Nials Saga (Dansk)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer

Nials Saga

eller fortælling om

Nial Nialsen [se note A]

Efter det Islandske Grundskrift ved N. M. Petersen

4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson

Versene ved Olaf Hansen

Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Kjøbenhavn 1924

1. Om Mård Gige

En Mand, som hed Maard, med Tilnavnet Gige, en Søn af Sighvat den Røde, boede paa Gaarden Vold i Rangaavolde (1). Han var en mægtig Høvding og dygtig i at føre Retssager, ja saa lovkyndig en Mand, at ingen Domme tyktes lovlige, med mindre han havde Del deri. Han havde en Datter, som hed Unn, en smuk, høvisk og dygtig Kvinde, der ansaas for det bedste Parti i Rangaavolde.

Vender vi os nu vester paa til Bredefjordsdale (2) saa boede her en Mand ved Navn Høskuld, en Søn af Dalekol. Hans Moder hed Thorgerd og var en Datter af Thorsten den Røde, en Søn af Olaf den Hvide, der igen var en Søn af Ingjald Helgesen. Ingjalds Moder var Thora, en Datter af Sigurd Orm i Øje (Snogøje), Regner Lodbrogs Søn. Thorsten Rødes Moder, Unn, med Tilnavnet den Dybsindige, var en Datter af Ketil Fladnæse, Søn af Bjørn Buna, der igen var en Søn af Grim Herse fra Sogn (3). Høskuld boede paa Høskuldsstad i Laksaadal. Hans Broder hed Hrut og boede paa Hrutsstad; han havde samme Moder som Høskuld, men hans Fader var Herjolf. Hrut var en smuk Mand, stor og stærk og vaabendygtig, sagtmodig, særdeles forstandig, hjalp sine Venner med nyttige Raad og var en velvillig Raadgiver i alle vigtige Sager.

Det hændte sig engang, at Høskuld gjorde et Gæstebud for sine Venner; hans Broder Hrut var der ogsaa, og sad næst hos sin Broder. Høskuld havde sig en Datter, der hed Halgerd; hun gik og legede paa Gulvet med nogle andre Smaapiger; hun var smuk, velvoksen, og hendes Haar var fagert som Silke, og saa stort, at det naaede hende til Bæltet. Høskuld kaldte paa hende. »Kom hid til mig!« sagde han. Hun gik straks hen til ham; han tog hende under Hagen og kyssede hende. Derpaa gik hun atter bort. Da sagde Høskuld til Hrut: »Hvorledes synes du om dette Pigebarn? Er hun ikke fager?« Hrut tav dertil. Høskuld gentog sit Spørgsmaal. Da svarede Hrut: »Fager nok er Pigen, og mange vil undgælde derfor; men jeg ved ikke, hvorfra Tyvsøjne er komne i vor Æt.« (4) Da blev Høskuld vred, og der var nogen Spænding imellem Brødrene i nogen Tid.

Halgerds Brødre var Thorleik, Fader til Bolle, og Olaf, Fader til Kjartan, og Baard.

2. Hrut bejlede til Unn

Engang red Brødrene Høskuld og Hrut til Altinget, hvor der var en stor Forsamling. Da sagde Høskuld til Hrut: »Jeg vilde ønske, Broder, at du vilde tænke paa dit Huses Bedste, og tage dig en Kone.« Hrut svarede: »Det har jeg længe haft i Sinde, men jeg har dog ikke kunnet komme til nogen Beslutning; men nu vil jeg følge dit Raad. Hvem mener du da, vi skal tænke paa?« »Her er nu,« svarede Høskuld, »mange Høvdinger paa Tinget, saa der er nok at vælge iblandt; men jeg har dog allerede udset dig en Kvinde. Det er Unn, en Datter af Maard Gige, en meget vis Mand; han er nu her paa Tinget, og ligesaa hans Datter, saa du kan se hende, om du har Lyst.« Næste Dag, da Folk gik til Lovretten, saa de ude ved Rangaaboernes Bod flere velklædte Kvinder. Da sagde Høskuld til Hrut: »Se her er nu Unn, som jeg talte til dig om. Hvad synes du om hende?« »Godt,« svarede han, »men jeg ved dog ikke ret, om vi vil leve lykkelig sammen.« Derpaa gik de hen til Lovretten. Maard Gige foretog Retshandlinger, som han plejede, og gik derpaa hjem til sin Bod. Høskuld og Hrut stod op og gik hen til Maards Bod og derind. Maard sad længst inde i Boden. De hilste ham. Han rejste sig for at tage imod dem, gav Høskuld Haanden og lod ham sætte sig ned hos sig, og Hrut sad igen ham nærmest. Derpaa talte de adskilligt med hinanden, indtil Høskuld endelig drejede Talen hen paa sit Ærinde. »Jeg vil slutte en Handel med dig,« sagde han; »Hrut vil være din Svigersøn og købe din Datter (5), og jeg skal paa min Side intet spare.« Maard svarede: »Jeg ved, at du er en stor Høvding, men din Broder kender jeg ikke.« Høskuld sagde: »Dygtigere er han, end jeg.« Maard vedblev: »Du kommer til at give ham meget med, thi hun skal tage al Arven efter mig.« »Jeg vil ikke længe betænke mig paa hvad jeg skal love,« sagde Høskuld, »han skal have Gaardene Kamnæs og Hrutsstad helt op til Thrandgil; han ejer ogsaa et sødygtigt Købmandsskib.« Hrut sagde da til Maard: »Betænk, Bonde, at min Broder af Kærlighed har rost mig saa stærkt; hvis I nu vil give Eders Samtykke til Giftermaalet, saa maa I fastsætte Vilkaarene.« Maard svarede: »Det har jeg allerede tænkt over: hun skal have 60 Hundrede (6), der skal forøges med en Tredjedel i din Gaard; men faar I Arvinger, skal der være Halvfællig imellem Eder.« Hrut svarede: »Det Vilkaar er jeg fornøjet med. Lad os nu tage Vidner derpaa!« Derpaa stod de op og gav hinanden Haanden, og Maard fæstede Hrut sin Datter Unn, og Gildet skulde staa en halv Maaned efter Midsommer hos Maards.

Begge Parter red nu hjem fra Tinget; de red vester paa forbi Hallbjørns Varder (7), og der mødte dem Thjostolf, en Søn af Bjørn Gullbere i Reykedal, og fortalte dem, at der var ankommet et Skib i Hvidaa (8); det var nemlig Hruts Farbroder Øsser, der var kommen ud til Landet, og han vilde gerne have, at Hrut jo før jo heller skulde komme til ham. Men da Hrut hørte dette, bad han Høskuld tage hen til Skibet med sig. Begge Brødrene tog da af Sted. Og da de kom til Skibet, bød Hrut sin Frænde Øsser hjertelig velkommen. Øsser bød dem ind i Boden at drikke. Der blev da taget af deres Heste, og de gik ind og drak. Hrut sagde til Øsser: »Nu skal du ride hjem med mig, Frænde, og blive hos mig i Vinter.« »Det lader sig ikke gøre, Frænde,« svarede den anden, »thi jeg maa forkynde dig din Broder Eyvinds Død; og han indsatte dig paa Guleting (9) til sin Arving, men nu vil dine Uvenner tilegne sig Godset, hvis du ikke selv kommer.« »Hvad skal vi nu gøre, Broder?« sagde Hrut; »det bliver nok en vanskelig Sag, nu da jeg netop har bestemt mit Bryllup.« Høskuld svarede: »Du skal ride hen til Maard, og bede ham forandre Eders Aftale, saaledes at hans Datter skal vente dig i tre Aar som Fæstemø; men jeg vil ride hjem og føre dine Varer ned til Skibet.« Hrut sagde: »Jeg beder dig da af Ladningen at tage Mel og Ved og hvad du ellers synes.« Derpaa lod han sine Heste føre frem, og han selv red sønder paa, men Høskuld hjem til Vestlandet. Hrut kom til Rangaavolde til Maard, og blev vel modtaget. Han fortalte Maard sin Stilling og bad ham give Raad. Maard sagde: »Hvor meget Gods kan det vel være?« Hrut sagde, det kunde være to hundrede Mark, hvis han fik det alt. »Det er meget,« svarede Maard, »i Sammenligning med Arven efter mig, og du skal da rejse, hvis du synes.« Derpaa ændrede han Aftalen og bestemte, at Unn skal sidde i tre Aar som hans Fæstemø. Hrut red nu til Skibet og var der ved Skibet om Sommeren, til alting var færdigt. Høskuld lod alt Hruts Gods bringe ned til Skibet, og denne overdrog ham Opsynet med alt, hvad han ejede, medens han var udenlands. Høskuld red nu hjem til sin Gaard. Kort efter fik de Bør og stak i Søen; de var ude i tre Uger, kom til Land ved Hern (10), og sejlede derefter øster paa til Vigen.

3. Om Hrut og Gunhild Kongemoder

Harald Graafeld havde Herredømmet i Norge. Han var en Søn af Harald Haarfagers Søn Kong Erik Blodøkse. Hans Moder hed Gunhild, og var en Datter af Øsser Tote (11). De havde deres Sæde i Kongehelle (12). Det rygtedes nu, at der var kommet et Skib til Vigen, og da Gunhild fik dette at vide, spurgte hun efter, hvad for islandske Mænd der var paa Skibet. Der blev sagt hende, at det var Hrut, en Brodersøn af Øsser. Hun sagde: »Ja, jeg kender Sagen; han har uden Tvivl i Sinde at hente sin Arv; men der er en Mand ved Navn Sote, som har den i sin Varetægt.« Derpaa kaldte hun paa sin Skosvend, der hed Øgmund. »Jeg vil sende dig til Vigen,« sagde hun, »hen til Øsser og Hrut; sig til dem, at jeg indbyder dem begge til mig i Vinter, og sig, at jeg vil være deres Ven, og hvis Hrut vil rette sig efter mig, saa skal jeg sørge for den Sag med hans Gods, samt hvad han ellers trænger til, og anbefale ham hos Kongen.« Skosvenden drog af Sted, og traf dem. Straks da de fik at vide, at det var Gunhilds Svend, tog de vel imod ham; han sagde dem hemmelig sit Ærinde, og de overlagde derpaa i Løn med hinanden. Øsser sagde til Hrut: »Mig synes, Frænde, at her ikke er meget at betænke; thi jeg kender Gunhilds Sindelag: saafremt vi ikke vil komme til hende, vil hun jage os ud af Landet, og fratage os alt vort Gods med Vold, men hvis vi tager hen til hende, saa vil hun vise os al den Hæder, hun har lovet.« Øgmund drog hjem, og da han var kommen til Gunhild, sagde han hende Udfaldet af sit Ærinde, og at de vilde komme. »Det var at vente,« sagde Gunhild, »thi Hrut er en forstandig og brav Mand; pas nu vel paa, naar de kommer til Byen, og sig mig det!« Hrut og Øsser tog hen til Kongehelle, hvor deres Frænder og Venner kom dem i Møde, og hilste dem kærlig. De spurgte, om Kongen var der i Byen. Man svarede dem ja. Derpaa mødte de Øgmund, som bragte dem en Hilsen fra Gunhild, og derhos sagde dem, at hun for Folkesnaks Skyld ikke vilde indbyde dem, førend de havde været hos Kongen, for at det ikke skulde lade, som om hun var saa forhippet efter dem, men hun skulde nok sørge for deres Bedste, som hende syntes; saa og at Hrut skulde tale dristig, naar han kom til Kongen, og bede om Ophold ved hans Hird. »Her sender Dronningen dig tillige,« sagde han, »en Klædning, som du skal have paa, naar du gaar til Kongen.« Derpaa vendte Øgmund tilbage. Næste Dag sagde Hrut til Øsser: »Lad os nu gaa til Kongen!« »Ja, lad os det,« sagde Øsser. De gik da tolv til sammen, nemlig med alle deres Frænder og Venner, og kom til Hallen, da Kongen sad ved Drikkebordet. Hrut gik først, og hilste Kongen. Denne betragtede opmærksom den velklædte Mand, og spurgte om hans Navn. Han navngav sig. »Er du en islandsk Mand?« sagde Kongen. Han svarede ja. »Hvad drev dig da til at komme til os?« Hrut svarede: »Lyst til at se Eders Højhed, Herre, og desuden har jeg en vigtig Arvesag her i Landet, i hvilken jeg trænger til Eders Bistand, hvis jeg skal faa min Ret.« »Hver Mand har jeg lovet at holde ved Lov og Ret her i Landet. Men hvilke flere Ærinder har du vel hos os?« »Herre!« svarede Hrut, »jeg vil bede Eder om Ophold ved Eders Hird, og at blive Eders Mand.« Kongen tav dertil. Gunhild greb Ordet og sagde: »Mig synes, at denne Mand gør Eder et ærefuldt Tilbud, thi jeg tror, at hvis mange saadanne Mænd var i Hirden, da vilde den være vel besat.« »Er det en kløgtig Mand?« sagde Kongen. »Baade klog og fremstræbende,« svarede hun. »Det lader til,« vedblev da Kongen, »at min Moder ønsker, du skulde faa den Navnebod (13), som du attraar; men for vor Værdigheds Skyld og efter Lands Sæd, saa kom til mig om en halv Maaned, og saa skal du blive min Hirdmand, men min Moder skal imidlertid sørge for din Underholdning, og meld dig saa til den Tid hos mig!« Gunhild gav derpaa Øgmund Befaling til at følge dem til hendes Bolig og beværte dem vel. Han fulgte dem da hen til en Stenhal (14), som var tjældet med de fagreste Tæpper; der var ogsaa Gunhilds Højsæde. Da sagde Øgmund: »Nu vil det sandes, hvad jeg sagde dig om Gunhild; her er hendes Højsæde og du skal sætte dig deri, og du maa beholde dette Sæde, endog naar hun selv kommer.« Derpaa beværtede han dem, og de havde kun siddet en kort Stund, førend Gunhild kom. Hrut vilde springe op og gaa hende i Møde, men hun sagde: »Bliv siddende, og du skal beholde dette Sæde, lige saa længe du er hos mig.« Derpaa satte hun sig hos Hrut, og de drak sammen; og om Aftenen sagde hun: »Du skal ligge paa Loftskammeret hos mig i Nat, vi to sammen.« »I skal raade derfor,« svarede han. Derpaa gik de til Sengs, og hun laasede straks Kammeret indenfra, og de sov der om Natten, men om Morgenen begav de sig igen til Drikkestuen. Og hele den halve Maaned laa de saaledes ene to paa Loftskammeret, hvorpaa Gunhild sagde til de Mænd, som hun havde der, at det ikke skulde gælde mindre end deres Liv, hvis de fortalte nogen om hendes og Hruts Forhold. Hrut gav hende hundrede Alen Havnevadmel og to Varekapper (15) for hvilken Gave Gunhild takkede ham. Hrut tog derpaa Afsked, efter at han først havde kysset og takket hende, og hun bød ham Farvel. Dagen efter gik han til Kongen med tredive Mand i Følge, og hilste Kongen. »Nu vil du vel have, Hrut, at jeg skal holde, hvad jeg har lovet dig.« Derpaa blev han Hirdmand. Hrut spurgte da, hvor han skulde sidde. »Det skal min Moder raade for,« sagde Kongen. Hun skaffede ham derpaa det hæderligste Sæde, og han var hos Kongen om Vinteren vel anset.

4. Om Hruts Sejlads

Om Foraaret fik Hrut Efterretning om Sote, at han var dragen sønder paa til Danmark med Arven. Han gik derfor til Gunhild og fortalte hende om Sotes Færd. Hun svarede: »Jeg vil forsyne dig med to Langskibe med godt Mandskab og derhos en meget kæk Mand, Ulf den Utoede (16), vor Gæstehøvding (17); men førend du tager bort, maa du dog først gaa til Kongen.« Hrut gjorde saa; og da han kom for Kongen, fortalte han ligeledes ham om Sotes Færd, og at han agtede at sætte efter ham. Kongen spurgte, hvilken Hjælp hans Moder havde givet ham, hvortil Hrut svarede: »To Langskibe og Ulf den Utoede til Høvedsmand over Folkene.« »Det er godt,« sagde Kongen; »nu vil jeg give dig andre to Skibe, og du vil endda behøve al denne Styrke.« Derpaa fulgte han Hrut til Skibet, og sagde ham Farvel; hvorpaa Hrut med sine Folk sejlede sønder paa.

5. Atle Arvidsens Drab

Atle hed en Mand, en Søn af Arnvid Jarl fra Østergøtland. Han var en stor Kriger og laa ude i Mælaren med 8 Skibe. Hans Fader havde forholdt Hakon Adelstensfostre Skatterne og var flygtet med sin Søn fra Jæmteland til Gøtland. Atle styrede med sine Skibe fra Mælaren ud gennem Stoksund (18), og saa sønder til Danmark, hvor han nu laa ude i Øresund; han var dømt til Landflygtighed baade af den danske og den svenske Konge. Hrut styrede til Øresund, og da han kom der, saa han en stor Mængde Skibe i Sundet. Da sagde Ulf: »Hvad skal vi nu gøre, Islænding?« »Styre fremad,« sagde Hrut; »ufristet duer ikke. Mit og Øssers Skibe skal fare først, og du maa lægge frem, som dig synes.« »Sjælden har jeg brugt andre til Skjold for mig,« sagde Ulf, hvorpaa han lagde sit Skib ligesaa langt frem som Hruts, og saaledes styrede de frem i Sundet. Nu saa de, som laa i Sundet, at der kom Skibe imod dem, og sagde det til Atle. Han svarede: »Da er der god Udsigt til at vinde Gods.« Derpaa gjorde de sig slagfærdige paa alle Skibene, og Atle befalede, at hans Skib skulde ligge midt i Flaaden. Skibene roede frem, og saasnart de kom saa nær, at de kunde høre hinanden, stod Atle op, og sagde: »I farer uvarlig. Saa I ikke, der var Hærskibe i Sundet? Hvad er Navnet paa Eders Høvding?« Hrut gav sig tilkende. »Hvis Mand er du?« spurgte Atle. »Kong Harald Graafelds Hirdmand,« svarede Hrut. »Det er længe siden, at min Fader og jeg,« sagde Atle, »var i Yndest hos Eders norske Konge.« »Din Ulykke er det,« sagde Hrut. »Vi er nu saaledes trufne sammen,« vedblev Atle, »at du ikke skal kunne sige Tidende derom;« hvorpaa han greb et Spyd, og kastede det ind paa Hruts Skib; den fik Bane, som stod for det. Slaget begyndte, men sent gik dem Angrebet paa Hruts Skib; Ulf stred tappert, snart hug han, snart stak han. Atles Stavnbo hed Asolf; han sprang op paa Hruts Skib, og blev fire Mænds Bane, førend Hrut blev det var, da vendte han sig imod ham; og da de stødte sammen, stak Asolf i Hruts Skjold og gennemborede det, men Hrut hug til Asolf, og det Hug blev hans Bane. Dette saa Ulf den Utoede og sagde: »Det er sandt Hrut, at du hugger godt, men du har ogsaa meget at lønne Gunhild for.« »Jeg frygter,« sagde Hrut, »at du taler med døende Mund.« Atle saa nu et bart Vaabensted paa Ulf, og gennemborede ham med et Kastespyd. Nu blev der en heftig Kamp. Atle springer op paa Hruts Skib, og slaar om sig til alle Sider, og nu vender Øsser sig imod ham, stak efter ham, men faldt selv baglængs over Ende, thi en anden Mand stak til ham. Hrut vendte sig nu mod Alle. Denne hug straks i Hruts Skjold, og kløvede det helt igennem; da fik Atle et Slag af en Sten paa Haanden, saa han tabte Sværdet. Hrut tog Sværdet, og hug Benet af ham, og gav ham derpaa Banesaar. De tog der meget Gods, og havde to af de bedste Skibe med sig og dvælede der kun en kort Tid. Men Sote og Hrut var sejlede forbi hinanden; Sote styrede tilbage til Norge, hvor han landede ved Lungaardsside (19). Her gik han i Land og mødte Gunhilds Svend Øgmund, der straks kendte ham, og spurgte, hvorlænge han agtede at blive der. »Tre Dage,« svarede Sote.« »Hvor agter du dig da hen?« spurgte Øgmund. »Vester til England,« sagde Sote, »og jeg agter da aldrig mere at komme til Norge, saalænge Gunhild hersker der.« Øgmund gik bort, og begav sig til Gunhild, thi hun var kort derfra paa Gæsteri tilligemed sin Søn Gudrød. Han fortalte Gunhild Sotes Hensigt, hvorpaa hun befalede Gudrød at tage ham af Dage. Gudrød begav sig straks af Sted, kom uforvarende over Sote, lod ham føre op paa Landet og lod ham der hænge, men tog Godset og bragte sin Moder det; hvorpaa hun satte Folk til at bringe det til Kongehelle, hvorhen hun ogsaa selv siden begav sig. Om Høsten vendte Hrut tilbage, og havde vundet sig meget Gods; han begav sig straks til Kongen, og nød en god Velkomst. Han tilbød Kongen og Dronningen at tage af Godset, hvad de vilde; Kongen tog Tredjedelen. Gunhild underrettede Hrut om, at hun havde taget Arven og ladet Sote dræbe; han takkede hende, og gav hende halvt med sig af det altsammen.

6. Hrut sejler til Island

Om Vinteren var Hrut hos Kongen, agtet og æret, men da det vaarede, blev han meget stille. Gunhild mærkede det og sagde til ham, da de engang var ene to sammen: »Er du tungmodig?« Hrut svarede: »Det hedder: ilde er det for den, som i fremmed Land færdes.« »Vil du til Island?« sagde hun. »Ja,« svarede han. »Har du dig en Kvinde derude?« sagde hun. »Nej,« svarede han. »Det holder jeg dog for sandt,« sagde hun. Dermed endte deres Samtale. Hrut gik for Kongen og hilste ham. Kongen sagde: »Hvad vil du nu, Hrut?« »Jeg vil bede Eder, Herre, at give mig Orlov at fare til Island,« svarede Hrut. »Vil din Hæder der blive større, end her?« sagde Kongen. »Nej,« svarede Hrut, »men hver maa øve hvad ham forelagt er (20).« »Det er med ram Mand Reb at drage (21),« sagde Gunhild, »giv ham derfor Lov til at fare, som han selv ønsker!« Der var den Gang Uaar i Landet, men Gunhild gav ham dog saameget Mel, han vilde have. Nu gjorde han sig rede til at sejle til Island tilligemed Øsser, og da de var færdige, gik Hrut hen at træffe Kongen og Gunhild. Hun tog ham i Enrum med sig, og sagde til ham: »Her er en Guldring, som jeg vil give dig,« hvorpaa hun satte den paa hans Arm. »Mange gode Gaver har jeg faaet af dig,« sagde Hrut. Hun tog ham derpaa om Halsen, og kyssede ham og sagde: »Hvis jeg har saa megen Magt over dig, som jeg tænker, saa lægger jeg det paa (22) dig, at du ingen Gammen skal have med den Kvinde paa Island, som din Hu staar til, men vel med andre Kvinder; og nu har ingen af os baaret sig vel ad. Du betroede mig ikke alt (23).« Hrut lo derad og gik bort. Derpaa begav han sig til Kongen, og takkede ham. Kongen ønskede ham en lykkelig Rejse. Hrut gik straks om Bord, og fik god Bør, og de kom til Borgefjord.

Straks da Skibet var landet, red Hrut hjem; men Øsser lod Skibet losse. Hrut red til Høskuldsstad. Høskuld tog vel imod ham, og Hrut fortalte ham om sin Rejse. Derpaa sendte han Bud øster paa til Maard Gige, at han skulde gøre Anstalter til Gildet; men Brødrene red til Skibet, og Høskuld underrettede Hrut om hans Formues Tilstand, der var vokset meget, medens han var borte. »Mindre bliver Lønnen,« sagde Hrut, »end den burde være, men jeg vil give dig saa meget Mel, som du behøver til din Husholdning i Vinter.« Derpaa trak de Skibet paa Land, men alle Varerne førte de vester paa til Dalene (24). Hrut var nu hjemme paa Hrutsstad til seks Uger før Vinteren; da lavede Brødrene og Øsser sig til at ride til Hruts Bryllup; de var omtrent tresindstyve Mænd i Følge, og red, til de kom øster til Rangaavolde. Der var en stor Mængde Bryllupsgæster tilstede; Mændene tog Plads paa Bænkene, men Kvinderne paa Tværbænken, og Bruden var noget nedslagen. Nu blev Bryllupsgildet holdt, og det løb vel af. Maard udredte sin Datters Medgift, hvorpaa hun red hjem med Hrut. Han overgav hende al Raadighed i Husets indre Styrelse, hvormed alle var vel fornøjede; men deres Samliv var ikke det bedste, hvilket varede saa ved indtil Vaaren. Da skulde Hrut gøre en Rejse til Vestfjordene for at kræve Penge ind for sine Varer. Førend han tog af Sted, sagde hans Kone til ham: »Tænker du at komme tilbage, før Folk rider til Tings?« »Hvorfor?« sagde Hrut. »Jeg vil ride til Tings,« sagde hun, »og træffe min Fader.« »Ja,« svarede han, »saa vil jeg ride til Tings med dig.« »Godt,« sagde hun. Han red derpaa til Vestfjordene, fik sine Penge vel anbragte, og red atter hjem; derefter gjorde han sig rede til at tage til Altinget, og lod alle sine Naboer ride med sig; ogsaa hans Broder Høskuld red til Tings. Hrut sagde til sin Kone: »Hvis du har ligesaa megen Lyst nu til at ride til Tings, som du før ytrede, saa gør dig færdig, og rid til Tings med mig!« Hun gjorde sig snart færdig, og de red til Tinget. Unn gik hen til sin Faders Bod. Han tog vel imod hende, men hun var temmelig tung i Sind, og da han mærkede det, sagde han til hende: »Set dig har jeg før med muntrere Aasyn; hvad ligger dig paa Hjerte?« Hun gav sig til at græde, og svarede intet. Da sagde han til hende: »Hvorfor red du da til Tinget, naar du ikke vil sige mig din Hjertens Mening? Er du ikke fornøjet der vester paa?« Hun svarede: »Jeg vilde give alt hvad jeg ejer og har til, at jeg aldrig var kommen der.« Maard sagde: »Det skal jeg snart komme efter;« hvorpaa han sendte Bud efter Høskuld og Hrut, og de kom straks. Da de var komne til Maard, stod han dem op igen, hilste dem, og bad dem tage Sæde. De talte længe og venskabeligt sammen. Da sagde Maard til Høskuld: »Hvorfor er min Datter saa misfornøjet der vester paa?« Hrut sagde: »Lad hende sige frem, hvis hun har noget at udsætte paa mig.« Men der blev intet saadant fremført mod Hrut. Derpaa lod han sine Naboer og Hjemmemænd spørge, hvorledes han behandlede hende. De gav ham et godt Vidnesbyrd, og sagde, at hun raadede i alt, som hun selv vilde. Maard sagde til hende: »Du skal tage hjem, og være tilfreds med dit Giftermaal, thi alle giver ham et bedre Vidnesbyrd, end dig.« Hrut red derpaa hjem fra Tinget, og hans Kone fulgte med ham, og om Sommeren levede de godt sammen; men da det vaarede, gik det som før med deres Samliv, og jo længer det led frem paa Vaaren, des værre blev det. Hrut havde en Rejse for til Vestfjordene, og tilkendegav, at han ikke vilde ride til Altinget. Hans Kone svarede kort, og Hrut rejste.

7. Unns Skilsmisse fra Hrut

Det led nu frem til Tingtiden. Unn talte til Sigmund Øssersen, og spurgte, om han vilde ride til Tings med hende. Han svarede, at han ikke vilde ride, hvis hans Frænde Hrut havde noget derimod. »Dig bad jeg just derom,« sagde hun, »fordi jeg har fortjent det af dig mere end af nogen anden.« Han svarede: »Jeg vil følge dig, men kun paa det Vilkaar, at du skal ride tilbage med mig igen, og ingen Svig have for imod Hrut eller mig.« Hun lovede det. Derpaa red de til Tings. Hendes Fader Maard var paa Tinget. Han tog meget vel imod hende, og bad hende blive i hans Bod, medens Tinget varede. Hun gjorde saa. Maard sagde: »Nu, hvad siger du mig om din Husbonde Hrut?« Hun svarede: »Kun godt har jeg at fortælle om ham, for saa vidt som det angaar Ting, han selv kan gøre for.« Maard blev tavs derved, og sagde: »Nu tænker du paa noget, min Datter, som du vil ingen skal vide, uden jeg, og du kan stole bedst paa mig, hvad Raad angaar.« De gik saa et Sted hen, hvor ingen kunde høre deres Samtale. Da sagde Maard til sin Datter: »Sig mig nu alt hvad der er i Vejen imellem Eder, og nær ingen Angst for at sige det!« »Saa faar det da være,« sagde hun og fortalte ham hele deres Misforhold, og tilstod ham, hvorledes Hrut og hun ikke kunde have ægteskabelig Omgang med hinanden, hvilket vist maatte være ham paaført ved Trolddom; hun ønskede derfor, at skilles fra ham (25). Maard sagde: »Det er godt, at du sagde mig det; jeg skal nu give dig et Raad, som skal hjælpe, hvis du kan bruge det ret og følge det nøje. Nu skal du først ride hjem fra Tinget; din Husbonde vil da være kommen hjem, og vil tage vel imod dig; du skal være blid og føjelig i Tale mod ham, og han vil da tykkes, at der er sket en god Forandring, og du skal heller ikke vise nogen Kulde; men naar Vaaren kommer, skal du anstille dig syg og gaa til Sengs. Hrut vil paa ingen Maade forske efter, hvorledes det har sig med din Sygdom, eller skænde paa dig, men tværtimod bede alle at sørge for dig paa bedste Maade. Derpaa vil han tage hen til Vestfjordene tilligemed Sigmund, og føre alt sit Gods bort derfra, og være borte en stor Del af Sommeren. Men naar nu Folk rider til Tings, og alle de, som agter at ride, er redne fra Dalene, da skal du staa op af din Seng, og kalde Mænd til at rejse med dig; og naar du da er helt færdig, skal du gaa hen til din Seng tilligemed dine Ledsagere, nævne Vidner ved din Husbonds Seng og erklære dig skilt fra ham ved lovlig Skilsmisse saa fuldstændig som du kan ifølge Altings Forskrift og Lands Lov; samme Vidneførsel skal du have ved Karledøren (26). Rid derpaa bort, og rid over Laksaadalshede, og saa til Holtevardehede, thi man vil lede efter dig mod Hrutafjord (27), og rid saa, til du kommer til mig. Jeg skal da videre sørge for Sagen, og du skal aldrig mere komme i hans Vold.« Hun red nu hjem fra Tinget; Hrut var kommen hjem, og tog godt imod hende; hun svarede ham ogsaa venlig, og var blid imod ham, og Vinteren over levede de godt sammen; men da Vaaren kom, blev hun syg og lagde sig til Sengs. Hrut tog til Vestfjordene, efter at han havde givet Befaling til at pleje hende vel. Da Tingtiden nu kom, gjorde hun sig rede til at rejse bort, og bar sig ad ganske saaledes som nys er sagt, og red derpaa til Tinget. Herredsmændene ledte efter hende, men fandt hende ikke. Maard tog godt imod sin Datter, og spurgte hende, hvorledes hun havde efterkommet hans Raad; hun svarede, at hun havde iagttaget alt nøje. Han gik derpaa til Lovbjerget, og erklærede Unn for skilt fra Hrut ved lovlig Skilsmisse. Dette vakte megen Opsigt. Unn tog hjem med sin Fader, og kom aldrig mere der vester paa.

8. Maard kræver Gods af Hrut

Hrut kom hjem og blev meget overrasket, da hans Kone var borte, men forholdt sig dog rolig, og var hjemme hele den Vinter, uden at raadføre sig med nogen om sin Sag. Næste Sommer red han til Altinget tilligemed sin Broder Høskuld, og de havde et stort Følge med sig. Og da han kom paa Tinget, spurgte han, om Maard Gige var der; man svarede ham ja, og alle tænkte, at de vilde tale om deres Sag, men det skete ikke. En Dag da man gik til Lovbjerget, nævnede Maard sig Vidner, og tillyste en Sag mod Hrut om hans Datters Medgift; han anslog den til 90 Hundrede (28) i Gods, lyste til Betaling og Udredning under Straf af tre Marks Bøde; han lyste Sagen til den Fjerdingsret (29), hvor den skulde føres efter Loven; lyste lovlig Tillysning og i alles Paahør paa Lovbjerget. Men da han havde talt dette, svarede Hrut: »Du søger denne din Datters Sag mere af Begærlighed efter Gods og Lyst til Strid end med Velvilje og Dannished; men jeg vil da ogsaa stille noget herimod; thi endnu har du ikke det Gods i Hænde, som jeg sidder inde med. Thi erklærer jeg da, saa at alle de, som er herhos ved Lovbjerget, skal være hørende Vidner, at jeg æsker dig til Holmgang; det skal gælde den hele Medgift, og jeg sætter ligesaa meget Gods derimod, og hvo der da vinder, han maa tage begge Dele; men vil du ikke stride med mig, da skal du tabe alt Krav paa Godset.« Da tav Maard stille, og raadførte sig med sine Venner om Holmgangen. Jørund Gode svarede ham: »Du behøver ikke vort Raad i denne Sag, thi du ved, at hvis du strider med Hrut, vil du lade baade Liv og Gods; han er stor og en tapper Helt.« Da tilkendegav Maard, at han ikke vilde stride med Hrut; hvorpaa der blev et stort Raab og megen Ulyd ved Lovbjerget, og Maard havde den største Skam af denne Sag.

Folk red derpaa hjem fra Tinget. Brødrene Høskuld og Hrut red vester til Reykedal, og tog til Gæst paa Gaarden Lund, hvor Bjørn Guldberes Søn Thjostolf boede. Der var falden en stærk Regn om Dagen, saa Folk var blevne vaade, og der blev tændt Langilde. Bonden Thjostolf sad mellem Høskuld og Hrut, og paa Gulvet gik to Drenge og legede, som blev opfødte hos Thjostolf, og en lille Pige gik og legede med dem; de snakkede alle Slags, thi de havde ingen Forstand. Den ene af Drengene sagde: »Jeg skal være Maard, og jeg stævner dig til at miste din Kone af den Grund, at du ikke har kunnet have ægteskabelig Omgang med hende.« Den anden svarede: »Jeg skal være Hrut, og erklærer dig skilt fra alt Krav paa Godset, hvis du ikke tør stride med mig.« Dette gentog de nogle Gange, og der opstod en stærk Latter blandt Hjemmemændene. Da blev Høskuld vred, og slog til den Dreng, der kaldte sig Maard, med Enden af sit Bælte (30), som traf ham i Ansigtet, og gav ham en Skramme. Høskuld sagde til Drengen: »Ud med dig, og driv ikke Spot med os!« Men Hrut sagde: »Kom hid til mig!« og da Drengen gjorde det, drog Hrut en Ring af sin Arm, gav ham den, og sagde: »Gaa bort, og fornærm ingen herefter!« Drengen gik bort, og sagde: »Din Dannished skal jeg altid prise.« Heraf fik Hrut godt Lov. De tog derpaa hjem, og hermed ender Trætten mellem ham og Maard.

9. Hvorledes Thorvald fik Halgerd

Nu er at fortælle (31), at Halgerd Høskuldsdatter voksede til; hun blev en meget smuk Kvinde og høj af Vækst, hvorfor hun blev kaldet Langbrog. Hun havde fagert Haar og saa stort, at hun kunde hylle sig dermed; hun var rundhaandet, men hæftig af Sind. Hendes Fosterfader hed Thjostolf; han stammede fra Syderøerne, var stærk, vaabendygtig, og havde dræbt mangen Mand uden at give Bøder for nogen, heller ikke holdt man for, at han forbedrede Halgerds Sind.

En Mand ved Navn Thorvald Osvifsen boede ude paa Medelfjældsstrand paa Gaarden under Fjæld (32); han var rig paa Gods, og ejede de Øer, der hedder Bjørnøerne, som ligger ude i Bredefjord, fra hvilke han fik tør Fisk og Mel. Thorvald var en stærk og høvisk Mand, men noget ilsindet. Engang talte Faderen og han om, hvor Thorvald vel skulde se sig om efter et Giftermaal, men det mærkedes paa ham, at intet Parti langtomkring var ham godt nok. Da sagde Osvif: »Vil du bejle til Høskulds Datter Halgerd Langbrog?« »Ja, hende vil jeg bejle til,« sagde han. »Saa ganske vil I dog ej passe sammen,« sagde Osvif, »hun har et stolt Sind, og du er haardsindet og ubøjelig.« »Der vil jeg dog gøre et Forsøg,« sagde han, »og det nytter ikke at ville holde mig derfra.« »Det er ogsaa dig selv, der løber Faren,« sagde Osvif. Derpaa tiltraadte de Frierrejsen til Høskuldsstad, hvor de nød en god Velkomst. De nævnte straks deres Ærinde til Høskuld og fremførte Frieriet. Høskuld svarede: »Eders Forhold kender jeg, men jeg vil handle aabent med Eder: min Datter har et haardt Sind, men om hendes Udseende og Høviskhed vil I selv kunne dømme.« Thorvald svarede: »Fastsæt du Vilkaaret, hendes Sindelag skal ikke være mig nogen Hindring for Handelen.« De talte derpaa om Brudkøbet, uden at Høskuld spurgte sin Datter om hendes Mening; thi han vilde gerne have hende gift, og de blev enige om alle Vilkaarene. Derpaa fæstede Thorvald Halgerd, og red saa hjem.

10. Om Halgerds Bryllup

Høskuld underrettede Halgerd om Giftermaalet. Hun svarede: »Nu har jeg faaet Vished for, hvad jeg længe har anet, at du ikke elskede mig saa meget, som du altid har sagt, siden du ikke fandt det værd, at denne Sag blev overlagt med mig; imidlertid finder jeg ikke dette Parti saa herligt, som du har lovet mig;« og det kunde paa alting mærkes, at hun ansaa sig for slet gift. Høskuld sagde: »Jeg lægger ikke saa megen Vægt paa din Stolthed, at den skulde staa i Vejen for mine Handler, og jeg skal raade, ikke du, hvis vi ikke kan enes.« »Stor er din og din Slægts Stolthed,« svarede hun, »og det er da ikke underligt, at jeg har faaet min Del deraf;« hvorpaa hun gik bort. Hun opsøgte sin Fosterfader Thjostolf, og fortalte ham hvad der var i Gære, og hun var meget ophidset. Thjostolf sagde: »Vær ved godt Mod! Du skal blive gift nok en Gang, og da vil man spørge dig ad; alle Steder vil jeg handle efter dit Sind, undtagen over for din Fader og Hrut (33)«. Mere talte de ikke herom. Høskuld lavede til Gilde, og red ud, for at indbyde Gæster; han kom ogsaa til Hrutsstad, og lod Hrut kalde ud til sig. Han kom ud, og de gik hen at tale sammen. Høskuld fortalte ham hele Aftalen og indbød ham til Bryllup, og bad ham ikke være fortrydelig, fordi han ikke havde talt med ham, før Handelen blev afgjort. »Mig tyktes det bedst,« sagde Hrut, »naar jeg slet ikke havde dermed at gøre; thi dette Giftermaal vil ikke bringe nogen af dem Lykke, hverken ham eller hende, men jeg vil dog komme til Gildet, hvis du anser det for en Hæder for dig.« »Visselig gør jeg det,« sagde Høskuld, og red derpaa hjem. Osvif og Thorvald indbød ligeledes Folk til Gildet, og der blev budet ikke færre end hundrede.

Der boede en Mand ved Navn Svan paa Gaarden Svanshol i Bjørnsfjord, der ligger norden for Stengrimsfjord (34). Det var Halgerds Morbroder. Svan var meget troldkyndig, trættekær og ond at have med at gøre. Ham bød Halgerd til Brylluppet og sendte Thjostolf for at indbyde ham; han kom ogsaa, og mellem ham og Thjostolf kom det snart til Venskab.

Folk kom nu til Gildet. Halgerd sad paa Tværbænken, og var en meget munter Brud; Thjostolf gav sig idelig i Tale med hende; men stundom talte han med Svan, og denne deres Samtale vakte Folks Opmærksomhed. Gildet løb vel af. Høskuld udredte Halgerds Gods paa bedste Maade. Derpaa sagde han til Hrut: »Skal jeg ogsaa uddele nogle Gaver?« Hrut svarede: »Du kan faa Lejlighed nok til at øde dit Gods for Halgerd; lad det dermed være nok.«

11. Thorvalds Drab

Thorvald red hjem fra Gildet tilligemed sin Kone og Thjostolf; denne fulgte Halgerds Hest, og de talede stadig sammen. Osvif vendte sig til sin Søn og sagde: »Synes du vel om dit Giftermaal, og hvorledes løb Eders Samtale af?« »Vel,« sagde han, »hun viste mig al mulig Venlighed, og du kan jo selv se Kende derpaa, hvorledes hun ler ved hvert Ord.« »Jeg holder ikke hendes Latter for saa god, som du gør,« sagde Osvif, »men det vil nok siden vise sig.« De red, til de kom hjem; og om Aftenen sad hun hos sin Husbonde og gav Thjostolf Plads næst ved sig længst fra Døren. Thjostolf og Thorvald gav sig lidet af med hinanden og var ordknappe mod hinanden om Vinteren, og det varede saa ved. Halgerd var stadig om sig og storsindet, vilde have alt hvad andre der i Nærheden havde, og ruttede med alt. Men da det vaarede, skortede det i Huset baade paa Mel og tør Fisk. Halgerd gav sig da i Tale med Thorvald, og sagde til ham: »Du skulde ikke sidde her saa rolig, da her i Huset mangler baade Mel og Fisk.« Thorvald svarede: »Jeg har skaffet ikke mindre til Huse nu end sædvanlig, og da varede det til hen paa Sommeren.« Halgerd sagde: »Det rager ikke mig, om du af Gerrighed har sultet baade dig og din Fader.« Da blev Thorvald vred og slog hende i Ansigtet, saa at det blødte; gik derpaa bort, og kaldte paa sine Huskarle, at de skulde følge med ham. De satte en Baad frem, sprang om Bord, otte Karle i Tallet, og roede ud til Bjørnøerne (35), hvor de hentede tør Fisk og Mel. Om Halgerd fortælles, at hun sad ude, og var meget ophidset. Thjostolf gik hen til hende og saa, at hun var saaret i Ansigtet og sagde: »Hvorledes er du bleven saa ilde tilredt?« »Det volder min Husbond Thorvald,« sagde hun, »og du var ikke til Stede for at hjælpe mig, om du ellers bryder dig noget om mig.« »Jeg vidste intet deraf,« sagde Tjostolf, »dog skal jeg hævne dette.« Han gik derpaa ned til Stranden, og skød et seksaaret Skib frem; i Haanden havde han sin store jærnskæftede Økse. Han gik ud paa Skibet, og roede ud til Bjørnøerne; men da han kom der, var alle Mænd roede bort undtagen Thorvald og hans Ledsagere; han selv var i Færd med at lade Baaden, og hans Mænd bar Varerne ud. Thjostolf kom til i det samme, sprang op paa Baaden, gav sig til at lade med ham, og sagde: »Du er baade sendrægtig og udygtig til dette Arbejde.« Thorvald svarede: »Mener du, du kan gøre det bedre?« sagde han. »Der er intet,« sagde Thjostolf, »som jeg ikke kan gøre bedre end du, og ilde gift er den Kone, du har, Eders Samliv skulde heller ikke vare længe.« Thorvald greb en Tollekniv, der laa hos ham, og slog til Thjostolf, men denne havde løftet sin Økse paa Skulderen og hug imod og traf Thorvald paa Armen, saa at Armen blev brudt og Kniven faldt. Derpaa hævede Thjostolf anden Gang sin Økse og hug Thorvald i Hovedet, saa han straks døde.

12. Om Thjostolf

Da kom Thorvalds Mænd ned med deres Byrder; men Thjostolf betænkte sig ikke længe; han hug straks med begge Hænder i Baadens Bord, saa at der fremkom et Hul saa bredt som tvende Rum, og sprang paa sit Skib; men ind i Baaden styrtede den sorte (36) Sø, og den sank straks med hele Ladningen; Thorvalds Lig gik ogsaa til Bunds med den, saa at hans Folk ikke kunde se, hvorledes han var tilredt, men at han var død, vidste de. Thjostolf roede ind paa Fjorden, men de raabte Forbandelser efter ham, og at der aldrig maatte times ham noget godt. Han svarede ikke, men roede til han kom hjem, trak Skibet op, og gik hjem. Øksen holdt han i Vejret, og den var meget blodig. Halgerd var ude og sagde: »Blodig er din Økse; hvad har du øvet?« »Nu,« svarede han, »har jeg sørget for, at du vil blive anden Gang gift.« »Saa forkynder du mig da Thorvalds Død,« sagde hun. »Ja,« svarede han, »og se nu til, du sørger for min Sikkerhed.« »Det skal jeg,« svarede hun, »jeg vil sende dig nord paa til Svanshol i Bjørnsfjord; min Frænde Svan vil tage imod dig med aabne Arme, og han er saa dygtig en Mand, at der vil ingen hjemsøge dig.« Han sadlede derpaa en Hest, han havde, steg paa den og red til Svanshol, hvor Svan tog imod ham med aabne Arme og spurgte ham om Tidender. Thjostolf fortalte ham Thorvalds Drab, saaledes som det var foregaaet. Svan sagde: »Det kalder jeg Mænd, som ikke skyr noget, hvor farligt det lader, og det lover jeg dig derfor, at hvis de søger dig her, skal de faa den største Skam deraf.« Hvad nu Halgerd angik, da befalede hun sin Frænde Ljot den Svarte at rejse med sig, og bød ham sadle deres Heste, thi hun vilde ride hjem til sin Fader. Han gjorde alting rede til deres Rejse; imidlertid gik hun hen til sine Kister, lukkede dem op, kaldte paa sine Folk og gav hver især en Gave, men de sørgede alle over, at de skulde miste hende. Hun red nu hjem til sin Fader, der tog vel imod hende, thi han havde endnu ikke hørt, hvad der var forefaldet. Hrut sagde til Halgerd: »Hvorfor tog Thorvald ikke med dig?« Hun svarede: »Han er død.« Høskuld sagde: »Det har Thjostolf gjort.« »Ja,« svarede hun. »Det slog da til,« vedblev Høskuld, »hvad Hrut sagde mig, at dette Giftermaal vilde blive til megen Ulykke, men hvad nytter det at klage over gjort Gerning?«

Thorvalds Ledsagere havde imidlertid faaet et Skib til Laans, og roede ind til Landet ved Reykenæs (37). De tog hen til Osvif, og fortalte ham, hvad der var hændt. Han sagde: »Onde Raad tager en ond Ende, og jeg ser nu, hvorledes alt er gaaet til. Halgerd maa have sendt Thjostolf til Bjørnsfjord, men selv maa hun være reden hjem til sin Fader. Vi vil nu samle Folk og opsøge ham der nord paa.« De gjorde saa, drog om for at faa Folk til Hjælp og fik let et stort Følge; de red til Stengrimsfjord og saa til Ljotaadal og til Selaadal og saa over Aasen til Bjørnsfjord. Nu tog Svan til Orde og gabede stærkt: »Nu søger Osvifs Fylgjer hid.« Da sprang Thjostolf op og tog sin Økse. Svan sagde: »Gaa du ud med mig! Lidet er her Behov.« Begge gik derpaa ud. Svan tog et Gedeskind, svang det over sit Hoved og sagde: »Vorde Taage og vorde Skræmsel og Undere store for alle dem, som efter dig søger!« Osvif og hans Mænd red imidlertid op paa Aasen. Da væltede der en tyk Taage imod dem og Osvif sagde: »Det maa være Svan, der volder det, og godt og vel, om der ej fulgte mere ondt efter.« Kort efter blev det saa mørkt for deres Øjne, at de intet kunde se, og de satte Hestene til, af dem selv gik nogle ned i Moser, andre ind i Skoven, saa de let kunde være kommet til Skade. Deres Vaaben tabte de. Da sagde Osvif: »Hvis jeg kunde finde mine Heste og Vaaben, saa vilde jeg vende om,« og næppe havde han sagt dette, førend de kunde se noget og fandt deres Heste og Vaaben. Men mange skyndede endnu til, at de skulde fortsætte deres Ridt imod Svanshol; det skete, men straks paakom dem de samme Undere. Saaledes gik det tre Gange. Da sagde Osvif: »Skønt Færden ikke er heldig, saa skal vi dog nu vende tilbage. Lad os nu tage en anden Beslutning, og jeg for min Del finder det da bedst, at vi tager hen til Høskuld, og beder ham om Bøder for min Søn; thi Hæder kan ventes, hvor den alt er til Huse.« De red saa derfra til Bredefjordsdale, og der er intet at fortælle om dem, førend de kom til Høskuldsstad. Der var Hrut tilstede. Osvif kaldte Høskuld og Hrut ud; de gik begge ud og hilste ham, og de gik derpaa hen at tale sammen. Høskuld spurgte Osvif, hvor han kom fra. Han svarede, at han var taget hen at lede efter Thjostolf, men havde ikke fundet ham. Høskuld svarede, at han maatte være kommen til Svanshol, og det var ikke hver Mands Sag at opsøge ham der. »Derfor,« sagde Osvif, »er jeg kommen hid, at jeg vil bede dig om Bøder for min Søn.« Høskuld svarede: »Jeg har ikke dræbt din Søn, heller ikke raadet ham Bane, men du kan være undskyldt, at du etsteds søger Erstatning.« Hrut sagde: »Nær, min Broder, er Næsen ved Øjnene; det gøres nu fornødent at neddysse alle onde Rygter og give ham Bøder for sin Søn, og saaledes gøre din Datters Sag god igen, thi kun paa denne Maade kan der gøres Ende paa Folks Snak, og bedst er det, at der tales lidet herom.« Høskuld sagde: »Vil du afsige kendelse i Sagen?« »Det vil jeg,« svarede Hrut, »og j eg vil ikke skaane dig i min Kendelse, thi naar jeg skal sige, hvad sandt er, saa har din Datter raadet ham Bane.« Høskuld blev rød som Blod og tav en Stund, stod saa op og sagde til Osvif: »Vil du nu give mig Haandslag paa, at du vil lade Sagen falde?« Osvif stod op og sagde: »Det er just intet lige Forlig, at din Broder skal afsige Kendelsen, men du har dog (sagde han til Hrut) raadet saa godt, at jeg tør betro dig at afgøre Sagen.« Derpaa tog han Høskuld i Haanden, og de forligedes saaledes, at Hrut skulde bestemme og kundgøre Bodens Størrelse, førend Osvif tog bort. Derpaa afsagde Hrut sin Kendelse og sagde: »For Thorvalds Drab fastsætter jeg to Hundrede i Sølv,« hvilket den Gang ansaas for god Mandebod, »og dette, Broder, skal du betale straks, og udrede det som det sig bør.« Høskuld gjorde det. Da sagde Hrut til Osvif: »Jeg vil give dig en god Kappe, som jeg havde her ud til Landet med mig.« Den anden takkede ham for Gaven, var glad ved Sagens Udfald, og rejste hjem. Hrut og Høskuld kom kort efter hen til ham for at skifte, og heri blev de ligeledes vel forligte med Osvif, og tog hjem med Godset. Osvif er nu ude af Fortællingen. Halgerd bad Høskuld, at Thjostolf maatte tage hjem til ham, hvilket han tilstod hende. Der blev endnu i lang Tid talt allehaande om Thorvalds Drab. Halgerds Gods voksede stærkt og blev meget stort.

13. Glums Frieri

Tre Brødre nævnes som vedkommende denne Fortælling; den ene hed Thoraren, den anden Rage, den tredje Glum; de var Sønner af Oleif Hjalte (38), meget ansete Mænd og velhavende. Thoraren havde det Kendingsnavn, at han blev kaldt Rages Broder, og han var Landets Lovsigemand efter Ravn Høngsen (39). Han var en saare forstandig Mand, boede paa Gaarden Varmeløk (40), og han og hans Broder Glum førte Husholdning sammen. Glum havde længe været paa Rejser; han var en stor, stærk og smuk Mand. Deres Broder Rage var en navnkundig Kæmpe. Disse Brødre ejede sønder paa Gaardene Engø og Laugarnæs (41).

En Gang talte Brødrene Glum og Thoraren sammen, og den sidste spurgte Glum, om han agtede sig udenlands, som han plejede; han svarede, at han havde nu tænkt at holde op med sine Handelsrejser. »Hvad har du da i Sinde?« sagde Thoraren, »vil du tage dig en Kone?« »Det havde jeg nok Lyst til,« sagde den anden, »hvis jeg kunde gøre et godt Giftermaal.« Da opregnede Thoraren alle de ugifte Kvinder, der var i Borgefjord, og spurgte, om han vilde have nogen af dem; han vilde selv ride med ham paa Frieri. Glum svarede, at han ingen af dem vilde have. »Saa nævn mig da, hvem du vil have,« sagde Thoraren. Glum svarede: »Naar du vil vide det, saa hedder hun Halgerd, og er en Datter af Høskuld vester i Dalene.« »Nu gaar det ikke, som Ordsproget hedder, at du er bleven klog ved anden Mands Skade; hun har allerede været gift med en Mand, og ham raadte hun Bane,« sagde Thoraren. Glum sagde: »Maaske hænder hende ikke slig Vanskæbne anden Gang, og det er jeg vis paa, at mig raader hun ikke Bane. Men vil du vise mig nogen Hæder, saa rid med mig hen for at bejle til hende.« Thoraren sagde: »Det nytter ikkun lidet, jeg sætter mig derimod; hvad der skal ske, vil ske.« Ofte bragte Glum denne Sag paa Tale hos Thoraren, der længe søgte at unddrage sig, men omsider samlede de Mænd og red, tyve i Følge, vester paa til Dalene og kom til Høskuldsstad. Høskuld tog godt imod dem, og de var der om Natten. Men tidlig om Morgenen sendte Høskuld Bud efter Hrut. Da denne kom, var Høskuld ude, idet han red ind paa Tunet. Høskuld sagde ham, hvilke Mænd der var komne. »Hvad mon de vil?« sagde Hrut. »De har endnu ikke sagt mig deres Ærinde,« svarede Høskuld. »Og deres Ærinde maa dog være til dig,« sagde Hrut; »de vil vist bejle til din Datter Halgerd; hvad vil du svare?« »Hvad finder du raadeligst?« sagde Høskuld. »Du skal svare dem vel,« sagde Hrut, »men heller ikke lægge Skjul hverken paa Kvindens Lyder eller Dyder.« Medens Brødrene endnu talte sammen, kom Gæsterne ud. Høskuld og Hrut gik dem i Møde; Hrut hilste paa Thoraren og hans Broder. Derpaa gik de alle hen til Samtale, og Thoraren sagde: »Jeg er kommen hid med min Broder Glum i det Ærinde, Høskuld, at bejle til din Datter Halgerd for min Broder Glum; og skal du vide, at han er en dygtig Mand.« »Jeg ved det,« sagde Høskuld, »at I begge er ætstore Mænd; men jeg vil derimod sige dig, at jeg een Gang før raadede for hendes Giftermaal, og det blev os til megen Ulykke.« Thoraren svarede: »Det vil vi ikke lade være til Hinder for vor Handel, thi een og samme Lod skal ikke ramme alle, og dette kan vel gaa godt, skønt hint gik ilde; desuden var det Thjostolf, der især var Skyld deri.« Da sagde Hrut: »Jeg vil give Eder et Raad, hvis I ikke vil lade det være nogen Hinder, hvad der før er forefaldet med Halgerd, at Thjostolf nemlig ikke skal drage hen til Glum med hende, hvis Giftermaalet kommer i Stand, og at han aldrig maa være der længer end tre Nætter uden Glums Tilladelse, og bliver han der længer, skal Glum kunne dræbe ham uden at give Bøder; imidlertid skal det staa til Glum at tillade det, hvilket dog ikke er mit Raad. Heller ikke skal det dog nu gaa til saaledes som forrige Gang, at Halgerd bliver bortgivet uden sit Vidende; hun skal vide hele denne Handel og se Glum, og selv raade, om hun vil have ham eller ikke; da vil hun ikke kunne tilregne andre det, hvis det ikke gaar godt; alt dette skal gaa for sig uden nogen Svig.« Thoraren sagde: »Det gaar nu som altid, at bedst er det, at dine Raad følges.« Der blev da sendt Bud efter Halgerd, og hun kom did tilligemed tvende Kvinder. Hun havde en sort, kostelig vævet Kaabe paa, derunder en rød Skarlagenskjortel og et Sølvbælte om Livet. Hun satte sig ned mellem Hrut og sin Fader, hilste dem alle med venlige Ord, talte godt og fyndigt for sig og spurgte om Tidender. Derpaa tav hun, og Glum sagde: »Om en Handel mellem din Fader og mig har jeg og min Broder Thoraren talt noget, at jeg nemlig maatte faa dig, Halgerd, til Kone, hvis det er din Vilje som deres; som en Kvinde, der ved, hvad du vil, maa du nu selv sige, om det er dig imod eller ej, men hvis du har nogen Betænkelighed ved vor Handel, saa vil vi ikke mere tale derom.« Halgerd svarede: »Jeg ved, at I Brødre er ætstore Mænd, og ligesaa, at jeg nu vil blive bedre gift end forrige Gang, men jeg vil dog vide, hvad I har aftalt, og hvor vidt det er kommet med Sagen; men efter hvad jeg nu synes om dig, saa tror jeg, at jeg vil kunne holde af dig, hvis vore Sind kan samstemme.« Glum sagde hende derpaa selv den hele Handel uden at forvanske noget, og spurgte saa Høskuld og Hrut, om han havde gengivet det rigtigt. Høskuld sagde ja. Da sagde Halgerd: »Saa godt har I, du, min Fader, og Hrut, sørget for mig i denne Sag, at jeg vil følge Eders Raad, og denne Handel skal være saaledes, som I har fastsat.« Da sagde Hrut: »Det tykkes mig bedst, at Høskuld og jeg nævner Vidner, men Halgerd skal fæste sig selv, om det tykkes den lovkyndige (42) at være Ret.« »Ret er det,« sagde Thoraren. Derpaa blev Halgerds Gods vurderet, og Glum skulde stille ligesaa meget derimod, og der skulde være Halvfællig imellem dem. Derpaa fæstede Glum sig Halgerd, og Brødrene red hjem. Høskuld skulde holde Gildet. Alt var nu roligt, indtil man red til Gilde.

14. Om Glums Bryllup

Brødrene samlede et stort Følge af udvalgte Folk til Brylluppet, de red vester paa til Dalene og kom til Høskuldsstad. Her var ogsaa mange Folk samlede. Høskuld og Hrut besatte den ene Bænk, Brudgommen den anden. Halgerd sad paa Tværbænken og tog sig prægtig ud. Thjostolf gik med opløftet Økse og teede sig overmodig, men alle lod, som om de ikke mærkede det. Gildet løb vel af. Og da det var endt, rejste Halgerd sønder paa med dem. Da de kom til Varmeløk, spurgte Thoraren Halgerd, om hun vilde overtage Styrelsen af Huset; hun svarede nej. Om Vinteren styrede hun sit Sind vel, saa man syntes ikke ilde om hende. Om Foraaret talte Brødrene sammen om deres Ejendomme, og Thoraren sagde: »Jeg vil opgive Eder Boet paa Varmeløk, thi det er bekvemmest for Eder, hvorimod jeg vil drage sønder til Laugarnæs og sætte Bo der, men Engø skal vi eje i Fællesskab.« Glum samtykkede heri, hvorpaa Thoraren flyttede sønder paa, men Glum og hans Kone blev boende, hvor de var. Halgerd fæstede sig nu Tyende. Hun var rask til at give og om sig til at tage. Om Sommeren fødte hun et Pigebarn; Glum spurgte hende, hvad Barnet skulde hedde. »Det skal opkaldes efter min Farmoder (43) og hedde Thorgerd, thi hun stammede i lige Linie paa sin Fædreneæt fra Sigurd Faavnersbane.« Pigebarnet blev vandøst og fik dette Navn; hun voksede op der, og kom til at ligne sin Moder af Udseende. Glum og Halgerd levede godt sammen, og dette varede saa ved en Stund.

Fra Bjørnsfjord hørte man den Tidende, at Svan om Foraaret var roet ud paa Fiskeri, men han blev overfalden af en stærk Østenstorm, blev drevet op ved Veideløse, og satte til der. De Fiskere, som var ved Kaldbak, syntes, at de saa Svan gaa ind i Fjældet Kaldbakshorn, og at han der blev modtaget med Glæde (44); men andre modsagde det og paastod, at der intet var derom. Det vidste dog alle, at han ingensteds fandtes, hverken levende eller død. Da Halgerd spurgte dette, tog hun sig sin Morbroders Død meget nær.

Glum tilbød Thoraren, at de skulde mageskifte deres Jorder; men han afslog det og tilføjede: »Hvis jeg derimod overlever dig, saa forbeholder jeg mig Varmeløk.« Dette sagde Glum til Halgerd, og hun svarede: »Det er noget, som Thoraren fortjener af os.«

15. Om Thjostolf

Thjostolf havde slaaet en Huskarl hos Høskuld, hvorfor han jeg Thjostolf bort. Denne tog sin Hest og sine Vaaben og sagde til Høskuld: »Nu tager jeg bort og kommer aldrig mere tilbage.« »Det vil alle glæde sig over,« sagde Høskuld. Thjostolf red, til han kom til Varmeløk, hvor han blev vel modtaget af Halgerd og ikke ilde af Glum. Han fortalte Halgerd, at hendes Fader havde jaget ham bort, og bad hende sørge for ham. Hun svarede ham, at hun slet intet kunde love om hans Ophold der, førend hun havde talt med Glum. »Kommer I godt ud af det sammen?« sagde han. »Ja, kærligt og godt,« svarede hun. Derpaa gik hun hen at tale med Glum, slog sine Arme om hans Hals og sagde: » Vil du tilstaa mig en Bøn, som jeg vil bede dig om?« »Det vil jeg,« sagde han, »hvis den er til Ære for dig; hvad vil du bede om?« Hun svarede: »Thjostolf er jaget bort der hjemmefra, og nu saa jeg gerne, at du vilde tillade ham at blive her; men jeg vil dog ikke trænge paa dig, hvis det er dig imod.« Glum sagde: »Nu da du skikker dig saa vel, vil jeg tilstaa dig det; men det siger jeg dig, hvis han begynder paa Optøjer, skal han straks bort.« Hun gik da til Thjostolf og sagde ham det. Han svarede: »Du er dog god som altid; det tænkte jeg nok.« Derefter blev han der og dyede sig en Stund, men tilsidst syntes det, som om han fordærvede alt der. Han skaanede ingen uden Halgerd, men hun tog ham aldrig i Forsvar, naar han havde Strid med andre. Glums Broder Thoraren bebrejdede ham, at han lod ham blive der, og sagde, at det vilde gaa galt saaledes som før, hvis han blev der. Glum svarede ham høflig, men fulgte dog sit eget Hoved.

16. Om Glums Faarfærd

Engang om Høsten var det vanskeligt for Folk at faa deres Faar hjem, og Glum savnede mange Beder. Da sagde han til Thjostolf: »Gaa op paa Fjældet med mine Huskarle og se, om I kan finde nogen af Faarene.« »Det er ikke min Sag, at lede efter Faar,« svarede Thjostolf, »og det er mer end nok til min Undskyldning, at jeg ikke vil traske efter dine Trælle, men tag du selv af sted, og jeg vil da drage med dig.« Derover kom de i hæftig Trætte. Halgerd sad ude, det var just godt Vejr. Glum gik da hen til hende og sagde til hende: »Thjostolf og jeg har nu haft Strid med hinanden, og vi vil kun i kort Tid blive sammen;« hvorpaa han fortalte hende alt, hvad der var foregaaet imellem dem. Halgerd undskyldte da Thjostolf, saa de kom i stærkt Ordskifte med hinanden, og Glum slog til hende med sin Haand og sagde: »Jeg vil ikke længer trættes med dig.« hvorpaa han gik bort. Hun elskede ham meget og kunde ikke beherske sig, men græd højt. Thjostolf gik hen til hende og sagde: »Ilde er du medhandlet, og det burde ej ske oftere.« »Hverken skal du hævne dette, eller blande dig i, hvad vi har med hinanden at gøre,« sagde hun. Han gik bort og grinte haanligt.

17. Glums Drab

Glum befalede nogle Mænd at følge med ham, men Thjostolf gjorde sig ligeledes færdig og tog afsted med Glum. De drog op ad den søndre Reykedal, og saa op ved Baugagil til Tværfjeld, og der delte de sig; nogle sendte Glum til Sulefjældene, og de fandt alle mange Faar, men nogle drog til Skoradalsfjældene. Tilsidsl traf det sig, at Glum og Thjostolf var ene sammen. De gik sønder fra Tværfjæld, fandt der nogle sky Faar og drev dem hen imod Fjældet, men Faarene kom op paa Fjældet for dem. Da begyndte de at skænde paa hinanden. Thjostolf bebrejdede Glum i de groveste Udtryk hans Udygtighed; og Glum sagde: »Ondt Følge har man kun hjemme fra. Skal jeg tage imod Skældsord af dig, din forløbne Træl.« Thjostolf svarede: »Det skal du komme til at sande, at jeg ikke er nogen Træl, thi jeg skal aldrig vige for dig.« Da blev Glum vred og hug til ham med sit Sværd, men han svang sin Økse imod, saa Hugget traf midt paa Siden af den og gik to Fingersbred ind i den. Thjostolf hug straks imod ham med sin Økse, traf ham paa Skulderen og kløvede Skulderbenet og Nøglebenet, saa at Blodet strømmede ind i Brysthulningen. Glum greb Thjostolf med den anden Haand saa fast, at han faldt, men kunde ikke holde ham, da Døden kom over ham selv. Thjostolf tilhyllede derpaa hans Lig med Sten, trak en Guldring af ham og gik, indtil han kom til Varmeløk. Halgerd var ude og saa, at Øksen var blodig. Han kastede Guldringen til hende. Hun sagde: »Hvad nyt fortæller du? Hvorfor er din Økse blodig?« Han sagde: »Jeg ved ikke, hvad du vil tænke derom, jeg forkynder dig Glums Drab.« »Saa har du voldet det,« sagde hun. »Ja,« svarede han. Hun lo derad og sagde: »Du er ingen Sinke i Strid.« »Hvad Udvej skaffer du mig nu?« sagde han. »Tag til min Farbroder Hrut,« svarede hun, »og lad ham sørge for dig!« »Jeg ved ikke,« sagde Thjostolf, »om dette er et Heldraad, men jeg vil dog gøre, som du siger.« Han tog da sin Hest, og red om Natten til Hrutsstad. Her bandt han sin Hest bag Husene, gik saa hen til Døren og gav et stort Slag paa den. Derefter gik han nord om Huset. Hrut var vaagnet; han sprang hurtig op, tog sin Trøje paa og stak Fødderne i et Par høje Sko, greb saa sit Sværd, svøbte sin Kappe om den venstre Haand og op om Armen. Folk vaagnede ved at han gik ud. Han saa en stor Mand bag Huset og kendte Thjostolf. Hrut spurgte, hvad nyt der var paa Færde. »Jeg forkynder dig Glums Drab,« sagde Thjostolf. »Hvem voldte det?« sagde Hrut. »Jeg vog ham,« sagde Thjostolf. »Hvi red du hid?« sagde Hrut. »Halgerd sendte mig til dig,« svarede Thjostolf. »Saa er det ikke hende, som har voldet dette,« sagde Hrut og trak sit Sværd. Dette saa Thjostolf, og vilde ikke være senere, men hug straks til Hrut. Denne undgik imidlertid Hugget ved en rask Vending og slog med sin venstre Haand saa rask til Siden af Øksen, at den fløj af Haanden paa Thjostolf. Med sin højre Haand hug han Thjostolf i Benet oven for Knæet, saa der hang kun lidet ved, løb i det samme ind paa ham og stødte haardt til ham. Thjostolf faldt bag over. Derpaa hug han Thjostolf i Hovedet og gav ham Banesaar. Da kom Hruts Huskarle ud og saa, hvad der var sket. Hrut lod Thjostolf føre bort og hans Lig tilhylle. Derpaa begav han sig til Høskuld og sagde ham Glums Drab, og dernæst Thjostolfs. Han tog sig Glums Fald nær, men takkede ham for Thjostolfs.

Kort efter hørte Thoraren Rages-Broder om sin Broder Glums Drab. Han red selvtolvte til Høskuldsstad, hvor Høskuld tog venlig imod ham, og han var der om Natten. Høskuld sendte straks Bud efter Hrut, at han skulde komme did; han tog ogsaa straks afsted, og Dagen efter talte de meget om Glums Drab. Thoraren sagde: »Vil du give mig nogen Bod for min Broder, thi jeg har lidt et stort Tab?« Høskuld svarede: »Jeg har ikke dræbt din Broder, heller ikke raadede min Datter ham Bane; men saasnart Hrut fik det at vide, dræbte han Thjostolf.« Da tav Thoraren og syntes, at Sagen vilde blive vanskelig; men Hrut sagde: »Lad os skaffe ham en god Rejse; han har vist lidt et stort Tab, og det vil faa en god Omtale; lad os give ham Gaver, og han vil være vor Ven for Livet herefter.« Dette blev iværksat, og Brødrene gav ham Gaver, og han red atter hjem. Han og Halgerd skiftede Boliger om Foraaret [ca. 961]; hun drog sønderpaa til Laugarnæs, og han til Varmeløk. Hermed er Thoraren ude af Fortællingen.

18. Maards Død

Nu er at fortælle, at Maard Gige blev syg og døde, og hans Død vakte megen Sorg. Hans Datter Unn tog alt Godset efter ham; hun var da for anden Gang ugift. Hun var meget ødsel og holdt slet Hus, saa hendes Penge ødtes for hende, og hun havde tilsidst ikke andet end Jorder og sine Smykker.

19. Her begynder Fortællingen om Gunnar

Gunnar hed en Mand, en Frænde af Unn. Hans Moder Rannveig var en Datter af Sigfus, Søn af Sighvat den Røde, der blev dræbt ved Sandholefærge. Gunnars Fader hed Hamund, en Søn af Gunnar Baugsen, efter hvem Gunnarsholt er opkaldt. Hamunds Moder hed Ravnhild, en Datter af Storolf Høngsen. Storolf var Broder til Ravn Lovsigemand. Storolfs Søn var Orm den Stærke.

Gunnar Hamundsen boede paa Gaarden Hlidarende (46) i Fljotshlid. Han var høj af Vækst og stærk, særdeles vaabenduelig; han hug med sit Sværd og kastede sit Spyd, naar han vilde, ligesaa godt med den venstre Haand som med den højre, og svingede sit Sværd saa hurtig, at det saa ud, som om der paa een Gang var tre i Luften. Han var den mest udmærkede Bueskytte og traf alt, hvad han sigtede paa; han sprang højere end sin egen Højde med alle sine Hærklæder paa, og ligesaa langt baglængs som frem for sig; han svømmede som en Sæl; heller ikke var der nogen Leg, hvori nogen kunde tænke paa at kappes med ham, og der siges, at ingen skal have været hans Lige. Han var smuk af Udseende med lys Lød, lige, noget opadstaaende Næse, blaa og levende Øjne, røde Kinder, stort Haar, der faldt vel og havde en smuk Farve. Han var særdeles høvisk, rask i al Daad, trofast i Raad, og velvillig, gavmild og behersket, trofast mod Venner, men omhyggelig i deres Valg. Han var ogsaa en ret velstaaende Mand. Hans Broder hed Kolskeg, en stor og stærk Mand, en brav Mand, og uforfærdet i alt. Hans anden Broder hed Hjort, han var da i sin Opvækst. Orm Skovnef (47) var en uægte Broder til Gunnar, og forekommer ikke i denne Fortælling. Gunnars Søster hed Arngunn og var gift med Hroar Tungegode, en Søn af Une den Ubaarne, en Søn af den Gardar, der opdagede Island. Arngunns Søn var Hamund Halte, der boede paa Hamundsstad.

20. Om Nial og hans Børn

Nial var en Søn af Thorgeir Golnir Ofeigsen; hans Moder hed Asgerd og var en Datter af Hersen Askel den Stumme; hun var kommen hid ud til Island og havde taget Land østen for Markarfljot mellem Øldusten og Seljalandsmule; hendes Søn var Holtethore, Fader til Thorleif Kraak, fra hvem Skogverjerne nedstammer, samt til Thorgrim den Store og Skorargeir.

Nial boede paa Bergthorshvol i Landøerne (48); en anden Gaard havde han ved Thorolfsfjæld. Han var en velhavende Mand og smuk af Udseende; men han havde ingen Skæg. Han var en saa ypperlig lovkyndig, at der ikke fandtes hans Lige. Han var derhos vis og forudseende, gav gode Raad og gav dem gerne, og alt, hvad han raadede Folk, blev til deres Bedste; han var mild og retsindig og hjalp alle dem, der tyede til ham, ud af deres Forlegenhed. Hans Kone hed Bergthora, en mandig og brav Kvinde, men noget haard i Sind. De havde seks Børn, tre Døtre og tre Sønner, som alle forekommer i denne Fortælling.

21. Om Unn og Gunnar

Nu begynde vi atter Fortællingen der, at Unn havde sat alle sine Penge til; hun foretog sig da en Rejse til Hlidarende, og Gunnar tog vel imod sin Frænke. Hun blev der om Natten; Dagen efter sad de ude og talede sammen. Da drejede hun endelig Talen paa, hvor tungt det faldt hende for Penge. »Ilde er det, sagde han. »Hvad Hjælp vil du yde mig,« sagde hun, »at jeg kan komme ud af min Forlegenhed?« Han svarede: »Tag saa mange Penge, som du behøver, af dem, jeg har staaende ude paa Rente.« »Jeg vil ikke øde dine Penge,« sagde hun. »Hvorledes vil du da?« sagde han. »Jeg vil, at du skal indkræve mit Gods hos Hrut,« sagde hun. »Det vil nok næppe lykkes mig,« sagde han, »siden din Fader ikke fik det indkrævet, og han var dog en stor lovkyndig, men jeg kender lidet til Lovene.« Hun svarede: »Den Trætte drev Hrut mere med Magt end efter Lov og Ret; min Fader var gammel, og man fandt det derfor ikke raadeligt, at de skulde kæmpe derom. Men der er ingen anden Frænde af mig, som kan paatage sig denne Sag, hvis du ikke har Mod dertil«. »Jeg tør nok kræve dette Gods,« sagde han, »men jeg ved ikke, hvorledes jeg skal bære mig ad med at genoptage Sagen.« Hun svarede: »Tag hen til Nial paa Bergthorshvol; han kan hjælpe dig med et godt Raad og er din gode Ven.« »Jeg haaber, at han giver et gavnligt Raad til mig som til alle andre,« sagde han. Deres Samtale endte med, at Gunnar paatog sig Sagen og gav hende saa mange Penge, som hun behøvede til sin Husholdning, hvorpaa hun rejste hjem.

Gunnar red nu hen til Nial, der modtog ham godt, og de gik straks hen at tale sammen. Gunnar sagde: »Jeg er kommen for at bede dig om et godt Raad.« Nial svarede: »Jeg har mange Venner, som kan vente det af mig, men dog vil jeg gøre mig mest Umage for dig.« Gunnar vedblev: »Jeg vil da sige dig, at jeg har paataget mig at kræve Unns Gods af Hrut.« »Det er en meget vanskelig Sag,« sagde Nial, »og meget tvivlsomt, hvorledes det vil gaa; men jeg vil dog give dig det Raad, som tykkes mig bedst; det vil ogsaa lykkes, naar du følger det nøje, men hvis ikke, vil dit Liv være i Fare.« »Jeg skal følge det nøje,« sagde Gunnar. Da tav Nial en Stund og sagde saa: »Nu har jeg tænkt over Sagen, og det skal nok gaa.«

22. Nials Raad

»Du skal nu ride hjemmefra selvtredje. Yderst skal du have en Rejsekappe og derunder en simpel brun Kjortel, men indenfor skal du have dine gode Klæder og i Haanden en lille Haandøkse. I skal hver have to Heste, den ene fed, den anden mager, ogsaa skal du føre Smedearbejde med dig. I skal ride straks i Morgen, og naar I kommer over Hvidaa, skal du lade din Hat hænge langt ned. Da vil man spørge efter, hvem den store Mand er. Saa skal dine Ledsagere sige, at det er Købhedin den Store fra Øfjord, som drager omkring med Smedesager. Det er en arrig og meget talende Mand, der ene tror at vide alt; han lader ofte sine Køb gaa tilbage, og flyver paa Folk, saasnart ikke alt gaar, som han vil have det. Du skal ride til Borgefjord og allevegne falbyde dine Smedesager, og tit lade Købene gaa tilbage. Da vil der gaa Ord af, at Købhedin er den værste Mand at have med at gøre, og at Rygtet mindst har løjet om ham. Du skal ride til Nordaadal, saa til Hrutafjord og til Laksaadal, og til du kommer til Høskuldsstad. Der skal du blive om Natten, sætte dig nederst og lude med Hovedet. Høskuld vil sige, at man ikke skal give sig af med Købhedin, da det er en slem Mand. Saa skal du tage bort Morgenen efter, og begive dig til den Gaard, der ligger nærmest Hrutsstad. Der skal du falbyde dine Smedesager, tage det sletteste frem, du har, og forsvare Fejlene. Bonden vil se nøje til og finde Fejlene, men saa skal du rive det fra ham og skælde ham ud. Han vil da sige, at det er rimeligt, du ikke behandler ham vel, da du behandler alle andre ilde. Saa skal du flyve paa ham, skønt det ikke er din Vane, men hold dog Maade med dine Kræfter, at du ikke skal blive kendt, og at de ikke skal fatte Mistanke. Saa vil man sende Bud til Hrutsstad efter Hrut, for at han skal skille Eder ad. Han vil straks lade gaa Bud efter dig, og du skal straks tage hen til ham. Du skal hilse Hrut, og han vil svare dig høflig og give dig Sæde paa den lavere Bænk lige over for hans eget Højsæde. Han vil da spørge dig, om du er fra Nordlandet. Du skal svare, at du er fra Øfjord. Han vil da spørge videre, om der er mange berømmelige Mænd. Slyngler er der nok af, skal du sige. Er du kendt i Reykedal? siger han saa. Jeg er kendt hele Island over, skal du svare. Er der mange drabelige Folk i Reykedal? siger han saa. Tyveknægte og Kæltringer er der, skal du sige. Da vil Hrut le og have sin Morskab deraf. I kommer saa til at tale om Mændene i Østfjerdingen, og der skal du ogsaa finde noget at udsætte. Saa kommer Eders Tale paa Rangaavolde. Da skal du sige, at der kan man mindst tænke paa at finde dygtige Mænd siden Maard Giges Død. Kvæd da ogsaa nogle Viser, som Hrut kan more sig over, thi jeg ved du er Skjald. Hrut vil da spørge, hvorfor du mener, at man mindst kan vente hans Lige. Saa skal du svare, at han var en saa forstandig Mand og saa dygtig i at forfølge en Sag, at hans Høvdingskab aldrig kom til kort. Han vil da spørge, om du ikke har hørt noget om, hvorledes det gik med ham og Maard. Jeg ved, skal du sige, at han tog Konen fra dig, men du fandt dig deri. Saa vil Hrut svare: Tykkes dig ikke, det gik ham ilde, da han ikke fik Pengene, da han dog anlagde Sag? Herpaa, skal du sige, kan jeg nok svare dig: Du æskede ham til Tvekamp, men han var gammel, og hans Venner raadede ham fra at stride med dig; saaledes maatte Sagen falde. Visselig gjorde jeg det, siger saa Hrut, og enfoldige Mænd tyktes, det var lovligt, men han kunde derfor gerne have optaget Sagen paa næste Ting, hvis han havde haft Mod til det. Jeg ved det, skal du sige. Han vil da spørge dig, om du forstaar dig noget paa Loven? Der nord paa havde jeg Ord for det, skal du svare, men maaske du vil sige mig, hvorledes man skal optage Sagen. Hrut vil da spørge, hvad for en Sag du mener. Den, skal du sige, der for Resten ikke kommer mig ved, hvorledes man skal optage Kravet paa Unns Gods. Man skal stævne Sagen saaledes, at jeg hører derpaa, eller i min lovlige Bopæl, vil Hrut sige. Stævn nu da, skal du sige, saa vil jeg stævne efter. Hrut vil da stævne, og du skal da lægge nøje Mærke til, hvilke Ord han bruger. Saa vil Hrut sige, at nu skal du stævne. Du skal da stævne, men vrangt, saa at kun hvert andet Ord er rigtigt. Saa vil Hrut le, og ikke fatte nogen Mistanke til dig, men sige, at ikke meget var rigtigt i det. Du skal da give dine Ledsagere Skylden, at det var dem, der forstyrrede dig. Saa skal du bede Hrut, at han vil sige dig det for, og tillade dig at sige efter. Han vil tillade det og selv stævne Sagen. Du skal straks sige Stævningen efter, og nu tale rigtig, og saa spørge Hrut, om det er ret stævnet. Han vil svare, at det er en Stævning, der ikke kan afvises. Da skal du sige saa højt, at dine Ledsagere kan høre det: »Saa stævner jeg Unn Maardsdatters mig haandgivne Sag.« Men naar saa Folk er gaaet i Seng, skal I staa op og gaa stille ud, bære eders Sadler ud i Marken til de fede Heste, og sætte Eder op paa dem, men lade de andre blive tilbage. I skal ride op fra Græsgangene og blive der tre Nætter, thi omtrent saa længe vil der blive ledt efter Eder. Saa skal du ride hjem og altid ride om Nætterne, men ligge stille om Dagen. Vi vil saa ride til Tings og sørge videre for Sagen.« Gunnar takkede ham og red først hjem.

23. Om Købhedin

Gunnar red hjemmefra to Dage efter med to Mænd. De red, til de kom til Blaaskovshede; der mødte nogle Mænd dem, som spurgte, hvem den store Mand med Hatten nede over Øjnene var, og hans Ledsagere sagde, det var Købhedin. Da sagde de andre, at naar slig en Mand drog forud, kunde man ikke vente, der kom nogen værre bagefter. Hedin lod straks, som om han vilde fare paa dem, men de drog dog hver sin Vej. Gunnar bar sig ad med alting saaledes, som det var paalagt ham; han var paa Høskuldsstad en Nat, drog derfra ned ad Dalen og kom til den Gaard, der laa nærmest ved Hrutsstad. Der falbød han sine Smedesager og solgte tre af dem. Bonden mærkede, at der var Fejl ved dem, og sagde, at der var Bedrag i Spillet. Hedin for straks paa Bonden; det blev meldt Hrut, der sendte Bud efter Hedin. Han tog straks hen til Hrut, og nød en god Velkomst. Hrut gav ham Sæde lige over for sig, og deres Samtale faldt saa temmelig, som Nial havde formodet, indtil Hrut forklarede ham, hvorledes Unns Sag skulde optages, og stævnede for, men han sagde efter og stævnede vrangt. Da smilte Hrut og fattede ingen Mistanke. Saa sagde han, at Hrut skulde stævne anden Gang. Hrut gjorde det. Hedin stævnede da ogsaa anden Gang, men rigtig, og krævede sine Ledsagere til Vidner paa, at han stævnede Unn Maardsdatters ham overdragne Sag. Om Aftenen gik han til Sengs som de andre; men saa snart Hrut var falden i Søvn, tog de deres Klæder og Vaaben og gik ud, hen til deres Heste, og red over Aaen, og saa videre frem paa Hjardarholts Side (49) til Enden af Dalen, og opholdt sig der i Fjældene imellem den og Haukedalsskaard paa et Sted, hvor ingen kunde finde dem uden ved et særegent Tilfælde.

Samme Nat vaagnede Høskuld paa Høskuldsstad, og vakte alle sine Hjemmemænd. »Jeg vil sige Eder min Drøm,« sagde han; »mig tyktes, jeg saa en stor Bjørn gaa ud her fra Husene, og vidste, at der ikke fandtes dette Dyrs Mage, og med det fulgte to Bjørneunger, som vilde Dyret vel. De stævnede til Hrutsstad, og gik der ind paa Gaarden. Derpaa vaagnede jeg. Nu vil jeg spørge Eder, om I ikke har lagt Mærke til noget ved den store Mand.« En af dem svarede ham: »Jeg saa, at der stak en Guldbræmme og rødt Klæde frem under hans Ærme; paa sin højre Arm havde han en Guldring.« Høskuld sagde: »Det er ingen anden Mands Fylgje end Gunnars fra Hlidarende; nu bliver alting klart for mig. Lad os nu ride til Hrutsstad!« De gjorde saa. Hrut laa i sin lukkede Seng og spurgte, hvem det var der var komne. Høskuld gav sig til Kende og spurgte, hvad for Gæster der var. Den anden sagde: »Her er Købhedin.« »Nej, bredere Mand over Ryggen (50)« sagde Høskuld, »jeg tænker, det maa være Gunnar fra Hlidarende.« »Saa har han overlistet mig,« sagde Hrut. »Hvad er der hændt?« sagde Høskuld. Hrut svarede: »Jeg sagde ham, hvorledes man skulde optage Unns Sag, og jeg stævnede mig selv, men han stævnede efter, saa at han nu har faaet Sagen indledet, og det paa fuldt lovlig Vis.« »Her er din Visdom kommen til kort,« sagde Høskuld, »og Gunnar kan ikke ene have fundet paa alt dette. Nial maa have givet ham det Raad, thi ingen er hans Mage i Forstand.« De saa sig nu om efter Hedin, men han var alt borte. Derpaa samlede de Folk og søgte efter dem i tre Dage og tre Nætter, men fandt dem ikke. Gunnar red ned fra Fjældet til Haukedal og østen for Skaardet, derpaa til Holtevardehede, og videre frem, til han kom hjem. Han traf Nial og fortalte ham, at hans Raad havde vist sig godt.

24. Gunnars og Hruts Strid paa Tinget

Gunnar red til Altinget. Hrut og Høskuld red ligeledes til Tings og havde et stort Følge. Gunnar forfulgte Sagen paa Tinget; han udnævnte Nævninger i Sagen. Hrut og hans Broder havde tænkt paa at indlade sig i Kamp med ham, men dristede sig dog ikke dertil. Derpaa gik Gunnar til Bredfjordingernes Domstol (51), og bød Hrut at høre paa hans Ed, paa Sagens Fremsættelse og de Beviser, han vilde føre i sit Søgsmaal. Derpaa aflagde han Eden og fremsatte Sagen. Saa lod han føre Stævningsvidner. Nial var ikke tilstede i Retten. Nu fortsatte Gunnar Sagen, indtil han bød Modparten til Værn. Hrut krævede Vidner og erklærede Sagen ugyldig, og sagde, at hans Modpart havde glemt de tre Vidnesbyrd, der maatte komme for Retten: et, som var taget ved Sengestokken, det andet ved Karledøren, og det tredje paa Lovbjerget. Nial var da kommen til Retten, og sagde, at han kunde redde Sagen, hvis de vilde føre den til Ende ved Rettergang. »Det vil jeg ikke,« sagde Gunnar, »jeg vil give Hrut samme Kaar, som han gav min Frænde Maard. Er Brødrene Hrut og Høskuld saa nær, at de kan høre mit Ord?« »Vi hører,« sagde Hrut, »hvad vil du?« Gunnar sagde: »Saa være de hørende Vidner, som her er tilstede, at jeg æsker dig, Hrut, til Holmgang, og vi skal kæmpe i Dag paa den Holm, som er her i Øksaraa; men vil du ikke stride med mig, saa udred alt Godset endnu i Dag!« Derpaa forlod Gunnar Retten med hele sit Følge; ogsaa Høskuld og Hrut gik hjem, og Sagen blev hverken søgt eller forsvaret videre. Hrut sagde, da han kom ind i Boden: »Det er aldrig før hændt mig, at nogen Mand har udæsket mig til Holmgang, og at jeg har undslaaet mig.« »Saa har du da i Sinde at kæmpe?« sagde Høskuld, »men det skal dog ikke ske, hvis jeg maa raade, thi du kan ikke maale dig bedre med Gunnar, end Maard kunde med dig, og vi skal hellere begge tilsammen udrede Pengene til Gunnar.« Derpaa spurgte Brødrene de andre Bønder, hvad de vilde skyde til; de svarede alle, at de vilde give saa meget til, som Hrut vilde have. »Saa lad os da,« sagde Høskuld, »gaa hen til Gunnars Bod og betale Pengene!« De gik til Gunnars Bod og lod ham kalde ud; han gik ud i Boddøren. Høskuld sagde: »Nu kan du tage imod Pengene.« Gunnar sagde: »Betal nu da! Jeg er rede til at tage derimod.« De betalte derpaa alle Pengene til Punkt og Prikke. Da sagde Høskuld: »Nyd det, som du har faaet det!« »Det faar at gaa, som det kan,« sagde Gunnar. Hrut svarede: »Ilde vil det blive lønnet dig.« Høskuld og hans Venner gik atter hjem til deres Bod; han var meget oprørt, og sagde til Hrut: »Mon denne Ubillighed aldrig vil blive hævnet paa Gunnar?« »Jo,« sagde Hrut, »hævnes vil det vist, men vi vil hverken have Hævn eller Ære deraf; han vil sikkert en Gang komme til at ty til vor Slægt om Venskab (52).« Dermed endte de deres Samtale. Gunnar viste Nial Pengene. »Det gik godt,« sagde denne. »Og det maa jeg takke dig for,« sagde Gunnar. Folk red nu hjem fra Tinget, og Gunnar indlagde sig megen Ære ved denne Sag. Han bragte Unn alle Pengene og vilde selv ikke have det mindste deraf, men sagde kun, at han troede nu at kunne vente sig mere af hende og hendes Frænder, end af nogen anden. Deri gav hun ham Ret.

25. Unns Giftermaal

En Mand ved Navn Valgard boede paa Gaarden Hof ved Rangaa; han var en Søn af Jørund Gode, der nedstammede fra Thrond den Gamle, en Søn af Harald Hildetand, Hrørik Slyngebauges Søn. Harald Hildetands Moder var Aud, en Datter af Ivar Vidfadme, Halfdan den Kækkes Søn. Valgard den Graas (den Underfundiges) Broder var Ulf Ørgode, fra hvem Slægten paa Odde nedstammer.

Disse Brødre, Ulf Ørgode og Valgard den Graa tog hen for at bejle til Unn, og hun blev gift med Valgard uden nogen af sine Frænders Raad; men dette mishagede Gunnar og Nial og mange andre, thi Valgard var en lumsk og hadet Mand. De fik en Søn, som hed Maard, der omtales meget i denne Fortælling. Da han var fuldvoksen, viste han Fjendskab mod sine Frænder, men allermest imod Gunnar; han var snu i Sind og ond i Raad.

Nu vil vi nævne Nials Sønner. Den ældste hed Skarphedin. Han var stor af Vækst og stærk, vaabenduelig, svømmede som en Sæl, var særdeles rask til Fods, snarraadig og uforfærdet, fyndig og rask i sin Tale, men dog for det meste behersket; han havde brunt og krøllet Haar og smukke Øjne, blegt Aasyn og skarpe Træk, krum Næse, et højt Tandgærde og en noget styg Mund, men havde dog et drabeligt Udseende. Nials anden Søn hed Grim; han havde et smukt, mørkt Haar, var stor og stærk, og smukkere end Skarphedin. Nials tredje Søn hed Helge; han var smuk og havde et smukt Haar, var stærk og vaabenduelig, forstandig og behersket. Alle Nials Sønner vare ugifte. Nials fjerde Søn hed Høskuld, han var Slegfredsøn; hans Moder var Hrodny Høskuldsdatter, en Søster til Ingjald fra Kelde. Nial spurgte Skarphedin, om han vilde gifte sig. Han bad sin Fader raade, hvorfor denne bejlede for ham til Thorhild, en Datter af Ravn fra Thorolfsfjæld, og desaarsag havde han der siden sin anden Gaard. Skønt Skarphedin blev gift med Thorhild, blev han dog boende hos sin Fader. Grim bejlede til Astrid fra Djupaabakke, hun var Enke og meget rig; Grim fik hende, men blev dog hos sin Fader.

26. Om Asgrim og hans Børn

Asgrim Ellidagrimsen var en Sønnesøns Søn af Øndot Kraka; hans Moder hed Jorun Teitsdatter, og var en Sønnedatter af Ketilbjørn den Gamle fra Mosfjæld. Teits Moder Helga stammede fra Bjørn Buna, en Søn af Hersen Grim fra Sogn. Joruns Moder var Oløf, en Datter af Bødvar Herse, Vikinge-Kaares Søn. Asgrim Ellidagrimsens Broder hed Sigfus, hvis Datter Thorgerd var Moder til Sigfus, Sæmund den Frodes Fader. Gauk Trandilsen var Asgrims Fostbroder, en af de smukkeste og tapreste Mænd, men imellem dem opstod der Uvenskab, saa at Asgrim dræbte Gauk. Asgrim havde to Sønner, der begge hed Thorhal, og begge var haabefulde Mænd. Endnu en Søn havde Asgrim, ved Navn Grim, og en Datter Thorhalla, der var meget smuk og dygtig. Nial gav sig i Tale med sin Søn Helge og sagde: »Jeg har tænkt paa et Giftermaal for dig, hvis du vil følge mit Raad.« »Det vil jeg vist,« sagde han, »thi jeg ved, at du baade vil raade vel og tillige kan. Hvem har du da tænkt paa?« »Vi skal bejle til Asgrim Ellidagrimsens Datter, thi det er det bedste Gifte,« sagde Nial.

27. Helge Nialsens Frieri

Kort efter red de ud over Thjorsaa og videre frem, til de kom til Tunge (53). Asgrim var hjemme og tog godt imod dem, og de var der om Natten, men næste Dag gik de hen at tale sammen. Da kom Nial frem med Frieriet, og bad om Thorhalla til sin Søn Helge. Asgrim svarede velvillig derpaa og sagde, at der var ingen, med hvem han hellere vilde indgaa en Forbindelse end med dem. De talte da om Giftermaalet, og det endte saaledes, at Asgrim fæstede Helge sin Datter, og Brylluppet blev berammet. Gunnar og mange andre af de bedste Mænd var med til dette Gilde. Efter Gildet bød Nial Asgrims Søn Thorhal hjem til sig til Opfostring, saa han var længe derefter hos Nial, og han holdt mere af denne end af sin egen Fader. Nial lærte ham Lovkyndighed, saa at han blev den lovkyndigste Mand paa Island.

28. Halvard kommer til Island

Der landede et Skib i Mundingen ved Arnarbøle (54), og Halvard den Hvide, en Mand fra Vigen, førte Skibet; han tog sit Ophold paa Hlidarende, og var hos Gunnar om Vinteren. Han bad idelig denne om, at han skulde tage udenlands. Gunnar vilde ikke ret indlade sig derpaa, men afslog det dog ikke. Om Foraaret tog han hen til Bergthorshvol, for at tale med Nial og høre hans Mening, om han vilde raade ham til at tage udenlands. »Det tykkes mig raadeligt,« sagde Nial, »du vil overalt, hvor du kommer, gælde for en Hædersmand.« »Vil du,« sagde Gunnar, »tage dig af min Ejendom, medens jeg er borte; thi jeg ønsker, at min Broder Kolskeg skal tage med mig, og saa da gerne, at du havde Tilsyn med mit Hus tilligemed min Moder.« »Derpaa skal det ikke mangle,« sagde Nial, »jeg skal tage mig af alt, hvad du ønsker.« »Du vil i alt vise dig som en Dannemand,« sagde Gunnar og red hjem. Nordmanden gav sig nu atter til at tale med Gunnar om, at han skulde rejse udenlands. Gunnar spurgte, om han havde sejlet til andre fremmede Lande. Den anden svarede, at han havde sejlet til alle Landene mellem Norge og Garderige; ligeledes havde han sejlet til Bjarmeland. »Vil du sejle med mig til Østerleden?« sagde Gunnar. »Vist vil jeg det,« svarede den anden. Derpaa aftalte Gunnar Rejsen med ham, og Nial overtog Opsynet med al hans Ejendom.

29. Gunnars Udenlandsrejse

[972] Gunnar drog udenlands og Kolskeg fulgte med ham. De sejlede til Tønsberg og var der om Vinteren. Den Gang var der blevet Høvdingeskifte i Norge; Harald Graafeld var død, saavel som Gunhild, og Hakon Jarl forestod da Riget, en Søn af Sigurd Hakonsen. Hans Moder var Bergljot, Thorer Jarls Datter; hendes Moder var Oløf Aarbod, Harald Haarfagers Datter. Halvard spurgte Gunnar, om han vilde tage hen til Hakon Jarl. Men Gunnar sagde nej og spurgte: »Har du Langskibe?« »Jeg har to,« sagde den anden. »Saa synes mig, vi skal tage paa Hærtog,« sagde Gunnar, »og se os om efter Mandskab.« »Det vil jeg ogsaa,« sagde Halvard. Derpaa drog de til Vigen, tog der to Skibe og gjorde sig i Stand til at sejle derfra. De fik godt Mandskab, thi der havde udbredt sig et berømmeligt Ry om Gunnar. »Hvor vil du nu hen?« sagde Gunnar. »Først til Hisingen (55),« svarede Halvard, »jeg vil besøge min Frænde Ølver.« »Hvad vil du ham?« sagde Gunnar. Den anden svarede: »Det er en brav Mand, og han vil skaffe os nogen Understøttelse til Rejsen.« »Saa lad os tage derhen!« sagde Gunnar. Saasnart de var rede, styrede de øster til Hisingen, hvor de nød god Velkomst, og Gunnar havde kun været en god Tid hos Ølver, før denne gjorde meget af ham. Ølver spurgte om Maalet for hans Rejse. Halvard sagde, at Gunnar vilde paa Hærtog og skaffe sig Gods. »Det kan ikke nytte,« sagde Ølver, »da I ikke har Folk.« »Saa kan du jo,« sagde Halvard, »understøtte os.« »Ja jeg tænker ogsaa det er godt,« svarede Ølver, »at give Gunnar nogen Hjælp, og skønt du er i Slægt med mig, saa gør jeg dog mere af ham.« »Hvad vil du da hjælpe os med?« sagde Halvard. »Med to Langskibe,« svarede Ølver, »det ene paa tyve, det andet paa tredive Rum.« »Hvor faar vi Mandskab til dem?« sagde Halvard. »Det ene,« svarede Ølver, »vil jeg bemande med mine Huskarle, det andet med Bønder. Jeg har imidlertid hørt, at der er Ufred her i Elven, og ved ikke, om I kan komme bort.« »Hvem er komne der?« sagde Halvard. »To Brødre,« svarede Ølver; »den ene hedder Vandel, den anden Karl, det er Sønner af Sneulf den Gamle fra Østergøtland.« Halvard fortalte Gunnar, at Ølver havde hjulpet dem med Skibe. Gunnar blev glad derover. De lavede nu alting til, og da de var helt sejlfærdige, gik de til Ølver og takkede ham. Han ønskede dem god Rejse og bad dem tage sig i Vare for Brødrene.

30. Gunnar drog i Viking

Gunnar styrede ud af Elven; han og Kolskeg var sammen paa eet Skib, men Halvard paa et andet. De saa nu Vikingernes Skibe for sig. Da sagde Gunnar: »Lad os se til at være nogenlunde forberedte, hvis de søger imod os, men ellers skal vi ikke have med dem at gøre.« De gjorde saa og forberedte sig til Kamp paa Skibene; men Vikingerne skilte deres Skibe ad, saa der blev en Vej imellem dem. Gunnar sejlede frem mellem Skibene, men Vandel greb en Entrehage, kastede den mellem sit og Gunnars Skib og trak det straks til sig. Ølver havde givet Gunnar et godt Sværd; dette trak han nu, men Hjælmen havde han ikke sat paa, han sprang straks over i Forstavnen paa Vandels Skib og gav en Mand Banehug. Karl lagde til med sit Skib paa den anden Side, kastede et Spyd tværs over Gunnars Skib og sigtede efter Midten af Livet paa ham. Dette saa Gunnar og vendte sig saa rask om, at ingen kunde fæste Øje paa hans Bevægelse, greb Spydet med venstre Haand, og kastede det tilbage paa Skibet til Karl; den, der stod i Vejen for det, fik sin Bane. Kolskeg greb et Anker og kastede det over paa Karls Skib, saaledes at Ankerhagen kom i Skibsbordet og gik derigennem, saa den sorte Sø faldt ind. Alle Mand sprang da over paa andre Skibe. Gunnar sprang nu tilbage paa sit eget Skib; da kom Halvard til, og der begyndte en voldsom Kamp. De saa nu, at deres Formand var uforfærdet, og hver gjorde derfor sit bedste. Snart hug Gunnar, og snart kastede han med Spyd, og mangen Mand maatte lade sit Liv for ham. Kolskeg stod ham trolig bi. Karl sprang over paa Skibet til sin Broder Vandel, og begge stredes saa derfra Dagen igennem. Kolskeg tog sig engang Hvile paa Gunnars Skib. Denne saa det og sagde: »Bedre har du været imod andre end imod dig selv i Dag (56); gaa hen og drik.« Derpaa tog Kolskeg en fuld Mjødkande, drak og stred atter, og endelig sprang begge Brødrene over paa Vandels og hans Broders Skib, og Kolskeg gik langsmed det ene Bord, Gunnar langsmed det andet. Imod Gunnar gik Vandel, hug straks til ham og traf i hans Skjold; men Gunnar drejede Skjoldet, da Sværdet ramte det, saa at dette brast neden for Hjaltet. Derpaa hug Gunnar igen til Vandel; det saa ud, som om tre Sværd var i Luften, saa han kunde ikke se, hvorledes han skulde tage sig i Vare, og Gunnar hug begge Benene fra ham. Kolskeg gennemborede Karl med et Spyd. Derefter gjorde de meget Bytte. Derfra sejlede de ned til Danmark, og saa til Smaalandene (57), og havde stadig Sejr. De vendte ikke tilbage om Høsten. Næste Sommer drog de til Reval, mødte der nogle Vikinger, stred straks med dem, og vandt Sejr. Saa styrede de over til Øsyssel (Øsel), og laa der nogen Tid under et Næs. De saa da en enkelt Mand gaa ned fra Næsset. Gunnar gik op paa Land for at træffe ham, og de talte sammen. Gunnar spurgte om hans Navn. Han svarede, at han hed Tove. Gunnar spurgte, hvad han vilde. »Jeg søger dig,« sagde han; »der ligger Hærskibe paa den anden Side under Næsset, og jeg vil sige dig, hvem de tilhører. Det er to Brødre; den ene hedder Halgrim, den anden Kolskeg, særdeles dygtige Krigere, og desuden har de saa gode Vaaben, at man ikke finder Mage dertil. Halgrim har en Atgejr (58), som han har ladet sejde (59) saaledes, at intet Vaaben uden den skal vorde ham til Bane, og derhos har det den Egenskab, at naar Kamp forestaar, ytrer det sig i Atgejren, thi da synger det saa højt i den, at man kan høre det langt borte, saa mægtig en Natur har den i sig. Kolskeg,« vedblev Manden, »har et Saks (60), der ogsaa er et ypperligt Vaaben. De har ogsaa en Tredjedel flere Folk end I; ligeledes har de meget Gods, som de har skjult paa Land, og jeg ved bestemt, hvor det er. De har sendt et Spejderskib ud for Næsset, saa de ved alt om Eder; ogsaa ruster de sig nu stærkt, og har i Sinde at angribe Eder, saasnart de er færdige. I har derfor kun to Ting at vælge imellem, enten straks at lægge bort, eller ruste Eder det snareste, I kan; men hvis I vinder Sejr, skal jeg følge Eder hen til alt Godset.« Gunnar gav ham en Guldfingerring, gik derpaa hen til sine Mænd og sagde til dem, at der laa Hærskibe paa den anden Side af Næsset, som allerede havde set dem. »Lad os derfor,« sagde han, »tage vore Vaaben og ruste os vel, thi nu er der Gods at vinde.« Derpaa rustede de sig, og da de var rede, saa de Skibene komme imod sig. Der begyndte nu en Strid med dem, og de stred længe, og der blev et stort Mandefald. Gunnar vog mangen Mand. Halgrim og Kolskeg sprang over paa Gunnars Skib; denne vendte sig imod Halgrim. Halgrim stak efter ham med Atgejren, men der var en Bom tværs over Skibet, Gunnar sprang baglængs tilbage over denne, men hans Skjold kom foran Bommen, og deri traf Halgrim og stak igennem det og saa i Bommen. Gunnar hug Halgrim paa Armen, og Armen knustes; men Sværdet bed ikke; da faldt Atgejren ned. Gunnar greb den og gennemborede Halgrim. Gunnar bar Atgejren, saa længe han levede. Begge Kolskeggene stred sammen, og det var uvist, til hvilken Side Sejren vilde hælde. Da kom Gunnar til og gav den anden Kolskeg Banehug. Derpaa bad Vikingerne om Fred, og Gunnar tilstod dem den; han lod saa Valen (61) efterse og tog alt det Gods, som havde tilhørt de faldne; men dem, som han gav Fred, skænkede han deres Vaaben og Klæder og lod dem tage hjem til deres Fosterland. De styrede bort, men Gunnar tog alt det Gods, som var tilbage. Tove kom efter Slaget til Gunnar og tilbød at følge ham hen til det Gods, som Vikingerne havde skjult, og sagde, at det var baade mere og bedre, end det de nu havde faaet. Gunnar sagde, at det vilde han; han gik da op paa Land, og Tove foran til Skoven, Gunnar efter. De kom til et Sted, hvor der var baaret meget Ved sammen; derunder sagde Tove, at Godset var. De ryddede da Veddet bort og fandt derunder baade Guld og Sølv, Klæder og gode Vaaben. Dette Gods bar de ned til Skibene. Gunnar spurgte Tove, hvormed han skulde lønne ham. Tove svarede: »Jeg er en dansk Mand af Æt og ønsker, at du vil bringe mig til mine Frænder.« Gunnar spurgte, hvorledes han var kommen til Østerleden. »Jeg blev fangen af Vikinger,« sagde Tove, »og blev sat i Land her paa Øsyssel, og har været her siden.«

31. Hvorledes Gunnar kom til Hakon Jarl

Gunnar tog imod Tove og sagde til Kolskeg og Halvard: »Nu vil vi styre til Nordlandene.« De syntes godt derom, og bad ham raade. Gunnar sejlede fra Østerleden med meget Gods. Han havde ti Skibe, og styrede med dem til Hedeby i Danmark. Kong Harald Gormsen var der oppe i Landet; man meldte ham Gunnars Komme, og sagde, at der ikke fandtes hans Mage paa Island. Han sendte nogle af sine Mænd for at indbyde ham til sig. Gunnar tog straks hen til Kongen, som modtog ham godt og lod ham tage Sæde næst ved sig selv. Der blev Gunnar en halv Maaned. Kongen havde sin Morskab af at lade ham forsøge adskillige Idrætter med hans Mænd, men der var ingen, der i nogen eneste Idræt kunde maale sig med ham. Kongen sagde til Gunnar: »Mig tykkes, at man skal søge langt efter din Lige;« og han lovede at skaffe ham et Giftermaal og meget Len at raade for, hvis han vilde tage Ophold der; Gunnar takkede Kongen for hans Tilbud, men sagde: »Jeg vil først drage til Island at se til mine Venner og Frænder.« »Saa kommer du aldrig tilbage til os,« sagde Kongen. »Derfor maa Skæbnen raade,« sagde Gunnar. Gunnar gav Kongen et godt Langskib og mange andre Kostbarheder, og Kongen gav ham en Hædersklædning, et Par guldsømmede Handsker og et Pandebaand med Guldknuder paa, samt en gerdsk (62) Hat. Gunnar sejlede nord paa til Hisingen, hvor Ølver tog imod ham med aabne Arme. Han bragte Ølver sine Skibe, og sagde, at det var hans Lod. Ølver tog mod Godset, sagde, at Gunnar var en brav Mand, og bad ham blive der nogen Tid. Halvard spurgte Gunnar, om han vilde tage hen til Hakon Jarl. Gunnar svarede, at det kunde han nok have Lyst til, thi nu havde han forsøgt sig noget, hvad der ikke var Tilfældet, da Halvard forrige Gang havde talt til ham derom. De drog da til Trondhjem for at træffe Hakon Jarl, der tog godt mod Gunnar, og bad ham blive hos sig om Vinteren. Han tog derimod og blev vel anset af alle. Om Julen gav Jarlen ham en Guldring. Gunnar fattede Godhed for Jarlens Frænke Bergljot, og man kunde ofte mærke paa Jarlen, at han vilde have givet ham hende, hvis Gunnar havde ladet noget Ord falde derom.

32. Gunnars Hjemkomst

[975] Om Vaaren spurgte Jarlen Gunnar, hvad Bestemmelse han havde taget. Han svarede, at han vilde til Island. Jarlen sagde, at der var Uaar der i Landet, saa der vilde kun være liden Samfærdsel med Island, men han skulde dog faa Mel og Ved i sit Skib, som han selv vilde. Tidlig paa Vaaren gjorde Gunnar sit Skib sejlrede. Halvard sejlede ud med ham og Kolskeg. De kom ud tidlig paa Sommeren og landede i Mundingen ved Arnarbøle før Altinget. Gunnar og Kolskeg red straks hjem fra Skibet, og satte Mænd til at losse det. Da de kom hjem tog alle med Glæde imod dem; de var blide mod deres Hjemmemænd og var ikke blevne hovmodige efter Rejsen. Gunnar spurgte, om Nial var hjemme. Man svarede ja; hvorpaa han lod sin Hest føre frem, og begge Brødrene red til Bergthorshvol. Nial blev glad ved deres Komme og bad dem blive der om Natten, og Gunnar fortalte om sine Rejser. Nial sagde, at han var en udmærket Mand, »og du har nu,« sagde han, »forsøgt dig meget, men du vil blive endnu mere prøvet herefter, thi mangen en vil misunde dig.« »Jeg vilde dog gerne staa mig godt med alle,« sagde Gunnar. »Det vil ikke altid lade sig gøre,« sagde Nial, »og du vil jævnlig komme til at værge dig.« »Saa vil det være om at gøre,« sagde Gunnar, »at jeg har en god Sag.« »Ja,« svarede Nial, »hvis du ikke kommer til at bøde for andres Fejl.« Nial spurgte Gunnar, om han vilde ride til Tings; Gunnar sagde ja og spurgte, om Nial vilde, men han sagde nej og ytrede det Ønske, at Gunnar vilde gøre det samme. Gunnar red hjem og gav Nial gode Gaver og takkede ham for Opsynet med hans Gods. Kolskeg opmuntrede ham meget til at ride til Tings, »derved vil din Hæder vokse, da mange der vil gøre Ære af dig.« »Lidet staar mit Sind til at gøre mig til,« sagde Gunnar, »men jeg vil gerne træffe gode Mænd.« Halvard var ogsaa kommen der, og bød sig til at ride til Tings med dem.

33. Gunnars Frieri

Gunnar og alle de andre red. Men da de kom til Tinget, var de saa vel klædte og rustede, at der var ingen, som lignede dem deri, og Folk kom ud af alle Boderne og saa undrende paa dem. Gunnar red hen til Rangaamændenes Bod, og var der hos sine Frænder. Mange Mænd kom hen for at besøge ham, og at spørge ham om Tidende; han var venlig og munter mod alle, og fortalte enhver, hvad han ønskede at vide. En Dag, da Gunnar gik fra Lovbjerget, gik han forbi Mosfjældingernes Bod. Da saa han nogle velklædte Kvinder komme sig i Møde; hun, som var i Spidsen, var prægtigst, og da de mødtes, hilste hun straks Gunnar, som høflig gengældte hendes Hilsen, og spurgte, hvem hun var. Hun svarede, at hun hed Halgerd, og var en Datter af Høskuld Dalekolsen. Hun talte frejdig til ham, og bad ham fortælle om sine Rejse, men han svarede, at han ikke vilde afslaa en Samtale med hende. De satte sig da ned og talte sammen. Hun var klædt saaledes: hun havde en rød, guldprydet Kjortel paa, og over sig havde hun en Skarlagens Kaabe med Bræmmer ned i Skødet. Haaret naaede hende ned paa Brystet, og var baade stort og fagert. Gunnar var iført den Skarlagensklædning, som Kong Harald Gormsen havde givet ham; paa Armen havde han den Guldring, som Hakon Jarl havde givet ham. De talte længe højt. Tilsidst spurgte han hende, om hun var ugift. Hun sagde ja, og der var ikke mange, som vilde vove paa at bejle til hende. »Holder du ingen for god nok for dig?« sagde han. »Det nok,« svarede hun, »men jeg er vanskelig i Mandvalg.« »Hvad vil du da svare, hvis jeg bejler til dig?« sagde han. »Det har du ikke i Sinde,« svarede hun. »Jo,« sagde han. »Hvis det er dit Alvor,« sagde hun, »saa tal med min Fader!« Derpaa var deres Samtale til Ende. Gunnar gik straks til Dalemændenes Bod, fandt en Mand uden for Boden, og spurgte, om Høskuld var derinde. Den anden svarede ja. Gunnar gik da ind. Høskuld og Hrut tog godt imod ham. Han satte sig ned imellem dem, og det kunde ikke mærkes paa deres Samtale, at der før havde været Uenighed imellem dem. Gunnar bragte det da paa Tale, hvad Brødrene vilde svare ham, hvis han bejlede til Halgerd. »Godt,« sagde Høskuld, »hvis det er dit ramme Alvor.« »Det er det,« sagde Gunnar, »men sidst skiltes vi ad saaledes, at mange vilde finde det lidet rimeligt, at der skulde finde Forbindelse Sted imellem os.« »Hvad tykkes dig, Frænde Hrut?« sagde Høskuld. Hrut svarede: »Mig synes Partiet ikke at være lige.« »Hvorfor ikke?« sagde Gunnar. Hrut svarede: »Jeg vil svare dig herpaa som sandt er: du er en rask og ypperlig Mand, men hun har sine onde, som sine gode Sider, og jeg vil ikke svige dig i noget.« »Det er ærligt gjort af dig,« sagde Gunnar, »men jeg vil dog holde det for en Levning af Eders gamle Fjendskab, hvis I giver mig Afslag.« »Det er ikke saa,« sagde Hrut, »men snarere ser jeg, at du ikke kan staa imod din Skæbne; men selv om vi ingen Handel sluttede, vilde vi dog være dine Venner.« »Jeg har talt med hende,« sagde Gunnar, »og hun har ikke noget derimod.« Hrut sagde: »Jeg ved det, at I begge higer efter dette Giftermaal; og naar alt kommer til alt, saa er det ogsaa Eder, som løber mest Fare derved.« Hrut forklarede derpaa uadspurgt Gunnar Halgerds hele Tænkemaade, og Gunnar tyktes rigtignok i Begyndelsen, at meget ikke var, som det skulde være, men omsider sluttede de dog Handelen. Der blev da sendt Bud efter Halgerd og talt om Giftermaalet i hendes Nærværelse, og de lod det nu gaa til, som forrige Gang, at hun selv skulde fæste sig. Gildet skulde være paa Hlidarende, og fra først af skulde det holdes hemmeligt, men snart fik dog alle det at vide.

Gunnar red hjem fra Tinget, kom til Bergthorshvol og fortalte Nial om sit Giftermaal. Han blev meget betænkelig derved. Gunnar spurgte ham, hvorfor han fandt det saa uraadeligt. »Hun vil,« sagde Nial, »afstedkomme alt ondt, naar hun kommer herhid.« »Aldrig skal hun dog forstyrre vort Venskab,« sagde Gunnar. »Det vil dog ikke blive langt derfra,« sagde Nial, »men du vil stadig komme til at raade Bod paa hendes Fejl.« Gunnar bød Nial til Bryllup og alle dem derfra, som han vilde tage med. Nial lovede at komme. Derpaa red Gunnar omkring i Herredet, for at byde Mænd til Gildet.

34. Bryllup paa Hlidarende

Thraen Sigfussen var en Sønnesøn af Sighvat den Røde; han boede paa Gaarden Grjotaa i Fljotshlid. Han var Gunnars Frænde og en meget anset Mand. Han var gift med Thorhild Skjaldkvinde, der var meget mundkaad og gerne foer med Spot. Thraen holdt heller ikke meget af hende. Han blev buden til Brylluppet tilligemed hans Kone, der gik for Borde sammen med Nials Kone, Bergthora Skarphedinsdatter.

En anden af Sigfuses Sønner hed Ketil; han boede i Mørk østen for Markarfljot, og var gift med Thorgerd Nialsdatter. Den tredje Sigfussøn hed Thorkel, den fjerde Maard, den femte Lambe, den sjette Sigmund, den syvende Sigurd. Alle disse vare Gunnars Frænder og dygtige Stridsmænd; dem alle bød Gunnar til Gilde. Ligeledes havde Gunnar indbudt Valgard den Graa og Ulf Ørgode og deres Sønner, Runolf og Maard.

Høskuld og Hrut kom til Gildet med et stort Følge, blandt andre var der Høskulds Sønner Thorleik og Olaf. Med dem fulgte Bruden og hendes Datter Thorgerd, der var meget smuk, og den Gang fjorten Aar gammel. Mange andre Kvinder var med hende. Der var ogsaa Asgrim Ellidagrimsens Datter Thorhalla og Nials tvende Døtre Thorgerd og Helga. Gunnar havde allerede mange Gildesmænd samlede, og han bragte sine Mænd til Sæde saaledes: Han selv sad midt paa Bænken; indad sad Thraen Sigfussen, saa Ulf Ørgode, saa Valgard den Graa, saa Maard og Runolf, saa Sigfussønnerne, af hvilke Lambe sad inderst. Næst Gunnar udad sad Nial, saa Skarphedin, saa Helge, saa Grim, saa Høskuld, saa Hafr den Spage, saa Ingjald fra Kelde, saa Thorers Sønner østen fra Holt. Thorer vilde sidde yderst af de anselige Mænd; thi paa den Tid var hver fornøjet, hvor han sad. Høskuld sad midt paa den anden Bænk og indad fra ham hans Sønner; udad fra Høskuld sad Hrut; men hvorledes saa de andre var ordnede til Sæde, er ej fortalt. Bruden sad midt paa Tværbænken; paa den ene Side af hende hendes Datter Thorgerd, paa den anden Asgrim Ellidagrimsens Datter Thorhalla. Thorhild gik for Borde, idet hun og Bergthora bar Maden paa Bordet. Thraen Sigfussen sad og stirrede ofte paa Thorgerd Glumsdatter; dette saa hans Kone Thorhild; hun blev vred og gjorde en Kvædling til ham:

»Godt er det ej at glo,
glanende er dit Øje,

Thraen!« sagde hun. Men han sprang straks op fra Bordet og erklærede sig skilt fra hende. »Jeg vil ikke taale hendes Spot eller spydige Ord,« sagde han; og saa fast stod han derpaa, at han ikke vilde blive ved Gildet, med mindre hun blev jaget bort. Enden blev da, at hun tog bort, og nu sad hver Mand paa sin Plads, og de drak og var glade. Da tog Thraen til Orde: »Jeg vil ikke tale hemmelig om mit Hjertens Ønske. Jeg vil spørge dig, Høskuld Dalekolsen, om du vil give mig din Frænke Thorgerd til Kone?« »Det ved jeg ikke,« sagde Høskuld, »mig tykkes du blev ilde skilt ved den, du havde før. Hvordan en Mand er han vel, Gunnar?« Gunnar svarede: »Jeg vil ikke sige noget om Manden, thi han er min Slægtning. Tal du, Nial,« sagde Gunnar, »thi alle vil tro, hvad du siger.« Nial sagde: »Det er om Manden at sige, at det er en Mand, der har noget til bedste, og er en dygtig Mand og meget anset, saa for den Sags Skyld kan I tilstaa ham Giftermaalet.« Da sagde Høskuld: »Hvad synes dig raadeligt, Hrut Frænde?« »Du kan gerne give dit Samtykke, da Partiet er lige,« sagde han. De talede da om Vilkaarene og blev enige om alt. Da stod Gunnar og Thraen op og gik hen til Tværbænken, og Gunnar spurgte Moder og Datter, om de vilde samtykke i denne Handel. De svarede, at de var vel tilfreds dermed, og Halgerd fæstede Thraen sin Datter. Da blev Kvindernes Sæde for anden Gang ordnet. Thorhalla (63) kom nu til at sidde mellem begge Brudene. Gildet led nu vel frem, og da det var til Ende, red Høskuld med sine Ledsagere vester paa, men Rangaamændene til deres Hjem. Gunnar gav mange Mænd Gaver, hvilket man satte tilbørlig Pris paa. Halgerd overtog Husets Styrelse og var ferm i sit Hus og myndig. Thorgerd overtog ligeledes Husstyrelse paa Grjotaa og var en god Husfrue.

35. Gæstebud paa Bergthorshvol

Det var Sædvane hos Gunnar og Nial, at de gjorde hver sin Vinter Gæstebud hos hinanden for Venskabs Skyld. Nu skulde Gunnar tage til Gilde hos Nial, og Gunnar og Halgerd drog til Bergthorshvol. Da var Helge og hans Kone ikke hjemme. Nial tog vel imod Gunnar og Halgerd, og da de havde været der nogen Tid, kom Helge hjem med sin Kone Thorhalla. Da gik Bergthora tilligemed Thorhalla hen til Tværbænken og hun sagde til Halgerd: »Du maa give Plads for denne Kone.« »Jeg giver ikke Plads,« svarede hun, »og vil ikke være noget Skumpelskud.« »Her raader jeg,« sagde Bergthora, hvorpaa Thorhalla satte sig ned. Bergthora gik siden hen til Bordet med Vand til Haandtvæt. Halgerd greb da hendes Haand og sagde: »I passer dog godt til hinanden, du og Nial; du har en knortet Negl paa hver Finger, og han er skægløs.« »Det er sandt nok,« sagde Bergthora, »men vi lader ikke hinanden høre noget derfor; men din Husbond Thorvald var ikke skægløs, og dog raadte du ham Bane.« Da sagde Halgerd: »Lidet nytter det mig at eje den raskeste Mand paa Island, hvis du ikke hævner dette, Gunnar!« Han sprang op, steg frem over Bordet og sagde: »Hjem vil jeg drage, og bedst var det, at du trættedes med dine egne Hjemmemænd og ikke i anden Mands Hus; desuden har jeg Nial mangen Hæder at lønne og vil ikke være din Kastekæp.« Derpaa tog de hjem. »Husk, det Bergthora,« sagde Halgerd, »at vi ikke er skilte dermed;« hvortil Bergthora svarede, at det skulde vorde hende til liden Baade. Gunnar blandede sig ikke deri,og tog hjem til Hlidarende og var hjemme hele Vinteren. Sommeren led nu til Altingstiden.

36. Kol vog Svart

[976] Gunnar red til Tings; men førend han red hjemmefra, sagde han til Halgerd: »Vær nu rolig, medens jeg er borte og vis ingen Uvenlighed imod mine Venner.« »Troldene tage dine Venner!« sagde Halgerd. Gunnar red til Tings og mærkede nok, at det var ikke let at tale hende tilrette. Nial red ligeledes til Tings med alle sine Sønner. Nu er at fortælle, hvad der imidlertid forefaldt hjemme. Nial og Gunnar ejede en Skov sammen i Rødeskride; de havde ikke skiftet Skoven imellem sig, men hver plejede at hugge, hvad han behøvede, og ingen af dem talte den anden til for det. Kol var Halgerds Værkstyrer; han havde været længe hos hende og var en stor Ildgerningsmand. Svart hed en af Nials og Bergthoras Huskarle, som de godt kunde lide. Bergthora sagde til ham, at han skulde tage hen til Rødeskride og hugge Ved, hun vilde faa Folk til at føre det hjem. Han svarede, at han skulde forrette, hvad hun paalagde ham, drog op til Rødeskride, gav sig i Færd med Arbejdet, og skulde være der en Uge. Nogle Tiggere kom fra Markarfljot til Hlidarende og fortalte, at Svart havde været i Rødeskride og hugget Ved, og det i svær Mængde. »Saa har nok Bergthora i Sinde at skille mig ved en hel Del,« sagde Halgerd, »men jeg skal nok sørge for, at han ikke hugger oftere.« Gunnars Moder Ranveig hørte det og sagde: »Husfruer her øster paa har dog før været ansete som gode nok, selv om de ikke har givet sig af med Mænds Drab.« Natten led, og om Morgenen gav Halgerd sig i Tale med Kol og sagde: »Jeg har tiltænkt dig et Værk,« hvorpaa hun gav ham en Økse og vedblev: »Drag hen til Rødeskride, der vil du finde Svart.« »Hvad skal jeg ham?« sagde han. »Spørger du om det, saadan en Skurk som du er?« sagde hun; »slaa ham ihjel skal du.« »Det kan jeg nok,« svarede han, »men det vil nok gælde mit Liv.« »Alt er du bange for,« sagde hun, »og ilde opfører du dig, eftersom jeg ved alle Lejligheder har beskyttet dig. Jeg skal faa en anden Mand til at gøre det, hvis du ikke tør.« Han tog Øksen og var meget ophidset, og tog en af Gunnars Heste og red, til han kom øster til Markarfljot. Her steg han af Hesten og ventede i Skoven, til de havde ført Veddet ned, og Svart var alene tilbage. Da løb Kol imod ham og sagde: »Der er flere, der kan hugge dygtig, end du,« og satte ham Øksen i Hovedet og gav ham Banehug. Derpaa red han hjem og fortalte Halgerd om Drabet. Hun takkede ham og sagde: »Jeg skal beskytte dig saaledes, at ingen skal gøre dig noget.« »Det kan være,« sagde han, »men anderledes kom det mig dog for, førend jeg udførte Drabet.« De andre Folk kom nu op i Skoven, fandt Svart dræbt og førte ham hjem.

Halgerd sendte en Mand til Gunnar paa Tinget for at melde ham Drabet. Gunnar dadlede ikke Halgerd, saalænge Sendebudet var tilstede, saa man i Førstningen ikke vidste, om han syntes godt eller ilde derom. Kort efter stod han op og bad sine Mænd gaa med sig. De gjorde saa og tog hen til Nials Bod. Gunnar sendte en Mand ind til Nial og bad ham komme ud. Nial kom straks ud, og han og Gunnar gik hen at tale sammen. Gunnar sagde: »Jeg har et Drab at melde dig; det er min Kone og min Værkstyrer Kol, som har voldet det, men den, som er bleven dræbt, er din Huskarl Svart.« Nial tav, medens han fortalte ham det hele, og sagde derpaa: »Du kommer dog til at holde noget igen paa hende.« Gunnar sagde: »Du skal have Selvdømme.« Nial svarede: »Det vil falde dig vanskeligt at give Bøder for alle Halgerds Ugerninger, og andensteds vil det bringe mere Ulykker, end her, hvor vi to har med hinanden at gøre. Dog er det langt fra, at det her staar vel til, og vi behøver vistnok at mindes, at vi længe har været gode Venner. Jeg haaber, at du vil te dig vel, men du vil dog tilsidst faa nok deraf.« Nial modtog Selvdømmet af Gunnar og sagde: »Jeg vil ikke drive denne Sag til det yderste; du skal betale tolv Øre i Sølv, men paa det Vilkaar, at hvis der indtræffer noget fra vort Hjem, som du kommer til at kende i, saa skal du gøre Kendelsen lige saa billig.« Gunnar udredte Pengene og red derpaa hjem.

Nial og hans Sønner kom hjem fra Tinget. Bergthora saa Pengene og sagde: »Dette er blevet vel bilagt, men ligesaa mange Penge skal der gives for Kol inden ret længe«. Gunnar kom hjem fra Tinget og talte Halgerd haardt til; hun svarede, at der mangensteds laa bedre Mænd uden Bøder. Gunnar sagde, at hun maatte raade for, hvad hun tog sig for, men hans Sag var det, at sørge for, hvorledes Sagerne skulde endes. Halgerd gjorde sig stadig til af Svarts Drab, men dette nagede Bergthora.

Nial og hans Sønner tog op til Thorolfsfjæld, for at ordne Sagerne der. Den samme Dag traf det sig, da Bergthora var ude, at hun saa en Mand, der kom ridende til Gaarden paa en sort Hest. Hun blev staaende og gik ikke ind; hun kendte ikke Manden. Han havde et Spyd i Haanden og var gjordet med et Saks. Hun spurgte ham om hans Navn. »Jeg hedder Atle,« sagde han. Hun spurgte, hvorfra han var. »Jeg er fra Østfjordene,« sagde han. »Hvor skal du hen?« sagde hun. »Jeg har ingen Tjeneste,« sagde han, »og havde i Sinde at træffe Nial og Skarphedin for at faa at vide, om de vilde tage imod mig.« »Hvad Arbejde kan du udføre?« sagde hun. »Jeg er Agerdyrker, og kan godt paatage mig flere Slags Arbejde,« svarede han, »men jeg vil ikke lægge Skjul paa, at jeg er noget haard til Sinds, og det er kommen mangen en dyrt at staa.« »Jeg dadler dig ikke,« sagde hun, »fordi du ikke er fejg.« Atle sagde: »Har du noget at sige her?« »Jeg er Nials Kone,« svarede hun, »og fæster Tyende ligesaa vel som han.« »Vil du tage mig i Tjeneste?« sagde han. »Paa det Vilkaar,« sagde hun, »at du skal udføre hvad jeg paalægger dig, selv om jeg vilde sende dig til Manddrab.« »Du har saadanne Mænd at raade over,« svarede han, »at du ikke behøver mig til sligt.« »Jeg stiller nu de Betingelser, jeg vil,« sagde hun. »Saa lad os da slutte Handelen saaledes,« sagde han. Derpaa tog hun ham i sin Tjeneste. Nial kom hjem med sine Sønner, og han spurgte Bergthora, hvad det var for en Mand. »Det er din Huskarl,« sagde hun, »jeg har antaget ham,« og hun tilføjede, at han havde sagt, at han var villig til at tage fat. »Storvirkende er han vel,« sagde Nial, »men om han er godvirkende, ved jeg ikke.« Skarphedin kunde godt lide Atle.

Nial red til Tings om Sommeren saavel som hans Sønner. Gunnar var paa Tinget. Nial tog en Pengepung, da han rejste, og Skarphedin spurgte: »Hvad er det for Penge, Fader?« Det er de Penge,« sagde Nial, »som Gunnar betalte mig for vor Hjemmemand forrige Sommer.« »Dem kan du faa Brug for,« sagde Skarphedin og lo ved sig selv.

37. Atel dræbte Kol

Nu kommer vi til det, at Atle spurgte Bergthora, hvad han skulde tage sig for den Dag. »Jeg har tænkt paa et Værk for dig,« sagde hun. »Du skal fare hen at lede efter Kol, til du finder ham, thi nu skal du dræbe ham i Dag, hvis du vil opfylde min Vilje.« »Det passer ret godt,« sagde Atle, »thi vi er begge to Skurke, men jeg skal nok mage det saaledes, at en af os skal dø.« »Det var ret,« sagde hun, »du skal heller ikke gøre det for intet.« Han tog sine Vaaben, satte sig til Hest og red op til FIjotshlid, hvor han mødte nogle Mænd, som kom fra Hlidarende, men de havde hjemme øster i Mørk. De spurgte, hvor Atle vilde hen. Han svarede, at han skulde lede efter et Øg. De mente, at det var et ringe Ærinde for saadan en Værkmand, men det var da bedst at spørge sig for hos dem, som havde været paa Færde hele Natten. »Ja, hvem har det?« sagde han. »Halgerds Huskarl Drabs-Kol,« sagde de, »tog nylig fra Sæteren, og har vaaget den hele Nat.« »Jeg ved ikke, om jeg tør træffe ham,« sagde Atle, »han er ond, og det var maaske bedst, jeg blev klog af anden Mands Skade.« »Da ser du just ikke ud til at være ræd af dig,« sagde de andre, og viste ham, hvor Kol var. Han gav da sin Hest Sporerne og red stærkt til, og da han traf Kol, sagde han til ham: »Gaar det godt med Eders Arbejde?« »Det kommer ikke dig ved, din Kæltring,« sagde Kol, »eller nogen der, hvor du er fra.« Atle sagde: »Det sværeste har du endnu tilbage, og det er at dø.« Derpaa stak Atle med sit Spyd efter ham og traf ham midt paa Livet. Kol svang sin Økse imod ham, men fejlede ham, og faldt ned af Hesten og døde straks. Atle red videre, til han traf Halgerds Værkmænd og sagde til dem: »Gaa hen til Hesten og pas paa den, thi Kol er falden af og er død.« »Har du dræbt ham?« sagde de. »Det vil forekomme Halgerd,« svarede han, »at han ikke er selvdød.« Atle red derpaa hjem og sagde Bergthora det; hun takkede ham for denne Gerning saavel som for de Ord, han havde brugt. »Jeg ved ikke,« sagde Atle, »hvorledes Nial vil synes derom.« »Han vil nok tage det rolig,« svarede hun, »og til Bevis derpaa vil jeg sige dig een Ting, at han nemlig har taget de Penge, vi fik for Trællen forrige Sommer, med sig til Tinget, og disse vil nu blive givne for Kol; men selvom der bliver sluttet Forlig, skal du dog tage dig i Agt, thi Halgerd vil intet Forlig holde.« »Vil du ikke sende en Mand til Nial, for at lade ham vide Drabet?« sagde Atle. »Nej,« svarede hun, »thi jeg saa helst, at der ingen Bøder gives for Kol.« Dermed endte de deres Samtale. Man fortalte Halgerd Kols Drab og de Udtryk, Atle havde brugt. Hun svarede, at hun skulde lønne Atle det. Hun sendte en Mand til Tinget at sige Gunnar Kols Drab; han svarede lidet derpaa, og sendte en Mand hen at sige det til Nial; han svarede intet. Skarphedin sagde: »Trællene bliver nu anderledes Storværksmænd, end de før har været; da fløj de paa hinanden, og ingen brød sig derom, men nu vil de slaa hinanden ihjel;« og fortrak Munden til et Smil. Nial tog Pengepungen ned, som hang i Boden, og gik ud. Hans Sønner gik med ham hen til Gunnars Bod. Skarphedin sagde til en Mand, som stod i Boddøren: »Sig til Gunnar, at min Fader vil tale med ham.« Han gjorde det. Gunnar kom straks ud og hilste Nial, hvorpaa de gik hen at tale sammen. »Ilde er det gaaet til,« sagde Nial, »at min Hustru skal have brudt Freden og ladet din Huskarl dræbe.« »Ingen Bebrejdelse skal hun høre derfor,« sagde Gunnar. »Døm du nu selv i Sagen,« sagde Nial. »Saa vil jeg,« svarede Gunnar, »og jeg lader da Svart og Kol være lige dyre; du skal betale mig tolv Øre Sølv.« Nial tog Pungen og gav Gunnar den. Denne kendte Pengene, at det var de samme, han havde betalt. Nial gik tilbage til sin Bod, og der herskede den samme gode Forstaaelse imellem dem som før. Da Nial kom hjem, bebrejdede han Bergthora det forefaldne, men hun svarede, at hun aldrig vilde give efter for Halgerd. Halgerd bebrejdede Gunnar meget, at han havde forliget sig om Drabet; men han svarede, at han aldrig skulde forandre sit Forhold mod Nial og hans Sønner. Hun gav meget ondt af sig, men Gunnar brød sig ikke derom. De passede nu paa den Vinter, at der ikke kom noget i Vejen.

38. Atles Drab

Om Foraaret sagde Nial til Atle: »Jeg saa gerne, at du tog til Østfjordene, at Halgerd ikke skal staa dig efter Livet.« »Det er jeg ikke bange for,« sagde Atle, »og jeg vil gerne blive her, hvis det staar mig frit for.« »Det er dog ikke ret raadeligt,« sagde Nial. »Jeg vil dog heller,« svarede Atle, »dø i dit Hus end skifte Husbonde, men een Ting vil jeg bede dig om, at hvis jeg bliver dræbt, der da ikke maa blive givet Trællebøder for mig.« »Der skal gives Bøder for dig som for en fri Mand,« sagde Nial, »men Bergthora vil love dig det, som hun nok vil sørge for, at der kommer Mandhævn for dig.« Han forblev da i sin Tjeneste.

Om Halgerd er nu at fortælle, at hun sendte Bud til Bjørnsfjord efter sin Frænde Brynjolf Roste, en Slegfredsøn af Svan, og en stor Udaadsmand. Gunnar vidste ikke noget deraf, men Halgerd sagde, at hun fandt ham vel skikket til Værkstyrer. Brynjolf kom, og Gunnar spurgte ham, hvad han skulde. Han svarede, at han skulde være der. »Du vil ikke bringe vort Hus nogen Lykke,« sagde Gunnar, »efter hvad jeg har hørt om dig; men jeg vil ikke vise Halgerds Frænder bort, som hun vil have hos sig.« Gunnar gav sig ej meget af med ham, men behandlede ham dog ikke ilde. Tiden led nu saaledes frem, til der skulde være Ting. Gunnar og Kolskeg red til Tings, og da de kom der, fandt de Nial, som ogsaa var der med sine Sønner, og de omgikkes venskabelig med hverandre. Bergthora sagde til Atle: »Tag op til Thorolfsfjæld og arbejd der en Uge!« Han drog straks derhen og var der i Løn og brændte Kul i Skoven. Halgerd sagde til Brynjolf: »Man har sagt mig, at Atle ikke er hjemme; han maa være til Arbejde paa Thorolfsfjæld.« »Hvad mener du, han tager sig for?« sagde han. »Et eller andet i Skoven,« sagde hun. »Hvad skal jeg ham?« sagde han. »Dræbe ham skal du,« sagde hun. Han blev noget betænkelig derved. Halgerd sagde: »Hvis Thjostolf var i Live, han vilde mindre tage i Betænkning at dræbe Atle.« »Du skal heller ikke have nødig at ægge mig dertil,« sagde han, tog sine Vaaben og sin Hest, satte sig op paa den og red til Thorolfsfjæld. Han saa en stærk Kulrøg østen for Gaarden, red derhen, stod af Hesten og bandt den, og gik derpaa hen, hvor den stærkeste Røg var. Han saa da, hvor Kulgraven var, og at der var en Mand ved den, og at han havde sat sit Spyd i Jorden hos sig. Brynjolf gik langs med Røgen lige hen til ham, men den anden var optaget af sit Arbejde og saa ham ikke. Brynjolf hug ham i Hovedet med sin Økse, men han drejede sig saa rask om, at Brynjolf maatte slippe Øksen, og Atle greb sit Spyd og kastede det efter ham. Brynjolf smed sig ned paa Jorden, saa at Spydet fløj over ham. »Det var nu din Lykke,« sagde Atle, »at jeg var uforberedt, og Halgerd vil glæde sig, thi du vil melde hende min Død; dog er det en Trøst, at du snart vil tage en lige saadan Ende. Tag nu din Økse, som du har tabt.« Den anden svarede ham ikke og tog heller ikke Øksen, førend han var død. Derpaa red han hen til Gaarden Thorolfsfjæld og forkyndte Drabet, red saa hjem og sagde Halgerd det. Hun sendte nogle Mænd til Bergthorshvol og lod sige Bergthora, at nu var Kols Drab lønnet.

Derpaa sendte Halgerd Bud til Tinget og lod Gunnar vide Atles Drab. Gunnar stod op, ligesaa Kolskeg. Denne sagde: »Til liden Baade vil Halgerds Frænder vorde dig.« De gik hen til Nial, og Gunnar sagde: »Jeg maa forkynde dig Atles Drab,« hvorpaa han fortalte ham, hvem der havde dræbt ham, og at han nu vilde byde ham Bod derfor, og at han selv skulde bestemme den. Nial svarede: »Det er vi enige om, at vi ej vil lade vort Venskab blive forstyrret, men jeg vil dog ikke vurdere ham som en Træl.« Gunnar sagde, at han var fornøjet dermed, og rakte sin Haand frem til Forlig. Nial tog Vidner derpaa, og de sluttede Forlig paa dette Vilkaar. Skarphedin sagde: »Halgerd lader ikke vore Huskarle dø af Alderdom.« Gunnar svarede: »Din Moder vil vel ogsaa nok sørge for, at Hug skiftes om i Gaarde«. »Det ser det kun altfor meget ud til,« sagde Nial. Derpaa bestemte Nial Boden til Hundrede i Sølv, og Gunnar betalte straks. Mange af de Mænd, der stod hos, mente, at det var højt anslaaet, men Gunnar blev, vred og sagde, at der var før givet fulde Bøder for dem, som ikke var raskere Mænd end Atle. Derpaa red de hjem fra Tinget.

Bergthora sagde til Nial, da hun saa Pengene: »Nu har du faaet dit Løfte opfyldt, men mit Løfte staar endnu tilbage.« »Det gøres ikke nødigt, at du opfylder det,« sagde Nial. »Det modsatte har du dog formodet,« sagde hun, »og saa skal det være.« Halgerd sagde til Gunnar: »Har du betalt Hundrede i Sølv for Atles Drab og gjort ham til fri Mand?« »Fri var han allerede,« sagde Gunnar, »desuden skal jeg ikke gøre Nials Hjemmemænd til Ubodsmænd.« »I ligner hinanden,« sagde hun, »I er begge fejge.« »Det vil vise sig,« svarede han. Gunnar var da i lang Tid kold imod hende, indtil hun igen nærmede sig ham. Om Vinteren var alt roligt, og Nial forøgede ikke sit Tyende. Folk red nu til Tings om Sommeren.

39. Brynjolf Rostes Drab

En Mand hed Thord og kaldtes den Frigivnes Søn. Hans Fader Sigtryg havde været Asgerds frigivne, og druknede i Markarfljot; Thord var derfor siden hos Nial. Han var en stor og stærk Mand og havde fostret alle Nials Sønner. Han havde sat sin Hu til Nials Frænke Gudfinna Thorolfsdatter, som var Husholderske der hjemme, og hun var den Gang med Barn. Bergthora gav sig i Tale med Thord den Frigivnes Søn og sagde: »Du skal drage hen og dræbe Halgerds Frænde Brynjolf.« »Jeg er ingen Drabsmand,« sagde han, »men jeg vil dog vove Sagen, hvis du ønsker det.« »Jeg ønsker det,« sagde hun. Derpaa tog han op til Hlidarende og lod Halgerd kalde ud, og spurgte hende, hvor Brynjolf var. »Hvad vil du ham?« sagde hun. »Han skal sige mig, hvor han har begravet Atles Lig; man har sagt mig, at han har begravet det slet.« Hun lod ham da vide, hvor han var, og sagde, at han var nede i Agertunge. »Pas paa,« sagde Thord, »at det ikke gaar ham som Atle.« »Du er ingen Stridsmand,« svarede hun, »og der vil ingen Fare være paa Færde, hvor I to træffes.« »Jeg har aldrig set Mandeblod,« sagde Thord, »og ved ikke, hvad Indtryk det vil gøre paa mig.« Derpaa sprængte han ud af Tunet og ned til Agertunge. Gunnars Moder Ranveig havde hørt paa deres Samtale, og sagde: »Du ægger meget hans Mod, Halgerd, men jeg holder ham for en uforfærdet Mand, og det vil din Frænde faa at føle.« De mødtes paa Alfarvej, Brynjolf og Thord. Thord sagde: »Værg dig, Brynjolf, thi jeg vil ikke begaa Niddingsværk paa dig.« Brynjolf red imod Thord og hug efter ham; men han slog igen, svang sin Økse og hug Skaftet isønder foran Brynjolfs Hænder; og straks derpaa hug han anden Gang til ham og traf ham paa Brystet. Saaret gik ham ind i Livet, saa han faldt af Hesten, og var straks død. Thord traf Halgerds Faarehyrde, og tillyste, at han var Drabsmanden, og sagde, hvor Liget laa, og bad ham sige det til Halgerd. Derpaa red han til Bergthorshvol, og meldte Bergthora og andre Drabet. »Tak for din tapre Daad,« sagde hun. Faarehyrden fortalte Halgerd Drabet; hun blev meget forbitret, og sagde, at heraf skulde komme meget ondt, hvis hun maatte raade.

40. Nials og Gunnars Forlig om Brynjolfs Drab

Tidenden kom nu til Tinget, og Nial lod sig det sige tre Gange, og sagde derpaa: »Flere bliver nu til Drabsmænd, end jeg tænkte.« Skarphedin sagde: »Denne Mand maa dog have været særlig moden til at dø, som har ladet Livet for vor Fosterfaders Haand, han, der aldrig har set Mandeblod, og mange vil vel mene, at vi Brødre snarere skulde have gjort dette, efter det Sindelag vi har.« Nial sagde: »Heller ikke vil det vare længe, førend sligt hændes, og nogle vil sige, at Nøden vil drive Eder dertil.« De gik derpaa hen for at træffe Gunnar, og fortalte ham Drabet. Gunnar svarede og sagde, at det var en ringe Mandskade, men han var dog en fri Mand. Nial tilbød ham straks Forlig. Gunnar samtykkede, og skulde selv dømme. Han dømte da straks, og satte Bøderne til Hundrede i Sølv. Nial betalte straks, og de var derefter forligte.

41. Sigmund kommer til Island

Sigmund var en Søn af Lambe, Sighvat den Rødes Søn. Han drog meget paa Købmandsfærd, var høvisk og smuk, stor og stærk, en stolt Mand og en god Skjald, samt dygtig i de fleste Idrætter, men ogsaa ustyrlig, spodsk og trættekær. Han kom ud til Landet øster i Hornefjord. Hans Fælle hed Skjold; han var en Svensker, og slem at omgaas. De fik sig Heste, og red fra Hornefjord, og standsede ikke deres Rejse, førend de kom til Hlidarende i Fljotshlid. Gunnar tog godt imod dem, thi der var nært Frændskab imellem dem, og han tilbød Sigmund at blive der om Vinteren. Sigmund svarede, at han vilde modtage dette Tilbud, hvis hans Fælle Skjold ogsaa maatte blive der. »Efter hvad jeg har hørt om ham,« sagde Gunnar, »saa gør han næppe dit Sind bedre, og det er dog det, som du just trænger til; Opholdet her er ogsaa vanskeligt, og jeg vil give dig, saavel som andre mine Frænder, det gode Raad, at I ikke straks farer til, naar min Kone Halgerd ægger Eder, thi hun tager sig mangen Gang det for, som er langt fra min Vilje.« »Den volder ej, som varer,« sagde Sigmund. »Saa maa du ogsaa følge mit Raad,« sagde Gunnar, »meget vil du blive fristet, hold dig derfor altid til mig og følg mine Raad.« Derefter var de i Følge med Gunnar. Halgerd viste sig venlig mod Sigmund, og tilsidst gik det saa vidt, at hun overvældede ham med Penge, og tjente ham ligesaa fuldt som sin Husbonde, saa dette gav Anledning til megen Omtale, og Folk vidste ikke, hvad der stak under. Halgerd sagde en Gang til Gunnar: »Det er ikke godt at finde sig i det Hundrede i Sølv, som du tog for min Frænde Brynjolfs Drab. Jeg skal dog se at hævne ham, hvis jeg kan,« sagde hun. Gunnar svarede, at han ikke vilde skifte Ord med hende, og gik bort. Han opsøgte Kolskeg, og sagde til ham: »Rid hen til Nial, og sig ham, at Thord skal tage sig i Agt, endskønt der er sluttet Forlig, thi jeg tror ikke Freden.« Han red og sagde det til Nial, og Nial sagde det til Thord. Kolskeg red hjem igen, og Nial takkede dem for deres Troskab.

Engang hændte det sig, at Nial og Thord sad ude i Tunet. Der var en Buk, som plejede at gaa i Tunet, og ingen maatte jage den bort. Thord sagde: »Underlig bæres mig nu for.« »Hvad ser du da, som forekommer dig saa underligt?« sagde Nial. »Mig tykkes,« svarede Thord, »at Bukken ligger her i Sænkningen, og er helt blodig.« Nial sagde, at der var hverken Buk eller noget andet. »Hvad er det da?« sagde Thord. »Du maa være Døden nær, og maa have set din Fylgje,« sagde Nial, »tag dig derfor i Vare.« »Det vil kun lidet nytte mig,« sagde Thord, »hvis Døden er mig bestemt.«

Halgerd gav sig i Tale med Thraen Sigfussen, og sagde: »Jeg vilde holde dig for en god Maag (64), hvis du dræbte Thord, den Frigivnes Søn.« »Det vil jeg ikke gøre,« svarede han, »thi da vil jeg faa min Frænde Gunnars Vrede; desuden vil det være en farlig Sag, thi dette Drab vil snart blive hævnet.« »Hvem vil hævne det?« sagde hun; »mener du den skægløse Knark?« »Nej,« svarede han, »hans Sønner vil hævne det.« Derpaa talte de længe hemmelig sammen, og ingen vidste, hvilke Planer de lagde. Engang hændte det sig, at Gunnar ikke var hjemme, men Sigmund og hans Medfølger var hjemme, og Thraen var kommen fra Grjotaa. Da sad de ude med Halgerd, og talte sammen. Og Halgerd sagde: »I har lovet mig, I to, Sigmund og Skjold, at dræbe Thord, den Frigivnes Søn; men du, Thraen, har lovet mig at være med.« De tilstod alle, at de havde lovet hende det. »Saa vil jeg nu sige Eder, hvorledes I skal iværksætte det,« sagde hun. »I skal ride øster til Hornefjord efter Eders Gods, og komme hjem, naar Tinget har begyndt, thi hvis I er hjemme, saa vil Gunnar have, at I skal ride til Tings med ham. Nial vil da være paa Tinget tilligemed hans Sønner og Gunnar, men I skal da dræbe Thord.« De lovede, at de vilde udføre denne Plan. Derpaa gjorde de sig rede til at ride til Østfjordene. Gunnar lagde ikke Mærke til deres List, og red til Tings. Nial sendte Thord, den Frigivnes Søn, øster under Øfjældene, og sagde, at han skulde blive der Natten over; han tog afsted, men kunde ikke komme tilbage igen, thi Floden var vokset saa meget, at man umulig kunde ride over den. Nial biede en Dag efter ham, thi han havde bestemt, at han skulde have redet med ham; og sagde derpaa til Bergthora, at hun skulde sende Thord til Tinget, saasnart han kom hjem. To Dage efter kom Thord. Bergthora sagde ham, at han skulde til Tings, »men nu,« sagde hun, »skal du først ride op til Thorolfsfjæld, og se til Husholdningen der, men ikke blive der længer end een Dag eller to.«

42. Thord den Frigivnes Søns Drab

Sigmund og hans Fælle kom hjem. Halgerd sagde dem, at Thord var hjemme, men han skulde ride til Tings om nogle faa Dage; der var nu god Lejlighed til at angribe ham, men hvis den gik forbi, saa vilde de ikke faa fat paa ham. Der kom nogle Mænd fra Thorolfsfjæld til Hlidarende, og fortalte Halgerd, at Thord var der. Hun gik hen til Thraen Sigfussen og de andre, og sagde til ham: »Nu er Thord paa Thorolfsfjæld, saa nu kan I dræbe ham, naar han tager hjem.« »Det skal vi,« sagde Sigmund. De gik da ud, tog deres Vaaben og Heste, og red hen paa Vejen, hvor han skulde komme. Sigmund sagde til Thraen: »Du skal ikke tage dig noget for, thi vi alle behøves ikke.« Thraen svarede ja dertil. Kort efter kom Thord ridende imod dem. Sigmund sagde til ham: »Kast dine Vaaben, thi nu skal du dø.« »Nej,« sagde Thord, »kom du i Enekamp med mig!« »Der bliver intet af,« sagde Sigmund, »vi maa have godt af, at vi er flere; det er ellers ikke saa underligt, at Skarphedin er saa tapper en Kæmpe, thi det hedder, at for en Fjerdepart slægter man sin Fosterfader paa.« »Det vil du faa at føle,« sagde Thord, »thi Skarphedin vil hævne mig.« Derpaa gik de løs paa ham, og han brød et Spyd for hver af dem, saa godt værgede han sig. Da hug Skjold den ene Arm af ham, og han værgede sig da en Stund med den anden, indtil Sigmund gennemborede ham; da faldt han død til Jorden. De dækkede ham til med Græstørv og Sten. Thraen sagde: »Vi har øvet en ond Gerning, og Nials Sønner vil sørge over dette Drab, naar de spørger det.« De red hjem og sagde Halgerd det; hun ytrede sin Tilfredshed med Drabet. Gunnars Moder Ranveig sagde: »Det er et gammelt Ord, at kort Stund glæder Haand sig ved Hug; saa vil det ogsaa gaa her; men Gunnar vil dog løse dig ud af denne Sag. Men hvis du endnu engang lader dig lokke af Halgerd, saa vil det vorde din Bane.« Halgerd sendte et Bud til Bergthorshvol for at forkynde Drabet, og et andet til Tinget, for at lade Gunnar det vide. Bergthora sagde, at hun ikke vilde skælde Halgerd for slig Daad; det vilde kun være en ringe Hævn for saa vigtig en Sag.

43. Nials og Gunnars Forlig om Thords Drab

Da Sendebudet kom til Tinget for at sige Gunnar Drabet, sagde denne: »Dette er ilde gaaet til, og værre Tidende kom mig aldrig for Øren. Imidlertid maa vi dog tage hen til Nial, og jeg haaber, han vil vise sit Retsind, hvor megen Grund han end har til Vrede.« De gik da hen til Nial, og kaldte ham til Samtale med sig. Han kom straks ud til Gunnar. De talte sammen, og i Begyndelsen var der ikke flere til Stede, end Kolskeg. »Det er en haard Tidende, jeg har at bringe dig,« sagde Gunnar, »Thord den Frigivnes Søns Drab, og jeg vil tilbyde dig Selvdømme for Drabet.« Nial tav i nogen Tid, og sagde derpaa: »Det er et godt Tilbud, og jeg vil modtage det; men uden Tvivl vil jeg høre ilde derfor af min Kone eller mine Sønner, thi de vil være meget misfornøjede dermed; ikke desmindre vil jeg vove det, thi jeg ved, jeg har med en brav Mand at gøre, og jeg vil ikke, at der fra min Side skal komme noget Brud paa vort Venskab.« »Vil du lade nogen af dine Sønner være tilstede derved?« sagde Gunnar. »Nej,« svarede Nial, »thi de vil ikke bryde det Forlig, jeg indgaar; men er de tilstede derved, vil de ikke bidrage til, at Forliget kommer i Stand.« »Deri har du vel Ret,« sagde Gunnar, »saa afsig du alene Kendelsen!« Derpaa gav de hinanden Haanden, og forligtes vel og snart. Derpaa sagde Nial: »To Hundrede i Sølv er min Kendelse; det tykkes dig vel meget?« »Ikke for meget,« sagde Gunnar, og gik hjem til sin Bod. Nials Sønner kom hjem, og Skarphedin spurgte, hvor de mange Penge var komne fra, som hans Fader havde i Haanden. Nial svarede: »Jeg forkynder Eder Eders Fosterfader Thords Drab, og jeg og Gunnar har nu sluttet Forlig i den Sag, og han har givet for ham dobbelte Mandebøder.« »Hvem har dræbt ham?« sagde Skarphedin. »Sigmund og Skjold, men Thraen var hos,« sagde Nial. »Det var mange mod en,« sagde Skarphedin, »men hvor vidt skal det da gaa, førend vi skal hæve vore Hænder (65)?« »Det vil ikke vare længe,« svarede Nial, »og da skal du ej blive holdt tilbage; dog ligger der mig megen Magt paa, at dette Forlig ikke bliver brudt.« »Saa vil vi da gøre,« sagde Skarphedin, »men kommer der mere imellem dem og os, da vil vi mindes det gamle Fjendskab.« »Da vil jeg ikke hindre Eder,« sagde Nial.

44. Sigmund nidede Nials og hans Sønner

Nu red Folk hjem fra Tinget, og da Gunnar kom hjem, sagde han til Sigmund: »Du er en større Ulykkesmand, end jeg tænkte, og bruger slet dine gode Gaver; imidlertid har jeg nu forliget dig med Nial og hans Sønner, men vogt dig for, igen at lade dig lokke til noget. Dit Sind er ikke som mit; du farer frem med Haan og Spot, men det er ikke mit Sind. Derfor kommer du vel ud af det med Halgerd, fordi Eders Sind stemmer bedre overens.« Gunnar talte ham i lang Tid til; men han svarede eftergivende, og lovede, for Fremtiden at rette sig mere efter hans Raad, end hidtil, og Gunnar sagde, det vilde være hans eget Bedste. Mellem Gunnar og Nial varede Venskabet ved, skønt det gik koldere til mellem deres øvrige Omgivelser.

Det hændte sig, at nogle omløbende Kvinder kom fra Bergthorshvol til Hlidarende; de var sladderagtige og for med megen ond Snak. Halgerd havde en Kvindestue, og sad der gerne. Der var hendes Datter Thorgerd, der var ogsaa Thraen og Sigmund og en stor Mængde Kvinder; men hverken Gunnar var der eller Kolskeg. Hine Omløbersker gik ind i Kvindestuen. Halgerd hilste dem, lod gøre Plads for dem, og spurgte dem om nyt; men de svarede, at de havde intet. Halgerd spurgte dem, hvor de havde været om Natten. De svarede: paa Bergthorshvol. »Hvad tog Nial sig for?« sagde hun. »Han sled det bedste han kunde med at sidde stille,« svarede de. »Hvad gjorde Nials Sønner?« sagde hun, »de holder sig nu selv for de dygtigste Mænd.« »Store af Vækst er de,« svarede Kvinderne, »men aldeles uprøvede. Skarphedin skærpede en Økse, Grim skæftede et Spyd, Helge fæstede Hjalte paa et Sværd, Høskuld satte Haandfang paa et Skjold.« »Saa maa de have noget Storværk for,« sagde Halgerd. »Det ved vi ikke,« svarede Kvinderne. »Hvad gjorde Nials Huskarle?« sagde hun. »Hvad andre gjorde, ved vi ikke,« svarede de »men en af dem trillede Skarn paa Marken.« »Hvad skulde det nytte til,« sagde hun. »Jo,« svarede de, »han (66) sagde, at efter Gødningen voksede det bedre end andensteds.« »Nials Visdom er dog ikke lige stor i alt,« sagde Halgerd, »han, som dog ellers ved Raad for alt.« »Hvorledes det?« sagde Kvinderne. »O,« svarede hun, »det er jo soleklart, hvorfor lod han ikke Gødningen age i sit Skæg, at det kunde vokse som andre Karlfolks; lad os derfor kalde ham den skægløse Knark og hans Sønner Møgskæglingerne! Kvæd os engang noget derom, Sigmund, og lad os have godt af, at du er Skjald.« »Det er jeg straks rede til,« svarede han, og kvad følgende Viser:

Greb det ej nytter de nagler,

saa Næverne Skjold kan holde.
Møgskæglingerne lader
lidet kloge for Tiden.
Ej kan Skjold dem skærme,
Skammen vil dem ramme.
Haardt min Haan paa de fejge,
Halgerd, snart skal falde.

Spotten vil hurtigt spørges,
spag imod den tager
Oldingen, ussel og skægløs —
evner sig ej at hævne.
Mon for hans Sønner muntert
»Møgskæglinger« klinger?
Nu jeg naar at gøre
til Narre de fade Sprader.

Nu jeg til Møgskæglingsnavnet
naglet dem har forsvarligt.
Godt det paa dem passer.
Pagten I ser jeg agter.
»Skægløs« skal om den gamle
skumlende tit man mumle.
Digtet er endt og ude.
At ægge ej mig skrækker.

»Du er en Skat,« sagde Halgerd, »saa føjelig som du er imod mig.« Da kom Gunnar til i det samme; han havde staaet uden for Kvindestuen og hørt hele deres Samtale. De bleve meget forskrækkede, da de saa ham komme ind; alle tav; men før havde der været stor Latter og Støj. Gunnar var meget vred, og sagde til Sigmund: »En Daare er du og foragter alle gode Raad; du bagvasker Nials Sønner og ham selv med, hvad endnu er det værste, og det efter hvad du allerede har øvet imod dem; dette vil blive din Bane. Men dersom nogen gentager disse Ord, da skal han jages bort herfra og derhos have min Vrede.« Og saa stor Frygt bar de alle for ham, at ingen vovede at fortælle disse Ord videre. Derpaa gik han bort. Omløberskerne talte med hinanden om, at de vilde faa det godt betalt af Bergthora, hvis de sagde hende dette. De drog saa derned, og sagde Bergthora det i Løn, uden at hun spurgte derom. Da nu Mændene sad til Bords, sagde Bergthora: »Gaver er givne Eder, Fader og Sønner, og I viser lidet Mod og Manddom, hvis I ikke lønner dem.« »Hvad for Gaver?« sagde Skarphedin. »I, mine Sønner, har alle faaet een Gave i Fællesskab; I er kaldte Møgskæglinger, men min Husbond den skægløse Knark.« »Vi har ikke Kvindesind,« sagde Skarphedin, »at vi skulde vredes over alt.« »Gunnar blev dog vred paa Eders Vegne,« sagde hun, »og han holdes jo for en sagtmodig Mand. Hvis I ikke hævner denne Fornærmelse, saa vil I ingen Skam hævne.« »Kærringen, vor Moder, har sin Glæde af at ægge os,« sagde Skarphedin, og fortrak sin Mund til et Smil, men Sveden sprak ham dog ud paa Panden, og der kom røde Pletter paa hans Kinder, hvad der ellers ikke var Tilfældet. Grim var tavs, og bed sig i Læben. Helge blev uforandret. Høskuld gik henimod Døren med Bergthora. Hun kom atter tilbage med en stormende Fart. Nial sagde: »Den kommer ogsaa med, der sent farer, Husfrue, og det gaar saa med mange Ting, at selv om en føler sig krænket, bliver Hævn ulige bedømt.«

Men om Aftenen, da Nial var kommen i Seng, hørte han, at en Økse rørte ved Væggen, og klang højt; men der var en anden lukket Seng, hvor der hang Skjolde, og han saa, at de var borte. Han sagde: »Hvem har taget vore Skjolde ned?« »Dine Sønner gik ud med dem,« svarede Bergthora. Nial stak sine Fødder i Skoene, gik straks ud, om paa den anden Side af Husene, og saa, at de stævnede op ad Skrænten, hvor Gaarden laa. Han sagde: »Hvorhen, Skarphedin?« »At lede efter dine Faar,« sagde han. Nial sagde: »Ikke er det dem, I agter at bruge Vaaben imod; det maa være et andet Ærinde.« Skarphedin svarede: »Vi skal fange Laks, Fader, hvis vi ikke finder Faarene.« »Hvis saa er,« sagde Nial, »saa gid Fangsten ikke maa slaa Eder fejl.« De drog deres Vej, men Nial gik i sin Seng. Han sagde til Bergthora: »Dine Sønner var ude, alle væbnede, og du maa have ægget dem til noget.« »Meget skal jeg takke dem,« sagde Bergthora, »hvis de forkynder mig Sigmunds Drab.«

45. Sigmunds og Skjolds Drab

Nialsønnerne drog nu op til Fljotshlid, og var om Natten under Lien, men da det begyndte at gry, tog de nær hen til Hlidarende. Den samme Morgen stod Sigmund og Skjold op, for at se efter nogle Stodheste; de havde Bidsler med sig, tog nogle Heste i Tunet og red bort. De fandt Hestene mellem to Bække og førte dem næsten helt ned til Vejen. Skarphedin saa Sigmund, thi han var i farvede Klæder. Skarphedin sagde: »Kan I se Rødalfen (67), Svende?« De saa efter og svarede ja, at de saa ham. Skarphedin vedblev: »Du, Høskuld, skal intet forrette, thi du bliver ofte uvarlig sendt ene hjemmefra (68); men jeg agter at tage Sigmund ene paa mig, det tykkes mig mandigt, og Grim og Helge skal stride mod Skjold.« Høskuld satte sig ned, og de andre gik, til de kom hen til Sigmund og Skjold. Skarphedin sagde til Sigmund: »Tag dine Vaaben, og værg dig; det gøres nu mere nødigt, end at kvæde Spot om os Brødre.« Sigmund tog sine Vaaben, og Skarphedin biede saa længe. Skjold vendte sig mod Helge og Grim, og de stred heftig. Sigmund havde Hjælm paa Hovedet, Skjold ved Siden, var gjordet med Sværd og havde et Spyd i Haanden. Han vendte sig nu imod Skarphedin, stak efter ham med Spydet og traf hans Skjold. Skarphedin hug Spydskaftet over, løftede Øksen og hug til Sigmund, og kløvede Skjoldet paa den ene Side af Haandfanget. Sigmund drog sit Sværd og hug til Skarphedin, og det traf i Skjoldet, saa at det sad fast. Skarphedin drejede Skjoldet saa kraftig, at Sigmund slap Sværdet. Skarphedin hug til Sigmund med sin Økse Rimmegyge (69). Sigmund havde Panser paa, Øksen traf ham paa Skulderen. Han kløvede Skulderbladet og rykkede Øksen til sig. Sigmund faldt paa begge Knæ, men sprang straks op. »Nu sank du i Knæ for mig,« sagde Skarphedin, »men falde skal du i Moderæt (70), førend vi skilles.« »Ilde er det,« sagde Sigmund. Skarphedin hug ham paa Hjælmen og gav ham derpaa Banehug. Grim hug Foden af Skjold i Vristledet, men Helge gennemborede ham med sit Sværd, og han fik straks Bane. Skarphedin saa Halgerds Faarehyrde; han havde hugget Hovedet af Sigmund, gav Faarehyrden det, og bød ham at bringe det til Halgerd og sagde, hun skulde se efter, om det var dette Hoved, der havde digtet Nid om dem. Faarehyrden kastede Hovedet straks, da han var kommen bort fra dem, thi han turde ikke, saalænge de saa ham. Brødrene drog deres Vej, indtil de fandt nogle Mænd nede ved Markarfljot, og sagde dem, hvad der var forefaldet. Skarphedin lyste til, at han var Gerningsmand til Sigmunds Drab, men Grim og Helge til Skjolds. Derpaa tog de hjem og sagde Nial, hvad der var sket. Han svarede: »Hil Eders Daad! Her skal ej tilstaas Selvdømme, som Sagerne nu staar.«

Nu er at fortælle, at Faarehyrden kom hjem til Hlidarende; han sagde Halgerd, hvad der var hændt. »Skarphedin gav mig Sigmunds Hoved, og bød mig at bringe dig det; men det turde jeg ikke gøre,« sagde han, »thi jeg vidste ikke, hvad du vilde synes derom.« »Det er Skade, du ikke gjorde det,« svarede hun, »jeg skulde have bragt det til Gunnar, og han maatte da hævne sin Frænde eller udsætte sig for hver Mands Dadel.« Derpaa gik hun til Gunnar og sagde: »Jeg forkynder dig din Frænde Sigmunds Drab; Skarphedin har dræbt ham og vilde lade mig bringe hans Hoved.« »Sligt var at vente,« sagde Gunnar, »thi onde Raad giver halsløs Daad, og ofte har I begge tirret hinanden.« Gunnar gik derpaa bort. Han gjorde intet for at tingfæste Drabssagen, og foretog sig intet i den Henseende. Halgerd bragte det ofte paa Bane, og sagde, at der endnu ikke var givet Bøder for Sigmund, men Gunnar brød sig ikke derom. Der hengik saaledes tre Ting, paa hvilke man ventede, at han vilde søge Sagen; da kom Gunnar i en Forlegenhed, som han ikke vidste at rede sig ud af; han red da hen til Nial. Denne tog godt imod ham. Gunnar sagde: »Jeg er kommen for at bede dig om et godt Raad i en vanskelig Sag.« »Det har du fortjent af mig,« sagde Nial, og raadede ham, hvorledes han skulde bære sig ad. Gunnar stod da op og takkede ham. Nial sagde da og bød ham Haanden: »Længe nok har din Frænde Sigmund været ubødet.« »For længe siden gaves der Bøder for ham,« sagde Gunnar, »dog vil jeg ikke vise min Hæder fra mig.« Gunnar havde aldrig bebrejdet Nialsønnerne Drabet. Nial vilde ikke have det anderledes, end at Gunnar skulde afsige Kendelsen. Han fastsatte da to Hundrede i Sølv, men lod Skjold være uden Bøder. De betalte straks hele Summen. Gunnar kundgjorde offentlig deres Forlig paa Tingskaaleting (71), da det var allermest fuldtalligt, tilkendegav, hvor velsindede de havde vist sig imod ham, og gengav de Ukvemsord, som havde været Aarsag til Sigmunds Død; men ingen skulde bringe disse Ord videre, og hvis nogen gjorde det, skulde der ikke gives Bøder for hans Død. Baade Gunnar og Nial udtalte, at der ingenting skulde komme dem imellem, som de jo selv skulde bringe til sømmelig Fred. Dette opfyldtes ogsaa derefter, og de blev altid hinandens Venner.

46. Om Gissur Hvide og Geir Gode

Gissur Hvide var en Søn af Teit, Ketilbjørn den Gamles Søn fra Mosfjæld i Grimsnæs. Gissurs Moder hed Oløf, hun var en Datter af Bødvar Herse Vikinge-Kaares Søn. Hans Søn var Biskop Isleif (72). Teits Moder hed Helga, og var en Datter af Thord Skegge, en Søn af Hrap, en Søn af Bjørn Buna, en Søn af Grim Herse fra Sogn. Gissur Hvide boede paa Mosfjæld og var en stor Høvding.

En anden Mand, som forekommer i denne Fortælling, hed Geir Gode (73). Hans Moder Thorkatla var en Datter af Ketilbjørn den Gamle fra Mosfjæld. Geir boede paa Gaarden Hlid. Han og Gissur stod hinanden bi i alle Sager.

Paa denne Tid boede Maard Valgardsen paa Gaarden Hof i Rangaavolde; han var snu og ildesindet. Hans Fader Valgard var dengang udenlands; men hans Moder var død. Han bar megen Avind til Gunnar fra Hlidarende; han var en velhavende Mand paa Gods, men lidet afholdt.

47. Om Otkel paa Kirkeby

Otkel var en Søn af Skarv, en Søn af Halkel, som stred med Grim fra Grimsnæs og fældede ham i Holmgang. Halkel og Ketilbjørn den Gamle var Brødre. Otkel boede paa Gaarden Kirkeby. Hans Kone hed Thorgerd og var en Datter af Maar, en Søn af Brøndolf, en Søn af Naddod den Færøske (74). Otkel var en velhavende Mand. Hans Søn hed Thorgeir, han var endnu i sin Opvækst, men tegnede til at blive en dygtig Mand. En Mand, der hed Skamkel, boede paa den anden Gaard Hof; han var velhavende, men ond, løgnagtig, trættekær og vanskelig at have med at gøre. Han var Otkels gode Ven. Otkels Broder hed Halkel, en stor og stærk Mand; han var hos sin Broder. Endnu en Broder til dem hed Halbjørn den Hvide; han førte en Træl ud til Landet, som hed Melkolf, irsk af Æt og lidet yndet. Halbjørn tog sit Ophold hos Otkel tilligemed Trællen, og denne sagde stadig, at han vilde regne det for en Lykke, hvis Otkel var hans Herre. Otkel kunde godt lide ham, og gav ham Kniv og Bælte og en hel Klædning; men Trællen udrettede alt, hvad han vilde have. Otkel vilde købe Trællen af sin Broder, men denne svarede, at han vilde give ham Trællen, men tilføjede dog, at det var en slettere Kostbarhed, end han tænkte. Og straks da Otkel var kommen til at eje Trællen, udrettede denne alting værre. Otkel omtalte tit for sin Broder, at han syntes Trællen bestilte saa lidet; han svarede Otkel, at andre og værre Egenskaber boede i ham.

Paa denne Tid kom der meget Uaar, saa at Folk led Mangel baade paa Hø og Mad, og dette gik over alle Landstrækninger. Gunnar forsynede mange baade med Hø og Mad, og alle, som kom did, fik noget, saa at Gunnar tilsidst kom til selv at lide Mangel. Da sagde Gunnar til Kolskeg, Thraen Sigfussen og Lambe Sigurdsen, at de skulde tage afsted med ham. De tog hen til Kirkeby og kaldte Otkel ud. Han hilste dem. Gunnar sagde: »Omstændighederne er nu saa, at jeg kommer for at købe Hø og Mad hos dig, hvis du har det.« Otkel svarede: »Begge Dele har jeg, men ingen af Delene vil jeg sælge dig.« »Vil du da give mig det,« sagde Gunnar, »og lade det komme an paa, hvorledes jeg lønner dig det?« »Nej,« sagde Otkel, og Skamkel raadede ligeledes derfra. Thraen Sigfussen sagde: »De fortjente, at vi tog baade Hø og Mad og lagde dets Værdi i Steden.« Skamkel svarede: »Saa maa Mosfjældingerne være uddøde, hvis I Sigfussønner skal rane fra dem.« »Ran vil jeg ikke give mig af med,« sagde Gunnar. »Vil du købe en Træl af mig?« sagde Otkel. »Det kan jeg godt,« sagde Gunnar. Derpaa købte Gunnar Trællen, og drog saa bort.

Dette hørte Nial og sagde: »Det er ilde gjort at nægte Gunnar en Handel; andre har intet godt at vente, hvor saadanne Mænd ikke faar noget.« »Hvad vil du tale meget om det?« sagde Bergthora; »det er langt gævere, at du giver ham baade Mad og Hø, da det ikke skorter dig derpaa.« Nial sagde: »Det er soleklart, og jeg skal visselig hjælpe ham med noget.« Han tog derpaa op til Thorolfsfjæld med sine Sønner; der læssede de Hø paa femten Heste, og paa fem Heste havde de Mad. Nial kom til Hlidarende og kaldte Gunnar ud. Han modtog dem vel. Nial sagde: »Her er Hø og Mad, som jeg vil give dig, og jeg beder dig aldrig at ty til andre end mig, naar du behøver noget.« »Gode er dine Gaver,« sagde Gunnar, »men endnu større Pris sætter jeg paa dit og dine Sønners Venskab.« Nial drog derpaa hjem. Nu led Vaaren.

48. Hvorledes Halgerd lod stjæle paa Kirkeby

Gunnar red til Tings, men en stor Del Mænd fra Sida (75) gæstede ham, og han bad dem, at de skulde tage ind hos ham, naar de red fra Tinget. De lovede det. De red nu til Tings. Nial var der og hans Sønner. Tinget gik roligt af.

Nu er at fortælle, at Halgerd gav sig i Tale med Trællen Melkolf. »Jeg har tiltænkt dig en Sendelse,« sagde hun, »du skal fare hen til Kirkeby.« »Og hvad skal jeg der?« sagde han. »Du skal stjæle Mad der paa to Heste,« sagde hun, »og tage Smør og Ost, men du skal sætte Ild paa Udeburet; alle vil da tro, at det er kommet af Vaade, og ingen tænke, at der har været stjaalet.« Trællen sagde: »Ond har jeg været, men aldrig har jeg endnu været Tyv.« »Nej, hør mig engang!« sagde Halgerd, »du gør dig kostbar, du som baade har været Tyv og Morder; men jeg skal nok lære dig at fare af sted, ellers lader jeg dig dræbe.« Han troede, at hun virkelig vilde gøre det, hvis han ej drog afsted. Han tog da om Natten to Heste, lagde Dækkener paa dem og drog til Kirkeby. Hunden gøede ikke, da den kendte ham, og løb ham i Møde. Derpaa tog han hen til Udeburet og læssede Mad paa, saa meget der kunde være paa to Heste, satte Ild paa Udeburet og slog Hunden ihjel. Han drog op langs med Rangaa. Hans Skotvinge gik da i Stykker, hvorfor han tog sin Kniv og gjorde Skoene ved, men glemte Kniven og sit Bælte. Han drog nu videre, til han kom til Hlidarende; der savnede han Kniven, men turde ikke vende tilbage. Han bragte nu Halgerd Maden, og hun ytrede sin Tilfredshed dermed. Om Morgenen, da Folk paa Kirkeby kom ud, saa de den Skade, der var voldt, og der blev sendt en Mand til Tinget for at sige Otkel det. Han tog sig Skaden let og sagde, at det maatte være kommet af, at Ildhuset var sammenbygget med Udeburet; det samme mente ogsaa alle andre, at det maatte være Grunden. Folk red nu hjem fra Tinget, og mange tog til Hlidarende. Halgerd bar Mad paa Bordet, deriblandt Ost og Smør. Gunnar, som vidste, at den Slags Mad ikke var at vente der, spurgte Halgerd, hvor det kom fra. »Fra det Sted,« svarede hun, »at du gerne kan spise det, men det er ellers ikke Mænds Sag at give sig af med Maduddeling.« Gunnar blev vred og sagde: »Ilde er det, hvis jeg skulde være Tyvshæler,« og gav hende en Kindhest. Hun svarede, at det Slag skulde hun mindes og lønne det, hvis hun kunde. Hun gik derpaa ud, han ligesaa; alt blev baaret af Bordet, og Kød baaret ind; og alle mente, at det var, fordi man var kommen dertil paa en bedre Maade. Tingmændene tog nu bort.

49. Om Skamkel

Om Skamkel er nu at fortælle, at han red efter Faar langs med Rangaa, og saa, at der var noget, der skinnede paa Vejen. Han fandt der Kniv og Bælte, syntes, han skulde kende dem, og tog dem med hjem til Kirkeby. Otkel var ude, da Skamkel kom; denne sagde til ham: »Kender du noget til disse Sager?« »Ja vist kender jeg dem,« sagde Otkel. »Hvis er det?« sagde Skamkel. »Trællen Melkolfs,« svarede Otkel. »Saa skal flere genkende dem,« sagde Skamkel, »end vi to, thi jeg skal trolig se paa dit Bedste.« De viste mange Sagerne, og alle kendte dem. Da sagde Skamkel: »Hvad vil du nu gøre?« Otkel svarede: »Lad os tage hen til Maard Valgardsen og spørge ham til Raads.« Derpaa tog de hen til Hof og viste Maard Sagerne, og spurgte, om han kendte dem. Han sagde: »Ja, men hvorfor? Mener I maaske, at I har noget af Jeres at søge paa Hlidarende?« »Det vil nok blive os en vanskelig Sag,« sagde Skamkel, »da slige overmægtige Mænd har Del deri.« »Vistnok,« sagde Maard, »men det kan dog være, at jeg vidste Ting fra Gunnars Hus, som I ikke ved noget af.« »Vi vil give dig Penge til,« sagde de, »hvis du vil tage dig af denne Sag.« Maard svarede: »De Penge kan blive mig dyrekøbte, men maaske jeg dog ser, hvad jeg kan gøre.« De gav ham tre Mark Sølv, for at han skulde yde dem Raad og Hjælp. Han gav dem det Raad, at nogle Kvinder skulde fare om med Smaavarer og give Husfruerne dem, og se, hvad de fik derfor, »thi alle har det Sind, at de giver først det bort, som er stjaalet,« sagde Maard, »hvis det er i deres Eje; saaledes vil det ogsaa gaa her, hvis Ilden virkelig har været paasat. Kvinderne skal da vise mig, hvad de har faaet paa hvert Sted, og jeg vil da være løs fra denne Sag, hvis det kommer for Dagen.« Dette gik de ind paa og tog hjem.

Maard sendte da Kvinder omkring i Herredet, og de var borte en halv Maaned; de kom tilbage og havde faaet store Byrder at bære paa. Maard spurgte, hvor de havde faaet mest. De sagde, at det var paa Hlidarende, og Halgerd havde været bedst ved dem. Han spurgte, hvad de da havde faaet der. »Ost,« svarede de. Han bad dem lade ham se den, de viste ham den, og det var mange Skiver. Han tog dem og forvarede dem. Kort efter tog han hen til Otkel og bad ham tage Thorgerds Osteform; det skete. Han lagde Skiverne deri, og de passede nøje i Osteformen, saa de saa, at det var en hel Lev (76) de havde faaet. Da sagde Maard: »Nu kan I se, at Halgerd maa have stjaalet Osten.« Og da dette var klart af alle Omstændigheder, sagde Maard, at han nu ikke havde mere med den Sag at gøre. Dermed skiltes de.

Kolskeg gav sig i Tale med Gunnar og sagde: »Det er en ond Tidende, jeg har at melde, men overalt gaar det Ord, at Halgerd skal have stjaalet, og at hun skal have voldt den store Skade, der skete paa Kirkeby.« Gunnar svarede, at han troede, det forholdt sig saa, men hvad var derved at gøre. Kolskeg svarede: »Du er den nærmeste til at gøre godt igen, hvad din Kone har forbrudt, og mig tykkes derfor det er bedst, at du tager hen til Otkel og gør ham gode Tilbud.« »Dette er vel betænkt,« sagde Gunnar, »og saa vil jeg gøre.« Noget efter sendte Gunnar Bud efter Thraen Sigfussen og Lambe Sigurdsen, og de kom straks; han sagde dem, hvor han vilde hen, og de syntes godt derom. Gunnar red selvtolvte til Kirkeby, og lod kalde Otkel ud. Skamkel var tilstede og sagde: »Jeg skal gaa ud med dig, her er det bedst at bruge al sin Kløgt, og jeg skal se at staa dig næst, naar du mest trænger til det, thi her vil det knibe; jeg tror, det er bedst, du gør dig kry.« Derpaa gik de ud, Otkel og Skamkel, Halkel og Halbjørn. De hilste Gunnar. Otkel spurgte, hvor han agtede sig hen. »Ikke længer end herhid,« sagde Gunnar, »og mit Ærinde er at tale med dig om den Skade, som er voldt af min Kone og den Træl, som jeg købte af dig.« »Det kunde man vente,« sagde Halbjørn. Gunnar blev ved: »Herfor vil jeg byde dig gode Vilkaar og tilbyde dig, at de bedste Mænd i Herredet skal mægle i den Sag.« Skamkel sagde: »Dette Tilbud er uantageligt og ubilligt; du har mange Venner blandt Bønderne, men Otkel ikke.« »Saa vil jeg tilbyde,« sagde Gunnar, »selv at afsige Kendelse, gøre den op straks og føje mit Venskab til, og betale alle Pengene nu, og jeg vil bøde dig dobbelte Bøder.« Skamkel sagde: »Dette Vilkaar skal du ikke tage imod; det er en Skam for dig at overgive ham Selvdømme, som tilkommer dig selv.« Otkel sagde: »Jeg vil ikke overgive dig Selvdømme, Gunnar.« Gunnar sagde: »Jeg ser nok, hvo der her giver gode Raad, hvorledes jeg saa faar det lønnet. Saa døm nu da selv!« Otkel saa paa Skamkel og sagde: »Hvad skal jeg nu svare?« »Dette,« svarede han, »skal du kalde et godt Tilbud, men indskyde din Sag under Gissur Hvide og Geir Gode. Da vil mange sige, at du ligner din Farfader Halkel, som var en stor Kæmpe.« Otkel sagde: »Dette er et godt Tilbud, Gunnar, men du maa give mig Tid til at tale med Gissur Hvide og Geir Gode.« Gunnar sagde: »Bær dig nu ad, som du selv synes, men det vil mangen sige, at du ikke indser din egen Hæder, naar du ikke vil modtage de Vilkaar, jeg tilbyder dig.«

Gunnar red hjem, og da han var borte, sagde Halbjørn: »Her har jeg set den største Forskel paa Mænd. Gunnar gjorde dig gode Tilbud, det ene bedre end det andet, men du vilde ikke tage imod noget af dem; tror du da at kunne trættes med Gunnar med det onde, skønt ingen er hans Jævning. Imidlertid er han en saa veltænkende Mand, at han vil staa ved disse sine Tilbud, skønt du først siden modtager dem. Det er nok bedst, at du nu straks tager hen til Gissur Hvide og Geir Gode.« Otkel lod tage sin Hest og gjorde sig færdig. Otkel var ikke skarpsynet. Skamkel fulgte ham paa Vej og sagde til ham: »Det tykkes mig underligt, at din Broder ikke vilde paatage sig denne Forretning for dig. Jeg vil tilbyde mig at drage derhen i dit Sted, da jeg ved, du ikke holder af Rejser.« »Det vil jeg tage imod,« sagde Otkel, »men hold dig til Sandheden!« »Det skal jeg nok,« sagde Skamkel og tog imod hans Hest og Rejseklæder; men Otkel gik hjem. Halbjørn var ude og sagde til Otkel: »Ilde er det at have Træl til Hjertensven, og du vil altid komme til at angre, at du er vendt tilbage. Det er det uforstandigste Indfald, du kunde faa, at sende den løgnagtigste Mand i dette Ærinde, der er saa vigtigt, at det kan gælde Mænds Liv.« »Ræd vilde du blive,« svarede Otkel, »hvis Gunnar svang sin Atgejr i Luften, da du er saaledes nu.« »Jeg ved ikke, hvem der da bliver ræddest,« sagde Halbjørn, »men det vil du komme til at sande, at Gunnar ikke vil sigte længe med sin Atgejr, naar han svinger den i Vrede.« Otkel sagde: »I er alle nogle fejge Uslinger, undtagen Skamkel.« Og begge var da vrede.

50. Om Skamkel

Skamkel kom til Mosfjæld og fortalte Gissur om alle Tilbudene. »Mig synes,« sagde Gissur, »at det var meget gode Tilbud, hvorfor tog han ikke imod dem?« »Det kom især deraf,« sagde han, »at alle vilde vise dig Hæder, derfor vilde han oppebie dine Raad, og derved staar ogsaa alle sig bedst.« Skamkel var der om Natten. Gissur sendte Bud efter Geir Gode, og han kom der om Morgenen tidlig. Gissur fortalte ham da Sagen og sagde: »Hvorledes skal vi nu bære os ad dermed?« »Saaledes,« svarede Geir Gode, »som du allerede har tænkt dig, at mægle Sagen paa bedste Maade. Nu vil vi lade Skamkel fortælle os Sagen endnu en Gang, og se, hvorledes han gengiver den.« De gjorde saa. Gissur sagde: »Du har uden Tvivl berettet Sagen, som den er, men dog er du den værste Skurk, jeg har set, og man skal ikke skue Hund paa Haaret, hvis du virkelig er en brav Mand.«

Skamkel tog hjem og red først til Kirkeby og kaldte Otkel ud. Denne tog godt imod ham. Skamkel bragte ham Gissurs og Geirs Hilsen; »men Behandlingen af denne Sag,« sagde han, »behøver vi ikke at lægge Skjul paa; det er Geirs og Gissurs Mening, at der ikke bør sluttes Forlig; de gav det Raad, at du skulde tage til Hlidarende og stævne Gunnar for Brugen af de stjaalne Koster, men Halgerd for Tyveri.« Otkel sagde, at der i alle Henseender skulde fares frem, som de havde raadet. »De fornøjede sig ogsaa meget over,« vedblev Skamkel, »at du havde tet dig saa storladen, men jeg omtalte dig ogsaa som en Mand, der i hele denne Sag havde vist sig drabelig.« Otkel fortalte nu sine Brødre det. Halbjørn sagde: »Det maa være den største Løgn.« Tiden led nu indtil den yderste Stævningsfrist til Altinget var kommen. Da bad Otkel sine Brødre og Skamkel at ride med til Hlidarende i Stævnefærd. Halbjørn lovede at følge med, men sagde dog, at denne Rejse med Tiden vilde volde dem Anger. De red nu tolv sammen til Hlidarende, og da de kom ind paa Tunet var Gunnar ude, og lagde først Mærke til dem, da de var komne lige til Gaarden. Han gik da ikke ind. Otkel lod straks Stævningen dundre, og da de havde fremsagt den, sagde Skamkel: »Var det rigtig stævnet, Bonde?« »Det ved I nok selv,« sagde Gunnar, »men jeg skal nok engang huske dig denne Færd, Skamkel, og dine Raad.« »Det skader os ikke,« sagde Skamkel, »saalænge Atgejren ikke er i Luften.« Gunnar var overmaade vred, og gik ind og fortalte Kolskeg det. Denne sagde: »Skade var det, at vi ikke var ude; de skulde have haft den største Skam af deres Rejse, hvis vi havde været hos.« Gunnar sagde: »Alting har sin Tid, og denne Rejse vil ikke blive dem til Hæder.« Kort efter tog Gunnar hen til Nial og fortalte ham det. Nial sagde: »Lad det ikke gaa dig nær, thi det vil blive dig til megen Ære, førend dette Ting er til Ende. Vi skal ogsaa alle staa dig bi med Raad og Daad.« Gunnar takkede ham og red hjem. Otkel red til Tings, og hans Brødre og Skamkel.

51. Om Gunnar

Gunnar og alle Sigfussønnerne red til Tings; ligesaa Nial og hans Sønner; de gik alle med Gunnar, og det hed sig, at man aldrig havde set saa drabelig en Flok. En Dag gik Gunnar til Dalemændenes Bod. Hrut og Høskuld var ved Boden og modtog ham vel. Gunnar fortalte dem nu Sagen og hele dens Stilling. »Hvad Raad giver Nial?« sagde Hrut. »Han bad mig tage hen til Eder, Brødre,« sagde Gunnar, »og sagde, at han vilde være aldeles enig i det, som I fandt raadeligt.« »Saa er det hans Mening,« sagde Hrut, »at jeg skal bestemme det for Slægtskabs Skyld; og saaledes skal det være. Du skal æske Gissur Hvide til Holmgang, hvis de ikke tilbyder dig Selvdømme, men Kolskeg Geir Gode. Vi skal nok faa Mænd til at gaa imod Otkel og hans Brødre, og vi har nu alle tilsammen saa stor Styrke, at du kan sætte igennem, hvad du vil.« Gunnar gik hjem til sin Bod og sagde det til Nial. »Det ventede jeg,« sagde Nial.

Ulf Ørgode fik Underretning om denne Raadslagning, og sagde Gissur den. Gissur sagde til Otkel: »Hvem gav dig det Raad, at du skulde stævne Gunnar?« »Skamkel,« svarede han, »sagde mig, at det var din og Geir Godes Mening.« »Hvor er da den Usling henne,« sagde Gissur, »som har løjet dette?« »Han ligger syg hjemme i Boden,« sagde Otkel. »Saa gid han aldrig mere maa staa op!« sagde Gissur. »Lad os nu alle gaa hen at finde Gunnar, og tilbyde ham Selvdømme, skønt jeg ved ikke, om han nu vil tage derimod.« Mange Mænd talte ilde om Skamkel, og han laa syg hele Tinget over.

Gissur gik med de andre til Gunnars Bod. Man saa dem komme, og sagde det til Gunnar i Boden. Alle gik ud og stillede sig i Flok. Gissur Hvide gik først frem, og sagde derpaa: »Det er vort Tilbud,« sagde han, »at du, Gunnar, dømmer i din og Otkels Sag.« »Saa var det langtfra ikke dit Raad, at jeg blev stævnet?« sagde Gunnar. »Det raadede jeg ikke til,« sagde Gissur, »hverken jeg eller Geir.« »Saa maa du fralægge dig det paa tydelig Maade,« sagde Gunnar. »Hvad forlanger du?« sagde Gissur. »At du aflægger Ed,« sagde Gunnar. »Dertil er jeg villig,« sagde Gissur, »naar du vil modtage Selvdømmet.« »Det tilbød jeg for nogen Tid siden,« sagde Gunnar, »men nu tykkes mig, der er vigtigere Ting at dømme om.« Nial sagde: »Selvdømmet bør ikke afslaas. Jo vigtigere Sagen er, des større er Hæderen.« Gunnar sagde: »Jeg vil da føje mig efter mine Venner og dømme i Sagen, men det raader jeg Otkel, at han siden lader mig i Fred.« Da blev der sendt Bud efter Høskuld og Hrut, og de kom did. Gissur og Geir Gode aflagde da Ed, men Gunnar afgjorde Kendelsen uden at raadføre sig med nogen derom. Derpaa fremsagde han Kendelsen. »Det er min Dom,« sagde han, »at det tilkommer mig at udrede Værdien af Huset og den Mad, som var derinde; men for Trællen vil jeg ingen Bøder give dig, da du skjulte mig hans Fejl, men jeg tildømmer ham dig, thi Ørene klæde bedst der, hvor de voksede. Dernæst erklærer jeg Eders Stævning imod mig for sket af Haan, og som Bod derfor tildømmer jeg mig den fulde Værdi af Huset og det, som der indebrændte. Men tykkes det Eder bedre, at vi intet Forlig slutter, saa skal det staa til Eder selv; men da har jeg for mig taget endnu en Beslutning, som saa skal have sin Gang.« Gissur svarede: »Vi er tilfredse med, at du ikke betaler Otkel noget, men derimod beder vi dig, at du vil være Otkels Ven.« »Det vil aldrig ske,« sagde Gunnar, »saalænge jeg lever; lad ham have Skamkels Venskab, som han saa længe har hæget.« Gissur svarede: »Vi vil nu dog slutte Sagen, endskønt du raader ene for Afgørelsen.« Derpaa gav de hinanden Haandslag paa hele dette Forlig. Gunnar sagde til Otkel: »Det er raadeligst for dig at tage hen til dine Frænder, men vil du blive her paa Egnen, saa lad mig være i Fred.« Gissur sagde: »Dette er et gavnligt Raad, og saa skal han gøre.« Gunnar havde den største Ære af Sagen. Folk red derpaa hjem fra Tinget. Gunnar sad nu paa sin Gaard, og det var roligt i nogen Tid.

52. Om Ulf Ørgodes Søn Runolf

Runolf, Ulf Ørgodes (77) Søn, boede paa Gaarden Dal østen for Markarlljot. Han gæstede Otkel, da han red fra Tinget, og denne gav ham en kulsort Okse, ni Aar gammel; Runolf takkede ham for Gaven og bød ham hjem til sig, naar han selv havde Lyst. Imidlertid trak det dog i Langdrag, inden han kom. Runolf sendte ofte Bud til ham og mindede ham om at komme, og han lovede da altid at komme. Otkel havde to gule Heste, de bedste Rideheste der i Herredet, og som holdt saa meget af hinanden, at den ene rendte efter den anden. Der var en Nordmand ved Navn Ødulf i Kost hos Otkel, en stor og stærk Mand; han havde et godt Øje til Otkels Datter Signy. Ødulf var høj af Vækst og stærk.

53. Hvorledes Otkel red paa Gunnar

Det var om Vaaren, at Otkel sagde, at de skulde ride til Dal til Gilde, og alle var fornøjede derover. Skamkel tog med Otkel, samt dennes to Brødre, foruden Ødulf og tre andre Mænd. Otkel red paa den ene af de gule Heste, og den anden løb løs ved Siden. De stævnede øster til Markarfljot. Otkel sprængte foran de andre; begge Hestene blev sky og drejede af fra Vejen op til Fljotshlid; Otkel kom nu raskere afsted, end han vilde. Gunnar var ganske ene taget hjemme fra sin Gaard, og havde i den ene Haand en Saakurv, i den anden en Haandøkse; han gik paa sin Sædemark og saaede; han havde lagt sin Purpurkappe og Øksen ved Siden af sig og saaede nu en Stund. Om Otkel er nu at fortælle, at han red stærkere, end han vilde; han havde Sporer paa Fødderne, og sprængte op over Kornmarken; de saa ikke hinanden, men i det Gunnar rejste sig op, rider Otkel paa ham, farer med Sporen paa Gunnars Øre og tilføjer ham en stor Rift, saa det straks blødte meget. Otkels Ledsagere kom ridende. »Alle kan I her se,« sagde Gunnar, »hvorledes du har saaret mig til Blods, og sligt er en usømmelig Færd. Først stævnede du mig, men nu træder du mig under Fødder og rider paa mig.« Skamkel sagde: »Mandig talt (78), Bonde, og ingenlunde var du mindre vred paa Tinget, da du modtog Selvdømmet, og du holdt paa Atgejren.« Gunnar sagde: »Naar vi mødes næste Gang, skal du faa Atgejren at se.« Derpaa skiltes de. Skamkel raabte højt og sagde: »Stærkt rider I, Svende!« Gunnar gik hjem og talte ikke derom til nogen, og det faldt ingen ind, at det Saar, han havde faaet, var tilføjet ham af nogen. Engang fortalte han det dog til sin Broder Kolskeg, og denne svarede: »Dette maa du sige til flere, at det ikke skal hedde, du giver død Mand Sag; thi der vil blive gjort Indsigelse derimod, dersom ikke Vidner ved forud, hvad der er forefaldet imellem Eder.« Gunnar sagde det da til sine Naboer, men der var i Begyndelsen kun liden Tale derom.

Otkel kom øster til Dal, og blev der vel modtaget, og de blev der en Uge. Otkel fortalte Runolf alt, hvad der var forefaldet imellem ham og Gunnar. En Mand faldt det da ind at spørge, hvorledes Gunnar teede sig derved, og Skamkel sagde: »Hvis det havde været en simpel Almuesmand, saa vilde man have sagt, at han græd.« »Det er ond Tale,« sagde Runolf, »og det vil du komme til at sande næste Gang, naar I mødes, at Gunnars Graad er forsvunden, og vel er det, hvis ikke bedre Mænd kommer til at undgælde for din Ondskab. Nu holder jeg det for bedst, naar I vil tage hjem, at jeg tager med Eder, thi Gunnar vil ikke gøre mig Men.« Dette afslog Otkel og sagde, at han vilde ride længere nede over Floden. Runolf gav Otkel gode Gaver og sagde, at de ikke vilde ses oftere. Otkel bad ham da tage sig af hans Søn, hvis saa skulde være.

54. Striden ved Rangaa

Nu er at fortælle, at Gunnar var ude ved Hlidarende, og saa sin Faarehyrde sprænge hen imod Gaarden, og han red ind paa Tunet. Gunnar sagde: »Hvi rider du saa stærkt?« »Jeg vilde vise dig min Troskab mod dig,« sagde Hyrden; »jeg saa nogle Mænd ride ned langs med Markarfljot, otte i Følge, og fire af dem var i farvede Klæder.« Gunnar sagde: »Det maa være Otkel.« Hyrden vedblev: »Jeg har ofte hørt mange krænkende Ord af Skamkel; øster paa i Dal sagde han, at du græd, den Gang da de red paa dig; slig Tale af slette Folk tykkes mig ilde.« »Vi skal ikke hænge os i Ord,« sagde Gunnar, »men herefter skal du ikke forrette andet Arbejde, end hvad du selv finder for godt.« »Skal jeg sige noget derom til din Broder Kolskeg?« sagde Faarehyrden. »Gaa du hen og sov!« svarede Gunnar, »jeg skal nok selv sige det til Kolskeg.« Drengen lagde sig ned og faldt straks i Søvn. Gunnar tog Hyrdens Hest og lagde sin Sadel paa den, tog sit Skjold og gjordede sig med Sværdet Ølversgave, satte sin Hjælm paa Hovedet og tog sin Atgejr, og det klang højt i den. Det hørte hans Moder Ranveig; hun gik henimod Døren og sagde; »Vred er du nu min Søn, og aldrig saa jeg dig saaledes før.« Gunnar gik ud, stødte Spydet mod Jorden, svang sig i Sadelen og red bort. Hans Moder Ranveig gik hen til Stuen; dér var højrøstet Tale. »Højt taler I,« sagde hun, »men højere klang det i Atgejren, da Gunnar gik ud.« Kolskeg hørte det og sagde: »Det maa være Varsel for Tidende (79).« »Det er godt,« sagde Halgerd, »nu vil de komme til at mærke, om han gaar grædende fra dem.« Kolskeg tog sine Vaaben, fik sig en Hest og red efter, alt hvad han kunde.

Gunnar red nu tværs over Agertunge, saa til Geilastofne, og derfra til Rangaa og ned til Vejen ved Hof. Der var nogle Kvinder paa Malkepladsen (80). Gunnar sprang af sin Hest og bandt den. Da kom de andre ridende derhen. Ved Vejlen var Jordbunden for en stor Del Sandsten. Gunnar raabte til dem: »Nu maa I værge Eder; her er Atgejren, og I skal nu faa at se, om jeg græder for Eder.« De sprang da alle af Hestene og søgte mod Gunnar. Halbjørn var den forreste. »Angrib du mig ikke!« sagde Gunnar, »dig vilde jeg sidst gøre noget ondt, men jeg kan dog ingen skaane, naar jeg skal forsvare mit Liv.« »Det gør jeg ikke,« sagde Halbjørn, »du har dog i Sinde at dræbe min Broder, og det vilde være en Skam, hvis jeg sad og saa derpaa;« hvorpaa han med begge Hænder drev et stort Spyd imod Gunnar. Gunnar skød Skjoldet for, men Halbjørn gennemborede Skjoldet. Gunnar skød Skjoldet saa fast ned, at det blev siddende i Jorden, men greb Sværdet saa hurtig, at ingen kunde følge det med Øjnene, hug til, og traf Halbjørn paa Armen oven for Haandleddet og hug Haanden af ham. Skamkel løb bag paa Gunnar og hug efter ham med en stor Økse, men Gunnar vendte sig rask imod ham, svang Atgejren imod og traf under Hagen (81) paa Øksen, saa den røg af Haanden paa ham ud i Rangaa. Anden Gang stak Gunnar til med sit Spyd og drev det igennem Skamkel, og svang ham op og kastede ham paa Hovedet i Lerælten. Nordmanden Ødulf tog et Spyd og slyngede det mod Gunnar; denne greb det i Luften og kastede det straks tilbage, saa det fløj igennem Skjoldet og Nordmanden og ned i Jorden. Otkel hug med sit Sværd til Gunnar og sigtede efter Benet neden for Knæet; men Gunnar sprang højt op i Luften, saa Hugget ramte ham ikke. Derpaa stak han med Atgejren efter ham og gennemborede ham. Da kom Kolskeg til, og løb straks imod Halkel, og hug ham Banehug med sit Saks, og de dræbte da alle otte Mænd.

En Kvinde, som saa derpaa, løb hjem, og sagde det til Maard og bad ham skille dem ad. »Det er lutter Mænd,« sagde han, »som jeg aldrig bryder mig om, at de dræber hinanden.« »Det skulde du ikke sige,« svarede hun, »det er Gunnar din Frænde og Otkel din Ven.« »Du bjæffer altid, dit Utyske,« sagde han, og blev rolig hjemme, medens de stredes. Gunnar og Kolskeg red hjem efter dette Værk, og de red haardt op ad Øren, saa Gunnar sprang af Hesten og kom staaende ned. Kolskeg sagde: »Stærkt rider du nu, Frænde!« »Det sagde Skamkel ogsaa,« sagde Gunnar, »den Gang jeg sagde, at de red paa mig.« »Det har du nu hævnet,« sagde Kolskeg. »Jeg ved ikke,« sagde Gunnar, »om jeg maa holdes for saa meget mindre haard end andre, som det er mig mere end andre imod at dræbe Mænd.«

55. Nial gav Gunnar gode Raad

Nu spurgtes Tidenden herom vide, og mange mente, at det ikke var sket, førend man kunde vente det. Gunnar red til Bergthorshvol og fortalte Nial dette Værk. Nial sagde: »Meget har du øvet, men du har ogsaa været meget fristet dertil.« »Hvorledes vil det nu gaa siden?« sagde Gunnar. »Vil du, at jeg skal sige dig det,« sagde Nial, »som endnu ikke er sket? Du vil ride til Tings og følge mine Raad, og vil faa megen Hæder af denne Sag. Men dette er Begyndelsen til de Drab, du vil øve.« »Giv mig Heldraad,« sagde Gunnar. »Det skal jeg,« sagde Nial; »dræb aldrig mere end een Gang i samme Slægtlinje, og bryd aldrig noget Forlig, som gode Mænd slutter mellem dig og andre, og det mindst i den paagældende Sag.« Gunnar sagde: »Jeg tænkte, at andre skulde være mere udsatte for at gøre sligt, end jeg.« »Maaske,« sagde Nial, »men du skal dog tænke paa, hvis disse Ting hænder samtidig, at da vil du kun have kort Tid tilbage at leve i, men i andet Fald vil du blive en gammel Mand.« Gunnar sagde: »Ved du, hvad der vil blive dig selv til Bane?« »Jeg ved det,« sagde Nial. »Hvad da?« sagde Gunnar. »Det, som alle mindst skulde tro,« sagde Nial. Derpaa red Gunnar hjem.

Der blev sendt en Mand til Gissur Hvide og Geir Gode, thi de skulde føre Drabssagen efter Otkel. De kom da sammen og overlagde, hvorledes de skulde bære sig ad, og blev enige om, at Sagen skulde forfølges efter Loven. Men da man saa sig om efter, hvem der vilde paatage sig det, fandtes der ingen. »Saa synes mig,« sagde Gissur, »at der nu er to Kaar for Haanden, at en af os faar at være Sagsøger, og vi kommer da til at kaste Lod derom; i andet Fald vil Manden ikke blive bødet. Begge kan vi vel ogsaa tænke, at det vil falde tungt at sætte denne Sag i Gang, da Gunnar har mange Frænder og Venner; men den af os, som Lodden ikke træffer, skal hjælpe til med og ikke trække sig tilbage, førend Sagen kommer til Ende.« Derpaa kastede de Lod, og Lodden traf Geir Gode, at han skulde paatage sig Sagen. Kort efter red de over Aaerne og hen til det Sted, hvor Striden havde staaet ved Rangaa, og opgrov Ligene og tog Vidner paa Saarene. Derpaa tillyste de Sagen og udnævnte ni Nævnsmænd. Der blev sagt dem, at Gunnar var hjemme med tredive Mand. Geir Gode spurgte da Gissur, om han vilde ride derhen med hundrede Mand, men han svarede nej, hvor stor Forskel der end var paa Mandstyrken. De red da atter hjem. Forberedelserne til denne Sag spurgtes over alle Herreder, og Ordet gik, at dette Ting vilde blive stormfuldt.

56. Gunnars og Geir Godes Tingtrætte

En Mand hed Skafte Thorodsen (82); Thorods Moder var Thorvør, en Datter af Thormod Skafte, som nedstammede fra Ølver Barnakarl. Fader og Søn vare store Høvdinger og dygtige Retslærde; Thorod holdtes for at være noget underfundig og listig. De stod i alle Sager Gissur Hvide bi. Beboerne af Hlid og Rangaavolde drog i store Skarer til Tings, og Gunnar var saa vennesæl, at alle enedes om at følge ham. De kom nu alle til Tinget og tjældede deres Boder. Med Gissur Hvide var disse Høvdinger: Skafte og Thorod, Asgrim Ellidagrimsen, Od fra Kidjaberg, Haldor Ørnolfsen.

En Dag gik Folk til Lovbjerget. Da stod Geir Gode op og tillyste Drabssag mod Gunnar for Otkels Drab, endnu en Drabssag tillyste han mod Gunnar for Halbjørn den Hvides Drab, saa for Ødulfs Drab, saa for Skamkels Drab. Derpaa tillyste han Drabssag mod Kolskeg for Halkels Drab; og da han havde tillyst alle Drabssagerne, sagde man, at han havde talt godt. Han spurgte efter Tinglag og rette Hjemstavn. Derpaa gik Folk fra Lovbjerget. Tinget led nu hen, til Dommerne skulde træde sammen. Da kom de meget mandstærke fra begge Sider med deres Følge. Geir Gode og Gissur Hvide stod sønden for Rangaaboernes Domstol (83), Gunnar og Nial stod norden for den. Geir Gode bød Gunnar at høre paa hans Ed; derpaa aflagde han Ed. Saa fremsatte han Sagen. Derpaa førte han Lysningsvidner, saa bød han Nævnsmændene at tage Sæde; dernæst indbød han Modparten til at gøre Indsigelse mod Nævnsmændene, saa til at høre deres Vidnesbyrd. De Nævnsmænd, som var udnævnte, gik derpaa hen til Retten, krævede Vidner, og tilkendegav først, at de intet Udsagn kunde fremføre i Ødulfs Sag, da den rette Eftermaalsmand var i Norge, og det ikke tilkom dem at vidne i den Sag. Derimod afgav de deres Udsagn i Otkels Sag, og erklærede Gunnar skyldig i hans Drab. Derefter indbød Geir Gode Gunnar til Sagens Forsvar, og tog Vidne paa alle de Beviser, som var fremførte. Gunnar bød da paa sin Side Geir Gode at høre paa hans Ed og de Indsigelser, han vilde fremføre i Sagen; derpaa aflagde han Ed. Dernæst sagde han: »Det Værn fører jeg for denne Sag, at jeg krævede Vidner og erklærede Otkel uhellig for Nævnsmænd paa Grund af det blodige Saar, han tilføjede mig med sin Spore; men jeg nedlægger Forbud imod dig, Geir Gode, mod at søge denne Sag, og ligesaa mod Dommerne at dømme deri, og gør dermed hele din Indledning af Sagen ugyldig; jeg nedlægger Forbud, lovligt Forbud, fuldt og fast Forbud, saaledes som Altings rette Gang og almindelig Landslov hjemler mig. Jeg vil ogsaa sige dig en anden Fremfærd, som jeg vil bruge,« sagde Gunnar. »Vil du da æske mig til Holmgang, som du plejer?« sagde Geir, »og ikke underkaste dig Loven?« »Nej,« sagde Gunnar,« men jeg skal stævne dig paa Lovbjerget, fordi du udnævnte Nævnsmænd, som her intet havde at gøre, nemlig om Ødulfs Drab, og derved erklære dig skyldig til tre Aars Landflygtighed.« Nial sagde: »Dette maa ikke gaa saaledes til, thi denne Trætte vil nu blive dreven med stor Hæftighed. Paa begge Sider har de her, som mig synes, meget for sig: Der er nogle af disse Drab, som du ikke kan forsvare, men hvorfor du maa blive skyldig, Gunnar; derimod har du mod Geir Anlæg af en Sag, i hvilken ogsaa han maa blive skyldig. Og skal du vide, Geir Gode, at endnu er ikke den Skovgangssag, som hviler paa dig, bleven rejst, og den skal ikke blive lagt til Side, hvis du ikke vil gøre efter mine Ord.« Thorod Gode sagde: »Os synes, at det vilde være fredeligst, at Sagen blev forliget; men hvorfor tager du dig saa lidet deraf, Gissur Hvide?« »Mig synes,« sagde Gissur, »at vi trænger til stærke Støtter i vor Sag, hvis det skal hjælpe; det er ogsaa tydeligt, at Gunnars Venner staar nær; og det bedste, vi kan gøre ved Sagen, er, at gode Mænd kender deri, hvis Gunnar vil gaa ind paa det.« »Forsonlig har jeg altid været,« sagde Gunnar; »unægtelig har I meget at paatale, men jeg tykkes dog ogsaa at have været meget nødt til hvad jeg har gjort.« Det blev da Enden paa Sagen efter de forstandigste Mænds Raad, og den hele Sag blev overgivet til andre Mænds Kendelse, og seks Mænd skulde kende i den. Denne Kendelse blev da straks afsagt paa Tinget saaledes, at Skamkel skulde være ubødet; for Sporehugget skulde der betales een Mandebod, og for de andre Drab blev der fastsat passende Bøder. Gunnars Frænder gav Penge til Hjælp, saa at der for alle Drabene blev givet Bøder paa Tinget. Derpaa gik Geir Gode og Gissur Hvide frem og tilsikrede Gunnar Fred og Tryghed. Gunnar red hjem fra Tinget, takkede dem, som havde ydet ham Bistand, og gav mange af dem Gaver, og fik den største Hæder af Sagen. Han sad nu hjemme i sin Hæder.

57. Om Starkad og hans Sønner

Starkad var en Søn af Børk Blaatandskæg, en Søn af Thorkel Bundenfod, der tog Land omkring Trehyrning; han var gift, og hans Kone hed Halbera; hun var en Datter af Hroald den Røde og Thorsten Titlings Datter Hildigunn. Hildigunns Moder var Unn, en Datter af Eyvind Karfe og Søster til Modolf den Spage, fra hvem Modylfingerne nedstammer. Starkads og Halberas Sønner var Thorgeir og Børk og Thorkel. Hildigunn Læge var deres Søster. Det var overmodige Mænd, haarde og trættekære, og kuede gerne andre.

58. Om Egil og hans Sønner

Egil Kolsen var en Sønnesøn af Ottar Bold, som tog Land mellem Stotaløk og Reydarvatn. Egils Broder var Ønund i Troldeskov, Fader til Halle den Stærke, som med Ketil den Veltalendes Sønner deltog i Holte-Thorers Drab. Egil boede paa Sandgil. Hans Sønner var Kol og Ottar og Hauk. Deres Moder hed Stenvør og var en Søster til Starkad. Egils Sønner vare store af Vækst, trættekære og de største Voldsmænd. De og Starkads Sønner holdt altid sammen. Deres Søster var Gudrun Natsol, en meget tækkelig Kvinde. Egil havde taget imod to Nordmænd, af hvilke den ene hed Thorer, den anden Thorgrim, det var første Gang, de var her i Landet; de var vel lidte og rige, kampdygtige og tapre.

Starkad havde en god rød Hingst, og man mente, at ingen Hest kunde staa sig imod den i Kamp. Engang hændte det sig, at Brødrene fra Sandgil var til Besøg paa Gaarden under Trehyrning. De talte da meget med hverandre om Bønderne i Fljotshlid, og blandt andet kom det paa Tale, om der vel var nogen, som vilde vove Hestekamp med dem; men af de Mænd, som var tilstede, sagde nogle for at hædre og smigre dem, at der hverken var nogen, som turde vove Hestekamp med dem, ikke heller nogen, som ejede en saadan Hest. Da svarede Hildigunn: »Jeg ved dog den Mand, som tør vove Hestekamp med Eder.« »Nævn ham da!« sagde de. »Gunnar,« sagde hun, »har en sort Hingst, og han tør vove sig i Hestekamp mod Eder og mod alle andre.« »Saa tykkes Eder Kvinder,« sagde de, »at ingen er hans Lige; men skønt Geir Gode eller Gissur Hvide med Vanære maatte vige for ham, saa følger det dog ikke deraf, at det maa gaa os ligesaa.« »Eder vil det gaa allerværst,« sagde hun, og heraf kom der en stor Trætte imellem dem. Starkad sagde: »Gunnar skal I sidst give Eder af med, thi det vil holde haardt for Eder at staa imod hans Lykke.« »Men Du vil dog give Lov til,« sagde de, »at tilbyde ham en Hestekamp.« »Ja, jeg vil tillade Eder det,« svarede Starkad, »naar I paa ingen Maade vil svige ham;« og det lovede de. De red nu til Hlidarende. Gunnar var hjemme og gik ud; Kolskeg og Hjort gik ud med ham, og de modtog de andre godt, og spurgte, hvor de agtede sig hen. »Ikke længer end hertil,« sagde de; »man har sagt os, at du ejer en god Hingst, og vi vil tilbyde dig en Hestekamp.« »Der er kun lidet at sige om min Hest,« svarede han, »den er ung og uforsøgt.« »Men du vil dog ikke afslaa os Kampen?« sagde de; »det mente ogsaa Hildigunn, at du ikke vilde lade dig tigge til at vise din Hest.« »Hvor kom I til at tale om det?« sagde Gunnar. »Der var nogle Mænd,« svarede de, »som mente, at ingen turde vove en Kamp mod vor Hest.« »Vove det tør jeg,« sagde Gunnar, »men ondskabsfuld tykkes mig dog den Tale.« »Kan vi da gaa ud fra, at du vil lade din Hest kæmpe?« sagde de. »I vil vel,« svarede han, »synes bedst om at faa Eders Vilje; men det vil jeg dog bede Eder om, at vi indretter Kampen saaledes, at vi paa begge Sider har Glæde deraf og ingen Ulempe, og at I ingen Skam tilføjer mig; men hvis I handler mod mig som mod andre, saa maa I vente, at jeg gengælder Eder det saaledes, at det vil svide til Eder; jeg vil da gøre efter, saaledes som I gøre for.« De red da hjem. Starkad spurgte, hvorledes det var gaaet dem. De sagde, at Gunnar havde ikke ladet dem rejse forgæves, men havde lovet dem at lade sin Hest kæmpe, og at de havde aftalt, naar Hestekampen skulde være. »Men,« sagde de, »det kunde mærkes paa alt, at han frygtede for, han ikke kunde staa sig imod os, og at han gerne vilde være fri for Ubehageligheder.« »Det vil ofte findes,« sagde Hildigunn, »at Gunnar er sen til at indlade sig i en vanskelig Sag, men haardnakket, naar han ikke kan undgaa det.«

Gunnar red hen til Nial og fortalte ham om Hestekampen og hvorledes Ordene var faldne imellem dem; »og hvorledes mener du, det vil gaa med Hestekampen?« sagde han. »Du vil blive deres Overmand,« sagde Nial, »men alligevel vil det blive Aarsag til mangen Mands Bane.« »Tror du da ogsaa, at min Bane vil følge deraf?« sagde Gunnar. »Nej, ikke heraf,« sagde Nial, »men de vil dog mindes gammelt Fjendskab og føje nyt dertil, dine Modstandere, og du vil dog blive nødt til at sætte dig til Modværge.« Gunnar red derpaa hjem.

59. Om Gunnars Hestekamp

[ca. 987] Da spurgte Gunnar sin Maag (84) Høskulds Død. Faa Dage efter nedkom Thraens Kone Thorgerd paa Grjotaa, og fødte et Drengebarn. Hun sendte da en Mand til sin Moder, og bad hende vælge, hvad Barnet skulde hedde, Glum efter hendes Fader eller Høskuld efter hendes Morfader. Hun bad, at det maatte hedde Høskuld, og dette Navn blev da givet Drengen.

Gunnar og Halgerd havde to Sønner; den ene hed Høgne, den anden Grane. Høgne var en dygtig Mand, stille, mistroisk og sanddru.

Man red nu til Hestekampen, og der havde samlet sig en stor Mængde. Der var Gunnar og hans Brødre og Sigfussønnerne; Nial og alle hans Sønner; ligesaa Starkad og hans Sønner, og Egil og hans Sønner; og de sagde til Gunnar, om de nu skulde lede Hestene sammen. Gunnar svarede, at det kunde de. Skarphedin sagde: »Vil du, at jeg skal drive din Hest frem, Frænde Gunnar?« »Nej,« sagde Gunnar. »Det passede sig dog bedst,« sagde Skarphedin, »vi er paa begge Sider hidsige paa det.« »I vil kun tale eller gøre lidet,« sagde Gunnar, »førend I vil være i Haarene paa hinanden, men saa hurtig skal det dog ikke gaa, selv om Enden vil blive den samme.« Derpaa blev Hestene ledte sammen. Gunnar gjorde sig rede til at ægge sin, men Skarphedin ledte den frem. Gunnar havde en rød Kjortel paa, et bredt Sølvbælte om sig og en stor Hestestav i Haanden. Hestene løb imod hinanden og bedes længe, saa man ikke havde nødig at drive dem frem, og det var til stor Morskab. Da overlagde Thorgeir og Kol med hinanden, at de vilde støde til deres Hest, naar Hestene løb imod hinanden, og se, om Gunnar vilde falde derved. Hestene løb nu mod hinanden, og Thorgeir og Kol løb deres Hest paa Lænden, og stødte til den saa stærkt de kunde; men til Gengæld stødte nu ogsaa Gunnar til sin Hest, og i samme Øjeblik faldt Thorgeir og Kol bag over, og Hesten oven paa dem. Da sprang de op og løb imod Gunnar; men denne sprang til Side, greb derpaa fat i Kol og kastede ham til Jorden, saa han blev liggende sanseløs. Thorgeir Starkadsen slog til Gunnars Hest, saa at dens ene Øje gik ud. Gunnar slog igen til Thorgeir med sin Stav, saa han ligeledes faldt sanseløs om; men Gunnar gik til sin Hest og sagde til Kolskeg: »Slaa du Hesten ned, thi lemlæstet skal den ikke leve.« Kolskeg hug Hovedet af Hesten. Da kom Thorgeir paa Benene, og tog sine Vaaben og vilde mod Gunnar; men det blev hindret, og der blev en stor Trængsel. Skarphedin sagde: »Jeg ledes ved denne Tummel, og det er langt mandigere, at Mænd strides med Vaaben.« Gunnar var saa rolig, at een Mand kunde have holdt ham, og han sagde ikke et ondt Ord. Nial søgte at stifte Forlig eller Fred. Thorgeir sagde, at han hverken vilde give eller tage imod Fred, og sagde, at han vilde se Gunnar død for det Hug, han havde givet ham. Kolskeg sagde: »Fastere har Gunnar staaet, end at han skulde falde for det blotte Ord, og saa vil det ske endnu.« Alle red nu fra Hestetinget, hver til sit; og de foretog intet Angreb paa Gunnar. Saa led Vinteren hen.

Paa Tinget om Sommeren traf Gunnar sin Maag (85) Olaf Paa, som bød ham hjem til sig, og bad ham dog tage sig i Vare, »thi de vil gøre dig alt det onde, de kan,« sagde han, »saa du maa altid rejse med et stort Følge.« Han gav ham mange gode Raad, og de indgik det nøjeste Venskab med hinanden.

60. Om Asgrim og Ulf Uggesen

Asgrim Ellidagrimsen havde en Sag at søge paa Tinget mod Ulf Uggesen. Det var en Arvesag. For Asgrim traf det sig, som ellers sjælden var Tilfældet, at der var Værn (86) i hans Sag; og det bestod deri, at han havde udnævnt fem Nævnsmænd, i Staden for at han skulde have udnævnt ni, og det havde nu hans Modpart til Værn. Gunnar sagde: »Jeg vil æske dig til Holmgang, Ulf Uggesen, hvis man ej skal have Lov til at faa en retfærdig Sag fremmet.« »I denne Sag har jeg ikke noget at gøre med dig,« sagde Ulf. »Men saa faar det nu dog være,« sagde Gunnar, og Enden blev, at Ulf kom til at udrede alt Godset. Da sagde Asgrim til Gunnar: »Jeg vil byde dig hjem til mig i Sommer, og skal stadig staa dig bi i alle Sager, og aldrig være dig imod.« Gunnar red hjem fra Tinget.

Kort efter kom han og Nial sammen. Nial bad Gunnar tage sig Vare, og sagde, man havde fortalt ham, at de fra Trehyrning agtede at angribe ham, og bad ham derfor aldrig at fare med faa Folk, og altid at have sine Vaaben med. Gunnar lovede det. Han sagde, at Asgrim havde budet ham hjem til sig, og at han agtede at tage derhen nu til Høsten. »Lad da ingen vide,« sagde Nial, »førend du tager hjemme fra, hvor længe du bliver borte. Men jeg vil alligevel tilbyde dig, at mine Sønner skal ride med dig. Da vil ingen angribe dig.« De aftalte det. Nu led Sommeren, til otte Uger var tilbage af den; da sagde Gunnar til Kolskeg: »Gør dig i Stand, thi vi skal ride til Gæstebud paa Tunge.« »Skal jeg da ikke sende Bud derom til Nialsønnerne?« sagde Kolskeg. »Nej,« svarede Gunnar, »de skal ikke komme i nogen Ulempe for min Skyld.«

61. Der overlægges et Anfald mod Gunnar

De red tre tilsammen, Gunnar og hans Brødre. Gunnar havde sin Atgejr og Sværdet Ølversgave, men Kolskeg havde sit Saks. Hjort var ogsaa fuldvæbnet. De red nu til Tunge. Asgrim tog godt imod dem, og de var der nogen Tid; da tilkendegav de, at de vilde tage hjem. Asgrim gav dem gode Gaver, og tilbød at ride med dem; men Gunnar svarede, at det behøvedes ikke, saa han tog ikke med.

En Mand ved Navn Sigurd Svinhoved kom til Trehyrning; han boede ved Thjorsaa, og havde lovet at bringe Efterretning om Gunnars Rejse. Han sagde dem nu, hvorledes det havde sig med hans Rejse, og tilføjede, at der aldrig kunde gives en bedre Lejlighed, da han kun var tre Mand stærk. »Hvor mange maa vi vel have,« sagde Starkad, »til at ligge i Baghold?« »Smaafolk vil komme til kort for ham,« sagde han, »og det er ikke raadeligt at have færre end tredive Mand.« »Hvor skal vi lægge os i Baghold?« sagde Starkad. »Ved Knavehole,« sagde den anden, »der kan ingen se Eder, førend de er komne lige dertil.« »Saa far du hen til Sandgil,« sagde Starkad, »og sig til Egil, at de skal komme derfra femten Mand stærk, saa vil andre femten komme herfra til Knavehole.« Thorgeir sagde til Hildigunn: »Denne Haand skal vise dig Gunnar død i Aften.« »Men jeg holder for,« svarede hun, »at du vil hænge med Hovedet efter Eders Møde.« De tog afsted, Faderen med sine tre Sønner fra Trehyrning og elleve andre Mænd, tog hen til Knavehole og lagde sig der i Baghold. Sigurd Svinhoved kom til Sandgil og sagde: »Jeg er sendt hid af Starkad og hans Sønner for at sige dig, Egil, at du og dine Sønner skal tage hen til Knavehole for at passe Gunnar op.« »Hvor mange skal vi være?« sagde Egil. »Femten med mig,« sagde den anden. Kol sagde: »Nu agter jeg at prøve Kræfter med Kolskeg i Dag.« »Det er et høj i Med,« sagde Sigurd. Egil bad sine Nordmænd at tage med, men de svarede, at de ikke havde noget udstaaende med Gunnar; »det lader til,« sagde Thorer, »at her skal meget til, naar en hel Flok skal fare mod tre Mænd.« Egil gik da bort og var vred. Da sagde Husfruen til Nordmanden: »Ilde er det, at min Datter Gudrun har sat al Skam til Side og sovet hos dig, siden du ikke tør følge med din Maag; du maa være en fejg Mand,« sagde hun. »Jeg skal følge din Husbond,« sagde han, »men ingen af os vil komme tilbage.« Derpaa gik han hen til sin Fælle Thorgrim, og sagde: »Tag nu du mod mine Kistenøgler, thi jeg vil ikke komme til at bruge dem oftere. Tag af vort Gods hvad du selv vil, men rejs bort her fra Landet, og tænk ikke paa at hævne mig; men hvis du bliver her, da vorder det din Bane.« Nordmanden tog sine Vaaben og gav sig derpaa i Flok med de andre.

62. Gunnars Drøm

Nu er at fortælle, at Gunnar red øster over Thjorsaa, men da han var et kort Stykke fra Elven, blev han meget søvnig, og bad dem at bede der. De gjorde saa. Han faldt i en dyb Søvn, og var urolig i Søvne. Kolskeg sagde: »Nu drømmer Gunnar.« »Skal vi ikke vække ham?« sagde Hjort. »Nej,« svarede Kolskeg, »lad ham nyde sin Drøm!« Gunnar laa en meget lang Stund, kastede Skjoldet fra sig, da han vaagnede, og havde det meget varmt. Kolskeg sagde: »Hvad har du drømt, Frænde?« »Jeg har drømt det,« sagde Gunnar, »at jeg ikke med et saa ringe Følge vilde have redet fra Tunge, hvis jeg havde drømt det før.« »Sig os din Drøm!« sagde Kolskeg. Gunnar svarede: »Jeg drømte, at jeg red forbi Knavehole. Der tyktes mig jeg saa en hel Flok Ulve, der alle søgte imod mig, men jeg vendte om og hen imod Rangaa, men da syntes det mig, at de overfaldt mig fra alle Sider; jeg værgede mig, og skød alle dem, som var forrest, indtil de kom mig saa nær, at jeg ikke kunde bruge min Bue. Jeg tog da Sværdet, og vog med den ene Haand, men stak med Atgejren med den anden; jeg skaanede mig da ikke, og vidste ikke selv, hvad der dækkede mig. Jeg dræbte da mange Ulve, og du ligeledes Kolskeg; men Hjort tyktes mig de fik Bugt med, og de søndersled hans Bryst, og en af dem havde hans Hjerte i Munden; men da tyktes mig, jeg blev saa vred, at jeg hug Ulven isønder bag ved Bovene, og derefter tyktes mig at Ulvene tog Flugten. Nu er mit Raad, Hjort Frænde, at du rider tilbage til Tunge.« »Det vil jeg ikke,« sagde Hjort, »om jeg end ser den visse Død for mig, vil jeg dog følge dig.« De red derpaa, og kom henimod Knavehole. Kolskeg sagde: »Ser du, Frænde, der stikke mange Spyd op ved Holene (87), og Mænd med Vaaben?« »Det kommer mig ikke uventet,« sagde Gunnar, »at min Drøm sandes.« »Hvad skal vi nu gøre?« sagde Kolskeg, »jeg tænker, du vil ikke fly for dem.« »Det skal de ikke have at spotte med,« sagde Gunnar, »men vi vil ride hen ved Rangaa ud paa det lille Næs; der er et Slags Forsvarssted.« De red nu hen paa Næsset og rustede sig til Forsvar. Kol sagde, da de red forbi: »Skal du nu flygte Gunnar?« Kolskeg svarede: »Det kan du fortælle, naar Dagen er ude.«

63. Hjorts og fjorten andre Mænds Drab

Derpaa opmuntrede Starkad sine Mænd, og de gik da ud paa Næsset imod dem. Sigurd Svinhoved gik forrest, og havde et lille Skjold, og i den anden Haand et Spyd. Gunnar saa ham, og skød efter ham med sin Bue; han løftede Skjoldet højt op, da han saa Pilen flyve højt, og den gik gennem Skjoldet og ind i hans Øje og kom ud i Nakken; det var det første Drab. En anden Pil skød Gunnar mod Ulfhedin, Starkads Forkarl; den traf ham midt paa Livet, og han faldt for Fødderne af en Bonde og Bonden over ham. Kolskeg kastede en Sten og traf Bonden i Hovedet, og det blev hans Bane. Da sagde Starkad: »Det er ikke godt for os, at han kan bruge sin Bue, lad os gaa rask og djærvelig frem!« Derpaa opmuntrede de hverandre. Gunnar værgede sig med Bue og Pile, saa længe han kunde; derpaa kastede han Buen ned, tog saa Atgejren og Sværdet, og vog med begge Hænder. Striden var længe meget haard, men baade Gunnar og Kolskeg vog Mænd drabelig. Da sagde Thorgeir Starkadsen: »Jeg lovede at bringe Hildigunn dit Hoved, Gunnar!« »Det vil hun ikke sætte ret stor Pris paa,« sagde Gunnar, »men i saa Fald maa du dog komme nærmere.« Thorgeir sagde til sine Brødre: »Lad os alle løbe frem imod ham paa een Gang! Han har intet Skjold, og vi vil have hans Liv i vor Haand.« Børk og Thorkel løb frem og var hurtigere end Thorgeir. Børk hug til Gunnar, men denne slog saa stærkt til med Atgejren, at Sværdet røg ud af Haanden paa Børk. Da saa han Thorkel staa paa den anden Side af sig, rede til at hugge. Gunnar stod noget skraa, han svang sit Sværd, traf Thorkel paa Halsen, og af røg Hovedet. Kol Egilsen sagde: »Lad mig komme frem mod Kolskeg; det har jeg altid sagt, at vi to var lige dygtige til Kamp.« »Det kan vi nu prøve,« sagde Kolskeg. Kol stak efter ham med sit Spyd; Kolskeg var da i Færd med at fælde en Mand og var i fuldt Arbejde, saa han fik ikke dækket sig med Skjoldet, og Stikket traf ham udvendig i Laaret og gik igennem. Kolskeg vendte sig rask om, og foer ind paa ham, og hug ham med Sakset i Laaret, hug Benet af ham og sagde: »Traf det dig eller ikke?« »Det maatte jeg nu undgælde,« sagde Kol, »at jeg stod blot,« og stod nogen Tid paa det andet Ben og saa paa Stumpen. Kolskeg sagde: »Du behøver ikke at se saa nøje til; du ser ikke fejl; af er Benet.« Kol faldt da død om. Men da Egil saa dette, løb han imod Gunnar og hug efter ham. Gunnar stak imod med Atgejren, traf ham midt paa, svang ham op med Spydet, og kastede ham ud i Rangaa. Da sagde Starkad: »En Usling er du, Thorer Nordmand, som sidder stille nu, da Egil, din Husbond og Maag, er dræbt.« Da sprang Nordmanden op og var meget vred. Hjort havde fældet to Mænd; Nordmanden løb imod ham, og gav ham et Hug fortil paa Brystet, saa Hjort straks faldt død om. Gunnar saa det, og var ikke sen med at hugge til Nordmanden, og skar ham isønder i Midjen. Straks efter skød Gunnar sit Spyd imod Børk, det traf ham midtpaa, gik igennem ham og ned i Jorden. Da hug Kolskeg Hovedet af Hauk Egilsen, men Gunnar hug Armen af Ottar i Albueleddet. Da sagde Starkad: »Lad os nu fly; det er ikke Mennesker, vi har med at gøre.« Gunnar sagde: »Det vil dog tykkes Eder en Skam, hvis det skal hedde, at man ikke kan se paa Eder, at I har været i Strid,« hvorpaa han løb mod Starkad og hans Søn, og saarede dem. Derefter skiltes de. Gunnar og hans broder havde da saaret mange af dem, som flygtede bort fra Mødet. Fjorten Mand var døde, og Hjort var den femtende. Gunnar førte Hjort hjem paa sit Skjold, og han blev der højlagt. Mange sørgede over hans Død; thi han var vennesæl. Starkad kom ogsaa hjem, og Hildigunn lægede hans og Thorgeirs Saar, og sagde: »I maatte have givet meget til, at I aldrig havde vist Fjendskab mod Gunnar.« »Ja, det er vist,« sagde Starkad.

64. Nial giver Gunnar Raad

Stenvør paa Sandgil bad Thorgrim Nordmand forestaa hendes Ejendom og ikke tage bort fra Landet, og saaledes mindes sin Fælles og Frændes Død. Han svarede: »Det spaaede min Ven Thorer mig, at jeg vilde falde for Gunnar, hvis jeg blev her i Landet, og han maatte vide det forud, siden han vidste sin egen Død.« »Jeg vil give dig min Datter Gudrun og Halvdelen af alt Godset,« sagde hun. »Jeg vidste ikke,« sagde han, »at du vilde købe det saa dyrt.« Derpaa købslog de saaledes, at han skulde have Datteren, og dette Bryllup stod straks om Sommeren.

Gunnar red til Bergthorshvol tilligemed Kolskeg. Nial og hans Sønner var ude, gik Gunnar i Møde, og modtog ham med Glæde. Derpaa gik de til Samtale. Gunnar sagde: »Jeg er kommen hid for at søge godt Raad hos dig og Hjælp.« Nial sagde: »Det fortjener du.« »Jeg er kommen i en stor Ulempe,« sagde Gunnar, »og har dræbt mange Mænd, og vil nu vide, hvad du mener derom.« »Mange vil sige,« svarede Nial, »at du har været højlig nødsaget dertil, men nu skal du give mig Stunder til Overlæg.« Nial gik derpaa ene bort og tænkte over, hvad der var at gøre, kom saa tilbage og sagde: »Nu har jeg tænkt noget over Sagen, og mig synes, at dette maa tages ret strengt og kraftigt. Thorgeir har gjort min Frænke Thorfinna frugtsommelig, og denne Lejermaalssag vil jeg overlade dig; en anden Skovgangssag vil jeg overdrage dig imod Starkad, fordi han har hugget i min Skov paa Trehyrningshals, og begge disse Sager skal du søge. Du skal ogsaa fare hen til det Sted, hvor I stredes, grave de døde op, tage Vidner paa Saarene, og udtale, at alle de døde ligger paa deres Gerninger, fordi de drog til Mødet med det Forsæt at volde dig og dine Brødre Saar og brad Død. Men hvis dette undersøges paa Tinge, og derimod indvendes, at du først har slaaet Thorgeir, og hverken kan søge din Sag eller andres, saa vil jeg svare derpaa og sige, at jeg fredhelligede dig paa Thingskaaleting, saa at du baade kunde søge din egen Sag og andres, og da vil den Sag dermed være afgjort. Du skal ogsaa tage hen til Tyrfing paa Berjanæs, og han skal overdrage dig en Sag imod Ønund i Troldeskov, der har Eftermaalet efter sin Broder Egil.« Gunnar red da først hjem; men nogle Dage efter red Nialsønnerne og Gunnar hen til Ligene, og grov alle dem op, som var jordede; Gunnar stævnede dem derpaa alle til at være uhellige formedelst Overfald og Anslag mod hans Liv. Derpaa red han hjem.

65. Om Valgard og Maard

Denne samme Høst kom Valgard hin Graa ud til Landet, og tog hjem til Hof. Thorgeir tog hen at besøge Valgard og Maard, og sagde, hvilken uhørt Ting det var, at Gunnar skulde have uhelliget alle dem, som han havde dræbt. Valgard sagde, at det maatte være Nials Raad, og dog var vel ikke alle de Raad komne for Dagen, som han havde givet ham. Thorgeir bad dem begge om Hjælp og Bistand, men de undslog sig længe, og krævede tilsidst mange Penge derfor. Der blev overlagt, at Maard skulde bejle til Gissur Hvides Datter Thorkatla, og Thorgeir skulde straks ride vester over Aaerne med Valgard og Maard. Næste Dag red de tolv sammen og kom til Mosfjæld. De blev vel modtagne, og drejede da Talen med Gissur hen paa Frieriet. Det endte med, at Giftermaalet skulde finde Sted, og Gildet skulde staa paa Mosfjæld en halv Maaned senere. De red hjem. Siden red de til Gildet, hvor der var mange Gildesmænd samlede, og det løb vel af. Thorkatla tog hjem med Maard og forestod Husets Styrelse, men Valgard drog udenlands om Sommeren.

Maard æggede Thorgeir, at han skulde forberede Søgsmaal mod Gunnar. Thorgeir tog hen til Ønund og bad ham forberede Drabssagen efter hans Broder Egil og dennes Sønner; »jeg,« sagde han, »vil forberede Drabssagen efter mine Brødre og Sagen om mine egne og min Faders Saar.« Den anden var villig dertil. De drog da hen og tillyste Drabene, og tilkaldte ni af Naboerne til Aastedet som Nævnsmænd. Denne Forberedelse til Sags Anlæg rygtedes til Hlidarende. Gunnar red da hen til Nial og sagde ham det, og spurgte ham, hvad han nu vilde raade ham til. »Nu skal du,« svarede Nial, »stævne dine Aasteds-Vidner og Naboer sammen, og i deres Nærværelse kræve Vidner og vælge Kol til Ophavsmand for din Broder Hjorts Drab, thi saa er det ret; derpaa skal du tillyse Drabet mod Kol, endskønt han er død. Saa skal du kræve Vidner og opfordre Nævnsmændene til at indfinde sig paa Altinget og vidne, om ikke Kol og hans var tilstede og var med at angribe, da Hjort blev dræbt. Du skal ogsaa stævne Thorgeir for Lejermaalssagen, ligesaa Ønund for Tyrfings Sag.« Gunnar bar sig nu ad med alting, som Nial havde raadet ham. Dette holdt Folk for en underlig og usædvanlig Forberedelse til Sags Anlæg. Disse Sager gik nu til Tings. Gunnar red til Tings, og Nials Sønner og Sigfussønnerne. Gunnar havde sendt Bud til sine Svogre, at de skulde ride til Tings, og være mandstærke, og lod dem sige, at denne Sag vilde blive ham meget vanskelig. De kom meget mandstærke vestenfra. Maard red til Tings, og Runolf fra Dal, og de fra Trehyrning og Ønund fra Troldeskov.

66. Om Mandebøder og Forlig

Da de kom til Tinget, forenede de sig med Gissur Hvide og Geir Gode; men Gunnar og Sigfussønnerne og Nialsønnerne gik alle i een Flok, og de gik saa rask, at alle, som kom i Vejen for dem, maatte tage sig i Vare, at de ikke skulde blive stødt omkuld; og der var intet paa hele Tinget, som der blev talt saa meget om, som om denne store Sag og dens Førelse. Gunnar gik til Møde med sine Svogre, og Olaf og de andre modtog ham vel. De spurgte ham om Striden, men han fortalte dem det alt omstændelig og fordomsfrit, og sagde dem, hvorledes han siden havde baaret sig ad. Olaf sagde: »Det er en kostelig Ting, saa trofast som Nial er dig i al Raadslagning.« Gunnar svarede, at han aldrig vilde kunne lønne ham derfor. Han bad dem om deres Hjælp, og de sagde, at den var de ham skyldig. Begges Sager kom nu for Retten. Hver førte sin Sag. Maard spurgte, hvorledes den Mand kunde have Sag frem, der tilforn ved sit Forhold mod Thorgeir var bleven uhellig, hvilket var Tilfældet med Gunnar. Nial svarede: »Var du paa Thingskaaleting i Høsten?« »Vist var jeg det,« sagde Maard. »Saa hørte du,« sagde Nial, at Gunnar tilbød ham fuldt Forlig, og da,« sagde Nial, »lyste jeg Gunnar fredhellig til alle lovlige Søgsmaal.« »Ret er dette,« sagde Maard; »men hvad skulde det sige, at Gunnar tillyste Hjorts Drab mod Kol, da det dog var Nordmanden, som vog ham?« »Ret var det,« sagde Nial, »naar han valgte ham til Drabs Ophavsmand med Vidner.« »Dette er vistnok rigtigt,« sagde Maard; »men hvorfor stævnede Gunnar dem alle til at være uhellige?« »Det behøver du da ikke at spørge om,« sagde Nial, »da de tog hen med Forsæt at volde Saar og Manddrab.« »Men Gunnar blev jo ikke saaret,« sagde Maard. Nial svarede: »Gunnars Brødre var Kolskeg og Hjort, og den ene af dem fik Bane, den anden havde Saar paa sig.« »Loven har I for Eder,« sagde Maard, »skønt det er haardt at finde sig deri.« Da gik Hjalte Skeggesen fra Thjorsaadal frem og sagde: »Jeg har ikke blandet mig i Eders Sager, men ønsker nu at vide, hvad du vil gøre, Gunnar, for mine Ord og mit Venskab.« »Hvad forlanger du?« sagde Gunnar. »Det,« sagde han, »at I henskyder alle disse Sager til en Voldgift, saa at gode Mænd dømmer deri.« Gunnar sagde: »Men saa skal du aldrig være mig imod, med hvem jeg end har Sag.« »Det vil jeg love,« sagde Hjalte. Derefter forhandlede han ligeledes med Gunnars Modstandere, og fik udvirket, at de alle forligedes og tilsikrede hinanden Tryghed. For Thorgeirs Saar kom Lejermaalssagen, men Skovhugsten for Starkads Saar; for Thorgeirs Brødre blev der givet halve Bøder, den anden Halvdel faldt bort paa Grund af deres Overfald paa Gunnar; Egils Drab og Tyrfings Sag gik op imod hinanden; for Hjorts Drab skulde komme Kols og Nordmandens; for de andre blev der givet halve Bøder. Nial afsagde denne Kendelse tilligemed Asgrim Ellidagrimsen og Hjalte Skeggesen. Nial havde mange Penge staaende hos Starkad og paa Sandgil, og alle dem gav han Gunnar for at udrede disse Bøder; og saa mange Venner havde Gunnar paa Tinget, at han straks udbetalte Bøderne for alle Drab; men mange Høvdinger, som havde staaet ham bi, gav han Gaver, og havde den største Hæder af Sagen; alle var enige om, at der ikke fandtes hans Jævning i Sønderfjerdingen. Gunnar red hjem fra Tinget, og levede nu i Fred; men dog bar hans Modstandere megen Avind til ham over hans Hæder.

67-68. Om Thorgeir Otkelsen

Nu er at sige om Thorgeir Otkelsen, at han blev en stor og stærk Mand, trofast, men noget enfoldig, og vel let til at føje sig efter andres Ord; han var afholdt af de bedste Mænd, og elsket af sine Frænder.

Engang var Thorgeir Starkadsen taget hen til sin Frænde Maard. »Jeg er meget misfornøjet,« sagde han, »med Udfaldet af den Sag imellem os og Gunnar; men jeg har tilkøbt mig din Bistand, saalænge vi begge er ved Magt: du skal derfor se at finde paa et Raad til Men for Gunnar, og det et, som stikker dybt. Dette siger jeg saa ligefrem, fordi jeg ved, at du er en stor Fjende af Gunnar, og han af dig: jeg skal ogsaa fremme din Hæder, dersom du gør dit Bedste.« »Altid skal det lade,« sagde Maard, »som jeg er grisk efter Penge, saaledes ogsaa her, og det kan falde vanskeligt at forebygge, at du hverken bryder Fred eller Tro og Love, men dog faar din Sag frem. Man har imidlertid sagt mig, at Kolskeg agter at anlægge en Sag for at faa en Fjerding af Moeidarhvol tilbage, der blev betalt din Fader i Sønnebøder; det er en Sag, han har overtaget fra sin Moder; Gunnars Raad er ogsaa at betale Penge, men ikke give slip paa Jorden. Det er derfor bedst at bie, til dette kommer i Gang, og da beskylde ham for, at han har brudt Forliget med Eder. Han har ogsaa taget Sædeland fra Thorgeir Otkelsen, og saaledes brudt Forliget med ham. Du skal derfor tage hen til Thorgeir Otkelsen og se at faa ham i Ledtog med dig, og overfalde Gunnar; men om dette skulde slaa fejl, saa I ikke faar Bugt med ham, saa skal I alligevel oftere anfalde ham. Jeg vil nemlig sige dig, at Nial har spaaet ham og forudsagt om hans Liv, at hvis han mere end een Gang begik Drab i samme Slægtslinje, og det saa skulde hænde sig, at han brød det Forlig, der engang var sluttet, saa vilde det blive Aarsag til hans Død. Du skal derfor se at bringe Thorgeir ind med i Sagen, thi Gunnar har allerede dræbt hans Fader; og naar I da begge møder ham paa een Gang, saa skal du holde dig tilbage, men han vil gaa rask frem, og Gunnar vil dræbe ham; da har han dræbt to Gange i samme Linje. Derpaa skal du fly fra Striden, og er det nu saa, at dette skal blive hans Død, saa vil han bryde Forliget; det maa vi da oppebie.« Derpaa drog Thorgeir hjem og sagde sin Fader dette i Løn, og de besluttede, at de skulde fare hemmelig med det Raad, de havde lagt op.

69. Om Thorgeir Starkadsen

Noget efter tog Thorgeir Starkadsen hen til Kirkeby for at besøge sin Navne. De gik hen til Enetale og talte den hele Dag hemmelig sammen, og tilsidst gav Thorgeir Starkadsen sin Navne et guldbeslaaet Spyd, og red derpaa hjem. De indgik nøje Venskab med hinanden. Paa Tingskaaleting om Høsten sagsøgte Kolskeg om Jorden, som hørte til Moeidarhvol, men Gunnar krævede Vidner og bød dem fra Trehyrning Penge eller anden Jord efter lovlig Vurdering. Thorgeir krævede da Vidner paa, at Gunnar brød Forliget med dem. Derefter endte Tinget. Vinteren gik. Begge Navnerne kom tit sammen, og der var den største Fortrolighed imellem dem. Kolskeg sagde til Gunnar: »Man har sagt mig, at der er stort Venskab mellem de to Navner, og det er manges Mening, at de ej er at tro, jeg vilde derfor ønske, at du tog dig i Agt.« »Døden,« svarede Gunnar, »vil komme til mig, hvor jeg end er stedt, hvis det er mig saa tilskikket.« Dermed endte de deres Samtale. Gunnar sagde om Høsten, at de skulde arbejde en Uge der hjemme, men den anden nede paa Øerne (88), og saa afslutte Høbjergningen. Han bød dem, at alle skulde tage bort fra Gaarden undtagen han og Kvinderne.

Thorgeir fra Trehyrning tog hen til sin Navne, og da de mødtes, talede de sammen som sædvanlig. Thorgeir Starkadsen sagde: »Jeg mener, vi skal tage Mod til os og angribe Gunnar.« »Alle Sammenstød, man har haft med Gunnar,« sagde Thorgeir Otkelsen, »har sjælden endt med Sejr, og desuden tykkes det mig ilde at kaldes Fredsbryder.« »De har brudt Forliget, og ikke vi,« sagde Thorgeir Starkadsen: »Gunnar tog dit Sædeland fra dig, og Moeidarhvol fra mig og min Fader.« Og de blev da enige med hinanden om at overfalde Gunnar. Thorgeir Starkadsen sagde da, at Gunnar om nogle faa Dage vilde være ene hjemme, den anden skulde da møde ham selvtolvte, og han vilde have ligesaa mange. Derpaa red han hjem.

70. Om Nial og de to Navner

Da nu Huskarlene og Kolskeg havde været tre Dage nede paa Øerne, fik Thorgeir Starkadsen Nys derom og sendte Bud til sin Navne, at han skulde møde ham paa Trehyrningshals. Derpaa gjorde Thorgeir fra Trehyrning sig rede selvtolvte, red op paa Aasen, og biede der efter sin Navne. Gunnar var nu ene hjemme paa Gaarden. Navnerne red hen til noget Krat, og der paakom dem en saadan Døsighed, at de ikke kunde modstaa den. De fæstede deres Skjolde i Grenene, bandt deres Heste, satte deres Vaaben hos sig og faldt i Søvn. Den samme Nat var Nial oppe paa Thorolfsfjæld og kunde ikke sove, men gik ud og ind. Thorhild spurgte ham, hvorfor han ikke kunde sove. »Der bæres mig allehaande Ting for,« svarede han; »jeg ser mange grumme Fylgjer, der tilhører Gunnars Uvenner, og det kommer mig underlig for; de lader til at være helt rasende og farer dog raadvilde frem.« Kort efter kom en Mand ridende til Døren, steg af og gik ind. Det var Thorhilds Faarehyrde. Hun sagde: »Nu, fandt du Faarene?« »Jeg fandt det, som vigtigere er,« svarede han. »Hvad var det,« sagde Nial. »Jeg fandt fire og tyve Mænd oppe i Skoven; de havde bundet deres Heste, men sov selv; deres Skjolde havde de fæstet i Grenene;« og saa nøje havde han lagt Mærke til deres Udrustning og Klæder, at han kunde beskrive det altsammen. Nial vidste da nøje, hvo hver af dem var, og sagde til ham: »Du er et godt Tyende, bare mange var saadan; dette skal ogsaa altid blive til dit Bedste, men jeg vil dog sende dig i et Ærinde.« Han lovede at tage af Sted. »Du skal begive dig til Hlidarende,« sagde Nial, »og sige til Gunnar, at han maa tage hen til Grjotaa og sende Bud efter Mænd; men jeg vil tage op og træffe dem i Skoven og kyse dem bort. Dette er truffet saa vel, at de ingen Gavn vil have af denne Færd, men tabe meget.« Faarehyrden drog af Sted og underrettede Gunnar nøje om alt. Gunnar tog da hen til Grjotaa og samlede Mænd til sig. Men Nial red op for at træffe Navnerne. »Uvarlig ligger I her,« sagde han, »i hvilken Hensigt har I denne Færd for? Gunnar er ingen Mand at spøge med, og sandt at sige, saa er dette jo at staa ham stærkt efter Livet. Men I skal vide, at han er i Færd med at samle Folk, og han vil straks være her og dræbe Eder, med mindre I rider bort og skynder Eder hjem.« De for straks op, blev meget rædde, tog deres Vaaben, og steg til Hest og jog hjem til Trehyrning. Nial drog hen at møde Gunnar, og bad ham ikke at lade Folkene gaa fra hinanden; »men jeg,« sagde han, »vil søge at stifte Forlig; de maa nu være til Pas bange. Men for dette Anslag mod dit Liv skal der ikke gives ringere Bøder af alle dem, som har dermed at gøre, end for hver af disse Navners Drab, hvis det skulde finde Sted. Disse Penge skal jeg gemme og sørge for, at du kan have dem paa rede Haand, naar du trænger til dem.«

71. Olaf Paa giver Gunnar Gaver

Gunnar takkede Nial for hans Bistand. Nial red til Trehyrning og sagde til Navnerne, at Gunnar ikke vilde lade sine Mænd gaa fra hinanden, førend Sagen var kommen til Ende med dem. De gjorde alle Slags Tilbud, var meget bange, og bad Nial paatage sig at stifte Forlig. Han svarede, at han kun vilde gøre det under den Betingelse, at der ikke var Svig under. De bad ham være med i Kendelsen, og lovede at holde hvad han bestemte. Han svarede, at han ikke vilde afsige nogen Kendelse uden paa Tinget, saa at de bedste Mænd var tilstede. De samtykkede det. Nial var da Opmand, saa at de tilsagde hinanden Fred og Forlig. Nial skulde kende i Sagen og udnævne dertil hvem han vilde. Kort efter tog de hen til Maard Valgardsen. Han bebrejdede dem meget, at de havde skudt Sagen ind under Nial, da han var en god Ven af Gunnar, og sagde, at det vilde bekomme dem ilde.

Folk red nu til Altinget som sædvanlig. Begge Parter var der. Nial krævede Lyd, og spurgte alle de bedste Mænd, som var komne der, hvilken Bod Gunnar skulde have af Navnerne for Anslaget mod hans Liv. De svarede, at dem tyktes slig Mand at have megen Ret for sin Person. Nial spurgte, om han havde det mod alle dem, der havde været med, eller om Anstifterne skulde svare for det hele. De svarede, at den meste Skyld maatte komme paa Hovedmændene, men dog megen paa dem alle. »Det vil mange sige,« sagde Maard, »at det ikke var uden Grund, eftersom Gunnar brød Forliget mod Navnerne.« »Det er ikke Fredsbrud,« sagde Nial, »at hver bruger Lov og Ret mod den anden; thi med Lov skal man vort Land bygge, men med Ulov øder man det.« Nial sagde dem da, at Gunnar havde tilbudt Jord eller andet Gods for Moeidarhvol. Da tyktes Navnerne, at de var blevne bedragne af Maard, og bebrejdede ham det meget, og sagde, at de kunde takke ham for dette Tab. Nial udnævnte tolv Mænd til at dømme i Sagen; og da betalte hver, som havde været med, Hundrede i Sølv, men hver af Navnerne to Hundrede. Nial tog imod disse Penge og gemte dem, og begge Parterne tilsikrede hinanden Tryghed og Fred efter Nials Mundhævd (89).

Gunnar red fra Tinget vester til Dalene i Hjardarholt, hvor Olaf Paa tog vel imod ham, og han blev der en halv Maaned. Han red vide om i Dalene, og alle tog imod ham med Glæde. Men ved Afskeden sagde Olaf: »Jeg vil give dig tre Kostbarheder: en Guldring og Kappe, som har tilhørt Irekongen Myrkjartan (90), og en Hund, som jeg fik til Foræring paa Irland (91); den er stor, og saa god en Ledsager som en rask Mand; dertil kommer, at den har Menneskevid. Den vil gø ad hver Mand, som den ved er din Uven, men aldrig ad dine Venner; thi den ser paa hver Mand, om han vil dig vel eller ilde, og vil vove sit Liv for at være dig tro. Denne Hund hedder Sam.« Derpaa sagde han til Hunden: »Nu skal du følge Gunnar, og være ham saa gavnlig, du kan.« Hunden gik straks hen til Gunnar og lagde sig ned for hans Fødder. Olaf bad Gunnar tage sig vel i Vare, og sagde, at han havde mange Avindsmænd, nu da han holdtes for den berømmeligste Mand i hele Landet. Gunnar takkede ham for Gaverne og hans gode Raad, og red hjem. Nu sad han hjemme i nogen Tid, og alt var roligt.

72. Maards Raadslagning

Kort efter kom Navnerne og Maard sammen. De kunde ikke blive enige. De mente, at de havde mistet mange Penge for Maards Skyld, og havde intet faaet derfor, og bad ham at finde paa et andet Anslag, der kunde være Gunnar til Men. Maard svarede, at det vilde han. »Det er nu mit Raad,« sagde han, »at Thorgeir Otkelsen skal lokke Gunnars Frænke Ormhild; derved vil Gunnar fatte endnu mere Uvilje imod dig; saa skal jeg bringe de Ord i Omløb, at Gunnar ikke vil taale sligt af dig. Noget efter skal I da gøre Anfald paa Gunnar, men I skal ikke hjemsøge ham, thi det kan ikke nytte at tænke derpaa, saalænge Hunden lever.« De blev nu enige ined hinanden om dette Anslag, at det skulde iværksættes. Nu led Sommeren. Thorgeir havde ofte sin Gang til Ormhild; det syntes Gunnar ikke om, og der kom megen Uvilje mellem dem. Saaledes stod det Vinteren over. Nu kom Sommeren, og da holdt de endnu ofte Sammenkomster i Løn. Thorgeir fra Trehyrning og Maard kom tit sammen, og aftalte Overfald paa Gunnar, naar han red til Øerne for at se til sine Huskarles Gerning. Engang fik Maard at vide, at Gunnar var redet ned til Øerne, og han sendte Bud til Trehyrning for at sige Thorgeir, at nu var der den skønneste Lejlighed til at angribe Gunnar. De gjorde sig straks i Stand og drog af Sted tolv sammen; men da de kom til Kirkeby, var der andre tolv Mænd samlede. De besluttede da at tage ned til Rangaa, og der at lægge sig i Baghold for Gunnar. Men da denne red op fra Øerne, red Kolskeg med ham; Gunnar havde sin Bue og Pile og Atgejren; Kolskeg havde sit Saks og var fuldtvæbnet.

73. Thorgeir Otkelsens Drab

Det tildrog sig, da Gunnar og hans Broder red op ved Rangaa, at der kom Blod paa Atgejren. Kolskeg spurgte, hvad det kunde betyde. Gunnar svarede, at naar slige Hændelser traf, saa kaldte man det i andre Lande Saarregn, og Ølver Bonde paa Hisingen havde sagt ham, at det var Varsel for vigtige Møder. Derpaa red de, indtil de saa Mændene sidde ved Aaen, hvor de havde bundet deres Heste. Gunnar sagde: »Her er Baghold.« »Længe har de haft ondt i Sinde,« svarede Kolskeg; »men hvad skal vi nu beslutte os til?« »Vi vil sprænge op forbi dem,« sagde Gunnar, »til Vejlen, og der gøre os rede til Kamp.« De andre saa det og vendte sig straks imod dem. Gunnar spændte sin Bue, tog Pilene, og rystede dem ud og skød straks, da de kom ham i Skuds Afstand. Saaledes saarede han en stor Del, og dræbte nogle. Da sagde Thorgeir Otkelsen: »Dette er ikke godt for os, lad os gaa drabelig ind paa ham!« De gjorde saa. Først gik Ønund den Fagre, Thorgeirs Frænde. Gunnar stødte efter ham med Atgejren og traf i Skjoldet, som den kløvede i to Dele, og derpaa gik den gennem Ønund. Øgmund Floke løb bag paa Gunnar. Kolskeg saa det, og hug begge Benene af Øgmund, og styrtede ham ud i Rangaa, hvor han straks druknede. Der blev da en haard Strid. Gunnar hug med den ene Haand og stak med den anden. Kolskeg vog drabelig og saarede mange. Thorgeir Starkadsen sagde til sin Navne: »Det er lidet at kende, at du har din Fader at hævne.« Han svarede: »Vistnok kunde jeg have gaaet bedre frem, dog har du ikke fulgt mine Fjed, men jeg skal ikke taale dine Bebrejdelser.« Hvorpaa han med megen Vrede løb imod Gunnar og gennemborede hans Skjold og Haand. Gunnar drejede Skjoldet saa fast, at Spydet blev brudt i Falen. Gunnar saa en anden Mand i Færd med at hugge til ham, og gav ham Banehug. Derpaa greb han Atgejren med begge Hænder, men da var Thorgeir Otkelsen kommen til ham med løftet Sværd. Gunnar vendte sig imod ham med megen Vrede, og jog Spydet igennem ham, svang ham op i Luften og kastede ham ud i Rangaa. Han drev ned til Vejlen og blev hængende der paa en Sten. Det Sted hedder siden den Tid Thorgeirs Vad. Thorgeir Starkadsen sagde: »Lad os nu fly! thi nu er der intet Haab om Sejr;« hvorpaa de alle gav sig paa Flugt. »Lad os nu sætte efter dem!« sagde Kolskeg, »tag du din Bue og dine Pile, du vil nok komme Thorgeir Starkadsen paa Skud.« Gunnar sagde: »Vore Pengepunge vil tømmes, førend der bliver givet Bøder for alle dem, som her nu ligger døde.« »Du vil aldrig have Mangel paa Penge,« sagde Kolskeg; »men Thorgeir vil ikke aflade, før han har raadet dig Bane.« Gunnar sagde: »Der maa staa flere hans Lige paa min Vej, førend jeg ræddes for dem.« Derpaa red de hjem og forkyndte, hvad der var sket. Halgerd glædede sig derover og roste denne Daad meget. Ranveig sagde: »Maaske Daaden kan være god, men værre bæres det mig for, end at jeg kan tro, at deraf vil komme noget godt.«

74. Om Søgsmålet paa Tinget

Disse Tidender spurgtes vide, og mange sørgede over Thorgeirs Død. Gissur Hvide og Geir Gode red hen og tillyste Drabene og stævnede Nævnsmænd til Tinge. Derpaa red de atter hjem. Nial og Gunnar kom sammen, og talede om Slaget. Da sagde Nial til Gunnar: »Tag dig nu i Agt! Nu har du begaaet Drab to Gange i samme Slægtlinje; betænk nu din Stilling, at det gælder dit Liv, dersom du ikke holder det Forlig, som sluttes.« »Jeg agter ikke paa nogen Maade at bryde det,« sagde Gunnar, »men jeg vil dog trænge til Eders Bistand paa Tinget.« Nial svarede: »Jeg vil holde mit trofaste Venskab imod dig indtil min Dødsdag.« Gunnar red derpaa hjem. Det led nu hen til Tinget, og fra begge Sider kom de med et stort Følge. Paa Tinget blev der overalt talt meget om, hvorledes denne Sag vilde ende. Gissur og Geir Gode talede med hinanden om, hvem af dem der skulde tillyse Drabssagen efter Thorgeir; tilsidst paatog Gissur sig Sagen, og tillyste den paa Lovbjerget, og tog saa til Orde: »Jeg tillyser,« sagde han, »et Førsteangreb af Gunnar Hamundsen, fordi han gjorde strafskyldigt Anfald mod Thorgeir Otkelsen og tilføjede ham Hulsaar, som dødeligt var, og Thorgeir fik Bane af. Jeg erklærer ham derfor skyldig at vorde Skovgangsmand, ubjærgende, ufærgende og uhjælpende i alle Maader (92). Jeg gør Krav for mig paa Halvdelen af hans forbrudte Gods, og Halvdelen for de Fjerdingsmænd, som det tilkommer forbrudt Gods at tage efter Loven. Denne Sag lyser jeg til den Fjerdingsret, under hvilken Sagen hører efter Loven. Lovlig Tillysning tillyser jeg i alles Paahør paa Lovbjerget, og tillyser nu Søgsmaal og Lovens fulde Straf over Gunnar Hamundsen.« Anden Gang nævnte Gissur sig Vidner, og tillyste Sag imod Gunnar Hamundsen, fordi han saarede Thorgeir Otkelsen med Hulsaar, som dødeligt var, og som Thorgeir fik Bane af paa det Drabssted, hvor Gunnar først anfaldt Thorgeir med strafskyldigt Anfald. Derpaa udførte han denne Tillysning som den forrige. Saa spurgte han efter Tinglag og rette Hjemstavn. Derefter gik Folk fra Lovbjerget, og alle sagde, at han havde talt vel. Gunnar holdt sig rolig og talte lidet derom. Tinget led nu frem, til Retterne skulde sættes. Gunnar stod med sine Mænd norden for Rangaaboernes Ret; Gissur stod sønden for med sine Mænd, krævede Vidner og bød Gunnar at høre paa hans Ed og Sagens Fremsættelse og alle de Søgsmaals-Beviser, som han agtede at fremføre. Derefter aflagde han Ed; saa fremsagde han den saaledes beskafne Sag i Retten, som han havde tillyst den; derpaa lod han føre Tillysningsvidner, bød Nævnsmændene tage Sæde, og indbød til Udskydning af dem.

75. Om Forlig

Da sagde Nial: »Nu kan vi ikke længer sidde stille; lad os nu gaa did, hvor Nævnsmændene sidder.« De gik did og udskød fire Mænd af Nævnsmændene og afæskede de fem, som endnu var tilbage, Værneudsagn i Sagen, om ikke hine Navner havde taget til Mødet med det Forsæt at overfalde Gunnar, hvis de kunde. Men alle gav straks det Vidnesbyrd, at saa havde det været. Dette erklærede Nial for lovligt Værn i Sagen, og sagde, at han vilde fremføre Værnet, med mindre de gik ind paa Forlig. Da forenede mange Høvdinger sig om at kræve Forlig, og det blev bestemt, at tolv Mænd skulde kende i Sagen. Begge Parter gik da hen og gav hinanden Haandslag paa dette Forlig. Derpaa blev der kendt i Sagen og fastsat Pengebøder, der alle skulde udredes straks der paa Tinget, men Gunnar og Kolskeg skulde fare udenlands og være borte i tre Aar; men hvis Gunnar ikke drog udenlands, naar han fik Lejlighed dertil, da skulde den dræbtes Frænder have Lov til at dræbe ham. Gunnar lod sig ikke mærke med, at dette Forlig mishagede ham. Han spurgte Nial efter de Penge, han havde givet ham i Forvaring. Nial havde gjort Pengene frugtbringende, og udredte ham dem alle, og det var netop saa meget, som det Gunnar skulde betale for sig.

De red nu hjem. Nial og Gunnar fulgtes ad fra Tinget. Da sagde Nial til Gunnar: »Lad mig nu se, min Ven, at du holder dette Forlig, og husk, hvad vi har talt sammen, og ligesom din forrige Udenlandsrejse var dig til megen Hæder, saa vil denne blive dig til endnu langt større; du vil komme tilbage æret og anset, og blive en gammel Mand, og ingen Mand her i Landet vil da vove at træde dig paa Foden; men hvis du ikke tager udenlands, og bryder dette Forlig, da vil du blive dræbt her i Landet, og det er ilde at vide for dem, som er dine Venner.« Gunnar svarede, at han agtede ikke at bryde Forliget. Han red hjem og fortalte Forliget, som var sluttet. Ranveig sagde, at det var godt han tog udenlands, saa at hans Fjender imidlertid kunde trætte med andre.

76. Kolskegs Udenlandsrejse

Thraen Sigfussen sagde til sin Kone, at han agtede at rejse udenlands den Sommer. Hun svarede, at det var godt. Han fik sig da Skibslejlighed med Høgne den Hvide. Gunnar og Kolskeg tingede sig med Arnfinn fra Vigen. Nialsønnerne Grim og Helge bad deres Fader om Lov til at rejse udenlands. Nial svarede: »Svær nok vil Udenlandsrejsen blive Eder, saa det vil blive tvivlsomt, om I kommer derfra med Livet, imidlertid vil I dog vinde Hæder og Anseelse; men uden Tvivl vil der ogsaa siden komme en Del Ulejlighed deraf.« De blev dog ved at bede ham, saa han endelig tillod dem at rejse, hvis de vilde. De skaffede sig da Skibslejlighed med Baard den Svarte og Olaf Ketilsen fra Elda. Og der var nu megen Tale om, at mange af de bedste Mænd der fra Egnen sejlede bort. Gunnars Sønner Høgne og Grane var nu i Opvækst; de var meget ulige af Sind. Grane havde meget af sin Moders Sindelag, men Høgne havde et godt Sind. Gunnar lod sit og sin Broders Gods bringe til Skibet, og da alle hans Sager var komne om Bord og Skibet var nær ved at være sejlklart, red Gunnar til Bergthorshvol og til andre Gaarde for at tage Afsked, og takkede alle dem, der havde staaet ham bi, for deres Hjælp. Næste Dag tidlig gjorde han sig rede til at tage til Skibet, og sagde da til alle Folk, at han aldrig vilde vende tilbage, hvilket gik dem meget nær, skønt de nok haabede, at han senere hen vilde komme tilbage. Gunnar tog Afsked med hver især, da han var færdig, og alle fulgte ham ud. Han stak Atgejren ned, svang sig i Sadlen og red bort med Kolskeg. De red langs med Markarfljot. Da snublede Gunnars Hest, og han sprang af Ryggen paa den. Da kom han til at se op til Lien og Gaarden paa Hlidarende og sagde: »Fager er Lien, saa den aldrig har syntes mig saa skøn, Markerne gule og Tunene slagne (93); jeg vil atter ride hjem og ingensteds fare.« »Gør ikke dine Uvenner den Glæde,« sagde Kolskeg, »at du bryder Forliget; thi ingen Mand vil tiltro dig det, og du maa betænke, at da vil alt gaa, som Nial har sagt.« »Jeg vil ingen Steds fare, og jeg vilde ønske, at du gjorde ligesaa,« sagde Gunnar. »Nej,« svarede Kolskeg, »hverken skal jeg i dette Tilfælde bryde mit Ord eller i noget andet, hvor Folk har Lid til mig; og dette ene kunde være Aarsag til, at vi maa skilles ad, men hils mine Frænder og min Moder og sig, at jeg agter ikke mere at se Island, thi jeg vil spørge din Død, Frænde, og da har jeg ingen Lyst til at komme tilbage.« De skiltes da ad. Gunnar red hjem til Hlidarende, men Kolskeg red ned til Skibet og tog udenlands. Halgerd tog med Glæde mod Gunnar, da han kom hjem, men hans Moder var ikke fornøjet dermed. Gunnar blev nu hjemme dette Efteraar og om Vinteren og havde ikke mange Mænd hos sig. Vinteren led nu af Gaarde. Olaf Paa tilbød Gunnar at være hos sig med Halgerd, hvorimod han kunde overgive Bestyrelsen af sin Gaard til sin Moder og sin Søn Høgne; Gunnar ytrede ogsaa i Førstningen Lyst dertil, og lovede det; men da det kom dertil, vilde han ikke.

Men paa Tinget om Sommeren tillyste Gissur hans Fredløshed paa Lovbjerget, og før Tinget blev opløst, stævnede Gissur alle Gunnars Uvenner til et Møde i Almannagjaa (94), Starkad fra Trehyrning og hans Søn Thorgeir, Maard og Valgard den Graa, Geir Gode og Hjalte Skeggesen, Thorbrand og Asbrand Thorleiks Sønner, Eilif og hans Søn Ønund, Ønund fra Troldeskov og Thorgrim Nordmand fra Sandgil. Gissur sagde: »Jeg vil foreslaa Eder, at vi skal drage mod Gunnar i Sommer og dræbe ham.« Hjalte sagde: »Det har jeg lovet Gunnar her paa Tinget, da han især gav efter for mine Ord, at jeg ikke skulde være med i noget Anfald mod ham, og det vil jeg holde.« Derpaa gik Hjalte bort. Men de, som blev tilbage, besluttede at overfalde Gunnar, gav hinanden Haand derpaa, og fastsatte Landflygtighed som Straf, hvis nogen faldt fra. Maard skulde holde Øje med, naar der gaves bedst Lejlighed til at angribe ham. De var fyrretyve Mænd i dette Samlag, og de troede, at det nu ikke vilde falde vanskeligt at fælde Gunnar, da Kolskeg og Thraen var borte, saavel som mange andre af Gunnars Venner. Folk red hjem fra Tinget.

Nial tog hen til Gunnar og sagde ham, hvorledes han var erklæret fredløs, og det Overfald, der var besluttet paa ham. »Jeg takker dig,« sagde Gunnar, »at du varer mig ad.« »Nu,« sagde Nial, »vil jeg lade Skarphedin og min Søn Høskuld tage hen til dig, og de vil vove deres Liv for dit.« »Nej,« svarede Gunnar, »dine Sønner skal ikke dræbes for min Skyld, det har du ikke fortjent af mig.« »Det siger intet,« sagde Nial; »naar du er død, saa vil al Uroen dog vende sig did, hvor mine Sønner er.« »Det er ikke usandsynligt,« sagde Gunnar, »men jeg saa nødig, at jeg skulde have nogen Skyld deri. Derimod vil jeg bede dig at se til min Søn Høgne; om Grane taler jeg ikke, thi han skikker sig ikke meget efter mit Sind.« Nial lovede det og red hjem. Man fortæller, at Gunnar red til alle Mandemøder og Lovting, og hans Uvenner turde ikke anfalde ham; der hengik nu nogen Tid at Gunnar drog om som en sagløs Mand.

77. Toget mod Hlidarende

Om Høsten sendte Maard Valgardsen Bud, at Gunnar vilde være ene hjemme, og alle hans Folk nede paa Øerne at ende Høslætten. Straks da de hørte dette, red Gissur Hvide og Geir Gode øster over Aaerne, og over Sandene til Hof. Saa sendte de Bud til Starkad fra Trehyrning; og alle de, som skulde drage mod Gunnar, samledes, og fastsatte, hvorledes det skulde ske. Maard sagde, at de ikke kunde overraske Gunnar, med mindre de tog Bonden fra næste Gaard, som hed Thorkel, og tvang ham til at tage med dem, og lod ham gaa ene hen til Gaarden for at gribe Hunden Sam. Derpaa drog de øster paa til Hlidarende, men sendte nogle Mænd til Thorkel, greb ham, og forelagde ham to Kaar, at de vilde dræbe ham, hvis han ikke greb Hunden; men han valgte at fri sit Liv, og tog med dem. Der var en indhegnet Vej oven for Gaarden Hlidarende, og der standsede de med Flokken. Bonden Thorkel gik hen til Gaarden. Hunden laa oppe paa Husene. Han lokkede den bort med sig ned til Hulvejen, men i det samme saa Hunden, at der var Mænd til Stede, sprang op paa Thorkel og greb ham i Lysken. Ønund fra Troldeskov hug Hunden i Hovedet med sin Økse, saa den gik ned i Hjernen, og Hunden gav et saa højt Hyl af sig, at de forfærdedes derover, og faldt død ned.

78. Gunnars Drab

Gunnar vaagnede i sin Skaale (95) og sagde: »Ilde bliver du medhandlet, Sam, min Fostersøn, og saa er vel bestemt, at der skal være kort imellem os to.« Gunnars Skaale var bygget helt af Ved og udenpaa tækket med Brædder, og der var Glugger ved Brynaasene (96) med Spjæld til at dreje for. Han sov i et Loftskammer tilligemed Halgerd samt hans Moder. Da Fjenderne kom til Gaarden, vidste de ikke, om Gunnar var hjemme, og Gissur sagde, at en skulde gaa hen og se ad, men de andre satte sig ned paa Jorden. Thorgrim Nordmand krøb op paa Skaalen. Gunnar saa, at der kom en rød Kjortel frem ved Gluggen, og stak Atgejren ud midt paa Livet af ham. Fødderne gled fra Thorgrim, og han tabte Skjoldet, selv styrtede han ned af Væggen. Han gik derpaa hen til Gissur og de andre, der sad paa Marken. Gissur saa paa ham og spurgte, om Gunnar var hjemme. Thorgrim svarede: »Det maa I selv undersøge, men at hans Atgejr er hjemme, det har jeg faaet at vide.« Derpaa faldt han død om. Derefter søgte de hen mod Gaarden. Gunnar skød ud med Pile efter dem og værgede sig saa vel, at de ikke kunde udrette noget. Da løb nogle op paa Husene og tænkte at anfalde derfra, men Gunnar naaede dem ogsaa der med sine Pile, saa de intet fik udrettet, og saa gik det en Stund. De tog sig Hvile, og gjorde anden Gang Anfald. Gunnar skød endnu ud, saa de intet fik udrettet, og veg anden Gang tilbage. Da sagde Gissur Hvide: »Lad os anfalde raskere, vi udretter intet.« Derpaa gjorde de det tredje Anfald, og blev ved længe, men veg atter. Gunnar sagde: »Der ligger en Pil ude paa Taget, det er en af deres, den vil jeg skyde til dem, og de vil have Skam deraf, hvis de saares med deres egne Vaaben.« Hans Moder sagde: »Gør ikke det, min Søn, og æg dem ikke, da de allerede har draget sig tilbage.« Men Gunnar greb Pilen og skød den efter dem, og traf Eilif Ørnulfsen, der fik et stort Saar deraf. Han havde staaet alene, saa de andre vidste ikke af, at han blev saaret. »Der kom en Arm ud,« sagde Gissur, »med en Guldring paa og tog en Pil, der laa paa Taget; der vilde vist ikke blive søgt udenfor, hvis der var nok inde, lad os derfor paa ny angribe.« Maard sagde: »Lad os brænde ham inde.« »Nej,« sagde Gissur, »det skal aldrig ske, selv om jeg vidste, det gjaldt mit Liv. Du skulde heller give et Raad, som duede noget, saa snu en Mand, du gælder for.« Der laa nogle Tov paa Marken, som blev brugte til at fastbinde Hø med. Maard sagde: »Lad os tage disse Tove, og slaa dem om Enderne af Mønningsbjælken, fæste de andre Ender om Stene, og saaledes med Vinder løfte Taget af Huset.« De tog Tovene og gjorde det hele til Rette, og Gunnar mærkede det ikke, førend de havde vundet hele Taget af Huset. Da skød Gunnar med sin Bue, saa de aldrig kunde komme ham nær. Da sagde Maard anden Gang, at de skulde brænde ham inde. Gissur sagde: »Jeg ved ikke, hvor du vil tale om det, som ingen anden vil, og det skal aldrig ske.« I det samme sprang Thorbrand Thorleiksen op paa Væggen og hug Gunnars Buestreng over. Gunnar greb Atgejren med begge Hænder, vendte sig rask imod ham, gennemborede ham og kastede ham paa Marken. Da sprang hans Broder Asbrand op. Gunnar stak efter ham med Spydet, men han dækkede sig med Skjoldet, Spydet gik gennem Skjoldet, men begge hans Arme blev brudte, og han faldt ned af Væggen. Før havde Gunnar saaret otte Mænd, men nu dræbt to; da fik han selv to Saar, og alle sagde, at han brød sig hverken om Saar eller Bane. Han sagde til Halgerd: Giv mig to Lokker af dit Haar, og sno I mig dem, du og min Moder, til en Buestreng!« »Gælder det dig noget?« sagde Halgerd. »Mit Liv gælder det,« sagde han, »thi de skal aldrig faa Bugt med mig, saa længe jeg kan bruge min Bue« »Da skal jeg nu,« sagde hun, »huske dig den Kindhest, du gav mig, og jeg bryder mig ikke om, enten du værger dig længer eller kortere.« »Hver har noget, hvormed han gør sig navnkundig,« sagde Gunnar, »og jeg skal ikke længe bede dig derom.« Ranveig sagde: »Ilde skikker du dig, og din Skam vil længe mindes.« Gunnar vedblev at værge sig drabelig, og saarede nu andre otte Mænd med saa svære Saar, at det for mange var nær ved at volde deres Død. Han værgede sig, indtil han faldt af Mødighed. De bibragte ham mange svære Saar, men dog kom han bort fra dem og værgede sig endnu længe, endelig dræbte de ham.

Gissur sagde: »En stor Kæmpe har vi nu fældet, og det har kostet os Møje nok, og hans Forsvar vil mindes, saalænge Landet er bebygget.« Derpaa gik han hen til Ranveig og sagde: »Vil du unde vore to Mænd Jord, som her er faldne, saa at de her bliver højlagte?« »Sagtens to, da jeg gerne vilde unde Eder alle den,« svarede hun. »Du er undskyldt,« sagde han, »at du taler saa, thi du har mistet meget;« og han befalede, at man der intet maatte rane eller ødelægge. Derpaa drog de bort. Da sagde Thorgeir Starkadsen: »Vi kan ikke blive hjemme paa vore Gaarde for Sigfussønnerne, med mindre du, Gissur, eller Geir Gode bliver her sønder paa i nogen Tid.« »Det er vel saa,« sagde Gissur, og de kastede Lod; og Lodden traf Geir, at han skulde blive. Derpaa drog han til Odde og blev der. Han havde en Slegfredsøn Hroald, hvis Moder hed Bjartey, og var Søster til Thorvald hin Veile, der blev dræbt ved Hestløk i Grimsnæs. Han roste sig af, at han havde givet Gunnar Banesaar. Hroald var paa Odde med sin Fader. Thorgeir Starkadsen roste sig af et andet Saar, som han havde givet Gunnar. Gissur var hjemme paa Mosfjæld. Gunnars Drab rygtedes og dadledes igennem alle Bygder, og mangen Mand sørgede over hans Død.

79. Den døde Gunnar kvad en Vise

Baade Nial og Sigfussønnerne tog sig Gunnars Død nær. De spurgte Nial, om han mente, det kunde gaa an at tillyse Gunnars Drabssag eller forberede Sagen, men han svarede nej, da Manden var bleven fredløs, og sagde, at man heller maatte se at gøre noget Skaar i deres Hæder ved at dræbe nogle Mænd til Hævn efter ham. De kastede Høj efter Gunnar og lod ham sidde op i Højen. Ranveig vilde ikke have, at Atgeiren skulde lægges i Højen, og sagde, at kun den skulde røre den, der vilde hævne Gunnar; derfor rørte ingen den. Hun var saa haard imod Halgerd, at hun nær vilde have dræbt hende, og sagde, at hun havde voldet hendes Søns Død. Da flygtede Halgerd til Grjotaa med sin Søn Grane; der holdtes da Skifte imellem dem. Høgne skulde have Jorden paa Hlidarende med Gaarden, men Grane skulde have Lejejorderne.

Det skete paa Hlidarende, at en Faarehyrde og en Tjenestekvinde drev Faar forbi Gunnars Høj (97); dem tyktes han var munter og sang i Højen, hvorpaa de gik hjem, og sagde Gunnars Moder Ranveig denne Hændelse, men hun bad dem sige Nial det. De tog da til Bergthorshvol og sagde det til Nial, men han lod sig det sige tre Gange. Derefter talte han længe hemmelig med Skarphedin, og denne tog sin Økse og fulgte med dem til Hlidarende. Høgne og Ranveig tog meget vel imod ham, og blev meget glade over hans Komme. Ranveig bad ham blive der længe, hvilket han lovede; han og Høgne gik jævnlig sammen baade ind og ud. Høgne var en rask Mand af en god Natur, men vantro; derfor turde de ikke sige ham Varselet. En Aften var Skarphedin og Høgne ude ved Gunnars Høj paa den søndre Side. Det var klart Maaneskin, men stundom drog en Sky for. Det forekom dem, at Højen var aaben, og Gunnar havde vendt sig i Højen og saa imod Maanen. Dem tyktes de saa fire Lys brænde i Højen, og ingen Steds var der Skygge. De saa, at Gunnar var munter, og Glæden spillede paa hans Aasyn, Han kvad en Vise, og det saa højt, at de tydelig havde kunnet høre det, selv om de havde staaet længere borte:

Høgnes Fader, der frygtløs
— frejdigt hans Aasyn straaled —
stovte Kriger, i Striden
staaet har trods Faren,
sagde hjælmesmykket,
sagde fro til Mode:
Heller end vige, han vilde,
vældige Kæmpe, fældes,
vældige Kæmpe, fældes.

Derpaa lukkede Højen sig igen. »Vilde du have troet paa dette Varsel, hvis Nial eller jeg havde sagt dig det?« spurgte Skarphedin. »Jeg vilde tro det, hvis Nial sagde det,« svarede Høgne, »thi det hedder sig, at han aldrig lyver.« »Slige Varsler har meget at betyde,« sagde Skarphedin, »da han selv har aabenbaret sig for os, og heller vilde dø end give efter for sine Uvenner. Og det Raad gav han ligeledes os.« »Jeg kommer ikke nogen Vej,« sagde Høgne, »uden du vil staa mig bi.« »Nu skal jeg komme i Hu,« sagde Skarphedin, »hvorledes Gunnar handlede efter Eders Frænde Sigmunds Drab, og yde dig al den Bistand, jeg kan; det har min Fader lovet Gunnar i alt hvad der angik dig eller hans Moder.« Derpaa gik de hjem til Hlidarende.

80. Gunnar fra Hlidarende hævnes

»Vi skal nu tage af Sted straks i Nat,« sagde Skarphedin, »thi hvis de hører, at jeg er her, vil de tage sig mere i Agt.« »Dine Raad vil jeg rette mig efter,« sagde Høgne. Derpaa tog de deres Vaaben, da alle Folk var gaaede til Sengs. Høgne tog Atgejren ned, og det klang højt i den. Ranveig sprang op helt rasende og raabte: »Hvo rører Atgejren, som jeg har forbudt alle at komme til.« »Jeg tænker,« sagde Høgne, »at bringe min Fader den, at han kan have den med til Valhal, og vise den paa Vaabenting.« Hun svarede: »Først vil du nok bære den og hævne din Fader, thi Spydet forkynder een Mands Bane eller fleres.« Derpaa gik Høgne ud og sagde Skarphedin, hvilke Ord der var faldne mellem ham og hans Bedstemoder. Derpaa begav de sig til Odde. To Ravne fløj med dem hele Vejen. De kom om Natten til Odde, og drev nogle Faar op paa Husene. Da løb Hroald og Tjørve ud og drev Faarene op i Hulvejen, og havde Vaaben med sig. Skarphedin sprang op og sagde: »Du skal ikke tvivle paa, at det er, som du tænker; her er Mænd til Stede.« Derpaa gav Skarphedin Tjørve Banehug. Hroald havde et Spyd i Haanden, imod ham løb Høgne. Hroald stak efter ham, men Høgne slog Spydskaftet isønder med Atgejren og gennemborede ham med denne. Derpaa gik de bort fra de døde, og skyndte sig op til Trehyrning. Skarphedin sprang op paa Huset og gav sig til at rykke Græs op, saa de, som var inde, troede det var Faar. Starkad og Thorgeir tog deres Vaaben og Klæder, og løb ud og bag om Husene. Men da Starkad saa Skarphedin, blev han bange og vilde vende om. Skarphedin hug ham ned ved Væggen. Da kom Høgne imod Thorgeir og vog ham med Atgejren. Derfra tog de til Hof. Maard var ude paa Marken, og bad om Fred og tilbød fuld Erstatning. Skarphedin sagde Maard de fires Drab. »Og samme Vej skal du fare,« sagde Skarphedin, »eller overgive Høgne Selvdømme, hvis han vil tage derimod.« Høgne svarede, at han havde besluttet, ikke at forlige sig med sin Faders Banemand; men omsider tog han dog imod Selvdømme.

81. Forlig med Høgne om Gunnars Drab

Nial underhandlede med dem, der havde Eftermaalet efter Starkad og Thorgeir, at de skulde tage mod Forlig. Der blev fastsat et Herredsmøde, og Mænd valgtes til at afsige Kendelsen, og alle Dele blev tagne under Forhandling. Anfaldet mod Gunnar blev regnet med, endskønt han var fredløs. De Pengebøder, som blev fastsatte, betalte Maard alle; thi de foretog ikke Kendelsen mod ham, førend der først var kendt i hin Sag, og de lod da det ene gaa op mod det andet. De var da fuldkommen forligte; men paa Tinget var der megen Tale om Sagen mellem Geir Gode og Høgne. Tilsidst sluttede ogsaa de Forlig, og dette blev siden holdt imellem dem. Geir Gode boede paa Hlid til sin Død og forekommer ikke mere i denne Fortælling.

Nial bejlede for Høgne til Alfheid, en Datter af Vetrlide Skjald, og han fik hende. Deres Søn var Are, som sejlede til Hjaltland, og giftede sig der. Fra ham nedstammer Einar Hjaltlænding (98), en meget rask Mand. Høgne holdt sit Venskab med Nial, og han forekommer heller ikke mere i denne Fortælling.

82. Hvorledes Kolskeg blev døbt

Nu er at fortælle om Kolskeg, at han kom til Norge, og var øster i Vigen om Vinteren; men om Sommeren efter tog han til Danmark, og gik Danekongen Svend Tveskæg til Haande, og stod der i megen Anseelse. En Nat drømte han, at der kom en Mand til ham, han var lys af Udseende, og det tyktes ham, at Manden vækkede ham. Han sagde til ham: »Stat op og følg mig!« »Hvad vil du mig?« sagde han. »Jeg skal skaffe dig Giftermaal,« sagde Manden, »og du skal være min Ridder.« Ham tyktes, at han samtykkede det, og derefter vaagnede han. Derpaa drog han hen til en Vismand og sagde ham Drømmen, men han udlagde den saa, at han vilde drage til Sydlandene og blive Guds Ridder. Kolskeg lod sig døbe i Danmark, men havde dog ikke Lyst til at blive der; han drog over til Garderige og blev der en Vinter; saa tog han derfra til Miklagaard, og gik der i Sold. Det sidste, man hørte om ham, var, at han havde giftet sig der og var Høvding for Væringerne. Han blev der til sin Død, og forekommer ikke mere i denne Fortælling.

83. Om Thraen, hvorledes han dræbte Kol

Nu er det at fortælle, at Thraen Sigfussen kom til Norge. De landede ved Helgeland, og styrede derfra til Trondhjem, og saa til Lade. Men saasnart Hakon Jarl hørte det, sendte han Mænd til dem, og vilde vide, hvad for Mænd der var om Bord. De kom tilbage, og sagde ham, hvem det var. Jarlen sendte da Bud efter Thraen Sigfussen, og denne begav sig til ham. Jarlen spurgte, af hvilken Æt han var. Han svarede, at han var nær i Slægt med Gunnar paa Hlidarende. Jarlen sagde: »Det skal komme dig til Gode; thi jeg har set mange islandske Mænd, men ingen, der var hans Lige.« Thraen sagde: »Herre, tilsteder I, at jeg er hos Eder i Vinter?« Jarlen tog imod ham. Thraen var der om Vinteren, og blev vel anset. Der var en Mand ved Navn Kol, en stor Viking; han var en Søn af Asmund Eskeside fra Smaalandene. Han laa øster i Gøtaelven, og havde fem Skibe og mange Folk; derfra styrede Kol ud af Elven til Norge, gik op i Folden (99), og overfaldt uforvarende Halvard Sote. De fandt ham i et Loftskammer, fra hvilket han værgede sig vel, indtil de satte Ild paa, da overgav han sig, men de dræbte ham og tog der meget Gods, og styrede derfra til Ljodhus (100). Denne Tidende spurgte Hakon Jarl, og lod Kol dømme landflygtig over hele sit Rige, og satte en Pris paa hans Hoved. Engang tog Jarlen saaledes til Orde: »Nu er Gunnar paa Hlidarende for langt fra os; han vilde dræbe min Udslegsmand, hvis han var her; men nu vil Islændingerne tage ham af Dage, og det er ilde, han ikke er taget over til os.« Thraen Sigfussen svarede: »Jeg er ikke Gunnar, men jeg er dog i Slægt med ham, og vil paatage mig denne Færd.« Jarlen sagde: »Det ser jeg gerne, og jeg skal ogsaa udruste dig vel til Toget.« Derpaa tog hans Søn Erik til Orde: »Mange giver I gode Løfter, men naar det gælder om at holde dem, saa kniber det. Dette er en særdeles vovelig Rejse, thi denne Viking er haard og ond at have med at gøre, og du maa til dette Tog have udsøgte Mænd og Skibe.« Thraen svarede: »Jeg vil dog fare, skønt denne Færd er farlig.« Derpaa forsynede Jarlen ham med fem Skibe, alle vel bemandede. Med Thraen var Gunnar Lambesen og Lambe Sigurdsen. Gunnar var Thraens Brodersøn, og var kommen til ham som ung, og de holdt meget af hinanden. Jarlesønnen Erik gik med dem og lagde Mærke til deres Mænd og Vaabenstyrke, og alt efter som han fandt det nødigt, ombyttede han begge Dele med andet og bedre. Da de var rede, gav han dem Lodser. De sejlede da sønder paa langs med Landet, og hvor de lagde til, havde Jarlen hjemlet dem Ret til alt, hvad de behøvede. De styrede øster til Ljodhus. Da spurgte de, at Kol var taget til Danmark, hvorfor de styrede did sønder paa. Men da de kom til Helsingborg, traf de nogle Mænd paa en Baad, som sagde dem, at Kol laa der og vilde dvæle der nogen Tid. En Dag, da det var godt Vejr, saa Kol Skibene, som kom sejlende, og sagde, at han havde drømt om Hakon Jarl om Natten, sagde, at det maatte være hans Mænd, og befalede alle sine Mænd at tage deres Vaaben. Derpaa gjorde de sig rede til Kampen, og der begyndte et Slag. De stred længe, uden at Sejren vilde hælde til nogen Side. Derpaa sprang Kol op paa Thraens Skib, og gjorde meget ryddeligt paa det, og dræbte mangen Mand; han havde en forgyldt Hjælm. Nu saa Thraen, at det ikke kunde gaa saaledes, og opmuntrede sine Mænd til at følge sig; selv gik han først og mødte Kol. Kol hug efter ham, og traf i Thraens Skjold, og kløvede det igennem; da fik Kol et Slag af en Sten paa Armen, saa han tabte Sværdet. Thraen hug til Kol, og ramte ham paa Benet, saa det gik af. Derefter dræbte de ham. Thraen hug Hovedet af ham og styrtede Kroppen over Bord, men gemte hans Hoved. De tog der meget Gods. Saa styrede de til Trondhjem, og gik for Jarlen, der tog vel imod Thraen; han viste Jarlen Kols Hoved, og Jarlen takkede ham for denne Daad. Erik sagde, at den var mere værd end blotte Ord. Jarlen bifaldt dette og bad dem følge med sig. De gik hen til et Sted, hvor Jarlen havde ladet bygge gode Skibe, hvoriblandt et, der ikke var gjort som et Langskib. Der var Hovedet af en Gam (101) derpaa, og det var meget smukt udstyret. Jarlen sagde: »Du er en meget pragtlysten Mand, Thraen, og det har du efter din Frænde Gunnar. Jeg vil nu give dig dette Skib; det hedder Gammen, og dermed skal følge mit Venskab. Du skal nu blive hos mig, saalænge du vil.« Thraen takkede ham for hans Godhed, og sagde, at han ikke for det første længtes efter Island. Jarlen havde en Rejse for øster til Landegrænsen, for at holde Møde med den svenske Konge. Thraen rejste med ham om Sommeren, og var Skibsfører og styrede Gammen. Han sejlede saa stærkt, at faa kunde følge ham; og han fik mange Avindsmænd, men det mærkedes paa Jarlen, at han gjorde meget af Thraen, thi han revsede strengt alle dem, som vilde gøre Thraen noget. Thraen var hos Jarlen hele den Vinter, men om Foraaret spurgte Jarlen ham, om han vilde blive der eller sejle til Island; men han svarede, at han endnu ikke havde fattet nogen Beslutning, men vilde først oppebie Tidender fra Island. Jarlen svarede, at det skulde være saaledes, som det passede ham selv bedst. Thraen blev da hos Jarlen. Da spurgtes der Tidender fra Island, som vakte megen Opmærksomhed, nemlig Gunnar fra Hlidarendes Død. Da vilde Jarlen ikke have, at Thraen skulde rejse hjem, saa han blev fremdeles hos ham.

84. Nialsønnernes Udenlandsrejse

Nu er at fortælle, at Nials Sønner Grim og Helge tog fra Island den samme Sommer som Thraen, og var paa Skib med Olaf Ketilsen fra Elda og Baard den Svarte. De fik et saa haardt Nordenvejr, at de blev drevne sønder paa, og der faldt et saadant Mørke paa, at de ikke vidste, hvor de var. Efter en lang Sejlads kom de endelig til et Sted, hvor der var grundt Vand, hvoraf de sluttede, at det maatte være i Nærheden af Land. Nialsønnerne spurgte Baard, om han vidste noget om,hvilke Lande de var nærmest. »Det kan være mange,« svarede han, »efter den Vind, vi har haft, Orknøerne eller Skotland eller Irland.« To Dage efter saa de Land paa begge Bord, og en stærk Brænding, som brød sig paa Skærene inde i Fjorden. De kastede Anker uden for den. Da begyndte Vejret at lægge sig, og om Morgenen var det Havblik. Da saa de tretten Skibe komme ud imod sig, og Baard sagde: »Hvad skal vi nu gribe til? thi disse Mænd vil angribe os.« Derpaa overlagde de, om de skulde værge eller give sig, men førend de havde afgjort noget, kom Vikingerne til. De spurgte da hverandre efter Navn, hvad Formændene hed. Købmændenes Formænd navngav sig, og spurgte derimod, hvem der havde at raade over deres Flaade. Den ene navngav sig Grjotgard, den anden Snekolf, Sønner af Moddan fra Dungalsby i Skotland, og Frænder til Skottekongen Melkolf. »Og der er to Kaar, som vi forelægger Eder,« sagde Grjotgard, »enten at I gaar i Land, og vi vil tage Eders Gods, eller at vi vil angribe Eder og dræbe hver Mand, vi faar fat i.« Helge svarede: »Købmændene vil værge sig.« Da sagde Købmændene: »Gid du faa Skam for de Ord! Hvorledes skal vi kunne forsvare os? Livet gaar forud for Gods.« Grim gav sig da til at raabe til Vikingerne, for at de ikke skulde høre Købmændenes ynkelige Knur. Baard og Olaf sagde: »Tænker I ikke paa, at Islænderne vil drive Spot med Eder, saa ynkelig som I ter Eder; tag hellere Eders Vaaben, og lad os værge os.« De greb da alle til Vaaben, og lovede hinanden, at de aldrig skulde give sig, saalænge de kunde værge sig.

85. Om Kaare Sølmundsen

Vikingerne skød paa dem, og der begyndte et Slag, og Købmændene værgede sig vel. Snekolf løb mod Olaf og gennemborede ham med sit Spyd; Grim stak med sit Spyd til Snekolf, og det saa fast, at han faldt over Bord. Helge forenede sig da med Grim, og de drev alle Vikingerne ned, og stadig var Nialsønnerne der, hvor det gjordes mest fornødent. Vikingerne raabte til Købmændene, at de skulde overgive sig, men de svarede, at de aldrig vilde give sig. I det samme kom de til at se ud paa Havet, og de saa da Skibe komme sejlende fra Sønden forbi Næsset, ikke færre end ti; de roede stærkt til og stævnede did; der var Skjold ved Skjold, men paa det Skib, som foer forrest, stod en Mand ved Masten, iført en Silketrøje, og med en gylden Hjælm, og hans Haar var baade stort og fagert; i Haanden havde han et guldbeslaaet Spyd. Han raabte: »Hvo er det, som strider her i en saa ulige Kamp?« Helge gav sig til Kende og sagde, at imod dem var Grjotgard og Snekolf. »Men hvem er Skibsførerne?« sagde han. Helge svarede: »Baard den Svarte, som er i Live, men den anden, som hed Olaf, er død; min Broder, som følger mig, hedder Grim.« »Er I islandske Mænd?« sagde han. »Ja vist,« sagde Helge. Han spurgte, hvis Sønner de var. De sagde det. Da kendte han dem og sagde: »Navnkundige er Eders Fader og I.« »Hvem er du?« sagde Helge. »Kaare hedder jeg og er Sølmunds Søn,« svarede han. »Hvorfra kommer du?« sagde Helge. »Fra Syderøerne,« svarede han. »Da er du kommen i en god Tid,« sagde Helge, »hvis du vil hjælpe os.« »Saa meget, som I trænger til,« sagde Kaare; »hvad forlanger I?« »At du angriber dem,« sagde Helge. »Ja,« sagde Kaare; og derpaa lagde de imod dem, og Slaget begyndte anden Gang; og da de havde kæmpet en Stund, sprang Kaare op paa Skibet til Snekolf. Denne vendte sig imod ham og hug efter ham, men Kaare sprang over en Bom, der laa tværs over Skibet, avet om, og Snekolf hug i Bommen, saa at begge Sværdets Ægge blev skjult deri. Kaare hug efter ham, og traf ham paa Akslen, og Hugget var saa stærkt, at han skar Armen helt af, og Snekolf fik straks Bane. Grjotgard kastede sit Spyd efter Kaare; denne saa det, og sprang op i Luften, men Spydet fejlede ham. I det samme havde Helge og Grim forenet sig med Kaare; Helge løb da mod Grjotgard og gennemborede ham med sit Sværd, og det blev hans Bane. De gik da langs med begge Bordene paa alle Skibene. Folkene bad om Fred, og de gav dem alle Fred, men tog alt Godset. Derefter lagde de alle Skibene ind under Øerne.

86. Om Sigurd Jarl

Sigurd hed Jarlen over Orknøerne. Han var en Søn af Hlødver, en Søn af Thorfinn Hovedkløver, der atter var en Søn af Torf-Einar, en Søn af Ragnvald Jarl af Møre, Eysten Glumras Søn. Kaare var Sigurd Jarls Hirdmand, og havde hævet Skatter af Syderøerne hos Gille Jarl. Kaare bad nu Nialsønnerne at tage med til Hrossø (102), og sagde, at Jarlen vilde tage vel imod dem. De tog mod Tilbudet, drog med Kaare, og kom til Hrossø. Kaare fulgte dem hen til Jarlen, og sagde, hvem de var. »Hvorledes er de komne til dig?« sagde Jarlen. »Jeg fandt dem,« sagde Kaare, »i Skotlandsfjordene, hvor de stred med Moddan Jarls Sønner, og de værgede sig saa vel, at de gik frem overalt paa Skibet, og var altid der, hvor Faren var størst. Jeg vil nu bede om Ophold for dem ved din Hird.« »Det skal du raade for,« sagde Jarlen, »siden du allerede har taget dig saa meget af dem.« De blev da hos Jarlen om Vinteren, og var vel ansete. Henimod Enden af Vinteren blev Helge faamælt; Jarlen kunde ikke indse Grunden dertil, og spurgte, hvi han var saa tavs, og hvad han var misfornøjet med, eller om han ikke syntes godt om det her. »Jo, godt synes jeg om det her,« svarede Helge. »Hvad grubler du da paa?« »Har du noget Rige under dit Værn i Skotland?« sagde Helge. »Ja, det skulde jeg tro,« svarede Jarlen, »men hvorfor spørger du derom?« Helge sagde: »Skotterne har uden Tvivl taget Eders Sysselmand af Dage og opfanget alle Budskaber, saa at ingen kan komme over Petlandsfjord (103).« Jarlen sagde: »Er du en fremsynt Mand?« Helge svarede: »Lidet er det prøvet.« »Jeg skal lønne dig med Hæder,« sagde Jarlen, »hvis det forholder sig saa, men i andet Fald vil det blive din Skade.« »Han er ikke Mand for at lyve,« sagde Kaare, »det er vist Sandhed han siger; thi hans Fader er fremsynt.« Derpaa sendte Jarlen Bud til Strømø til sin Sysselmand Arnljot, og denne sendte igen Mænd over Petlandsfjord for at indhente Efterretninger, og de fik da at vide, at Hunde Jarl og Melsnate Jarl havde taget Sigurd Jarls Maag, Havard i Thrasvig (104), af Dage. Arnljot sendte derpaa Bud til Sigurd Jarl, at han skulde komme med en stor Hær for at jage disse Jarler fra Riget. Saasnart Jarlen fik dette at vide, drog han en stor Hær sammen fra alle Øerne.

87. Slag med Jarlerne

Jarlen for til Skotland med Hæren. Kaare og Nialsønnerne var med paa Toget. De kom til Katanæs. Jarlen havde følgende Riger i Skotland: Ross og Myræve (105), Syderlandene (106) og Dalene. Der kom nogle Mænd fra disse Riger dem i Møde og sagde, at Jarlerne var kort derfra med en stor Hær. Da lod Jarlen Hæren rykke didhen, og det Sted, oven for hvilket Mødet fandt Sted, hedder Dungalsgnibe (107), og her kom det til et stort Slag imellem dem. Skotterne havde ladet en Del af deres Folk fare løst, og disse faldt Jarlens Mænd i Ryggen, saa der blev et stort Mandefald, indtil Nialsønnerne vendte sig imod dem, stred med dem, og jog dem paa Flugt. Slaget tog dog en haard Vending, Helge og hans Broder gik frem til Jarlens Mærke og stred mandelig. Nu vendte Kaare sig imod Melsnate Jarl. Denne kastede et Spyd efter Kaare, men Kaare greb det, kastede Spydet tilbage og igennem Jarlen. Da flyede Hunde Jarl; men de forfulgte de flygtende, indtil de fik Efterretning om Kong Melkolf, at han samlede en Hær i Dungalsby (108). Da holdt Jarlen Raad med sine Mænd, og alle fandt det raadeligst at vende tilbage og ikke indlade sig i Slag med en saa stor Landhær. De vendte tilbage. Da Jarlen kom til Strømø, skiftede de Byttet. Derpaa for han nord paa til Hrossø. Nialsønnerne og Kaare fulgte med ham. Jarlen gjorde da et stort Gæstebud, og medens dette holdtes, gav han Kaare et godt Sværd og et guldbelagt Spyd, men Helge en Guldring og Kappe, og Grim et Skjold og et Sværd. Derefter gjorde han Grim og Helge til sine Hirdmænd og takkede dem for deres djærve Kamp. De var hos Jarlen den Vinter og om Sommeren, indtil Kaare drog paa Hærtog, da tog de med ham. De hærgede vide om Sommeren, og vandt overalt Sejr. De stred med Kong Gudrød fra Man og overvandt ham; vendte saa tilbage, og havde faaet meget Gods. De var fremdeles hos Jarlen om Vinteren, men om Foraaret bad Nialsønnerne om Orlov at fare til Norge. Jarlen sagde, at de maatte drage, som de selv lystede, og skaffede dem et godt Skib og raske Mænd. Kaare sagde, at han i denne Sommer vilde komme til Norge med Hakon Jarls Skatte, og da kunde de træffes, og dette aftalte de med hverandre. Derpaa stak Nialsønnerne i Søen og sejlede til Norge, og kom til Land i Trondhjem og opholdt sig der i nogen Tid.

88. Hrapps Udenlandsrejse

Kolben Arnljotsen var en Trønder, der sejlede ud til Island den Sommer, da Kolskeg og Nialsønnerne drog udenlands. Han var den følgende Vinter øster i Breiddal (109), men om Foraaret efter gjorde han sit Skib rede til Udsejling i Gøtevig. Da de var saa godt som færdige, roede en Mand ud til dem paa en Baad, fæstede Baaden ved Skibet og gik derpaa op paa Skibet for at tale med Kolben. Denne spurgte Manden om hans Navn. »Jeg hedder Hrapp,« sagde han. »Hvis Søn er du?« spurgte Kolben. »Jeg er en Søn af Ørgumleide, Geirolf Gerpers Søn,« sagde han. »Hvad vil du mig?« sagde Kolben. »Jeg vil bede dig tage mig med over Havet,« sagde han. »Hvorfor maa du tage bort?« spurgte Kolben. »Jeg har begaaet et Drab,« svarede Hrapp. »Hvad for et Drab,« sagde Kolben, »og hvem er Eftermaalsmænd?« »Vopnfjordingerne,« sagde Hrapp, »og den jeg vog, var Ørlyg Ørlygsen, en Sønnesøn, af Hrodgeir den Hvide.« »Saa tænker jeg, at det gaar den ilde, der tager dig med,« sagde Kolben. Hrapp sagde: »Jeg er en Ven af mine Venner, og gør Gengæld mod dem, som tilføjer mig ondt, men for Resten har jeg Penge til at betale for Overfarten.« Derpaa tog Kolben imod Hrapp, og kort efter fik de Bør og sejlede ud. Da de var komne ud paa Havet, slap Levnedsmidlerne op for Hrapp; han satte sig da hen til dem, der var ham nærmest, men de sprang op og skældte ham ud, og tilsidst røg de paa hinanden, og Hrapp fik straks to af dem under sig. Dette blev sagt til Kolben, der tilbød Hrapp at spise hos sig, hvilket han modtog. De kom til Land og lagde til ved Agdenæs. Da spurgte Kolben, hvor de Penge var, han havde lovet at give for sig (110). Hrapp svarede, at de var ude paa Island. »Du vil nok narre flere end mig,« sagde Kolben, »men nu vil jeg dog eftergive dig Gælden.« Hrapp takkede ham derfor og sagde: »Men hvad gode Raad vil du nu give mig?« »For det første det,« svarede han, »at du skynder dig bort fra Skibet, thi alle Nordmænd vil give dig et slet Lov; og for det andet vil jeg give dig det gode Raad, at du aldrig sviger din Husbond.« Derpaa gik Hrapp op paa Land med sine Vaaben, og havde i Haanden en stor Økse med jærnbundet Skaft. Han drog videre frem, indtil han kom til Gudbrand i Dalene (111), der var en god Ven af Hakon Jarl. De havde begge et Gudehus tilfælles, hvilket aldrig blev lukket op, uden naar Jarlen kom did. Dette var det ene af de største Gudehuse i Norge, det andet var paa Lade. Gudbrands Søn hed Thrond, hans Datter Gudrun. Hrapp gik hen til Gudbrand og hilste ham. Han spurgte, hvad han var for en Mand. Hrapp gav sig til Kende, at han var ude fra Island. Derpaa bad han Gudbrand, at han maatte blive der. Gudbrand sagde: »Du ser mig just ikke ud til at bringe Lykke med dig.« »Meget tykkes mig ogsaa løjet om dig,« sagde Hrapp, »da det hed sig, at du tog imod alle, som bad dig derom, og at ingen var saa berømmelig som du; dette vil jeg modsige, hvis du ikke tager imod mig.« Gudbrand sagde: »Du faar da blive her.« »Hvor viser du mig til Sæde?« sagde Hrapp. »Paa den ringere Bænk lige over for mit Højsæde,« svarede Gudbrand. Hrapp indtog sin Plads. Han kunde fortælle om mange Ting, og i Begyndelsen havde Gudbrand og mange andre Gammen deraf, men til sidst syntes dog mange, at han blev alt for kaad, og endelig gav han sig i Tale med Gudrun, saa at mange talte om, at han vilde forføre hende. Men da Gudbrand mærkede det, irettesatte han hende, at hun holdt Samtaler med Hrapp, og bad hende vogte sig for at tale noget med ham, som ikke alle hørte paa. Hun lovede godt i Førstningen; men deres Samtaler blev dog snart fortsatte som sædvanlig. Da satte Gudbrand sin Værkstyrer Asvard til at gaa med hende ud og ind, og hvor hun gik. Engang bad hun om at maatte gaa ud i Nøddeskoven at fornøje sig (112). Asvard fulgte hende. Hrapp ledte efter dem og fandt dem, tog hende ved Haanden, og førte hende afsides med sig. Saa gik Asvard hen at lede efter hende, og fandt dem begge liggende sammen i en Busk. Han sprang til med hævet Økse og hug efter Hrapps Ben, men denne trak sig rask tilbage, saa han ikke traf ham. Hrapp sprang i en Fart op og greb sin Økse. Nu vilde Asvard trække sig tilbage, men Hrapp hug Ryggen isønder paa ham. Da sagde Gudrun: »Nu har du begaaet en Gerning, saa du ikke længer kan blive hos min Fader; men en anden Ting vil tykkes ham endnu værre, thi jeg er med Barn.« Hrapp sagde: »Dette skal han ikke høre af andre, men jeg skal gaa hjem og sige ham begge Dele.« »Det vil du ikke komme fra med Livet,« sagde hun. »Jeg vil dog vove derpaa,« svarede han. Derpaa fulgte han hende hen til de andre Kvinder, men gik selv hjem. Gudbrand sad i Højsædet, og der var kun faa Mænd i Stuen. Hrapp gik hen for ham, og løftede Øksen i Vejret. Gudbrand spurgte: »Hvi er din Økse saa blodig?« »Jeg har helbredet din Værkstyrer Asvards Rygsmerter,« sagde Hrapp. »Det har ikke været for det gode,« sagde Gudbrand, »du har nok dræbt ham.« »Ja,« sagde Hrapp. »Hvad Grund havde du dertil?« sagde Gudbrand. »Den vil synes Eder ubetydelig,« sagde Hrapp, »han vilde hugge Benet af mig.« »Hvad havde du da før gjort?« sagde Gudbrand. »Noget, der ikke kom ham ved,« sagde Hrapp. »Men sig dog, hvad det var,« sagde Gudbrand. Hrapp svarede: »Naar du vil vide det, saa laa jeg hos din Datter Gudrun, og det tyktes ham ilde.« Gudbrand sagde: »Staa op, Mænd, og grib ham, og vi skal dræbe ham.« »Lidet tager du Hensyn til vort Svogerskab,« sagde Hrapp, »men du har heller ikke saa udvalgte Folk, at dette saa let lader sig gøre.« De stod op, men han slap fra dem. De løb efter ham, men han undkom til Skoven, og de fik ham ikke. Gudbrand samlede Folk og lod Skoven gennemsøge, men de fandt ham ikke, thi Skoven var stor og tyk. Hrapp gik gennem Skoven, indtil han kom til et aabent Sted, der fandt han en lille Gaard, og en Mand stod ude og kløvede Brænde. Han spurgte Manden om hans Navn. Han navngav sig Tove. Tove spurgte efter hans Navn, og han kaldte sig Hrapp, som han hed. Hrapp spurgte, hvorfor Bonden boede saa langt fra andre Folk. »Fordi,« svarede han, »jeg her mener at have mindst Bryderi med andre.« »Vi taler nok forblommet til hinanden,« sagde Hrapp, »og jeg vil først sige dig, hvem jeg er. Jeg har været hos Gudbrand i Dalene og flygtede derfra, fordi jeg havde dræbt hans Værkstyrer; men jeg ved, at vi begge er Ildgerningsmænd, thi du vilde ikke være kommen her saa langt bort fra andre, dersom ikke nogen havde gjort dig fredløs, og jeg vil nu forelægge dig to Kaar: enten angiver jeg dig, eller vi skal begge være lige gode om, hvad her er.« Bonden sagde: »Det er, som du siger, jeg har bortført den Kone, som er her hos mig, og mangen Mand har ledt efter mig.« Derpaa førte han Hrapp ind med sig; Husene der var smaa, men vel byggede. Bonden sagde til sin Husfrue, at han havde taget Hrapp til sig. »De fleste,« svarede hun, »vil kun lide ondt af denne Mand, men du vil sagtens raade.« Derefter var Hrapp der; han strippede meget omkring og var aldrig hjemme. Det lykkedes ham jævnlig at komme sammen med Gudrun. Thrond og Gudbrand passede ham op, men kunde aldrig faa fat paa ham; og saaledes gik det den Vinter. Gudbrand lod sige Hakon Jarl, hvilken Ulempe han havde af Hrapp. Jarlen lod ham dømme fredløs, og satte en Pris paa hans Hoved; han lovede desuden at komme selv og lede efter ham, men der blev dog intet af, og Jarlen mente, at de nok selv kunde gribe ham, da han tog sig saa lidet i Agt.

89. Thraen tog mod Hrapp

Den samme Sommer sejlede Nialsønnerne fra Orknøerne til Norge, som før er skrevet, og de var der i Købstævne om Sommeren og ventede efter Aftale paa Kaare. Thraen Sigfussen gjorde da sit Skib rede for at sejle til Island, og var da næsten færdig. Da tog Hakon Jarl til Gæstebud hos Gudbrand. Om Natten gik Vigahrapp (113) hen til Jarlens og Gudbrands Gudehus. Han gik ind i Huset. Han saa da Thorgerd Hølgebrud (114) sidde der, saa stor som en voksen Mand; hun havde en stor Guldring paa Armen og en Fald (115) paa Hovedet. Han rev Falden af hende og tog Guldringen. Saa saa han Thors Kærre, og tog en anden Guldring fra ham; den tredie tog han fra Irpa. Dem alle slæbte han ud, og tog alle Prydelserne af dem, satte saa Ild paa Gudehuset, og brændte det op. Han gik derefter bort, just som det begyndte at gry. Han gik over noget Agerland; der sprang seks væbnede Mænd op og søgte straks imod ham, men han værgede sig vel. Enden blev, at han vog tre Mænd, saarede Thrond dødelig, og jog de to til Skoven, saa at de ingen Efterretning kunde bringe Jarlen. Han gik derpaa hen til Thrond og sagde: »Det staar nu i min Magt at dræbe dig, hvis jeg vil, men det vil jeg nu ikke. Jeg tager mere Hensyn til vort Svogerskab, end I gjorde ved mig.« Hrapp vilde nu vende tilbage til Skoven, men saa, at der var kommet Mænd mellem Skoven og ham; da vovede han ikke at ty derhen, men lagde sig ned i nogle Buske, og laa der en Stund. Hakon Jarl og Gudbrand gik denne Morgen tidlig til Gudehuset, og fandt det opbrændt, men Gudebillederne udenfor og skilte ved alle deres Prydelser. Da tog Gudbrand til Orde: »Megen Magt er given vore Guder, da de selv er gaaet ud af Ilden.« »Guderne har ikke gjort det,« sagde Jarlen, »der maa en Mand have brændt Gudehuset og baaret Guderne ud. Men Guderne hævner ikke alting straks; den Mand, som har gjort dette, vil blive dreven ud af Valhal og aldrig komme der.« I det samme kom fire af Jarlens Mænd løbende og bragte dem ond Tidende. De sagde, at de havde fundet tre Mænd dræbte paa Ageren, men Thrond dødelig saaret. »Hvem mon har gjort det?« sagde Jarlen. »Vigahrapp,« svarede de. »Saa maa han have opbrændt Gudehuset,« sagde Jarlen. De mente, at det nok kunde ligne ham. »Hvor mon han nu er?« sagde Jarlen. De svarede, at Thrond havde sagt, at han havde lagt sig ned i nogle Buske. Jarlen tog derhen for at lede, men da var Hrapp rent borte. Jarlen satte da igen nogle til at lede efter ham, men lod dem først hvile sig noget. Derpaa gik Jarlen ene bort fra de andre, sagde, at ingen maatte følge med ham, og blev en Stund borte. Han faldt paa begge Knæ, og holdt for sine Øjne; derpaa gik han tilbage til dem. »Følg med mig!« sagde han til dem, og de fulgte med ham. Han drejede tværs af fra den Vej, de havde taget før, og de kom til en lille Dal. Da sprang Hrapp op for dem, thi han havde forhen skjult sig der. Jarlen æggede sine Folk til at sætte efter ham, men Hrapp var saa rask til Fods, at de ingen Steds kunde komme ham nær. Hrapp stævnede til Lade (116). Der laa de og var sejlklare, baade Thraen Sigfussen og Nialsønnerne. Hrapp løb hen til Nialsønnerne og sagde: »Frels mig, brave Mænd, thi Jarlen vil dræbe mig.« Helge saa paa ham og sagde: »En Ulykkesmand er du, og den har det nok bedst, som ikke tager imod dig.« »Jeg vilde ønske,« sagde Hrapp, »at der maatte times Eder det største Onde af mig.« »Vi er Mænd for,« sagde Helge, »at hævne det paa dig inden rum Tid.« Hrapp gik da hen til Thraen Sigfussen og bad ham hjælpe sig. »Hvad har du forbrudt?« sagde Thraen. »Jeg har brændt Gudehuset for Jarlen,« svarede han, »og dræbt nogle Mænd, og han vil komme her straks, thi han er selv med at lede efter mig.« »Næppe sømmer det sig for mig,« sagde Thraen, »efter al den Godhed, Jarlen har vist mig.« Derpaa viste han Thraen de Kostbarheder, han havde baaret ud af Gudehuset, og lovede at give ham dem. Thraen svarede, at han ikke vilde have dem, uden at betale dem. Hrapp sagde: »Her vil jeg blive staaende, og man skal dræbe mig her for dine Øjne, og da kan du vente dig hver Mands Dadel derfor.« Da saa de Jarlen og hans Mænd komme; Thraen tog da mod Hrapp, og lod en Baad sætte ud og tog ud til sit Skib. Thraen sagde: »Nu er dette det bedste Skjulested, at vi bryder Bunden paa to Tønder, og der skal du krybe ind.« Det skete saa, at han krøb ind i Tønderne, der blev bundne sammen og skudte over Bord. Da kom Jarlen med sine Folk til Nials Sønner, og spurgte, om Hrapp var kommen der. De svarede ja. Jarlen spurgte, hvor han gik hen derfra. De svarede, at de ikke havde lagt Mærke dertil. Jarlen sagde: »Med megen Hæder vil jeg lønne den, der siger mig, hvor Hrapp er.« Grim sagde hemmelig til Helge: »Hvorfor skal vi ikke sige det? Jeg tror ikke, at Thraen alligevel vil lønne os godt derfor.« »Alligevel skal vi ikke sige det,« sagde Helge, »da det gælder hans Liv.« Grim sagde: »Maaske Jarlen vender sin Hævn imod os, thi han er saa vred, at nogen maa komme til at undgælde derfor.« »Det skal vi ikke bryde os om,« sagde Helge, »men vi vil dog lægge bort med Skibet, og stikke i Søen, naar vi faar Vind.« De lagde ud under Øen (117) og biede der efter Bør. Jarlen gik til alle Skibsfolkene og spurgte hos dem, men alle svarede, at de ikke vidste det mindste til Hrapp. Da sagde Jarlen: »Lad os nu tage hen til min gode Ven Thraen, og han vil udlevere Hrapp, hvis han ved noget til ham.« Derpaa tog de et Langskib og sejlede ud til Købmandsskibet. Thraen saa, at Jarlen kom, og stod op og hilste ham venlig. Jarlen gengældte hans Hilsen og sagde saa: »Vi leder efter en Mand, der hedder Hrapp, og er en Islænder. Han har tilføjet os alt Slags ondt, og vi vil nu bede Eder, at udlevere ham eller give os Efterretning om ham.« Thraen svarede: »I ved, Herre, at jeg dræbte Eders Udslegsmand, og satte derfor mit Liv i Vove, og fik derfor stor Hæder og Ære af Eder.« »Større Hæder skal du nu have,« sagde Jarlen. Thraen overlagde nu ved sig selv, og vidste ikke ret, hvad Jarlen vilde anse for mest, men endelig nægtede han, at Hrapp var der, og bad Jarlen søge. Han søgte kun en kort Tid, før han gik ene paa Land fra de andre, og var da saa vred, at ingen turde tale til ham. Jarlen sagde: »Vis mig hen til Nials Sønner, jeg skal nøde dem til at sige mig Sandheden.« Man sagde ham da, at de havde lagt ud. »Saa nytter det ikke,« sagde Jarlen; »men der var to Vandtønder ved Thraens Skib, deri kunde en Mand nok skjules; og hvis Thraen har skjult ham, saa maa det have været der. Lad os nok en Gang tage hen til Thraen.« Thraen lagde Mærke til, at Jarlen atter agtede sig ud, og sagde: »Saa vred som Jarlen var nylig, saa vil han nu være end mere vred, og det gælder nu alle Mænds Liv, som er paa Skibet, om Hrapp bliver røbet.« De lovede alle at tie, thi alle var meget bange for sig selv. De tog da Sække ud af Skibsladningen, lod Hrapp krybe ind i Steden, og lagde nogle Sække over ham af dem, som var lette. Jarlen kom nu, da de havde faaet lavet til om Hrapp. Thraen hilste Jarlen, og denne gengældte hans Hilsen, men noget trevent. De saa, at han var meget vred. Jarlen sagde til Thraen: »Udlevér os Hrapp, thi jeg ved vist, at du har skjult ham.« »Hvor skulde jeg da have skjult ham, Herre?« sagde Thraen. »Det maa du vide,« sagde Jarlen, »men naar jeg skal sige min Mening, saa tænker jeg, du forrige Gang har skjult ham i Vandtønderne, som laa her ved Skibet.« »Nødig vilde jeg, at I skulde beskylde mig for Løgn, heller saa jeg, at I søgte Skibet igennem,« sagde Thraen. Da gik Jarlen op paa Skibet og ledte, men fandt ham ikke. »Frikender du mig nu?« sagde Thraen. »Langtfra,« sagde Jarlen; »men jeg ved ikke, hvorfor vi ikke kan finde ham; mig tykkes dog, jeg ser alt tydelig, naar jeg kommer i Land, men naar jeg kommer her, ser jeg intet.« Han lod sig da ro i Land, og var saa vred, at man ikke kunde tale med ham. Hans Søn Svend var med ham; han sagde: »Det er en sær Tænkemaade, at lade uskyldige Mænd undgælde sin Vrede.« Jarlen gik da ene bort fra de andre, kom kort efter tilbage, og sagde: »Lad os endnu en Gang ro ud til dem!« De gjorde saa. »Hvor mon han har været skjult?« sagde Svend. »Det gør nu intet til Sagen,« sagde Jarlen, »thi der er han naturligvis ikke mere. Der laa to Sække ved Skibsladningen, og paa deres Plads maa Hrapp have ligget.« Thraen tog til Orde: »De sejler atter ud, og agter sig endnu en Gang ud til os. Nu skal vi tage ham ud og lægge noget andet i Steden, men lade de løse Sække blive liggende.« De gjorde saa. Thraen vedblev: »Lad os nu skjule Hrapp i Sejlet.« Det var rebet oppe ved Raaen. De gjorde saa. Jarlen kom da til Thraen, var meget vred, og sagde: »Vil du nu udlevere os Manden, Thraen? Værre staar det nu til end før.« Thraen svarede: »For længe siden havde jeg udleveret ham, hvis han havde været i mit Værge. Hvor skulde han vel have været?« »I Skibsladningen,« sagde Jarlen. »Hvi søgte I da ikke efter ham der?« sagde Thraen. »Det faldt os ikke ind,« svarede Jarlen. Derpaa ledte de overalt paa Skibet, men fandt ham ikke. »Vil I nu have mig frikendt?« sagde Thraen. »Vist ikke,« sagde Jarlen, »thi jeg ved, at du har skjult Manden, skønt jeg ikke finder ham; men jeg vil heller, at du viser din Slethed mod mig, end jeg mod dig.« Han roede da i Land. »Nu tykkes mig jeg ser,« sagde Jarlen, »at Thraen har skjult Hrapp i Sejlet.« Da rejste sig en Bør, og Thraen sejlede ud af Fjorden med sine Folk. Han sagde da det, som længe har været mindet siden:

»Lad kun Gammen stryge,
Thraen ej vil vige.«

Men da Jarlen fik Thraens Ord at høre, sagde han: »Dette kom ikke af min Uforstand, men af deres Skæbnes Sammenknytning, som vil volde begges Bane.« Thraen var en kort Tid paa Søen, kom til Island, og tog hjem til sin Gaard. Hrapp tog med Thraen og var hos ham om Vinteren, men Foraaret efter skaffede Thraen ham Bolig paa Hrappstad, og han boede der, men opholdt sig dog mest paa Grjotaa. Der lod det, som han fordærvede alt, og somme sagde, at der var Venskab mellem ham og Halgerd, og at han daarede hende, men andre modsagde det. Thraen gav sin Frænde Maard Urøkja Skibet Gammen. Denne Maard dræbte Od Haldorsen øster i Gøtevig i Berufjord. Alle Thraens Frænder regnede ham nu for at være Høvding.

90. Hakon Jarls Strid med Nialsønnerne

Nu er at fortælle, at da Hakon Jarl gik Glip af Thraen, sagde han til sin Søn Svend: »Lad os tage fire Langskibe, fare mod Nialsønnerne og dræbe dem, thi de maa have været Thraens Medvidere.« »Det er et daarligt Forsæt,« sagde Svend, »at vælte Skylden paa sagløse Mænd og lade den skyldige gaa fri.« »Det er mig, som raader derfor,« sagde Jarlen. De styrede nu efter Nialsønnerne, ledte efter dem, og fandt dem under Øen. Grim saa først Jarlens Skib, og sagde til Helge: »Her kommer Hærskibe, og jeg kan kende, at det er Jarlen, og han kommer ikke i fredelig Hensigt.« »Det hedder,« sagde Helge, »at raske Mænd værger sig mod hvem det end er. Vi vil ogsaa værge os.« Alle bad ham sørge derfor og greb deres Vaaben. Jarlen kom nu derhen, og raabte til dem, at de skulde give sig. Helge svarede, at de vilde værge sig saa længe de kunde. Jarlen tilbød alle dem Fred, der ej vilde værge sig selv eller Helge, men denne var saa afholdt, at alle vilde dø med ham. Jarlen og hans Mænd angreb dem, men de værgede sig vel, og Nialsønnerne var altid der, hvor Faren var størst. Jarlen tilbød dem ofte Fred, men de svarede som før, og sagde, at de aldrig vilde overgive sig. Da gjorde Aslak fra Langø, Jarlens Lensmand, et haardt Anfald imod dem, og kom tre Gange op paa Skibet. Grim sagde: »Du gør djærvt Anfald; det var vel, om det kunde nytte dig noget;« løftede derpaa sit Spyd og skød ham under Struben, saa at Aslak straks døde. Kort efter vog Helge Jarlens Mærkesmand Egil. Derpaa angreb Svend Hakonsen, og lod dem indeklemme mellem Skjolde, saa at de begge blev fangne. Jarlen vilde straks lade dem dræbe, men Svend satte sig derimod, og sagde, at det var Nat. Da sagde Jarlen: »Dræb dem da i Morgen, men bind dem forsvarlig i Nat!« »Det skal ske,« sagde Svend, »men jeg har aldrig fundet raskere Mænd end disse, og det er den største Mandeskade at tage dem af Live.« Jarlen sagde: »De har dræbt to af vore raskeste Mænd, og derfor skal de dø.« »De var selv des raskere,« sagde Svend, »men det faar dog blive, som du vil have det.« De blev bundne og lænkede. Derefter gik Jarlen til Sengs, og da alle var faldne i Søvn, sagde Grim til Helge: »Jeg vilde gerne flygte bort, hvis jeg saa nogen Udvej dertil.« »Lad os da se at finde paa noget,« sagde Helge. Grim saa, at der laa en Økse, hvis Æg vendte i Vejret. Grim krøb derhen og fik Buestrengen, hvormed han var bunden, skaaren over med Øksen, men fik dog et stort Saar i Hænderne. Saa løste han Helge; og derpaa listede de sig fra Borde, og kom i Land, uden at Hakons Mænd mærkede det. De brød Lænkerne af sig, og gik til den anden Side af Øen; da begyndte det at gry. De fandt der et Skib, og saa, at det var Kaare Sølmundsen, der var kommen. De gik straks hen til ham, fortalte ham den slette Medfart, de havde lidt, viste ham deres Saar, og sagde, at Jarlen endnu laa og sov. Kaare sagde: »Ilde er

Nialsønnerne på De Britiske Øer

det gaaet, at I skal lide en saadan Mishandling for onde Mænds Skyld, men hvad har I nu mest Lyst til at gøre?« »Fare hen til Jarlen og dræbe ham,« sagde de. »Det vil ikke lykkes,« sagde Kaare, »skønt Mod mangler Eder ikke; men lad os dog først se efter, om han er der endnu.« Derpaa sejlede de did, men da var Jarlen borte. Kaare drog nu ind til Lade til Jarlen, og bragte ham Skatten. Jarlen sagde: »Har du taget Nialsønnerne til dig?« »Ja, det har jeg,« sagde Kaare. »Vil du udlevere mig dem?« sagde Jarlen. »Det vil jeg ikke,« svarede Kaare. »Vil du sværge mig, at du ikke vilde anfalde mig med Nialsønnerne?« sagde Jarlen. Derpaa tog Erik Ordet og sagde: »Herom bør ikke være Tale. Kaare har altid været vor Ven, og det skulde ikke have gaaet saaledes, hvis jeg havde været nærværende. Nialsønnerne vilde da ingen Men have lidt, men de skulde været revsede, som havde fortjent det. Det tykkes mig nu sømmeligere, at give Nialsønnerne gode Gaver for den slette Medfart, de har lidt, og de Saar, de har faaet.« »Vistnok,« sagde Jarlen, »men jeg ved ikke, om de vil tage imod Forlig,« og bød derpaa, at Kaare skulde underhandle med dem derom. Derpaa talte Kaare med Helge og spurgte ham, om han vilde tage mod Hædersbevisninger af Jarlen eller ikke. Helge sagde: »Af hans Søn Erik vil jeg modtage dem, men Jarlen vil jeg ikke have med at gøre.« Kaare fortalte Erik deres Svar. »Saa skal det være,« sagde Erik, »at de skal tage Hædersbevisningen af mig, hvis det tykkes dem bedre, og sig dem det, at jeg byder dem til mig, og min Fader ingen Men skal gøre dem.« Dette tog de imod, begav sig til Erik og var hos ham, indtil Kaare var rede til at sejle tilbage til Sigurd Jarl. Da gjorde Erik Gæstebud for Kaare og gav ham og Nialsønnerne Gaver. Derpaa drog Kaare til Sigurd Jarl. Denne tog meget vel imod ham, og de var hos Jarlen om Vinteren. Men om Foraaret bad Kaare Nials Sønner, at de skulde fare med ham paa Hærtog. Grim sagde, at han vilde gøre det, hvis Kaare saa vilde drage med dem ud til Island. Kaare lovede det. De tog da med ham paa Hærtog. De hærgede paa Angelsø (118) og alle Syderøerne. Saa styrede de til Satiri (119), gik der op og stred med Indbyggerne, og fik der meget Bytte, og gik saa om Bord. Derfra tog de til Bretland (120) og hærgede der. Saa styrede de til Man. Der mødte de Kong Gudrød fra Man, stred med ham, vandt Sejr, og dræbte Kongens Søn Dungal. Der gjorde de et rigt Bytte. Derfra styrede de til Kola (121) og besøgte Gille Jarl, der tog vel imod dem, og de dvælede nogen Tid hos ham. Jarlen tog med dem til Orknøerne til Sigurd Jarl, og om Foraaret gav Sigurd Jarl Gille Jarl sin Søster Nereid til Ægte. Han tog saa tilbage til Syderøerne.

91. Nialsønnernes og Kaares Hjemkomst

Den Sommer gjorde Kaare og Nialsønnerne sig rede til at sejle til Island, og da de var sejlklare, gik de for Jarlen. Jarlen gav dem gode Gaver, og de skiltes ad med meget Venskab. De stak nu i Søen, og havde en kort Overfart, fik god Bør og landede ved Øre. De fik sig Heste, og red fra Skibet til Bergthorshvol. Da de kom hjem, blev alle glade ved dem. De førte deres Gods hjem og satte Skibet op. Kaare blev om Vinteren hos Nial. Men om Foraaret bejlede han til Nials Datter Helga, og Grim og Helge talede hans Sag, og det endte med, at hun blev ham fæstet, og Bryllupsstævne blev bestemt; Gildet stod en halv Maaned før Midsommer, og han blev den Vinter med sin Kone hos Nial. Saa købte Kaare Jord ved Dyrholmene øster i Mydal (112) og satte Bo der; men de nygifte satte en Forvalter til at forestaa det, og blev selv stadig hos Nial.

92. Trætte mellem Nials Sønner og Thraen

Hrapp havde Bolig paa Hrappstad, men var dog stadig paa Grjotaa, og man fandt, at han forstyrrede alt der. Thraen var venlig mod ham. Engang hændte det sig, at Ketil fra Mørk var paa Bergthorshvol. Da talte Nialsønnerne om den Mishandling, de havde lidt i Norge, og sagde, at de havde meget tilgode hos Thraen Sigfussen, hvis de vilde gøre Krav derpaa. Nial sagde, at det var bedst, Ketil talte med sin Broder derom; han lovede det. De lod Ketil have Stunder til at tale med Thraen. Kort efter spurgte de Ketil, hvorledes det var gaaet, men han svarede, at han nødig vilde gentage deres Ord; »thi det var tydeligt,« sagde han, »at Thraen mente, jeg tog for meget Hensyn til Svogerskabet med Eder.« Derpaa endte de Samtalen, og Nials Sønner fandt, at Sagen tog en vanskelig Vending, og spurgte deres Fader til Raads, hvorledes de skulde bære sig ad, thi de syntes ikke om, at lade det blive derved. Nial sagde: »Sligt er vanskeligt; det vil anses for sagløs Gerning, hvis de bliver dræbte. Men det er mit Raad at faa saa mange som muligt til at tale med dem, for at saa mange som muligt selv kan have hørt derpaa, hvis de svarer ilde. Lad nu Kaare tale derom, thi han er en sindig Mand; da vil Spændingen imellem Eder vokse, thi de vil dynge Skældsord paa Skældsord, naar flere Mænd har dermed at gøre; de er nogle Daarer. Det kan ogsaa være, det hedder, at mine Sønner er sene til Daad, og det skal I finde Eder i for en Tid, thi alt, hvad gjort er, omtales paa to Maader (123). Men kun i saa Fald skal I lade Eder forlyde med noget, naar det er Eders Hensigt, hvis I fornærmes, ikke at lade det gaa hen. Havde I imidlertid straks i Begyndelsen spurgt mig til Raads derom, saa vilde Tingen aldrig være kommen paa Tale, og I vilde heller ingen Skam have haft deraf. Nu derimod har I selv den største Ærgrelse deraf, og Eders Skam vil stadig blive større og større, saa at der tilsidst ikke er andet for, end I maa styrte Eder i Fare, og maa slaa til med Vaaben, og derfor maa her bies, til Voddet kan drages.« Dermed endte deres Samtale. Herom taltes der meget blandt Folk.

Engang sagde Brødrene til Kaare, at han skulde tage hen til Grjotaa. Han svarede, at anden Færd syntes ham rigtignok bedre, men han vilde dog tage derhen, hvis det var Nials Raad. Han tog da hen til Thraen, og de talte om Sagen, men trak hver til sin Side. Kaare kom hjem, og Nials Sønner spurgte ham, hvorledes det var gaaet mellem ham og Thraen. Han svarede, at han ikke vilde gentage deres Ord, og han ventede, at det samme vilde blive sagt i deres eget Paahør.

Thraen havde femten kampdygtige Karle paa sin Gaard, og otte red med ham, hvorhen han end foer. Han var en Elsker af Pragt, og red gerne i en sort Kappe og med forgyldt Hjælm, med Spydet Jarlsgave i Haanden, med fagert Skjold, og var gjordet med Sværd. Med ham fulgte sædvanlig Gunnar Lambesen og Lambe Sigurdsen, og Gunnar fra Hlidarendes Søn Grane. Vigahrapp var ham dog næsten altid nærmest. Hans Hjemmemand Lodin og dennes Broder Tjørve fulgte ligeledes med ham. Hrapp og Grane var det især, der satte ondt for Nials Sønner, og voldte, at ingen Oprejsning blev tilbudt dem.

Nials Sønner talte ofte til Kaare om, at han skulde tage med dem til Grjotaa, og han var villig dertil, thi det var godt, sagde han, at de selv hørte Thraens Svar. De gjorde sig da rede, de fire Nials Sønner, og Kaare som den femte, og drog til Grjotaa. Her var en Forstue saa bred, at mange Mænd kunde staa ved Siden af hinanden. En Kvinde, som var ude, saa dem komme, og sagde det til Thraen. Han bød sine Mænd at gaa ud i Forstuen og tage deres Vaaben. De gjorde saa. Thraen stod midt i Døren, hver paa sin Side af ham Vigahrapp og Grane Gunnarsen; dernæst Gunnar Lambesen, saa Lodin og Tjørve og Lambe Sigurdsen; saa de andre ved Siden af dem, thi alle Karlfolkene var hjemme. Skarphedin og hans Følge gik op mod Huset, og først gik han, saa Kaare, saa Høskuld, saa Grim, saa Helge. Og da de var komne op til Huset, var der ingen af de andre, som værdigede dem nogen Hilsen. Skarphedin sagde: »Alle være vi velkomne!« Halgerd stod i Forstuen, og havde hvisket til Hrapp; hun sagde: »Ingen, som her er, vil sige, at I er velkomne.« Skarphedin sagde: »Intet mægter dine Ord, thi du er enten et Skumpelskud eller en Skøge.« »Disse Ord skal blive dig gengældte,« svarede hun, »førend du rejser hjem.« Helge sagde: »Jeg er kommen hid til dig, Thraen, for at høre, om du vil yde mig nogen Oprejsning for den Mishandling, jeg led i Norge for din Skyld.« Thraen svarede: »Det har jeg aldrig vidst, at I Brødre satte Eders Mandemod til Pengeværd; men hvor længe skal dog dette Tiggeri vare?« »Mange vil sige,« svarede Helge, »at du burde gøre os et hæderligt Tilbud, eftersom det gældte dit Liv.« Da sagde Hrapp: »Det var nu Lykken, der raadede, at den fik Slaget, der skulde have det; I fik det, og vi gik fri.« »Liden Lykke var det,« sagde Helge, »at bryde Tro og Love mod Jarlen, og faa dig i Steden.« »Synes du ikke,« vedblev Hrapp, »at det er mig, der skal give dig Bod? Jeg vil bøde dig, som jeg tror det er værd.« »Har vi noget med hinanden at skaffe,« svarede Helge, »da vil det ikke blive dig til Baade.« Skarphedin sagde: »Skift ikke Ord med Hrapp, men giv ham en rød Bælg for en graa.« Hrapp svarede: »Ti du, Skarphedin, ej skal jeg spare, at sætte dig min Økse i Hovedet.« »Sligt er endnu at friste,« svarede Skarphedin, »hvo af os der stabler Sten paa den andens Hoved.« »Tager hjem, I Møgskæglinger!« raabte Halgerd, »og saa vil vi altid kalde Eder herefter, men Eders Fader den skægløse Knark.« De drog ikke hjem, førend alle de, der var tilstede, havde gjort sig skyldige i disse Ord, undtagen Thraen; han forbød de andre at gentage dem.

Nials Sønner drog bort og kom hjem; de sagde deres Fader, hvorledes det var gaaet. »Tog I Vidner paa Ordene?« sagde Nial. »Ingen,« svarede Skarphedin, »vi agter ikke at søge denne Sag uden paa Vaabenting.« »Det vil ingen nu tro,« sagde Bergthora, »at I tør løfte Vaaben.« »Lad du kun være, Husfru,« sagde Kaare, »at ægge dine Sønner; de tør være djærve nok endda.« Derefter talte de længe hemmelig sammen, Fader, Sønner og Kaare.

93. Thraen Sigfussens Drab

[995] Der blev nu megen Tale om deres Trætte, og alle mente, at det var kommet altfor vidt, til at det kunde dysses ned. Ulf Ørgodes Søn Runolf øster i Dal var en god Ven af Thraen, og havde budet ham til sig, og det var en Aftale, at han skulde komme did tre eller fire Uger efter Vinterens Begyndelse. Til at følge sig paa denne Rejse valgte han Hrapp og Grane, Gunnar Lambesen og Lambe Sigurdsen, Lodin og Tjørve; de var otte. Ogsaa Thorgerd og Halgerd skulde tage med. Han gav ligeledes til Kende, at han agtede at tage ind paa Mørk til sin Broder Ketil, og bestemte, hvor mange Dage han havde i Sinde at være hjemmefra. Alle var de fuldvæbnede.

De red øster paa over Markarfljot, og traf der paa nogle Tiggerkvinder, som bad dem hjælpe sig over til den anden Side. Det gjorde de. Saa red de til Dal og nød en god Velkomst; der var Ketil fra Mørk. De blev der i tre Dage. Runolf og Ketil bad Thraen, at han skulde forlige sig med Nials Sønner; men han sagde, at han aldrig vilde betale dem Penge, og svarede vredt og føjede til, at han nok kunde tage mod Nials Sønner, hvor de end mødtes. »Det kan saa være,« sagde Runolf, »men i mine Tanker findes ikke deres Lige, siden Gunnar paa Hlidarende er død; og rimeligt er det, at det vil blive nogens Bane paa en af Siderne.« Det var han ikke ræd for, svarede Thraen. Han tog saa op til Mørk og var der i to Dage; derpaa red han igen ned til Dal, og fik paa begge Steder sømmelige Gaver til Afsked. Markarfljot flød mellem to Hovedisflader, og disse var hist og her forbundne med smaa Isbroer.

Thraen sagde, at han agtede at ride hjem om Aftenen; men Runolf fraraadede det og mente, det var forsigtigere ikke at tage af Sted paa den Tid, han havde bestemt. Thraen svarede: »Det er Fejhed, og det vil jeg ikke.«

Tiggerkvinderne, som de havde hjulpet over Floden, kom til Bergthorshvol, og Bergthora spurgte dem, hvor de var fra. De svarede, at de havde hjemme øster paa under Øfjældene. »Hvem hjalp Eder over Markarfljot?« sagde Bergthora. »Lutter stoltladne Mænd,« svarede de. »Hvem var det?« sagde Bergthora. »Thraen Sigfussen,« svarede de, »og hans Følgesvende; men det harmede os især, at de brugte saa mange og onde Ord om din Husbond og hans Sønner.« Bergthora sagde: »Mange vælger ikke selv deres Ry.« Derpaa tog Kvinderne bort, og Bergthora gav dem rigelige Gaver og spurgte, hvornaar Thraen vilde komme hjem. De sagde, at han vilde være fire eller fem Dage hjemmefra. Derpaa fortalte Bergthora sine Sønner og sin Maag Kaare det, og de talte længe lønlig sammen, hun og Mændene.

Den samme Morgen, da Thraen drog hjemad, vaagnede Nial tidlig og hørte, at Skarphedins Økse rørte ved Væggen. Nial stod da op og gik ud, og saa, at alle hans Sønner var der med deres Vaaben, samt Kaare hans Maag. Skarphedin var forrest; han havde en sort Kjortel paa, førte Skjold med sig, og bar sin Økse paa Skulderen. Næst ham gik Kaare i Silketrøje med Hjælm og forgyldt Skjold, hvori var malet en Løve. Næst ham gik Helge i rød Kjortel, med Hjælm paa Hovedet og et rødt Skjold, hvis Mærke var en Hjort. Alle var de i farvede Klæder. Nial raabte til Skarphedin: »Hvorhen, min Søn?« »At søge efter Faar,« svarede han. »Saa hed det sig engang før,« sagde Nial, »men da fældede I Mænd.« Skarphedin lo og sagde: »Hører I hvad han siger, Knarken (124)? Han er ikke saa gal.« »Hvornaar har du sagt det før?« spurgte Kaare. »Den Gang,« svarede Skarphedin, »da jeg vog Gunnars Frænde Sigmund den Hvide.« »Hvorfor?« sagde Kaare. »Han havde dræbt min Fosterfader Thord den Frigivnes Søn,« svarede Skarphedin.

Nial gik ind, men de drog op til et Sted, der hed Rødeskrider (125) og biede der; derfra kunde de se, naar de andre kom ridende østen fra Dal. Det var den Dag Solskin og klart Vejr. Thraen og hans Følge red nu ned fra Dal over Sandgrunden. Lambe Sigurdsen sagde: »Der blinker Skjolde i Rødeskrider, som Solen skinner paa, og der maa være nogle Mænd i Baghold.« »Saa lad os vende ned og følge Floden,« sagde Thraen, »og de vil da komme os i Møde, hvis de vil os noget.« De vendte sig da ned og fulgte Flodbredden. Skarphedin sagde: »Nu har de set os, thi de har drejet af fra deres Vej, og nu er der intet andet at gøre end at løbe ned i Vejen for dem.« Kaare sagde: »Mange lægger sig i Baghold, der ikke har saa ulige Styrke, som vi. De er otte, men vi fem.« De drejede nu ned og gik langs med Floden, og saa, at der var en Isbro længere nede, og agtede at gaa over der. Thraen og hans Folk standsede lidt højere oppe paa Isen. Thraen sagde: »Hvad mon disse Mænd har i Sinde? De er fem, men vi er otte.« Lambe Sigurdsen sagde: »Da tror jeg, de vil vove et Angreb, selv om der stod endnu een i Vejen for dem.« Thraen kastede sin Kappe, og tog sin Hjælm af. Det hændte Skarphedin, da de løb ned langs med Floden, at hans Skotvinge brast, saa han blev tilbage. »Hvad nøler du efter, Skarphedin?« sagde Grim. »Jeg binder min Sko,« svarede han. »Lad os kun gaa til,« sagde Kaare, »jeg tænker, han ikke vil komme senere end vi.« De drejede da ned mod Broen og gik rask til. Skarphedin sprang op, straks da han var færdig, holdt sin Økse Rimmegyge i Vejret, og løb frem mod Floden. Men Floden var saa dyb, at det var umuligt at vade over den. Paa den anden Side af den laa Is saa glat som Glas, og her midt paa Isen stod Thraen og de andre. Skarphedin sprang op i Luften, og sætter over Floddybet imellem Hovedisene, og standser ikke, men glider fremad paa Isen. Den var meget glat, og han foer frem saa rask, som Fugl kan flyve. Thraen vilde just sætte sin Hjælm paa. Skarphedin kom nu til dem, og hugger til Thraen med Øksen Rimmegyge, og traf ham i Hovedet, og kløvede ham ned til Kindtænderne, saa de faldt ned paa Isen. Dette gik for sig i en saadan Haandevending, at ingen fik Ram paa ham. Han rendte straks videre i flyvende Fart. Tjørve skød et Skjold for ham; han sprang over det, stod alligevel og rendte til Enden af Isen. Der kom Kaare og hans Brødre ham i Møde. »Det var Mandedaad,« sagde Kaare. »Nu er Raden til Eder,« sagde Skarphedin. De vendte sig da mod de andre. Grim og Helge saa, hvor Hrapp var, og vendte sig straks imod ham. Hrapp hug til Grim med sin Økse, men Helge saa det og hug Hrapp over Armen, saa den gik af, og Øksen faldt ned. Hrapp sagde: »Der har du øvet et gavnligt Værk, thi denne Haand har voldet mangen Men og Bane.« »Dermed skal det nu have Ende,« sagde Grim, og stak Spydet igennem ham. Hrapp faldt død ned. Tjørve vendte sig mod Kaare, og kastede sit Spyd efter ham, men Kaare sprang op i Luften, saa at Spydet fløj under hans Fødder. Derpaa løb han imod ham, og hug ham med Sværdet i Brystet og ind i Livet, saa han straks fik Bane.

Skarphedin greb derpaa baade Gunnar Lambesen og Grane Gunnarsen, og sagde: »Her har jeg fanget to Hvalpe, hvad skal vi gøre med dem?« »Det staar til dig,« sagde Helge, »at dræbe dem begge, hvis du vil deres Død.« »Jeg nænner dog ikke,« svarede Skarphedin, »paa een Gang at gøre Høgne godt, og at dræbe hans Broder.« »Men komme kan den Tid,« sagde Helge, »at du vilde ønske, du havde dræbt ham, thi aldrig vil han blive dig tro, og ingen af dem, som her er nu.« Skarphedin svarede: »Ej ræddes jeg for dem.« Derpaa gav de Grane Gunnarsen og Gunnar Lambesen, Lambe Sigurdsen og Lodin Fred.

Derefter vendte de hjem. Nial spurgte dem om Tidende, og de fortalte ham alt, som det var sket. »Det er store Tidender,« sagde Nial, »og uden Tvivl vil dette føre til en af mine Sønners Død (126), om ej til endnu mere.« Gunnar Lambesen førte Thraens Lig med sig til Grjotaa, hvor det blev højlagt.

94. Forligsmøde efter Thraens Drab

Ketil fra Mørk, der var gift med Nials Datter Thorgerd, men var Broder til Thraen, følte sig vanskelig stillet. Han red hen til Nial og spurgte ham, om han vilde give nogen Bod for Thraens Drab. Nial svarede, at han vilde bøde, saa enhver kunde være fornøjet dermed, og bad ham formaa sine Brødre, som havde Bøder at kræve, til at gaa ind paa Forlig. Ketil sagde, at det vilde han gerne. Først red han hjem, siden stævnede han alle sine Brødre sammen paa Hlidarende, underhandlede med dem, og Høgne tog Del med ham i den hele Underhandling. Det kom da saa vidt, at Mænd blev valgte til at afsige Kendelsen, og et Møde blev fastsat. Der blev da betalt Mandebod for Thraens Drab, og alle de tog mod Bøder, som havde lovlig Adkomst dertil. Derpaa blev Fred tilsagt og gensidig Tryghed lovet og stadfæstet. Nial udredte Pengene vel og rundelig, og det var nu roligt en Tid.

Engang red Nial op til Mørk, og talte med Ketil den hele Dag. Om Aftenen red han hjem igen, men ikke et Menneske vidste, hvad de havde overlagt. Kort efter tog Ketil hen til Grjotaa; han sagde til Thraens Enke Thorgerd: »Jeg har altid holdt meget af min Broder Thraen; det vil jeg nu vise i Gerningen, thi jeg vil tilbyde hans Søn Høskuld at være min Fostersøn.« »Det tager jeg imod,« svarede hun, »paa det Vilkaar, at du skal gøre Drengen alt det gode du kan, naar han bliver voksen, hævne ham, hvis han fældes med Vaaben, og skyde Penge til, naar han skal giftes, og alt det skal du sværge mig til.« Alt det lovede han. Høskuld tog nu hjem med Ketil, og var hos ham i nogen Tid.

95. Nial tog Høskuld til sig

Engang red Nial op til Mørk og blev vel modtaget. Han blev der om Natten. Om Aftenen kaldte han paa Drengen Høskuld, og denne gik straks hen lil ham. Nial havde en Guldring paa sin Haand og viste Drengen den; han tog imod den, saa paa den, og satte den paa sin Finger. »Vil du tage den som Gave af mig?« sagde Nial. »Ja,« svarede Drengen. »Ved du,« spurgte Nial, »hvad der blev din Fader til Bane?« »Jeg ved,« svarede Drengen, »at Skarphedin vog ham, men det maa vi nu ikke mindes, da Forlig er sluttet, og fulde Bøder er givne.« »Bedre er det svaret,« sagde Nial »end jeg spurgte, og du vil blive en brav Mand.« »God tykkes mig din Spaadom,« sagde Høskuld, »thi jeg ved, du er fremsynt og sanddru.« Nial sagde: »Jeg vil nu tilbyde dig Opfostring, om du vil modtage det.« Baade denne Hæder, svarede Drengen, og al anden, som han vilde byde ham, vilde han modtage. Det blev da Enden derpaa, at Høskuld tog hjem med Nial til Opfostring. Han lod ikke Drengen komme noget til og holdt meget af ham. Nials Sønner tog sig af ham og viste ham al den Hæder de kunde. Nu led Tiden frem, til Høskuld var vokset til; han var baade stor og stærk, meget smuk, med fagert Haar, blid i Tale, gavmild, behersket, særdeles vaabendygtig; han talte vel om alle og var elsket af alle. Imellem Nials Sønner og ham var der aldrig Strid, hverken i Ord eller Gerning.

96. Om Flose Thordsen

Der var en Mand ved Navn Flose, en Søn af Thord Frøjsgode, som nedstammede fra Bjørn Buna, en Søn af Hersen Grim fra Sogn i Norge. Floses Moder Ingunn var en Sønnedatter af Hamund Heljarskind, der igen var Sønnesøn af Kong Half, der raadede for Halfskæmperne (127), en Søn af Hjørleif den Kvindekære. Ingunns Farmoder var en Datter af Helge den Magre, der nedsatte sig i Øfjord. Flose var gift med Stenvør, en Slegfreddatter af Hal fra Sida. Flose boede paa Svinefjæld, og var en stor Høvding; han var høj af Vækst, en stærk Mand, og meget viljefast. En Halvbroder af ham hed Starkad; hans andre Brødre var Thorgeir, Sten, Kolben og Egil.

Hildigunn hed en Datter af Floses Broder Starkad, en mandig Kvinde og særdeles smuk; hun var saa kunstfærdig, at faa Kvinder var hendes Lige; men hun var særdeles grum og haardsindet, dog ogsaa god af sig, naar saa skulde være.

97. Om Hal fra Sida

Hal, sædvanlig kaldet Sidu-Hal eller Hal paa Sida (128), var en Søn af Thorsten Bødvarsen. Hans Moder Thordis nedstammede fra Røgnvald Jarl af Møre. Hal var gift med Joreid, en Datter af Thidrande hin Spage, der nedstammede fra Thidrande fra Veradal. Joreids Søster Halkatla var Moder til Thorkel Geitesen (129) og Thidrande. Hals Broder hed Thorsten, kaldet Bredmave, og hans Søn var Kol, som Kaare siden dræbte i Bretlatnd. Hal paa Sidas Sønner var Thorsten (130) og Egil, Thorvald og Ljot, og Thidrande, om hvem det fortælles, at Diserne vog ham (131).

Thorer hed en Mand, kaldet Holte-Thorer, hans Sønner var Thorgeir Skorargeir, Thorleif Kraak og Thorgrim den Store.

98. Høskuld Hvidenæsgodes Giftermaal og Femterettens Indstiftelse

Nu er at fortælle, at Nial gav sig i Tale med sin Fostersøn Høskuld, og sagde, at han vilde udsøge ham et Giftermaal. Høskuld bad ham sørge derfor, og spurgte, hvilket han da mente var bedst. Nial svarede: »Der er en Kvinde, som hedder Hildegunn, en Datter af Thord Frøjsgodes Søn Starkad. Det ved jeg er det bedste Parti.« Høskuld sagde: »Sørg du ene derfor, Fosterfader! Det Valg, du gør for mig, er jeg fornøjet med.« »Saa vil vi fri her,« sagde Nial.

Kort efter valgte han Mænd til at følge med sig; det var Sigfussønnerne og Nialsønnerne og Kaare Sølmundsen. De red øster til Svinefjæld. De fik der god Velkomst. Dagen efter gik Nial og Flose til Enetale, og Nial kom da endelig frem med Ordet og sagde: »Det er mit Ærinde hid, at vi har et Frieri for, og det er at bejle til din Frænke Hildegunn.« »For hvem?« sagde Flose. »For min Fostersøn Høskuld Thraensen,« sagde Nial. »Det lader sig høre,« sagde Flose, »skønt der er meget at tage i Betænkning paa begge Sider. Hvad siger du mig om Høskuld?« »Om ham kan jeg ikke sige andet end godt,« svarede Nial, »og jeg skal lægge saa mange Penge til, at det vil tykkes Eder sømmeligt.« »Lad os kalde paa hende,« sagde Flose, »og høre, hvad hun synes om Manden.« Der blev da kaldt paa Hildegunn, og hun kom did. Flose sagde hende Frieriet. Hun svarede, at hun havde et stolt Sind og ikke vidste, om hun kunde skikke sig mellem de Mænd, som her var Tale om. »Men der er dog endnu en anden Hindring,« sagde hun, »at denne Mand har intet Høvdingedømme, og du har dog sagt mig, at du ikke vilde gifte mig med en Mand, der intet Godord havde.« »Det er mere end Grund nok,« sagde Flose, »naar du ikke vil gifte dig med Høskuld, saa vil jeg heller ikke videre indlade mig paa Partiet.« »Det siger jeg ikke,« svarede hun, »at jeg ikke vil gifte mig med Høskuld, naar de skaffer ham et Godord, men paa andet Vilkaar vil jeg ikke have ham.« Nial sagde: »Saa vil jeg, at I venter i tre Aar paa hvad jeg kan gøre i denne Sag.« Det gik Flose ind paa. »Et Vilkaar føjer jeg endnu til,« sagde Hildegunn, »at hvis dette Giftermaal gaar for sig, saa skal vi nygifte blive her øster paa.« »Det vil jeg overlade til Høskuld,« sagde Nial, men Høskuld svarede, at han troede mange vel, dog ingen saa vel som sin Fosterfader. De red nu hjem.

Nial søgte at faa Høvdingedømme til Høskuld, men ingen vilde overlade sit Godord. Saa led Sommeren til Altingstiden. Denne Sommer var der store Tingtrætter. Mange tyede da, som de plejede, hen til Nial, men han gav imod Formodning lutter saadanne Raad, at hverken Søgsmaal eller Værn kunde have Fremgang, og heraf kom megen Uenighed, da Sagerne ikke kunde endes, og Folk maatte ride hjem fra Tinget uforligte.

Tiden led nu frem til det næste Ting. Nial red til Tings. Og i Begyndelsen var alting roligt, indtil Nial gjorde Folk opmærksomme paa, at det nu var Tid at tillyse deres Sager. Mange sagde, at det kunde kun lidet nytte, da ingen kunde faa sin Sag frem, skønt den var stævnet til Altinget; de vilde derfor heller, sagde de, kræve deres Ret med Od og Æg. »Saa bør ikke være,« sagde Nial, »og det gaar ingenlunde an ikke at have Lov i Landet. Imidlertid kan I have Grund til Eders Tale; og det tilkommer da os, som kender Lovene og skal styre dem, at forlige Mændene og stifte Fred. Det synes mig derfor bedst, at alle vi Høvdinger samles og taler derom.«

De gik da til Lovretten. Nial sagde: »Jeg henvender mig til dig, Skafte Thorodsen (132) og andre Høvdinger, at det forekommer mig, som vor Rettergang bliver hel forvirret og unyttig, hvis vi skal søge vore Sager alene i Fjerdigsretterne, hvor de bliver saa forviklede, at de ikke kan sluttes eller have Fremgang. Det synes mig derfor raadeligst, at vi indsætter en femte Ret, og ved den søger alle de Sager, som ikke kan endes i Fjerdingsretterne.« »Hvorledes vil du,« sagde Skafte, »udnævne denne Femterret, eftersom der jo allerede for de gamle Godord udnævnes Fjerdingsret, fire Tylfter i hver Fjerding?« (133) »Derfor ved jeg det Raad,« sagde Nial, »at vi lader Mænd, som egner sig bedst dertil i hver Fjerding, optage ny Godord, og lader dem, som har Lyst dertil, give sig i Tinglag under dem.« »Dette Forslag vil vi tage imod,« sagde Skafte, »men hvilke Slags Sager skal komme for denne Ret?« »Alle de Sager,« svarede Nial, »som vedkommer enhver Forstyrrelse af Tinget, alle falske Vidnesbyrd og falske Nævnsudsagn; ligeledes alle Sager, hvor der i Fjerdingsretterne afsiges stridige Domme (134), ogsaa de skal komme for i Femterretten, saa og om nogen byder eller tager Penge for at bestikke Retten. I denne Ret skal aflægges de stærkeste Eder, og hver Ed skal understøttes af to Mænd, som paa Ære og gode Navn stadfæster, hvad hine sværger. Saa skal og være, hvis den ene bærer sig ret ad med Sagen, men den anden vrangt, da skal Dommen falde til dens Fordel, som bærer sig ret ad. I øvrigt skal hver Sag søges ligesom i Fjerdingsretten, kun med den Forskel, at naar fire Tylfter er udnævnte til Femterretten, da skal Sagsøgeren udskyde seks Mænd af dem til at træde ud af Retten, og den sagsøgte andre seks; men hvis han ikke vil, da skal Sagsøgeren udskyde dem ligesom de andre seks, men udskyder Sagsøgeren dem ikke, saa er Sagen tabt, thi kun trende Tylfter skal afsige Dom. I Lovretten skal Femterretten holdes.« (135)

Derefter fik Skafte det vedtaget, at baade Femterretten og alt det andet, der var foreslaaet, fik Retskraft. Derpaa gik man til Lovbjerget og oprettede ny Godord. Paa Nordlandet blev disse ny Godord oprettede: Melmanna-Godordet i Midfjord (136) og Løvæsinge-Godordet i Øfjord. Da bad Nial sig Lyd og sagde: »Det er mange Mænd vitterligt, hvorledes det gik med mine Sønner og Mændene paa Grjotaa, at de dræbte Thraen Sigfussen; imidlertid blev vi forligte om Sagen, og jeg har opfostret Thraens Søn Høskuld. Nu har jeg sørget for et Giftermaal for ham, hvis han kan faa et Godord, men der er ingen, som vil overlade sit. Jeg vil derfor bede om Eders Tilladelse til, at jeg maa oprette et nyt Godord paa Hvidenæs for Høskuld.« Det tilstod alle ham. Derpaa indrettede han et Godord for Høskuld, der herefter blev kaldt Høskuld Hvidenæsgode. Derefter red man hjem fra Tinget.

Nial var kun en kort Tid hjemme, før han red til Svinefjæld tilligemed sine Sønner og Høskuld, og talte atter til Flose om Frieriet. Flose svarede, at han vilde holde alt, hvad der var aftalt. Hildegunn blev da fæstet til Høskuld, og Bryllupsstævne blev fastsat, saa nu var alt klart med dem. De red da hjem, og saa atter til Bryllup. Flose udredte alle hendes Penge efter Gildet, og det gik vel fra Haanden. De unge Folk tog til Bergthorshvol, og blev der Vinteren over. Hildegunn og Bergthora kom godt ud af det sammen. Men næste Foraar købte Nial Land i Vørsaby, og overdrog det til Høskuld, der nu flyttede sin Husholdning did. Nial skaffede ham alle hans Husfolk, og der herskede en saadan Fortrolighed imellem dem, at ingen Sag tyktes dem ret overlagt, med mindre de havde raadført sig med hinanden. Høskuld boede længe paa Vørsaby, og stadig ydede de hinanden al Hjælp og Hæder. Nials Sønner ledsagede ham altid paa Rejser, og de var saa gode Venner, at de bød hinanden hjem til sig hver Høst, og gav gensidige Storgaver. Saa varede det længe ved.

99. Høskuld Nialsens Drab (137)

En Mand ved Navn Lyting boede paa Samstad. Hans Kone Stenvør var en Datter af Sigfus og Søster til Thraen. Lyting var en høj Mand af Vækst, stærk, velhavende, men ond at komme tilrette med. Engang havde Lyting et Gilde inde paa Samstad. Dertil havde han indbudt Høskuld Hvidenæsgode og Sigfussønnerne, og de kom alle. Der var ogsaa Grane Gunnarsen og Gunnar Lambesen og Lambe Sigurdsen.

Høskuld Nialsen og hans Moder havde Bolig paa Holt, og naar han, som han gerne gjorde, red hjem fra Bergthorshvol, saa faldt hans Vej gennem Tunet paa Samstad. Høskuld havde en Søn, der hed Amunde, han var blindfødt, dog stor af Vækst og meget stærk.

Lyting havde to Brødre, den ene hed Halkel, den anden Halgrim, meget ustyrlige Mænd. De var altid hos deres Broder, thi andre kunde ikke komme tilrette med dem.

Lyting var den Dag jævnlig ude, men gik stundom ind. Han var just gaaet hen til sit Sæde, da en Kvinde, der havde været ude, kom ind og sagde: »Det er Skade, I var saa langt borte, ellers kunde I have set Storpraleren ride gennem vor Gaard.« »Hvad for en Storpraler er det, du taler om?« sagde Lyting. »Høskuld Nialsen,« sagde hun, »han red nu her forbi. »Det gør han saa ofte,« sagde Lyting, »og det har tit nok ærgret mig. Jeg tilbyder mig derfor, Høskuld, at tage med dig, hvis du vil hævne din Fader og dræbe Høskuld Nialsen.« »Det vil jeg ikke,« svarede Høskuld, »da vilde jeg kun slet lønne min Fosterfader Nial. Og Skam faa du for din Indbydelse!« Derpaa sprang han op fra Bordet, lod sine Heste komme og red hjem.

Lyting sagde da til Grane Gunnarsen: »Du var hos, da Thraen blev dræbt, det har du vel ikke glemt; ligesaa du, Gunnar Lambesen og Lambe Sigurdsen. Lad os nu overfalde ham i Aften og dræbe ham, naar han rider hjem!« »Nej,« svarede Grane, »jeg vil ikke gaa imod Nials Sønner eller bryde det Forlig, som gode Mænd har sluttet.« Det samme sagde begge de andre saavel som Sigfussønnerne; og de besluttede alle at ride bort.

Da de var borte, sagde Lyting: »Det ved alle, at jeg ingen Bøder har taget imod efter min Maag Thraen, og aldrig skal jeg finde mig i, at der ingen Blodhævn kommer for ham.« Han kaldte derpaa paa sine to Brødre og tre Huskarle, at de skulde tage med ham. De begav sig da hen paa Høskulds Vej, og lagde sig i Baghold for ham norden for Gaarden i en Sænkning, og biede der til det var Midaften. Da kom Høskuld ridende hen imod dem; de sprang straks alle op med deres Vaaben, og angreb ham. Høskuld værgede sig saa vel, at de længe ikke kunde komme ham nær; omsider saarede han Lyting i Haanden, men dræbte to af hans Hjemmemænd, og faldt endelig selv. De gav ham seksten Saar, men hug ikke Hovedet af ham. De begav sig saa hen i Skovene østen for Rangaa (138) og skjulte sig der.

Den samme Aften fandt Hrodnys Faarehyrde Høskulds Lig, og gik hjem og forkyndte Hrodny hendes Søns Drab. Hun svarede: »Mon han er død? Var hans Hoved af?« »Nej,« sagde han. »Da vil jeg dog selv se ad,« sagde hun, »tag mig min Hest og mit Køretøj!« Han lavede alting til, og de for did, hvor Høskuld laa. Hun betragtede Saarene og sagde: »Det er, som jeg tænkte, han er ikke ganske død, og Nial kan nok læge større Saar.« Derpaa tog de Liget og lagde det paa Vagerne (139) og trak det til Bergthorshvol, hvor de bar ham ind i et Faarehus, og lod ham sidde op mod Væggen. Derpaa gik de begge hen til Huset, og bankede paa; en Huskarl lukkede op. Hun smuttede straks ind forbi ham, og blev ved at gaa, til hun kom til Nials Seng. Hun spurgte, om Nial var vaagen. Han svarede, at han havde sovet til nu, men var vaagen. »Men hvad vil du her saa tidlig?« sagde han. Hrodny svarede: »Stat du op af Lejet fra min Medbejlerske (140) og gaa ud, og hun med og dine Sønner, for at se din Søn Høskuld.« De stod op og gik ud. Skarphedin sagde: »Lad os tage vore Vaaben med os!« Nial sagde intet derimod, saa de løb ind, og kom væbnede ud. Hun gik foran dem, til de kom til Faarehuset; der gik hun ind, og bad dem følge sig. Hun løftede en Lygte op, og sagde: »Her er din Søn, Høskuld, Nial! Han har mange Saar paa sig og trænger nu til Lægehjælp.« Nial svarede: »Dødsmærke ser jeg paa ham, men intet Livsmærke. Hvorfor har du ikke ydet ham Lighjælp? Hans Næsebor staar jo aabne (141).« »Det havde jeg tiltænkt Skarphedin at gøre,« sagde hun. Skarphedin gik hen og ydede ham Lighjælp. Derpaa sagde han til sin Fader: »Hvem mener du har dræbt ham?« Nial svarede: »Jeg tænker, Lyting fra Samstad og hans Brødre har gjort det.« Hrodny vedblev: »Dig overdrager jeg, Skarphedin, at hævne din Broder, og jeg haaber du vil te dig som en brav Mand, skønt han ikke var ægtefødt, og du vil mest lægge Vind derpaa.« Bergthora sagde: »Det staar underlig til med Eder. I begaar Drab for en ringe Ting, men slig en Udaad tænker og grunder (142) I paa, og der bliver dog intet af. Rygtet derom vil snart komme til Høskuld Hvidenæsgode, og han vil straks komme og bede Eder om Forlig, og det vil I tilstaa ham. I kan jo nu straks faa det afgjort, om I har Lyst.« Skarphedin sagde: »Vor Moder ægger os nu med skellig Grund.« Derpaa skyndte de sig alle ud. Hrodny fulgte ind med Nial og blev der Resten af Natten.

100. Lytings Brødre fældes

Nu er om Skarphedin og hans Brødre at fortælle, at de stævnede op til Rangaa. Skarphedin sagde: »Lad os staa her og lytte (143), og være ganske stille, thi jeg hører Mænds Røst oppe ved Aaen. Men hvorledes vil nu I, Grim og Helge? Vil I tage Lyting ene paa Eder eller begge hans Brødre?« De svarede, at de helst vilde stride med Lyting ene. »Han er dog den vigtigste Fangst,« sagde Skarphedin, og det var ilde, om han skulde undslippe; jeg tror mig selv bedst skikket til at hindre, at han slipper bort.« »Vi skal nok,« sagde Helge, »hvis vi komme i Lag med ham, gaa ham saaledes paa Livet, at han ej skal komme bort.«

De gik derpaa derhen, hvor de hørte Røsten komme fra, og saa Lyting og de andre staa ved en Bæk. Skarphedin sprang straks over Bækken og hen til en Sandbanke paa den anden Side. Der oppe stod Halgrim og hans Broder. Skarphedin hug Halgrim i Laaret, saa at Benet straks gik af, og greb Halkel med den anden Haand. Lyting stak efter Skarphedin, men Helge kom i det samme til, satte sit Skjold for, og deri kom Stikket. Lyting tog en Sten op og kastede den paa Skarphedin; derved slap Halkel løs og vilde løbe op paa Sandbanken, men kunde ikke komme af Sted dermed uden ved at krybe paa Knæerne. Skarphedin svang sin Økse Rimmegyge imod ham og hug hans Ryg over. Nu tog Lyting Flugten; Grim og Helge satte efter ham og gav ham hver et Saar, men han kom fra dem over Aaen, og saa hen til nogle Heste og red af Sted til Vørsaby.

Høskuld var hjemme. Lyting søgte ham straks op og fortalte, hvad der var sket. »Sligt kunde man vente,« sagde Høskuld, »du har baaret dig helt galt ad, og her maa Ordsproget sandes, at føje Stund glædes Haand ved Hug, og jeg tænker, du kan nu selv indse, hvor uvist det er, om du kan frelse dit Liv eller ej.« »Vist nok,« sagde Lyting, »kom jeg med Nød og næppe derfra, men jeg saa nu gerne, at du skaffede mig Forlig med Nial og hans Sønner, saaledes at jeg kunde beholde min Gaard.« »Det skal jeg gøre,« sagde Høskuld.

Derpaa lod Høskuld sin Hest sadle, og red til Bergthorshvol selv sjette. Da vare Nials Sønner komne hjem og havde lagt sig til at sove. Høskuld søgte straks Nial op, og de gik hen at tale sammen. Høskuld sagde til Nial: »Jeg er kommen hid for at bede for min Maag Lyting; han har forbrudt sig svarlig imod Eder, han har brudt Forliget og dræbt din Søn.« Nial sagde: »Lyting vil vel finde, at han allerede har lidt nok derfor ved at miste sine Brødre. Men hvis jeg indlader mig paa noget Vilkaar, saa gør jeg det kun for din Skyld; og den Betingelse vil jeg stille, at Lytings Brødre skal ligge paa deres Gerninger; heller ikke skal Lyting have noget for sine Saar, men han skal give fulde Bøder for Høskuld.« Høskuld sagde: »Jeg vil, at du ene skal dømme.« »Det vil jeg da,« sagde Nial, »som du ønsker det.« »Hvad mener du,« sagde Høskuld, »skal ikke dine Sønner være til Stede?« »Da kommer vi ikke nærmere til Forlig,« sagde Nial, »men det Forlig jeg slutter, vil de holde.« »Lad os da ende Sagen,« sagde Høskuld, »og lov du ham Tryghed for dine Sønner.« »Det skal jeg,« sagde Nial og vedblev: »Saa vil jeg, at han skal betale to Hundrede i Sølv for Høskulds Drab, men han maa blive boende paa Samstad. Dog tykkes det mig raadeligere, at han sælger sin Jord og flytter bort. Ikke fordi hverken jeg eller mine Sønner vil bryde den Tryghed, vi har tilsagt ham; men det kunde vel være, at nogen opstod her i Egnen, som kunde blive ham farlig. At det imidlertid ikke skal lade, som jeg gør ham herredsflygtig, saa tillader jeg ham at blive her i Egnen, dog paa hans eget Ansvar.« Derpaa tog Høskuld hjem.

Nials Sønner vaagnede, og spurgte deres Fader, hvem der havde været. Han sagde dem det, det var hans Fostersøn Høskuld. »Saa har han bedet for Lyting,« sagde Skarphedin. »Ja,« svarede Nial. »Det var ilde,« sagde Grim. »Høskuld vilde ikke,« sagde Nial, »have dækket ham med sit Skjold, hvis du havde dræbt ham den Gang, da det var dig overladt.« »Lad os ikke dadle vor Fader,« sagde Skarphedin. — Det maa siges, at dette Forlig blev holdt imellem dem siden.

101. Om Trosforandring og Thangbrands Ankomst til Landet

Der var sket Høvdingeskifte i Norge. Hakon Jarl havde endt sine Dage, og Olaf Tryggvesen var kommen i Steden. Det blev Hakon Jarls Endeligt, at Trællen Kark skar hans Hals over paa Rimul i Guldalen. Derhos spurgtes det, at der var sket Trosskifte i Norge, de havde aflagt den gamle Tro, og Kong Olaf havde kristnet Vesterlandene: Hjaltland, Orknøerne og Færøerne. Da sagde mange, saa at Nial hørte derpaa, at det var dog en styg Ting saaledes at forkaste sin gamle Tro. Nial sagde da: »Saa forekommer det mig, at den ny Lære maa være meget bedre, og at den maa være lykkelig, som faar den for den anden; og kommer de Mænd her ud til Landet, som forkynder denne Tro, da skal jeg fremme den.« Han gik ofte afsides fra de andre ganske ene og talte med sig selv.

Den samme Høst landede der et Skib i Østfjordene, paa det Sted, som hedder Gøtevig i Berufjord. Thangbrand hed Skibsføreren. Han var en Søn af Grev Vilbald fra Saksland, og var sendt her ud til Landet af Kong Olaf Tryggvesen for at forkynde Troen. Med ham fulgte en Islænder, som hed Gudleif, en Søn af Are Maarsen, som nedstammede fra Hordelands Konge Hjørleif den Kvindekære. Gudleif var en stor Drabsmand, meget djærv og haardfør i alt.

Paa Berunæs boede to Brødre, Thorleif og Ketil. De holdt et Møde og forbød al Handel og Samkvem med de nykomne. Dette hørte Hal (144) fra Sida, som boede paa Thvætaa i Alftefjord. Han red hen til Skibet med tredive Mand, gik straks til Thangbrand og sagde til ham: »Gaar det ikke godt med Eders Handel?« »Nej,« svarede den anden. »Nu vil jeg sige mit Ærinde,« vedblev Hal, »det er, at jeg vil byde Eder alle hjem til mig, og saa skal vi se, om jeg kan handle for Eder.« Thangbrand takkede ham og tog hen til Thvætaa.

Om Høsten var Thangbrand en Gang ude tidlig paa Dagen, og lod rejse et Landtelt og sang Messe deri med megen Pragt; thi det var en stor Højtid. Hal sagde til Thangbrand: »Til hvis Minde højtideligholder du denne Dag?« Thangbrand svarede: »Til Hovedengelen Michaels (145) Minde.« »Hvilke Særkender har den Engel?« sagde Hal. »Mange gode,« svarede Thangbrand, »han skal veje alt det gode og onde, du gør, og er saa miskundelig, at han regner det gode, du har gjort, højest.« Hal sagde: »Ham gad jeg nok have til min Ven.« »Det staar til dig selv,« sagde Thangbrand, »giv dig da hen til ham i Dag med Gud!« »Ja, men dog paa det Vilkaar,« sagde Hal, »at du lover mig for, at han saa vil være min Følgeengel.« »Det lover jeg dig,« sagde Thangbrand. Derpaa blev Hal døbt med hele sit Hus. (146)

102. Om Thangbrands Rejser

Om Foraaret efter drog Thangbrand bort for at forkynde Kristendommen, og Hal fulgte med ham. Men da de kom vester over Lonshede til Stavefjæld, hvor Thorkel boede, saa talte han imod Troen og æskede Thangbrand til Holmgang. Da bar Thangbrand Korsets Tegn (147) i Steden for Skjold, og deres Kamp endte saaledes, at Thangbrand sejrede og dræbte Thorkel. Derfra drog de til Hornefjord og tog ind paa Borgarhavn vesten for Heinebergssand, hvor Hilder den Gamle boede. Hans Søn var Glum, som tog Del i Brandstiftelsen med Flose. Der tog Hilder imod Troen og hele hans Hus. Derfra drog de til Fellshverve, og tog Ophold paa Kalvefjæld. Der boede Hals Frænde Kol Thorstensen, og han tog imod Troen og hele hans Hus. Saa tog de til Bredaa, der boede Øsser Roaldsen, Hals Frænde, han lod sig primsigne, saa til Svinefjæld, hvor Flose lod sig primsigne, og lovede at staa dem bi paa Tinge. Derfra drog de vester til Skogehverve, og opholdt sig paa Kirkeby, hvor Surt Asbjørnsen boede, hvis Forfædre alle havde været kristne (148). Saa drog de fra Skogehverve til Høvdebrekka. Da rygtedes deres Rejse rundtom. En Mand, som hed Galdrehedin og boede i Kerlingedal, blev underkøbt af Hedningene til, at han skulde dræbe Thangbrand og hans Ledsagere. Han tog da op paa Arnarstakshede, og holdt der et stort Blot, da Thangbrand red østen fra. Som Følge deraf brast Jorden under hans Hest, men han sprang af Hesten, og kom lykkelig op paa Bredden af Svælget. Hesten derimod med hele dens Opsadling blev slugt af Jorden, og de saa den aldrig mere. Da lovede Thangbrand Gud.

103. Om Thangbrand og Gudleif

Gudleif ledte nu efter Galdrehedin, og fandt ham paa Heden og drev ham ned mod Kerlingedal. Da han nu kom ham paa Skudvidde nær, kastede han sit Spyd efter ham og igennem ham.

Derfra red de til Dyrholmene og holdt Møde der, og forkyndte Troen. Der blev Ingjald Thorkelsen kristnet. Derfra tog de til Fljotshlid og forkyndte der Troen; der talte især Vetrlide Skjald og hans Søn Are imod dem. Derfor dræbte de Vetrlide.

Derfra drog Thangbrand til Bergthorshvol, og Nial tog imod Troen tilligemed hele hans Hus. Men Maard Valgardsen satte sig meget imod den. Saa drog de vest paa over Aaerne, og til Høkedal, hvor de døbte Hal (149), der den Gang kun var tre Aar gammel. Derfra drog Thangbrand til Grimsnæs. Der rejste Thorvald hin Veile en Flok imod ham, og sendte Bud til Ulf Uggesen, at han skulde drage imod Thangbrand og dræbe ham. Han opfordrede ham dertil i en Vise: »Jeg sender dig, min Ven Ulf,« kvad han, »et Bud og beder dig fordrive Gudvargen (150) den arge, der haaner vore Guder.« Men Ulf svarede ham i en anden Vise, at han tog sig nok i Agt at sluge hans Fluer (151). »Sig til ham,« sagde han til Budet, »at jeg ikke lader mig gække af hans lokkende Ord, og lad ham vogte sig for, at ikke hans Tunge vorder en Løkke om hans egen Hals!« Derpaa foer Sendebudet tilbage, og forkyndte Thorvald hin Veile Ulfs Ord. Men Thorvald havde samlet en stor Hob og lod sig forlyde med, at han vilde angribe de andre paa Blaaskovshede. Da nu Thangbrand og Gudleif red bort fra Høkedal, mødte de en Mand, der kom ridende imod dem, og spurgte efter Gudleif; og da han traf denne, sagde han: »For din Broder Thorgils paa Reykeholes Skyld vil jeg give dig Efterretning om, at de har mange Baghold for, og Thorvald hin Veile er med sin Flok ved Hestløk i Grimsnæs.« »Alligevel,« sagde Gudleif, »skal vi ride imod ham.« De vendte sig da ned til Hestløk, hvor Thorvald var kommen over Bækken. Gudleif sagde til Thangbrand: »Her har vi nu Thorvald for os; lad os nu gaa løs paa ham!« Thangbrand kastede sit Spyd igennem Thorvald, men Gudleif hug ham i Akslen og afhug hans Arm, og det blev hans Bane.

Derefter red de til Tinget, og her var det nær ved, at Thorvalds Frænder vilde angribe Thangbrand, men Nial og de fra Østfjordene stod ham bi. Hjalte Skeggesen kvad da denne Kvædling paa Lovbjerget:

Fjog er Guderne, feje —
Freja Allemandseje.

Hjalte og Gissur Hvide drog udenlands om Sommeren; men Thangbrands Skib strandede ved Bulandsnæs.

Thangbrand og hans Følge drog helt vester om igennem Herrederne. Skald-Refs Moder Stenun kom imod ham, og hun forkyndte ham Hedendom, og talte længe for ham; men medens hun talede, tav Thangbrand. Og da hun var færdig, holdt ogsaa han en lang Tale, og gendrev alt, hvad hun havde sagt. »Har du hørt,« sagde hun, »hvorlunde Thor æskede Krist til Holmgang, og han turde ikke slaas med Thor?« »Hørt har jeg,« svarede Thangbrand, »at Thor ikke var andet end Muld og Aske, hvis Gud ikke vilde tillade ham at leve.« »Ved du,« sagde hun, »hvo der har brudt dit Skib?« »Hvem mener du har gjort det?« sagde han. »Det skal jeg sige dig,« svarede hun, og kvad to Viser, at Thor havde knust Skibets Bund og slynget det mod Stranden, saa det splintredes. Derpaa skiltes Thangbrand og Stenun, og han drog videre frem til Bardestrand.

104. Om Gest Odleifsen

Gest Odleifsen (152) boede paa Hage paa Bardestrand. Han var saa kyndig, at han forudsaa Menneskenes Skæbne. Han gjorde Gilde for Thangbrand og hans Følge, og de tog til Hage, tresindstyve Mand stærke. Det fortælles, at der allerede var to Hundrede Hedninger tilstede, og man ventede en Bersærk did, som hed Otryg, og som alle var rædde for. Om ham havde man mange Fortællinger, at han hverken skyede Æg eller Ild, og Hedningerne var meget bange. Da spurgte Thangbrand, om de vilde tage imod Troen, men alle talte derimod. »Jeg vil foreslaa Eder,« sagde Thangbrand, »at gøre et Forsøg, hvilken Tro der er bedst. Vi skal vie tre ilde, I Hedninger een, og jeg en anden; men den tredje skal vi lade være uviet. Hvis Bersærken ræddes den Ild alene, som jeg har viet, men gaar gennem de to andre, saa skal I tage ved Troen.« »Det er et godt Forslag,« sagde Gest, »og jeg vil samtykke det for mig og mine Hjemmemænd;« og da Gest havde sagt dette, samtykkede flere. Da fortaltes det, at Bersærken kom farende til Gaarden; Ildene var da færdige og brændte; Mændene tog deres Vaaben, og sprang op paa Bænkene, og oppebiede hvad der vilde ske. Bersærken løb ind med sine Vaaben, kommer ind i Stuen, og farer straks gennem den Ild, som Hedningerne havde viet, og ligeledes gennem den uviede, og kommer saa til den, som Thangbrand havde viet, og tør ikke gaa igennem den, og sagde, at den brændte ham fordærvet. Han hug med sit Sværd op paa Bænken, men traf i Tværbjælken, da han svang det højt i Vejret. Thangbrand slog ham med Korsets Tegn paa Armen, og der skete det store Jærtegn, at Sværdet faldt ud af Haanden paa Bersærken. Da satte Thangbrand sit Sværd i Brystet paa ham, og Gudleif hug Armen af ham; mange gik da til og dræbte Bersærken. Derefter spurgte Thangbrand, om de vilde tage imod Troen. Gest svarede, at han ikke havde lovet andet, end hvad han agtede at holde; hvorpaa Thangbrand døbte Gest og alle hans Husfolk og mange andre.

Thangbrand spurgte derpaa Gest, om han ikke skulde drage videre til Fjordene vester paa; men Gest fraraadte det, og sagde, at Mænd der var haarde og ustyrlige; »men hvis det er saa bestemt,« sagde han, »at denne Tro skal have Fremgang, saa vil den blive lovtaget paa Altinget, og der vil alle Høvdingerne fra Herrederne være tilstede.« »Der har jeg allerede forkyndt den,« sagde Thangbrand, »men fandt der den største Modstand.« »Du har dog virket mest,« sagde Gest, »skønt det bliver andres Lod at faa den lovtaget, og det gaar her, som det hedder, at Træet falder ikke for det første Hug.«

Derpaa gav Gest Thangbrand gode Gaver, og denne vendte sig atter mod Sønden, drog først til Sønderlandet, og saa til Østfjordene. Han tog ind paa Bergthorshvol, og Nial gav ham gode Gaver. Derpaa red han øster paa til Alftefjord, til Hal fra Sida. Han lod sit Skib sætte i Stand, hvilket Hedningerne kaldte Jernmeis (153). Paa dette Skib sejlede han tillige med Gudleif til Norge.

105. Om Gissur Hvide og Hjalte

Den samme Sommer blev Hjalte Skeggesen dømt fredløs paa Tinget for Gudsbespottelse (154). Thangbrand sagde Kong Olaf de Fornærmelser, Islænderne havde tilføjet ham, og sagde, at de var saa tryllekyndige, at Jorden brast under hans Hest og opslugte Hesten. Da blev Kong Olaf saa vred, at han lod alle Islænderne gribe, som var hos ham, og satte dem i Fængsel, og agtede at lade dem dræbe. Men Gissur Hvide og Hjalte gik til ham, tilbød sig at gaa i Borgen for disse Mænd, og at drage til Island, for at forkynde Troen. Derved fandt Kongen sig tilfredsstillet, saa de fik dem alle fri.

Gissur og Hjalte gjorde da deres Skib i Stand for at sejle til Island, og blev tidlig sejlklare. De landede ved Vestmanøerne, da ti Uger var ledne af Sommeren. De fik sig straks Heste, og Mænd til at losse Skibet, red tredive Mand stærke til Tinget og sendte Bud til alle de Kristne, at de skulde holde sig rede. Hjalte blev tilbage paa Reydarmule (155), thi han var fredløs for Gudsbespottelse. Men da de andre var komne til Vellankatla (156) neden for Gjaabakke (157), kom Hjalte efter dem, og sagde, at han vilde vise Hedningerne, at han ikke var bange for dem. Mange Kristne forenede sig da med dem, og de red i fylket Hob til Tinget. Hedningerne havde ligeledes fylket, og det var nær ved, at hele Tingmængden havde leveret hinanden et Slag. Saa vidt kom det dog ikke.

106. Om Thorgeir paa Ljosevatn

En Mand ved Navn Thorgeir boede paa Gaarden Ljosevatn (158). Hans Moder hed Thorun. Hans Kone Gudrid var en Datter af Thorkel hin Svarte fra Hleidrargaard. De var af en anselig Slægt, og Thorgeir selv var en stor Høvding og en meget vis Mand.

De Kristne tjældede deres Boder, og Gissur og Hjalte var i Mosfjældingernes Bod. Dagen efter gik begge Partier til Lovbjerget, og krævede hver paa sin Side Vidner, de Kristne saavel som Hedningerne, og sagde sig løs fra hinanden, saa de herefter hver vilde følge sin Lov. Da blev der en saadan Ulyd ved Lovbjerget, at ingen hørte den andens Tale. Derpaa skiltes man fra hinanden, og mange tænkte, at dette vilde føre til de største Vanskeligheder.

De Kristne tog Hall fra Sida til at være deres Lovsigemand; men han gik hen til den rette Lovsigemand Thorgeir Gode fra Ljosevatn, og gav ham tre Mark Sølv, for at han skulde fremsige Loven; men dette var dog en vovelig Sag, da han var Hedning. For at overveje denne Sag, lagde Thorgeir sig hen den hele Dag, og bredte en Kappe over sit Hoved, saa at ingen kunde tale med ham. Men den næste Dag gik man atter til Lovbjerget. Da krævede Thorgeir Lyd, og talte saaledes (159): »Mig synes, at det er ude med os, hvis vi ikke har een Lov alle; er Loven søndret, saa er Freden søndret, og da er det ude med Landet. Jeg vil derfor spørge Kristne som Hedninger, om de vil holde den Lov, jeg nu vil forkynde?« Det lovede de alle, men han sagde, at han vilde have Ed og Forsikring af dem, at de vilde holde det. Ogsaa det samtykkede de alle, og han tog Forsikring af dem. »Det er vor Lovs Ophav,« sagde han derpaa, »at alle skal være Kristne her i Landet, og tro paa een Gud, Fader og Søn og den hellig Aand, og lade al Afgudsdyrkelse fare, ikke udsætte Børn og ikke spise Hestekød. Landflygtigheds Straf skal sættes derpaa, hvis det bliver bevist, men fares hemmelig dermed, skal det være strafløst.« Men denne Levning af Hedenskabet blev efter faa Aars Frist ogsaa afskaffet, saa at man heller ikke kunde gøre det mere i Løn end aabenbar. Dernæst paabød han Helligholdelsen af Søndage, Fastedage, Juledage og Paaskedage og alle de største Højtider. Hedningerne syntes, at de var svegne, men Troen blev lovfæstet, og alle kristnede her i Landet. Da dette saaledes var tilendebragt, tog man hjem fra Tinget.

107. Om Amunde den Blinde

Tre Aar (160) senere hændte det paa Thingskaaleting, at Amunde den Blinde, Høskuld Nialsens Søn, var paa Tinget. Han lod sig lede om mellem Boderne, og kom til den Bod, hvor Lyting fra Samstad var inde. Han lod sig lede ind i Boden, og hen til det Sted, hvor Lyting sad. Han sagde: »Er Lyting fra Samstad her?« »Hvad vil du?« sagde Lyting. »Jeg vil vide,« sagde Amunde, »hvilken Bod du vil give mig for min Fader; jeg er frillebaaren og har ikke faaet nogen Bod.« Lyting sagde: »For din Faders Drab har jeg givet fulde Bøder, og dem tog din Farfader og dine Farbrødre, men mine Brødre blev ugilde (161), saa at hvis jeg har forbrudt mig haardt, saa blev jeg ogsaa haardt taget med.« »Det spørger jeg ikke om,« sagde Amunde, »at du har bødet til dem; jeg ved, at I er forligte, men jeg spørger om, hvilken Bod du vil give mig.« »Slet ingen,« sagde Lyting. »Jeg indser ikke,« sagde Amunde, »at det kan være ret for Gud, saa nær Hjertet som du har hugget mig; men det kan jeg sige dig, at hvis jeg var karsk paa begge mine Øjne, da skulde jeg enten have Pengebøder for min Fader eller Blodhævn. Nu skifte Gud os imellem!« Derefter gik han ud; men da han var kommen hen i Døren, vendte han sig atter om indad Boden til, og da blev hans Øjne opladte. Da sagde han: »Lovet være Herren! jeg ser nu, hvad han vil.« Derpaa løb han atter gennem Boden, indtil han kom hen for Lyting og hug ham med sin Økse i Hovedet, saa den gik i til Hammeren, og trak den atter til sig. Lyting faldt forover, og var straks død. Amunde gik ud i Døren, og da han kom til det samme Sted, hvor hans Øjne var blevne opladte, da lukkedes de atter, og han var blind hele sin Levetid siden.

Derefter lod han sig følge hen til Nial og hans Sønner, og forkyndte dem Lytings Drab. »Man kan ikke regne dig dette til Onde,« sagde Nial, »thi sligt er forud tilskikket; og naar slige Hændelser sker, saa er det os en Paamindelse om ikke at forskyde de nærmeste blandt de efterladte.« Derpaa tilbød Nial Lytings Frænder Forlig; og Høskuld Hvidenæsgode underhandlede med dem, at de skulde tage imod Bøder. Sagen blev da afgjort ved en Voldgift, og de halve Bøder blev eftergivne for det Krav, han med Rette tyktes at have paa Lyting. Derefter gik man hen for at love hinanden Tryghed, og Lytings Frænder tilsagde Amunde den. Folk red hjem fra Tinget, og det var nu roligt længe.

108. Om Valgard hin Graa

[c. 1008] Valgard hin Graa kom nu tilbage til Landet. Han var da endnu Hedning. Han tog hen til Hof til sin Søn Maard, og var der om Vinteren. Han talte saaledes til Maard: »Jeg har redet her vide igennem Bygden, og kan ikke kende mere, at det er den samme. Jeg kom til Hvidenæs, og saa der mange Bodtomter og en stor Forandring paa alt; jeg kom ogsaa til Thingskaaleting, og der fandt jeg alle vore Boder nedbrudte. Hvad skal alle disse underlige Ting sige?« Maard svarede: »Her er oprettede ny Godord og Femterretslov, og Folk har sagt sig fra Tingsamfund med mig, og givet sig under Høskulds Ting.« Valgard sagde: »Ilde har du lønnet mig for det Godord, jeg overgav dig, siden du foer saa umandig dermed. Nu skal du lønne dem det saaledes, at det kan blive dem alle til Bane; og det kan du ved at bagvaske og sætte dem sammen, saa at Nials Sønner dræber Høskuld. Mange er Eftermaalsmænd efter ham, og paa Grund af de Sager, som da opstaar, vil Nials Sønner blive dræbte.« »Det vil jeg ikke kunne faa udrettet,« sagde Maard. »Jeg skal sige dig, hvorledes du skal bære dig ad,« sagde Valgard, »du skal byde Nials Sønner hjem til dig og give dem Gaver til Afsked. Men Bagvaskelsen skal du ikke komme frem med, førend der er sluttet nært Venskab imellem Eder, saa at de tror dig lige saa godt som sig selv. Saa kan du hævne dig paa Skarphedin for Pengene, han tvang dig til at give efter Gunnars Død. Og først naar alle disse er døde, kan du vente at faa Høvdingskab.« Denne Plan aftalte de med hinanden, at den skulde udføres.

Maard sagde: »Jeg vilde ønske, Fader, at du vilde tage imod Troen; du er en gammel Mand.« »Det vil jeg ikke,« sagde Valgard, »heller saa jeg, at du forkastede Troen, og lad os se, hvorledes det saa gaar.« Men Maard sagde, at det vilde han ikke. Valgard brød alle Kors itu for ham og alle hellige Billeder. Kort efter faldt han i en Sygdom og døde og blev højlagt ved Hof.

109. Om Maard og Nials Sønner

Nogen Tid efter red Maard til Bergthorshvol og gav sig i Tale med Skarphedin og hans Brødre. Han søgte at indsmigre sig hos dem, og talte hele Dagen med dem og sagde, at han gerne vilde have Omgang med dem. Skarphedin optog det altsammen vel, men sagde, at det havde han hidtil ikke vist Lyst til. Tilsidst kom det saa vidt, at han indyndede sig hos dem, saa ingen af dem holdt noget Foretagende for vel overvejet, med mindre den anden havde været paa Raad med. Nial tyktes det altid ilde, at Maard kom did, og det gik altid saa, at han græmmede sig derover.

Engang kom Maard til Bergthorshvol, og sagde til Nials Sønner: »Jeg har nu bestemt at holde et Gilde, og agter at drikke Arveøl efter min Fader. Til dette Gilde vil jeg indbyde Eder Nialsønner og Kaare, og lover, at I ikke skal tage derfra uden Gaver.« De lovede at komme. Han tog nu hjem og lavede til Gildet, bød mange Bønder dertil, og der kom mange Gildesmænd. Nials Sønner og Kaare kom did. Maard gav Skarphedin et stort Guldspænde, men Kaare et Sølvbælte, og Grim og Helge andre gode Gaver. De kom hjem, roste disse Gaver, og viste Nial dem. Han sagde, at de vist havde købt dem dyrt nok, »og se til,« sagde han, »at I ikke kommer til at betale dem saaledes, som han ønsker.«

110. Om Maard Valdgardsens Bagvaskelse

Nogen Tid efter havde Nials Sønner og Høskuld gensidig Gilde hos sig. De indbød først Høskuld. Skarphedin havde en brun Hest, fire Aar gammel, baade stor og smuk. Det var en Hingst, men den havde endnu ikke været til Hestekamp. Denne Hest gav Skarphedin Høskuld tilligemed to Hopper; ogsaa de andre gav ham Gaver, og bad om hans Venskab. Siden bød Høskuld dem hjem til sig paa Vørsaby, og indbød mange andre Gildesmænd, saa der var en stor Samling. Han havde ladet sin Skaale bryde ned, men han havde tre Udhuse, og der blev Senge opredte. Alle de indbudne kom. Gildet løb vel af, og da man skulde tage hjem, forærede Høskuld Gildesmændene gode Gaver, og fulgte Nials Sønner paa Vej. Sigfussønnerne gik med ham, og den hele Forsamling. Og de sagde paa begge Sider, at ingen skulde nogen Sinde kunne skille dem ad.

Nogen Tid efter kom Maard til Vørsaby og bad Høskuld om en Samtale. De gik hen at tale sammen. Maard sagde: »Der er dog Forskel paa dig og Nialsønnerne: du gav dem gode Gaver, men de Gaver, du fik af dem, var for at haane dig.« »Hvormed godtgør du det?« sagde Høskuld. »De gav dig en Hest,« svarede Maard, »som de selv kaldte en raa Plag, og det gjorde de for at haane dig, thi de anser ogsaa dig for en uforsøgt Mand. Desuden kan jeg sige dig, at de bærer Avind til dig for Godordet; dette overtog Skarphedin paa Tinget, da du ikke kom til Femterretsstævne, og han har i Sinde at beholde det altid.« »Det er ikke sandt,« sagde Høskuld, »jeg tog imod det paa Leidmødet (162) i Høst.« »Saa maa det have været Nials Skyld,« sagde Maard. »Men de brød ogsaa Forliget mod Lyting,« vedblev han. »Hans Død var de ikke Skyld i,« sagde Høskuld. »Da kan du dog ikke nægte,« sagde Maard, »at den Gang du og Skarphedin drog til Markarfljot, faldt en Økse ned fra hans Bælte, og da havde han i Sinde at dræbe dig.« »Det var hans Vedøkse,« sagde Høskuld, »og jeg saa selv, at han stak den i sit Bælte. Og desuden maa jeg kun straks sige dig, Maard,« vedblev han, »at hvor meget ondt du end vil sige om Nials Sønner, saa faar du mig aldrig til at tro det, og om end saa var, om du end har Ret i, at jeg enten maa dræbe dem eller de mig, saa skal jeg dog langt hellere lide Døden af dem, end tilføje dem den mindste Men. Men saa meget slettere Mand er du, som du har sagt dette.« Derpaa tog Maard hjem.

Nogen Tid efter tog Maard hen for at besøge Nials Sønner, og talte meget med dem og Kaare. »Man har fortalt mig,« sagde Maard, »at Høskuld skal have sagt, at du, Skarphedin, brød Forliget mod Lyting; men det er jeg vis paa, at han tror, du vilde staa ham efter Livet, den Gang I drog sammen til Markarfljot. Dog tykkes mig, at det ikke var noget ringere Anslag mod dit Liv, den Gang han bød dig til Gæstebud, og gav dig Plads i det Udhus, der var længst fra Gaarden. Der blev baaret Ved dertil hele Natten, og han agtede at brænde Eder inde. Men det traf sig just, at Høgne Gunnarsen kom om Natten, og saa blev der ikke noget af deres Overfald, thi de var bange for ham. Siden fulgte han dig paa Vej med en stor Flok Mænd; da agtede han anden Gang at overfalde dig, og satte Grane Gunnarsen og Gunnar Lambesen til at dræbe dig, men de blev forsagte, og turde ikke angribe dig.« Da han havde talt dette, modsagde de andre det i Førstningen, men tilsidst troede de det dog; og fra den Tid fattede de Uvenskab mod Høskuld, og talte næsten ikke med ham, hvor de traf sammen. Høskuld trak sig paa sin Side ogsaa tilbage, og saaledes stod det hen en Tid.

Høskuld tog om Høsten til Gæstebud paa Svinefjæld, og Flose modtog ham vel. Hildegunn var der ogsaa. Flose sagde til Høskuld: »Jeg hører af Hildegunn, at der er Uvenskab mellem dig og Nials Sønner, og det tykkes mig ilde. Jeg vil derfor tilbyde, at du ikke mere skal ride vester paa; jeg vil skaffe dig Bopæl paa Skaftefjæld, og sende min Broder Thorgeir over at bo paa Vørsaby.« »Saa vil somme sige,« svarede Høskuld, »at jeg flyr derfra, fordi jeg er bange, og det vil jeg ikke have.« »Da er det dog rimeligt,« sagde Flose, »at der vil flyde store Ulykker deraf.« »Ilde er det,« sagde Høskuld, »thi heller vil jeg være ugild, end at andre skulde vederfares ondt for min Skyld.« Faa Dage efter vilde Høskuld ride hjem, men Flose forærede ham en Skarlagens Kappe, der var besat med Bræmmer ned i Skødet. Høskuld red hjem til Vørsaby, og det var nu roligt en Stund.

Høskuld var saa vennesæl, at faa var hans Uvenner, men den samme Spænding imellem ham og Nialsønnerne varede hele Vinteren.

Nial havde taget Kaares Søn Thord til Opfostring hos sig. Ligeledes havde han fostret Asgrim Ellidagrimsens Søn Thorhal, en rask og dygtig Mand; han havde lært saa stor Lovkundskab hos Nial, at han var den tredje af de største lovkyndige paa Island.

Dette Aar blev det tidlig Vaar, og Folk lagde tidlig deres Korn i Jorden (163).

111. Om Maard og Nials Sønner

En Dag kom Maard til Bergthorshvol, og de gik straks hen at tale sammen, han, Nials Sønner og Kaare (164). Maard bagtalte Høskuld efter sin Sædvane, havde endnu mange flere ny Fortællinger, og æggede stærkt Skarphedin og de andre, at de skulde dræbe Høskuld, og forsikrede, at han vilde komme dem i Forkøbet, hvis de nu ikke straks for mod ham. »Du skal faa din Vilje frem,« sagde Skarphedin, »hvis du vil tage med os, og tage Del deri.« »Det vil jeg nok,« sagde Maard; hvorpaa de sluttede faste Aftaler derom med hinanden, og han skulde komme der om Aftenen.

Bergthora spurgte Nial: »Hvad taler de om derude?« »Jeg er ikke med i deres Raad,« svarede Nial, »skønt jeg ellers sjælden var udelukt, naar det gik ud paa noget godt.«

Skarphedin gik ikke til Sengs om Aftenen, heller ikke hans Brødre eller Kaare. Den samme Nat ud paa Natten kom Maard Valgardsen, og de tog deres Vaaben, Nials Sønner og Kaare, og red bort. De red, til de kom til Vørsaby, og biede der ved et Gærde. Vejret var godt, og Solen var staaet op.

112. Høskuld Hvidenæsgodes Drab

Paa denne Tid vaagnede Høskuld Hvidenæsgode; han tog sine Klæder paa, og tog den Kappe over sig, som Flose havde givet ham; han tog en Saakurv i den ene Haand, Sværdet i den anden, gik hen til Gærdet, og gav sig til at saa. Skarphedin og de andre havde aftalt, at de alle skulde bære Vaaben paa ham. Skarphedin sprang op fra Gærdet; men da Høskuld saa ham, vilde han flygte. Men Skarphedin løb imod ham, og sagde: »Tænk aldrig paa at fly, Hvidenæsgode!« og hug til ham, og traf ham i Hovedet, saa han sank i Knæ. Høskuld udbrød idet han faldt: »Gud hjælpe mig og tilgive Eder!« Da løb de alle mod ham og gav ham Ulivssaar.

Derefter sagde Maard: »Der falder mig et godt Raad ind.« »Hvad er det?« sagde Skarphedin. »At jeg først skynder mig hjem,« vedblev den anden, »og siden tager op til Grjotaa, og siger dem hvad der er sket, og ytrer mit Misnøje med Gerningen. Jeg ved for vist, at Thorgerd vil bede mig at tillyse Drabet, og det vil jeg da gøre. Det vil mest ødelægge Søgsmaalet for dem. Jeg skal ogsaa sende en Mand til Vørsaby for at høre, hvor snart de der tænker at tage sig noget for; han vil ogsaa der faa at vide, hvad der er sket, og saa vil jeg lade, som jeg har det fra ham.« »Gør du kun det!« sagde Skarphedin.

Brødrene og Kaare vendte nu hjem, og da de var komne hjem, sagde de Nial, hvad der var sket. »Det er sørgelig Tidende,« sagde Nial, »og ilde er sligt at høre, thi sandelig gaar det mig nær og volder mig en saadan Sorg, at jeg hellere vilde have mistet to af mine Sønner, naar Høskuld var bleven i Live.« »Du er at undskylde,« sagde Skarphedin, »du er en gammel Mand, og det er hvad man kunde vente, at det gaar dig nær.« »Det er ikke blot for min Alderdoms Skyld,« sagde Nial, »men fordi jeg bedre end du ved, hvad derpaa vil følge.« »Hvad vil der da følge?« sagde Skarphedin. »Min Død,« svarede Nial, »og min Kones og alle mine Sønners.« »Hvad Skæbne spaar du da mig?« sagde Kaare. »Vanskeligt vil det blive dem,« svarede Nial, »at gaa imod din Lykke, thi du vil blive dem alle for stærk.« Dette var den eneste Ting, der gik Nial saa nær, at han aldrig kunde tale derom uden Hjertesorg.

113. Om Hildegunn og Maard Valgardsen

Hildegunn vaagnede og mærkede, at Høskuld ikke laa i sin Seng. »Haarde og ikke gode har mine Drømme været,« sagde hun, »søg dog Høskuld op!« De ledte efter ham i Gaarden, men fandt ham ikke. Hun havde imidlertid klædt sig paa, og gik med to Mænd hen til Gærdet. Der fandt de Høskuld dræbt. Da kom Maard Valgardsens Faarehyrde og sagde hende, at Nials Sønner var dragne op derfra, »og Skarphedin kaldte paa mig,« sagde han, »og lyste Drabet sig paa Haand.« »Mandig Daad vilde det have været,« sagde hun, »hvis een Mand havde øvet det.« Hun tog Kappen, tørrede alt Blodet af med den, samlede det levrede Blod deri, foldede den saa sammen og lagde den ned i sin Kiste.

Nu sendte hun Bud op til Grjotaa, for at forkynde dem, hvad der var sket. Maard var allerede kommen, og havde sagt dem det. Ogsaa Ketil fra Mørk var kommen did. Thorgerd sagde til Ketil: »Nu er Høskuld død, som vi ved. Mindes nu hvad du lovede mig, da du tog ham til Opfostring!« »Det kan være,« sagde Ketil, »at jeg den Gang har lovet mere end jeg kan holde, thi da tænkte jeg ikke, at de Dage skulde komme, som nu er vordne. Megen Vaande er jeg her kommen i, thi nær er Næsen ved Øjet, eftersom jeg er gift med en Datter af Nial.« »Vil du da,« sagde Thorgerd, »at Maard skal tillyse Drabet?« »Det ved jeg ikke,« svarede Ketil, »thi flere, tror jeg, times mere ondt af ham endt godt.« Men saasnart Ketil havde talt med Maard, saa gik det ham som andre, at han bildte sig ind, at Maard vilde være ham tro. De blev da enige om, at Maard skulde tillyse Drabet, og forberede hele Søgsmaalet til Tinget.

Maard tog da ned til Vørsaby. Did kom som Nævnsmænd ni Bønder, der boede nærmest ved Drabsstedet. Maard havde ti Mænd med sig. Han viser Naboerne Høskulds Saar, og kræver dem til Vidner paa Saarene, og nævner Ophavsmand til hvert Saar, undtagen eet; ved det lod han som han ikke vidste, hvem der havde givet det, men det var det, han selv havde givet. Drabet lyste han Skarphedin paa Haand, men Saarene hans Brødre og Kaare. Derpaa stævnede han de ni Aastedsvidner til at møde paa Tinget. Derefter red han hjem. Han opsøgte næsten aldrig Nials Sønner, og naar de kom sammen, viste de sig fjendske mod hinanden. Det var saaledes overlagt imellem dem.

Høskulds Drab spurgtes over alle Bygder, og blev ilde omtalt. Nials Sønner tog hen til Asgrim Ellidagrimsen og bad ham om Hjælp. »Det kan I med Sandhed vente,« sagde han, »at jeg i alle vigtige Sager vil staa Eder bi; men dog spaar mit Sind mig ikke godt i denne Sag, thi der er mange Eftermaalsmænd, og dette Drab bliver meget ilde omtalt i alle Bygder.« Nials Sønner drog nu hjem.

114-115. Om Gudmund den Mægtige og Snorre Gode

Gudmund den Mægtige (165) boede paa Gaarden Mødruvolde i Øfjord. Han nedstammede fra Grim Kamban, og paa Kvindesiden fra Sæmund den Syderøske. Gudmunds Kone Thorløg stammede fra Regnar Lodbrog. Gudmund var en stor Høvding og rig; han havde hundrede Tyende i sit Hus, aldrig færre. Han tilegnede sig en saadan Overmagt over alle Høvdinger der nord paa, at somme maatte overlade ham deres Bopæle, men somme tog han af Dage, og somme maatte give Slip paa deres Godord. Fra ham nedstammer ogsaa de mest udmærkede Mænd i Landet: Oddeverjerne (166) og Sturlungerne (167) og Hvamverjerne (168) og Fljotamændene (169) og Biskop Ketil (170) og mange andre af de berømmeligste Mænd. Gudmund var en Ven af Asgrim Ellidagrimsen, og derfor tænkte denne at faa Hjælp hos ham.

Snorre, med Tilnavnet Gode (171), boede paa Helgefjæld (172), førend Gudrun Osvifsdatter købte Jorden der af ham; og hun boede der til sin Alderdom, men Snorre flyttede saa til Hvamsfjord, og boede paa Sælingdalstunge. Snorres Fader Thorgrim var en Søn af Thorsten Torskebider, Thorolf Mostrarskægs Søn; hans Farmoder Thora nedstammede fra Ingjald Helgesen, hvis Moder var en Datter af Sigurd Orm i Øje (Snogøje), Regnar Lodbrogs Søn; hans Moder Thordis var en Datter af Thorbjørn Sur og Søster til Gisle Sursen (173). Snorre var en god Ven af Asgrim Ellidagrimsen, og derfor tænkte han ogsaa hos ham at faa Hjælp. Snorre var den viseste Mand paa Island af alle dem, som ikke var forudseende. Han var god mod sine Venner, grum mod sine Uvenner. Paa denne Tid var der megen Tingfærd fra alle Fjerdingerne, og man havde mange Sager forberedte til Søgsmaal.

116. Om Flose Thordsen

Flose spurgte Høskulds Drab, og det vakte i høj Grad hans Sorg og Vrede, men han bar det dog med Rolighed. Man fortalte ham den Tilberedelse til Sagsanlæg, som var sket efter Høskulds Drab, men han svarede næsten intet dertil. Han sendte Bud til sin Maag Hal paa Sida og hans Søn Ljot, at de skulde komme meget mandstærke til Tings. Ljot tegnede til at blive en af de bedste Høvdinger der øster paa; ham var spaaet, at hvis han red tre Somre til Tings, og kom uskadt hjem, saa vilde han blive den største Høvding i sin Æt og den ældste. Han havde da redet een Sommer til Tings, og dette var nu den anden.

Flose sendte ligeledes Bud til Kol Thorstensen og Hilder den Gamles Søn Glum, og Modulf Ketilsen. De red alle hen for at forene sig med ham. Hal lovede ogsaa at komme med et meget stort Følge. Flose red, til han kom til Surt Asbjørnsen paa Kirkeby, derfra sendte han Bud efter sin Brodersøn Kolben Egilsen, der ogsaa kom did. Derfra red han til Høvdebrekka, hvor Thorgrim Skrøte, Thorkel den Fagres Søn, boede. Flose bad ham ride til Altinget med sig; han lovede det og sagde til Flose: »Oftere, Bonde, har du været gladere, end nu, men der er da ogsaa god Grund til, at det er saa.« Flose svarede: »Ja, der er nu hændet det, som jeg gerne vilde give alt hvad jeg ejer og har, til at det aldrig var sket. Ond Sæd er der saaet, og ondt vil komme op deraf.«

Derfra red han over til Arnarstakshede og kom om Aftenen til Solheime, hvor Lodmund Ulfsen boede; han var en god Ven af Flose, og der var han om Natten. Om Morgenen red Lodmund med ham til Dal, hvor Ulf Ørgodes Søn Runolf boede. Flose sagde til Runolf: »Her kan vi faa paalidelig Efterretning om Høskuld Hvidenæsgodes Drab; du er en sanddru Mand, og har det fra første Haand; jeg vil derfor tro alt hvad du siger mig om Striden imellem dem.« Runolf svarede: »Det behøver ej med Ord at fejres (174), at han blev dræbt aldeles sagesløs, og alle gaar hans Død nær til Hjertet, men ingen mere end hans Fosterfader Nial.« »Saa vil det falde dem vanskeligt at faa Mænd til Hjælp,« sagde Flose. »Uden Tvivl,« vedblev Runolf, »hvis der ikke støder andet til.« »Hvad er der nu gjort ved Sagen?« sagde Flose. »Nævnsmændene er udnævnte, og Drabet tillyst,« svarede Runolf. »Hvem gjorde det?« sagde Flose. »Maard Valgardsen,« svarede Runolf. »Hvormeget er det at lide paa?« »Jeg er i Slægt med ham,« svarede Runolf, »men naar jeg sandt skal sige, saa times flere ondt af ham end godt. Men det vil jeg nu bede dig om, Flose, at du giver din Vrede Ro, og vælger det, hvoraf der kommer mindst Ulempe; thi Nial vil gøre gode Tilbud, og mange andre af de bedste Mænd ligesaa.« Flose sagde: »Rid du da til Tings med, Runolf, og dine Ord skal gælde meget hos mig, med mindre det gaar værre end det skulde.« Derpaa endte de deres Samtale, og Runolf lovede at rejse til Tings. Runolf sendte ogsaa Bud til sin Frænde Hafr den Spage, som straks red did. Flose red derfra til Vørsaby.

117. Om Flose og Hildegunn

Hildegunn var ude, og sagde: »Nu skal alle mine Hjemmemænd være ude, naar Flose rider til Gaarde; men Kvinderne skal feje Stuerne og tjælde, og lave et Højsæde for Flose.« Derpaa red Flose ind paa Tunet. Hildegunn gik ham i Møde og sagde: »Kom hil og sæl, Frænde! Mit Hjerte bliver glad ved dit Komme.« »Her,« sagde Flose, »skal vi spise Davre og saa ride videre.« Deres Heste blev da bundne.

Flose gik ind i Stuen og satte sig ned. Højsædehyndet kastede han bort fra sig ned paa Tværbænken, og sagde: »Hverken er jeg Konge eller Jarl, saa man behøver ikke at lave Højsæde for mig og drive Spot med mig.« Hildigunn stod nær hos og sagde: »Det er ilde, om det mishager dig, thi vi gjorde det i en god Mening.« Flose svarede: »Mener du mig det godt, saa vil det, du gør, rose sig selv, hvis det er godt, og laste sig selv, hvis det er ilde.« Hildegunn lo koldt og sagde: »Det har endnu ikke meget at sige, vi vil faa mere at gøre med hinanden, inden Enden tager.« Hun satte sig ned hos Flose, og de talede længe sagte sammen.

Derpaa blev Bordene satte frem. Flose og hans Mænd tog Haandtvæt. Flose betragtede Haandklædet; det var lutter Pjalter, og et Stykke revet af den ene Ende. Han vilde ikke tørre sig derpaa, og kastede det hen paa Bænken, skar et Stykke af Borddugen, tørrede sig derpaa, og kastede det hen til sine Mænd. Derpaa satte han sig til Bords, og bad dem spise.

Da kom Hildegunn ind i Stuen, gik hen til Flose, strøg sig Haaret fra Øjnene og græd. Flose sagde: »Kummerfuld er du nu, Frænke, siden du græder, men dog er det vel, at det er en god Mand, du græder for.« »Hvad Eftermaal skal jeg have af dig?« sagde hun, »eller hvad Hjælp vil du yde mig?« Flose svarede: »Jeg vil forfølge din Sag efter Lov og Ret, eller hjælpe til et Forlig efter gode Mænds Skøn, saa vi kan have Hæder deraf i alle Maader.« Hun sagde: »Hævne vilde Høskuld dig, hvis han var din Eftermaalsmand.« Flose svarede: »Ikke skorter dig paa Grumhed, og jeg ser nok, hvad du vil.« Hildegunn sagde: »Mindre havde Arnor Ørnulfsen fra Forsaaskov forbrudt sig mod din Fader Thord Frøjsgode, og dog vog dine Brødre, Kolben og Egil, ham paa Skaftefjældsting (175).« Derpaa gik Hildegun ud i Skaalen og lukkede sin Kiste op, tog saa Kappen op, som Flose havde foræret Høskuld, og som han havde paa, da han blev dræbt; hun gik saa ind i Stuen med Kappen, og gik, uden at sige et Ord, hen til Flose. Da var Flose mæt, og der blev baaret af Bordet. Hildegunn kastede Kappen over Flose, saa at det levrede Blod raslede ned over ham, og sagde: »Denne Kappe, Flose, gav du Høskuld, og jeg vil nu give dig den igen; i den blev han dræbt. Kalder jeg saa Gud som gode Mænd til Vidne paa, at jeg besværger dig ved Kristi Kraft og ved din Manddom og Tapperhed, at du hævner alle de Saar, han havde paa sig som død; hvis ikke, da hedde du hver Mands Niding!« Flose rev Kappen af sig, kylede den hen i Armene paa hende, og sagde: »Du er et forfærdeligt Utyske, du saa gerne, at vi begyndte paa det, som var værst for os alle; ja kolde er Kvinderaad.« Han var saa rystet derved, at han i sit Aasyn stundom var rød som Blod, men stundom gusten som Hø og stundom sort som Hel (176). Flose red bort med sine Mænd, hen til Holtsvad, og biede der efter Sigfussønnerne og sine andre Venner.

Ingjald boede paa Kelde, en Broder til Høskuld Nialsens Moder Hrodny; deres Fader var Høskuld hin Hvide. Ingjald var gift med Thrasløg, en Datter af Thord Frøjsgodes Søn Egil. Flose sendte Bud til Ingjald, at han skulde komme til ham, og Ingjald kom straks med fjorten Mand, der alle var hans Hjemmemænd. Han var stor, stærk og faamælt, men det mest haandfaste Karlfolk, og en gavmild Mand mod sine Venner. Flose hilste ham venlig og sagde: »Stor Ulykke er kommen os paa, og vanskelig er det at finde ud deraf. Jeg beder dig derfor, ikke at forlade min Sag, førend denne Nød er tilende.« Ingjald svarede: »Stor Vaande er jeg her i formedelst mit Svogerskab med Nial og hans Sønner og andre vigtige Ting, som her kommer imellem.« Flose sagde: »Da jeg gav dig min Broderdatter, da tænkte jeg, du lovede mig, at staa mig bi i enhver Sag.« »Det er ogsaa rimeligst,« sagde Ingjald, »at jeg gør saa, men dog vil jeg nu først ride hjem, og derfra til Tings.«

118. Om Flose og Maard og Sigfussønnerne

Sigfussønnerne hørte, at Flose var ved Holtsvad, og red did for at trætte ham. Der var Ketil fra Mørk og hans Broder Lambe, Thorkel og Maard, alle Sigfuses Sønner, deres Broder Sigmund og Lambe Sigurdsen og Gunnar Lambesøn, Grane Gunnarsen, og Vebrand Hamundsen. Flose stod op, gik dem i Møde og hilste dem venlig. De gik hen til Aaen. Flose fik af dem sand Efterretning om Drabet, og deres Fortælling stemmede overens med Runolf fra Dals. Flose sagde til Ketil fra Mørk: »Dig spørger jeg ad, hvor nidkær er du i denne Sag og de andre Sigfussønner?« »Jeg saa helst,« svarede Ketil, »at der kunde blive Forlig; men dog har jeg svoret, ikke at opgive denne Sag, førend den paa den ene eller anden Maade er endt, og at vove mit Liv derpaa.« Flose sagde: »Du er en brav Mand, og slige Mænd viser ædelt Sind.« Derimod tog de paa een Gang til Orde, Grane Gunnarsen og Gunnar Lambesen: »Vi vil have Landflygtighedsstraf og Mandhævn over dem.« Flose sagde: »Det er ikke afgjort, at vi paa een Gang skal faa Lov til baade at vælge og dele (177).« Grane sagde: »Det var jeg til Sinds, da de dræbte Thraen ved Markarfljot, og siden hans Søn Høskuld, aldrig at slutte Forlig med dem; thi jeg vilde gerne være med der, hvor de alle blev dræbte.« Flose sagde: »Saa nær har du staaet, at du kunde have hævnet dette, hvis du havde haft Mod og Mandshjerte dertil, men nu synes det, som du og mange andre ønsker det, som I vilde give Penge til, I aldrig havde været med at gøre. Det ser jeg grant, at om vi end kunde dræbe Nial eller hans Sønner, saa er de saa udmærkede Mænd og af saa stor Æt, at Eftermaalet efter dem vil blive saa stort, at vi maa gøre Knæfald for mange og bede dem om Hjælp, førend vi kommer ud af denne Vaande. I kan ogsaa være visse paa, at mange vil blive fattige, som før ejede meget Gods, og nogle vil lade baade Formue og Liv.«

Maard Valgardsen red hen til Flose, og lovede, at han vilde ride til Tings med ham med alle sine Folk. Flose tog derimod og foreslog ham et Giftermaal, at han skulde give Starkad paa Stavefjæld, Floses Brodersøn, sin Datter Ranveig. Derved haabede han at sikre sig hans Troskab og en god Mandestyrke. Maard svarede, det kunde vel lade sig gøre, men skød Sagen hen til Gissur Hvides Afgørelse, og bad, at man skulde tale derom paa Tinget. Maard var nemlig gift med Gissur Hvides Datter Thorkatla. Maard og Flose red begge sammen til Tinget, og talede hver Dag med hinanden.

119. Om NIals og Skarphedins Samtale

Nial sagde til Skarphedin: »Hvorledes har I nu tænkt at bære Eder ad, I Brødre og Kaare?« Skarphedin svarede: »Vi plejer ikke at gaa efter Drømme; at jeg skal sige dig det, saa vil vi ride til Tunge til Asgrim Ellidagrimsen, og derfra til Tinget. Men hvad mener du om din Rejse, Fader?« Nial svarede: »Jeg vil ride til Tinget, thi det sømmer mig ikke at forlade Eders Sag, saalænge jeg lever. Jeg haaber, at mange der vil vise mig Venlighed, og at min Nærværelse vil være Eder til Gavn og ikke til Skade.«

Nials Fostersøn Thorhal Asgrimsen var der tilstede. Nials Sønner lo ad ham, fordi han havde en brunstribet Kofte paa, og spurgte, hvorlænge han vilde gaa med den. Han svarede: »Jeg skal lægge den, naar jeg skal forfølge Sagen som Eftermaalsmand efter min Fosterfader.« Nial sagde: »Du vil vise størst Bravhed, naar det meste staar paa Spil.«

De lavede sig alle til at tage bort og var næsten tredive Mand; de red, til de kom til Thjorsaa. Der stødte Nials Frænder til dem, Thorleif Kraak og Thorgrim den Store, Holta-Thorers Sønner; de tilbød Nials Sønner deres Hjælp og væbnede Bistand, et Tilbud, som de modtog. Derpaa red de alle sammen over Thjorsaa, indtil de kom til Bredden af Laksaa, hvor de bedede. Der stødte Hjalte Skeggesen til dem. Nial og han talte længe hemmelig sammen. Hjalte sagde: »Jeg skal altid vise, at jeg ikke dølger mit Sindelag. Nial har bedet mig om Hjælp, og jeg har ogsaa været villig dertil og lovet ham min Bistand; han har forud lønnet mig, som mange andre, derfor ved sine Heldraad.« Hjalte sagde Nial alt om Floses Rejser fra den ene til den anden. De sendte Thorhal forud til Tunge, for at sige Asgrim, at de vilde komme did om Aftenen.

Asgrim gjorde sig straks rede til at modtage dem. Han var ude, da Nial red ind paa Tunet. Nial var iført en sort Kappe, paa Hovedet havde han en Filthat, og i Haanden en liden Økse. Asgrim hjalp ham selv af Hesten, bar ham ind og satte ham i Højsædet. Derpaa gik alle de andre ind, Nials Sønner og Kaare. Asgrim gik derpaa atter ud. Hjalte vilde tage bort, og mente, der var altfor mange; men Asgrim tog hans Hest i Tømmen, og sagde, at han ikke fik Lov til at ride bort, og lod tage af deres Heste, fulgte Hjalte ind, og gav ham Sæde ved Siden af Nial. Men Thorleif og Thorgrim med deres Mænd tog Sæde paa den anden Bænk. Asgrim satte sig paa en Stol foran Nial og spurgte: »Hvad spaar dit Sind os om vor Sag?« »Ikke godt,« svarede Nial, »jeg frygter, at de har liden Lykke med sig, de som har Del heri. Men jeg saa gerne, min Ven, at du vilde samle alle dine Tingmænd og ride til Tings med mig.« »Det har jeg foresat mig,« sagde Asgrim; »og det lover jeg dig derhos, at jeg aldrig skal forlade Eders Sag, saalænge jeg kan faa nogen Mænd med mig.« Alle, som var derinde, takkede ham derfor, og sagde, at det var en brav Mands Ord.

De blev der om Natten. Dagen efter kom alle Asgrims Folk. Derpaa red de alle sammen, til de kom op til Altinget, hvor deres Boder i Forvejen var tjældede.

120. Asgrim og Nials Sønner gaar omkring for at søge Hjælp

Flose var da kommen til Tinget og havde hele sin Bod fuld af Mænd. Runolf besatte Dalverjernes (178) Bod, men Maard Rangaaboernes. Længst østenfra var kommen Hal fra Sida, men saa godt som ingen andre derfra. Dog havde Hal fra Sida et meget stort Følge, og han forenede sig straks med Flose, og bad ham at slutte Forlig og Fred. Hal var en forstandig og velvillig Mand. Flose svarede ham vel nok, men vilde dog intet love derom. Hal spurgte ham, hvem der havde lovet ham Hjælp, og han nævnte Maard Valgardsen, og sagde, at han havde bejlet til hans Datter for hans Frænde Starkad. Hal svarede, at hun var nok værd at have, men Maard var der ikke noget godt ved, »og det,« sagde han, »vil du faa at føle, førend dette Ting er til Ende.« Dermed endte de deres Samtale.

En Dag talte Nial og Asgrim længe hemmelig sammen. Derpaa sprang Asgrim op og sagde til Nials Sønner: »Lad os nu gaa hen og se os om efter Venner, at vi ikke skal bukke under for Overmagten, thi denne Sag vil blive dreven med Heftighed.« Asgrim gik da ud, og næst efter ham Helge Nialsen, saa Kaare Sølmundsen, saa Grim Nialsen, saa Skarphedin, saa Thorhal, saa Thorgrim den Store, saa Thorleif Kraak. De gik først til Gissur Hvides Bod og ind i Boden. Gissur stod op for at tage imod dem, og bad dem sidde ned og drikke. Asgrim sagde: »Vi har andet Ærinde end saa, og hvad det er, vil vi ikke stikke under Stolen. Hvad Hjælp kan vi vente os af dig, Frænde?« Gissur svarede: »Min Søster Jorun (179) vilde vel tænke, at jeg ikke vil unddrage mig fra at staa dig bi. Saa skal det ogsaa være nu og herefter, at vi skal dele Lod med hinanden.« Asgrim takkede ham, og de gik bort.

Da spurgte Skarphedin: »Hvor skal vi nu gaa hen?« »Til Ølvusingernes Bod,« (180) svarede Asgrim. Derpaa gik de did. Asgrim spurgte, om Skafte Thorodsen var i Boden. Der blev svaret ham ja. De gik da ind i Boden. Skafte sad paa Bænken og bød Asgrim velkommen. Han takkede. Skafte bød ham at sidde ned hos sig, men Asgrim svarede, at han havde ikke gode Stunder, men havde dog et Ærinde til ham. »Lad høre da,« sagde Skafte. »Jeg vil bede dig om din Hjælp, at du vil staa mig og mine Svogre bi i vore Sager,« sagde Asgrim. »Jeg havde ikke tænkt,« svarede Skafte, »at Eders Fortrædeligheder skulde komme inden for mine Vægge.« Asgrim sagde: »Ilde er sligt svaret, at ville staa Mænd mindst bi, naar det er mest fornødent.« »Hvad er det for en Mand,« sagde Skafte, »han som fire Mænd gaar foran, den store, blege Mand, der ser saa lykkeforladt og barsk ud, og ligner en Trold?« Han svarede: »Skarphedin hedder jeg, og du har tit set mig paa Tinge. Men saa meget klogere er jeg end du, at jeg ikke behøver at spørge efter hvad du hedder. Du hedder Skafte Thorodsen; men engang før kaldte du dig Børstekol, da du havde dræbt Ketil fra Elda; da gjorde du dig selv kullet (181) og smurte dit Hoved ind i Tjære; saa købte du nogle Trælle til, at de skulde skære Græstørv op, hvor du krøb ind under om Natten; saa foer du til Thorolf Loptsen paa Øre, og han tog imod dig og bar dig ombord i sine Melsække (182).« Derpaa gik Asgrim ud med ham og de andre.

Skarphedin sagde: »Hvor skal vi nu gaa hen?« »Til Snorre Godes Bod,« sagde Asgrim. Derpaa gik de til Snorres Bod. Der var en Mand uden for Boden. Asgrim spurgte, om Snorre var derinde. Den anden svarede ja. Asgrim gik ind i Boden og alle de andre. Snorre sad paa Bænken. Asgrim gik hen til ham og hilste paa ham. Snorre tog venlig imod ham og bad ham sidde ned. Asgrim svarede, at han ikke havde Stunder til at blive, »men til dig er Ærindet,« sagde han. Snorre bad ham sige det. Asgrim sagde: »Jeg vil bede dig følge med mig i Retten og yde mig Bistand; thi du er en forstandig Mand, som kan sætte noget igennem.« »Det falder vanskeligt for os nu med vore Sager,« svarede Snorre, »og en stor Mængde Mænd rejser sig imod os; vi vil derfor ikke gerne tage andres vanskelige Sager over i andre Fjerdinger.« »Du kan være undskyldt,« sagde Asgrim, »thi du skylder os intet.« »Jeg ved, at du er en brav Mand,« vedblev Snorre, »og jeg vil derfor love dig, paa ingen Maade at være dig imod, eller yde dine Uvenner nogen Støtte.« Asgrim takkede ham. Snorre Gode sagde: »Hvad er det for en Mand, han som fire gaar foran, den blege Mand med de skarpe Træk, han som fortrækker sin Mund til et Smil, og bærer sin Økse saa højt paa Skulder?« »Hedin hedder jeg,« svarede han, »men somme kalde mig Skarp-Hedin (183) med fuldt Navn; hvad vil du sige mig mere?« Snorre Gode vedblev: »Det, at du ser mig djærv ud, som en, der nok kan tage sin Mand; men dog spaar jeg, er din meste Lykke forbi, og faa, spaar jeg, bliver dine Dage.« »Vel er det,« svarede Skarphedin, »thi det er Gæld, vi alle skal betale. Imidlertid gjorde du bedre i at hævne din Fader (184) end at spaa saaledes om mig.« »Mange har sagt det før,« sagde Snorre, »og jeg vil ikke vredes derover.« Derpaa gik de ud, og fik ingen Hjælp der.

Derfra gik de til Skagefjordingernes Bod; den ejede Hafr den Rige, Thorkel Eriksens Søn fra Goddalene (185). Asgrim gik med de andre ind i Boden. Hafr sad midt i Boden, og talte med en Mand. Asgrim gik hen til ham og hilste paa ham; han takkede, og bad ham sidde ned. Asgrim sagde: »Jeg vil bede dig yde mig og mine Svogre Hjælp.« Hafr svarede rask, og sagde, at han ikke vilde have at gøre med deres Fortrædeligheder. »Men jeg vil dog spørge,« sagde han, »hvad det er for en Mand, den blege der, som fire Mænd gaar foran, og der ser saa ond ud, som om han var kommen ud fra Strandens Klipper.« Skarphedin sagde: »Bryd du dig ikke om, dit Mælkefjæs, hvem jeg er. Thi jeg tør gaa frem der, hvor du ligger og lurer, og ræddes lidet, om slige Svende kommer paa min Vej. Du skulde heller lede din Søster Svanløg op, som Eydis Jernsaxa og Stedjekol førte bort fra dit Hus, uden at du turde røre dig derved. (186)« Asgrim sagde: »Lad os gaa, her er ingen Hjælp at vente.«

Derpaa gik de til Mødrevoldingernes (187) Bod, og spurgte, om Gudmund den Mægtige var i Boden. Der blev svaret dem ja. De gik da ind i Boden. Der var et Højsæde midt i Boden, og der sad Gudmund den Mægtige. Asgrim gik hen til ham og hilste ham. Gudmund tog vel imod ham og bad ham sidde ned. Asgrim svarede: »Jeg vil ikke sidde, men kommer for at bede dig om Hjælp, thi du er en driftig og stor Høvding.« Gudmund sagde: »Jeg skal ikke være dig imod, men om at yde dig Hjælp, kan vi senere tales ved;« og han viste sig i det hele velvillig. Asgrim takkede ham for Løftet. Gudmund sagde: »Der er en Mand der henne i Eders Flok, som jeg har stirret paa en Stund, og som tykkes mig ulig alle, jeg før har set.« »Hvem er det?« sagde Asgrim. »Ham, som fire gaar forud,« sagde Gudmund, »med det brune Haar, blegt Ansigt, stor af Vækst er han og djærv, og saa rask ser han ud til Mandedaad, at jeg heller vilde have ham, end 10 Mand i mit Følge, men dog ser Manden ud til ikke at have Lykken med sig.« Skarphedin sagde: »Det er nok mig du mener, og forskellig Ulykke er os givet: jeg maa lide Dadel for Høskuld Hvidenæsgodes Drab, og det ikke uden Grund, men om dig digtede Thorkel Haak og Thorer Helgesen Nid, og deraf har du den største Ærgrelse (188)«. De gik derpaa ud.

Skarphedin sagde da: »Hvor skal vi nu gaa hen?« »Til Ljosvetningernes Bod (189),« sagde Asgrim. Denne Bod havde Thorkel Haak tjældet, en Søn af Thorgeir Gode. Han havde været udenlands, og indlagt sig Hæder i andre Lande. Han havde dræbt en Ildgerningsmand i Jæmteskoven; derfra drog han til Sverrig, indgik Samlag med Sørkver Karl, og hærgede med ham i Østerleden. Men østen for Baalagardsside (190), da han en Aften skulde hente Vand til dem, traf han paa et Finngalkn (191), som han længe værgede sig mod, og endelig fik dræbt. Derfra drog han over til Adelsyssel (192), hvor han stred med en Drage. Siden vendte han tilbage til Sverrig, derfra til Norge, og drog ud til Island. Alle disse mandige Gerninger lod han skære ud over sin lukkede Seng og paa Stolen foran sit Højsæde. Han og hans Brødre stred ogsaa paa Ljosvetningernes Høstting (193) med Gudmund den Mægtige, og da Ljosvetningerne fik Sejr, udspredte Thorer Helgesen og Thorkel Haak Bagvaskelse om Gudmund. Thorkel plejede at sige, at der var ingen paa Island, som han jo vilde gaa i Tvekamp med, naar det skulde være, eller nogen, for hvem han vilde vige. Derfor blev han kaldt Thorkel Haak (den Overmodige), thi han skaanede ingen hverken i Ord eller Gerning, med hvem han saa end havde at gøre.

121. Om Skarphedin og Thorkel Haak

Asgrim og hans Ledsagere gik til Thorkel Haaks Bod. Asgrim sagde da til sine Ledsagere: »Denne Bod tilhører Thorkel Haak, en stor Kæmpe, og der vil ligge os megen Vægt paa, om vi kunde vinde hans Bistand; vi skal derfor her bære os forsigtig ad, thi han er egensindig og vanskelig. Jeg vil nu bede dig, Skarphedin, at du vil lade være at blande dig i vor Samtale.« Skarphedin smilte derad; han var klædt saaledes, at han havde en sort Kjortel paa, sortstribet Brog, høje sorte Sko paa Fødderne og Sølvbælte om Livet. I Haanden havde han Øksen, hvormed han havde fældet Thraen, og som han kaldte Rimmegyge, og desuden et let Skjold; om Hovedet havde han et Silkebaand og Haaret strøget tilbage om Ørene. Han saa særdeles krigersk ud, og derfor kendte alle ham uden at have set ham før (194). Han gik paa samme Plads som før, hverken mere foran eller bagefter. De gik nu helt ind i Boden. Thorkel sad midt paa Bænken, og hans Mænd paa begge Sider ud fra ham. Asgrim hilste ham. Thorkel takkede. Asgrim sagde til ham: »Vi er komne hid for at bede dig om Hjælp, at du vil gaa for Retten med os.« Thorkel svarede: »Hvor kan I trænge til min Hjælp, siden I allerede har været hos Gudmund, og han har vel lovet Eder Bistand.« »Hans Hjælp fik vi ikke,« sagde Asgrim. Thorkel sagde: »Saa har Gudmund fundet Sagen uvennesæl, og det er den vist ogsaa, thi det er den værste Gerning, der er udført. Men jeg ved ogsaa, hvorfor du faldt paa at komme hid, du troede, at jeg skulde være mindre nøjeregnende end Gudmund, og vilde understøtte en vrang Sag.« Asgrim tav da, og tyktes det gik ilde. »Thorkel sagde: »Hvem er den store, fæle Mand, som fire gaar foran, med det blege, skarpe Ansigt, der ser saa ulyksalig ud og ligner en Ildgerningsmand?« Skarphedin svarede: »Jeg hedder Skarphedin,« sagde han, »men du skulde lade være at bruge Haansord om mig, en sagesløs Mand. Aldrig har det hændt mig, at jeg har kuet min Fader og stredet med ham, som du gjorde med din. Lidet har du ogsaa redet til Altinget eller givet dig af med Retssager paa Tinget, og det passer bedre for dig at sidde hjemme blandt dine faa Husfolk paa din Gaard Økseraa (195) og sysle med din Mælk. Du skulde ogsaa først stange dine Tænder for Endetarmen af den Hoppe, som du aad, førend du red til Tings; din Hyrde saa det, og undrede sig over, at du gjorde slig Vederstyggelighed.« Thorkel sprang da op og var meget vred, greb sit Saks og sagde: »Dette Sværd fik jeg i Sverrig, og for at faa det dræbte jeg den største Kæmpe, og siden vog jeg mangen Mand dermed; saasnart jeg naar dig, skal jeg drive det igennem dig, og det skal du have for dine Ukvemsord.« Skarphedin stod med opløftet Økse, og fortrak Munden til Smil og sagde: »Denne Økse havde jeg i min Haand, da jeg sprang tolv Alen over Markarfljot, og dræbte Thraen Sigfussen; otte Mænd stod for mig, og ingen kunde standse mig, men aldrig har jeg løftet Vaaben mod Mand, uden at det har ramt ham.« Derpaa skød han sine Brødre og sin Svoger Kaare tilside, skred frem imod Thorkel og sagde: »Gør nu eet af to, Thorkel Haak! stik dit Sværd i Balgen og sæt dig ned, eller jeg driver dig Øksen i Hovedet og kløver dig ned i dine Hærder.« Da satte Thorkel sig ned og stak sit Sværd ind, og sligt hændte ham aldrig hverken før eller siden. Asgrim gik ud med de andre.

Skarphedin sagde: »Hvor skal vi nu gaa hen?« Asgrim svarede: »Hjem til vor Bod.« »Saa gaa vi nu hjem, kede af at tigge,« sagde Skarphedin. Asgrim ytrede: »Mange Steder har du været temmelig ordhvas; men her, hvor det gjaldt Thorkel, tror jeg du har behandlet ham som han havde fortjent.« De gik da hjem til deres Bod og fortalte Nial alting nøjagtig. Han sagde: »Det faar nu gaa, som Skæbnen vil, hvad saa end Udfaldet bliver.«

Gudmund den Mægtige hørte nu, hvorledes det var gaaet til imellem Skarphedin og Thorkel; og sagde: »I ved, hvorledes det gik med mig og dem fra Ljosevatn, men jeg har aldrig lidt saadan Skam og Forsmædelse af dem, som Thorkel nu led af Skarphedin; og det er truffet meget godt.« Han sagde derpaa til sin Broder Einar fra Thværaa: »Du skal gaa hen med alle mine Folk og staa Nials Sønner bi, naar Retten sættes; men trænger de til Hjælp næste Sommer, saa skal jeg selv yde dem Bistand.« Einar lovede det og lod Asgrim det vide. Asgrim sagde: »Gudmund overgaar de fleste i Høvdingesind,« og fortalte det derpaa til Nial.

122. Om Sagens Anlæg

Næste Dag samledes Asgrim og Gissur Hvide, Hjalte Skeggesen og Einar fra Thværaa. Maard Valgardsen var ogsaa tilstede. Han havde da sagt sig Søgsmaalet fra og overdraget det til Sigfussønnerne. Da sagde Asgrim: »Dig, Gissur Hvide, og Eder, Hjalte og Einar, henvender jeg mig først til, fordi jeg vil sige Eder, hvorledes det staar sig med vor Sag. Det er Eder bekendt, at Maard har anlagt Sagen, men det hænger saaledes sammen, at Maard selv har været med ved Høskulds Drab, og har givet ham det Saar, hvortil ingen Ophavsmand blev nævnet. Mig synes derfor, at Sagen maa blive afvist som ulovlig.« »Saa vil vi straks komme frem med denne Indsigelse,« sagde Hjalte. Thorhal Asgrimsen sagde: »Det er dog ikke raadeligt andet, end at vi holder det skjult, lige til Retten sættes.« »Hvad gør det til Sagen?« sagde Hjalte. Thorhal svarede: »Faar de nu straks at vide, at det er gaaet vrangt til med Sagens Anlæg, saa kan de bjerge Sagen ved at sende en Mand hjem fra Tinget, lade ham stævne der paa ny og udnævne Nævnsmænd her paa Tinget, og da er Søgsmaalet lovligt.« »Du er en indsigtsfuld Mand, Thorhal,« sagde de, »og dit Raad skal vi følge.« Derefter gik de hver til sin Bod.

Sigfussønnerne tillyste Sagen paa Lovbjerget, og spurgte efter Tinglav og Hjemstavn, men Fredag Aften skulde Retterne (196) sættes og Søgsmaalene begynde. Tinget var nu roligt indtil da. Mange søgte da at stille Forlig imellem dem, men Flose gjorde Vanskeligheder, og de andre var endnu ordrigere (197), saa der var liden Udsigt dertil. Nu kom den Tid, at Retten skulde sættes Fredag Aften. Da gik hele Tingforsamlingen derhen. Flose stod med sin Skare syd for Rangaabodernes Ret (198); med ham var Hal fra Sida, Ulf Ørgodes Søn Runolf fra Dal, og de andre, som havde lovet Flose Hjælp; men nord for stod Asgrim Ellidagrimsen og Gissur Hvide, Hjalte Skeggesen og Einar fra Thværaa. Men Nials Sønner var hjemme ved deres Bod med Kaare og Thorleif Kraak og Thorgrim den Store. De sad alle med deres Vaaben, og det var ikke let at angribe deres Flok.

Nial havde bedet Dommerne at gaa til Retten. Sigfussønnerne begyndte deres Søgsmaal. De krævede Vidner og bød Nials Sønner at høre paa deres Ed; derpaa aflagde de Eden, saa fremsatte de Sagen; saa lod de føre Tillysnings-Vidner; saa bød de Nævnsmændene tage Sæde, og indbød til at vrage Nævnsmændene. Da stod Thorhal Asgrimsen op og nævnede Vidner og gjorde Forbud mod Nævnsmænds Udsagn, »og det fordi den Mand havde tillyst Sagen, der selv var falden under Lovens Straf og selv var fredløs.« »Hvem mener du med det?« sagde Flose. Thorhal svarede: »Maard Valgardsen havde Del i Høskulds Drab med Nials Sønner og saarede ham med det Saar, som ingen Ophavsmand blev nævnt til, da Vidner blev nævnte til Saarene. I kan ikke nægte, at Sagen nu er ugyldig.«

123. Om Forliget mellem Flose og Nial

Nial stod da op og sagde: »Derom beder jeg Hal fra Sida og Flose og Sigfussønnerne og alle vore Mænd, at I ikke vil gaa bort, men blive her og høre mine Ord.« De gjorde saa. Han sagde da: »Saa synes mig, som denne Sag maa falde af sig selv, og det med rette, thi af ond Rod er den oprunden. Jeg forsikrer Eder, at jeg elskede Høskuld mere end mine Sønner, og da jeg spurgte, at han var dræbt, tyktes mig slukt mine Øjnes sødeste Lys, og heller vilde jeg have mistet alle mine Sønner, naar han havde levet. Nu beder jeg dig, Hal fra Sida, og Runolf fra Dal, Gissur Hvide og Einar fra Thværaa og Hafr hin Spage, at det maa undes mig at faa Forlig sluttet for Høskulds Drab paa mine Sønners Vegne, og jeg ønsker, at de maa kende heri, som er dertil bedst egnede.« Gissur og Hafr og Einar holdt derpaa hver sine Tale, bad Flose om Forlig, og lovede sit Venskab derfor. Flose svarede godt paa alt, men lovede alligevel intet. Hal fra Sida sagde da til Flose: »Vil du nu holde dit Ord og opfylde det Løfte, du gav mig, da jeg skaffede din Frænde Thorgrim Digerketils Søn udenlands, den Gang da han havde dræbt Halle den Røde?« Flose svarede: »Ja jeg vil, Maag, thi du vil ikke bede om andet, end hvad der kan forøge min Hæder.« Hal sagde: »Saa vil jeg, at du straks slutter Forlig, og lader gode Mænd kende i Sagen, og derved vinder du dig gode Mænds Venskab.« Flose sagde: »Jeg giver Eder til Kende, at jeg vil opfylde min Maag Hals og andre af de bedste Mænds Begæring, at seks Mænd, som lovligen udnævnes dertil fra begge Sider, skal kende i Sagen; og jeg finder, at Nial fortjener, at jeg under ham dette.« Nial og alle de, der var hos, takkede ham og dem alle, og sagde, at Flose havde handlet som en brav Mand. Flose vedblev: »Nu vil jeg udnævne mine Voldgiftsmænd. Saa udnævner jeg først min Maag Hal, saa Øssur fra Breidaa, Surt Asbjørnsen fra Kirkeby, Modolf Ketilsen, Hafr den Spage og Runolf fra Dal; og det vil alle være enige i, at det er de dygtigste af alle mine Mænd.« Derpaa bad han Nial udnævne sine Voldgiftsmænd. Nial stod da op og sagde: »Hertil udnævner jeg først Asgrim Ellidagrimsen, saa Hjalte Skeggesen, Gissur Hvide, Einar fra Thværaa, Snorre Gode og Gudmund den Mægtige.« Derpaa gav de hinanden Haand, Nial og Flose og Sigfussønnerne, og Nial gav Haandslag paa alle sine Sønners og sin Dattermand Kaares Vegne paa at holde, hvad disse tolv Mænd vilde dømme; det maatte man da sande, at hele Tingforsamlingen blev glad derover. Derpaa blev der sendt Bud efter Snorre og Gudmund, thi de var i deres Boder. Der blev da bestemt, at Dommerne skulde sidde i Lovretten, og alle de andre gaa bort.

124. Kendelsen

Snorre Gode talte saaledes: »Nu er vi her tolv Dommere, hvem denne Sag er voldgivet. Jeg vil nu bede Eder alle, at vi ikke lægger nogen Hindring i Vejen i denne Sag, som kunde hemme Forliget.« Gudmund sagde: »Vil I dømme nogen herredsflygtig eller landsforvist?« »Ingen,« svarede Snorre, »thi man har ofte ikke holdt sig Dommen efterrettelig, og det har da voldet manges Drab og Ufred; men jeg vil sætte Pengeboden saa høj, at ingen Mand her i Landet har været dyrere end Høskuld.« Hans Ord fandt Bifald.

Derpaa talede de om Sagen, og kunde ikke blive enige om, hvem der først skulde foreslaa Pengebodens Størrelse; endelig kastede de Lod derom, og det tilfaldt Snorre at bestemme den. Snorre sagde: »Herpaa vil jeg ikke betænke mig længe, jeg vil nu sige Eder, hvad min Bestemmelse er: at jeg vil lade Høskuld bøde med tredobbelt Mandebod, og det er seks Hundrede i Sølv. I kan nu forandre det, hvis det synes Eder for meget eller for lidet.« De svarede, at det skulde være saaledes. »Hertil skal endnu føjes,« vedblev han, »at alle Pengene skal betales her paa Tinget.« Da sagde Gissur Hvide: »Dette tror jeg næppe kan lade sig gøre, thi de har uden Tvivl en ringe Del med, til at rede for sig.« Gudmund den Mægtige sagde: »Jeg ved, hvad Snorre vil. Han vil, at alle vi Voldgiftsmænd skal skyde til, som vor Dannished er til; og det vil da mangen en efterligne.« Hal fra Sida takkede ham og sagde, at han vilde gerne skyde saa meget til, som den gjorde, der gav mest. Og alle de andre Voldgiftsmænd sagde ligeledes ja.

Derpaa gik de bort og aftalte, at Hal skulde forkynde Kendelsen paa Lovbjerget. Der blev ringet, og alle Mænd gik til Lovbjerget. Hal fra Sida stod op og sagde: »Den Sag, vi har været Voldgiftsmænd i, er vi blevne vel enige om. Vi har bestemt seks Hundrede i Sølv. Vi Voldgiftsmænd skal betale Halvdelen, og det skal betales alt her paa Tinget. Men det er nu min Bøn og Begæring til hele det samlede Folk, at hver vil give noget til for Guds Skyld.« Derpaa svarede alle vel. Hal krævede da Vidner paa Kendelsen, at ingen skulde kunne bryde den. Nial takkede dem for Kendelsen. Skarphedin stod hos og tav, og fortrak Munden til et Smil.

Folk gik saa fra Lovbjerget og til deres Boder. Men Voldgiftsmændene samlede paa Bondens Kirkegaard de Penge, de havde lovet at skyde til. Nials Sønner kom frem med de Penge, de havde, ligesaa Kaare, og det var Hundrede i Sølv. Nial tog de Penge, han havde, og det var det andet Hundrede i Sølv. Derpaa blev alle disse Penge samlede i Lovretten; og andre gav da saa meget til, at der ikke manglede en Penning i Summen. Nial tog derpaa en Silkekappe og et Par Sko, og lagde dem oven paa Bunken.

Derpaa sagde Hal til Nial, at han skulde gaa efter sine Sønner, selv vilde han gaa efter Flose, at de kunde tilsige hinanden Tryghed. Nial gik da hjem til sin Bod og sagde til sine Sønner: »Nu staar det sig godt med vor Sag; vi er forligte Mænd, og alle Pengene er samlede. Vi skal fra begge Sider gaa hen og yde hinanden Fred og Tryghed. Jeg vil nu bede Eder, mine Sønner, at I ikke forstyrrer den.« Skarphedin strøg sig over Panden og smilte. De gik nu alle til Lovretten. Hal gik ligeledes hen til Flose og sagde: »Gaa nu til Lovretten, thi nu er alle Pengene udredte og samlede paa eet Sted.« Flose bad da Sigfussønnerne at gaa hen med sig, og de gik alle ud. De gik østfra, men Nial og hans Sønner kom vestfra hen til Lovretten. Skarphedin gik hen til Mellembænken og stod der.

Nu gik Flose ind i Lovretten for at tage Pengene i Øjesyn, og sagde: »Det er mange og skønne Penge, og rundelig udredte, som venteligt var.« Derpaa tog han Kappen op, og svang den, og spurgte, hvem der havde givet den. Ingen svarede ham. Anden Gang svang han Kappen og spurgte, hvem der havde givet den, og lo; men ingen svarede ham. Da sagde han: »Hvorledes hænger det sammen? Ved ingen, hvem dette Klædningsstykke har hørt til, eller tør I ikke sige mig det?« Skarphedin sagde: »Hvem mener du har givet den?« Flose sagde: »Vil du vide det, saa skal jeg sige, at jeg tænker, din Fader har givet den, den skægløse Knark; mange, som ser ham, ved ikke, om han er en Kvinde eller et Karlfolk.« Skarphedin sagde: »Sligt er et skammeligt Ord, at haane en ældgammel Mand, hvad endnu ingen brav Mand har gjort. Ogsaa kan i vide, at han er en Mand, thi han har avlet Sønner med sin Kone: faa af vore Frænder har ligget ugilde ved vor Gaard, uden at vi jo har hævnet dem.« Derpaa tog Skarphedin Kappen til sig, og kastede et Par sorte Brog til Flose og sagde, at dem trængte han mere til. Flose sagde: »Hvorfor skulde jeg trænge mere til dem?« »Fordi,« svarede Skarphedin, »du er Brud til Trolden i Svinefjæld, som det hedder hver niende Nat gør dig til sin Kone.« Da stødte Flose til Pengene og sagde, at han ikke vilde have en Penning deraf, og sagde, at enten skulde Høskuld ligge ugild, eller de vilde hævne ham blodig. Flose vilde da ingen Fred give og ingen modtage, og sagde til Sigfussønnerne: »Lad os nu gaa hjem og staa Last og Brast med hverandre!« Derpaa gik de hjem til deres Bod. Hal sagde: »Altfor store Ulykkesmænd har Del heri.«

Nial og hans Sønner gik hjem til deres Bod. Nial sagde: »Nu sker det, som mit Sind længe har spaaet mig, at denne Sag vilde blive os tung.« »Nej,« sagde Skarphedin, »de kan aldrig søge os efter Landslov.« »Saa vil det ske,« svarede Nial, »som vil blive værst for alle.«

De Mænd, som havde skudt Penge til, talede om at tage dem tilbage. Men Gudmund den Mægtige sagde: »Den Skam vil jeg aldrig lade sidde paa mig, at jeg skulde tage det tilbage, jeg har givet, hverken her eller anden Steds.« »Det er brav talt,« sagde de andre, og ingen vilde da tage noget tilbage. Snorre Gode sagde: »Det er mit Baad, at Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen skal forvare Pengene til næste Alting; det bæres mig for, at det ikke vil vare længe, førend vi kan behøve at tage til dem.« Hjalte tog da og forvarede den ene Halvdel af Pengene, men Gissur den anden. Man gik saa hjem til sine Boder.

125. Der overlægges Anfald imod Nial og hans Sønner

Flose stævnede alle sine Mænd op til Almannagjaa, og gik selv did. Da var alle hans Mænd komne, og det var fem Snese Mænd. Flose sagde til Sigfussønnerne: »Hvorledes kan jeg yde Eder Bistand i denne Sag, saa at I er fornøjede dermed?« Gunnar Lambesen svarede: »Vi er ikke tilfredse, førend alle disse Brødre, Nials Sønner, er dræbte.« Flose sagde: »Det vil jeg love Sigfussønnerne, ikke at opgive denne Sag, førend en af Parterne bukker under for den anden. Saa vil jeg ogsaa vide, om her er nogen, som ikke vil staa os bi i denne Sag.« Men alle svarede, at de vilde staa ham bi. Flose sagde: »Saa gaa da alle hen til mig, og sværg mig til, at ingen vil svigte denne Sag.« De gik alle hen til ham og svor ham det til. Han vedblev: »Vi skal ogsaa alle give hinanden Haand paa, at den skal have forbrudt Gods og Liv, der træder ud af denne Sag, før den er til Ende.«

Disse Høvdinger var med Flose: Thorsten Bredmaves Søn, Kol, Hal fra Sidas Brodersøn; Hroald Øssursen fra Breidaa; Øssur, Ønund Tøskubaks Søn; Thorsten den Fagre Gerleifsen; Glum Hildersen; Modolf Ketilsen; Thorer, en Søn af Thord llluge fra Mørtunge; Floses Frænder Kolben og Egil; Ketil Sigfussen og hans Broder Maard; Thorkel og Lambe; Grane Gunnarsen, Gunnar Lambesen og hans Broder Sigurd; Ingjald fra Kelde; Hroar Hamundsen.

Flose sagde til Sigfussønnerne: »Tag nu den til Høvding, som tykkes Eder bedst skikket, thi een maa staa for Sagen.« Ketil fra Mørk svarede: »Hvis Valget skal staa til mig og mine Brødre, da vil vi straks vælge dig til at overtage Førerskabet; dertil er mange Grunde: du er en ætstor Mand og en stor Høvding, djærv og indsigtsfuld. Ogsaa mener vi, at du for vor Tarvs Skyld vil paatage dig Sagen.« Flose sagde: »Det er rimeligst, at jeg giver mit Minde til det, som Eders Bøn gaar ud paa. Jeg vil nu ogsaa bestemme, hvilken Adfærd vi skal bruge, og saa er mit Raad: Hver Mand ride hjem fra Tinget og sørge for sin Husholdning i Sommer, medens Høslætten staar paa. Jeg vil ogsaa ride hjem, og være hjemme i Sommer. Men den Søndag, naar der er otte Uger til Vinteren (199), da vil jeg lade synge Messe for mig hjemme, og saa ride vester over Lomegnupssand. Hver af os skal have to Heste. Jeg vil ikke forøge vort Mandskab med flere end dem, som her har svoret; thi vi har nok i dem, naar de kommer os ret til Nytte. Jeg vil ride Søndagen og Natten med; men Mandag skal jeg være paa Trehyrningshals før Midaften. Da skal I alle være komne, som er edsvorne til denne Sag; men hvis nogen af dem, som har sluttet sig til denne Sag, ikke er kommen der, saa skal han miste sit Liv, hvis vi maa raade.« Ketil sagde: »Hvorledes kan det gaa til (200), at du rider Søndag hjemmefra, og kommer om Mandagen til Trehyrningshals?« Flose svarede: »Jeg vil ride op fra Skaftaatunge og norden for Øfjældsjøkel og ned i Godaland, og det vil kunne naas, naar jeg rider skarpt til. Jeg vil nu ogsaa sige Eder hele min Plan: Naar vi er samlede, skal vi med hele vor Skare ride til Bergthorshvol, og hjemsøge Nials Sønner med Ild og Sværd, og ikke lade af, førend de alle er døde. Dette vort Forsæt skal I holde hemmeligt, thi det gælder Livet for os alle. Lad os nu søge vore Heste og ride hjem.« De gik da alle til deres Boder. Derpaa lod Flose sine Heste sadle; de biede ikke efter nogen af de andre og red hjem. Flose vilde ikke tale med sin Maag Hal, thi han mente, at Hal vilde fraraade alle Voldsgerninger.

Nial red hjem fra Tinget med alle sine Sønner; de var hjemme om Sommeren. Nial spurgte sin Dattermand Kaare, om han vilde ride øster til Dyrholmene for at se til sin Husholdning; men Kaare svarede: »Jeg vil ikke ride derhen, thi samme Skæbne skal ramme mig og dine Sønner.« Nial takkede ham, og sagde, at sligt kunde man vente af ham. Der var altid omtrent tredive vaabenføre Mænd paa Bergthorshvol, Huskarlene medregnede.

Hrodny Høkuldsdatter, Høskuld Nialsens Moder, kom engang til Kelde. Hendes Broder Ingjald tog vel imod hende; hun gengældte ikke hans Hilsen, men bad ham dog gaa ud med hende, og de gik begge uden for Gaarden. Derpaa tog hun ham ved Haanden, og de satte sig begge ned. Hrodny sagde: »Er det sandt, at du har svoret en Ed at overfalde Nial og dræbe ham og hans Sønner?« Han svarede: »Det er sandt.« »En meget stor Nidding er du,« vedblev hun, »du, hvem Nial tre Gange har frelst fra Skoven (201).« »Saa staar det dog nu til,« sagde Ingjald, »at det gælder mit Liv, hvis jeg ikke gør det.« »Nej,« sagde hun, »du vil leve alligevel, og gælde for en bedre Mand, naar du ikke sviger den, som du skylder mest af alle.« Derpaa tog hun en Linhue op af sin Lomme, den var ganske blodig og hullet, og sagde: »Denne Hue havde Høskuld Nialsen, din Søstersøn, paa sit Hoved, da de vog ham; derfor synes mig det er slet gjort af dig, at yde dem Bistand, som er i Slægt med hans Banemænd.« Ingjald svarede: »Det gaar da vel ogsaa saaledes, at jeg ikke vil være imod Nial, hvad der saa end vil følge paa, men jeg ved, de vil hævne sig paa mig derfor.« Hrodny sagde: »Du kan nu yde Nial og hans Sønner megen Hjælp, naar du siger ham hele deres Plan.« »Det vil jeg ikke gøre,« svarede Ingjald, »thi da er jeg hver Mands Niding, naar jeg røber det, som de betroede mig; men det er brav Mands Færd at forlade denne Sag, netop fordi jeg ved, at Hævnen er vis. Men sig til Nial og hans Sønner, at de skal tage sig vel i Vare hele denne Sommer, thi det er Heldraad for dem, og forsyne sig med mange Mænd.« Hun tog derefter til Bergthorshvol og fortalte Nial hele denne Samtale. Nial takkede hende og roste hendes Færd, »thi han,« sagde Nial, »vilde begaa større Udaad ved at overfalde mig end nogen anden.« Hun tog hjem, men han sagde det til sine Sønner.

Der var en gammel Kone paa Bergthorshvol, der hed Sæun; hun var klog paa meget og fremsynt. Den Gang var hun meget gammel, og Nials Sønner kaldte hende en gammel Tosse, fordi hun talte saa meget, men det meste traf dog ind. En Dag tog hun en stor Kæp i Haanden og gik om bag Gaarden til en Arvestak (202), der stod; hun pryglede paa Stakken, og bad, at den aldrig maatte trives, saa ussel den var. Skarphedin lo derad og spurgte, hvorfor hun var saa ond mod den Stak. Den gamle svarede: »Denne Stak vil blive tagen til at tænde Ild med, naar Nial Bonde og min Fosterdatter Bergthora indebrændes. Kast den i Vandet,« sagde hun, »eller brænd den op som snarest!« »Det vil vi ikke gøre,« svarede Skarphedin, »thi der vil faas andet til at tænde Ild med, hvis saa skal være, selv om den er borte.« Konen snakkede den hele Sommer om, at man skulde bære Stakken ind, men det blev stadig forsømt.

126. Om Varsler

Paa Gaarden Reyke i Skeid (203) boede Runolf Thorstensen. Hans Søn hed Hildeglum. Denne gik ud Søndag Nat, da der var tolv Uger til Vinteren, og hørte paa een Gang et saa stort Brag, at baade Himmel og Jord tyktes ham skælve. Derpaa saa han i Vester, og ham tyktes han saa en luende Ring, og i Ringen en Mand paa en graa Hest. Han foer igennem Luften og red skarpt til, og han havde en luende Brand i Haanden; han red ham saa nær, at han kunde se ham grant; han var sort som Beg. Han kvad denne Vise med høj Røst:

Jeg rider en Hest —
Rim i dens Manke,
vaad dens Dusk —
Ve, hvor den træder!
I Enderne Ild,
Edder i Midten.
Som den flyvende Stok
er Floses Plan,
som den flyvende Stok
er Floses Plan.

Saa tyktes ham, at Manden kastede Branden mod Fjældene i Øster, og det forekom ham da, at der blussede en saa stor Ild i Vejret, at han syntes, han ikke kunde se Fjældene derfor. Det syntes ham, at samme Mand red øster paa ind i Ilden og forsvandt der. Derpaa gik han ind til sin Plads, laa længe i Afmagt, men kom dog atter til sig selv. Han kunde huske alt, hvad der havde vist sig for ham, og sagde sin Fader det; men denne bød ham sige det til Hjalte Skeggesen. Han drog hen og sagde Hjalte det. Denne svarede, at det han havde set var et Gandridt (204), »og det varsler altid store Tidender.«

127. Floses Rejse

[1010] Flose gjorde sig rede til at tage hjemmefra to Maaneder før Vinteren, og stævnede alle sine Mænd til sig, som havde lovet ham Hjælp og at tage med ham. Hver af dem havde to Heste og gode Vaaben. De kom alle til Svinefjæld og var der om Natten. Tidlig Søndag Morgen lod Flose holde Gudstjeneste for sig og gik derpaa til Bords. Han paalagde alle sine Hjemmemænd, hvad hver skulde tage sig for, medens han var borte. Derpaa gik han til sine Heste.

Først red han med sine Folk vester paa til Sand (205). Han bad dem i Begyndelsen ikke at ride for stærkt, de vilde nok alligevel naa Maalet, og bad dem alle bie, hvis nogen trængte til at hvile. De red saa vester paa til Skogehverve og kom til Kirkeby. Flose bad alle sine Mænd komme til Kirke og først holde Bøn; de gjorde saa. Derpaa steg de atter til Hest, og red til Fjælds (206) og saa til Fiskesøerne og red noget vesten for Søerne, saa stævnede de vester paa paa Sanden, lod Øfjældsjøkel være paa deres venstre Haand, og kom saa ned til Godeland, derpaa til Markarfljot; om Mandagen omtrent ved Non (207) kom de til Trehyrningshals, hvor de biede til Midaften. Da kom alle de andre did, undtagen Ingjald fra Kelde. Sigfussønnerne dadlede ham meget; men Flose bad dem ikke at skælde Ingjald, saalænge han ikke var hos, »men vi skal nok,« sagde han, »betale ham det siden.«

128. Om Varsler på Bergthorshvol

Nu kommer vor Fortælling tilbage til Bergthorshvol. Brødrene Grim og Helge for til Gaarden Hole (207), hvor de havde Børn til Opfostring, og sagde til deres Moder, at de ikke kom hjem om Aftenen. De var paa Hole hele Dagen. Der kom nogle fattige Kvinder, som sagde, at de var komne langvejs fra. Brødrene spurgte dem om Tidende. De svarede, at de ikke kunde sige nogen Tidende, men en Nyhed kunde de nok fortælle. De andre spurgte, hvad det var, og bad dem komme frem med den. Og det gjorde de da ogsaa. »Vi kom ned fra Fljotshlid,« sagde de, »og saa alle Sigfussønnerne ride fuldtvæbnede, de stævnede op paa Trehyrningshals, og var femten i Flok; vi saa ogsaa Grane Gunnarsen og Gunnar Lambesen, og de var fem sammen, de stævnede den samme Vej; ja, man maa sige, at nu er alt her paa Færde og Flugt omkring i Herredet.« Helge Nialsen sagde: »Da maa Flose være kommen østen fra, og alle de andre komne for at møde ham, og Grim og jeg skal være der, hvor Skarphedin er.« »Ja,« sagde Grim, og de tog hjem.

Denne samme Aften sagde Bergthora til sine Tyende: »Nu skal I selv vælge Eder Mad i Aften, at hver kan faa, hvad han holder mest af, thi denne Aften er det nok sidste Gang, jeg sætter Mad for mine Folk.« »Det være langtfra,« sagde de. »Det vil dog saa være,« sagde hun, »og jeg kunde sige langt mere derom, hvis jeg vilde. Og derpaa vil det være et Mærke, at Grim og Helge vil komme hjem i Aften, førend Folk er mætte, og træffer det ind, saa vil mere gaa, som jeg siger.« Derpaa satte hun Maden paa Bordet.

Nial sagde: »Underlig synes det mig nu; mig tykkes jeg ser hele Stuen over, og at Gavlvæggene er borte, men hele Bordet og Maden lutter Blod.« Det gjorde et stærkt Indtryk paa alle undtagen Skarphedin, som bad dem om, ikke ved Sorg eller andre umandige Lader at give Folk Lejlighed til Omtale. »Man vil,« sagde han, »stille større Krav over for os end for andre med, hvor mandige vi viser os, og det er kun rimeligt.«

Grim og Helge kom hjem, førend Bordene blev tagne bort; og det gjorde et stærkt Indtryk paa Folk. Nial spurgte dem, hvorfor de kom saa snart; og de fortalte ham, hvad de havde hørt. Da bød Nial, at ingen maatte gaa i Seng, men alle være paapassende.

129. Anfald paa Bergthorshvol

Nu talte Flose til sine Mænd og sagde: »Vi skal nu ride til Bergthorshvol, og komme der før Sengemaal (209).« De gjorde saa. Der var en Sænkning i den Høj, Gaarden laa paa; der red de hen og bandt deres Heste, og dvælede der, til det led langt ud paa Aftenen (210). Flose sagde: »Nu skal vi gaa hen til Gaarden og holde os tæt sammen, og gaa langsomt, og se, hvad de beslutter.«

Nial stod udenfor og hans Sønner og Kaare og alle Hjemmemænd, og opstillede sig paa Gaardspladsen (211); de var næsten tredive Mand. Flose standsede og sagde: »Lad os nu lægge Mærke til, hvad Beslutning de tager; thi hvis de bliver udenfor, saa tror jeg aldrig det kan lykkes os at angribe dem.« »Da er vor Færd falden ilde ud,« sagde Grane Gunnarsen, »hvis vi ikke skulde turde anfalde dem.« »Det skal heller ikke saa være,« sagde Flose, »vi vil angribe dem, selv naar de bliver udenfor, men vi vil da lide saa stort et Tab, at ikke mange vil kunne sige, hvo der sejrede (212).« Nial sagde til sine Mænd: »Hvor stor Styrke synes I vel de har?« »De har baade mange og tapre Folk,« sagde Skarphedin; men nu standser de dog, thi de tror, at det vil falde dem vanskeligt at angribe os.« »Det er slet ikke Tilfældet,« sagde Nial, »og jeg vil, at vi alle skal gaa ind, thi vanskeligt faldt det dem at overvinde Gunnar paa Hlidarende, skønt han var ganske ene; Husene her er stærke, ligesom der, og de vil ikke saa let indtage dem.« »Det er noget andet,« sagde Skarphedin, »thi de Høvdinger, der anfaldt Gunnar, var saa veltænkende Mænd, at de heller vilde opgive deres Angreb, end brænde ham inde; men disse vil straks hjemsøge os med Ild, naar de ikke ser anden Udvej; thi de vil gøre alt for at faa Bugt med os, og tænke, som sandt er, at det bliver deres Bane, hvis vi undkommer; og jeg har ikke Lyst til at lade mig svide inde som en Ræv i sin Hule.« Nial sagde: »Det gaar nu, som det før er gaaet, at mine Sønner vil tage Magten fra mig, og ikke bryder sig om mig; saa gjorde I ikke, da I var yngre, og da lykkedes det bedre, hvad I havde for.« Helge sagde: »Lad os gøre, hvad vor Fader vil; det vil være os gavnligst.« »Det ved jeg ikke for vist,« sagde Skarphedin, »thi han er nu Døden nær; men jeg kan gerne gøre min Fader det til Vilje, at lade mig brænde inde med ham, thi jeg ræddes ikke for min Død.« Han sagde derpaa til Kaare: »Lad os følges ad, Svoger, saa at vi ikke skilles fra hinanden.« »Det har jeg tænkt«, svarede Kaare; »men er det os anderledes tilskikket, saa vil det ske, og man kan da ikke gøre derved.« »Hævn du os, som vi dig,« sagde Skarphedin, »hvis vi overlever dig.« Kaare svarede, at saa skulde det være.

De gik da alle ind og stillede sig op i Døren. Flose sagde: »Nu er de dødsens, siden de er gaaede ind; lad os nu gaa hen som snarest, og stille os op saa tæt som muligt for Døren, og passe paa, at ingen kommer bort, hverken Kaare eller Nials Sønner, thi det er vor Bane.« Flose og hans Folk gik nu frem, og stillede sig rundt omkring Husene, hvis der skulde være nogen lønlig Udgang. Flose og hans Mænd gik mod Husene fortil.

Hroald Øssursen løb derhen, hvor Skarphedin stod, og stak efter ham. Skarphedin hug Spydet af Skaftet for ham, hug efter ham, og Øksen traf oven i Skjoldet, og drev hele Skjoldet ind paa ham, men det forreste Hjørne af Øksen ramte Ansigtet, og han faldt bagover og var straks død. Kaare sagde: »Han undgik dig ikke, Skarphedin, og du er den tapreste af os.« »Det ved jeg ikke saa vist,« sagde Skarphedin, og fortrak sine Læber til et Smil. Kaare og Grim og Helge stak ud med mange Spyd, og saarede mange Mænd, men Flose og hans Folk fik intet udrettet.

Flose sagde: »Vi har lidt en stor Skade paa vore Mænd, mange er saarede og han dræbt, som vi mindst vilde miste. Det er nu klart, at vi ikke kan faa Magt over dem med Vaaben. Her er nu mangen en, der ikke gaar saa mandig frem, som han gjorde Ord af, og som før æggede mest. Vi kommer nu til at tage en anden Udvej. To Kaar er forhaanden, og intet af dem er godt: det ene at drage bort, og det er vor Bane, det andet at stikke Ild paa og brænde dem inde, men derved paadrager vi os et stort Ansvar for Gud, da vi selv er kristne Mænd; og dog vil vi gribe til dette Raad.«

130. Nial indebrændes

De tog nu Ild og gjorde et stort Baal for Døren. Da sagde Skarphedin: »I tænder nu Ild, Svende! Skal her nu brases op?« Grane Gunnarsen svarede: »Ja, saa skal der, og du skal ikke behøve stærkere Ild.« Skarphedin sagde: »Saa lønner du mig, som du er Mand til, fordi jeg hævnede din Fader, og agter det mest, som du er mindre forbunden.« Da kom Kvinderne med Syre (213) og slukkede Ilden ned for dem.

Kol Thorstensen sagde til Flose: »Der falder mig et Raad ind; jeg har set, at der er lagt et Loft i Skaalen oven paa Tværtræerne; lader os kaste Ild derind, og faa det i Brand ved den Arvestak, som staar her bag om Husene.« Derpaa tog de Stakken og kastede Ilden ind; og de, som var inde, mærkede ikke dertil, førend hele Skaalen stod i lys Lue. Flose og hans Mænd gjorde derpaa store Baal for alle Dørene. Da begyndte alle Kvinderne, som var derinde, at jamre sig. Nial sagde til dem: »Skik Eder vel og tager ikke saaledes paa Veje; thi dette er kun et kort Uvejr, og der skulde dog være lang Frist imellem det og et andet saadant. I tror ogsaa, at Gud er miskundelig, og han ikke vil lade os brænde baade i denne Verden og i den anden (214).« Med denne og andre Trøstetaler søgte han at sætte Mod i dem.

Nu begyndte hele Gaarden at lue. Da gik Nial til Døren og sagde: »Er Flose saa nær, at han kan høre mine Ord?« Flose svarede, at han kunde høre dem. Nial vedblev: »Vil du tage mod Forlig med mine Sønner, eller tillade nogen at gaa ud?« Flose svarede: »Forlig vil jeg ikke slutte med dine Sønner, men det skal nu faa Ende imellem os, og jeg gaar ikke herfra, førend de alle er døde. Men Kvinder og Børn og Huskarle vil jeg tilstede Udgang.«

Nial gik da ind og sagde til Folkene: »Nu skal de gaa ud, hvem det er tilstedet. Gaa du ud, Thorhalla Asgrimsdatter (215), tilligemed alle dem, det er tilladt.« Thorhalla sagde: »Anderledes bliver nu Skilsmissen imellem mig og Helge, end jeg for en Stund siden tænkte, men jeg skal ægge min Fader og mine Brødre til at hævne den Mandeskade, som her sker.« Nial sagde: »Du vil opføre dig vel, thi du er en god Kone.« Derpaa gik hun ud og mange med hende.

Astrid fra Djupaabakke (216) sagde til Helge Nialsen: »Gaa du ud med mig; jeg skal kaste en Kvindekaabe over dig, og give dig en Hoveddug (217) paa.« Han afslog det i Begyndelsen, men gjorde det dog for deres Bøns Skyld. Astrid viklede Hoveddugen om hans Hoved, og Skarphedins Kone Thorhild lagde Kaaben over ham, og han gik ud midt imellem dem. Da gik ogsaa Thorgerd Nialsdatter og hendes Søster Helga ud, og mange andre. Men da Helge kom ud, sagde Flose: »Det er en høj Kvinde og bred over Hærderne, hun, som gaar der; grib hende, og hold hende fast.« Men da Helge hørte dette, kastede han Kaaben; han havde haft sit Sværd under Armen, hug til en Mand, traf hans Skjold, hug Skjoldspidsen af og Benet af Manden. Da kom Flose til, og gav Helge et Hug over Halsen, saa Hovedet straks gik af.

Flose gik da hen til Døren og kaldte paa Nial, og sagde, at han vilde tale med ham og Bergthora. De gjorde saa. Flose sagde: »Jeg vil tilbyde dig Udgang, Nial Bonde, thi det er ubilligt, at du brænder inde.« Nial svarede: »Jeg vil ikke gaa ud, thi jeg er nu en gammel Mand og lidet skikket til at hævne mine Sønner, men jeg vil ikke leve med Skam.« Flose sagde da til Bergthora: »Gaa du ud, Husfrue, thi jeg vil for ingen Del indebrænde dig.« Bergthora svarede: »Jeg blev ung gift med Nial, og har lovet ham, at vi skulde dele Ve og Vel med hinanden.« Derpaa gik de begge to ind.

Bergthora sagde: »Hvad skal vi nu gøre?« »Gaa til vort Hvilested,« sagde Nial, »og lægge os ned; jeg har længe længtes efter Ro.« Hun sagde derpaa til Drengen Thord Kaaresen: »Dig skal man bære ud, og du skal ikke brænde inde.« »Du har jo lovet mig, Mormoder,« svarede Drengen, »at vi aldrig skulde skilles ad, saalænge jeg vil være hos dig. Men det synes mig langt bedre at dø med dig og Nial, end at overleve Eder.« Hun bar da Drengen hen til Lejet. Nial sagde til sin Bryde (218): »Nu skal du se, hvor vi lægger os ned, og hvorledes jeg reder omkring os; thi jeg agter ikke at røre mig herfra, hvor meget jeg end lider af Røg eller Hede. Da kan du omtrent vide, hvor vore Ben er at søge.« Han lovede det. Der havde været slagtet en Okse, og Huden laa der. Nial befalede Bryden, at han skulde brede den over dem; og det lovede han. De lagde sig derpaa begge to ned paa Lejet med Drengen imellem sig. Derpaa signede (219) de sig og Drengen, og befalede Gud deres Aand; og det var de sidste Ord, man hørte af dem. Saa tog Bryden Huden, og bredte over dem, og gik derpaa ud.

Ketil fra Mørk tog imod ham og hjalp ham ud. Han spurgte nøje efter sin Konefader Nial, men Bryden sagde ham alt, som det var. Ketil sagde: »Stor Harm er falden i vor Lod, at vi skulde have saa megen Ulykke sammen.«

Skarphedin saa, da hans Fader lagde sig ned, og hvorledes han gjorde til rette om sig. Han udbrød da: »Tidlig gaar vor Fader til Sengs, men det var at vente, han er en gammel Mand.« Derpaa tog Skarphedin og Kaare og Grim Brandene ligesaa hurtig som de faldt ned, og kastede dem ud paa de andre; og det varede saa en Stund. Da kastede de andre med Spyd ind paa dem, men de greb dem alle i Luften, og sendte dem atter ud. Flose bad sine Folk holde op at skyde, »thi alt Vaabenskifte,« sagde han, »vil falde os tungt imod dem; og I kan nu gerne bie, til Ilden faar Bugt med dem.« De gjorde nu saa.

Da faldt Bjælkerne ned fra Taget. Skarphedin sagde: »Nu maa min Fader være død, og man har intet hørt til ham, hverken Støn eller Hoste.« De gik saa hen til Enden af Skaalen; der var en Tværbjælke falden ned og var meget forbrændt i Midten. Kaare sagde til Skarphedin: »Spring du ud her, og jeg skal hjælpe dig afsted, og springe straks efter dig. Vi kan da begge komme bort, naar vi bærer os saaledes ad, thi herhid driver al Røgen.« Skarphedin sagde: »Du skal springe først ud, og jeg skal straks følge dig i Hælene.« »Det er ikke raadeligt,« sagde Kaare, »thi jeg kommer nok andensteds ud, hvis det ikke lykkes her.« »Det vil jeg ikke,« sagde Skarphedin, »spring du først ud, jeg kommer straks efter.« »Det er hver Mands Pligt,« sagde Kaare, »at frelse sit Liv, medens der er Lejlighed dertil, og det vil jeg da ogsaa gøre. Men saa vil nok vor Skilsmisse nu blive saaledes, at vi aldrig ses mere, thi springer jeg først ud af Ilden, saa vil jeg næppe have Lyst til at springe tilbage i Ilden til dig igen, og saa maa hver fare sin Vej.« »Jeg tænker med Glæde paa,« sagde Skarphedin, »hvis du kan komme ud, at du da vil hævne os.« Da tog Kaare en luende Sengefjæl i Haanden og løb langs ud ad Tværbjælken, og slyngede saa Fjælen ud fra Taget, saa den faldt ned paa dem, som var udenfor. De sprang da til Side. Da stod alle Kaares Klæder og Haaret i Lue. Han styrtede sig ud fra Taget og blev ved at løbe langs med Røgen. Da sagde en af dem, der stod nærmest: »Sprang der ikke en Mand ud fra Taget?« »Vist ikke,« sagde en anden, »det var snarere Skarphedin, der kastede en Brand ned paa os.« Saa fattede de ingen videre Mistanke derom. Kaare løb indtil han kom til en Bæk; han kastede sig ned i den og slukkede Ilden paa sig. Derpaa løb han langs med Røgen hen til en Hulning og hvilede sig; og det Sted hedder siden den Tid Kaaregrov.

131. Skarphedins Død

Nu er at fortælle om Skarphedin, at han løb ud paa Tværbjælken straks efter Kaare. Men da han kom der, hvor den var mest forbrændt, brast den itu under ham. Han kom ned paa Fødderne og gjorde straks et andet Forsøg. Han løb op ad Væggen, men Sidebjælken faldt ned paa ham, og han styrtede tilbage. Skarphedin sagde: »Nu ser jeg, hvorledes det skal være.« Han gik da henimod Udgangen langs med Sidevæggen. Gunnar Lambesen steg op paa Væggen og saa Skarphedin. Han udbrød: »Hvad, græder du nu, Skarphedin?« »Nej,« svarede denne, »men det er sandt, det bider i Øjnene. Men ser jeg ret? Ler du?« »Vist gør jeg det,« sagde Gunnar, »og det har jeg aldrig før gjort, siden du vog Thraen ved Markarfljot.« Skarphedin udbrød: »Her har du en Gave til Minde derom;« hvorpaa han tog en Kindtand op af Lommen, som han havde hugget af Thraen, kastede den mod Gunnar og traf ham i Øjet, saa det straks laa ude paa Kinden. Gunnar faldt da ned fra Væggen (220).

Derpaa gik Skarphedin hen til sin Broder Grim. De holdt hinanden i Hænderne og traadte Ilden ned; men da de var komne midt i Skaalen, faldt Grim død ned. Skarphedin gik saa mod Enden af Huset; da skete der et stort Brag, Taget styrtede ned, og Skarphedin blev klemt inde imellem det og Gavlen, saa han ikke kunde røre sig til nogen af Siderne.

Flose og hans Mænd var ved Ilden, til Morgenen brød frem. Da kom der en Mand ridende til dem. Flose spurgte ham om hans Navn; han nævnte sig Geirmund, og sagde, han var en Frænde til Sigfussønnerne. »Her har I øvet et anseligt Storværk,« sagde han. Flose svarede: »Man vil kalde det baade stort og ondt, men derved er nu intet at gøre.« »Hvor mange anselige Mænd har her maattet lade deres Liv?« sagde Geirmund. Flose svarede: »Her er omkomne Nial og Bergthora og alle deres Sønner, Thord Kaaresen, Kaare Sølmundsen, men om der er flere omkomne, som vi ikke kender saa nøje, ved vi ikke.« Geirmund sagde: »Du nævner her som død en Mand, med hvem vi har talt i Morges.« »Hvem er det?« sagde Flose. »Kaare Sølmundsen,« svarede Geirmund, »traf jeg og min Nabo Baard, og Baard gav ham sin Hest, og Haaret og Klæderne var brændt af ham.« »Havde han noget Vaaben?« spurgte Flose. »Ja, han havde Sværdet Fjørsvafner (221), den ene Æg var bleven ganske blaa. Jeg og Baard sagde til ham, at det var nok blevet blødt, men han svarede, at han skulde hærde det i Floses og andre Mordbrænderes Blod.« Flose spurgte: »Hvad sagde han om Skarphedin?« Geirmund svarede: »Han sagde, at baade han og Grim var i Live, da de skiltes ad, men mente, at de nu var døde.« Flose sagde: »Du har der bragt os en Tidende, som ikke lover os Fred og Ro; thi den Mand er nu undkommen, som kommer Gunnar paa Hlidarende nærmest i alle Dele. I skal nu ogsaa vide, I Sigfussønner og andre Brandstiftere, at her vil blive saa stort Eftermaal efter denne Brand, at mangen Mand vil miste sit Hoved, og somme alt deres Gods. Jeg tænker nu, at ingen af Eder Sigfussønner tør blive boende paa Eders Gaard, og andet er ej at vente; jeg vil derfor byde Eder alle øster paa til mig, og een Lod skal da ramme os alle.« De takkede ham for hans Tilbud, og sagde, at de vilde modtage det. Da kvad Modolf Ketilsen en Vise:

Een slap ud af Ilden,
ellers er Nials Hus fældet
ganske — Sigfus’ snilde
Sønner det Storværk gjorde.
Hævnet den raske Høskuld
har vi, Nial! Den klare
Lue har hærget Huset,
helt med sin Glød det ødet.

»Noget andet skulde vi rose os af,« sagde Flose, »end det at Nial er indebrændt; thi det er os ingen Ære.« Han gik derpaa op paa Gavlen tilligemed Glum Hildersen og nogle andre Mænd. Da sagde Glum: »Mon Skarphedin nu er død?« De andre sagde, at han maatte være død for længe siden. Stundom blussede Ilden op, men stundom sank den atter sammen. De hørte da nede i Ilden for sig, at der blev kvædet en Vise.

Grane Gunnarsen sagde: »Mon Skarphedin har kvædet den Vise levende eller død?« »Det vil jeg ikke bryde mit Hoved med,« sagde Flose. »Lad os søge efter Skarphedins Lig og de andres, som her er indebrændte,« sagde Grane. »Nej,« sagde Flose, »det kan kun Daarer som du falde paa, nu da man samler Folk over hele Herredet; og da vil den samme, som nu har gode Stunder, blive saa ræd, at han ikke ved, hvor han skal løbe hen. Det er mit Raad, at vi alle rider bort som snarest.« Flose skyndte sig da hen til sine Heste, og ligesaa alle hans Mænd.

Flose sagde da til Geirmund: »Mon Ingjald er hjemme paa Kelde?« Geirmund svarede, at han tænkte, at han var hjemme. »Den Mand,« vedblev Flose, »har brudt sin Ed imod os og al Tro og Love.« Flose sagde derpaa til Sigfussønnerne: »Hvad vil I nu gøre med Ingjald? Vil I tilgive ham, eller skal vi overfalde og dræbe ham?« De svarede alle, at de vilde overfalde og dræbe ham. Flose sprang da paa sin Hest, ligesaa alle de andre, og de red bort.

Flose red foran, og stævnede op til Rangaa (222) og langs med Aaen. Da saa han en Mand ride ned paa den anden Side af Aaen (223), og kendte, at det var Ingjald fra Kelde. Flose kaldte paa ham. Ingjald standsede og vendte sig mod Aaen. Flose sagde til ham: »Du har svigtet dit Ord til os og har forbrudt Gods og Liv; her er Sigfussønnerne og vil gerne dræbe dig, men mig tykkes, at du har været i en vanskelig Stilling, og jeg vil skænke dig Livet, hvis du vil overgive mig Selvdømme.« »Førend jeg gør det,« svarede Ingjald, »vil jeg ride hen at træffe Kaare; men Sigfussønnerne vil jeg svare, at jeg ikke skal være ræddere for dem, end de er for mig.« Flose vedblev: »Saa bi da, hvis du ikke er ræd, thi jeg skal sende dig en Hilsen.« »Det skal jeg,« sagde Ingjald. Floses Brodersøn Thorsten Kolbensen red forbi ham, og havde et Spyd i Haanden. Han var en af de raskeste Mænd af dem, der var med Flose, og meget anset. Flose greb hans Spyd og kastede det mod Ingjald. Det traf denne paa den venstre Side, gik gennem Skjoldet neden for Haandfanget og kløvede det, gik saa ind i Benet oven for Knæskallen, og saa i Sadelbommen, og blev der siddende. »Ramte jeg dig?« raabte Flose til Ingjald; denne svarede: »Ja vist ramte du mig, men det kalder jeg en Rift og ikke et Saar.« Derpaa rykkede han Spydet ud af Saaret, og sagde til Flose: »Bi nu du, hvis du ikke er fej!« og skød Spydet tilbage over Aaen. Flose saa, at Spydet stævnede ham midt paa Livet, og trak sin Hest til Siden. Spydet fløj da forbi Floses Hest og traf ham ikke, men ramte Thorsten midt paa Livet, saa han straks faldt død af Hesten. Ingjald sprængte nu ind i Skoven, og de naaede ham ikke.

Flose sagde da til sine Mænd: »Vi har nu lidt et stort Tab, og kan skønne, hvor liden Lykke vi har med os. Det er nu mit Raad, at vi rider op paa Trehyrningshals; derfra kan vi se alt Manderidt over hele Herredet, thi de er i Færd med at samle saa mange Folk, de kan faa. De vil uden Tvivl tro, at vi er redne fra Trehyrningshals østerpaa til Fljotshlid, og at vi derfra har taget Vejen til Fjælds, og saa til Herrederne øster paa (224). Derhen vil den største Hob ride efter os. Nogle vil ogsaa ride østerpaa ned til Seljelandsmule (225), skønt de vil finde det mindre rimeligt, at vi har taget den Vej. Jeg vil nu sige, hvad der er raadeligst for os, og det er mit Raad, at vi rider op i Fjældet Trehyrning, og bier der tre Solemærker.«

132. Om Kaare Sølmundsen

Nu er at fortælle om Kaare, at han forlod det Sted, hvor han havde hvilt sig, og gik, til han mødte Baard, og Ordene faldt imellem dem saaledes som Geirmund havde sagt. Derfra red Kaare til Maard Valgardsen og sagde ham Tidenden. Han sørgede og klagede derover. »Nu er her andet og mandigere Daad at gøre,« sagde Kaare, »end at græde over de døde!« og bad ham heller at samle Folk og lade dem mødes ved Holtsvad (226). Derpaa red han til Thjorsaadal for at træffe Hjalte Skeggesen. Men da han kom op ved Thjorsaa, saa han en Mand ride skarpt efter sig. Kaare biede efter Manden, og kendte, at det var Ingjald fra Kelde. Han saa, at han var helt blodig paa Benet. Han spurgte Ingjald, hvem der havde saaret ham; han sagde det. »Hvor traf I hinanden?« sagde Kaare. »Ved Rangaa,« svarede Ingjald, »og han skød over Aaen paa mig.« »Gav du ham noget igen?« sagde Kaare. »Jeg kastede atter Spydet tilbage,« sagde Ingjald, »og de sagde, det traf en Mand, og han døde straks.« »Ved du ikke, hvem det traf?« sagde Kaare. »Mig tyktes, han lignede Floses Brodersøn Thorsten,« sagde Ingjald. »Det var vel truffet,« sagde Kaare.

Derpaa red de begge sammen hen til Hjalte Skeggesen og sagde ham Tidenden. Han blev meget oprørt over denne Gerning, og sagde, at man straks maatte ride efter dem og dræbe dem alle. Derpaa samlede han Folk og gjorde almindeligt Opbud. Med disse Folk red han og Kaare nu hen til Maard Valgardsen, og de traf hinanden ved Holtsvad, hvor Maard allerede havde indfundet sig med en meget stor Flok. Saa delte de sig for at søge; nogle begav sig ned østerpaa til Seljelandsmule, andre op til Fljotshlid, og atter andre oven for Trehyrningshals og saa til Godeland; derfra red de nord til Sand (227), men nogle helt til Fiskesøerne, og vendte der om; de som red nedenom (228), kom østerpaa til Holt, forkyndte Thorgeir Tidenden, og spurgte, om de ikke var redne der forbi. Thorgeir svarede: »Nej, skønt jeg ikke er nogen stor Høvding, saa vil Flose nok betænke sig paa at ride her forbi for mine Øjne, efter at han har dræbt min Farbroder Nial (229) og mine Fætre, og der er intet bedre for Eder end at vende om, thi I har nok søgt langt borte hvad der er nærved. Men sig til Kaare, at han skal ride hid til mig og blive hos mig, om han har Lyst, men vil han ikke, saa skal jeg dog føre Tilsyn med hans Gaard paa Dyrholmene, hvis han ønsker det. Sig ham ogsaa, at jeg vil yde ham den Bistand, jeg kan, og ride med ham til Altinget. Han ved ogsaa, at vi Brødre er de nærmeste Eftermaalsmænd, og vi agter at tage Sagen saa alvorlig, at der skal blive Landsforvisninger deraf, hvis vi maa raade, og siden Mandhævn. Men jeg tager ikke med Eder nu, thi jeg ved, at det ikke kan nytte, da de nu vil vare sig det bedste de kan.«

De red nu tilbage, og mødtes alle paa Hof (230) og talte der med hinanden om, at det var en Skam for dem, de ikke havde fundet dem. Men Maard sagde, at det ikke var saa. Mange opmuntrede da til, at man skulde tage hen til Fljotshlid og tage alle deres Ejendomme, som havde været med i denne Gerning; men det blev dog henstillet til Maards Afgørelse. Han sagde, at det var det sletteste Raad, man kunde falde paa, og da man spurgte ham hvorfor, svarede han: »Naar deres Gaarde bliver i Behold, saa vil de se til dem og deres Koner, og da kan vi fælde dem, naar en Stund er gaaet. I skal nu ikke nære nogen Tvivl om, at jeg skal være Kaare tro i alle Raad, thi jeg har for mig selv at svare.« Hjalte bad ham holde, hvad han lovede. Da indbød Hjalte Kaare hjem til sig, og han lovede at komme først til ham, og da de andre fortalte ham Thorgeirs Tilbud, ytrede han, at det var et Tilbud, som han senere vilde modtage, og at han haabede det bedste, hvis der var mange saadanne Mænd. Derpaa lod de hele deres Flok gaa fra hinanden.

Flose og hans Mænd saa alt, hvad der foregik, der hvor de var paa Fjældet. Flose sagde: »Lad os nu tage vore Heste og ride bort, thi nu vil det være os en let Sag.« Sigfussønnerne spurgte, om det kunde gaa an at komme hjem til deres Gaarde, for at ordne hvad der var nødvendigt. »Det er vistnok Maards Mening,« sagde Flose, »at I vil se til Eders Koner, og det er min Formening, at han raader til at lade Eders Gaarde staa uranede. Men mit Raad er, at ingen skal skilles fra den anden, men alle ride øster paa med mig.« Denne Beslutning tog de da alle, og red alle øster paa og norden for Jøkel (231), og saa videre frem til de kom til Svinefjæld. Flose sendte straks Mænd ud for at samle Levnedsmidler, at der ikke skulde skorte paa nogen Ting. Han gjorde sig aldrig til af denne Gerning, men viste heller ingen Frygt, og blev hjemme den hele Vinter Julen over.

133. Nials og Bergthoras Ben blev fundne

Kaare bad Hjalte drage hen for at søge efter Nials Ben; »thi alle,« sagde han, »vil gerne tro, hvad du siger og hvad dig synes.« Hjalte svarede, at han vilde gerne flytte Nials Ben til Kirke. De red derfra femten i Tallet øster paa over Thjorsaa, og opbød andre til at følge med, indtil de havde hundrede Mand med Nials Naboer. De kom til Bergthorshvol, da det var højt paa Dagen. Hjalte spurgte Kaare, hvor Nial vel kunde ligge, og Kaare viste dem det. Der var megen Aske at rydde bort. Derunder fandt de Huden, der var ligesom skrumpet sammen af Ilden. De tog Huden op, og derunder laa Nial og hans Kone uforbrændte. Alle lovede Gud derfor, og tyktes, det var et stort Jærtegn. Derpaa blev Drengen taget frem, som havde ligget imellem dem, og af ham var brændt en Finger, som han havde strakt ud under Huden. Nial blev baaren ud, ligesaa Bergthora; hvorpaa alle gik hen for at tage deres Lig i Øjesyn. Hjalte sagde: »Hvorledes synes Eder disse Lig?« De svarede: »Vi vil oppebie din Mening.« Hjalte sagde: »Den skal jeg oprigtig sige. Bergthoras Lig tykkes mig, som man kan vente det, men dog godt. Men Nials Lig og Aasyn synes mig saa klart, at jeg aldrig har set Mage dertil paa en død Mands Legeme.« Alle sagde, at saa syntes dem ogsaa.

Derpaa søgte de efter Skarphedin. Nogle Hjemmemænd viste dem hen til det Sted, hvor Flose og hans Mænd havde hørt, at Visen blev kvædet; der var Taget faldet ned ved Gavlen, og der sagde Hjalte de skulde grave ned. De gjorde det, og fandt Skarphedins Lig der. Han stod op til Gavlen, hans Ben var brændte af ham næsten til Knæerne, men alt andet paa ham var ubrændt; han havde bidt sig i Læben, hans Øjne var aabne og ikke brustne. Øksen havde han drevet ind i Gavlen saa fast, at den var gaaet i til midt paa Bladet, som derfor ikke var blevet blødt af Ilden. Han blev derpaa baaren ud tilligemed Øksen. Hjalte tog den og sagde: »Dette er et sjældent Vaaben, og faa vil kunne bære det.« Kaare sagde: »Jeg kender en Mand, som skal bære Øksen.« »Hvem er det?« sagde Hjalte. »Thorgeir Skorargeir,« sagde Kaare, »som jeg nu holder for at være den største Mand i den Slægt.« Derpaa afførte man Skarphedins Lig Klæderne, thi de var ikke brændte. Han havde lagt sine Hænder overkors, den højre øverst. De fandt en Plet paa ham imellem Skuldrene, en anden paa Brystet, begge brændte overkors, og man mente, at han selv havde gjort det (232). Alle sagde, at det var bedre at være hos den døde Skarphedin, end de havde tænkt, thi ikke en eneste ræddedes for ham.

De søgte efter Grims Ben, og fandt dem midt i Skaalen. Lige over for ham under Sidevæggen fandt de Thord den Frigivne, og i Væverstuen den gamle Sæun og tre andre. I det hele fandt de Ligene af elleve Mennesker. De førte nu Ligene til Kirke. Saa red Hjalte hjem, og Kaare fulgte med ham. Der kom en Hævelse i Ingjalds Ben; han tog da hen til Hjalte, og blev helbredt der, men haltede dog altid siden.

Kaare red til Tunge til Asgrim Ellidagrimsen. Da var Thorhalla kommen hjem, og havde allerede bragt ham Tidenden om det forefaldne. Asgrim tog med aabne Arme mod Kaare, og bad ham blive der hele Vinteren. Kaare lovede det. Asgrim bød ligeledes alle de Folk til sig, som havde været paa Bergthorshvol, hvilket Tilbud Kaare roste, og sagde, at han vilde tage derimod paa deres Vegne. Alle Folkene flyttede da did.

Da Asgrims Søn Thorhal fik at høre, at hans Fosterfader Nial var død, og at han var indebrændt, blev han saa oprørt derved, at han svulmede hel op, og der stod ham en Blodstrøm ud af begge Ørene, som ikke kunde standses, førend han faldt i Afmagt, da standsede det. Derpaa stod han op, og sagde, at han teede sig umandig. »Men jeg vilde ønske,« sagde han, »at jeg kunde hævne det, som nu er hændt mig, paa en af dem, der brændte ham inde.« Andre sagde til ham, at ingen vilde lægge ham dette til Last, men han svarede, at han ikke brød sig om hvad Folk sagde.

Asgrim spurgte Kaare, hvad Hjælp han ventede sig af dem østen for Aaerne. Han svarede, at Maard Valgardsen og Hjalte Skeggesen vilde yde ham al den Bistand de kunde, saa og Thorgeir Skorargeir og alle de Brødre. Asgrim sagde, at det var en anselig Styrke. »Hvad Hjælp faar vi af dig?« sagde Kaare. »Al den, jeg kan yde,« svarede Asgrim, »jeg skal vove mit Liv derpaa.« »Gør det,« sagde Kaare. »Jeg har ogsaa faaet Gissur Hvide med,« vedblev Asgrim, »og spurgte ham til Raads, hvorledes vi skulde bære os ad.« »Og hvad raadede han?« sagde Kaare. Asgrim svarede: »Han raadede, at vi skulde holde os helt i Ro indtil Foraaret. Da skulde vi ride øster paa, og indlede Sagen mod Flose for Helges Drab, udnævne Nævnsmænd hjemmefra, tillyse Brandsagen paa Tinget, og der udnævne de samme Nævnsmænd til at vidne for Retten. Jeg spurgte ogsaa Gissur, hvem der skulde være Sagsøger i Drabssagen. Han svarede, at Maard skulde være det, hvad enten han vilde eller ej; ham burde det gaa ud over, thi han havde hidtil opført sig slettest. Kaare skulde ogsaa vise sig vred, hver Gang han traf Maard, saa vil han nok føje sig, naar der bliver sat Skræk i ham, og jeg paa den anden Side tager mig af ham, sagde Gissur.« Kaare sagde da: »Vi vil følge dine Raad, medens vi kan, og saalænge du vil forestaa Sagen.«

Ellers er at fortælle om Kaare, at han ikke kunde sove om Natten. En Nat vaagnede Asgrim og hørte, at Kaare var vaagen, og sagde: »Kan du ikke faa Søvn om Natten?« Kaare kvad da denne Vise:

Hævn min Hustru vilde,
hendes Bøn jeg mindes.
Aldrig jeg lukker et Øje
i, Ven, Nætter gennem,
siden i Efteraaret
Uslinger brændte Huset
ned, mens Nial var i det.
Nat og Dag det mig plager.

Aldrig talte Kaare saa ofte om nogen, som om Nial og Skarphedin. Men aldrig skældte han sine Fjender, eller udstødte Trusler mod dem.

134. Floses Drøm

En Nat hændtes det paa Svinefjæld, at Flose var urolig i Søvne. Glum Hildersen vækkede ham, men det varede længe, inden han kunde faa ham vaagen. Flose sagde da: »Kald mig paa Ketil fra Mørk.« Ketil kom. Flose sagde: »Jeg vil fortælle dig min Drøm.« »Lad høre!« sagde Ketil. »Jeg drømte,« vedblev Flose, »at mig syntes, jeg var stedt paa Lomegnup (233), og gik ud og saa op til Fjældet. Da aabnedes det, og der kom en Mand ud; han var klædt i Gedeskind, og havde en Jærnstav i Haanden. Han gik og raabte paa mine Mænd, først paa nogle, siden paa andre, og nævnte dem ved Navn. Først kaldte han paa min Frænde Grim den Røde og paa Arne Kolsen. Saa kom det mig underlig for; mig tyktes han kaldte paa Eyolf Bølverksen og Hal fra Sidas Søn Ljot og en seks andre. Saa tav han en Stund. Derpaa kaldte han paa fem Mænd af vore, deriblandt paa Sigfussønnerne, dine Brødre; saa raabte han paa andre fem Mænd, deriblandt var Lambe og Modolf og Glum. Saa kaldte han paa tre Mænd, og til sidst kaldte han paa Gunnar Lambesen og Kol Thorstensen. Derpaa gik han hen til mig. Jeg spurgte ham om Tidende. Han svarede, han kunde nok sige mig Tidende. Da spurgte jeg ham om hans Navn; han svarede, han hed Jærngrim. Jeg spurgte, hvor han skulde hen. Han svarede, han skulde til Altinget. »Hvad skal du gøre der?« sagde jeg. Han svarede: »Først skal jeg udskyde Nævnsmændene, saa forstyrre Retten, og saa lave Kampplads for de stridende.« Derpaa kvad han dette:

Hævntid her i Landet!
Hævneren vil komme,
fælde til Mulde mange
Mænd med Hjærnerne brudte.
Inde blandt Bjærgene buldrer
blaasorte, svungne Klinger. —
Mer end een skal mødig
mærke sit Livsblod sive.

Derpaa slog han i Jorden med sin Stav, og der skete et stort Brag. Derpaa gik han ind i Fjældet, men mig paakom der en Rædsel. Nu skal du sige mig, hvad du mener, min Drøm betyder.« »Det tror jeg,« sagde Ketil, »at alle de, han kaldte paa, er dødsens, og jeg finder det raadeligst, at vi, saaledes som det nu staar, ikke fortæller nogen denne Drøm.« Flose bifaldt det.

Nu led Vinteren, til Julen var forbi. Da sagde Flose til sine Mænd: »Nu mener jeg vi skal drage hjemmefra, thi jeg tror ikke, at vi skal give os Tid til at sidde i Ro. Vi skal nu drage ud at søge Bistand, og det vil sandes, hvad jeg sagde Eder, at vi vil komme til at gøre Knæfald for mange, førend denne Sag bringes til Ende.«

135. Om Floses Rejse og Begæring om Hjælp

Derpaa gjorde de sig alle rede til at tage af Sted. Flose havde Sokkebrog paa, thi han agtede at gaa; han indsaa ogsaa, at da vilde de andre bedre finde sig i at gøre det samme. De tog først hjemmefra til Knappevold, den næste Aften til Bredaa, saa til Kalvefjæld, derfra til Bjarnarnæs i Hornefjord (234), derfra til Stavefjæld i Lon, og endelig til Thvætaa til Sidu-Hal, med hvis Datter, Stenvør, Flose var gift. Hal tog meget vel imod dem. Flose sagde til ham: »Jeg vil bede dig, Maag, at ride til Tings med mig med alle dine Tingmænd.« Hal svarede: »Nu er det gaaet, som det hedder, at kort Stund glæder Haand sig ved Hug, og den samme i den Flok hænger nu med Hovedet, som før æggede til den værste Gerning, før den blev fuldført. Men min Bistand er det min Skyldighed at yde dig overalt, hvor jeg kan.« Flose sagde: »Hvad godt Raad giver du mig, saaledes som Sagerne nu staar?« Hal svarede: »Du skal tage helt nord op til Vopnefjord, og bede alle Høvdinger om Hjælp; du vil trænge til dem alle, førend Tinget er endt.«

Floses fodrejse fra Svinefjæld til Vopnefjord

Flose opholdt sig der i tre Dage, og hvilede sig, og drog saa øst paa til Geiteheller, og saa til Berufjord, hvor de blev om Natten. Derfra tog de øst paa til Hødal i Breddal (235), hvor Halbjørn den Stærke boede. Han var gift med Odny, en Søster til Sørle Brodd-Helgesen (236), og Flose nød der god Velkomst. Halbjørn spurgte ud om Indebrændingen, og Flose fortalte ham alt nøjagtigt. Halbjørn spurgte, hvor langt Flose agtede sig nord paa i Fjordene; han svarede, han vilde til Vopnefjord. Flose tog derpaa en Pengepung af sit Bælte, og sagde, han vilde give Halbjørn den. Han tog imod Pengene, men sagde, han havde ingen Gaver forskyldt af Flose, men han vilde dog vide, hvad denne ventede til Løn derfor. »Penge trænger jeg ikke til,« sagde Flose, »men jeg ønsker, at du vil ride til Tings med mig og staa mig bi i min Sag, skønt jeg intet Krav kan gøre derpaa hverken for Svogerskabs eller Frændskabs Skyld.« Halbjørn svarede: »Det vil jeg love dig, at ride til Tings med dig og staa dig bi i din Sag, som om du var min Broder.« Flose takkede ham.

Derfra tog Flose over Breddalshede og saa til Ravnkelsstad (237), hvor Ravnkel Thorersen (238) boede. Flose blev vel modtaget, og bad Ravnkel at ride til Tings med ham og at yde ham Bistand; men han undslog sig længe. Endelig lovede han dog, at hans Søn Thorer skulde ride til Tings med alle deres Tingmænd, og være paa samme Side som hans andre Samtingsgoder. Flose takkede ham, og tog bort, og hen til Bersestad (239). Her boede Holmsten Spag-Bersesen, som tog meget vel mod Flose. Flose bad ham om Bistand. Holmsten svarede, at den havde han for længe siden forskyldt af ham. Derfra tog de til Valthjofstad (240), hvor Sørle Brodd-Helgesen, Bjarnes Broder, boede; han var gift med Thordis, Gudmund den Mægtiges Datter paa Mødrevolde (241). De nød der god Velkomst. Om Morgenen kom Flose frem med sin Bøn, og bad Sørle ride til Altinget med ham, og bød ham Penge derfor. »Det ved jeg ikke, om jeg kan love,« sagde Sørle, »thi jeg ved ikke vist, hvem min Maag Gudmund holder med; thi jeg vil holde med ham, paa hvilken Side han end staar.« Flose svarede: »Jeg mærker af dit Svar, at du staar under Kvindeherredømme;« stod derpaa op, og befalede, de skulde tage deres Klæder og Vaaben. De drog saa bort, og fik ingen Hjælp der.

De drog neden for Lagarfljot, og over Heden til Njardvig. Der boede to Brødre Thorkel Fuldspag og Thorvald (242), Sønner af Ketil Thidrandesen hin Spage. Deres Moder var Yngvild, Thorkel Fuldspags Datter. Flose blev der vel modtaget. Han sagde Brødrene sit Ærinde, og bad dem om Hjælp. Men de afslog det, indtil han gav hver af dem tre Mark Sølv for deres Bistand. Da lovede de at staa ham bi. Deres Moder Yngvild stod hos, da de lovede at ride til Tings, og gav sig til at græde. Thorkel spurgte, hvad hun græd for. Hun svarede: »Jeg drømte, at din Broder Thorvald havde en rød Kjortel paa, og den syntes mig saa trang, som om den var syet til Kroppen af ham; ligeledes tyktes mig, at han havde røde Hoser paa med slidte Baand om, og det var mig tungt at se, at han havde det saa trangt, og jeg ikke kunde hjælpe ham.« De lo ad det, og sagde, det var tosset Snak, og at hendes Vaas ikke skulde være til Hinder for deres Tingridt. Flose takkede dem, og tog derfra til Vopnefjord, og kom til Hof. Der boede Bjarne Brodd-Helgesen (243), en Sønnesøn af Thorsten den Hvide (244). Bjarne var gift med Ranveig, en Datter af Thorgeir Eriksen fra Goddalene. Han tog mod Flose med aabne Arme. Flose bød ham Penge for hans Bistand. Bjarne svarede: »Aldrig har jeg solgt min Tapperhed eller min Bistand for Penge; men nu da du trænger til min Hjælp, skal jeg yde dig den som en Ven, og ride til Tings med dig, og staa dig bi som min egen Broder.« »Saa lader du al Gælden (245) hvile paa mig,« sagde Flose, »men sligt var jeg mig ventende af dig.« 

Derfra tog Flose med sine Mænd til Krossevig. Thorkel Geitersen (246) var hans gode Ven. Flose sagde ham sit Ærinde. Thorkel svarede ham, at det var hans Skyldighed, at yde ham al den Bistand, der stod i hans Magt, og ikke at forlade hans Sag. Han gav Flose gode Gaver ved Afskeden. Derfra droge de op i Fljotsdalsherred, og tog ind hos Holmsten Spag-Bersesen. Flose fortalte ham, at alle havde taget sig vel af hans Tarv og Ærinde, undtagen Sørle Brodd-Helgesen. Holmsten sagde, at dette var fordi han ikke var nogen trættekær Mand; og han gav Flose gode Gaver.

Flose drog op ad Fljotsdalen, derfra sydpaa over Fjældet over Øksehraun, ned ad Svidinhornedal, og vesten for Alftefjord, og saa videre frem til han kom til Thvætaa til sin Maag Hal. Der var han og hans Mænd en halv Maaned og hvilede sig. Flose spurgte Hal, hvad han nu vilde give ham for et godt Raad, hvorledes han skulde bære sig ad og indrette sine Sager. Hal svarede: »Jeg raader til, at du skal blive hjemme paa din Gaard med Sigfussønnerne, men de skal sende Mænd hen at passe deres Gaarde, Tag nu for det første hjem, og naar I rider til Tings, saa rider alle samlede, og spred ikke Eders Skare! Lad da Sigfussønnerne tage hen at se til deres Koner! Jeg skal ogsaa ride til Tings og min Søn Ljot med alle vore Tingmænd, og yde dig al den Bistand, jeg formaar.« Flose takkede ham. Hal gav ham gode Gaver til Afsked. Flose tog da bort fra Thvætaa, og der er intet om hans Rejse at fortælle, før han kom hjem til Svinefjæld. Han blev nu hjemme Resten af Vinteren, og om Sommeren lige til Tingtiden.

136. Om Thorhal og Kaare

Thorhal Asgrimsen og Kaare Sølmundsen red en Dag til Mosfjæld for at besøge Gissur Hvide. Han tog imod dem med aabne Arme, og de blev der hos ham en lang Stund. Engang da de talede med Gissur om Nials Indebrænden, sagde Gissur, at det var en stor Lykke, Kaare var kommen bort. Da udbrød Kaare i denne Vise:

Vred var jeg, vaabenvante
Ven, da Nials Hus brændte.
Ud af Ilden og Røgen
ej jeg gerne mig fjærned,
dengang der de andre
døde i Flammer røde.
Hør og husk, hvad jeg siger!
Harmen i Bringen stinger.

Da sagde Gissur: »Det er tilgiveligt, at du aldrig kan glemme det; men lad os nu ikke tale mere derom!«

Kaare sagde, at han vilde ride hjem. Gissur svarede: »Jeg skal nu meddele dig mit Raad med al Oprigtighed. Du skal ikke ride hjem, men du skal dog ride bort, og østpaa under Øfjælde, for at finde Thorgeir Skorargeir og Thorleif Kraak. De skal ride øst fra med dig; de er de rette Sagsøgere i Eftermaalsagen, og med dem skal følge deres Broder Thorgrim den Store. I skal ride til Maard Valgardsen og hilse ham fra mig, at han skal overtage Drabssagen efter Helge Nialsen imod Flose. Men hvis han kommer med den mindste Indvending, saa skal du gøre dig meget vred, og lade som du vil sætte ham din Økse i Hovedet. Dernæst skal du true ham med min Vrede, hvis han gør Vanskeligheder, og sige, at jeg vil lade min Datter Thorkatla hente hjem til mig; det vil han ikke tillade, thi han elsker hende som sin Øjesten.« Kaare takkede ham for hans Raad. Om Bistand talte han ikke til ham, thi han mente, at han vilde vise sig som en Ven heri, som i alt andet.

Kaare red derfra øst paa over Aaerne, derfra til Fljotshlid, og mod Øst over Markarfljot, og saa til Seljelandsmule. De red endelig øst paa til Holt. Thorgeir tog med største Venlighed imod dem. Han fortalte dem om Floses Rejse, og hvor megen Hjælp denne havde faaet i Østfjordene. Kaare sagde, at det var rimeligt, han søgte om Hjælp, saa meget som han havde at svare til. Thorgeir sagde: »Saa meget desbedre, jo værre de bærer sig ad.« Kaare meddelte Thorgeir Gissurs Raad. De red derpaa til Rangaavolde til Maard Valgardsen, som tog vel imod dem. Kaare meddelte ham hans Maag Gissurs Budskab; det vilde han ikke ret bide paa, og sagde, at det var værre at sagsøge Flose end ti andre. Kaare sagde: »Det gaar med dig, som han tænkte, thi der er ikke andet end ondt ved dig, du er baade ræd og hjerteløs; men saa skal du ogsaa have for det, hvad du har fortjent, at Thorkatla skal drage hjem til sin Fader.« Hun lavede sig straks til, og sagde, hun længe havde tænkt at skilles fra Maard. Han skiftede da hurtig baade Sind ogTale, bad dem ikke være vrede, og paatog sig straks Sagen. Kaare sagde: »Nu har du paataget dig Sagen; før den nu uden Frygt, thi det gælder dit Liv.« Maard svarede, at han skulde gøre al sin Flid for at udføre dette vel og mandig.

Derpaa stævnede Maard ni Nævnsmænd til sig; de var alle Naboer til Drabsstedet. Maard tog da Thorgeir i Haanden, og krævede to Vidner »til Vidnesbyrd om,« sagde han, »at Thorgeir Thorersen overdrager mig Drabssag mod Flose Thordsen, at søge ham for Helge Nialsens Drab med alle de Beviser, som Sagen tilhører. Du overdrager mig denne Sag at søge og forliges i, og til at drage Nytte af alle Bevismidler, som om jeg var nærmeste Eftermaalsmand. Du overdrager mig den efter Loven, og jeg paatager mig den efter Loven.« Anden Gang krævede han sig Vidner »til Vidnesbyrd om,« sagde han, »at jeg tillyser strafskyldigt Anfald, øvet af Flose Thordsen, da han gav Helge Nialsen Hjernesaar eller Hulsaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og Helge fik Bane af. Jeg tillyser Sagen for fem Nævnsmænd,« og han nævnede dem alle ved Navn. »Tillyser jeg lovlig Tillysning. Tillyser jeg Thorgeir Thorersens mig overdragne Sag.« Atter krævede han Vidner »til Vidnesbyrd om,« sagde han, »at jeg tillyser Hjernesaar eller Hulsaar eller Marvsaar, øvet af Flose Thordsen, Saar, som dødeligt var, og Helge Nialsen fik Bane af, paa det Drabssted, hvor Flose Thordsen først løb mod Helge Nialsen med strafskyldigt Anfald. Tillyser jeg det for fem Nævnsmænd.« Derpaa nævnte han dem alle. »Jeg tillyser lovlig Tillysning; jeg tillyser Thorgeir Thorersens mig overdragne Sag.« Derpaa krævede Maard Vidner for tredje Gang »til Vidnesbyrd om,« sagde han, »at jeg opfordrer alle disse ni Nævnsmænd,« og han nævnte dem alle ved Navn, »at møde paa Altinget, og der at føre Nævnsmænds Vidnesbyrd om, hvorvidt Flose Thordsen gjorde strafskyldigt Anfald mod Helge Nialsen paa det Drabssted, hvor Flose Thordsen gav Helge Nialsen Hjernesaar eller Hulsaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og Helge Nialsen fik Bane af. Jeg opfordrer Eder til at bruge alle de Ord, som I efter Loven er skyldige at fremføre, og som jeg for Retten vil afæske Eder, og denne Sag med rette vedkommer. Jeg opfordrer Eder med lovlig Opfordring, saa at I selv hører derpaa. Jeg opfordrer Eder i Thorgeir Thorersens mig overgivne Sag.« Maard krævede fremdeles Vidner »til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer disse ni Naboer til Drabsstedet at møde paa Altinget og Nævnsmænds Vidnesbyrd at føre, om Flose Thordsen saarede Helge Nialsen med Hjernesaar eller Hulsaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og Helge fik Bane af, paa det Drabssted, hvor Flose Thordsen først løb mod Helge Nialsen med strafskyldigt Anfald. Jeg opfordrer Eder til at udtale alle de Ord, som I efter Loven er skyldige at bruge, og som jeg for Retten vil afæske Eder, og denne Sag med rette vedkommer. Jeg opfordrer Eder med lovlig Opfordring. Jeg opfordrer Eder, saa at I selv hører derpaa. Jeg opfordrer Eder angaaende Thorgeir Thorersens mig overdragne Sag.« Derpaa sagde Maard: »Nu er Sagen indledet, saaledes som I har begæret. Nu vil jeg bede dig, Thorgeir Skorargeir, at du vil komme til mig, naar du rider til Tings, og lad os da begge ride sammen med begge vore Hobe, og holde os sammen det bedste vi kan. Thi min Hob skal være rede straks ved Tingets Begyndelse, og jeg skal i alle Dele være Eder tro.« Dermed var de andre vel fornøjede, og det blev edelig bekræftet imellem dem, at ingen skulde forlade den anden, førend Kaare vilde, og at de vilde vove deres Liv den ene med den anden. De skiltes nu ad med Venskab, efter at have aftalt deres Møde paa Tinget.

Thorgeir red tilbage øster paa, men Kaare red vester paa over Aaerne, til han kom til Asgrim paa Tunge. Han tog overmaade vel imod ham. Kaare fortalte ham hele Gissur Hvides Raadslagning og Sagens Tilberedelse. »Sligt ventede jeg mig af ham,« sagde Asgrim, »at han vilde te sig som en brav Mand, og det har han nu vist.« Asgrim spurgte: »Har du hørt noget til Flose?« Kaare svarede: »Han drog helt øst paa til Vopnefjord, og næsten alle Høvdingerne har lovet ham deres Bistand og at ride med ham til Altinget. De venter sig ogsaa Hjælp fra Reykdølerne, Ljosvetningerne og Øksefjordingerne.« Derom talte de endnu en Del. Tiden led nu frem til Altinget.

Thorhal Asgrimsen fik saadan Men i sin Fod, at den oven for Ankelen blev saa tyk og opsvulmet, at han ikke kunde gaa uden ved en Stav. Han var en stor Mand af Vækst og stærk af Kræfter, med mørkt Haar og Hudfarve, sindig i sin Tale, men dog ilsindet. Blandt de største lovkyndige paa Island var han den tredje.

Nu skulde man ride til Tings. Asgrim sagde til Kaare: »Du skal ride straks mod Tingets Begyndelse, og tjælde vore Boder; min Søn Thorhal skal følge med dig. Du vil fare bedst og omhyggeligst med ham, da han er lam paa Foden; men vi vil trænge mest til ham paa dette Ting. Med Eder skal ride tyve andre Mænd.« Derpaa blev alting lavet til deres Rejse; de red til Tinget og tjældede Boderne, og ordnede alting vel.

137. Om Flose og Brandstifterne

[1011] Flose red hjemmefra tilligemed de hundrede Mand, som havde været med ham ved Indebrændingen. De red, til de kom til Fljotslilid. Sigfussønnerne saa da til deres Gaarde, og opholdt sig der Dagen over, men om Aftenen red de vester paa over Thjorsaa, og var der om Natten, og næste Morgen tidlig tog de deres Heste og red videre frem. Flose sagde til sine Mænd: »Nu skal vi ride til Asgrim paa Tunge, tage vor Davre hos ham, og yppe Trætte med ham.« De andre ytrede deres Bifald, og de red til Tunge. Asgrim stod ude tilligemed nogle Mænd. Saasnart de kunde se Flokken fra Gaarden, sagde Asgrims Mænd: »Det maa være Thorgeir Skorargeir.« Asgrim sagde: »Det tror jeg ikke, thi disse Mænd farer af Sted med Latter og Vildskab, men saadanne Nials Frænder som Thorgeir vil ikke le, førend Brandstiftelsen er hævnet. Jeg har en anden Mening, der maaske vil synes Eder urimelig; jeg tror det er Flose og Mordbrænderne med ham, og de har vist i Sinde at yppe Trætte med os. Lad os nu alle gaa ind!« De gjorde saa. Asgrim lod Husene feje og tjælde, lod Borde sætte frem og Mad paa dem, og lod sætte Forsæder langs med Bænkene gennem hele Stuen. Flose red ind paa Tunet og bød sine Mænd sidde af og gaa ind. De gjorde saa. Flose kom ind med dem i Stuen. Asgrim sad paa Tværbænken. Flose betragtede Bænkene, og saa, at alt var rede, hvad man trængte til. Asgrim hilste dem ikke, men sagde til Flose: »Bordene er fremsatte, for at de, som trænger til Mad, kan spise.« Flose satte sig til Bords med alle sine Mænd, men deres Vaaben satte de op til Væggen, og de, som ikke kunde faa Plads paa Bænkene, satte sig paa Forsæderne. Fire Mænd stod væbnede forved den Plads, hvor Flose sad, medens de spiste. Asgrim tav under Maaltidet og var saa rød i sit Ansigt som Blod. Da de nu var mætte, tog Kvinderne af Bordet, men nogle bar Vand ind til Haandtvæt. Flose gav sig gode Stunder, som om han havde været hjemme. Der laa en Buløkse paa Hjørnet af Tværbænken. Asgrim tog den med begge Hænder, sprang op paa Bænketrinet og hug efter Floses Hoved. Glum Hildersen lagde Mærke til, hvad han havde for, sprang straks op, fik grebet om Øksen oven for Hænderne paa Asgrim, og vendte straks Æggen imod ham; thi Glum havde svære Kræfter. Derpaa sprang flere op, og gik løs paa Asgrim; men Flose sagde, at ingen skulde gøre ham nogen Men; »thi vi har sat ham paa alt for haard en Prøve,« sagde han, »og han gjorde intet andet end hvad han maatte, og viste derved, at han var uforsagt.« Flose sagde derpaa til Asgrim: »Vi skilles nu ad uden Men, og træffer hinanden paa Tinge, og begynder der Sagen forfra.« »Det skal vi,« sagde Asgrim, »og det vil jeg ønske, at I ikke er saa store paa det, naar dette Ting er ude.« Flose svarede ikke derpaa; de gik da ud og steg til Hest, og red bort.

De red nu til de kom til Laugarvatn (247), og var der Natten over, men om Morgenen red de videre frem til Beitevolde (248), og bedede der. Der stødte mange Flokke til dem; der var Hal fra Sida og alle de fra Østfjordene. Flose tog glad imod dem, og fortalte dem om sin Rejse og Tildragelsen med Asgrim. Mange roste det, og sagde, at sligt var rask gjort. Men Hal sagde: »Da synes mig anderledes; thi det tykkes mig, at det var et uforstandigt Paafund; de vilde nok have husket den Sorg, de har lidt, uden at de behøvede at mindes derom paa ny. Men stor Fare løber de, som saa haardt udæsker andre.« Man kunde nok mærke paa Hal, at han mente, dette var for meget. De red derfra alle sammen, til de kom til de øvre Volde, der fylkede de deres Folk, og red ned paa Tinget. Flose havde ladet Byrgisbod (249) tjælde, førend han red til Tings; men de fra Østfjordene red til deres Boder.

138. Om Thorgeir Skorargeir

Thorgeir Skorargeir red hjemmefra med en stor Hob. Hans Brødre, Thorleif Kraak og Thorgrim den Store, var med ham. De kom til Maard Valgardsen paa Hof og biede der, til han var rede. Maard havde samlet hver Mand, der kunde bære Vaaben, og de kunde ikke mærke andet, end at han var helt uforsagt.

De red nu til de kom vester paa over Aaerne. Der biede de efter Hjalte Skeggesen. Han kom, da de havde biet en kort Stund. De tog glade imod ham, og red derpaa alle sammen, indtil de kom til Reyke i Biskopstunge, hvor de biede efter Asgrim Ellidagrimsen, og han mødte dem der. Saa red de vester over Bruaraa.

Asgrim fortalte dem alt hvad der var hændt mellem ham og Flose. Thorgeir sagde: »Jeg vilde ønske, vi maatte komme til at prøve deres Mandemod, før Tinget er til Ende.« De red, lige til de kom til Beitevolde. Der stødte Gissur Hvide til dem med et meget stort Følge. De gav sig da til at tale sammen, og red saa til de øvre Volde. Der fylkede de hele deres Skare, og red saa ned paa Tinget. Flose og hans Mænd greb alle til Vaaben, og det kunde da nær være kommet til et Slag. Men Asgrim og den Flok indlod sig ikke derpaa, og red til deres Boder. Det var nu roligt den Dag, saa at de intet havde med hinanden at gøre. Der var komne Høvdinger fra alle Landets Fjerdinger, og der havde aldrig før, saa længe Folk kunde huske, været et saa talrigt Ting.

139. Om Eyjolf Bølverksen

Eyjolf Bølverksen var en Sønnesøn af Eyjolf den Graa fra Otrardal, der igen var en Søn af Thord Geller (250). Eyjolf den Graas Moder Hrodny var en Datter af Midfjords-Skegge (251). Eyjolf var en Mand af megen Anseelse, og særdeles lovkyndig, saa at han var den tredje blandt de lovkyndigste Mænd paa Island (252). Han var en særdeles smuk Mand, stor og stærk, og der kunde blive en ypperlig Høvding af ham; men han var pengekær som hans andre Frænder.

Flose gik en Dag hen til Bjarne Brodd-Helgesens Bod (253). Bjarne tog venlig imod ham, og Flose satte sig ned hos ham. De taltes ved om mange Ting. Flose sagde da til Bjarne: »Hvad Raad skal vi nu gribe til?« Bjarne svarede: »Det tykkes mig vanskeligt at finde ud af denne Vaande, men det synes mig dog raadeligst, at bede om Hjælp, thi de drager en stor Styrke sammen mod Eder. Jeg vilde ogsaa spørge dig, Flose, om der er nogen ret lovkyndig Mand i Eders Flok. Thi der er Eder to Kaar for Haanden: enten at bede om Forlig, og det er et meget godt Valg, eller at forsvare Sagen ad Rettens Vej, hvis Værn (254) kan findes, selv om Sagen maa drives med Voldsomhed. Jeg tror, at I kommer til at vælge denne sidste Vej, thi I har begyndt med Trods, og det sømmer Eder nu ikke at give Køb.« Flose sagde: »Med Hensyn til de lovkyndige Mænd, du spurgte efter, da vil jeg snart svare dig derpaa, at der findes ingen saadan i vor Flok, og jeg ved ikke, hvem det skulde være, uden din Frænde Thorkel Geitersen.« Bjarne sagde: »Ham vil vi ikke regne med, skønt han har Forstand paa Loven, saa er han dog ogsaa forsigtig, og det skal ikke falde nogen ind at ville have ham til Skydebræt (255). Han vil staa dig bi saa godt som nogen af dine bedste Mænd, thi han er modig; men jeg skal sige dig, at det bliver den Mands Bane, som fører Værn frem for Mordbrandssagen, og det under jeg ikke min Frænde Thorkel. Vi maa derfor se os om efter en anden.« Flose sagde, at han ingen Skøn havde paa, hvem der var de største lovkyndige. Bjarne vedblev: »Der er en Mand, som hedder Eyolf Bølverksen; han er den største lovlærde i Vestfjerdingen. Ham kommer man til at give mange Penge, hvis man skal faa ham til at tage sig af Sagen, men det vil vi ikke bryde os om. Vi skal ogsaa gaa væbnede til alle Retshandlinger, og være saa varlige som muligt, men dog ikke gribe dem uden til Selvforsvar. Nu skal jeg gaa omkring med dig for at bede om Hjælp, thi jeg tror ikke, at vi kan forholde os rolige.«

Derpaa gik de ud af Boden og hen til dem fra Øksefjord. Bjarne talte da med Lyting og Blæing og Hroe Arnstensen, og fik snart af dem, hvad han ønskede. De gik saa hen til Kol, Viga-Skutes Søn, og Eyvind Thorkelsen, Askel Godes (256) Sønnesøn, og bad dem om Bistand. De undslog sig længe, men tilsidst tog de tre Mark Sølv derfor og lovede at deltage med dem. Saa gik de til Ljosvetningernes Bod og dvælede der en Stund. Flose bad dem om Bistand, men de var vrangvillige og gjorde flere Vanskeligheder. Da sagde Flose med megen Vrede: »Slet staar det til med Eder; hjemme i Herredet er I gerrige og uretfærdige, men paa Tinge vil I ikke være Folk til Hjælp, naar man beder Eder. Det vil ogsaa lægges Eder svært til Last paa Tinge, og paadrage Eder Eftertale, hvis I ikke mindes den Spot og bitre Tale, som Skarphedin rakkede Eder Ljosvetninger til med.« Siden efter talte han sagte med dem, og bød dem Penge for deres Bistand, og lokkede dem saa med fagre Ord, indtil de lovede den; nu blev de saa nidkære, at de sagde, de skulde stride for ham, om fornødent. Bjarne sagde da til Flose: »Til Lykke! Du er en stor Høvding og en rask Mand og ligefrem og staar ikke tilbage for nogen.«

Derpaa drog de bort, og vest paa over Øksaraa (257) og hen til Hladboden (258). De saa mange Mænd uden for Boden. Blandt andre var der en Mand med Skarlagenskappe paa, med Guldbaand om Hovedet og en sølvbeslagen Økse i Haanden. »Det træffer godt,« sagde Bjarne; »her har vi nu Eyjolf Bølverksen, hvis du vil tale med ham, Flose!« De gik derpaa hen til Eyjolf og hilste ham. Eyjolf kendte straks Bjarne, og tog vel imod ham. Bjarne tog ham ved Haanden, og førte ham op i Almannagjaa. Bjarnes og Floses Mænd gik bagefter; ogsaa Eyjolfs Mænd gik med ham. De bad dem om blive oppe paa Almannagjaa (259) og derfra se sig om. Flose gik med de andre, til de kom der hvor Vejen gaar ned fra den øvre Klippevæg (260). Flose sagde, at der var godt at sidde, der kunde man se vidt omkring. De satte sig ned. De var fire Mænd sammen der, og ikke flere. Bjarne sagde da til Eyjolf: »Vi er komne for at tale med dig, min Ven! thi vi trænger meget til din Bistand i alle Maader.« Eyjolf svarede: »Der er mange gode Folk at vælge iblandt her paa Tinget, og det vil være en let Sag for Eder at finde dem, som er Eder anderledes til Styrke end jeg.« Bjarne sagde: »Ingenlunde. Du har mange Egenskaber, hvori ingen overgaar dig her paa Tinget. For det første det, at du er af saa ædel Byrd, som alle de, der nedstammer fra Regnar Lodbrog; ogsaa har dine Forfædre altid haft med store Sager at gøre, baade paa Tingene og hjemme i Herredet, og gik altid af med Sejren; derfor tykkes det os rimeligst, at du vil være sejrsæl i forefaldende Sager som dine Frænder.« Eyjolf sagde: »Du taler godt, Bjarne, men jeg vil dog næppe faa med Sagen at gøre.« Da sagde Flose: »Det er ikke værd at gøre en lang Indledning til det vi har i Hu; vi vil bede dig om din Hjælp, Eyjolf, at du vil yde os Bistand i vor Sag, gaa med os for Retten, og paatage dig Værnet, hvis Lejlighed er, og føre det frem paa vore Vegne, og staa os bi i alle Dele, som paa dette Ting kan forefalde.« Eyjolf sprang vred op og sagde, at ingen skulde bilde sig ind at have ham til Nar eller til Skærmbrædt for sig, naar han ikke ellers havde Grund til det. »Nu kan jeg ogsaa se,« sagde han, »hvor I vilde hen med de fagre Ord, I brugte til mig.« Halbjørn den Stærke greb fat paa ham og satte ham ned hos sig mellem sig og Bjarne, og sagde: »Træet falder ikke for det første Hug, min Ven! Sid nu her først hos os.« Derpaa drog Flose en Guldring af sin Arm og sagde: »Denne Ring vil jeg give dig, Eyjolf, for at vinde dit Venskab og din Hjælp, og saaledes vise dig, at jeg ikke vil gække dig. Det er bedst, du tager Ringen, thi her er ingen paa Tinget, som jeg har givet slig Gave.« Ringen var saa god og stor, og saa vel gjort, at den var tolv Hundrede Alen værd. Halbjørn skød Ringen paa Eyjolfs Arm. Eyjolf sagde: »Det er nu troligst, at jeg tager Ringen, siden du viser dig saa brav; du kan nu gaa ud fra, at jeg vil paatage mig Værnet og gøre, hvad der er fornødent.« Bjarne sagde: »Nu har I begge teet Eder vel, og her er Mænd tilstede, jeg og Halbjørn, som kan være Vidner paa, at du har overtaget Sagen.« Eyjolf stod da op, ligeledes Flose, og de gav hinanden Haanden. Eyjolf modtog da det hele Værn af Flose og ligeledes, hvis nogen Sag rejste sig af Værnet. Thi det hænder ofte, at Værnet i een Sag kan blive til Søgsmaal i en anden. Dernæst overtog han alle Søgsmaalsbeviser, som hørte til Sagen, hvad enten man skulde sagsøge for Fjerdingsretten eller for Femterretten. Flose overdrog ham det efter Loven, og Eyjolf tog derimod efter Loven. Han sagde derpaa til Flose og Bjarne: »Nu har jeg overtaget denne Sag, som I bad om, men jeg ønsker, at I vil holde dette skjult for det første, og hvis Sagen kommer for Femterretten (261) saa skal I især vogte Eder for at sige, at I har givet mig Penge for min Bistand (262).«

Flose gik derpaa hjem til sin Bod, og Bjarne til sin; men Eyjolf gik til Snorre Godes Bod, og satte sig ned hos ham. De talte meget sammen. Snorre Gode greb Eyjolfs Arm, strøg hans Ærme op, og saa, at han havde en stor Guldring paa Armen. Snorre Gode sagde: »Er denne Ring købt eller given?« Eyjolf havde ikke Svar paa rede Haand og tav. Snorre sagde: »Jeg indser fuldtvel, at du har faaet den til Gave; gid den kun ikke maa koste dig dit Liv!« Eyjolf sprang op og gik bort og vilde ikke tale derom. Snorre sagde, i det Eyjolf stod op: »Der er næppe Tvivl om, at du, naar dette Ting er til Ende, ved, hvad du har faaet til Gave.« Eyjolf gik da til sin Bod.

140. Om Asgrim og Gissur og Kaare

Nu talte Asgrim Ellidagrimsen med Gissur Hvide og Kaare Sølmundsen, Hjalte Skeggesen, Maard Valgardsen og Thorgeir Skorargeir: »Denne Sag behøver vi ikke at holde i Dølgsmaal for hinanden; thi alle de Mænd, som er her tilstede, har hinandens Fortrolighed. Jeg vil nu spørge Eder, om I ved noget om, hvad Flose vil gøre. Mig synes, at vi kommer ogsaa til at tage en Beslutning paa vor Side.« Gissur Hvide svarede: »Snorre Gode sendte en Mand til mig og lod mig sige, at Flose havde faaet megen Hjælp af Nordlændingerne, men hans Frænde Eyjolf Bølverksen havde faaet en Guldring af nogen, og holdt det skjult, og Snorre sagde, at i hans Tanker var Eyjolf Bølverksen udset til at føre Lovværn i Sagen, og at Ringen var givet ham for det.« Alle blev enige om, at det maatte være saaledes. Gissur sagde da til dem: »Nu har min Maag Maard Valgardsen paataget sig den Sag, som alle vil finde er den sværeste, den at sagsøge Flose; jeg vil nu bede Eder at skifte de andre Sager imellem Eder, thi nu vil det med det allerførste være Tid at tillyse Sagerne paa Lovbjerget. Det bliver ogsaa nødvendigt for os at bede om Hjælp.« Asgrim var enig med ham deri, og sagde: »Men vi vil bede dig om at følge med os, naar vi beder om Hjælp.« Gissur lovede det.

Derpaa valgte Gissur alle de forstandigste Mænd af deres Hob til at følge med sig, Hjalte Skeggesen og Asgrim og Kaare og Thorgeir Skorargeir. Da sagde Gissur Hvide: »Nu skal vi først gaa til Skafte Thorodsens Bod.« Det gjorde de. Gissur Hvide gik først, saa Hjalte, saa Kaare, saa Asgrim, saa Thorgeir Skorargeir, saa hans Brødre. De gik ind i Boden. Skafte sad paa Tværbænken, og da han saa Gissur Hvide, stod han op for at gaa ham i Møde, og bød ham og dem alle velkomne. Han bad Gissur sidde hos sig; han gjorde det. Gissur sagde da til Asgrim: »Nu skal du først tale til Skafte om at yde os Bistand, og jeg vil da sige, hvad der synes mig bedst.« Asgrim sagde: »Vi er komne herhid, Skafte, i den Hensigt at søge Hjælp og Støtte hos dig.« Skafte svarede: »Vanskelig tyktes jeg at være sidste Gang, da jeg ikke vilde give mig af med Eders Nød.« Gissur sagde: »Nu er det en anden Sag; nu gælder det Eftermaalet efter Nial Bonde og Bergthora, som uskyldige blev indebrændte, og efter Nials tre Sønner og mange andre gode Mænd, og aldrig vil du kunne nægte din Hjælp eller afslaa at staa dine Frænder og Svogre bi.« Skafte svarede: »Det var mit Forsæt, den Gang Skarphedin lod mig høre, at jeg selv havde kommet Tjære paa mit Hoved og var krøben ind under Græstørv, og da han sagde, at jeg havde været saa ræd, at Thorolf Loftsen fra Øre havde baaret mig ud paa sit Skib i sine Melsække, og saaledes havde ført mig til Island: den Gang lovede jeg mig selv, at jeg ikke vilde yde ham Eftermaal (263).« Gissur sagde: »Sligt er nu ikke at mindes, thi han er nu død, som sagde det; og mig vil du nok yde Bistand, om du end ikke vil gøre det for andres Skyld.« Skafte sagde: »Denne Sag kommer ikke dig ved, uden at du selv vil blande dig i den.« Gissur blev da meget vred og sagde: »Ulig er du din Fader, thi skønt han ikke altid var at lide paa, saa kom han dog altid Folk til Hjælp, naar de mest trængte til ham.« Skafte sagde: »Vi er ulige af Sind. I tykkes at have haft med store Sager at gøre; du, Gissur Hvide, da du overfaldt Gunnar fra Hlidarende, men Asgrim, da han dræbte sin Fostbroder Gauk.« Asgrim svarede: »Faa lader en høre det gode, hvis han ved det værre; men det vil mange tilstaa, at jeg ikke dræbte Gauk, førend jeg var nødt dertil. Det kan undskyldes, at du ikke vil staa os bi, men det er ikke til at undskylde, at du siger os Fornærmelser. Jeg vil derfor ogsaa ønske, at du, inden dette Ting er til Ende, maa faa den største Vanære af denne Sag, og at ingen vil hjælpe til at vaske den Skam af dig.« Derpaa stod Gissur og hans Følge op, og gik ud, og saa hen til Snorre Godes Bod.

Snorre sad paa Tværbænken i Boden; de gik ind i Boden; han kendte straks Mændene, rejste sig for at tage imod dem, bød dem alle være velkomne, og gav dem Plads hos sig. Derpaa spurgte de hinanden om almindeligt Nyt. Asgrim sagde til Snorre: »Vi er komne hid, jeg og min Frænde Gissur, for at bede dig om Hjælp.« Snorre Gode svarede: »Hvad du der siger, har du Grund til, da du bør tage Eftermaal efter saadanne Svogre, som du havde. Vi har ogsaa hos Nial faaet mangt et Raad, som var værd at tage imod, skønt nu faa tænker derpaa; imidlertid ved jeg ikke, hvadfor Hjælp I mener I mest trænger til.« Asgrim svarede: »Hvis det skulde komme til Strid her paa Tinget, trænger vi mest til Hjælp.« Snorre sagde: »Ja det er sandt, da vil der staa meget paa Spil for Eder; det er ogsaa rimeligt, I driver Sagen med Voldsomhed, og paa samme Maade vil de værge, saa den ene ikke vil lade den anden faa Ret; det vil I ikke taale, men anfalde dem, og der er heller ikke andet for, thi de vil da give Eder Skam for Mandetab og Vanære for Eders Frænders Død.« Man kunde da nok mærke, at han vilde ægge dem paa alle Maader. Gissur Hvide sagde derpaa: »Du taler godt, Snorre, og du viser dig altid som den bedste Mand og Høvding, naar det gælder.« Asgrim sagde: »Jeg ønskede at vide, hvad Hjælp du da vil yde os, hvis det gaar saaledes som du siger.« Snorre svarede: »Jeg skal give dig et Venskabstegn, som al Eders Hæder vil bero paa, men jeg vil ikke gaa med for Retten. Kommer I til at stride paa Tinget, saa anfald dem ikke, uden I alle er højst uforfærdede, thi I vil have store Kæmper imod Eder. Men hvis I bliver nødte til at vige, saa træk Eder tilbage hen imod os; thi jeg skal da allerede have fylket mine Folk her, og være rede til at hjælpe Eder. Men gaar det saaledes, at de maa trække sig tilbage, saa vil de uden Tvivl søge hen til Almannagjaa for at skaffe sig Dækning der. Men kommer de først der, saa faar I aldrig Bugt med dem, jeg vil derfor paatage mig at fylke mine Folk der og holde dem borte fra dette Støttepunkt. Men følger de langs med Aaen, enten nord eller syd paa, saa vil vi ikke sætte efter dem. Naar I nu har dræbt af deres Folk saa mange omtrent, at jeg kan tænke, I kan slippe med Mandebod for dem og beholde Eders Godord og Eders Ophold i Herredet, saa vil jeg løbe til med alle mine Mænd og skille Eder ad. Men saa skal I straks, naar jeg beder Eder derom, holde inde med Kampen, hvis jeg opfylder det, som jeg nu har lovet.« Gissur takkede ham meget, og sagde, at det var sagt til alle deres Tarv. Derpaa gik de alle ud. Gissur sagde: »Hvor skal vi nu gaa hen?« »Til Mødruvellingernes Bod,« sagde Asgrim, hvorpaa de gik did.

141. Om Asgrim og Gudmund

Og da de kom til Boden, saa de Gudmund den Mægtige sidde og tale med sin Fosterfader Einar Konalsen, der var en forstandig Mand. De gik da hen til ham. Gudmund tog meget vel imod dem, og lod Boden gøre ryddelig for dem, at de alle kunde komme til at sidde. De spurgte saa hinanden om Nyt. Asgrim sagde: »Vi kommer, Gudmund, for at bede dig om din kraftige Bistand.« »Har I allerede været hos andre Høvdinger?« sagde Gudmund. De svarede, at de havde været hos Skafte Thorodsen og Snorre Gode, og sagde ham i Fortrolighed, hvorledes baade den ene og den anden havde vist sig. Da sagde Gudmund: »Nys var jeg ikke for højmodig imod Eder, og vilde den Gang ikke lade mig overtale; men jo flere Vanskeligheder jeg den Gang gjorde, des færre skal jeg nu gøre. Jeg skal følge med Eder til Retten med alle mine Tingmænd, og yde Eder al den Hjælp jeg kan, og gaa i Striden med Eder, om det skulde behøves, og vove mit Liv med Eder. Saa vil jeg ogsaa lønne Skafte for hans Opførsel. Hans Søn Thorsten Holmund (264) skal nemlig komme til at følge med os i Slaget, thi han vil ikke vove at gøre andet, end hvad jeg vil, da han har min Datter Jodis. Saa vil Skafte komme for at skille os.« De takkede ham meget og talede længe sammen, saa de andre Mænd ikke hørte det. Gudmund bad dem ikke at bønfalde flere Høvdinger, thi det vilde være umandigt. »Lad os nu«, sagde han, »vove det med de Folk vi har. I skal gaa væbnede til alle Retsforhandlinger, men ikke give Eder i Strid, saaledes som Sagen nu staar.« De gik da alle hjem og hen til deres Boder. Dette kom i Begyndelsen kun til faa Mænds Kundskab. Tinget led nu saaledes hen.

142. Om Sagernes Anlæg

En Dag gik man til Lovbjerget. Høvdingerne var stillede saaledes, at Asgrim Ellidagrimsen og Gissur Hvide, Gudmund den Mægtige og Snorre Gode var oppe ved Lovbjerget, men de fra Østfjordene stode nedenfor. Maard Valgardsen stod hos sin Maag Gissur; han var en særdeles veltalende Mand. Gissur sagde, at han skulde tillyse Drabssagen, og bad ham tale saa højt, at man godt kunde høre det. Maard krævede sig Vidner og sagde: »Derpaa kræver jeg Vidner, at jeg tillyser strafskyldigt Anfald, øvet af Flose Thordsen, da han anfaldt Helge Nialsen og gav ham Hulsaar eller Hjernesaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og Helge fik Bane af; og nedlægger jeg Paastand, at han for den Sag vorder dømt til Skovgangsmand ubjærgende, ufærgende og uhjælpende i alle Maader; hans Gods skal være forbrudt, Halvdelen til mig og Halvdelen til de Mænd, som forbrudt Gods har efter ham at tage efter Loven. Tillyser jeg denne Drabssag til den Fjerdingsret, hvor Sagen bør at komme efter Loven. Tillyser jeg lovlig Tillysning; tillyser jeg med lydelig Røst paa Lovbjerget. Tillyser jeg nu til Søgsmaal i Sommer og til fuld Straf over Flose Thordsen. Tillyser jeg Thorgeir Thorersens mig overdragne Sag paa Lovbjerget.« Det gik fra Mund til Mund, at Maard talte vel og mandig. Maard tog anden Gang til Orde: »Jeg kræver Eder til Vidner paa,« sagde han, »at jeg tillyser Sag mod Flose Thordsen. Tillyser jeg, at han saarede Helge Nialsen med Hulsaar eller Hjernesaar eller Marvsaar, Saar, som dødeligt var, og som Helge fik Bane af, paa det Drabssted, hvor Flose Thordsen anfaldt Helge Nialsen med strafskyldigt Anfald. Jeg nedlægger Paastand, at du, Flose, vorder for den Sag dømt til Skovgangsmand ubjærgende, ufærgende, uhjælpende i alle Maader; jeg erklærer dit Gods forbrudt, Halvdelen til mig, Halvdelen til de Fjerdingsmænd, som forbrudt Gods har at tage efter dig efter Loven. Tillyser jeg denne Sag til Fjerdingsret, hvor Sagen bør at komme efter Loven. Tillyser jeg lovlig Tillysning; tillyser jeg med lydelig Røst paa Lovbjerget. Tillyser jeg nu til Søgsmaal i Sommer og til fuld Straf over Flose Thordsen. Tillyser jeg Thorgeir Thorersens mig overdragne Sag.« Derpaa satte Maard sig ned. Flose hørte meget opmærksomt derpaa, men sagde ikke et Ord imedens.

Thorgeir Skorargeir stod op og krævede sig Vidner. »Derpaa kræver jeg til Vidne,« sagde han, »at jeg tillyser Sag mod Glum Hildesen, fordi han tog Ild og tændte den, og bar den til Husene paa Bergthorshvol, da de indebrændte Nial Thorgeirsen og Bergthora Skarphedinsdatter, tilligemed alle dem, som der brændte inde. Nedlægger jeg Paastand, at han for den Sag vorder dømt som Skovgangsmand ubjærgende, ufærgende, uhjælpende i alle Maader. Jeg erklærer hans Gods forbrudt, Halvdelen til mig, Halvdelen til de Fjerdingsmænd, som forbrudt Gods har efter ham at tage efter Loven. Tillyser jeg denne Sag til den Fjerdingsret, hvor Sagen bør at komme efter Loven. Tillyser jeg med lydelig Røst paa Lovbjerget. Tillyser jeg nu til Søgsmaal i Sommer og til fuld Straf over Glum Hildesen.«

Kaare Sølmundsen sagsøgte Kol Thorstensen og Gunnar Lambesen og Grane Gunnarsen, og Folk ytrede, at han talte vidunderlig godt. Thorleif Kraak sagsøgte alle Sigfussønnerne; men hans Broder Thorgrim den Store sagsøgte Modolf Ketilsen og Lambe Sigurdsen og Hroar Hamundsen, Leidolf den Stærkes Broder. Asgrim Ellidagrimsen sagsøgte Leidolf og Thorsten Geirleifsen, Arne Kolsen og Grim den Røde, og alle talte de godt. Derpaa tillyste andre deres Sager; og det var en stor Del af Dagen, som gik med til det. Derpaa gik Folk hjem til deres Boder.

Eyjolf Bølverksen gik med Flose til hans Bod; de gik øster om Boden. Flose sagde til Eyjolf: »Ser du nogen Værn i disse Sager?« »Ingen,« svarede Eyjolf. »Hvad skal vi da gøre?« sagde Flose. »Et Raad skal jeg give dig,« sagde Eyjolf; »du skal afhænde dit Godord og overdrage det til din Broder Thorgeir, men give dig selv i Tinglag med Askel Gode Thorkelsen nord fra Reykedal. Naar de ikke ved dette, da kunde det vel blive dem til Men; thi de vil sagsøge i Østfjordingernes Ret, i Steden for det skulde ske i Nordlændingernes; dette vil de uden Tvivl fejle i, og da er der en Femterrets Sag imod dem, naar de sagsøger i en anden Ret, end de skulde; og vi skal da anlægge Sag imod dem, dog kun som den sidste Tilflugt.« Flose sagde: »Maaske vi nu faar Gengæld for Ringen.« »Det ved jeg ikke,« sagde Eyjolf; »men jeg skal yde Eder en saa god Hjælp, at alle Folk skal tilstaa, der ingen større er at vente. Lad os nu sende Bud efter Askel, og Thorgeir skal straks komme til dig og have en Mand med sig.« Kort efter kom Thorgeir did, og han overtog Høvdingskabet. Saa kom ogsaa Askel did, og Flose gav sig i Tinglag med ham. Dette kom ikke til flere Mænds Kundskab end deres.

143. Rettergangen

Nu kom Tiden, at Retterne skulde sættes. De gjorde sig da rede fra begge Sider, og væbnede sig; de gjorde begge Hærmærker paa deres Hjælme (265). Thorhal Asgrimsen sagde: »Gaa nu ikke for voldsomt paa, min Fader, men lad alting gaa til paa retteste Maade. Og kommer der noget, som bringer Eder i Knibe, saa lad mig vide det som snarest, jeg skal da hjælpe Eder med Raad.« Asgrim og hans Mænd saa hen paa ham; og hans Ansigt var som i et Blod, og Draaber som Hagl brød ud af hans Øjne. Han bad, man skulde give ham hans Spyd; det havde Skarphedin givet ham, og det var en stor Kostbarhed. Asgrim sagde, da de gik bort: »Min Søn Thorhal var ikke vel tilmode, da han blev tilbage i Boden, og jeg ved ikke, hvad han har for.« »Lad os nu gaa til Retten med Maard Valgardsen,« vedblev han, »og lade, som om der intet andet var at gøre, thi større Sag er det at fælde Flose end mange andre.« Asgrim sendte derpaa en Mand til Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen og Gudmund den Mægtige. De kom nu alle sammen, og gik straks hen til Østfjordingernes Ret. De gik hen syd for Retten, men Flose og alle Østfjordingerne med ham gik nord for Retten. Der var ogsaa Reykdølerne og Øksefjordingerne med Flose; ligesaa Eyjolf Bølverksen. Flose bøjede sig hen til Eyjolf og sagde: »Det ser godt ud, og det kan vel hænde sig, at det kommer til det, som du mente.« »Ti du stille med det,« sagde Eyjolf, »det kan nok komme saa vidt, at vi skal nytte det.«

Maard krævede sig Vidner, og indbød alle de Mænd til Lodkastning, som havde Skovgangssager at føre for Retten, hvo der først skulde sagsøge eller fremsige sin Sag, og hvo dernæst, og hvo sidst. Dette Tilbud gjorde han paa lovlig Vis for Retten, saa at Dommerne hørte derpaa. Derpaa blev der kastet Lod om Sagerne, og Lodden traf ham, at han først skulde fremsige sin Sag.

Maard Valgardsen krævede sig anden Gang Vidner. »Derpaa kræver jeg Vidner,« sagde han, »at jeg tager ethvert Forbehold lige overfor alle Fortalelser, hvis jeg siger mere eller mindre end jeg skulde; jeg forbeholder mig Ret til at rette mine Ord, indtil jeg faar min Sag frem paa ret og lovlig Vis. Kræver jeg mig og alle andre, som skal nyde godt deraf, disse Vidner.« Derpaa vedblev han: »Derpaa kræver jeg mig Vidner, at jeg byder Flose Thordsen eller hvilken anden Mand der har overtaget Sagens Værn for ham, at høre paa min Ed og min Fremsættelse af Sagen, og paa alle de Søgsmaals-Beviser, med hvilke jeg agter at fremkomme imod ham. Indbyder jeg med lovlig Indbydelse for Retten, saa at Dommerne hører det tværs over Retten.« Fremdeles sagde han: »Kræver jeg til Vidne paa, at jeg aflægger Ed paa Bogen, lovlig Ed, og lover jeg det for Gud, at jeg skal saaledes søge denne Sag, som jeg ved sandest at være, og rettest og mest overensstemmende med Loven, og alle Retshandlinger fremme og haandhæve, medens jeg har at gøre med denne Sag.« Derpaa tog han saa til Orde: »Thorod (266) krævede jeg til Vidne, saa og Thorbjørn (266), derpaa krævede jeg dem til Vidne, at jeg tillyste strafskyldigt Anfald, øvet af Flose Thordsen, paa det Drabssted, hvor Flose Thordsen gjorde strafskyldigt Anfald mod Helge Nialsen, og saarede ham med Hulsaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og som Helge fik Bane af. Jeg paastod ham for den Sag skyldig at være Skovgangsmand, ubjærgende, ufærgende og uhjælpende i alle Maader. Jeg paastod hans Gods forbrudt, Halvdelen til mig og Halvdelen til de Fjerdingsmænd, som forbrudt Gods har at tage efter ham efter Loven. Jeg tillyste Sagen til den Fjerdingsret, hvor den bør at komme efter Loven. Jeg tillyste lovlig Tillysning; jeg tillyste med lydelig Røst paa Lovbjerget. Jeg lyste til Søgsmaal nu i Sommer og til fuld Straf over Flose Thordsen. Jeg tillyste Thorgeir Thorersens mig overdragne Sag. Jeg brugte alle de Ord i min Tillysning, som jeg nu har brugt i min Fremsættelse af Sagen. Og fremsætter jeg denne saa beskafne Skovgangssag for Østfjordingernes Ret over Jons (267) Hoved, saaledes som jeg forkyndte, da jeg tillyste.«

Maards Tillysnings-Vidner gik derpaa for Retten, og tog saa til Orde, at den ene fremsatte Vidnesbyrdet, men begge bekræftede det enstemmig, nemlig »at Maard krævede Thorod til Vidne og ligeledes mig, men jeg hedder Thorbjørn,« hvorpaa han nævnede sin Fader, »Maard krævede os begge til Vidner paa, at han tillyste strafskyldigt Anfald, øvet af Flose Thordsen, da han anfaldt Helge Nialsen paa det Drabssted, hvor han gav Helge Nialsen Hulsaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og som Helge fik Bane af. Og paastod han Flose for den Sag skyldig at være Skovgangsmand ubjærgende, ufærgende og uhjælpende i alle Maader. Han paastod hans Gods forbrudt, Halvdelen til ham og Halvdelen til de Fjerdingsmænd, som forbrudt Gods har at tage efter ham efter Loven. Han tillyste Sagen til den Fjerdingsret, hvor den bør at komme efter Loven. Han tillyste lovlig Tillysning; han tillyste med lydelig Røst paa Lovbjerget. Han tillyste Sagen til Søgsmaal nu i Sommer og til fuld Straf over Flose Thordsen. Han tillyste Thorgeir Thorersens ham overdragne Sag. Han brugte alle de Ord i sin Tillysning, som han har brugt i sin Fremsættelse af Sagen, og som vi har brugt i vort Vidnesbyrd og er samstemmige i. Fører vi dette saa beskafne Vidnesbyrd frem for Østfjordingernes Ret over Jons Hoved, saaledes som Maard forkyndte, da han tillyste.« Anden Gang fremførte de Tillysnings-Vidnesbyrd for Retten, og nævnede Saar først, men Anfald sidst, og brugte de selvsamme Ord som før, og førte dette saaledes beskafne Tillysnings-Vidnesbyrd frem for Østfjordingernes Ret, saaledes som Maard havde forkyndt, da han tillyste.

Maards Sagoverdragelses-Vidner gik da for Retten, og den ene fremsagde Vidnesbyrdet, men begge bekræftede det enstemmig, og tog saa til Orde, »at Maard Valgardsen og Thorgeir Thorersen krævede dem til Vidne paa, at Thorgeir Thorersen overdrog Maard Valgardsen Drabssag imod Flose Thordsen for Helge Nialsens Drab. Han overdrog ham Sagen med alle de Søgsmaals-Beviser, som i den skulde fremkomme. Han overdrog ham at sagsøge og at forliges og saa at bruge alle Beviser, som om han var den rette Sagsøger. Thorgeir overdrog ham det efter Loven, og Maard modtog det efter Loven. Fremførte de det saa beskafne Sagoverdragelses-Vidnesbyrd for Østfjordingernes Ret over Jons Hoved, saaledes som Thorgeir og Maard havde krævet dem til Vidner paa.« Alle Vidnerne lod de aflægge Ed, førend de fremførte deres Vidnesbyrd, saa og Dommerne (268).

Maard Valgardsen krævede sig Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, »at jeg indbyder de ni Nævnsmænd, som jeg udnævnte i denne Sag, som jeg anlagde mod Flose Thordsen, til at tage Sæde vester paa Aabredden, og til at affatte dette Nævnsmændsudsagn. Jeg indbyder med lovlig Indbydelse for Retten, saa at Dommerne hører derpaa.« Maard krævede sig fremdeles Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, »at jeg indbyder Flose Thordsen eller den Mand, som Sagens Værn er overdraget i hans Sted, at udskyde af dette Nævnsmændstog, som jeg har dannet vester paa Aabredden. Jeg indbyder med lovlig Indbydelse for Retten, saa at Dommerne hører derpaa.« End krævede Maard sig Vidner »paa det Vidnesbyrd, at nu er alle Hovedbeviser fremkomne, som i den bør at fremkomme: der er indbudet til at høre Eden, Ed er vunden, Sagen fremsat, Tillysnings-Vidner førte, Sagoverdragelses-Vidner førte, Nævnsmændene indbudne at tage Sæde, og der er indbudet til at udskyde af Nævnsmændstoget. Jeg kræver mig disse Vidner paa disse Beviser, som nu er fremkomne, samt derpaa, at jeg ikke vil anses for at have tabt Sagen, fordi jeg gaar bort fra Retten, for at se mig om efter flere Beviser eller i andre Ærinder.«

Flose og hans Medfølgere gik nu derhen, hvor Nævnsmændene sad. Flose sagde til dem: »Sigfussønnerne maa vide, hvor retmæssige disse Drabsstedets Naboer er, som her er udnævnte.« Ketil fra Mørk svarede: »Her er een Nævnsmand, som stod Fadder til Maard, og en anden, som er ham beslægtet i tredje Led.« Derpaa opregnede de Slægtskabsleddene og bekræftede dem med Ed. Eyjolf krævede sig Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, at »jeg udskyder begge disse Mænd af Nævnsmændstoget,« hvorpaa han nævnte dem ved Navn og deres Fædres Navn, »af den Grund, at den ene af dem er i tredje Led beslægtet med Maard, og den anden i det Gudslægtskab med ham, i Følge hvilket han efter Loven kan udskydes. I er efter Loven ugyldige som Nævnsmænd, thi nu er retmæssig Indsigelse sket mod Eder. Og udskyder jeg Eder efter rette Altingsregler og Landets Lov. Jeg udskyder Eder i Flose Thordsens mig overdragne Sag.« Da udbrød hele Almuen og sagde, at Sagen var bleven ugyldig for Maard, og alle var enige om, at Værnet stod sig bedre end Søgsmaalet.

Asgrim sagde da til Maard: »Endnu har de ikke vundet Sejr, skønt de tror at have vist Dygtighed. Lad os nu sende Bud til min Søn Thorhal og høre, hvad Raad han giver os.« Derpaa blev der sendt en indsigtsfuld Mand hen til Thorhal, som fortalte ham i det mest enkelte, hvorledes Sagen stod, og at Flose tyktes at have gjort Nævnsmændstoget ugyldigt. »Det,« svarede han, »skal jeg nok hjælpe paa, saa derved skal Sagen ikke blive forspildt for Eder, og sig til dem, at de ikke lader sig narre, naar der bruges Kroglove imod dem; thi med al sin Kløgt har Eyjolf nu forløbet sig. Du skal nu gaa derhen det hurtigste, du kan, og sige, at Maard Valgardsen skal gaa for Retten og kræve Vidner paa, at deres Udskydning er ugyldig;« hvorpaa han da omstændelig sagde ham, hvorledes de skulde bære sig ad. Manden gik og sagde Thorhals Raad. Maard Valgardsen gik derpaa hen til Retten, og krævede sig Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, »at jeg erklærer Eyjolf Bølverksens Udskydning for ugyldig, og det af den Grund, at han udskød ikke efter Slægtskab med den rette Sagsøger, men med Sagføreren, som Sagen var overdraget. Jeg kræver mig disse Vidner eller dem, som behøver dette Vidnesbyrd.« Derpaa førte han Vidnesbyrdet for Retten; gik saa hen, hvor Nævnsmændene sad, og bad dem, der havde rejst sig, sætte sig ned, og erklærede dem at være retmæssige Nævnsmænd. Da sagde alle, at Thorhal havde hjulpet godt, og de mente alle, at Søgsmaalet nu stod sig bedre end Værnet.

Flose sagde da til Eyjolf: »Mener du, at dette er lovgyldigt?« »Det tror jeg vist,« svarede han, »og vi har virkelig forløbet os. Men vi skal dog gøre et Forsøg endnu.« Derpaa krævede Eyjolf sig Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, »at jeg udskyder disse to Mænd af Nævnsmændstoget,« og han nævnte dem begge, »paa Grund af, at de er Indsiddere, men ikke Bønder. Jeg tillader Eder ikke at sidde i Retten, thi nu er retsgyldig Indsigelse gjort imod Eder. Jeg udskyder Eder af Nævnsmændstoget efter rette Altingsregler og Landets Lov.« Derpaa sagde, Eyjolf, at det skulde komme ham meget uventet, om nogen kunde modbevise dette. Alle sagde da, at nu stod Værnet bedre end Søgsmaalet; og alle lovpriste Eyjolf meget, og sagde, at ingen skulde komme og ville maale sig med ham i Lovkyndighed.

Maard Valgardsen og Asgrim Ellidagrimsen sendte nu en Mand til Thorhal, at sige ham, hvorledes det nu stod til. Men da Thorhal hørte dette, spurgte han, hvad Ejendom de havde. Budet svarede, at den ene levede af Malkekvæg, og havde baade Køer og Faar, den anden ejede Tredjedelen af den Jord, de boede paa, og fødte sig selv, og de havde eet Ildsted, Ejer og Lejer, og een Faarehyrde.« Thorhal sagde: »Det gaar dem nok igen ligesom før, at de har forløbet sig, og dette skal jeg meget snart ødelægge for dem, hvor store Ord end Eyjolf gjorde af, at det var lovgyldigt;« hvorpaa han omstændelig forklarede Sendebudet, hvorledes de skulde bære sig ad dermed. Budet kom tilbage og sagde Maard og Asgrim det Raad, Thorhal havde givet. Maard gik da for Retten og krævede sig Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, »at jeg erklærer Eyjolf Bølverksens Udskydning for ugyldig, fordi han udskød de Mænd af Nævnsmændstoget, som havde der med Rette at være. Hver den Mand er lovlig Nævning, som ejer tre Hundrede i Jord, selv om han intet Malkekvæg har, og ligesaa den, der lever af Malkekvæg, selv om han ingen Jord ejer.« Derpaa førte han Vidnesbyrdet for Retten, gik saa hen hvor Nævnsmændene var, og bad dem sætte sig ned, og sagde, at de var lovlige Nævnsmænd. Da blev der et stort Raab og Skrig, og alle sagde, at nu saa det slet ud med Floses og Eyjolfs Sag, og alle var enige i, at det stod bedre med Søgsmaalet end Værnet.

Flose sagde til Eyjolf: »Mon dette er ret?« Eyjolf ytrede, at han ikke var saa kyndig, at han turde sige det for vist; man sendte derfor en Mand til Skafte Lovsigemand at spørge efter, om det var ret. Han sendte dem det Svar tilbage, at det virkelig var Lov, skønt kun faa vidste det. Og dette blev sagt Flose og Eyolf.

Eyjolf Bølverksen spurgte nu Sigfussønnerne om de andre Nævnsmænd, som var udnævnte. De svarede, at fire af dem var uret udnævnte, thi andre sad hjemme, som var nærmere (269). Da krævede Eyjolf sig Vidner, at han udskød alle de fire Mænd af Nævnsmændstoget, og han gjorde det med de rette Udtryk. Derpaa sagde han til de andre Nævnsmænd: »I er pligtige til at yde begge Parter Ret og Skel. Nu skal I, naar I bliver tilkaldte, gaa for Retten og kræve Vidner paa, at I finder det til Hinder for Eders Vidnesbyrd, at kun I fem er udnævnte til Nævnsmænd, men I skulde være ni. Og kan Thorhal hjælpe paa dette, saa kan han sætte alle Sager igennem.« Det kunde nok mærkes paa alt, at Flose og Eyjolf gjorde sig meget til heraf; og det gik fra Mund til Mund, at dermed var Brandsagen forspildt, og nu stod Værnet sig bedre end Søgsmaalet.

Asgrim sagde da til Maard: »De ved dog endnu ikke, hvad de gør sig saa meget til af, førend de har hørt, hvad min Søn Thorhal siger. Nial sagde mig, at han havde lært Thorhal Lov saaledes, at han vilde være den største retskyndige, naar det kom til en Prøve.« Der blev da sendt en Mand til Thorhal, at sige ham, hvorledes det nu stod til, og hvorledes Flose og Eyjolf gjorde sig til, og Almuens Ytring, at nu var Brandsagen forspildt for Maard og Asgrim. »Ja, saa,« sagde Thorhal, »men ingen Ære vil de endnu faa heraf. Du skal gaa hen og sige til Maard, at han skal kræve sig Vidner og aflægge Ed paa, at den største Del er rettelig udnævnt. Derpaa skal han lade Vidnesbyrdet komme for Retten, og da vil han bjærge Hovedsagen; men for hver den, han har uret udnævnt, maa han betale tre Mark; imidlertid kan han ikke sagsøges derfor paa dette Ting.« Den anden gik nu tilbage og fortalte nøjagtig Thorhals Ord. Maard gik for Retten, og krævede sig Vidner, og aflagde Ed, at den største Del af Nævnsmændene var rettelig udnævnt, og sagde, at derved havde han bjærget Hovedsagen; »og vore Uvenner,« tilføjede han, »skal have andet at være stolte af, end af at vi her har gjort nogen stor Fejl.« Da blev der et almindeligt Raab, at Maard gik godt frem i Sagen, men om Flose og hans Mænd hed det, at de gik kun frem med Kroglove og Uret.

Flose spurgte Eyjolf, om det var ret, men han svarede, at han ikke vidste det for vist, og sagde, at Lovsigemanden maatte afgøre det. Da gik Thorkel Geitersen paa deres Vegne hen at sige Lovsigemanden, hvorledes det stod til, og spurgte, om det var ret, hvad Maard havde sagt. Skafte svarede: »Flere er nu udmærkede lovkyndige, end jeg tænkte; men naar jeg skal sige dig det, saa er dette ret i alle Maader, saa at her kan ingen Modsigelse gælde. Dog troede jeg, at jeg var den eneste, der kendte dette, siden Nial er død; thi han alene, vidste jeg, kendte det.« Thorkel gik saa tilbage til Flose og Eyjolf og sagde, at dette var Lov.

Maard Valgardsen gik nu for Retten, og krævede sig Vidner »paa det Vidnesbyrd,« sagde han, »at jeg opfordrer de Nævnsmænd, som jeg udnævnte til den Sag, jeg anlagde mod Flose Thordsen, at aflægge deres Vidnesbyrd enten imod eller med. Opfordrer jeg med lovlig Opfordring for Retten, saa at Dommerne hører derpaa tværs over Retten.« Maards Nævnsmænd gik derpaa for Retten. Een fremsagde Vidnesbyrdet, men alle samtykkede enstemmig, og han tog saa til Orde: »Maard Valgardsen udnævnte os ni Nævnsmænd, men vi staar her kun fem, thi fire er udskudte. Vidnesbyrd er kommet imod de fire, der med os skulde vidne. Er vi nu efter Loven forbundne til at aflægge Nævnsmænds Vidnesbyrd: Vi blev udnævnte til at aflægge det Vidnsebyrd, om Flose Thordsen gjorde strafskyldigt Anfald mod Helge Nialsen paa det Drabssted, hvor Flose Thordsen saarede Helge Nialsen med Hulsaar eller Marvsaar, som dødeligt var, og som Helge fik Bane af. Han opfordrede os til at bruge alle de Ord, som vi var pligtige til efter Loven, og han for Retten vilde affordre os, og som denne Sag vedkommer. Han opfordrede os lovlig, saa at vi hørte derpaa. Han opfordrede os om Thorgeir Thorersens ham overdragne Sag. Nu har vi alle vundet Ed og fremsat vort Vidneudsagn, og er enstemmige deri. Aflægger vi Vidnesbyrdet mod Flose og vi siger, at han er skyldig i Sagen. Og aflægger vi dette vort saa lydende Nævnsmænds Vidnesbyrd for Østfjordingernes Ret over Jons Hoved, som Maard udnævnte os til. Og saa er vort alles Vidnesbyrd,« sagde de. Anden Gang aflagde de Vidnesbyrd mod Flose og nævnede Saar først og Anfald sidst, og brugte de samme Ord som før, aflagde Vidnesbyrd mod Flose, og kaldte ham skyldig i Sagen. Nu gik Maard Valgardsen for Retten og krævede sig Vidner, at de Nævnsmænd, som han havde udnævnt i den Sag, som han anlagde mod Flose Thordsen, havde aflagt deres Vidnesbyrd, og kaldt ham skyldig i Sagen. Han krævede disse Vidner for sig og for den, som skulde nyde eller nytte dette Vidnesbyrd. Anden Gang krævede han sig Vidner. »Kræver jeg derpaa Vidner,« sagde han, »at jeg indbyder Flose Thordsen eller den Mand, som lovligt Værn er overdraget paa hans Vegne, at fremkomme med Værn i den Sag, jeg mod ham anlagde. Thi nu er alle Søgsmaalsbeviser fremkomne, som efter Loven bør i Sagen at komme: alle Vidnesbyrd er førte, og Nævnsmænds Vidnesbyrd, og Vidner er krævede paa Nævnsmænds Vidnesbyrdet og paa alle de Beviser, som frem er komne. Men om nogenting sker i deres lovlige Værn, som jeg finder det nødvendigt at bruge mod dem, da forbeholder jeg mig min Ret dertil. Saa indbyder jeg da med lovlig Indbydelse for Retten, saa at Dommerne hører derpaa.« »Nu glæder jeg mig ret til, Eyjolf,« sagde Flose, »hvor de vil gøre lange Ansigter og føle Svie og Smerte, naar du kommer frem med dit Værn.«

144. Om Eyjolf Bølverksen

Eyjolf Bølverksen gik da for Retten, og krævede sig Vidner paa, »at det er denne Sags lovlige Værn, at I har søgt Sagen for Østfjordingernes i Steden for Nordlændingernes Ret, thi Flose har givet sig i Tinglag med Askel Gode. Her er nu begge Vidnerne, som var tilstede, og vil vidne, at Flose afstod sit Godord til sin Broder Thorgeir, og derpaa gav han sig i Tinglag med Askel Gode. Jeg kræver Vidner herpaa for mig og for hver den, som skulde trænge til dette Vidnesbyrd.« Anden Gang krævede Eyjolf sig Vidner. »Jeg kræver til Vidne paa,« sagde han, »at jeg indbyder Maard, som Sagen har at søge, eller rette Sagsøger, at høre paa min Ed, og paa Fremsættelsen af det Værn og alle de Beviser, jeg vil fremføre. Jeg indbyder med lovlig Indbydelse for Retten, saa at Dommerne hører derpaa.« Eyjolf krævede sig fremdeles Vidner. »Derpaa kræver jeg Vidner,« sagde han, »at jeg aflægger Ed paa Bogen, lovlig Ed, og lover for Gud, at jeg skal saaledes denne Sag værge, som jeg ved rettest at være og sandest og mest efter Loven, og at jeg skal alle Retshandlinger haandhæve, som jeg har med at gøre paa dette Ting.« Eyjolf sagde derpaa: »Disse to Mænd kræver jeg til Vidner paa, at jeg fremfører dette lovlige Værn, at denne Sag blev søgt for anden Fjerdingsret, end den søges skulde. Og kalder jeg derfor deres Sag ugyldig. Og fremfører jeg dette Værn for Østfjordingernes Ret.« Derpaa lod han alle de Vidnesbyrd føre, som i Værnet burde at komme; saa krævede han Vidner paa alle Værns Beviser, at de nu alle var fremkomne. Endelig krævede Eyjolf Vidner »paa det Vidnesbyrd, at jeg nedlægger Forbud mod Dommerne, at dømme i denne Maards og Floses Sag. Thi nu er lovligt Værn fremkommet for Retten. Og nedlægger jeg Forbud, lovligt Forbud, fuldt og fast Forbud, saaledes som mig bør at værge efter rette Altingsregler og Landets Lov.« Derpaa lod han Værnet paakende. Asgrim og de andre lod de øvrige Sager søge, som hørte til Brandsagen, og de havde Fremgang.

145. Thorhal Asgrimsens Raad

Nu sendte Asgrim og Maard en Mand til Thorhal og lod ham sige, hvor ilde det nu stod til. Thorhal svarede: »Skade, at jeg var saa langt borte, thi den Vending skulde Sagen aldrig have taget, havde jeg været tilstede. Jeg ser nok deres Adfærd, at de har i Sinde at stævne Eder for Femterretten for Tingkrænkelse. Uden Tvivl har de ogsaa i Sinde at frembringe stridige Domme i Brandsagen, saa at den ej kan blive paadømt. Thi nu bærer de sig saaledes ad, at de ikke vil sky nogen Uretfærdighed. Du skal nu skynde dig hen til dem, og sige, at Maard skal stævne dem begge, baade Flose og Eyjolf, at de har bestukket og ladet sig bestikke for Retten, og kræve Fredløsheds Straf over dem (270). Derpaa skal han stævne dem med nok et Stævnemaal, fordi de førte Vidner, som ikke kom deres Sag ved, og gjorde sig derved skyldige i Tingkrænkelse. Og sig dem, at det er mine Ord, at hvis to Fredløsheds Sager komme paa een Mand, saa dømmes han til at være Skovgangsmand. Og skal I se til først at anlægge Eders Sag, for at I kan komme først til Søgsmaal og Dom.«

Budet gik bort og sagde Maard og Asgrim det. Derpaa gik de til Lovbjerget. Maard Valgardsen krævede sig Vidner. »Kræver jeg derpaa til Vidne,« sagde han, »at jeg stævner Flose Thordsen, fordi han gav Eyjolf Bølverksen her paa Tinget Penge for at hjælpe sig (270), og nedlægger jeg Paastand, at han derfor skal være fredløs Mand, kun paa det Vilkaar færgende, og nydende Fristed ved Skib, at Livsløsning (271) og Underholdspant udredes ved Namsdommen, men i andet Fald fuldstændig Skovgangsmand. Paastaar jeg hans Gods forbrudt, Halvdelen til mig og Halvdelen til de Fjerdingsmænd, som forbrudt Gods har at tage efter ham efter Loven. Stævner jeg denne Sag for Femterretten, hvor den bør at komme efter Loven. Stævner jeg nu til Søgsmaal og fuld Straf. Stævner jeg med lovlig Stævning; stævner jeg med lydelig Røst paa Lovbjerget.« Paa samme Maade stævnede han Eyjolf Bølverksen, fordi han havde taget mod Pengene og beholdt dem; og stævnede ligeledes denne Sag for Femterretten. Anden Gang stævnede han Flose og Eyjolf, fordi de havde ført de Vidnesbyrd paa Tinget, som ikke havde med Sagen at gøre efter Loven, hvorved de havde begaaet Tingkrænkelse, og paastod dem derfor skyldige til Fredløshed.

De gik derpaa bort og hen til Lovretten. Her var Femterretten sat, og imedens Asgrim og Maard var borte, kunde Dommerne ikke blive enige, thi nogle vilde dømme til Floses Fordel, andre til Maards og Asgrims. Nu havde Flose og Eyjolf Lejlighed til at frembringe stridige Domme, og hermed blev de opholdte der, medens hine Stævninger skete. Men kort efter blev det sagt dem, at de paa Lovbjerget var stævnede for Femterretten, hver med to Stævninger. Da sagde Eyjolf: »Det er en stor Ulykke, at vi har tøvet her, og de har passet deres Lejlighed til at stævne før vi. Deri har Thorhal vist sin Snedighed, og ingen ligner ham i Kløgt. Nu har de ogsaa Ret til at søge deres Sag for Retten før vi; og det var det, hvorpaa det især kom an for dem. Imidlertid skal vi dog gaa hen til Lovbjerget, og anlægge Sag imod dem, skønt det kun lidet vil hjælpe os.« Derpaa gik de til Lovbjerget, og Eyjolf stævnede dem for Rettens Krænkelse. Derpaa gik de atter til Femterretten.

Da Maard og Asgrim var komne til Femterretten, krævede Maard sig Vidner, og bød at høre paa hans Ed og paa Fremsættelsen af hans Sag og paa alle de Søgsmaalsbeviser, som han vilde fremkomme med imod Flose og Eyjolf. Han indbød med lovlig Indbydelse, saa at Dommerne hørte derpaa tværs over Retten. I Femterretten skulde ogsaa Mededsmænd bekræfte Ederne, og de skulde da ligeledes aflægge Ed. Maard krævede sig Vidner. »Kræver jeg Vidner paa,« sagde han, »at jeg aflægger Femterrets-Ed. Beder jeg Gud saa sandt hjælpe mig i denne Verden og i den anden, at jeg skal søge denne Sag, som jeg ved rettest at være og sandest og mest efter Loven. Holder jeg ogsaa Flose saa vist for skyldig i denne Sag, som Bevis er derpaa, og jeg i denne Sag hverken har underkøbt Retten eller vil underkøbe den, hverken har taget Penge, eller vil tage, hverken til Lov eller Ulov.« Derpaa gik Maards to Mededsmænd for Retten, og krævede sig Vidner paa, »at vi aflægge Ed paa Bogen, lovlig Ed. Beder vi Gud saa sandt hjælpe os i denne Verden og i den anden, at vi forsikrer dette paa vor Ære og gode Navn, at vi tror, Maard vil søge denne Sag, som han ved rettest at være og sandest og mest efter Loven; og at han i denne Sag hverken har underkøbt Retten sig til Hjælp, eller vil underkøbe, hverken har taget Penge, eller vil tage Penge, hverken til Lov eller Ulov.« Maard havde udnævnt ni af Thingvoldegaards nærmeste Naboer til Nævnsmænd i Sagen. Derpaa krævede han sig Vidner, og fremsatte de fire Sager, som han havde anlagt mod Flose og Eyjolf, og brugte han i sit Søgsmaal de samme Ord, som han havde brugt i Stævningen. Han fremsatte da disse Fredløsheds Sager for Femterretten, saaledes som han havde forkyndt, da han stævnede. Derpaa krævede han sig atter Vidner, og indbød de ni Nævnsmænd at tage Sæde vester paa Aabredden. Han krævede sig Vidner og indbød Flose og Eyjolf at udskyde Nævnsmændene. De gik hen for at gøre det, og undersøgte dem, men kunde ikke finde en eneste, der var vrangt udnævnt, og gik derfor meget misfornøjede tilbage. Maard krævede sig Vidner, og opfordrede de ni Nævnsmænd til at fremføre deres Vidnesbyrd, som han havde udnævnt dem til at føre, enten med eller imod. Hans Nævnsmænd gik da for Retten, og een fremsagde Vidnesbyrdet, men alle samtykkede det enstemmig, de havde alle aflagt Femterrets-Ed, og vidnede Flose at være skyldig i Sagen, og bar Vidnesbyrdet imod ham. Fremførte de da dette Vidnesbyrd for Femterretten over den Mands Hoved, hvor Maard havde fremsat Sagen. Derpaa fremførte de alle de Vidnesbyrd, som de var pligtige at fremføre i alle Sagerne, og dette skete paa lovlig Vis. Eyjolf Bølverksen og Flose sad og lurede paa enhver Ting, om de kunde modbevise det, men de kunde ikke finde paa noget. Maard Valgardsen krævede sig da Vidner. »Kræver jeg derpaa Vidner,« sagde han, »at disse ni Nævnsmænd, som jeg udnævnte til disse Sager, hvilke jeg anlagde mod Flose Thordsen og Eyjolf Bølverksen, har aflagt deres Vidnesbyrd, og kendt dem skyldige i disse Sager.« Og krævede han sig disse Vidner. Atter krævede han sig Vidner. »Kræver jeg derpaa Vidner,« sagde han, »at jeg indbyder Flose Thordsen, eller den Mand, hvem lovligt Værn er overdraget, nu med Værn at fremkomme. Thi nu er førte alle Søgsmaals-Beviser: der er indbudet til at høre Eden; Ed er aflagt; Sagen er fremsat; Stævne-Vidnesbyrd er ført; Nævnsmændene er indbudne til at tage Sæde; der er indbudet til Udskydning af Nævnsmændstoget; Nævnsmænds Vidnesbyrd er ført; Vidner er tagne paa Nævnsmænds-Vidnesbyrdet.« Og krævede han sig disse Vidner paa de Beviser, som var fremkomne.

Da stod den op, over hvis Hoved Sagen havde været fremsat, og gentog Sagen for at indlede den til Doms. Han gentog først, hvorlunde Maard indbød at høre paa hans Ed og paa Sagens Fremsættelse og paa alle Søgsmaalsbeviser. Saa gentog han dernæst, at Maard aflagde Eden, og ligesaa hans Mededsmænd. Saa gentog han, at Maard fremsatte Sagen, og tog saaledes til Orde, at han i sin Gentagelse brugte de samme Ord, som Maard før havde brugt i sin Fremsættelse af Sagen, de samme, han havde brugt i sin Stævning, og at han fremsatte denne Sag for Femteretten, som han havde forkyndt, da han stævnede. Saa gentog han, at de førte Stævne-Vidnesbyrd, og han fremførte da alle de samme Ord, som han før havde brugt i sin Stævning, og de brugte i deres Vidnesbyrd, »og hvilke jeg nu bruger i min Gentagelse,« sagde han, og de fremførte dette Vidnesbyrd for Femterretten, saaledes som han opfordrede dem til, da han stævnede. Derpaa gentog han, at Maard indbød Nævnsmændene at tage Sæde, saa det, at han indbød Flose eller den Mand, som for ham lovlig Værn var overdraget, til at undersøge Nævnsmændene; saa det, at Nævnsmændene gik for Retten, og aflagde Vidnesbyrd imod og kendte Flose skyldig i Sagen; og fremførte de dette ni Nævnsmænds Vidnesbyrd for Femterretten. Saa gentog han det, at Maard krævede Vidner paa, at Nævnsmænds Vidnesbyrd var aflagt imod; saa det, at Maard krævede Vidner paa Beviserne og indbød til Værn.

Derpaa krævede Maard Valgardsen sig Vidner. »Kræver jeg derpaa Vidner,« sagde han, »at jeg forbyder Flose Thordsen eller den Mand, hvem for ham lovligt Værn er overdraget, Værn at fremføre; thi nu er alle Søgsmaalsbeviser fremkomne, som i Sagen bør at komme, efter at Sagen og de saaledes fremførte Beviser er gentagne.« Derpaa gentog den fremstillende Dommer ogsaa dette Vidnesbyrd. Maard krævede sig da Vidner, og opfordrede Dommerne til at dømme i Sagen. Men Gissur Hvide sagde: »Du har mere at gøre Maard; thi fire Tylfter maa ikke dømme.«

Flose sagde til Eyjolf: »Hvad Udvej er der nu?« »Ja nu ser det galt ud,« svarede Eyjolf; »men lad os dog bie endnu; thi det aner mig, at de nu bærer sig uret ad, eftersom Maard straks fordrede Dom i Sagen; men de skal udskyde seks Mænd af Dommerne; derpaa skal de med Vidner indbyde os at udskyde seks andre Mænd af Dommerne; men det vil vi ikke gøre, thi saa skal de selv udskyde de seks sidste, og det tænker jeg, de overser. Og gør de det ikke, saa er hele deres Sag ugyldig, thi kun tre Tylvter maa dømme i Sagen.« Flose sagde: »Du er en kyndig Mand, Eyjolf, saa faa skal kunne maale sig med dig.«

Maard Valgardsen krævede sig Vidner. »Kræver jeg derpaa Vidner,« sagde han, »at jeg udskyder disse seks Mænd af Retten,« hvorpaa han nævnte dem alle ved Navn, »og tillader jeg Eder ikke at sidde i Retten. Udskyder jeg Eder efter rette Altingsregler og Landets Lov.« Derpaa indbød han med Vidner Eyjolf og Flose at udskyde seks andre Mænd af Retten, men de vilde ikke. Desuagtet lod Maard Sagen paadømme. Men da Dom var fældet, krævede Eyjolf sig Vidner, og sagde, at deres Dom var ugyldig, saavelsom alt hvad de havde gjort, og det af den Grund, at halvfjerde Tylfter havde dømt, da dog kun tre Tylfter burde at dømme. »Og skal vi nu,« sagde han, »søge vore Femterrets-Sager, og faa dem dømte.«

Da sagde Gissur Hvide til Maard Valgardsen: »Det var en utilgivelig Fejl, at du gjorde dette paa vrang Maade, og det er en stor Ulykke. Hvad skal vi nu gøre, min Frænde Asgrim?« sagde Gissur. Asgrim svarede: »Lad os nu sende en Mand til min Søn Thorhal, og høre hvad Raad han giver os.«

146. Slag paa Altinget

Snorre Gode fik nu at vide, hvorledes det stod til med Sagen. Han gav sig til at fylke sine Folk neden for Almannagjaa, imellem den og Hladbod, og havde sagt til sine Mænd, hvorledes de skulde bære sig ad.

Sendebudet kom hen til Thorhal Asgrimsen, og sagde ham, hvorledes det nu stod til, at Maard Valgardsen med alle hans vilde blive dømte, og at hele Drabssagen var forspildt. Men da Thorhal hørte dette, blev han saa oprørt, at han ikke kunde faa et Ord frem. Han sprang op fra sin Plads, og greb med begge Hænder det Spyd, Skarphedin havde givet ham, og stak det igennem sin Fod, og ved Spydet hang Kødet og Egten, thi han skar det ud af Foden, men der flød en saadan Strøm af Blod og Vor, at der løb som en Bæk hen ad Gulvet. Han gik nu ud af Boden uden at halte, og for af Sted, saa at Sendebudet ikke kunde følge ham.

Han gik nu til han kom til Femterretten. Der mødte han Floses Frænde Grim den Røde, og i samme Øjeblik de traf paa hinanden, stødte han sit Spyd imod ham, traf hans Skjold, kløvede det, og Spydet gik igennem ham, saa at Odden kom ud imellem Skuldrene. Derpaa kastede Thorhal ham død af Spydet.

Det fik Kaare Sølmundsen at se og sagde til Asgrim: »Nu er din Søn Thorhal kommen, og har straks øvet Drab; og det vil være en stor Skam, om han alene skal have Mod til at hævne Mordbranden.« »Det skal heller ikke være,« svarede Asgrim, »lad os nu vende os imod dem!« Derpaa hævede sig et stort Raab gennem hele Skaren, og der blev raabt Hærraab. Flose og hans Mænd vendte sig ligeledes mod deres Fjender, og de opmuntrede hinanden stærkt paa begge Sider.

Kaare Sølmundsen vendte sig nu først hen imod Arne Kolsen og Halbjørn den Stærke; og straks da denne saa Kaare, hug han til ham, og førte Hugget efter Benet, men Kaare sprang op i Vejret, saa at Halbjørn ikke ramte ham. Kaare vendte sig saa mod Arne Kolsen, og hug til ham, traf ham paa Skulderen, gennemskar Skulderbenet og Kravebenet, og saarede ham ned i Brystet, saa at Arne straks faldt død til Jorden. Derpaa hug han til Halbjørn, og Hugget traf hans Skjold, gik igennem det, og hug Tommeltaaen af ham. Holmsten skød et Spyd mod Kaare; men han greb Spydet i Luften, og sendte det tilbage, og det blev en Mands Bane i Floses Flok.

Thorgeir Skorargeir kom derhen, hvor Halbjørn den Stærke var. Han stødte saa fast til ham med den ene Haand, at Halbjørn faldt, kunde næppe komme paa Benene igen, og flygtede straks. Da mødte Thorgeir Thorvald Thrumketilsen, og hug straks til ham med Øksen Rimmegyge, som havde tilhørt Skarphedin. Thorvald dækkede sig med Skjoldet, men Thorgeir hug i Skjoldet og kløvede det, men det forreste Hjørne af Øksen gik ind i Brystet og ind i Brysthulen, saa Thorvald straks faldt og var død.

Asgrim Ellidagrimsen og hans Søn Thorhal, Hjalte Skeggesen og Gissur Hvide gjorde derimod Anfald paa Flose, Sigfussønnerne og de andre Mordbrændere. Der var en haard Kamp, som endte med, at Flose og de andre maatte vige.

Gudmund den Mægtige, Maard Valgardsen, Kaare og Thorgeir Skorargeir gik mod Øksefjordingerne og Østfjordingerne og Reykdølerne, og der stod en meget haard Kamp.

Kaare Sølmundsen kom derhen, hvor Bjarne Brodd-Helgesen var. Kaare greb et Spyd, stak efter ham, og traf i Skjoldet; og havde Bjarne ikke skudt det ned for sig, saa vilde Spydet have staaet igennem ham. Han hug derpaa til Kaare og holdt efter Benet; men Kaare trak Foden til sig, og drejede sig rundt paa Hælen, saa Bjarne ramte ham ikke. Kaare hug straks til ham; men da løb der en Mand frem og skød sit Skjold for Bjarne. Kaare kløvede Skjoldet fra øverst til nederst, og Odden traf Manden i Laaret, og skar ham ned igennem Benet, saa Manden straks faldt, og blev en Krøbling saa længe han levede. Da greb Kaare Spydet med begge Hænder, og stak efter Bjarne; men han saa ingen anden Udvej, end at lade sig falde tværs ned, for at undgaa Stødet, og saasnart han kom paa Benene igen, rømte han bort.

Thorgeir Skorargeir og Gissur Hvide søgte frem mod Holmsten Spagbersesen og Thorkel Geitesen, og det endte saaledes med dem, at Holmsten med de andre maatte vige; og et stort Raab blev sendt efter dem af Gudmund den Mægtiges Mænd. Thorvard Tjørvesen fra Ljosevatn fik et stort Saar; han blev saaret af et Spyd i Armen, og man mente, at Gudmund den Mægtiges Søn Haldor havde kastet Spydet; og for dette Saar fik han aldrig nogen Bøder hele sin Levetid.

Nu blev der en stor Trængsel. Men skønt her fortælles nogle af disse Hændelser, saa er de dog mange flere, som man ingen Frasagn har om.

Flose havde sagt til sine Mænd, at de, hvis de trak det korteste Straa, skulde søge sig et fast Støttepunkt i Almannagjaa, thi der kunde man ikke komme dem til Livs uden fra den ene Side. Men den Flok, som Sidu-Hal og hans Søn Ljot havde, havde trukket sig bort for Asgrims og hans Søn Thorhals Angreb, og drog ned østen for Øksaraa. Hal sagde: »Her gaar det ulykkelig til, idet alle Tingmændene slaas. Jeg tror det er bedst, min Søn Ljot, at vi ser os om efter Hjælp, skønt det af nogle vil blive lagt os til Last, for at skille dem ad. Du skal bie ved Enden af Broen (272), men jeg vil gaa hen til Boderne og bede om Støtte.« Ljot svarede: »Hvis jeg ser, at Flose og hans Mænd trænger til Hjælp af vore, saa vil jeg straks komme dem til Undsætning.« »Det kan du gøre, som du synes,« sagde Hal, »men jeg vil bede dig bie efter mig.«

Nu tog Floses Folk Flugten, og de flygtede alle vester over Øksaraa, men Asgrim og Gissur Hvide satte efter dem med hele Hæren. Floses trak sig ned mellem Aaen (273) og Virkisbod (274); men der havde Snorre Gode i Forvejen stillet sine Folk saa tæt, at de ikke kunde komme frem der. Snorre Gode raabte da til Flose: »Hvi farer I saa rasende af Sted? Hvem jager Eder?« Flose svarede: »Det spørger du ikke om, fordi du jo nok vidste det tilforn; men er du Skyld i, at vi ikke kan søge hen til Støttepunktet i Almannagjaa?« »Jeg er ikke Skyld deri,« sagde Snorre, »men jeg ved nok, hvis Skylden er, og det skal jeg sige dig, hvis du vil have det at vide: det er Thorvald Kroppenskegges og Kols Skyld.« Begge disse Mænd var da døde, men det havde været de største Ildgerningsmænd i Floses Flok.

Derpaa sagde Snorre til sine Mænd: »Hugger og stikker nu til dem, og driver dem bort herfra; saa vil de ikke ret længe kunne holde sig her, naar de andre anfalder dem nedenfra. Men I skal ikke forfølge dem længer, men lade begge Parter strides.«

Det blev sagt Skafte Thorodsen, at hans Søn Thorsten Holmund var med i Striden sammen med sin Svigerfader Gudmund den Mægtige. Men straks da Skafte fik dette at vide, gik han hen til Snorre Godes Bod, og vilde bede om Hjælp til at faa dem skilt fra hinanden. Men han var ikke kommen helt hen til Snorres Boddør, da Kampen var allerheftigst. Asgrim og hans Mænd kom da nedenfra derhen. Da sagde Thorhal til sin Fader Asgrim: »Der er Skafte Thorodsen, Fader!« »Jeg ser det, min Søn,« svarede Asgrim og kastede sit Spyd mod Skafte, og det ramte ham paa Benet, der hvor Læggen var tykkest, og gik gennem begge hans Fødder. Skafte faldt, og kunde ikke komme op igen, og de, som var hos, vidste da intet andet Raad, end at slæbe ham hen ad Jorden ind i en Vaabensmeds Bod.

Asgrim og hans Mænd trængte nu saa fast paa, at Flose og hans Folk maatte vige, og de trak sig sønder paa langsmed Aaen til Mødrevoldingernes Bod (275). Der stod en Mand, ved Navn Sølve, ude ved en Bod; han kogte Kød i en stor Kedel og havde just taget det op af Kedelen, men Vandet var i det stærkeste Kog. Sølve fik at se, hvor Østfjordingerne flygtede, og de var komne næsten lige over for ham. Han raabte da: »Er alle de Østfjordinger, som her fly, saa feje, og der render selv Thorkel Geitesen med; det er stærkt løjet om ham, naar mange siger, at han er bare Mod, for nu render ingen stærkere end han.« Halbjørn den Stærke var i Nærheden, og sagde: »Det skal du ikke komme til at sige, at vi alle er feje;« hvorpaa han greb ham, svingede ham i Vejret, og satte ham paa Hovedet i den sydende Kedel. Sølve døde straks. Da blev ogsaa Halbjørn angrebet, og han maatte tage Flugten. Flose kastede et Spyd mod Brune Haflidesen og traf ham midt paa Livet, og det blev hans Bane. Han var i Flok med Gudmund den Mægtige. Thorsten Hlennesen tog Spydet ud af Saaret, og kastede det tilbage mod Flose, og det traf ham paa Foden, saa han fik et stort Saar og faldt derved; men han stod straks op igen. De trak sig nu hen til Vatnsfjordingernes Bod (276).

Ljot og Hal gik da østen fra over Aaen med hele deres Flok, og da de kom til Hraunet, blev der kastet et Spyd fra Gudmund den Mægtiges Flok, og det traf Ljot midtpaa, saa han straks faldt død ned; men hvem der havde voldt dette Drab, blev aldrig oplyst.

Floses Mænd trak sig nu op forbi Vatnsfjordingernes Bod. Thorgeir Skorargeir sagde da til Kaare Sølmundsen: »Der er Eyjolf Bølverksen, hvis du vil betale ham for Ringen.« »Det har jeg nok Lyst til,« svarede Kaare, rev et Spyd fra en Mand, kastede det efter Eyjolf, og det traf ham midt paa Livet og gik igennem ham, saa han faldt død til Jorden.

Nu blev der et Ophold i Slaget. Snorre Gode kom til med sin Flok, og Skafte var da i Følge med ham, og de gik imellem de kæmpende, saa de ikke kunde komme til at stride. Hal sluttede sig til dem og vilde skille dem ad. Der blev da gjort Fred, og den skulde vare hele Tinget over. Ligene blev tagne op og førte til Kirke, og de saarede forbundne.

Næste Dag gik man til Lovbjerget. Hal fra Sida stod op, og krævede sig Lyd, og fik det straks. Han talte saaledes: »Her er det gaaet haardt til med Mænds Død og Sagers Søgsmaal. Jeg vil end vise, at jeg er ingen Krigshelt, og vil nu bede Asgrim og de andre, som er Hovedmænd i disse Sager, at de vil unde os at faa dem jævnede.« Og herom talte han videre med mange fagre Ord. Kaare Sølmundsen sagde: »Om end alle andre vil forliges med deres Sager, saa vil jeg ikke slutte Forlig i min; thi I har i Sinde, at lade disse Drab gaa op imod Mordbranden, og det finder vi os ikke i.« Lige det samme sagde Thorgeir Skorargeir. Da stod Skafte Thorodsen op og sagde: »Bedre havde det været, Kaare, om du ikke var løbet bort fra dine Svogre, og nu ikke unddrog dig Forlig.« Men Kaare svarede Skafte med nogle Smædevers, hvorover der blev en stor Latter. Snorre Gode smilede derad, og mumlede dette for sig selv, dog saa højt, at mange hørte det:

Skarpt kan Skafte skille,
skudt med Spyd har Asgrim,
Holmsten strider tappert,
Thorkel kæmper nødigt.

Man lo nu meget. Hal fra Sida sagde: »Alle Mænd ved, hvor stor Sorg jeg har lidt: at min Søn Ljot er død; og mange vil tænke, at af de Mænd, som her har sat Livet til, var han den, for hvem den højeste Bod maatte kræves. Ikke des mindre vil jeg for at hjælpe til Forliget lade min Søn være ugild, og dog gaa hen og tilsikre de Mænd, som er mine Modstandere, Tryghed og Fred. Jeg beder dig, Snorre Gode, og andre de bedste Mænd, at I bringer det tilveje, at der bliver Forlig imellem os.« Han satte sig derpaa ned, og hans Ord fandt stort Bifald, og man roste meget hans velvillige Tænkemaade. Snorre Gode stod derpaa op og holdt en lang og dygtig Tale, og bad Asgrim og de andre Hovedmænd for Sagerne, at de skulde se at forliges. Asgrim sagde: »Den Gang Flose red hjem til mit, da foresatte jeg mig, at jeg aldrig vilde forliges med ham; men nu, Snorre Gode, vil jeg dog gøre det for dit Ords Skyld og andre vore Venners.« Ligeledes sagde Thorleif Kraak og Thorgrim den Store, at de vilde indgaa Forlig, og opmuntrede paa alle Maader deres Broder Thorgeir Skorargeir at gøre det samme; men han vægrede sig, og svarede, at han aldrig vilde forlade Kaare. Da sagde Gissur Hvide: »Nu maa Flose vælge, om han vil forliges, skønt nogle bliver uden for Forliget.« Flose sagde, at han vilde slutte Forlig, og fandt det saa meget bedre, jo færre gode Mænd han havde imod sig. Gudmund den Mægtige sagde: »Jeg vil tilbyde for min Del at gaa ind paa Forlig for de Drab, som er skete paa Tinget, saaledes at Brandsagen ikke skal falde bort.« Det samme sagde Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen, Asgrim Ellidagrimsen og Maard Valgardsen. Saaledes kom da Forliget i Stand. Det blev da ved Haandslag overdraget til tolv Mænds Dom, og Snorre Gode skulde forestaa Kendelsen tilligemed andre gode Mænd. Drabene blev da lignede mod hinanden; og for dem, der blev tilovers, skulde der gives Bøder. De afsagde ogsaa Kendelse i Mordbrandsagen. Nial skulde bødes med tredobbelt Mandebod, Bergthora med dobbelt; Skarphedins Drab skulde gaa op imod Høskuld Hvidenæsgodes. Grim og Helge skulde bødes hver med dobbelt Mandebod, men enkelt Mandebod skulde gives for hver af de andre, der var indebrændte. Om Thord Kaaresens Drab blev intet Forlig sluttet. Flose og alle Brandstifterne blev dømte landflygtige; dog skulde de ikke være skyldige at drage bort den samme Sommer, uden de selv vilde; men hvis de ej drog udenlands, førend tre Vintre var ledne, saa skulde han og alle Brandstifterne være Skovgangsmænd; og det blev bestemt, at denne deres Fredløshed skulde tillyses paa Høstting eller Vaarting, som man helst vilde. Flose skulde dog kun være landflygtig i tre Aar, men Gunnar Lambesen, Grane Gunnarsen, Glum Hildersen og Kol Thorstensen skulde aldrig have Lov til at komme tilbage. Saa spurgte man Flose, om han vilde lade sig tilkende Bøder for sine Saar, men han svarede, at han ikke vilde tage Penge for Skade paa sig selv. Eyiolf Bølverksen lod man ligge ugild formedelst hans Uretfærdighed og vrange Færd. Paa dette Forlig blev der nu givet Haandslag, og det blev holdt vel siden.

Asgrim og hans Venner gav Snorre Gode gode Gaver; og han havde megen Ære af denne Sag. Skafte fik ingen Bøder for sit Saar. Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen og Asgrim Ellidagrimsen bød Gudmund den Mægtige hjem til sig; han modtog deres Indbydelser, og hver af dem gav ham en Guldring. Gudmund red nu hjem til Nordlandet, og fik almindelig Ros for sin Adfærd i denne Sag. Thorgeir Skorargeir bød Kaare at tage hjem med sig; men de red dog først med Gudmund den Mægtige helt op paa Fjældene nord paa. Kaare gav Gudmund et Guldspænde, men Thorgeir gav ham et Sølvbælte, begge meget kostbare, og de skiltes ad med det største Venskab. Gudmund red hjem og forekommer ikke mere i denne Fortælling. Kaare og Thorgeir vendte igen tilbage fra Fjældet og red ned i Landstrækningen Hreppar, og saa til Thjorsaa.

Flose og alle Brandstifterne fulgtes ad øster paa til Fljotshlid. Der lod han Sigfussønnerne se til deres Gaarde. Saa fik han at høre, at Thorgeir og Kaare var redne nord paa med Gudmund den Mægtige, og Brandstifterne tænkte da, at de havde i Sinde at blive paa Nordlandet. Sigfussønnerne bad da, at de maatte fare øster under Øfjældene for at indkræve Penge, som de havde staaende paa Høvdabrekka. Flose tillod dem det, men bad dem dog at vare sig vel og at skynde sig det bedste de kunde. Flose red saa op gennem Godaland, til Fjældet og norden for Øfjældsjøkel, og standsede ikke, før han kom øster paa til Svinefjæld.

Nu maa vi fortælle, at da Hal fra Sida havde ladet sin Søn ligge ugild, for at hjælpe til at der blev Forlig, gav hele Tingforsamlingen ham Bøder, og det blev ikke ringere end otte Hundrede i Sølv, hvad der var firedobbelt Mandebod. Men alle de andre, som havde holdt med Flose, fik ingen Bøder for deres Tab, og var meget utilfredse dermed.

Sigfussønnerne blev hjemme i to Nætter, men den tredje Dag red de øster til Røvarfjæld, og var der om Natten. De var femten i Følge og frygtede ingen Fare. De red derfra langt op paa Dagen og agtede sig til Høvdabrekka om Aftenen. De bedede i Kerlingedal og fik sig der en god Søvn.

147. Om Kaare og Thorgeir

Kaare Sølmundsen og Thorgeir Skorargeir red samme Dag over Markarfljot, og saa øster til Seljalandsmule. Der traf de nogle Kvinder, som kendte dem, og sagde til dem: »I gantes mindre, I to, end Sigfussønnerne, men I farer dog uvarlig.« Thorgeir sagde: »Hvor kommer I til at tale saa om Sigfussønnerne, og hvad ved I om dem?« »De var i Nat paa Røvarfjæld,« svarede Kvinderne, »og agtede sig i Aften til Mydal, og vi syntes godt om, at de var bange for Eder og spurgte, naar I vilde komme hjem.« Derpaa fortsatte de deres Vej, men Kaare og Thorgeir satte Hestene i stærkt Løb. Thorgeir sagde: »Hvad vil du nu helst? Mener du, at vi skal ride efter dem?« Kaare svarede: »Jeg vil ikke fraraade det.« Thorgeir sagde: »Hvor meget tror du, vi kan udrette?« »Det ved jeg ikke,« sagde Kaare, »ofte hænder det, at de opnaar en lang Alder, som fældes med Ord. Men jeg ved, hvad du selv agter at udføre. Du agter at tage otte Mand paa dig, og endda er det mindre Daad, end den Gang du vog syv Mænd i Klippekløften, og lod dig fire ned til dem i et Reb (277). I Frænder er saaledes sindede, at I vil vinde Eder Hæder af alt; men jeg kan nu ikke undslaa mig for, i det mindste at være med, for at kunne bringe Frasagn derom. Lad os nu, vi to alene, ride efter dem, thi jeg ser, at det er din Mening.« De red nu den øvre Vej øster paa og kom ikke til Holt, thi Thorgeir vilde ikke have, at det skulde kunne regnes hans Brødre til Last, hvis der skulde hænde noget. De red nu øster til Mydal. Der mødte de en Mand, der havde Tørvekurve paa sin Hest. Han udbrød: »Du er ikke mandstærk nok, Fa'er min!« sagde han til Thorgeir. »Hvad vil du sige med det?« sagde Thorgeir. »Jo,« svarede den anden, »her vilde ellers være noget at gøre Jagt paa. Sigfussønnerne red her forbi, og vil sove den hele Dag i Kerlingedal, thi de agtede sig ikke længer end til Høvdabrekka i Aften.« Derpaa red de deres Vej videre frem til Arnarstakshede, og der er intet at fortælle om deres Rejse, førend de kom til Kerlingedalsaa (278). Der var meget Vand i Aaen. De red op langs med den, thi de saa, der stod sadlede Heste. De red nu derhen, og saa, at der sov nogle Mænd i en Dal, og deres Spyd stod neden for dem. De tog Spydene fra dem, og kastede dem ud i Aaen. Thorgeir sagde: »Mener du, vi skal vække dem?« Kaare svarede: »Du spørger ikke derom, fordi du ikke allerede har betænkt, at du ikke vil angribe liggende Mænd og begaa Skændsels-Drab.« Derpaa raabte de paa dem. De vaagnede da alle, og greb efter deres Vaaben. De andre gik ikke imod dem, førend de var væbnede.

Thorgeir Skorargeir løb derhen, hvor Thorkel Sigfussen var; i det samme løb en Mand bag paa ham. Men førend denne kunde faa gjort Thorgeir nogen Skade, svang Thorgeir Øksen Rimmegyge med begge Hænder, og drev Øksehammeren i Hovedet paa den, der stod bag ved ham, saa at Hjerneskallen knustes i smaa Stykker. Manden faldt straks og var død. Men i det han svang Øksen fremad, ramte han Thorkel paa Skulderen og hug Armen af ham, hvorefter Thorkel faldt død om.

Imod Kaare kom Maard Sigfussen og Sigurd Lambesen og Lambe Sigurdsen. Denne løb bag paa Kaare, og stak med sit Spyd efter ham, men Kaare fik Øje paa ham, og sprang i Vejret for Stikket med begge Benene ud fra hinanden. Spydet traf da i Jorden, men Kaare traadte paa Spydskaftet og brød det itu. I den ene Haand havde han Spyd, i den anden Sværd, men intet Skjold. Med den højre Haand stak han efter Sigurd Lambesen, og Stikket traf i Brystet, og Spydet gik ud imellem Skuldrene; han faldt da straks og var død. Med den venstre Haand hug han til Maard og ramte ham i Hoften, og hug den i sønder, og saa Ryggen; han faldt forover, og var død paa Stedet. Derpaa snurrede han sig rundt paa Hælen som en Top, og om imod Lambe Sigurdsen, og han vidste da ikke bedre Raad, end at rende bort, alt hvad han kunde.

Nu vendte Thorgeir sig imod Leidolf den Stærke, og de hug paa samme Tid efter hinanden, og Leidolfs Hug var saa stærkt, at det tog det Stykke af Skjoldet, hvor det ramte. Men Thorgeir havde hugget til med begge Hænder med Øksen Rimmegyge, og det bageste Hjørne kom i Skjoldet og kløvede det, men det forreste Hjørne traf Kravebenet, knuste det, og skar ned ad Brystet ind i Brysthulen. Kaare kom til i det samme, og hug Benet af Leidolf midt paa Laaret. Leidolf faldt, og døde straks. Ketil fra Mørk sagde: »Lad os nu løbe til vore Heste; vi kan ikke staa os imod disse Mænds Vælde.« De løb da hen til deres Heste, og sprang op paa dem. Thorgeir sagde: »Skal vi sætte efter dem? Vi kan endnu faa nogle af dem dræbt.« »Der rider en sidst, som jeg ikke vil dræbe,« sagde Kaare, »og det er Ketil fra Mørk, thi vi er gifte med to Søstre (279), og han har ogsaa forhen opført sig bedst i vore Sager.« De satte sig da til Hest, og red, til de kom hjem til Holt. Thorgeir lod da sine Brødre tage øster til Gaarden Skoge (280), thi der havde de en anden Gaard, og det fordi han ikke vilde have, at hans Brødre skulde kaldes Fredsbrydere. Han havde mange Folk hos sig, saa der var aldrig færre end tredive vaabenføre Karle. Der var da stor Glæde; og man mente, at Thorgeir havde vundet i Navnkundighed og Hæder, baade han og Kaare; og man talte tit om deres Kamp, hvorledes de to havde forfulgt femten Mand, dræbt fem af dem, og jaget de andre ti paa Flugt.

Om Ketil er nu at fortælle, at de red det bedste de kunde til de kom hjem til Svinefjæld, og fortalte, hvor uheldig deres Rejse havde været. »Det var at vente,« sagde Flose, »og sligt kan være Eder en Advarsel, at I aldrig bærer Eder saaledes ad herefter.« Flose var en særdeles munter Mand, som det var en Lyst at gæste, og han skal have haft mange Høvdinge-Egenskaber. Han var hjemme om Sommeren og om Vinteren derefter.

Om Vinteren efter Jul kom Hal fra Sida og hans Søn Kol. Flose blev glad over hans Komme; og de talte ofte om Retssagen. Flose sagde, at de havde straks maattet bøde haardt. Hal ytrede, at han saa noget nær havde set, hvorledes det vilde gaa med Floses og de andres Sager. Denne spurgte ham da, hvad han mente, der vilde være raadeligst. Hal svarede: »Jeg vil raade til, at du forliger dig med Thorgeir, hvis du kan faa ham dertil, skønt han vil gøre Vanskeligheder paa alle Punkter.« »Mener du, at det saa vil være forbi med Drabene?« sagde Flose. »Det tror jeg ikke,« sagde Hal, »men du har da med færre at gøre, naar Kaare er ene; hvis du derimod ikke forliges med Thorgeir, saa bliver det din Bane.« »Hvad Forlig skal vi tilbyde ham?« sagde Flose. »Det vil nok tykkes dig haardt,« sagde Hal, »det som han vil tage imod; thi ene da vil han forlige sig, naar han ikke skal give Bøder for det, han har gjort, og faar Bøder for Nial og hans Sønner for sin Tredjedel.« »Haardt er det,« sagde Flose. »For dig ikke,« sagde Hal, »thi du skal ikke paatale Drabssagen efter Sigfussønnerne, det tilkommer deres Brødre, og Hamund Halte tilkommer det efter hans Søn. Det kan nu lykkes dig at slutte Forlig med Thorgeir; thi jeg vil ride derhen for dig; og mig vil han modtage nogenlunde vel. Men ingen af dem, som har Tiltale i disse Sager, tør blive siddende paa deres Gaarde i Fljotshlid, hvis de er uden for Forliget, thi det bliver deres Bane, hvilket er at vente af Thorgeirs Sindelag, saaledes som det er.«

Der blev nu sendt Bud efter Sigfussønnerne, og de andre fremførte denne Sag for dem, og efter Hals Forestillinger blev det Enden paa deres Samtale, at de gik ind paa alt det, han forestillede dem, og vilde gerne slutte Forlig. Grane Gunnarsen sagde, og ligesaa Gunnar Lambesen: »Naar Kaare først er alene, saa staar det jo til os selv, at vi ikke er mere rædde for ham, end han er for os.« »Det skal I ikke sige,« sagde Hal, »og det vil komme Eder dyrt at staa, at have med ham at gøre, og I vil komme til at bøde haardt, førend I har Ende derpaa.« Saa endte de Samtalen.

148. Forliget med Thorgeir Skorageir

Hal fra Sida og hans Søn Kol red seks i Følge vester over Lomegnupssand, og saa vester over Arnarstakshede, og standsede ikke, førend de kom til Mydal. Der spurgte de ad, om Thorgeir var hjemme paa Holt, og fik til Svar, at han var nok hjemme. De spurgte, hvor Hal agtede at tage hen. »Just derhen til Holt,« sagde han, og de ytrede, at det kun var et godt Ærinde, han maatte have. Han opholdt sig der noget, medens de bedede: derpaa tog de igen deres Heste, og red til Solheime (281) om Aftenen og var der om Natten. Dagen efter red de til Holt. Thorgeir var ude, saavel som Kaare og deres Mænd, thi de kendte Hal. Han red i en sort Kappe, og havde en liden sølvbeslagen Økse i Haanden. Da de kom ind paa Tunet, gik Thorgeir ham i Møde og hjalp ham af Hesten, og baade han og Kaare kyssede ham, og de førte ham imellem sig ind i Stuen, og lod ham sætte sig i Højsædet og spurgte ham om mange Tidender. Han var der Natten over.

Om Morgenen efter gav Hal sig til at tale med Thorgeir om Forliget, sagde hvilke Tilbud de gjorde ham, og talte derom med mange fagre og velvillige Ord. Thorgeir svarede: »Det maa være dig bekendt, at jeg ikke vilde gaa ind paa noget Forlig med Mordbrænderne.« »Men det var en helt anden Sag,« sagde Hal, »da var I vrede efter Kampen, og nu har I ogsaa siden den Tid gjort Eder skyldige i meget ved Eders Manddrab.« »Saa maa det tykkes Eder,« sagde Thorgeir. »Men hvad Forlig tilbyder I Kaare?« »Der vil tilbydes ham Forlig, som sømmeligt er,« sagde Hal, »hvis han vil forliges.« Kaare sagde: »Jeg vil bede dig, min Ven Thorgeir, at du vil slutte Forlig, thi din Lod kan ikke blive bedre end god.« »Det tykkes mig ilde,« sagde Thorgeir, »at slutte Forlig og at skilles fra dig, med mindre du modtager samme Forlig som jeg.« »Jeg vil intet Forlig slutte,« sagde Kaare, »thi vel tilstaar jeg, at vi har hævnet Mordbranden, men min Søn er endnu uhævnet, og det er en Ting, som jeg tror det tilkommer mig alene at sørge for.« Thorgeir vilde imidlertid ikke slutte Forlig, førend Kaare sagde, at han vilde blive hans Uven, hvis han ej gjorde det.

Thorgeir gav da Haand paa, at Flose og hans Mænd skulde have Fred til Forligsmødet, og Hal tilsikrede dem det samme paa Floses og Sigfussønnernes Vegne. Førend de skiltes ad, gav Thorgeir Hal en Guldring og en Skarlagens Kappe, men Kaare gav ham en Halsring af Sølv med tre Guldkors paa. Hal takkede dem meget for Gaverne, og red bort med største Hæder.

Han red nu, til han kom til Svinefjæld, hvor Flose tog vel imod ham. Han gav denne Underretning om sit Ærinde og Samtalen med Thorgeir og Kaare; saa hvorledes Thorgeir ikke vilde slutte Forlig, førend Kaare havde sagt, at han vilde blive hans Uven, hvis han ej gjorde det, men at Kaare selv alligevel ikke vilde slutte Forlig. Flose sagde: »Faa Mænd kan lignes med Kaare, og helst vilde jeg ønske mig hans Tænkemaade.«

Hal og hans Mænd blev der noget. Derpaa red de paa den fastsatte Tid til Forligsmødet, og de mødtes paa Høvdabrekka, saaledes som det var aftalt imellem dem. Thorgeir kom vesten fra til dem, og de talte om deres Forlig. Alt gik da, saaledes som Hal havde sagt. Thorgeir sagde før Forliget, at Kaare skulde være hos ham altid, hvis han vilde, og ingen skulde i hans Hus tilføje den anden noget ondt; heller ikke vilde han indkræve sine Penge hos hver især, men Flose skulde alene være ham ansvarlig derfor, og kunde da kræve det igen hos Mænd af sin egen Flok; ligeledes skulde hele den Kendelse holdes, som var afsagt paa Altinget om Mordbranden; og Flose skulde betale ham sin Tredjedel uden Skaar. Alt dette gik Flose straks ind paa. Thorgeir eftergav hverken Landflygtigheden eller Herredsforvisningen, som de andre var idømte.

Flose og Hal red nu hjem øster paa. Hal sagde da til Flose: »Opfyld nu dette Forlig, baade med din Udenlandsrejse og Valfarten (282) og de Bøder, du har at betale. Du vil da tykkes en rask Mand, skønt du er kommen ind i denne store Sag, naar du kun flink efterkommer alle disse Dele.« Flose lovede det. Hal red nu hjem øster paa, men Flose red hjem til Svinefjæld og var hjemme nogen Tid.

149. Hvorledes Kaare kommer til Bjørn i Mørk

Thorgeir Skorargeir red hjem fra Forligsmødet. Kaare spurgte, om Forliget blev sluttet. Thorgeir svarede, at de var fuldt forligte. Da tog Kaare sin Hest og vilde ride bort; men Thorgeir sagde: »Du behøver ikke at ride bort, thi det blev vedtaget i vort Forlig, at du skulde være her altid, naar du vilde.« Kaare sagde: »Saa skal det ikke være, Svoger, thi skulde jeg begaa noget Drab, saa vil de straks sige, at du er i Raad med mig, og det vil jeg ikke have. Men derimod ønsker jeg, at du vil overtage mit Gods, samt min Kone Helga Nialsdatters og mine Døtres Ejendom; da vil mine Fjender ikke kunne lægge Beslag derpaa.« Thorgeir lovede at gøre, hvad han bad om, og overtog ved Haandslag Værgemaalet for Kaares Gods.

Derpaa red Kaare bort; han havde to Heste, sine Vaaben og Klæder og nogle rede Penge i Guld og Sølv. Han red vest for Seljalandsmule, og langs op med Markarfljot, og saa op i Thorsmørk. Der ligger tre Gaarde, som alle kaldes Mørk. Paa den midterste boede en Mand, som hed Bjørn, og kaldtes Bjørn den Hvide. Han var en Søn af Kadal Bjalfesen. Bjalfe havde været Nials og Holta-Thores Moder Asgerds frigivne. Bjørns Kone Valgerd var en Datter af Thorbrand Asbrandsen; hendes Moder Gudløg var Søster til Gunnar fra Hlidarendes Fader Hamund. Hun var bleven gift med Bjørn for Penges Skyld, og holdt heller ikke meget af ham, men de havde dog Børn sammen. De havde godt til bedste. Bjørn var fuld af Selvros, men det kunde hans Hustru ikke lide; han havde et skarpt Syn og var rask til Fods. Der drog Kaare ind som Gæst, og de tog imod ham med aabne Arme; han var der om Natten. Men om Morgenen sagde Kaare til Bjørn: »Jeg vilde ønske, du vilde lade mig blive hos dig, jeg tror, jeg kunde have det godt her hos dig; ogsaa vilde jeg ønske, at du tog med mig, naar jeg færdedes, da du har et saa godt Syn og er saa flink til Fods; jeg tænker heller ikke, du vilde være bange, naar det gjaldt en Kamp.« »Ja,« sagde Bjørn, »jeg mangler hverken skarpt Syn eller Mod eller nogen Mandighed. Dog er du vel kun kommen herhid, fordi alle andre Tilflugtssteder var stoppede; men siden du beder om det, Kaare, vil jeg ikke tage imod dig som mod dagligdags Folk, og skal vist staa dig bi i alt hvad du beder om.« Hans Hustru sagde: »Troldene have dit Pral og Skryderi! Du skulde ikke saaledes narre Eder begge med Falsk og Snak. Jeg vil gerne give Kaare Mad og alt andet godt, som jeg ved kan være ham til Gavn; men Bjørns Djærvhed skal du ikke stole paa, thi jeg frygter, at du vil faa noget andet at mærke, end han siger.« Bjørn sagde: »Du har tit givet mig onde Ord; men jeg tiltror mig saa godt, naar det kommer til Stykket, at jeg ikke skal vige for nogen; og Bevis derpaa er, at der er saa faa, der tirrer mig, for de tør ikke.«

Kaare var der i nogen Tid i Løn, og det kom kun til faa Mænds Kundskab. Man troede, at han var reden til Nordlandet til Gudmund den Mægtige; thi han havde ladet Bjørn sige til sine Naboer, at han havde truffet Kaare paa Alfarvej, og at han red derfra op til Godeland, saa nord til Gaasesand (283); og derpaa til Gudmund den Mægtige paa Mødrevolde. Det spurgtes da over alle Bygder.

150. Om Flose og Brandstifterne

Flose talte en Dag med sine Fæller, som havde været med ved Indebrændingen, og sagde til dem: »Det er nu ikke godt for os at sidde stille; vi kommer nu til at tænke paa vor Udenlandsfærd, paa at betale vore Bøder, og opfylde vore Forlig som Mænd, samt skaffe os Skibslejlighed, hvor os tykkes bedst.« De bad ham sørge derfor. Han sagde: »Vi vil ride øster paa til Hornefjord; thi der staar et Skib oppe, som tilhører Eyjolf Nev fra Trondhjem. Han gaar paa Frieri, men vil ikke faa Giftermaalet i Stand, med mindre han tager Ophold her, og vi vil da købe Skibet af ham. Vi har kun lidet Gods, men mange Folk, og det er et stort Skib, som kan tage os alle ind.« Dermed endte de Samtalen.

Kort efter red de øster paa og standsede ikke, førend de kom til Bjarnenæs i Hornefjord, hvor de fandt Eyjolf, thi han havde haft sit Ophold der om Vinteren. Der blev taget vel imod Flose og hans Ledsagere, og de var der Natten over. Morgenen efter talte Flose til Skibsføreren, om han vilde afhænde Skibet, og han svarede, at han havde intet imod at sælge det, naar han kunde faa det derfor, som han vilde have. Flose spurgte, hvad Slags Betaling han vilde have for det. Nordmanden svarede, han vilde have Jord, men noget som laa i Nærheden; hvorfor Eyjolf fortalte Flose hele den Handel (284), han stod i med Bonden. Flose sagde, at han skulde nok lægge et godt Ord ind, for at Handelen kunde komme i Stand, og saa vilde han købe Skibet af ham. Derover blev Nordmanden glad. Flose tilbød ham Jord i Borgarhavn (285). Nordmanden gav sig nu til at handle med Bonden i Floses Nærværelse, og denne gav da sine Ord i med, saa at Handelen blev sluttet imellem dem. Han overgav saa Nordmanden Jorden i Borgarhavn og fik igen Haandslag paa Skibet. Desuden fik han af Nordmanden tyve Hundrede i Varer, hvilket ogsaa var med i deres Handel.

Flose red nu atter hjem. Han var saa elsket af sine Mænd, at han fik Varer til Laans eller til Gave, ligesom han vilde. Han red hjem til Svinefjæld, og var en Stund hjemme. Han sendte Kol Thorstensen og Gunnar Lambesen over til Hornefjord, for at være ved Skibet, sætte det i Stand, tjælde Boder, sække Varer og sørge for, hvad der ellers trængtes til.

Nu er at fortælle om Sigfussønnerne, at de sagde til Flose, de vilde ride vester paa til Fljotshlid for at se til deres Gaarde, og føre Varer og hvad de ellers havde nødigt derfra. »Nu har man ikke at vare sig for Kaare,« sagde de, »hvis han er paa Nordlandet, som det hedder.« Flose svarede: »Jeg ved ikke saa lige, om man kan lide paa slige Rygter, og om det er sandt, hvad man fortæller om Kaares Rejse; jeg finder, at det ofte er usandt, som høres nærmere fra, end dette; og jeg vil derfor raade Eder, at fare mange samlede, at skilles saa lidt som muligt, og være saa forsigtige, I kan. Du skal nu ogsaa, Ketil fra Mørk, mindes den Drøm, jeg fortalte dig og som du bad vi skulde tie med; thi her er mange i Færden med dig, som der blev kaldt paa.« Ketil sagde: »Med Menneskers Liv vil det have sin Gang, saaledes som forud er bestemt, men velment er din Advarsel.« Mere talte de ikke derom.

Derpaa gjorde Sigfussønnerne sig færdige tilligemed de andre Mænd, som skulde tage med dem. De var i alt atten. De red da bort. Men førend de red bort, kyssede de Flose, og han sagde dem Farvel, og ytrede, at de aldrig vilde ses mere, somme af dem, som red bort. Men de lod sig ikke afskrække og red deres Vej. Flose havde bedet dem om at tage hans Varer i Medalland og i Landbrot og Skogahverve og føre dem med sig tilbage. Derpaa red de til Skaftaatunge, og saa over Fjældet, norden for Øfjældsjøkel, ned i Godaland, og saa gennem Skovene til Thorsmørk. Bjørn fra Mørk fik Øje paa dem, da de kom ridende, og skyndte sig straks hen til dem; de hilste hinanden venskabelig. Sigfussønnerne spurgte efter Kaare Sølmundsen. »Jeg traf Kaare,« svarede Bjørn, »men det er nu meget længe siden. Han red nord paa til Gaasesand, og vilde til Gudmund den Mægtige; og mig syntes, han lod til at være meget bange for Eder, han tyktes nu meget ene og forladt.« Grane Gunnarsen sagde: »Da skal han herefter blive endnu mere bange for os; det skal han sande, saa snart han giver sig i Kast med os. Nu ræddes vi slet ikke for ham, da han er forladt af alle sine.« Ketil fra Mørk bød ham tie stille og ikke komme frem med store Ord. Bjørn spurgte, naar de vilde tilbage. »Henved en Uge,« sagde de, »vil vi opholde os i Fljotshlid,« hvorpaa de sagde ham, naar de vilde ride over Fjældet. Dermed skiltes de ad.

Sigfussønnerne red nu hjem til deres Gaarde, og deres Hjemmemænd blev meget glade ved dem; de var der henved en Uge. Bjørn kom hjem og gik hen til Kaare, og fortalte ham alt om Sigfussønnernes Rejse og deres Forsæt. Kaare sagde, at han ved denne Lejlighed havde vist ham megen Troskab. »Jeg skulde tro,« sagde Bjørn, »at naar jeg engang lovede nogen min Hjælp og Omsorg, saa skulde han ogsaa mærke det til Gavns.« Hans Hustru sagde: »Det var ogsaa alt for galt, om du skulde være en Forræder.« Kaare blev der nu i seks Dage.

151. Om Kaare og Bjørn

Kaare sagde nu til Bjørn: »Lad os ride øster paa over Fjældet og ned til Skaftaatunge, og tage hemmelig igennem Floses Tingmændsbygd; thi jeg vil se at faa Skibslejlighed øster paa i Alftefjord.« Bjørn sagde: »Det er en grumme farlig Rejse, og faa skal have Mod dertil, uden du og jeg.« Husfruen sagde: »Hvis du yder Kaare slet Følgeskab, saa maa du vide, at du aldrig mere skal komme i min Seng, men mine Frænder skal skifte vort Bo.« »Nej Kone,« sagde han, »der er snarere andet at frygte, end at det skulde fremkalde vor Skilsmisse; jeg skal vise, hvilken kæk og drabelig Mand jeg er i Vaabenskifte.«

De red nu samme Dag øster paa over Fjældet norden for Jøkel, men aldrig den alfare Vej, og ned til Skaftaatunge, oven for alle Gaardene til Skaftaa, og ledte deres Heste hen i en lille Dal. Der lagde de sig paa Lur, og havde indrettet sig saaledes, at man ikke kunde se dem. Kaare sagde til Bjørn: »Hvad skal vi gøre, hvis de rider her ned til os fra Fjældet?« »Har vi ikke to Udveje?« svarede Bjørn, »enten at ride bort nord paa langs med Bakkerne, og lade dem ride forbi, eller bie, hvis nogen af dem bliver tilbage, og saa gaa mod dem.« Herom talte de en Del, og Bjørn blev stadig ved, at enten vilde han fly det bedste han kunde, eller han vilde bie og tage imod dem. Heraf havde Kaare ret sin Gammen.

Sigfussønnerne red hjemmefra den Dag de havde sagt til Bjørn. De kom til Mørk, og bankede paa Døren, og vilde tale med Bjørn; men Husfruen gik til Døren og hilste dem. De spurgte straks efter Bjørn; men hun sagde, at han var reden ned under Øfjælde, og øster paa under Seljalandsmule, og saa øster paa til Holt, »thi der har han Penge at kræve ind,« sagde hun. De troede det, da de vidste, at Bjørn havde Penge tilgode der. De red saa øster paa op paa Fjældet, og standsede ikke, førend de kom til Skaftaatunge, red ned langsmed Skaftaa, og bedede der, hvor Kaare mente. Saa delte de sig. Ketil fra Mørk red øster paa til Medalland med otte Mand; men de andre lagde sig ned for at sove, og mærkede ikke til noget, førend Kaare og Bjørn kom over dem. Der gik et lille Næs frem i Aaen. Kaare gik ned paa det, og bad Bjørn blive staaende bag ved ham (286), og ikke vove sig for yderlig, men gøre ham saa meget Gavn han kunde. »Det havde jeg rigtignok ikke tænkt,« sagde Bjørn, »at jeg skulde have en anden Mand til Skjold for mig; men det faar vel nu være, som du vil have det. Og med min Kløgt og Raskhed kan jeg alligevel blive dig til Gavn, og heller ikke uskadelig for vore Fjender.« De andre stod nu alle op og løb imod dem. Modolf Ketilsen blev hurtigst og stødte med sit Spyd efter Kaare; men denne var dækket af sit Skjold, saa Spydet traf det og blev siddende deri. Kaare drejede Skjoldet saa rask, at Spydet blev brudt. Han havde draget sit Sværd, og hug til Modolf; denne hug igen, og Kaares Sværd traf hans paa Hjaltet, men gled derfra og hen paa Modolfs Haandled og skar Haanden af, saa den faldt tilligemed Sværdet. Kaares Sværd gik da ind i Siden paa Modolf, og ind imellem Ribbenene, saa Modolf faldt og var straks død. Grane Gunnarsen greb et Spyd og kastede det mod Kaare; men denne skød sit Skjold ned, saa det stod fast i Jorden, fangede med den venstre Haand Spydet i Luften, kastede det tilbage mod Grane, og tog straks sit Skjold med den venstre Haand. Grane havde sit Skjold for sig, Spydet traf det, gik straks igennem, og kom i Laaret paa Grane neden for Laarkrigen, gik der igennem og saa i Jorden, saa han kom ikke af Spydet, førend hans Kammerater hjalp ham af med det, og i en lille Dal dækkede ham med Skjolde. Nu sprang der en Mand frem, og vilde hugge Benet af Kaare, og kom paa Siden af ham; men Bjørn hug Armen af Manden, og sprang igen bag ved Kaare, saa de fik ingen Skade tilføjet ham. Kaare svang nu sit Sværd mod Manden og hug ham isønder i Midjen. Da løb Lambe Sigurdsen mod Kaare og hug til ham med sit Sværd; men Kaare skød sit Skjold imod, saa Hugget ikke bed derpaa, og satte ham derpaa sit Sværd i Brystet, saa det gik ud imellem Skuldrene. Det blev hans Bane. Da løb Thorsten Geirleifsen mod Kaare og vilde komme ham paa Siden; men Kaare fik Øje paa ham, og slog til ham med sit Sværd tværs over Skulderen, saa at Manden blev kløvet. Straks derpaa gav han nok en Mand Banehug, nemlig Gunnar fra Skaal (287), en god Bonde. Bjørn havde saaret tre Mænd, som vilde angribe Kaare; men var dog aldrig kommen saa langt frem, at han var udsat for nogen alvorlig Kamp. Han blev heller ikke saaret, hverken han eller Kaare i dette Vaabenmøde; men alle de, som undkom, var saarede.

De løb da hen til deres Heste, og sprængte ud i Skaftaa, alt hvad de kunde, og var saa rædde, at de ingensteds kom til nogen af Gaardene, og turde ingensteds fortælle, hvad der var sket. Kaare og Bjørn raabte efter dem, da de sprængte bort. De red øster paa til Skogahverve, og standsede ikke, før de kom til Svinefjæld. Flose var ikke hjemme, da de kom der; derfor blev der ikke søgt efter Drabsmændene derfra, men alle fandt deres Færd særdeles vanærende.

Kaare red til Skaal (288) og tillyste disse Drab som sine, og tillyste der Husbondens Død, samt fem andres, og Granes Saar, og sagde, det var bedst, de bragte ham til Hus, hvis han skulde leve. Bjørn sagde, at han for Svogerskabets Skyld ikke nænte at dræbe ham, skønt han havde vel fortjent det; men de, som svarede, sagde, at faa raadnede for hans Haand. »Da stod det dog nu til ham,« sagde Bjørn, »at lade saa mange af Mændene fra Sida raadne, som han vilde.« »Det var slemt,« mente de andre. Kaare og Bjørn red nu bort.

152. Videre om Kaare og Bjørn

Kaare spurgte Bjørn: »Hvad skal vi nu gøre? Lad mig nu se, hvor kløgtig du er.« Bjørn svarede: »Mener du da, at det gælder om at vi viser al vor Kløgt?« »Ja uden Tvivl,« sagde Kaare. »Da er der ikke stort at betænke sig paa,« sagde Bjørn, »vi skal narre dem alle som nogle Thurser (289). Vi skal lade, som vi vilde ride nord paa over Fjældet, men saasnart der kommer en Høj imellem os, skal vi dreje langs med Skaftaa og fjæle os et Sted der, hvor det tykkes os bedst, medens de er ivrigst i Færd med at lede, hvis de rider efter os.« Kaare sagde: »Ja, saa vil vi gøre, thi det havde jeg allerede tænkt paa.« »Naa, der kan du se, at jeg er ikke tabt bag af en Vogn, og min Kløgt er lige saa stor som min Tapperhed.« De red nu ned, som de havde bestemt, langs med Skaftaa, og der hvor Aaen deler sig mod Øst eller Sydøst, fulgte de dens midterste Løb (290) og standsede ikke, før de kom til Medalland og til den Mose, som hedder Kringlemyr, og som er helt omgiven af Hraun (291). Kaare sagde da til Bjørn, at han skulde passe deres Heste og holde Vagt, »thi jeg er søvnig,« sagde han. Bjørn passede Hestene, men Kaare lagde sig ned og sov en meget kort Stund, da Bjørn vækkede ham. Han havde da ledt Hestene sammen, saa de var der hos dem. Bjørn sagde da til Kaare: »Du trænger dog meget til mig; enhver anden vilde have løbet sin Vej fra dig, naar han ikke var saa modig som jeg; thi nu kommer dine Fjender ridende efter dig, og du maa lave dig til at tage imod dem.« Kaare gik da hen under en fremspringende Klippe. Bjørn sagde: »Hvor skal jeg nu staa?« Kaare svarede: »Der er to Kaar for Haanden: enten at du stiller dig bag ved mig, og har Skjoldet at dække dig med, hvis det kan være dig til noget Gavn, eller at du sætter dig paa din Hest og rider bort alt hvad du kan.« »Det vil jeg ikke,« sagde Bjørn, »og det af flere Grunde: for det første kunde maaske nogle kaade Tunger falde paa at sige, at jeg løb fra dig af Modløshed, hvis jeg rider bort, og for det andet, saa ved jeg, hvilken Fangst jeg vilde være for dem, saa de vil sætte efter mig, to eller tre, saa bliver jeg dig dog ikke til nogen Gavn eller Hjælp. Jeg vil heller staa hos dig og værge mig, saa længe det er mig forundt.«

Det varede nu ikke ret længe, førend der blev drevet Lastheste frem over Mosen, og der var tre Mand med dem. Kaare sagde: »De ser os ikke.« »Saa lad dem kun ride forbi,« sagde Bjørn. Derpaa red de forbi, men straks efter kom seks andre ridende, og de sprang alle paa een Gang af Hestene, og vendte sig mod Kaare og Bjørn. Først løb Glum Hildersen imod dem og stak med sit Spyd efter Kaare; men Kaare drejede sig om paa Hælen, saa Glum ramte ham ikke, og Stikket traf i Klippen; Bjørn saa det, og hug straks Spydet af Skaftet for Glum. Kaare hug til Glum, idet han stillede sig paa skraa, og Sværdet traf ham paa Laaret og tog Benet af. Glum døde straks. Da løb Thorbrandssønnerne Vebrand og Asbrand imod Kaare; men denne vendte sig mod Vebrand og stak Sværdet igennem ham, og hug derpaa begge Benene af Asbrand. I det samme blev baade Kaare og Bjørn saarede. Da løb Ketil fra Mørk mod Kaare og stak efter ham med sit Spyd, men Kaare løftede sit Ben, saa Spydet kom i Jorden, derpaa traadte han paa Spydskaftet og brød det itu. Kaare greb derpaa Ketil, og Bjørn løb til, og vilde dræbe ham; men Kaare sagde: »Lad være! jeg vil give Ketil Fred; og om end saa sker, at jeg faar hans Liv i min Vold, skal jeg dog aldrig dræbe ham.« Ketil svarede ikke, men red bort efter sine Kammerater, og sagde dem, der ikke før vidste det, hvad der var sket. De sagde det igen til Herredsmændene, og Herredsmændene gjorde et stort Hærløb. De for langs med alle Floderne, og saa langt nord paa Fjældet, at de var tre Dage i Færd med at lede. Derpaa vendte de tilbage til deres Boliger. Men Ketil og hans Medfølgere red øster til Svinefjæld, og fortalte der, hvad der var sket. Flose sagde ikke meget om deres Færd, men ytrede, at det var uvist, om det vilde blive derved. »Ingen Mand af dem, der nu er paa Island«, sagde han, »kan lignes med Kaare.«

153. Om Kaare, Bjørn og Thorgeir

Nu er at fortælle om Bjørn og Kaare, at de red hen paa Sand, og ledte deres Heste under en Havrebakke (292) og skar Havre af til dem, at de ikke skulde dø af Sult. Kaare vidste saa godt at træffe det rette, at han red bort, straks da de andre hørte op med at søge efter dem. Han red om Natten op igennem Herredet, og saa paa Fjældet, og saa den samme Vej, som de andre havde redet øster paa; og de standsede ikke, før de korn til Bjørns Gaard Midmørk.

Bjørn sagde da til Kaare: »Nu skal du rose mig for min Kone, thi hun vil ikke tro et Ord af, hvad jeg siger, men det ligger der mig stor Magt paa, og løn mig nu godt for det gode Følgeskab, jeg har vist dig.« »Det skal jeg,« sagde Kaare. Derpaa red de hen til Gaarden. Husfruen spurgte dem, hvorledes det var gaaet, og modtog dem vel. Bjørn svarede: »Det ser endnu værre ud end før, Mo'er!« Hun svarede saa godt som ikke, men smilede, og sagde derpaa til Kaare: »Hvorledes stod Bjørn dig bi, Kaare?« Han svarede: »Bar er broderløs Bag; han stod mig godt bi; han gav tre Mænd Saar og er desuden selv saaret, og han viste mig al den Hjælp, det var ham muligt.« De var der tre Nætter.

Derpaa red de til Thorgeir paa Holt og fortalte ham i Enrum, hvad der var sket; thi det var endnu ikke rygtedes did. Thorgeir takkede Kaare, og man kunde se, hvor meget det glædede ham. Han spurgte Kaare, om der var endnu mere tilbage, han vilde øve. Kaare svarede: »Jeg vil dræbe Gunnar Lambesen og Kol Thorstensen, hvis jeg kan faa fat paa dem; saa har vi dræbt femten Mand med de fem, som vi to dræbte sammen. Men jeg vil nu bede dig om en Ting,« sagde han. Thorgeir svarede, at han vilde gøre, hvad han forlangte. »Jeg ønsker,« sagde Kaare, »at du vil tage dig af denne Mand, som hedder Bjørn, og som har været med mig ved disse Drab, og at du vil skifte Bopæl med ham og skaffe ham en Gaard i fuld Stand her hos dig, og holde din Haand saaledes over ham, at der ingen Hævn bliver øvet paa ham. Og det kan du let gøre, saadan en Høvding som du er.« »Det skal ske,« sagde Thorgeir. Han gav da Bjørn en fuld Gaard paa Asolfsskaale (293), og overtog selv hans Gaard Mørk. Han flyttede ogsaa alt Bjørns Bo og Bohave til Asolfsskaale og mæglede Forlig for Bjørn i alle Sager, og fik ham vel forligt med de andre. Og Bjørn gik og gjaldt nu for en langt større Mand end før.

Kaare red bort, og standsede ikke, før han kom vester paa til Tunge til Asgrim Ellidagrimsen, der tog overmaade vel imod ham. Kaare fortalte ham alt, hvad der var hændt med de sidste Drab. Asgrim ytrede sin Glæde derover, og spurgte, hvad Kaare nu havde for. Kaare svarede: »Jeg har i Sinde at fare udenlands efter dem, og passe dem op og dræbe dem, hvis jeg kan faa fat paa dem.« Asgrim sagde, at ingen lignede ham i Tapperhed. Der var han nogle Nætter. Derpaa red han til Gissur Hvide, der tog imod ham med begge Hænder. Han opholdt sig der i nogen Tid. Han sagde Gissur, at han vilde ride ned til Øre. Gissur gav ham et godt Sværd ved Afskeden. Han red nu til Øre, og fik sig der Skibslejlighed med Kolben Svarte, en Mand fra Orknøerne og en gammel Ven af Kaare, en meget djærv og rask Mand. Han tog mod Kaare med aabne Arme og sagde, at een Lod skulde ramme dem begge.

154. Floses Udenlandsrejse

Flose og de andre red nu øster paa til Hornefjord, og de fleste af hans Tingmænd fulgte med ham, og førte deres Varer derhen, samt hvad andet Gods og Rejsesager de skulde have med sig. Derpaa gjorde de sig selv og Skibet rede til Rejsen. Flose blev nu ved Skibet, til de var sejlklare, og da der blev Bør, stak de i Søen. De havde en lang Overfart og haardt Vejr, og for da rent vild. Engang fik de tre store Styrtesøer, hvorfor Flose sagde, at de maatte være i Nærheden af Land, og at det var Brændinger. Det var en stærk Taage, og Vejret tog til, saa det blev til en hel Snestorm; og førend de vidste deraf, blev de en Nat kastede op paa Land. Folkene blev bjærgede, men Skibet splintredes og Godset kunde de ikke faa bjærget. Nu maatte de se at skaffe sig Varme. Men Dagen efter gik de op paa en Højde; da var det godt Vejr. Flose spurgte, om der var nogen, som kendte dette Land. Der var to Mænd, som havde faret før, og svarede, at de kendte det godt; at det var Hrossø, en af Orknøerne. »Vi kunde da have truffet et bedre Landingssted,« sagde Flose, »thi Helge Nialsen, som jeg vog, var Sigurd Jarl Hlødvesens Hirdmand.« De saa sig da om efter et Skjulested, og bredte Mos over sig, og laa saaledes en Stund, men ikke længe, førend Flose sagde: »Lad os nu ikke blive her længer, saa at Indbyggerne bliver det var.« Derpaa stod de op og overlagde, hvad de skulde gøre. Flose sagde da til sine Mænd: »Lad os alle give os i Jarlens Vold, thi der er ikke andet for; han har jo alligevel vort Liv i sin Magt, hvis han vil tage det.« De gik da alle bort derfra. Flose sagde, at de ikke skulde tale til nogen om, hvad der var hændt, eller om deres Rejse, førend han havde sagt det til Jarlen. De gik da, til de traf nogle Mænd, som viste dem til Jarlen.

De gik da ind for Jarlen, og Flose og alle de andre hilste ham. Jarlen spurgte, hvad for Mænd de var. Flose nævnte sit Navn, og sagde, fra hvilken Landstrækning af Island han var. Jarlen havde allerede hørt om Mordbranden, og kendtes derfor straks ved Mændene. Han spurgte Flose: »Hvad siger du mig om min Hirdmand Helge Nialsen?« »Det,« sagde Flose, »at jeg hug Hovedet af ham.« Jarlen sagde: »Griber dem alle!« Det skete. I det samme kom Thorsten, Side-Hals Søn, som var Sigurd Jarls Hirdmand. Flose var gift med hans Søster Stenvør. Da han nu saa, at Flose var Fange, gik han hen for Jarlen, og bød ham alt hvad han ejede og havde for Flose. Jarlen var længe meget vred og ubønhørlig; men omsider, da gode Mænd gjorde Forbøn tilligemed Thorsten, thi han var vel lidt, og mange enede deres Bønner med hans, saa tog Jarlen dem til Naade og gav Flose og dem alle Fred. Jarlen fulgte deri mægtige Mænds Skik, at Flose kom i samme Tjeneste, som Helge Nialsen havde haft. Flose blev nu Sigurd Jarls Hirdmand, og kom snart i megen Yndest hos Jarlen.

155. Kaares Udenlandsrejse

Kaare og Kolben Svarte løb ud fra Øre en halv Maaned senere, end Flose var sejlet ud fra Hornefjord. De fik god Bør og var ikke længe ude. De kom i Land paa Fridarø (294), som ligger mellem Hjaltland og Orknøerne. Her tog Kaare ind hos en Mand, der hed Dagvid (295) den Hvide. Han fortalte Kaare alt hvad han havde faaet at vide om de andres Rejse; han var en god Ven af Kaare, og denne blev hos ham Vinteren over. De indhentede nu Efterretninger om alt hvad der skete paa Hrossø.

Sigurd Jarl bød sin Maag Gille Jarl fra Syderøerne til sig til Julen. Han var gift med Sigurd Jarls Søster Svanløg (296). Da kom der ogsaa til Sigurd Jarl en Konge ved Navn Sigtryg fra Irland. Han var en Søn af Olaf Kvaaran (297), hans Moder hed Kormlød. Hun var overmaade smuk og bar sig meget vel ad i alt, hvor hun ikke havde sin egen Vilje, men derimod hed det, at hun kom ilde afsted med alt, hvor hun raadede sig selv. Brian hed den Konge, som havde været gift med hende; nu var de skille. Han var en udmærket Konge. Sine landsforviste eftergav han den samme Forbrydelse tre Gange; men begik de den oftere, lod han dem dømme efter Loven. Deraf kan man noksom mærke, hvilken Konge han har været. Han havde sit Sæde i Kantaraborg (298) paa Irland. Hans Broder Ulf Hreda (299) var en stor Kæmpe og Kriger. Brians Fostersøn hed Kerthjalfad, en Søn af den Kong Kylfe, som holdt mange Slag med Kong Brian, og maatte flygte fra Landet for ham, og gik i Kloster. Men da Kong Brian gjorde en Valfart til Kom, traf han Kong Kylfe, og de forligtes. Da tog Kong Brian hans Søn Kerthjalfad til sig, og elskede ham mere end sine egne Sønner. Han var voksen paa den Tid vi her taler om, og var en overmaade tapper Mand. Kong Brians ældste Søn hed Dungad, den anden Margad, den tredje Tadk; ham kalder vi Tann. Han var den yngste, men Kong Brians ældre Sønner var voksne og meget raske Mænd.

Kormlød var ikke Moder til Kong Brians Børn; men efter deres Skilsmisse var hun bleven ham saa gram, at hun gerne vilde have ham taget af Dage. Hun æggede meget sin Søn Sigtryg til at dræbe ham. Nu sendte hun ham til Sigurd Jarl for at bede ham om Hjælp. Kong Sigtryg kom før Jul til Orknøerne. Der kom ogsaa Gille Jarl, som før blev fortalt. Mændene var ordnede saaledes, at Kong Sigtryg sad i Midten i Højsædet og paa begge Sider af Kongen sad Jarlerne. Kong Sigtrygs og Gille Jarls Mænd sad indad, men udad fra Sigurd Jarl sad Flose og Thorsten Side-Hals Søn; og hele Hallen var fyldt.

Kong Sigtryg og Gille Jarl vilde høre, hvorledes det var gaaet til ved Indebrændingen og hvad der efter den var forefaldet. Da blev Gunnar Lambesen valgt til at skulle fortælle, og der blev sat en Stol til ham.

156. Gunnar Lambesens Drab

Paa denne Tid kom Kaare og Kolben og Dagvid den Hvide til Hrossø, alle uventede. De gik da straks op paa Land, og nogle faa Mænd vogtede Skibet. Kaare og lians Ledsagere gik straks hen til Jarlens Gaard, og kom til Hallen, medens Drikkelaget varede. Det hændte sig saa, at da var Gunnar just i Færd med at fortælle om Indebrændingen, men de lyttede imidlertid til udenfor. Det var selve Juledag. Kong Sigtryg spurgte: »Hvorledes fandt Skarphedin sig i Branden?« »I Førstningen gik det længe godt,« sagde Gunnar, »men til sidst græd han.« Og saaledes lavede han om paa det hele og løj meget. Det kunde Kaare ikke holde ud; han løb med draget Sværd ind igennem Hallen og hug Gunnar Lambesen over Halsen, saa at Hovedet røg op paa Bordet foran Kongen og Jarlerne, og Bordene saa vel som Jarlernes Klæder stod i eet Blod. Sigurd Jarl kendte Manden, som havde øvet Drabet, og sagde: »Griber Kaare og dræber ham!« Kaare havde været Sigurd Jarls Hirdmand og var overmaade vennesæl; der stod heller ikke nogen op, skønt Jarlen befalede det. Kaare sagde: »Mange vil sige, Herre, at jeg har øvet denne Gerning for Eder, for at hævne Eders Hirdmand.« Flose sagde: »Kaare har ikke gjort det uden Grund; han har intet Forlig sluttet med os, og gjorde kun hvad han burde.« Kaare gik bort og ingen satte efter ham. Han gik om Bord med sine Ledsagere; det var godt Vejr, og de sejlede til Katanæs, og drog op til Thrasvig til en anselig Mand, der hed Skegge, og opholdt sig længe hos ham.

De paa Orknøerne rensede Bordene, og bar den døde ud. Det blev sagt Jarlen, at de andre var sejlede til Skotland. Kong Sigtryg sagde: »Det var en drabelig Mand af sig, som saa rask udførte dette, uden at betænke sig.« Sigurd Jarl svarede: »Der er ingen Mand Kaare lig i Djærvhed.« Flose gav sig nu til at fortælle om Indebrændingen; han gav hver sin Ret, og blev derfor troet.

Kong Sigtryg gav sig nu til at tale med Sigurd Jarl om sit Ærinde, og bad ham drage med sig til Slag mod Kong Brian. Jarlen gjorde længe Vanskeligheder, men omsider lovede han det paa det Vilkaar, at han skulde have hans Moder til Ægte og blive Konge i Irland, hvis de fældede Kong Brian. Alle raadede ham fra at tage Del deri, men det nyttede ikke. De skiltes saaledes ad, at Sigurd Jarl lovede at tage Del i Toget, men Sigtryg lovede ham derimod sin Moder og Kongedømmet. Det blev aftalt, at Sigurd Jarl skulde komme med hele sin Hær til Dublin Palmesøndag.

[1014] Kong Sigtryg drog da til Irland og fortalte sin Moder Kormlød, at Jarlen havde lovet sin Hjælp, og tillige, hvad han havde stillet ham i Udsigt derfor. Hun var tilfreds dermed, men sagde, at de alligevel skulde samle sig større Styrke. Sigtryg spurgte, hvor de skulde faa den fra. Hun svarede, at der laa to Vikinger ude paa Søen vesten for Øen Man, og de havde tredive Skibe og var saa drabelige, at ingen kunde staa sig imod dem. »Den ene,« sagde hun, »hedder Uspag, den anden Broder. Du skal fare hen og søge dem op og ikke lade noget skorte for at faa dem til at forene sig med dig, hvad de end kræver.« Kong Sigtryg drog af Sted, og ledte efter Vikingerne, og fandt dem uden for Man. Kong Sigtryg kom straks frem med sit Ærinde, men Broder undslog sig, indtil Kong Sigtryg ogsaa lovede ham Kongedømmet og sin Moder; men det skulde holdes saa hemmeligt, at Sigurd Jarl ikke fik det at vide. Han skulde ogsaa komme til Dublin før Palmesøndag.

Kong Sigtryg tog hjem til sin Moder, og fortalte, hvorledes det var gaaet. Derefter talte Uspag og Broder sammen. Broder fortalte ham alt, hvad Sigtryg og han havde talt sammen om, og bad ham tage med til Slaget mod Kong Brian, og sagde, at det var ham meget om at gøre. Uspag svarede, at han ikke vilde stride mod saa god en Konge. De blev begge vrede og delte straks deres Flaade. Uspag havde ti Skibe, men Broder tyve. Uspag var Hedning og en meget forstandig Mand. Han lagde sine Skibe ind i Sundet, men Broder laa udenfor. Broder havde været kristen, og var viet til Messedegn; men han havde kastet sin Tro og var bleven en Gudniding (300). og blotede nu til hedenske Skytsaander og var en overmaade stor Troldmand. Han havde Hærklæder, som Jærn ikke bed paa. Han var baade stor og stærk, og havde saa langt Haar, at han stak det under sit Bælte; det var sort.

157. Om Undere

Det hændte sig en Nat, at der kom et stort Gny over Broder og hans Mænd, saa at de alle vaagnede, og sprang op og tog deres Klæder paa. Derhos regnede der sydende Blod paa dem. De dækkede sig med Skjoldene, men alligevel blev mange forbrændte. Dette Under varede lige til Dag, og der var død en Mand paa hvert Skib. De sov saa om Dagen. Næste Nat skete der atter et Gny, og de sprang atter op alle. Da rendte Sværdene ud af Skederne, og Økser og Spyd fløj op i Vejret og stredes, og Vaabnene slog løs paa dem saa fast, at de maatte dække sig; alligevel blev mange saarede, og der døde en Mand paa hvert Skib. Dette Under varede ved lige til Dag, og de sov atter om Dagen efter. Den tredje Nat kom et Gny paa samme Maade. Nu fløj der Ravne imod dem, og dem syntes de havde Næb og Kløer af Jærn, og Ravnene angreb dem saa stærkt, at de maatte værge sig med deres Sværd og dække sig med Skjoldene. Det blev atter ved til Dag, og der var atter død en Mand paa hvert Skib. De sov da igen først; men da Broder vaagnede, drog han med Møje sin Aande, og bad sine Mænd straks at sætte Baaden ud. »Thi jeg vil hen til Uspag,« sagde han. Han steg da i Baaden, og nogle Mænd med ham; og da han traf Uspag, fortalte han ham alle de Undere, der var hændte for dem, og bad ham forklare sig, hvad det skulde betyde. Uspag vilde ikke sige ham det, førend han tilsagde ham Fred, og det gjorde Broder, men Uspag trak det dog ud til Natten, thi Broder begik aldig Drab om Natten. Da sagde Uspag: »At der regnede Blod paa Eder, det varsler, at I skal udgyde mangen Mands Blod, baade Eders eget og andres; men at I tillige hørte et stort Gny, varsler Eder en Verdensstyrtning, og at I alle brat vil dø. At Vaabnene angreb Eder, det maa være Varsel for Slag; men Ravnene, som overfaldt Eder, det betyder de Djævle, I tror paa, og som vil føre Eder til Helvedes Pinsler.« Broder blev da saa vred, at han ikke kunde svare, men foer straks tilbage til sine Mænd, lod Skibene lægge ved Siden af hinanden tværs over Sundet, og Tovene fæste paa Land, og agtede at dræbe dem alle om Morgenen efter. Uspag saa alt, hvad de tog sig for. Da lovede han at tage imod Troen og begive sig til Kong Brian og følge ham til sin Dødsdag. Han greb da til det Raad, at lade Skibene overdække og stage dem frem langsmed Landet, og lod Broders Tov hugge over. Deres Skibe gav sig da til at støde sammen, men Folkene var faldne i Søvn. Uspag og hans Mænd sejlede da ud af Fjorden, og saa til Irland, og de kom til Kantaraborg. Uspag fortalte da Kong Brian alt hvad han havde faaet at vide, lod sig døbe, og blev Kongens Mand. Derpaa lod Kong Brian samle Folk over sit hele Rige, og hele Hæren skulde være samlet ved Dublin i Ugen før Palmesøndag.

158. Brian-Slaget

Sigurd Jarl Hlødvesen gjorde sig rede til at drage fra Orknøerne. Flose tilbød at tage med ham; men Jarlen afslog det, da han havde sin Valfart at gøre; da tilbød Flose femten af sine Mænd til Toget, og det tog Jarlen imod. Flose selv tog derimod med Gille Jarl til Syderøerne. Side-Hals Søn Thorsten drog med Sigurd Jarl; ligesaa Ravn den Røde og Erling fra Strømø. Jarlen vilde ikke have at Haarek (301) skulde følge med, men lovede derimod at bringe ham først Tidende om hvad der skete.

Jarlen var med hele sin Hær kommen Palmesøndag til Dublin. Broder var ogsaa kommen med hele sin Hær. Broder lod udforske paa hedensk Vis, hvorledes Slaget vilde falde ud, og Gudesvaret lød, at hvis man stred om Fredagen (302), saa vilde Kong Brian falde, men faa Sejr; hvis man derimod stred før, saa vilde alle de falde, som var imod ham. Da sagde Broder, at man ikke skulde stride førend om Fredagen. Om Torsdagen kom en Mand ridende hen til Kormlød og hendes Folk paa en abildgraa Hest og med en Paalstav i Haanden. Han talte længe med Broder og Kormlød.

Kong Brian kom med hele sin Hær til Borgen. Om Fredagen drog hele Hæren ud af Borgen, og de fylkede paa begge Sider. Broder var paa den ene Fløj af Fylkingen, Kong Sigtryg paa den anden, men Sigurd Jarl var midt i Hæren. Kong Brian selv vilde ikke stride om Fredagen; der blev dannet en Skjoldborg om ham, og foran den fylkedes Hæren. Ulf Hreda var i den Fløj af Fylkingen, som stod lige over for Broder; men paa den anden Fløj var Uspag og Brians Sønner, der hvor Sigtryg stod lige over for. I Midten af Fylkingen var Kerthjalfad og foran ham blev Bannerne baarne.

Fylkingerne rykkede ud imod hinanden, og der blev en meget haard Kamp. Broder gik gennem deres Hær, og fældede alle dem, som forrest var, men paa ham bed ikke Jærn. Ulf Hreda vendte sig da imod ham, og stak tre Gange med sit Spyd til ham saa fast, at Broder faldt hver Gang, og det var nærved, han ikke var kommen paa Benene, men da han var kommen op, flygtede han ind i Skoven. Sigurd Jarl havde en haard Dyst med Kerthjalfad. Kerthjalfad gik saa tappert frem, at han fældede alle dem, som var forrest, brød Sigurd Jarls Fylking lige til Banneret, og dræbte Bannerdrageren. Jarlen fik da en anden Mand til at bære Banneret, og der blev igen en haard Kamp. Kerthjalfad gav Bannerdrageren Banehug og saa den ene efter den anden af dem, der var i Nærheden. Sigurd Jarl bød da Thorsten, Side-Hals Søn, at bære Banneret. Thorsten vilde tage det op, men da sagde Amunde den Hvide: »Bær du ikke Banneret (303), thi alle de bliver dræbte, som bærer det.« »Ravn hin Røde!« sagde Jarlen, »bær du Banneret!« Ravn svarede: »Bær du selv dit Djævelskab! (304)« Jarlen sagde: »Saa er det bedst, at Mand og Madpose (305) følges ad,« hvorpaa han tog Banneret af Stangen, og stak det imellem sine Klæder.

Kort efter blev Amunde den Hvide fældet. Da blev Jarlen ogsaa gennemboret af et Spyd. Uspag var trængt gennem hele den Fløj af Fylkingen; han var bleven stærkt saaret, og havde mistet begge Brians Sønner, førend Kong Sigtryg flygtede for ham. Da gav hele Hæren sig paa Flugt. Side-Hals Søn Thorsten blev staaende, da alle de andre flygtede, og bandt sin Skotvinge. Da spurgte Kerthjalfad ham, hvorfor han ikke rendte ligesom de andre. »Fordi,« svarede Thorsten, »jeg dog ikke naar hjem i Aften, da jeg har hjemme ude paa Island.« Kerthjalfad gav ham Fred.

Ravn den Røde var dreven ud i en Aa; ham syntes, at han der nede i den saa Helvedes Piner, og at Djævlene vilde trække ham ned til sig. Han sagde da: »Din Hund, Peder Apostel! har løbet til Rom to Gange, og vilde gerne løbe den tredje Gang, hvis du vilde tillade det!« Da lod Djævlene ham være, og han kom lykkelig over Aaen.

Broder saa nu, at Brians Hær satte efter de flygtende, og at der var ringe Mandskab ved Skjoldborgen; han løb da ud af Skoven, brød igennem Skjoldborgen og hug til Kongen. Drengen Tadk rakte sin Haand op, og Hugget tog Haanden af ham og Hovedet af Kongen. Men Kongens Blod kom paa Drengens saarede Stump, og den lægedes straks. Broder raabte da højt: »Mand kan nu Mand forkynde, at Broder har fældet Brian.« Man løb da efter dem, som forfulgte de flygtende, og meldte Kong Brians Fald. De vendte da straks tilbage, Ulf Hreda og Kerthjalfad; de slog Kreds om Broder og hans Mænd, og klemte dem inde med Bjælker, saa at Broder blev taget til Fange. Ulf Hreda ristede Livet op paa ham, og ledte ham rundt om en Eg, og viklede saaledes Tarmene ud af ham; og han døde ikke, førend alle var uddragne. Alle Broders Mænd blev dræbte. Derpaa tog de Kong Brians Lig og stedte det til Jorden. Kongens Hoved var groet fast til Kroppen. Femten af Brandstifterne faldt i Brianslaget. Der faldt ogsaa Gudmund den Mægtiges Søn Haldor og Erling fra Strømø.

Langfredag Morgen tildrog det sig paa Katanæs, at en Mand, der hed Darrad, gik ud. Han saa, at der red tolv Mand sammen hen til en Kvindestue, og forsvandt der. Han gik derhen, saa igennem en Glug, som var derpaa, og saa, at der var Kvinder derinde, og de havde rejst en Væv. Mandshoveder brugtes for Vægtstene, og Mandstarme for Islæt og Garn (306), Sværd brugtes for Slagbord, Pil for Væver-Ske (307). Kvinderne kvad disse Viser:

Væven, der varsler
om Valfald, staar.
Vidt den rækker —
det regner med Blod.
Menneskevæven
vil Valmøer slaa.
Den er graa af Spyd,
den er graa af Spyd.
Kød er den Væv,
de vil væve derpaa.

Møerne væver
med Mennesketarme,
Menneskehoveder
hænger som Vægte;
Jærn om Pinden —
blodige Spyd
er Skafterne her,
for Ske bruges Pil,
med Sværd skal vi denne
Sejrsvæv slaa.

Med dragne Sværd
gaar Svipul og Sangrid
Hild og Hjørtrimul
hen for at væve.
Haardt skal der skydes,
Skjolde brydes,
Klinger vil Brystets
Brynje ramme.

Lad Spyd-, lad Spydvævs-
spolerne rende,
som Kongen den unge
ejede fordum.
Did skal vi drage,
hvor Dysten standser
og vore Venner
Vaaben skifter.

Lad Spyd-, lad Spydvævs-
spolerne rende;
siden vi Fyrsten
følge ville.
Der skal Gøndu
l og Gunn, der Kongen
skærmer, se Blod
af Skjolde drive.

Lad Spyd-, lad Spydvævs-
spolerne rende;
hvor Faner vajer
og Vaaben bider.
Lad os ej ham
af Live tage;
kaare Valkyrjer
kan, hvem de vil.

De, som yderst
paa Udnæs boed,
skulle nu staa
for Styret herefter.
Nu vil han falde,
Fyrsten den prude,
nu er til Jorde
Jarlen strakt.

Irerne Vaade
volde det vil.
Aldrig af Minde
den Mænd skal gange. —
Væven er vævet,
Valpladsen rød.
Veraab vil
over Verden lyde.

Truende er nu
alt omkring os:
Blodige Skyer
skjuler Himlen.
Ja, Luften farves
af faldnes Blod,
naar Stridens mægtige
Møer synger.

Vi synger med Kunst
om Kongen den unge
Sejersange;
Sejr vi ham under.
Han skal dem huske,
som hører derpaa;
Spydmøers Sang
han sige derude.

Lad os nu hurtigt
herfra ride
med draget Sværd
paa sadelløs Hest.

Saa rev de Væven ned og isønder, og hver beholdt hvad hun havde i Haanden. Darrad gik bort fra Gluggen og hjem; men Kvinderne steg paa deres Heste, og red seks mod Syd og seks mod Nord.

Et lignende Syn havde Brand Gneistesen paa Færøerne. Paa Svinefjæld paa Island faldt der paa Langfredag Blod ned paa Præstens Messehagel, saa han maatte tage den af. Paa Thvætaa syntes Præsten paa Langfredag, at der var et Havdyb ved Alteret, og saa deri gruelige Skikkelser, saa han længe ikke kunde synge Messen. Paa Orknøerne skete det Varsel, at Haarek tyktes at se Sigurd Jarl tilligemed nogle Mænd. Han tog da sin Hest, og red Jarlen i Møde. Man saa, hvorledes de traf hinanden, og red hen under en Høj; men man saa dem aldrig siden, og der fandtes ikke det ringeste Spor af Haarek. Gille Jarl paa Syderøerne drømte, at der kom en Mand til ham, som kaldte sig Herfinn, og sagde, han var kommen fra Irland. Jarlen tyktes, at han spurgte ham om Tidende derfra, og Manden kvad denne Vise:

Stærkt det buldred, Striden
stod mellem Kæmper gode.
Malm traf Malm, og Skjolde
mødtes med Brag i Slaget.
Hamrende og hidsigt
hug man — Lig er Sigurd,
— mange i Blod han baded —
Brian fik Sejr og Bane.

Flose og Jarlen talte meget om denne Drøm. En Uge efter kom Ravn den Røde, og bragte dem hele Tidenden om Brian-Slaget, Kongens Fald, og Sigurds og Broders og alle Vikingernes. Flose sagde: »Hvad Efterretning bringer du mig om mine Mænd?« »De faldt alle,« svarede Ravn, »men din Maag Thorsten tog Fred af Kerthjalfad, og er nu hos ham.« Flose sagde til Jarlen, at han vilde drage bort, thi han havde en Valfart at fuldføre. Jarlen bad ham rejse, som han selv vilde, gav ham et Skib og hvad han ellers trængte til og meget Sølv. De sejlede da til Bretland (308) og dvælede der nogen Tid.

159. Kol Thorstensens Drab

Kaare Sølmundsen sagde til Skegge Bonde, at han ønskede, han vilde lade ham faa et Skib. Skegge gav ham et fuldt udrustet Skib, som Kaare, Dagvid den Hvide og Kolben den Svarte gik om Bord paa, og de sejlede nu syd paa forbi Skotlandsfjordene. Der traf de paa nogle Mænd fra Syderøerne, som fortalte Kaare, hvad der var hændt paa Irland, samt at Flose og hans Mænd var tagne til Bretland. Men da Kaare hørte dette, sagde han til sine Ledsagere, at han vilde styre til Bretland, for at træffe Flose og hans Mænd. Han bad da dem at opgive hans Følgeskab, som det tyktes bedre, og sagde, at han ikke vilde føre nogen bag Lyset, idet han troede endnu ikke at have faaet sin Harm hævnet paa dem. Alle foretrak at følge ham. Han sejlede da syd paa til Bretland, og de lagde der ind i en Lønvig.

Samme Morgen gik Kol Thorstensen til Borgen, for at købe Sølv. Han var den af Brandstifterne, der havde brugt de værste Smædeord. Kol havde talt meget med en mægtig Frue, og det var næsten klappet og klart, at han skulde have hende og bosætte sig der. Denne samme Morgen gik Kaare ogsaa ind i Borgen. Han kom derhen, hvor Kol talte Sølvet. Kaare kendte ham, og løb hen til ham med draget Sværd, og hug ham over Halsen, mens han talte Sølvet, og Hovedet nævnede ti, da det røg af Kroppen. Kaare sagde: »Siger til Flose, at Kaare Sølmundsen har dræbt Kol Thorstensen; jeg tillyser dette Drab som øvet af mig.« Derpaa gik Kaare til sit Skib, og fortalte sine Ledsagere Drabet.

Derpaa sejlede de nord paa til Beruvig (309), og satte deres Skib op, drog op til Hvidborg i Skotland, og var hos Melkolf Jarl den Vinter.

Da Flose fik Kols Drab at vide, lod han ham stede til Jorde, og gav mange Penge til hans Gravsted. Mod Kaare ytrede han aldrig noget ondt Ord. Han drog derfra syd paa over Havet, tiltraadte sin Valfart, og vandrede paa sin Fod, til han kom til Rom; og der nød han en saadan Hæder, at han fik Afløsning af selve Paven, og gav mange Penge derfor. Saa vendte han tilbage ad den østre Vej (310), opholdt sig rundt om i Borgene, og gæstede mægtige Mænd, af hvem han nød megen Hæder. Han var i Norge Vinteren efter, og modtog af Erik Jarl (311) et Skib til sin Hjemfart; han gav ham en stor Del Mel, og mange andre Mænd viste ham megen Hæder. Han sejlede nu ud til Island, kom til Hornefjord, og drog saa hjem til Svinefjæld. Han havde da opfyldt alle Forpligtelser ved sit Forlig, baade med Hensyn til sin Udenlandsrejse og Pengebøder.

160. Om Flose og Kaare

Nu er at fortælle om Kaare, at han Sommeren efter drog til sit Skib og sejlede syd paa over Havet, og tiltraadte sin Valfart i Normandiet, og fuldendte den, og fik Syndsafløsning. Han drog tilbage igen ad den vestre Vej, og tog sit Skib i Normandiet, og sejlede nord paa over Havet til Dover i England. Derfra sejlede han vester paa forbi Bretland, saa nord paa forbi Skotlandsf jordene, og standsede ikke sin Rejse, før han kom til Thrasvig paa Katanæs til Skegge Bonde. Der overgav han Kolben og Dagvid Skibet, og Kolben sejlede paa dette Skib til Norge, men Dagvid blev tilbage paa Fridarø.

Kaare opholdt sig denne Vinter paa Katanæs; samme Vinter døde hans Kone paa Island. Om Sommeren efter gjorde han sig rede for at drage til Island. Skegge gav ham et Fragtskibe; de var atten Mand derpaa, blev ret silde færdige, men stak dog i Søen. De havde en lang Overfart, men omsider naaede de Ingolfshøvde; der blev Skibet sønderslaget, men Mandskabet blev bjærget.

Det var en stærk Snestorm, og de spurgte Kaare, hvad de nu skulde gøre, men han fandt det bedst, at tage til Svinefjæld og prøve Floses Bravhed. De gik nu under Uvejret hen til Svinefjæld. Flose var i Stuen; han kendte Kaare, da han kom ind i Stuen, og sprang straks op, for at tage imod ham, og kyssede ham, og satte ham i Højsædet hos sig. Han tilbød Kaare at blive der Vinteren over; Kaare modtog Tilbudet. De forligtes da aldeles, og Flose gav Kaare sin Broderdatter Hildegunn til Ægte, som før havde været gift med Høskuld Hvidenæsgode. De boede da først paa Gaarden Bredaa.

Man fortæller, at det blev Floses Endeligt, at han vilde drage udenlands, da han var bleven gammel, for at hente sig Hustømmer. Han var den Vinter i Norge; men om Sommeren blev han silde færdig, og man talte om, at hans Skib var slet. Flose sagde, at det var godt nok for en gammel Mand, der snart skulde dø, gik om Bord og sejlede ud; men det Skib har man aldrig hørt noget til siden.

Disse Børn havde Kaare Sølmundsen med Helga Nialsdatter: Thorgerd og Ragneid, Valgerd og Thord, som indebrændte. Hildegunns og Kaares Børn var: Starkad og Thord og Flose. Floses Søn var Kolben, som har været en af de ypperste Mænd i denne Slægt (312). Og her slutter vi Fortællingen om Brand-Nial.

Noter:

A. [Bogudgaven angiver her Nialsen, som Nials patronym. Nials fader hed imidlertid Thorgeir, jf. sagaens kap. 20, så det korrekte må være Nial Thorgeirsen, hvilket også bruges i sagaens kap. 142. (jl)]

1. Landstrækning paa Sønderlandet imellem de to Floder Vestre Rangaa og Østre Rangaa.

2. Dalsstrækning ved Hvamsfjorden, der skærer sig ind fra Bredefjorden.

3. Landskabet Sogn i Norge.

4. En Hentydning til hendes senere omtalte Færd (Tyveriet paa Kirkeby).

5. Giftermaal betragtedes som et Køb, en Handel, mellem Brudgommen og Brudens nærmeste Frænde. Brudgommen maatte, som det følgende viser, købe Bruden for en vis Sum, der kaldtes Mund, eller stille en vis Del Jord eller Gods imod det, som Bruden fik hjemmefra eller hendes Medgift. Derefter toges nøjere Bestemmelser for, hvorledes der skulde forholdes med denne deres fælles Ejendom, om de skulde have den tilhalvs, indgaa Halvfællig, eller Delingen i Tilfælde af Skilsmisse o. s. v. skulde ske paa anden Maade.

6. Paa Island bestemtes Værdien af Jordegods og Løsøre efter Hundreder. Et Hundrede var 120 Alen Vadmel.

7. Se 1. B. S. 11. [En henvisning til en generel omtale af varder i indledningen til N. M. Petersens 4-binds værk, hvorfra nærværende oversættelse er hentet (jl).]

8. Falder ud i Borgefjord.

9. Et berømt Tingsted i den vestlige Del af Norge.

10. En Ø i Hordeland i Nærheden af Bergen.

11. Gunhild var i Virkeligheden en Søster til Harald Blaatand.

12. Nu Kungelf, ved Gøtaelven i det saakaldte Ranrige eller Båhuslän.

13. Hæderstitel og Rang.

14. Stenbygninger fandtes i Virkeligheden ikke i Norge paa Harald Graafelds Tid.

15. Kapper, som gik i Handelen.

16. Den Uvaskede.

17. Høvding for en Afdeling af Kongens Mænd, der brugtes til farlige Rejser, til at opspore og dræbe Kongens Fjender o. desl. De var i det hele ilde lidte.

18. Det nuværende Norrström ved Stockholm.

19. En Kyststrækning ved Lyngør i Agdefylke i Norge.

20. Maa følge sin Skæbnes Bydende, Skæbnens Bestemmelse.

21. At drage Reb med den stærke er en Talemaade, der har sin Oprindelse fra en i Oldtiden brugelig Leg eller Styrkeprøve, der ogsaa omtales hos Sakse, idet nemlig tvende greb i hver sin Ende eller sin Side af et sammensnoet Tov, og prøvede, hvo der kunde drage det fra den anden. At drage Beb med den stærke, er altsaa her at forsøge det umulige.

22. At lægge paa (leggja á) er et Trolddomsudtryk, at forhekse. Dette har Hensyn til det følgende i Fortællingen.

23. Nemlig hans Trolovelse med Unn, som Hrut havde holdt skjult for Gunhild.

24. Bredefjordsdale.

25. [At Dronning Gunhilds forbandelse ikke har medført manglende formåen – tværtimod – fra Hruts side, fremgår af Ellen Olsens noter til 1948-udgaven af Nials Saga. Det, Unn fortæller sin fader, er: Naar han nærmer sig mig, da er hans Kønsdel saa stor, at han ikke kan faa (kønslig) Tilfredsstillelse med mig, men selv om vi begge prøver paa alle Maader at faa Glæde af hinanden, så nytter det ikke. Men før vi skilles, ses det, at han er i sin Natur lige som andre Mænd. N. M. Petersen har formentlig vurderet, at en ordret oversættelse ville være for hård en kost for danske læsere i 1841 og måske tilmed utugtig og dermed strafbar i henhold til datidens censurlovgivning (jl).]

26. Hermed menes vistnok Hovedindgangen.

27. Hun skulde ride ad en anden Vej end den, man almindelig fulgte, naar man red fra Hrutsstad til Rangaavoldene.

28. Se Side 7. [Kap. 2 – note 6]

29. Om Fjerdingsretterne se 1. Bind Side 29. [Henvisning til en beskrivelse af det islandske retssystem (jl).]

30. Den Ende, der hang ned og gerne var metalbeslaaet.

31. Jfr. Kap. 1.

32. Det nuværende Stadarfell i Dalesyssel ved Hvamsfjordens nordlige Side.

33. Han udtaler forblommet, at han er rede til at slaa alle ihjel, hun ønsker, undtagen Høskuld og Hrut.

34. Se 1. Bind Side 17. [Henvisning til en omfattende beskrivelse af den islandske geografi (jl).]

35. En Øgruppe midt ude i Bredefjorden, en temmelig lang Vej fra Hjemmet.

36. Hentydning til Søvandets Farve mod den begede Skibsside.

37. Det er ikke helt klart, hvorfor de styrede derhen, men mulig var Osvif flyttet til en Gaard der.

38. Se Egilssaga Kap. 30.

39. Thoraren Rages Broder var Lovsigemand i Tidsrummet 950—969.

40. I Borgefjordssyssel.

41. I Nærheden af Reykjavik.

42. Nemlig Lovsigemanden Thoraren.

43. Halgerds Farmoder var Thorgerd, Thorsten den Rødes Datter. (Se Kap. 1.)

44. Smlgn. hermed Eyrbyggjas. Kap. 4 og 11.

45. Med Hensyn til Tidsfølgen i Fortællingen er der følgende at bemærke: Sagaskriveren har ordnet Fortællingens Dele saaledes, at Kapitel 9-17 er et Afsnit for sig, der i kronologisk Henseende hører ind mellem Kap. 1 og 2. Dog slutter disse Afsnit ikke ganske sammen. Mellem det, som fortælles i 17de og 2det Kapitel, ligger der nogle Aar. Kap. 18 er Fortsættelse af Kap. 8. Dette Brud paa den rette Tidsfølge synes at være gjort for at kunne fortælle Halgerds tre Giftermaal i uafbrudt Række. For dog at vejlede Læseren begynder hvert Afsnit med Ordene: Nu er at fortælle. Se Begyndelsen til 9de og 18de Kapitel.

46. Gaarden ved Liens, nemlig Fljotshlids eller Flodliens, Ende, i Rangaavolde-Syssel paa Sønderlandet.

47. Skov-Næse, d.v.s. Skov-Pynt.

48. En Landstrækning ved Kysten i Rangaavoldesyssel.

49. Paa den vestlige Side af Dalen.

50. Eller højere paa Straa end som saa.

51. Vestlandets Fjerdingsdom, se 1ste Bind, Side 29.

52. En Hentydning til Gunnars skæbnesvangre Giftermaal med Halgerd.

53. Asgrim Ellidagrimsens Gaard, nu Brødretunge.

54. En gammel Havn under Øfjældene. Gaarden Arnarbøle kaldes nu Midbæle.

55. I Gøtaelvens Munding.

56. Han har skaffet Ravnene Læskedrik (Fjendernes Blod).

57. Øerne syd for Sjælland og Fyn.

58. Eller Hellebarde.

59. Trylle ved Sejd.

60. Et kort Sværd.

61. De faldne.

62. Russisk, fra Garderige.

63. Nemlig Thorhalla Asgrimsdatter, Nials Svigerdatter.

64. Svigersøn; ellers betyder det ogsaa Svigerfader og Svoger.

65. Handle, gribe ind.

66. Huskarlen eller snarere Nial.

67. Lapsen, Spradebassen.

68. Hvorved han, mere end Brødrene, var udsat for Overfald.

69. Egennavn paa hans Økse, egentlig Kampens Troldkvinde.

70. Falde i Moderæt, dø.

71. Rangaavoldenes Herredsting og et af Landets 13 Fjerdings- eller Herredsting; se 1. Bind Side 26.

72. Islands første Biskop (1056-80), se 1. Bind Side 46.

73. Om Goderne se 1. Bind Side 28-29.

74. En af Islands første Opdagere (se 1. Bind Side 21).

75. Landstrækning i Skaftefjældssyssel.

76. Her bruges dette Ord om en hel Ost, i Gammeldansk sædvanlig om et Brød.

77. Ørgode, opkaldt efter Aurar (ved Elven).

78. Ironisk ment.

79. Det spaar nyt.

80. Et Sted paa Marken, hvor Køerne blev drevne sammen, naar de skulde malkes.

81. Krogen, det Sted. hvor Øksen danner en Vinkel med Skaftet.

82. Islandsk Lovsigemand 1004-1030.

83. Sønderlandets Fjerdingsret; se 1. Bind Side 29.

84. Her det samme som Svigerfader.

85. Her det samme som Svoger.

86. Nemlig Fejl i Proceduren, altsaa Værn for Modparten.

87. Højene.

88. D. e. Egnen Landeyjar.

89. Den Formular, han foresagde dem.

90. Olafs Morfader.

91. Kan paa Grund af Tidsforholdene næppe være rigtigt.

92. Som ingen maa give Spise eller føre over Vand eller paa nogen Maade give Livsophold

93. Bygmarken moden, men Græsmarken afmejet.

94. Se 1. Bind Side 12. [Vest for (Ting-)Sletten findes der i Lavaen eller Hraunet en uhyre Kløft eller Spalte, der er bekendt under Navnet A. (jl).]

95. Den Bygning, som brugtes til Soverum.

96. Bjælker paa Midten af Taget, saa at dette bliver brudt.

97. Denne Høj har været neden for Gaarden og er forlængst ødelagt af Elven (Tværaa).

98. Einar Hjaltlænding levede ved Aar 1119.

99. Kristiania-Fjordens ydre Del.

100. Lødøse i Vester-Gøtland.

101. Grib.

102. Nu Mainland.

103. Fjorden imellem Skotland og Orknøerne.

104. Rimeligvis nuværende Freswick i Nordskotland.

105. Murray.

106. Sutherland.

107. Dungsbyhead.

108. Dungsby.

109. Paa Østlandet.

110. Nemlig for Overfarten.

111. Gudbrandsdalen.

112. Dette som saa meget andet i denne Fortælling er uhistorisk.

113. D. e. Drabsmanden Hrapp.

114. Som Hakon Jarl dyrkede.

115. Høj kvindelig Hovedbedækning.

116. Den rapfodede Hrapp synes dog her altfor rask at løbe fra Gudbrandsdalen over Dovrefjæld til Lade ved Trondhjem.

117. D. v. s. Nidarholm (Munkholmen).

118. Anglesey.

119. Halvøen Cantire [Kintyre] i Skotland,

120. Wales.

121. En af Syderøerne, Coll, med en Gaard af samme Navn.

122. I Skaftefjældssyssel.

123. En ond og en god.

124. Gubben. Der ligger, som man let skønner, en Hentydning til Nidordet, som var brugt om Nial.

125. Kaldes nu store Dimon.

126. En Hentydning til Høskuld (se Kap. 99).

127. Om Kong Half og hans Kæmper findes der en Saga.

128. En stor Landstrækning i det sydøstlige Island.

129. En bekendt Høvding paa Østerlandet, om hvem der fortælles meget i flere Sagaer.

130. Om Sidu-Hals Søn Thorsten gives der en (nu ufuldstændig) Saga, og desuden en mindre Fortælling, der er indskudt i Magnus den Godes Saga.

131. Denne Fortælling findes i den udførligere Olaf Tryggvesens Saga. „Diserne“ var overnaturlige (hedenske) Væsener.

132. Lovsigemanden. S. var Lovsigemand 1004-30.

133. Disse Ord er lidt uklare; „fire Tylfter“ osv. maa dog betragtes som hørende til „Femterret“.

134. Eller Moddomme, saaledes kaldtes det, naar der opstod Spaltning i Retten mellem Dommerne. Hvert Parti fældede da sin Dom, men saa kom man ikke videre. Thi før Femterrettens Indstiftelse gaves der ingen højeste Ret over Fjerdingsretterne paa Altinget. Kunde en Sag altsaa ikke afgøres der, da kunde Loven ikke hjælpe, og Sagen maatte enten afgøres i Mindelighed ved Voldgift eller afgøres ved Tvekamp (Holmgang) paa Øen i Økseraa. Indtil denne Tid bestod ogsaa Holmgangen i Island som en sidste Udvej. Et Par Aar efter Femterdommens Indstiftelse 1006 blev den imidlertid afskaffet, og fra denne Tid havde den islandske Rettergang ved Nials vise Raad naaet sin Fuldendelse.

135. Her indskydes i de fleste Haandskrifter et Stykke om Lovrettens Indretning, der er uden Betydning paa dette Sted og tydelig er et senere Indskud.

136. Melmændenes Godord blev dog først oprettet henved 50 Aar efter Femterdommens Indstiftelse, af Od Ofeigsen, hvorom der fortælles udførlig i Bandamanna Saga.

137. Dette og de følgende Kapitler til og med Kapitel 107 er et Indskud i Sagaen, i Stedet for hvilket der oprindelig blot har staaet en kort Bemærkning om Høskulds Drab og Nials Daab.

138. Dette er urigtigt for Tværaa.

139. Vager (Vögur) kaldes et Slags Bjælker, dannede omtrent som Skier, hvorpaa man paa Island læsser Hø og trækker det over sumpige Steder. De omtales flere Gange i Sagaerne og kendes endnu paa Islands Østkyst under dette Navn. Man maa her ikke tænke paa Vogn (saaledes som nogle yngre Haandskrifter har) med Hjul, som man i ældre Tider ikke har kendt til paa Island.

140. Bergthora. Hrodny kaldes Bergthoras Medbejlerske, fordi hun har faaet Sønnen Høskuld med Nial.

141. At yde Lighjælp er at tillukke den dødes Næsebor, Mund og Øjne.

142. Ordret: mælter og syder I, en Talemaade: ruge over noget og overlægge det, uden at det kommer til Handling. At mælte, d. e. fordøje, sætte i Blød; beslægtet med Ordet Malt.

143. Hele denne Fortælling lider af stor Usandsynlighed.

144. Se det 97de Kap. her foran.

145. Erkeengelen Michael var senere meget dyrket paa Island. Om ham findes en islandsk Saga, samt flere mindre og større Drapaer; Snorre Sturlesen anfører et Vers af Arnor Jarleskald, hvor der fortælles ligesom her, at han paa den yderste Dag vejer alle gode og onde Gerninger, medens vor Herre sidder i Dommersædet og afsiger Dommen.

146. Om Hals Daab fortælles udførligere i Kristnisaga.

147. Krucifikset.

148. Enkelte af de islandske Nybyggere, der kom fra Skotland eller Vesterlandene, bragte Kristendommen med sig til Island allerede i Slutningen af det 9de Aarhundrede, saaledes Unn den Dybsindige. Herom vidner Gaardnavnene Kirkeby, Kristnæs o. s. v. Men med disse Nybyggere uddøde Kristendommen igen, og deres Børn og Børnebørn faldt tilbage til den gamle Tro og vedblev at være hedenske næsten henved 100 Aar. Surt Asbjørnsen, en Sønnesøns Søn af Ketil den Fiflske (Daaren), Unns Søstersøn, hørte til en af de faa Familier, i hvilke Kristendommen holdt sig uafbrudt, Mand efter Mand, gennem hele det 10de Aarhundrede.

149. Hal i Høkedal, Are Frodes Fosterfader; Hal døde 1090. Om ham fortæller Are, at han kunde huske, da Thangbrand døbte ham tre Aar gammel i Aaret 999.

150. Gudsbespotteren, Thangbrand.

151. Et billedligt Udtryk fra Fiskerhaandværket; man brugte Fluer til at angle med. Meningen, at han lod sig ikke besnære af ham.

152. Kaldet den Spage eller den Vise, Nials Aandsfrænde; om ham fortælles der i mange Sagaer.

153. Jernkurven.

154. Nemlig for det foran anførte Vers.

155. I Nærheden af Altinget, nuværende Reydarbarm.

156. Ved Thingvallasøens nordøstlige Hjørne, et kort Stykke Vej fra Altinget.

157. En lille Gaard af dette Navn.

158. I Tingøsyssel paa Nordlandet. Thorgeir var en berømt Høvding og Lovsigemand i 17 Aar, 985-1001. Han bliver i Sagaerne sædvanlig kaldt Ljosvetningegode efter den Høvdingeslægt, hvortil han hørte, og hvis Hoved han var.

159. Thorgeirs Tale findes udførligere i Kristnisaga; se 1. Bind, Side 44.

160. Ordene tre Aar senere knytter Fortællingens Traad igen til Kap. 100, hvor den sidst blev afbrudt. I øvrigt er dette Kapitel baade i Stil og Indhold en meget ung Tilføjelse,

161. Uden Bøder.

162. Leidartinget.

163. Her omtales Agerbrug, hvorved der vel er at forstaa Bygavl, som almindelig paa Rangaavoldene. Dette stemmer med Abbed Arngrims Udsagn i Midten af det 14. Aarh. Han siger: „Korn vokser der (paa Island) paa faa Steder søndenlands, men ikke undtagen Byg.“

164. Kaare har vistnok slet ikke været med i det hele; hans Navn udelades her og i det følgende i flere gode Haandskrifter.

165. Den mægtigste Høvding paa Nordlandet; død henved 1025. Om ham fortælles der i mange Sagaer.

166. Oddeverjerne, fra Gaarden Odde paa Rangaavoldene, Sæmund den Frodes Efterkommere. Denne Slægt blomstrede i Slutningen af 12te og Begyndelsen af 13de Aarhundrede.

167. Ved Sturlunger forstaar man Hvam-Sturlas (død 1183) Efterkommere: hans Sønner Snorre, Sighvat og Thord, samt hele deres Slægt, der blomstrede i det 13de Aarhundrede.

168. Fra Gaarden Hvam i Vatnsdalen.

169. Mændene fra Fljot i Skagafjorden; Slægtforholdet er usikkert.

170. Biskop paa Holar 1122-45. Han og Biskop Thorlak paa Skalholt forfattede den gamle islandske Kristenret.

171. En af Islands berømteste Mænd i Sagatiden, født henved 964, død 1031.

172. Det hellige Fjæld paa Thorsnæs i Snefjældsnæssyssel.

173. Om hvem der haves en særlig Saga.

174. Besmykkes.

175. Et af Islands 13 Herredsting. Om dette Drab fortælles der i Droplaugarsona Saga, samt i de islandske Annaler ved Aar 997.

176. Døden.

177. Udtrykket er vel hentet fra Byttets Deling. Den, der ved Arveskifte delte Lodderne, havde heller ikke Lov til at vælge, hvilken han vilde.

178. Saaledes kaldtes Runolf i Dals Slægt. Boderne paa Altinget blev nævnte efter de herskende Familier eller Landstyrelsesmænd.

179. Gissur den Hvides Søster Jorun var nemlig Moder til Asgrim Ellidagrimsen.

180. Efter Landskabet Ølvus paa Sønderlandet, Thorods og Skaftes Hjemstavn.

181. Skaldet. I denne Betydning bruges Ordet ogsaa paa Dansk, f. Eks. i „den kullede Greve“. Skafte gjorde sig skaldet ved at afrage sit Haar for saaledes at gøre sig ukendelig.

182. Den Hændelse, hvortil Skarphedin sigter, er ellers ganske ukendt.

183. Den første Del af Navnet er blot et Tilnavn.

184. Snorres Fader blev myrdet af hans Morbroder Gisle Sursen, før Snorre endnu var født. Skarphedins Bebrejdelse lyder derfor underlig, især naar man ser hen til, at Gisle Sursen ved denne Tid allerede for over 30 Aar siden var falden som Offer for Blodhævn. Den Omstændighed at Skarphedin (eller Sagaskriveren) ikke ved andet at bebrejde Snorre, viser, at en Del af dette Afsnit i senere Tider er blevet udvidet ved uægte Tilsætninger.

185. Dalstrækning i Skagefjord paa Nordlandet. Goddølerne hørte til Landets herskende Godefamilier.

186. Hvad der sigtes til er ganske ukendt.

187. Efter Gudmund den Mægtiges Gaard, Mødrevolde i Øfjord.

188. Hvad der her sigtes til, forefaldt senere; Bebrejdelsen er her altsaa ikke historisk rigtig.

189. Se Kap. 106. I Mellemtiden (1000-1011) var Thorgeir død og var bleven efterfulgt af sine Sønner, der nu indtog hans Plads paa Altinget.

190. Kysten af Finland langs den finske Bugt.

191. Et fabelagtigt Uhyre med Menneskehoved og Dyrekrop.

192. Kyststrækningen af Estland, lige over for Øsel.

193. Det saakaldte Leidarting. Om denne Kamp fortælles der i Ljosvetningesaga.

194. Dette stemmer dog ikke helt med det foranstaaende.

195. Thorkels Gaard hed nemlig Økseraa.

196. Nemlig de fire Fjerdingsretter.

197. Gjorde endnu flere Indvendinger.

198. Under denne Fjerdingsret hørte nemlig Drabssagen efter Høskuld Hvidenæsgode.

199. Altsaa i Slutningen af August.

200. Dette Ridt er vel meget langt, men dog muligt.

201. Fra at blive Skovgangsmand. Derom kendes ellers intet.

202. Stak af Jordarve, Fuglegræs.

203. Landstrækningen imellem Hvidaa og Thjorsaa i Arnæssyssel.

204. Hekseridt.

205. Skeidaraasand, der i Sagaen kaldes Lomagnupsand.

206. Nemlig bag ved Øfjældsjøkel, den saakaldte Fjallabaksvegr.

207. Henved Kl. 3 om Eftermiddagen.

208. De nuværende Alfholar i Landøerne.

209. Henved Kl. 10½ Aften.

210. Denne Bemærkning kan umulig være rigtig. Saa nær ved selve Gaarden har de ikke kunnet komme ubemærket. Hestene har de ladet blive tilbage nordøst for Højen.

211. Eller Fortovet foran Husene; man maa her ikke tænke paa en lukket Gaardsplads.

212. At ikke mange af os skal komme til at overleve det Nederlag, vi vil lide.

213. Sur Mælk, Valle.

214. I Helvede.

215. Helge Nialsens Hustru.

216. Grim Nialsens Hustru.

217. Hovedklæde: Fald med et Slør.

218. Husbestyrer, den fornemste Hjemmemand eller Træl, som havde Opsyn med de andre og deres Gerning i Huset.

219. Gjorde Korsets Tegn.

220. Dette Optrin er sikkert en senere Tids Tildigtning.

221. Livets Ødelægger, den, der bringer Livet til at sove.

222. Den østlige Rangaa. Det er værd at lægge Mærke til, at Thveraa hverken omtales her eller anden Steds i Sagaen. Læseren maa nemlig betænke, at Flodernes Leje paa Rangaavoldene er undergaaet store Forandringer siden Nials Tider. Markarfljot har gennembrudt den Tange, som før adskilte den fra Thveraa, hvorved Thveraa, der før var en lille Bielv, hvilket Navnet selv (Tværaa: Bielv) viser, nu er bleven en Hovedflod, der siden optager begge Rangaaerne. Paa Nials Tider var Rangaaerne Hovedfloderne, der gav Herredet Navn, Thveraa derimod deres Biflod.

223. Den vestlige Side, hvor Ingjalds Gaard Kelde laa.

224. Eller Skaftefjældssyssel (Kap. 127).

225. D. v. s. Kystvejen.

226. Vadested over Elven Fiskaa, nær ved Trehyrning.

227. Eller Fjallabaksvej bag ved Øfjældsjøkel.

228. Eller omkring Øfjældsjøkel langs Kysten.

229. Saaledes fremstilles ogsaa Nials Æt i Sagaens 20. Kapitel; der kaldes Asgerd Nials Moder og Thorgeirs Farmoder, medens Landnama (5,2) kalder hende Nials og Thorgeirs Farmoder, saaledes at altsaa Thorgeir og Nial bliver Fætre. Navnet paa Nials Moder synes den ikke at have kendt. Man tør ikke andet end give den næsten ufejlbare Landnamas Udsagn Fortrinet. Utvivlsomt var Thorgeir og hans Brødre Nials nærmeste efterlevende Slægtninge, paa hvem Eftermaalet altsaa hvilede.

230. Hof paa Rangaavoldene, Maards Gaard.

231. Øfjældsjøkel.

232. Dette, der slet ikke stemmer med Skarphedins Karakter, er aabenbart en senere Legende.

233. Gaarden under Fjældet af det Navn, nu Gnupstad.

234. Alle disse Steder i den østlige Del af Skaftefjældssyssel.

235. Steder i Søndre-Mulesyssel.

236. Den fra Vopnfirdingesaga bekendte Brodd-Helge.

237. I Fljotsdalen i Nordre-Mulesyssel.

238. En Sønnesøn af den berømte Ravnkel Frøjsgode, om hvem der haves en Saga.

239. Ogsaa i Fljotsdalen.

240. Et Stykke højere oppe i Fljotsdalen.

241. Om dette findes en smuk Fortælling i Ljosvetningesaga.

242. Fætre til Brødrene Grim og Helge Dropløgssønner, der er Hovedpersoner i en Saga.

243. En berømt Høvding, bekendt fra Vopnfirdingesaga.

244. Om Thorsten den Hvide haves der en kort Saga.

245. D. v. s. Taknemmelighedsgæld.

246. Om Thorkel Geitersen se Kap. 97.

247. En lille Sø og Gaard paa den østlige Side af Lyngdalshede.

248. Beitevolde: Græsfælleder, hvor Tingmændene samledes og bedede, før de red til Altingsstedet.

249. Paa en smal Klippestrimmel mellem 2 vandfyldte Kløfter paa Østsiden af Sletten.

250. Thord Geller, en stor Høvding paa Hvam i Bredefjord, omtales i mange Sagaer (se 1. Bind Side 28). [Se fx Egils Saga, Snorre Godes Saga og Laksdøla Saga.]

251. Bekendt fra Kormaks Saga og andre Sagaer.

252. [Denne tredjeplads tildeles 3 kapitler tidligere imidlertid Thorhal Asgrimsen (jl).]

253. Ingen Saga giver en saa levende og malerisk Skildring af Altingsstedet som Nialsaga. Her kan man se, at den lovkyndige Sagaskriver ret har følt sig hjemme. Han fører Læseren Skridt for Skridt over denne Plads, som Naturen selv har indhegnet som Fristed for Lov og Ret.

254. Indsigelser, Forsvarsgrunde.

255. At stille ham som Skive imellem sig og en Modstander.

256. Om Askel Gode og hans Søn Viga-Skuta fra Reykedalen paa Nordlandet haves der en Saga. Reykdølerne hørte til Landets gamle Godefamilier.

257. De foregaaende Boder for Østerlandet og Thingøsyssel var altsaa alle paa den østlige Side af Øksaraa.

258. Den omgærdede Bod, en af Vestfjordingernes Boder paa den vestlige Flodbred. [Se tillige Hvam-Sturlas Saga, note 127 og Islændinge saga, note 306 (jl).]

259. Den østligere, lavere Rand, hvorfra man kan overse hele Tingpladsen.

260. Der danner den vestlige, højere Side af Almannagjaa.

261. Her paadømtes nemlig Sager angaaende Bestikkelser.

262. Denne Opfattelse er vist urigtig. Det var Bestikkelse af Dommeren, ikke Gaver til Sagføreren, der var strafbar.

263. [Se herom kap. 120 (jl).]

264. Vistnok „den med en Ganespalte“.

265. Nemlig for at det ene Parti kunde kendes fra det andet.

266. Disse Navne er vilkaarligt valgte („N. N.“).

267. Sagaskriveren har her brugt Ordet „Jon“ i Steden for den paagældende Persons Navn, ligesom Romerne brugte „Cajus“, eller som man ogsaa i Nutiden kan bruge „N. N.“ Her menes Navnet paa den Dommer, som inden Dommens Afsigelse skulde resumere Sagen og derfor særlig skulde følge med; hans Navn var glemt.

268. Dette sidste er mindre rigtigt.

269. Boede nærmere ved Gerningsstedet.

270. Dette er ikke rigtigt, da der her sigtes til Ringen, Eyjolf modtog.

271. Egentlig Livsring, Fjørbaugr, hvoraf den mindre Fredløshed, Fjørbaugsgaard, tog sit Navn.

272. Over Øksaraa.

273. Paa den vestlige Bred.

274. Snorre Godes Bod.

275. Den var altsaa paa Aaens vestlige Side.

276. Alle Vestfjordingernes Boder synes at have været paa den Skrænt, der fører op til Almannagjaa paa den vestlige Aabred. Vatnsfjordingerne var opkaldte efter Gaarden Vatnsfjord i Isefjordssyssel og hørte til Landets mægtigste Godefamilier.

277. Af denne Daad, som ellers er ganske ukendt, fik Thorgeir sit Tilnavn Skorar-Geir, Kløft-Geir.

278. Alle disse Steder er i den vestligste Del af Skaftefjældssyssel, østen for Jøkelsaa, men sønden under Mydalsjøkel.

279. Ketil var gift med Thorgerd, Kaare med Helga, Nials Datter.

280. Gaarden Skogar under Øfjældene østen for Holt.

281. En Gaard paa Solheimesand østen for Jøkelsaa.

282. Denne er ikke omtalt i det foregaaende, men er noget, Flose imidlertid havde bestemt.

283. Er vel det samme, som nu kaldes Sprengisand.

284. Nemlig Giftermaalshandelen.

285. En Gaard østen for Bredemarksand.

286. Det er siden blevet til et islandsk Ordsprog: Bjørn bagved Kaare.

287. Gaarden Skaal er tæt ved Skaftaa noget østen for Buland.

288. Man skulde tillyse Drabet paa den nærmeste Gaard.

289. Jætter, der just ikke vare bekendte som kløgtige Væsener; Thurs betyder ogsaa paa Islandsk en Taabe, en raa og udannet Person.

290. Altsaa ved Buland, hvor Skaftaa deler sig mod Øst og Sydvest.

291. Allerede den Gang var denne Egn altsaa udbrændt.

292. En Bakke, hvor der vokser vild Havre, der paa Islandsk kaldes Mel, den vokser endnu vild paa dette Strøg i det vestlige Skaftefjældssyssel og den østlige Del af Rangaavoldesyssel, og er bleven brugt paa nogle Steder til Føde.

293. En lille Gaard i Nærheden af Holt under Øfjældene, kendt af Fortællingen om Asolf den Kristne.

294. Nuværende Fairhill, den smukke eller venlige Ø. Den nævnes ogsaa i Orkneyinga Saga.

295. Kaldes i nogle Haandskrifter David. Paa Vesterøerne kom de bibelske Navne tidlig i Brug.

296. Kap. 90 kaldes hun Nereid. Grunden til denne Uoverensstemmelse synes at være den, at det følgende Stykke om Brianslaget er et Udtog af den Briansaga, der nævnes i Thorsten Side-Halsens Saga, som nu er tabt. Nialas Forfatter har nemlig kendt og brugt denne Saga. Fortællingen i Kap. 90 stammer derimod fra andre Kilder.

297. Konge i Dublin 953-981.

298. Brian residerede i Borgen Kinkora eller Kankora (Cean Corradh) i Herredet (Shiret) Clare.

299. Den stridbare. Denne Broder til Brian er som saadan uhistorisk.

300. Apostat.

301. Ukendt Person.

302. Langfredag.

303. Om dette forheksede Banner, der bragte enhver Sejr, som det vajede over, men enhver Fanebærer Døden, læses mere i Orkneyingasaga.

304. „Bær du selv din Ravn,“ staar der i Thorsten Side-Halsens Saga. Paa Banneret var der nemlig en flyvende Ravn.

305. Billedet er taget fra en tiggende Stakkel.

306. Rendegarn.

307. For at gøre dette og den følgende Sang mere forstaaeligt, bemærkes følgende: Den islandske Væv, der efter en anden Saga ogsaa brugtes i Danmark, kan ses i Nationalmuseet i København, medens en Afbildning findes i Olavii oeconomiske Rejse gennem Island, 2. Del Side 630. Væven var ikke som vor liggende, men staaende. Øverst var den befæstet til en Bom, fra hvilken Rendegarnet hang ned, Traad ved Siden af Traad imellem to lodret staaende Stænger. I disse var der øverst befæstet en Bom (kaldet rifr), der kunde drejes omkring, og naar denne drejedes om, viklede det færdig vævede Tøj sig omkring den. Denne Omdrejning skete naturligvis efterhaanden som et Stykke var færdigt, idet Islætten var slaaet ind i Rendegarnet, og derefter slaaet tæt sammen med Slagbordet; hvorpaa Vævningen atter blev fortsat nedad paa ny. Til at bringe Islætten ind i Væven eller Rendegarnet brugtes den saakaldte Vinde (vinda), den opvundne Islætsdukke, som blev stukken eller ført gennem Væven med Haanden; denne Vinde svarer da til det, vi nu kalder Skytten (eller Skyttelen), hvori Spolen ligger med den opvundne Islæt. For at slaa Islætten sammen, brugte man et Redskab, kaldet skeið, (oprindelig det Ord, hvoraf Ske eller Skede er kommet), der sædvanlig var af Hvalben, og havde et Haandfang, men for Resten saa ud som et kort but Sværd; jeg har med andre kaldt det Slagbord, da dette Ord udtrykker dets Bestemmelse. Længer nede, omtrent paa Midten af Rendegarnet, var andre Redskaber anbragte, som tjente til vekselvis at spænde Væven op og ned, nemlig tre runde Stænger og mere deslige, som gik tværs igennem Rendegarnet. Nederst var endelig Rendegarnet samlet i Bundter, og i Enden af dem hang Vægter eller Lodder, som tjente til at holde det hele udspændt. Saaledes at udspænde Rendegarnet kaldtes at kljaa (kljá), og de paahængte Vægter, der sædvanlig var rundagtige Stene, kaldtes Kljaastene (kljásteinar), uden hvilke Garnet ej kunde holde sig stift. Istedenfor disse brugtes ved denne Væv Mandshoveder; istedenfor baade Rendegarn og Islæt Mandstarme; istedenfor Slagbord Sværd, istedenfor den saakaldte hræll en Pil; hvilket alt viser, at disse Dele er passende valgte til at erstatte de sædvanlige Væverredskaber.

308. Wales.

309. Navnet Beruvig, der oftere forekommer, betegner ellers nuværende Berwick i det sydøstlige Skotland, norden for Floden Tweed; men det passer ej her med Sammenhængen, da Kaare kom fra Bretland eller Wales. Formodentlig menes der da her en Vig ved Cap Burrow i det sydvestlige Skotland (Wigtown Shire); thi norden for dette Forbjerg ligger Flækken Whithorn, forhen kaldet Candida casa, der maa være den Borg, som straks efter kaldes Hvidborg eller Hvitsborg.

310. Fra Italien igennem Helvetien og Tyskland. Se herom N. M. Petersens Haandbog i den gammelnordiske Geografi, S. 92 fgg.

311. Her er en Fejl i Tidsregningen. Erik Jarl forlod Norge for stedse i Aaret 1014. Olav den Hellige overvandt hans Broder Svend Jarl i Nesjeslaget paa Palmesøndag 1015. Da Flose kom tilbage fra sin Romerrejse, hvilket ikke kan have været før Sommeren 1015, maa Olav den Hellige allerede have været i Norge.

312. Vistnok den Kolben Flosesen, der var Lovsigemand 1066-71.