Den grönlandske Sang om Atle
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
Heimskringla Reprint
Den ældre Edda
Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870
1.
Vidt spurgtes Rædsler,
da de vældige fordum
Samråd holdt
og sluttede Forbund.
Ofte i Löndom de mødtes,
men til Undergang blev det
for dem og for Gjukes Sönner,
som med Svig de besnæred.
2.
Fyrsternes Død de voldte
(dog var det Uret).
Ilde gik det for Atle,
skönt Kløgt han ejed.
En stor Støtte han fælded;
hårdt han stred mod sig selv.
Brat sendte han Bud,
at Brødrene skulde komme.
3.
Vis var Husfruen;
sit Vid hun øved.
Til Ordene hun lytted,
som i Lön blev talte.
Vanskeligt for den vise
var det at hjælpe.
Budene gik til Søs;
selv kunde hun ej fölge.
4.
Runer hun risted,
men Vinge dem retted,
för han dem afgav
(ondt han forvoldte).
Siden fore
Atles Sendemænd
ad den grenede Fjord,
hvor de gæve bygged.
5.
Glade blev de,
Bål de tændte,
da de udsendte kom;
ondt de ej aned.
Gaverne tog de,
Som de gæve dem sendte.
På Söjlen de dem hængte;
ej Svig de vented.
6.
Der kom da Högnes
Hustru Kostbera;
den höviske Kvinde
Budene hilsed.
Glad var og Glømvör,
Gunnars Hustru.
God Skik hun kendte,
sörged for Gæsternes Tarv.
7.
De indbød Högne;
søgte Helten at lokke.
Svigen var åbenbar,
om Agt de havde givet.
Gunnar vilde fare,
hvis Högne vilde følge,
og Högne bifaldt,
hvad Broderen råded.
8.
Ædle Kvinder bar Mjød;
Måltidet var gæstfrit.
Drikkehorn gik rundt,
til de nok havde drukket. -
Gunnar og hans Viv
gik til Hvile efter Tykke. -
9.
Berömt var Kostbera;
Runer kunde hun råde.
Hun læste Skriften
ved Ilden den lyse.
Vogte måtte hun Tungen
vel i sin Mund;
Tegnene var vildsomme
og tunge at råde.
10.
Siden ginge Högne
og hans Hustru til Lejet.
Der drömte den ædle Kvinde,
og ej hun det dulgte.
Den vise talte
til Fyrsten, da hun vågned:
11.
"Du vil rejse, Högne!
Mit Råd du agte!
Få ere fuldkloge.
Opsæt du Færden!
Jeg råded de Runer,
som din Søster risted;
ej har den lyse
indbudt dig dennesinde.
12.
Ét undrer mig mest;
end kan jeg ej fatte,
hvordan den vise
så vildt kunde riste.
Thi så var der skrevet,
som skulde det vorde
eder begge til Bane,
om brat I kom;
men et Tegn er ladt ude,
hvis ej andre det volde."
Högne.
13.
"Alle Kvinder er onde;
mit Sind er et andet;
ej søger jeg Svig,
når ej Gengæld skal øves.
Med Guldets Glød
vil den gæve os smykke.
Aldrig jeg ræddes,
om end Rædsel vi høre."
Kostbera.
14.
"Snublende ville I gå,
hvis didhen I stunde.
I gå ej dengang
til gæstfrit Gilde.
Jeg drömte, Högne!
Jer dølger det ikke.
Uheld jeg rammer.
Svart jeg ræddes.
15.
Om dit Lagen mig tyktes
Ild at lege,
höj Lue at bryde
gennem Husets Længer."
Högne.
16.
"Her ligge Linklæder,
som lidet I agte.
Let kunne de brænde,
hvor du Lagenet så."
Kostbera.
17.
"En Björn; tyktes mig, var kommen herind,
som Bjælkerne brød;
sine Labber den rysted,
så vi ræddedes alle.
Den slæbte os i sin Mund;
vi mægted intet.
Vi brødes og kæmped,
som bedst vi kunde."
Högne.
18.
"Et Uvær vokser;
snart vildt det raser.
En Hvidbjörn det dig tyktes,
men var en Regnstorm fra øst."
Kostbera.
19.
"En Örn tyktes mig flyve
ind gennem Huset;
det bliver så stor en Kvide;
den stænked os alle med Blod.
Atle mig tyktes
i Fugleham true."
Högne.
20.
"Vi slagte ivrigt;
og skue Blod.
Ofte betyder det Øksne,
når om Örne man drömmer.
Rent er Atles Sind,
hvad du så ser i Drömme."
Dermed de tav;
Talen stanser.
21.
De ædelbårne vågned;
deres Ord var lig hines.
Glømvör mente,
At Drömmene ej var gode.
Gunnar håbed at vandre
begge Veje.
Glømvör.
22.
"Mig tyktes, at en Galge var rejst,
og du gik at hænges,
og Orme åd dig,
skönt end du leved,
og Ragnarok kom.
Råd du nu Drömmen.
23.
Et blodigt Sværd, mig tyktes,
droges ud af din Skjorte;
en ond Dröm det er
sin Ægtemand at sige.
Mig tyktes et Spyd
at stå dig gennem Midjen,
og Ulve hyled
ved begge Ender."
Gunnar.
24.
"Det er Hunde, som rende
og höjt monne gø.
Ofte betyder Hundeglam
Spydenes Uvær."
Glømvör.
25.
"En Å tyktes mig løbe
ind gennem Huset;
den brusede vildt,
over Bænke sig styrted
og bred begge
jer Brødres Fødder.
Vildt fór Vandet frem.
Det varsler noget.
Gunnar.
26.
"Agre bølge,
hvor Å du skued.
Avner fatte Fødderne,
når over Agren vi gå."
Glømvör.
27.
"I Nat tyktes mig komme
døde Kvinder
i prægtig Dragt
for dig at vælge,
for brat dig at byde
til deres Bænke.
Forvist have Diserne
vendt sig fra dig."
Gunnar.
28.
"For sent det er at tale,
da så det er besluttet.
Ej undgå vi Rejsen,
da vi agte den at göre.
Kan vel være, at vort Liv
ej langt skal vorde."
29.
I årle Lysning
var alle på Færde.
Rask de sig rejse;
Råd de ej agted.
Fem var de i Følge,
og med dem fore
Huskarle ti
(ilde var det betænkt).
Der var Snævar og Solar,
Högnes Sönner;
Skjoldbæreren Orkning
endnu dem fulgte;
han var Beras
trofaste Broder.
30.
De prude Kvinder fulgte,
til Fjorden dem skilte;
de ønsked, at de blev,
men Ord blev ej ændset.
31.
Gunnars Hustru
Glømvör talte
det Ord til Vinge,
som hun agted at sige.
"Ej ved jeg, om I lönne
os efter vor Vilje;
ond er Gæsts Ankomst,
når Ulykke sker."
32.
Med Eder Vinge
alt ondt sig ønsked:
"Gid Jætter ham eje,
hvis for eder han löj;
gid Galgen ham få,
hvis Fred han agted at bryde."
33.
Bera sagde,
blid i Sinde:
"Sejler med Lykke
og vinder Sejr!
Det gå, som jeg ønsker.
Nægt ej den Bön."
34.
Högne svared
sine Slægtninge venligt:
"Trøst jer, vise Kvinder!
hvad der end sker.
Så tale mange;
dog er der megen Forskel.
Mangen ændser kun lidt,
med hvad Hilsen fra sin Arne han farer."
35.
Så så de til hinanden
og gik hver til sin Side.
Der deltes deres Skæbner;
deres Veje skiltes.
36.
Med Magt de roede,
så Kølen revned;
de böjed sig baglæns,
slog Bølgen med Iver;
Remmene gik sender
og Toldene splintredes.
Ej fæsted de Skibet,
da fra det de ginge.
37.
Lidet derfra
(det lider mod Enden)
et Bo så de stande,
som Budle åtte.
Höjt braged Hegnet,
da Högne banked på.
Da mælte Vinge et Ord,
som han ej skulde sagt:
38.
"Iler fra Huset!
Ilde er det at gå nær.
Brat har jeg fanget jer;
nu skal I fældes.
Med fagre Ord jeg indbød,
men Falskhed var derunder.
Eller tøv nu her,
mens en Galge jeg tømrer."
39.
Det Ord sagde Högne
- ej blev han småmælende;
intet han ændsed,
når han agted at handle -:
"Tro ej, du os skræmmer.
Tænk sjælden på sligt.
Hvis et Ord du knyr,
vil din Kval forlænges."
40.
Så hugged de Vinge
og til Hel ham sendte;
med Økser de ham slog,
sålænge hans Ånde gisped.
41.
Atles Hær flokkedes;
Brynjer de aksled.
Frem de gik;
Gerdet var i Midten.
Alle var vrede,
og Ord de veksled:
"Alt længe vi agted
jert Liv at røve."
42.
"Ej ser det ud til,
at alt I betænkte.
End er I ej rede.
En har vi fældet
og sendt slagen til Hel;
til jer Hær han hørte."
43.
Til Harme de hidsedes;
da de hørte sådant,
fattede Spydets
Rem med Fingre
og skøde skarpt,
mens med Skjold de sig dækked.
44.
Ind kom da Bud
om hvad ude skete,
Höjt Trællen hørtes
i Hal det forkynde.
45.
Vild blev da Gudrun,
da Ve hun hørte.
Af sin Hals hun rev
de rige Smykker
og slynged Sølvet,
så Ringene brast sönder.
46.
Ud hun gik,
stödte Dörene op
(ej hun frygted)
og de fremmede hilsed;
sendte Nivlunger
sin sidste Velkomst.
Sandt hun det mente.
End sagde hun dette:
47.
"Fra Hjemmet jeg råded
jer ej at rejse,
men ej tvinger man Skæbnen.
Her mödes vi skulle."
Forlig vilde den kloge
Kvinde mægle,
men de agted det ej;
nej svared de alle.
48.
Den ædle skued
den skarpe Sværdeleg.
Kæk i Sinde
Kappen hun slængte
og slog med draget
Sværd for Slægtninge.
Hård var hun i Kampen,
hvor med Hånd hun ramte.
49.
To Mænd dræbte
Gjukes Datter,
hug til Atles Broder,
så han bort måtte bæres
med afhugget Fod;
sådan frem hun fór.
50.
Til en anden hun hug,
så han ej sig rejste.
Til Hel hun ham sendte;
ej skjalv hendes Hænder.
51.
Kampbulder vaktes.
Vide det spurgtes
fremfor al anden Død,
som Gjukunger øved.
Så monne Nivlunger,
mens selv de leved,
til Sværdkamp stævne,
mens Brynjer sledes,
og kløve Hjelme
som kække Kæmper.
52.
Mest de kæmped om Morgenen
til Middag led,
fra årle Gry
til op ad Dagen.
Slaget var endt;
Sletten flød med Blod.
Atten var faldne.
Atles Mænd slog
to Sönner af Bera,
dertil hendes Broder.
53.
Vred i Sind
tog den stærke til Orde:
"Ondt er det Skue,
som I har voldet;
tredive kampglade
Kæmper var vi;
elleve er i Live.
Ej lidt vi led.
54.
Fem Brødre vi var,
da vi Budle misted.
Nu er Hælvten hos Hel;
to ligge hugne.
55.
En Ædling jeg ægted;
ej jeg det skjuler,
du Ulykkeskvinde!
men ej blev det mig Glæde.
Fred havde vi sjælden,
siden vor Frue du blev.
Mine Frænder blev slagne;
for Gods blev jeg svegen;
min Søster til Hel I sendte;
den Sorg, er den störste."
Gudrun.
56.
"Siger du så, Atle!
Sligt har du gjort:
min Moder du myrded,
thi meget hun ejed;
min gæve Slægtning
i Hulen du sulted.
Latterligt det mig tykkes,
når om Uret du taler.
Guderne jeg takker,
når det går dig ilde."
Atle.
57.
"Jeg egger eder, Jarler!
til at øge den stolte
Kvindes Smerte.
Sligt gad jeg skue.
Jammer og Ve
skal I Gudrun volde.
Gammen det er mig,
om hendes Glæde er liden.
58.
Skær nu Högne
med Kniven den skarpe;
skær Hjertet ud;
skynder jer alle.
Bind til Galgen
den bistre Gunnar.
Så skal det være!
Lad Slangerne komme."
Högne.
59.
"Gör, som dig lyster!
Glad jeg det venter.
Værre Ting har jeg prøvet,
thi skal Modet ej vige,
Hård var jer Kampen,
da end vi var hele,
men nu er vi sårede,
så du selv får råde."
60.
Mælte da Bejte,
Atles Mand:
"Lad os tage Hjalle
og skåne Högne.
Det bliver halvgjort Værk.
Han er værd at dø;
ej han lever så længe,
at en lumpen Svend han jo kaldes."
61.
Ræd blev Kedelsvenden
og rendte sin Vej;
i Krogene angest
ind han krøb,
Ilde han tyktes om Striden,
når han selv skulde bøde,
og tungt det ham syntes
fra sine Svin at dø
og fra al den Mad,
som han forhen ejed.
62.
Så tog de Budles Kok,
og Kniven de svang.
Den usle hyled,
för Odden han følte.
Han vilde gøde
Haverne godt
og slide og slæbe,
når han blot fik slippe.
Glad vilde han være,
når blot Livet de ham gave.
63.
Da tog Högne til Mæle
(så gör ej mange)
og bad, at Trællen
af Trængsel måtte slippe:
"Mig falder det lettere
med sådan Leg.
Hvi skal vi høre
på denne Hylen?"
64.
Da greb de Fyrsten.
De gæve Helte
ej mer at forhale
Gerningen mægted.
Da lo Helge;
Heltene hørte det.
Helt vel han kunde
de Kvaler tåle.
65.
Gunnar tog Harpen,
og Kvinderne græd
ved Harpeslaget;
med Tå han slog den.
Mændene klaged,
som Klangen hørte.
For Gudrun han sang,
så Bjælker sprang sønder.
66.
Der døde de gæve
tidligt på Dagen.
Deres Manddom leved
til Livets Ende.
67.
Stor tyktes sig Atle,
da han steg over Ligene,
og talte bittert til den vise
Viv om sin Gerning:
"Det er Morgen, Gudrun!
Du har mistet dine Venner.
Selv mest du volder,
at sådan det gik."
Gudrun.
68.
"Om Manddrab, Atle!
med Glæde du melder,
men Anger vil komme,
för alt du får prøvet.
Den Arv dig venter
(det vil jeg dig sige),
at ondt hos dig dvæler,
til jeg er død."
Atle.
69.
"Det kan vel ændres;
jeg ved et andet Råd,
som er engang så godt;
men man er ofte stivsindet.
En Tærne jeg dig skænker
og skönne Smykker,
det snehvide Sølv,
som selv du vil det."
Gudrun.
70.
"Sone kan ej ventes.
Nej jeg siger.
Forlig har jeg brudt
For mindre Brøde.
For tyktes jeg vild;
nu bliver jeg værre.
Roligt jeg led,
mens Högne leved.
71.
I ét Hus
er op vi fostret;
mangen Leg vi leged;
i Lunden vi voksed.
Grimhild os smykked
med Guld og Halsbånd.
Aldrig du mig bøder
for Brødres Bane;
ingen Gave du giver,
så Sorgen jeg glemmer.
72.
For Mændenes Vold
må Kvinder vige;
Løvkronen kues,
når Kvistene visne;
Træet må rave,
når Roden kappes.
Ene må du, Atle
råde for alt."
73.
Tåbelig Kongen
trode Kvinden;
klar var hendes Falskhed,
om klog han havde været.
Lumsk var Gudrun;
listelig hun talte
og lod som intet,
leged med tvende Skjolde.
74.
Til Gravøl hun bød
for de døde Brødre,
og ligervis Atle
for sine Slægtninge alle.
75.
Ordskiftet endtes.
Alt var beredt.
Meget prægtigt
var det festlige Møde.
Vild var den stolte
i Strid med Budles Æt.
På rædsom Hævn
mod sin Herre hun tænkte.
76.
Hun lokkede Börnene
(med Stok de leged);
ej græd de raske,
skönt Angest greb dem.
De fór i Moderens Favn
og spurgte, hvad hun mente.
Gudrun.
77.
"Spörg ej om det.
Jeg vil dræbe jer begge.
Alt længe mig lysted
jert Liv at øde."
Drengene.
"Offre da dine Börn.
Ingen det hindrer,
men kort vil Vreden hvile,
hvis du det vover."
78.
Den vilde Moder
Børnene myrded;
ilde hun handled;
deres Hals skar hun Over.
Da spurgte Atle,
da han ej dem så,
om Gutterne vare
gangne at lege.
Gudrun.
79.
"Nu agter jeg dristig
til Atle alt at sige.
Grimhilds Datter
vil intet dig dølge.
Mindst vil det dig glæde
når grant du det kender.
Stor Ve du voldte,
da mine Brødre du vog.
80.
Sjælden jeg sov,
siden de dræbtes;
hårdt jeg dig trued;
mindet dig har jeg nu.
Hvad om Morgenen du mig sagde,
det grant jeg mindes;
nu er en Aften kommet,
da du nyt skal spørge.
81.
Du har mistet dine Sönner,
som mindst du skulde.
Du ved, at deres Pander
dine Drikkehorn vare,
og blandet jeg har
deres Blod i Drikken.
82.
Jeg tog deres Hjerter
og på Ten dem stegte.
Jeg gav dig dem, kaldte
dem Kalvehjerter.
Du ene det volder.
Intet du levned.
Lystent du tygged,
på Tænderne stoled.
83.
Nu ved du Börnenes Skæbne.
Få ønske den værre.
Min egen Lod jeg volder;
lystelig er den ikke."
Atle.
84.
"Grum var du, Gudrun!
at sligt du kunde göre,
at blande Börnenes
Blod i min Drik.
Slægtninge slog du,
som sidst du skulde;
mig selv har du voldet
Ve på Ve."
Gudrun.
85.
"End havde jeg Lyst
dig Livet at röve;
slig Drot kan aldrig
få nok af ondt.
Du havde först övet
en Rædsels Dåd,
hvortil Mænd ej vidste
Mage i Verden.
Nu har du end bedrevet,
hvad vi nylig hörte,
en grufuld Gerning
og drukket eget Gravöl."
Atle.
86.
"Med Sten skal du slås,
og på Bål skal du brændes;
da har du Opnåt,
hvad altid du önsker."
Gudrun.
"Agt du slige Sorger
årle om Morgenen;
en bedre Død skal mig lede
til et andet Lys."
87.
De sad sammen i Bo,
men med hadefuldt Sind.
Hadske Ord de veksled;
ej hued dem deres Skæbne.
Nivlungs Harme vokste;
på Hevndåd han tænkte.
For Gudrun han røbed,
at han var Atle gram.
88.
Da måtte hun tænke
på Högnes Trængsler
og priste Nivlung,
om han Hevn kunde nå.
Da blev Atle slagen;
ej de tøved.
Högnes Sön slog ham
og selve Gudrun.
89.
Den kække tog til Orde;
op fór han af Sövne,
da han Sårene fornam
(for sent var det at forbinde):
"Sig mig nu Sandhed?
Hvo slog Budles Sön?
Det er ude med mig;
nu går Livet til Ende."
Gudrun.
90.
"Grimhilds Datter
vil intet dig dølge.
Jeg voldte, at dit Liv
nu lider mod Enden,
og Högnes Sön,
at af sår du er mødig."
Atle.
91.
"Et Drab har du øvet;
Uret har du begåt.
Ondt er det at svige
den Ven, som intet frygter.
92.
Man bad mig drage ud
og bejle til Gudrun.
Som Enke du sad;
stormodig man dig kaldte,
og ej var det löjet;
vi lærte dig at kende.
Hjem drog du med mig
med en Hær af Mænd.
93.
Med prægtigt Følge
fore vi dengang.
Der var en herlig Skare
af ædle Helte,
meget Kvæg
til rigeligt Måltid,
Mængde af Gods,
thi mange yded.
94.
I Køb jeg gav den ædle
kostbare Skatte,
tredive Trælle,
syv Trælkvinder gode,
(sligt var vel prægtigt)
og end mer af Sølv.
95.
Men alt dig tyktes,
Som om intet det var,
når du ej ejed de Lande,
som Budle efterlod.
Med List har du det maget,
at min Lod jeg ej fik.
Ofte har min Moder
fældet modige Tårer.
Efter det Bryllup
var ingen af os glad."
Gudrun.
96.
"Nu lyver du, Atle!
men jeg agter det föje.
Sjælden var jeg venlig.
og du gjorde mig værre.
Med de unge Brødre du stredes;
Splid var her altid.
Til Hel vandred
din halve Slægt,
og alt blev ødet,
hvad af godt vi ejed.
97.
Trende var vi Søskende
med trodsigt Mod.
Vi fore af Lande
og fulgte Sigurd.
Så stod vi tilhavs;
hver styred sit Skib.
Lykken lod vi råde
og kom til østlige Lande.
98.
Kongen vi dræbte.
Land vi os kåred.
Herser os adlød;
ej andet de voved.
Fra Skov vi førte
den, som vi Frelse vilde give;
den gjorde vi sæl,
som ej selv det mægted.
99.
Den hunske Helt døde;
brat svandt mit Held.
Hårdt var det for den unge
at hedde Enke,
en Kval for den levende
at komme til Atle.
För ejed mig en Helt;
usselt var Byttet.
100.
Aldrig det rygtedes,
når fra Thinge du red,
at din Sag du forfulgte
og sejred over andre.
Altid gav du efter,
holdt aldrig dit Ord
og tied til sligt,
Som en Konge ej sömmed."
Atle.
101.
"Nu lyver du, Gudrun!
Lidet det bøder
på vor onde Skæbne;
det er ude med os alle.
Vær god, Gudrun!
Giv mig dit Ord,
at du vil sörge for vor Ære,
når ud jeg bæres."
Gudrun.
102.
"En Knor vil jeg købe
og en malet Kiste
og svøbe dit Lig
i Voksdugs Lagen,
sörge for hvert,
som om Venner vi vare."
103.
Et Lig blev da Atle
og øged Slægtninges Sorg.
Den ædle Kvinde.
holdt alt, hvad hun loved.
Gudrun agted
sig Døden at give,
måtte dog leve
mange Dage.
104.
Sæl er hver den,
som føder en sådan
Helteætling,
som Gjuke avled.
I alle Lande
skal Rygtet leve,
hvor Folk høre Sagnet
om hines Fjendskab.
Noter:
1. Her tales om Atle og hans Venner, der efterstræbe Gjukes Sönner.
2. Den Støtte, Atle fælder, er Gunnar og Högne. Drabet på dem volder hans egen Død.
4. Vinge, dvs.: Sendebudet.
21. De ædelbårne, dvs.: Gunnar og Glømvör.
At vandre begge Veje, dvs.: frem og tilbage. Han vented at komme godt fra Rejsen.
56. Om de Gerninger, Gudrun her tillægger Atle, vides ellers Intet.
60. Halvgjort Værk, nemlig forsåvidt som de ikke helt adlød Kongens Befaling.
87. Denne Nivlung skal være en Sön af Högne. Hvorledes han kan være tilstede her, er ikke klart.
94. Den ædle, dvs.: Gudrun.
98 "Fra Skov vi førte den, som vi Frelse vilde give", dvs.: Folk, der levede som forfulgte fredløse i Skovene, førte vi til deres Hjem.
102. Knor, en Art Skib.
