Vølvens Spaadom (1914)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

To Eddasange
Slægternes Træ (1914)
s. 77-101

Oversat af
Thøger Larsen

Vølvens Spaadom

Hør mig nu alle
hellige Slægter,
store og smaa
af Heimdals Sønner.
Valfader vil,
at jeg skal melde
om Mænd i Oldtid,
det ældste, jeg veed.

Jeg saa' Oldtids
første Jætter,
de har forhen
selv mig fostret.
Jeg husker ni Verdner,
ni Hjem i Træet,
Al-Træets Ungdom
i Underjorden. (1)

Aar var aarle
over Ymers Bolig. (2)
Ej var Sand, ej Sø,
ej svale Bølger;
Jord fandtes ikke,
ingen Himmel,
Ginnunga-Gab var,
men Græs aldrig.

Før Burs Sønner (3)
lod Lande stige,
da de mægtigt
Midgaard skabte. (4)
Sol sken sønden
paa Sten i Salen,
da groed af Grund
grønne Urter.

* Sol kom sydfra
sammen med Maane,
højre Haand
greb Himmelranden.
Sol kendte ikke
sine egne Sale,
Maane kendte ikke
sine egne Kræfter, (5)
Stjerner kendte ikke
deres egne Steder.

* Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde.
Nat og Næet
gav de Navne,
Navn fik Morgen
og Middagstid,
Mørkning og Aften
for Aar at tælle.

Aserne mødtes
paa Idesletten,
der de Helligdom
og Hove bygged,
Smedjer blev opført,
og alting prøvet,
ædelt Metal ved
Esser hamret,
dannet Tænger
og tungt Værktøj.

Tavl paa Tunet
tit de leged,
intet de savned,
alt var gyldent,
da kom tre mægtige
Tursemøer,
avlet af Jætter
i Jotunheim. (6)

* Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde
om, hvem der skulde
skabe Dværgfolk
af Blod-Brænding
og af blaa Ben. (7)

* Da blev Modsognir
øverst mellem
alle Dværge,
og dernæst Durin.
I Mands Lighed
dannedes mange
Dværge af Jorden,
som Durin sagde. (8)

* Til tre Aser
af Asaskaren,
stærke, gode
Guder kom gaaende,
fandt ved Stranden
svage og arme
Ask og Embla (9)
uden Skæbne.

* Aande de drog ej,
Aand de ej havde,
ej Liv, ej Farve,
ej Blod, som leved.

Aande gav Odin,
Aand gav Høner,
Lød gav Loder
og Blod, som leved.

* Ask veed jeg stande,
kaldet Yggdrasil,
staar med hvide
Stænk paa Grene.
Derfra kommer Duggen,
som falder i Dale,
over Urds Brønd Asken (10)
evigt grønnes.

* Derfra kommer Møer,
mangt vidende,
tre fra den Sø,
som under Træet ses,
(Urd er den ene,
den anden Verdande,
Skuld staar der skaaret
i Stav til tredje,) (11)
Lov de lagde,
Liv for Verdens
Børn de valgte,
voldte Skæbner.

Ene sad hun ude, (12)
da den oldgraa kom,
Anelsers Asa,
og saa' i øjet dybt.

Hvem spørger mig?
Hvi friste mig?

Alt veed jeg, Odin,
hvor du øjet dulgte.
I Mimers Brønd,
den meget kendte.
* Mjød drikker Mimer
hver en Morgen
af Valfaders Pant. (13)
Veed I mer eller hvad?

Hærfader gav hende
Ringe og Halsbaand,
Sandsigergave,
Spaadomsstave.
Vidt saa' hun, vidt ud
i hver en Verden.

Hun saa' Valkyrjer,
vidt fra komne,
færdig at ride
til Goters Folk.
* Skuld holdt Skjoldet,
Skøgul ogsaa,
Gunn, Hild, Gøndul
og Geirskøgul.

Den Krig, hun først i
Verden mindes,
kom, da Spydet
stak Gulveig, (14)
og hun i Højs (15)
Hal blev brændt,
tre Gang' brændt,
som tre Gang' baaren.
------
------

Heid hun hed, (16)
hvor i Hus hun kom,
Spaadomsvølven,
Ulve hun tæmmed,
Sejd hun evned,
Sejd hun øved,
altid elsket af
onde Magter.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde
om, hvem der List i
Luften blanded
og Ods Mø skænked (17)
til Jætteslægten.

Tor ene heftig
Harme viste,
han sidder sjældent,
naar han saadant spørger,
da revned Eder,
Ord og Løfter,
Overenskomster
brødes alle.

Hun veed, hvor Heimdals
Horn er under
det hellige lyse
Løvtræ lagt. (18)
Over det øses
Fossevældet
af Valfaders Pant.
Veed I mer eller hvad?

***

Øster sad den oldgraa
i Urskoven (19)
og fostred der
Fenres Yngel;
deriblandt er
den, som bliver
Sols Tyv
i Trolds Ham.

Den ved Baarer
fylder Bugen,
oversprøjter med Blod
Guders Bolig.
Sort bliver Solskin
de næste Somre.
Alt Vejr værres.
Veed I mer eller hvad?

Han sad paa Højen
og slog Harpen,
Gygens Vogter, (20)
gladen Egdir.
Nær ham gol i
Galgegrenen (21)
en skøn rød Hane,
den, som hedder Fjalar.

Gyldenkammen
gol hos Aser.
Den vækker Helte
hos Hærfader.
En anden galer
under Jorden,
Hanen som Sod
i Hels Sale.

Jeg saa' Balder,
blodig Guddom,
Odins Barns
skjulte Skæbne.
Jeg saa' vokse
højt paa Volden
tynd og yndig
Mistelten.

Hød traf med Buen, (22)
Træet var Pilen,
som mig syntes
sorgbevinget.
Men Frigg begræd (23)
i Fensale
Valhals Ve.
Veed I mer eller hvad?

En saa' hun ligge
under Kilde-Lunden,
en, som ligned
Loke i Lænker.
Der sidder Sigyn (24)
støt ved hans Side,
smiler aldrig.
Veed I mer eller hvad?

Da snor Vale (25)
viede Tove,
haardt de holder,
tvundet af Tarme.

***

Aa gaar af øster
i Edderdale,
Sværdenes Blod-Aa,
som hedder Slid.

* Nordligt stod der
i Nidefjælde (26)
Sal af Guld
for Sindres ætter. (27)
En anden Sal
saas i Okolne, (28)
Jættens Brygsal,
som hedder Brime. (29)

Sal saa' hun stande
fjernt fra Solen
paa Dødningestrand
med Døren mod Nord,
Edderdraaber stænker
ind ad Lugen,
slynget henad Vægge
er Slangerygge.

Der saa' hun vade
i sejge Vande
Meneds-Mænd
og Mordulve,
den, som faar Elskov af
andres Kvinder,
der suged Nidhugs
Næb de døde,
Ulv sled i Aadsel.
Veed I mer eller hvad?

Frem ser jeg længer,
meget kan jeg sige
om Ragnarok,
Faldets Rædsel. (30)

Brødre hinanden
Banesaar hugge,
Børn af Søskende
Blodsbaand bryde,
Grundene larme,
Gygerne flyve,
og ingen Mand
skaaner andre.

Vildt lever Verden,
Hor saa vide,
Hugtid, Hærtid,
halve Skjolde,
Vindtid, Ulvtid,
saa vælter Verden.

Mims Sønner ile,
thi Skæbnen galer (31)
ud af det gamle
Gjallerhorn.
Højt blæser Heimdal,
Horn er i Luften,
Ord skifter Odin
med Mims Hoved. (32)

Da skælver Yggdrasils
Ask, det gyser
gennem det gamle Træ.
Da løses Jætten.
Garm glammer højt (33)
ved Gnipahule.(34)
Lænken brister,
og Ulven løber.

Hrym ager østfra
med Skjoldet hævet.
Jordslangen snor sig
i Jætteharme.
Ormen slaar Dybet,
og ørnen skriger,
har Ligkød paa Næbet,
Naglfar løsner. (35)

Skib gaar østfra,
Muspels Mænd kommer, (36)
over Hav ledet,
og Loke styrer.
Alle Uvætter
med Ulven følger,
Byleists Broder (37)
er med paa Færden.

Surt kommer sydfra (38)
med svaje Luer,
Valguders Sol
fra Sværdet skinner.
Klipper knage,
og Gyger klage,
døde træder Helvej,
Himlen kløves.

* Hvad nu med Aser?
Hvad nu med Alfer?
Nu gnyr al Jotunheim,
Aser gaa til Tinge.
Dværge stønne
ved Stendøre,
Bjergvægs vise.
Veed I mer eller hvad?

Da kommer Hlins (39)
Harm anden Gang,
naar Odin gaar
til Ulvkampen,
og Beles lyse
Bane mod Surt, (40)
da falder Friggs
Fryd i Kampen.

* Da maa den store
Søn af Sejrfader
Vidar kæmpe
med Valdyret, (41)
haardt han hugger
Hvedrungs Søn sit (42)
Sværd til Hjertet,
hævner sin Fader.

Da kommer den stærke
Søn af Hlodyn (43)
harmfuld Midgaards Vogter
nedhugger Ormen.
Ni Fjed gaar da
Fjørgyns Søn, (44)
isnet af øglen,
men uden Angest.

Folk har ej mer
i Midgaard hjemme.

Sol ser hun sortne,
synke Land i Hav,
haste af Himlen
herlige Stjerner.
Røg formørker
Maaneskiven. (45)
Højt leger Hede
ved Himmelbuen.

Op ser hun komme
andre Tider
Jord af Vande,
grøn af Vaaren.
Fosser falde,
ørn flyver over,
som paa Fjældet
Fisken hugger.

Aser mødes
paa Idesletten,
mindes den slagne
Muldomslynger, (46)
og mindes der
de mægtige Domme
og Fimbultys (47)
første Runer.

Der skulle atter
underfulde
gyldne Tavler
i Græsset findes,
dem, som i Oldtid
(Guders Førers
og Fjølnes Slægts) (48)
ætter havde.

Da skal usaaede
Agre vokse.
Bittert skal bedres,
Balder skal komme,
Høder og Balder bebo
Hropts Højsale, (49)
de gode Valguder.
Veed I mer eller hvad?

Selv faar Høner (50)
sin Lod i Hænde.
Sønner af begge hans
Brødre bygge (51)
i Vindhjem vide.
Veed I mer eller hvad?

Sal ser hun straale,
mer end Solen,
gyldne Tage
i Gimle.
Der skal det bedste
Folk da bygge,
og alle Dage
dejligt leve.

Da kommer den høje
til Herredømme
hid fra oven,
han raader for alting,
siger Domme
og jævner Sager,
hellig Lov
fra ham skal holdes.

***

Frem flyver den skummelt
skinnende Drage,
øglen dernede
fra Nidefjælde.
Paa Flugt over Val
ved Nidhugs Fjedre
Lig hænger ned. Nu maa hun synke.

Fodnoter.

(1) Altræet = Yggdrasil.
(2) Ymer d.v.s. Mumleren (ymja d.v.s. udsende en dæmpet susende Klage, svag „Galm“. Ymr d.v.s. dump Larm eller maaske Lyden af Frøernes Kor i et fjernt Kær; Lyden af den skridende Bræ; Naturstemme). Ymer = Aurgelmir = Dyndgalmer (Morænegalmer; Galm d.v.s. en lummer, vildsom og tudende Søndenvind, forud for Regn. Ordet eksisterer endnu i Vestjysk og er rimeligvis beslægtet med "gale" og "galdre"). Ifølge "Vafþruðnismál" hed Aurgelmirs Søn Þruðgelmir (Storgalmer) og dennes Søn Bergelmir (Bjerggalmer). Niflheimsbrønden Hvergelmers Navn betyder overensstemmende hermed: den galmende Kilde.
(3) Odin, Vile og Ve.
(4) Midgaard = Menneskenes Verden.
(5) Sol og Maane tænkes her mere som Personer end som Ting, derfor Stedordet "sine" i Stedet for "dens". Dette Billede stammer vistnok fra Egne højt mod Nord, hvor man samtidigt har set Sol og Maane paa Himlen, hvad Bjørnstj. Bjørnson engang har henledet Opmærksomheden paa. De to sidste overskydende Linjer er rimeligvis senere sat ind.
(6) Maaske Nornerne: Urd, Verdande og Skuld. - Efter Viktor Rydberg menes dog Gulveig, Heid og Angerbode, der ifølge hans Fremstilling i Fädernas gudasaga er en og samme Person, født tre Gange, sml. Verset om Gulveg: "tre Gange brændt, som tre Gange baaren".
(7) Af Ymers Krop.
(8) Herefter følger en Opremsning af Dværge; Remsen tilhører et senere Indskud i Digtet og bærer Mærke af Tilfældighed:

Ny og Næde,
Nordri og Sudri,
Austri og Vestri,
Altjof, Dvalin,
Nár og Nain
Bivor, Bavor,
Bømbur, Nori,
An og Anar,
Al, Mjødvitnir.

Veig og Gandalf,
Vindalf, Train,
Tekk og Torin,
Tror, Vit og Lit,
Nár og Nyraad,
nu har om Dverge
- Regin og Rádsvid -
ret jeg talet.

File, Kile,
Funden, Nale,
Hepte, Vile,
Hanar, Svior,
Billing, Brune,
Bild og Bure,
Frar, Hornbore,
Fræg og Lone,
Aurvang, Jare,
Eikinskjalde.

Nu er det Tid
Dværge at tælle
i Dvalins Flok
fra ham til Lofar.
De, der søgte
fra Stensalen
til Lervangen
og Jordens Valer.

Der var Draupner
og Dolgthrase,
Hár, Haugspore,
Hlævang, Glói,
Skirver, Virver,
Skafid, Ai.

Fjalar og Froste,
Finn og Ginnarr,
Here, Høgstare,
Hljodolf, Móin.
Mindes skal,
mens Tiden lever,
Leddenes Tal
i Lofars Tavle.

(9) De første "Mennesker".
(10) Det er ikke usandsynligt, at Tanken om Urds Brønd oprindeligt stammer fra Kendskab til den store Geysir paa Island - eller muligt til et andet varmt vulkansk Væld. Geysir betyder Sprudler (af geysa eller geisa). I "Odins Ravnegalder" kan Udtrykket for Urds Kilde oversættes ved Springvældet. - De hvide Dyndstænk paa Yggdrasils Grene er maaske Stjernerne.
(11) Dette Stykke er vistnok senere Tilføjelse. Navnene betyder Vorden, Vordende og Skyld. De to førstnævnte er altsaa en Fortids- og en Nutidsnorne. "Vordende" udtrykker dog samtidig Bevægelsen mod Fremtiden. Nogen stillestaaende Væren synes ikke at kendes. "Skyld" er rimeligvis en Hævnnorne, maaske den samme, som omtales blandt Valkyrjerne: "Skuld holdt Skjoldet" osv. Rydberg kalder Urd "den fornemste Norne, Skæbnens og Dødens Dis", Verdande "en af de tre store Norner", Skuld "Norne, Valkyrjernes Anførerinde".
(12) Vølven (Heid?).
(13) Odins øje, sat i Pant hos Mimer.
(14) Gulveig var Udsending fra Vanerne til Aserne. Mordet paa hende fremkaldte Krigen (se Note 6).
(15) Høj = Odin (se <a href="../snorre/index.php">"Gylfaginning"</a>).
(16) Heid er rimeligvis Vølven, der fremsiger Kvadet (se Note 6).
(17) Ods Mø = Freja.
(18) Gjallerhornet under Yggdrasil.
(19) Egentlig "Jærnskoven". Efter "Dansk Ordbog for Folket" (Dahl og Hammer) er Jærnskoven den tætte Skov paa Danmarks Sydøstgrænse i Oldtiden: Dänischwold. - Viktor Rydberg siger: "Jærnskoven (járnviðr), en i de nordligste og østligste Egne beliggende Skov, opfyldt af Vidundere og Trolddom, Tilholdssted indtil Ragnarok for Gulveig-Angerbode, Egdir, Hate og andre "Fenres Slægtninge" - "Den oldgraa" er Angerbode, ved Loke Ophav til Fenre, Hel og Midgaardsormen.
(20) Gyge = Jættekvinde.
(21) Yggdrasil, hvori Odin hang i ni Nætter ("Odins Galge", egl. "Odins Hest").
(22) Hød = Odins Søn, Balders Broder.
(23) Frigg = Odins Hustru.
(24) Sigyn = Lokes Hustru.
(25) Vale = Lokes Søn, der i Skikkelse af en Ulv rev sin Broder Narve itu, hvorefter Aserne bandt Loke med hans Tarme.
(26) Nidefjælde = Næets Fjælde (Mørkefjælde).
(27) Sindre = Gnistsprederen, et Dværgenavn, hentyder maaske til en Vulkan.
(28) Okolne = Ukold (Kuldefri).
(29) Brime = den, der foraarsager Brænding (Bruser), maaske snarere Jættens Navn.
(30) Ragnarok = Gudernes "Tusmørke", Verdens Undergang. (Egl.: "Ragnarok, Sejrsgudernes Fald").
(31) Jeg har oversat "mjøtuðr" ved Skæbne uden at være helt sikker paa Meningen.
(32) Vanerne afhuggede Mimers Hoved, men det beholdt desuagtet sin Visdom.
(33) Garm = Ulvehund.
(34) Gnipahule = Hulen i Bjergtinden.
(35) Naglfar = Lignegleskibet.
(36) Efter V. Rydberg betyder Muspel Verdensfordærvelsen, betegnes ellers som en varm Verden i Syd (Troperne?), maaske tillige Stedet for Underverdenens Ild.
(37) Loke.
(38) Surt (Sort?), Muspeiheims Hersker.
(39) Hlin = Frigg.
(40) Beles Bane = Frey.
(41) Valdyret = Fenrisulven.
(42) Hvedrung = Loke.
(43) Hlodyns Søn (Jordens Søn) = Tor.
(44) Fjørgyns Søn = Tor.
(45) "Geisar eimr við aldrnára" giver næppe nogen helt sikker Mening. Jeg tror dog, at disse Ord maa oversættes: "Røg vælter frem ved Maanen". Da denne Læsemaade afviger fra de tidligere mig bekendte Oversættelser, maa jeg angive mine Grunde dertil. Jeg mener, at "aldrnári" betyder "Aldernærer" (eller "Tidsaldernærer") og har samme Betydning som Alfernes "ártala" ("Aartæller") i "Alvismál". Nordboerne har sikkert tidligt regnet med Maaneaar ligesom andre primitive Folk, hvad "ártala" som Betegnelse for Maanen viser. Det stemmer ogsaa godt hermed, at Maanens og Solens Fader i "Vafthrudnismál" hedder "Mundilfæri" (Tidfører), hans Søn, Maanen, kan da passende hedde "Tidnærer". Ved Sammensætningen med "aldr" er vel mest taget Hensyn til Stavrimet ("eimr"). Det vilde ogsaa være paafaldende, om Maanens Forsvinden ved Verdens Undergang var ladet ud af Betragtningen, naar baade Solens, Jordens og Stjernernes er omtalt. Desuden giver Verset i den ovenanførte Gengivelse en ret ligefrem og kortfattet Fremstilling af et stort Lands Forsvinden i Havet ved en vulkansk Katastrofe, ledsaget af forudgaaende Jordskælv ("Midgaardsormen"), hvad jeg tror har været Ophavet til denne Spaadom (Atlantis Undergang?). Man har forhen oversat "aldrnári" ved Slægtsopholderen (Yggdrasil), senere ved Ild.
(46) Midgaardsormen.
(47) Fimbulty = den øverste Gud.
(48) Fjølne = Odin.
(49) Hropt = Odin.
(50) Høner er Broder til Odin.
(51) Høners Brødre er Odin og Lodur.