Det tredje Gudrunskvad

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Det tredje Gudrunskvad

Guðrúnarkviða in þriðja

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2019

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Atle havde en tjenestekvinde ved navn Herkja. Hun havde været hans frille. Hun fortalte Atle, at hun havde set Tjodrek og Gudrun sammen, hvilket gjorde Atle meget nedtrykt. Da sagde Gudrun:

En hvid helligsten (Fallossten fra Averøy)
Foto: J. J. Sandal © 2012

1.

»Så smil dog, Atle —

søn af Budle!

Hvad nager dig nu?

Er der noget galt?

Din hird vil synes,

at du hellere burde

omgås andre

og opvarte mig.«

Atle sagde:

2.

»Det piner mig — Gudrun,

Gjukes datter! —

at jeg her skal høre

Herkja fortælle,

at du og Tjodrek

delte et leje,

var svøbt i lagner

og sammen i fryd.«

Gudrun sagde:

3.

»Ved en hvid helligsten —

hvis du ønsker det —

sværger jeg ed

om alt dette! —

for Tjodrik og jeg

har intet gjort

som mand og kvinde,

der minder om utugt.«

4.

»Jeg gav engang

— du gæve fyrste! —

den krigsfolks konge

et knus i venskab,

men ellers sad vi

i sorg og talte

og søgte trøst

i fortrolige ord.«

5.

»Tjodrek kom her

med tredive mand;

ingen af disse

er endnu i live.

Mine brødre tog du,

og de brynjeklædte;

du har nedlagt hele

min nærmeste slægt.«

6.

»Tilkald Saxe

— sydmænds hersker —

det kogende vand

skal vies af ham!«

Da salen var fyldt

med syv hundred mand,

gik kongens kone

til kedelprøven.

Gudrun sagde:

7.

»Jeg mistede Gunnar

og mangler Høgne;

jeg genser aldrig

mine gode brødre.

Med sværd havde Høgne

hævnet uretten,

men jeg værger mig selv

og viser min uskyld!«

8.

Med de skønne hænder

i skoldhedt vand

greb hun da om

de ædle sten.

»Det koger i kedlen —

kikker I alle!

Jeg er hermed frikendt

ved hellig dom.«

9.

Gudruns hænder

var ganske uskadte,

og da lo Atle

lettet og glad:

»Nu må Herkja

hen til kedlen —

Gudrun blev klandret

på grund af hende.«

10.

Intet så man

så jammerligt før,

som dér da Herkjas

hænder blev skoldet;

som straf blev hun smidt

i en stinkende sump.

Gudrun fik dermed

dulmet sin sorg.