Trymskvide (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Tryms-Kvide

Vred blev da Ving-Tor,
dengang han vågnede,
og savnede hos sig
Hammeren sin;
Skæg tog på at ryste,
Hår at styrle;
Jords Søn
søgte og famlede.

Og han det Ord
aller først kvad:
»hør du nu, Loke,
hvad her jeg mælder,
som ingen véd
på Jord allevegne
eller i Op-Himmel:
fra Ås er Hammer stjålen!« 

Ginge de til Frøjas
fagre Tune;
og han det Ord
aller først kvad:
»monde du mig, Frøja,
Fjederhammen låne,
om jeg min Hammer
hitte kunde?« 

»Give dig den monde jeg,
om af Guld den så var,
frem den sende,
om af Sølv den var.« 
Fløj da Loke
— Fjederhammen susede —
til han kom udenfor
Æsers Gårde.

Kom han indenfor
Jætne-Hjemmene.
Trym sad på Højen,
Tursers Drot;
til Gråhunde sine
Guldbånd han snoede;
jævnede Manke han
på Hestene sine.

»Hvad er med Æser?
Hvad er med Alver?
Hvi er du ene kommen
i Jætne-Hjemmene?« 
»Ilde med Æser!
Ilde med Alver!
Haver du Lorrides
Hammer gemt?« 

»Jeg haver Lorrides
Hammer gemt,
otte Raster
under Jord nede;
den af ingen Mand
atter mon hentes,
uden han fører mig
Frøja til Viv.« 

Fløj da Loke
— Fjederhammen susede -
til han kom udenfor
Jætne-Hjemmene,
og han kom indenfor
Æsers Gårde;
mødte han Tor
midt i Gårde.

»Haver du mig Ærende,
eller Ærvede kun?
sig du i Luften
din lange Tidende;
ofte den siddende
Ordene glemmer,
og den liggende
med Løgn bralder.« 

Ȯrved jeg haver,
og Ærende med:
Trym har din Hammer,
Turse-Drotten.
Den af ingen Mand
atter mon hentes,
uden han fører ham
Frøja til Viv.« 

Gange de hin fagre
Frøja at hitte;
og han det Ord
aller først kvad:
»bind du dig, Frøja,
i Brude-Lin;
age skal vi begge
til Jætne-hjem.« 

Vred blev da Frøja,
fnysende vred;
bæved hele Æsesalen
under hende trindt;
bort sprang det hint store
Brisinge-Men;
»mig skal de kalde
den mand-lystneste — « 

Sammen vare Æser
alle på Tinge,
og Åsynjer komne
til Stævne alle;
og Råd de granskede,
rige Guder,
hvorlunde de om Lorrides
Hammer skulde lede.

Dét kvad da Hemdal,
hvidest af Æser
— vel så han fremad
som Vaner andre —
»binde vi Tor
i Brude-Lin!
bære han hint store
Brisinge-Men.

Lade under Bæltet vi
Nøgle-Bundt klingre,
og Kvinde-Klæder
om Knæ falde;
mèn på Brystet
brede Stene,
og snilde-ligt
el Sæt om Hovedet.« 

Dét kvad da Tor,
hin kæmpestærke Ås
- - - -
- - - -:
»arg monne Æser
herefter mig kalde,
om binde jeg mig lader
i Brude-Lin.« 

Da kvad Loke
Løv - øs Søn:
»Tor, ti dú
med disse Ord;
snarlig monne Jætner
i Åsgård bo,
uden du din Hammer
atter Dig henter.« 

Bunde de Tor da
i Brude-Lin,
med klingre Nøgler,
med Kvinde-Klæder,
òg på Brystet
brede Stene,
et såre snildeligt
Sæt om Hovedet.

Bunde de end om ham
Brisinge-Men.
Kvad da Loke,
Løv-øs Søn:
»tilmed skal jeg og
som Tæme være med dig;
age skal vi begge
til Jætte-Hjem.« 

Sammen bleve Bukkene
hjemad sendte,
skyndedes til Skaglerne,
skulde hurtig rende.
Bjærge brudnede;
brændte Jord i Lue;
agede Odins Søn
til Jætne-Hjemmene.

Dét kvad da Trym,
Tursers Drot:
»stander op, Jætner,
og strør på Bænke;
nu fører de til mig
Frøja til Viv,
Njords Datter
fra Noa-Tune.

Gange her i Gårde,
med gyldne Horn, Køer,
Øksne helt svarte
til Jætnens Gammen;
af Skatte har jeg Mængde;
af Smykker har jeg Mængde;
tykkes ene Frøja
at fattes mig her.« 

Blev i Kvæld hastet did;
bares Øl for Jætter;
åd der én Okse,
og otte Laks,
Kråser alle,
som til Kvinderne vare.
Sivs Mand, og drak
af Mjød tre Såld.

Dét kvad da Trym,
Tursernes Drot:
»hvor så du Brude
hvassere bide?
ej så jeg Brude
bredere bide,
eller mer af Mjød
Mø at drikke!« 

Sad der til rede
hin al-snilde Tærne,
som Ord hittede
til Jætnens Tale:
»intet åd Frøja
i otte Nætter;
så var hun rasende
efter Rimtursehjem.« 

Luded under Linet han,
lysted at kysse;
men bort han fór
langs Bordene i Sal;
»hvi er så flammende
Frøjas Øjne?
tykkes mig af Øjnene
Ild at brænde.« 

Sad der til rede
hin al-snilde Tærne,
som Ord hittede
til Jætnens Tale:
»ikke sov Frøja
i otte Nætter;
så var hun rasende
efter Rimtursehjem.« 

Ind kom hin arme
Jætners Søster,
hun som om Brudeskat
at bede torde:
»lad du dig de røde
Ringe af Hænde,
om du alt mit Venskab
vinde dig vil.« 

Dét kvad da Trym,
Tursernes Drot:
»bærer ind Hammeren,
Brúd at vie;
lægger Mjølne
i Møens Knæ;
vier os sammen
ved Vårs Hånd.« 

Lo i Bryst
Lorrides Hjærte,
da i hårde Hu
han Hammeren kendte.
Trym dræbte han først,
Tursernes Drot;
og Jætnens hele
Æt han knuste.

Ihjel han slo hin gamle
Jætners Søster;
Smæk hun fik
i Skillingers Sted,
og Hammer-Hug
for Hob af Ringe.
Så kom Odins Søn
til Hammeren atter.