Sangen om Hyndla (Karl Gjellerup)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Eddas Gudesange


Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895


Sangen om Hyndla


INTET af Eddaens Kvad er saa dunkelt som dette, hvilket dog maske kun beror paa, at det er overleveret os i usædvanlig fordærvet Skikkelse, thi det er utænkeligt at en Digter, der havde Fantasi nok til Opfindelsen - der aabenbart er fri - skulde savne den ved Udførelsen i den Grad, at det ikke er muligt for Nogen med fuldkommen Sikkerhed at sige hvad der foregaar.
   Indholdet af Kvadet er det fattigst mulige, nemlig en Genealogi, og for at faa denne til at præsentere sig nogenlunde poetisk, har Digteren maattet komponere en Ramme, der i Mangfoldighed og Rigdom langt overgaar dem, som vi kjende fra Eddaens øvrige didaktiske og Memorial-Poesi (Vafþrúðnesmál, Grimnesmál, Alvismál) og som i og for sig maa siges at være udmærket - forsaavidt vi nemlig kunne faa Rede paa den.
   Ottar, Innsteins Søn, har en Arvestrid med Angantyr om vælske Skatte, og som bekjendt er det ved en saadan Lejlighed vigtigt at have sit Slægtregister paa rede Haand. Til den Ende begiver nu Freya - hans Beskytterinde eller Elskerinde eller Hustru (Ottar = Oðr?) - sig til Vølven Hyndla, Skovkvinden, som boer i en Hule, og opfordrer hende til at ride med sig til Valhal, hvor hun vil skaffe Vølven Odins ja endogsaa Thors Gunst; - aabenbart er det hendes Hensigt underveis at udspørge Vølven om Slægtskabsforholdene. Men nu reiser sig det Spørgsmaal: kommer denne Fart overhovedet i Stand? Det synes ikke saa, da Hyndla strax vægrer sig, da Intetsomhelst tyder paa at de komme til Valhal, og navnlig da man ved Kvadets Slutning aabenbart befinder sig ved eller i Skovhulen, thi hvor ellers kunde Freya byde Vølven at "bære Mindeøl frem?" Paa den anden Side siger Freya V. 8 at de fra Sadlerne ville tale om Slægter sammen, og umiddelbart dertil slutter sig Samtalen; men een Linie (i V. 8) mangler sikkert, og det er muligt, at der er faldet et Par Stropher ud, i hvilke Farten er blevet opgivet. Men, kunde man spørge, hvorfor overhovedet anslaa et saa eiendommeligt og phantasifuldt Motiv som dette natlige Valhalsridt, Freya paa sin lysende Galt og Vølven paa Ulven, naar det slet ikke benyttes? Dette fører os let til det endnu vanskeligere Spørgsmaal om Ottar selv.
   Af Vølvens Tiltale "det er al din Æt, Ottar Taabe", fremgaar med Sikkerhed, at Ottar er tilstede; men hvordan? Freya rider paa sin Galt; sidder han hos hende, har han sit eget Ridedyr, eller er han Galten selv? Det er dette sidste, som den ældre Fortolkning gaar ud paa. Hyndla svarer Freya (V. 6) "Du der har din Mand (Elsker) i valsinne, og man oversatte dette "i Dyreham"; saaledes synes ogsaa Freya at forstaa det, naar hun i sit Svar til "valsinne" umiddelbart føjer "da dog Galten straaler, gyldenbørstet, Hildesvin o.s.v. (V.7). Nu betyder imidlertid "valsinni" kun Dødsfart, eller Fart til Valhal[1], hvilket jo passer fuldkommen til Situationen og V. 7 er en Femlinier, saa at det altsaa er muligt, ja endog sandsynligt, at der er faldet to Linier bort af den ene Strophe og Begyndelseslinien af den næste. Ifølge denne Opfattelse siger Hyndla altsaa blot: "Jeg vil ikke tage med, da du har din Elsker med", og Freyas Benægtelse gaar da kun paa Udtrykket "Elsker" - den tabte Fortsættelse af Strophen vilde have hævdet, at han kun var hendes trofaste Bloter (jvf. V. 10), og det følgende Vers om den guldbørstede Galt Hildesvin skulde da referere sig til Hyndlas forudgaaende Ytring: "Sen er din Galt til at træde Gudeveien, jeg vil ikke sadle min prægtige Hest (Ulven)". - I Slutningen siger Freya ganske vist: "Bær Mindeøl til Galten min" o.s.v. (47) og tilstaar med tørre Ord Galtens Identitet med Ottar. Men naar man nu læser "Gjæsten min" - en Ændring, der ikke er dristigere end saa mange andre almindelig godkjendte - hvor findes der saa overhovedet noget Tegn paa den barokke Fremstilling, at Ottar er omskabt til en Galt?
   For det Første vilde Udtrykket "min Gjæst" om hendes Følgesvend paa et fremmed Sted være meget slet valgt, saa slet, at det i alt Fald gjør Rettelsen saare mislig. Dernæst er det ikke meget troligt, at Digteren, naar det var hans Mening, at Ottar var aabenlys tilstede, slet ikke indførte ham, ikke gav os nogen som helst Forestilling om, hvorledes han befandt sig i Freyas Følge og endelig under hele Samtalen ikke vidste at tildele ham den ringeste Rolle. Endelig er det paafaldende, i hvilken Grad Digtet ved denne Opfattelse ikke blot taber i Anskuelighed men ogsaa i Originalitet, ja hvorledes endogsaa de logiske Traade briste og alt falder fra hinanden, f.Ex. hvorfor tales der først om et Ridt til Valhal, der ikke synes at blive til Noget, og umiddelbart derefter om Arvestriden mellem Ottar og Angantyr? - Naar man følger Texten, der siger, at Ottar er selve Galten, saa bliver dette ret forklarligt: Freya har haabet at faa Vølven til at ride med og faa hende til underveis at tale om Helteslægter - deriblandt da ogsaa om Ottars; men i et Par Vers, som vistnok maa være faldne ud mellem 8 og 9 (een Linie er sikkert udfalden) vægrer Vølven sig absolut mod at følge og viser at hun veed, at Ottar er Galten. Freya opgiver da al videre Forstillelse som unyttig og forelægger Spørgsmalet direkte. Jeg kan ikke se Andet, end at den ledende Bevæggrund for den modsatte Opfattelse, med dens Borteskamotering af Galten i V. 46, er Ønsket om at slippe for den barokke eller vel endog anstødelige Forestilling, at Freya kommer ridende paa sin Elsker i en Galts Skikkelse, - hvilket just er det Bedste og Fantasifuldeste i Digtet. -
   Midt i Hyndloljóð er der indskudt en Række Viser, der intetsomhelst har med det Øvrige at gjøre; allerede i Oldtiden blev disse Viser anset for en Interpolation, og det Digt, af hvilke de er Fragmenter, kaldtes "Den korte Vølospá"; det synes at have omhandlet Guders og dæmoniske Væsners Herkomst og Slægtskabsforhold, og denne genealogiske Charakter gav Anledning til at man opbevarede Brudstykker her. Digtet er formodentlig ældre end Hyndloljóð og har høi mythologisk Interesse ved sit Slutningsvers, der formodentlig har skaffet det dets Hædersnavn, da det belyser og bekræfter Slutningsvisen af Vølospá og sammen med denne udgjør det sikre Vidnesbyrd om et Hovedpunkt i den nordiske Eschatologi, her udtrykkelig betegnet som en esoterisk Lære ("Faa se længer o.s.v.), i hvilken man med Urette har set direkte christelig Paavirkning. Man har anset denne Mægtige for at være af jødisk Oprindelse og identisk med Jehova (eller med Christus som Verdensdommer), medens han er en Urgerman (Himmelguden Tivaz) og aabenbart - da han er Hersker i en Gudestat - ikke af theistisk Natur (se iøvrig Kommentaren til næstsidste Vise af Vølospá).


Hyndloljoð

Freya kvad:

1.
Vaagn Møers Mø! vaagn Vennen min!
Søster Hyndla, i Hulen boer!
det er Mulms Mulm, maa vi nu ride
ad Valhal til, den viede Sal.

2.
Bede vi Hærfader huld os være;
gjerne han giver Guld til Hirden;
han gav Hermod Hjelm og Brynje,
Sværd til Sigmund skjænkede han.

3.
Til Thor jeg bloter og beder ham
at stedse han tro sig ter mod dig
- - - - - - - - -
skjøndt sjælden han hjalp Jætte-Brude.

4.
Tag nu din Ulv ud af Stalden
lad ham gange med Galten min.

Hyndla kvad:

Langsomt din Galt Gudveien træder,
min Ganger god ei gjorde jeg vil.

5.
Du er falsk, Freya, som frister mig
og med saa hulde Blik' mig hilser:
din Ven har du med paa Val-Veien
ungen Ottar, lnnsteins Søn.

Freya kvad:

6.
En Daare du er, du drømmer, troer jeg,
mener du min Ven er med paa Valfart;
Galten, der gløder gylden-børstet,
Hildesvin er, den hamred snildt
tvende Dverge, Daen og Nabbe.

7.
Tale vi fra Sadler! sidde vi skal
og om Heltes Ætter mæle,
Mænd der stammer fra mægtige Guder
- - - - - - - - -

* * *

8.
Væddet have om Vales Malm
ungen Ottar og Angantyr;
mage vi maa, at den unge Mand
Fædrenearv efter Frænder faar.

9.
Hov han mig gav af hugne Sten
- blev den Graasten som Glar saa blank -
rød af Oxers rindende Blod,
altid Ottar Asynjer tilbad.

10.
Nævn nu alle Ætter gamle,
Menneskenes Slægter mindes,
hvad odelsbaaret, hvad adelsbaaret,
de bedste Mænd udaf Midgaard.

Hyndla kvad:

11.
Du er, Ottar! avlet af Innstein,
og Innstein af Alf den gamle,
Alf af Ulf; Ulf af Sæfare,
Sæfare af Svan den røde.

12.
Moder han havde meget smykket
hun hed, troer jeg Hledis Præstinde;
Frode var Fader og Friaut Moder,
hele din Æt Høvdinger er.

13.
Hildegun var hendes Moder,
Barn af Svaava og Søkongen;
det er al din Æt, Ottar Taabe,
værd at vides; vil du videre?

15.
Hendes Mand Ketil var Klyps Arving
og Morfader til Moder din,
Frode fødtes før end Kaare,
og Hild haver Haalfr avlet.

16.
Dernæst var Nanna Nøkves Datter,
til din Fa'ers Maag hun Moder var;
det er Old-Slægtskab, andre jeg veed end,
det er al din Æt, Ottar Taabe!

17.
Isolf og Aasolf Ølmods Sønner
og Skurhildes, Skekkils Datters;
mange Helte mon du tælle:
det er al din Æt, Ottar Taabe!

Freya kvad:

18.
Bær Minde-Øl til Galten min,
at alle disse Ord den mindes -
hele Talen paa tredie Morgen,
naar Æt han regner med Angantyr.

19.
Ild jeg sætter om Skovkvinden,
at ei du bort ubrændt kommer
- - - - - - - - -
- - - - - - - - -

Hyndla kvad:

20.
Ild ser jeg gløde og Grund lue;
mangen sit Liv løse maatte: -
bærer da Øl for Ottar frem,
edder-blandet, uheld-svanger.

Freya kvad:

21.
Intet virke det Varsel skal,
skjøndt, jætte-Brud! du byder Ondt,
drikke han skal den dyre Bryg.
Alle Guder Ottar skjærme!

Indskud i Hyndloljoð

3.
Somme giver han Seir og Somme Guld,
Mæle til Mange, Mandvid til Andre,
til Kjæmper Bor, Kunst til Skjalde,
Manddoms-Styrke til mangen Helt.

* * *

14.
Aale var før fremmest blandt Mænd,
Halfdan fordum høiest af Skjoldunger;
navnkundige Krige kjækt han førte,
hans Værk foer vide til Verdens Hjørner.

15.
Hans Maag var Eymund, den ypperste Mand;
Sigtryg han slog med svale Egge,
ægted Almveig den ædleste Viv;
de avled og aatte atten Sønner.

16.
Deden Skjoldunger, deden Skilfinger,
deden Ødlinger, deden Ynglinger,
deden Odelsbaaren, deden Adelsbaaren,
Midgaards mest udvalgte Mænd.

* * *

18.
Dag ægted Thora Drenge-Moder,
i den Æt avledes ypperste Kjæmper,
Fradmar og Gyrd, Frekerne baade,
Aam, Jøsurmar, Alf den gamle

* * *

22.
Gunnar Skillevæg, Grim hin haarde,
Thore Jernskjold, Ulf den Gaber,
jeg kjender baade Brodd og Hørve,
ginge i Hird hos Hrolf den gamle.

23.
Hervard, Hjørvard, Hrane, Angantyr,
Bue, Braame, Barre, Reifner,
Tind og Tyrfing, de to Haddinger
- - - - - - - - -

24.
Øster i Bolm blev de baarne,
Arngrims Sønner og Eyfuras;
mangen Udaad Bersærker øved,
foer som Luer over Land og Hav.

* * *

25.
De vare Mænd af Magterne signed',
alle avled' af Jørmunrek,
Maag til Sigurd - lyt til min Sage -
Hæres Fjende, som Fafner vog.

26.
Var den Høvding af Vølsunge-Æt,
Hjørdis stammed fra Hrødung ned,
og Eylime fra Ødlinger,
- - - - - - - - - -

27.
Gunnar og Høgne, Gjukes Arvinger,
saa og Gudrun Søster deres:
ei var Guttorm af Gjukes Æt,
var dog Broder til begge dem.

28.
Hake var Hvednas herligste Søn,
Hvednas Fader Hjørvard var
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -

29.
Harald Hildetand havde Hrørek,
Ringe-Ødsleren, avlet med Aud;
Aud den milde var Ivars Datter,
og Raadbard var Randves Fader.




Fodnoter:

[1] Ogsaa naar denne Betydning fastholdes, kommer den samme Mening ud, saasnart det tør anses for givet, at Ottar ikke aabenlyst er med; thi Freya kunde da ikke forstaa den spydige Yttring anderledes end at Hyndla mente, han var skjult i Galtens Skikkelse.