Fortælling om Thorstejn Oxefod

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, A.M. 562b, A.M. 562c, A.M. 563b, A.M. 552h.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 3


Fortælling om Thorstejn Oxefod


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827



1. Kapitel

Der var en Mand ved Navn Thord Skegge, som tog Land i Besiddelse i Lon norden for Jøkulsaa mellem denne og Lonshede, og boede i Bø i ti Vintre; men da han drog til sine Højsædessøjler (1) i Lejrevaag neden for Heden, solgde han sine Jorder til Lavmanden Ulfljot, som da kom ud til Lon. Ulfljot var en Søn af Thora, Ketil Hørdekaares Datter; Ketil igjen var en Søn af Aslak Bisrekaare, Unar Arnar-Hyrnas Søn. Da Ulfljot var næsten 60 Aar gammel, drog han til Norge, og var der i tre Vintre. Da gav han og hans Morbroder Thorlejf Spake den Lov, som siden kaldtes Ulfljots Lov; og da han kom ud, blev Althinget oprettet, og alle Folk her i Landet havde siden een Lov. Det var Begyndelsen paa den hedenske Lov, at ingen maatte have et Skib med Hoved paa i Søen, og om de havde det, skulde de aftage Hovedet, inden de kom Landet saa nær, at de kunde sees fra det, og ikke sejle til Landet med gabende Hoved eller opspærret Svælg, saa at Landvætterne kunde blive stræmmede. En Ring, som vejede to Ører (2) eller mere, skulde ligge paa Alteret i hvert Hovedtempel; denne Ring skulde hver Offerpræst have paa Haanden i alle de Rettergangsthing, som han selv skulde holde, og væde den i Blodet af det Offernød, som han der selv ofrede. Enhver, som havde nogen Sag der for Retten, skulde først aflægge Ed ved denne Ring, og udvælge sig to eller flere Vidner: “Eder udnævner jeg til Vidner derpaa,” skulde han sige, “at jeg sværger Ed ved Ringen, Ed efter Loven, hjælpe mig nu Frey og Njord og den almægtige Ase, saa sandt som jeg nu skal denne Sag forfølge eller forsvare, eller føre Vidne eller selv vidne eller Domme dømme, saaledes som jeg veed det at være rettest og sandest og mest overeensstemmende med Loven, og følge Retfærdighed i alle Sager, som blive underlagte min Kjendelse, medens jeg er paa dette Thing.” Da blev Landet inddeelt i Fjerdinger, og der skulde være tre Thing i hver Fjerding, og tre Hovedtempler i hvert Thinglaug. Der bleve Mænd udvalgte til at passe Templerne efter deres Klogskab og Retfærd; de skulde udnævne Dommerne paa Thingene og styre Sagernes Gang; derfor bleve de kaldte Goder (3); enhver skulde ogsaa betale Afgift til Templet ligesom nu Kirketiende. Bødvar den Hvide fra Vørs i Norge byggede først Gaarden Hof, og rejste der et Tempel, og blev Tempelforstander; hans Søn var Thorstejn; dennes Søn igjen Hall paa Sida. Thorer den Høje tog Land i Besiddelse i Krossevig norden for Rejdefjord; derfra nedstamme Krosvikingerne.


2. Kapitel

Om Freystejn

Paa Krossevig boede en Mand, som hed Thorkel Gejterssøn; han var en overhaands stærk og haardfør Mand, og ansaaes for at være meget forvoven. Han var ikke gift, da det, som her skal fortælles, foregik. Han havde en Søster, ved Navn Orny, som voxte op hos ham. Hun var en særdeles smuk Kvinde, og overgik alle i Kunstfærdigheder, dog var der en stor Mangel ved hende, hun havde nemlig intet Mæle, og saaledes var hun født; disse Sødskende elskede hinanden meget. Thorkel havde en Træl ved Navn Freystejn, som var Udlænding baade paa fædrene og mødrene Side; han var hverken hæslig, eller slem at komme til Rette med som andre Trælle; men i det Sted var han gjæv og god at omgaaes, samt smukkere næsten end hvert andet Menneske; derfor blev han kaldt Freystejn den Fagre. Der var nu en Mand ved Navn Krum; han boede paa Krumsholt; denne Gaard er nu øde; han var en Søn af Vemund, hvis Fader Asbjørn var Krum den Gamles Søn. Krum den Gamle flyttede med sine Sager fra Vørs til Island; han tog land i Besiddelse paa Hafrenæs ind til Thernanæs og alt, hvad der laa udenfor, baade Skrud og andre udenfor beliggende Øer, og ind paa den anden Side af Thernanæs. Krum den Unge var gift med Thorgunna, en Datter af Thorstejn, en Søn af Veterlide, Søn af Asbjørn, en anseet Mand paa Bejtsted, Søn af Olaf Langhals, Søn af Bjørn, Søn af Rejdar. Thorgunna var en viis Kvinde, ikke meget vennesæl, kyndig i mange Ting, ikke smuk, men troldkyndig, meget stivsindet, men dog ustadig. Krum var ikke meget anseet; der var stor Forskel paa disse Ægtefolks Alder. Thorgunna var voxen, den Gang dette Æventyr tildrog sig; de havde ingen Børn, om hvem man har Fortællinger.


3. Kapitel

Ivar Ljome kommer til Island

Der var en Mand, ved Navn Styrkar, en Søn af Endride Rejdarssøn. Rejdar og Asbjørn, Fader til Jærnskegge paa Yrje, vare Brødre; deres Søster var Oløf, der var gift med Klyp Herse, som dræbte Kong Sigurd Slefa. Deres Broder var Erling, en mægtig Herse paa Hørdeland; Erling havde en Søn, som hed Ivar, den skjønneste af alle Ynglinger til den Tid i Hørdeland; derfor blev han kaldt Ivar Ljome; han overgik enhver anden i Færdigheder, og var saa ærgjerrig, at han næppe kunde taale, at nogen vilde kappes med ham i Tale eller Gjerning. Han var i lang Tid ugift, fordi han ingensteds kunde finde en Kvinde, der var ham god nok; han opholdt sig længe hos sin Frænde Styrkar paa Gimsar i Throndhjem. Denne Styrkar var Ejnar Tamberskælvers Fader; somme sige ogsaa, at Styrkars Fader Endride og Endride Ilbrejds Fader Asbjørn vare Brødre. Der var længe stor Kjærlighed mellem Frænderne Styrkar og Ivar. Ivar var længe paa Handelsrejser baade til England og Danmark. En Sommer drog han paa en Handelsrejse til Island, og landede i Gøtevig i Østfjordene. Thorkel Gejterssøn red ned til Skibet, og bød Skipperen hjem til sig med saa mange Mænd, som han vilde tage med. Ivar takkede ham derfor, og sagde, at han vilde modtage hans Indbydelse. Ivar drog da til Krossevig selv femte, og opholdt sig der om Vinteren. Han var en meget munter og gavmild Mand. En Dag gik Thorkel nu til sin Søster Orny, og sagde hende, at Skipperen var kommen hjem til dem; “Jeg ønsker, Frænke!” sagde han, “at du vil opvarte ham i Vinter, thi de fleste andre ere her i Arbejde.” Orny ristede Runer paa en Kjævle (4), thi hun kunde ikke tale; Thorkel tog ved og saae paa den, der stod saaledes: “Jeg har ikke Lyst til at opvarte Skipperen, thi jeg har en Anelse om, at om jeg tager mig for at opvarte Ivar, vil det lede til meget Ondt.” Thorkel blev meget vred, da Orny undslog sig, og da hun saae det, stod hun op og gik ind, og begyndte at opvarte Ivar, og det holdt hun ved med om Vinteren, men da Tiden løb hen, saae man, at Orny maatte være frugtsommelig, og da Thorkel mærkede det, spurgde han Orny, hvorledes det forholdt sig med hende, om hun var med Barn, og hvo der havde det med hende. Orny ristede da igjen Runer, som indeholdt dette: »Ej har Ivar bedre lønnet dig for sit Vinterophold her end saa, at han er Fader til det Barn, som jeg gaaer med.” Orny faldt da i en stærk Graad, og Thorkel gik bort. Vinteren forløb nu, og da Vaaren begyndte, lod Ivar sit Skib i Gøtevig sætte i Stand, og da det var færdigt, beredte Ivar sig til at drage bort fra Krossevig med sine Mænd. Thorkel red paa Vejen med Ivar, og da de havde redet en Tid, henvendte han sig til Ivar, og sagde: “Hvad Beslutning tager du, Ivar! med det Barn, som du har med min Søster Orny? vil du gjøre saa vel, at du ægter hende, og jeg vil da give hende saa stor en Medgift, at du kan have Hæder deraf.” Ivar blev meget vred og svarede: “Et slet Udbytle havde jeg da haft af min Rejse til Island, om jeg skulde have din stumme Søster; anseeligere og fornemmere Kvinder havde jeg kunnet faae hjemme i Hørdeland eller andensteds i Norrig; og du tør ikke at udlægge mig for Fader til det Barn, som din Søster har med dine Trælle; du har ved din Beskyldning tilføjet mig en stor Beskæmmelse.” Thorkel svarede: “Vil du ikke tilstaae at være Fader til Ornys Barn, og forhaane baade mig og hende ved dine Ord, skal du selv komme til at fortryde det; jeg har ikke førhen taalt saadan Forhaanelse af nogen.” Ivar hug da til Thorkel, Hugget traf ham paa Foden og gjorde et stort Saar. Thorkel trak da ogsaa sit Sværd, og hug til Ivar, men denne undreed, og Hugget traf paa Hestens Fod, saa at det tog den af. Ivar sprang da af Hessen, og løb efter sine Kammerater, men Thorkel red hjem til Krossevig. Anden Dagen efter samlede Thorkel Folk, og red til Gøtevig med tredive Mænd, men da han kom der, havde Ivar trukket Bryggen op; Vinden stod fra Land, og de sejlede saaledes ud i rum Sø, og fortsatte Rejsen uden Ophold, til de kom til Norge, og de droge da hjem til Hørdeland, og opholdt sig der i Rolighed. Thorkel red hjem til Krossevig, og var ikke vel tilfreds med det Forefaldne, thi han havde aldrig faaet nogen større Beskæmmelse, end denne hele Sag forvoldte ham.


4. Kapitel

Thorstejn Oxefod fødes

Midt om Sommeren eller lidt efter fødte Orny et Barn; det var et Drengebarn saa stort, at man tyktes ikke at have seet større nyfødt Barn. Det blev Thorkel sagt, at hans Søster var bleven forløst med det Barn, som Ivar Ljome havde med hende. Da Thorkel hørte dette, blev han forfærdelig vred, og sagde, at Barnet skulde udsættes; det var i den Tid Lov, at fattige Folk kunde udsætte deres Børn, om de vilde, men det blev dog ikke anseet for vel gjort. Thorkel lod Trællen Freystejn kalde, og bad ham ombringe Drengen, men han undslog sig, indtil Thorkel truede ham med sin Vrede. Thorkels Fader Gejter var just den Tid til Huse hos sin Søn; han talte om, at Drengen ikke maatte udsættes, og sagde, at han havde Anelse om, at denne Dreng vilde blive en drabelig Mand, om han kom til at beholde livet. Thorkel var saa rasende, at han ikke vilde høre det, og sagde, at intet andet skulde skee, end at Drengen skulde udsættes. Freystejn gik nu, skjønt Nødig, til Orny, tog Drengen og gik ud med ham til Skoven; han svøbte Drengen i et Klæde, og lagde ham et Stykke Kjød i Munden. Han gjorde en Udhuling under Rødderne paa et Træ, hvori han lagde Barnet vel indpakket, og forlod det saa. Siden gik han hjem, og fortalte sin Huusbonde, at han havde sørget for Barnet. Denne var vel tilfreds dermed, og nu forefaldt en Tid intet mærkeligt.


5. Kapitel

Thorstejn voxte op hos Krum

Kort efter dette gik Krum ud i sin Skov at hente Brænde; han hørte et Barn græde, og gik da derhen, og fandt et stort og skjønt Drengebarn, ved Siden af hvilket der laa et Stykke Flesk, som han kunde vide var faldet ud af Barnets Mund, og at det derfor havde skreget. Krum havde spurgt, at der paa Krossevig havde været udsat et Barn, og hvor strængt Thorkel havde talt i den Anledning, og kunde nu vide, at det maatte være det samme Barn. Og eftersom nu han og Thorkel vare gode Venner, og han saae, at det baade var en Udaad og Skade, at et saa smukt Barn, der saae ud til ret at blive til noget, skulde døe, tog han det op, og bar det hjem med sig, men fortalte ingen derom. Det var paa den fjerde Dag, efter at Barnet var udsat, at det fandtes. Krum gav Drengen Navn, og kaldte ham Thorstejn, og udgav ham for sin egen Søn, om hvilket han blev enig med Thorgunna. Thorstejn voxte nu op der, og Thorgunna opfostrede ham med kjærlig Omhu, og lærte ham mange Videnskaber. Thorstejn blev baade stor og stærk og vel øvet i alle Idrætter; han var saa stærk, at, da han var syv Aar gammel, var han i Styrke lig en rask fuldvoxen Karl. Det skede en Dag ligesom oftere, at Thorstejn kom til Krossevig; han gik ind i Stuen, da sad Thorkels Fader Gejter paa Bænken, og talte ved sig selv; og da Drengen kom ind i Stuen, foer han meget overgiven omkring, som Børn pleje, og faldt da paa Stuegulvet, og da Gejter saae dette, opslog han en Skoggerlatter; men da Orny saae Drengen, kom der en stærk Graad over hende. Drengen gik ind til Gejter, og sagde: “Hvi syntes dette dig saa latterligt, at jeg faldt?” “Det er,” svarede Gejter, “fordi jeg saae det, som du ikke saae.” “Hvad var det?” spurgde Thorstejn. “Det skal jeg sige dig,” svarede Gejter, “da du kom her ind i Stuen, fulgde der med dig en Hvidbjørneunge, og løb foran dig ind paa Gulvet, men da den saae mig, standsede den, men du foer overgiven omkring, og du faldt da over Bjørneungen, og jeg troer, at du er ikke Krums og Thorgunnas Søn, men at du maa være af fornennnere Slægt. Drengen satte sig ned hos Gejter, og de snakkede med hinanden; men da det begyndte at aftnes, sagde Thorstejn, at han skulde hjem. Gejter bad ham komme der ofte, “thi mig tykkes,” sagde han, “som du her har et Slags Hjem.” Da Drengen var gaaet ud, kom Orny til ham, og bragde ham en ny Klædning; derpaa gik han hjem, og kom siden ofte til Krossevig. Thorkel bekymrede sig ikke meget om Drengen, men syntes dog, at han var meget udmærket i Væxt og Styrke. Gejter fortalte sin Søn Thorkel, at han troede, at denne Thorstejn var Ornys og Ivar Ljomes Søn, og vilde blive en fortrinlig Mand. Thorkel sagde, at han ikke kunde nægte det; “Vi ville søge at faae Vished i Sagen,” sagde han, og om Morgenen sendte han Bud efter Krum, Thorgunna og Thorstejn, og da de kom, spurgde Thorkel dem nøjagtig efter, hvorledes Thorstejn var bleven til, men disse fortalte alt, hvorledes det var gaaet; Freystejn meddeelte ogsaa sin Beretning, som ganske stemmede med deres. Thorkel var nu vel tilfreds med, hvad der var skeet, og takkede Freystejn derfor. Thorstejn blev nu bekjendt med sin Herkomst, og drog til Krossevig at opdrages der, og Thorkel behandlede ham særdeles vel.


6. Kapitel

Thorstejns Drøm

Man fortæller, at en Høst, da Folk skulde gaae tilFjælds, bad Thorkel sin Frænde Thorstejn at gaae med dem; han tilstod det; han var den Gang ti Aar gammel. Freystejn indbyder ham til at drage med sig; de droge frem, som Vejen gik, og fandt mange Faar; og da de igjen droge hjem efter, kom de i en dyb Dal; de vare da ene to, Thorstejn og Freystejn; det aftnedes nu stærkt, og de saae da en stor Høi. “Her agter jeg mig at blive i Nat,” sagde Thorstejn, “og du skal vaage i Nat, Freystejn! og ikke vække mig, hvordan jeg end teer mig i Søvne, thi det holder jeg for meget magtpaaliggende.” Dette tilstod Freystejn. Siden sov Thorstejn ind, og ud paa Natten teede han sig ilde i Søvne, thi han tumlede sig paa Nakken og Hælene, og saaledes gik det lige til Dag. Freystejn var tvivlraadig, om han skulde vække Thorstejn eller ikke, da han teede sig saa forskrækkelig. Da det lyste af Dag, vaagnede Thorstejn, og var da meget svedig, og sagde: “Med Troskab har du atter opført dig, du har nu gjort to Ting, for hvilke begge du fortjener løn, først at du gik med mig, og ikke dræbte mig, da du bar mig ud, og dernæst, at du nu holdt Vagt over mig; jeg skal derfor nu lønne dig med, at skaffe dig din Frihed af min Frænde Thorkel, og her ere tolv Mark Sølv, som jeg vil give dig; men nu vil jeg sige dig min Drøm: Mig syntes, at denne Høj aabnedes, og der ud af gik en rødklædt Mand, som var stor af Væxt, og ikke egentlig hæslig; han gik til mig, og hilste paa mig; jeg besvarede hans Hilsen vel, og spurgde ham om Navn, og hvor han havde hjemme; han sagde, at han hed Brynjar og havde hjemme i den Høj, ”som du seer staae her i Dalen,” sagde han; “men jeg veed, hvad du hedder, og af hvad Slægt du er, og tillige at du vil blive en drabelig Mand, men vil du gaae med mig og see min Bolig.” Dette tilstod Thorstejn, stod op, og tog sin Øxe, som Thorkel havde givet ham: de gik ind i Højen, og da Thorstejn kom der, fandt han den vel indreltet; han saae der til højre Side sidde elleve Mænd paa en Bænk; de vare alle rødklædte, og meget tause; paa den anden Side i Højen saae han tolv Mænd sidde; de vare blaaklædte, og deres Formand var den største af dem, og han var meget styg. Brynjar rakte Hovedet til Thorstejn, og sagde: “Denne store Mand er min Broder, men vi ere dog ikke lige i Sind; han hedder Odd, og vil de Fleste Ondt; han viser mig kun et slet Huusvenskab; men han er saa meget stærkere end jeg, som han er større af Væxt, og jeg og mine Mænd have derfor været Nødte til at give ham hver Nat en Mark Guld eller to Mark Selv eller nogen anden Kostbarhed, som var lig dermed; saaledes har det nu gaaet i den sidste Maaned, og vi ere nu blottede for Midler. Odd har i sin Varetægt en Guldring, der besidder den Egenskab, at ethvert Menneske, som ikke kan tale, faaer strax sit Mæle, naar det lægger den under sine Tungerødder; og af denne Guldring vil din Moder kunne faae sit Mæle, men Odd passer den saa strængt, at han lader den aldrig fra sig hverken Nat eller Dag,” Brynjar satte sig nu ned hos sine Stalbrødre, men Thorstejn satte sig Yderst af dem. Da de havde siddet en Tid, stod Brynjar op, gik over til sin Broder Odd, og rakte ham en tyk Ring. Odd tog stiltiende mod den, men Brynjar gik tilbage til sit Sæde; dernæst stod den ene efter den anden op, og enhver bragde Odd en Kostbarhed, men han takkede ingen derfor. Da de alle havde gjort dette, sagde Brynjar: “Det bliver raadeligst for dig, Thorstejn! at gjøre ligesom de andre, og bringe Odd nogle Penge; andet vil ikke hjælpe dig, eftersom du sidder paa vor Bænk.” Odd var meget vred, brystede sig stærkt som han sad, og saae meget bister ud. Torstejn stod da op, og holdt paa sin Øxe; han gik over til Odd, og sagde: “Jeg har ikke mange Sager hos mig til at betale dig denne Afgift med; du vil heller ikke fordre meget af mig, thi jeg er fattig.” Odd svarede ham, men meget kort: “Ej synes mig om din Ankomst hertil, men kan du ikke komme frem med, hvad du mener passende?” Thorstejn svarede: “Jeg har ikke andet at byde end min Øxe, om du vil tage imod den.” Odd rakte Haanden efter den, men Thorstejn hug til ham; Hugget traf Armen ovenfor Albnen, og tog den af. Odd sprang da op, og det samme gjorde alle de, som vare i Højen; de grebe deres Vaaben, som hang oppe over dem, og der begyndte strax en Kamp imellem dem. Thorstejn saae, at han nu omtrent kunde maale sig med Odd, som nu var eenarmet; alle de blaaklædte Mænd forekom ham at være de haardføreste; ligeledes mærkede han, at, om de end hug Hænderne eller Fødderne af hverandre, eller erholdt andre store Saar, vare de dog i Øjeblikket efter helbredede igjen, men Thorstejns egne Hug havde den naturlige følge. Thorstejn og Brynjar med Stalbrødre holdt ikke op, inden Odd og alle hans Kammerater vare dræbte. Thorstejn var da meget træt men ikke saaret, thi Brynjar og hans Stalbrødre havde beskyttet ham mod alle Huggene. Brynjar tog nu Guldringen af Odd, da han var død, gav den til Thorstejn, og bad ham bringe den til sin Moder; han gav ham tolv Mark Sølv i en Pung, og sagde: “Megen Frihed har du vundet mig, Thorstejn! thi nu raader jeg her over Højen og Ejendommene; dette vil være Begyndelsen til dine Manddoms Bedrifter, som du vil udføre udenlands; du vil ogsaa komme til at antage Troesforandring, og vil det være bedre for dem, som ville anlage den nye Religion, end for dem, som ville vægre sig derfor, og ikke ere dertil bestemte, saadanne som jeg er, thi vi Brødre vare underjordiske Folk; nu vil jeg ansee det for meget magtpaaliggende, at du bringer mit Navn under Daaben, om det falder i din Lod at faae en Søn.” Derpaa førte han mig ud af Højen, og førend vi skiltes, sagde han: “Hvis mine Ord have noget at betyde, da vil jeg spaae dig, at alle dine Gjerninger ville falde ud til din Hæder og Lykke.” “Derefter vendte Brynjar ind i Højen, og jeg vaagnede,” sagde Thorstejn, “og til Mærke derpaa er, at her er nu baade Pungen og Guldet hos mig.” Siden droge de videre, og dreve de Kreaturer, som de havde fundet, hjem, og Folk tyktes at have faaet dem igjen fra Underverdenen. Thorstejn fortalte hele denne Begivenhed, og bragde sin Moder Guldet, og hun fik strax sit Mæle, da det kom under hendes Tungerødder. Denne høj ligger i Jøkulsdal, og kaldes Brynjarshøj, og der sees endnu den Dag i Dag Tegn til den. Freystejn faaer Orny.


7. Kapitel

Freystejn blev strax frigiven paa Thorstejns Bøn; og dertil lod Thorkel sig let bekvemme, thi han kunde godt lide Freystejn, og vidste, at han var af god Æt, og nedstammede fra anseelige Frænder. Freystejns Fader Grimkel boede paa Vos, og var gift med Olofa, en Natter af Brunolf, en Søn af Thorgejr, en Søn af Vestar; men Vikingen Sokke indebrændte hans Fader Grimkel, og tog Drengen, og solgde ham som Træl; Gejter førte ham her ud til Island. Nogle sige, at Thorstejn bortgiftede sin Moder Orny til Freystejn. Freystejn den Fagre boede i Sandvig paa Bardsnæs, og besad Vidfjord og Hellersfjord, og blev regnet for Landnamsmand; fra ham nedstamme Sandvikingerne, Vidfjordboerne og Hellersfjordboerne.


8. Kapitel

Om Thorstejn

Asbjørn Kastanrast havde et Skib staaende oppe i Gøtevig; med ham kom Thorstejn til at rejse; han var da tolv Aar gammel. Thorkel gav ham tilstrækkelige Rejsepenge, og forinden Thorstejn red til Skibs, talte han og hans Moder sammen. Hun sagde: ”Nu skal du, Frænde! besøge din Fader Ivar Ljome, og hvis han er uvillig til at vedgaae, at han er din Fader, da er her en Ring, som du skal give ham, sig ham, at han gav mig denne Ring den første Gang; han vil da ikke kunne nægte det længer.” Siden skiltes Moder og Søn, og Thorstejn red til Skibs, og foer udenlands om Sommeren; de kom til den nordlige Deel af Norge om Høsten. Thorstejn foer til Herberges hos Styrkar paa Gimsar, og var der om Vinteren; det stod sig godt imellem ham og Styrkar, thi denne saae, at Thorstejn var fortrinlig i Færdigheder, og kunde allerede da i alle Lege maale sig med de stærkeste Mænd. Om Vinteren noget før Juul kom der Udsendinge fra Ivar Ljome med det Ærende, at Ivar bød Styrkar til Julegilde; Formanden for de Udsendte hed Bjørn. Styrkar lovede at komme, og drog bort med tredive Mænd, Thorstejn fulgde med. De kom til Gildet, hvor Styrkar blev vel imodtagen; han sad nærmest Ivar Ljome ved Gildet. Gildet gik godt af, og den sidste Dag af Julen, førend Folk skulde drage bort, gik Thorstejn for Ivar, og sagde: ”Det er mit Ærende til dig, Ivar! at faa at vide, om du vil vedgaae at være min Fader.” Ivar sagde: ”Hvad er dit Navn og hvorfra er du kommen?” ”Thorstejn er mit Navn,” svarede han, ”Orny hedder Moder min, og er Datter af Gejter ude paa Island, og her er en Ring, som hun bad mig bringe dig som Tegn, sigende, at du vilde kjende, at du havde givet hende den.” Ivar blev meget rød, og sagde: ”Du har visselig en langt ringere Fader, og der er Trælle nok ude paa Island, som din Moder kan give Skyld for dig; det er ogsaa det sandeste, at jeg kunne synes at burde gjøre Drenge og Døgenigter kjede af, at kalde mig Fader til enhver Skjøgesøn.” Thorstejn blev da meget vred, men var dog sindig i sin Tale, og sagde: ”Ilde og umandig har du svaret, men saaledes kommer jeg anden Gang, at du skal vedkjende dig mig, eller det skal blive din Bane.” Derpaa gik Thorstejn bort. Ivar sagde til Styrkar: ”Jeg ønskede, Frænde! at du vilde dræbe denne Fjolle, thi jeg vænter mig alt Ondt af ham.” ”Ej vil jeg det,” sagde Styrkar, ”thi jeg holder for, at han har en retfærdigere Sag end du, og troer, at han er af fornem Herkomst.” Ivar og Styrkar skiltes da uenige; Styrkar drog hjem til Gimsar og Thorstejn med ham. Styrkar havde en Søster, som hed Herdis, og var en meget smuk Pige; mellem hende og Thorstejn var der god Forstaaelse. Der opholdt Thorstejn sig i to Vintre, dernæst drog han ud til Island og hjem til Krossevig, og havde vundet megen Hæder paa sin Udenlandsfærd. Da han havde været tre Aar paa Island, drog han igjen bort fra Landet med Kolbjørn Sneyper til Norge; han drog da atter til Styrkar paa Gimsar, som tog imod ham med aabne Arme.


9. Kapitel

Troldene i Hejdarskov

Det er rydelig berettet, at der denne Sommer skede Høvdingeskifte i Norge. Hakon Blotjarl mistede Rejeringen, og i hans Sted kom Olaf Tryggvesøn; han forkyndte alle Folk den sande Tro. Det kom Kong Olaf for Øren, at der i Hejdarskov laae nogle Troldkvinder, som gjorde alle Vejene vanskelige at befare. Kongen lod holde Huusthing, og spurgde, hvo der vilde drage hen at rense Hejdarskov. Der stod da op en stor og drabelig Mand, som hed Brynjulf, som var Lehnsmand i Throndhjem, og sagde: ”Jeg vil drage, Herre! om I vil.” Kongen gav sit Bifald tilkjende. Bynjulf beredte sig da med 60 Mand. Ved Hejdarskov boede en Mand, som hed Thorkel; hos ham tog Brynjulf og hans Følge Herberge. Thorkel tog vel imod dem, og om Morgenen fulgde han dem paa Vej, og sagde, at det var stor Skade, at man snart skulde miste saadanne Mænd. Siden rede de Vejen frem lige til de saae en Skale eller enlig Bygning for sig. Derfra saae de tre Troldkvinder løbe; de to var unge, den tredje, som var den største, var overalt udenpaa laadden som en Graabjørn alle havde de Sværde i Hænderne. De saae ogsaa en stor Mand, om han kunde kaldes saa, at gaae der, og to Drenge med ham; han førte i Haanden et blottet Sværd, som var saa blankt, at der syntes at flyve Gnister fra det. Alle disse Trolde saae hæslige ud; de kom snart i Strid med dem, den store mand hug store Hug, ligesaa gjorde den laadne Troldkvinde, og det endtes med, at Brynjulf og alle hans Stalbrødre faldt paa fire nær, som undkom i Skoven, og siden droge til Kongen, og fortalte ham denne Begivenhed. Dette spurgtes vidt omkring.


10. Kapitel

Thorstejn overvandt Troldene

Nu fortælles der, at Styrkar talte til Thorstejn, og spurgde, om han vilde fare med ham i Hejdarskov. Thorstejn sagde, at han varberedt til denne Færd. De gjorde sig nu færdige, droge en Morgen tidlig afsted, og fore paa Skier op ad Fjældene, og standsede ikke, førend de en Aften kom til et Skuur, hvor de agtede at overnatte; de deelte da Arbejdet imellem sig, Thorstejn skulde hente Vand, men Styrkar tænde Ild paa. Thorstejn gik da ud, og tog et Spyd, som Styrkar havde givet ham, i dn ene, og Vandspande i de anden Haand. Da han kom temmelig nær til Vandet, saae han en Pige gaae med Vandspande; hun var ikke overhaands høj, men frygtelig tyk. Da hun saae Thorstejn, kastede hun Spandene fra sig, blev meget forskrækket, og løb ad Vejen tilbage. Thorstejn lod ogsaa sine Vandspande tilbage, og løb efter hende, men da Pigen saae det, skyndte hun sig af alle Kræfter at komme bort; baade han og hun løb da saa stærkt, som enhver formaaede, og de kom hverken nærmere til eller længer fra hinanden; saaledes gik det, til Thorstejn saae en stor og stærk bygget Skale; derind løb Pigen, og smækkede Døren i efter sig. Da Thorstejn saae det, skød han et Spyd efter hende; det traf paa Døren, og gik igjennem den. Thorstejn gik da til Skalen og ind i den, fandt sit Spyd paa Gulvet, men sin Pige kunde han ikke faae Øje paa. Han gik da længere ind omkring i Skalen, indtil han kom til en Sæng med Skaader for; der brændte Lys i en Lysestage. Thorstejn saae, at en Kone, om hun fortjente at kaldes saa, laa i Sængen; hun var baade høj og tyk. og lignede i alt en Troldkvinde, hun var meget fiirskaaren i Ansigtet, og i Huden baade sort og blaa; hun laa i en Silkesærk. der saae ganske ud, som om den var toet i Menneskeblod. Troldkvinden sov da, og snorkede frygtelig højt; Skjold og Sværd hang oppe over hende: Thorstejn steg op paa Sængestokken, tog Sværdet ned, og blottede det; han drog da Klæderne af hende, og saae, at hun overalt var ganske laaden, undtagen en Plet under hendes ene Arm, som var bar; og han troede nu at være sikker paa. at enten maatte Jærn kunne bide hende der eller ingensteds; han satte da Sværdet på denne samme Plet, og lod sig falde paa Fæstet; Sværdet bed, saa at Spidsen stod i Dynen. Kjærlingen vaagnede nu ikke i en behagelig Stemning, famlede med Hænderne, og sprang op. Thorstejn skyndte sig da paa én Gang at slukke Lyset, og springe op over Troldkvinden i Sængen, men hun foer frem paa Gulvet i den Tro, at Drabsmanden vel havde søgt til Døren, men da hun kom der, styrtede hun paa Sværdet, og døde. Thorstejn gik da til hende, rykkede Sværdet bort, og tog det med sig; han gik nu, til han kom til en Dør, der var for til nær ved Karmen, men ikke ganske tillukket. Han saae en stor og fiirskaaren Mand sidde paa en Bænk; hele hans Rustning hang over ham, paa den ene Side af ham sad en stor og hæslig men ikke aldrende Troldkvinde. To Drenge, paa hvis Hoveder Haaret var voxet frem, legede paa Gulvet. Hexen tog til Orde: ”Bliver du søvnig Jarnskjold!” ”Nej min Datter Skjaldis!” svarede han, ”men store Mænds Skjæbne bæres mig for.” Han kaldte da paa Drengene ved Navn, den ene hed Hak og den anden Hake, og bad dem gaae hen til deres Moder Skjaldvør, og see efter, om hun vaagede eller sov. Skjaldis svarede: ”Det er uraadeligt, Fader! at sende de Unge i Mørket, thi jeg vil sige dig, at jeg i Aften saae to Mænd løbe ned af Fjældet; de vare saa raske til Fods, at jeg troer, der ere faa af vore, der ville staae sig for dem.” “Ej synes mig,” sagde Jarnskjold, ”at det er noget at agte paa, thi kun saadanne sender Kongen hid, som jeg ikke frygter for; og der er kun een Mand, som jeg frygter for, han hedder Thorstejn og er en Søn af Orny ude paa Island, men det er ligesom der staaer en Taage for mine Øjne angaaende min Skæbne i Hensyn til ham.” “Usandsynligt er det, Fader!” sagde hun, “at denne Thorstejn kommer nogensinde i Hejdarskov.” Drengene gik da frem, men Thorstejn trak sig tilbage; de løb frem og ud, men da nogen Tid var forløben, tog Skjaldis til Orde, “Nu har jeg Lyst at gaae frem;” hun løb da rask og ubetænksom frem til Døren. Thorstejn trak sig bort, men da hun kom til den yderste Dør, faldt hun over sin Moders døde Legeme, hun fandt det da der koldt og underligt, og løb nu ud af Skalen. I det samme kom Thorstejn til, og hug Haanden af hende med Sværdet, som han havde taget fra Skjaldvør. Hun vilde nu løbe tilbage ind i Skalen, men Thorstejn holdt hende fra Døren; hun havde et kort Sværd i Haanden; de stredes en Stund, men det endtes med, at Skjaldis styrtede død til Jorden; i det samme kom Jarnskjold ud; han havde i Haanden et blottet Sværd, som baade bar saa blankt og skarpt, at Thorstejn syntes, aldrig at have seet dets Lige; han hug strax til Thorstejn, denne søgte at unddrage sig fra Hugget, men blev dog saaret paa Laaret; Sværdet løb ned i Jorden lige op til Fæstet; Jarnskjold ludede derved, men Thorstejn svang da Sværdet, som han havde taget fra Skjaldvør, baade haardt og tidt, og hug til Jarnskjold. Thorstejn lod nu det ene store Hug falde efter det andet, og hug da Hovedet af ham. Derefter gik Thorstejn ind i Skalen, men da han gik ind, mærkede han til ingen Ting, førend han blev greben og ført ned til Jorden; Thorstejn mærkede da, at Kærlingen Skjaldvør var igjen kommen paa Benene, og var nu meget værre at have med at gjøre end før; hun bøjede sig ned til Thorstejn, og agtede at bide Struben over paa ham. Thorstejn tænkte da paa, at den, som havde skabt Himlen og Jorden, maatte være stor og mægtig, han havde ogsaa hørt mange og mærkelige Fortællinger om Kong Olaf og den Tro, som han forkyndte; han lovede da af et reent Hjærte og sin ganske Hu, at antage denne Tro og tjene Kong Olaf, saa længe han levede, hvis han kom uskadt og med Behold af Livet bort fra Hejdarskov. Da hun nu agtede at sætte Tænderne i Thorstejns Strube, havde han just gjort dette Løfte; der kom da en forfærdelig klar Straale ind i Skalen, som stod lige ind i Kærlingens Øjne. Ved dette Syn blev al Kraft og Styrke betagen hende; hun begyndte da at gabe frygtelig, og Fraaden stod hende ud af Munden, og faldt Thorstejn ned i Ansigtet, saa at han var nær ved at døe af den Fulhed og Stank, den frembragde; Folk holde det heller ikke for urimeligt, at nogen Deel deraf kan værre kommen Thorstejn i Brystet, eftersom de fandt, at han siden den Tid besad ganske overnaturlige Kræfter, hvad enten nn Skjaldvørs Spyt voldte det, eller det, at han havde været udsat. De laae nu begge svævende imellem Livet og døden, saa at ingen af dem kunde staae op.


11. Kapitel

Om Thorstejn

Om Styrkar er nu at berette, at han var i Skuret, og syntes, at Thorstejn tøvede længe. Han lagde sig da op i Sædet; og da han havde ligget der nogen Tid kom to Drenge ganske uforvarendes løbende ind, hver med sit Sax (5) i Haanden; de anfaldt strax Styrkar, men han greb Stolpen fra Sædet, og slog dem med den indtil han fik dem begge dræbt; derpaa gik han ud af Skalen, og han anede nu, hvad der vel opholdt Thorstejn; han gik da lige til Skalen, og saae, hvad der var gaaet for sig, at to Trotdkvinder laae der dræbte, men Thorstejn saae han ingensteds; i Frygt for, at han var stædt i nogen Nød, gjorde han det Løfte til Himlens og Jordens Skaber, at han vilde antage den Tro, som Kong Olaf forkyndte, hvis han denne Nat kunde træffe sin Stalbroder Thorstejn levende og uskadt; siden gik han ind i Skalen, og kom derhen, hvor Skjaldvør og Thorstejn laae; han spurgde nu, om Thorstejn formaaede at tale; denne svarede, at det var ikke vanskeligt, og bad ham hjælpe sig. Da greb Styrkar fat i Skjaldvør, og trak hende af ham. Thorstejn stod strax op, og var da Meget stiv af al den Færd, som han havde haft med Troldene, og af Skjaldvørs Favnetag; de søgte da at bryde Kærlingens Hals, og det var dem Meget vanskeligt, da hun var meget tykhalset. Thorstejn fortalte nu Styrkar alt om sin Færd. “En drabelig Mand er du,” svarede Styrkar, “og ville disse dine Heltegjerninger blive omtalte, saa længe Norden er beboet.” De slæbte nu alle Troldene sammen, tændte et Baal, og brændte dem alle op til Aske; siden eftersøgte de Skalen, men fandt der intet af Værdi, og de droge dernæst tilbage hjem til Gimsar. Denne Begivenhed spurgdes nu vidt omkring, og holdtes for meget mærkelig.


12. Kapitel

Ivar vedkjender sig Thorstejn

Kong Olaf var paa Gjæsteri paa Hørdeland; did droge Styrkar og Thorstejn, og de gik for Kongen og hilste paa ham. Der var Ivar Ljome den Gang hos Kongen, og var, i saa stor Anseelse, at der kun sade to Mænd imellem Kongen og ham. Thorstejn gik da for Ivar, blottede Sværdet, som han havde frataget Skjaldvør, satte Spidsen for Brystet af ham, og sagde: “Vælg een af Delene, at jeg støder til af alle Kræfter, eller gaa ved, at du er min Fader!” Ivar svarede: “Jeg sætter en Hæder i at have dig til Søn, du har og en saa god Moder, at jeg veed, hun vilde ikke have sagt det, uden det var sandt; derfor vil jeg vistnok vedgaae at være din Fader.” Kongen forkyndte da Troen for dem ligesom for alle andre, der kom til ham; de lode sig let bevæge dertil, og fortalte nu Kongen nøjagtig Anledningen til deres Komme, og om de Tildragelser, som vare skete i Hejdarskov. Kongen priste da Gud mangfoldig for de Tegn, han gav de syndige Mennesker her i Verden. Siden bleve de begge døbte. Styrkar drog hjem til Gimsar, og beholdt alle de Forleninger, som han før havde Haft, men Thorstejn blev Kong Olafs Mand, og fulgde ham til sin dødsdag, og ligesaa gjorde hans Fader Ivar, og de holdtes begge for meget drabelige Mænd.


13. Kapitel

Thorstejn overvandt et Offernød

Paa Rejna i Throndhjem boede en Lehnsmand, ved Navn Harek; han var ikke meget vennesæl; han havde vel antaget Kristendommen, men Folk sagde dog Kongen, at han i sin Færd endnu hang noget ved Hedenskabet; derfor tog Kongen til ham paa Gjæsteri, og vilde prøve, hvad Sandt der var deri. Der blev holdt et smukt Gilde. Harek var avindsyg og skadefro, han misundte Thorstejn den Anseelse, han stod i. En Dag talte han nu med Thorstejn, og spurgde ham om, hans Heltegjerninger; Thorstejn svarede ham paa, hvad han spurgde om; “Anseer du nogen i Norrig for stærkere end dig?” spurgde da Harek; “Ej veed jeg det vist,” svarede Thorstejn; “Hvo af eder to, du og Kongen, troer du er den stærkeste,” spurgde Harek videre; “I alt andet staaer jeg vistnok mere tilbage for Kongen end i Styrke,” svarede Thorstejn, “og vil jeg vel dog heller ikke kunne ligne mig med ham heri.” Dermed endte de deres Samtale; og Dagen efter sagde Harek til Kongen, at Thorstejn havde sat sig i Ligning med ham i alle Idrætter. Kongen gav ikke megen Agt derpaa. Noget efter talte Kongen om, at de, som havde sammenlignet sig med ham, kom nu til at prøve deres Idrætter; ”Og er det sandt, Thorstejn!” sagde han, “at du har sagt, at du er mig lig i Idrætter eller endogsaa overgaaer mig?” “Ej har jeg saa talt, Herre!” sagdeThorstejn, hvo har sagt eder det?” “Det har Harek,” svarede Kongen. “Hvi fortalte han eder ikke heller,” sagde Thorstejn,” “om det Blotnød , hvortil han ofrer i Løn, thi det er dog sandere; men jeg sagde, Herre! at jeg i alt andet staaer mere tilbage for eder end i Styrke, og at jeg endogsaa deri næppe kunde ligne mig ved eder.” “Er der noget sandt deri, Harek?” sagde Kongen. “Kun lidet, Herre!” svarede Harek. “Lad os see det Nød, fem du sætter saa megen Pris paa,” sagde Kongen, “Det skal staae til eder, Herre!” sagde Harek, “og ville vi da gaae ud i Skoven.” De gjorde saa, og da de kom der, saae de en stor Flok Kvæg, hvoriblandt der var en Oxe, som var saa forfærdelig stor og barsk, at Kongen syntes aldrig at have seet dens lige; den brølte frygtelig, og teede sig meget grum, Harek sagde: “Her er nu Nødet, Herre! og paa denne Oxe sætter jeg saa stor Pris, fordi den holder saa meget af mig,” “Jeg seer det vist,” sagde Kongen, “og synes ilde derom; men hør nu, Thorstejn! vil du prøve din Styrke, og ombringe dette Nød, thi det synes mig ikke godt, at det lever længer,” Thorstejn løb da frem i Kvægflokken hen, hvor Oxen stod; den undflyer, men Thorstejn griber i det ene Bagbeen saa haardt, at baade Hud og Kjød rævnede, og Benet gik af med hele Bagstykket; holdende derpaa gik Thorstejn for Kongen, men Oxen styrtede død paa Stedet, og saa stærkt havde den staaet imod, at den med Forbenene var sunken ned i Jorden op til Knæene, Kongen sagde da: “En stærk Mand er du, Thorstejn! og ej har du Mangel paa Kræfter, naar du har med Mennesker at gjøre: nu vil jeg øge dit Nayn, og kalde dig Thorstejn Oxefod, og her er en Ring, som jeg yil give dig i Navnefæste.” Thorstejn tog imod Ringen, og takkede Kongen; det var en god Kostbarhed, Kongen drog nu hjem til Gaarden, og tilkjendte sig alle derværende Ejendomme, men drev Harek i Landflygtighed for hans Ulydighed og Ofring.


14. Kapitel

Thorstejn dræbte Troldene

Inden kort Tid rygtedes det atter, at der laae nogle Trolde i Hejdarskov, som hindrede Folk fra at drage derigjennem. Styrkar sendte da Bud til Thorstejn, at de skulde igjen drage til Skoven. Thorstejn gjorde sig strax færdig, og begav sig med Kongens Tilladelse paa Vejen til Styrkar. Da han kom til ham, droge de begge sammen, og kom til det Skuur, hvor de forhen vare; der overnattede de. Da de Dagen efter vare ude, saae de tretten Mennesker i Skoven, hvoriblandt der var en Kone. De vendte imod dem. Thorstejn kjendte der sin Pige, som var voxet godt, thi hun var nu den største Troldkvind, man kunde see. Hun skreg til Thorstejn, og sagde: “Der er du kommen, Thorstejn Oxefod! saaledes var du her sidste Gang, at jeg kan huske det, da du dræbte min Fader og min Moder og Søster, men Styrkar mine to Brødre; du løb efter mig, og jeg var meget ræd, som man vel kan tænke sig om et ni Vintre gammelt Pigebarn, men nu er jeg tolv Vintre. Jeg flyede ind i en Jordhule, da vi skiltes, men medens du og min Fader slogs, samlede jeg sammen alle de gode Kostbarheder, som vare i Skalen, og bar dem ned i Hulen under min Moders Sæng. Noget efter blev jeg gift med denne Mand Skelking, og betingede mig da af ham, at han skulde dræbe eder begge, dig og Styrkar. Nu er han her kommen med sine elleve Brødre, og kommer du nu til at værge dig med Mandighed, om det kan hjælpe.” Det kom nu til Kamp imellem dem. Skjaldgerde trængte saa haardt frem mod Thorstejn, at han næppe nogensinde tyktes at have været i større Fare; men saa endtes det dog imellem dem, at Thorstejn naaede at hugge Skjaldgerde ovenfor Hoften med det Sværd, som han havde taget fra Skjaldvør, og skar hende midt over. Da havde ogsaa Styrkar dræbt Skelking; de fik nu snart Bugt med de elleve, og dræbte dem alle. Siden gik de til Skalen, opbrød den underjordiske Hule, og tog derudaf mange gode Kostbarheder; de droge dernæst hjem til Gimsar og deelte Godset imellem sig. Siden bejlede Thorstejn til Styrkars Søster Herdis, og fik hende; man siger ogsaa, at de havde en Søn sammen, som hed Brynjar. Thorstejn drog nu til Kong Olaf, og fulgde ham siden, og faldt paa Ormen lange.


Noter:

1) De, som reiste til Island for at nedsætte sig der, plejede at udkaste de for Højsædet (öndvegi) , deres tilkommende Hal bestemte Søiler ud i Søen, og nedsatte sig da paa det Sted af Landet, hvor disse dreve op.
2) Et Slags Mynt og Vægt.
3) hvis Embede altsaa angik baade geistlig og verdslig Bestyrelse.
4) d e. en Splint.
5) et kort Sværd