Det lange Sigurdskvad

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Det lange Sigurdskvad

Sigurðarkviða hin meiri (fragmenter)

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Sigurds død
fra et 1400-tals håndskrift af Nibelungenlied

— —

1.

Ilden rasede,

og jorden skjalv;

de store flammer

steg mod himlen.

Sjældent så man

sådan en fylker

trodse ilden

og træde gennem den.

2.

Med sværdet drev

Sigurd Grane,

og hvor fyrsten red,

gik flammerne ud;

ilden forsvandt,

da ødlingen kom

— — — —

— — — —

— —

Brynhild sagde (til Gudrun):

3.

»Men slangens død

var Sigurds værk —

det skal mindes evigt

i menneskers tid!

Din egen bror

fandt aldrig modet

til at trodse ilden

og træde gennem den.

— —

4.

Sorgen svulmede

sådan i brystet,

da samtalen endte

og Sigurd gik ud,

at den kampvantes,

kjortel af jernvæv

brast i stykker

langs begge sider.

— —

Høgne sagde:

5.

— — — —

— — — —

— — — —

— — — —

»Hvad har Sigurd gjort dig,

siden du mener,

at den brave mand

skal bøde med livet?«

Gunnar sagde:

6.

»Sigurd gav mig

svorne eder —

de eder, han svor,

sveg han alle!

Jeg fandt, han var mig

en fuldtro ven,

men han brød de eder,

han burde have holdt.«

Høgne sagde:

7.

»Jeg véd, at Brynhild

har vækket dit had —

hun ægger alle

til onde handlinger!

Hun under ej Gudrun

et godt ægteskab,

og dig nægter hun

nydelsen ved samvær.«

8.

En ulv blev stegt,

en orm blev skåret,

og Guttorm spiste

af grådyrets kød;

først da magtede

de mordlystne

at vinde over

den vise mand.

9.

Sigurd blev dræbt

sønden for Rhinen;

fra et træ hørtes

høje ravneskrig:

»Blod skal flyde

for brudte eder,

når Atle rødner

odden i drabsmænd!«

10.

Gudrun stod ude —

Gjukes datter —

og da hun så dem komme,

sagde hun straks:

»Jeg ser mine frænder

forrest i skaren,

men Sigurd mangler —

mændenes høvding.«

11.

— — — —

— — — —

Alle var tavse,

undtagen Høgne:

»Med sværd har vi sammen

sønderhugget fyrsten;

Grane står sorgfuld

ved Sigurds lig.«

12.

Da sagde Brynhild —

Budles datter:

»Vel skal I nyde

våben og land!

Havde Sigurd levet

længere end dette,

var det snart ude

med andres ret.

13.

Uden adkomst

ville han ene råde

over Gjukes arv

og goters skare,

skønt der fandtes en flok

på fem sønner —

raske i kamp —

til rigets styrelse.«

14.

Borgen genlød,

da Brynhild lo

en enkelt gang

af al sin styrke:

»Nu, hvor I har dræbt

den djærve fyrste,

skal land og folk,

længe være jeres.«

15.

Da svarede Gudrun —

Gjukes datter:

»Der er ingen ende

på din usle snak.

Må Gunnar mærke

gudernes vrede

og hævnen ramme

dit hadske sind!«

16.

Ud på aftenen

var øllet rigeligt,

og man hørte ingen

hadefulde ord.

Snart faldt de alle

i søvn på lejet,

kun Gunnar sad,

som den sidste, vågen.

17.

Hærmænds rædsel

rørte sig næppe;

i tavshed sad han

og tænkte på det,

som ørnen og ravnen

oppe i træet

begge havde sagt,

da Sigurd blev dræbt.

18.

Så vågnede Brynhild —

Budles datter,

skjoldungers dis,

før dagen gryede:

»Æg eller foragt mig —

ulykken er sket!

Lyt til min klage

eller læg mig i graven!«

19.

Men Brynhilds ord

fik intet svar;

man begreb knap

den kvindes sind,

når hun nu i gråd

nævnte den handling,

som hun før i latter

havde fordret af andre.

20.

»Jeg drømte — Gunnar! —

en grufuld drøm:

Der var køligt i hallen

og koldt i min seng,

og berøvet din glæde

red du — fyrste! —

fanget og bundet

i fjenders skare.

21.

— — — —

— — — —

— — — —

— — — —

så enden er nær

for niflunge-slægten;

de brudte eder

har bragt jer til fald.

22.

Har du ganske glemt —

Gunnar! — hvordan

I begge blandede

blod i jeres spor?

Han undte dig altid

den øverste rang,

men du gav ham til gengæld

en grusom løn.

23.

Det sås jo klart,

at krigeren trofast

holdt sine eder

til den unge hersker,

dengang han dristigt

drog gennem ilden

og trodsede faren

for at fri til mig.

24.

På lejet mellem os

lagde den tapre

sin glinsende sår-stok

med guld på skæftet;

af ild var æggens

ydre hærdet,

med edderdråber

var det indre belagt.«

Om Sigurds død

I dette kvad blev der berettet om Sigurds død, og det fremgår her, at han blev dræbt udenfor, mens andre mener, at han blev dræbt inde, mens han sov i sin seng. Men tyskerne fortæller, at han blev dræbt ude i skoven, og i Det gamle Gudrunskvad fortælles det, at Sigurd og Gjukes sønner var redet til ting, da han blev dræbt. Men alle som én siger, at de andre sveg ham og overfaldt ham, mens han lå ned og var ubevæbnet.

---

Note: