Saga (isl.: saga, flertal: sögur). Ordet betyder egentlig kun fortælling (af samme stamme som sige, isl. segja), sagn, frasagn, og kunne bruges om alle fortællinger, ligegyldigt af hvad art og udstrækning de var. Fortællinger om fortidsbegivenheder og ældre personer var allerede i den ældste historiske tid i Norden meget almindelige. Og meget tidligt opstod der enkeltpersoner, der af egen interesse og drift samlede en mængde historiske kundskaber, som de ved givne lejligheder foredrog for en større eller mindre kreds. Sådanne mænd og kvinder kaldtes »frode«. Tjodolf den hvinverske (i 9. årh.) hentyder til disse og til historiske fortællinger. I reglen forstår man ved saga de historiske fortællinger, som er skrevet på Island i den litterære tid. En saga handler i reglen om en enkelt mand, en hovedperson, hvis fader eller forfædre kort omtales, idet der gøres rede for slægtens oprindelse, og, når der er tale om islændere i sagatiden (10.-11. årh.), også om dens udvandring fra Norge og bosættelse på Island. Sagaen fortæller så om hovedpersonen til hans død mere eller mindre nøjagtigt; da de mindeværdigste begivenheder var kampe, rejser og tog og forskellige bygde-stridigheder, er det disse, der danner hovedindholdet af sagaen; helten drives frem enten af hævnfølelse og hævnpligt eller rejselyst og lyst til at indlægge sig hæder og vinde gods; hvorefter begivenhedernes gang i en uafbrudt kæde følger. I sagaen er der i reglen en fuldstændig, pragmatisk sammenhæng og en konsekvent udvikling af en skæbnetråd gennem det hele, til trods for at de individuelle afvigelser inden for de enkelte sagaer er meget store. Nogle er romantiske elskovshistorier dels af en usædvanlig ynde og tragik som Gunnlaugssaga, Kormákssaga o. fl., andre er gribende fredløshedshistorier som Gislasaga og Grettissaga, andre handler om enkelte kraftige personligheder, der tillige var skjalde, som Egilssaga, Vigaglúmssaga osv. Af en særegen art og betydning er Njálssaga; den er så omfattende (i sin nuværende form), at den bliver en bygdesaga; det samme gælder sagaen som Eyrbyggjasaga og Laxdælasaga. De allerfleste Kongesagaer er kun de enkelte kongers biografier af samme art og indretning som islændersagaerne. Det samme gælder bispesagaerne. De islandske slægtssagaer er fortrinsvis knyttede til Vest- og Nordlandet; kun nogle få — men fortræffelige sagaer — stammer fra en enkelt egn på Østlandet; fra Sydlandet kun et par stykker. Der er formodning for, at sagaskrivningen på en eller anden måde er knyttet til de egne, hvor der var klostre eller undervisningscentrer, men de er dog næppe forfattede i klostrene selv. Forfatterne er uden tvivl i de allerfleste tilfælde gejstlige, men disse stod fuldstændig på national grund og var i al deres tænkemåde folkelige. Derfor har sagaerne fuldstændig bevaret deres folkelige karakter; den folkelige tradition og med den den almindelige naturlige, ligefremme fortællemåde er helt igennem fremtrædende. Forfatterne må antages at have samlet stoffet, der uden tvivl allerede forelå i større eller mindre fast formede grupper, til et hele; de har ikke betragtet sig som egentlige forfattere, men kun som samlere; derfor er de allerfleste sagaer uden forfatternavn. (FJ)
Salomons saga ok Markólfs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Oversættelse af dansk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Markólfssaga ok Salómóns (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Sálus rímur og Nikanórs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Sálus rímur og Nikanórs, en versbearbejdning af Sálus saga ok Nikanórs. Stammer sikkert fra begyndelsen af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Sálusrímur og Nikanórs (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: Oldengelsk digt, hvori skjalden (scopes) Vidsið opremser mange af de (hovedsageligt) europæiske folk og deres herskere. Digtet får dermed karakter af den oldnordiske þulur - navneremse. Digtet kaldes også blot Vidsið, (Widsið, Witsith).
Beskrivelse: Seyðabrævið – Fårebrevet er Færøernes ældste dokument og stammer fra 1298. Teksten er et supplement til Magnus Lagabøters lov fra 1274 og indeholder en række bestemmelser om fåreavl. Her kan man læse om tæmning af vilde får, hvad man stiller op med fåretyve eller bidske hyrdehunde. Brevet har også bestemmelser om nabostrid, fattiges ret og fordeling af hvalkød og drivgods.
Norrøn: "Fjörtíu Íslendinga-Þættir", findes i E-Bibliotek.
Oversættelse: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. IV-VI, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson.
Øjensynlig en fortælling om skjalden Sighvatr Þórðarson. ”Om Sighvats liv finns en isländsk kortsaga, Skaldsagan om Sighvat Tordarson.” Åke Ohlmarks: Fornnordiskt Lexikon.
”Ca. 1015-1045. Der eksisterede engang en separat saga om Sighvatr Þórðarson, som nu er tabt. Denne þáttr består af kapitler, som er samlet fra sagaerne om kong Olaf den Hellige…” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 91). Se uddybende oplysninger i Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Eddadigt. Sangen om Sigdrive. ”Sigurds død omhandles i Sigrdrífumál, Sigurdarkviða III, [brot af] Brynhildarkviða, Helreið Brynhildar, Gudrunarkviða I. Sigrdriva er en valkyrje, som er opsætsig mod Odin og derfor stikkes af ham med en søvntorn. Nogle antager hende for den samme som Brynhild. Sigurd ægter Gudrun, en datter af Gjuke og Grimhild, hvis sønner er Gunnar, Høgne og Guttorm. Gunnar ægter Brynhild, idet Sigurd red for ham gennem lueborgen (vafrlogi, kæmpevisens Glasbjerg). Brynhild og Gudrun komme i strid ; Sigurd dræbes af Guttorm, og Brynhild gennemborer sig selv. (I Helreið Br. tiltales Brynhild af en gyge ɔ: hendes onde samvittighed). Gudrun forstummer af smerte og hensmelter først i tårer, da liget vises hende.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 31).
Beskrivelse: "Sigrgarðssaga Rikarðssonar handler om møkongen Ingigerd i Garderige og Sigrgard, der får hende til ægte. Æventyrsaga af den kendte art." (Kilde: FJ).
Beskrivelse: "Sigurðar rímur fornasonar, versfortælling, som er kompileret af stykker fra forskellige sagaer, heriblandt Blómstrvalla saga. Stammer fra det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Sigurðar rímur fóts, en versbearbejdning af Sigurðar saga fóts. Stammer fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Sigurðar rímur þögla, en versbearbejdning af Sigurðar saga þögla. Stammer sandsynligvis fra slutningen af det 15. eller begyndelsen af det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Håndskrift:
Litteratur:
Sigurðar saga ganganda Barðarsonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: “Digtning om den unge norske hedning Sigurðr, der drager ud for at finde den, som kalder sig den kristne ’Solkonge’; i Byzanz omvender han sig og bliver døbt.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Fortælling fra 18./19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Håndskrift:
Litteratur:
Sigurðar saga hjartar
Beskrivelse: “En ikke længere eksisterende saga, som er nævnt i Hálfdanar saga svarta i Heimskringla og i Ragnars sona þáttr og som formodentlig har udgjort en del af Skjöldunga saga.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Håndskrift:
Litteratur:
Sigurðar saga Hlöðvissonar ok Snjáfriðar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Þáttr. “Om Sigurð slembir eller slembidjákn, der gør krav på den norske trone og dræber kong Haraldr gilli; dræbt i 1139. Findes i Morkinskinna, uden tvivl efter Eiríkr Oddson’s Hryggjarstykki.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, p. 62).
Håndskrift:
Litteratur:
Sigurðar saga snarfara
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: Sigurd Snarfares Saga i Jón Espolin: "Nogle Bemærkninger ved Prof. og Ridder Dr. P. E. Müllers Saga-Bibliothek", s. 20.
Beskrivelse: Fornalderlignende saga.
”Siguðar saga snarfara er en fortælling, som først er skrevet i det 19. årh.“ (Lexikon der altnordichen Litteratur, Simek/Pálsson).
”Siguðar saga snarfara. Denne saga, som har sin titel fra Jón Espolin . . . bygger, som han selv siger, på en senere digtning.“ (Th. Möbius: "Verzeichniss der auf dem Altnordischen Sprache und Literatur".)
Håndskrift:
Litteratur:
Sigurðar saga þögla
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga. "Ingen saga forbinder i samme grad som denne Fornaldarsaga- og riddersagamotiver på engang." (Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, Bd.3)
Beskrivelse: ”Íslendingaþáttr, hvori Sigurðr dræber en mand, som havde angrebet en gode, og derfor dømmes fredløs; da han kommer til Norge, lader kong Olaf Tryggvason ham gribe og dræbe.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”).
Beskrivelse: Eddadigt. Sigurdskvad, det korte. ”Sigurðarkviða Fafnisbana I (i form af Grípisspá), II (mytologisk indledning), III Fafnismál (om slangen Favnes drab). Det første kvad giver som en spådom af Sigurds morbroder Gripe en udsigt over begivenhederne, det andet beretter om guldet, der afpresses dværgen Andvare for at guderne kan løse deres liv dermed, og forbandelsen, der lægges derpå. Favne lægger sig over guldet som en slange, men dræbes af Sigurd i det tredje kvad; ved at smage på slangens hjerteblod kommer han til at forstå fuglenes sprog. . . — Af Grípisspá findes levning i kæmpevisen om Sivard Snarensvend, der gæster sin morbroder, som i den norske bearbejdelse hedder Greivekongen ɔ: Grípir konungr.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 30).
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Sigurðarkviða hin skamma (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Beskrivelse: "Símónar saga ok Jude, Post. 779—97, findes i to bearbejdelser, der vistnok er to oversættelser, som dog ikke ganske er uafhængige indbyrdes. II er nærmere ved originalen og har en indledning, der mangler I, og er defekt i slutningen." (FJ)
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Símónar saga ok Jude (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Sindulfi
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling, som bygger på latinsk legende, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Skjald-Helge, "Grønlands Laugmand i Grønlands historiske mindesmærker", bd. 2, 419ff., findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse:Skáldhelgarímur, en islandsk rimecyklus fra c. 1400 om den islandske skjald Skáld-Helgi, der udvandrede til Grønland; den handler særlig om hans og en islandsk bondedatters elskov. Den beror på en tabt saga om skjalden, men emnet er blevet udsmykket på senere romantisk vis. Det er så at sige kun herfra, at vi kender hovedpersonen, der sikkert er historisk. F. J.
Beskrivelse: Islændingesaga. ”Ca. 1000-1050. En tabt saga, hvis indhold kendes fra Skáld-Helga rímur fra det 14. årh.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 92).
Udgaven på Heimskringlas hjemmeside er et værk fra ca. 1820 af den islandske digter Gísli Konráðsson.
Dansk: C. C. Rafn: Kong Harald Hårfagers Skjaldes Saga i “Oldnordiske sagaer”, bd. III, 58-74, findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Norsk: E. Eikill: Sagaen om Harald Hårfagres skalder i "Harald Hårfagre og Norges tilblivelse".
Beskrivelse:Skáldasaga kaldes en lille saga, der findes i Hauksbogen, om tre af Harald Hårfagers skjalde. Den fortæller om, hvorledes de kom i unåde hos kongen og måtte foretage en farlig sendefærd, som de lykkelig fuldførte. Sagaen er meget udsmykket, men i flere henseender interessant og indeholder utvivlsomt en historisk kerne. F. J.
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Skáldasaga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II). Se også afsnittet: Harald hårfagre og hans skjalde (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Beskrivelse:Skáldatal kaldes en systematisk fortegnelse over alle konge- og fyrsteskjalde fra begyndelsen af og ned til 13. årh. Det findes i håndskrifter af Snorre’s værker og stammer muligvis fra ham. Det er i litteraturhistorisk henseende særdeles værdifuldt. F. J.
Beskrivelse: "Skálholtsannáll, behandler i sin nuværende form årene 410 til 1356, dog mangler begyndelsen af teksten, ligesom der er lakuner ved årene 1013-1180 og 1264-73. Denne annal er skrevet for bispesædet i Skálholt og viser til dels stor lighed med andre annaler, men den indeholder også sit eget selvstændige materiale, som henviser til Laxdæla saga, Eyrbyggja saga og andre sagaer. (AM 420A, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: “En kompilation foretaget af Björn Jónsson fra Skarðsá (1574-1655) af en eftermiddelalderlig version af Landnámabók.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Skarðsbók
Skarðsbók
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Pergamenthåndskrift, som indeholder 11 af de vigtigste helgensagaer.
Beskrivelse: Senmiddelalderligt digt, som rummer en stærk parodi på såvel guder som helteskikkelser fra den førkristne tid. Der henvises både til Eddaen og til flere fornaldersagaer. Digtet tilskrives såvel Einar fóstri som Sigurður fóstri. Finnur Jónsson hælder til den sidste; (se også Rudolph Simek)
Beskrivelse: "Skikkjurímur, navnet findes i næst sidste vers; de er 3 i alt og er udg. af G. Cederschiöld og Wulff sammen med den til grund liggende saga, Möttulssaga, i Lunds univ. årsskr. XIII og efter et bedre hds. i Rímnasafn II. Rimerne indledes med mansange, der særlig her kunde sættes i sammenhæng med det øvrige ejendommelige, erotisk-letfærdige indhold. Det gør digteren da også. I den 3. mansang omtaler han spøgefuldt sit eget forhold til kvinderne, fornemmelig til den fra fortællingen om Tor bekendte dame »Ælde«. Uagtet digteren med liv og lyst behandler sit æmne og gotter sig over det, bliver han aldrig plat eller anstødelig. Hvad forholdet til sagaen angår, er indholdet her noget forkortet, især i lidelsen. På den anden side tilføjer digteren også noget af sig selv og får lejlighed til at vise sit kendskab til de øvrige riddersagaer; han giver for det første en oversigt over Artuskæmperne (især dem, der forekommer i eksisterende sagaer); dernæst tildigter han, at der blandt Artus’ gæster også er kongen fra Dværgeland med sin lille dronning, dronningen over Småmøersland med stort følge, og flere andre personer med samt deres elskerinder: alle disse kvinder prøver også den forheksede kappe. Alt dette sker for at få endnu flere udmalinger end sagaens: i grunden skulde man tro, at det måtte være nok med alle Artus' hofdamer med hans egen dronning i spidsen. Rimerne er vel digtede men næppe ældre end fra den første halvdel eller anden fjærdedel af det 15. årh. " (Kilde: FJ.)
Svensk: Björn Collinder: Skirners färd (Den poetiska Eddan, 1993).
Beskrivelse: Eddadigt. Skirnirs mål. ”Skirnismål beskriver, hvorledes Frey s skosvend Skirne på hans vegne drager til Jotunheim for at skaffe ham jætten Gymes datter Gerd, som efter lang modstand lover at møde Frey i lunden Barre, da hans lidenskab ikke lader ham have ro nat eller dag. Det er ved en tryllesang, at møen vindes, idet hun skræmmes af de frygteligste trusler.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 25).
Skjald (isl. skáld) kaldtes i oldtiden overhovedet alle digtere, ligesom i øvrigt endnu på Island; Navnets egentlige betydning er dunkel. Særlig har ordet fået betydning af fyrsteskjald, hvorved menes de digtere, der i en længere eller kortere tid opholdt sig hos en konge eller jarl eller andre stormænd og digtede kvad (draper, flokke) om dem, hvorfor de til gengæld fik mere eller mindre prægtige kostbarheder. Hertil slutter sig så også alle helgenkvad o. l.; de er formelt og reelt af samme art. Efter at skjaldekunsten var ophørt i Norge hen imod slutningen af 10. årh., blev det hovedsagelig islændere, der forfattede kvad om fremmede (enkelte Gange også om indenlandske) høvdinger i hele det skandinaviske område, undtagelsesvis også om engelske konger. Som oftest var disse skjalde unge mænd, der drog udenlands for at vinde hæder og guld. De var alle vegne højt ansete, og de fleste fyrster satte stor pris på dem. Enkelte sluttede sig til en konge på livstid (Sigvatr, Tjodolf) og spillede politiske roller. Disse fyrsteskjalde eksisterede til hen imod slutningen af 13. årh. Derefter digtedes mest helgenkvad og rimer, men også disses forfattere kaldes skjalde. Skjaldskab var en kunst, der måtte læres; ikke mindst gælder dette det ejendommelige sprog, den udviklede (poetiske navne, omskrivninger), samt den metriske form; uagtet denne lagde mange hindringer i vejen, er det mærkeligt, hvor let skjalde havde ved at overvinde dem; de fleste er rene virtuoser. For historie, kultur og sprog er skjaldekvadene af overordentlig betydning, men desværre er der så meget deraf gået tabt; vi kender dog navnet på alle fyrsteskjalde (se Skáldatal). I dansk og norsk i nutiden har ordet skjald fået en vis højtidelig (undertiden ironisk) klang, medens det i Sverige kan bruges om digtere i almindelighed. (FJ)
Skjaldedigtning
Generelt: "Skaldskab er det gamle nordiske navn på al digtekunst. Skáld (intetkøn, besl. m. skella, lyde) betegner sangeren, skáldskap hans kunst og frembringelser. At digtekunsten i Norden ligesom hos alle folkeslag er ældre end den ubundne fremstilling, bekræftes ved det gamle sagn, at sproget kom til Norden med Aserne og dermed også skaldskab. Guderne vare de første »sangsmede«, Odin talte kun på vers (i hendingum). Sproget er rigt på poetiske ord og former, velklingende og bøjeligt, har stor frihed i ordstillingen og et stort forråd af omskrivninger. Æmne manglede aldrig i oldtiden: gudelæren er tanke- og billedrig, opfattelsen dyb og følelsen ren, tiden opfyldt af stordåd. At forherlige bedrifter var det skønneste næst efter at udføre dem, og skaldene stode derfor i stor anseelse, især da de ofte tillige vare kæmper og stordådsmænd, høvdinger eller hirdmænd. De omgikkes konger og jarler, som rigeligt belønnede deres sange, og da sproget endnu længe var så ens over hele Norden, at det samme digt forstodes i Danmark, Norge, Sverige, Island, ja endog England, droge de omkring fra hof til hof og høstede lavrbær. Om de end ofte for gunst og gaver smigrede de store herrer, nedlode de sig dog ikke til at forvanske sandheden, og deres sange betragtedes derfor som de sikreste historiske kilder, når de var samtidige med begivenhederne. De islandske skalde besøgte således meget hyppigt Norges konger; de kom tidligt til de oldengelske konger i Nordhumberland o.s.v., til Danmark (under Sven Tjugeskæg, Knud den store og senere). Men også i det daglige liv, som det idelig ses i sagaerne, anvendte skaldene deres kunst og kvad viser ved enhver lejlighed. De forskellige arter af disse digte og sange skulle siden oplyses; her skal kunstens ydre midler og betingelser kortelig omtales.
Metrik: Overalt har sangen været ledsaget af toner; det musikalske og metriske element er uundværligt for al digtekunst. Alt i Nordens ældste tid omtales harpen, fløjten og anden strengeleg: «harpere, gigere, legere, fidlere»; ofte omtales også dans (ringdans, springdans). Dog blev kvadene vistnok i reglen kun sungne eller foredragne efter visse kunstens regler. I sangen findes derfor altid takt, som bestemmer fodmålet, medens rimet bestemmer verset, efter takternes antal. Stavelserne måles som lange eller korte, men dette er egenlig ikke andet end forskellen mellem betonede og ubetonede, og tonen hviler altid på ordets første stavelse. Flere korte stavelser kunne regnes lige med én lang, og ubetonede selvlydsendelser sluges af en følgende selvlyd. — En vísa (strofe), der som del af et større digt også kaldes eyrindi, udgør almindelig 8 linjer, delt i 2 vísuhelmingar eller 4 vísufjórðungar. Den enkelte verslinje hedder orð (vísuorð). Hver halvdel af strofen danner en metrisk helhed for sig og må derfor også indeholde en afsluttet mening eller sætning. I de ældste digte findes ofte en optakt (málfylling) af én eller flere stavelser, der stå i begyndelsen af linjen og må slutte sig til det følgende hovedord. — I alle oldnordiske vers er rimet en uundværlig betingelse, men det er bogstavrim (alliteration), en så indgroet vedtægt, at det endog ofte findes i ubunden tale (i love, korte tankesprog og ordsprog) og er bevaret selv i gammeldansk (som i P. Låles ordsprog). Det består i at 3 ord i to på hinanden følgende linjer skal begynde med samme bogstav (rimstave, hljóðstafir), således at de to findes i den første, det tredje i begyndelsen af den anden linje. Det sidste kaldes höfuðstafr, de to første bistave (stuðlar). Rimstavene skal findes i betonede stavelser, altså i ords begyndelse, og intet andet betonet hovedord må begynde med samme bogstav; hovedstavene står gerne i begyndelsen af linjen, bistavene ere adskilte fra hinanden, og det er en undtagelse, når der kun er 1 bistav. Som gyldige rimstave bruges samme medlyd, men af selvlydene anses anvendelsen af forskellige for smukkere; j og v regnes ikke foran en selvlyd. [Stavelserim (hending) er enten tostavelset (kvindeligt) eller énstavelset (mandligt). Linjerim er enten hélrim (aðalhending) eller halvrim (skothending), efter bestemte regler og særeget for Islandsk. Enderim findes kun i linjer, der følge lige på hinanden.]
Den simpleste versart (ljóðaháttr) er fornyrðalag med to fødder i hvert vers og bogstavrim (2 eller fuldstændigere 3). I de ældste vers er hyppig málfylling, hvorved formen mere nærmer sig til daglig tale. Hertil hører Starkaðarlag (efter Starkad den gamle) med 8 linjer, hver på 2 todelte takter, og det særlig såkaldte ljóðaháttr på 6 linjer. Det første er friest, idet flere korte, tonløse stavelser kunne komme ind istedenfor en eller flere af de fire betonede. Smukt findes hveranden linje afkortet med en stavelse (mandlig), medens hveranden er kvindelig, som i Hákonarmál. Det andet (6-linjet ljóðaháttr) er vel egenlig opstået ved udeladelsen af en versfod i slutningen af hver halvdel af fornyrðalag; derfor har af de 6 linjer den 3dje og 6te hver 3 fødder og egne rimstave (2 eller 3). De i den ældre Edda oftere forekommende blandede former af 6- og 8-linjede fornyrðalag bero uden tvivl på forvanskninger og skrive sig ikke fra forfatterne selv. I episke digte findes dette versemål også uden regelret strofeinddeling, med afdelinger blot efter meningen. — Som en tredje art af fornyrðalag kan måske betragtes málaháttr med 8 linjer, hver på 2 tredelte takter, hvilket findes på runestene og f. eks. Helgakv. Hund. 1.
De længere vers — med 3, 4 eller flere fødder — have ligeledes alle bogstavrim. Medens toglag eller togmælt kun har 2 fødder i hver linje, uden málfylling eller sjældnere med sådant, men er forsynet med linjerim på forskellig måde — halvrim eller helrim, mandligt eller kvindeligt — , har dróttkvæði 3 fødder i hver af dets 8 linjer, med eller uden linjerim, og hrynhenda (hrynjandi) 4 fødder. Dette sidste hedder også liljalag, fordi det bertønte digt Lilja har denne form. — Alle disse vers kaldes rúnhenda, når de have enderim (af forskellig art). Hyppig findes et indskud (stál ɔ: stål) som et middel til at frembringe rimstave; ligeledes omkvæd (niðrlag eller viðrkvæði) af en eller flere linjer, som gentages i begyndelsen eller slutningen af verset, og bönd ɔ: vers som kun i sammenhæng danne en mening, men i en altid tilbagevendende orden indsættes i de andre strofer. — Historiske digte (pris-digte) inddeles i de kortere (flokkr) og de længere og kunstigere (drápa), hvilke sidste bestod af flere dele, adskilte ved stev (stef), som bestå af 2 eller 4 linjer, der indskydes efter flere sammenhængende strofer, men stundom adskilles. Sådanne digte er Egils Höfuðlausn og Einarr Skúlasons Geisli. [Udførlige og nøjagtige, i det enkelte gående regler om hele versekunsten findes i Háttatal, en afdeling af Snorra Edda, ligesom sammes Skáldskaparmál oplyser de digteriske kenningar (omskrivninger)].
Indhold: Efter indholdet er den gamle nordiske poesi episk eller lyrisk, dog altid med den særegne karakter, som ovenfor er påpeget. I. De fortællende digte ere 1) enten mytiske, 2) heroiske eller 3) historiske, med overgange fra det ene til det andet. De første handle om guderne, den anden art om kæmperne og heltene fra sagntiden, den tredje art om konger eller historiske personer og begivenheder. Men som overgangsled fra 1 til 2 står digte som Hyndluljóð, der fører menneskeslægten tilbage til guderne, ligesom guderne endnu stå i forbindelse med heltene; og som overgangsled fra 2 til 3 kan nævnes Starkads dødssang, Bjarkemål, sangen om Bråvoldslaget. Til den tredje klasse hører forherligelse af slægter (genealogiske digte), (som Ynglingatal) eller sange til en konges eller høvdings pris (flokkr og drapa, som Hákonarmál, Ólafsdrápa, Arinbjarnardrápa) eller til ære for en afdød fyrste (erfidrápa, undertiden i kristelig ånd, som Geisli om Olav den hellige), om en berømmelig kamp (Nesjavisur) eller om skalden selv (Bersöglisvísur). II. De lyriske digte ere enten bønner til guderne, besværgelser (galdr), ofte forbundet med nið og seiðr, elskovsdigte (mansöngs vísur eller drápa, som Kormaks viser), klagesange (som Egils Sonartorrek), moralsk didaktiske, ofte med episk eller dialogisk form (Hávamál, Vafþrúðnismál), også gåder (som getspeki Heiðreks konungs i Hervararsaga). Disse ere spredte omkring i mange sagaer og andre skrifter, sjælden særligt overleverede." (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 16ff).
Skjaldar þáttr Danakonungs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Afsnit af Skjöldunga saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Kvad af den islandske skjald og sagahelt Egill Skallagrímsson, (omkr. 900-983).
Håndskrift:
Litteratur:
Skjöldunga saga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: Annette Lassen: "Skjoldungernes saga" (Oldtidssagaerne, II, 2016).
(Rekonstrueret):Dansk: K. Friis-Jensen og C. Lund: "Skjoldungernes saga".
Beskrivelse: ”Var en historie over de legendariske danske konger fra den eponyme stamfader Skjöldr, søn af Odin, frem til Gorm den Gamle. Sagaen er skrevet i slutningen af det 12. eller begyndelsen af det 13. årh. Skjoldungesagaen er tabt bortset fra to fragmenter, (1) Sögubrót af fornkonungum og (2) en latinsk sammenskrivning fra det 17. årh., samlet af Arngrímur Jónsson (1568-1648). Dog blev dele af sagaen anvendt i andre værker: i Upphaf allra frásagnir, Snorris Ynglinga saga, Snorris Edda og i Ragnars sona þáttr.“ Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: "Skógar-Krísts rímur, en versbearbejdning af en vidt udbredt fortælling om en utro kvinde, som vil forblænde sin mand, men han overlister hende og slår hendes elsker ihjel. Rimerne stammer fra det 16. årh. er blevet tilskrevet Rögnvald den blinde." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 1 .
Beskrivelse: Þáttr. Fortælling om den islandske skjald Sneglu-Halli. Anden titel: Grautar-Halla þáttr. (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 93).
Beskrivelse: "Snjáskvæði. Forvandling eller forgørelse (álög; tildels stemoderhistorier) er hovedæmnet i 4 digte: Snjáskvæði, Kringilnefjukvæði, Vambarljóð og Hyndluljóð. I det første er det en alvekvinde, der er forgjort og dømt til at leve blandt mennesker og være gift med kong Snjár på Hålogaland, uagtet hun var gift i alveverdenen." (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: Snorre Sturlassons Edda, også kaldet Den yngre Edda, indeholder nedenstående tekster. Følg linkene for oplysninger om udgaver og oversættelser.
Beskrivelse: Eddalignende digt med kristeligt indhold. Solsangen. ”Solarljod er et mytisk-kristeligt digt, efter en gammel beretning forfattet af Sæmund frode. Med en besynderlig blanding af hedenskab og kristendom sættes læseren over i den anden verden, idet forfatteren som død synger kvadet for sin søn. Efter nogle advarsler anstilles betragtninger over liv og død. Navnet skriver sig fra den døendes skønne afskedshilsen til solen. Denne verden kaldes dvalaheimr (dvælehjem), den anden verden skildres som kvölheimr (kvalhjem), en skærsild, som sjælene må gennemgå som »forbrændte fugle«, medens himmerig ikke afmales så udførligt som helvede. Digtet slutter med nogle dunkle antydninger samt opfordring fra faderen til sønnen om at kvæde »sólarljóðs sögu« for de levende, af hvilke ingen endnu har hørt den. Forfatteren står ligesom på skillevejen mellem den gamle og ny tro, som han af hjærtet er hengiven uden dog at kunne løsrive sig fra de gamle forestillinger.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 27).
Beskrivelse: ”Uhistorisk; udgør de sidste 17 kapitler (89-95) af Grettis saga; sandsynligvis skrevet i det 14. årh. og muligvis af samme forfatter som sagaen.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 94).
Håndskrift:
Litteratur:I sin artikel om Grettis saga skriver Finnur Jónsson: "Det sidste stykke af sagaen handler om hævnen for Gretter og plejer at kaldes Spesar-þáttr efter den kvindelige hovedperson; om denne og Torstein dromund fortælles et erotisk æventyr, der minder om forholdet mellem Tristan og Isolde og som uden tvivl middelbart stammer fra en middelaldersroman. Det er muligt, at dette er et senere tillæg fra 14. årh., men der er dog næppe noget i vejen for at antage, at det hele stammer fra forf. selv." (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Grettissaga). I tredje bind (1924) under overskriften "Opdigtede sagaer" fra tredje periode (1300-1450) ser FJ ud til at moderere denne sidste sætning: "Hertil kan føjes Spesarþáttr bagved Grettissaga - om hvorledes Torstein dromund hævnede Grettir og ægtede grækerinden, den rige Spes, en elskovsroman -, samt det første afsnit af samme saga om Grettirs forfædre. Det hele er sen digtning."
Staðarhólsbók
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: “En Retscodex fra tiden mellem 1260-80, som findes i Grágás og Járnsiða.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Håndskrift:
Litteratur:
Starkaðar saga Áludrengs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling om Starkad den Gamles bedstefader, forfattet i 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Håndskrift:
Litteratur:
Starkaðar saga gamla
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling om Starkad den Gamle, forfattet af Snorri Björnson (1710-1803), se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. IV. s. 262, 285-287, 288-296, V. s. 164-165, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. ”Ca. 1025-1030. I Flateyjarbók, men historien fortælles også i den store Ólafs saga helga af Snorri Sturluson og i hans Heimskringla; se også den legendariske saga om King Olaf.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 94)
Beskrivelse: "Stjórn (”Regering, Herskab”) er en kort bibelkompilation, som er skrevet efter 1300 på foranledning af kong Hákon Magnússon (d. 1319). Den indeholder en oversættelse af de første bøger i Det gamle Testamente forsynet med udførlige kommentarer fra kirkefædrene og middelalderlige kilder. Værket har været anlagt så bredt, at udarbejderen ikke er kommet længere end til 2. Mosebog 18. Herfra og frem til 2. Kongebog er der derfor tale om en stort set ukommenteret oversættelse. Fra Josuas Bog følger håndskrift A snarere Petrus Commestors Historia scholastica end Vulgata. Herefter er arbejdet med værket åbenbart helt blevet indstillet. I håndskrift A står Stjórn lige før Rómverja saga, Alexanders saga og Gyðinga saga, så det giver indtryk af en verdenskrønike, hvilket forstærkes yderligere af indskudene i indledningen af Stjórn. – Kilderne til kommentaren i første del er som oftest Historia scholastica og Vincenz’ Speculum Historiale, som er direkte citeret; desuden kan disse kilder konstateres: Isidors Etymologi, Bedas historiske og kalendariske skrifter, Honorius’ Imago mundi såvel som værker af Augustin, Gregor den Store og selv det norske Kongespejl er anvendt. " (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Stjórn (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse:Strengleikar også kaldet Ljóðabók er en prosaoversættelse af 21 franske småsange, som hvad indhold og emnevalg angår, har stået riddersagaerne nær. Ifølge FJ bliver "det alt sammen til sidst dog en saga." Sangenes oversættelse siges at være foranlediget af kong Hákon Hákonarson midt i 1200-tallet.
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 1.
Beskrivelse: Þáttr; en kortere udgave af ovennævnte. Denne redaktion findes i Flateyjarbók, Morkinskinna og Hulda. I de to førstnævne manuskripter har den titlen Stúfs þáttr blinda.
Beskrivelse: "Sturlaugs rímur starfsama er en versbearbejdning af Sturlaugs saga starfsama, som stammer fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: ”En samling af sagaer vedrørende historien på Island fra 1117-1264, samlet omkring 1300 af en ukendt person (muligvis Þórðr Narfason, lovsigemanden, eller en af hans slægtninge).” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 96). Til Sturlunga Saga hører følgende tekster:
Sturlungasaga eller Íslendingasaga hin mikla (også kaldet Blómstr med et sildigere navn, for at betegne dens fortrin fremfor alle andre sagaer) er den største af alle sagaer og det omfangsrigeste værk overhovedet i hele literaturen. Den behandler Islands historie i tiden 1120 — 1284 og har sit navn af Sturlungeslægten, hvis magt var den fremragende i denne periode. Historien begyndte oprindelig med 1118 og gik til 1264, og når Arna biskups saga, der almindelig tilføjes, medregnes, går den til 1320. Forfatteren er Sturla Þórðarson, i det mindste for historien fra 1201 — 1264, således at muligvis en anden har skrevet begyndelsen og slutningen samt inddelt dette store arbejde i 7 þættir og tilføjet adskilligt. Denne forfatter skal være Þorsteinn Snorrason, munk i Viðeykloster, siden abbed i Helgafellskloster († 1353). Hvad der giver denne vigtige saga fortrinlig værd er dels forfatterens samtidighed med begivenhederne, dels det, at den omfatter hele landets historie i over 150 år med de voldsomme kampe og familietviste , der omsider bragte landet under Norge, da den gamle forfatning og samfundsorden opløstes, og skildrer alt med stor livlighed og med præg af sandhedskærlighed.
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Svarfdæla saga omhandler begivenheder fra 900 til 960 i Svarfaðardalr. Efter det eventyrlige og fabelagtige indhold kan den vel rettest sættes til 14de århundrede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Dansk: Jørgen Olrik: "Sven Aggesøn: Danenes Historie" i Krøniker fra Valdemarstiden, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Opr. titel: Brevis Historia Regum Dacie ("Kortfattet Historie om Danernes Konger") af den danske historieskriver Sven Aggesen. Den tidligst kendte Danmarkskrønike nedskrevet af en navngiven forfatter. Aggesens værk er nedskrevet i 1186-87.
Håndskrift:
Litteratur:
Sverris Saga
Grundtekst:
Norrøn: Gudbrand Vigfusson og Carl Richard Unger i Flateyjarbók: Sverris saga
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. VIII, s. 1-305, findes i E-Bibliotek.
Norsk: Gustav Storm og Alexander Bugge: Sverres saga.
Beskrivelse: Kongesaga. - ”Sverris saga, forfattet af Kari abbed Jónsson, under kong Sverres eget tilsyn, hvad begyndelsen angår, medens den sidste del er skrevet efter øjenvidners beretning. En kortere fremstilling findes i håndskriftet Eyrspennill, som af nogle tillægges Snorre selv.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 72).
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: Konger i Danmark og Sverige i ”Fundinn Noregr, Halfs Saga, Fridthjofs Saga og Konger i Danmark og Sverige, efter islandske Haandskrifter”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kongesaga. ”Sögubrot af nökkurum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi (brudstykker om nogle oldtidskonger) er lævninger af en storre saga om Ivar vidfadme, Harald hildetand og Sigurd ring, med beskrivelse af Bråvoldslaget (omtr. 720). Grundlaget er historisk, hvorved man kommer til at tænke på den af Snorre nævnte Skjoldungesaga, som nu er tabt; men hele fremstillingen er lige så romantisk og eventyrlig som de andre sagaers fra 13de — 14de århundrede. ” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 51).
Håndskrift:
Litteratur: Finnur Jónsson: Sögubrot af fornkonungum (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse: "Sörla rímur, en fragmentarisk versbearbejdning af en tabt fornaldersaga, hvis indhold dog stemmer med kap. 3-4 af Sörla þáttr. Interessant er Sörlas "vikingeindskud", som digteren måske har lånt fra Jomsvikingesaga. Stammer fra omkring 1350." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Þáttr, (afsnit fra Ljósvetninga saga). Anden titel: Sörla þáttr Brodd-Helgasonar. ”En selvstændig fortælling, som nu er optaget i Ljósvetninga saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 94).
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: Magnússon/Morris: The Tale of Hogni and Hedinn i “Three Northern Love Stories”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga, som indeholder "mytiske sagnminder." - ”Sörlaþáttr eða saga af Héðni ok Högni behandler det mærkelige sagn om Hjaðningavíg, der også findes i Snorra Edda og hos Sakse, men fra et sildigere (kristeligt og historisk) standpunkt, der er så eventyrligt og romantisk, at hele oldtidens ejendommelighed er opgivet. Denne fortælling kunde derfor gerne henregnes til de ikke mytiske, men romantiske sagaer; men det er her såre vanskeligt at drage grænsen.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 51).
.jpg)
