,

Naar de fare mod Ulven at stride.

24. Fem Hundrede Gulve

Og end förgetyve jeg troer

I Bilskirners Hvælvinger være.

Af de Huse

Som have Tag

Veed jeg min Söns er det störste.

25. Heidrun heder den Geed

som staaer over Hærfaders Hall

Og bider af Lærads Blade;

Bollen skal hun fylde

Med den klare Miöd,

Den Drik blir aldrig doven.

26. Eikthyrner heder den Hjort

Som staaer over Hærfaders Hall

Og bider af Lærads Blade,

Men af hans Vier

Drypper i Hvergelmer,

Derfra komme alle Vande:

27. Sid og Vid,

Sækin og Eikin,

Svöl og Gunthro,

Fiörm og Fimbulthul,

Rin og Rindende,

Gipul og Göpul,.

Gömul og Geir-vimul.

De slynge sig om Guders Kredse

Thyn og Vin,

Thöll og Höll,

Grad og Gunthorin.

28. Vina heder (en Elv)

En anden Vegsvinn,

Den Tredie Thiodnuma,

Nyt og Naut

Nönn og Hrönn,

Slid og Hrid,

Sylg og Ylg,

Vid og Van,

Vönd og Strönd,

Gjöll og Leiptur,

De flyde Mennesker nær,

Men falde heden til Hel.

29. Körmt og Örmt

Og Kjerlöjge tvende,

Dem skal Thor vade

Hver en Dag

Naar til Doms han gaaer

Under Asken Yggdrasill,

Thi hele Asa-Broen

Brænder i Lue;

De hellige Vande glöde.

30. Glad og Gyller,

Glær og Skeidbrimer,

Sölvertop og Siner,

Gisl og Falhofner,

Guldtop og Letfod, —

Aserne ride de Heste

Naar til Doms de fare

Ved Asken Yggdrasill

IV.

31. Tre Rödder sig strække

Mod trende Kanter

Fra Asken Yggdrasill,

Hel boer under den ene,

Frostjætter under den anden,

Sande Mennesker under den tredie.

32. Ratatösk heder det Egern

Som löbe skal

Paa Asken Yggdrasill,

Örnen Ord

Skal han oven fra bære

Og sige Nidhug for neden.

33. Der ere og fire Hjorte

Som (Grenenes) Sammenföjninger

Krumhalsede gnave,

Dain og Dvalin,

Duneyr og Dyrathror.

34. Flere Slanger ligge

Under Yggdrasills Ask,

End nogen skulde troe

Blandt uvidende Mænd;

Goin og Moin

De ere Grav-vitners Sönner,

Graaryg og Gravvolder,

Ofner og Svafner,

Troer jeg evig skulle

Træets Qviste tære.

35. Asken Yggdrasill

Taaler Arbeide

Meere end Mænd vide,

Hjort foroven gnaver,

Paa Siden Træet muldner,

Neden til Nidhug slider.

V.

36. Hrist og Mist

Skulle mig Horn bære,

Skjægöld og Skögul,

Hilde og Thrude,

Hlöck og Herfjötur,

Göll og Geir-oölul,

Randgrid og Radgiid,

Og Reginleif

De skjænke Einherierne Öl.

37. Arvakur og Alsvid

De skulle herefter

Yndige Solen före

Under deres Bove

Skjulte blide Guder,

Aserne, jernkold Luftning.

38. Svalin heder det Skjold

Som staaer foran Solen,

Den skinnende Guddom;

Bjerge og Bölger

Veed jeg brænde skulle

Hvis fra (sit Sted) den falder.

39. Skoll heder Ulven

Som fölger den skinnende Guddom

Til det omgivende Hav;

Den anden (kaldet) Hate,

Sön af Hrodvitner,

Skal Himlens klare Bruds Forlöber være.

40. Af Ymers Kjöd

Blev Jorden skabt,

Havet af hans Blod,

Væxtriget af hans Haar,

Himlen af hans Hjerneskal.

Af hans Öjenbryne

Danned de blide Guder,

Midgaard for Menneskers Sönner,

Men af hans Hjerne

Bleve de tungsindige

Skyer alle skabte.

VI.

41. Ullers og alle Guders

Yndest haver

Hvo som först ved Flammen rörer,

Thi Udsigt aabnes hid

For Asers Sönner

Naar Kjedlerne tages af Ilden.

42. Ivaldes Sönner

Ginge i Tidens Morgen

At skabe Skybladner

Det bedste af Skibe,

For den skinnende Freyr,

Njords heldbringende Sön.

43. Asken Yggdrasill

Er ypperst blandt Træer,

Men Skybladner blandt Skibe;

Odin blandt Aser,

Sleipner blandt Heste,

Bifrost blandt Broer,

Brage blandt Skalde,

Höjbrog blandt Höge,

Garm blandt Hunde,

Brimer blandt Sværd.

VII.

44. Nu har jeg oplöftet mit Syn

Til Sejerguders Sönner,

Det bringer önsket Hjelp.

Alle Aser

Det ind skal bringe,

Til Tyrannens Bænke,

Til Tyrannens Gilde.

45. Grim er jeg bleven kaldet,

Og Ganglere

Herian og Hjelmbærer,

Thech og Tredie,

Thund og Ud,

Helblinde og Har.

46. Sadur og Svipall,

Og Sanngetall,

Herteit og Hnikar,

Bileyg, Baleyg,

Bölvert, Fjölner,

Grimar og Grimner,

Glapsvid og Fjölsvid,

Sidhat, Sidskjæg,

Sigfader, Hnikadur,

Alfader, Valfader,

Atridi og Farmatyr,

Med et Navn jeg aldrig kaldtes,

Siden först blandt Folk jeg foer.

47. Man hos Geirröd

Mig Grimner kaldte,

Jaulk bos Asmund,

Men Kialar naar

Jeg Slæder trak,

Og Thror til Tinge.

48. Vidur (hed jeg) i Kampen —

Oske og Ome,

Jafnhar og Bif-linde,

Göndler og Harbard blandt Guder.

49. Svidur og Svidrer,

Som jeg hed hos Sökk-Mimer

Da jeg skuffed den gamle Jætte,

Og Midvitners

Berömte Sön

Jeg ene fældet havde.

VIII.

50. Beskjænket er du Geirröd!

For meget har du drukket,

Dig har Mjöden bedaaret;

Meget har du tabt,

Da du misted min Bistand,

Alle Einheriers og Odins Yndest.

51. Meget jeg dig sagde,

Lidet mindes du dog,

Dine Venner dig svige;

Jeg min Vens

Klinge skuer,

Dryppende af Blod.

52. Sværdmattet Dödning,

Nu Ygg skal modtage,

Jeg veed dit Liv er henrundet;

Nornerne ere (dig) vrede, 

Nu kan du Odin see —

Kom mig nær om du magter.

53. Odin heder jeg nu,

Ygg hed jeg för,

Thund hed jeg för den Tid;

Vafud og Skilfing,

Vakur og Hropta-tir,

Gaut og Jaulk blandt Guder,

Ofner og Svafner,

Som jeg tænker ere alle

Blevne til af mig allene.

———

Fortællingens Slutning.

Kong Geirröd sad, og havde sit Sværd liggende paa Knæerne, halv uddraget — men da han hörte at Odin var kommet der, stod han op, og vilde tage ham fra Ilden. Sværdet slap ham af Haanden, og faldt til Jorden paa Grebet. Kongen snublede og faldt fremad, men Sværdet stod igjennem ham, hvorved han fik sit Banesaar. Da forsvandt Odin, men Agnar var siden længe Konge der (i Landet). [†*]

---

Noter: