Harald Hårfagers saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Harald Hårfagers saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1. Harald overtog kongedømmet

Harald overtog kongedømmet efter sin far; da var han 10 år gammel. Han var den største, stærkeste og flotteste af alle mænd — klog og meget dygtig. Guttorm, hans morbror, blev gjort til leder af livvagten og forestod hele landsstyrelsen; han var hertug for hæren. Efter Halvdan den Sortes død anfaldt mange høvdinger riget, som han havde efterladt sig; den første var kong Gandalf og siden løb brødrene Høgne og Frode — sønner af kong Øistein af Hedemark — og Høgne Kåreson mange steder over Ringerike. Så indledte Hake Gandalfson sit togt ud til Vestfold med tre hundrede mand; han tog landvejen gennem nogle dale og agtede at komme ubemærket frem mod kong Harald. Kong Gandalf opholdt sig på Londe med sin hær, og derfra agtede han at drage over fjorden til Vestfold. Da hertug Guttorm hørte om det, samlede han en hær og drog af sted sammen med kong Harald. De vendte sig først mod Hake inde i landet, og de mødtes i en dal; det kom til kamp og kong Harald vandt sejr. Dér faldt kong Hake og en stor del af hans følge; stedet blev siden kaldt Hakedal. Derefter vendte de tilbage — kong Harald og hertug Guttorm — men da var kong Gandalf kommet til Vestfold; de fór nu mod hinanden, og da de mødtes, blev kampen hård. Kong Gandalf flygtede derfra, mistede størsteparten af sine folk og kom i den forfatning hjem til sit rige. Da kong Øisteins sønner i Hedemark hørte om disse hændelser, forventede de snart at se en hær; de sendte bud til Høgne Kåreson og Gudbrand Herse og aftalte at mødes i Ringsager i Hedemark.

2. Øisteinssønnernes fald

Efter disse kampe drog kong Harald og hertug Guttorm videre med hele den flok, de kunne få; de vendte sig mod Oplandene og gik mest ad skovveje. De erfarede, hvor opplandskongerne holdt deres møde, og kom derhen ved midnat. Vagterne bemærkede ikke noget, før flokken var kommet hen til det hus, Høgne Kåreson var i, og til det, som Gudbrand sov i, og havde sat ild til begge. Øisteinssønnerne kom ud med deres mænd og kæmpede en tid, men faldt begge — Høgne og Frode. Efter disse fire høvdinges fald tilegnede kong Harald sig — med sin slægtnings, Guttorms, styrke og støtte — Ringerike og Hedemark, Gudbrandsdalen og Hadeland, Toten og Romerike og hele den nordlige del af Vingulmark. Derefter havde kong Harald og hertug Guttorm ufred med kong Gandalf; de kæmpede, og det endte med, at kong Gandalf faldt i deres sidste kamp, og Harald tilegnede sig riget helt sydpå til Raumelven.

3. Om Gyda Eriksdatter

Kong Harald sendte sine mænd til en ung kvinde, der hed Gyda — hun var datter af kong Erik af Hordaland og blev opfostret hos en stor bonde i Valdres. Hende ville han tage til elskerinde, fordi hun var en smuk kvinde og meget storladen. Da sendemændene kom frem, forelagde de deres ærinde for kvinden. Hun svarede på den måde, at hun ikke vilde spilde sin mødom på at tage en konge til mand, der ikke havde et større rige at råde over end nogle fylker: »Og det forekommer mig underligt,« sagde hun, »at den konge ikke findes, som vil tilegne sig Norge og være enehersker derover, ligesom kong Gorm er det i Danmark eller Erik er det i Uppsala.«

Haralds sendemænd får besked af Gyda. — Maleri af Knud Bergslien.

Sendemændene syntes, at hun svarede meget overmodigt, og spurgte hende om, hvad dette skulle betyde; de sagde, at kong Harald var så stor en konge, at det var fuldt tilstrækkeligt for hende, og at da hun svarede anderledes på deres ærinde, end de kunne have ønsket, anså de det for nærværende ikke for muligt at tage hende med sig, medmindre hun selv ville. Derpå gjorde de sig klar til at tage væk. Da de var klar, fulgte man dem ud; da talte Gyda med sendemændene og bad dem sige dét til kong Harald, at hun kun ville samtykke i at blive hans ægtehustru, hvis han først — og for hendes skyld — lagde hele Norge under sig og rådede over dette rige lige så selvstændigt som kong Erik over Sveavældet eller kong Gorm over Danmark: »For først da, forekommer det mig,« sagde hun, »kan han kaldes storkonge.«

4. Kong Haralds edsaflæggelse

Sendemændene drog tilbage til kong Harald og fortalte ham, hvad den unge kvinde havde sagt. De sagde, at hun var aldeles indbildsk og uvidende, og at det var passende, at kongen sendte en stor flok for at hente hende med tvang. Da svarede kong Harald, at denne kvinde ikke havde talt ondt eller gjort noget, der var hævn værd; hun skulle have mange tak for sine ord: »Hun har mindet mig om noget,« sagde han, »som det nu forekommer mig underligt, at jeg ikke har tænkt på før.« Og han fortsatte: »Jeg lover — og jeg tager den gud til vidne, der skabte mig og bestemmer alt — at mit hår ikke skal klippes eller redes, før jeg har tilegnet mig hele Norge med skat og skyld og styrelse. Måtte jeg dø i modsat fald!« Hertug Guttorm takkede ham meget for disse ord og sagde, at det var en kongelig bedrift at sætte handling bag sine ord.

5. Slaget i Orkdal

Kort over den sydlige del af Norge
(Klik for en større udgave)

Efter dette samlede de to slægtninge en stor flok og drog til Oplandene, nordpå gennem Gudbrandsdalen og derfra nord over Dovrefjeld. De kom så ned til landsbyerne; dér lod de alle mænd dræbe og bebyggelserne afbrænde. Men da folket blev klar over dette, flygtede enhver, der kunne — nogle ned i Orkdalen, nogle til Gauldal, nogle ind i skoven. Nogle søgte våbenhvile, og det fik alle, der opsøgte kongen, og blev hans mænd. De mødte ingen modstand, før de kom til Orkdalen; der havde folk samlet sig mod dem, og der havde de den første kamp med den konge, der hed Gryting. Kong Harald vandt sejr; Gryting blev pågrebet og mange af hans folk blev dræbt, men han gik under kong Harald og sværgede ham trofasthed. Efter det gik hele folket i Orkdalsfylke under kong Harald og blev hans mænd.

6. Inddeling og ledelse af landet

Kong Harald stiftede den ret overalt, hvor han lagde landet under sig, at han tilegnede sig al odelsjord og lod alle bønder — både rige og fattige — betale sig lejeafgifter. Han satte en jarl i hvert fylke, som skulle afgøre lov og landsret og indkræve retsafgifter og jordleje, og jarlen skulle have en tredjedel af skatter og afgifter til underhold og dækning af omkostninger. Hver jarl skulle have fire eller flere herser under sig, og hver af disse skulle modtage 20 mark i landindtægt. Hver jarl skulle til kongens hær stille 60 krigere, og herserne hver 20 mand. Kong Harald havde øget afgifter og skatter så meget, at hans jarler fik mere magt, end kongerne havde haft før. Da dette rygtedes til Trondheim, søgte mange stormænd til kong Harald og blev hans mænd.

7. Slaget i Gauldal

Det er blevet fortalt, at jarl Håkon Grjotgardson kom til kong Harald ude fra Yrjar med en stor flok til støtte for kong Harald. Derefter drog kong Harald ind i Gauldal og kom dér i kamp; han fældede dér to konger og tilegnede sig siden deres riger — det var Gauldalsfylke og Strindafylke. Så gav han jarl Håkon herredømmet over Strindafylke. Derefter drog kong Harald ind i Stjørdal, havde der sin tredje kamp, vandt sejr og tilegnede sig det fylke. Efter det samlede indtrønderne sig, og dér var fire konger kommet sammen med deres hære; den første rådede over Verdal, den anden over Skaun, den tredje over Sparbyggjafylke, den fjerde over Inderøen — han havde Øinafylke. Disse fire konger fór med en hær mod kong Harald, og han kæmpede med dem og vandt sejr; af disse konger faldt nogle, andre flygtede. Kong Harald havde i Trondheim i alt otte kampe eller flere, og ved otte kongers fald tilegnede han sig hele Trondheim.

8. Harald vandt sig Namdalsfylke

Nordpå i Namdal var to brødre — Herlaug og Rollaug — konger. De havde i 3 år arbejdet på en høj. Denne høj var opbygget af sten og kalk og tømret af træ, og da højen var færdigbygget, fik brødrene besked om, at kong Harald kom imod dem med en hær. Da lod kong Herlaug samle meget mad og drikke. Derefter gik kong Herlaug ind i højen med 12 mand og lod siden højen kaste til. Kong Rollaug gik op på den høj, som konger plejede at sidde på; han lod der tilrede kongehøjsædet og satte sig i det. Så lod han lægge hynder på fodskamlen, hvor jarlerne plejede at sidde; derpå væltede kongen sig fra højsædet ned i jarlssædet og gav sig selv navn af jarl. Derefter drog Rollaug kong Harald i møde og gav ham hele sit rige, tilbød at blive hans mand og fortalte ham hele sin handlemåde. Da tog kong Harald et sværd og fastgjorde i hans bælte, så hængte han et skjold om hans hals og gjorde ham til sin jarl og fulgte ham til højsædet; således gav han ham Namdalsfylke og gjorde ham til jarl derover.

9. Om kong Haralds skibsmandskab

Kong Harald drog derefter tilbage til Trondheim, blev dér om vinteren og kaldte det ofte siden for sit hjemsted; der byggede han den største hovedgård — den hed Lade. Den vinter blev han gift med Åsa — jarl Håkon Grjotgardsons datter — og kongen viste nu Håkon den største respekt. Om foråret anskaffede kongen sig skibe. Han havde om vinteren fået bygget et stort drageskib med en fortrinlig udrustning; han fordelte pladserne mellem sine livvagter og sine bersærker; stavnboerne blev håndplukkede, for de førte kongens mærke. Pladsen agter over fra stævnen til øserummet kaldtes rejsningen; der blev bersærkerne anbragt. Kun mænd, der udmærkede sig i både kraft og mod og alle slags færdigheder, fik plads i kong Haralds livvagt; kun den slags fik plads på hans skib, og han havde god mulighed for at vælge sine livvagter i hvert fylke. Han havde en stor hær og mange store skibe og mange stormænd fulgte ham. Hornkløver omtaler i Glymsdrapa, at kong Harald, inden han havde denne leding ude, havde kæmpet mod Orkdalsfolket i Oppdalsskoven:

Høvdingen på heden

hærged’ med fynd og klem;

viste veens onde

vej for oprørsfolket.

Gripnir greb til våben

— grusomt steg krigens larm;

fremad førte skibet

fyrsten til voldsom kamp.

Våbenbrag gav genlyd

gennem ulvens sale;

fjender blev af fyrsten

ført godt og vel til Hel.

Da larmen atter lagdes,

ledte kongen dragen;

det skønneste af skibe

skar sig gennem bølgen.

10. Slaget ved Solskjel

Kong Harald ledte sin flok ud fra Trondheim og vendte sig sydpå til Møre. Den konge, der regerede i Mørefylke, hed Huntjov; hans søn hed Sølve Skræv og de var store krigere. Den konge, der regerede i Romsdal hed Nøkkve; han var Sølves morfar. Disse høvdinge drog en stor hær sammen, da de hørte om kong Harald. De fór imod ham og de mødtes ved Solskjel; det kom til et stort slag og kong Harald vandt sejr. Således siger Hornkløver:

Det skete, at skibet

— skubbet af vind fra nord —

førte fyrsten til strid

frem mod Dags ætlinge.

Ordløst, uden hilsen,

åbnedes spyddets leg;

Rask de røde skjolde

ramtes af sværdets hug.

Begge kongerne faldt, men Sølve undkom og flygtede. Kong Harald lagde disse to fylker under sig og blev dér længe om sommeren, hvor han fastsatte lov og ret for folket, men om efteråret gjorde han klar til drage nordpå til Trondheim. Ragnvald Møre-jarl, søn af Øistein Dunder, var om sommeren blevet kong Haralds mand. Kong Harald gjorde ham til høvding over disse to fylker: Nordmøre og Romsdal — han skaffede ham dér støtte fra både stormænd og bønder og også en flåde for at kunne forsvare landet mod ufred. Han blev kaldt Ragnvald den Mægtige eller den Rådkloge — og det siges, at begge tilnavnene var rammende. Kong Harald opholdt sig vinteren efter i Trondheim.

11. Kongerne Arnvid og Audbjørns fald

Foråret efter klargjorde kong Harald en stor hær i Trondheim og sagde, at han med den hær ville drage mod Sunnmøre. Sølve Skræv havde om vinteren ligget ude med krigsskibe, hærget på Nordmøre og dér dræbt mange af kong Haralds mænd og plyndret andre, men ind imellem om vinteren havde han været hos sin slægtning, kong Arnvid. Da de hørte om Kong Harald, samlede de en flok — og de blev talrige, fordi mange syntes at have noget ondt at gengælde kong Harald. Sølve Skræv drog sydpå i Fjordene og opsøgte kong Audbjørn, der regerede dér, og bad ham om støtte, at han med sin hær skulle komme kong Arnvid til hjælp — han sagde således: »Nu er det let for enhver at se vores eneste vilkår; at vi alle rejser os mod kong Harald. Da skulle vi have tilstrækkelig styrke, og så skulle skæbnen afgøre, hvem der sejrede. Ellers står tilbage det, der ikke er noget valg for dem, der ikke er mindre fornemme af navn, end Harald — at blive hans trælle. Min far fandt, at det var et bedre vilkår af falde i kamp i sit kongerige, end at blive til kong Haralds undersåt.« Sølve talte sådan, at Audbjørn lovede at tage af sted; han kaldte en hær sammen og drog nordpå og opsøgte kong Arnvid. De havde nu en meget stor hær. De hørte nu om kong Harald, at han var kommet nordfra. De mødtes ved Solskjel. Det var dengang sædvanligt, når man kæmpede på skibe, at man bandt skibene sammen og kæmpede ved stævnen. Det blev da gjort således, at kong Harald lagde sit skib mod kong Arnvids skib; det blev den hårdeste kamp, og der faldt mange folk på begge sider. Til sidst blev kong Harald så vild og rasende, at han gik frem på sit skibs rejsning og dér sloges så voldsomt, at alle forstavnsmændene på Arnvids skib trak sig tilbage til masten, mens andre faldt. Kong Harald gik da over på skibet, og da tog kong Arnvids mænd flugten, men han selv faldt på sit skib. Der faldt også kong Audbjørn, men Sølve flygtede. Således siger Hornkløver:

Hen over ho’derne

hagled’ det med pile;

under brynjen blodet

bruste frem fra vunder.

Valkyrjen traf sit valg

— vildt sloges da kongen —

da sværdets skarpe æg

stævnen klædte i rødt.

Af kong Haralds flok faldt dér hans jarler Asgaut og Asbjørn og hans svogre Grjotgard og Herlaug — Håkon Lade-jarls sønner. Sølve blev siden i lang tid en stor viking, og han gjorde ofte stor skade i kong Haralds rige.

12. Indebrænding af Kong Vemund

Bautasten ved Naustdal
Stenen er efter sigende rejst over kong Vemund

Kong Harald underlagde sig Sunnmøre. Vemund — en bror til kong Audbjørn — styrede Firdafylke. Det var sent på efteråret og man aftalte med kong Harald, at han ikke skulle begive sig syd for Stad om efteråret. Så gav kong Harald jarl Ragnvald styrelsen over begge Mører og Romsdal, og han havde da rigtig mange folk omkring sig. Derefter drog kong Harald til Trondheim. Den samme vinter sejlede jarl Ragnvald indenskærs til Eid og så sydpå i Fjordene; han havde fået underretninger om kong Vemund, og kom om natten til det sted, der hedder Naustdal. Dér var kong Vemund på gæstebud. Jarl Ragnvald belejrede huset, de var i, og indebrændte kongen med 90 mand. Derefter kom Berdla-Kåre med et fuldt udrustet langskib til jarl Ragnvald, og de sejlede begge nordpå til Møre; jarl Ragnvald tog de skibe, kong Vemund havde haft, og alle de værdigenstande, han kunne få fat i. Berdla-Kåre drog nordpå, opsøgte kong Harald og blev hans mand; han var en vældig bersærk. Foråret efter drog kong Harald sydpå langs landet og underlagde sig Firdafylke. Derefter sejlede kong Harald langs landet østpå til han kom til Viken, men han lod jarl Håkon Grjotgardson blive tilbage og gav ham overherredømmet over Firdafylke. Så sendte jarl Håkon bud til Atle Jarl den Slanke, at han skulle forlade Sogn og være jarl i Gaular, som han før havde været, og sagde, at kong Harald havde givet Sygnafylke til ham. Atle Jarl svarede, at han agtede at beholde Sygnafylke og ligeledes Gaular, indtil han fandt kong Harald. Jarlerne var noget uenige om dette, og det kom dertil, at begge samlede hær; de traf hinanden i Stavenesbugten i Fjaler og udkæmpede en stor kamp. Dér faldt jarl Håkon og Atle Jarl blev dødeligt såret; de førte ham til Atleø, og dér døde han. Således siger Ejvind Skjaldefordærver:

Håkon stod,

som Høgnes datters

træ, værnløs

i våbenstriden;

Frejs slægtning

sluttede livet

i oddegny

ude på Fjaler.

Stridsfæller

til Stengards søn

faldt i larm

fra Lodurs ven;

bugtens strøm

ved Stavenes

blev blandet

med blod fra mænd.

13. Om kong Harald og Erik Svenskekonge

Kong Harald kom med sin flok østpå til Viken og lagde ind i Tønsberg; dér var købstaden dengang. Han havde da opholdt sig i Trondheim i fire år og havde i den tid ikke været i Viken. Dér hørte han den nyhed, at Erik Svenskekonge Emundson havde underlagt sig Värmland, hvor han indkrævede skat fra alle skovbebyggelserne. Han sagde, at Västergötland gik helt til Svinesund i nord, og i vest helt ud til havet; svenskekongen kaldte det hele sit rige og opkrævede skatter. Han havde sat en jarl derover, som hed Rane den Götiske; han regerede mellem Svinesund og Götaelven og han var en mægtig jarl. Kong Harald blev fortalt svenskekongens ord: at denne ikke ville stoppe, før han fik et lige så stort rige i Viken, som Sigurd Ring eller dennes søn, Regnar Lodbrog, havde haft — og det var Romerike og Vestfold helt ud til Grenmar og tilllige Vingulmark og alt syd derfor. Dette havde fået alle disse fylker til at vende deres lydighed til svenskekongen. Det syntes Harald meget lidt om; han indkaldte straks til ting med bønderne dér i Folden og anklagede dem for landsforræderi. Nogle bønder beviste deres uskyld, men nogle betalte penge og andre blev straffede — på den måde drog han om sommeren rundt i det fylke. Om efteråret drog han op til Romerike, hvor alt gik for sig på samme måde. Så hørte han i begyndelsen af vinteren, at Erik Svenskekonge red omkring i Värmland og var på gæstebud med sin livvagt.

14. Drabet på Åge

Kong Harald begav sig østpå gennem Eidskog og kom frem til Värmland; der lod han holde gæstebud for sig. Der var en mand, der hed Åge; han var den mægtigste bonde i Värmland — stenrig og på dette tidspunkt gammel. Han sendte mænd til kong Harald og bød ham til gæstebud; kongen lovede at komme på den fastsatte dag. Åge indbød også kong Erik til gæstebud og aftalte samme ankomstdag med ham. Åge havde en stor gildesal, der var gammel. Så lod han opføre en ny sal, der ikke var mindre, men meget udsøgt; han lod denne sal indrette med ene nyt udstyr og den gamle med gammelt udstyr. Da kongerne ankom til gæstebuddet, blev kong Erik og hans flok ledt til den gamle sal, men Harald og hans flok til den nye sal. Alle bordene var dækkede på den måde, at Eriksmændene fik gamle fade og drikkehorn, der dog var forgyldte og i god stand, men kong Haralds mænd fik ene nye fade og drikkehorn, der var pyntet med guld; det var alt sammen blankt og poleret og begge steder var drikkevarerne de bedste. Åge havde tidligere været Halvdan den Sortes mand.

Da den dag kom, hvor gæstebuddet var til ende, gjorde kongerne sig færdige til afrejse; heste og vogne stod klar. Åge gik til kong Harald fulgt af sin søn, der var 12 år gammel og hed Ubbe. Åge sagde: »Herre! Hvis I synes, at den godvilje, jeg har vist Jer ved min indbydelse, er venskab værd, så beløn min søn for det; jeg giver Jer ham til tjenestemand.« Kongen takkede ham med mange smukke ord for den behandling, han havde fået, og lovede ham til gengæld sit fuldkomne venskab. Derpå fandt Åge store gaver frem, som han gav kongen. Derefter gik Åge til svenskekongen; da var Erik klædt på og klar til afrejse, men han var noget vred. Åge gav ham da værdifulde gaver. Kongen svarede fåmælt og steg til hest. Åge fulgtes med ham og talte med ham. I nærheden lå en skov, og derigennem gik vejen, men da Åge kom til skoven spurgte kongen ham: »Hvorfor gjorde du den forskel på mig og kong Harald, at han fik det bedste af alt? Du ved da, at du er min mand.« »Jeg mener ikke,« sagde Åge, »at I, konge, og Jeres mænd har fået en mangelfuld behandling ved dette gæstebud. Når der var gammelt udstyr, ved Jeres drikkegilde, så skyldes det, at I nu er gammel, men kong Harald er i sin blomstrende ungdom — derfor fik han det nye udstyr. Men når du minder mig om, at jeg er din mand, så synes jeg ikke mindre, at du er min mand!« Så trak kongen sværdet og huggede ham til døde og red siden bort. Da kong Harald var klar til at stige på sin hest, bad han om, at Åge Bonde blev kaldt til ham, og da mændene ledte efter ham, løb nogle den vej, som kong Erik var redet; dér fandt de Åge død og vendte derpå tilbage og fortalte kongen det. Da han hørte dette, tilskyndede han sine mænd at hævne Åge Bonde; så red kong Harald den samme vej, som kong Erik tidligere havde fulgt, indtil de begge blev opmærksomme på hinanden. De red da hver især så hurtigt som muligt, til kong Erik kom til den skov, der skiller Götaland fra Värmland. Da vendte kong Harald om til Värmland; han lagde landet dér under sig, og dræbte kong Eriks mænd, når han stødte på dem. Kong Harald drog om vinteren tilbage til Romerike.

15. Kong Harald i Tønsberg

Kong Harald drog om vinteren ud til sine skibe i Tønsberg; så gjorde han skibene klar og sejlede øst over fjorden og underlagde sig hele Vingulmark. Han var ude på krigsskibene hele vinteren og hærgede i Ranrike; således siger Torbjørn Hornkløver:

Han drikker jul ude,

hvis han ene må råde —

den stræbsomme styrer —

og stiller til Frejs-leg.

Som ung fik han afsky

for indesidden,

varmen fra arnen

og vanter med dunfyld.

Göterne samlede hær overalt i landet.

16. Slaget i Götaland

Om foråret, da isen løsnede, satte göterne stolper i Götaelven, for at kong Harald ikke skulle kunne føre sine skibe op i landet. Kong Harald sejlede sine skibe ind i elven og lagde til ved stolperne, hvorefter han hærgede på begge elvebredder og brændte bebyggelserne; således siger Hornkløver:

Striden stod ved elven

— styg blev göternes lod —

da bravt kongen kæmped’

klædt i hjelm og med sværd.

Harald — hård i sindet —

hærged’ på elvens bred;

lindehjorten lænket

lå klar ved tøjrpælen.

Derefter kom göterne ridende med en stor hær og kæmpede mod kong Harald; der faldt overordentlig mange mænd, men kong Harald sejrede. Således siger Hornkløver:

Øksens hug var hårde,

himlen vrimled’ med spyd;

klingernes klang var høj

i kongens færd med sværd.

Mangt en modig kriger

mødte göter i kamp,

mens en sang om sejr

summed’ gennem larmen.

17. Kong Harald i Oplandene

Kong Harald drog hærgende rundt i Götaland; dér havde han mange kampe på begge sider af elven, og for det meste vandt han. I én af disse kampe faldt Rane den Götiske; derefter underlagde kong Harald sig alt land nord for elven og vest for Vänern og hele Värmland. Da han tog væk derfra, efterlod han hertug Guttorm — og en stor flok med ham — til landets værn. Han tog da til Oplandene, hvor han blev en tid; derefter drog han nord over Dovrefjeld til Trondheim og var dér i lang tid. Nu fik han børn. Med Åsa havde han disse sønner: Guttorm var den ældste; Halvdan den Sorte og Halvdan den Hvide — de var tvillinger; Sigfred var den fjerde. De voksede alle meget ærefuldt op i Trondheim.

18. Slaget i Hafrsfjord

Det rygtedes fra syd i landet, at horder og ryger, agder og teler stimlede sammen og gjorde oprør både med skibe og våben — og så var de mandstærke; ophavsmændene var: Erik Hordalandskonge; Sulke — konge af Rogaland; Sote Jarl — hans bror; Kjøtve den Rige — konge af Agder; Tore Langhage — hans søn; to brødre fra Telemark — Roald Rygbred og Hadd den Hårde. Da kong Harald erfarede disse forlydender, samlede han en hær, skød skibene i vandet, gjorde folkene klar og sejlede sydpå langs landet; han havde mange folk, fra hvert fylke. Da han kom syd for Stad, blev kong Erik opmærksom på ham; også han havde samlet den flok, som han plejede. Han tog sydpå for at møde den flok, han vidste ville komme ham til hjælp fra øst. Hele hæren samledes nord for Jæren og lagde sig derefter ind i Hafrsfjord; dér lå i forvejen kong Harald med sin hær.

Erik Werenskiolds skildring af Slaget i Hafrsfjord

Det kom straks til en stor kamp, der både var hård og lang, og enden på den blev, at kong Harald vandt, mens kong Erik og kong Sulke og dennes bror, Sote Jarl, faldt. Tore Langhage havde lagt sit skib mod kong Haralds skib — og Tore var en vældig bersærk; der blev angrebet meget hårdt, inden Tore Langhage faldt — da var hans skib helt ryddet for folk. Derpå flygtede kong Kjøtve ud mellem nogle småøer, hvorfra der kunne forsvares godt; senere flygtede alle deres folk — nogle på skibe, mens andre løb i land og derfra over land syd over Jæren. Således siger Hornkløver.

Højlydt i Hafrsfjord

man hørte hvordan

kongen kæmpede

mod Kjøtve den Rige;

knarrer kom østfra,

til kamp beredte,

med hoveder der gabte

på herlige stavne —

— med bønder bærende

på britiske spyd,

med vælske våben

og hvide skjolde;

hylende bersærker

hastede til kampen,

råbende ulvhedner

rystede spyddene.

— — — — —

19. Kong Harald blev enevældig i Norge

Efter denne kamp havde kong Harald ingen modstandere i Norge. Alle hans største fjender var faldet, og andre var flygtet ud af landet; og der var tale om virkelig mange mennesker, for da bebyggedes store, øde områder. På det tidspunkt udbyggedes Jämtland og Hälsingland, der dog begge allerede var noget bebygget af nordmænd. Da de stridigheder stod på, hvor kong Harald underlagde sig Norge, opsøgte man og bosatte sig i udlandet, på Færøerne og på Island. Også mange tog til Hjaltland, og mange norske stormænd flygtede fredløse fra kong Harald og begav sig i vesterviking; de var på Orknøerne eller Suderøerne om vinteren, men om sommeren hærgede de i Norge og gjorde derved stor skade på landet. Der var også mange stormænd, der gik i kong Haralds tjeneste, blev hans mænd og udbyggede landet med ham.

20. Om kong Haralds børn

Kong Harald var nu blevet enevældig over hele Norge. Da erindrede han det, som den så stolte unge kvinde havde sagt til ham; han sendte derfor mænd efter hende, lod hende bringe til sig og lå med hende; disse var deres børn: Ålof var ældst, så kom Rørek og derefter Sigtryg, Frode og Torgils.

21. Kong Haralds giftermål

Kong Harald havde mange koner og mange børn. Han fik den kone, der hed Ragnhild, og som var datter af kong Erik fra Jylland; hun blev kaldt Ragnhild den Mægtige — Erik Blodøkse var deres søn. Desuden havde han Svanhild, som var datter af jarl Øistein; deres børn var Olav Geirstad-alf, Bjørn og Ragnar Ryk. Derudover havde kong Harald Åshild, datter af Ring Dagson oppe fra Ringerike; deres børn var Dag og Ring, Gudrød Ko og Ingegerd. Det siges, at da kong Harald fik Ragnhild den Mægtige, skilte han sig af med ni af sine koner; dette nævner Hornkløver:

Hustruer fra Hed’mark,

Hordaland, Rogaland,

og høje Helgeland

af Harald vistes bort

for Ragnhild den Danske

dernede fra Jylland

Kong Haralds børn voksede op hver for sig hos deres mødre. Hertug Guttorm havde vandøst den ældste af kong Haralds sønner og opkaldt ham efter sig. Han knæsatte drengen, tog ham til opfostring og bragte ham med sig østpå til Viken; dér voksede han op hos hertug Guttorm. Hertug Guttorm havde den fulde landsstyrelse i Viken og Oplandene, når kongen ikke var i nærheden.

22. Kong Haralds togt vestpå

Kong Harald erfarede, at store dele af midtlandet blev hærget af vikinger, der om vinteren opholdt sig vest for havet. Han havde derfor leding ude hver sommer og efterså øer og udskær, og når vikingerne opdagede hans hær, flygtede de alle — de fleste ud på havet. Kongen blev dog træt af dette, så en sommer sejlede kong Harald med sin hær vest over havet; han kom først til Hjaltland og dræbte dér alle vikinger. Siden sejlede han sydpå til Orknøerne, som han rensede helt for vikinger. Efter det drog han helt til Syderøerne og hærgede; han dræbte dér mange vikinger, som tidligere havde rådet over folk. Han udkæmpede mange kampe og vandt for det meste. Så hærgede han i Skotland og holdt slag dér, men da han kom vestpå til Man, havde man dér hørt om, hvordan han havde hærget landet, og derfor flygtede alle til Skotland, så der nu var fuldstændig øde for folk; de havde også taget alt, hvad de kunne, af værdi med sig væk. Da kong Haralds folk gik i land, fik de derfor ikke noget bytte; således siger Hornkløver:

Fyrsten førte mange

frem til kamp på øen;

klar til strid var skjoldet,

men strandfolket var væk.

Allerede inden

afprøvning af modet

fór de hastigt herfra;

af hærfang fandt man lidt.

Mens dette stod på, faldt Ivar — søn af Ragnvald Møre-jarl — og i bod for ham gav kong Harald, før han sejlede vestfra, Orknøerne og Hjaltland til jarl Ragnvald, men jarl Ragnvald gav straks begge lande til sin bror — Sigurd — og denne blev tilbage vestpå, da kongen sejlede østpå; han havde forinden udnævnt Sigurd til jarl. Siden sluttede Torstein Rød sig til ham — han var en søn af Olav den Hvide og Aud den Dybsindige. De hærgede i Skotland og tilegnede sig Katanæs og Suderland helt til Ekkjalsbakke. Jarl Sigurd dræbte den skotske jarl Melbridge Tand og bandt dennes hoved til sin saddelrem, men blev af en tand, der stak ud af hovedet, såret i sin lægmuskel; den hævede op, og det blev hans død. Han er højlagt ved Ekkjalsbakke. Så styrede Guttorm — hans søn — landet i ét år, men døde barnløs. Derefter slog vikinger sig ned i landene — danskere og nordmænd.

23. Kong Haralds hår blev klippet

Kong Harald var på gæstebud hos jarl Ragnvald i Møre; han havde da underlagt sig hele landet. Dér tog kongen et bad; så lod kong Harald sit hår blive redt, og derefter klippede jarl Ragnvald hans hår — da havde det ikke været redt eller klippet i 10 år. Før dette kaldte de ham Harald Pjuskehår, men siden gav Ragnvald ham et tilnavn og kaldte ham Harald den Hårfagre; og alle, der så ham, sagde, at det navn passede godt, for han havde både et kraftigt og smukt hår.

24. Da Ganger-Rolf blev fredløs

Erik Werenskiold: Hilde beder for sin søn Ganger-Rolf

Ragnvald Møre-jarl var kong Haralds aller bedste ven, og kongen værdsatte ham meget. Ragnvald var gift med Hilde — datter af Rolf Næse — og deres sønner var Rolf og Tore. Jarl Ragnvald havde også uægte sønner; en hed Hallad, en anden Einar, en tredje Rollaug. De var fuldvoksne, da deres ægtefødte brødre endnu var børn. Rolf var en vældig viking; han var så stor af vækst, at ingen hest kunne bære ham. Derfor gik han, hvor end han skulle hen; han blev kaldt Ganger-Rolf. Han hærgede meget i Østersølandene. En sommer, da han kom til Viken fra vikingetogt østpå, gjorde han dér strandhugst. Kong Harald var i Viken; han blev meget vred, da han hørte om dette, for han havde nedlagt strengt forbud mod at plyndre indenlands. Kongen tinglyste derfor, at han gjorde Rolf fredløs i Norge. Da Hilde — Rolfs mor — hørte dette, opsøgte hun kongen og bad om fred for Rolf, men kongen var så vred, at det ikke nyttede hende at bede. Så kvad Hilde dette:

Næsens navne jages

nu — som ulv — fra landet;

odelsbønder undres

over kongens hårdhed.

Snart vil rovdyrs-rædsel

ramme fyrstens køer;

ulven — skjult i skoven —

skåner ikke flokken.

Ganger-Rolf drog derefter vest over havet til Suderøerne og derfra vestpå til Valland, hvor han hærgede og tilegnede sig et stort jarledømme; det blev befolket af mange nordmænd og blev siden kaldt for Normandiet. Jarlerne i Normandiet er kommet fra Rolfs efterslægt; Ganger-Rolfs søn var Vilhelm, der var far til Rikard, der var far til en anden Rikard, der var far til Robert Langsværd, der var far til englænderkongen Vilhelm Bastard — fra ham nedstammer siden alle engelske konger.

Dronning Ragnhild den Mægtige levede tre år, efter hun kom til Norge; efter hendes død drog Erik — hendes søn med kong Harald — til opfostring i Fjordene ved hersen Tore Roaldson, og dér voksede han op.

25. Om jætten Svase

Kong Harald drog en vinter på gæstebud i Oplandene og lod afholde julegæstebud for sig på Tofte. Juleaften kom Svase til døren, mens kongen sad ved bordet, og gav besked til kongen, at han skulle komme ud til ham. Kongen blev vred over denne besked, og den samme mand bar kongens vrede ud, som havde bragt beskeden, men trods det forelagde Svase anden gang sit ærinde og sagde, at han var den finne, som kongen havde tilladt at sætte sin hytte dér på den anden side af bakken. Kongen gik ud, samtykkede så i at følge med ham hjem og gik over bakken på opfordring af nogle af sine mænd, selv om andre frarådede det. Dér rejste Svases datter Snefrid — den smukkeste kvinde — sig og skænkede kongen et krus fuldt af mjød; han tog samtidig også hendes hånd, og følte med det samme en brændende hede i sin krop. Han ville have samleje med hende straks samme nat, men Svase sagde, at dét skulle ikke ske uden hans tilsagn, med mindre kongen forlovede og giftede sig med hende ifølge loven. Kongen blev forlovet og gift med Snefrid og elskede hende så vildt, at han tilsidesatte sit kongedømme og alle sine pligter. De fik fire sønner: Sigurd Ris, Halvdan Højben, Gudrød Glans og Ragnvald Retben.

Siden døde Snefrid, men hendes lød forandredes på ingen måde; hun var lige så rødmosset som dengang, da hun var levende. Kongen sad hele tiden ved hende og håbede, at hun ville komme til live. Således gik tre år, hvor han sørgede over hendes død, mens alle landets folk sørgede over hans vanvid. Torleif den Kloge kom til hjælp for at stilne dette vanvid; med klogskab dæmpede han galskaben ved først at snakke efter munden på denne måde: »Konge! Det er ikke underligt, at du mindes en så smuk og fornem kone og viser hende ære med dyner og gudvæv, som hun bad dig, men din hæder er dog mindre, end det sømmer sig — og hendes med — ved det, at hun ligger for længe i det samme tøj. Det er meget mere anstændigt, at hun bliver flyttet og klæderne under hende bliver skiftet.« Men så snart hun blev flyttet fra sengen, kom der rådden lugt og dunst og alle slags fæl stank fra liget. Da blev et bål hurtigt lavet, og hun blev brændt, men før dét blev liget helt blåt og ud derfra strømmede slanger og øgler, frøer og padder og alle slags fæle kryb. Så sank hun i aske, men kongen kom til forstanden og glemte tåbeligheden og styrede derefter sit rige og blev stærkere; han havde glæde af sit folk og folket af ham og riget af dem begge.

26. Om Tjodolf fra Kvine

Da kong Harald havde erkendt finnekvindens svig, blev han så vred, at han fordrev hendes og sine sønner og ikke ville se dem. Så opsøgte Gudrød Glans sin fosterfar — Tjodolf fra Kvinesdal — og bad ham følge sig til kongen, for Tjodolf var kongens gode ven. Kongen var da i Oplandene; de tog derefter af sted, og de kom til kongen sent om aftenen, hvor de i ubemærkethed satte sig tættest ved udgangen. Kongen gik på gulvet og så på bænkene; han holdt gæstebud, og mjøden var blandet. Da kvad han dette for sig selv:

Lystne på mjød mødes

mine gamle kæmper;

voldsom virker mængden

— hvi er I så mange?

Da svarede Tjodolf:

Hug mod hovedskallen

husker vi fra kampen;

fyrsten ikke førhen

fandt vi var for mange.

Tjodolf tog hatten af, og da genkendte kongen ham og tog vel imod ham. Tjodolf bad da kongen, at han ikke skulle ringeagte sine sønner, »— for de ville gerne have haft en bedre mor, hvis du havde givet dem det.« Kongen tilstod ham det og bad ham tage Gudrød med sig hjem, sådan som han før havde haft det. Sigurd og Halvdan bad han tage til Ringerike, men Ragnvald til Hadeland. De gjorde, som kongen sagde, og blev alle dygtige mænd med gode færdigheder. Kong Harald sad nu i ro indenlands; der var god fred og gode tider.

27. Om jarl Tørve-Einar på Orknøerne

Jarl Ragnvald i Møre hørte om sin bror Sigurds fald og dét, at der var vikinger i landene. Så sendte han sin søn Hallad vestpå, og denne tillagde sig jarlsnavn og havde en stor flok med vestpå. Da han kom til Orknøerne, slog han sig ned i landet, men både om efteråret, om vinteren og om foråret fór vikinger omkring øerne; de indtog næssene og foretog strandhugst. Det gav jarl Hallad afsmag for at opholde sig på øerne; han aflagde sig jarledømmet, gav sig en fri bondes rettigheder og tog derefter østpå til Norge. Da jarl Ragnvald hørte om dette, talte han ikke pænt om Hallads handlinger, men sagde, at hans sønner ikke ville komme til at ligne deres forfædre. Så svarede Einar: »Jeg er ikke særlig værdsat af dig og jeg har kun lidt kærlighed at forlade. Jeg skal tage vestpå til øerne, hvis du vil hjælpe mig. Jeg skal love dig dét, som du vil sætte meget stor pris på, at jeg ikke vil komme tilbage til Norge.« Ragnvald sagde, at det syntes han godt om — at han ikke kom tilbage — »for jeg har kun lidt håb om, at dine slægtninge får nogen hæder fra dig, eftersom hele din mors familie er fødte som trælle.« Ragnvald gav Einar et langskib og udrustede det for ham. Einar sejlede om efteråret vest over havet, men da han kom til Orknøerne, mødtes han af to skibe med vikingerne Tore Træskæg og Kalv Skurv. Einar lagde straks til kamp med dem og sejrede, og de faldt begge; da blev dette digtet:

Til trolden gav han Træskæg;

Tørve-Einar dræbte Skurv.

Han blev kaldt Tørve-Einar, fordi han lod skære tørv og brugte det som brændsel, da der ikke var skov på Orknøerne. Derefter blev Einar jarl over øerne, og han var en mægtig mand; han havde et stygt udseende og var énøjet, men dog meget skarpsynet.

28. Kong Erik Emundsons død

Hertug Guttorm sad for det meste i Tønsberg og havde overherredømmet i Viken, når kongen ikke var i nærheden. Han skulle dér forsvare landet, som blev meget hærget af vikinger, og der var ufred oppe i Götaland, imens kong Erik Emundson var i live; han døde, da kong Harald Hårfager havde været konge i Norge i 10 år.

29. Hertug Guttorms død

Efter Erik var Bjørn — hans søn — konge i Sverige i ét år; han var far til Erik den Sejrrige og Olav — Styrbjørns far. Da Hertug Guttorm døde af sygdom i Tønsberg, gav kong Harald overherredømmet over hele dennes rige til sin søn Guttorm og gjorde ham til høvding derover.

30. Ragnvald Møre-jarls død

Da kong Harald var 40 år gammel, var mange af hans sønner blevet voksne; de var alle tidligt modne. Det kom dertil, at de blev utilfredse med, at kongen ikke gav dem magt, men satte en jarl over hvert fylke; de syntes, at jarlerne var mere lavbårne, end de selv var. Et forår drog Halvdan Højben og Gudrød Glans af sted med en stor flok mænd; de kom uventet over Ragnvald Møre-jarl, besatte hans hus og brændte ham inde med 60 mand. Så tog Halvdan tre langskibe; han klargjorde dem og sejlede derpå vest over havet, men Gudrød satte sig på det land, som jarl Ragnvald før havde haft. Da kong Harald hørte om dette, fór han straks mod Gudrød med en stor hær, og Gudrød så intet andet vilkår, end at give sig i kong Haralds vold; kongen sendte ham østpå til Agder. Kongen satte da Tore — jarl Ragnvalds søn — over Møre og giftede ham med sin datter Ålof, der blev kaldt Årbod. Jarl Tore den Tavse besad da samme magt, som hans far Ragnvald havde haft.

31. Halvdan Højbens død

Halvdan Højben kom meget uventet vestpå til Orknøerne; jarl Einar flygtede med det samme fra øerne, men han vendte straks samme efterår tilbage og kom uventet over Halvdan. De mødtes, striden blev kort og Halvdan flygtede — og det var midt nat. Einars folk lå uden telte om natten, men om morgenen, da det lysnede, ledte de efter flygtningene på øerne, og de blev dræbt, hvor de blev fundet. Da talte jarl Einar: »Jeg ved ikke,« sagde han, »om det er en mand eller fugl, jeg ser ude på Rinansø; til tider løfter den sig op, andre gange lægger den sig ned.« Så tog de dertil, fandt Halvdan Højben og tog ham til fange. Jarl Einar kvad denne vise om aftenen, før han lagde til kamp:

Hvor er Rollaugs våben,

og hvem ser Rolf i kamp?

Hér i mine hænder

faderhævnen ligger;

over fjendeflokken

falder vi i aften,

mens i tavshed Tore

tyller øl på Møre.

Så gik jarl Einar hen til Halvdan; han skar ørn bag på ham på den måde, at han stak sværdet ind i ryggen, skar alle ribben over ned til lænden og trak lungen ud. Det blev Halvdans død, og så kvad Einar:

Hævnet er nu Ragnvald;

ret har nornerne dømt.

Folkestøtten fældtes —

for sejren råder jeg.

På Halvdan Højbens grav

henkastes store sten;

han skyldte mig i skat —

skarpt jeg inddrog gælden.

Derefter slog jarl Einar sig ned på Orknøerne, som han tidligere havde gjort. Da man hørte disse nyheder i Norge, syntes Halvdans brødre meget dårligt derom og sagde, at det var hævn værd. Mange andre var enige i dette, men da jarl Einar hørte om det, kvad han:

Mine mange fjender

— mænd af store ætter —

ikke uden årsag

ønsker at se mig død.

Førend jeg er fældet,

forbli’r det uafgjort,

hvem der bleg og blodig

blottes for ørnens klø’r.

32. Forlig mellem kong Harald og jarl Einar

Kong Harald udbød leding, samlede en stor hær og drog derefter vestpå til Orknøerne, men da jarl Einar hørte, at kongen var kommet østfra, tog han over på Næs; så kvad han denne vise:

Mand med skæg til skovgang

skyldig bli’r for fæ-ran;

hugget i Haralds skjold

har jeg ved sønnens fald.

Mig for drab på drengen

drotten truer med straf;

øernes jarl ængstes

ikke ved slig tale.

Der fór mænd og budbringere mellem kongen og jarlen; det endte med, at der blev aftalt et møde, hvortil de selv kom, og dér lagde jarlen alt under kongens dom. Kong Harald dømte jarl Einar og alle orknøinger til at betale 60 mark guld; bønderne fandt bøden alt for stor, men så tilbød jarl Einar, at han alene betalte bøden, og derfor skulle han have al odelsjord på øerne. Dette samtykkede de i, mest fordi de fattige ejede småt med jord, og de rige mente at kunne indløse deres jord, så snart de ville. Jarlen indløste gælden til kongen, som om efteråret atter drog østpå. Derefter var det længe sådan på Orknøerne, at jarlerne ejede al odelsjord — lige til Sigurd Lodveson tilbagegav den.

33. Kong Eriks giftermål

Guttorm — kong Haralds søn — havde landeværnet i Viken; han sejlede med hærskibe udenskærs, men da han lå i en forgrening af Götaelven, kom Sølve Skræv og lagde an til kamp mod ham; dér faldt Guttorm. Halvdan den Sorte og Halvdan den Hvide lå i viking og hærgede i Østersølandene. De udkæmpede et stort slag i Estland, dér faldt Halvdan den Hvide.

Christian Krohg: Gunhild lader finnerne dræbe

Erik blev opfostret ved hersen Tore Roaldson i Fjordene. Kong Harald elskede ham mest af sine sønner og værdsatte ham mest. Da Erik var 12 år gammel, gav kong Harald ham fem langskibe, hvormed han tog på hærtogt — først i Østersølandene og siden sydpå i Danmark og i Friesland og Saxland; denne færd varede tre år. Derefter drog han vest over havet og hærgede i Skotland og Bretland, Irland og Valland; dette varede yderligere fire år. Efter det drog han nordpå til Finnmarken og helt til Bjarmeland, hvor han udkæmpede et stort slag og sejrede. Da han kom tilbage til Finnmarken, fandt hans mænd dér i en hytte en kvinde, der var så smuk, at de ikke havde set hendes lige. Hun sagde, hun hed Gunhild og at hendes far boede på Helgeland og hed Øssur Tote — »jeg har været her,« sagde hun, »for at tilegne mig kundskaber fra to finner, der er de klogeste her på stedet; de er nu taget på jagt, men de vil begge have mig, og de er begge så kloge, at de følger spor som hunde — både på optøet og isdækket jord. De er så gode til at stå på ski, at ingenting slipper fra dem — hverken mennesker eller dyr — og hvad som helst de skyder efter, rammer de. Sådan er det gået hver mand, der er kommet her i nærheden, og hvis de bliver vrede, vender jorden sig om for deres blik, og hvis noget levende kommer for deres blik, falder det dødt om. Nu må I på ingen måde komme i vejen for dem, men jeg skal skjule jer her i hytten; så må vi forsøge, om vi kan få dem dræbt.« De tog imod dette — at hun skjulte dem. Hun tog en hørpose, og det forekom dem, at den indeholdt aske; hun stak hånden deri og strøede det omkring hytten — ude og inde. Lidt senere kom finnerne hjem; de spurgte, hvad der var kommet dertil, men hun sagde, at intet var kommet. Finnerne syntes, at det var underligt, for de havde fulgt spor helt til hytten, men derefter kunne de ikke finde dem. Så tændte de ild og lavede mad, og da de var mætte, redte Gunhild sin seng; da var det i tre nætter foregået sådan, at Gunhild havde sovet, mens de begge havde vogtet på hinanden med mistro. Nu sagde hun: »Kom nu her! Så kan I ligge på hver jeres side af mig.« Dette gjorde dem glade, og de gjorde sådan; hun holdt hver af dem om halsen med sine arme. De faldt øjeblikkeligt i søvn, men så vækkede hun dem; de faldt hurtigt i søvn igen og det så fast, at hun knapt kunne vække dem. De faldt igen i søvn, og da kunne hun på ingen måde vække dem igen; hun rejste dem op, men alligevel sov de. Hun tog da to store sælskindssække, som hun kastede over hovederne på dem og bandt stramt til neden for deres hænder. Så gav hun tegn til kongsmændene, der løb til og brugte våben på finnerne; de blev dræbt og slæbt ud af hytten. Natten efter tordnede det så voldsomt, at de ingen steder kunne komme, men om morgenen begav de sig til skibene; de havde Gunhild med sig og førte hende til Erik. Så tog Erik og hans folk sydpå til Helgeland; dér indkaldte han Øssur Tote til møde med sig. Erik sagde, at han ville have hans datter, og Øssur sagde ja dertil; således fik Erik Gunhild og tog hende med sig sydpå i landet.

34. Om Haralds sønner

Da Kong Harald var 50 år gammel, var mange af hans sønner voksne, og nogle var døde. Mange af dem blev store ufredsmænd indenlands, og de var indbyrdes uforsonede; de jog kongens jarler fra deres ejendomme, og nogle dræbte de. Kong Harald indkaldte da til et stort ting østpå i landet og stævnede oplændingene dertil; dér gav han sine sønner kongsnavn og indsatte i loven, at hans efterkommere hver især skulle overtage kongedømme efter sin far, men jarldømme skulle de have, der kom fra kvindesiden af hans slægt. Han skiftede landet med dem: Vingulmark, Romerike, Vestfold og Telemark gav han til Olav, Bjørn, Sigtryg, Frode og Torgils, men Hedemark og Gudbrandsdalen gav han til Dag og Ring og Ragnar; Snefridssønnerne gav han Ringerike, Hadeland, Toten og det, der hører dertil; Guttorm havde han givet overherredømme fra Elven over Ranrike til Svinesund — ham havde han sat til landeværn ved landgrænsen mod øst, som før er skrevet. Kong Harald selv opholdt sig oftest midt i landet; Rørek og Gudrød var hele tiden i kongens livvagt, og de havde store landindtægter i Hordaland og Sogn. Erik var sammen med sin far — kong Harald; han elskede ham mest af sine sønner og værdsatte ham mest. Han gav ham Helgeland og Nordmøre og Romsdal. Nordpå i Trondheim gav han overherredømmet til Halvdan den Sorte og Halvdan den Hvide og Sigrød. I hvert af disse fylker gav han sine sønner halvdelen af sine skatteindtægter og tillige, at de skulle sidde i højsæde; et trin højere end jarlerne, men et trin lavere end ham selv. Hver af hans sønner tiltænkte sig selv hans sæde efter hans levedage; selv tiltænkte han Erik det, men trønderne tiltænkte Halvdan den Sorte det, og vikværingerne og oplændingene undte den magten mest, som havde dem under sig. Af den grund opstod der igen megen uenighed mellem brødrene. Fordi de syntes at have for lidt magt, drog de på hærtogt, sådan som det er fortalt, at Guttorm blev fældet i Götaelveforgreningen af Sølve Skræv. Efter dette overtog Olav det rige, han havde haft. Halvdan den Hvide faldt i Estland og Halvdan Højben faldt på Orknøerne. Kong Harald gav Torgils og Frode krigsskibe, og de drog i vesterviking og hærgede i Skotland og Bretland og Irland. Som de første nordmænd tilegnede de sig Dublin. Det siges, at Frode drak en forgiftet drik; Torgils var længe konge af Dublin, men blev forrådt af irerne og faldt dér.

35. Ragnvald Retbens død

Erik Blodøkse agtede at blive overkonge over alle sine brødre, og sådan ville kong Harald også have, det skulle være; far og søn stod ofte sammen. Ragnvald Retben indehavde Hadeland; han lærte troldkyndighed og blev sejdmand. Kong Harald syntes dårligt om sejdmænd. I Hordaland var der en sejdmand, der hed Vitgeir. Kongen sendte besked til ham og bad ham indstille sin sejden; han svarede og kvad:

Ubetyd’lig

er vores sejd

— børn af ka’l

og af kælling —

mod Ragnvalds sejd

— den retbened’ —

kong Haralds søn

i Hadeland.

Men da kong Harald hørte dette, drog Erik Blodøkse på hans råd til Oplandene og kom til Hadeland. Han indebrændte sin bror Ragnvald sammen med 80 sejdmænd, og dét værk blev meget rost.

Gudrød Glans var om vinteren som gæst hos Tjodolf fra Kvine — hans fosterfar. Hans skib var fuldt bemandet og han ville sejle nordpå til Rogaland. Da blev det stærk storm, men Gudrød var opsat på turen og havde svært ved at vente; så kvad Tjodolf:

Udsæt kun din afgang

indtil vejret bedres.

Vent til — Gæve Gudrød! —

Geites vej er farbar.

Bi på stormens stilnen

— du stolte kongesøn —

Voldsomt brydes bølgen

i brændingen ved Jæren.

Gudrød tog dog af sted, ligegyldigt hvad Tjodolf sagde, men da de kom til Jæren, sank skibet under dem, og de omkom alle.

36. Bjørn Købmands fald

Bjørn — kong Haralds søn — rådede over Vestfold og sad som oftest i Tønsberg og var sjældent på hærtogt. Mange handelsskibe søgte til Tønsberg — både dér fra Viken og fra nord i landet og sydfra fra Danmark og Saxland. Kong Bjørn havde også handelsskibe, der sejlede til andre lande, og skaffede sig på den måde kostbarheder og andre ting, som han mente at have behov for. Hans brødre kaldte ham Farmand eller Købmand. Bjørn var en klog mand, besindig og ansås for at være egnet som høvding; han blev godt og passende gift og fik en søn, der hed Gudrød. Erik Blodøkse kom fra Østersølandene med krigsskibe og et stort følge; han krævede af sin bror Bjørn, at få de skatter og afgifter, som kong Harald skulle have fra Vestfold, men det havde hidtil været sådan, at Bjørn selv havde givet kongen skatten eller sendt mænd med den. Sådan ville han også gøre denne gang, og han ville ikke give noget fra sig. Så mente Erik at have brug for fødevarer og telte og drikkevarer; brødrene havde en strid på ord om dette, men Erik fik heller ikke noget af dét og tog væk fra byen. Om aftenen forlod Bjørn også byen og tog op til Sæheim. Erik gjorde omkring, fór om natten efter Bjørn til Sæheim og kom dertil, da de sad over drikken. Erik omringede deres hus, men Bjørn gik ud og kæmpede; dér faldt Bjørn og mange mænd med ham. Erik tog meget krigsbytte og drog nordpå i landet. Vikværingerne syntes meget dårligt om dette værk, og Erik fik megen utak derfor; der gik ord om, at kong Olav ville hævne Bjørn, hvis han fik mulighed for det. Kong Bjørn ligger i Farmandshøjen i Sæheim.

Erik Werenskiold: Farmandshøjen i Sæheim

37. Kongerne forliges

Kong Erik drog vinteren efter nordpå til Møre og på gæstebud i Selven inden for Agdenes, men da Halvdan den Sorte erfarede det, fór han dertil med en hær og omringede huset. Erik sov i en fraliggende bygning og slap ud i skoven med fem mand, men Halvdans folk afbrændte gården og hele den flok, der var på den. Erik opsøgte kong Harald med disse nyheder; kongen blev voldsomt vred over det, samlede en hær og drog mod trønderne. Da Halvdan den Sorte hørte det, opbød han folk og skibe; de blev særdeles mange og lagde ud til Stad inden for Torsbjerg. Kong Harald lagde da sin flok ude ved Reinslette. Der fór mænd imellem dem. Der var en gæv mand ved navn Guttorm Gnist; han var da i Halvdan den Sortes flok, men han havde tidligere været i kong Haralds, og han var en god ven af dem begge. Guttorm var en stor skjald, og han havde fremsagt sit kvad om de to — faren og sønnen. De havde tilbudt ham løn for det, men han afslog det, og bad om, at de skulle tilstå ham et løfte, og det havde de begge lovet. Han opsøgte da kong Harald og bragte forsonende ord mellem dem og bad hver af dem indfri deres løfte ved dét, at de skulle forliges. Kongerne gjorde ham den store ære, at forliges på hans foranledning. Mange andre gæve mænd istandbragte denne sag med ham. Det blev aftalt, at Halvdan skulle beholde al den magt, han hidtil havde haft, og at han skulle lade sin bror Erik i fred. Om denne historie digtede Jorun Skjaldmø nogle strofer i Sendebid:

Halvdan — hørte jeg — fik

Haralds styrke prøvet;

men den sorte syntes

ej særligt om mit digt

38. Håkon den Godes fødsel

Håkon Grjotgardson Lade-jarl havde hele magten i Trondheim, når kong Harald var andetsteds i landet, og Håkon var den i Trøndelagen, der havde kongens største anseelse. Efter Håkons fald overtog Sigurd — hans søn — magten og blev jarl i Trondheim; han holdt til på Lade; hos ham voksede kong Haralds sønner — Halvdan den Sorte og Sigrød — op, og før dét var de under Håkons — hans fars — forsorg. De var så godt som jævnaldrende — Haralds sønner og Sigurd. Jarl Sigurd blev gift med Bergljot — datter af jarl Tore den Tavse; hendes mor var Ålof Årbod — Harald Hårfagers datter. Sigurd var den klogeste mand.

Da kong Harald begyndte at blive gammel, opholdt han sig oftest på de storgårde, han havde på Alreksstad, Sæheim og Fitjar i Hordaland eller på Utstein eller i Avaldsnes på Karmøy. Da kongen var næsten 70 år, fik han en søn med den kvinde, der hed Tora Mosterstang. Hun stammede fra Moster og var af en god familie; hun regnede sig i slægt med Horda-Kåre. Hun var den smukkeste og klogeste kvinde; hun kaldtes kongens tjenestepige. Dengang havde mange — både mænd og kvinder af god slægt — pligter over for kongen; det var skik med store mænds børn, at man udvalgte gode mænd til at vandøse dem og give dem navn. Da den tid kom, da Tora ventede hun skulle føde barnet, ville hun opsøge kong Harald; han var nordpå i Sæheim, men hun var på Moster. Hun drog derfor nordpå på jarl Sigurds skib; de lå om natten ved land, og dér fødte Tora barnet oppe på den flade klippe ved enden af landgangsbroen. Jarl Sigurd øste vand over drengen og opkaldte ham efter sin far — Håkon Lade-jarl. Denne dreng blev snart smuk og stor af vækst og meget lig sin far. Kong Harald lod drengen følge sin mor, og de var på kongsgårdene, mens drengen var lille.

39. Kong Adalsteinns budbringere

Kongen i England hed dengang Adalsteinn, og han havde for nyligt overtaget kongedømmet; han blev kaldt den Sejrrige og den Trofaste. Han sendte mænd til Norge, der skulle opsøge kong Harald på den måde, at budbringeren gik frem for kongen; han rakte kongen et sværd med guldbelagt tværstykke og greb — også hele skeden var besat med guld og sølv og kostbare ædelsten. Budbringeren holdt sværdskæftet mod kongen og sagde: »Her er et sværd, som kong Adalsteinn sagde, at du skulle modtage.« Kongen tog ved grebet, og straks sagde budbringeren: »Nu tog du således, som vores konge ville have; nu skal du gå i hans tjeneste, fordi du tog imod hans sværd!« Kong Harald indså nu, at dette blev gjort for at latterliggøre ham, for han ville ikke være nogen mands tjener, men så huskede han på dét, som var hans sædvane, at hver gang han blev heftig, eller vrede kom over ham, da beherskede han sig og lod dermed sin ophidselse fortage sig og betragtede så sagen uden vrede. Det gjorde han også nu, og han fortalte sine venner om dette, og de gav alle sammen det råd — for det første — at lade budbringerne drage helskindede hjem.

40. Hauks Englandsrejse

Sommeren efter sendte kong Harald et skib vestpå til England, og skipperen var Hauk Højbrog; han var en stor kriger og kongens gode ven, og han fik Håkon — kongens søn — med sig. Hauk drog da vestpå til England, opsøgte kong Adalsteinn og fandt ham i London, hvor der var indbudt til et prægtigt gæstebud. Da de kom til hallen, fortalte Hauk sine mænd, hvordan de skulle gå ind; han sagde, at den, der gik først ind, skulle gå sidst ud, og alle skulle stå lige tæt på bordene, og hver af dem skulle have sværdet ved venstre side og binde kappen således, at sværdet ikke kunne ses. Derefter gik de ind i hallen; de var 30 mand. Hauk gik for kongen og tiltalte ham; kongen bød ham velkommen. Så tog Hauk drengen Håkon og satte ham på kong Adalsteinns knæ. Kongen så på drengen og spurgte Hauk, hvorfor han gjorde det. Hauk svarede: »Kong Harald bad dig opfostre hans trællebarn.« Kongen blev meget vred og greb sværdet, der lå nær ham, og trak det, som om han ville dræbe drengen. »Nu har du knæsat ham,« sagde Hauk, »så kan du myrde ham, hvis du vil, men dermed udrydder du ikke alle kong Haralds sønner.« Derefter gik Hauk og alle hans mænd ud; de gik til deres skib og drog til havs, da de var klar. De kom tilbage til Norge og opsøgte kong Harald, og han syntes godt om det, for det siges, at den har mindre rang, der opfostrer et barn for en anden. Af denne omgang mellem kongerne sås det, at hver af dem ville være mere end den anden, men deres værdighed ændredes ikke ved disse hændelser; hver af dem var overkonge i sit rige til sin dødsdag.

41. Håkons dåb

Kong Adalsteinn lod Håkon døbe og lære den rette tro, gode manerer og alle slags høviskhed. Kong Adalsteinn elskede ham særligt meget — mere end alle sine slægtninge — og desuden blev han elsket af enhver, der kendte ham. Han blev siden kaldt Adalsteinnsfostre. Han var den største idrætsmand — større, stærkere og smukkere end alle andre — og han var klog, veltalende og en god kristen. Kong Adalsteinn gav Håkon et sværd med forgyldt tværstykke og greb, og bladet var endda bedre; Håkon huggede det i en kværnsten — lige til øjet — og det blev derefter kaldt Kværnbider; det er det bedste sværd, der er kommet til Norge; Håkon ejede det til sin dødsdag.

42. Erik overtog magten

Da Kong Harald blev 80 år gammel, var han så besværet, at han ikke syntes sig i stand til at rejse over land og varetage kongepligterne. Så ledte han Erik — sin søn — til sit højsæde og gav ham magten over hele landet. Da kong Haralds øvrige sønner hørte dette, satte Halvdan den Sorte sig i kongehøjsædet; han tog råderetten over hele Trondheim, og alle trønderne vendte sig til ham i den sag. Efter Bjørn Købmands fald overtog hans bror Olav magten over Vestfold og opfostrede Gudrød — Bjørns søn. Olavs søn hed Tryggve; han var Gudrøds fosterbror. De var næsten jævnaldrende og begge både evnerige og meget dygtige; Tryggve var større og stærkere end andre. Da vikværingerne hørte, at horderne havde taget Erik til overkonge, tog de Olav til overkonge i Viken, og han fastholdt denne magt. Dette syntes Erik meget dårligt om. To år senere døde Halvdan den Sorte brat ved et gæstebud i Trondheim, og det blev sagt, at Gunhild Kongsmor havde betalt en troldkyndig kone for at give ham en dødelig drik. Efter det tog trønderne Sigrød til konge.

43. Kong Haralds død

Rigsmonumentet Haraldsstøtten i Haugesund
Foto: Jóhann Þröstur Pálmason © 2010.

Kong Harald levede tre år, efter han havde givet Erik hele magten; han opholdt sig da på de storgårde, han ejede i Rogaland og Hordaland. Erik og Gunhild fik en søn, som kong Harald vandøste og opkaldte efter sig, idet han sagde, at han skulle være konge efter sin far — Erik. Kong Harald bortgiftede de fleste af sine døtre til sine jarler indenlands, og store slægtsled er kommet derfra. Kong Harald døde af alderdom i Rogaland, og han blev højlagt i Hauge ved Karmsund. I Haugesund står en kirke, og nordvest for selve kirkegården findes Harald Hårfagers høj. Vest for kirken ligger kong Haralds gravsten, som lå over hans grav i højen; den sten er tretten en halv fod lang og næsten to alen bred. Midt i højen lå kong Haralds gravsted; der blev sat én sten ved hovedet og en anden ved fødderne, og henover lå den store sten, og der blev lagt mange sten på begge sider derunder. Kloge mænd siger, at Harald Hårfager var den smukkeste, stærkeste og største blandt mænd og den mest gavmilde og venlige mod sine mænd; han var en stor kriger i den første del af sin levetid. Nu fortolker man det store træ, som viste sig for hans mor i en drøm, før han blev født, og hvis nederste del var rød som blod, men hvis stamme overfor var smuk og grøn, som et varsel om hans magts blomstring. Når træet længst oppe var hvidt, betød det, at han ville blive gammel og gråhåret; træets grene og kviste forudsagde hans afkom, der spredte sig over hele landet, og siden er kongerne i Norge kommet fra hans slægt.

44. Olavs og Sigrøds fald

Vinteren efter kong Haralds død, overtog kong Erik alle de indkomster, som kongen fik midt i landet, men Olav tog dem i Viken og Sigrød — deres bror — tog alt i Trøndelagen. Erik syntes meget dårligt om dette, og der gik ord om, at han ville prøve sine brødre med magt, så han kunne få eneherredømmet over hele landet, sådan som hans far havde givet ham. Da Olav og Sigrød hørte dette, blev der sendt budbringere imellem dem; derefter aftalte de at mødes, og Sigrød drog om foråret østpå til Viken, fandt sin bror Olav i Tønsberg og blev dér en tid. Det samme forår udbød Erik en stor flok og mange skibe og sejlede østpå til Viken. Kong Erik fik så strygende en medvind, at han sejlede dag og nat, og intet rygte løb forud; da han kom til Tønsberg, gik Olav og Sigrød med deres flok til bakken østen for byen, hvor de stillede sig i slagorden. Erik havde en langt større flok, og han vandt sejr, mens både Olav og Sigrød faldt, og dér på bakken, hvor de lå faldne, findes begges høje. Erik drog gennem Viken og lagde det under sig og blev længe dér om sommeren. Erik var en stor, smuk mand, stærk og mandig; en stor kriger og sejrrig. Han havde et hidsigt sind, var grusom, uvenlig og fåmælt. Gunhild — hans kone — var den smukkeste kvinde, klog og rig på kundskaber og munter i talen, men meget snu og særdeles grusom. Disse var Erik og Gunhilds børn: Gamle var ældst, så kom Guttorm, Harald, Ragnfred, Ragnhild, Erling, Gudrød og Sigurd Savl. Alle Eriks børn var smukke og lovende.

— o —