Groagalderet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddasangene
(1863)

Oversat af
Vilhelm B. Hjort

Groagalderet
eller
Hedenskabets Svanesang

Indledning.

John Bauer: Vakna Groa Vakna Mor.

En Søn vækker her af Døde sin nylig hensovne Moder for af hende at udrustes med Aandens Magt over Naturen til at udføre et farligt Hverv. At Sønnen er Fjølsvinsmaals Svipdag, den forventede Frelser, det fremgaaer foruden af hele Indholdet nærmest af den 3die Strofe, hvor der siges, at det ham foreskrevne Hverv bestaaer i at opsøge Menglad, og bestyrkes meget ved Kjæmpevisen om Ung Svegder, der er en Omdigtning af Fjølsvins-maal; thi denne Vise begynder med en Omdigtning af Groagalderet. Moderen Groa (den Voxende) er da den sig efterhaanden historisk udviklende hedenske Bevidsthed, der nu er udtømt, og synger sit sidste Vers. Hun har maattet forkaste sine tidligere Gudefrembringelser, og har nu kun Haabet om en kommende ny Frelser tilbage, hvilken derfor kaldes hendes eneste Søn. Det Nordiske Hedenskab lægger sig saa at sige her selv i Graven, i sin Dødsstund sejrende over sit eget Jeg, og banende Vejen for den nye Tids Morgenrøde; men den nye Tid skildres efter hedenske begreber, og vi have derfor her en Udtalelse om, hvorledes Run-læren tænkte sig Frelseren og hans Virksomhed.

Sønnen.

1.Vaagn Groa, vaagn op,

Du gode Qvinde!

Ved Dødens Port

Du vækkes til Minde

Om Tilholdet, som

Din Søn Du gav,

At møde ved Dyssen

Paa Din Grav.

Groa.

2. Hvad ængstlig Bøn,

Min eneste Søn?

Hvad Ondt mon i

Din Lod nu falder?

Siden Du her

Paa Moder kalder,

Endskjøndt hun alt

I Muld er lagt

Og har Farvel

Til Verden sagt.

Sønnen.

3. Et hæsligt Tavlbord

For mig skjød

Hin svigfulde Qvinde,

Da hun mig bød,

Min Faders Hustru,

Paa Lykke og Fromme

At søge til Menglad

Hen at komme.

Groa.

4. Lang er Farten,

Lange dens Veje,

Langen Attraa

Mennesker eje;

Hvis saa det skeer,

At Din Villie Du faaer,

Da lyder Skulde

De skabte Kaar.

Sønnen.

5. Lad nu kraftige

Galdre klinge,

Moder! Din Søn

Du Frelse bringe!

Ellers paa Vejen

Jeg vist forgaaer,

Og dertil er jeg

For ung af Aar.

Groa.

6. Dig synger jeg først

Hin gavnrige Sang,

Som Rinde qvad

For Ran engang:

Af Axlen ryst

Hver trykkende Byrde,

Og selv Du være

Din egen Hyrde!

7. Saa synger jeg Dig

En anden Sang:

Naar villieløs er

Din Vandringsgang,

Lad Urdes Baand

Dig kraftigen holde,

Om Noget Dig Skjændsel

Vil forvolde!

8. Min tredje Sang

For Dig skal klinge,

Naar Folkestrømmen

Dig Død vil bringe:

"Horn" og "Lunde"

De søge til Hel

Og mindske sig stedse

For Dit Vel!

9. Min fjerde Sang

For Dig skal klinge:

Naar Dig paa Galgevej

Fjender omringe,

De skjælve i Hu,

Dig Magt skal gaae

Til Haandc, og fredeligt

Sind de faae.

10. Min femte Sang

For Dig er god,

Naar Fjedren binder

Dig Arm og Fod:

Søkongens Lue

Mit Qvad skal bringe,

Og Lænkerne løse

Af Lemmer springe.

11. Saa synger jeg

Dig Min sjette Sang:

Naar ud Du stedes

I Bølgegang,

Større end nogen

Mand den saae,

Lugn og Sø

I Dit Værge staae,

Og stedse Dig give,

At fuld af Fred

Din Fart maatte blive!

12. Saa synger jeg Dig

Min syvende Sang:

Naar Frost Dig rammer

Paa Højfjældsgang,

Ej Dødskulde mægter

Dit Kjød at tære

Og Krop med Ledemod

Sammensnære.

13.

Min ottende Sang

For Dig skal lyde:

Naar ude Dig

I taaget Gyde

Natten træffer,

At christendød

Qvinde ej mægter

At volde Dig Nød.

14. Min niende Sang

Dig lover dette:

Naar Ord Du skifter

Med spydstærk Jætte,

Mandvid og Tale

Dit Hjerteminde

I Overflødighed

Da skal finde.

15. Far nu kun der,

Hvor Fælder true,

Ej Meen skal standse

Dit Hjertes Lue!

Paa Gravens Tærskel-

Steen jeg stod,

Mens Tryllesange

Jeg klinge lod.

16. Tag med Dig Moders

Ord, min Søn,

Og gjem det i

Dit Hjertes Løn!

Du stedse rigeligt

Held skal finde,

Saalænge mit Ord

Du har i Minde.

---

Fodnoter: