Grimnesmál

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Eddas Gudesange


Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895


Grimnesmál


DETTE Kvad er i sin oprindelige Kjerne en digterisk seet Odins-Theophani, en Aabenbarelse af "Skræk-Asen" i hele sin Majestæt. Men allerede den oprindelige Digter har med denne sin kunstneriske Idee forbundet et mere begrebsmæssigt Formaal, nemlig Meddelelsen af mythologisk Lærdom om Valhal, digterisk retfærdiggjort derved, at Valhals Glands skulde tjene til en Folie for den til Alfader voxende Grimner (= den Maskerede) i Kong Geirrøds Hal. Senere Overleverere og Skrivere, der kun havde Blik for denne didaktiske Side af Kvadet, gjorde det til et Repertorium for allehaande Brudstykker af mythologiske Lærdomme, navnlig saadanne, der angik Gudelivet. Angaaende disse Interpolationer henvises til Indledningen § VII.
   Det prosaiske Sagastykke, som gaar forud for selve Digtet og afslutter det med en mindre Efterskrift samt selve Kvadets Korthed overflødiggjør en nærmere Redegjørelse for Indholdet. Angaaende enkelte dunkle Steder henvises til Anmærkningerne. Her skal kun antydes, at V. 12 (42) utvivlsomt indeholder en Opfordring (inden han endelig tilkjendegiver sig) til at borttage Ildene, og sandsynligvis et Løfte om videre Verdens-Aabenbarelser (foruden den allerede meddelte fra Valhal), naar dette sker; i 13 (45) følger da selve Aabenbaringen ("mit Aasyn har jeg løftet for Seirsgudernes Sønner" = Menneskene) og dermed Frelsen fra hans pinlige Stilling (thi han, hvem end ikke Hundene turde angribe, behøver kun at vise sig som Gud for at saavel Elementers som Menneskers Magtesløshed skal blive synlig), hvortil den Erklæring knyttes, at han nu vender tilbage til Aserne, som ere forsamlede i Ægirs Hal. - Hvis dette skulde bringes i Overensstemmelse med den prosaiske Indledning (der iøvrig i intet Edda-Kvad staar i organisk Forbindelse med Digtet og undertiden modsiger det) maatte Samtalen i Hlidskjalf (en Borg, der, karakteristisk nok, ikke kjendes af det indskudte Kvad om Gudeboligerne) have fundet Sted umiddelbart før den Fest, som Ægir ifølge Hymeskv. aarlig i Hørhøstens Tid afholdt for Aserne. Til den raa Aarstid passe de to Ilde i Kongs-Hallen.
   Naar N. M. Petersen siger, at Grimnesmáls Moral er: "Øv ingen Udaad! der er en evig usynlig Magt, der vaager og kjender din Gjerning og Straffen følger uudblivelig efter Synden", - saa maa man vel spørge, hvorledes han uddrager en saadan Moral. Mindst af alt optræde Guderne som Moralens Vogtere i dette Sagn, hvor Odin raader sin Fostersøn til at skille sig af med Broderen og tilrane sig Ene-Herredømmet, og hvor Freya snyder sig til at vinde et Væddemaal, der koster Kong Geirrød Livet.
   Netop denne fuldkomne Mangel paa Moral og Forherligelse af en Hellighed, der ikke i mindste Maade har denne til Betingelse, men er ganske udvortes opfattet ("helligt er Gjærdet"), - borger for den høie, ublandet hedenske Ælde af Digtet eller i alt Fald af det Sagn, hvori det tager sit Udgangspunkt.

Frigg og Odin (Lorenz Frølich).jpg

Kong Rødings Sønner

Kong Røding havde to Sønner; den ene hed Agnar og den anden Geirrød. Agnar var ti Vintre og Geirrød otte Vintre. De to roede i Baad med deres Snører paa Smaafiskeri; Vinden drev dem ud paa Havet. I Natmørket strandede de ved Land og ginge op, funde en Indsidder; der vare de om Vintren. Kjærlingen fostrede Agnar, og Bonden fostrede Geirrød og gav ham Raad. I Vaar flyede fik Bonden dem Skib; og da de, Kjærlingen og han, førte dem til Stranden, da mælte Bonden Enetale med Geirrød. De finge Bør og kom til deres Faders Landeplads. Geirrød var foran i Skibet; han sprang op paa Land og stødte Skibet ud og mælte: "Far du nu did, hvor Troldtøi tage dig". Skibet drev ud paa Havet. Men Geirrød gik op til Gaarden; han blev der vel modtagen, og hans Fader var da død. Blev da Geirrød tagen til Konge og blev en berømmelig Mand.
   Odin og Frigg sadde i Hlidskjalv og saae over alle Verdner. Odin mælte: "Ser du Agnar, din Fostersøn, hvor han avler Børn med en Gyge i Hulen? Men Geirrød, min Fostersøn, er Konge og styrer Landet". Frigg siger: "Han er en saadan Madgnier, at han piner sine Gjæster, hvis ham tykkes, at for mange komme". Odin siger, at det er den største Løgn; de vædde om denne Sag. Frigg sendte sin Terne Fulla til Geirrød. Hun bad Kongen vare sig, at ikke den tryllekyndige Mand, som der var kommen i Land, skulde forgjøre ham, og sagde det Kjendetegn derpaa, at ingen Hund var saa vild, at den monne springe paa ham. Men det var den største Usandhed, at Kong Geirrød ikke var gjæstfri; og dog lader han lægge Haand paa den Mand, som Hundene ikke vovede sig til. Han var i blaa Kappe og kaldte sig Grimner og sagde ikke mer om sig, skjøndt han blev adspurgt. Kongen lod ham pine til at sige og sætte mellem to Ilde, og sad han der otte Nætter. Kong Geirrød havde da en Søn, ti Vintre gammel og hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik til Grimner og gav hannem et fyldt Horn at drikke og sagde, at Kongen gjorde ilde, da han lod ham pine sagesløs. Grimner tømte det; - da var Ilden kommen saa, at Kappen brændte paa Grimner; han kvad:

Grimnesmál.

1.
Din Brynde Baal! blusser for brændende;
vig fra mig, vævre Lue!
Skindet svides, skjøndt jeg løfter det,
flammen i Kappen fænger.

2.
Otte Nætter mellem Ilde sad jeg,
og ingen bød mig at æde,
uden kun Agnar, som ene skal raade
for Gotherne, Geirrøds Søn.

3.
Hil dig, Agnar, som hil dig byder
Veratyr at være!
for een Drik aldrig skal der
bedre Løn dig bydes.

4.
Helligt er et Land, som ligge jeg ser,
Aser og Alfer nær;
Gladhjem det hedder, hvor gylden-fager
Valhal straaler saa vide.

5.
Kjendelig let er for de Kommende
Salshuset at se;
med Spyd til Sparrer, skjoldtækt Sal,
Brynjer paa Bænke bredt.

6.
Kjendelig let er for de Kommende
Salshuset at se: -
Ulv hænger der vester for Dør,
Ørn spreder Vinger over.

7.
Thund tuder, Thjodvitnes Fisk
leger fro i Flod;
Aa-Strømmen for stærk tykkes
Val-Flokken at vade.

8.
Valgrind det hedder, paa Vangen staar,
helligt for hellige Døre;
gammelt er Gitter, det gjætte Faa,
hvordan det i Laas er lukket.

9.
Femhundred Døre og dertil firti
tykkes mig paa Valhal være;
otte hundred ad een Dør udgaa,
naar de skal mod Fenre fare.

Heiðrún (Lorenz Frølich).jpg

10.
Heidrun hun hedder, paa Hallen staar,
og bider af Læraads Løv;
Kar hun fylder med klaren Mjød,
ej bliver Dyrtid paa Drik.

11.
Eikthymer han hedder, paa Hallen staar,
og bider af Læraads Løv;
af Hornene hans det drypper i Hvergelme,
deden faa Vandene Veie.

12.
Ulls yndest og alle Guders
faar hvo først rører Flammen;
Verdner aabnes for Asers Sønner,
naar Kjedlerne tages af Krog.

13.
Mit Syn jeg nu løfted for Seirsguders Sønner,
dermed er Hjelp forjættet;
for alle Aser skal det aabenbares
udi Æges Ølsal.

14.
Grim jeg hed, Gangleri hed jeg
Herjan og Hjalmbere,
Thek og Thride, Thunn og Unn,
Helblinde og Haar;

15.
Sad og Sviþal og Sangetal,
Herteit og Hnikar,
med eet navn nævntes jeg aldrig,
siden jeg blandt Folk foer.

16.
Du har Ølrus, Geirrød! er ganske drukken
- - - - - - -
mangt du misted med min Bistand
og alle Einherjers Yndest.

17.
Mangt har jeg sagt dig, du mindes lidt;
Venner volde dig Ve:
min Vens Sværd ser jeg ligge
ganske i Blod badet.

18.
Egg-saaret Val mon Ygg nu have,
dit Liv, veed jeg er ledet:
umilde er Diser; nu kan Odin du se,
nærm dig nu, om du naaer det!

Kong Geirrød sad og havde Sværdet over Knæet og halvt draget. Som han hørte, at Odin var kommen der, da stod han op og vilde tage Odin fra Ilden. Sværdet slap ham af, Hænde og vendte Hjaltet nedad. Kongen snublede med Foden og faldt fremover, og Sværdet stod igjennem ham og han fik sin Bane. Odin forsvandt da, og Agnar var Konge der længe efter.

Gude-Boligerne.

1.
Helligt er Land, som ligge jeg ser
Aser og Alfer nær;
men i Thrudhjem Thor skal være,
indtil magterne mødes.

2.
Ydal det hedder hvor Ull haver
bygget Salene sine;
Alfhjem Guder gave til Freyr
i Tiders Gry til Tand-gave

3.
En tredie Bygd er, der tækked Guder
salig med Sølv Salen:
Valaskjalv hvælvede skjønt
Guden i Tiders Gry.

Odin og Saga (Lorenz Frølich).jpg

4.
Søkvabek det hedder, det som de svale
Bølger henover bruse;
der Odin drikker daglig med Saga
glad af gyldne Krus.

5.
Gladhjem det hedder, hvor gylden-fager
Valhal straaler saa vide;
og der kaarer daglig Hropt
Val af Vaaben-veiede.

6.
Thrymhjem det hedder, hvor Thjasse boede,
Jætten den meget mægtige,
og nu Skade bygger, den skjære Brud,
i Faderens gamle Gaard.

7.
Bredglans det hedder, hvor Balder har
bygget Salene sine:
udi det Land, hvor det ligger - veed jeg -
lidet af lede Runer.

8.
Himmelbjerg det hedder, hvor Heimdal siges
at raade for Templer rige;
der Guders Vogter i velbygt Gaard
drikker glad den gode Mjød.

9.
Folkvang det hedder, hvor Freya raader
for Valg af Sæder i Sal;
den halve Val hun hver Dag vælger,
og Odin Hælften har.

10.
Glitner det hedder; med Guld-Søiler
og sølv-tækket det staar;
der færdes Forsete de fleste Dage
og stiller hver en Strid.

11.
Noatun det hedder, hvor Njord haver
bygget Salene sine.
Mændenes Fyrste, den feil-frie,
for høitbygt Helligdom raader.

Viðarr (Lorenz Frølich).jpg

12.
Ris der groer, og Græs er høit
I Vidars Land Vide;
siger fra Sadel Sønnen sig der
dristig til Fa'rbanes Drab.

13.
Femhundred Rum og dertil firti
Bilskirne rundeligt rummer;
blandt alle Huse, der have Tag,
veed jeg min Søns er størst.

Om Livet i Valhal.

1.
Andhrimner lader i Eldhrimner
Sækrimner syde,
bedst af Flesk: men Faa det vide,
hvad der er Einherjers Æde.

2.
Gere og Freke fodrer den kampvante
Hær-Fader fro: -
men kun af Vin den vaaben-kyndige
Odin altid lever.

3.
Hugin og Munin monne hver Morgen
flyve over Jordens Flade;
jeg ængstes for Hugin, om atter han kommer,
end mer for Munin jeg ængstes.

Yggdrasil (Lorenz Frølich).jpg

Om Yggdrasil.

1.
Trende Rødder til tre Sider gaa
under Yggdrasils Ask;
under een boer Hel, under anden Rimthurser,
under tredje Menneske-Mænd.

- - - - - - - - - -

2.
Ratatosk den hedder, som rende skal
opad Yggdrasils Ask;
Ørns Ord skal fra oven han bære
og sige til Nidhugg nede.

3.
Fire Hjorte de friske Blade
nippe med strakte Nakker
Dain og Dvalin, Dunør og Dyratror
- - - - - - - - - -

4.
Orme ligge fler under Yggdrasils Ask
end uviis Abe sig tænker:
Goin og Moin, Grafvitnes Sønner,
Graabak og Grafvøllod.
Afner og Svafner skal altid, tror jeg,
Træets Grene gnave.

5.
Yggdrasils Ask udstaar af Men
mer end Mænd vide;
Hjort bider af Top og Trøske Stamme,
Nidhugg nager forneden.

Om Solen og om Jords og Himmels Skabelse.

1.
Aarvak og Alsvinn skulle op heden
svedige Solen drage;
under deres Bug har blide Aser
Jern-Svaling skjult.

2.
Svalin hedder - for Sol det staar -
Skjold for den skinnende Gud;
Bjærg og Brænding skal brænde, veed jeg,
dersom det fra falder.

3.
Skoll hedder Ulv, som den skjære Gud
indtil Jærnved jager,
en anden Hate, Hrodvitnes Søn
foran den Himmel-Brud farer.

* * *

4.
Af Ymes Jættekjød Jorden skabtes
og af Saar-Sveden Sø;
Bjerge af Benene, Buske af Haaret,
Himlen af Hovedskallen.

5.
Og af hans Bryn de blide Aser
danned Mændenes Midgaard;
af Hjerne-Massen alle de mørke
Uvejrs-Skyer skabtes.

Navne-Optællinger

a. Floderne.

1.
Sid og vid, Sæken og Æken,
Sval og Gunnthro, Fjørm og Fimbolthul,
Rin og Rinnande,
Gipol og Gopul, Gømul og Geirvimul,
der strømme om Guders Gaarde.
Thyn og Vin, Thøll og Høll,
Grad og Gunnthoren.

2.
Vina hedder en, Vegsvin en anden,
en tredje Thjodnuma;
Nyt og Nøt, Nønn og Hrønn,
Slid og Hrid, Sylg og Ylg,
Vid og Van, Vønd og Strønd,
Gjøll og Leipt, der løbe ved Mandhjem
og løbe til Hel heden.

Körmt ok Örmt ok Kerlaugar tvær, þær skal Þórr vaða dag hvern (Lorenz Frølich).jpg

3.
Kørmt og Ørmt og de to Kerløger
de tvende hvor Thor skal vade,
hver en Dag, naar til Doms han drager
til Yggdrasils Ask;
Thi Asernes Bro luende brænder,
hellige Vande hedes.

b. Gudernes Heste.

4.
Glad og Gyller, Gler og Skeidbrimer,
Sølvtop og Siner,
Gisl og Falhovne, Gultop og Letfod,
de Gangere Guderne ride,
hver en Dag, naar til Doms de drage,
til Yggdrasils Ask.

Hild, Thrud og Hløkk (Lorenz Frølich).jpg

c. Valhals Skjænkemøer.

5.
Hrist og Mist Mjødhorn mig række,
Skeggøld og Skøgul;
Hild og Thrud, Hløkk og Hærfjøtur,
Gøll og Geirønul,
Randgrid og Raadgrid og Regenleif
bringe Einherjer Øl.


d. De bedste Ting.

6.
Ivaldes Sønner i Oldtid ginge,
Skibladner at skabe;
det bedste Skib til den skjære Freyr,
Njørds naadige Søn.

7.
Yggdrasils Ask er ypperst af Træer
og Skibladner af Skibe,
Odin af Aser og Sleipner af Ørs,
Bifrost af Broer og Brage af Skjalde,
Haabrok af Høge, af Hunde Garm.

Odins Navne

8.
Bileyg, Baaleyg, Bølverk, Fjølner,
Grim og Grimner, Glapsvinn, Fjølsvinn,
Sidhat, Sidskæg, Seirfader, Hnikod,
Alfader, Valfader, Atrid, Farmatyr.

9.
Grimner hed jeg hos Kong Geirrød
og hos Aasmund Jalk;
og Kjalar da, mens jeg med Kjælken drog,
Thror paa Thinge, Vidur paa Val,
Oske og Ome, Jævnhøi og Biflinde,
Gøndler og Haarbard blandt Guder.

10.
Svithur og Svidrer hed jeg hos Søkmime
og gjækked den gamle Jætte,
da jeg Midvitnes mægtige Søns
Enebane blev.

11.
Odin jeg hedder, Ygg jeg hed,
tidligere Thund jeg kaldtes,
Vakr og Skilfing, Vaafod og Hropatyr
Gaut og Jalk blandt Guder.
Ofner og Svafner, de blev, synes jeg,
Alle til mig, den ene.