Den Højes Taler

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Olaf Hansen: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Den Højes Taler

I. Det første Digt

(Den Høje (Odin) kommer til en Gaard (Verden), og med sin egen Indtræden som Udgangspunkt meddeler han Leveregler).

1.
Man skal ikke gaa ind
ad en eneste Dør
uden at se sig om.
Man kan aldrig vide,
om der ikke lurer Uvenner
inde paa Bænken.

2.
Hil de givende!
Her er en Gæst!
Sig ham, hvor han skal sidde!
(Omflakkende
Folk kan aldrig
slaa sig rigtig til Ro).

3.
Ild har en,
der kommer udefra, nødig,
naar han er kold over Knæ.
Klæder og Mad
har en Mand nødig,
naar hans Færd gik over Fjælde.

4.
Vand har en,
der skal beværtes, nødig,
Haandklæd' og gæstfrit Hus,
den Velvilje,
man viser ham,
og rettidig Tale og Tavshed.

5.
Forstand har en,
der vil strejfe, nødig.
Hjemme gaar Livet let.
En Mand udles,
naar han intet kan
og kommer til kloge Folk.

6.
Af gode Evner
skal man ikke skryde,
men fare stilfærdigt frem.
Vær tavs og klog,
naar du kommer i By,
saa falder du sjældent i Fælder.

7.
Den forsigtige Gæst,
der skal sidde til Bords,
tier og bruger sin Tavshed,
faar lyttende Ører,
og lange Øjne. -
Se dig altid om, er du klog.

8.
Bedre Byrde
at bære paa sin Vej
end stor Forstand faar man ikke.
I fremmed Bo
er den bedre end Guld -
den kan Staklen stole paa.

9.
Bedre Byrde
at bære paa sin Vej
end stor Forstand faar man ikke.
Den værste Vejkost,
en Vandrer kan faa,
er altfor rigeligt Øl.

10.
Øl har Ord for,
at det er saa godt,
men Folk tager fejl deri.
Jo mere man drikker,
des mindre Forstand
holder man i sit Hoved.

11.
Glemselshejren
over Gilderne ruger
og stjæler Folks Forstand.
Med den Fugls
Fjer har jeg været
lænket i Gunnløds Gaard.

12.
Drukken blev jeg,
jeg blev døddrukken,
da jeg var hos den vise Fjalar.
Det allerbedste
ved Øllet er,
at en Rus ikke er evig.

13.
En Fjante glor,
er han Gæst ved et Lag,
og sidder og mumler og maaber.
Den første Slurk,
han sluger, gør,
at al hans Forstand slipper ud.

14.
Sæt dit Mjødkrus imellem!
Drik til Maade deraf!
Ti - eller tænk, før du taler.
Det anses ikke
for uhøvisk
tidligt at søge sin Seng.

15.
Den slugvorne æder,
hvis han ikke passer paa,
helt sin Helsen op.
Et Drog maa ofte
døje af opvakte
Mænd for sin Maves Skyld.

16.
En Hjord ved altid,
naar den atter skal hjem,
og gaar fra det Sted, hvor den græsser.
Men Dumrianen æder
uden at ane,
hvornaar hans Mave har nok.

17.
Den dumme lukker aldrig
et Øje om Natten,
saa for et og saa for et andet.
Mødig han er,
naar Morgenen kommer -
Hvad vandt han saa derved?

18.
En Dumrian tror,
alle de, der ler
venligt til ham, er Venner.
Han mærker ikke,
det trækker op om ham,
naar han sidder blandt kløgtige Karle.

19.
En Dumrian tror,
alle de, der ler
venligt til ham, er Venner.
Møder han paa Tinge,
mærker han snart,
at altfor faa tar sig af ham.

20.
En Dumrian er vis paa,
at han ved alt,
naar han sidder i en sikker Krog.
Men det ender med,
at han aldrig kan svare,
naar andre trænger ind paa ham.

21.
Skal en Dumrian ud
mellem andre Folk,
maa han helst holde sin Mund.
Ingen ved,
at han intet kan,
naar han bare ej snakker op.

22.
Altfor megen
uagtsom Snak
siger en, der aldrig kan tie.
Tøjles en løbsk
Tunge ikke,
vil det mangen Gang gaa galt.

23.
Man skal ikke holde
en anden for Nar,
ej engang ved et Gilde.
Der ses op til mangen,
som ikke blev spurgt
og aldrig kom ud, hvor det gjaldt.

24.
En Gæst, som har
forhaanet en anden,
gør klogt i at komme af sted.
Ej altid sporer
Spotteren straks,
hvor mange hans Ord forarger.

25.
Mange brave Mænd
er de bedste Venner,
men Gilder gør dem til Fjender.
Dér yppes Ufred
til alle Tider,
Gæst kives med Gæst.

26.
Spis ikke meget
fra Morgenen af,
men gør det, skal du til Gilde.
Ellers er du sulten
og uoplagt
og kan intet spørge om.

27.
Der er langt endda
til en daarlig Ven,
naar du har gjort Holdt ved hans Hus.
Til en god Ven
gaar der Genveje,
om han end er aldrig saa fjærn.

28.
En Gæst skal vide
at gaa - ikke blive
stadig paa samme Sted.
Var han aldrig saa afholdt,
blir han ilde lidt,
naar han ikke fortrækker i Tide.

29.
Hus og Hjem
(er man holden med,)
sidder som Herre paa sit.
To Geder
og et taghullet Hus
er altid bedre end Bøn.

30.
Hus og Hjem
(er man holden med,)
sidder som Herre paa sit.
Hjærtet bløder,
skal man bede andre
om Mad til hvert et Maaltid.

31.
Jeg fandt ingen saa gavmild
eller gæstfri Mand -
at faa var dog altid at faa,
og ingen saa ødsel
med sit Eje - han tog
dog Løn igen, hvis man gav.

32.
Det Gods, man vandt,
skal man vide ikke
at tage for nænsomt til.
Det kan tilfalde andre
end en, man har kær.
Meget gaar værre end ventet.

33.
Ven skal glæde Ven
med Vaaben og Klæder -
det ser man bedst paa sig selv.
Saadanne Forhold
varer sikkerlig længst,
naar de blot faar Tid til at trives.

34.
Sin Ven skal man
være Ven med -
med ham og den Ven, han har.
Men ingen skal være
Venner med
en Ven af sin Uvens Ven.

35.
Har du en Ven,
som du ved, du kan tro
og ønsker du Udbytte af ham,
saa giv ham Tanker
og Gaver for hans,
tag hyppig hen og gæst ham.

36.
Har du en anden,
som du ikke tror,
men dog ønsker Udbytte af,
tal fagert, men tænk
falsk og løn
hans løse Snak med Løgn.

37.
Ung var jeg fordum,
for alene,
da gik jeg vild af Vejen.
Jeg følte mig rig,
da jeg fandt en anden,
Mand er Mands Gammen.

38.
Den Fyrr gaar ud,
som staar ene ved Bygden,
Bark og Naal er for lidt til Læ.
Ligesaa med en,
som ingen elsker.
Hvad skal han med et langt Liv?

39.
Hedere end Ild
er et halvt Venskab
de første fem Dage.
Men det slukkes, saasnart
den sjette kommer,
og ender med Uvenskab.

40.
Man skal ikke altid
give andre meget,
tit faar man Tak for lidt.
Med et halvt Brød
og et hældende Krus
fik jeg mig en Fælle.

41.
Brand tænder Brand,
den brænder, til den kulner,
Ild fænger ved Ild.
Mand kender Mand paa,
hvad Manden siger,
Taaben paa tomt Skryderi.

42.
Er Søerne smaa,
har de smaa Kyster,
Folk smaa, har de smaat med Forstand.
En er klogere,
end en anden er,
intet er helt godt her.

43.
Jævn Viden
skulde hver Mand have,
aldrig altfor megen.
Deres Liv
er det lykkeligste,
som kun ved, hvad alle bør vide.

44.
Jævn Viden
skulde hver Mand have,
aldrig altfor megen.
Sindet bliver
kun sjældent fro
i en, der ved alt.

45.
Jævn Viden
skulde hver Mand have,
aldrig altfor megen.
Sin egen Skæbne
skal man ikke kende -
saa er Sindet lettest.

46.
Staa tidlig op,
vil du tage en andens
gode Gods eller Liv.
En liggende Ulv
vinder aldrig Bytte
og ingen sovende Sejr.

47.
Staa tidlig op,
har du ikkun faa
Folk, og se Arbejdet efter.
Der gaar meget i Løbet,
naar man ligger for længe.
Raphed er halv Rigdom.

48.
Af tørt Brænde
og Tækkespaaner
ved enhver, hvad han bruger,
af det Ved,
som kan vare højst
et halvt eller helt Halvaar.

49.
Tvættet og mæt
skal til Tings man ride,
er end Tøjet kun saa som saa.
Skam dig ikke
over Sko og Bukser,
ej heller over din Hest.

50.
Kommer Ørnen ud
til det ældgamle Hav,
snapper den længe og luder
- han ængstes ogsaa,
der er ene blandt mange
og har faa til at tale for sig.

51.
Enhver kløgtig
skal vide altid
at bruge sin Magt med Maade.
Kommer han blandt mange,
mærker han snart,
at ingen er kækkest af alle.

52
Ild er det bedste
for alle paa Jorden,
og Himlens Sol at se,
et godt Helbred,
og at holde det,
og et Liv, der leves rent.

53.
Alt er ikke ude,
om end man er syg -
en har en elsket Søn,
en sine Frænder,
en fuldt op af Gods,
en vel tilendebragt Værk.

54.
Heller levende end død!
Er man død, faar man intet,
ellers dog altid en Ko.
Jeg saa Baal rejst
for en rig Mand,
hans Lig laa foran Døren.

55.
Man kan ride, skønt man halter,
være Hyrde med een Haand,
en døv kan slaas og sejre.
Bedre at være
blind end brændt,
en død duer til intet.

56.
Heller en Søn,
selv om han først
fødes efter Faderens Død!
De Bautasten,
der staar ved Vejen,
har Frænde rejst efter Frænde.

57.
Fæ skal dø,
Frænder dø,
dø skal ogsaa du.
Ikkun dit Ry
skal aldrig dø,
var det et godt, du vandt.

58.
Fæ skal dø,
Frænder dø,
dø skal ogsaa du.
Eet jeg ved,
som aldrig dør:
Dommen om hver en død.

Indskudte Vers.

Mellem Vers 7 - 8

1.
Han kan sagtens,
der selv vinder
Ry og rosende Ord.
Det er aldrig godt,
har man intet at tage
uden i andres Bryst.

2.
Han kan sagtens,
der selv har rigeligt
Ry og klækkelig Kløgt
Ti onde Raad
har man ofte hentet
ud af andres Bryst.

Mellem Vers 12 - 13

3.
Tavs og tænksom
og tapper i Strid
skal en Kongesøn vide at være.
Glad og munter
skal en Mand altid
færdes, saalænge han lever.

4.
Den fejge gaar ud fra,
han aldrig skal dø,
naar han ikkun undgaar Kamp.
Men Alderen agter
ikke at spare ham,
selv om han spares af Spyd.

Mellem Vers 13-14.

5.
Kun den, der vandrer
vidt og har set
meget af Verden, ved,
hvad hver enkelt
sidder inde med
af dem, der har sund Sans.

Mellem Vers 16-17.

6.
En ondskabsfuld
og en Usselryg
ler altid andre ud.
Vide han burde,
men han ved ikke,
at han ogsaa selv har sit.

Mellem Vers 21-22.

7.
Klog kaldes den,
der kan komme med Spørgsmaal
samt fortælle selv.
Menneskens Sønner
har ej Magt til at skjule,
hvad alle taler om.

Mellem Vers 30-31.

8.
Ingen skal i Mark
gaa saa meget som et Skridt
videre end sine Vaaben.
Man kan aldrig vide,
hvor man ude omkring
faar Brug for det Spyd, man bær!

Mellem Vers 33-34.

9.
Sin Ven skal en Mand
være Ven med
og gengælde Gave med Gave.
Latter skal man hilse
med Latter -
og al løs Snak med Løgn.

Mellem Vers 36-37.

10.
Hør atter om ham,
som du ikke kan tro
og ikke har Tillid til:
Le med ham,
bild ham meget ind!
Lønnen skal ligne Gaven.

Mellem Vers 37-38.

11.
Gavmilde, modige
Mænd lever bedst,
sidder sjældent og sørger.
Den fejge er bange
for det første det bedste,
en gerrig ser surt til Gaver.

12.
De Klæder, jeg gik i,
gav jeg paa Vang
til to Mænd af Træ.
De saa pyntelige ud
i de Pjalter, de fik -
man ser ned paa den, der er nøgen.

Mellem 50-51.

13.
Spørge skal man kunne
og kunne fortælle,
vil man kaldes saa kløgtig som klog.
En maa vide,
hvad en anden ikke maa -
hvad tre ved, ved Alverden.

14
*
Ord, man siger
andre, kommer
tit igen med Fortræd.

Mellem 51-52.

15.
Meget for tidligt
kom jeg mange Steder
og altfor sent paa somme,
En havde uddrukket,
en ikke brygget -
ingen ønsker ukært Besøg.

16.
Baade den og den
havde dog budt mig ind,
var jeg ikke altfor forslugen,
eller, to Laar hang
hos en trofast Ven,
havde jeg spist eet i hans Hjem.

Mellem 56-57.

17.
*
Jeg venter en Haand
i hver en Kappe.

18.
Er Madposen tom,
takker man Natten.
Ræerne rækker kun kort.

19.
*
En Høstnat veksler med Vejr.
Vinden springer ofte
om i en Uge
og meget mer i en Maaned.

20.
Ved du intet,
har du aldrig vidst,
at Guld skaber mangen Gæk.
En er rig,
en anden fattig -
dadl ham ikke for det.

Efter Vers 58.

21.
Jeg saa fulde Folde
hos Fitjungs Sønner -
nu trasker de rundt og tigger.
Rigdom er
som det rullende Nu -
af den kan man vente det værste.

22.
Dersom det sker,
at en Dumrian vinder
Gods, en Kvindes Gunst,
vil hans Overmod vokse,
men ikke hans Kløgt -
han blir indbildsk som aldrig før.

II. Kærlighedslæren.

1.
En Møs Ord
skal ingen tro,
ej heller en Hustrus Tale.
Deres Hjærter blev formet
over Hjul, der løb,
og de svajer for hver en Vind.

2.
Intet fordulgt!
Dette ved jeg og:
Mand skifter Sind som Mø.
Fagrest vi taler,
naar vi tænker falskest,
og daarer den, vi vil daare.

3.
Tal favrt og byd
den favre Guld,
vil hendes Elskov du vinde.
Pris hendes Legems
liflige Skær!
Tag, saa tager hun dig!

4.
Aldrig skal
for Elskovs Skyld
en høre ondt af en anden.
Tit drages den kloge,
mens Droget gaar fri,
af de dejliges lokkende Lød.

5.
Ingen skal
høre ilde for det,
der overgaar mangen en Mand.
Tit blir der Taaber
af tænksomme Mænd
ved Elskovs Undermagt.

6.
Kun Længslen ved,
hvad der lurer i Hjærtet,
kun den har set dit Sind.
Den værste Sot
for enhver rask Mand
er ingen Fred at finde.

7.
Det prøved jeg selv,
da jeg sad mellem Rør
og vented mit Liv, min Lyst.
Selv var jeg intet,
hun var alt for mig,
Møen, der ej blev min.

8.
Billings dejlige
Datter sov
solskinshvid i sin Seng.
Jarlekaar
blev mig kummerlige,
fik jeg ej hendes Ynde med.

9.
"Odin, du skal komme
ved Aftentid
og sige, hvad du vil sige.
Det gaar aldrig an,
en eneste ved,
hvor sødt vi har det sammen."

10.
Bort jeg gik
bange for,
at min Elskov gjorde mig gal.
Jeg bildte mig ind,
at al hendes Lyst
og Hu higed mod mig.

11.
Jeg kom atter did -
inde stod der gode
vaagne Kæmper paa Vagt.
De svinged med Fakler,
jeg faldt over Ved -
den Vej blev en Vaadesti.

12.
Ved Gry gik jeg
igen derhen -
Vagten i Salen sov.
Da saa jeg, der laa
en lænket Køter
over min Elskedes Seng.

13.
Mangen god Mø er,
ser man godt efter,
fuld af Fals mod Mænd.
Det prøved jeg selv,
da jeg søgte at lokke
den raadsnilde Mø i min Magt.

III. Erobringen af Skjaldemjøden.

1.
Glad blandt sine egne,
oprømt mod Gæster
og snild skal man vide at være.
Sølle kaldes den,
der siger for lidt -
Sligt er Tegn paa en Taabe.

2.
Til Jættegubben drog jeg,
kom hjem igen
og fik; hvad jeg fik, ved at tale -
sagde mange Ord
til min egen Pris
inde i Suttungs Sal.

3.
Gunlød gav mig
paa den gyldne Stol
en Drik af den dejlige Mjød.
Ilde har jeg gengældt
alt hvad hun skænked,
fordi hun var sand af Sind.

4.
Jeg lod Rates Mund
skaffe Rum til mig -
den gnaved godt i Stenen.
Der var Jætteveje over
og under mig med -
det gik paa Livet løs.

5.
Mit velvundne Bytte
har jeg vidst at bruge -
er man snild, ser man altid sit Snit.
Nu er Odrerer kommet
op i Slægternes
Herres hellige Hus.

6.
Jeg tvivler om,
at jeg atter var kommet
hjem fra Jætternes Gaarde
uden Gunnlød,
den gode Kvinde,
som jeg slynged Armen om.

7.
En Nat randt,
saa kom Rimturserne
op til den Højes Hal,
spurgte efter Bølverk -
om Bølverk var der
eller slaaet ihjel hos Jætten.

8.
Ringed har Odin
aflagt tror jeg -
æns den, hvo der vil.
Han bedrog Suttung
for Drikken og lod
Gunnlød gaa og græde.

IV. Raadene til Loddfafner.

1.
Det er Tid at forkynde
fra Forkynderens Stol
ude ved Urds Brønd.
Jeg saa og tav,
saa og tænkte,
lytted til andres Ord.

2.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Staa ej op ved Nat,
hvis du ikke skal spejde
eller ud og af med noget.

3.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Faar du Lyst til en Fart
over Fjæld og Fjord,
tag altid Mad nok med dig.

4.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Hvil aldrig tæt
i en Troldkvindes Favn,
omslynget af hendes Arme.

5.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
du faar Gavn af at gaa derefter:
Lok aldrig
en andens Viv
til dig med Elskovsord.

6.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Betro aldrig
en ond Mand,
dersom det gaar dig galt.

7.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Har du en Ven,
du ved, du kan tro,
gæst saa hyppig hans Hus.

8.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Er du Ven med en,
vær saa aldrig den første
til at bryde Venskabets Baand.

9.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Gør dig gode Venner
men en god Mand -
Brug Livets Hjælp, mens du lever.

10.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Lad Tosserne være
de Tosser, de er -
du skal aldrig tale til dem.

11.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Lav aldrig en Sko
og aldrig et Skaft,
uden det er til dig selv.

13.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Lad aldrig som intet,
hvis en gør dig Skade -
giv ej din Fjende Fred!

14.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Vær aldrig glad
ved det onde, der sker,
men glæd dig over det gode!

15.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Se dig aldrig
op i Kampen,
at du ej skal fortrylles af Trolddom.

16.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Vær altid forsigtig,
men ej altfor forsigtig,
og allerforsigtigst med Øl.

17.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Udle og haan
aldrig en Gæst
eller Vejenes vandrende Mænd.

18.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter:
Le aldrig af
en ældet Forkynder -
det kan godt være godt, hvad han siger.

Indskudte Vers.

Mellem 6-7.

1.
Jeg saa ofte Ord
af en ond Kvinde
bide en Mand til Blods.
Hendes træske Tunge
tog ham af Dage,
skønt han ej havde gjort noget ondt.

Mellem 10-11.

2.
Af en ond Mand
vil du aldrig faa
Løn for det gode, du gør ham.
Men en god Mand
vil gøre dig højlig
afholdt alle Steder.

3.
Venskab har Værd,
naar man ved, man kan sige
en anden alt hvad man tænker.
Intet er værre
end Vendekaaber -
en ret Ven roser ej altid.

Mellem 15-16.

4.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter.
Vil du lokke en god Viv
til liflig Hvisken
og faa din Fryd deraf,
saa giv fagre Løfter,
gaa ej falskelig fra dem -
man er glad ved det gode, man faar.

Mellem 17-18.

5.
Den, der sidder inde,
kan ikke vide,
af hvad Art de er, der kommer.
Der kan altid udsættes
eet paa den bedste,
og den værste er noget værd.

Efter Vers 18 findes følgende:

6.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter.
Skæld ej ud paa en Gæst,
driv ham ej fra din Dør -
støt de Stakler, du kan.

7.
Stærk er den Stang,
der staar sig, lukkes
der evig og altid op.
Læg en Ring om den,
ellers ønsker den alle
Ulykker over dit Hoved.

8.
Jeg raader - og tag
mod Raadet, Loddfafner!
Du faar Gavn af at gaa derefter.
(Faar du Rus af Øl,
driv den ud med Jordkraft,
Mulden har Magt til at hjælpe).

V. Runerne.

1.
Jeg ved, jeg hang
paa et vindrusket Træ
ni Nætter igennem,
stunget med Spyd,
bestemt til Odin,
af mig selv til mig selv,
paa Træet, hvorom
ingen ved,
hvad Rod det rinder af.

2.
Der bragtes mig hverken
Brød eller Horn,
ned jeg saa og ned -
tog Runer op,
tog dem raabende op,
faldt saa igen derfra.

3.
Ni vældige Sange fik jeg
af den vidtberømte Søn
af Bøltorn, Bestlas Fader.
Og en Drik jeg smagte
af den dejlige Mjød,
der østes af Odrerer.

4.
Da voksed jeg til,
blev vis i Sind,
følte mig større og stærk.
Ord fra Ord
til Ord mig førte,
Værk fra Værk til Værk.

5.
Runer skal du træffe
og tolkede Stave,
meget stærke Stave,
som Storforkynderen strøg,
de højhellige danned,
og Gudernes Gud har ristet.

6.
Odin hos Aserne,
hos Alferne Dain,
Dvalin for Dværgenes Skarer,
Asvid
for alle Jætter -
somme jeg ristede selv.

7.
Kan du Runeristen?
Kan du Runetyden?
Kan du Runemalen?
Kan du Runesøgen?
Kan du Runebeden?
Kan du Runeofren?
Kan du Runesenden?
Kan du Runesletten?

8.
Heller ingen Bønner
end altfor mange -
Gave vil Gave igen.
Heller sende for lidt
end slette for meget.

9.
Saa risted Tund, før
der var Folk paa Jord,
der, hvor han stod op,
da han atter kom.

VI. Odins Tryllesange.

1.
Sange kan jeg,
som ej Kongens Viv
og ingens Søn kan synge.
En hedder Hjælp -
den vil hjælpe dig
mod alskens Sorg og Ufred.

2.
En anden kan jeg,
som alle de,
der vil leve som Læger, maa kunne.

3.
For det tredje en,
hvis jeg trænger stærkt
til Bast og Baand mod Fjender,
Jeg sløver de Sværd,
der svinges mod mig -
hverken Staal eller Stav skal bide.

4.
For det fjerde en,
hvis Fjender faar
mine smidige Lemmer lænket.
Jeg galdrer saa godt,
at jeg gaar min Vej -
Rebene falder af Foden.

5.
For det femte en,
hvis et farligt Spyd
stævner imod mig i Striden.
Jeg standser det straks
i den stærkeste Flugt,
saafremt jeg faar det at se.

6.
For det sjette en,
vil en ung Helt slaa mig
med saftige Trærødders Trolddom.
Den Mand,
der vækker mit Had,
kommer værre i Vaande end jeg.

7.
For det syvende en,
hvis jeg ser en høj
Sal staa i Flammer om Folk.
Har de end grebet om sig,
kan jeg altid bjærge den -
saadan en Sang kan jeg synge.

8.
For det ottende en,
som alle og hver
kun har godt af at kunne:
Vokser der Had
blandt Høvdingesønner,
forstaar jeg at stille det straks.

9.
For det niende en,
er der Nød paa Færde:
skærme mit Skib mod Forlis.
Hver en Vovens
Vind jeg stiller
og glatter det ganske Hav.

10.
For det tiende en,
ser jeg Tunryttersker
ride rundt i Luften.
Vil jeg, farer de
vildsomt om -
ingen Ham kan hjælpe dem hjem.

11.
For det ellevte en,
skal jeg ud at følge
gamle Venner til Val.
Jeg galdrer under Skjolde -
de slaar gæveligt til,
og uskadt de kommer fra alt.

12.
For det tolvte en,
hvis jeg træffer en hængt,
der svinger og svajer paa Gren.
Jeg rister, jeg maler
i Runer, saa Manden
igen formaar at gaa.

13.
For det trettende en,
skal jeg over gyde
et boldt Barn med Vand.
Han falder ikke,
om der end kommer Kamp -
ej segner en saadan for Sværd.

14.
For det fjortende en,
ifald jeg skal nævne
hver Gud for Folkenes Flok.
Jeg kan sige hver eneste
As og Alf -
det mægter ej altfor mange.

15.
For det femtende den,
som en Dværg, Tjodrerer,
sang foran Dellings Døre.
Han sang Aserne Kraft,
Alferne Snilde,
sang Gudernes Gud Forstand.

16.
For det sejstende en,
hvis jeg søger en snild Vivs
hele Hu og Lyst.
Den hvidarmede
ved ikke af sig selv,
jeg fordrejer helt hendes Hoved.

17.
For det syttende den
*
at jeg sent bliver
forladt af den purunge Pige.

18.
For det attende en,
som jeg aldrig lærer
en Mø eller Mands Hustru,
foruden den ene,
der slaar Armen om mig
eller ogsaa er min Søster.

VII. Slutningsstrofe.

Nu er den Højes Ord
sagt i den Højes Hal,
Menneskenes Børn til Bedste.
Hil den sigende!
Hil, hvo der kan dem!
Hil enhver, der hørte!

---

Anmærkninger:

Det første Digt.

Vers 11:6. Jætten Suttungs Datter, der bevogtede Skjaldemjøden, som Odin vandt.
Vers 12:3. Fjalar (”den megetvidende”) d.e. Suttung.
Vers 21:2. Fitjung d.e. den fede Mand, Rigmanden. Det første Digt ender med følgende: Ros Dagen ved Aften - en Kvinde, naar hun er brændt - et Sværd, naar det er prøvet, - Isen, naar du er kommet over - Øllet, naar det er drukket. Fæld Ved, naar der er Vind - ro ud, naar det blæser - Tal med Møen i Mørke - mange er Dagens Øjne - Af et Skib skal man forlange Fart - Men Værn af sit Skjold - Hug af et Sværd - Kys af en Mø. Ved Ilden skal man drikke Øl - bruge Skier paa Isen - køber en mager Hest - men et rustent Sværd - fede Hesten hjemme - men Hunden paa en Gaard.

II. Kærlighedslæren.

Vers 8:1. Billings Datter er maaske Rind (Vales Moder, jfr. Balders Drømme). I den nordiske Mytologi høres der ikke meget om hende, men Saxo har en Fortælling om Odins Bejlen til ”Rinda Ruthenorum regis filia”. Mellem Vers 1-2 findes en Del Indskud om Ting, man ikke skal tro: Bristende Bue - brændende Lue - gabende Ulv - skrigende Krage - gryntende Svin – rodløst Træ – voksende Vove - kogende Keddel - flyvende Spyd - faldende Bølge - natgammel Is - sammenrullet Slange - Bruds Ord paa Lejet - eller brustne Sværd - Bjørnens Leg - eller Kongens Barn - en syg Kalv - en selvraadig Træl - Vølvesmiger - nysfældet Val.

En tidligsaaet Ager
skal ingen tro,
ej heller for hurtigt sin Søn.
For Sæden raader Vinden,
for Sønnen hans Kløgt –
begge kan blive til alt.

Sin Broders Morder - selv om man møder ham paa en Vej - et halvbrændt Hus - en for hurtig Hest - (Hesten duer ikke - brækker den Benet) - Bliv aldrig saa sikker, - at du stoler paa alt det. Saadan er Kvinders Kærlighed - deres som tænker falsk - som at age med en ubroddet Hest - paa den glatte Is - (en livlig, toaarig - ikke rigtig tilkørt) - eller at sejle med et rorløst Skib - i stærkt Stormvejr - eller som en halt skulde fange - en Ren paa et Fjæld i Tø. Efter Finnur Jónsson skal endvidere Oversættelsens Vers 3, 5, 6 være Indskud.

III. Erobringen af Skjaldemjøden.

Vers 4:1. Rate (d.e. ”vejkyndig”): et Bor. Her kommer Odin altsaa ud ved Borets Hjælp; Snorre fortæller, at han benytter det for at komme ind.
Vers 4:4. Jætteveje d.e. Klipper.
Vers 5:4. Odrerer: det Kar, hvori Mjøden var. Her vel Mjøden selv.
Vers 7:4. Bølverk (”Ulykkesstifteren”) d.e. Odin.
Vers 8:1. Ringed d.e. Ed paa den hellige Ring i Hovet. - Hvad gik Eden ud paa? At der ikke fandtes nogen As, der hed Bølverk? Eller sigtes der til, at Forbindelsen mellem Odin og Gunnlød blev højtidelig besvored ved Ringed?

IV. Raadene til Loddfafner.

Vers 4. Et Indskud forklarer: Hun foraarsager, at du hverken ænser Tinget eller Kongens Tale. Du bryder dig ikke om Mad eller nogen slags Gammen og gaar sorgfuld i din Seng.
Vers 6. Overskydende Linier forklarer: En ond Mand vil aldrig vide dig Tak for dit oprigtige Sindelag.
Vers 7. Overskydende Linier: Der vokser Krat og højt Græs paa den Vej, man aldrig betræder.
Vers 8. Overskydende Linier: Sorgen fortærer dit Hjærte, kan du ikke komme til at sige en eller anden alt hvad du tænker.
Vers 12. Overskydende Linier: Skoen er daarlig lavet, Skaftet vindt - saa ønsker man ondt over dig.
Vers 18. Overskydende Linier: Der kommer tit fornuftige Ord ud af en haard Bælg, som hænger mellem Huder, dingler mellem Skind og driver mellem daarlige Folk.

Indskudte Vers.

Vers 7. Advarsel mod for stor Gavmildhed.
Vers 8. Det var Tro, at det hjalp paa en Rus, naar man lugtede til Jorden. - I nogle indskudte Linier gives der Husraad af forskellig Slags: Jord hjælper mod Øl, Ild mod Sot, Eg mod haardt Liv, Aks mod Trolddom, Hal mod huslig Strid; mod Had skal man anraabe Maanen, Græsgangen hjælper mod Kvægsyge, Runer mod Gift.

V. Runerne.

Stykket er meget dunkelt og bestaar sandsynligvis af flere Brudstykker.
Vers 1. For at opfinde Runerne og trænge ind i deres Hemmeligheder hænger Odin i ni Nætter i Yggdrasils Ask.
Vers 3:3. Bestla er Odins Moder. Den her omtalte Søn af Bøltorn er muligvis Mimer.
Vers 3:6. Se Noten til Stk. III, Vers 5:4.
Vers 8:6. Tund d.e. Odin.

VI. Odins Tryllesange.

Vers 6:3. Trolddommen fremkom ved Runeristning.
Vers 10:2. Tunryttersker d.e. Hekse.
Vers 15:3. Delling er Dagens Fader.