Sønnetabet (JL)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Egill Skallagrímsson

Sønnetabet

Sonatorrek
fra Egils saga Skallagrímssonar

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915

---

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945):
Sønnetabet (1899)
Egil Skallagrimsson med liget af den druknede søn Bødvar
Borgarnes, Island
Foto: J. J. Sandal © 2012

1.

Ret så trægt

røres min tunge

af luftvægten

fra versets pundert;

Vidurs fangst

flyder langsomt

og slippes sent

fra sindets gemmer.

2.

Men Friggs børns

frydende skænk

— i oldtid bragt

fra jætternes verden —

tvinger jeg frem

fra tankens sted

trods sorgens

smertende åg.

3.

En fejlfri

— — — —

som blev levende

— — — —

jættens blod

bruser foran

nøstets dør

hos nære frænder.

4.

En efterladt

vil altid græmmes,

når frænders lig

føres til graven,

og min slægt

er snart fortabt

som stormramte

stammer i skoven.

5.

Min fars død

skal først nævnes,

mens jeg mindes

min mors bortgang:

I ordets hov

henter jeg nu

kvadets tømmer

med talens løvpragt.

6.

Slemt blev min fars

frændegærde

brudt itu

af bølgens slag;

det sønneskår,

søen voldte,

vil altid stå

åbent og tomt.

7.

Strengt har Ran

stynet mig her;

jeg står uden

elskede venner.

Havet sled

mit slægtsbånd over

— en stærk tråd

tvundet af mig selv.

8.

Helst greb jeg

til hævn med sværdet

og vreden vendt

mod vindens bror;

rakte evnen,

var ølsmeden død,

og Ægirs viv

blev ikke skånet.

9.

Men jeg ejer

ikke kræfter

til et søgsmål

mod sønnens bane;

ingen her

kan undgå at se

den gamle mands

mangel på følge.

10.

Havet stjal

min største skat;

ættens skjold

blev skilt fra livet

og gik herfra

til glædens veje

— min søns død

er svær at melde.

11.

I skjoldets træ

skjultes, véd jeg,

intet emne

til en ond mand;

var blot min søn

blevet voksen

— — —

— — — —

12.

Stedse var han

en støtte hjemme,

et godt værn

til gavn for min styrke,

og fars råd

fulgte han hver gang,

uanset

hvad andre mente.

13.

Min tabte bror

er tit at finde

i min månens

mages brise.

Jeg ser mig ofte

søgende omkring

i kamptumlen

og tænker imens:

14.

Hvilken mand

med mod som hans

støtter mig nu,

når striden skærpes?

— det gavner tit

mod trodsig modstand.

Jeg farer varsomt,

når venner forsvinder.

15.

Sent blandt folk

på sneens galge

finder jeg en

at fæste lid til,

for slægtsødere

sælger gerne

en brors død

billigt for guld.

16.

Det ser jeg tit,

når — — —

kræver penge

— — — —

— — —

— — — —

— — —

— — — —

17.

Men den mand,

som mister en søn,

må selv avle

en anden til bod;

en savnet bror,

siger man også,

kan aldrig fuldt

opvejes af nogen.

18.

Skønt alle

er enige om fred,

går jeg helst

helt for mig selv;

min kones søn

sidder vel nu

i biens vejs

bygd blandt frænder.

19.

Maltens strøms

stærke skabers

hårde slag

har slidt mit helbred,

og hattens land

hænger tynget,

viddets kærre

er kummerbøjet,

20.

siden en svær

sygdommens brand

drog min søn

fra denne verden

— ham, som i alt

undveg lyder

og aldrig talte

ondt om nogen.

21.

Det står stadigt

stærkt i mit minde,

da ættens ask,

som udsprang af mig,

min hustrus søn,

blev hentet op

til gudernes hjem

af göternes ven.

22.

Jeg undgik splid

med spyddrotten

og holdt trygt

min tro på ham,

men vogn-Tyrs

vise frænde,

sejrens bringer,

brød vort venskab.

23.

Så jeg bloter

blottet for lyst

til guders værn,

Viles bror,

men mener dog,

at Mimers ven

har bragt mig held

og bødet min skade:

24.

Den kampøvede

Ulvens fjende

lod mig få

en lydefri idræt

samt et sind,

som snart gjorde,

at folk, som sveg,

blev svorne fjender.

25.

Det er træls og tungt,

og Tvegges uvens

søster anes

ude på næsset,

dog uden frygt

og med fredfyldt sind

venter jeg nu

villigt på døden.

---

Note: