Volvens Spaadom (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Volvens Spaadom
(Völuspá)

J. P. E. Hartmann:
Vølvens Spaadom (1872)
med tekst af Fr. Winkel Horn

1. Hejd de hende kaldte,

hvor hun kom tilhuse,

Volven snild og fremvis;

Ulve graa hun tæmmed,

sejded hvor hun kunde,

sejded ret med Gammen,

altid onde Kvinders

Fryd og Lyst hun var.

2. Ene sad hun ude

dengang da den gamle

Asernes Behersker

frem for hende tren.

3. Granskende han stirred

hende stivt i Øjet.

”Hvorom vil du spørge?

hvi vil du mig friste?

Alting grant jeg kjender,

véd og, hvor dit Øje,

Odin, du har skjult.”

4. Kostelige Ringe

skjænked Odin hende,

for hun skulde bruge

fremvis Spaadomsstaven,

for hun skulde raade

skjulte Visdomsruner;

vidt hun saa omkring sig,

gjennem alle Verdner

trængte hendes Blik.

5. ”Stille nu i Verden,

stille alle Slægter,

stille Smaa og Store,

alle Hejmdals Sønner !

Du mig bød, Valfader,

at jeg skulde sige

Verdens gamle Frasagn,

dem, jeg mindes først.

6. Jætterne jeg mindes,

aarle blev de baarne,

fordum de mig fostred;

Verdner ni jeg mindes,

Træer ni jeg mindes,

medens Muldet skjulte

end den stolte Ask .

7. Da var Tidens Ophav

dengang Yme bygged,

ej var svale Bølger,

ej var Sø og Sand,

intetsteds var Jorden

eller Himlens Hvælving,

ej var Markens Urter,

kun det brede Svælg .

8. Da kom Bures Sønner ,

de, som skabte Midgaard ,

Landene de løfted;

Solen skén fra Sønden,

varmed Havets Klipper,

da skjød grønne Urter

frem af Jordens Skjød.

9. Søndenfra greb Solen

- Maanen tro den fulgte –

over Himmelranden

med sin højre Haand.

10. Ikke vidste Solen,

hvor dens Sal mon være,

ikke vidste Maanen,

hvad af Kraft den aatte,

Stjernerne ej vidste,

hvor de skulde staa.

11. Da gik alle Magter

til de høje Stole,

og de hellige Guder

plejede da Raad.

Nat og Næ de nævned,

for at tælle Tiden

gav de Morgen, Middag,

Unden , Aften Navn.

12. Og paa Idasletten

mødtes alle Aser;

Hørg og Hov de tømred

knejsende mod Sky;

Kræfterne de øved,

alle Ting de prøved,

og de bygged Esser,

smedede sig Tænger,

smedede sig Værktøj.

slog det ædle Malm.

13. Ej paa Guld det skorted,

Tavl i Tunet legte

de og vare glade,

til tre Thursemøer

kom fra Jættehjemmet

med en rædsom Magt.

14. Da gik alle Magter

til de høje Stole,

og de hellige Guder

plejede da Raad:

hvem der skulde skabe

Dværgfolkets Skarer

af den blodige Brænding

og af Blaains Ben .

---

15. Da kom trende Aser,

vældige og milde,

tre af Gudeskaren;

Ask og Embla fandt de,

lidet kun de mægted,

endnu var ej spunden

deres Skjæbnes Traad.

16. Ingen Aand de havde,

ingen klare Tanker,

ikke de sig rørte,

hverken Blod de havde

eller friske Farver;

Aanden gav dem Odin,

Høne gav dem Tanker,

Lodur gav dem Blodet,

som gjør Kinden rød.

---

17. Asken ser jeg stande,

Yggdrasil den hedder,

højt dens Stamme knejser,

som med Dynd bestænkes;

derfra kommer Duggen,

som i Dale falder,

altid frisk den grønnes

over Urdes Brønd.

18. Men fra Salen under

Asketræets Rødder

kommer trende Møer,

mange Ting de véd.

Urd den ene kaldes,

Verdande den anden,

de paa Tavler risted,

Skuld den tredje hed;

de gav Verden Love,

Menneskenes Skjæbne

satte de og kaldte

Slægterne til Liv .

---

19. Odins Øje, véd jeg,

dølges dybt paa Bunden

af den klare Kilde,

hvor, naar Morgensolen

lyser over Lande,

Mimer tømmer Mjøden

af det Pant, som Odin,

Valens Fader, gav ham.

Véd I ogsaa det?

20. Hejmdals Horn sig dølger,

véd jeg, under Asken,

der mod Himlen knejser;

men en Elv sig styrter

ned med Brusen, ser jeg,

fra Valfaders Pant.

---

21. Først af Drab i Verden

mindes jeg, da Guldvejg

de paa Odder løfted,

da de hende brændte

i den Højes Sal;

trende Gange brændte

de den tre Gang’ baarne,

tidt og ikke sjelden,

dog hun lever end.

22. Da gik alle Magter

til de høje Stole,

og de hellige Guder

plejede da Raad:

om de høje Aser

skulde Skaden lide,

eller alle Guder

skulde tage Bod.

23. Odin slynged Spydet,

skjød det ud i Verden,

det blev Verdens første

ramme Folkestrid.

Nu var Muren brusten,

som om Asgaard hegned,

over Kampens Marker

Vanerne foer frem.

---

24. Da gik alle Magter

til de høje Stole,

og de hellige Guder

plejede da Raad:

hvo der havde Luften

saa med Løgn forpestet,

eller givet Frøja

hen til Jættens Æt.

25. Thor slog til alene,

gnistrende af Harme,

sjelden spag han sidder,

naar han hører sligt;

svorne Eder brødes,

givne Ord og Løfter,

alle faste Pagter,

alt, hvad aftalt var.

---

26. Valens Møer saae jeg,

videnfra de stævned,

rustede til Ridtet

frem til Guders Land.

Skuld bar Skjold, og Skøgul

nævnedes den anden,

Gunn og Hild og Gøndul

Gejrskøgul fulgte;

Nu er Valens Diser

nævnede tilhobe,

Alle Herjans Møer,

rustede til Ridtet

snelt fra Strid til Strid.

---

27. Balders skjulte Skjæbne

saae jeg, Odins Ætlings,

han som maatte bløde;

paa den grønne Slette

slank og saare fager

voxed Misteltén.

28. Ringe syntes Vaanden,

dog den voldte Kummer,

dengang den blev slynget

af den blinde Hød.

29. Aarle Balders Broder

baaren blev, han kjæmped

ikkun nattegammel,

Odins stærke Søn;

aldrig Haand han toede

eller Hoved kjæmmed,

før han Balders Bane

fældet bar paa Baal.

30. Frigg med Graad i Fensal

sørged over Sorgen,

som mon Valhal ramme,

véd I ogsaa det?

Da af Vales Tarme

snos de haarde Liner,

[Falskheds Fader fanges

i sit eget Garn].

31. Ved de hede Kilder,

der i Lunden strømme,

saae jeg Loke ligge

fuld af Svig og List;

trofast sidder Sigyn

hos sin bundne Husbond,

Smerte hende tynger,

véd I ogsaa det?

32. Garm for Gnipehulen

gjøer, saa vidt det gungrer,

Lænkerne skal briste,

Ulven slippe løs.

Længer frem jeg skuer,

meget kan jeg sige

om de høje Guders

ramme Ragnarok.

33. Aa fra Østen ruller,

- Slid dens navn man nævner -;

fuld af Sværd og Knive

gjennem Edderdalen

vælter den med Larm.

34. Imod Norden knejsed

der paa Nidasletten

straalende en Guldsal,

det var Sindres Æts;

men hvor Kulden aldrig

kommer, stod en anden,

Brime man den nævner,

Jættens Drikkesal.

35. Fjernt fra Solen ser jeg,

paa den kolde Ligstrand,

at en Sal der stander,

Døren er mod Nord;

lede Orme sno sig,

hvælve sig om Salen,

Edderdraaber dryppe

gjennem Lyren ind.

36. I de stride Strømme

ser jeg der dem vade,

dem, som falsk har svoret,

dem, der grumt har myrdet

som de vilde Ulve,

dem, der har forlokket

falsk en Andens Viv.

37. Nidhøgg suged Marven

af Enhver, som kom der,

Ulven sled de Døde,

véd I ogsaa det?

38. Garm for Gnipehulen

gjøer, saa vidt det gungrer,

Lænkerne skal briste,

Ulven slippe løs;

længer frem jeg skuer,

meget kan jeg sige

om de høje Guders

ramme Ragnarok.

---

39. Østerpaa i Jernskov

sidder hun den gamle,

der hun føder Fenres

hele gramme Æt;

en af hendes Ætmænd

skal os Maanen rane,

naar han mod den farer

i sin Troldeham.

40. Deres Liv ham mætter,

som alt Døden mærked,

ja selv Guders sæder

rødner han med Blod.

Sort skal Solskin vorde

Somrene derefter,

Luften uvejrsvanger,

véd I ogsaa det?

41. Egder sad paa Højen,

Jættekvindens Husbond,

og han slog sin Harpe,

var i Hu saa fro;

over ham i Skoven

med de mange Fugle

gol den røde Hane,

Fjalar er dens Navn.

42. Gol blandt Aser Guldkam,

Heltene han vækker,

naar det til at stride

er i Valhal Tid;

men en anden Hane,

sort som Sod i Ovnen,

galer under Jorden

nede dybt hos Hel.

43. Garm for Gnipehulen

gjøer, saa vidt det gungrer,

Lænkerne skal briste,

Ulven slippe løs;

længer frem jeg skuer,

meget kan jeg sige

om de høje Guders

ramme Ragnarok.

---

44. Brødre skulde strides,

fælde grumt hverandre,

Frænder skulde bryde

deres Frændskabs Baand;

ondt det er i Verden,

Hor og Utugt øves,

Øxetid og Sværdtid

bringer Skjolde Mén.

45. Ulvetid og Stormtid

Skal paa Jorden komme,

førend Verden synker

førend Ragnarok;

lydt skal Jorden døne,

Jættekvinder flyve,

ingen Mand skal skaane

andre end sig selv.

46. Mimes Sønner lege,

Gjallerhornet findes,

atter kjendes Guden

ved sit klingre Horn;

lydt skal Hejmdal blæse,

Hornet staar i Skyen,

og med Mimes Hoved

taler Odin tyst.

47. Men i Askens Grene,

Yggdrasil den gamle,

skjælver det og sukker,

Jætten slipper løs;

alle de, som vandre

Vejene til Helhjem

ræddes, til han sluges

af en Søn af Surt.

48. Hvordan gaaer det Aser?

hvordan gaaer det Alfer?

Jættehjemmet drøner,

Aser gaa til Things;

Dværgene de vise

stønne foran Fjeldets

klippefaste Døre,

véd I ogsaa det?

49. Garm for Gnipehulen

gjøer, saa vidt det gungrer,

Lænkerne skal briste,

Ulven slippe løs;

længer frem jeg skuer,

meget kan jeg sige

om de høje Guders

ramme Ragnarok.

---

50. Hrym fra Østen kommer,

han med Skjold sig skjærmer,

i sin Jættevrede

vildt sig Ormen snor,

Bølgerne den pidsker;

Ørnens Latter skingrer;

med sit Næb det blege

Ligene den slider,

Naglfar styrer ud.

51. Østenfra en Snekke

stævner over Havet,

det er Muspels Skare,

Loke styrer den;

alle arge Jætter

fare frem med Ulven,

og med dem i Følge

Bylejsts Broder er.

52. Surt fra Sønden farer;

se hvor Flammen flimrer,

som en Sol det lysner

fra den Stærkes Sværd;

hør, hvor Fjeldet brager.

Troldene maa synke,

Himlens Hvælving brister,

Mænd til Helhjem gaa.

53. Atter rammer Kummer

Hlin , da Odin farer

for til Strid at stævne

med den gramme Ulv;

men til Kamp med Surt skal

Beles lyse Bane,

Frøj, den herlige, stævne,

der skal Frigg sin Glæde

se af Ulven slugt.

54. Garm for Gnipehulen

gjøer, saa vidt det gungrer,

Lænkerne skal briste,

Ulven slippe løs;

længer frem jeg skuer,

meget kan jeg sige

om de høje Guders

ramme Ragnarok.

---

55. Da skal Vidar komme,

Odins stærke Ætling,

han skal gaa i Kampen

mod den gramme Ulv;

med sin Haand han støder

vældig i dens Hjerte

Sværdets hvasse Klinge,

saa faar Odin Hævn.

56. Hlodyns Søn da kommer,

Midgaards stærke Vogter,

og i Vrede fælder

han den lede Orm;

døende han gaar kun

ni Fjed bort fra Ormen,

førend Fjørgyns Ætling

dræbes af dens Gift.

57. Da ses Solen sortne,

Havet sluger Jorden,

Himlens klare Stjerner

blegne og forgaa;

Flamme slaar mod Flamme

under Brag og Knitren,

selv mod Himlens Hvælving

klare Luer slaa.

58. Garm for Gnipehulen

gjøer, saa vidt det gungrer,

Lænkerne skal briste,

Ulven slippe løs;

meget kan jeg sige,

længer frem jeg skuer,

over alle Guders

ramme Ragnarok.

---

59. Atter ser jeg Jorden

skyde op af Havet

paa de høje Fjelde

fanger Ørnen Fisk;

vildt i stride Fosser

Vandet ned sig vælter,

atter grønnes Jorden

skjøn som aldrig før.

60. Og paa Idasletten

Aserne nu mødes,

og om Midgaardsormen

tale de igjen,

mindes alt det Store,

som de havde skuet,

Runerne, de lærte

af den høje Gud.

61. Der skal atter findes

liggende i Græsset

hine gyldne Brikker,

som de havde ejet

i den høje Old.

62. Agrene skal voxe,

skjøndt dem Ingen saade,

alt det Onde svinder,

Balder kommer hid;

atter høje Guder,

Hød og Balder, bygge

Odins Sejerssale,

véd I ogsaa det?

63. Da kan Høne kaare

sig sin Lod og begge

Brødres Ætmænd bygge

i det vide Vindhjem,

véd I ogsaa det?

64. Fagrere end Solen

ser en Sal jeg stande,

den med Guld er tækket,

Gimle er dens Navn;

der skal alle Gode

bo og være glade

i al Evighed.

65. Saa den Stærke kommer,

han, som alting styrer,

vældig ned fraoven

til den store Dom;

alle Ting han dømmer,

hver en Strid han ender,

siger, hvad der helligt

være skal paa Jord.

---

66. Se, der kommer Dragen

flyvende, den skumle,

glinsende og rædsom

hid fra Nidafjeld;

over Sletten flyver

Nidhøgg, se, den bærer

Lig paa sine Vinger, -

Nu jeg synke maa.

Fodnoter

Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.