Valas Spaadom (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Valas Spaadom
Eller Spaaqvindens Tale

I.

1. Lytter til min Tale

Væsener alle!

Større og mindre

Af Heimdalls Slægt;

Jeg vil fortælle

Val-Faders Bedrifter,

Mænds gamle Sagn

De første jeg lærte.

2. Jeg mindes Jætter

Tidlig fødte,

De som mig fordum

Fostret havde;

Ni Verdener jeg husker

Og Ni Himle,

Det herlige Middeltræ

Neden for Jorden.

II.

3. Det var Tidens Ophav

Da intet var,

Ej Sand eller Sø,

Ej svale Bølger;

Ingensteds fandtes Jord

Eller højen Himmel,

Der var et uhyre Gab

Uden Væxter.

4. Før Børs Sønner

Kloderne opløfted,

De som det herlige

Midgaard skabte,

Sol skinned fra Syd

Paa Salens Stene (Mure)

Da Jorden begroedes

Med grønne Urter.

5. Sol fra Sønden

Maanens Ledsager,

Om himmelske Heste

Højre Arm kasted;

Solen det ej vidste

Hvor den Sale ejed,

Stjerner det ej vidste

Hvor de Steder ejed,

Maanen det ej vidste

Hvor sit Hjem den ejed.

6. Da ginge alle Magter

Til ophøjede Sæder,

Højhellige Guder

Raadsloge derom; —

Nat og Næ

Navne de gave,

Morgen og

Middag kaldte

Undern og Aften, -

Aar beregned.

7. Aser mødtes

Paa Idas Slette,

Alterkreds og Templer

Opreiste de høit;

Esser de anlagde,

Ædle malme smeded,

Tænger og kunstige

Redskaber danned.

8. De legte med Tavl

I Borgen saa glade,

Intet mangled

De af Guld;

Indtil did kom trende

Thursers Møer

Meget mægtige fra

Jætternes Verden.

III.

9. Da gik alle Magter

Til ophøjede Sæder,

Højhellige Guder,

Raadsloge derom,

Hvem der skulde

Skabe Dværges Slægt

Af Havjættens Blod,

Og blaaladne Been.

10. Der Modsogner (Kraft- el. Saftsueren) er

Den ypperste bleven

Af alle Dværge,

Men Durin den anden;

Mange de gjorde

Mennesker lige,

Dværge af (paa) Jord

Som Durin sagde.

11. Ny og Næ

Nordre og Sydre

Østre og Vestre

Al-Tyv, Dvalin (Dvalegiveren)

Bivør (Bæveren el. Røsteren) Bavør

Bumbur, Nore

Anar og Onar

Ai, Miødvitner

Veig (Kraft) og Gand-Alf

Vind-Alf, Thrain, (den længe vedholdende)

Theck (behagelig) og Thorin (djærv)

Thror (stærk) Vitr (vis seende) og Litr (Lød, Farve)

Nár (Dødning) og Nyraad (Nyvolder, Ny-giver)

Regin (Magt, Regn) og Raadsvid (Raadklog)

Nu har jeg (de) Dværge

Rigtig opregnet.

12. File, Kile,

Funden, Nale,

Hepte (Hæfteren) Vile (den behagelige, - Lyset)

Hanar, Svior,

Frar (Hurtig) Hornborer

Fræg og Lone (Dybherskeren el. Havmanden)

Øirvang (Leerjord) Jare

Egeskjold.

13. Tid er det de Dværge

I Dvalins Flok

For Menneskers Børn

Til Lofar at opregne,

De som fra Salens

Klippe tyede

Over Jordmarkers Egne

Til Jora's (Kampens) Sletter.

14. Der var Draupner (Drypper) -

Og Dolgþrasir (den trodsige, udholdende Kjæmpe el. Kriger)

Hár (høj) Haugspori (Højbetræderen)

Hleváng (Sø-Vang) Gloe (glimrende)

Skirver, Virver,

Skafid, Ae,

Alf og Yngve

Egeskjold.

Fialar (den skjulende) og Froste (Frostvirker)

Finnur (Finder, Opdager) og Ginnar (lokkende)

Here, Hægstare,

Hliodolf (Lyd-Alf) Moin (Muldbeboer).

Saalænge Folk

Leve i Verden,

Det Lofars Ætte-Tal

Til skal være.

IV.

15. Til trende kom

Af den Forsamling

Mægtige og kjærlige

Aser til Hus;

De funde paa Land

Lidet mægtende

Ask og Embla

Uden Skjæbne.

16. Aand de ej ejed

Ej heller Forstand,

Ej Blod, ej Lader (Bevægelseskraft)

Ej faver Farve;

Odin gav Aanden,

Hæner Forstanden,

Loder gav Blod

Og faver Farve.

V.

17. Ask veed jeg staae,

Yggdrasill den heder,

Højt Træ, bestænkt

Med hvide Vande,

Deden kommer Duggen

som i Dale falder,

Evig grøn den staaer

Over Urdes Kilde.

VI.

18. Deden komme Møer

Meget vidende,

Tre fra den Sø

Som ved Træet ligger;

Urde (Fortid) de kaldte den ene,

Verdandi (værende, tilblivende, Nutid) den anden,

de skare paa Tavlen,

Skuld (Eftertid) den tredie.

Love de gave,

Liv de bestemte,

Menneskers Børn

Skjæbnen de tildele.

VII.

19. Det Drab erindrer

Hun (først) i Verden

Da de Guldveige

Gjennembored med Spyd

Og i den højes Hall

Hende brændte;

Tregange brændte;

Den tre Gange fødte,

ofte, usjelden,

Dog hun end lever.

20. Heide (Rigdom, el. den høje, klare) hende de kaldte

Hvor til Hus hun kom,

Den velspaaende Qvinde,

Ulve selv hun tæmmed,

Seidkunster (Smeltekunster) hun forstod,

I dem behændig,

Stedse hun forlysted

Onde Folk.

21. Da gik alle Magter

Til ophøjede Sæder,

Højhellige Guder

Raadsloge derom:

Om Aserne skulde

Straffe den Brøde

Eller Guderne alle

Bøder annamne.

22. Odin da udkasted

Blandt Folket et Spyd,

Det Krigsdrab hun erindrer

Det første i Verden;

Saa brødes da Asa-

Borgens Hegn,

Vanerne anede Krig,

Over Marken de fore.

VIII.

23. Da gik alle Magter

Til ophøjede Sæder,

Højhellige Guder

Raadsloge derom,

Hvem hele Luften havde

Blandet med Svig,

Og givet Oders Mø

Til Jætternes Slægt.

24. Thor ene der var

Opflammet af Mod,

Han sjælden sidder (stille)

Naar han sligt fritter;

Brudte bleve Eeder

Ord og sorne Løfter,

Faste Aftaler

Som før vare gjorte.

IX

25. Veed hun at Heimdalls

Lyd (Basun) er skjult

Under det himmelvante

Hellige Træ;

En Elv seer hun styrte

Med skummende Fald,

Over Valfaders Pant -

Vide I end eller hvad?

26. Ene sad hun ude

Da han kom, den gamle

Grubler blandt Aser,

Og ham i Øjne saae, -

Hvad spørger I mig?

Hvi fritter I mig?

Alt veed jeg Odin!

Hvor du Øjet skjulte

I hin den klare

Mimers Kilde. —

Mimer Mjød

Hver Morgen drikker

Af Valfaders Pant —

Vide I end eller hvad?

27. Hende gav Hærfader

Ringe og Smykker,

Vise Berigelses-Sange

Og spaaende Aander (Gan)

Saae hun vidt og bredt

Over hver en Verden.

X.

28. Hun saae Valkyrjer

Komne langvejs fra,

Beredte at ride

Til Guders Folk;

Skuld bar Skjoldet,

Skøgul den anden

Gunn, Hilde, Gøndul

Og Geir-Skøgul,

Nu ere Odins

Møer optalte,

Valkyrjer, beredte

At ride over Jorden.

29. Jeg saae Baldurs,

Den blodige Guds,

Odins Søns

Dulgte Skjæbne.

Over Sletten

Voxte frem,

Smal men saare skjøn

Mistel-Tenen.

30. Af det Træ blev til,

Som det syntes mig,

Et farligt, harmvoldende Spyd,

Høder skjød det af. - - -

31. Balders Broder var

Tidlig født,

Den Odins Søn kjæmped

En Nat gammel,

Ej Hænder han toede,

Ej Hovedet kjæmmed,

Før paa Baal han bar

Balders Modstander,

Men Frigg begræd

I Fen-sale

Valhallas Tab. —

Vide I end eller hvad?

XI.

32. Bunden saae hun ligge

Under hede Kilders Lund

Svigfuld Krop,

Afskyelig Loke;

Der sidder Sigyn

Over sin Mage

Ikke meget glad —

Vide I end eller hvad? —

33. En Elv falder østen fra

Over Gift-Dale

Med Mudder og Sværd,

Slid (grusom) den heder; —

Norden for stod

Paa Nida (Mørkets el. Drønnets) Fjelde.

En Sal af Guld

For Sindres (Stenens) Æt

Men en anden stod

Paa Okolne (u-kold)

Jætters Drikkesal

Som Brimer heder.

34. En Sal saae hun staae

Fjærnt fra Solen,

Paa Nastrond (Ligkysten)

Mod Norden Dørren vender;

Gjennem hver Aabning

Giftdraaber falde,

Sammenslynget er Salen

Af Slangerygge.

35. Der saae hun vade

I tunge Strømme

Meensorne Mænd

Og Mord-Ulve,

Og hvo en andens

Qvinde lokker.

Der suer Nidhugger

Henfarne Lig,

Ulven dem slider -

Vide I end eller hvad?

XII.

36. Østpaa sad den gamle

I Jern-Skoven

Og fødte der

Fenris (Dybets) Slægter;

Af dem vorder

Een især

Maanens Opsluger (Nedmaner)

I Troldeham.

37. Med døende Menneskers

Liv han mættes,

Smitter Guders Sæde

Med det røde Blod;

Da fordunkles Solens

Skin i Sommertiden,

Alskens Væir bli'r Uvæir -

Vide I end eller hvad?

38. Der sad paa Højen (Højden)

Og Harpen slog

Jættindens Vogter,

Den frejdige Ørn;

Over ham gol

I Fugleskoven

Den faverrøde Hane

Som Fjalar kaldes.

39. Over Aser gol

Den guldkammede

Som vækker Helte

Hos Hærenes Fader,

Men en anden

Sodrød Hane galer

Neden for Jorden

I Hela's Sale.

40. Højt tuder Udyret

For Gnipa-Hulen,

Lænker skulle briste,

Løs skal Ulven rende;

Mange Sagn hun veed,

Længer seer hun frem,

Til Kræfternes Opløsning

Og Sejer-Guders Fald.

41. Brødre skulle stride,

Og fælde hverandre,

Frænder Slægtskabs Baand

Sønderrive; —

Ondt er det i Verden,

Hor gaaer stærkt i Svang,

Øxe-tid (Skjægtid) Sværd-tid,

Skjolde da kløves;

Vindtid, Ulvtid,

Før end Verden falder,

Ingen Mand da vil

Den anden spare.

XIII.

42. Middeltræet antændes,

Jætters Sønner dandse

Til Lyden af Giallas

Skingrende Horn;

Højt blæser Heimdall,

Hæver Basunen, —

Odin adspørger

Mimers Hoved.

43. Det gamle Træ gjenlyder

Men Jætten slipper løs,

Yggdrasills Ask

Bæver, men staaer.

44. Højt tuder nu Udyret

For Gnipas Hule,

Lænkerne briste,

Ulven slipper løs.

Hrym fra Østen ager,

Da svulmer Havet op,

Sig Verdens-Slangen tumler

I Jætte-Raserie,

Den Bølgedybet pløjer.

Men Ørnen skriger glad

Med blege Næb den slider Lig —

Og Naglfar skrider frem.

45. Den Kjøl fra Østen glider

Da Muspells Sønner skulle

Over Havet fare,

Men Loke styrer den;

Uhyrets hele Afkom

Med Ulven styrter frem,

Byleistes Broder

Følges med dem.

46. Hvad skeer blandt Aser?

Hvad skeer blandt Alfer?

Al Jætters Verden gjenlyder,

Aser forsamles til Stævne;

Dværgene stønne

For Klippernes Dørre

Skjøndt Bjerget til Bolig de have —

Vide I end eller hvad?

XIV.

47. Surtur fra Sønden farer

Med flagrende Luer

Af Sværdet skinner

Himmelgudens (Krigsgudens) Sol;

Steenbjerge knage,

Troldene snuble,

Mænd Dødens Vej betræde

Men Himlen splittes ad.

48. Da opfyldes Hlynas (Gudindens)

Anden Hjertesorg

Naar Odin gaaer

Med Ulven at kjæmpe,

Men Beles Bane

Lys mod Surtur —

Da falder Friggas

Kjæreste Gud.

49. Da kommer den store

Sejer-Faders Søn

Vidar for at stride

Mod Mord-Dyret;

Han med sin Haand

Lader Jættesønnen

Sværd til Hjertet staae,

Hævner saa sin Fader.

50. Da kommer den herlige

Søn af Hlodyna,

Gaaer Odins Søn

Mod Uhyret (Slangen) at kjæmpe,

Modigen ham slaaer

Midgaards Forsvarer —

Da skulle Mennesker alle

Hjemmet forlade —

Ni Fod gaaer

Jordens Søn

Krumbøjet fra Slangen

Som ej frygted Ondt.

51. Solen formørkes,

Jord synker i Hav,

Fra Himlen forsvinde

De skinnende Stjerner,

Røgskyer omhvirvle

Alnærende Træ,

Høje Flammer spille

Mod Himmelen selv.

XV.

52. Op seer hun komme

Anden Gang

Jord af Havet,

Herlig grøn;

Fosse nedstyrte

Fjeld-Ørnen dog

Søgende Fisk

Flyver derover.

53. Aserne mødes

Paa Ida Sletten

Og om den vældige

Jordomgiver tale,

Der de erindre

Fortids store Daad

Og den høje Guds

Gamle Lære. (Runer)

54. Der skulle paa ny

Forunderlige

Gyldne Tavler (Tavl-Brikker)

I Græsset findes,

Som de i Tidens Ophav

Ejet havde

Guders Fyrste

Og Fiolners Slægt.

55. Usaaede Agre

Skulle da Frugter bære,

Alt Ondt forsvinde,

Balder gjenkomme,

Han og Høder boe

I Odins salige Vaaning,

Vel de herlige Guder —

Vide I end eller hvad.

56. Da kan Hæner

Offre modtage,

Og tvende Brødres

Sønner beboe,

Vindes vide Verden —

Vide I end eller hvad.

57. En Sal hun seer

Klarere end Solen,

Tækket med Guld

Paa Gimle staae;

Der skulle boe

Dydige Folk,

Og til evig Tid

Salighed nyde.

58. Da kommer den Mægtige

Til Guders Raad,

Stærk fra oven

Som for alt raader;

Domme han afsiger

Og Trætte neddysser,

Stifter hellig Fred

Som stedse skal vare. — —

59. Der den skumle Drage

Flyvende kommer,

Slangespraglet neden

Fra Mørkets Fjelde, (Huler)

Nidhug, i Vinger

Slæbende Lig,

Over Sletten svæver —

Nu skal hun synke!

---

Noter: