Vǫlsungakviða
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
- Hér hefr upp kvæði frá Helga Hundingsbana ok þeira Hǫðbrodds.
- 1.
- Ár vas alda
- þats arar gullu,
- hnigu hęilǫg vǫtn
- af himinfjǫllum,
- þá hafði Hęlga
- hinn hugumstóra
- Borghildr borit
- í Brálundi.
Ár vas o. s. v.: denne el. lign. begyndelse findes flere steder, men altid i yngre digte (Gudr.kv. I, Sigsk., Oddrgr., jfr. Hym.). — arar gullu: af glæde over en helts fødsel. — hęilǫg vǫtn: hellige vande; udtrykket findes også i Grimn. 30, men her kan betydn. ikke være den samme; heller ikke er det klart, hvad der her menes med himinfjǫll (egennavn el. fællesnavn?); er dette kenning for ‘skyerne’, hellige da, fordi regnen (tordenregnen?) kommer fra himlen, gudernes bolig. — Borghildr: er Sigmunds hustru. — Brálundi: et ukendt og mytisk sted.
- 2.
- Nótt varð í bœ,
- nornir kómu,
- þærs ǫðlingi
- aldr of skópu,
- þann bǫ́ðu fylki
- frægstan verða
- ok buðlunga
- baztan þykkja.
bœ: bygden. — bǫ́ðu: ønskede, omtr. = bestemte.
- 3.
- Snøru af afli
- ørlǫgþǫ́ttu,
- þás borgir braut
- í Brálundi;
- þær of gręiddu
- gollin símu
- ok und mánasal
- miðjan fęstu.
ørlǫgþǫ́ttu: skæbnetråde; snøru hentyder til spindetenen. — borgir: acc., braut upersonl.; grunden til dette angives ikke; man kommer snarest til at tænke på torden og lynnedslag, der fulgte med nornernes komme. Det er vanskeligt her at tænke på ufred og fjendeoverfald. — gręiddu: udrede, udspændte.
- 4.
- Þær austr ok vestr
- ęnda fǫ́lu,
- þar átti lofðungr
- land á milli,
- brá nipt Nera
- á norðrvega
- ęinni fęsti,
- ęy bað hon halda.
Tråden fæstes i nord, øst og vest, men ikke i syd; dette må betragtes fra et nordisk synspunkt; om digteren har tænkt på nogle bestemte grænser, lader sig ikke afgöre. — ęnda fǫ́lu: stak enderne ind og fastgjorde dem således. — nipt Nera: en af nornerne, egl. »Neres søster«, men hvem Nere var, vides ikke. — norðrvega: er åbenbart en hentydning til Norge: Nóregr f. Norð-vegr. — Mulig hænger de 3 himmelretninger simpelthen sm dermed, at nornerne kun var 3.
- 5.
- Ęitt vas at angri
- Ylfinga nið
- ok þęiri męyju,
- es munúð fœddi,
- hrafn kvað at hrafni,
- sat á hóum męiði
- andvanr ǫ́tu:
- »ek vęit nǫkkut.
Ylfinga nið: Ylfingernes ætling ɔ: Sigmund; Ylfingar jfr. v. 35, 51 o. s. v. I prosast. 1 i Vǫls. forn. identificeres Ylfinger med Völsunger, og det har digtets forfatter også gjort; ellers er Ylfinger oprl. en betegnelse for den danske kongeslægt (jfr. allir hęilir Ylfingar at Hrólfs minni kraka). — munúð fœddi: nærede elskov, nemlig til den nyfødte sön. Hvad der volder bekymringen (angr) er det følgende, ravnens ord, der kunde være tvetydige. — andvanr ǫ́tu: uden føde. — ek: er stærkt betonet og bærer rimet, og nǫkkut ligel. »noget vigtigt«.
- 6.
- Stęndr í brynju
- burr Sigmundar
- dœgrs ęins gamall;
- nú ’s dagr kominn,
- hvęssir augu
- sęm hildingar,
- sá ’s varga vinr
- vit skulum tęitir.«
Stęndr í brynju: betegner Helges overmåde tidlige udvikling. — dœgrs: nat (jfr. Fjsv. 49). — hvęssir augu: hans öjne er skarpe. — hildingar: kæmper (el. fyrster). — L. 7—8: »han bliver ulvenes ven (ved at fælde mænd) og da også vor«.
- 7.
- Drótt þótti sá
- dǫglingr vesa,
- kóðu með gumnum
- góð ǫ́r komin;
- sjalfr gekk vísi
- ór vígþrimu
- ungum fœra
- ítrlauk grami.
Drótt: dativ, styret af þótti. — dǫglingr: en virkelig fyrste. — góð: mgl. R, men der er ingen tvivl om, at det er det rigtige. God åring og jordens frugtbarhed knyttedes i Norden i oldtiden til kongerne; var der uår, blev det betragtet som om de var ildesete af guderne og blev da ofrede til disse. — vísi: ɔ: Sigmund. — ór vígþrimu: fra (efter) kampen, hvilken er uvist. — ítrlauk: herligt løg; løget gjaldt for at være en urt med vidunderlige kræfter, f. eks, den at modvirke gift, vedligeholde livskraften o. s. v. Handlingen har en symbolsk karakter.
- 8.
- Gaf hann Hęlga nafn
- ok Hringstaði,
- Sólfjǫll, Snæfjǫll
- ok Sigarsvǫllu,
- Hringstǫð, Hótún
- ok Himinvanga,
- blóðorm búinn
- brœðr Sinfjǫtla.
Hęlga nafn: Hęlga er genitiv, ‘navnet Helge’. — Hringstaði, Sigarsvǫllu: er minder om Helges sællandske rige, Ringsted, Sigarsvold; Sólfjǫll, Snæfjǫll er fingerede navne, bægge udanske, nærmest norske; Hringstǫd er vel blot en variant til Hringstaðir; Hótún kunde godt være dansk, Himinvanga er blot fingeret. — blóðorm: sværd. — búinn: udstyret med guld el. sølv (på hjaltet). Også denne gave havde symbolsk betydn., jfr. den arabiske skildring af Rûs: »Når en af dem fødes en sön, tager han et blottet sværd, lægger det foran den nyfødte og siger: jeg efterlader dig ikke nogen ejendom i arv, dit er kun, hvad du skaffer dig selv med dette sværd« (V. Thomsen, Sml. skr. I, 272). — brœðr: dativ.
- 9.
- Þá nam at vaxa
- fyr vina brjósti
- alms ǫ́rr borinn
- ynðis ljóma;
- hann galt ok gaf
- goll verðungu,
- sparðit hilmir
- hodd blóðrekin.
fyr vina brjósti: blandt venner ɔ: nære pårørende; der tænkes særlig på moderen. — alms ǫ́rr: buens tjæner, bruger, kenning; se Krit. bem. — hodd: guld. — blóðrekin: meget vanskeligt at tolke og måske forvansket. Man væntede sådant noget som ‘erhværvet i kamp’, men reka bet. ikke at ‘erhværve’. Masc. blóðrekinn passer heller ikke om den unge Helge, der endnu ikke har deltaget i kamp.
- 10.
- Skamt lét vísi
- vígs at bíða,
- þás fimtán vas
- fylkir vetra,
- ok harðan lét
- Hunding veginn,
- þanns lęngi réð
- lǫndum ok þegnum.
L. 1—4: »Kun kort lod fyrsten vænte på kamp, da han var 15 år gammel«, d. v. s. »Fyrsten var kun 15 år, da han kæmpede«. 15 år antages at betegne en slags myndighedsalder, der tidligere kun var 12 år. — ok harðan o. s. v. det er hævnen for faderen. — réð: havde styret. I Wīðsīð nævnes en folkestamme Hundinger, hvis konge var Mearchealf; disses bopæl må sættes syd for Østersøen, og rimeligvis er Hundingr som kongenavn afledet af stammenavnet (eponym). Hos Saxo er Hunding konge over Sakserne.
- 11.
- Kvǫddu síðan
- Sigmundar bur
- auðs ok hringa
- Hundings synir,
- þvít þęir ǫ́ttu
- jǫfri at gjalda
- féarnám mikit
- ok fǫður dauða.
auðs ok hringa: i grunden tavtologisk. — féarnám: bemægtigelse af gods, bytte.
- 12.
- Létat buðlungr
- bótir uppi
- né niðja in hęldr
- nefgjǫld fáa;
- vǫ́n kvað hann mundu
- veðrs hins mikla
- grára gęira
- ok gręmi Óðins.
bótir: bøder; en anden form er bœtr. — nefgjǫld: ætlinge-bod, af nefi ‘slægtning’. — veðrs grára gęira: de grå spyds storm, kamp. — gręmi Óðins: Odins vrede, næppe en betegnelse for ‘kamp’, men at forstå bogstaveligt, idet Helge antyder, at hans fjender er forhadte af Odin og altså vil lide nederlag.
- 13.
- Fara hildingar
- hjǫrstęfnu til,
- þęirars lǫgðu
- at Logafjǫllum;
- slęit fróðafrið
- fjánda á milli;
- fara Viðris gręy
- valgjǫrn of ęy.
hjǫrstęfnu: sværdstævne, kamp. — Logafjǫllum: ukendt sagnlokalitet (fingeret?). Mulig Lugiernes fjælde. — fróðafrið: dyb fred som Frodes. — Viðris gręy: Odins hunde, ulvene.
- 14.
- Sęttisk vísi,
- þás vegit hafði
- Alf ok Ęyjolf,
- und arastęini,
- Hjǫrvarð ok Hóvarð
- Hundings sonu;
- farit hafði hann allri
- ætt gęirmímis.
arastęini: mulig egennavn; men behøver kun at bet. ‘stor sten’, hvorpå örne sad (el. tænktes gærne at sidde); det hedder, at sål. kaldes ‘store rullestene’. — gęirmímis: spydmime, kenning for en kriger, ganske sikkert er kenningen ikke nedsættende; digteren har betragtet Mímir som et höjere væsen og sidestillet ham med guderne, hvad der ikke er mærkeligt.
- 15.
- Þá brá ljóma
- af Logafjǫllum,
- ęn af þęim ljóma
- lęiptrir kómu.
ljóma (1): er dativ, lys, lyshav; ljóma (2), her har (R) ljómum, plur., hvad der måske ikke er grund til at ændre. — lęiptrir: lyn el. stråler i almlh. Ellers er lęiptr ntr.
- 16.
- — — — —
- hóvar und hjǫlmum
- á himinvanga,
- brynjur vǫ́ru þęira
- blóði stoknar,
- ęn af gęirum
- gęislar stóðu.
De to første linjer er gået tabt (ligesom den sidste halvdel af foregående v.). — hóvar: rettelse f. þa var, ‘höje’, ɔ: svævende höjt oppe. — á himinvanga: må være acc. pl.; i de tabte linjer har der stået sådant noget som ‘de red’. — blóði: på grund af deltagelsen i kampen.
- 17.
- Frá árliga
- ór ulfíði
- dǫglingr at því
- dís suðrœna,
- ef vildi hęim
- með hildingum
- þá nótt fara;
- þrymr vas alma.
árliga: tidlig, ɔ: hurtig, straks. — ulfíði: f. ulfhíði ‘ulve-hi’, d. v. s. skoven, jfr. Aasen: ulvhide; hide = ‘skjul, hule hvori vilde dyr have sit leje’. — dís suðrœna: for hds.s dísir suðrœnar, men det er valkyrjen, han spörger; ‘sydrön’ er her et alml. epitet, måske lånt fra Vǫl.kv. — hildingum: krigerne, ɔ: Helge. — þrymr alma: bue-larm, kamp. — vas: havde været; det er den foregående kamp, der naturligvis menes.
- 18.
- Ęn af hęsti
- Hǫgna dóttir,
- líddi randa rym,
- ræsi sagði:
- »hygg at vér ęigim
- aðrar sýslur
- an með baugbrota
- bjór at drekka.
líddi: plusquamperf. anomalt præt. f. lęið, brugt upers. — randa rym: skjoldenes larm, kamp; parentetisk sætning. — baugbrota: ring-bryderen, gavmild mand, her Helge.
- 19.
- Hęfr minn faðir
- męyju sinni
- grimmum hęitit
- Granmars syni,
- ęn ek hęf Hęlgi
- Hǫðbrodd kveðinn,
- konung ónęisan,
- sęm kattar son.
minn: betonet, min egen. — męyju: datter. — Granmars: dette navn er meget sjældent og bæres kun af en konge i Södermanland i Sverrig. Vistnok er det netop denne, der her menes, men om digteren har været klar herover er uvist. — konung ónęisan: en konge, der ellers er daddelfri. — kattar: ordet bet. næppe her en kat, men er vel jættenavn, der findes i remserne; det giver fortræffelig mening. — Den her nævnte Hǫðbroddr er ellers ukendt. Navnet bet. ‘kampspids’, en ikke naturlig smstilling. Bugge har ment, at det var en gengivelse af Headobarderne, der var en stamme syd for Østersøen, men dette er meget usandsynligt. Saxo nævner en Hothbroddus effrenus i Bråvallaslaget, hvorved man føres til de egne, hvor også Granmar herskede. Her skimter noget gammelt (og rigtigt) frem.
- 20.
- Þó kemr fylkir
- fára nátta,
- nema hǫ́num vísir
- valstęfnu til
- eða męy nemir
- frá mildingi.«
fylkir: ɔ: Hödbrodd. — fára nátta: om nogle få nætter. — vísir: udæsker. — valstęfnu: val-stævne, kamp. — męy: mig.
- 21. H. kv.
- Uggi ęigi þú
- Ísungs bana,
- fyrr mun dolga dynr,
- nema dauðr séak.
Ísungs bana: ɔ: Hödbrodd, men hvem Ísungr var, er ukendt. — dolga dynr: fjendtligheds dön, ɔ: kamp.
- 22.
- Sęndi ǫ́ru
- allvaldr þaðan
- of láð ok of lǫg
- lęiðar at biðja,
- ok iðgnógan
- Ógnar ljóma
- brǫgnum bjóða
- ok burum þęira.
láð: en rettelse for det umulige lopt. — lęiðar: af lęið = lęiðangr ‘følge’. — ok (l. 5): mgl. R. — ið-: er forstærkende, ‘meget rigelig’. — Ógnar ljóma: Ogns (en elvs) glans, kenning f. ‘guld’. — brǫgnum: her hövdinge.
- 23. H. kv.
- Biðið skjótliga
- til skipa ganga
- ok ór Brandęyju
- búna verða.
- Þaðan bęið þęngill,
- unz þinig kómu
- halir hundmargir
- ór Heðinsęyju.
Biðið: ɔ: bragna ok buri þęira. — Brandęyju: ukendt, sagnhistorisk ø. — búna: af búinn, rede, rejsefærdig. — þaðan: temporalt, derefter. — Heðinsęyju: ukendt ø, medmindre det er Hiddensee, der har foresvævet digteren, men i så fald har han ikke haft klar forestilling om skuepladsen.
- 24.
- Ok þar af stundu
- ór Stafnsnęsi
- bęit út skriðu,
- ok búin golli;
- spurði Hęlgi
- Hjǫrlęif at því:
- »hęfr þú kannaða
- koni ónęisa?«
af stundu: straks. — Stafnsnęsi: ukendt sagnlokalitet. — bęit: skibe. — Hjǫrlęif: ukendt, men kaldes her konge (i næste v.). — koni onęisa: de dadelfri helte.
- 25.
- Ęn ungr konungr
- ǫðrum sagði,
- sęint kvað at tęlja
- af Trǫnuęyri
- langhǫfðuð skip
- und líðǫndum,
- þaus í Ǫrvasund
- útan fóru.
Trǫnuęyri, Ǫrvasund: ukendte sagnlokaliteter. — líðǫndum: de sejlende, jfr. marlíðendr.
- 26.
- — — — —
- »tolf hundruð
- tryggra manna,
- þó ’s í Hótúnum
- hǫlfu flęira
- víglið konungs;
- vǫ́n erum rómu.«
L. 1-2 er gået tabt. — tryggra: pålidelige. — Hótúnum: det sm som i v. 8(?). — erum: = es mér, er der for mig.
- 27.
- Svá brá stýrir
- stafntjǫldum af,
- at mildinga
- męngi vakði
- (ok dǫglingar *
- dagsbrún séa) *
- ok siklingar
- snøru upp við tré
- vefnistingum
- á Varinsfirði.
stýrir: her absolut, fyrsten (næppe = stýrimaðr), brá ‘lod tage’. — stafntjǫldum: tælte over skibets bagstavn, over løftingen, hvor kongens plads var. — vakði: af vaka, ‘var vågen’ = vågnede. — L. 5-6 er uden tvivl et indskud. — siklingar: = mildingar, fyrsterne. — snøru: lod hejse. — tré: masten. — vęfnistingum: de vævede sejl; nisting ‘noget sammenföjet’. — Varinsfirði: ukendt sagnlokalitet.
- 28.
- Varð ára ymr
- ok járna glymr,
- brast rǫnd við rǫnd,
- røru víkingar;
- ęisandi gekk
- und ǫðlingum
- lofðungs floti
- lǫndum fjarri.
ymr: genlyd, plasken. — járna: er sikkert det s. s. rǫnd, ɔ: skjoldenes jærnkanter; de var opstillede ved rælingen og slog mod hinanden under roningen; her er slutningsrim, ligesom i v. 13, måske tilfældigt. — ęisandi: i stormende fart.
- 29.
- Svá vas at hęyra,
- es saman kómu
- kolgu systir
- ok kilir langir
- — — — —
- sęm bjǫrg eða brim
- brotna myndi.
kolgu systir: Kolgas (en af Ægirs døtre) søster, bølgen. — En så malende skildring af skibets skriden og bølgegangen er sjælden. — brotna: kan også bruges om den stærke brænding, der styrter forover. — eða: eller, er fuldkommen forståeligt.
- 30.
- Draga bað Hęlgi
- hó segl ofar,
- varðat hrǫnnum
- hǫfn þingloga,
- þás ógurlig
- ægis dóttir
- stagstjórnmǫrum
- stęypa vildi.
Draga bað o. s. v.: helteskik. — hǫfn: = skips-hǫfn, skibsmandskabet (udeblev ikke fra mødet med bølgerne). — þingloga: som svigter, unddrager sig, for at møde på tinge; jfr. et udtryk som ljúga hólmstefnu. — stagstjórnmǫrum: heste der har stagstjórn, styrelse ved stag, men stag var det tov, der gik fra mastens top til forstavnen. — stęypa: styrte (dem) i dybet.
- 31.
- Ęn þęim sjǫlfum
- Sigrún ofan
- folkdjǫrf of barg
- ok fari þęira,
- snørisk ramliga
- Rǫ́n ór hendi
- gjalfrdýr konungs
- at Gnipalundi.
ofan: ovenfra; hun færdes i luften. — folkdjǫrf: kampdjærv. — snørisk: snode sig. — Rǫ́n: er dativ (som ofte f. genitiv). — gjalfrdýr: brændings-dyr, skib; dýr sing. er her kollektivt, hvis ikke snørisk er fejl f. snørusk. — at Gnipalundi: og hen til Gn.; Gnipalundr er ellers ukendt.
- 32.
- Samt þar of aptan
- í Unavǫ́gum
- flaust fagrbúin
- fljóta knǫ́ttu,
- ęn þęir sjalfir
- frá Svarinshaugi
- með hęrmðar hug
- hęr kǫnnuðu.
Samt: rettelse f. sát. — Unavǫ́gum: ukendt; navnet tyder på en rolig og udmærket havn; jfr. Munavágar på Samsø, ved Langøre, der bar navn med rette. — þęir sjalfir: mændene selv, betegnes nærmere ved tilföjelsen ‘fra Svarinshöj’ (fra = hjemmehørende i). Lokaliteten er ukendt; Saxo nævner en kong Suarin i Götland. Det passer godt. — hęrmðar hug: vredt, forbitret, sind. — kǫnnuðu: mønstrede (den fjendtlige flåde).
- 33.
- Frá góðborinn
- Goðmundr at því:
- »hvęrr ’s landreki
- sás liði stýrir
- ok fęiknalið
- fœrir at landi?«
góðborinn: af god, ɔ: fyrstelig, herkomst. — landreki: fyrste; -reki er svækket form f. ríki (ríkr) ‘konge’. — fęiknalið: overmåde talrig hær. — Det samme halvvers anføres i prosast. 5. i Vǫls. forn. med varianterne fylkir, flota f. landreki, liði, måske anført efter (svigtende) hukommelse.
- 34.
- Sinfjǫtli kvað
- — slǫng upp við rǫ́
- rauðum skildi,
- rǫnd vas ór golli;
- þar vas sundvǫrðr,
- sás svara kunni
- ok við ǫðlinga
- orðum skipta:
Sinfjǫtli kvað: er indledningen til v. 35; l. 2-8 er en mellemsætning, et enestående tilfælde af den art. — rauðum skildi: er krigstegn. — rǫnd: kanten; når den siges at være ‘af guld’, er der tale om et skjold, der kun brugtes som ufredstegn, men ikke til forsvar. — sundvǫrðr: sundvogter, en mærkelig betegnelse, ‘den der behersker sundet’, ɔ: Unavágar og indsejlingen dertil.
- 35.
- Sęg þat í aptan,
- es svínum gefr
- ok tíkr yðrar
- tęygir at solli,
- at sé Ylfingar
- austan komnir,
- gunnar gjarnir
- at Gnipalundi.
gefr: fordrer; sål., uden objekt, endnu den dag i dag om fodring af husdyr. Sinfjötle forudsætter, at de, han taler med, udfører trællegærning. — solli: æde; no. soll »sammenrørt mad, især om småbrækket brød, som er udblødnet i mælk« (Aasen). — austan: uklart, hvilket udgangspunkt der menes.
- 36.
- Þar mun Hǫðbroddr
- Hęlga finna
- flugtrauðan gram
- í flota miðjum,
- sás opt of hęfr
- ǫrnu sadda,
- meðan þú á kvernum
- kystir þýjar.
L. 7-8: »medens du kyssede trælkvinder ved kværnen«. Kværnens indretning har været af den art, at præp. á var naturlig. Under kværnen var vel et gulv, hvorpå den, der malede, stod.
- 37. G. kv.
- Fátt mant fylkir
- fornra spjalla,
- es ǫðlingum
- ósǫnnu bregðr;
- þú hęfr etnar
- ulfa krásir
- ok brœðr þínum
- at bana orðit.
fornra spjalla: fortællinger om tidligere begivenheder, og disse selv. — ulfa krásir: lig. — De mange bebrejdelser, der fremsættes, er vi ude af stand til at kontrollere; flere beror sikkert på fantasteri; den her udtalte bebrejdelse sigter til sagnet om, at Sinfjötle i et tidsrum var i ulveskikkelse og da vel nærede sig af ulveføde; broderdrabet sigter til Völsungesagnet om, at Sinfjötle dræbte de to sönner af Signy (hans halvbrødre).
- 38.
- — — — —
- Opt sǫ́r sogin
- með svǫlum munni,
- hęfr í hręysi
- hvarlęiðr skriðit.
Den første halvdel er her gået tabt; i den har hęfr stået, som sogin forudsætter. — hvarlęiðr: allevegne forhadt.
- 39. Sfj. kv.
- Þú vast vǫlva
- í Varinsęyju.
- skollvís kona,
- bart skrǫk saman,
- kvazk ęngi mann
- ęiga vilja,
- sęgg brynjaðan,
- nema Sinfjǫtla.
Varinsęyju: ukendt lokalitet. — skollvís: svigkyndig. — skrǫk: lögnagtig pralen.
- 40.
- Þú vast, et skœða *
- skass, valkyrja *
- ǫtul, ámátlig *
- at Alfǫður; *
- mundu ęinhęrjar *
- allir bęrjask, *
- svęipvís kona, *
- of sakar þínar. *
Dette vers er mulig indkommet på et galt sted, idet 41 slutter sig til 39, medens indholdet af 40 passer ikke hertil. Også indholdet selv er ret mistænkeligt. — et skœða skass: du skadelige uhyre. Hds. har en, hvilket må rettes; skass er velkendt i nyisl., ‘et frækt og utækkeligt fruentimmer’, i no.: »et arrigt menneske, en hustyran« (Aasen); deraf skessa ‘en jættekvinde’. — ǫtul: stridbar. — ámátlig: meget kraftig. — at Alfǫður: altså i Valhal. Det hele beror på en besynderlig tankegang. — svęipvís: falsk. Rettelse f. svevís.
- 41.
- Níu ǫ́ttum vit
- á nęsi Sǫ́gu
- ulfa alna,
- vask ęinn faðir (þęira).
Sǫ́gu nęsi: ukendt lokalitet. — alna: fødte, er egl. overflødigt.
- 42. G. kv.
- Faðir vasattu
- fęnrisulfa
- ǫllum ęllri,
- svát ek muna,
- síz þik gęldu
- fyr Gnipalundi
- þursa męyjar
- á Þórsnęsi.
fęnrisulfa: her synes fęnris- ikke at kunne have nogen særlig betydn.; disse ulve kan ikke sættes i nogen forbindelse med dem, der nævnes i Vspǫ́ 40, men er måske et slags reminiscens derfra; ordet kan smstilles med fróðafriðr (i v. 13). — Þórsnęsi: ukendt lokalitet.
- 43.
- Stjúpr vast Siggęirs,
- látt und stoðum hęima,
- varghljóðum vanr
- á viðum úti;
- kómu þér ógǫgn
- ǫll at hęndi,
- þás brœðr þínum
- brjóst raufaðir.
- (gęrðir þik frægjan
- at firinverkum).
Stjúpr: stesön, jfr. v. 37. — Siggęirs: var Signys mand. — und stoðum hęima: under söjlerne hjemme, d. v. s. i skjul bagved hallens söjler i Signys hjem. Dette kan sigte til den situation, der skildres i Vǫls.s. kap. 8 (M. Olsens udg. s. 17). — varghljóðum vanr: vant til ulvehyl, fordi han selv havde været i ulveham; hds.s ljóðum må forstås som hljóð-; ljóð kunde slet ikke bruges i denne smhæng. — L. 5-6 er mulig uægte, men det kan også være, at der her mangler 4 linjer (til v. 43) og to linjer af (næste) vers. — ógǫgn: uheld. — þás o. s. v.: sigter til det samme som er antydet i v. 37. — frægjan: meget omtalt, her: berygtet. — firinverkum: uhørte gærninger.
- 44. Sfj kv.
- Þú vast brúðr Grana
- á Brávęlli,
- gollbitluð vast,
- gǫr til rásar,
- hafðak þér móðri
- mart skęið riðit
- svangri und sǫðli,
- simul, forbergis.
brúðr Grana: siger ikke andet end ‘en hoppe’. — simul: jættekvindenavn, her brugt som skældsord. — forbergis: ned ad bakke. — Det her nævnte Brávęllir er vel den fra sagnet velkendte kampplads, og hænger mulig sammen med skuepladsen for de i digtet skildrede begivenheder.
- 45.
- Svęinn þóttir þú
- siðlauss vesa,
- þás þú Gullnis
- gęitr molkaðir,
- ęn í annat sinn
- Imðar dóttir
- tǫtrughypja;
- vill þú tǫlu lęngri.
siðlauss: uhøvisk, tølperagtig. — Gullnis: vel en jætte. — Imðar: jættekvindenavn; Imds datter = jættekvinde, som Gudmund altså skulde have været omskabt til. — tǫtrughypja: se Rígsþ. 13.
- 46. G. kv.
- Fyrr vilda ek
- at Frekastęini
- hrafna sęðja
- á hræum þínum,
- an tíkr yðrar
- tęygja at solli
- eða gefa gǫltum;
- dęili grǫm við þik.
Frekastęini: Ulvestenen, jfr. arastęinn v. 14; her sikkert et egennavn. — an tíkr yðrar: en påfaldende tankegang; man kunde fristes til at antage, at der var udfaldet et vers (måske et helt replikskifte), der havde givet anledning til udtrykket. — L. 8: »gid de vrede guder strides med dig«, have med dig at göre.
- 47. H. kv.
- Væri ykr Sinfjǫtli
- sœmra miklu
- gunni at hęyja
- ok glaða ǫrnu,
- an sé ónýtum
- orðum at bregðask,
- þótt hringbrotar
- hęiptir dęili.
glaða: verbum = glęðja. — ónýtum: unyttige, virkningsløse. — hęiptir dęili: har strid med hinanden.
- 48.
- Þykkjat mér góðir
- Granmars synir,
- þó dugir siklingum
- satt at mæla;
- þęir hafa markat
- á Móinshęimum,
- at hug hafa
- hjǫrum at bregða.
góðir: gode, afholdte, »jeg holder ikke af Granmarssönnerne« — Móinshęimum: ukendt lokalitet, og uvist, hvad der sigtes til.
- 49.
- Þęir af ríki
- rinna létu
- Svipuð ok Svęggjuð
- Sólheima til
- dala dǫggótta
- døkkvar hlíðir,
- skalf Mistar mœrr
- hvars męgir fóru.
af ríki: af al kraft. — Svipuð: den hurtige. — Svęggjuð: måske ‘den, der går (løber) med vuggende gang’. — Sólhęima: en ukendt lokalitet, Granmarssönnernes hjem. Navnet forekommer ellers både i Norge og på Island. — Mistar męgir: krigere, se Krit. bem.
- 50.
- Mœttu tyggja
- í túnhliði,
- (sǫgðu stríðliga *
- stilli kómu); *
- úti stóð Hǫðbroddr
- hjalmi faldinn,
- hugði jóręið
- ættar sinnar;
- »hví ’s hęrmðar litr
- á Hniflungum?«
tyggja: fyrsten, ɔ: Hödbrodd. — L. 3-4 kløver den gode smhæng, og er utvivlsomt indskud. Det er tvivlsomt, om stríðliga er adj. el. adv. og om kómu er infin. (med stilli som subj.) el. subst. (stilli da dativ), enten: »de sagde med ophidset sind, at en konge var kommen«, el. »de sagde (meldte) fyrsten en fjendtlig ankomst«. — hugði: iagttog. — ættar sinnar: sine sönners. — hęrmðar litr: ophidselsens farve, udseende. — Hniflungum: kan ikke være det sm som Niflungum. Navnet må komme af Hnefi der findes som søkongenavn. Navnet findes også i Atlamǫl og Guðr.hv., vistnok ved smblanding med Niflungerne. Digteren har måske brugt navnet som en alml. fyrstebetegnelse.
- 51. G. kv.
- Snúask hér at sandi
- snævgir kjólar,
- rakka hirtir
- ok ráar langar,
- skildir margir,
- skafnar árar,
- gǫfugt lið gylfa,
- glaðir Ylfingar.
snævgir: hurtige. — rakka hirtir: sejlringenes hjorte, skibe. rakki var en ring i midten af råen, hvorved sejlet fæstedes til masten. — Man mærke den levende skildring af skibene, der viser digterens livlige interesse for skibe og sejlas (jfr. v. 28 og 29).
- 52.
- Ganga fimtán
- folk upp á land,
- þó ’s í Sogn út
- sjau þúsundir,
- liggja í grindum
- fyr Gnipalundi
- brimdýr blásvǫrt
- ok búin golli.
folk: skarer (vel et bestemt antal; »folk er 40« siger Snorre, men 15 × 40 = 600 synes at være et altfor lille tal). — Sogn: kan naturligvis ikke være den norske fjord; Vǫls.s. har »øen Sok«. Man væntede her dativ, derfor må Sogn være fem., og det passer, hvis der er tale om en ø. — grindum: Vǫls.s. har opfattet ordet som egennavn; det er det vel næppe, snarere appell. = ‘indelukke’. — brimdýr: brændingsdyr, skibe. — blásvǫrt: blåsorte, er vel at tage bogstaveligt; blár bruges ellers ofte (også i nutiden) om ‘sort’ farve.
- 53.
- Þar ’s miklu męst
- męngi þęira;
- muna nú Hęlgi
- hjǫrþing dvala.
hjǫrþing dvala: opsætte sværdtinget, kampen.
- 54. Hbr. kv.
- Rinni raukn bitluð
- til Ręginþinga,
- ęn Sporvitnir
- at Sparinshęiði,
- (Mélnir ok Mýlnir *
- til Myrkviðar) *
- látið ęngi mann
- ęptir sitja
- þęira ’s bęnlogum
- bregða kunni.
raukn: heste. — De her forekommende navne er ellers ukendte. Ręginþinga er sikkert egennavn, ligesom Sparinshęiðr og Myrkviðr (iøvrigt er l. 5-6 vistnok indskud), Sporvitnir: spor-ulv, Mélnir af mél ‘mundstykke’ i et bidsel, Mýlnir af múll et slags hovedtöj i et bidsel. Myrkviðr hed en skov i Sverrig nær ved Fyrissletten (Fms. V, 249). — bęnlogum: sår-luer, sværd.
- 55.
- Bjóðið Hǫgna
- ok Hrings sonum,
- Atla ok Yngva,
- Alfi hinum gamla,
- þeir ro gjarnir
- gunni at hęyja,
- lǫ́tum Vǫlsunga
- viðrnám fáa.
Alle de her nævnte personer er ellers ukendte; Alf d. gamle nævnes i Hyndl. (16, 22). Om Atla, Yngva er appos. til sonum, er ikke til at afgöre.
- 56.
- Svipr ęinn vas þat,
- es saman kómu
- fǫlvir oddar
- at Frekastęini;
- ęy vas Hęlgi,
- Hundings bani,
- fyrstr í folki,
- þars firar bǫrðusk.
Svipr ęinn: som én storm (kort, hæftig bevægelse). — folki: kampen, el. skaren?
- 57.
- Œstr á ímu,
- alltrauðr flugar,
- sá hafði hilmir
- hart móðakarn.
Her mgl. sikkert et halvvers. — ímu: kamp. — flugar: af flugr ‘flugt’. — móðakarn: sinds-agern, hjærte.
- 58.
- Kómu ór himni
- hjalmvitr ofan,
- óx gęira gnýr,
- þærs grami hlífðu;
- þá kvað þat Sigrún,
- sárvitr flugu,
- át hǫ́lu skær
- af hugins barri:
ór himni: fra luften af. — hjalmvitr: hjælm-væsen, væsner med hjælme, jfr. hjalmaðar sǫ́tu i Hák.mǫ́l 11. — óx gęira gnýr: som følge af valkyrjernes komme; ‘spydenes gny’ = kamp. — sárvitr: sår-væsner, kan næppe være andet end valkyrjerne. — þá kvað o. s. v.: m. h. t. formen jfr. v. 34. — hǫ́lu skær: jættekvindens hest, ulv; hǫ́lu er en sikker rettelse for havlþa. — hugins barri: ravnens korn (føde), ligene.
- 59.
- Hęill skalt vísi
- virða njóta,
- áttstafr Yngva,
- ok una lífi,
- es fęlt of hęfr
- hinn flugartrauða
- jǫfur þanns olli
- œgis dauða.
áttstafr Yngva: ætling, efterkommer af Yngve; er vel her brugt i alml. som ‘en fyrsteætling’. — œgis: usikkert, fyrstenavn? el. ‘en fjendtlig person’.
- 60.
- Ok þér buðlungr
- samir bæði vęl
- rauðir baugar
- ok hin ríkja mær;
- hęill skalt buðlungr
- bæði njóta
- Hǫgna dóttur
- ok Hringstaða.
- (sigrs ok landa. *
- þá ’s sókn lokit). *
mær: ɔ: Sigrún selv. — De to sidste linjer er vist en tildigtning. — Der er ikke den fjærneste grund til at antage hele verset som uægte tillæg. Tværtimod. I v. 59 ønsker Sigrún Helge til lykke med det herredömme, som han nu har vundet, og v. 60 er da naturligt en lykønskning til, at han og hun nu vil kunne leve sammen; verset er en nærmere forklaring til ok una lífi (v. 59).
