Sønnetabet (JVJ)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Egill Skallagrímsson

Sønnetabet

på dansk ved

Johannes V. Jensen

fra

Egil Skallagrimssons Saga

De islandske Sagaer

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag

København 1930

---

Johannes V. Jensen
1944

1.

Det falder mig træls

at røre Tungen;

en Sten paa Brystet

stemmer for Aandedrættet.

Med Ordets Tryllemagt

har det sig trangt

naar Tankens Hus

i Stormen hælder.

2.

Digtergaven,

den Idræt for Guder,

ypperst af alle

fra Oldtider,

for den er der lukket;

fra Sindets Lønkamre

vælder den ikke;

det volder Sorgen.

3.

Lydefrit lystrede

mig længe Ordet,

Viddets Vaaben,

vel slebet;

men nu bruser Brændingen

ind mod mine Baadskure

og dundrer paa Døren

til min Faders Dysse.

4.

Thi med min Æt

lakker det mod Enden,

som en Skov

skæmmet af Stormen.

Den Mand har mistet

sin Munterhed,

der har set sine Dyrebare

baaret som Lig over Dørtærskelen.

5.

Først vil jeg mindes

min Faders Endeligt.

Min Moder

mistede jeg.

Inderst i Sjælen

slynger et Løvværk,

de Gamles Minde,

sig gennem min Tanke.

6.

Det Hul, som Bølgen

brød i min Faders

gamle Slægtsgærde,

det græmmer jeg mig over.

Men Skarret efter min Søn,

som Søen slog,

det ved jeg vil altid,

altid staa aabent.

7.

Meget har Ran,

Havet, berøvet mig.

Ene er den,

Hvem Ingen elsker.

Mine Slægtebaand

har Søen sønderslidt,

Livsstrengen i mit Bryst

er bristet.

8.

Kunde jeg skifte

mig Ret med Spydskaftet,

da var det ude

med Ødelæggeren.

Kunde man faa Ram

paa den vaade Rovmorder,

gik jeg i Holmgang

med Havet gerne.

9.

Men jeg fandt

mine Kræfter for faa

til at binde an

med min Søns Bane.

Aabenbart

er det for alle,

at Oldingen

er enligstillet.

10.

Meget har Ran

berøvet mig.

Sent forvindes

Ve over Frændedød,

senest naar han,

der var Ættens Haab,

blev taget bort

til lysere Boliger.

11.

Det ved jeg selv,

at i min Søn

ytrede sig ikke

slet Mands Anlæg.

Raskhed, Rankhed

var ham beredt,

havde ej Odin

lagt Haand paa ham.

12.

Altid var han

og jeg enige,

hvad saa Resten

raadede til.

Mit Hus

holdt han oppe,

mine Støtter

stivede han af.

13.

Ofte følte jeg

Savnet af Fæller;

blottet i Ryggen

er den Broderløse.

Det tænker jeg paa,

naar Tvist trækker op;

ene Mand

har lange Øjne.

14.

Hvor finder man nu

en modig Fælle,

en Stalbroder,

uræd for Staalet?

Uden Lyst

farer man med Lempe,

naar Vennernes Antal

skrumper ind.

15.

Ransag, om du vil,

ryst hele Fylket,

der lever ikke

en du kan lide paa.

Her falbyder man

sin Broder for Bøder

og aabner en Handel

i Hævnsager!

16.

Det siger man for sandt,

at mister man en Søn,

gives ingen anden Erstatning

end at avle en ny;

heller ikke

fylder man Hullet

med den første den bredeste

efter en Broder.

17.

Hoben

huer mig ikke.

Frækhed og Fred

følges ad.

Min døde Dreng,

Del af sin Moder,

han er faret hen

til Fædrenes Solboliger.

18.

Skibenes Fjende,

den skummende

Manddraber

staar mig imod.

Kraftesløst,

naar Sorgen kører,

raver Tankernes

tunge Læs.

19.

Min anden Søn

af Sygdom,

Helsot,

for heden.

En Dreng

uden Dadel,

af Ingen

ilde omtalt.

20.

Det glemmes ikke,

da Livets giver

gramsede til sig

Gaven igen,

Ættens Blomst,

Blod af mit Blod,

og al min Hustrus

Haab.

21.

Med Livets Herre

var jeg forligt.

Pligtskyldigst

holdt jeg Pagten,

til Odin selv,

al Skæbnens Ophav,

af eget Vælde

brød Venskabet.

22.

Jeg ofrede gerne

til Alfader Odin,

Gudernes Øverste,

siden man gør det.

Dog skylder jeg

Skjaldenes Fader

det der er mere

end Magt, i Ulykker.

23.

Af Ulvens Banemand,

den gamle Blodsudgyder,

fik jeg fejlfri

Færdigheder,

dertil et Sind,

som nødte somme

lurende Avindsmænd

til aabent Fjendskab.

24.

Haardt er jeg ramt.

Nu staar Hel,

den naadeløse,

ude paa Næsset.

Dog skal jeg glad

og med god Vilje

bie mine Dage

paa Døden.