Oddruns Klage
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
Heimskringla Reprint
Den ældre Edda
Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870
En Konge hed Hejdrek; hans Datter hed Borgny. Vilmund hed hendes Elsker. Hun kunde ikke føde, förend Oddrun, Atles Søster, kom. Hun havde været Gunnar Gjukesöns Elskede. Om denne Fortælling synges her:
1.
Jeg hørte sige
i gamle Sagaer,
hvorledes Møen kom
til Morgenland.
Ingen på Jorden
kunde hjælpe
med Råd eller Dåd
Hejdreks Datter.
2.
Det spurgte Oddrun,
Atles Søster,
at Møen led af
megen Sygdom.
Af Stald hun trak
den bidslede Traver
og lagde Sadlen
på den sorte.
3.
Lod hun Hesten jage
over jevne Muldvej,
til hun kom til den höje,
knejsende Hal.
Sadlen hun tog
af den trætte Ganger;
ind hun gik
op gennem Salen,
og först hun talte
følgende Ord:
4.
"Hvilke Sagn
siges nu her?
Hvad nyt høres
i Hunaland?"
En Terne.
"Her ligger Borgny
helt værkbruden,
din Veninde Oddrun!
Il du til Hjælp"
Oddrun.
5.
"Hvilken Hersker
har Skammen voldet?
Hvi har Borgny
så brat en Sot?"
Ternen.
"Vilmund hedder
Kongernes Ven.
Han lå hos Møen
I Lagnet det varme
fem hele Vintre.
For sin Fader hun det skjulte."
6.
Ikke de mælte
mer med hinanden.
Mild hun sig satte
ved Møens Knæ.
Mægtigt sang Oddrun,
stærkt sang Oddrun
tryllende Ord
over Borgny.
7.
Da kunde Svend og Mø
Muldvej betræde,
de glade Börn
af Högnes Bane.
Da mælte Møen,
som var mat til Døden,
så at för hun intet
Ord monne tale:
8.
"Så hjælpe dig alle
hulde Ånder,
Frigg og Frøja
og flere Guder,
som du nu fjærned mig
Fare af Hænde."
Oddrun.
9.
"Ej har jeg derfor
ydet dig Hjælp,
fordi du var
værdig til Hjælpen.
Jeg lovede og holdt
det Løfte, jeg har givet,
at hjælpe jeg vilde
allevegne.
Det loved jeg, da Ædlinge
Arven skifted."
Borgny.
10.
"Gal er du, Oddrun!
uden Samling,
siden du siger mig
sligt i Vrede.
Jeg har fulgt dig
som Ven på Jorden,
som om vi var Börn
af tvende Brødre."
Oddrun.
11.
"End jeg mindes,
hvad du mælte en Aften,
da jeg for Gunnar
Gildet beredte;
at ingen Mø
uden jeg
siden turde vove
sådan Gerning."
12.
Da satte hun sig ned,
den sörgende Kvinde;
af Kummer tynget
hun talte om sin Nød:
13.
"Jeg fostredes op
i Fyrstesal
efter Folkets Råd;
de fleste mig elsked.
Der nød jeg min Ungdom
og mit fædrene Eje
ikkun fem Vintre,
mens min Fader leved.
14.
Sådan talte
for sidste Gang
den mødige Drot
för i Døden han segned:
han bød dem give mig
Guldet det røde
og at sende mig sydpå
til Grimhilds Sön.
15.
Hjelmklædt bød han
Brynhild vorde;
Valens Mø
skulde hun være.
Han sagde, at ingen
ypperligere Mø
i Verden leved,
om i Live hun blev.
16.
Brynhild vævede
Tæpper i Bure;
Folk og Lande
om hende lå.
Jord og höjen
Himmel döned,
da Fåvnes Bane
Borgen skued.
17.
Vel blev da hugget
med det vælske Sværd,
og Borgen blev brudt,
som Bynhild ejed.
Ej vared det længe -
kun en liden Stund,
da havde hun skuet
den hele Svig.
18.
Hård forsand
var Hævnen, hun tog;
fuldtop af Modgang,
fik vi alle,
Det Sagn mon fare
til alle Folk,
at i Døden hun sank
ved Sigurds Side.
19.
Den ædle Gunnars,
Ringenes Givers
Brud blev jeg
i Brynhilds sted.
20.
Da bød de Atle,
min ædle Broder,
røde Ringe
og rige Bøder.
For mig bød end Gunnar
af Gårde femten
og Granes Byrde,
om det tyktes ham godt.
21.
Men Atle svared,
at aldrig han vilde
brudsælge sin Søster
til Gjukes Sön.
Dog mægted vi ej
vor Elskov at tvinge;
til den ringbrydende Helt
mit Hoved jeg læned.
22.
Da sagde mange
Slægtninge mine,
at os de så
i Elskov sammen,
men Atle sagde,
at ej jeg monne
synde i sligt
og Skam forskylde.
23.
Aldrig skulde Mand
for anden borge
i sligt, hvor ene
Elskov råder.
24.
Sendte da Atle
Svendene sine
gennem mörke Skov
for mig at belure.
Brat de da kom,
hvor ej komme de skulde,
da vi to bredte
ét Lagen for begge.
25.
Svendene røde
Ringe vi bød,
at ej de skulde
til Atle det sige.
Dog de ilte
til Atle med Budet;
hurtig de skyndte
sig til Huse.
26.
Dog for Gudrun
Tingen de dulgte,
skönt hun var nærmest
til alt at høre.
27.
Under guldskode Hove
hørtes det döne,
da Gjukes Arvinger
red i Gårde.
Hjertet skar de
ud af Högne
og satte den anden
i Ormegård.
28.
Endnu var jeg faret
end en Gang
til Gejrmunds Bo
Gilde at berede.
Den vise Hersker
monne Harpen slå.
Det da vented
den ætstore Drot,
at jeg min Elsker
til Hjælp skulde komme.
29.
Fra Læsø jeg kunde
Lyden høre,
hvordan Strengene toned
med smertelig Klang.
Da bød jeg mine Terner
sig brat at berede;
Fyrstens Liv
frelse jeg vilde.
30.
Snekken vi lod
over Søen flyde,
til jeg skuede alle
Atles Gårde.
31.
Der kom Atles
usle Søster
snigende ud -
gid Sot hende tære! -
og grov sig ind
til Gunnars Hjerte.
Ej kunde jeg frelse
den ædle Helt.
32.
Ofte, du guldsmykte
Mø! jeg undres,
at end jeg kan
eje Livet,
jeg, som elsked
som mit eget Liv
Sværdenes Konge,
den kampglade Helt.
33.
Du sad og lytted,
mens jeg dig sagde
min og de andres
onde Skæbne.
Hver Mand lever
for egen Lyst.
Nu er Oddruns
Klage endt.
Noter:
7. Svend og Mø, dvs.: Börnene, som Borgny føder. Högnes Bane er Vilmund, der må have dræbt en Mand ved Navn Högne, der er forskellig fra Gunnars Broder.
18. Den hele Svig - nemlig, at Sigurd havde påtaget sig Gunnars Skikkelse.
20. Granes Byrde, dvs.: Guld.
28. Oddrun er hos Gejrmund på Læsø, helt derhen hører hun Gunnars Harpeslag.
Om disse Begivenheder tales i de følgende Sange.
31. Atles Moder er i Slangeskikkelse.
