Fortælling om Rigr (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Fortælling om Rigr

Saa fortælles i gamle Skrifter, at den af Aserne, som heed Heimdallr, reiste engang langs med en Havbred, og kaldtes Rigr. Efter denne Fortælling er følgende Vise giort:

1. Før haver ganget

Grønne Veye

Tapper og gammel

As mangkyndig,

Stærk og hurtig,

Rigr stigende.

2. Han gik meer fremad

Midt af Veien.

Et Huus han naaede,

Paa klemt stod Dørren.

Der gik han strax ind,

Ild var paa Gulvet,

Ægtefolk der sadde

Haard’ af Arbeid.

Ai og Edda,

I Kierling-Dragt.

3. Rigr kunde dem

Godt Raad sige.

Han satte sig

Midt paa Bænken,

Og ved hver Side

Husets Herskab.

4. Da tog Edda

Asket Brød,

Tungt og tykt

Fuldt af Saaer.

5. End meer satte hun

Midt paa Bordet.

En Bakke med Suppe

Sattes frem.

Den bedste Ret var

En kogt Kalv.

6. Han sig opreiste,

Vilde sove.

Rigr dem kunde

Godt Raad sige.

Han lagde sig

Midt i Sengen,

Og ved hver Side

Husets Herskab.

7. Der var han siden

I alt tre Nætter.

Saa gik han derfra

Midt ad Veyen.

Derefter lided’

Maaneder ni.

8. Søn fik Edda,

Som de døbte,

Sort var Huden,

Kaldtes Træl.

Han snart opvoxed’

Og ret vel triv’des.

9. Ham var paa Hænder

Huden rynked;

Indfaldne Kinder,

Tykke Fingre.

Hesligt Ansigt,

Krum Ryg,

Lange Hæle.

10. Han lærte siden

Styrke at bruge,

Bast at binde,

Byrder at giøre.

Siden han hiembar

Riis hver en Dag.

11. En kom til Gaarden

Til Fods gangend’,

Arr var paa Haanden,

Armen Soelbrændt,

Nedbøyet Næsen.

Hun kaldtes Thyr.

12. Midt paa Bænken

Hun satte sig;

Sad hos hende

Husets Søn.

Da taled’ og snakked’

Og Seng reded’

Træl og Thyr

Hver en Dag.

13. Børn avled’ de,

Bygged’ fornøyed’,

Jeg troer de heedte

Hreimr og Fiøsnir,

Klur og Kløggr,

Kefsir, Fulnir,

Drøttr og Digralldi,

Drumbr og Høsnir.

14. Lutur og Leggialdi

Satte Gierder,

Gøded’ Agre,

Svin opfødte,

Gieder vogted’

Og grove Tørv.

15. Døttrene vare

Dumba og Kumba,

Økkvinkalfa

Og Arinn-Nefia.

Ysia og Ambatt,

Eikintiasna,

Tøtrug, Hypia

Og Trønubenia.

Af dem ere komne

Træles Ætter.

16. Rigr gik frem ad,

Midt ad Veien.

Et Huus han naaede,

Paa klemt stod Dørren.

Der gik han ind strax,

Ild var paa Gulvet,

Ægtefolk der sadde

Arbeide passend’.

17. Manden høvled’ der

Træ til Væv’stoel.

Kiemt var Skiegget,

Haar for hans Pande,

Skiorten snever,

Hul for Halsen.

18. Der sad Konen

Og spandt paa Rok,

Udstrakte Armen,

Laved Traad til Klæder.

Top var paa Hov’det,

Aabning for Brystet,

Dug var om Halsen,

Knappe paa Axlen.

Afi og Amma

Eyed’ Huset.

19. Rigr kunde dem

Godt Raad sige,

Stod fra Bordet,

Vilde nu sove.

Han lagde sig

Midt i Sengen,

Og ved hver Side

Husets Herskab.

20. Der var han siden

I alt tre Nætter.

Derefter lided’

Maaneder ni.

Søn fik Amma,

Som de døbte,

Og kaldte Karl.

Konen ham svøbte,

Rødhaaret, rødladen,

Øynene svømmed’.

21. Han snart opvoxde,

Og ret vel triv’des,

Lærte Øxen at tæmme,

Plov at giøre,

Huus at tømre,

Loer at bygge,

Vogne at danne

Og kiøre Plov.

22. Hiem kiørde de

Nøgleklingend’

Giedekiortlet

Pige, Karl til Hustrue.

Snør kaldtes hun,

Sattes under Dugen.

23. De leved’ sammen

Og deelte Ringe,

Bredte Lagen,

Og Boe satte.

Børn avled’ de,

Bygged’ fornøied’.

24. De heed Halr, Dreingr,

Haulldr, Þegn, Smidr,

Breidr, Bondi,

Bundinskeggi,

Bui og Boddi,

Brattskeggr og Seggr.

25. End heede de

Med andre Navne:

Snot, Brudr, Svanni,

Svarri og Sprakki,

Fliod, Sprund og Vif,

Feima, Ristill,

Af dem ere komne

Karles Ætter.

26. Rigr gik derfra

Rette Veye,

Kom saa til en Sal,

Mod Sønden stod

Paa klemt Dørren,

Og Ring var paa den.

27. Strax han gik ind der,

Gulvet var dækket,

Ægtefolk sadd’ der, og

Saae paa hverandre.

Fadir og Modir,

Leegte med Fingre.

28. Sad Huus-Herren

Og snoede Streng,

Spændte Buen,

Skæfted’ Pile;

Men Huus-Fruen

Saae paa Arm’ne,

Strøg paa Linnet,

Styrked’ Ærmer.

29. Valgte Sæt.

Ring var paa Brystet,

Sidt var Slæbet,

Serken blaafarvet.

Haaret skiønnere,

Brystet lysere,

Halsen hvidere,

End selv Sneen.

30. Rigr kunde dem

Godt Raad sige.

Han satte sig

Midt paa Bænken,

Og ved hver Side

Husets Herskab.

31. Da tog Modir

Udsyet Dug,

Hvid, af Hør vævet,

Og dækked Bord.

Hun tog siden

Tynde Kager,

Hvide, af Hvede,

Og skiulde Dugen.

32. Frem satte hun

Fulde Fade,

Sølvpladed’ paa Bord,

- - - - - og Flesk,

Stegte Fugle,

Viin var i Kanden,

Pladede Bægg’re.

De drukke og snakked’

Til ud paa Aft’nen.

Rigr kunde dem

Godt Raad sige.

33. Rigr da op stod,

Sengen redtes,

Der var han siden

I alt tre Nætter.

Siden han bortgik

Midt ad Veyen.

Derefter lided’

Maaneder ni.

34. Søn fik Modir,

Svøbdes i Silke,

Blev vandstænket,

Jarl de ham kaldte.

Blegt var Haaret,

Kinderne hvide,

Øynene skarpe.

Som paa en Slange.

35. Voxde op

Jarl i Huset,

Lærte Lind at ryste,

Legge paa Strængen,

Alm at bøye,

Pile at skæfte,

Spyde at kaste,

Spær at styre,

Hest at ride,

Hunde at bruge,

Sværd at drage,

Svømmen øve.

36. Der kom til Huset

Rigr gaaende,

Rigr gaaende

Lærde ham Runer,

Gav sit Løvte,

Kiendtes ved ham.

37. Ham bød han eye

Odels-Marker,

Odels-Marker

Og gamle Bygder.

38. Derfra reed han bort

Ad mørk Vey,

Riimklædt Field,

Og kom til sin Sal.

Spær lærte styre,

Rysted’ Lind,

Heste tæmmed’

Og Sværdet drog.

39. Mord lærdte vække,

Mark lærte farve,

Val lærte fælde,

Angreb Lande.

40. Styred’ eene siden

Atten Gaarde,

Skifted’ Rigdom,

Modtog alle.

- - - - -

Sultne Heste

- - - - -

Hug Ring itu.

41. Gode Mænd kiørte

Skidne Veye,

Komme til Salen,

Hvor Hersen boede.

Mødte ham

Smal i Livet,

Hvid, smuk Pige,

Kaldtes Erna.

42. De bad’ hende

Og hiem kiørde,

Med Jarl gifted’.

Hun gik under Linned;

Sammen bygde de

Og sig elsked’,

Æt formered’

Og nød’ Livet.

43. Bur var den ældste,

Barn den anden,

Jod og Adal,

Arfi, Møgr,

Nidr og Nidiungr,

Lærte at lege,

Sonr og Sveinn,

Svømmen og Tavl.

Kundr heed een,

Konr var den yngste.

44. Op voxte Jarls

Sønner hiemme,

Tæmmed Heste,

Brynier giorde,

Skier danned’

Rysted’ Aske.

45. Konr hin unge

Kunde Runer,

Gamle Runer

Og Alders-Runer.

End kunde han

Kiemper frelse,

Egge døve,

Søen stille.

46. Han forstod Fugle-Sprog,

Dæmpe Ilden,

Søen at dysse,

Sorger læge.

Otte Mands Styrke

Og Kraft han havde.

47. Rigr med Jarl da

Runer deelte,

Viisdom prøved’

Og meer kunde.

Da berig’des han,

Da kom han til

Rigr at hede,

Runer kunne.

48. Konr hin unge

Reed til Kier og Skove,

Udskiød Pile,

Tæmde Fugle.

Da sang Kragen saa,

Paa Qvisten sad:

49. Hvi vilt du, Konr hin unge!

Tæmme Fugle?

Heller maatte du

Ride Heste

Og Hær fælde.

50. Danr og Danpr har

Dyre Sale,

Bedre Odel

End du haver.

De kunde vel

Kiølen ride,

Eggen prøve,

Og Saar aabne.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.