Sønnetabet (JL)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Skjaldekvad
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Egill Skallagrímsson
Sønnetabet[1]
Sonatorrek
fra Egils saga Skallagrímssonar
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
- 1.
- Ret så trægt
- røres min tunge
- af luftvægten
- fra versets pundert;
- Vidurs fangst
- flyder langsomt
- og slippes sent
- fra sindets gemmer.
- 2.
- Men Friggs børns
- frydende skænk
- — i oldtid bragt
- fra jætternes verden —
- tvinger jeg frem
- fra tankens sted
- trods sorgens
- smertende åg.
- 3.
- En fejlfri
- — — — —
- som blev levende
- — — — —
- jættens blod
- bruser foran
- nøstets dør
- hos nære frænder.
- 4.
- En efterladt
- vil altid græmmes,
- når frænders lig
- føres til graven,
- og min slægt
- er snart fortabt
- som stormramte
- stammer i skoven.
- 5.
- Min fars død
- skal først nævnes,
- mens jeg mindes
- min mors bortgang:
- I ordets hov
- henter jeg nu
- kvadets tømmer
- med talens løvpragt.
- 6.
- Slemt blev min fars
- frændegærde
- brudt itu
- af bølgens slag;
- det sønneskår,
- søen voldte,
- vil altid stå
- åbent og tomt.
- 7.
- Strengt har Ran
- stynet mig her;
- jeg står uden
- elskede venner.
- Havet sled
- mit slægtsbånd over
- — en stærk tråd
- tvundet af mig selv.
- 8.
- Helst greb jeg
- til hævn med sværdet
- og vreden vendt
- mod vindens bror;
- rakte evnen,
- var ølsmeden død,
- og Ægirs viv
- blev ikke skånet.
- 9.
- Men jeg ejer
- ikke kræfter
- til et søgsmål
- mod sønnens bane;
- ingen her
- kan undgå at se
- den gamle mands
- mangel på følge.
- 10.
- Havet stjal
- min største skat;
- ættens skjold
- blev skilt fra livet
- og gik herfra
- til glædens veje
- — min søns død
- er svær at melde.
- 11.
- I skjoldets træ
- skjultes, véd jeg,
- intet emne
- til en ond mand;
- var blot min søn
- blevet voksen
- — — —
- — — — —
- 12.
- Stedse var han
- en støtte hjemme,
- et godt værn
- til gavn for min styrke,
- og fars råd
- fulgte han hver gang,
- uanset
- hvad andre mente.
- 13.
- Min tabte bror
- er tit at finde
- i min månens
- mages brise.
- Jeg ser mig ofte
- søgende omkring
- i kamptumlen
- og tænker imens:
- 14.
- Hvilken mand
- med mod som hans
- støtter mig nu,
- når striden skærpes?
- — det gavner tit
- mod trodsig modstand.
- Jeg farer varsomt,
- når venner forsvinder.
- 15.
- Sent blandt folk
- på sneens galge
- finder jeg en
- at fæste lid til,
- for slægtsødere
- sælger gerne
- en brors død
- billigt for guld.
- 16.
- Det ser jeg tit,
- når — — —
- kræver penge
- — — — —
- — — —
- — — — —
- — — —
- — — — —
- 17.
- Men den mand,
- som mister en søn,
- må selv avle
- en anden til bod;
- en savnet bror,
- siger man også,
- kan aldrig fuldt
- opvejes af nogen.
- 18.
- Skønt alle
- er enige om fred,
- går jeg helst
- helt for mig selv;
- min kones søn
- sidder vel nu
- i biens vejs
- bygd blandt frænder.
- 19.
- Maltens strøms
- stærke skabers
- hårde slag
- har slidt mit helbred,
- og hattens land
- hænger tynget,
- viddets kærre
- er kummerbøjet,
- 20.
- siden en svær
- sygdommens brand
- drog min søn
- fra denne verden
- — ham, som i alt
- undveg lyder
- og aldrig talte
- ondt om nogen.
- 21.
- Det står stadigt
- stærkt i mit minde,
- da ættens ask,
- som udsprang af mig,
- min hustrus søn,
- blev hentet op
- til gudernes hjem
- af göternes ven.
- 22.
- Jeg undgik splid
- med spyddrotten
- og holdt trygt
- min tro på ham,
- men vogn-Tyrs
- vise frænde,
- sejrens bringer,
- brød vort venskab.
- 23.
- Så jeg bloter
- blottet for lyst
- til guders værn,
- Viles bror,
- men mener dog,
- at Mimers ven
- har bragt mig held
- og bødet min skade:
- 24.
- Den kampøvede
- Ulvens fjende
- lod mig få
- en lydefri idræt
- samt et sind,
- som snart gjorde,
- at folk, som sveg,
- blev svorne fjender.
- 25.
- Det er træls og tungt,
- og Tvegges uvens
- søster anes
- ude på næsset,
- dog uden frygt
- og med fredfyldt sind
- venter jeg nu
- villigt på døden.
Note:
- ↑ Den islandske høvding og skjald Egil Skallagrimsson (ca. 910-990) og hans kone Asgerd Bjørnsdatter mister med kort mellemrum to unge sønner. Gunnar dør af en febersygdom, og Bødvar drukner i Borgarfjörður. Egil gravlægger Bødvar i sin far Skallagrims høj og digter siden dette kvad, som tidsfæstes til omkr. 960.