Fortællingen om Tidrande og Torhall

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Tidrande og Torhall

Þiðranda þáttr ok Þórhalls


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Þórleifr Jónsson: Fjörutíu Íslendinga þættir, Reykjavík, 1904


1.

Der var en norsk mand ved navn Torhall; han kom ud til Island i jarl Håkon Sigurdsons dage. Han tog land ved Surbæks udmunding og boede på Hørgsland. Torhall var en klog mand og meget synsk, og han blev kaldt Torhall Spåmand. Mens Torhall Spåmand boede på Hørgsland, boede Sida-Hall på Hov i Svanefjorden, og der bestod det bedste venskab imellem dem. Hall gæstede Hørgsland hver sommer, når han red til tings. Torhall tog også tit på besøg dér østpå og blev der længe. Halls ældste søn hed Tidrande; han var en meget smuk og evnerig mand, og Hall elskede ham mest af alle sine sønner. Tidrande sejlede mellem landene, så snart han havde alderen til det. Han var meget afholdt, hvor end han kom, for han var en meget duelig og beskeden mand og venlig mod hvert et barn. En sommer bød Hall sin ven Torhall østpå, da han red fra tinget. Torhall tog østpå noget senere end Hall, og Hall modtog ham — som altid — med den største venlighed. Torhall opholdt sig dér sommeren over, og Hall sagde, at han ikke måtte tage hjem, før høstgildet var ovre.


2.

Den sommer landede Tidrande i Berufjord. Han var da 18 år gammel. Han tog hjem til sin far. Folk beundrede ham fortsat meget og roste — som ofte før — hans dygtighed, men Torhall Spåmand blev altid tavs, når folk roste Tidrande mest. Så spurgte Hall, hvordan det kunne være, »— at du taler så lidt om min søn Tidrandes anliggender? Og det, du siger — Torhall! — forekommer mig påfaldende,« siger han. Torhall svarede: »Det er ikke fordi, jeg har noget som helst at udsætte på ham eller dig, og jeg ser ikke mindre end andre, at han er en bemærkelsesværdig mand. Det er snarere det, at mange roser ham — og med god grund — selv om han selv er meget beskeden. Det kan hænde, at vi ikke har glæde af ham længe, og da vil dit savn over en så vel beskaffen søn være rigeligt stort, selv om ikke alle folk omtaler hans bedrifter rosende for dig.«

Og mens sommeren gik, begyndte Torhall at blive meget uglad. Hall spurgte, hvad det skyldtes. Torhall svarer: »Jeg har bange anelser angående det høstgilde, som skal holdes her, for det aner mig, at en spåmand vil blive dræbt ved dette gilde.« »Det kan jeg forklare,« siger bonden, »— for jeg har en tyr, som er 10 år gammel, og som jeg kalder for Spåmanden, fordi han er klogere end de fleste andre høveder. Han skal slagtes til høstgildet, men dette behøver ikke gøre dig uglad, for jeg agter at dette gilde — i lighed med mine andre — skal blive til hæder for dig og mine øvrige venner.« Torhall svarer: »Jeg anfører heller ikke dette, fordi jeg frygter for mit liv, men jeg fornemmer flere og mere bemærkelsesværdige hændelser, som jeg dog ikke kan fortælle om nu.« Hall sagde: »Så skal gildet heller ikke aflyses af den grund?« Torhall svarer: »Det gavner ikke noget at gøre det, for det, som forud er bestemt, vil ske.«


3.

Gildet blev nu afholdt ved vinternætterne. Der kom kun få af de indbudte, for vejret var hvast og farligt at begive sig ud i. Da folk satte sig til bords om aftenen, sagde Torhall: »Jeg vil bede om, at folk efterlever mit råd, således at ingen her går udenfor denne nat, og det kan afstedkomme stor skade, hvis ikke dette bliver overholdt. Og folk må ikke lade sig mærke med noget, lige meget hvilke tegn der viser sig, for det kan varsle ondt, hvis nogen tager hensyn til det.« Hall bad folk rette sig efter Torhalls ord, »— for de slår aldrig fejl,« siger han, »— og det er nemmest at behandle en uskadt.« Tidrande opvartede folk og var — som i andre sammenhænge — mild og selvudslettende. Da folk skulle sove, overlod Tidrande sin seng til gæsterne, mens han selv slog sig ned på en plads yderst ved væggen.

Da de fleste var faldet i søvn, blev der banket på døren, men alle lod som om, de ikke hørte det. Dette skete tre gange. Så sprang Tidrande op og sagde: »Det er skammeligt, at alle folk her lader som om, de sover. Det er sikkert indbudte folk, der er kommet.« Han gik ud med et sværd i hånden. Han så ingen. Da slog det ham, at nogle gæster kunne være redet i forvejen til gården for derefter at ride tilbage for at møde dem, der kom senere. Så gik han hen imod brændestabelen og hørte, at nogle kom ridende nordfra. Han så, at det var ni kvinder, og de var alle klædt i sort og havde blottede sværd i hænderne. Han hørte også, at nogle kom ridende sydfra. Det var også ni kvinder, men de bar alle lyst tøj og red på hvide heste. Så ville Tidrande gå ind igen for at fortælle folk, hvad han havde set, men de sortklædte kvinder nåede ham inden og angreb ham. Han forsvarede sig mandigt. Noget senere vågnede Torhall og spurgte, om Tidrande var vågen, men han fik ikke noget svar. Torhall sagde, at nu var det nok for sent.


4.

Så gik folk ud. Det var måneskin og frostvejr. De fandt Tidrande ligge såret, og han blev båret ind. Da man talte til ham, fortalte han alt dette, som havde vist sig for ham. Han døde den samme morgen ved daggry og blev højlagt efter hedensk skik. Man forhørte sig siden om folks gøren og laden, men ingen kendte til, at Tidrande skulle have haft uvenner. Hall spurgte Torhall, hvordan denne underlige hændelse hang sammen. Torhall svarer: »Jeg véd det ikke, men jeg må formode, at disse kvinder har været ingen andre end jeres slægtnings fylgjer. Jeg tror, at der herefter kommer et trosskifte, og at der vil snart komme bedre skikke her til landet. Jeg formoder, at disse jeres diser, der hører til den gamle tro, forud må have kendt til trosskiftet og til det, at jeres slægt ville forkaste dem. Nu har de ikke kunnet forlige sig med ikke at have fået nogen skat fra jer, og derfor ville de have ham som deres del. Men de bedre diser har villet hjælpe ham, uden dog at kunne komme til det. Nu kan I slægtninge, som vil antage denne ukendte tro, som de påbyder og tilhører, nyde godt af dem.«


5.

Som Torhall sagde, indvarslede denne og mange andre lignende begivenheder nu den glædens tid, som fulgte, da den almægtige Gud valgte at se med nådige øjne på det folk, som beboede Island, og ved sine udsendinge lod folket dér frelse fra Fandens langvarige underkuelse for siden at lede sine ønskesønner til den evige samhørigheds arv, således som han forud har lovet alle, som i trofasthed vil tjene ham med bevisligt gode gerninger, og ikke mindre åbenbarede han i tilsvarende hændelser og meget andet, som frasagn beretter om, hvor nødigt hele menneskehedens fjende ville slippe taget i sit tyvegods og det folk, som han forud bestandig havde holdt fanget i sine forbandede afguders vildførende snarer, mens han med sådanne udfald skærpede sin grusomme vrede mod dem, han havde i sin magt, som om han vidste, at hans forsmædelse og retfærdige tab af sit bytte var nært forestående.


6.

Men Hall tog sin søn Tidrandes død så nær, at han ikke længere brød sig om at bo på Hov, og han slog sig da ned på Tvætteå. Det skete engang på Tvætteå, mens Torhall Spåmand var dér som gæst hos Hall, at Hall lå i et soverum og Torhall i en anden seng. Der var en glug i soverummet. Og en morgen, da de begge vågnede, smilede Torhall. Hall sagde: »Hvad smiler du for?« Torhall svarer: »Jeg smiler, fordi mange høje nu åbner sig, og alle levende væsner — både små og store — pakker deres sager og holder flyttedag.«

Og kort tid efter indtraf de hændelser, der nu skal fortælles om.[1]




Note:

  1. ɔ: præsten Tangbrands bestræbelser på at kristne Island.