Bergbúa þáttr (sammendrag)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Bergbúa þáttr (Sammendrag)


Ved Guðbrandr Vigfússon
(Versene ved Finnur Jónsson)


Nordiske Oldskrifter,

udgivet af det nordiske Literatur-Samfund

Kjøbenhavn, 1860


Bonden Thord forvildede sig paa Veien til Kirken en Aften med en af sine Arbeidskarle. De traf en Klippehule, som de ikke før havde kjendt, og vovede sig ind. Thord gjorde Korsets Tegn i Mundingen af Hulen. Om Natten øinede de dybt inde i Hulen som to store Maaner. Dette vare Øine som tilhørte en Jætte. Denne Jætte sang en Sang (en Flok paa 12 Vers), med en forfærdelig Stentorstemme.

1. Der udgår larm fra jætten; de hældende klipper begynder at styrte; kun lidet herligt vil der være i den gamle jættes gamle stormbolig; der er gny, når den gråhårede hövding går over de mörke klipper; Halmund træder höjt med hældende fod under fjældenes gny.
2. Den mörke flamme udgår hårdt virkende fra skjoldenes bryder (jætten, mig); der er gny omkring den mörkladne mand; jeg lader de mörke gløder hurtig skyde i vejret; der bliver stöj foran jættens döre ved glødernes byge.
3. Mændene vil siden efter få bad i vand; vandene kommer meget varme over mændene; det (vandet) vælder op under en sten for menneskenes skare; den brændende ild vil ikke være bedre for mændene, hvor de befinder sig glade (uden at vænte ulykke).
4. Store klipper rævner og hårde fjældhvalv, og fjældtindernes landborg (fjælde og jord) bevæges; mange mennesker omkommer da; der var for kort tid siden en susen omkring elvens sal (fjældene); jeg skrider over elven (?); men desto flere den slags mænd glæder sig ved alt (?).
5. Det suser i de tunge sten .... (uforståeligt: elvens?); mændene betragter det endnu som et under, at jöklerne brænder; dog vil manden opleve et langt större under på Island, hvoraf der vil opstå fare.
6. De mørke klipper springer; stormen suser om fjældsiderne; underligt grus begynder at løftes op af jorden; mange jætter vil leve op; himlen rævner da; det mulmer til regn; regnen vil styrte ned, för verden synker.
7. Jeg træder af det ene fjæld på det andet som fra tofte til tofte; jeg drager ofte skjult afsted; jeg begiver mig i en fart nordpå nordligere ned i den tredje verden; sit skæg bærer han ofte mørk, han som ængstes ved min ankomst til Elivåge; jeg ypper strid med jætten (Surt?).
8. Vi var alle sammen i mörkets verden; jeg sörgede for det således at ....duede (hjalp); vi nød (godt af) de gærninger; det er et under (uvist), hvad han vilde love mig ...., dersom jeg dog kom derhen til den stærke ....
9. Man bragte mig den gråskæggede af jætteslægt som død derovrefra fra drabet; man kan vente örnen; men jeg sendte jætten en stærk, jærnforsynet stenbåd, let at kende af stavnens billedrige plovgrene (?).
10. Den stærke Tor volder menneskenes ulykke; man siger, at det er os lidet ondt at strides med ham; han er fældet som brænder jöklerne; klippernes familje er forminsket (og bragt) ned i den sorte Surts skare ned i den brændende ild; det er ikke uden grund, at jeg er foroverböjet.
11. Jeg farer mellem verdnerne, som var det nyfalden sne; meget er mörkt (?); jorden rævner, ti jeg siger, at Tor endnu (engang) kom således derhen; jeg selv, bjærgalven, er bred at se under öjnene; jeg bevæger stærkt mine öjne; det er stor sorg, at jeg farer så vide.
12. Jeg har ene et hus i lavalandet; mænd har sjælden besøgt mig för; jeg var aldrig flink til at underholde folk; I to, mænd, skal lære flokken, ellers vil eders straf blive stor; endnu er digtet ikke tilstrækkeligt (godt eller langt?).

Dette gjentog sig tre Gange om Natten. Siden gryede det af Dag. Thord huskede Digtet, men Karlen ikke et Ord. Den samme Dag næste Aar døde Karlen, men Thord skete intet Ondt; dog flyttede han sin Gaard nærmere Kirken, end den før havde været. Hulen var et Blændværk, som han aldrig saae før eller senere.