Dette index over norrøne - og enkelte ikke-norrøne - kildetekster indeholder omkring 1250 opslag. Hvert opslag har links såvel til grundteksten som til de nordiske oversættelser, som er tilgængelige enten i Heimskringlas egen samling eller i arkivet i E-Biblioteket. Mange af de mindre kendte tekster er forsynet med en kort litteraturhistorisk beskrivelse og henvisning til yderligere læsning. Indexet er baseret på og ajourført med Rudolf Simek og Hermann Pálsson: »Lexikon der altnordischen Literatur« (2007), Jónas Kristjánsson: »Eddas and Sagas« (1997); Halldór Hermannsson: »Islandica« vol. 1-5 (1908-12), og Finnur Jónsson: »Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie« bd. 1-3 (1920-1924).
Engelsk: Carl Phelpstead/Devra Kunin: Passio et miracula beati Olavi i A History of Norway and The Passion and Miracles of the Blessed Óláfr, s. 26-75 (E-Bibliotek)
Beskrivelse: Latinsk hagiografi over Olaf den Hellige.
Litteratur:
Acta Sanctorum in Selja
Grundtekst:
Latin:
Oversættelse:
Norrøn:Fornmanna sögur, Bind 10, findes i E-Bibliotek.
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga.
Litteratur:
Ágrip af Danakonunga sögu
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: ”(’Skitse over den danske kongehistorie’) er en kort version af de danske kongers historie fra sagntiden til Valdemar Sejr (d. 1241) og hans sønner. Første afsnit gengiver genealogisk materiale om de danske og norske kongehuse i en linje fra sagnhistoriens Ivar Vidfadme til dronning Ingibjörg af Norge (d. 1287)... Man har derfor foreslået, at værket kan være skrevet af Sturla Þórðarson for dronning Ingibjörg.“ (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”). Håndskriftet blev slemt beskadiget ved branden i 1728, men blev delvist rekonstrueret af Arne Magnusson.
Litteratur: Finnur Jónsson: Saga om Danekongerne (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer” Bind X, s. 329-371, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: M. J. Driscol: History of the kings of Norway i "Ágrip af Nóregskonungasögum", findes i E-Bibliotek.
Ágrip af Nóregskonungasögum
Beskrivelse: ”I deres oprindelige skikkelse er disse sagaer [sagaer om jarler (Ladejarlerne) og en saga om Hakon jarl Ivarsson] tabte, men de kendes af de senere samlingsværker, som de kunde kaldes. Disse er følgende: Ágrip af Nóregs konunga sögum findes i et meget gammelt håndskrift fra den første del af 13. årh., men der mangler både begyndelse og slutning, og desuden har det et par lakuner. Der er dog ingen tvivl om, at det har begyndt med Halfdan svarte og nået ned til 1177 (Sverres første optræden). Den ene saga følger på den anden på en ganske mekanisk måde uden nogle formidlende overgange. Undersøger man de enkelte sagaer, vil det hurtig vise sig, at der her ikke er tale om et originalt værk, men om et udtog af eksisterende sagaer; derfor er skriftet med rette - i senere tider - blevet kaldt ”Udtog” (ágrip). I enkelte tilfælde er næppe nogen skreven saga benyttet (Harald hårfagre og Erik blodøkse); her er det den mundtlige tradition, der ligger til grund og den må endda være meget lidet udbyttet. - Også på andre måder ses en sådan tradition at være benyttet; der findes her enkelte vers, der er ukendte andenstedsfra, og der findes traditionsstumper, åbenbart af yngre norsk oprindelse og forvanskede, som forf. har ment at burde optage (som f. eks. forklaringen af Gamlaleir og den umulige tilknytning heraf til Gamles fald). Allerede herved viser skriftet en tilknytning til Norge. Ikke mindre viser denne sig derved, at forf. er norsk-partisk f. eks. overfor de svenske; imod alle andre kilder lader han et nederlag for de norske (under Magnus barfod) blive til en sejr; for så vidt er skriftet usædvanlig tendentiøst. Erik Oddssons bog er benyttet, og der er meget, der taler for, at Sæmunds latinske skrift er en af kilderne. Tidsregningen har forf. særlig lagt vind på. I øvrigt er Ágrip meget ujævnt og egenlig et slet skrift i historisk henseende. Forf. lige nævner Hafsfjordsslaget, udelader ganske Jomsvikingeslaget osv. Derimod er han meget vidtløftig angående Snefridsagnet og han giver sig tid til at forklare forbindelsen mellem ordet jól og et Odinsnavn osv. Om stil er der overhovedet ikke tale. At forf. er en Islænder, derom er nu alle enige; det viser både forholdet til de ældre islandske kilder og ikke mindre hans kendskab til og anvendelse af vers (hvorved han dog er kommen til at begå fejl). Men lige så vist er det, at han må have opholdt sig i Norge og der lært forskellige norske traditioner at kende og rimeligvis skrevet bogen for og på opfordring af en norsk stormand. Der findes et andet steds en antydning af noget, Sverre uvedkommende, som denne siges ”at have ladet skrive”; det vilde være meget fristende at antage, at det her antydede skrift var identisk med Ágrip. I hvert fald er det sikkert, at dette må være forfattet i slutningen af det 12. årh. (omkr. 1190). Man kunde tænke sig, at det af Sverre skulde være bestemt til at udgøre indledningen til hans egen saga af Karl. Endnu skal bemærkes, at Theodriks latinske skrift har mange berøringspunkter med Ágrip, men om nogen direkte forbindelse er der ikke tale.” (Finnur Jónsson: "Den islandske litteraturs historie", s. 288ff.)
Beskrivelse: Angiveligt et sent affattet brudstykke (ca. en side) af en ellers ukendt saga. Teksten omtales perifert hos Finnur Jónsson men ikke hos Jónas Kristjánsson og Simek/Pálsson. Den regnes dog med i Guðni Jónssons store værk "Íslendinga sögur" (Bind X: Austfirðinga sögur).
Beskrivelse: Tabt fornaldersaga, hvis eksistens Simek og Pálsson mener at kunne udlede af Saxo. Se Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. I, s. 203-209, findes i E-Bibliotek
Beskrivelse: þáttr. Andre titler: Sunnifu þáttr, Sejumanna þáttr.
“En legende om irske martyrer på øen Selja i Norge.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 61)
Simek og Pálsson anfører teksten med disse ord: “Seljumanna þáttr er den islandske version af Acta Sanctorum in Selja, som findes i Oddr Snorrasons version af Ólafs saga Tryggvasonar.” (“Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Navneremse, som opregner navnene på 90 jætter og jættekvinder. "Navnene har betydelig filologisk interesse." (FJ)
Litteratur: Finnur Jónsson: Allra flagða þula (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Allra kappa kvæði
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Digt som består af "13 ti-liniede vers med afvekslende rim. Det opregner en mængde (72) helte og fremhæver for manges vedkommende netop deres elskov." (FJ)
Litteratur: Finnur Jónsson: Allra kappa kvæði (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: Eddadigt. Alvis-mål / Alvis tale. ”Alvissmál. Det er en ordstrid mellem guden Tor og dværgen Alvis, der bejler til hans datter. Denne må han kun få, hvis han kan besvare en række spørgsmål om, hvad himmel og jord, sol og måne hedder blandt guder og mennesker, vaner og jætter o. s. v. Svarene indeholder de digteriske omskrivninger og benævnelser, der udførligere haves i det yngre Skáldskaparmál i Sn. Edda. Men tilsidst overrumples dværgen, der har udfoldet stor visdom, af det for ham ødelæggende dagslys.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 24).
Beskrivelse: Riddersaga. Anden titel: Amalíu saga drottingar.
Litteratur:
Ambáles saga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: ”Historien om Amlóði (Hamlet) var kendt i gammel tid på Island, hvilket fremgår af et vers, som tilskrives Snæbjörn galti Hólmsteinsson (10. årh.), men denne saga blev aldrig sat på skrift. Det er dog sandsynligt, at den levede i folkemunde og blev ændret og tilpasset som tiden gik, og at dens endelige form er historien om Brjám, trykt i Jón Árnason’s Íslenzkar þjóðsögur og æfintýri. I det 17. årh. blev Ambáles saga nedskrevet om samme historie, men indholdet skal nok i sidste ende spores tilbage til Saxos danske historie. . .” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 71).
”Der findes ikke bevis for en gammel nedskreven saga om Andri jarl, men historien blev gjort til genstand for rímur i det 15. årh. (af Sigurðr blindi). Disse digte var længe ilde set på grund af deres ugudelighed (Öndrur eller Andra rímur hinar fornu). I det 19. årh. blev fortællingen igen taget op af to rímur-digtere (Hannes Bjarnason og Gísli Konraðsson: Rímur af Andra jalli. 1834 og 1905); de baserede deres værk på en nedskrevet saga – en prosa gengivelse af de gamle rímur – som må antages at være skrevet i det 18. århundrede.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 72).
“Er en ret ung riddersaga, som bygger på den Andra rímur og som formodentlig først er skrevet i det 17. (eller 18. årh.). Den handler om troldefyrsten Andri og hans drabsmand Högni, den egentlige helt, der i sin ungdom er en kólbitr. I sin søgen efter den bortførte Friðr bliver han imidlertid en forbilledlig bekæmper af riser og trolde. Sagaen indeholder bl.a. en interessant parallel til troldekamp under vandfaldet (jfr. Beowulf, Grettis saga, Samsons saga fagra). (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Annálarbrót frá Skálholti er et fragment over årene 1328 til 1372. Det indeholder interessante oplysninger om biskoppen og bispesædet i Skálholt; der kan påvises afhængighed af Lögmannsannáll (AM 423 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Præcist hvornår man på Island er begyndt at lave annaloptegnelser er ikke klart, men ingen af de bevarede annaler er skrevet før slutningen af det 13. århundrede, selv om deres oprindelse vel rækker tilbage til engang i det 12. århundrede. De islandske annaler bygger på udenlandske forbilleder og rummer optegnelser over såvel udenlandske som hjemlige begivenheder.
Annalernes forhold til andre former for historieskrivning (kongesagaer, bispesagaer, Sturlunga saga) er gensidigt: snart er det annalerne, som henter informationer i sagaerne, snart er det sagaskriveren, som bygger på en kronologi fra annalerne.
Alle de bevarede annaler går tilbage til den samme oprindelige ”urannal”, men hver enkelt af dem har specielle karakteristika. I den følgende oversigt er det overalt den enkelte annals moderne titel, som er anvendt:
Beskrivelse: "Annales regii(Kongeannalen) går tilbage til år 46 f.Kr. og frem til 1341, men slutningen er ufuldstændig. Første del udgør en verdenshistorie fra Cæsar til 453 og beror på Josefus, Historia Scolastica og Hieronimus. Andre kilder er Kristnisaga, forskellige kongesagaer og værker af Sæmund frode og Are frode. Forfatteren, som anvender 10. årh.-latin, kan have været en personlig bekendt af Sturla Þórðarson. Visse afsnit viser stor afhængighed af Annales Reseniani." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Annales Reseniani (efter Peder Resen, ejeren af manuskriptet omkring 1700) dækker i det bevarede håndskrift tidsrummet fra 228 til 1295, men begyndelsen er tabt og kan muligvis have begyndt ved år 1 e.Kr. Arni Magnússon bemærkede, at sidste del (fra 1283) i det nu tabte originalhåndskrift var skrevet med en anden hånd, hvilket også bekræftes af andre tegn, og at denne oprindelige del af annalen enten er forfattet af eller for Sturla Þórðarson (1214-84) (AM 424, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Annales vetustissimi(den ældgamle annal) behandler tidsrummet fra år 1 til 1314, men på grund af en lakune mangler årene 1000-1269. Denne annal sluttede oprindeligt med året 1302, det efterfølgende afsnit er en senere tilføjelse. (AM 415, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "En versbearbejdning af Áns saga bogsveigis, som bygger på en omfangsrig men nu tabt udgave af sagaen. Áns rímur bogsveigis stammer antageligt fra fra første halvdel af 16. årh. og tilskrives Sigurður blindur." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. ”Ármanns saga ok Dalmanns (eller Ármanns saga hin yngri): en saga, som først er skrevet i slutningen af det 18. årh. af Halldór Jakobsson (d. 1810) over materiale fra Ármanns saga ok Þorsteins gála .” (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. ”Ármanns saga ok Þorsteins gála er en saga, som er skrevet i slutningen af det 17. årh. efter et forlæg fra 1637, nemlig de oprindelige Ármanns rímur af Jón Guðmundsson lærði (1574-1659). Sagaen er skrevet i stil med de yngre fornaldersagaer; rímurdigteren har benyttet enhver mundtlig tradition. (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. IV, s. 232-247, 252-255, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: þáttr. “Adskillige kapitler i Ólafs saga helga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 2).
Litteratur:
Ásmundar rímur flagðagæfu
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Rimer, som nu - bortset fra nogle få vers - er tabt. Der menes at have eksisteret en saga - Ásmundar saga flagðagæfu - som rimerne kunne være skrevet over.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. ”Ásmundar saga Atlasonar er en fortælling, som stammer fra det 19. årh. om en ung islænding, som kong Olaf Tryggvason sender ud på en farlig rejse; efter mange drab vender han tilbage til Island.“ (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: “er en tabt saga om en norsk høvding fra første halvdel af det 11. årh., passager fra teksten genfindes i Hulda og Hrokkinskinna." (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "En saga, som vel først er forfattet en gang i 1600-1700-tallet. Den består af en blanding af elementer fra de yngste fornaldersagaer og de oprindelige riddersagaer. Asmund, der er fostersøn til den hedenske kong Helge fra Halogeland, forfører dennes datter og må flygte. Hans fosterbroder, Helges søn Tryggve, rejser med ham til Sicilien og gennem forskellige eventyr, går de begge over til den kristne tro." (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Ásmundar saga Sebbafóstra
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Prosagengivelse af rímur.
Litteratur:
Ásmundar saga Vikings
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Sen fornaldersaga fra 1500-1600-tallet.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. - ”Atla saga Ótryggssonar er en saga, som åbenbart først er fremkommet i 1800-tallet. Den handler om en af sagatidens nordmænd, som efter at have tilbragt sin ungdom som kolbítr, hævner sin far og derefter udvandrer til Island.“ (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Eddadigt. Andre titler: Vegtamskviða; Balders drømme/Vegtamskvide. ”Vegtamskviða eða Baldrs draumar. Under navnet Vegtam (ɔ: den vejvante) drager Odin til Nivlhel (Niflheim, Helheim) for at vække den døde vølve, der skal sige ham Balders skæbne. Eften nogen nølen varsler hun dennes drab ved Hød og hvorledes dette skal hævnes. Digtet, der er i samtaleform, ligesom så mange af Eddakvadene, hører til de skønneste.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 23).
Beskrivelse: Bandamanna saga ”findes i to bearbejdelser; den længste er sekundær og udvidet af den anden.” Dette er den korte (og oprindelige?) udgave af sagaen. (Finnur Jónsson: "Den islandske litteraturs historie", s. 251.) - ”Bandamanna saga står i forbindelse med Grettis saga. Den henhører til Miðfjörðr og tiden er omtrent 1050. Indholdet er væsentlig beskrivelse af retsstridigheder. Dens affattelse sættes til henimod 1400.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Beskrivelse: Islandsk håndskrift fra ca. 1400. Indeholder Olaf den Helliges saga, Olaf Tryggvasons saga og nogle gejstelige digte. Bogens navn skyldes, at første del af håndskriftet (Olafs saga) tilskrives Bergr Sokkason (slutn. af 1200-tallet og beg. af 1300-tallet).
Beskrivelse: Anonymt kvad fra 900-tallet. ”Bjarkamål hin fornu, der af Sakse kaldes exhortationum series (= húskarlahvöt i Snorra Edda), haves fuldstændig kun på Latin hos Sakse, hvor rimbogstaverne komme frem ved oversættelse; men der findes også brudstykker deraf på Oldnordisk. Det er den sang, hvormed Bødvar Bjarke, Rolv Krakes tapreste kæmpe vækker kongen og hans mænd til den sidste kamp mod Hjørvard; og de bevarede strofer anføres som sungne af Þormoðr Kolbrunarskáld i slaget ved Stiklestad.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 34). - I sin "Danske sange af det ældste tidsrum" gengiver Bertel Christian Sandvig et digt under titlen "Biarkemaal, siunget af Kong Regner Lothbrog", men digtet er ► Krákumál.
Litteratur: Finnur Jónsson: Bjarkamál hin fornu (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Bjarkarímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Bjarkarímur findes kun defekt, de ender i VIII. rime; der mangler sikkert noget. Rimerne svarer til þættir'ne i Rolf krakes saga om Bødvar og Hjalte . . , men indeholder hentydninger også til andre steder i sagaen . . . De er ret værdifulde i flere henseender." (FJ)
Beskrivelse: "Bjarkeyjarréttir hinn eldri, norsk lov for marked og by, handel og søfart. De ældste bevarede fragmenter stammer fra tiden omkring 1100." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Bjarnar saga Hitdælakappa er atter en fortsættelse af den foregående (i tiden henført til 1010—1025), da Bjørn er en søsterdattersøn af Egil. Sagaen handler om Bjørns kærlighed til Oddny og hvorledes han dræber Þórðr Kolbeinsson. Den indeholder ligeledes mange viser og er underholdende, men ikke af stor historisk betydning. Bjørn færdes som hans ligemænd meget på rejser og opholdt sig hos Erik jarl og siden hos Olav den hellige.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 57).
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga.
Litteratur:
Blávus rímur og Viktórs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "En versbearbejdning af Viktors saga ok Blávus, fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Bláusrímur og Viktórs (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: þáttr. “Ca. 1180. En fortælling om Egil Ragnarsson, udgør kap. 33-40 af Knýtlinga saga (Knúts saga helga).” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 2).
Litteratur:
Blómarós
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: En Mariavise fra 1500-tallet. Finnur Jónsson siger: "Det digt, der bærer det smukke navn Blómarós. . , er en elendig efterligning af Lilja, meget efterklassisk i sprog med dårlige rim og flere plebejiske udtryk; det er et af de alleryngste."
Beskrivelse: En Mariavise fra 14-1500-tallet, som bl.a. omhandler Marias bebudelse. Finnur Jónsson kalder det "et ret smukt digt", men understreger, at der muligvis kan være tale om en oversættelse.
Dansk: Annette Lassen: "Totten om Bolle" (Islændingesagaerne, V, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 5.
Beskrivelse: þáttr. “En uhistorisk fortælling, sandsynligvis nedskrevet i sidste halvdel af det 13. årh., senere føjet til Laxdæla saga og betragtet som en fortsættelse af denne saga, hvor den udgør kap. 79-88.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 6).
Beskrivelse: "En versbearbejdning af en tabt version af Bósa saga ok Herrauðs, som er skrevet omkring 1500 på Vestisland." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse:Bragaræður - Brages taler er betegnelsen for prologen til Skáldskapamál i Snorres Edda. Titlen sigter til indholdet, hvor guden Ægir underholdes af digterguden Brage og hans mytiske fortællinger. Se ►Skáldskaparmál
Beskrivelse: Bispesaga. “Indebrændingen af Biskop Adam af Caithness i 1222; et kapitel, som er føjet til Orkneyinga saga i Flateyjarbók.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 3).
Norrøn:Fornmanna sögur, bd. 4 og 5, findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Dansk: Oldnordiske sager, bd. 4 og 5, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: “Fra det 13. årh. har vi nogle få fragmenter – bevaret i en samling i Riksarkivet, Oslo – af et islandsk håndskrift, som indeholder stumper af, hvad der nu almindeligvis betegnes som ’Den ældste saga om St. Óláf (Elsta saga Óláfs helga). Hvornår teksten er forfattet er svært at afgøre. Vi har en fuld version af den i den såkaldte Legendariske saga om Skt. Óláf. . .” Jónas Kristjánsson: "Eddas and sagas", p. 159.
Litteratur:
Bryngerðarljóð
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Digt som handler om en kongesøn og en husmandsdatter; slutningen mangler. (FJ)
Brynhildskvad. Betegnelse for to Eddadigte. Sigrdrífumál kaldes af nogle oversættere Første kvad om Brynhild Budlesdatter og Sigurðarkviða in meiri (Brot) kaldes Brudstykke af det andet kvad om Brynhild.
Brönurímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Rimer som er skrevet over Hálfdanar saga Brönufóstra.
Dansk: Jesper Lauridsen: Smeden og Odin (fortælling fra Böglunga sögur).
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. IX, s. 1-118, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Andre titler: Hákonar saga Sverrissonar, Guðorms Sigurðarsonar ok Inga Bárðarson. (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 2). ”Til alt dette kommer endnu de såkaldte Böglungasögur, eller en saga om tiden imellem Hakon Sverrisson og Hakon d. gamles tronbestigelse, tidsrummet 1204-17. Det er kampene mellem Bagler og Birkebener, der her behandles. Sagaen er overleveret i to bearbejdelser; den ene går kun til 1208, den anden - en udvidelse deraf - til 1217. Den første er Baglervenlig, den anden står snarere på Birkebenernes side. Sagaen er noget usammenhængnde, men i det hele overmåde detaljeret og skrevet af eller efter øjenvidner. Den sidste bearbejdelse er for størstedelen tabt i originalen. Hovedsagelig findes den kun i P. Claussöns norsk-dansk oversættelse. Sagaen har stor historisk betydning.” (Finnur Jónsson: "Den islandske litteraturs historie", s. 293.)
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Tre af de såkaldte korstræslegender. Den ældste af disse findes i Hauksbók. Legenderne har titlerne I. Origo Cruci, II. Flagellatio Crucis og III. Inventio Crucis.
Litteratur:
Cyrus saga Persakonungs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Se Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Prædiken (skrevet i brevform) af den spanske biskop og helgen Martin af Braga (c. 520 – 579). Emnet er de rester af hedenskab, som har overlevet i landbefolkningen.
Beskrivelse: "Dialogi Gregorii var i middelalderen det mest populære værk af Gregor den Store (ca. 540-604). Den fulde titel er Dialogi de vita et miraculis patrum Italicorum og er en samling af opbyggelige helgenhistorier. I det 12. årh. blev værket oversat til islandsk. Det findes i dag kun i brudstykker, men har efterladt sig interessante spor i de islandske sagaer." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: Karen Bek-Pedersen: "Dropløgssønnernes saga" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Beskrivelse: Islændingesaga. Andre titler: Helga saga ok Gríms Droplaugarsona, Helganna saga og Fljótsdæla saga(!) (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 8). - ”Droplaugarsona saga eller Fljótsdœla saga (foregår i Fljótsdalr i Mulesyssel henimod 1000), behandler brødrene Helgis og Gríms levned og bedrifter. Der gives to bearbejdelser: en kortere (ældre) og en længere (langt yngre, måske uægte); den første er fra 12te århundrede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 63).
Beskrivelse: “er en forældet betegnelse for Se ► Fljótsdæla saga, der bygger på Droplaugarsonar saga.” (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.) "Den »længere saga«, der er udgiven af dr. Kålund, 1883, er, som udgiveren i sin fortale grundig har påvist, intet oldtidsskrift, men et produkt fra det 16. årh., der intet har med oldtidslitteraturen at gøre." Finnur Jónsson: (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, Bd. 2, s. 518.)
Beskrivelse: Ukendt digt, som er nævnt i det 12. kapitel af Bósa saga ok Herrauðs sammen med to andre ukendte digte: Hjarrandaljoð og Gýgjarslag. Ingen af dem er nævnt i Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: En oldnordisk oversættelse af det latinske skrift Visio Tundali. Der er tale om såkaldt visionsdigtning, hvor læseren følger en irsk ridders drømmerejse gennem himmel og helvede.
Beskrivelse: De to anonyme digte Dæglur og Nætlur (Dagvers og Natvers), indeholder bøn om værn og nåde henholdsvis om dagen og om natten. Hører til i perioden 1450-1550.
Beskrivelse: Den ældre Edda (også kaldet Sæmundar Edda) indeholder en række gudekvad og en række heltekvad. Almindeligvis består listen af følgende kvad:
Beskrivelse: (Den apokryfe Edda). Betegnelse, som bl.a. den svenske religionshistoriker Åke Ohlmarks har anvendt om en række efterklassiske og til dels rekonstruerede digte, hvis indhold og form lægger sig op ad Eddadigtningen. Til denne samling regner Ohlmarks følgende digte:
Beskrivelse: (Den lille Edda). Betegnelsen for en række digte, hvis indhold og form lægger sig tæt op ad Eddaens heltedigte. De er ikke medtaget i Codex Regius. En stor del af dem findes i fornaldersagaerne. Simek og Pálsson (Lexikon der altnordischen Literatur") regner disse digte med til Eddica minora:
Beskrivelse: Brudstykker af Edda-lignende kvad. Disse fragmenter kan være de sidste rester af tabte Edda-digte. De er bevaret i forskellige håndskrifter af bl.a. Snorres Edda. Stykkerne er samlede og udgivet af Guðni Jónsson under titlen Eddubrot.
Beskrivelse: "Egils rímur einhenda, også kaldt Eglur, er en versbearbejdning af Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana, stammer nok fra 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: Rolf Stavnem: "Egils saga" (Islændingesagaerne, I, 2014).
Dansk: Johannes V. Jensen: “De islandske sagaer”, bd. I.
Dansk: N. M. Petersen: Historiske Fortællinger, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. Kaldes undertiden Eigla. - ”Egils saga (Eigla) eller Saga af Agli Skallagrimssyni handler om Myramændene i Borg i tiden 860—1000. I en klar og livlig fremstilling fortælles Egils liv som viking og skjald, idet hans mangfoldige viser og større kvad indflettes. Hans færden i Norge og England giver anledning til meddelelse af mange værdifulde oplysninger til Harald hårfagers og Erik blodøkses historie. Uagtet mange gamle skikke omtales som forsvundne, må nedskrivningen dog have fundet sted temmelig tidligt, omtrent samtidigt med Njálssagas. De store og herlige kvad af Egil, som her er bevarede (Höfuðlausn, Arinbjarnardrápa, Sonartorrek) er ovenfor omtalte. Såvel Egil selv som faderen Skallagrímr står som ægte typer for nordiske kæmper fra hedenskabets sidste tid.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 56).
Dansk: Helle Degnbol: "Erik den Rødes saga" (Islændingesagaerne, I, 2014).
Dansk: J. P. Ægidius: "Sagaen om Erik den Røde".
Dansk: C. C. Rafn: Erik den Rødes Saga, udg. af E. Storgaard.
Dansk: F. W. Horn: under titlen "Torfin Karlsæmnes Saga" i “Billeder af Livet paa Island”, bd. 3.
Dansk: C. C. Rafn: under titlen "Sagaen om Thorfinn Karlsefne og Snorre Thorbrandsön" i "Grønlands historiske Mindesmærker" Bind I, s. 352, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. Anden titel: Þorfinns saga karlsefnis ok Snorra Þorbrandssonar. (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 16). - ”Þorfinns saga Karlsefnis. Denne fortælling skildrer Þorfinns rejser til Vinland, men den er sammenflikket af mange småstykker. Begyndelsen er efter Landnáma; ellers meddeles ret interessante skildringer af de grønlandske nybyggeres liv, vanskeligheder de måtte kæmpe med og overtro. Af sagaens to forskellige bearbejdelser er vel ingen ældre end omtrent 1300.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 66).
Beskrivelse: Denne titel benyttes undertiden for første del af Se ► Haralds saga gráfeldar.
Eirspennill
Beskrivelse: Manuskript. “(Bronzespændet). Håndskriftet AM. 47 fol. Fra begyndelsen af det 14. årh. Indeholder en version af Heimskringla fra kap. 252 af Ólafs saga helga og af sagaerne om de norske konger fra 1177-1263.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 5).
Litteratur:
Elis saga ok Rósamundu
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Prosaoversættelse af en fransk chanson, se Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur: Finnur Jónsson: Elis saga ok Rósamundu (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse: Er en kortfattet middelalderlig håndbog om verden og den kristne tro, affattet på latin men i 1100-tallet oversat til latin. Bevaret i Hauksbók. Se Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: "Erex saga (”Erecs saga”) er titlen på en oldnordisk prosagengivelse af Chrétien de Troyes versroman Erec et Enide. Som de andre riddersagaer fra midten af det 13. årh. er den formodentlig blevet oversat i Norge. Når man tager forlægget i betragtning, er Erex saga – til trods for to længere indskud – stærkt forkortet og adskiller sig stilistisk fra de fleste andre riddersagaer. Derfor må man antage, at der har været tale om en anden oversætter (altså ikke Broder Robert eller nogen fra hans skole). Under alle omstændigheder er de bevarede håndskrifter til Erex saga fra 16. årh., hvilket kan forklare afvigelserne i den dårlige overlevering." Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: H. Kyrre og J. V. Jensen: "Heimskringla", bd. II, s. 115-123.
Beskrivelse: Þáttr. “1019. Kapitel (94) i Ólafs saga helga i Snorres Heimskringla; i "Flateyjarbók" (II. pp. 168-173) betegnes den þáttr.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 5).
Beskrivelse: Islændingesaga. Andre titler: Þórsnesinga saga, Álptfirðinga saga (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 18). - Eyrbyggja saga eller Þórsnesingasaga indeholder begivenheder, som foregå ved Breiðafjörðr mellem 880 og 1030. Den begynder med beretninger, der ere vigtige også for Norges historie, men siden er høvdingen Snorri goði hovedpersonen. Fortællingen er fuld af spøgelses- og gengangerhistorier, hvori vi dog uden tvivl have et sandt billede af tidens overtro. Fremstilling, der er interessant, er vel fra omtrent 1250.
Beskrivelse: “En kort fortælling i Flateyjarbók, som er indsat efter Ólafs saga Tryggvasonar in meste om Eyvind, som også spiller en rolle i Orkneyinga saga, en rolle, som der her direkte hentydes til.“ (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Eddadigt. Sangen om Fafne. ”Sigurðarkviða Fafnisbana I (i form af Grípisspá), II (mytologisk indledning), III Fafnismál (om slangen Favnes drab). Det første kvad giver som en spådom af Sigurds morbroder Gripe en udsigt over begivenhederne, det andet beretter om guldet, der afpresses dværgen Andvare for at guderne kan løse deres liv dermed, og forbandelsen, der lægges derpå. Favne lægger sig over guldet som en slange, men dræbes af Sigurd i det tredje kvad; ved at smage på slangens hjerteblod kommer han til at forstå fuglenes sprog. . . — Af Grípisspá findes levning i kæmpevisen om Sivard Snarensvend, der gæster sin morbroder, som i den norske bearbejdelse hedder Greivekongen ɔ: Grípir konungr.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 30).
Norsk: E. Eikill: "Fagerskinna – Norges kongers ættetavle".
Beskrivelse: Manuskript. Andre titler: Ættatal Noregs konunga, Noregs konunga tal. “Historie om de norske konger fra Hálfdan svarti til år 1177.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 6). - ”Fagrskinna (den fagre skindbog — således kaldet af Torfæus) er et forsøg på at give en samlet kongesaga. Den kaldes derfor også Ættartal Noregs konunga. To pergamentshåndskrifter deraf brændte 1728, så at der nu kun haves papirafskrifter navnlig to indbyrdes noget forskellige bearbejdelser, vist nok fra midten af 13de århundrede. Det lader sig ikke bevise, at den er skrevet i Norge. Indholdet er en rigtignok fragmentarisk Norges historie, fra Halvdan svarte til Sverres optræden, og er øst enten af Heimskringla eller af de samme kilder, som Snorre benyttede; men det fjerner sig i det hele mere fra Heimskringla end nogen af de andre kongesagaer. Digtet Eifiksmál er bevaret heri foruden flere andre.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 69).
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga, "Tro, håb og kærlighed". Oversat fra latin.
Litteratur:
Filpó rímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Filpó rímur eller Filippó rímur, kaldes også Krítarþáttr, er en bearbejdning af en tabt riddersaga, som må have været fra 1400-tallet. Titelhelten, der er søn af en konge på Kreta, bliver såret i et slag, men plejes af en spansk prinsesse, Lilja, indtil han igen er frisk. Senere slår han hendes mauriske frier ihjel, men før han når at gifte sig med hende, driver et uvejr ham i land et sted, hvor en anden prinsesse straks forelsker sig i ham. Selv om han slår hendes vrede friere ihjel, vil hun ikke gifte sig med ham, før hun ved en trylledrik har fået ham til at glemme Lilja. Men Lilja havde syet ham en trylleskjorte som gjorde, at den, som havde den på, ville ligge som skindød i sin seng på bryllupsnatten. Da hans unge hustru så dette, brast hendes hjerte og hun døde. - Af en grib føres Filpó videre til et nyt kærlighedseventyr, hvor en troldkvinde – egentlig Liljas fostermoder, som også kan tage ørneskikkelse – befrier ham, så at handlingen kan ende med bryllup og tronfølge." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Finnboga saga hins ramma er en lille saga, hvis skueplads er Flateyjardalr og Viðidalr i tiden ved 950. Den er udpyntet med eventyrlige tilsætninger og næppe nedskrevet i den nuværende form før 1300 (Finnbogi udsættes, får stridigheder og eventyr i Norge og så fremdeles).” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 61).
Beskrivelse: “ En kort episode om opgøret mellem kong Harald hårderåde og dennes hofskjald Þjóðólfr overfor en for dem begge ukendt fisker; indeholder en del strofer.” (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”).
Beskrivelse: Eddadigt. Fjølsvinsmål. ”Fjölsvinnsmál er af dunkel betydning. Bruden Menglød sidder på højen omgiven af sine brudemøer og venter brudgommen Svipdag. Han tøver længe, og da han endelig kommer og åbenbarer sig for hendes bevogter Fjølsvin, modtages han som den udkårne. Størstedelen af digtet er en samtale mellem Svipdag og Fjølsvin, men dets forståelse er vanskelig.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 23f).
Beskrivelse: "Flateyjarannáll er bevaret i Flateyjarbók og omhandler perioden fra år 1 til 1394 og er for størstedelen forfattet af præsten Magnús Þórhallsson omkring 1390. Han har benyttet ældre annaler, som bygger på Annales regii, hvorfor han oversætter de latinske dele. Også Lögmannsannáll er her benyttet." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Oversættelse: Se under de enkelte titler herunder.
Beskrivelse: Manuskript. “Et kalveskinds codex, Gml. kgl. sml. 1005 fol., skrevet i 1387-94 for Jón Hákonarson af præsten Jón Þórðarson og Magnus Þórhallson.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 10).
”Flateyjarbók er både den sidste efterslæt af sagatiden og sagamændenes virksomhed og den største af alle bevarede skindbøger (den udgør 1800 store trykte sider i den norske udgave). Den er skrevet mellem 1387 og 1395 af to islandske præster, Jón Þórðarson og Magnús Þorhallsson, foruden noget af en tredje unævnt forfatter. Den har navn af øen Flatey i Breiðafjörðr, hvor en bonde ejede den, da biskop Brynjúlfr Sveinsson opdagede den og fik den nedsendt til kong Frederik den 3die til det store kgl. bibliotek. Bogens bestemmelse var at samle og optage alt hvad der kunde tilvejebringes om Norge og Norges konger; men det nåedes ikke, og det er blevet til en højst uordentlig samling. Den indeholder foruden kongesagaerne til Håkon Håkonsøns død tillige Orkneyingasaga, Grœnlendingaþáttr, enkelte personers sagaer, også Geisli, Ólafsríma, Hyndluljóð, Fundinn Noregr, excerpter af Adam fra Bremen m. m.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 70).
Dansk: Kirsten Wolf: "Flodsdølernes saga" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. Se også Droplaugarsona saga.
Litteratur:
Fljótshlíðinga saga
Beskrivelse: Tabt saga, som er omtalt i Landnámabók (Sturlabók). Nogle har ment, at der er tale om en anden titel for Njals saga. (Således Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur).
Dansk: Kirsten Wolf: "Flomændenes saga" (Islændingesagaerne, III, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 3.
Beskrivelse: Islændingesaga. ”Flóamannasaga beretter om Atli jarls ætmænd, der havde nedsat sig i landskabet Flói (efter Landnáma) og navnlig om en af dem, den dristige Grønlandsfarer Þorgils örrabeinstjúpr, hvis farter optage den største del af fortællingen, der er temmelig eventyrlig, ligesom beretningerne om Grønland er fabelagtige. ” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 56).
Dansk: Peter Springborg: "Fostbrødrenes saga" (Islændingesagaerne, II, 2014).
Dansk: “De islandske sagaer”, bd. I.
Beskrivelse: Islændingesaga. Anden titel: Þorgeirs saga Hávarssonar ok Þormóðar Kolbrúnarskálds. (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 23). - ”Fóstbræðra saga. Handlingen udgår fra Ísafjörðr (1010—1030): Þorgeirr og Þormoðr Kolbrúnarskáld indgå fostbroderskab. Den første dræbes, den anden, som elsker Kolbrún (pigen med kul(sorte) bryn), drager til Grønland for at hævne fostbroderen, kommer siden til Knud den mægtige i Danmark og Olav den hellige i Norge og falder ved Stiklestad, hvor han kvad Bjarkemål. Sagaen giver mærkelige oplysninger om Grønland, men også om Norge. Den findes i Flatøbogen, hvor den er optagen i Olav den helliges saga, men den har sikkert længe for været særskilt behandlet og findes også i egne håndskrifter.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 60).
Norsk: E. Eikill: "Hvordan Norge ble bebygd" i "Harald Hårfagre og Norges tilblivelse".
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. Anden titel: Hversu Noregr byggðist. Halldór Hermannsson skriver: “Den findes i to versioner med titlerne ‘Hversu Noregr byggðist’ (I) og ‘Fundinn Noregr’ (II), og er hovedsagelig genealogisk; skrevet ca. 1300 og kun kendt fra Flateyjarbók eller manuskripter, som er afledt deraf.” (“Islandica” vol. 5, p. 12). Hertil skal dog bemærkes, at selv om der er tale om to gengivelser af samme sagn, er der indholdsmæssige forskelle og ‘Fundinn Noregr’ udgør mindre end en tredjedel af ‘Hversu Noregr byggðist’.
Litteratur:
Framarsmál
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: Martin Larsen: Ketil og Framar
Beskrivelse: Kvad som er bevaret i Ketil Hængs saga. Kæmpen Framar frier til Ketils datter Hravnhild. Pigen siger nej og Framar udfordrer Ketil til tvekamp. Framars søn Bødmod går på Ketils side og selv om Framar bruger trolddom, falder han dog for Ketils sværd, Dragvendil.
Beskrivelse: "En bearbejdning af den kortere og ældre udgave af Friðþjófs saga frækna, som iøvrigt også kan have ligget til grund for den yngre udgave. Friðþjófs rímur stammer fra en lærd forfatter fra tiden omkring eller lige efter 1400." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek;
Dansk: C. C. Rafn: Fridthjofs Saga i ”Fundinn Noregr, Halfs Saga, Fridthjofs Saga og Konger i Danmark og Sverige, efter islandske Haandskrifter”, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: E. Magnússon og W. Morris: The Story of Frithiof the Bold i "Three Northern Love Stories" findes i E-Bibliotek.
Engelsk: Rasmus B. Anderson: Fridthjof the Bold i Viking tales of the North findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. - ”Friðþjófs saga hins frækna haves i to bearbejdelser, vel fra midten af 13de århundrede. Den hviler på en historisk grund, skønt den ikke omfatter egentlig historiske begivenheder; men den er romantiskeventyrlig, uagtet hele fremstillingen er hedensk og indflettet med gamle kvad, der tyder på sagnets ælde. Den tapre unge hersesøns kærlighed til kong Beles skønne datter Ingeborg og beretningen om kong Ring i Ringerige danner hovedæmnet; men den står noget isoleret og har kun løse tilknytningspunkter til to rent romantiske sagaer: Þorsteinn Vikingssons og Gautreks saga.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 51).
Norrøn: "Codex Frisianus - En Samling af norske Konge-Sagaer" findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Manuskript. “Et islandsk håndskrift fra begyndelsen af det 14. årh., som indeholder Heimskringla (undtagen Ólafs saga helga og Hákonar saga gamla).” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, p. 11). Andre titler: Konungabók, Codex Frisianus.
Litteratur:
Fróða saga frækna
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: “En i det 19. årh. fremkommet bearbejdning af afsnittet om Frotho, Haddings søn, og Frotho Vegetus i Saxo Grammaticus Gesta Danorum. (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”).
Litteratur:
Fróða saga Friðleifssonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: “også Friðfróðasaga, en værk fra det 19. årh. som er en genfortælling af bøgerne i Saxos Gesta Danorum.” (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”).
Norrøn: Guðni Jónsson og Bjarni Vilhjálmsson: Fundinn Noregr.
Oversættelse:
Dansk: C. C. Rafn: Det Fundne Norge i ”Fundinn Noregr, Halfs Saga, Fridthjofs Saga og Konger i Danmark og Sverige, efter islandske Haandskrifter”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer” Bind II, s. 79-105, 107-114- 150-153; IV. s. 260-262, 280-285, 311-318; findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: "Færeyinga Saga - eller Færøboernes Historie", findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga, regnes undertiden med til kongesagaerne. - ”Færeyingasaga er i sin nuværende skikkelse sammensat af flere stykker, og er taget af Olav Tryggvasøns saga og af Flatøbogen og drejer sig om den mægtige og listige Þrándr i Gáta og Sigmundr Brestisson, en samtidig og ven af Olav Tryggevasøn, så at begivenhederne foregår mellem 960 og 1040? Kristendommen indføres og mange tildragelser fortælles, som står i forbindelse dermed. Det er den eneste kilde til Færøernes gamle historie og forfattet enten der eller på Island før 1200..” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 66).
Svensk: Olof Verelius: Götriks och Rolfs saga i "Tre isländska sagor om Sverige".
Engelsk: H. Pálsson og P. Edwards: King Gautrek i “Seven Viking Romances”.
Beskrivelse: Fornaldersaga. “To versioner: den lange og yngste; den korte og ældste. . . Den korte version har titlen ‘Sögu þáttr af Gjafa-Ref og Dala-Fiflum’ og ‘Gauta þáttr.’ I den lange version er Vikars saga optaget.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 17.)
Beskrivelse: Betegnelse for et afsnit i Karlamagnus saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Geiplur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "En rímur-udgave af Geiplu þáttr - afsnit 7 i Karlamagnús saga. Geiplur er skrevet af en lærd forfatter omkring 1400." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Fortælling fra 18. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Geirarðs rímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Geirarðs rímur, en vers-roman fra 1400, som er skrevet efter forskellige forbilleder, deriblandt Geirarðs þáttr i den lange version af Mágus saga, hvis handling forfatteren dog fuldstændig omarbejder. I den romantiske historie fortælles om Elingborg, datter af Kejser Karl. Jarlen Geirarð frier til hende, men hans fosterfader Jarl Hávarð bliver med skam forvist. Samtidig forsøger sarazenerkongen Priamus’ hær at omringe Elingborg, og man råber til Geirarð om hjælp. I første omgang afviser han, men så drager han ud med to af sine mænd og gør det af med hele den hedenske hær, hvorefter sagaen kan slutte med den stereotype happy end." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Geirarðs saga jarls findes ikke særskilt, men kun som en del af den udvidede bearbejdelse af Mágussaga; indholdet er det samme som i rimerne." (FJ), se også Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Krønike om Knud den Helliges historie, skrevet af den engelske munk Ælnoth omkr. 1120. Den fulde titel er »Gesta swenomagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti Regis et martyris«
Dansk: P. W. Christensen: "Adam af Bremen om menigheden i Norden under erkesædet i Bremen og Hamborg (788-1072) - Tilligemed sammes Beskrivelse af de nordiske Lande", findes i E-Bibliotek.
Dansk: Uddrag: A. A. Lund: Adam af Bremen Beskrivelse af Øerne i Norden.
Beskrivelse: Adam af Bremens historie over Hamborg-bisperne.
Litteratur:
Gesta Romanorum
Grundtekst:
Latin:
Oversættelse:
Beskrivelse: Romersk historie som oversattes til islandsk i 15. årh.
Litteratur:
Gests saga Barðarsonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Betegnelse for anden del af Barðar saga Snæfellsáss, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Gests saga og Gnatus
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Kirsten Wolf: "Gisles saga" (Islændingesagaerne, II, 2014).
Dansk: Vilh. Andersen: “De islandske sagaer”, bd. III.
Dansk: C. N. Brodersen: To islandske sagaer.
Norsk: J. R. Hagland: Soga om Gisle Sursson.
Beskrivelse: Islændingesaga. ”Gisla saga Surssonar foreligger i to bearbejdelser. Indholdet angives kortelig i Eyrbyggja. Der skildres en fredløs Islændings skæbne og fald. Stedet er Haukadalr i Dyrafjörðr, tiden 950—980. Den hører til de ældste sagaer. Fortællingen er meget underholdende ved beskrivelse af fostbroderskabets stiftelse, med livlige scener af trætte, drab, stævning, fredløshed o. s. v. (sværdet Grásiða).” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 59).
Beskrivelse: Fortælling fra 16./17. årh. bygget på Saxos fortælling om Torkild Adelfars rejser til jætternes rige , se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Gottskálksannáll
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Gottskálksannáll fra år 1 til år 1578 er forfattet af Gottskálk Jónsson, præst i Glaumbær fra 1550-1590/91, sidste afsnit af hans søn Jón. Fra år 1394 benytter han gamle annaler, hvis første afsnit er skrevet på latin ligesom Annales regii. Ud for årene 1273-76 indskyder han et længere udtog af Sturla Þórðarsons saga om Magnus Lagabøter. Ellers står denne annal Skálholtsannáll'en nær. (SKB pap., 8vo; AM 412, 4to; AM 429a, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Kvad af den islandske sagahelt Björn Arngeirsson hitadælakappi, (d. o. 1024).
Litteratur:
Grammatiske Afhandlinger
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Grammatiske Afhandlinger 1–4. Håndskriftet Codex Wormianus, hvori vi bl.a. finder Snorres Edda, indeholder også fire grammatiske afhandlinger. Med grammatisk menes dog ikke kun grammatisk i nutidig betydning, men ars grammatica, der i middelalderen også omfattede stilistiske og retoriske aspekter såvel som spørgsmål om sprogets praktiske anvendelse.
Den Første grammatiske Afhandling (eller Staffræði) er skrevet af en anonym forfatter i midten af det 12. årh. og var et forsøg på at give det islandske sprog en ny ortografi. Da forfatteren havde en streng fonemisk tilgang til stoffet, kom han derved selv til at levere en overraskende præcis beskrivelse af det oldnordiske lydsystem for alle vokalerne, og denne afhandling er derfor blandt de vigtigste kilder til den oldnordiske fonologi.
Den Anden grammatiske Afhandling beskæftiger sig også med fonologi og klassificerer det islandske konsonantsystem efter stavelsesposition, om de er prævokale eller postvokale. Forfatteren indfører det engelske lånebogstav ð for at videregive den postvokale dentalfrikativ og bevarer dermed þ i den prævokale position.
Litteratur: Finnur Jónsson: Anden grammatiske afhandling (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Den Tredje grammatiske Afhandling, også kaldet Málskrúðsfrædi, er skrevet af Olafr Þórðarson hvítaskáld (død 1259) og bygger på Priscian og Donats grammatik; i sin fremstilling fastholder Olafr interessen for stilistiske og retoriske spørgsmål, hvilket fremgår af den ikke helt velbevarede afhandling. Han benytter den latinske terminologi men islandske vers som eksempler.
Den Fjerde grammatiske Afhandling er fra det 14. årh. og er en fortsættelse af den tredje; også her behandles retoriske og stilistiske spørgsmål." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Grettis saga Ásmundarsonar (Gretla) strækker sig over et par århundreder (872—1033), men angår væsentlig den kække og ulykkelige Grettir den stærke og skildrer hans forunderlige hændelser i hans tyveårige fredløshed. Stedet er Vest- og Nordlandet, men scenen flyttes også til Norge. Gennem mange eventyr og forfølgelser kommer Grettir endelig til Drángey, en ensom ø, hvor han udstår mange farer, indtil han endelig dræbes. Hans banemand forfølges af broderen til Miklagård. Her er uden tvivl et historisk grundlag, men det er udsmykket med mange fabler og overdrivelser; dog sætte Islændingerne stor pris på denne fortælling som en af de bedste både i form og indhold (mange viser og ordsprog). Den nuværende affattelse kan ikke være ældre end slutningen af 13de århundrede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 61).
Beskrivelse: "En bearbejdet rímur-udgave af kap. 14-24 i Grettis saga om heltens ungdom. Anden titel: Grettllur." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse:Griðamál - eller Gridsformularen, som denne tekst også kaldes - udgør et afsnit i Grágás (Grågåsen), Islands ældste lovsamling (gældende i fristatstiden, ca. 930-1260). Afsnittet, som står umiddelbart før Tryggðamál, menes at stamme fra tiden før kristendommens indførelse. Ifølge Absalon Taranger er Gridsformularen "sandsynligvis ældre end 930." (Udsigt over den norske rets historie: forelæsninger, 1898).
Beskrivelse: Eddadigt. Grimnirs mål. ”Grimnismál er en billedlig fremstilling af Odins guddomsmagt, idet han i skikkelse af Grimne prøver mennesket, sin fostersøn Geirrød, der viser sig for ham i sin uværdighed: »medens ingen hund anfalder den fremmede«, sætter fostersønnen ham mellem to ildbål. Sangen forherliger Asernes magt, ynker den forvorpne fostersøn, men forkynder ham tillige døden, idet guden åbenbarer sig.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 23).
Beskrivelse: "Gríms rímur og Hjálmars, også kaldet Grimlur, er en simpel versfortælling om en svensk prinsesse Ingigerd og jarlesønnen Grímr. Hans frieri til prinsessen kommer til at afhænge af, at han tager livet af en vis Hjalmar, der er søn af Bjarmelands kong Hárekr. Dette lykkes for Grímr ved hjælp af et sværd, som Ingigerd har foræret ham. Efter deres bryllup forsøger Hárek at tage hævn, men til sidst bliver alle dog forsonede. – Der må have eksisteret en saga, som er brugt til disse rimer, men den er nu tabt." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Rímur af Grím og Hjálmar (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Gríms saga ok Hjálmars
Beskrivelse: “En tabt saga, hvis indhold kendes fra rímur skrevet i det 15. årh.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 19).
Litteratur:
Gríms saga Skeljungsbana
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling fra 17./18. årh. influeret af Grettis saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Eddadigt. Andre titler: Sigurðarkviða Fáfnisbana I; Gripers Spådom, Kvadet om Sigurd Fafnersbane I. Se desuden ► Frá dauða Sinfjötla. ”Sigurðarkviða Fafnisbana I (i form af Grípisspá), II (mytologisk indledning), III Fafnismál (om slangen Favnes drab). Det første kvad giver som en spådom af Sigurds morbroder Gripe en udsigt over begivenhederne, det andet beretter om guldet, der afpresses dværgen Andvare for at guderne kan løse deres liv dermed, og forbandelsen, der lægges derpå. Favne lægger sig over guldet som en slange, men dræbes af Sigurd i det tredje kvad; ved at smage på slangens hjerteblod kommer han til at forstå fuglenes sprog. . . — Af Grípisspá findes levning i kæmpevisen om Sivard Snarensvend, der gæster sin morbroder, som i den norske bearbejdelse hedder Greivekongen ɔ: Grípir konungr.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 30).
Beskrivelse: Versbearbejdning af en nu tabt fornaldersaga, hvis handling skitseres i Þorgils saga ok Hafliða, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Eddadigt. Groas Galder. ”Gróugaldr er en samtale mellem en afdød moder Gróa og hendes søn, hvem hun giver råd på en rejse, ɔ: rejsen gennem livet, og lærer galdre (tryllesange), som skal beskytte ham mod farer. Dette simple og ældgamle lille kvad er ægte hedensk. I den nyeste tid har man søgt at godtgøre, at det står i forbindelse med Fjölsvinnsmál som en indledning dertil.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 27).
Beskrivelse: Eddalignende digt, som ofte regnes med til Eddaen. Grottesangen. ”Grottesangen (grottasöngr) findes i Snorres Edda. To Finnekvinder, Fenja og Menja maler guld for kong Frode på kværnen Grotte; men da han fordrer for meget arbejde af dem og ingen hvile tilsteder dem, kvad de denne sang, hvorved de malede krig for ham, og natten efter kom en søkonge, som dræbte Frode og førte meget bytte bort, deriblandt trælkvinderne, der skulde male salt for deres ny herre. De malede så længe, indtil hans skib sank, og der dannedes en malstrøm i havet der, hvor kværnøjet sank. — Sagnet berettes dog forskelligt i de forskellige kilder, men knyttes til forestillingen om »Frodefreden«, en gylden tidsalder, der skues tilbage til med længsel.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 33).
Dansk: F. W. Horn: Fortælling om Erik den Røde i “Billeder af Livet paa Island”, bd. 3.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Eiriks þáttr hins rauða. Fra nordvestkysten af Island drog Erik den røde til Grønland, hvor han nedsatte sig på vestkysten. Noget efter opdagede Eriks sønner Leiv og Torvald Vinland eller østkysten af Nordamerika omtrent år 1000, da Olav Tryggvasøn vilde have landet kristnet. Sagaen omfatter kun 30—40 år, men indholdet er af betydning og grundet tildels på grønlandske sagn. Den er nedskrevet i 12te århundrede, men sammensat af brudstykker.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 66).
Litteratur: Finnur Jónsson: Grænlendingaþáttr (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II). [I denne henvisning anføres sagaen under titlen "Grænlendingaþáttr", en titel, som FJ også bruger om "Einars þáttr Sokkasonar", hvilket er en ganske anden tekst. Den første handler om Vinlandsfarerne, den anden om etableringen af bispesædet på Grønland.]
Dansk: Helle Degnbol: "Totten om grønlændingene" (Islændingesagaerne, V, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 5
Beskrivelse: Þáttr. Halldór Hermannsson taler om to udgaver/redaktioner af denne tekst: 1. Grænlendinga þáttr - identisk med Eiríks þáttr rauða og 2. Grænlendinga þáttr II - identisk med Einars þáttr Sokkasonar (“Islandica” vol. 1, p. 28f.) - ”Grænlendinga Þáttr. Hovedpersonen er Einarr og begivenhederne (deriblandt forhandling om oprettelsen af en grønlandsk bispestol i Gardar) omfatter kun et kort tidsrum (1123—1133), men giver vigtige efterretninger. Stykket er vistnok skrevet omtrent 1200.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 66).
Bemærkning: Med Grønlandssagaerne skal forstås de sagaer, som fortæller historien om Erik den Røde og opdagelsen af Grønland og Vinland samt etableringen af kirken på Grønland. Titlerne på diverse udgaver af de enkelte Grønlandssagaer er alt andet end konsekvente. Samme titel kan benyttes om to forskellige tekster. Dertil kommer, at forskellige oversættere har bidraget til forvirringen ved at bytte rundt på titlerne eller ved at føje helt nye titler til. – Til Grønlandssagaerne hører:
Eiríks saga rauða (Erik den Rødes saga)
Eireks þáttr rauða (Fortællingen om Erik den Røde)
Einars þáttr Sokkasonar (Fortællingen om Einar Sokkason)
Disse seks titler dækker dog kun over tre tekster idet
Eiríks saga rauða = Þorfinns saga karlsefnis (Findes bevaret i: Hauksbók) - (I den nye oversættelse har den titlen Erik den Rødes saga)
Grænlendinga saga = Eireks þáttr rauða (Findes bevaret i: Flateyjarbók) - (I den nye oversættelse har den titlen Grønlændingenes saga - Totten om Erik den Røde)
Grænlendinga þáttr = Einars þáttr Sokkasonar (Findes bevaret i: Flateyjarbók) - (I den nye oversættelse har den titlen Grønlændingenes saga - Grønlændingetotten)
Titlen Vinlandssagaerne dækker over Eiríks saga rauða og Grænlendinga saga.
Beskrivelse: Kort fortælling om en norsk herse, der går imod kristningen af landet, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Titlen (þáttr Gudbrandz kulu ok Olafs Konungs: Flateyjarbók, bd. 2, s. 188) stammer fra Flateyjarbók men er fejlagtig, da þáttr'en ikke fortæller om Gudbrand Kula (Kong Olafs morfader) men om høvdingen Dale-Gudbrand, der først sætter sig op mod religionsskiftet, men siden må overgive sig.
Dansk: K. Kålund: Gudmund godes saga i “Sturlunga Saga”, bd. 1.
Engelsk: G. Turville-Petre: The Life og Gudmund the Good, Bishop of Holar - Guðmundar saga.
Beskrivelse: Samtidssaga/Bispesaga. Ifølge Halldór Hermannsson består sagamaterialet om Gudmund Arason af tre seperate tekster: 1. Prestssaga Guðmundar – som er optaget i “Sturlunga Saga” og som omhandler Gudmunds liv fra hans fødsel i 1161 og frem til hans bispevielse i 1202; 2. Biskupssaga Guðmundar – som omhandler Gudmunds liv som biskop fra 1202 til hans død i 1237. Den er ikke skrevet af samme forfatter som Prestssaga; 3. Guðmundar saga Arngríms ábóta. Skrevet af abbeden Arngrim midt i 1300-tallet. Baseret på de to første men fuld af mirakelhistorier. (“Islandica” vol. 1, p. 34) Materialet grupperes lidt anderledes af Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”. Bl.a får Arngrims version en selvstændig artikel.
Beskrivelse: Eddadigt. Gudrunskvad I. ”Sigurds død omhandles i Sigrdrífumál, Sigurdarkviða III, [brot af] Brynhildarkviða, Helreið Brynhildar, Gudrunarkviða I. Sigrdriva er en valkyrje, som er opsætsig mod Odin og derfor stikkes af ham med en søvntorn. Nogle antager hende for den samme som Brynhild. Sigurd ægter Gudrun, en datter af Gjuke og Grimhild, hvis sønner er Gunnar, Høgne og Guttorm. Gunnar ægter Brynhild, idet Sigurd red for ham gennem lueborgen (vafrlogi, kæmpevisens Glasbjerg). Brynhild og Gudrun komme i strid ; Sigurd dræbes af Guttorm, og Brynhild gennemborer sig selv. (I Helreið Br. tiltales Brynhild af en gyge ɔ: hendes onde samvittighed). Gudrun forstummer af smerte og hensmelter først i tårer, da liget vises hende.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 31).
Beskrivelse: Helgensaga. Tilhører middelalderens hyppige visionsdigtning om himmel og helvede i lighed med Duggáls leizla. Den latinske original findes i Speculum Historiale.
Litteratur:
Gunnars saga
Beskrivelse: Hypotetisk saga, der skulle være et forstudie til Njals saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Alex Speed Kjeldsen: "Totten om Gunnar Tidrendebane" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4 .
Beskrivelse: Islændingesaga. “Det har været almindelig antaget, at denne saga er identisk med Njarðvíkinga saga, som omtales i Landnáma og Laxdæla saga, men dette er usikkert.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 36.
Beskrivelse: Titlen på et digt, som omtales i Norna-Gests þáttr. Digtet er ikke bevaret, men engang i 1700-tallet skrev og udgav den islandske digter Gunnar Pálsson et Eddalignende digt under samme titel. Siden glemte man digtets ophav og det blev optaget i flere tidlige udgaver af Eddaen, bl.a. i A. A. Afzelius’ svenske oversættelse fra 1818. Se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Rolf Stavnem: "Gunløg Slangetunges saga" (Islændingesagaerne, I, 2014).
Dansk: “De islandske sagaer”, bd. I.
Dansk: N. M. Petersen: "Historiske Fortællinger", findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: P. G. Foote: The saga of Gunnlaug the Serpent tongue, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: Magnússon/Morris: The Story og Gunnlaug the Worm-Tongue and Raven the Skald i “Three Northern Love Stories”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Gunnlaugs saga ormstunga eller saga af Gunnlaugi ormstungu ok skáld-Rafni er en fortsættelse af Egilssaga. Stedet for begivenhederne er det samme og tiden 990—1010. De to kæmper og skjalde Gunnlaugr og Hrafn bejler begge til Egil Skallagrimssons sønnedatter Helga den fagre; og fortællingen skildrer med stærke træk såvel den trofaste kærlighed som den lumske hævngerrighed. Fortællingen er blandet med en stor mængde viser af begge skjaldene, især af Gunnlaugr. Uagtet det ældste håndskrift tillægger Are frode forfatterskabet, må sagaen være sildigere nedskrevet; Snorre og Einarr Skulason nævnes deri, hvilket viser en langt yngre tid, så fremt det ikke er randglosser, der have indsneget sig i teksten.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 57).
Litteratur: Finnur Jónsson: Gunnlaugr ormstunga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I). og samme.
Beskrivelse: Ukendt digt, som er nævnt i det 12. kapitel af Bósa saga ok Herrauðs sammen med to andre ukendte digte: Hjarrandaljoð og Drömbuð. Ingen af dem er nævnt i Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Et tabt kvad, som omtales i Landnáma (dog ikke i Sturlubók). Kvadet skulle være digtet af en Guðleifr Guðlaugsson om hvem Guðmundur Þorláksson har følgende at sige: "En Guðleifr Guðlaugsson hins auðga ór Straumfirði, der ifølge Hauksbók og Melabók (Ldn. s. 80) i en kamp i sundet ved Middelfart skal have bestået en kamp med den danske jarl Gyrðr Sigvaldason og senere herom digtet de såkaldte Gyrðsvisur, siges på en af sine rejser at være kommen til et fremmed land, hvor han blev tagen til fange. Just som han skulde dræbes, kom høvdingen, der senere viste sig at være Björn Breiðvikingakappi, og frelste ham."
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh, som sammenskriver afsnit fra Saxo, Snorres Edda og Ynglinga saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Hafgeirs saga Flateyings
Beskrivelse: Fortælling fra 1775, muligvis et falsum, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Den første skriftlige udgave af en islandsk lov. Den er opkaldt efter Hafliði Másson på Breiðabolstaðr i Vestrhóp (Nordisland). Ifølge Ari Thorgilsson (Íslendingabók) blev det vedtaget, at Hafliði sammen med lovsigemanden Bergþor Hrafnsson og andre kyndige mænd skulle nedskrive loven. Dette gjorde de i vinteren 1117–18. Loven blev kendt som Hafliðaskrá men kendes også som Bergjþórslög. Hverken loven selv eller afskrifter af den er bevaret, derfor kender vi ikke omfanget af den ligesom det ikke er muligt at afgøre, i hvor høj grad Grågåsen (Grágás) bygger på den og evt. indeholder passager fra den.
Beskrivelse: Dansk oldkvad, som er optaget i Saxos Danmarkskrønnike.
Litteratur:
Haka saga og Hagbarðs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Romantisk fortælling fra 19. årh, som sammenskriver afsnit fra Saxo med dele af Ynglinga saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer” Bind IX. s. 119-370; X. s. 1-117, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kongesaga. ”Hákonar saga Hákonarsonar er skrevet af Sturla Þórðarson, vistnok på Island omtrent 1265. Beretningen slutter med året 1263. Af samme forfatters Inga saga Bárðarsonar og Magnúsar saga lagabœtis er kun brudstykker bevarede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 72).
Beskrivelse: Tabt saga. “Fra midten af 11. årh., en saga om Hákon Ívarsson, En af de norske Hlade-jarler. Skrevet ca. 1200; den originale saga er nu tabt; fragmenter af en version fra 15. årh, findes i manuskriptet AM. 570A, 4°.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 14.)
Beskrivelse: ”Hákon (Hlade)-jarl, Norges hersker fra 970-995. Der har formodentlig eksisteret en saga om Hlade-jarlerne (forfædre og sønner af Hákon), Jarlasaga (?), men den er nu tabt.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 14.)
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer” Bind XI. s. 377-399, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: ”En legendarisk fortælling fra sidste halvdel af det 11. årh., muligvis skrevet i 14. årh.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 15.)
Beskrivelse: Sen fornaldersaga (17. årh.?), som gengiver noget af det samme stof, som findes hos Saxo. Se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: “ En yngre og stærkt udvidet form af sagnet i Snorres Edda (Skáldskaparmál 62) om den mytologiske kong Hálfdan og hans sønner, der er stamfædre til de jordiske stænder og kongeslægter ” (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: Martin Larsen: Innsteinskvadet i "Den ældre Edda og Eddica Minora"
Beskrivelse: Eddalignende digt, som er bevaret i fornaldersagaen Hálfs saga ok Hálfsrekka, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”. Se ► Hálfs saga ok Hálfsrekka. Anden titel: Innsteinskviða
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: Halfs Saga i ”Fundinn Noregr, Halfs Saga, Fridthjofs Saga og Konger i Danmark og Sverige, efter islandske Haandskrifter”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. - ”Hálfs saga eller saga af Hálfi ok Hálfsrekkum indeholder en række sagn om Hördelands og Rogalands konger, med skildringer af fylkes- og søkongers færd i tiden før Norges forening til ét rige, og forsynet med mange viser, der godtgøre dens gamle oprindelse. Men affattelsen er næppe ældre end 13de århundrede. Den mytiske begyndelse er udpyntet med fortællinger om trolddom, havmænd o. s. v. , skønt noget historisk må ligge til grund. Hálfs sønnesønner droge fra Norge til Island.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 52).
Beskrivelse: Islændingesaga. En anden redaktion af sagaen er indarbejdet i den store Olafssaga (C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. II og III, findes i E-Bibliotek). - ”Hallfreðar saga. Stedet er Vatnsdalen, tiden omtrent 1000. Hovedpersonen er den bekendte skjald Hallfreðr vanðræðaskáld, som ovenfor er omtalt som en af de berømteste skjalde hos Olav Tryggvasøn. Der findes to redaktioner, en længere og en kortere, optagne i den vidtløftige Olav Tryggvasøns saga og i Flatøbogen. Sagaen hører til de ældre, er skrevet i et godt og fyndigt sprog, en livlig næsten poetisk stil, med bestræbelse for at stille den egenrådige skjald i det rette lys, og anfører mange af hans viser. Interessant er skildringen af hans overgang til kristendommen.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 60).
Beskrivelse: Kvad på seks og en halv strofe i Gretters saga. Selv om digtet er skrevet i "edda-stil", kan det ifølge Simek og Pálsson være digtet af sagaskriveren selv. Åke Ohlmarks knyttet kvadet til et par andre strofer af samme Hallmund og ender således med et digt på ni strofer.
Beskrivelse: Helgensaga. ”Legenden om Hallvarðr Vebjarnarson (d. 1043), den lokale helgen I det sydøstlige Norge (Oslo)…nu tabt bortset fra to korte fragmenter.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 16.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Hamðismál hin fornu (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Haralds rímur Hringsbana
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Haralds rímur Hringsbana (6 ialt) handler om en dansk kongesøn; et hovedmotiv er elskov mellem denne og den engelske kongedatter Signy, til hvem han på sin faders vegne bejler (Tristanmotiv); efter lange forviklinger og efter at Harald er bleven sin faders banemand, var det vist meningen, at han og Signy får hinanden, men dette mangler i rimerne (jfr. Kölbing, Beitr. s. 227—28). Rimerne er i formel henseende mindre godt digtede; digteren siger, at de er hans første." (Finnur Jónsson: “Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie”, bd. 3, s. 137.) FJ placerer værket i perioden 1450-1550.
Beskrivelse: “En meget sen saga om en af hovedpersonerne i Skjöldunga saga.” (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Haralds saga Hringsbana
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: ”Indholdet af denne saga kendes kun fra rímur fra 15. årh. Sagaen som i dag findes i manuskript er antagelig baseret på disse rímur.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 21).
Beskrivelse: ”Fortællingen om Haraldr Guðröðarson, kaldet ‘hinn grenski’ (fra Grønland), fader til Ólafr helgi, dræbt i Sverige i 995. Nogle få kapitler i Ólafs saga helga, kaldes i Flateyjarbók for ”þáttr” (II. pp. 3-5).” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 18.)
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer” bd. X. s. 138-155, findes i E-Bibliotek.
Norsk: E. Eikill: Om Harald Halvdansson Dovrefostre i "Harald Hårfagre og Norges tilblivelse";
Beskrivelse: “860-872. En fortælling om kong Haraldr frem til slaget ved Hafrsfjord, fortsættelsen til Hálfdanar þáttr svarta.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 68.) Anden titel: Upphaf ríkis Haralds hárfagra.
Beskrivelse: Afsnit i Heimskringla fra kong Inges magtovertagelse (1136) til Eysteinn Haraldssons fald (1157). Se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Eddadigt. Harbardsljod/Sangen om Harbard. ”Hárbarðsljóð indeholder foruden dunkle antydninger, der synes at pege på nu tabte myter, en skæmtende og spottende fremstilling af de højeste guder (parodi). Slige spøgefulde satirer over gudernes afmagt i al deres vælde træffes oftere, f. eks. i Tors færd til Udgårds-Loke , og hensigten er vel ikke at nedsætte guderne og svække troen på dem, men snarere er det et udbrud af overgivent lune. Odin er nedsunket til at blive færgemanden Hárbard, men Tor fremtræder i sin egen person; begge er i en bedrøvelig tilstand og i forfærdelig slet humør, medens de dog trøste sig ved deres udførte bedrifter, idet Odin bestandig driller Tor. Ejendommelig for dette kvad er også en aldeles enestående frihed og uregelmæssighed i versemål og bogstavrim.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 25).
Beskrivelse: ”Der har været en gammel saga, men af den er kun begyndelsen bevaret. Langt senere er den bleven helt omarbejdet, så at en ny saga kan siges at være opstået.” (Finnur Jónsson: Den islandske litteraturs Historie, s. 243.) Den oprindelige saga er Harðar saga Grímkelssonar, den omarbejdede er Harðar saga ok Hólmverja.
Dansk: Finn Hansen: "Sagaen om Hård og mændene på Holm" (Islændingesagaerne, II, 2014).
Engelsk: E. E. Kellett: “The Northern Saga”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Harðar saga Grimkelssonar ok Geirs (eller ok Hólmverja) er ligeledes en af de ældste, og dens begivenheder kendes af Landnáma. Handlingen foregår 950—990, men slægtregistrene føres ned til 1150, efter hvilken tid den da må være optegnet (omtrent 1250), men håndskrifterne er alle yngre. Den indeholder de sædvanlige beskrivelser af drab og hævn ; Hörðs og Geirs ophold i Norge hos dronning Gunhild ender med deres forvisning; mange fredløse mænds hændelser, indtil deres høvding lumskelig bliver fangen og dræbt.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 58).
Dansk: K. Kålund: Islændinge saga i “Sturlunga Saga”, bd. 1, s. 221ff.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Jónas Kristjánsson og ikke accepteret af Finnur Jónsson. - “Fem kapitler i Íslendinga saga vedrørende efterkommerne af Ketilbjörn gamli, den berømte Haukdælir; en interpolation der kommer til at stå som indledning til Gizur Þorvaldssons saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 48.)
“Haukdölasagan, sydländsk kortsaga om de gamla släkterna på Haukadal och Mosfell, från landnamsmannen Ketilbjörn gamle till Torvald på Hraun, som dog 1235. Den har sammanställts efter Are Frodes verk och haukdölingarnas ättetraditioner mot 1200-tallets slut, sannolikt av lagman Tord Narvason på Skard (död 1308), som även insamlade Sturlunga-sagan.” (Åke Ohlmarks: "Fornnordiskt Lexikon".)
Litteratur:Finnur Jónsson berører kort Haukdæla þáttr i sin artikel om Sturla Þórðarson. I førsteudgaven af sin Litteraturhistorie skrev han kategorisk "jeg kan ikke erkende en sådan saga". I andenudgaven (1923) erstattede han denne afvisning med en moderat formulering.
Hauks saga hugglaða og Ulfs konungs illa
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. X. s. 156-166, findes i E-Bibliotek.
Norsk: E. Eikill: Tåtten om Hauk Håbrok i "Harald Hårfagre og Norges tilblivelse".
Beskrivelse: Þáttr. “En uhistorisk fortælling om Hauk hábrók og hans oplevelser i Hólmgarðr og Bjarmeland under en mission for kong Haraldr hárfagri.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 18).
Beskrivelse: Eddadigt. Havamål/Den Højes Tale. ”Hávamál (den højes sang, højsangen) er en samling af klogskabsregler og korte tankesprog, uden indre sammenhæng, ikke den poetiske følelses, men den koldt beregnende forstands værk. Det afgiver et tro billede af de gamle Nordboers begreber om ret, klogskab og sømmelighed efter deres moral. Dette mytisk-etiske kvad består af tre dele: det egenlige Hávamál, Loðfafnismál (hvor en Lodfavne tiltales af sin lærer, idet han får formaninger om venskab, kærlighed o. s. v.) og Runatalsþåttr Óðins (Odins runetale), som efter en mystisk indledning giver 18 tryllevers, som det er nyttigt at kende; ligesom digtets første hoveddel slutter med beretning om Suttungsmjøden og Odins besøg hos Gunlød, hvilket udførligere fremstilles i Bragaræður i Sn. Edda.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 26).
Beskrivelse: Islændingesaga. Anden titel: Ísfirðinga saga. (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 48). - ”Hávarðar saga Ísfirðings eller Ísfirðingasaga hører hjemme ved Ísafjörðr og begivenhederne tildrager sig ved år 1000 (omtales også i Landnáma). Fortællingen skylder den gamle Hávards viser sin tilblivelse, men disse er i de bevarede håndskrifter så mishandlede, at det er umuligt at restituere dem, ligesom tildragelserne også er forvanskede, efter hvad der kan ses af de renere kilder. Skjalden Hávarðr kommer i strid med Þorbjörn i anledning af et drab, og derom drejer fortællingen sig.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 59).
Dansk: Jonas Wellendorf: "Sagaen om slaget på heden" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. ”Víga-Styrssaga ok Heiðarvíga (kampen på heden) er en af de allerældste sagaer, der vel står Are frodes arbejder nærmest i tiden. Begivenhederne foregår ved Borgarfjörðr og Breiðafjörðr omtrent år 1000. Begyndelsen mangler, men er tilføjet efter hukommelse i den nyere tid, da originalhåndskriftet brændte 1728 ligesom så mange andre håndskrifter, og fortællingen om Styr findes også i Eyrbyggja. For resten er der en rig afveksling af kampe og drab, flugt og forfølgelse, straf og hævn, og endelig forlig (med angivelse af en mærkelig formular).” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 58).
Beskrivelse: "Heilagra manna drápa, (hyldestkvad til helgenerne) er en drape, hvoraf der er bevaret 26 strofer, digtet i hrynhent mål. Digtet stammer vel fra det 15. årh. og viser stort kendskab til de skandinaviske helgener som fx de engelske Thomas Becket og Edmund, de danske Knud og Benedikt, de norske Hallvard og Blasius den hellige og mange andre." (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Heilagra manna drápa (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Heilagra manna sögur
Grundtekst:
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: "Heilagra manna sögur (hellige mænds sagaer/helgensagaer) er den overordnede betegnelse for oldnordisk helgenlitteratur uanset om der er tale om en original islandsk tekst eller en tekst oversat fra latin. Siden Ungers udgave fra 1877 har udtrykket været almindelig benyttet om værker, der indeholdt hagiografisk materiale og ikke faldt ind under nogen anden genre, som fx bispesaga, apostelsaga eller Mariasaga." (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Heilagra manna sögur (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Heilagra Meyja drápa
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Heilagra Meyja drápa, (”Hyldestdigt til den hellige moder”) er en drápa fra omkring 1400. Den består af 70 hrynhent-strofer over et stort antal hellige kvinder, deriblandt den hellige Jomfru Maria, den hellige Agnes, den hellige Scholastica m.fl." (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Heilags anda vísur (Helligåndsvisen) er den sene titel på et digt om Helligånden, som formodentlig stammer fra det 13. årh." (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Samling af kongesagaer. “Historien om Norges konger fra de ældste tider (mytisk-heroiske Ynglinger) frem til slaget ved Ré 1177; skrevet ca. 1220-30 af Snorri Sturluson.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 19). - ”Heimskringla eller Noregs konunga sögur, af Snorri Sturlusom. Skønt alle er enige om at erkende dette for det ypperste værk af gammel nordisk historieskrivning, er man dog indtil vore dage ikke kommet på det rene om, hvad der er denne forfatters arbejde og hvad der ikke tilhører ham, hvilket er så meget vanskeligere at afgøre, som de forskellige håndskrifter afviger fra hverandre i mere, end hvad der kan kaldes læsemåder, nemlig tildels i redaktionen og optagelse eller udeladelse af hele partier, og de oprindelige skindbøger er tabte undtagen enkelte, især: 1) Fríssbók, codex Frisianus (efter ejeren O. Friis, den kom senere i Arne Magnussons eje) fra begyndelsen af 14de århundrede. Den mangler Olav den helliges saga, men indeholder foruden Heimskringla Hákonar saga Hákonarsonar. 2) Eyrspennill (ɔ: bogen med messingspænder) fra omtrent 1300, indeholder hele slutningen af Heimskringla. Af de fortrinlige skindbøger Jöfraskinna og Kringla, der brændte 1728, haves afskrifter ved A. Manussons håndskriver Ásgeir Jónsson, og efter disse ere udgaverne væsentlig besørgede. – Ligesom vor tids behandling af kilderne har frembragt en så sikker og rigtig tekst af Heimskringla, som ingensinde tidligere, således har den allernyeste tids kritiske undersøgelser godtgjort, at vi i Heimskringla haves Snorres eget værk fra begyndelsen til enden, hvilket bestyrkes både ved de ydre og indre kendetegn. En anden sag er at afgøre, hvilke kilder Snorre har haft, hvilket må udfindes dels af hans egne angivelser, dels af hvad vi kender til ældre historiske værker; og hvorledes han har benyttet dem, kan kun bedømmes, for såvidt de er bevarede. Det står i alle tilfælde over enhver tvivl, at Snorres værk er det mest fuldendte i den gamle litteratur, at han med overlegen kritik og smag har øst af sine kilder. Dertil kommer hans mønsterværdigt rene og skønne sprog, hans fyndige, klare og livlige fremstilling, der gør ham til en historieskriver af første rang i alle henseender. Som sine kilder nævner han selv dels skriftlige dels mundtlige meddelelser, dog sjældnere de første (som E. Oddssons Hryggjarstykki); gamle kvad, stamtavler og kyndige mænds fortælling anføres ofte. — Heimskringla — hvilket navn for resten ikke skriver sig fra forfatteren, men er langt sildigere, fremkaldt ved begyndelsesordene — indeholder: (1) Fortalen, der er en del forvansket, (2) Ynglingasaga, der næst efter formodninger om Asernes indvandring og de ældste tider fortæller Ynglingekongernes historie efter Þjóðólfs beretning, ligesom Lejrekongernes efter den nu tabte Skjoldungesaga. (3) Saga Hálfdanar svarta, kort, uden viser, som indledning til (4) Haralds saga hárfagra, især efter skjaldekvad, dog vel også efter Are frodes æfi Noregs konunga, (5) Hánkonar saga hins góða, bygget på mundlige efterretninger, (6) Ólafs saga Tryggvasonar og (7) Ólafs saga helga, efter kvad og Are frode; der angives ingen skriftlige kilder, (6) Mágnúsar saga góða og (9) Haralds saga harðráða antydes ikke i fortalen. Her var den mundtlige fortælling mere levende end ved de ældre. (10) Af de følgende er til Saga af Sigurði, Inga ok Eysteini efter forfatterens egne ord benyttet Eirikr Oddssons Hryggjarstykki. De sildigere kongere sagaer er korte, og Snorre slutter med slaget på Re, 1177.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 70ff.).
Beskrivelse: Eddadigt. Andre titler: Helgakviða Hjörvarðssonar með Hrímgerðarmálum ”Helgakvida Hjörvarðssonar om Helge og Svava. Valkyrjen Svava rider gennem luften og havet og følger sin helt fra fødslen til døden, hun giver ham mæle — ti før var han stum — og navn, og i navnefæste et sværd, og da livets dåd kalder ham, vogter hun ham i kamp og farer. Da Hrimgeld havde anfaldet hans flåde, stiger hun som en havgylden mø op af havet og beskytter hans mænd og skibe. Helge bejler til hende, og deres kærlighed er inderlig; hun sidder hjemme hos faderen, medens han drager i kamp. Han falder i det fjerne, men sender døende Sigar (sin sejrstanke) efter hende, og straks er hun hos ham i døden.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 29).
Beskrivelse: Eddadigt. Kvadet om Helge Hundingsbane I. ”Helgakviða Hundingsbana I og II. Helge (Hjørvardsson) og Svava genfødes som Helge Hundingsbane og Sigrun, der ligeledes rider gennem luft og hav. Nornerne indfandt sig ved hans fødsel. Hendes fader har fæstet hende til en konge, men hun drager ud for at søge Helge; hun bliver hans hustru og svæver som beskyttende valkyrje over ham i kampens farer. Efter hans død sidder hun i hans gravhøj og venter ham; og da hans genfærd kommer, reder hun ham et leje, og han bliver atter levende i hendes arme. Men da han ophører at komme til hende, dør hun af sorg.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 29).
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson, Jónas Kristjánsson eller Halldór Hermannsson. ”Er en ’islændersaga’, som først er skrevet i 1830 af Gísli Konráðsson (1787-1877), hvori han på baggrund af omtale i Landnámabók og lokalhistoriske traditioner fortæller om en forbryderbande, som skulle have holdt til i bjergene omkring Borgarfjord.” Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Eddadigt. Brynhilds Færd til Hel. ”Sigurds død omhandles i Sigrdrífumál, Sigurdarkviða III, [brot af] Brynhildarkviða, Helreið Brynhildar, Gudrunarkviða I. Sigrdriva er en valkyrje, som er opsætsig mod Odin og derfor stikkes af ham med en søvntorn. Nogle antager hende for den samme som Brynhild. Sigurd ægter Gudrun, en datter af Gjuke og Grimhild, hvis sønner er Gunnar, Høgne og Guttorm. Gunnar ægter Brynhild, idet Sigurd red for ham gennem lueborgen (vafrlogi, kæmpevisens Glasbjerg). Brynhild og Gudrun komme i strid ; Sigurd dræbes af Guttorm, og Brynhild gennemborer sig selv. (I Helreið Br. tiltales Brynhild af en gyge ɔ: hendes onde samvittighed). Gudrun forstummer af smerte og hensmelter først i tårer, da liget vises hende.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 31).
Beskrivelse: Þáttr. “Oldnordisk udgave af Tell-legenden iblandet historiske begivenheder fra kong Harald hårderådes regeringstid.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 30). Et mindre afsnit i denne fortælling findes separat under titlen ► Tosta þáttr.
Beskrivelse: "Herburts rímur, som stammer fra 1400, er en bearbejdning af afsnit 14 i Þiðreks saga, som handler om Herburt og Hildr." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.) Ifølge FJ benyttes titlerne Herburts rímur og Herburts þáttr om samme tekst.
Svensk: Olof Verelius: Hervarasagan i "Tre isländska sagor om Sverige".
Engelsk: Christopher Tolkien: The saga of king Heidrik the Wise, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. ”To versioner” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 22). - ”Hervararsaga (ok Heiðreks konungs) peger hen på et tidspunkt, der ligger nær ved de foregående sagaers tid, om den end i det hele er mere romantisk. Begyndelsen og enden er historisk, men den største mellemste del grunder sig på gamle sange: om kampen på Samsø, krigen med Hunerne, Heidreks gåder, ældgamle ættedigte om sværdet Tyrving og ringen Andvaranaut, Arngrims sønner, Anganty og Ørvarodd o. s. v., af hvilke nogle ere bekendte fra Sakse. Hervør fremstilles ganske som en skjoldmø; kærlighedsforholdet mellem Hjalmar og Ingeborg er skildret smukt og rørende. Sagnet om Tyrving går gennem det hele. I gåderne have vi gode prøver på oldtidens vid og skarpsindighed. Håndskrifterne ere meget afvigende fra hverandre, og vi har i det mindste tre meget forskellige redaktioner.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 49).
Dansk: Martin Larsen: Hildebrands Dødskvad i "Den ældre Edda og Eddica Minora
Beskrivelse: Kvad, som er bevaret i fornaldersagaen Ásmundar saga kappabana, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”. Se ► Ásmundar saga kappabana.
Engelsk: Carl Phelpstead/Devra Kunin: Historia Norwegiae i A History of Norway and The Passion and Miracles of the Blessed Óláfr, s. 1-26 (E-Bibliotek)
Beskrivelse: “Historie og beskrivelse af Norge fra de tidligste tider frem til Olaf den helliges regeringstid; ufuldstændig.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 31).
Litteratur: Finnur Jónsson: Historia Norwegiæ (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Historia Regum Britanniae
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Pseudohistorisk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Martin Larsen: Hjalmars Dødskvad i "Den ældre Edda og Eddica Minora"
Beskrivelse: Heltekvad, som er nært beslægtet med Eddaens heltedigte.
Litteratur:
Hjálmþérs rímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "En versbearbejdning af Hjálmþérs saga ok Ölvers fra begyndelsen af 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Hjálmtérs rímur og Ölvis (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: Fornaldersaga. ”Dette er en version af en tidligere saga (formentlig fra ca. 1300), som nu er tabt. Den er baseret på rímur (fra 15. årh.)” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 26).
Litteratur: Finnur Jónsson: Hjalmtérs saga ok Ölvis (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse: Ukendt digt, som er nævnt i det 12. kapitel af Bósa saga ok Herrauðs sammen med to andre ukendte digte: Gýgjarslag og Drömbuð. Ingen af dem er nævnt i Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Hlaðajarla þáttr
Beskrivelse: En tabt saga over de norske Ladejarlers slægt, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. ”Er en ’islændersaga’ som er skrevet i det 19. årh. og som beskæftiger sig med begivenhederne omkring Njáls broder.” Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Engelsk: Anette Lassen: "Hrafnagaldur Óðins (Forspjallsljóð)", findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Ikke nævnt hos Simek/Pálsson, Halldor Hermanson eller Finnur Jónsson. Eddalignende kvad, som de fleste forskere anser som et falsum. Se dog Anette Lassens artikel: "Hrafnagaldur Óðins / Forspjallsljóð: et antikvarisk digt?" i The Fantastic in Old Norse/Icelandic Literature (2006). Andre titler: Forspjallsljóð; Hrævagaldr Óðins, Odins Ravnegalder. ”Hrafnagaldr Óðins, der er en morgenhymne, hører måske ikke egenlig med til Eddakvadene, ligesom det heller ikke findes i codex regius, men kun i papirshåndskrifter; hvorfor nogle anser det for yngre, en efterligning af en sildigere skald, måske dannende en indledning til Baldrs draumar, og udskyde det af Edda. Indholdet er dette: alle væsners virksomhed afbrydes af natten; guderne føle angst og uro, hvorfor Heimdal, Brage og Lopt (Loke) udsendes for at spejde. Morgenen oprinder og solen står op, men Idun føler sig beklemt, Nanna fryser og sørger og »magterne« øve galder.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 26).
Beskrivelse: Betegnelse for to strofer, som er bevaret dels i Landnámabók (Sturlubók, kap. 168; Hauksbók, kap. 138), dels i Hrómundar þáttr halta (Flateyjarbók, bd. 1, s. 412f.). Navnet Ravnespådommen (Hrafnaspá) findes ikke i den norrøne tekst men stammer - så vidt jeg kan se - fra Rasmus Nyerup: »Udsigt over Nordens ældste Poesi« (1798).
Dansk: Peter Springborg: "Ravnkels saga" (Islændingesagaerne, V, 2014).
Dansk: C. N. Brodersen: To islandske sagaer.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Hrafnkels saga Freysgoða. Hovedpersonen nedsætter sig i Hrafnkelsdalr og hans levetid er omkring 950. Skildringen er livlig (om hesten Freyfaxi, striden med Sam, féransdom) og giver gode og mærkelige oplysninger om den hedenske gudsdyrkelse, forfatning og rettergang, ligesom et klart billede af den tænkemåde, der karakteriserer datidens mennesker.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 63).
Norrøn: Guðbrand Vígfusson: Hrafns saga ok Þorvalds i ”Sturlunga Saga” bd. 1, findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Dansk: K. Kålund: Islændinge saga i “Sturlunga Saga”, bd. 1, s. 268-284.
Beskrivelse: Samtidssaga, som udgør et afsnit i “Sturlunga Saga”. Anden titel: Hrafns saga ok Þorvalds (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 52.)
Dansk: Margit Lave Rønsholdt: "Totten om Ravn Gudrunssøn" (Islændingesagaerne, III, 2014).
Dansk: M. L. Rønsholdt: Ravn Gudrunssøn i “Tyve Totter fra sagaerne om de norske konger”.
Beskrivelse: Þáttr. Anden titel: Hrafns þáttr Hrútfirðings (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 53.)
Litteratur:
Hrafns þáttr hrútfirðings
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Hrafns þáttr hrútfirðings findes i Magnus den godes saga i Fornm. s. VI, 102—19. Det er en hel lille biografi. Hrafn, en søsterson af Sigvatr skjald, hævner sin uskyldig dræbte fader, dømmes fredløs og rejser til Norge. Her kommer han i huset hos en Ketill rípr, men denne bliver vred på ham og vil sælge ham som træl, hvorpå Hrafn slår ham ihjæl. Nu må han flakke omkring, da kongen er forbitret på ham på grund af drabet. Endelig bliver han taget til nåde af denne, ved Sigvats hjælp og efter at have deltaget i et tog mod Danmark og kæmpet tappert. Han bliver kongens mand og ægter Ketils datter. þáttr’en er redigeret eller forfattet af en gejstlig mand, men den stammer sikkert fra tiden ved 1200." (FJ)
Beskrivelse: Islændingesaga, som ifølge Kr. Kålund er en en opdigtet saga. (Bidrag til en historisk-topografisk Beskrivelse af Island, bd. 2, s. 153). Anden titel: Hrana hrings saga.
Beskrivelse: Romantisk saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Hrings saga ok Tryggva
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Beslægtet med fornaldersagaerne, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur: Finnur Jónsson: Hríngssaga ok Tryggva (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Hríngs rímur og Tryggva
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Hrings rímur og Tryggva eller Geðraunir (»Sjælsprøvelser«). Rimerne, der er udgivne i Rimnasafn II. er i alt 12; i et par hdskr. haves 13, men den 13. er af yngre oprindelse; rimerne mangler slutningen. Hertrygg er konge i Garderige og har datteren Brynhild. Hos ham opfostres kong Dags son Hringr; denne og Brynhild lover hinanden tro og elskov, men hun nærer bange anelser om fremtiden. Hringr går på vikingetog og bliver konge i Grækenland. Imidlertid kommer en viking og bejler til Brynhild og tilbyder kamp, ifald han får afslag. Under kampen, i hvilken det går Hertrygg ilde, kommer den saksiske konge Tryggve til og tilbyder sin hjælp på det viikar, at han får Brynhild til ægte. Dette går kongen, modstræbende og nødig, ind på; vikingen fældes. Tryggve ægter Brynhild og rejser hjem. Da Hringr får dette at vide, sejler han til Saksland og kæmper med Tryggve; de såres farlig, men forliges, og Hringr ægter Tryggves søster Brynveig. En ond rådgiver, Erik, jages bort af Tryggve, kommer nogen tid efter og overfalder ham og fælder ham. Ved budskabet herom brast hans søsters, Hrings hustrus hjærte af sorg. Hringr hævner Tryggve, og nu kan han og Brynhild endelig forenes. Det er en ret kønt fortalt roman, uagtet der er meget kunstlet deri. Alle navnene er nordiske, og der er næppe nogen tvivl om, at det hele er islandsk digtning. Rimerne er alle, med undtagelse af VIII., digtede i firlinjede versemål. De er godt digtede og næppe yngre end fra o. 1400. Der findes deri ligheder med Skíðaríma. Mansange findes kun i 1. og sidste rime af sædvanlig art. " (FJ)
Litteratur: Finnur Jónsson: Hríngs rímur og Tryggva (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: Manuskript. “... (‘Det rynkede skind’) et håndskrift fra det 15 årh. af en version (13. årh.) af sagaerne om de norske konger fra Magnus den gode (1035) til Magnús Erlingsson (1177).” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 32.) - ”Hrokkinskinna («den runkne skindbog» efter Torfæus’s benævnelse) begynder historien efter Magnus den godes tronbestigelse og går ligeså langt som Heimskringla (f.77; slaget på Re). De første kongesagaer er meget udførlige, med småfortællinger, men står dog Heimskringla nærmere end Morkinskinna, hvilket endnu mere gælder Flateyjarbók; navnlig fra Harald Gille stemmer de næsten ordret med Heimskringla. Med Hrokkinskinna stemmer tildels den samling der er bevaret under navnet Hryggjarstykki.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 69).
Litteratur:
Hróks saga svarta
Beskrivelse: Tabt fornaldersaga, nævnt i Geirmundar þáttr heljarskinns, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Martin Larsen: Hrokskvadet i "Den ældre Edda og Eddica Minora"
Beskrivelse: Kvad, som er bevaret i fornaldersagaen Hálfs saga ok Hálfsrekka, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”. Se ► Hálfs saga ok Hálfsrekka.
Litteratur:
Hrólfs rímur Gautrekssonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "En versbearbejdning af Hrólfs saga Gautrekssonar. Stammer formentlig fra første halvdel af det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Engelsk: E. E. Kellett: “The Northern Saga” findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. “Sagaen består af adskillige Þættir (Fróða þáttr; - Helga þáttr ok Hróars; - Svipdags þáttr; - Böðvars þáttr bjarka; - Hjalta þáttr; - Af Aðils Uppsalakonungi; - þáttr af Skuldarbardaga).” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 27.) - ”Hrólfs saga kraka ok kappa hans (om Rolv og hans kæmper) er en meget omfattende sagnkreds om flere danske konger, inddelt i 7 afsnit (þættir), der hvert er et mindre hele. 1 handler om Halvdans sønner Roar og Helge, og Sakse har ganske fulgt samme sagn; 2 om Helge, Yrsa og dennes søn Rolv. Samme sagn findes i Snorra Edda, ligesom Grottesangen kender det, og Ynglingasaga har en lidt afvigende beretning. De følgende afsnit om Rolv s forhold til Skuld og Hjørvard, om Bødvar Bjarke og Hjalte, om Vøgg og kongens undergang ere eventyrligt udpyntede (Bjarkemålet); Sakse har en simplere og troværdigere fremstilling. En historisk grund mangler ikke (Rolv må sættes i 6te århundrede), men sagaen selv er af sildig oprindelse (14de århundrede) og strejfer helt ind på eventyrets enemærker.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 50).
Beskrivelse: “En af fortællingerne ved afslutningen af den udvidede udgave af Mágus saga jarls.” (Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga; skrevet i 1700-tallet (Kult. Hist. Leks.) “Papirhåndskrift. Den oprindelige saga (omtalt i Sturlunga) er tabt og dens indhold kendes kun fra de rímur, som går under navnet Griplur, muligvis af Sigurðr blindi (c. 1470- c. 1540). Den nuværende saga er baseret på rimerne. Indholdet behandles også i de skandinaviske folkeviser.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 30.)
Beskrivelse: Manuskript. “... (‘Rygstykke’) Det er nu tabt, men blev brugt af senere saga-forfattere.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 32.)
Beskrivelse: Kvad af den islandske skjald og historiker Sturla Þórðarson, (1214-84).
Litteratur:
Hugsvinnsmál
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Hugsvinnsmál (”Visdomssang”) hedder en islandsk bearbejdelse af det latinske værk Disticha catonis, skrevet i versemålet ljóðaháttr. Der er tale om en samling af latinske leveregler fra det 3.-4. årh., som fejlagtigt er blevet tilskrevet Cato den ældre. Som den mest udbredte skolebog i middelalderen, skulle eleverne lære kupletterne (dobbelte verslinjer) udenad, såvel i forhold til latinundervisning som morallære. I karolingertiden blev værket udvidet med prosaafsnit og efterfølgende oversat til de fleste vesteuropæiske folkesprog.
Den islandske oversætter har udvidet værket med ordsprog fra andre kilder, mens nogle af de oprindelige leveregler er udeladt. Allerede i Den første Grammatiske Afhandling (ca. 1150) citeres Disticha catonis og ledsages af en prosaoversættelse, der viser stor overensstemmelse med teksten i Hugsvinnsmál. Forholdet mellem Hugsvinnsmál og et læredigt fra 12. årh., som i hvert fald er islandsk – Havamál – er svær at afgøre; der kan være tale om gensidige lån. Hugsvinnsmál har kun afsat sig svage spor andre steder i den tidlige oldnordiske litteratur." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Manuskript. “...(er også blevet kaldt Hryggjarstykki), et 1300-tals skinddokument med sagaerne om Norges konger fra 1035 til 1177 i en version fra 1200-tallet.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 32.)
Litteratur:
Huldar saga
Beskrivelse: “Huldar saga nævnes i “Sturlunga Saga” (Vigfusson's ed. II. p. 270), men er ikke bevaret i skrift. Der findes dog en Huldar saga i tre versioner, som alle stammer fra det 18. årh. men som næppe har nogen forbindelse til den gamle saga. En af disse versioner er trykt på islandsk (version II; tilskrevet Jón Espólin), og en anden i en dansk udgave (version I. . .” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 5, p. 72.)
Beskrivelse: "Huldar saga innar miklu er en saga, som først er forfattet engang i 1700-tallet. Den er tydeligvis foranlediget af den tabte Huldar Saga, som omtales i Sturlunga Saga." Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: “Historien om de fem første biskopper i Skálholt, 1056-1176, skrevet af en gejstelig med forbindelse til bispesædet i Skálholt; forfatterens højeste autoritet er Gizur Hallson (d.1206); sikkert skrevet omkring 1200, kun bevaret i papirafskrifter efter et nu tabt skindmanuskript.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 1, p. 54).
Beskrivelse: Eddadigt. Hymerskvadet/Sangen om Hymer. ”Hýmiskviða handler om Hyme, herskeren over det fjerne, mørke ishav, hos hvem Tor og Ty hente en kedel, hvori der skal brygges mjød til gudernes gilde hos Øge (Ægir). Tor fisker med jætten og drager midgårdsormen op, dernæst forherliges hans kraft ved de følgende styrkeprøver; men digtets slutning er dunkel. Samme emne blev besunget af Ulfr Uggason i hans digt Húsdrápa (om billederne i Ólafr Pá' s hus).” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 24).
Beskrivelse: Eddadigt. Hyndlasangen. "Hyndluljoð har navn af jættekvinden Hyndla, der af Freyja føres til Valhal og giver oplysning »om kongernes ætter og de mænds, som stamme fra guderne«. Hyndla opregner først Ottar Innsteins søns æt, derefter Skjoldunger, Völsunger, Gjukunger, endelig Aserne. Kvadets bestemmelse er vel at herømme høvdingen Ottar, der efter sagaerne er en historisk person fra 8de århundrede (Harald Hildetands tid); dette kvad kan da henføres til en bestemt tid og et bestemt sted.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 28).
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Hænsa-Þórissaga. I denne saga, hvis tid er omtrent 960, hvis personer alt har været kendte af Landnámabóks forfattere og flere andre sagafortællere, og som altså hører til de tidligst opskrevne, findes vigtige bidrag til den gamle islandske forfatnings historie (tale på altinget, oprettelse af fjerdingsting , Blundketils indebrændelse efter en hæftig strid o. s. v.). Om beretningen end er gammel, høre håndskrifterne dog ikke til de ældre.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 58).
Beskrivelse: "Høyersannáll (efter den norske afskriver af håndskriftet Henrik Høyer) går fra 547 til 1310. Hoveddelen (før 1302) er nært beslægtet med Annales Reseniani og Annales vetustissimi, men de resterende år har helt selvstændigt materiale. (AM 22 fol)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Henrik Höyers annaler (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. ”Er en saga fra det 17. årh., som foregår i det 10. årh. og indeholder talrige eventyrfantasier; helten får sit navn efter at have dræbt en rise.” Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: “En tabt saga, som udtrykkeligt er nævnt i Landnámabók (S 150, 121), emnet i denne saga er relateret til Hávarðar saga Ísfirðings.” (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.) Guðmundur Þorlaksson opfatter Ísfirðinga saga som en anden titel - måske den oprindelige - for Hávarðar saga Ísfirðings. ("Udsigt over de norsk-islandske skjalde", s. 48).
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. I, s. 211-230, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: To små afsnit i Flateyjarbók, bd. 1, s. 248. 263-273, som er optaget i Olaf Tryggvasons saga. De to stykker omhandler dels de første landnamsmænd (Nadod, Gardar, Floki, Ingolf og Hjørleif), dels nogle af de mest fremtrædende slægter frem til de første kristningsforsøg. – Stykket er formentlig samme stykke, som i en anden udgave af Flateyjarbók bærer titlen Lansnáma þáttr.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 1.
Beskrivelse: Þáttr; en anden redaktion af Þorsteins þáttr sögufróða. Bemærk dog Halldór Hermannssons kommentar. “Er fejlagtigt blevet kaldt Þorsteins þáttr sögufróða, selv om navnet på helten er ukendt.” (“Islandica”, vol. 1, p. 61).
Beskrivelse: Islands tidligste historie, skrevet af Ari Þorgilsson (1068-1148). Latinsk titel: Schedæ. - ”Íslendingabók af Ari prestr hinn fróði. Den er også udgivet under navn af Schedæ Ara prests fróða og indeholder en kort beretning om landets bebyggelse samt dets ældste historie til biskop Gissurr († 1118), skrevet omtrent 1120. Fremstillingen er kortfattet og tør, men ærværdig og tro som den ældste historie, med kronologiske og genealogiske undersøgelser, der vise den grundige forsker. Den skindbog, hvorefter vore to eksisterende afskrifter er tagne, var til endnu 1650, men var dog neppe skrevet med Ares egen hånd.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 54).
Litteratur:
Íslendingaskrá
Beskrivelse: Et ukendt skrift, som nævnes i 6. kapitel af Orms þáttr Stórólfssonar. Herom siger Finnur Jónsson: "Man har villet sætte dette i forbindelse med Áres skrift (Íslendingabók), hvad der vistnok er ganske umuligt, i hvert fald højst urimeligt. Hvis det ikke er et opdigtet skrift, må der være ment en eller anden genealogisk optegnelse." (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þættir)
Beskrivelse: ”Den nutidige titel for en historie fra kongesagaerne (Haralds saga harðráða) om en islænding, der forsøger at afpresse en nordmand . . .“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Íslensk fornkvæði
Beskrivelse: En noget misvisende betegnelse for en række viser fra 1400-tallet og første halvdel af 1500-tallet. For en stor del er der tale om oversættelser af danske og norske folkeviser, men der er også enkelte viser, som er digtet på Island og med et islandsk indhold. Finnur Jónsson regner ialt 66 viser med under denne betegnelse, som han forøvrigt kalder "en meget urigtig og lidet oplysende benævnelse".
Litteratur: Finnur Jónsson: Íslensk fornkvæði (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Norrøn: Eugen Kölbing: "Riddarasögur: Parcevals Saga, Valvers Tháttr, Ívents Saga, Mírmans Saga; mit einer literarhistorischen Einleitung"; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga. Prosaoversættelse af fransk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Engelsk: N. F. Blake: “Jómsvíkinga saga - The saga of the Jómsvikings”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Regnes almindeligvis med til kongesagaerne. - ”Jómsvikinga saga er en fortælling om stiftelsen af det bekendte Jomsvikingeforbund og angrebet på Norge, der endte med slaget i Hjörungavåg 994. Den er bevaret i flere (3) bearbejdelser, der dog synes at støtte sig til samme grundlag; de er alle fra begyndelsen af det 13de århundrede, og med alle deres overdrivelser og udsmykkelser samt den fejlagtige kronologi er de dog både underholdende og meget vigtige for historien. Som kilde beråber forfatteren sig kun på islandske skjaldes beretninger, hvilke vare øjenvidner til begivenhederne. Den korteste bearbejdelse begynder med Palnatoke og ender med nederlaget, den anden (i Flatøbogen) indeholder foruden dette tillige meget af Danmarks historie, den tredje og udførligste behandler først Gorm den gamle og Harald blåtands historie og slutter med nogle tillæg om de vigtigste deltagende personers senere skæbne. ” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 72).
Beskrivelse: Kvad af den orknøske biskop, Bjarni Kolbeinsson, (d. 1222).
Litteratur:
Jónatas æventyri
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Oversat fortælling, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Jóns rímur leiksveins
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Jóns rímur leiksveins er en versbearbejdning af en ældre ikke bevaret udgave af Jóns saga leikare, som må have stammet fra tiden omkring 1400." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Jóns saga baptista
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga om Johannes Døberen.
Litteratur: Finnur Jónsson: Lífssaga Jóans baptista (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse: Dansk landskabslov (gældende for Jylland og Fyn) udstedt af Valdemar Sejr i 1241.
Litteratur:
Jöfraskinna
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Manuskript. “(Kongepergamentet...). Et pergamentmanuskript fra ca. 1325, som indeholder en version af sagaerne i Heimskringla, Sverris saga, og Hákonar saga gamla.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 33.)
Dansk: C. C. Rafn i “Oldnordiske sagaer”, bd. V, p. 26-27, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. “Et kapitel i Ólafs saga helga i Heimskringla, og findes i alle udgaver og oversættelser af dette værk . . .” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 62).
Dansk: Kim Lembek: "Totten Jøkel Buessøn" (Islændingesagaerne, III, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 3.
Beskrivelse: Þáttr. “En fiktiv fortælling, skrevet i det 14. århundrede som en fortsættelse til Kjalnesinga saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 62).
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga.
Litteratur:
Katrínardrápa
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Katrínardrápa er en 1400-tals drape, som er digtet i hrynhent versemål. Det handler om den hellige Katharina fra Alexandria og er baseret på Katerine saga. Digteren kalder sig Kálfr (på latin vitulus vates, Kálfr broðir Hallsson), og benævner sig frater. Han er også forfatter til Völsunga rímur" (Kilde: Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur")
Dansk: C. C. Rafn: Om Kjartan Olafssøn i “Oldnordiske sagaer”, bd. II, s. 18-31, 33-35, 69-70, 224-229, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. “Er en ændret version af den tragiske historie om Kjartan Ólafsson fra Laxdæla saga. K. Þ. Ó, findes i Flateyjarbók og andre håndskrifter af Ólafs saga Tryggvasonar in mesta.” Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Romantisk fortælling fra 18. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Klerka rímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Klerka rímur også kaldet Klerkaspil, er en versbearbejdning fra det 15. årh. af en komisk fortælling om to gejstlige i Paris, hvoraf den ene er troldkyndig og derved vinder en prinsesses hånd." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Anonymt helgenskrift fra sidste del af 1100-tallet. Latinsk titel: »In translacione sancti Kanuti«
Litteratur:
Knúts saga helga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: J. P. Ægidius: "Knytlinge Saga".
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kongesaga. Afsnit i Knýtlinga saga. Halldór Hermannsson foreslår at en selvstændig saga af samme navn kan have eksisteret. (“Islandica” vol. 3, p. 39) Simek/Pálsson finder det tvivlsomt. (“Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Knúts saga kappsama
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Sen riddersaga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Knúts saga lávarðar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: J. P. Ægidius: "Knytlinge Saga".
Beskrivelse: Kongesaga. Afsnit i Knýtlinga saga. Halldór Hermannsson foreslår at en selvstændig saga af samme navn kan have eksisteret. (“Islandica” vol. 3, p. 39).
Litteratur:
Knúts saga ríka
Beskrivelse: Tabt saga om Knud den Store. Snorre benytter den som kilde i Magnúss saga góða (i Heimskringla) under titlen Saga Knúts ins gamla, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Knúts saga (Steinssonar) heimska
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Sen riddersaga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. XI, s. 157-357, findes i E-Bibliotek.
Dansk: J. P. Ægidius: "Knytlinge Saga".
Beskrivelse: Kongesaga. - ”Knytlingasaga (det er: Knud den stores efterfølgeres, indtil Knud den 6te, altså lige så langt som Sakso går) er et hovedskrift for Danmarks ældste historie, fra Gorms regerings begyndelse til 1186. Den første del til Sven Estridsøns død er kortfattet, men det følgende (1076-1086) er meget udførlig fortalt. Slutningen (de sidste hundrede år) støtter sig uden tvivl til dansk tradition. Affattelsestiden er omtrent 1250, og forfatteren er vistnok Ólafr Hvítaskáld, der en tidlang opholdt sig hos kong Valdemar den 2den. Sproget er noget stift og kunstlet. ”(Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 73).
Beskrivelse: Lille anonym krønike om Knud den Helliges død. Skriftet, der stammer fra omkr. 1100, har titlen Passio Sancti Kanuti regis et martyris.
Litteratur:
Konráðs rímur keisarasonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Konráðs rímur keisarasonar, er en versbearbejdning af Konráðs saga keisarasonar. Må antages at stamme fra omkr. 1500." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Konukjör (»Hustruvalg«) findes i Stockh. hds. 22, 4° perg. og handler (20 vers) om en hustrus egenskaber »idet digteren fremhæver modsætningen mellem den pragtsyg-hovmodige og stille huslige kvinde« (FJ)
Beskrivelse: "Kongespejlet, Konungs skuggsjá (speculum regale). Grunden til dette navn angiver forfatteren selv i indledningen eller fortalen: «det smukke navn skulde skaffe bogen læsere, og de givne forskrifter gælde ligeså vel kongens som andre menneskers sæder; kongen bør således ofte se i dette spejl.» Dernæst angives den plan først at omhandle købmænds idrætter og sæder, dernæst kongers, høvdingers og deres mænds, derefter gejstlighedens (de lærdes), endelig bønders og almuens. Af disse fire parter er imidlertid kun de to første udførte, enten fordi forfatteren ikke er kommen videre eller — hvad der dog er usandsynligt — fordi det øvrige er tabt. Der er i håndskrifterne ikke spor af, at værket har været større end det nu er. Bogen er sikkert skreven i Norge og om ikke af kong Sverre selv, så af en Nordmand, der hørte til Sverres parti og omgivelser, i den nordlige del af landet (Hálogaland). Forfatteren ønsker selv, at hans navn skal være ukendt, for at man i bedømmelsen af skriftet kun skal se på sagen, ikke på personen. Angående affattelsestiden er det sikrest at sætte den efter Sverres regeringstid eller efter 1200, ikke langt ned i den følgende ridderlige tid under Sverres efterfølgere (1250). Den ældste fortrinlige skindbog, som indeholder skriftet, må også være fra midten af 13de århundrede, og er måske en afskrift af originalen. At skriftet vandt stort bifald og blev meget læst, derom vidner de talrige afskrifter; at dets anskuelser (opposition mod gejstligheden, hævden af kongemagten) gjorde sig gældende, spores tydeligt af ånden i den norske statsstyrelse og lovgivning, der fulgte efter. Foruden politiske og moralske spørgsmål afhandles også meget henhørende til naturvidenskab og naturhistorie; alt vidner om en høj grad af kultur og dannelse, en vakt religiøs og sædelig sans og slebenhed i omgangslivet. Det har derfor altid med rette været anset for en sand pryd i den gamle literatur, og sprog og udtryk er sirligt og rent, fyldigt og klart, om end noget retoriserende." (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 58f). Se også Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Finn Hansen: "Kormaks saga" (Islændingesagaerne, I, 2014).
Dansk: Historiske Fortællinger, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: E. E. Kellett: “The Northern Saga” findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Kormaks saga fremstiller begivenheder fra 930—984 i Miðfjörðr. Skjalden Kormakr Ögmundsson elsker Steingerðr; hans mange kærlighedsviser i denne anledning, rejser, holmgang (med angivelse af holmgangslovene) o. s. v. Fortællingen er usædvanlig romantisk, men dog vel fra 12te århundrede, og giver et billede af heltens urolige og eventyrlige liv. Af sangene er dog måske mange ikke af ham, men senere indskudte.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 60).
Beskrivelse: Anonymt kvad fra 1100-tallet. ”Krákumál eller Loðbrókarkviða er også et mærkeligt kvad fra hedenskabens tid, om det end ikke er af Ragnar lodbrog selv, som siges at have digtet det i ormegården, eller af Brage eller hans dronning Kråka. Det indeholder en opregning af kongens bedrifter i 29 strofer i den ældre slags dróttkvæði på 10 linjer, hvoraf den første er et omkvæd (hjuggu vér með hjörvi), og ender med den døendes glæde ved tanken om hævn.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 34).
Beskrivelse: Islændingesaga om kristendommens indførelse på Island. - ”Kristnisaga, beretning om kristendommens indførelse på Island, fremstiller kortelig landets historie fra 980 til 1120, især hvad det gejstlige angår, og et tillæg (Þáttr af Ísieifi biskupi) går til 1146. Man har tillagt Are frode dette skrift, som synes ført i pennen før 1200, om end den form, hvori vi have det, kan være noget yngre.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 55).
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. II, s. 175-188, 206-216, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr; ”997-1000. I Ólafs saga Tryggvasonar i Flateyjarbók.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 69). "Einar Ól. Sveinsson antager, at dette afsnit om kristendom i (Njals) saga oprindelig udgjorde en seperat skrevet Kristni þáttr, specielt med sigte på den sydøstlige del af landet og efter al sandsynlighed skrevet i begyndelsen af det trettende århundrede i augustinerklosteret i þykkvabær (grundlagt 1168)" (Dag Strömbäck: The Conversion og Iceland, 1975)
Beskrivelse: Et lille afsnit i Flateyjarbók, bd. 1, s. 17-18, som på baggrund af Adam af Bremens De hamburgske ærkebispers historie fortæller om de danske konger Gorm, Harald og Svend og om de svenske konger Erik Sejrsæl og Olaf Skotkonge. – Samme som Ór Hamborgar historíu.
Beskrivelse: "Króka-Refs rímur, er en versbearbejdning af Króka-Refs saga. Må antages at stamme fra det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Kvad eller kvæde, islandsk kvæði, betyder en sang eller digt, oprindelig blot »noget, der fremsiges« med rytmisk tonefald (at kveða = udtale, fremsige). Bruges nu mest om de gamle digte som en Slags artsbetegnelse (Eddakvad, skjaldekvad, ved siden af Eddadigte osv.) eller som en mere højtidelig betegnelse for sang, vise i almindelighed F. J.
Beskrivelse: Kvad af den islandske skjald Valgarðr á Velli, (1000-tallet).
Litteratur:
Kötludraumr
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Blandt nogle digte fra perioden 1450-1550, som kun er "versificerede æventyr" er der et digt, som ifølge Finnur Jónsson indtager en særstilling. Det er den såkaldte Kötludraumr. ”Katla, der drømmer, siges at have været høvdingen Már til Reykjaholars hustru; hun faldt engang i søvn og sov i 4 dage uden at man kunde vække hende. Sagen var den, at hun drømte, at en alvekvinde kom til hende og førte hende til sit hjem, hvor alvekvindens søn lå syg af elskov til Katla. Mod sin vilje blev hun hans hustru og blev frugtsommelig ved ham. Hun fødte en søn, der fik navnet Ari; hun fortalte sin mand del hele, og han tog sagen meget ædelmodigt. Ari blev en lykkelig mand. Et eller andet gammelt familjesagn synes at ligge til grund. Det er vel forfattet på Vestlandet.” (FJ)
Beskrivelse: "Lais þáttr er en af fortællingerne i den lange udgave af Mágus’ saga jarls . . . " (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Norsk: Jan Ragnar Hagland: "Landnåmabok - etter Hauksbók".
Beskrivelse:Landnámabók (bogen om Islands bebyggelse) er et enestående historisk dokument, der detaljeret beretter om dannelsen af den islandske stat lige fra begyndelsen til øens fuldstændige bebyggelse. Efter en kort indledning om den tidligste omtale af Island, de irske eneboere og skandinavernes opdagelse af landet, opregner bogen omkring 400 nybyggere, som bosatte sig der i perioden 870-930. Dernæst følger en streng geografisk opbygning, hvor egn efter egn gennemgås i urets retning med de bosættere, som slog sig ned rundt om på Island, ligesom de enkeltes jordbesiddelser anføres. Desuden gives der i anekdoteform små biografiske informationer om mange af bosætterne eller deres efterkommere frem til det 11. århundrede. Det er tydeligt, at forfatteren af Landnámabók har haft nøje kendskab til den islandske geografi, og den genealogiske rækkefølge er, når det gælder det 12. og 13. århundrede, helt igennem pålidelig. Islændersagaernes forfattere har lånt en betydelig del fra Landnámabók, når det drejer sig om genealogisk materiale, ganske vist indeholder de udgaver af Landnámabók, som er bevaret, i det mindste informationer, som på deres side stammer fra islændersagaerne.
Landnámabók er bevaret i flere versioner, hvoraf den ene kun fragmentarisk. Den ældste udgave er Sturlubók, der formodentlig er sammenskrevet af Sturla Thorðarson (1214-84) engang mellem 1275 og 1280, og som er bevaret i et håndskrift fra det 17. århundrede. Udgaven i Hauksbók stammer fra Haukr Erlendsson (d. 1331), er fra tiden mellem 1306-08 og er bevaret i originalmanuskript. Den tredje middelalderlige version i Melabók må være samlet i begyndelsen af det 14. århundrede, men er kun bevaret meget fragmentarisk på to pergamentsark fra det 15. århundrede. I det 17. århundrede var den givetvis i væsentlig bedre stand og blev anvendt som grundlag for Þórðarbók, der blev forfattet af Þórður Jónsson (d. 1670) fra Hitardal. Kun lidt ældre end denne version er den såkaldte Skarðarbók-udgave, som er sat sammen en gang før 1636 af Björn Jónsson fra Skarðsá. Den benytter såvel Sturlubók som Hauksbók som sine kilder. Men alle disse versioner har haft en forgænger. I epilogen til Hauksbók påberåber Haukr sig nemlig to ældre udgaver, hvoraf den ene stammer tilbage fra Ari Þorgilsson (1068-1148) og Kolskeggr Asbjarnsson, vel også omkring år 1100, og den anden, som var skrevet af Styrmir Kárason (d. 1245) omkring 1220. Den tabte Styrmisbók har stået Melabók nærmest, men da denne kun er bevaret i fragmenter, må Þórðarbók tjene som mellemled. Endnu vanskeligere er det at rekonstruere Aris og Kolskeggs udgave, da Styrmir åbenbart har benyttet denne som en væsentlig kilde og endda udvidet den. (Rudolf Simek / Herman Pálsson: Lexikon der altnordische Literatur, 2006)
Landnámabók eller blot Landnáma er en udførlig fremstilling af Islands bebyggelse med fortegnelse af alle landnamsmænd og deres slægt (med omtrent 3000 personnavne og 1400 stednavne), inddelt i 5 parter, af hvilke den første danner en indledning og orienterende oversigt over de første bosættelser i landet, de øvrige behandler hver sin fjerding. Beundringsværdigt er dette værk som enestående i sit slags; intet andet land eller folk ejer en sådan redegørelse for sin oprindelse og første historie. Den oprindelige forfatter skal være Are frode, men værket er fortsat og forøget af flere, såsom Styrmir frode og Sturla Þórðarson, hvilke to sidstnævntes arbejder er forenede af Haukr Erlandsson.
Beskrivelse: "Landrés rímur er en versbearbejdning af andet afsnit af Karlamagnús saga. De stammer formodentligt fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Anden del af Karlamagnús saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Langfeðgatal
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse:Langfeðgatal [’laŋ-] (ɔ: Stamtavle, Optælling af Forfædre) bruges særlig som Navn paa et isl. Stamtavleskrift, sikkert fra 12. Aarh., hvori Nordens ell. Nordeuropas Kongeslægter føres tilbage til Odin som Stamfader, han var Tyrkerkonge, siges der, og flyede for Romernes Magt N. paa; og der opregnes tillige en Række af hans Forfædre. L. er det første isl. Skrift, der fremsætter Læren om Odin’s hist. Indvandring til Norden, og det ligger til Grund for de videre Grublerier over dette Emne i Snorre’s Heimskringla og i Fortalen til Edda. Det har ikke sin Hovedkilde i nordisk Overlevering, men er en Bearbejdelse af eng. Krønikearbejder fra den ældre Middelalder. L. foreligger væsentlig i to forsk. Affattelser. Den ene kender kun 11 Forfædre for »Voden ell. Odin« (alle efter eng. Overlevering), og den medtager 3 eng. Kongeætter som hans Afkom, foruden de fra Skjold stammende danske og sv. Kongeætter og de fra Sæming stammende norske Jarler. I den anden Affattelse af Værket »L. fra Noa til vore Konger« gaar Stamtavlen helt tilbage til Noa’s Søn Jafet, fortsættes gennem Navne fra den trojanske Sagnkreds, der til Dels identificeres med Asernes Navne, og naar saaledes de samme Forfædre for Odin; af hans Efterkommere nævnes kun selve de nordiske Kongeætter, Skjold’s og Njord’s Afkom. (Litt.: Axel Olrik, »Sakse’s Oldhistorie«, I [1892], S. 94; A. Heusler, »Die gelehrte Urgesch. im altisländischen Schrifttum« [1908], S. 17 ff., 76 ff.). (A. O.). Hans Ellekilde i Salmonsens konversationsleksikon, 1925. - Se også Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”, opslagene Langfeðgatal norskra konunga og Langfeðgatal Skjöldunga.
Beskrivelse: Egtl. "løs vise". Betegnelse for enkeltstående vers i modsætning til hele kvad. Disse løse strofer er bevaret i stort tal bl.a. i kongesagaer og islændingesagaer. Indholdsmæssigt er de som regel situationsbestemte og indgår i sagaens handlingsforløb. Stroferne stammer ikke nødvendigvis fra den skjald de tilskrives. For at finde en bestemt lausavísa, se i Tekstoversigt under den enkelte skjald.
Beskrivelse: Islændingesaga. - "Laxdœla saga. Begivenhederne foregår i Laxárdalr ved Breiðafjörðr i tidsrummet 886—1030, og sagaen er en af de største og indholdsrigeste, tillige en af de bedste med hensyn til karakterskildringer (såsom af Ólafr Pá, hans rejser, giftermål, bolig — húsdrápa). Hovedpersonen er Guðrún Ósvifsdóttir; og striden om hende mellem de to unge høvdinger Kjartan og Bolli volder begges død. Ved beretningen om Kjartans og Bollis ophold i Norge hos kong Olav Tryggvason gives også skildringer af Norges tilstand og anføres begivenheder, der har betydning for historien. Forfatteren viser smag og skånsomhed og fører et let sprog, der vel ikke er så kærnefuldt som i de bedste sagaer, men behageligt og tiltalende. Han er åbenbart meget yngre end begivenhederne, og sagaen må være nedskrevet i 13de århundrede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 58f).
Beskrivelse: "Leiðarvísan (”Vejviser”) er en drottkvætt-drape fra midten af det 12. årh., som handler om helligholdelse af søndagen – et ikke ualmindeligt tema, hvilket også tages op i afsnittet Dróttinsdagamál i den oldislandske Homiliebog. Samtlige 45 strofer af digtet er bevaret. Det er digtet af eller under tilskyndelse af Runólfr Ketilsson (død 1186), en digterisk begavet præst i Nordisland." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Liðsmannaflokkr er et skjaldelignende digt, hvoraf syv strofer er bevaret og som sandsynligvis stammer fra begyndelsen af det 11. årh. I Flatøbogen tilskrives digtet Olaf den Hellige, om hvem nogle af stroferne også handler, men i Knýtlinga saga tillægges det en af den danske kong Knud den Stores hirdmænd – vel fordi de øvrige strofer handler om Knud. Om stroferne oprindeligt har hørt til to forskellige digte (F. Jónsson) eller om det allerede fra starten har handlet om begge konger, lader sig vel ikke afgøre med sikkerhed." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Fortælling fra 17./18. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Líknarbraut
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Líknarbraut, »Nådens vej«, findes i samme hdskr. som Leiðarvisan og er fuldstændigt. Navnet findes i digtets næstsidste vers. Det består af 52 vers og er indrettet på lignende måde som f. ex. Leiðarvisan; det har indledning og slutning af samme beskaffenhed og indhold (påkaldelse af gud og bøn om hjælp og nåde); kun er den personlige indledning noget længere end sædvanlig, nemlig alle de første 12 vers. Herpå følger det første stefvers, hvorpå der kommer 4 stefjabalkar på 4 vers hver; stefet er enkelt. Digtets æmne er Kristi historie fra korsfæstelsen og døden til himmelfarten og den sidste dom, hvorved Kristi kors vil komme tilsyne; korset beskrives nu nærmere, dets forskellige navne (»himlens nøgle, himmelstige, himmelbro« osv.) og betydning anføres. Til slutning opfordrer digteren til at mindes Kristi død på korset, omtaler sin digterløn, digtets navn osv. Det er klart, at digtets hovedæmne er korset, det er et korsdigt, hvad jo også det 1. vers udtrykkelig fremhæver. — Líknarbraut er i det hele taget et af de smukkeste, mest poetiske og inderligste religiøse kvad fra det 12. og 13. årh. Et vers som det 5. skal man længe lede efter: »Nedlæg du, jordens og mænds lovpriste livsstyrer, herlig himmelsk frø i min sjæls mark, så at jeg i rette tid kan bære sand frugt af dit uvisnelige sædekorn, du altets prøver, bekendt for din kærlighed«. Kraftigt og virkningsfuldt er det, når digteren i v. 43—5 lader Kristus selv tale til menneskene om korset og dets betydning. Hvis man skulde søge nogen tilknytning mellem digtet og noget virkelig eksisterende, kommer man uvilkårlig til at tænke på et eller andet berømt kors og da snarest det bekendte Kaldaðarnæskors, men det vides ikke, hvor gammelt dette er. Noget bestemt originalskrift, digteren kunde have benyttet, kan næppe påvises. Dog er det klart, at han har haft en ældre prosaisk fremstilling om korset; deraf må forklares den lighed i ord, der findes mellem enkelte steder i v. 39 og 40 og slutningen af De sancta cruce i Stockh. Hom. s. 39." (FJ)
Beskrivelse: Islændingesaga. Andre titler: Þorgeirs saga goða, Guðmundar ríka ok Þorkels háks. (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 78). - ”Ljósvetninga saga eller Guðmundar saga hins ríka. Tiden er omtrent 990 til 1050, stedet Eyjafjörðr og Þingeyarsyssel. Sagaen beretter om Gudmundr den mægtige og hans sønner samt forskellige familietvistigheder. Den indeholder vigtige bidrag til at vise høvdingernes opkomst og stilling. Der findes ingen kvad deri.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Beskrivelse: Eddadigt. Lokasenna/Lokes ordstrid. ”Ægisdrekka eða Lokasenna (Lokes trætte). Da Øge (Ægir) havde fået Hymes store kedel, beredte han et stort gæstebud for guderne, men Loke ypper kiv og forhåner guderne den ene efter den anden, til sidst Siv, da Tor kommer til og truer med at ville knuse hvert ben i hans krop. Af frygt derfor forlader Loke hallen med det ønske, at Aserne aldrig mere må komme til gilde her, og med trusler mod værten. Loke danner modsætningen til de andre guder som det onde til det gode. Derved at han spotter guderne, ses disse fra deres skyggeside; men Lokes påfølgende straf viser, at løgnen og ondskaben ikke kan sejre.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 25).
Beskrivelse: “En humoristisk udgave udgave af fortællingen om Thors rejse til Udgårdsloke fra Snorres Edda. Hovedpersonen Loke har givet titel til denne fortælling, der vel er opstået omkr. 1400.” (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Lovkyndighed er den eneste gren af literaturen, hvori der ved siden af digtekunst og historie frembragtes noget af betydning så vel på Island som i Norge, ligesom også love ere de ældste skriftlige mindesmærker på Dansk og Svensk. Disse gamle love ere af vigtighed 1) for retsvidenskaben, med hensyn til lovenes historie og fortolkning, 2) for kulturhistorien, som vidnesbyrd om folkenes indre forfatning, deres religionsvæsen, familieliv o.s.v., 3) for sagaernes forståelse, hvor retsforhold idelig komme for, 4) for sproget, da mange udtryk og, talemåder her forklares, som siden ere gåede af brug. Lovkyndighed var hos de gamle Nordboer en væsenlig del af dannelsen, men den erhvervedes ligesom hos Romerne og andre oldtidsfolk rent praktisk ved deltagelse i de offenlige anliggender og retshandlinger (også i Norden var det skik, at unge mennesker bleve satte i huset (opfostrede) hos ansete lovkyndige mænd for at lære af dem, som Þorhallr Ásgrímsson hos den berømte Njáll); og lovene opstode ligeledes, naturligt og simpelt af vedtægter i samfundsforholdene og prøvedes ved erfaring. Først efter at en hel del slige bestemmelser ere vedtagne, kan der være tale om lovkyndighed, om der end endnu ikke er nogen skreven lovbog. Først efter kristendommens indførelse finde vi skrevne love, på hvilke den ny lære da straks havde haft indflydelse." (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 76).
“I Norge blev lovtekster allerede nedskrevet omkring 1100, men de bevarede håndskrifter stammer fra en langt senere tid. Landet var inddelt i fire retskredse, som havde hver sin lov. Gulatingsloven(Gulaþingslög) er bevaret i et enkelt fuldstændigt håndskrift (Codex Randzovianus, som findes på det kongelige bibliotek i Kbh.) og i nogle fragmenter (fx AM 315, fol); Frostatingsloven(Frostaþingslög) er bevaret i en række afskrifter af Codex Resenianus, som brændte i 1728. Af Eidsivatingsloven(Eidsivaþingslög) og Borgartingsloven(Borgarþingslög) findes kun et fragment bortset fra afsnittet om kirkeretten, som har overlevet. I 1274 indførte kong Magnus Lagabætir (”Lovforbedreren", regerede 1263-80) et nyt lovkompleks, som skulde gælde hele landet – den såkaldte Nye Lov af Kong Magnus.
Den første lov på Island var Ulfljotsloven(Ulfljótslög), og efter grundlæggelsen af Altinget (ca. 930) blev det en opgave for lovsigemanden, at han i løbet af sin treårige periode skulle fremsige en tredjedel af loven på hvert altingsmøde. Nedskrivningen af den verdslige lov påbegyndtes i vinteren 1117-18. Kirkeretten blev nedskrevet nogle år senere. Alle love fra Islands fristatstid (dvs. før 1271) går almindeligvis under fællesbetegnelsen Grágás(”Grågåsen”), som er bevaret i to codices Codex Regius af Grágás (GkS 1157, fol; ca. 1260) og Staðarholtsbók (ca. 1280); ud over dette findes kirkeretten i et selvstændigt håndskrift. I 1271 udsendte kong Magnus Lagabætir en ny lov for Island, den såkaldte Járnsiða(”Jernside”). Den byggede i vid udstrækning på de to norske love, Frostatingsloven og Gulatingsloven. Den er bevaret i Staðarholtsbók. Járnsiða var dog en uheldig lov og i 1280 sendte Magnús den islandske dommer Jón Einarsson til Island med et nyt codex, som blev godtaget i de efterfølgende år. Denne lovbog blev opkaldt efter lovsigemanden og blev kaldt Jónsbók . Jónsbók er bevaret i talrige håndskrifter. Udgaven fra 1904 anfører ikke færre end 148 håndskrifter.” (Kilde: Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Lögmannsannáll, der er en vigtig kilde til den islandske historie, går i sin nuværende form fra år 70 til 1430, men begyndelsen mangler. Størstedelen er forfattet af Einar Hafliðason, hvis håndskrift af teksten går frem til 1361, medens de næste 30 år tilsyneladende er indført under hans tilsyn. (AM 420b, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: “1100-1115. Der findes to sagaer om Magnus jarl, den korte er i realiteten et udtog af Orkneyinga saga, den lange er en sammenskrivning af den korte saga og en latinsk levnedsbeskrivelse af denne helgen, skrevet af en vis ‘meistari Rodbert,’ og indeholder talrige mirakelhistorier og andre legender.” (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 43.)
Beskrivelse: Kvad af den islandske skjald Þjóðolfr Arnórsson, (d. 1066). Der findes også et antal "Lausavísur" af denne skjald. Rasmus J. Flo har samlet og oversat disse under titlen Magnusvisur.
Beskrivelse: "Mágus rímur, også kaldet Játmundi kóngi eller Ermengá, er en tro versbearbejdning af Bragða-Mágus saga, som dog afbrydes ved kap. 10 og må antages at være ufuldstændig. Mágus rímur stammer formodentligt fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. VI, s. 98-102, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. “Et kapitel fra Magnús saga góða i manuskripterne Morkinskinna, Hulda og Flateyjarbók.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 45).
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga.
Litteratur:
Maríudiktur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Maríudiktur er et digt, som er forfattet omkring 1400 som en hyldest til den hellige Jomfru Maria." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Maríudrápa er et digt, som er forfattet omkring 1400 som en hyldest til den hellige Jomfru Maria." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Maríugrátr er en drápa fra omkring 1400 skrevet i hrynhent versemål. Den er tydeligt påvirket af Lilja, hovedtemaet er Jomfru Marias smerte." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Maríuvísur (I-III) er titlen på tre anonyme digte om den hellige Jomfru Maria. De er fra tiden omkring 1400 og bygger alle på mirakel-legender fra Mariasagaer." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Oldnordisk oversættelse af den latinske Prophetiae Merlini af den britiske historiker Geoffrey of Monmouth. Sat på vers af den islandske munk Gunnlaugr Leifsson omkr. 1200. Se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: En af to oldhøjtyske trylleformler (galderkvad), hvis eddalignende form og indhold placerer dem i en førkristen sammenhæng. Formularerne menes at stamme fra 900-tallet.
Beskrivelse: En af to oldhøjtyske trylleformler (galderkvad), hvis eddalignende form og indhold placerer dem i en førkristen sammenhæng. Formularerne menes at stamme fra 900-tallet.
Norrøn: Eugen Kölbing: "Riddarasögur: Parcevals Saga, Valvers Tháttr, Ívents Saga, Mírmans Saga; mit einer literarhistorischen Einleitung"; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga, som står fornaldersagaerne nær, se Simek /Pálsson:”Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: "Móðars rímur er digtet i det 16. årh. af en ukendt islænding antageligt på grundlag af en mundtlig tradition. Rimerne handler om en nordislandsk bondekone ved navn Signý, som dør i barselsseng. Hendes datter får moderens navn og hun bliver en meget from kvinde, der slutter sit liv som nonne i Reynistaður. I det 18. årh. blev der skrevet en prosaudgave af rimerne, Móðars þáttr." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Norrøn: "Morkinskinna" (C. R. Unger), findes i E-Bibliotek.
Norrøn: "Morkinskinna" (Finnur Jónsson), findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Manuskript. “Sagaer om Norges konger fra Magnús góði (1035) til Eysteinn Haraldssons død (1157), men da det var komplet sikkert dækkede perioden helt frem til 1177. Skrevet på Island omkring 1220.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, p. 45). - ”Morkinskinna («den smulrende skindbog», således kaldet af Torfæus formedelst dens skrøbelige tilstand) synes at være fra 13de århundredes begyndelse, skreven på Island. Bogen begynder med Magnus den godes ankomst til Norge 1035 og slutter med Eysteinn Haraldssons død 1157 med adskillige indskudte þættir om Islændinger især i begyndelsen, med mange viser og i det hele med stor udførlighed. Der er ikke spor af benyttelse af skrevne kilder til 1130, men derefter har den måske optaget Eirikr Oddssons Hryggjarstykki. Sproget er gammeldags og mindre flydende.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 69).
Beskrivelse: "Niddigtning. Níð er en form for forhånelse og bespottelse af en modpart, som allerede kendes fra urgermansk. Den kunne komme til udtryk på forskellige konkrete måder, fx som en udskåret karikatur (tréníð, níðstöng [nidstang] = skáldstöng), men også rent verbalt, hvilket i lovtekster betegnes som tunguníð [tungenid]. – Formen af et sådant níð blev i modsætning til andre krænkelser stærkt formaliseret, næsten ritualiseret gennem stavrimsformler eller i strofer (níðvísur [nidviser]). Som den mest varige form for forhånelse blev skjaldenes niddigtning et frygtet våben som, selv om det i den oldnordiske lovgivning er anført som strafbart, også blev beundret, hvilket fremgår af talrige eksempler på effektiv niddigtning i sagalitteraturen. I Egil Skallagrimssons saga (kap. 56f) er to nidviser bevaret, begge er anvendt i forbindelse med en níðstöng. Et andet ret imponerende eksempel på niddigtningens virkning findes i Þorleifs þáttr jarlaskálds. Offeret her er Hakon Jarl Sigurdson. Også i denne fortælling ses den umiddelbare virkning af niddigtningen at være synlige overnaturlige fænomener. Endnu et eksempel fra sagalitteraturen er digtet Grámagaflím i Bjarnar saga Hítardælakappa. I hvert fald i den overleverede tekst vises her det hedenske aspekt af niddigtningen mod en kristen missionær (fx Krístni saga). Belægget i prosalitteraturen tyder på, at i det mindste i højmiddelalderen lå der i níð en forestilling om, at det involverede homoseksuel praksis og alene af den grund blev det betragtet som specielt æreskrænkende." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: N. M. Petersen: Historiske Fortællinger findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. ”Njáls saga (Njála) eller Brennunjálssaga eller saga af Njáli Þórgeirssyni ok sonum hans, også kaldet Fljótshliðingasaga, er en af de største og ypperste sagaer så vel hvad stil og sprog, som hvad karaktertegningen og indholdets rigdom angår. Den indeholder begivenheder fra sydlandet fra 960 til 1016, som havde stor betydning i private og offentlige forhold. Først skildres den ædle og heltemodige Gunnarr af Hlíðarendi's bedrifter og drab, dernæst den kloge, lovkyndige og ansete Njáls liv og gruelige endeligt, endelig de fejder og retsstridigheder, dette gav anledning til (blodhævn o. s.v.). Som fortrinligt malede personer kan foruden de nævnte fremhæves Bergþora, Hallgerðr og Njáls søn Skarphéðin. Slægten føres ned til Sæmund frode, der havde hjem i samme egn og af nogle antages for forfatteren, i hvilket tilfælde der dog må være gjort forandringer i fremstillingen. Men det er lige så usikkert, som når Are frode nævnes som forfatter. ” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 56).
Beskrivelse: ”Njarðvikingasaga, hvortil der henvises i Laxdæla, er en tabt saga.” (Finnur Jónsson, Den oldnorske og oldislandske litteraturs Historie, bd. 2, s. 519). Titlen anvendes dog af N. M. Petersen som alternativ titel til Fortælling om Gunnar Thidrandebane. Se også Halldór Hermannssons kommentar under Gunnars saga[/þáttr] Þiðrandabana.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. X, s. 372-396, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kvad på 83 strofer om de norske konger fra Halfdan Svarte i 9. årh. til kong Sverrir (d. 1202). Afskriveren hævder, at kvadet er digtet af Sæmund frode, men da han selv er omtalt i digtet, giver dette ikke mening.
Litteratur: Mere om bl. a. forfatterskab i Finnur Jónsson: Nóregskonungatal (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer” findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. ”Nornagests saga (söguþáttr af Nornagesti) er mærkelig som en blanding af historie og eventyr. Ved Gests fødsel havde vølverne spået, at hans livs varighed skulde betinges af et lys som brændte; ved dets udbrænden skulde han dø. Lyset bevarede han stedse, indtil han 300 år gammel frivillig udslukte sit liv på kong Olav Tryggvasons tid, efter at han havde færdets med Sigurd Favnesbane, Starkad og Lodbrogssønnerne. Sagaen minder om Eddasangene, men alt bærer den sildigere tids præg, også derved at sagaen vil samle alle ting uden hensyn til tid eller sted. ” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 50).
Beskrivelse: De to anonyme digte Dæglur og Nætlur (Dagvers og Natvers), indeholder bøn om værn og nåde henholdsvis om dagen og om natten. Hører til i perioden 1450-1550.
Beskrivelse: "Oddaverjaannáll er en kompilation fra det 16. årh., hvori flere kilder er bearbejdet, heriblandt gamle annaler, som strækker sig op til år 1313. (AM 417, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: Kim Lembek: "Totten om Od Ufejgssøn" (Islændingesagaerne, V, 2014).
Dansk: C. Lund: Fortællingen om Odd Ofeigsson i "Audun og Bjørnen – Ti islandske fortællinger".
Beskrivelse: Þáttr; “Odds þáttr Ófeigssonar står i Morkinsk. 105-9. Denne Oddr er Bandamanna-sagas hovedperson…; þáttr’en er etslags tillæg til denne saga. ” (Finnur Jónsson, Den oldnorske og oldislandske litteraturs Historie, bd. 2, s. 542).
Beskrivelse: Udførlig skildring af stridighederne mellem biskop Þorlákr þórhallson og Jón Loptsson, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Digt af den islandske skjald Einarr Gilsson, (1300-tallet).
Litteratur:
Óláfs rímur Tryggvassonar (1)
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Óláfs rímur Tryggvassonar [1] er en udgave af Eindriða þáttr ilbreiðs i Den store Saga om Olaf Tryggvason." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Óláfs rímur Tryggvassonar [2] er en versbearbejdning af beretningen om Svolderslaget i Olaf Tryggvasons saga, hovedsageligt efter Oddr Snorrasons udgave. Teksten begynder med den gamle mands profeti, hvori det forudsiges, hvordan slaget vil ende for kongen." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Den legendariske saga om Olaf den hellige. I Wikipedia.no skriver Finn Bjørklid: ”Den legendariske saga om Olav den hellige, norrønt Helgisaga Óláfs konungs Haraldssonar er en av kongesagaene, en helgenbiografi fra 1200-tallet om Olav den hellige fra 1000-tallet. Helgenbiografien om Olav skiller seg fra den tradisjonelle kirkelige legenden ved at den fremhever religionshistoriske og kongeideologiske aspekter ved Olavs hellighet. - Dette verket er tungt basert på den nå stort sett tapte Den eldste saga om Olav den hellige. Komposisjonen eller sammensetningen av teksten er meget primitiv og klossete, og sagaen består i prinsippet av en rekke adskilte anekdoter som er avledet fra skaldekvad. - Sentralt i sagaen står Olavs kristusliknende martyrdød. Sagaens skildringer av Olavs kamp og død på Stiklestad i 1030 sees på som en parallell til Kristi offerdød på korset på Golgata. Både Den legendariske saga og Flateyjarbóks Olavs saga understreker Olavs kristuslikhet i den grad at han nesten fremstår som en norrøn kristusfigur. - Religionshistorikeren Gunnhild Røthe har i doktoravhandlingen Helt, konge og helgen pekt på den endetidsstemningen som preger fortellingen om slaget på Stiklestad. Kongens død blir forfattet som en kosmisk katastrofe. Fortellingen peker dels bakover mot førkristne tanker omkring verdens undergang, og dels mot kristne apokalyptiske forestillinger. Således har martyrfortellingen om Olavs død doble referanserammer. Sagaens bilde av Olav som kriger kan sees både i lys av det førkristne norrøne krigerideal og middelalderens korsfarerideal. - Den anonyme forfatteren kan ha vært norsk, og sagaen har trønderske måltrekk. Den er bevart i et eneste norsk manusskript fra midten av 1200-tallet. Antagelig ble det forfattet tidlig på 1200-tallet, kanskje på Island. Snorre Sturlasson kjente antagelig til dette verket eller et tilsvarende da han skrev sin første saga om Olav den hellige og deretter hovedverket som dominerer i Heimskringla. For Snorre var det derimot viktig å skille det legendariske stoffet fra det historiske.” Anden titel: Helgisaga Óláfs konungs Haraldssonar.
Litteratur: Finnur Jónsson: Olaf den helliges saga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 2; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: "AM. 235 fol. (ca. 1400), uddrag af Snorres saga med nogle tilføjelser af legendarisk materiale." (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, s. 46). "Denne kortfattede Olafs Saga i Cd. 235 folio indeholder maaske nogle enkelte Træk, som ikke findes andensteds, f. Ex. om Kong Olafs Afholdenhed fra berusende Drikke, og det sidste Jertegn Cap. 32, har, saavidt vides, ikke før været bekjendt." (C.R. Unger: Heilagra manna søgur).
Litteratur:
Ólafs Saga hins helga hin mesta (Den historiske saga / Den store saga)
Grundtekst:
Norrøn: Delvis i "Flateyjarbók", findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: Kong Olaf den Helliges Saga m. tilh. fortællinger i “Oldnordiske sagaer”, bd. IV og V, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Den store saga om Olaf den Hellige. Bibliografiske oplysninger om denne saga se f.eks. Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, p. 45-49.
Litteratur: Finnur Jónsson: Olaf den helliges saga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. X, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kongesaga. Oversættelse af den islandske munk Odd Snorrasons latinske biografi over kong Olaf Tryggvason. Skrevet omkring 1190. Bibliografiske oplysninger om denne saga se f.eks. Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, p. 49-54 eller Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. X, s. 167-173, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kort fortælling om kong Olaf Geirstadalf. Fortællingens hensigt er mere at knytte de to Olaf'er til en tidligere Olaf, end at give en egentlig skildring af Olaf Geirstadalf
Engelsk: H. Pálsson og P. Edwards: "Orkneyinga Saga".
Beskrivelse: Saga om de orknøiske jarler. Regnes almindeligvis med til kongesagaerne. - ”Orkneyingasaga. Orknøernes historie begynder med Sigurd jarl og den behandles i denne saga, der omfatter tiden fra slutningen af 9de århundrede til noget efter 1200. Begyndelsen «frá jörlum» stemmer med Snorres jarlesaga, og det er klart, at sagaen egenlig er sammensat af flere enkelte jarlesagaer; ti de mellemliggende partier er meget kort behandlede. Ellers er sagaen af samme art som de almindelige, opfyldt af vers, og synes at have orknøiske beretninger til grundlag. Da forfatteren beråber sig på Snorre, kan affattelsestiden ikke være ældre end omtr. 1250; men yngre er den heller ikke..” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 67).
Beskrivelse: To afsnit af Orkneyinga saga, som kun er bevaret som afsnit af Ólafs saga helga i Flateyjarbók, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Ormars rímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "En versbearbejdning af en nu tabt fornaldersaga. Må antages at være fra begyndelsen af det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. I, s. 108-118, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Et afsnit i Flateyjarbók, bd. 1, s. 107-114, som er optaget i Olaf Tryggvasons saga. Stykket indeholder beretningen om konflikten mellem kejser Otto på den ene side og Harald Blåtand og Hakon Jarl på den anden. Poppos jernbyrd, Haralds dåb og Hakons tvangsdåb og senere forkastelse af troen er også omtalt.
Beskrivelse: Prosaoversættelse af latinsk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur: Finnur Jónsson: Pamphilús ok Galathea (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Parcevals saga
Grundtekst:
Norrøn: Eugen Kölbing: "Riddarasögur: Parcevals Saga, Valvers Tháttr, Ívents Saga, Mírmans Saga; mit einer literarhistorischen Einleitung"; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga. Prosaoversættelse af fransk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: "Pétrsdrápa er en dróttkvættdrápa på 54 strofer om aposlen Peters liv bygget på Pétrs saga postola. Digtet stammer fra omkring 1400." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Hertil slutter sig på en måde den berømte Physiologus eller Bestiarius, uagtet dette skrift i egenligste forstand er teologisk-moraliserende. Det opregner mange dyr, fugle, slanger, samt rent fabelagtige uhyrer, som kort karakteriseres ved en enkelt for øjemedet særlig fremhævet egenskab, hvorfra der så drages slutninger eller sammenligninger med Kristus eller mennesket, eller deres færd opstilles som advarsel for dette. Dette skrift er oversat på islandsk allerede i det 12. årh. og findes i et af de ældste hdskrr., AM 673 a, 4°, med billeder af de enkelte dyr (og flere tegninger); det hele er litografisk udgivet med udførlig indledning og forklaring af V. Dahlerup i Aarbøger for nord. Oldkh. 1889." (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: Afsnit om Pilatus i Gyðinga saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Plácidus drápa/ Plácitíús drápa
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Plácidus drápa (”Hyldestdigt til Plácidus”) er en udgave af Placiduslegenden (se Placidus saga) i drottkvætt versemål. Den kan være skrevet så tidligt som 1150 – i hvert fald før 1180. Pergamentfragmentet, hvorpå den er overleveret, stammer fra tiden omkring 1200." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 2; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga.
Litteratur:
Polostors saga frækna
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga.
Litteratur:
Polykarpus saga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Afsnit i Sebastianus saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Pontanus saga ok Diocletianus
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Anden titel: Sjö meistara saga. Oversættelse af dansk værk (De syv vise mestre), se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Pontus saga konungssonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Prosaversion af Pontus rímur, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Prestsaga Guðmundar goða
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Biografi over biskop Guðmundr Arason, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Et håndskrift fra slutningen af 1300-tallet, hvoraf kun få fragmenter er bevaret. Håndskriftet var en samling af sagaer i lighed med Vatnshyrna og med mange af de samme tekster - deraf navnet. Ud fra det bevarede materiale menes håndskriftet at have indeholdt følgende tekster:
Dansk: Gisli Magnússon: "Røgdølernes og Dræber-Skudes saga" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. Anden titel: Vémundar saga ok Víga-Skútu. (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 91).
“. . . en islændingesaga, som udspiller sig i det 10. årh. på Nordisland. Sagaen består af to dele, der kun er løseligt forbundet. Første del handler om Vémundr fra Reykjadalr og dennes ædelmodige slægtning Askell gode; anden del handler om Víga-Skúta fra Mývatnssveit og hans stridigheder med svigerfaderen Víga-Glúmr.” (Simek /Pálsson: Lexikon der altnordischen Literatur).
Beskrivelse: Þáttr. ”Ca. 1001-1002. Oprindelig en selvstændig þáttr (skrevet i det 13. årh.), men nu optaget i Ljósvetninga saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 91).
Beskrivelse: Eddadigt. Rigsmål/Sangen om Rig. ”Rigsþula, som almindelig men mindre rigtigt kaldes Rigsmál, danner overgangen fra gude- til heltekvadene og handler om stændernes oprindelse. Rigr ɔ: Heimdal finder i hytten oldefader (ái) og oldemoder (edda), hvis afkom er þræll, trælleslægten, i huset bedstefader (afi) og bedstemoder (amma), som føder karl, bondeslægten; i salen træffer han fader og moder, hvis søn jarl ægter en datter af hersen; den yngste af deres sønner er konr ungr eller konungr. Fremstillingen er udførlig udmalet og tankegangen et forsøg på at forklare den borgerlige tilstands udvikling i Nordens hedenold.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 28).
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Rímbegla
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Rímbegla (ca.: ”Kludderberegning”) er den beskedne titel på en afhandling, som er bevaret i et håndskrift i tre forskellige men dog relaterede udgaver. Den handler om månedernes længde og antal, månens cyklus og planeternes bane, de islandske feriedage, datoen for påske og verdens alder. Teksten er en selvstændig kompilation af latinske kilder (Beda, Hieronymus, Gerlandus, Johannes de Sacrobosco) og er skrevet - i hvert fald delvist - i det 12. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Rimer (isl. rímur, plur., sing. ríma) kaldes visse islandske digte eller digtarter, der opstod i 14. årh. og afløste den gamle drapedigtning. Den gamle, tunge form afløstes nu af en lettere, idet man anvendte 4-liniede strofer (også 3-liniede), der rimer parvis; hvert liniepar er, som tidligere, forbundet med de normale rimbogstaver. Foruden slutningsrimene kan også indrim anvendes, og disse kan stilles på meget forskellig vis, hvorved künstlerier let kan indtræde og også indtrådte, hvilket bl.a. førte til, at det hele blev mere eller mindre tomt Klingklang. Oprindeligt bestod et sådant digt af kun én afdeling, én ríma, men da indholdet tidlig hentedes fra en saga, viste det sig hensigtsmæssigt at dele det i afdelinger (svarende til kapitler), der kaldtes rímur, og for at gøre disse mindre ensformige blev de enkelte afdelinger affattede i forskellige versemål. Disse rimer blev meget hurtigt overordentlig populære, idet de fremsagdes med et vist rytmisk foredrag for Husets befolkning om aftenen i vintertiden og udgjorde således hele århundredet igennem, ja næsten helt ned til vore dage, folkets vigtigste åndelige underholdning. Rimeligvis er de også i en vis periode blevne benyttede til at danse efter (de kaldes også undertiden »danse«). I forbindelse hermed står sandsynligvis den omstændighed, at hver afdeling (rime) i reglen indledes med et for sig selv stående afsnit, der intet har med det øvrige indhold at gøre; det hedder mansöngr, egl. kvindesang (eller Elskovssang). Her fremtræder digterens egne følelser og Stemninger og især hans Forhold til det andet køn (deraf navnet); det er små lyriske digte, der ofte er værdifulde og stemningsrige; desværre bliver de også hurtig stereotype og trivielle. Hovedindholdet af rimer er hentet fra den historiske litteratur, sagaerne, for størstedelen fra de uhistoriske og opdigtede sagaer, der, fordi de var forholdsvis ny, interesserede mest. De færreste er digtede over emner fra de historiske sagaer, deriblandt den ældste rima, Olafsrima (om Olaf den Helliges Fald) af Einar Gilsson. Også humoristiske emner behandledes, Skíðaríma. Som bemærket digtedes rimer helt ned til vore dage, og en af landets betydeligste digtere fra den senere tid, B. Gröndal, er bl.a. forfatter til rimer. Efter reformationen pådrog rimer sig den nidkære gejstligheds mishag; præsterne opfordrede til at hente emner fra Bibelen, og sådanne rimer blev også digtede, men de vandt ingen popularitet, og det lykkedes ikke at få bugt med de gamle. F. J.
Rochus saga hins helga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Oversat helgensaga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Roðberts saga Húnalandskonungs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Roðberts þáttr
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling om Robert af Normandiet, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Róðudrápa
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Róðudrápa, et arvekvad (af Þórðr Sjáreksson) om Olaf den hellige, forfattet omkr. 1031. Navnet betyder »Korsdigtet«, og har måske hensyn til kongens martyrdød. Deraf haves kun et vers om slaget i Helgeåen." (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: "Rollants rímur, en versbearbejdning af Agulandus þáttr i Karlamagnús saga, hvori duellen mellem Rollant og Ferakut er beskrevet. Stammer fra det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Saga (isl.: saga, flertal: sögur). Ordet betyder egentlig kun fortælling (af samme stamme som sige, isl. segja), sagn, frasagn, og kunne bruges om alle fortællinger, ligegyldigt af hvad art og udstrækning de var. Fortællinger om fortidsbegivenheder og ældre personer var allerede i den ældste historiske tid i Norden meget almindelige. Og meget tidligt opstod der enkeltpersoner, der af egen interesse og drift samlede en mængde historiske kundskaber, som de ved givne lejligheder foredrog for en større eller mindre kreds. Sådanne mænd og kvinder kaldtes »frode«. Tjodolf den hvinverske (i 9. årh.) hentyder til disse og til historiske fortællinger. I reglen forstår man ved saga de historiske fortællinger, som er skrevet på Island i den litterære tid. En saga handler i reglen om en enkelt mand, en hovedperson, hvis fader eller forfædre kort omtales, idet der gøres rede for slægtens oprindelse, og, når der er tale om islændere i sagatiden (10.-11. årh.), også om dens udvandring fra Norge og bosættelse på Island. Sagaen fortæller så om hovedpersonen til hans død mere eller mindre nøjagtigt; da de mindeværdigste begivenheder var kampe, rejser og tog og forskellige bygde-stridigheder, er det disse, der danner hovedindholdet af sagaen; helten drives frem enten af hævnfølelse og hævnpligt eller rejselyst og lyst til at indlægge sig hæder og vinde gods; hvorefter begivenhedernes gang i en uafbrudt kæde følger. I sagaen er der i reglen en fuldstændig, pragmatisk sammenhæng og en konsekvent udvikling af en skæbnetråd gennem det hele, til trods for at de individuelle afvigelser inden for de enkelte sagaer er meget store. Nogle er romantiske elskovshistorier dels af en usædvanlig ynde og tragik som Gunnlaugssaga, Kormákssaga o. fl., andre er gribende fredløshedshistorier som Gislasaga og Grettissaga, andre handler om enkelte kraftige personligheder, der tillige var skjalde, som Egilssaga, Vigaglúmssaga osv. Af en særegen art og betydning er Njálssaga; den er så omfattende (i sin nuværende form), at den bliver en bygdesaga; det samme gælder sagaen som Eyrbyggjasaga og Laxdælasaga. De allerfleste Kongesagaer er kun de enkelte kongers biografier af samme art og indretning som islændersagaerne. Det samme gælder bispesagaerne. De islandske slægtssagaer er fortrinsvis knyttede til Vest- og Nordlandet; kun nogle få — men fortræffelige sagaer — stammer fra en enkelt egn på Østlandet; fra Sydlandet kun et par stykker. Der er formodning for, at sagaskrivningen på en eller anden måde er knyttet til de egne, hvor der var klostre eller undervisningscentrer, men de er dog næppe forfattede i klostrene selv. Forfatterne er uden tvivl i de allerfleste tilfælde gejstlige, men disse stod fuldstændig på national grund og var i al deres tænkemåde folkelige. Derfor har sagaerne fuldstændig bevaret deres folkelige karakter; den folkelige tradition og med den den almindelige naturlige, ligefremme fortællemåde er helt igennem fremtrædende. Forfatterne må antages at have samlet stoffet, der uden tvivl allerede forelå i større eller mindre fast formede grupper, til et hele; de har ikke betragtet sig som egentlige forfattere, men kun som samlere; derfor er de allerfleste sagaer uden forfatternavn. (FJ)
Salomons saga ok Markólfs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Oversættelse af dansk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur: Finnur Jónsson: Markólfssaga ok Salómóns (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Sálus rímur og Nikanórs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Sálus rímur og Nikanórs, en versbearbejdning af Sálus saga ok Nikanórs. Stammer sikkert fra begyndelsen af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Sálusrímur og Nikanórs (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Beskrivelse: Oldengelsk digt, hvori skjalden (scopes) Vidsið opremser mange af de (hovedsageligt) europæiske folk og deres herskere. Digtet får dermed karakter af den oldnordiske þulur - navneremse. Digtet kaldes også blot Vidsið, (Widsið, Witsith).
Norrøn: "Fjörtíu Íslendinga-Þættir", findes i E-Bibliotek.
Oversættelse: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. IV-VI, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson.
Øjensynlig en fortælling om skjalden Sighvatr Þórðarson. ”Om Sighvats liv finns en isländsk kortsaga, Skaldsagan om Sighvat Tordarson.” Åke Ohlmarks: Fornnordiskt Lexikon.
”Ca. 1015-1045. Der eksisterede engang en separat saga om Sighvatr Þórðarson, som nu er tabt. Denne þáttr består af kapitler, som er samlet fra sagaerne om kong Olaf den Hellige…” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 91). Se uddybende oplysninger i Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Eddadigt. Sangen om Sigdrive. ”Sigurds død omhandles i Sigrdrífumál, Sigurdarkviða III, [brot af] Brynhildarkviða, Helreið Brynhildar, Gudrunarkviða I. Sigrdriva er en valkyrje, som er opsætsig mod Odin og derfor stikkes af ham med en søvntorn. Nogle antager hende for den samme som Brynhild. Sigurd ægter Gudrun, en datter af Gjuke og Grimhild, hvis sønner er Gunnar, Høgne og Guttorm. Gunnar ægter Brynhild, idet Sigurd red for ham gennem lueborgen (vafrlogi, kæmpevisens Glasbjerg). Brynhild og Gudrun komme i strid ; Sigurd dræbes af Guttorm, og Brynhild gennemborer sig selv. (I Helreið Br. tiltales Brynhild af en gyge ɔ: hendes onde samvittighed). Gudrun forstummer af smerte og hensmelter først i tårer, da liget vises hende.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 31).
Beskrivelse: "Sigrgarðssaga Rikarðssonar handler om møkongen Ingigerd i Garderige og Sigrgard, der får hende til ægte. Æventyrsaga af den kendte art." (Kilde: FJ).
Beskrivelse: "Sigurðar rímur fornasonar, versfortælling, som er kompileret af stykker fra forskellige sagaer, heriblandt Blómstrvalla saga. Stammer fra det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Sigurðar rímur fóts, en versbearbejdning af Sigurðar saga fóts. Stammer fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Sigurðar rímur þögla, en versbearbejdning af Sigurðar saga þögla. Stammer sandsynligvis fra slutningen af det 15. eller begyndelsen af det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Sigurðar saga ganganda Barðarsonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: “Digtning om den unge norske hedning Sigurðr, der drager ud for at finde den, som kalder sig den kristne ’Solkonge’; i Byzanz omvender han sig og bliver døbt.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Fortælling fra 18./19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Sigurðar saga hjartar
Beskrivelse: “En ikke længere eksisterende saga, som er nævnt i Hálfdanar saga svarta i Heimskringla og i Ragnars sona þáttr og som formodentlig har udgjort en del af Skjöldunga saga.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Sigurðar saga Hlöðvissonar ok Snjáfriðar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling fra 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Þáttr. “Om Sigurð slembir eller slembidjákn, der gør krav på den norske trone og dræber kong Haraldr gilli; dræbt i 1139. Findes i Morkinskinna, uden tvivl efter Eiríkr Oddson’s Hryggjarstykki.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 3, p. 62).
Litteratur:
Sigurðar saga snarfara
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: Sigurd Snarfares Saga i Jón Espolin: "Nogle Bemærkninger ved Prof. og Ridder Dr. P. E. Müllers Saga-Bibliothek", s. 20.
Beskrivelse: Fornalderlignende saga.
”Siguðar saga snarfara er en fortælling, som først er skrevet i det 19. årh.“ (Lexikon der altnordichen Litteratur, Simek/Pálsson).
”Siguðar saga snarfara. Denne saga, som har sin titel fra Jón Espolin . . . bygger, som han selv siger, på en senere digtning.“ (Th. Möbius: "Verzeichniss der auf dem Altnordischen Sprache und Literatur".)
Litteratur:
Sigurðar saga þögla
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga. "Ingen saga forbinder i samme grad som denne Fornaldarsaga- og riddersagamotiver på engang." (Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, Bd.3)
Beskrivelse: ”Íslendingaþáttr, hvori Sigurðr dræber en mand, som havde angrebet en gode, og derfor dømmes fredløs; da han kommer til Norge, lader kong Olaf Tryggvason ham gribe og dræbe.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”).
Beskrivelse: Eddadigt. Sigurdskvad, det korte. ”Sigurðarkviða Fafnisbana I (i form af Grípisspá), II (mytologisk indledning), III Fafnismál (om slangen Favnes drab). Det første kvad giver som en spådom af Sigurds morbroder Gripe en udsigt over begivenhederne, det andet beretter om guldet, der afpresses dværgen Andvare for at guderne kan løse deres liv dermed, og forbandelsen, der lægges derpå. Favne lægger sig over guldet som en slange, men dræbes af Sigurd i det tredje kvad; ved at smage på slangens hjerteblod kommer han til at forstå fuglenes sprog. . . — Af Grípisspá findes levning i kæmpevisen om Sivard Snarensvend, der gæster sin morbroder, som i den norske bearbejdelse hedder Greivekongen ɔ: Grípir konungr.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 30).
Litteratur: Finnur Jónsson: Sigurðarkviða hin skamma (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Beskrivelse: "Símónar saga ok Jude, Post. 779—97, findes i to bearbejdelser, der vistnok er to oversættelser, som dog ikke ganske er uafhængige indbyrdes. II er nærmere ved originalen og har en indledning, der mangler I, og er defekt i slutningen." (FJ)
Litteratur: Finnur Jónsson: Símónar saga ok Jude (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Sindulfi
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling, som bygger på latinsk legende, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Skjald-Helge, "Grønlands Laugmand i Grønlands historiske mindesmærker", bd. 2, 419ff., findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse:Skáldhelgarímur, en islandsk rimecyklus fra c. 1400 om den islandske skjald Skáld-Helgi, der udvandrede til Grønland; den handler særlig om hans og en islandsk bondedatters elskov. Den beror på en tabt saga om skjalden, men emnet er blevet udsmykket på senere romantisk vis. Det er så at sige kun herfra, at vi kender hovedpersonen, der sikkert er historisk. F. J.
Beskrivelse: Islændingesaga. ”Ca. 1000-1050. En tabt saga, hvis indhold kendes fra Skáld-Helga rímur fra det 14. årh.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 92).
Udgaven på Heimskringlas hjemmeside er et værk fra ca. 1820 af den islandske digter Gísli Konráðsson.
Dansk: C. C. Rafn: Kong Harald Hårfagers Skjaldes Saga i “Oldnordiske sagaer”, bd. III, 58-74, findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Norsk: E. Eikill: Sagaen om Harald Hårfagres skalder i "Harald Hårfagre og Norges tilblivelse".
Beskrivelse:Skáldasaga kaldes en lille saga, der findes i Hauksbogen, om tre af Harald Hårfagers skjalde. Den fortæller om, hvorledes de kom i unåde hos kongen og måtte foretage en farlig sendefærd, som de lykkelig fuldførte. Sagaen er meget udsmykket, men i flere henseender interessant og indeholder utvivlsomt en historisk kerne. F. J.
Litteratur: Finnur Jónsson: Skáldasaga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II). Se også afsnittet: Harald hårfagre og hans skjalde (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Beskrivelse:Skáldatal kaldes en systematisk fortegnelse over alle konge- og fyrsteskjalde fra begyndelsen af og ned til 13. årh. Det findes i håndskrifter af Snorre’s værker og stammer muligvis fra ham. Det er i litteraturhistorisk henseende særdeles værdifuldt. F. J.
Beskrivelse: "Skálholtsannáll, behandler i sin nuværende form årene 410 til 1356, dog mangler begyndelsen af teksten, ligesom der er lakuner ved årene 1013-1180 og 1264-73. Denne annal er skrevet for bispesædet i Skálholt og viser til dels stor lighed med andre annaler, men den indeholder også sit eget selvstændige materiale, som henviser til Laxdæla saga, Eyrbyggja saga og andre sagaer. (AM 420A, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: “En kompilation foretaget af Björn Jónsson fra Skarðsá (1574-1655) af en eftermiddelalderlig version af Landnámabók.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Skarðsbók
Skarðsbók
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Pergamenthåndskrift, som indeholder 11 af de vigtigste helgensagaer.
Beskrivelse: Senmiddelalderligt digt, som rummer en stærk parodi på såvel guder som helteskikkelser fra den førkristne tid. Der henvises både til Eddaen og til flere fornaldersagaer. Digtet tilskrives såvel Einar fóstri som Sigurður fóstri. Finnur Jónsson hælder til den sidste; (se også Rudolph Simek)
Beskrivelse: "Skikkjurímur, navnet findes i næst sidste vers; de er 3 i alt og er udg. af G. Cederschiöld og Wulff sammen med den til grund liggende saga, Möttulssaga, i Lunds univ. årsskr. XIII og efter et bedre hds. i Rímnasafn II. Rimerne indledes med mansange, der særlig her kunde sættes i sammenhæng med det øvrige ejendommelige, erotisk-letfærdige indhold. Det gør digteren da også. I den 3. mansang omtaler han spøgefuldt sit eget forhold til kvinderne, fornemmelig til den fra fortællingen om Tor bekendte dame »Ælde«. Uagtet digteren med liv og lyst behandler sit æmne og gotter sig over det, bliver han aldrig plat eller anstødelig. Hvad forholdet til sagaen angår, er indholdet her noget forkortet, især i lidelsen. På den anden side tilføjer digteren også noget af sig selv og får lejlighed til at vise sit kendskab til de øvrige riddersagaer; han giver for det første en oversigt over Artuskæmperne (især dem, der forekommer i eksisterende sagaer); dernæst tildigter han, at der blandt Artus’ gæster også er kongen fra Dværgeland med sin lille dronning, dronningen over Småmøersland med stort følge, og flere andre personer med samt deres elskerinder: alle disse kvinder prøver også den forheksede kappe. Alt dette sker for at få endnu flere udmalinger end sagaens: i grunden skulde man tro, at det måtte være nok med alle Artus' hofdamer med hans egen dronning i spidsen. Rimerne er vel digtede men næppe ældre end fra den første halvdel eller anden fjærdedel af det 15. årh. " (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: Eddadigt. Skirnirs mål. ”Skirnismål beskriver, hvorledes Frey s skosvend Skirne på hans vegne drager til Jotunheim for at skaffe ham jætten Gymes datter Gerd, som efter lang modstand lover at møde Frey i lunden Barre, da hans lidenskab ikke lader ham have ro nat eller dag. Det er ved en tryllesang, at møen vindes, idet hun skræmmes af de frygteligste trusler.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 25).
Skjald (isl. skáld) kaldtes i oldtiden overhovedet alle digtere, ligesom i øvrigt endnu på Island; Navnets egentlige betydning er dunkel. Særlig har ordet fået betydning af fyrsteskjald, hvorved menes de digtere, der i en længere eller kortere tid opholdt sig hos en konge eller jarl eller andre stormænd og digtede kvad (draper, flokke) om dem, hvorfor de til gengæld fik mere eller mindre prægtige kostbarheder. Hertil slutter sig så også alle helgenkvad o. l.; de er formelt og reelt af samme art. Efter at skjaldekunsten var ophørt i Norge hen imod slutningen af 10. årh., blev det hovedsagelig islændere, der forfattede kvad om fremmede (enkelte Gange også om indenlandske) høvdinger i hele det skandinaviske område, undtagelsesvis også om engelske konger. Som oftest var disse skjalde unge mænd, der drog udenlands for at vinde hæder og guld. De var alle vegne højt ansete, og de fleste fyrster satte stor pris på dem. Enkelte sluttede sig til en konge på livstid (Sigvatr, Tjodolf) og spillede politiske roller. Disse fyrsteskjalde eksisterede til hen imod slutningen af 13. årh. Derefter digtedes mest helgenkvad og rimer, men også disses forfattere kaldes skjalde. Skjaldskab var en kunst, der måtte læres; ikke mindst gælder dette det ejendommelige sprog, den udviklede (poetiske navne, omskrivninger), samt den metriske form; uagtet denne lagde mange hindringer i vejen, er det mærkeligt, hvor let skjalde havde ved at overvinde dem; de fleste er rene virtuoser. For historie, kultur og sprog er skjaldekvadene af overordentlig betydning, men desværre er der så meget deraf gået tabt; vi kender dog navnet på alle fyrsteskjalde (se Skáldatal). I dansk og norsk i nutiden har ordet skjald fået en vis højtidelig (undertiden ironisk) klang, medens det i Sverige kan bruges om digtere i almindelighed. (FJ)
Skjaldedigtning
Generelt: "Skaldskab er det gamle nordiske navn på al digtekunst. Skáld (intetkøn, besl. m. skella, lyde) betegner sangeren, skáldskap hans kunst og frembringelser. At digtekunsten i Norden ligesom hos alle folkeslag er ældre end den ubundne fremstilling, bekræftes ved det gamle sagn, at sproget kom til Norden med Aserne og dermed også skaldskab. Guderne vare de første »sangsmede«, Odin talte kun på vers (i hendingum). Sproget er rigt på poetiske ord og former, velklingende og bøjeligt, har stor frihed i ordstillingen og et stort forråd af omskrivninger. Æmne manglede aldrig i oldtiden: gudelæren er tanke- og billedrig, opfattelsen dyb og følelsen ren, tiden opfyldt af stordåd. At forherlige bedrifter var det skønneste næst efter at udføre dem, og skaldene stode derfor i stor anseelse, især da de ofte tillige vare kæmper og stordådsmænd, høvdinger eller hirdmænd. De omgikkes konger og jarler, som rigeligt belønnede deres sange, og da sproget endnu længe var så ens over hele Norden, at det samme digt forstodes i Danmark, Norge, Sverige, Island, ja endog England, droge de omkring fra hof til hof og høstede lavrbær. Om de end ofte for gunst og gaver smigrede de store herrer, nedlode de sig dog ikke til at forvanske sandheden, og deres sange betragtedes derfor som de sikreste historiske kilder, når de var samtidige med begivenhederne. De islandske skalde besøgte således meget hyppigt Norges konger; de kom tidligt til de oldengelske konger i Nordhumberland o.s.v., til Danmark (under Sven Tjugeskæg, Knud den store og senere). Men også i det daglige liv, som det idelig ses i sagaerne, anvendte skaldene deres kunst og kvad viser ved enhver lejlighed. De forskellige arter af disse digte og sange skulle siden oplyses; her skal kunstens ydre midler og betingelser kortelig omtales.
Metrik: Overalt har sangen været ledsaget af toner; det musikalske og metriske element er uundværligt for al digtekunst. Alt i Nordens ældste tid omtales harpen, fløjten og anden strengeleg: «harpere, gigere, legere, fidlere»; ofte omtales også dans (ringdans, springdans). Dog blev kvadene vistnok i reglen kun sungne eller foredragne efter visse kunstens regler. I sangen findes derfor altid takt, som bestemmer fodmålet, medens rimet bestemmer verset, efter takternes antal. Stavelserne måles som lange eller korte, men dette er egenlig ikke andet end forskellen mellem betonede og ubetonede, og tonen hviler altid på ordets første stavelse. Flere korte stavelser kunne regnes lige med én lang, og ubetonede selvlydsendelser sluges af en følgende selvlyd. — En vísa (strofe), der som del af et større digt også kaldes eyrindi, udgør almindelig 8 linjer, delt i 2 vísuhelmingar eller 4 vísufjórðungar. Den enkelte verslinje hedder orð (vísuorð). Hver halvdel af strofen danner en metrisk helhed for sig og må derfor også indeholde en afsluttet mening eller sætning. I de ældste digte findes ofte en optakt (málfylling) af én eller flere stavelser, der stå i begyndelsen af linjen og må slutte sig til det følgende hovedord. — I alle oldnordiske vers er rimet en uundværlig betingelse, men det er bogstavrim (alliteration), en så indgroet vedtægt, at det endog ofte findes i ubunden tale (i love, korte tankesprog og ordsprog) og er bevaret selv i gammeldansk (som i P. Låles ordsprog). Det består i at 3 ord i to på hinanden følgende linjer skal begynde med samme bogstav (rimstave, hljóðstafir), således at de to findes i den første, det tredje i begyndelsen af den anden linje. Det sidste kaldes höfuðstafr, de to første bistave (stuðlar). Rimstavene skal findes i betonede stavelser, altså i ords begyndelse, og intet andet betonet hovedord må begynde med samme bogstav; hovedstavene står gerne i begyndelsen af linjen, bistavene ere adskilte fra hinanden, og det er en undtagelse, når der kun er 1 bistav. Som gyldige rimstave bruges samme medlyd, men af selvlydene anses anvendelsen af forskellige for smukkere; j og v regnes ikke foran en selvlyd. [Stavelserim (hending) er enten tostavelset (kvindeligt) eller énstavelset (mandligt). Linjerim er enten hélrim (aðalhending) eller halvrim (skothending), efter bestemte regler og særeget for Islandsk. Enderim findes kun i linjer, der følge lige på hinanden.]
Den simpleste versart (ljóðaháttr) er fornyrðalag med to fødder i hvert vers og bogstavrim (2 eller fuldstændigere 3). I de ældste vers er hyppig málfylling, hvorved formen mere nærmer sig til daglig tale. Hertil hører Starkaðarlag (efter Starkad den gamle) med 8 linjer, hver på 2 todelte takter, og det særlig såkaldte ljóðaháttr på 6 linjer. Det første er friest, idet flere korte, tonløse stavelser kunne komme ind istedenfor en eller flere af de fire betonede. Smukt findes hveranden linje afkortet med en stavelse (mandlig), medens hveranden er kvindelig, som i Hákonarmál. Det andet (6-linjet ljóðaháttr) er vel egenlig opstået ved udeladelsen af en versfod i slutningen af hver halvdel af fornyrðalag; derfor har af de 6 linjer den 3dje og 6te hver 3 fødder og egne rimstave (2 eller 3). De i den ældre Edda oftere forekommende blandede former af 6- og 8-linjede fornyrðalag bero uden tvivl på forvanskninger og skrive sig ikke fra forfatterne selv. I episke digte findes dette versemål også uden regelret strofeinddeling, med afdelinger blot efter meningen. — Som en tredje art af fornyrðalag kan måske betragtes málaháttr med 8 linjer, hver på 2 tredelte takter, hvilket findes på runestene og f. eks. Helgakv. Hund. 1.
De længere vers — med 3, 4 eller flere fødder — have ligeledes alle bogstavrim. Medens toglag eller togmælt kun har 2 fødder i hver linje, uden málfylling eller sjældnere med sådant, men er forsynet med linjerim på forskellig måde — halvrim eller helrim, mandligt eller kvindeligt — , har dróttkvæði 3 fødder i hver af dets 8 linjer, med eller uden linjerim, og hrynhenda (hrynjandi) 4 fødder. Dette sidste hedder også liljalag, fordi det bertønte digt Lilja har denne form. — Alle disse vers kaldes rúnhenda, når de have enderim (af forskellig art). Hyppig findes et indskud (stál ɔ: stål) som et middel til at frembringe rimstave; ligeledes omkvæd (niðrlag eller viðrkvæði) af en eller flere linjer, som gentages i begyndelsen eller slutningen af verset, og bönd ɔ: vers som kun i sammenhæng danne en mening, men i en altid tilbagevendende orden indsættes i de andre strofer. — Historiske digte (pris-digte) inddeles i de kortere (flokkr) og de længere og kunstigere (drápa), hvilke sidste bestod af flere dele, adskilte ved stev (stef), som bestå af 2 eller 4 linjer, der indskydes efter flere sammenhængende strofer, men stundom adskilles. Sådanne digte er Egils Höfuðlausn og Einarr Skúlasons Geisli. [Udførlige og nøjagtige, i det enkelte gående regler om hele versekunsten findes i Háttatal, en afdeling af Snorra Edda, ligesom sammes Skáldskaparmál oplyser de digteriske kenningar (omskrivninger)].
Indhold: Efter indholdet er den gamle nordiske poesi episk eller lyrisk, dog altid med den særegne karakter, som ovenfor er påpeget. I. De fortællende digte ere 1) enten mytiske, 2) heroiske eller 3) historiske, med overgange fra det ene til det andet. De første handle om guderne, den anden art om kæmperne og heltene fra sagntiden, den tredje art om konger eller historiske personer og begivenheder. Men som overgangsled fra 1 til 2 står digte som Hyndluljóð, der fører menneskeslægten tilbage til guderne, ligesom guderne endnu stå i forbindelse med heltene; og som overgangsled fra 2 til 3 kan nævnes Starkads dødssang, Bjarkemål, sangen om Bråvoldslaget. Til den tredje klasse hører forherligelse af slægter (genealogiske digte), (som Ynglingatal) eller sange til en konges eller høvdings pris (flokkr og drapa, som Hákonarmál, Ólafsdrápa, Arinbjarnardrápa) eller til ære for en afdød fyrste (erfidrápa, undertiden i kristelig ånd, som Geisli om Olav den hellige), om en berømmelig kamp (Nesjavisur) eller om skalden selv (Bersöglisvísur). II. De lyriske digte ere enten bønner til guderne, besværgelser (galdr), ofte forbundet med nið og seiðr, elskovsdigte (mansöngs vísur eller drápa, som Kormaks viser), klagesange (som Egils Sonartorrek), moralsk didaktiske, ofte med episk eller dialogisk form (Hávamál, Vafþrúðnismál), også gåder (som getspeki Heiðreks konungs i Hervararsaga). Disse ere spredte omkring i mange sagaer og andre skrifter, sjælden særligt overleverede." (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 16ff).
Skjaldar þáttr Danakonungs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Afsnit af Skjöldunga saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: Kvad af den islandske skjald og sagahelt Egill Skallagrímsson, (omkr. 900-983).
Litteratur:
Skjöldunga saga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
(Rekonstrueret):Dansk: K. Friis-Jensen og C. Lund: "Skjoldungernes saga".
Beskrivelse: ”Var en historie over de legendariske danske konger fra den eponyme stamfader Skjöldr, søn af Odin, frem til Gorm den Gamle. Sagaen er skrevet i slutningen af det 12. eller begyndelsen af det 13. årh. Skjoldungesagaen er tabt bortset fra to fragmenter, (1) Sögubrót af fornkonungum og (2) en latinsk sammenskrivning fra det 17. årh., samlet af Arngrímur Jónsson (1568-1648). Dog blev dele af sagaen anvendt i andre værker: i Upphaf allra frásagnir, Snorris Ynglinga saga, Snorris Edda og i Ragnars sona þáttr.“ Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Beskrivelse: "Skógar-Krísts rímur, en versbearbejdning af en vidt udbredt fortælling om en utro kvinde, som vil forblænde sin mand, men han overlister hende og slår hendes elsker ihjel. Rimerne stammer fra det 16. årh. er blevet tilskrevet Rögnvald den blinde." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: Margit Lave Rønsholdt: "Totten om Snegle-Halle" (Islændingesagaerne, I, 2014).
Dansk: M. L. Rønsholdt: Snegla-Halle i “Tyve Totter fra sagaerne om de norske konger”.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 1 .
Beskrivelse: Þáttr. Fortælling om den islandske skjald Sneglu-Halli. Anden titel: Grautar-Halla þáttr. (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 93).
Beskrivelse: "Snjáskvæði. Forvandling eller forgørelse (álög; tildels stemoderhistorier) er hovedæmnet i 4 digte: Snjáskvæði, Kringilnefjukvæði, Vambarljóð og Hyndluljóð. I det første er det en alvekvinde, der er forgjort og dømt til at leve blandt mennesker og være gift med kong Snjár på Hålogaland, uagtet hun var gift i alveverdenen." (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: Snorre Sturlassons Edda, også kaldet Den yngre Edda, indeholder nedenstående tekster. Følg linkene for oplysninger om udgaver og oversættelser.
Beskrivelse: Eddalignende digt med kristeligt indhold. Solsangen. ”Solarljod er et mytisk-kristeligt digt, efter en gammel beretning forfattet af Sæmund frode. Med en besynderlig blanding af hedenskab og kristendom sættes læseren over i den anden verden, idet forfatteren som død synger kvadet for sin søn. Efter nogle advarsler anstilles betragtninger over liv og død. Navnet skriver sig fra den døendes skønne afskedshilsen til solen. Denne verden kaldes dvalaheimr (dvælehjem), den anden verden skildres som kvölheimr (kvalhjem), en skærsild, som sjælene må gennemgå som »forbrændte fugle«, medens himmerig ikke afmales så udførligt som helvede. Digtet slutter med nogle dunkle antydninger samt opfordring fra faderen til sønnen om at kvæde »sólarljóðs sögu« for de levende, af hvilke ingen endnu har hørt den. Forfatteren står ligesom på skillevejen mellem den gamle og ny tro, som han af hjærtet er hengiven uden dog at kunne løsrive sig fra de gamle forestillinger.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 27).
Beskrivelse: ”Uhistorisk; udgør de sidste 17 kapitler (89-95) af Grettis saga; sandsynligvis skrevet i det 14. årh. og muligvis af samme forfatter som sagaen.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 94).
Litteratur: I sin artikel om Grettis saga skriver Finnur Jónsson: "Det sidste stykke af sagaen handler om hævnen for Gretter og plejer at kaldes Spesar-þáttr efter den kvindelige hovedperson; om denne og Torstein dromund fortælles et erotisk æventyr, der minder om forholdet mellem Tristan og Isolde og som uden tvivl middelbart stammer fra en middelaldersroman. Det er muligt, at dette er et senere tillæg fra 14. årh., men der er dog næppe noget i vejen for at antage, at det hele stammer fra forf. selv." (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Grettissaga). I tredje bind (1924) under overskriften "Opdigtede sagaer" fra tredje periode (1300-1450) ser FJ ud til at moderere denne sidste sætning: "Hertil kan føjes Spesarþáttr bagved Grettissaga - om hvorledes Torstein dromund hævnede Grettir og ægtede grækerinden, den rige Spes, en elskovsroman -, samt det første afsnit af samme saga om Grettirs forfædre. Det hele er sen digtning."
Staðarhólsbók
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: “En Retscodex fra tiden mellem 1260-80, som findes i Grágás og Járnsiða.“ (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur:
Starkaðar saga Áludrengs
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling om Starkad den Gamles bedstefader, forfattet i 19. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Starkaðar saga gamla
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fortælling om Starkad den Gamle, forfattet af Snorri Björnson (1710-1803), se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. IV. s. 262, 285-287, 288-296, V. s. 164-165, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. ”Ca. 1025-1030. I Flateyjarbók, men historien fortælles også i den store Ólafs saga helga af Snorri Sturluson og i hans Heimskringla; se også den legendariske saga om King Olaf.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 94)
Beskrivelse: "Stjórn (”Regering, Herskab”) er en kort bibelkompilation, som er skrevet efter 1300 på foranledning af kong Hákon Magnússon (d. 1319). Den indeholder en oversættelse af de første bøger i Det gamle Testamente forsynet med udførlige kommentarer fra kirkefædrene og middelalderlige kilder. Værket har været anlagt så bredt, at udarbejderen ikke er kommet længere end til 2. Mosebog 18. Herfra og frem til 2. Kongebog er der derfor tale om en stort set ukommenteret oversættelse. Fra Josuas Bog følger håndskrift A snarere Petrus Commestors Historia scholastica end Vulgata. Herefter er arbejdet med værket åbenbart helt blevet indstillet. I håndskrift A står Stjórn lige før Rómverja saga, Alexanders saga og Gyðinga saga, så det giver indtryk af en verdenskrønike, hvilket forstærkes yderligere af indskudene i indledningen af Stjórn. – Kilderne til kommentaren i første del er som oftest Historia scholastica og Vincenz’ Speculum Historiale, som er direkte citeret; desuden kan disse kilder konstateres: Isidors Etymologi, Bedas historiske og kalendariske skrifter, Honorius’ Imago mundi såvel som værker af Augustin, Gregor den Store og selv det norske Kongespejl er anvendt. " (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Stjórn (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse:Strengleikar også kaldet Ljóðabók er en prosaoversættelse af 21 franske småsange, som hvad indhold og emnevalg angår, har stået riddersagaerne nær. Ifølge FJ bliver "det alt sammen til sidst dog en saga." Sangenes oversættelse siges at være foranlediget af kong Hákon Hákonarson midt i 1200-tallet.
Norrøn: "Fjörtíu Íslendinga-Þættir", findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 1.
Beskrivelse: Þáttr; en kortere udgave af ovennævnte. Denne redaktion findes i Flateyjarbók, Morkinskinna og Hulda. I de to førstnævne manuskripter har den titlen Stúfs þáttr blinda.
Litteratur:Finnur Jónsson: Stúfsdrápa (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Sturlaugs rímur starfsama
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Sturlaugs rímur starfsama er en versbearbejdning af Sturlaugs saga starfsama, som stammer fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: ”En samling af sagaer vedrørende historien på Island fra 1117-1264, samlet omkring 1300 af en ukendt person (muligvis Þórðr Narfason, lovsigemanden, eller en af hans slægtninge).” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 96). Til Sturlunga Saga hører følgende tekster:
Sturlungasaga eller Íslendingasaga hin mikla (også kaldet Blómstr med et sildigere navn, for at betegne dens fortrin fremfor alle andre sagaer) er den største af alle sagaer og det omfangsrigeste værk overhovedet i hele literaturen. Den behandler Islands historie i tiden 1120 — 1284 og har sit navn af Sturlungeslægten, hvis magt var den fremragende i denne periode. Historien begyndte oprindelig med 1118 og gik til 1264, og når Arna biskups saga, der almindelig tilføjes, medregnes, går den til 1320. Forfatteren er Sturla Þórðarson, i det mindste for historien fra 1201 — 1264, således at muligvis en anden har skrevet begyndelsen og slutningen samt inddelt dette store arbejde i 7 þættir og tilføjet adskilligt. Denne forfatter skal være Þorsteinn Snorrason, munk i Viðeykloster, siden abbed i Helgafellskloster († 1353). Hvad der giver denne vigtige saga fortrinlig værd er dels forfatterens samtidighed med begivenhederne, dels det, at den omfatter hele landets historie i over 150 år med de voldsomme kampe og familietviste , der omsider bragte landet under Norge, da den gamle forfatning og samfundsorden opløstes, og skildrer alt med stor livlighed og med præg af sandhedskærlighed.
Litteratur: Kristian Kålund: Sturlunga Saga (Sturlunga Saga, I).
Dansk: N. M. Petersen: Historiske Fortællinger, findes i E-Bibliotek;
Dansk: Jonas Wellendorf: "Svavadsdølernes saga" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Svarfdæla saga omhandler begivenheder fra 900 til 960 i Svarfaðardalr. Efter det eventyrlige og fabelagtige indhold kan den vel rettest sættes til 14de århundrede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Dansk: Jørgen Olrik: "Sven Aggesøn: Danenes Historie" i Krøniker fra Valdemarstiden, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Opr. titel: Brevis Historia Regum Dacie ("Kortfattet Historie om Danernes Konger") af den danske historieskriver Sven Aggesen. Den tidligst kendte Danmarkskrønike nedskrevet af en navngiven forfatter. Aggesens værk er nedskrevet i 1186-87.
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske sagaer”, bd. VIII, s. 1-305 .
Norsk: Gustav Storm og Alexander Bugge: Sverres saga.
Beskrivelse: Kongesaga. - ”Sverris saga, forfattet af Kari abbed Jónsson, under kong Sverres eget tilsyn, hvad begyndelsen angår, medens den sidste del er skrevet efter øjenvidners beretning. En kortere fremstilling findes i håndskriftet Eyrspennill, som af nogle tillægges Snorre selv.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 72).
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: C. C. Rafn: Konger i Danmark og Sverige i ”Fundinn Noregr, Halfs Saga, Fridthjofs Saga og Konger i Danmark og Sverige, efter islandske Haandskrifter”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Kongesaga. ”Sögubrot af nökkurum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi (brudstykker om nogle oldtidskonger) er lævninger af en storre saga om Ivar vidfadme, Harald hildetand og Sigurd ring, med beskrivelse af Bråvoldslaget (omtr. 720). Grundlaget er historisk, hvorved man kommer til at tænke på den af Snorre nævnte Skjoldungesaga, som nu er tabt; men hele fremstillingen er lige så romantisk og eventyrlig som de andre sagaers fra 13de — 14de århundrede. ” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 51).
Litteratur: Finnur Jónsson: Sögubrot af fornkonungum (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Beskrivelse: "Sörla rímur, en fragmentarisk versbearbejdning af en tabt fornaldersaga, hvis indhold dog stemmer med kap. 3-4 af Sörla þáttr. Interessant er Sörlas "vikingeindskud", som digteren måske har lånt fra Jomsvikingesaga. Stammer fra omkring 1350." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Þáttr, (afsnit fra Ljósvetninga saga). Anden titel: Sörla þáttr Brodd-Helgasonar. ”En selvstændig fortælling, som nu er optaget i Ljósvetninga saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 94).
Dansk: F. W. Horn: Fortælling om Sørle i Nordiske Heltesagaer.
Dansk: C. C. Rafn: “Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Dansk: B. Snorrason og K. Arentzen: “Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Svensk: C. G. Kröningsvärd: ”Nordiskt Sago-Bibliothek”, findes i E-Bibliotek.
Engelsk: Magnússon/Morris: The Tale of Hogni and Hedinn i “Three Northern Love Stories”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga, som indeholder "mytiske sagnminder." - ”Sörlaþáttr eða saga af Héðni ok Högni behandler det mærkelige sagn om Hjaðningavíg, der også findes i Snorra Edda og hos Sakse, men fra et sildigere (kristeligt og historisk) standpunkt, der er så eventyrligt og romantisk, at hele oldtidens ejendommelighed er opgivet. Denne fortælling kunde derfor gerne henregnes til de ikke mytiske, men romantiske sagaer; men det er her såre vanskeligt at drage grænsen.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 51).
Dansk: C. C. Rafn: Fortællingen om Toke Tokesøn i “Oldnordiske Sagaer” Bind 5; (Kong Olaf den Helliges Saga m. tilh. fortællinger, 2 del.), findes i E-Bibliotek.
Dansk: Martin Larsen: Soningseden i "Den ældre Edda og Eddica Minora"
Beskrivelse: "Tryggðamál, den Formular, der i Følge Graagaasen, den islandske Fristatstids Lovbog, skulde fremsiges, naar tidligere Fjender sluttede Forlig, er bevaret i flere indbyrdes meget afvigende Skikkelser. Oversættelsen er efter Teksten i Konungsbók af Graagaasen (Codex regius Nr. 1157 fol.), hvor Titlen findes." Martin Larsen: "Den ældre Edda og Eddica Minora", bd. 1, s. 252. - Ifølge Absalon Taranger er Tryggðamál "sikkert ældre end 930." (Udsigt over den norske rets historie: forelæsninger, 1898).
Beskrivelse: Romantisk saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Tøgdrápa
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Tøgdrápa er navnet på et hyldestkvad, som den islandske skjald Þórarinn loftunga skrev til den danske kong Knud den Store. I 1028 drog Knud på et krigstog til Norge, som resulterede i, at Olaf blev fordrevet. Det er dette krigstog, som det meste af kvadets otte bevarede strofer er optaget af. I sit kvad gør Þórarinn ikke brug af det sædvanlige høflige versemål dróttkvætt men det simplere kvíðuháttr og for første gang benyttes et helt nyt versemål, som Snorre kalder tøglag." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Úlfhams rímur eller Vargstökkur, 6 i alt, alle i samme versemål og uden mansange, udg. i Rimnasafn II. Æmnet er simpelt nok, men ikke uden interesse. Kong Halfdan i Gotland er i ulveskikkelse om vinteren og kaldes derfor vargstakkr (han er en varulv, »bisclaret«); han er gift med Hilde og har to børn, Ulfham og Dagbjört. Hilde dræber sin mand og vil ægte sin søn; denne vil ikke opfylde hendes ønske og forfølges derfor. Endelig får hun ham lokket til hallen og forgjort således, at han skal leve i en skjoldmøs gravhøj, medmindre en kvinde vil lade sig indsætte i hans sted, som han så helt skal glemme. Det sker alt sammen, men han bringes til at huske den opofrende kvinde ved en trylledrik, frelser hende fra gravhøjen og ægter hende. Moderen får sin straf. Fremstillingen er ret ligefrem og simpel. Rimerne er vistnok fra o. 1400. " (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: Prosabearbejdning af Úlfhams rímur, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Úlfljótslög (Ulfljotslov)
Beskrivelse: "Ifølge Ari fróði var Úlfljótr Islands første lovsigemand. Omkring 927 bragte han en lov med fra Norge, som byggede på Gulatingsloven. Denne lov blev opkaldt efter Ulfljótr. (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”).
Beskrivelse: Tabt saga, som er nævnt i Hauksbók i den lille Skálda saga Haralds hárfagra. Se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Úlfs saga Uggasonar (ok Arius)
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga/fornaldersaga, som forøvrigt ikke har noget med skjalden Ulf Uggason at gøre, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Litteratur:
Úlfs þáttr auðga
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: C. C. Rafn: “Oldnordiske Sagaer” bd. VI, s. 279-284, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. “Kapitler af Haralds saga harðráða i Hulda.” (Halldór Hermannsson).
Beskrivelse: Kort fortælling om, hvorledes de skandinaviske lande oprindelig blev beboet af aser og sagnkonger, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Martin Larsen: Utsteinskvadet i "Den ældre Edda og Eddica Minora"
Beskrivelse: Kvad, som er bevaret i fornaldersagaen Hálfs saga ok Hálfsrekka, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”. Se ► Hálfs saga ok Hálfsrekka.
Beskrivelse: Eddadigt. Vaftrudnirs mål. ”Odin fremstilles forklædt i ordkamp med jætten Vavtrudne om visdom, der består i at gætte gåder henhørende til forskellige punkter af gudernes liv og væsen. På det sidste spørgsmål erkender jætten, at han har med Odin at gøre, og i bevidstheden om sin afmagt erklærer han, at han er dødsens.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 23).
Dansk: Gisli Magnússon: "Sagaen om Ljot fra Voldene" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. “Ca. 985-1010. Danner en fortsættelse til Svarfdæla saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 100). - ”Valla-Ljóts saga henhører til Eyjafjörðr i tiden lidt efter 1000 og omtaler Svarfdælingernes stridigheder med Gudmundr den mægtige. Optegnet formodenlig ved år 1200.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Norrøn: Eugen Kölbing: "Riddarasögur: Parcevals Saga, Valvers Tháttr, Ívents Saga, Mírmans Saga; mit einer literarhistorischen Einleitung"; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Riddersaga. Oversat værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Gisli Magnússon: "Våbenfjordingernes saga" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Beskrivelse: Islændingesaga. “Ca. 980-990. Danner en fortsættelse til Þorsteins saga hvíta.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 101). - ”Vápnfirðinga saga eller Brodd-Helga saga. I Vápnafjörðr henimod 1000 kom to svogre Brodd Helgi og Geitir i strid om det bytte, som de havde gjort ved at overfalde en Nordmand. Kampen i Bödvarsdalr ender med begges død. Sagaen er kort, men giver dog nogle oplysninger om oldtidens tilstand og indretninger.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 63).
Beskrivelse: Tabt saga, som er omtalt i et tillæg til Landnámabók (Ldn. 326). Vatnarr var søn af sagnkongen Víkar og der hentydes muligvis til en fornaldersaga. Det hedder bl.a. således: »En norsk købmand fortalte Vatnars saga, mens man sejlede langs landet, og priste ham som en herlig helt; men da han lå udfor Vatnarshøj, drømte han, at kong Vatnar kom til ham og sagde: Du har fortalt min saga, nu vil jeg lønne dig det; søg efter gods i min høj, du skal nok finde noget! Han søgte og fandt meget gods.« (Her citeret fra Axel Olrik: »Kilderne til Sakses oldhistorie: en literaturhistorisk undersøgelse«, s. 281; Kbh., 1894). Sagaen er ikke omtalt i Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
Dansk: Erik Skyum-Nielsen: "Vandsdølernes saga" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Dansk: N. M. Petersen: “Historiske Fortællinger”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Vatnsdœla saga. Begivenhederne foregår i Vatnsdalen, strækker sig fra 870 til 1000 og er ikke én persons, men en hel slægts historie gennem 5 slægtled. Ingemundr den gamle flytter til Island på landnamstiden, og fortællingen angår ham og hans efterkommere. Den indeholder ingen viser, men ypperlige skildringer (af bersærken Þorkell, Freysbilledet og hovet, kristendommens indførelse). Affattelsen er næppe før 1250, håndskrifterne er ganske nye, da den originale skindbog brændte 1728.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 61).
Beskrivelse: Et håndskrift fra slutningen af 1300-tallet, som gik tabt i Københavns brand i 1728. Håndskriftet var en samling af sagaer, hvoraf Árni Magnússon havde lavet kopier af alle, undtagen en enkelt (Króka-Refs saga). Vatnshyrna indeholdt følgende tekster:
Beskrivelse: "Veraldarsaga, verdenshistorie, findes udgiven i K. Gíslasons Fire og fyrretyve Prøver (s. 64—103) efter AM 625, 4° (13. årh., jfr. dog bemærkningen i katalogen II, 39—40); den findes også i andre håndskrifter, hvoraf et lille brudstykke fra o. 1200 i AM 655, VII—VIII, udg. af G. Morgenstern i Arnamagn. Fragmente 1893. Denne fremstilling består af en kortfattet oversigt over de 6 bekendte verdensaldere (ætates mundi) fra og med verdens skabelse. Sproget er særdeles godt og klassisk, og der findes ingen uvedkommende indskud i AM 625. Derimod fandtes en anden bearbejdelse, der findes i Alfræði I, 45ff.; her findes tilføjede for enkelte partiers vedkommende udlægninger eller symbolske forklaringer af indholdet (jfr. AM 655, VIII). Her findes i øvrigt k. 5 slutn.—14 (Alfræði III, 16—23) med et par mindre afvigelser, samt enkelte stykker i det følgende (44 Prøver s. 92.14 ff., 97.7 ff. — 99.25, jfr. Alfr. 12—16 uddrag). Nogen direkte original har jeg ikke været i stand til at finde, men indholdet, der er velkendt fra flere middelalderlige værker (Isidor og fl.), beror snarest på Bedas De sex ætatibus mundi, men også andre kilder er nyttede som f. ex. Trojumanna- og Bretasögur og fl. Slutningen fra og med s. 101.28 er et selvstændigt tillæg, der opregner de tyske kejsere fra og med Karl d. store (og hans forfædre) til Frederik Barbarossa. Heraf, samt af at Gizur Halsson antydes som hjemmelsmand, og ikke mindre af brudstykket i AM 655 VII fremgår det, at denne »verdenshistorie« stammer fra tiden omkring 1200. " (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: En oldhøjtysk tekst, som består af rester af et gammelt (førkristent) digt og et stykke af en kristen bøn, skrevet i prosa. Manuskriptet stammer fra ca. 815 og teksten menes at stamme fra sidste halvdel af 700-tallet.
Litteratur:
Vestrfararvísur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Kvad af den islandske skjald Sighvatr Þórðarson, (omkr. 995-1045).
Beskrivelse: En lille tilføjelse til Olaf den helliges saga i Flateyjarbók, bd. 3, s. 237-248. Stykket siges i indledningen at stamme fra den Olafssaga, som blev samlet af Styrmir prestr hinn froði.
Dansk: Rolf Stavnem: "Dræber-Glums saga" (Islændingesagaerne, II, 2014).
Dansk: Hans Kyrre: De islandske sagaer, bd. III.
Beskrivelse: Islændingesaga. - ”Víga-Glúms saga er en af de ældste fortællinger. Begivenheden henlægges til Eyjafjörðr i det 10de århundrede. Den meddeler ret betydningsfulde bidrag til sædernes historie (blotning til Frey, edsaflæggelse på ringen o.s.v.).” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Dansk: Karen Bek-Pedersen: "Viglunds saga" (Islændingesagaerne, II, 2014).
Engelsk: “The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 2.
Engelsk: E. Magnússon og W. Morris: The Story of Viglund the Fair i “Three Northern Love Stories”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Islændingesaga. “En fiktiv saga skrevet i det 14. årh.; begivenhederne henlagt til det 10. årh.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 105).
Beskrivelse: "Vilmundar rímur viðutan er en versbearbejdning af Vilmundar saga viðutan, som i hovedtrækkene følger udgaven fra AM 374 a, 4to. Rimerne er digtet omkring 1530 af en ellers ukendt digter ved navn Ormur og er skrevet til en kvinde ved navn Sofia." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 2; findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Beskrivelse: Helgensaga.
Litteratur:
Virgilius rímur
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Virgiles rímur eller Virgilius rímur – også kendt som Glettudiktar er en versbearbejdning af et materiale, som er beslægtet med det vi finder i Jóns rímur leiksveins og som med middelalderlitteraturen har spredt sig fra Italien over Frankrig til England. Troldmanden Virgilius ønsker at forføre den skønne datter af en konge, hos hvem han er gæst, men hun overlister ham og gør ham til grin. Derover tager han en grusom hævn på hende. Moralen er, at kvinder ikke skal være for snerpede. Den foreliggende islandske udgave afviger mærkbart fra andre (fx Virgils saga), idet prinsessen her forvandler troldmanden til en hest, hvorpå hun rider." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: Þáttr. “Var oprindelig en selvstændig þáttr men er nu integreret i Ljósvetninga saga.” (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 106).
Beskrivelse: "Völsunga rímur er en versbearbejdning af de første otte kapitler af Völsunga saga, som digteren har forsynet med en indledning, som han for størstedelen har lånt fra Snorres Edda og Ynglinga saga. Völsunga rímur hører til de ældste rimer og stammer formentlig allerede fra første halvdel af det 14. årh. Digteren kalder sig Vitulus vates (dvs. Kálf skáld) og kan dermed identificeres med forfatteren af Katrínar drápa." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Dansk: C. C. Rafn: ”Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Fornaldersaga. Finnur Jónsson argumenterer for, at sagaen er bygget på en oprindelig Sigurðarsaga fáfnisbana. (Se fx FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Völsungasaga). Simek og Pálsson mener dog, at dette er tvivlsomt (“Lexikon der altnordischen Literatur”). - ”Völsungasaga eller Sigurðar saga Fafnisbana, der omfatter sagnkredsen om Völsunger, Gjukunger og Nivlunger og grunder sig væsenlig på Eddakvadene, men har dog også andre kilder (andre gamle sange), og fremstiller ofte indholdet på en anden måde. Begyndelsen handler om Sigurds forfædre, der føres op til Odin, fra hvem Völsung konge i Huneland nedstammer. Dennes datter ægter Siggeir, konge i Gautland, som dræber Völsung o. s. v. Den større midterste del af sagaen har indhold fælles med Eddasangene, medens slutningen ved Aslaug knytter sagnet til Ragnar lodbrogs saga. I sin helhed er sagaen formodenlig nedskreven i 13de århundrede, men består egenlig af flere mindre sagnkredse, der særligt have dannet sig, ligesom det korte uddrag i Skálda næppe er et blot uddrag af Eddakvadene. Enkelte dele ligne de eventyrlige riddersagaer og synes at være sildige tilsætninger, hvorimod begyndelsen (k. 1 - 12) ved den simple fortælling viser sin ælde som gammelt folkesagn, hvilket også gælder slutningen.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 48f).
Beskrivelse: Eddadigt. Andre titler: Helgakviða Hundingsbana II; (Kvadet om Helge Hundingsbane II). ”Helgakviða Hundingsbana I og II. Helge (Hjørvardsson) og Svava genfødes som Helge Hundingsbane og Sigrun, der ligeledes rider gennem luft og hav. Nornerne indfandt sig ved hans fødsel. Hendes fader har fæstet hende til en konge, men hun drager ud for at søge Helge; hun bliver hans hustru og svæver som beskyttende valkyrje over ham i kampens farer. Efter hans død sidder hun i hans gravhøj og venter ham; og da hans genfærd kommer, reder hun ham et leje, og han bliver atter levende i hendes arme. Men da han ophører at komme til hende, dør hun af sorg.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 29).
Litteratur: Finnur Jónsson: Völsungakviða hin forna (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).
Beskrivelse: Eddadigt. Vølundskvadet. ”Völundarkviða. Vølund, Alfernes konge (vísi álfa) er den kunstrige smed. Tre valkyrjer, jordiske kongedøtre, flyve i svanehamme gennem den mørke skov og virke skæbnen (örlög drýgja); hvilende ved en søkyst spinder de kosteligt lin (slynger skæbnens væv). Svanehammen aflægges, og da finder Vølund og hans brødre dem. Hver ægter sin, og i syv år lever de lykkeligt; da vågner kvindernes lyst til det gamle liv, i det ottende år vokser længslen og i det niende sprænges båndet; de drage bort for at gæste kampen igen (vitja viga og Srlog at drygja). De to brødre drager ud for at opsøge deres tabte lykke, men Vølund bliver tilbage for at smedde herlige smykker. Da overfalder kong Nidud ham og fængsler ham på en ø, hvor han til hævn dræber kongens søn og skænder hans datter Bødvild. Fortællingen findes også i Didrik af Berns saga.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 28).
Beskrivelse: Eddadigt. Vølvens Spådom. ”Völuspá er vel det ældste, ærværdigste og vigtigste af alle kvadene, der i samlingen stilles i spidsen, men sammenhængen er forstyrret og mange dele ere lemlæstede. Med højtidelig alvor åbenbarer vølven eller valaen (spåkvinden) sin visdom, med seerblik overskuende fortid, nutid og fremtid, omfattende guderne og hele verden fra dens ophav til dens undergang. Kvadet er hovedkilden til de gamles forestillinger om skabelsen, menneskets tilblivelse, guders, jætters og dværges liv, om fordærvelsen og undergangen og den endelige genfødelse — alt i høj og dunkel tale, mørke anelser, profetiske vink. Uagtet sin dunkelhed er der noget gribende og begejstrende ved digtet, og det rige indhold har allerede i oldtiden været betragtet som et slags systematisk uddrag af hele gudelæren og troen.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 26).
Beskrivelse: "þáttr (egtl. "tot, stump"; flt.: þættir) er et litterært begreb med to forskellige betydninger: (1) et afsnit af en længere saga - fx Kristni þáttr i Laxdæla saga eller Karlamagnussagaens þættir. (2) en kort selvstændig fortælling om en islænding - således fx i Íslendingaþættir." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Fx Finnur Jónsson: Þættir fra det ældre tidsrum (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).
Dansk: C. C. Rafn: ”Nordiske Fortids Sagaer”, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Genremæssigt er denne saga vanskelig at placere, nogle regner den til fornaldersagaerne, andre til riddersagaerne. Finnur Jónsson anbringer den blandt fornaldersagaerne, men i sin egen underkategori. “Denne saga, der er en sammenskrivning og oversættelse af lavtyske traditioner, legender og digte, er skrevet i Norge i det 12. og 13. årh., (den taler om det 13. årh. som nutid). Ifølge nogle kritikere var forfatteren islænding, mens andre anser ham for at have været nordmand. Sagaen rummer mange mere eller mindre selvstændige fortællinger, så som dem om Velent og Viðga (Velents saga), Herburt (Herburts þáttr), Niblungerne (Niflungasaga), Walter, Iron og Apollonius, etc.” (Halldór Hermannsson: Islandica, vol. 5, p. 54).
Dansk: C. C. Rafn: ”Oldnordiske Sagaer", bd. VII, s. 105-127, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. Kap. 27-36 i Morkinskinnas udgave af Saga Sigurðar jórsalafara, Eysteins ok Ólafs. Andre titler: Þingssaga, Þinga þáttr, Sigurðar þáttr Hranasonar. “Om kong Sigurðr Jórsalafari’s sag mod Sigurðr Hranason, der blev forsvaret af kong Eysteinn.” (Halldór Hermannsson: Islandica, vol. 3, p. 70).
Beskrivelse: "Þjófa rímur er en versbearbejdning af fortællingen om Illur, Verri ok Verstur, som går tilbage til en udenlandsk Fabliaux." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.) Anden titel: Rimur af Illr, Verra ok Verst (Rimerne om Slem, værre, værst).
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson, Jónas Kristjánsson eller Halldór Hermannsson. Ifølge Simek/Pálsson er sagaen skrevet mellem 1772-77 af Þorleifur Arason Adeldahl efter ældre forbilleder bl. a. Grettis saga. (Lexikon der altnordischen Literatur.)
Dansk: Kim Lembek: "Totten om Toraren Nævjolfssøn" (Islændingesagaerne, I, 2014).
Dansk: M. Larsen: Kong Olaf af Norge ønsker base på Island i ”Islandsk vadmel og norsk purpur”.
Engelsk: ”The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 1.
Dansk: C. C. Rafn: Om Thoraen Nefjulfsøn i ”Oldnordiske Sagaer”, Bind 5; (”Kong Olaf den Helliges Saga m. tilh. fortællinger”, 2 del), findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: "Þorgeirsdrápa er et hyldestkvad af den islandske skjald Þormóðr Bersason Kolbrúnarskáld, digtet i forbindelse med hans fostbroder Þórgeir Hávarssons fald. De 15 strofer, som er bevaret i Fóstbræðra saga, beretter udelukkende om forskellige drab, som denne helt har begået. At stroferne er ægte – i hvert fald ældre end Fóstbræðra saga – fremgår af den omstændighed, at sagaforfatteren til dels har misforstået digtet." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Þóris rímur háleggs er en versbearbejdning af en ellers ukendt fortælling. Stammer fra 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: “En tabt saga, som var forbundet med Áns saga bogsveigis. Indholdet kendes fra Þóris rímur fra det 15. årh.” (Se Halldor Hermannsson: Islandica, vol. 5, p. 60).
Litteratur:
Þóris saga Víkingssonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: Fornalderlignende saga, se Simek /Pálsson: Lexikon der altnordischen Literatur.
Dansk: Annette Lassen: "Guld-Tores saga" (Islændingesagaerne, III, 2014).
Engelsk: "The Complete Sagas of Icelanders”, bd. 3.
Beskrivelse: Islændingesaga. Anden titel: Gull-Þóris saga. - ”Þorskfirðinga saga eller Gullþóris saga. Skuepladsen er Þorskafjörðr i det nordvestlige Island; begivenhedernes tid er 900—930. Þórir, som får sit tilnavn (Gull-Þórir), fordi han samler guld i Finmarken tilligemed Halls sønner, kommer i strid om guldet med dem; der opstår kamp, over de faldne opkastes gravhøje og forlig stiftes tilsidst. Men der er indblandet adskilligt eventyrligt i fortællingen, der ikke hører til de bedste.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 59).
Dansk: Kim Lembek: "Torsten Side-Halssøns drøm" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Beskrivelse: Ikke den samme som sagaen eller den þáttr, som er knyttet til Þorstein Síðu-Hallsson. (Se Halldor Hermannsson: Islandica, vol. I, p. 112).
Beskrivelse: "Þorsteins rímur á Stokkseyri er en fragmentarisk versbearbejdning af en ellers ukendt kulbider-fortælling. Stammer fra 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Litteratur: Finnur Jónsson: Þorsteins rímur á Stokkseyri (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).
Þorsteins rímur Víkingssonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Beskrivelse: "Þorsteins rímur Víkingssonar findes nu kun i ubetydelige brudstykker." (Kilde: FJ.)
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson, Jónas Kristjánsson eller Halldór Hermannsson. ”Er en saga i fornalderstil, som formodentlig først er skrevet i det 18. årh.” (Simek /Pálsson: Lexikon der altnordischen Literatur.)
Beskrivelse: „ . . . har vel aldrig været en selvstændig saga, heller ikke som kilde til Bjarnar saga Hítdælakappa som det er blevet postuleret (Nordal).” (Simek /Pálsson: Lexikon der altnordischen Literatur.)
Litteratur:
Þorsteins saga[/þáttr] Síðu-Hallssonar
Grundtekst:
Norrøn:
Oversættelse:
Dansk: Karen Bek-Pedersen: "Sagaen om Torsten Side-Halssøn" (Islændingesagaerne, IV, 2014).
Engelsk: "The Complete Sagas of Icelanders", bd. 4.
Beskrivelse: Islændingesaga. Lader ikke til at være den samme som den ”draumr” eller den ”þáttr”, som er knyttet til Þorstein Síðu-Hallsson. (Se Halldor Hermannsson: Islandica, vol. I, p. 113 og 115). - ”Þorsteins saga Síðu-Hallssonar (Sønder Mulesyssel, mellem 1010 og 1050) fortæller om Þorsteins udenlandsrejser og stridigheder efter hjemkomsten. Den består af brudstykker.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 63).
Beskrivelse: "Endelig er der et jættekvindekvad: Þóruljóð (Þóra er en jættekvinde); slutningen mangler. Þóra kommer til en dansk bonde og beder om at måtte blive der. Meningen er vist, at bondens søn Torkel skal ægte hende. I hvert fald må der have været et eller andet forhold mellem de to." (Kilde: FJ.) FJ regner digtet med blandt de navnløse digte fra perioden 1450-1550.
Norrøn: "Fjörtíu Íslendinga-Þættir", findes i E-Bibliotek.
Oversættelse:
Dansk: Annette Lassen: "Totten om Torvald den Vidtrejsende" (Islændingesagaerne, V, 2014).
Dansk: C. C. Rafn: Kap. 130-136 i ”Oldnordiske Sagaer”, bd. I, s. 230-246, findes i E-Bibliotek.
Beskrivelse: Þáttr. - ”Þáttr af Þorvaldi viðförla handler om Þorvaldr den berejstes ophold i Norge, rejse til Jerusalem og død i et russisk kloster. Stilen røber ligeledes en klerk, men fortællingerne og skildringerne af udenlandske forhold vidner om ringe sagkundskab og er derfor mindre tilforladelige.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 65).
Beskrivelse: En humoristisk rimur-bearbejdelse af Þrymskviða fra omkr. 1400. (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.) De her anførte oversættelser er egentlig ikke oversættelser men andre kilder til samme fortællings overlevelse i de øvrige nordiske lande, fx gennem folkeviser.
Beskrivelse: Eddadigt. Trymskvadet/Sangen om Trym. ”Þrymskviða eða Hamarsheimt (hammerhentningen) skildrer, hvorledes Tor, da jætten Trym har stjålet hans hammer, får Loke til at låne Freyjas fjederham for at flyve til Jotunheim, hvor Trym ikke vil udlevere den, undtagen han får Freyja til brud. Efter Heimdals råd udklædes da Tor som brud, jætten bedåres og dræbes. Dette kvad, der viser Tors guddomsmagt, er gengivet forvansket i kæmpevisen om Tord af Havsgård (ɔ: Asgård), jomfru Fridleifsborg og Tossegreven.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 24).
Beskrivelse: "Þrændlur (også Þrænlur) er en rimecyklus fra det 14. årh., som bygger på Færeyinga saga. Selvom digtet også betegnes Sigmundar rímur Brestissonar, sigter den korte titel til Sigmunds modstander Þrándr i Götu. – Begyndelsen af digtet er tabt." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
Beskrivelse: "Ordet þula betyder en metrisk og i det mindste tildels strofisk affattet remse, næsten altid i fornyrðislag; et drotkvædet vers med remsemæssigt indhold vides aldrig at være kaldt þula; denne ordets betydning går i det mindste tilbage til midten af det 11. årh., da Sneglu-Halle bruger ordet således. Særlig bruges ordet þula (flt. þulur) om de vers eller versgrupper, hvis væsenligste indhold er enkeltnavne uden nogen egenlig tekst i øvrigt. Blandt Eddadigtene er der nogle, som man har villet kalde remsemæssige, men ikke et af dem er en virkelig þula, ikke engang det, der bærer navnet Rigs»þula«, skønt dettes indhold er sådant, at navnet bliver forståeligt; men der findes rundt omkring i Eddadigtene interpolationer, som er temmelig remsemæssige og mulig også tilhører de yngre þulur (f. ex. v. 85—8 i Háv., forskellige vers i Grímnismál osv.)." (Kilde: FJ.)
Norsk: Uddrag: E. Eikill: Ættetavler i ”Harald Hårfagre og Norges tilblivelse”.
Beskrivelse: Et afsnit i Flateyjarbók, bd. 1, s. 24-28, som består af slægtstavler, indeholdende bibelske personer, hedenske guder, nordiske folk, sagnkonger og historiske konger.
Beskrivelse: Ikke omtalt hos Finnur Jónsson eller Jónas Kristjánsson. Simek/Pálsson: ”(Snorri goðis liv) hedder en kort levnedsbeskrivelse om Snorri goði, helten fra Eyrbyggja saga, der også er nævnt i flere andre sagaer. Teksten kan være skrevet af Ari Þorgilsson i begyndelsen af det 12. årh.” (“Lexikon der altnordischen Literatur”).
Dansk: C. Lund: Fortællingen om Ølhue i ”Audun og Bjørnen – Ti islandske fortællinger”.
Beskrivelse: Þáttr. Anden titel: Þórhalls þáttr ölkofra. (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 89). - ”Þorhalls þáttr ölkofra er en lille proceshistorie om Þorhallr, der opbrændte seks goders skov i Bláskógr, og de deraf opståede stridigheder. Begivenheden er fra omtrent 1020.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
Beskrivelse: "Ölvis rímur sterka er en versbearbejdning, hvis prosaforlæg ikke kendes, men som minder om episoder fra kongesagaerne. Stammer fra første halvdel af det 16. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
A Á B C D E F G H I Í J K L M N O Ó P Q R S T U Ú V W Y Ý Þ Æ Ö
.jpg)
.jpg)
.jpg)
