Helge Hundingsbane I (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Förste Qvad om Helge Hundingsbane


[Denne Helt var en Sön af Sigmund, Volsungs Sön, Frankernes Konge, og Borghilde, en dansk Fyrstinde. Saxo omtaler Helge Hundingsbane som Danmarks Konge. See den store Udg. II, 53-84, 910-11 og Müllers Saga-Bib). II, 43 o. f., 49 o. f. Af dette og det fölgende Qvad er Stoffet taget til de la Motte Fouqvés Helge der Hundingstödter, ein Heldenspiel, 1818].


1. Fjærnt var det Aar[1]
Da Örnene gjalded,
Hellige Vande randt
Fra Himmelbjerge. —
Da havde i Braalund
Borghilde födt
Helge den
Höjmodige.


2. Nat var i Borgen,
Nornerne kom,
De som den Ædlings
Alder bestemte,
Böde ham hædres
Höjest blandt Fyrster,
Agtes som best
Af alle Konger.


3. Kraftig de spunde
Skjæbnens Traad,
Om Braalunds Borg
Stormen dundred[2]
De udvikled
Gyldne Baand,
Midt under Maanens
Sal dem fæsted.


4. Til Öst og til Vest
De Enderne strakte,
Gave saa Kongen
Grændser for Lande.
Nornen en Kjede
Kasted mod Nord,
Og den böd
Evig holde.


5. Et foruroliged
Ylfingers[3] Frænde
Og den Qvinde
Som den Elskte födte.
Ravn skreg til Ravn —
Sad paa höjen Træ
Manglende Föde: —
"Noget jeg veed.


6. Sigmunds Sön
Staaer i Brynie,
Et Dögn gammel,
Nu er Dagen kommen,
Som Krigernes tindrer
Skarpt hans Blik,
Han er Rovdyrs Ven —
Lad os være glade!" —


7. Folket han tyktes
Ædling være;
[Lyksalige][4] Tider
Sagde man komme.
Konningen selv
Kampen forlod,
For den unge Fyrste
Herlig Skjænk[5] at bringe.


8. Han gav (Sönnen) Helges
Navn og Ringstade,[6]
Solbjerg, Sneebjerg
Og Sigarsvold,
Ringstöd, Höj-Tune
Og Himmelvange,
Et (guld-) smykket Sværd[7]
Til Sinfiötles Broder.


9. Siden opvoxte
Ved Venners Barm
Ædelbaaren Yngling,
Omstraalet af Glæder.
Han yded og gav
Fortjenester[8] Guld —
Ej sparede Fyrsten
Blodfarvede Klinger.


10. Anföreren længe
Ej vented paa Kamp;
Kun til han fyldte
Femten Vintre;
Da han den haarde;
Hunding fælded,
Som længe behersked
Land og Folk.


11. Af Sigmunds Sön
Siden fordred
Gods og Ringe
Hundings Sönner;
Hævne de burde
Paa Konningen
Stort Pengenam
Og Faderens Död.


12. Ej dem Fyrsten
Erstatning gav,
Eller Mandebod
Slægten yded;
Han dem forkyndte
Mörkladne Spyds
Uvæirs-Storm
Og Odins Vrede.


13. Krigerne fare
Til Sværdstævne,
Som de bestemte
Ved Luefield.
Da Frodes[9] Fred
Mellem Fiender brödes. —
Aadselgjerrige Öen omkring
Sværmed Væirgiverens Hunde.[10]


14. Herföreren sig satte
Under Örnens Klippe,[11]
Da han havde fældet
Hundings Sönner:
Alf og Ejulf,
Hjorvard og Havard
Havde saa udryddet[12]
Kjæmpens hele Slægt.


15. Da Lysning udbredtes
Fra Luefielde,
Men af den Lysning
Lyn frembröde;
En hjelmbedækket (Hær af Qvinder)[13]
Paa Himmelvange[14] fremdrog,
Blodbesprængte deres
Brynier vare,
Af deres Landser
Straaler udfore.


16. Fyrsten rask
Fra Ulve-Vrimlen[15]
Spurgte derom
Sydlandske Diser,
Om de hjem med
Krigerne vilde
Den Nat fare —
Landserne toned.


17. Men fra Hesten
Högnes Datter
Stilled Skjoldes Gny,
Sagde til Kongen:
"Vel vi monne nu
Andre Sysler have,
End med Ringes Bryder
Drik at nyde.


18. Min Fader sin
Mö har lovet
Til den grumme
Granmars Sön.
Men jeg haver Helge!
Hodbrodd den stolte
Konning svaret,
Som Sön af en Jætte.[16]


19. Den Hærförer kommer
Om faa Nætter,
Hvis ham du ej viser
Til Vaabenstævne
Eller Möen
Ham fratager."


20. Helge. "Frygt ham kun ej
Som Isung fælded,[17]
För skulle Fiender
Falde end jeg döer."


21. Derfra Alherskeren
Bud udsendte
Over Luft[18] og Hav
Hjelp at begjære,
Og af Havets Glands[19]
Overflod tilbyde
Mændene med
Deres Sönner.


22. "Beder dem i Skynding
Til Skibene gaa,
Og fra Brandöe[20] sig
Berede til Toget."


23. Der vented Fyrsten
Til did komme
Mænd i Hundredvis
Fra Hedinsö.[21]
Der fra Strande
Og fra Stævns-næs[22]
Krigssnekker udfore
Smykkede med Guld. —


24. Da spurgte Helge
Hjorleif derom:
"Har du mönstret de
Kjække Helte."


25. Da ungen Ædling
Den anden svarte:
"Seent kunde tælles
Fra Traneöre[23]
Langsnablede Skibe
Med Ledingsmænd,
Som udseiled
Af Örvesund[24]
Hundreder tolv
Af trofaste Mænd.
Dog er i Höj-Tune[25]
Hælvten meer
Af Fyrstens Hær —
Vi Feider har prövet."


26. Saa Styreren löfted
Stavntjældene fra,
At de Hövdingers
Mænd opvaagned
Og Dagens Gry
Heltene skued.
Og Ædlinge
Opdroge til Maste
Seilene paa
Varinsfiord.


27. Hörtes Aarers Lyd
Og Larm af Spyd,
Skjold klang mod Skjold;
Vikinger[26] fremroede.
Susende foer
Under Ædlinge
Konningens Flaade,
Langt fra Kysten.


28. Saa det hörtes
Da sammen stödte
Kulingens Söster,[27]
Og Kjöle lange
Som om Brændingen
Brödes mod Klipper.


29. Höje Seil bad Helge
Höjer op at drage;
Hæren ingen Havn
Mod Bölgerne forsvarte;
Da den frygtelige
Ægirs Datter
Sögte Heltenes
Skibe om at vælte.


30. Men Sigrune
Djærv i Striden
Ovenfra dem bjerged,
Skibene med.
Haardelig vristedes
Af Rans Hænder
Konningens Snekker
Til Gnipelund.[28]


31. Om Aftenen de sade
I Unavaag,[29]
Skjönt rustede Skibe
Flöde ved Stranden. —
Men de selve[30]
Fra Svarinshöj
Med harmfuld Hu
Hæren udspeided.


32. Den gudbaarne
Godmund spurgte:
"Hvo er den Fyrste
Som for Flaaden raader,
Da en tallös Hær
Hid til Land han förer?"


33. Sinfiötle sagde
(Slynged op mod Raa
Röden Skjold,[31]
Dets Rand var af Guld —
Der var en Sund-vogter
Som svare kunde,
Og skifte Ord
Med Ædlinge):


34. "Sig du det i Aften
Naar Svin du mader
Og eders Tæver
Trækker til Æde,
At Ylfinger ere
Fra Östen komne
Krigslystne til
Gnipelund.


35. Der vil Hodbrod
Helge treffe,
Den Flugt-skyende Helt,
Midt i Flaaden;
Ham, som ofte har
Örne mættet,
Medens du ved Qværne
Kyste Trællinder."


36. GODM. "Lidt mindes du Fyrste!
Af Oldtidens Sagn,
Naar du Ædlinge
Usandt forekaster. —
Du har ædt
Ulves Kraase
Og din Broders
Drab forvoldet;
Tit Saar suet
Med Svale-Mund;[32]
Afskyet af alle;
Kröbet om i Huler."[33]


37. SINF. "Du var en Vala[34]
Paa Varinsö,
Ræv-listig Qvinde
Lögne sammendynged;
Sagde at du ingen
Mand i Brynie klædt
Ægte vilde
Uden Sinfiötle.


38. Du var blandt Valkyrier
En skadelig Trold,
Heftig, ustyrlig[35]
Hos Alfader.[36]
Alle Einherier
Sloges indbyrdes,
Sledske Qvinde!
For din Skyld.
Paa Laganæs os födtes
Ulve ni,
Ene var jeg
Deres Fader."


39. GODM. "Du blev ej Fader
Til Fenris-Ulve,
Ældre end alle
Som jeg mindes,
Siden dig gilded
Ved Gnipalund
Jættemöer
Paa Thorsnæs.[37]


40. Siggeirs Stifsön du var,
Laa hjemme under Bænke,
Og vant til Ulves Tuden
Ude i Skove;
Alle Ulykker
Over dig kom
Da du din Broders
Bryst sönderflænged
Og ved Udaads Værk
Rygte dig erhverved."


41. SINF. "Du var Granes[38] Brud
Paa Braavalle,[39]
Guldbidslet du var
Færdig til at rende.
Mangent Trav paa dig,
Sadlet, hungrig, mödig,
Har jeg dig du Trold!
Redet langs med Bjerge."


42. GODM. "En Dreng uden Sæder
Tyktes du være,
Da du Gullners[40]
Gjeder malked —
Du en anden Gang
Var en Jættetös
Lurvet og laset —
Vil du trættes meer?"


43. SINF. "För vilde jeg
Ved Frekasteen
Med dine Lemmer
Ravnene mætte,
End eders Tæver
Trække til Æde
Eller Galte made —
Trolde med dig kives!"


HELGE sagde:
44. "Eder Sinfiötle!
Det sömmede bedre
En Træfning at pröve
Og Örnene glæde,
End saa unyttige
Ord at vexle,
Skjönt Ædlinge före
Feider indbyrdes.


45. Ej tykkes mig gode
Granmars Sönner,
Dog sömmer Fyrster
Sandt at tale;
Ved gyldne (Skjoldes)
Præg de alt viste,
At Hjerte de have
Til Sværdet at drage." — —


46. Voldelig de
Rende lode
Svipud og Svegjud
Til Solheime
Over duggede Dale,
Dunkle Bakker.
Mistas Hav[41] oprörtes
Hvor Mændene foere.


47. De Konningen mödte
I Borgens Port,
Og ham forkyndte
Fiendtligt Besög.
Ude stod Hodbrod,
Hjelmbedækket,
Agtede paa sine
Ætlingers Ridt —
"Hvi glöder Harme
Paa Heltenes Kinder?"


48. "Hidtil Landet vende
Hurtige Kjöle,
Rakke-Hjorte[42]
Med Ræer lange,
Skjoldes Mængde,
Aarer glatte,
Herlig Fyrste-hær,
Glade Ylfinger.


49. Femten Flokke
Fare til Land,
Dog paa Söen dvæle
Syv Tusinde;
Her i Havne ligge
Ved Gnipalund
Snekker blaasorte
Smykkede med Guld;
Der ere blandt dem
De ypperste Mænd;
Ej vil nu Helge
Striden opsætte."


50. "Da til Hövding-Stævner
Ile Rytter-Bud;
Sporvitner fare
Til Sparins Hede;[43]
Melnir og Mylner
Til mörke Skov! —
Lader ingen Mand
Hjemme sidde
Af dem som Sværdet[44]
Svinge kunne.


51. Opfordrer Högne
Og Rings Sönner,
Atle og Yngve,
Alf den gamle,
De til Striden
Gjerne drage,
Kjækt vi skulle mod
Volsungerne tage." — —


52. Blot det var et Blink
Da ved Frekasteen
Mörkladne Vaaben
Sammenstödte;
Stedse var Helge
Hundingsbane
Forrest i Flokken
Hvor Kjæmperne strede.
Ophidset til Kamp,
Hadende Flugt,
Haardt og modigt Hjerte
Havde den Konning.


53. Hjelmprydede kom
Fra Himlene ned
(Vaabengnyet voxte)
Fyrstens Beskjærmerinder
Da sagde Sigrun,
Höjt flyvende Möe,
Til Mændenes Hjerte
Trængte hendes Ord:


54. "Lyksalig skal du Konge!
Over Folket raade,
Gren af Yngves Æt!
Og ved Livet Glædes,
Da du fældet har
Den flugtskuende
Hövding, som voldte
Kjæmpens Död,
Og dig Konning
Vel anstaa
Guldröde Ringe
Og den rige Mö.
Lyksalig du
Skal besidde
Högnes Datter
Og Ringstade,
Sejer og Lande —
Nu har Striden Ende!"




Noter:

  1. El. a) det var i Tidens Ophav (förste Aar) ɔ: i Oldtidens Aar; maaske og figurligen: i Vaartiden. b) i Folkenes (Menneskenes) lykkelige Aar eller Tider.
  2. E. O. da Borgene brödes (af Storm eller Kamp). Jvfr. 7de Strophe.
  3. Saaledes kaldtes undertiden Volsungerne; Rolf Krake synes og at have været regnet til denne Slægt. See den st. Udg.
  4. Her mangler Texten et Ord som synes at være gode (Aar, Tider).
  5. Her har Texten et tvivlsomt Ord; see min 19de Anm. i den store Udg. og Brödr. Grimms I, 61.
  6. Rimeligvis Ringsted i Sjælland.
  7. E. O. Blod-Slange. De nyfödte Sönner bragtes Vaaben forhen af Irlænderne, endnu af Montenegrinerne, med visse Ceremonier.
  8. Ordet Verdúng betyder: a) Fortjeneste, b) Livvagt, Krigshær.
  9. den Fredegodes, ɔ: en dyb eller lang Fred.
  10. Odins Hunde, ɔ: Ulvene.
  11. El. Arasteen; et Stedsnavn.
  12. El. styrtet.
  13. Valkyrier.
  14. Luften eller de höje Fjeldegne. Jfr. Str. 8.
  15. paa Valpladsen.
  16. El. a) en Kat; b) en usel Bondemand. Jfr. Grimm I. c. S. 66.
  17. Inddelingen er her noget tvetydig. De fölgende to Linier tilhöre i al Fald Helge.
  18. Valkyrierne vare da med blandt Helges Udsendinger.
  19. d. e. Guld.
  20. Formodentlig Brännö ved den svenske Kyst i Kattegattet.
  21. Maaske Heddinge i Sjælland eller Hedinsö (Hiddensee) ved Rügen.
  22. Her menes vel Stævns (forhen Stæfns-nes, Stævnsnæs) i hvis Nærhed Strandegaard og Strandhoved endnu ligge.
  23. Rimeligvis Helsingöre. Helsíngi er ellers en Ande-Art (anas torqvata).
  24. El. Jörfasund, ɔ: Eyrarsund, nu Öresund.
  25. Maaske Tune-Herred. Jfr. Str. 8.
  26. ɔ: Sökrigerne.
  27. Bölgen.
  28. Maaske ved Lundby paa Öen Hising.
  29. El. i den lune Vig; yndige Bugt.
  30. Kong Granmars Sönner.
  31. Maaske Krigs- eller Hær-Skjoldet, som Tegn paa erklæret Fejde.
  32. And. kold Mund.
  33. See herom Fortællingerne i Volsunge-Saga.
  34. ɔ: Spaakjælling.
  35. El. vidunderlig.
  36. I Odins Vaaning (Valhall).
  37. Thorslanda heder endnu et Sted paa Hisingen.
  38. Et Hestenavn.
  39. En berömt Kampplads i Sverrig.
  40. En Jættes (Vols. S.)
  41. Mist var en af Valkyrierne; Ordet betegner ogsaa Taage, Mulm. Luften er vel hendes Hav (mar) Skyen hendes Hest (mar).
  42. Skibe eller Maste; af Rakke, endnu i Dansk et Skibstoug.
  43. Jfr. Olafsen i Nordens gamle Digtekunst S. 36
  44. E. O. Saarflammen.