Hymeskvadet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Eddas Gudesange

Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895

Hymeskvadet

DENNE Sang har trods sit selvstændige Indhold faaet Form af en Indledning til den følgende, idet den tager sit Udgangspunkt i Forberedelserne til Ægirs Gjæstebud, ved hvilket Loke haanede Aser og Asynjer, som Lokasenna beretter.
   Guderne erfare ved Tryllekunster, at Ægir er i Stand til at beværte dem, og byde sig selv til Gjæst hos ham. Han forlanger et uhyre Kar til at brygge Øl i, og for at finde et saadant begiver Thor sig paa Vei, ledsaget af Tyr, hvem senere mythologiske Forestillinger gjorde til en Søn af Odin, men som her optræder som en Søn af Jætten Hymer. Saavel Ægir som Hymer er havdæmoner; men medens den første hersker over det rolige, til Skibsfart egnede Hav og saaledes er vel egnet til at være Asernes Gjæsteven, er Hymer, Eieren af den uhyre Bryggerkjedel (Verdenshavet), en ægte gudefjendsk Rimthurse, der personificerer den tykke, askegraa Luft, som hviler over Vinterhavet. Han huser paa den isdækte Strand yderst mod Øst ved Verdens Ende sammen med sin frygtelige, hundredhovedede Moder og med sin skjønne, lyshaarede Frille, Tyrs Moder, ligesom Gerd en deilig Jættedatter. Morgenen efter deres Ankomst finder Thors berømte Fiskefangst Sted - et Forspil til hans endelige Kamp med Midgaardsormen i Ragnarok - om hvilken ogsaa Gylfaginning veed at fortælle, uden at den dog der er sat i nogen Forbindelse med Erhvervelsen af Kjedlen, der ogsaa ganske ser ud til at være en senere Tildigtning. I Sangen siges der kun, at "Fisken atter sank i Sø" og at Jætten var lidet munter paa Hjemfarten; men da allerede Stropheinddelingen her viser, at der maa være udfaldet Langlinier, er det en næsten sikker Antagelse at den oprindelig ligesom Gylfaginning har berettet, at Jætten skar Tovet over og at Thor tugtede ham; i G. bestaar rigtignok denne Tugtelse i en Kindhest, der kastede Hymer overbord, saa at han gik tilbunds med det samme. Denne oprindelige Version kunde Hymeskviðas Digter ikke følge, da han havde Brug for Jætten til Kvadets Slutning, der fortæller, hvorledes Thor endelig kom i Besiddelse af Kjedlen.
   Denne Kjedel, som han vinder ved at sønderhugge Glarkalken paa Jættens Hoved, er selve Verdenshavet "som Guden om Foraaret befrier fra de vinterlige Magters Herredømme, idet han gjennembryder dets Isskorpe, og som han derpaa fører til den skjønnere Aarstids Havgud." (E. Mogk: Mythologie i "Grundriss der germanischen Philologie".)
   Kvadet viser sig såvel ved sit fuldkomment regelmæssige Metrum som ved sine mange Kjendinger ("Vandkoger" for Kjedel, "Hornenes Høiborg" for Tyrens Hoved etc.) som den yngste af Eddaens Gudesange.

Hymeskvadet.

1.
Fordum Valguder fangede Vildt;
øllystne var de, da æde de skulde;
Grene de svang, speided i Blod:
fandt hos Ægir fuldtop af Kjedler.

2.
Bjergboen sad barne-munter,
Taageblindes Søn han tyktes;
barsk i Øie Yggs Barn ham saae:
"Asers Vært du ofte være!"

3.
Ordhvas Mand da Jætten ærgred,
hannem hued Hævn mod Guder:
Sifs Mand bød han Kjedlen bringe,
"at jer Alle Øl jeg brygger."

4.
Ei formaaede mægtige Guder,
ædle Aser ei det evned,
til fortrolig Tyr i Enrum
godt Venneraad Hloride gav.

5.
Boer for østen Elivaage
visen Hymer ved Himlens Ende;
min kjække Fa'er en kjedel har,
rummeligt Kar, en Rast vel dyb.

Thor kvad:

6.
"Kan vi mon faa den Vandkoger?"

Tyr kvad:

"Med List, min Ven, vindes den vel."

7.
Fort de fore den Dag fremad
fra Asers Gaard og kom til Egil;
hornede Bukke han opstalded,
gik de til Hal, Hymer aatte.

8.
Sønnen Farmoer saare led fandt,
havde Ho'eder ni-hundrede;
gik en anden guldprydet frem,
brynlys, og bød Øl til sit Barn.

9.
"Jætters Ætling, eder vil jeg
I kjække to under Kjedlerne sætte;
thi min Mage er mangen Gang
grum mod Gjæster og ei godhjertet."

10.
Sentkvelds vendte Ve-Volderen,
hadske Jætte, hjem fra Jagten,
brat gik han ind - Bræer braged -
var paa Kjæmpen Kindskjæg frossent.

Frillen kvad:

11.
"Hil dig Hymer! vær glad i Hu!
Søn er kommen til Sale dine,
Hannem følger Hroders Fjende,
Menneskers Ven, Veorr ved Navn.

12.
Se dem sidde under Salsgavl,
der de fjæles Søilen staar for."
Søilen sønder sprang for hans Syn,
og Tvær-Bjælken brast i tvende.

13.
Otte Kjedler klingrende faldt,
kun een blev hel, haardt nok hamret.
Frem de ginge; gammel Rise
fast med Blikket Fjenden fulgte.

14.
Jættens Hu ham ondt forjætted,
da Gygers Gru paa Gulv han saae.
Trende Tyre blev da tagne,
dem til Kveldsmad koge bød han.

15.
Alle korted de Ho'edet af;
bar dem over Ildsted siden.
Sifs Mand aad, før Seng han søgte,
ene to af Hymes Øxne.

16.
Tyktes Hrungners rimgraa Frænde
Hlorid's Nadver var lovlig drøi:
"Maa en anden Aften vi tre
af Jagt-Bytte mætte blive."

17.
Veorr sagde, til Søs han vilde,
om gram Jætte ham Mading gav.
- - - - - - - - -
- - - - - - - - -

Hymer kvad:

18.
"Gak behjertet til Hjorden ud,
Thurse-Myrder, og Mading tag!
det jeg venter, at vel du kan
let blandt Øxne Agn dig fange."

19.
Svenden til Skovs i Skynding foer,
forrest stod der sort en Oxe;
Troldes Bane brød paa Tyren
de tvende Horns Høiborg af Led.

- - - - - - - - -

Hymer kvad:

20.
"Værre tykkes dit Værk være
du Kjøl-Styrer! end om kvær du sad."

21.
Bukke-Drot Abers Ætling bød
Rullehingst ud længer at ro.
Ham dog Jætten svared, at just
lidet lysted ham lang Søfart.

22.
Trak nu Hymer trøstig Hvaler
op med Angel, paa eengang to;
agter i Stavn Odins Afkom,
Veorr, laved sit Vod med List.

23.
Agned paa Angel Ætternes Værn
- Ormens Bane -Oxens Hoved;
gabed om Agn Guders Afsky,
der om-gjorder alle Lande.

24.
Drabelig drog daadrig Thor nu
Edder-Ormen op til Borde;
hug med Hamren Haarets Høifjeld
paa Utysket, Ulvens Broder.

25.
Bjærge buldred, Huler brølte,
den gamle Jord gysende skjalv.
- - - - - - - - -
Siden smutted hin Fisk i Sø.

26.
- - - - - - - - -
mut var Jætten, da hjem de roede,
over Aaren ei han mælte,
vendte Bladet den anden Vei.

Hymer kvad:

27.
"Vil det halve Værk du vælge:
enten her vor Havbuk tøire,
eller til Bo Hvaler bære
ad kratvoxte Kjedel-Kløfter?"

28.
Gik Hloride, greb i Stavnen,
Søhest samt dens Øsevand svang;
han med Aarer og Øs' ene
Brænding-Svin bar til Jættens Bo.

29.
End med Thor dog trætted trodsvant
Jætte om hvo, der stærkest var.
Ringe han regned vældig at ro,
kraftig Karl maa hans Kalk knuse.

30.
Da Sifs Herre i Haand den fik,
han med Glaret Graasten knuste,
hug siddende Søilen gjennem:
hel for Hymer hen den bares.

31.
Gav den fagre Frille fuldgodt
Venneraad, andet ei hun vidste:
"Madtræt Hymer i Hoved hug,
skør er Kalken mod Kjæmpens Skal."

32.
Paa Knæ hæved sig Bukkes Kudsk,
iførtes al sin Asekraft: -
hel blev Jættens Hjelmstub oven,
rund Vinbringer revnende brast.

Hymer kvad:

33.
"Mangt jeg mener for mig blev tabt,
da Kalken knust fra Knæet faldt.
Karl gav sit Ord, kan ei kalde
tilbage nu hvad nys jeg loved.

34.
Dog Vilkaar er: at ad af Gaard
bringe I kan det Brygger-Kar."
To Gange Tyr greb trøstig fat,
ei en Kjende Kjedlen rokked.

35.
Modes Fader fatted om Rand,
traadte Gulvet tvers igjennem,
paa Hoved Thor Kjedlen hæved,
Hanke-Ring ved Hælen rasled.

36.
Langt de foer ei, før tilbage
Odin-Sønnen een Gang skued:
Saae med Risen fra østlig Ros
mange-ho'edet Hærfolk mylre.

37.
Kar fra Skuldren stilled han ned,
svang saa Mjølner den mord-lystne.
- - - - - - - - -
Fjeldørks-Hvaler vog han alle.

38.
Langt de foer ei, da for dem faldt
Hlorides Buk og halvdød laa;
Hammel-Hesten var hofteskjæv,
det den listige Loke voldte.

39.
Hørt I have - thi herom kan
Sagn-Kyndige sagtens kvæde -
hvad Bod han tog af Bjerg-Bonden,
som sine Børn begge misted.

40.
Vældig kom Thor til Guders Thing
og havde med Hymers Kjedel.
For alle Guder skal Øl-Gilde
Ægir holde i Hør-Høsten.